Svend Gørup Magnussen
ALARM 112
Falckredder i forreste linje
Med efterskrift af Jakob Andresen
3
Alarm 112. Falckredder i forreste linje 2. udgave, 1. oplag, 2016 © Nyt DPIF, boet efter Svend Gørup Magnussen og Jakob Andresen ISBN 978-87-7118-765-6 Forlagsredaktion: Keld Lund Jensen Omslagstilrettelægning: Imperiet/Simon Lilholt Omslagsfoto: Ditte Valente Grafisk tilrettelægning: Pamperin Grafisk Tryk: Pozkal, Polen
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Nyt DPIF – politiidrættens forlag Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf.: 45-3393 2212 post@nytdpif.dk www.nytdpif.dk
Indhold
Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Nattevagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Det er Falck. . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Når livet gør ondt . . . . . . . . . . . . . . 47 Vand er ikke altid livets kilde . . . . . . . . 77 En travl weekend . . . . . . . . . . . . . . 90 Flugten fra hverdagen . . . . . . . . . . . . 107 Nyt liv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138 Det syge sind . . . . . . . . . . . . . . . . 153 Den værste forbrydelse . . . . . . . . . . . 170 Den sidste køretur. . . . . . . . . . . . . . 204 Stof til eftertanke . . . . . . . . . . . . . . 224 Refleksioner . . . . . . . . . . . . . . . . . 241 Efterskrift: Når alarmen lyder i 2016 . . . . 245
Det er Falck
På en måde er det et job, hvor man har mulighed for stor personlig udvikling. Arbejdet indeholder mange yderligheder, hvor vi det ene øjeblik står på et tag i stormvejr og forsøger at fastgøre en flagrende, otte x otte meter stor presenning til tagspærene, og det næste øjeblik har vi en kritisk patient, hvor der skal anlægges en nål med en diameter på 1,1 millimeter i en åre, der springer som glas, hvis man stikker forkert. Imens kører ambulancen måske 150 kilometer i timen. *** At have et job som Falckredder er ikke altid blå blink og politi. Det er også bjærgning af biler klokken tre om natten i hylende snestorm. Jobbet er meget alsidigt og ambulancekørsel er kun en del af de samlede arbejdsopgaver. Foruden akut ambulancekørsel, udfører redderen liggende sygetransport, siddende sygetransport, handicapkørsel, brandslukning inkl. røgdykkertjeneste, pionertjeneste, bådtjeneste, dykkertjeneste, dyreredning, autohjælp (starthjælp, bugsering, bjærgning mm.), vandskade, stormskade samt afdækning og sikring (f.eks. efter indbrud og hærværk). Derudover tilkaldes vi til alt mellem himmel og jord, hvis folk står med et problem, som de ikke aner, hvad de skal stille op med. Jeg plejer at sige, at hvis man er sygeplejerske, jordemoder, automekaniker og tømrer vil man blive den perfekte Falckredder. Det siger lidt om alsidigheden. Jeg kan her passende citere en mandlig sygeplejerske fra skadestuen. Han havde været automekaniker, 24
før han valgte at uddanne sig til sygeplejerske, og på min forespørgsel om, hvorfor han havde taget dette utraditionelle skridt, svarede han: “Det her er meget nemmere. Her er der kun to slags!” Underforstået at som mekaniker var der mange forskellige bilmærker som “patienter”, mens der som sygeplejerske kun er to: mand og kvinde! Selvfølgelig skal vi ikke have disse uddannelser som Falckfolk. Vi skal kunne lidt af hvert, være allround, men ikke være specialister inden for hvert område. Imidlertid er der de seneste år sket en øget specialisering. Vi har fået ambulancebehandlere og vi har mekanikervogne og sværvognsfolk. Mekanikervognene kan reparere mange havarerede biler på stedet, og sværvognsfolkene kører rundt i nogle meget store kranvogne og bugserer busser og lastbiler. Redderne i disse to kategorier laver ikke andet og har afskrevet ambulancekørslen. De har simpelthen afleveret deres uniform. Ambulancebehandlerne må indgive otte-ti forskellige slags medicin, foretage målinger af livstegn, anvende udstyr til behandling af hårdt kvæstede personer, anlægge drop og bruge defibrillator til at måle EKG og give stød ved hjertestop. Derudover anvendes telemedicin og elektronisk ambulancejournal, så behandlingen kan dokumenteres overfor sygehuspersonale og ved eventuelle sager i patientklagenævnet. I modsætning til de andre specialer, udfører ambulancebehandleren alle forekommende redningsopgaver ud over ambulancekørsel, således at han også kører eksempelvis autohjælp, brand, afdækning, vandskade og siddende sygetransport. Måske bliver dette ændret på et tidspunkt, da der løbende sker en overbygning på den eksisterende ambulanceuddannelse. For at kunne rumme det hele og holde en vis rutine, må der nødvendigvis ske en yderligere specialisering på sigt. På en måde er det et job, hvor man har mulighed for stor personlig udvikling. Arbejdet indeholder mange yderligheder, hvor vi det ene øjeblik står på et tag i stormvejr og forsøger at fastgøre en flagrende, otte x otte meter stor presenning til tagspærene, og det næste øjeblik har vi en kritisk patient, hvor der skal anlægges en nål med en diameter på 1,1 millimeter i en åre, der springer 25
som glas, hvis man stikker forkert. Imens kører ambulancen måske 150 kilometer i timen. Vi kan den ene dag, eller nat, sidde alene i en kranvogn og skal udføre alle tænkelige opgaver selvstændigt, og den næste dag sidder vi to mand sammen i en ambulance 12 timer i træk med én meter mellem os og skal samarbejde i ofte meget stressede situationer. Så lærer man hinanden at kende! Man kan også se en holdningsændring ved at kigge på rekrutteringen af nye reddere. I gamle dage var der en stor overvægt af håndværkere og militærfolk. Det var en fordel, at folk var praktisk anlagt til de mange forskellige opgaver ude i marken, og hjemme på stationen kunne redderne selv stå for vedligeholdelsen af materiel og bygninger. Der var ikke så meget teori og skrivearbejde, og der blev ikke set så kritisk på ens evner til dansk retskrivning. I dag er personalesammensætningen anderledes. Ofte har redder-eleverne en gymnasial uddannelse og det skyldes, at uddannelsen er mere teoretisk nu og en stor del af den foregår på en sundhedsskole uden for Falcks regi. Endvidere forekommer der større samarbejde mellem sygehusene og ambulancetjenesten nu end tidligere, og der skal skrives ambulancejournal efter hver tur, hvor det vil være en fordel, at de relevante personer kan læse, hvad der står skrevet. På den anden side, ønsker man heller ikke, at det praktiske håndelag helt forsvinder. Derfor er der sideløbende med den ordinære elevuddannelse oprettet en voksenelevuddannelse, hvor aspiranterne skal være fyldt 25 år inden uddannelsesstart. Af disse elever forventes der en eller anden form for håndværksmæssig uddannelse. Geografisk vil der også være forskel på de opgaver, vi udfører. Det er klart, at der vil forekomme andre opgaver på en landstation end på en station i en storby. Eksempelvis er det begrænset, hvor mange kreaturer der skal rejses og hjælpes ud af stalden, hvis man arbejder inde i byen. Jeg havde en kollega, som flyttede ud på en lille station i Vestjylland. Da jeg et par måneder senere mødte ham igen, sagde han med et overrasket udtryk i ansigtet: “Der er sgu flere køer end mennesker i den kommune.” 26
Jeg startede selv som nybagt redder på en landstation. Der var mange forskellige opgaver på hver vagt. Opgaverne vekslede mellem ambulancekørsel, autohjælp, brandslukning og dyreredning flere gange i døgnet. Jeg var glad for, at vi dengang bare kunne tage en kedeldragt eller branddragt uden på uniformen. Det sparede os for utallige tøjskift i løbet af en vagt. Mange af opgaverne var forbundet med landbruget. Mejetærskere der kørte fast under høsten, traktorer som kørte fast under pløjning, væltede kornvogne, syge eller døde dyr der skulle trækkes ud af stalden, nødslagtninger af kreaturer og køer som skulle trækkes fri af et mosehul nede i engen. Arbejdsulykker med alle de store maskiner og tunge redskaber, markbrande i høsten og skorstensbrande, når folk fyrede med vådt brænde. Dertil kom så trafikulykkerne på de store landeveje, hvor der kørtes stærkt, og selvmord som man ser i både land og by. Med hensyn til opgaver vedrørende landbruget havde jeg en dag en temmelig pudsig oplevelse. Jeg blev sendt til en nærliggende by for at hente den lokale kreaturslagter. Han skulle fragtes ud til en gård, hvor en ko havde brækket det ene ben, og så er fremgangsmåden ligesom i en western, når cowboyens hest brækker et ben. Man skyder den. Denne dåd skulle i dette tilfælde ikke udføres af landmanden med en rygende seksløber, men af slagteren med en boltpistol. Da koen var drægtig og tæt på at kælve, havde landmanden også tilkaldt en dyrlæge. Han skulle foretage et kejsersnit på koen, så snart den var blevet skudt, så man kunne redde kalven. Derefter skulle slagteren og jeg køre koen hjem til slagteriet, hvor den skulle parteres. Jeg spændte en autotrailer bagefter en kranvogn og kørte ud efter slagteren. Da jeg nåede frem, drejede jeg ind i baggården, om bag butikken. Her gik slagteren og fejede noget affald sammen iført blodig kittel og med cigar mellem kindtænderne. Da han fik øje på mig, stillede han kosten fra sig i et hjørne og åbnede bildøren, inden jeg holdt helt stille. Han svang sig ind på sædet ved siden af mig og stillede en trækasse og et sammenrullet læderetui på sædet imellem os. – Ja, jeg kunne jo ligeså godt udnytte tiden. Svenden er i gang 27
med at partere en okse sammen med vores lærling. De skal jo holdes til ilden, forstår du. Jeg skævede til remedierne på sædet. – Hvad er det, du har med? Er det, øh ... – Ja, ja. Det er boltpistolen. Og knive. Mens vi kørte, fortalte han beredvilligt om, hvordan sådan en pistol fungerede og strakte sig endda så langt som til at linde på kassens låg, så jeg kunne få et glimt af vidunderet. Cigaren vippede vildt i munden på ham, når han talte, og jeg undrede mig over, at asken, som blev længere og længere, ikke brækkede af. En boltpistol er et våben dyrlæger og slagtere bruger til at aflive større dyr som svin, kreaturer og heste med. Våbenet ligner nærmest et kort, tykt rør med en aftrækker ned langs med undersiden af røret. Når dyret skal skydes, placerer man røret på dets pandeskal, mens man holder om pistolen med hele hånden og affyrer våbenet ved at klemme fingrene sammen. En isat patron affyrer en bolt, som derefter skydes ind i hjernen på dyret. Pistolen skal holdes meget nøjagtig og helt lige. Hvis røret bare tilter en lille smule til siden, risikerer man, at bolten simpelthen preller af på pandeskallen som kan være meget tyk på disse dyr. Så ryster dyret bare lidt på hovedet og går sin vej. Det er ikke sikkert, at dyret dør ved at blive skudt. Praktisk talt siger man, at man bedøver dyret, når det skydes. Derfor skal det altid afblødes bagefter, og det sker ved, at man skærer den ene eller begge halspulsårer over. Mange landmænd bryder sig ikke om dette, og da det cirkulerende blod i en ko udgør 13 % af koens vægt, som ligger i omegnen af 500600 kilo, forstår jeg dem egentlig godt. Da vi kørte ind på gårdspladsen, stod landmanden og dyrlægen ved døren ind til stalden. Da de fik øje på os, gik de indenfor og efter at have parkeret bilen, fulgte vi bagefter. Indenfor var der den karakteristiske lugt af kostald. Den sødlige duft af køer blandet med lugten af varm mælk og klor. Og en anelse møg. To lange rækker af køer stod dampende og gumlede sløvt på noget kraftfoder. Et par stykker drejede deres kæmpemæssige hoveder nysgerrigt om mod os og et langtrukket muh... lød nede fra den fjerneste ende. Koen med det brækkede ben lå lidt for sig selv i noget strøelse 28