Jon Dag Rasmussen
ÆLDRE PÅ
SAMFUNDETS UNDERFLADE
Frydenlund Academic
Ældre på samfundets underflade 1. udgave, 1. oplag, 2019 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7216-101-3 Forlagsredaktion: Sigrid Kraglund Adamsson Korrektur: Peder Norup Fotos: Jon Dag Rasmussen Grafisk tilrettelæggelse: Signe Kisbye Mikkelsen Omslag: Signe Kisbye Mikkelsen Grafisk produktion: Balto, Litauen Bogen er sat med Minion Pro 11/16. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Academic Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice. Udgivelsen af bogen er støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn.
Indhold Forord af Christine E. Swane . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Forord af Preben Brandt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Prolog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 En hengemt verden af ældre mennesker i bevægelse . . . . . . . . . . . . 21 De ældres særlige steder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55 Ældre mennesker, dyr, væsner og ting . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100 Uformelle økonomier og udveksling på tværs af byen . . . . . . . . . . 131 Når underfladens ældre dør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 156 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 188 Appendiks: Erkendelser og invitationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 196
I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.
Bogen udkommer i serien: Aldre og samfund ISSN 2246-3658 Serien ’Ældre og samfund’ har fokus på ældre og aldring i en samfundsmæssig betydning. Serien har til formål at bidrage med en ny viden om praksis og teoriudvikling og har en nationalt såvel som internationalt komparativt sigte.
Redaktion Professor MSO, ph.d. Tine Rostgaard, KORA Postdoc og studievejleder, ph.d. Jette Thuesen, Syddansk Universitet
En hengemt verden af ældre mennesker i bevægelse Det mest karakteristiske og fælles forhold blandt de fulgte mennesker er, at de bevæger sig. Hverdagen opretholdes og håndteres grundlæggende gennem den bevægelse, der fører de ældre ud af deres boliger og leder dem ind i storbyens landskab og afkroge. En række af disse bevægelsespraktikker beskrives for at skabe blik for den sværttilgængelige og hengemte verden, der udspiller sig i byrummet: på gadehjørner, parkområder, ved bestemte kiosker, og som er vej til de ældres anvendelse af sociale institutioner som genbrugsbutikker, væresteder og værtshuse. Kapitlet viser de ældres varierede ruter og rumlige rutiner og peger på, hvordan bevægelsen er en altafgørende taktik og en vej til social forankring i by-verdenen for dem alle. Fælles for deres bevægelighed er et gennemgående behov for at undslippe den isolation og ensomhed, der hos alle de fulgte mennesker opstår ved længerevarende ophold i deres bolig.
Frank og hverdagens ruter Frank forlader sin lejlighed omtrent på samme tidspunkt hver morgen. Værestedet Østlig11 åbner kl. 8:30, og langt de fleste dage træder han ind ad døren og indfinder sig på pladsen ved stambordet omkring kl. 9. Samme mønster gentages med minimale variationer hver morgen: afgang fra lejligheden, bevægelsen ad fortovet og hen over de få hundrede meter asfalt, inden han træder ind på værestedet. Han drikker kaffe, køber sine 11 Værestederne er givet synonymnavne som også alle andre steder og tilbud i bogen.
21
to ostemadder og fører de sædvanlige småsnakkende samtaler med det fremmødte personale og det lille ‘morgenhold’, der finder sammen om bordene nær tilbuddets køkken. Ved stambordet sidder Niels. Han og Frank har kendt hinanden gennem en årrække, og de to følgesvende12 har mødt hinanden i tilbuddet. De deler langt de fleste af årets formiddage i det store rum, men mødes sjældent uden for værestedet. Begge mænds dage er præget af rutiner: samværet i tilbuddet, morgenmad og kaffe, ro og småsnak om dagens nyheder og de overskrifter, der pryder aviserne på værestedets borde. Formiddagenes atmosfære er stemt af lavmælt snak, af stilheden og af værestedets dør, der løbende indvarsler nye ankommende eller mennesker, der forlader tilbuddet. Som morgen bliver til formiddag, ser Frank hyppigere på sit armbåndsur. Dagens første planmæssige skift nærmer sig, og omkring kl. 11 pakker han sine ting, tager afsked med brugere og personale og begiver sig på vej. Dagens næste stop er et værested nogle kilometer væk. Distancen tilbagelægges på en cykel, der efter små ti minutters kørsel trækkes ind i baggården, hvor en rød murstensbygning, som huser værestedet Vestlig, strækker sig op af byens grund. Franks ankomst er tilrettelagt, således at han er fremme i tid til det varme middagsmåltid, der kan købes fra kl. 11:30 og en time frem. Han træder ind gennem døren, orienterer sig i det fremmødte persongalleri og hilser ved enkelte af bordene og i køkkenet, hvorefter han indtager en plads i det foretrukne hjørne. Avisen bladres igennem, og når maden er klar og serveres, stiller Frank sig op i køen, der tager form ved køkkenets skranke. Han bestiller og betaler sit middagsmåltid, de varierede og økonomisk overkommelige retter, spiser maden og drikker efterfølgende sin kaffe på værestedets slidte træmøbler. Som på dagens første værested er der også på Vestlig andre, som Frank plejer omgang med. Viggo og Kurt er to af de ældre stambrugere, han gerne befinder sig tæt på, spiser sammen med eller i nærheden af og ud12 Begrebet om følgesvende bruges til at beskrive de følge- og makkerskaber, der opstår blandt de ældre. Det er erfaret, hvordan de ældre finder hinanden for periodisk eller længerevarende at følges gennem byens landskab. Begrebet anvendes også med et eksistentielt fortegn, når følgesvendene bliver mere kontinuerlige vidner til hinandens liv, som det er tilfældet med Frank og Niels.
22
veksler sporadisk småsnak med. Ud på eftermiddagens første timer drikkes der kaffe ved bordene, der småsnakkes, iagttages og læses avis. De fleste af værestedets brugere kender hinanden godt, men rummet er også bestemt ved forskellige sociale grænsedragninger og en række tydelige hierarkier med en mærkbar indvirkning på stemningen i tilbuddet. Der diskuteres stoffer i hjørnerne, og mennesker med søgende blikke og rastløse miner træder ind ad døren for at møde andre, der ligger inde med viden om dagens udbud i piller og substanser. Det hele foregår i de sammenhængende og smalle rum, som ikke efterlader plads til megen fysisk distance, men opdelingen af klientellet er alligevel tydelig. Frank befinder sig i området nær værestedets køkken og skranke, den krog der fremstår roligst og synes at tiltrække de ældste stambrugere. Nogle timer inde i eftermiddagen pakker Frank igen sine ting, tager kortfattet afsked med udvalgte af de besøgende ved bordene og sørger altid for at markere sin afgang over for personalet: »Hejsa, tak for i dag!«. Cyklen trækkes igen igennem gårdens sten, der er sporet af skosåler, knallerter, rollatorer, cykler: af liv, og sættes i bevægelse mod dagens næste stop. Midt på eftermiddagen og med flere kilometer i benene træder han indenfor på Sydlig: Det af hverdagsrutinens væresteder, der har åbent ud på eftermiddagen og ind i aftentimerne. Igen drikkes kaffe, der udveksles småsnak, og der spises smørrebrød eller andre mindre anretninger, som købes i cafeen. Når værestedet lukker kl. 20, finder Frank tilbage til sin lejlighed, hvor han i selskab med fjernsynet, radioen og nyhederne runder dagen af. »Jeg har et par timer … to-tre timer hvert sted, ikk’«, som han så ofte beskriver det. Når Frank fortæller om sin hverdag, understreges denne rutines håndfaste regelmæssighed, og i hans beskrivelser får dette mønster karakter af en tryghedsskabende foranstaltning, der sikrer hverdagslivet forudsigelighed og indhold. Han spiser ikke i sin private bolig, den lille lejlighed i et københavnsk brokvarter, men har dagens måltider henlagt til faste stop på sin rute. Den enkelte dags indhold er sikret i denne rutine, men også ugen og året tilføres forudsigelighed og struktur med vedligeholdelse af dette mønster. Dette bliver tillige tydeligt, når Frank forklarer, hvordan 23
ugens taktfaste rutine brydes om onsdagen, hvor en lokal kirke afholder eftermiddagscafé og efterfølgende serverer et økonomisk overkommeligt varmt aftensmåltid.13 Som han fortæller, byder onsdagens program-afvigelse alligevel på de vante tre stop, men han lader dagen slutte i kirken: »… om onsdagen, der spiser jeg jo ikke på Vestlig … så er det kirken. Men jeg tager turen alligevel, de tre steder … men så, når klokken er omkring to, så tager jeg i kirken … om onsdagen. Og bliver dernede«.14
For Frank er stederne forbundet med hinanden: »… de ligger parallelt med hinanden, alle stederne jo … jeg tager dem rækkevis …«, som han siger. Men denne forbundenhed og sammenhæng henviser alene til Franks egen-definerede og ritualiserede bevægelsespraksis, til det mønster han har fundet frem til, og som han minutiøst vedligeholder. De tilbud, han frekventerer, henvender sig alle til byens udsatte mennesker. Hvor Østlig er rettet imod socialt og økonomisk marginaliserede ældre, henvender Vestlig sig til en bred og mindre defineret gruppe af udsatte mennesker, og Sydlig til mennesker med en aktuel eller tidligere tilknytning til det psykiatriske system. Tilbuddene har ingen formel sammenhæng, men den forbindelseslinje Frank beskriver, er del af den måde, hvorpå han forankrer sit hverdagsliv i byens landskab. Som det følgende uddrag af en samtale giver indblik i, er hans lejlighed ikke et sted, han kan bruge til længerevarende ophold. Jon: »Og hvad så efter Sydlig, når de lukker?«. Frank: »Ja, så kører jeg hjem, og så sidder jeg og … ser lidt TV Avis og sådan, og så ca. 23-23:30, så ligger jeg ned … og så begynder man forfra igen … når jeg vågner, ikk’«. Jon: »Og hvordan så i weekenderne, når der ikke er åbent her [interviewet foretages på Østlig, red.]?«. Frank: »Ja, så … i sommerperioden, der kan jeg om lørdagen gå ned og … gå på loppemarked, hvor man går og kigger lidt, et eller andet sted, ikk’ … og sådan 13 Se endvidere s. 74-76. 14 Citaterne i dette afsnit er alle fra en optaget samtale med Frank.
24
noget … i sommerperioden. Men i vinterperioden, der prøver jeg sådan lige at slappe lidt af deroppe [i lejligheden, red.] … går måske en tur der om morgenen og … til klokken bliver 11 [og Vestlig åbner, red.] … og så kan jeg tænke, at nu kan jeg tage derud og sådan, ikk’. Det er det, mine dage går med i øjeblikket«. Jon: »Det er fint, at de sådan ligger på linje, stederne«.15 Frank: »Ja, alle de fire steder … der er fire med kirken, ikk’«.
Bekendtskabet til Frank viser, at hans hverdagsliv er centreret om bevægelse, og de mange timer, vi bruger sammen på denne hverdags væresteder, giver ydermere indblik i, hvordan bevægelsen har forbindelse til måltider og spisning. Den tyske sociolog Georg Simmel peger i sit essay ‘Måltidets sociologi’16 på den meget grundlæggende pointe, at det, vi mennesker er allermest fælles om, er, at vi må spise og drikke. Som sociologen viser, indebærer dette tilsyneladende aldeles egoistiske og basale forhold, dette »primitivt fysiologiske element«:17 at vi skal og må spise, en ærkesocial dimension. Fordi spisningen er et så grundlæggende almenmenneskeligt vilkår, der deles af alle, bliver måltidet således også del af fælles handlinger. Her opstår det, Simmel beskriver som »måltidets sociologiske form«.18 Han understreger, hvordan føde og de sociale rammer, som historisk er opstået med og omkring spisningen: tilberedning, traditioner og måltidet som en institution med bestemte normer, regler og koder,19 besidder en særlig social nødvendighed. Herved udpeger han det forhold, at personer, som ikke har forudgående eller delte interesser, kan finde hinanden ved et måltid. Ved at anlægge dette perspektiv kan Franks rutinemæssige rundture betragtes med et nyt blik. De måltider, han søger langs med ruterne, indsætter en særlig tidslig struktur i et hverdagsliv, der ikke indeholder mange udefrakommende krav og fordringer. Hertil kan måltiderne beskues 15 Denne bemærkning refererer til en tidligere del af samtalen, hvor Frank beskriver stederne som forbundne. 16 Simmel, 1998a. 17 Simmel, 1998a, s. 136. 18 Ibid. 19 For at få en fornemmelse af måltidets institutionaliserede regler behøver man blot at kaste et hurtigt blik i etikette-manualer, som de er skrevet af Emma Gad og andre (se f.eks. Elias, 1994; Gad, 2006).
25
som en slags kompas: et tillært koordinatsystem, som Franks bevægelse baserer sig på. Måltiderne viser en vej igennem byens landskab, som Frank har fundet frem til og følger. Hans bevægelsesrutine kan betragtes som en måltidsorden, hvor morgen-, middags- og aftenmåltiderne ligger til grund for hverdagen og de ruter, han følger i bylandskabet. Og i forlængelse af Simmel lader det sig også se, at det er langt mere end kroppens ernæringsmæssige behov, der dækkes på de daglige besøg på væresteder og kirke. Måltiderne har også en vigtig social funktion. Ovenstående beskrivelser og samtale-uddrag viser, hvordan Frank insisterer på rutinerne, og hvordan han holder fast i dem i en sådan grad, at de mennesker, han kender langs med dagens stop, undrer sig eller ytrer udtalt bekymring, når der forekommer lejlighedsvise afvigelser i dette mønster. Franks hverdagspraksisser tydeliggør, hvordan han er rettet ud af sin lejlighed, og hvordan boligen sætter ham ud i byen, nærmest afstøder ham: at han må forlade dens rum, da tiden bag hoveddøren forekommer ubrugelig eller urovækkende.20 Når Frank fortæller, at han i vinterperioden, hvor gaden på grund af kulden er mindre indbydende og indtagelig, »prøver at slappe lidt af« i lejligheden, så formuleres det som forsøg, der har svære vilkår, og som ikke vil lykkes. Boligen tildeles karakter af et overnatningssted, hvor han ikke finder vågen hvile. I stedet beskriver han, hvordan der findes en sikkerhed uden for boligen, hvordan den rutinerede bevægelse i byen og de vigtige ophold langs med de velkendte veksler i dens terræn er helt centrale. Den daglige gang på værestederne giver ham en fornemmelse af ro, men som han så ofte både fortæller og viser med sine handlinger, er det en ro, der ikke varer længe. Her peger han på, at vekselvirkningen mellem bevægelse og ophold er af afgørende vigtighed. De to måder at indtage byen på må ses som komplementære, som praktikker der supplerer hinanden. Variationer over dette tema er fundet på tværs af de fulgte ældre mennesker. Dette vises i det følgende.
20 Dette i begrebets videste betydning: At uroen vækkes i såvel fysisk som psykisk forstand.
26