Nadia Dalbuono
AMERI KANEREN Oversat af Klaus Seidenfaden
Amerikaneren Oversat fra engelsk af Klaus Seidenfaden efter The American, oprindeligt udgivet af Scribe Publications Copyright © Nadia Dalbuono 2015 Dansk udgave © Alhambra og Frydenlund 2019 1. udgave, 1. oplag, 2019 ISBN 978-87-7216-105-1 Korrektur: Mette Fuglsang Omslag: Maija Hejgaard Omslagsfoto: Dave Wall Grafisk tilrettelæggelse: JMInfotech Grafisk produktion: CPI, Tyskland
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Alhambra Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C post@alhambra.dk Alhambra er en del af forlagshuset Frydenlund.
1
Det var en lys og klar morgen den dag, de bestak lastbilchaufføren. Klokken var ikke engang ni, men den svidende sol bagte allerede den sprukne jord, og den fugtige luft lå tungt mod Carters hud. Den nystrøgne skjorte, han havde taget på for kun en time siden, klæbede nu til hans ryg, og hans nakkehår var vådt. Det var umuligt at holde sig ren i det her hul. Lastbilen holdt som forventet ind ved cafeteriet. Efter nogle sekunder kom chaufføren ud og fik sig manøvreret ned på trinbrættet, hvor han låste døren, inden han hoppede ned, rettede på sit bælte og kørte en hånd gennem sit fedtede hår. Så gik han hen mod cafeteriet – han glædede sig sikkert allerede til æg og kroketter, friskbrygget kaffe og den ugentlige flirt med den kønne servitrice – men Carter stod allerede og ventede på ham og spærrede ham vejen. Han trådte helt tæt på chaufføren, så tæt, at han kunne lugte hans nikotinånde, og satte en hånd hårdt mod hans bryst. I adskillige sekunder stod de fastfrosset og stirrede hinanden i øjnene – chaufføren med frygten malet i blikket, Carter med øjne, der skinnede af spænding. Til sidst så han væk, og med den frie hånd fiskede han et bundt pengesedler op af lommen. » Vi skal lige bruge din lastbil i ti minutter. « » Hvorfor det? « spurgte chaufføren, stadig med et skræmt udtryk i øjnene. » Her er tusind amerikanske dollars. Ikke flere spørgsmål. « 9
Chaufføren kiggede måbende på seddelbundtet. Carter vidste, at han stod med flere penge i hånden, end manden kunne gøre sig håb om at tjene på ti år ved at fragte mælk rundt på den her gudsforladte ø. » Har vi en aftale? « Chaufføren nikkede og tog pengene med en så glidende bevægelse, at Carter måtte spørge sig selv, om det overhovedet var sket. » Åbn lastrummet. « De gik hen til lastbilens bagende, hvor chaufføren trådte op på trinbrættet og låste en enorm hængelås op med en nøgle fra sit bælte. Dørene gik op med en tung, klagende lyd, og en bølge af af kølet luft skyllede hen over Carter. Det var tiltrængt. » Ti minutter, « gentog han. Chaufføren nikkede, sprang ned og gik så med hastige skridt tilbage mod cafeteriet. Da han var forsvundet bag svingdøren, skyndte Carter sig hen til sin bil og tog en sæk cement fra bagagerummet. Han fik den bakset op på skulderen og bar den, svedende under vægten, tilbage til lastbilen, hvor han læssede den af på det bageste trinbræt. Han kravlede selv op ved siden af sækken og slæbte den derefter med sig ind i kølerummet. Foran ham stod den enorme, blanke mælketank. Han lod sækken ligge og gik hen imod tanken. Han klatrede op på understellet og tog de syv trin til toppen, hvor han med stort besvær fik skruet det kraftige sorte dæksel af. Så kravlede han ned igen og gik hen for at hente sækken. Det var tungt og besværligt at få hældt cementen ned i hullet, men efter et minut eller to var sækken tom. Carter stod lidt og genvandt pusten og skruede så dækslet på igen, tog stigen ned og gik tilbage mod sollyset og varmen udenfor. Han trådte ud på trinbrættet 10
og smækkede dørene i bag sig, taknemmelig over at slippe ud af den før så tiltrængte kulde. Så hoppede han ned og gik tilbage til sin bil, lagde den tomme sæk i bagagerummet og satte sig ind bag rattet og ventede på, at chaufføren kom ud igen. Guldsiskenerne kvidrede nu højlydt i træerne, og der var ved at komme gang i morgentrafikken på landevejen. Han tændte for radioen. Fidel var i gang med en tale – han hævdede, at Kennedy forsøgte at sabotere økonomien og miskreditere revolutionen. Carter slukkede for støjen og sad bare og lyttede til fuglesangen, mens han betragtede de søvnige cafeteriagæsters kommen og gåen og gadefejernes ugidelige bevægelser. Så kom chaufføren tilbage. Med blikket stift rettet mod jorden og hænderne knyttet langs siden, som om han vidste, at han blev iagttaget, men ikke ville lade sig mærke med det, gik han hurtigt hen til bagenden af lastbilen, sprang op og låste dørene og hoppede ned igen. Så luntede han tilbage til førerhuset, trådte adræt op på trinbrættet og låste sig ind, stadig uden at se sig til siderne. Nogle sekunder efter kom motoren spruttende og brummende til live. Få øjeblikke senere var lastbil og chauffør forsvundet af syne, og den eneste lyd, der hørtes, var fuglenes nervøse kvidren i palmerne. Carter lagde langsomt hovedet tilbage mod nakkestøtten og lukkede øjnene med et dybt suk. Hvornår begyndte vi at føre krig mod skolebørn? spurgte han sig selv. En flyvemaskine hang lavt på himlen på vej ind mod Fiumicino-lufthavnen og efterlod et blegt spor, der flød sammen med de få sarte skyer, der endnu lå over bjergene efter nattens storm. Der var noget forfriskende over gaderne her til morgen; en ædruelig renhed, der havde en opløftende virkning på 11
Scamarcios humør og gav ham en fornemmelse af, at dagen kunne vise sig at blive betydningsfuld. At den måske ville være begyndelsen på noget nyt. Selv stærene i platanerne langs Via Fratte sang med fornyet energi, velnærede og parate til deres forestående træk. På Ponte Sant’Angelo glødede englenes ansigter i den tidlige morgensol. Idet han trådte op på broen, bemærkede han, at kalejdoskopiske tårer af regnvand dryppede blidt fra englen med korset ned på dens stensokkel, hvor de dannede pytter, der snart opløstes igen. Som om statuen sørgede over det, der ventede Scamarcio længere fremme, under englen med piskene. Til venstre for ham lå Tiberen, blank og pulserende – en uendelighed af glitrende krystaller, der dansede mod horisonten, kun af brudt af de sammenfiltrede efterårsgrene i rødbrune og gyldne nuancer, der dukkede frem under broen som taktstreger i flodens symfoni. En ny, skarp duft af salt havde erstattet den sædvanlige moskuslugt, og han indåndede den i fulde drag, i håb om at den ville gøre ham klar i hovedet. Efter at have stået sådan i nogle sekunder med lukkede øjne vendte han igen blikket mod sceneriet nogle meter længere fremme: Spredt ud over broen lå kriminalteknikernes metalkufferter og skinnede i solen som henkastede øldåser på en festivalplads. Manetti lå på knæ med sin krumme ryg og vigende hårgrænse og famlede efter et eller andet under balustraden, behørigt iført gummihandsker. Da Scamarcio nærmede sig politiets blå afskærmningsbånd, kunne han se, hvad det var, chefteknikeren var i gang med: Han forsøgte at nå løkken om halsen på det blonde lig, der hang og svingede som et pendul ned fra broen. 12
Scamarcio viste sit politiskilt til betjenten, der stod vagt ved gerningsstedet, og løftede båndet for at gå hen til kanten af broen. Her lagde han sig på alle fire ved siden af Manetti og sænkede hovedet for bedre at kunne overskue tableauet under dem. En mand med lyst, grånende hår hang fra det nedre rækværk med en kraftig løkke af reb bundet om halsen. Han havde et dyrt jakkesæt på og en hvid skjorte, der var knappet op til ned på brystet. Et blåt silkeslips var skubbet til side og lå som en slange hen over hans skulder. Hans fødder drejede rundt over vandet i grå silkestrømper. Der var ingen spor af sko. Den fremmedes øjne havde trukket sig tilbage i hovedet, som det ofte ses på ofre for hængning, men det var især håret, der var urovækkende at se. Det strittede i mærkelige tjavser, og man fik fornemmelsen af, at manden normalt ville have perfekt styr på både frisure og påklædning og aldrig ville vise sig offentligt sådan her. Hvor er døden dog et forstyrrende indgreb i privatlivets fred, tænkte Scamarcio – for gud ved hvilken gang. » Er du færdig her? « spurgte Manetti, henvendt til politifotografen, som stod et par meter væk. Fyren nikkede. » Jeps, I kan bare tage over. « Manetti gjorde tegn til to af sine assistenter. Den mest muskuløse af dem trådte ud på den spinkle platform over vandet og begyndte langsomt at løfte liget op på afsatsen. Det var ikke nogen nem opgave, trods kriminalteknikerens fysiske styrke. Da han havde fået skåret rebet fri af rækværket, lænede Manetti og den anden assistent sig ud over balustraden og hjalp med at få liget manøvreret forsigtigt op og ind på broen, hvorefter de anbragte det på fortovet. 13
Manetti begyndte at visitere den døde langs arme og ben. Da han nåede bukselommerne, stoppede han op og følte endnu en gang på dem, inden han stak sin behandskede hånd ned og fiskede nogle store klumper af et eller andet ud. Han åbnede hånden, så Scamarcio kunne se, hvad det var: murbrokker. » Hvad tænker du om det? « spurgte chefteknikeren, der havde bemærket, at hans kollega stilfærdigt var trådt nærmere, men havde været for opslugt af sit arbejde til at lade sig mærke med det. » Det minder mig om noget. « » I 1500-tallet udstillede man henrettede fra broen her. « » Nej, det er ikke det. « Manetti trak en pose til bevismateriale op af lommen og hældte murbrokkerne i den, hvorefter han tømte mandens anden lomme for brokker og gentog proceduren. » Sikkert en eller anden sølle stakkel, der ikke kunne få pengene til at række måneden ud. Der er nærmest et selvmord om dagen for tiden. Har du hørt om ham, der satte ild til sig selv uden for skattekontoret? « Scamarcio ignorerede spørgsmålet. Al den snak om ‘ krisen’ hang ham ud af halsen. Hvorfor skulle alle sættes på en kartoffelkur for at betale regningen for nogle grådige bankfolk, der havde gamblet på Italien og tabt pengene? Den tyske kansler og hendes kumpaner holdt landet i et jerngreb, og folk betalte for det med deres liv. Ved et middagsselskab for nylig var der en, der havde sagt, at det var det 21. århundredes nynazisme. Det havde han grinet af, men det havde alligevel givet ham stof til eftertanke. » Har du fundet noget id på ham? « spurgte han. 14
» Ikke endnu. Vi får dykkere ud, men der er meget strøm efter stormen. « » Han ser ikke særlig italiensk ud. « » Næh, nu du siger det … « Manetti følte forsigtigt rundt på liget igen og tjekkede så bagsiden af kraven på mandens jakke. » Saks Fifth Avenue. « » Tænkte det nok. « » Jamen, så fortæl mig, hvad det er, det minder dig om. « Scamarcio fandt en cigaret frem fra sin lomme og tændte den. Han åndede røgen ud i den kølige luft og sugede den ind igen. Efter et par sekunder sagde han: » Roberto Calvi. Guds bankmand. « Manetti lagde langsomt hovedet på skrå, mens han tænkte over det. » Guds bankmand, « gentog han og smagte på ordene. De så begge ud over floden på deres højre hånd. På den anden side hævede Peterskirkens kuppel sig, strålende i lyset fra den tidlige morgensol. » Ja, nu du siger det … « sagde chefteknikeren til sidst. » Og jeg, som troede, jeg ville være hjemme til spisetid i dag. «
15
2
Scamarcio kunne ikke huske ret meget om sagen fra dengang, den kom i mediernes søgelys. Hans erindringer handlede mere om hans afdøde fars reaktion, hans forvisning om, at Roberto Calvi var blevet ‘ nakket ’, og at han havde været dum nok til at forgribe sig på Cosa Nostra-mafiaens penge. Men med Googles hjælp kunne han stykke historien sammen igen. Calvi, som af medierne havde fået tilnavnet ‘ Guds bankmand ’, havde været bestyrelsesformand for den nødstedte Banco Ambrosiano, som Vatikanbanken var hovedaktionær i. Han havde udnyttet sin position til at hvidvaske milliarder af lire for mafiaen og landets korrupte elite, mens Paul Marcinkus, den amerikanske prælat, der var direktør for banken, vendte det blinde øje til. Da Calvi i juni 1982 blev fundet hængt under Blackfriars Bridge med lommerne fulde af murbrokker, mente mange, at det var hans lyssky kunder, der til sidst havde taget sig kærligt af ham. Store summer manglede, og gået på klingen kunne han ikke gøre rede for, hvor de var blevet af. Senere, da det kom frem, at Calvi havde været medlem af den højreorienterede frimurerloge P2, rettede mistanken sig mod logens stormester og hans mafiavenner, men dommeren afviste sagen med henvisning til manglende beviser. Der var dog dem, der mente, at murbrokkerne i Calvis lommer var bevis nok for en sammenhæng med frimurerne … 16
Nu, mere end tredive år senere, var en udlænding, muligvis amerikaner, død under lignende omstændigheder. Hvorfor? tænkte Scamarcio. Og mere interessant: hvorfor netop nu? Ponte Sant’Angelo var med sin beliggenhed tæt på Vatikanet en interessant detalje. Han gned sig i øjnene og så op fra computerskærmen. Det var fristende at tilslutte sig Manettis teori. På trods af murbrokkerne i lommen kunne det sagtens bare være endnu et selvmord, endnu en ubetydelig forretningsmand, der var bukket under for sine økonomiske problemer, endnu en forpint far, der ikke kunne leve med sin skyldfølelse over at være blevet fyret. Det var endnu ikke fastslået, at der var tale om en udlænding. Det smarte jakkesæt vidnede måske bare om en strålende karriere, der var kørt af sporet. Og murbrokkerne kunne være en tilfældighed – det var måske det, der lige havde været ved hånden til at tynge ham ned med. Men Scamarcio kendte udmærket Tiberens bredder, og murbrokker lå ikke ligefrem og flød. Almindeligt affald, brugte kondomer og kanyler, ja – men murbrokker? Kunne han have haft dem med sig et andet sted fra? Scamarcio tog en lille grøn clips og gav sig til at rette den ud. Og så endnu en – hvid denne gang. Så rejste han sig og gik over til kaffeautomaten. Var murbrokkerne en besked, og lå der en skjult betydning i valget af Ponte Sant’Angelo? Det var de centrale spørgsmål. Han puttede en 50-cent i automaten, og da hans espresso dumpede ned på bakken, hældte han godt med sukker i fra en nusset pose på hylden, inden han vendte tilbage til sit skrivebord, hvor han kunne tjekke de seneste underretninger fra politiet og Interpol. Han indscannede fingeraftrykkene, som Manetti havde givet ham. Computeren summede i adskillige minutter, mens 17
den søgte blandt de tusindvis af fingeraftryk, der var registreret i systemet. Ingen matchede. Ikke engang en generel søgning kunne levere noget, der var værd at se nærmere på. Han bladrede sine kontakter igennem, fandt e-mailadressen på deres kontaktperson på den amerikanske ambassade og sendte så et foto af liget og en kort beskrivelse af, hvor og hvornår det var blevet fundet. For øjeblikket havde han ikke nogen bedre ideer. Han så op fra skærmen og fik øje på Garramone, som stod i døren til sit kontor og vinkede ham hen til sig. » Har du lige fem minutter? « spurgte inspektøren. Scamarcio havde ikke rigtig lyst til at tale med ham, men han kunne dårligt sige nej. De følte stadig hinanden på tænderne efter sommerens ubehagelige begivenheder. Garramone ville gerne have tingene over i et mere traditionelt spor, og Scamarcio vidste stadig ikke, hvad han skulle mene om hele affæren, eller hvordan han nu var stillet. Han havde afsløret nogle meget magtfulde personers meget mørke hemmeligheder, og i processen havde han brugt nogle metoder, der ikke var faldet i god jord hos Garramone. Sagen var aldrig kommet for retten, og Scamarcio vidste stadig ikke, om hans rolle i den – selvvalgt eller ej – ville kompromittere ham, og om de magtfulde personer, hans efterforskning havde berørt, nu havde ham i søgelyset. Garramone var iført en mørkegrå pullover med skindlapper på albuerne. Den sad godt på ham, og Scamarcio var sikker på, at hans kone havde valgt den for ham i erkendelse af hans totale – og aldeles uitalienske – mangel på interesse for alt, hvad der havde med tøjstil at gøre. Inspektøren gned den mørke rand under sit højre øje, da Scamarcio trådte ind ad døren, og lænede sig tilbage i kontor18
stolen. Scamarcio bemærkede, at plasticbetrækket skallede af på bagsiden, så man kunne se det gule skumgummi indenunder. » Det der lig under broen i morges … « begyndte Garramone, mens han rullede en kuglepen frem og tilbage på skrivebordet, skiftevis med den ene og den anden hånd. » Ja? « » Mord eller selvmord? « » Det er ikke til at sige endnu, men jeg er ret sikker på, at selvmord ikke er hele forklaringen. Måske et tvunget selvmord. « » Tvunget? « » De kan have presset ham til at gøre det – hjulpet ham derop, givet ham en hånd med løkken. Det er set før. « » Er der nogen tegn på det? « » Ikke endnu. Men Manetti siger, at løkken var lavet med stor ekspertise. Vi har ikke fundet noget id på ham. Det mest interessante indtil videre er murbrokkerne i hans lommer. « Scamarcio vidste, at associationen til Roberto Calvi ikke ville gå hen over hovedet på inspektøren. » Virkelig? « Garramone kiggede kort op i loftet. Scamarcio fulgte hans blik og lagde mærke til fugtskjolderne. Skimmel måske. » Og det var Ponte Sant’Angelo? « » Det var det. « » Hmm, « sagde inspektøren. » Interessant. « » Hvorfor det? « » Der er ballade i Vatikanet her til morgen. « «Ballade? « 19
» De vil selvfølgelig ikke lade os komme i nærheden, men det, vi hører over radioen, tyder på et lig. Der er selvfølgelig ikke kommet nogen officiel udmelding endnu, der går nok lige et par dage. « » Nogen idé om, hvem det er? « » En eller anden stor kanon formodentlig, sådan som de hidser sig op over det. « Scamarcio tav et øjeblik. » Tror du, det hænger sammen? « » Jeg ved det ikke, men det er ret påfaldende. « Garramones ramponerede gamle telefon ringede, og han rakte ud for at tage den. Inden han løftede røret, sagde han: » Nå, men hold mig opdateret. Lad mig vide, hvis der dukker noget id op. « » Det skal jeg nok, « sagde Scamarcio, idet han rejste sig fra stolen. Den sag så efterhånden noget mere kompleks ud, end den havde lydt i telefonen tidligt i morges. Manetti fik nok ret i sin forudsigelse om ikke at nå hjem til spisetid. Da Scamarcio forlod inspektørens kontor, ventede den vagthavende betjent på ham i døren til mønstringslokalet. » Du har gæster, « sagde han. Han holdt svingdøren åben for to høje fremmede i mørke jakkesæt. De havde begge to stålindfattede pilotsolbriller på og militæragtigt karseklippet hår. Scamarcio tippede dem umiddelbart til at være efterretningsagenter, højst sandsynligt englændere eller amerikanere. Han gik over for at give dem hånden og viste dem så hen til sit skrivebord. Der var kun én ekstra stol, så han lånte en fra et af bordene ved siden af. De fremmedes ankomst havde vakt 20
hans kollegers interesse – de havde også et skarpt blik for skæg og blå briller. Af en eller anden grund valgte de begge at beholde solbrillerne på, da de havde sat sig. Det kom lidt bag på Scamarcio. » Er det okay med engelsk? « spurgte manden til venstre, som var lyshåret og havde store ansigtsporer. Han talte med amerikansk accent, men Scamarcio kunne ikke stedfæste den nærmere. » Selvfølgelig, « sagde han og spekulerede på, om de allerede vidste, at han havde boet noget tid i USA. Manden til højre lagde benene over kors, og Scamarcio spottede en pistol i et ankelhylster. Det lignede en Beretta 92 – måske deres standardpistol, hvis de da havde sådan en. » Det lig, I fandt under broen i morges … « » Ja, hvad med det? « » Han er vores mand. « » En kollega? « » Nej, en mistænkt. « » I ligger ikke på den lade side. Det er kun nogle minutter siden, at jeg sendte billederne til vores kontaktperson på ambassaden. « Den fremmede forklarede ikke nærmere, så Scamarcio spurgte: » Hvilken tjeneste hører I under? Har I noget legitimation? « » Vi repræsenterer de amerikanske myndigheder. « » Det siger ikke så meget. « » Mere behøver du ikke vide. « Det afgjorde sagen. Hvis de skulle til at pisse territorium af over det hele, som den slags typer plejede, skulle de sateme 21
ikke regne med at få mere end de allermest nødvendige informationer ud af ham. Appelsinhuden fortsatte. » Ham fyren, I fiskede op fra broen, var en svindler, der stod bag fremstillingen af millioner af falske dollars. Det var en stor sag. Vi har fulgt ham over længere tid, men for nylig blev han klar over, at han sad i saksen, og så besluttede han altså at tage sit eget liv. « » Hvorfor så tage helt til Rom? « » Han havde familie her. Vi formoder, han ville se dem en sidste gang. « » Har svindleren et navn? « » Det er fortroligt. « » Mig kan I godt være fortrolige med. « » Det har vi et lidt andet syn på. « Scamarcio tog en dyb indånding og bed i en blyant. Smagen af stiftens grafit bredte sig i hans mund, og han havde lyst til at skylle den væk, men ville ikke rejse sig. » Hør her, kommissær. Vi prøver bare at gøre jer en tjeneste. Vi ved godt, at I har hænderne fulde i rejseholdet, så vi vil gerne tage den her sag, så I kan stryge den af listen og spare noget benarbejde. I skal nok få alt det relevante papirarbejde, så I kan overholde jeres italienske dokumentationskrav til punkt og prikke. Der er jo ingen grund til at overanstrenge sig, når nogle andre er villige til at gøre det grove arbejde. « Scamarcio var tavs i nogle sekunder. » I ved godt, det ikke er så enkelt. Det er sket på italiensk grund, så jeg er nødt til at efterforske det. « » Du hører ikke efter, kommissær, « sagde fyren til højre med en sydstatsaccent, der var lige så fyldig og blød som en 22
louisianawhisky. Selv om hans øjne ikke var synlige, gav hans solbrændte hud og tandpastasmil indtryk af, at han nok så en hel del bedre ud end sin kollega. » Det, vi mener, er, at vi kan hjælpe jer med at få lukket sagen i en ruf, så I kan tage til stranden i weekenden. I tager vel stadig til stranden i oktober? Det virker da varmt nok til det. « Scamarcio svarede ikke. Han havde ikke tænkt sig at være deres lokale håndlanger, som de bare kunne trække rundt i manegen, som det passede dem. » Hvad er det for noget papirarbejde, I har lavet? « spurgte han til sidst. » Du har det i morgen inden fyraften. Og så kan du tage et smut til Amalfi og tage en slapper. Det ville jeg helt klart gøre, hvis jeg var dig. « Denne gang var der en truende undertone i sydstatsfyrens ord.
23