Anerkendende kommunikation (uddrag) by Frydenlund

Ianneia Meldgaard

ANERKENDENDE KOMMUNIKATION â&#x20AC;&#x201C; med empatien som vejviser

Frydenlund

Anerkendende kommunikation – med empatien som vejviser 1. udgave, 1. oplag, 2019 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7216-071-9 Forlagsredaktion: Pernille Bjerrum Korrektur: Torben Christiansen Grafisk tilrettelæggelse: Caroline Asferg Madsen Omslag: Caroline Asferg Madsen Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien Bogen er sat med Garamond Regular 12/14 og trykt på Munken Print White 100 g.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/ nyhedsservice.

INDHOLD FORORD.......................................................................................................................... 9 PROLOG........................................................................................................................11 Hvorfor er der brug for denne bog?........................................................................................... 11 Har vi misforstået anerkendelsen?............................................................................................. 14 Min vej til de 3 principper i anerkendende kommunikation.................................... 17 Sådan kan bogen læses...................................................................................................................... 22

KAPITEL 1 De 3 principper i anerkendende kommunikation..................26 Hvad er Ikkevoldelig Kommunikation?............................................................27 Nogle af grundantagelserne i IVK............................................................................................... 28 Følelser og behov – vores indre GPS....................................................................................... 32 Hvordan omskriver vi behov til meninger og holdninger?......................................... 34 IVK og anerkendelse.............................................................................................................................. 37

Hvad er Appreciative Inquiry?...............................................................................40 Fokus på den frustrerede drøm..................................................................................................... 41

De 3 principper – at tænke Rosenberg og Lang sammen....................44 Princip 1: Jeg øger min opmærksomhed på det, der fungerer............................ 46 Princip 2: Jeg er autentisk og tydelig om det, der er vigtigt for mig................ 49 Princip 3: Jeg er nysgerrig og interesseret i det, der er vigtigt for andre........ 52 Handleaspektet i de 3 principper................................................................................................. 56

Hvilken forskel kan de 3 principper i anerkendende kommunikation gøre?...............................................................58 I samspillet med børn og unge........................................................................................................ 58 I samspillet med kolleger..................................................................................................................... 61 I samspillet med forældre/pårørende....................................................................................... 63 Det indbyrdes samspil mellem de 3 principper................................................................. 65

KAPITEL 2 Muligheder og udfordringer, når du bruger de 3 principper i anerkendende kommunikation...................68 Sådan får du alt det gode til at vokse – tips og tricks til at øge opmærksomheden på det, der fungerer Et uddybende perspektiv på princip 1 og 2............................................................ 69

De 4 trin i IVK-modellen – den ikkevoldelige filosofi sat på model Et uddybende perspektiv på princip 2 og 3............................................................ 84

Om ægte jeg-budskaber og skjulte du-budskaber – pas på faldgruberne i IVK-modellen Et uddybende perspektiv på princip 2...................................................................... 96

Don’t be nice, be real – om nogle af misforståelserne af anerkendelse Et uddybende perspektiv på princip 2....................................................................104

Tal mindre om dine følelser og mere om dine behov – om at skabe tryghed og tage ansvar i jeg-budskaber Et uddybende perspektiv på princip 2....................................................................112

Empatisk lytning – om at lytte med hjertet frem for med hjernen Et uddybende perspektiv på princip 3....................................................................119

KAPITEL 3 Anerkendende kommunikation i pædagogisk praksis.. 128 Sig nej og sæt grænser på en anerkendende måde – om at være en tydelig og autentisk voksen i arbejdet med børn Et uddybende perspektiv på princip 2 og 3..........................................................129

Anerkendelse eller ros – en lille, men vigtig forskel – fra dom og vurdering til nysgerrighed og interesse Et uddybende perspektiv på princip 2 og 3..........................................................137

Empatisk konfliktmediering – om at hjælpe børn og unge med at løse konflikter Et uddybende perspektiv på princip 3....................................................................143

Diagnosebørn og anerkendende kommunikation – om at have fokus på empati og ressourcer i samværet Et uddybende perspektiv på princip 1, 2 og 3.....................................................160

Gør den svære samtale til et frugtbart samarbejde – fra autoritet til medmenneske i forældresamarbejdet Et uddybende perspektiv på princip 2 og 3..........................................................168

KAPITEL 4 Anerkendende kommunikation i personalesamarbejde og -ledelse...............................................................................................................176 Vær en tydelig og autentisk kollega – om at tage ansvar for dit eget i samarbejdet Et uddybende perspektiv på princip 2....................................................................177

Brok, en kilde til udvikling og positiv forandring – søg efter den frustrerede drøm bag brokkeriet Et uddybende perspektiv på princip 2 og 3..........................................................184

Forebyg og løs konflikter med empati – fra magtesløshed og kamp til åbenhed og dialog Et uddybende perspektiv på princip 2 og 3..........................................................192

Stimuler arbejdsglæden hos dine medarbejdere – om at bruge anerkendende kommunikation i personaleledelse Et uddybende perspektiv på princip 1, 2 og 3.....................................................201

EPILOG Tak til dem, der bar..........................................................................................210 TIL INSPIRATION Hvis du vil vide endnu mere....................................................................213

KAPITEL 1

De 3 principper – at tænke Rosenberg og Lang sammen

Der er flere lighedspunkter mellem Rosenbergs og Langs filosofier, f.eks. når man ser på begreberne om den frustrerede drøm og empatisk lytning. Prøver vi at forstå den frustrerede drøm med IVK-briller, så består denne drøm netop af behov/værdier/ønsker, som ikke er indfriede, og hvis fravær betyder, at drømmen er frustreret. Der er altså en stor del af det, der er vigtigt, der ikke er til stede, når vi befinder os i en frustrerende situation og dermed har en frustreret drøm. Og den konstruktive måde at møde denne frustration på er – med IVK som baggrund – først at identificere, hvilke behov/ værdier/ønsker drømmen består af, og derefter fokusere på, hvilke handlinger der vil kunne imødekomme dem. Præcis som vi gør i den empatiske lytning, hvor vi har vores fokus først på behov og derefter på handlinger. Dette sammenfald mellem Rosenbergs empatiske lytning og Langs frustrerede drøm underbygges yderligere af den store rolle, som Lang tillægger empatien i vores samspil med hinanden. Han bruger bl.a. formuleringen at være gæst i et andet menneskes univers og at se verden fra det andet menneskes perspektiv – for netop gennem empatien at få øje på, hvad dette menneskes frustrerede drøm består af. Og tro mig – den er der altid, den frustrerede drøm. Ligesom Jesper Juul har vist os, at børn altid samarbejder, uanset hvor destruktiv deres adfærd ser ud, så er der altid en positiv hensigt bag enhver menneskelig adfærd, uanset hvor destruktivt den udtrykkes. En hensigt om at få en frustreret drøm til at gå i opfyldelse. Når vi vælger at fokusere på denne bagvedliggende drøm i stedet for den konkrete – måske destruktive – udtryksform, får vi mulighed for at lukke op til et nyt niveau af anerkendelse og dermed møde både os selv og hinanden på en mere empatisk og kærlig måde. Måske består vores tendens til at beklage og brokke os i virkeligheden af nødråb fra vores indre børn, der ihærdigt forsøger at samarbejde ved at fange vores interesse og fortælle os, at virkeligheden kan være bedre, end den er lige nu. Det synes altså åbenbart, at IVK og AI har meget til fælles. Selv om de 2 tilgange stammer fra forskellige psykologiske tradi-

De 3 principper i anerkendende kommunikation

tioner, så er Rosenbergs og Langs intentioner med deres arbejde på mange måder sammenfaldende, og de supplerer hinanden på fineste vis. IVK tilbyder en dybere forståelse af individet og dets indre liv – følelser, behov, ønsker og værdier – som et styrende element i kommunikationen med andre, mens AI bl.a. tilbyder et fokus på, hvordan vi som grupper af individer sammen skaber vores identiteter og vores fælles virkelighed. Tilsammen giver disse tilgange os indsigt i og værktøjer til at berige både den enkeltes og gruppens liv, og det, hvad enten vi kommunikerer med børn, kolleger, forældre eller vores leder. Sammen udgør IVK og AI altså en stærk cocktail med et stort forandringspotentiale. Og det er på fundamentet af denne syntese, at de 3 principper i anerkendende kommunikation bygger. Intentionen med disse principper er at give os hver især plads og rum til at være autentiske og tydelige og samtidig give plads til, at andre kan være autentiske og tydelige. At vi altså som udgangspunkt anerkender og står ved os selv og fra den position skaber kontakt til og anerkender andre. For kun ved at værdsætte og anerkende mig selv og have en sund forankring i min egen kerne kan jeg etablere en autentisk og empatisk kontakt med andre mennesker. Og kun ved at interagere med andre med udgangspunkt i triaden selvempati/selvindsigt/selvansvar kan jeg tage fuldt ansvar for det, jeg sender ud i min kommunikation. Og dermed undgå, at mine uerkendte følelser flagrer rundt imellem os. Når jeg således kender og rummer mig selv på godt og ondt, bliver jeg automatisk mere rummelig og mere kærlig og forstående over for mine medmennesker, og min interesse og nysgerrighed for, hvordan den anden har det, kommer indefra. Jeg kan give plads til vores forskelligheder og bruge dem konstruktivt. På den måde bliver vores fælles afsøgning af, hvad der skal til for at berige og videreudvikle vores samvær og fællesskab, afbalanceret og ligeværdig. Jeg undgår at falde i den grøft, hvor jeg kun har fokus på mit eget perspektiv, eller den – lige så uhensigtsmæssige – grøft, hvor jeg kun har fokus på den andens perspektiv.

KAPITEL 1

I samlet form kan hovedintentionen bag de 3 principper i anerkendende kommunikation udtrykkes sådan her: Lad os give os alle plads og rum til at være præcis dem, vi er, så de højeste potentialer i os hver især kan få lov at udfolde sig. Lad os hjælpe og støtte hinanden i at blive klogere på, hvilke behov, ønsker, værdier og drømme der lever inden i os, ved at møde os selv og hinanden med empati og interesse. Og lad os sammen blive klogere på, hvilke handlinger der vil kunne få mine og dine drømme til at leve og udfolde sig, så livet bliver rigere og vores fælles virkelighed bliver bedre for alle parter.

For at gøre denne intention operationel og brugbar har jeg som nævnt udviklet de 3 principper, som jeg kort præsenterer på de følgende sider. I artiklerne, der følger efter i kapitel 2, 3 og 4, får du så en række uddybende perspektiver på disse principper, når de bliver udfoldet i relation til forskellige problematikker og temaer. Når du læser artiklerne, vil du opleve, at det grundstof, som du har fået her i kapitel 1, bliver gentaget i en kondenseret form, hvor det er relevant. Denne form har jeg valgt for at efterleve bogens intention om, at artiklerne skal kunne læses alene og ikke nødvendigvis i umiddelbar forlængelse af, at du har læst grundstoffet her i kapitel 1.

PRINCIP 1: JEG ØGER MIN OPMÆRKSOMHED PÅ DET, DER FUNGERER Omdrejningspunktet for anerkendende kommunikation er de gode oplevelser i hverdagen – stjernestunderne. De oplevelser, der giver os glæde, energi, velvære, begejstring og gåpåmod i vores samvær med hinanden. Ved at have et særligt fokus på stjernestunderne øger vi vores fokus på de ressourcer og potentialer, der ligger i den enkelte og i gruppen. Herfra skaber vi sammen et positivt felt, hvor vi kan nære nye drømme og ideer og styrke den positive energi samt den enkeltes lyst til at bidrage til fællesskabet.

De 3 principper i anerkendende kommunikation

I vores indbyrdes kommunikation kan princip 1 anvendes på mindst 2 forskellige måder i dagligdagen: a) Den spontane feedback til mine medmennesker

Den slags kan finde sted i situationer, hvor det, mine medmennesker gør eller siger – eller det, som vi sammen oplever – imødekommer mine behov/værdier/ønsker og dermed skaber behagelige og positive følelser i mig. Som f.eks. glæde, begejstring, tryghed, tilfredshed og lettelse. Når vi øver os i at huske at fortælle den slags til hinanden, bidrager vi med et vigtigt og livgivende element i vores samvær. Et element, som løfter energien, men som vi desværre ofte glemmer, fordi vi bliver taget som gidsel af hverdagens stress, høje tempo og øvrige udfordringer. Og selvfølgelig af vores indbyggede automatpilots veltrænede evne til at fokusere på problemerne og på det, som ikke fungerer. Når jeg giver den slags positive feedback til mine medmennesker, er det hensigtsmæssigt, at jeg bestræber mig på at blive på egen banehalvdel og primært benytter mig af ægte jeg-budskaber frem for du-budskaber. Jeg siger f.eks.: „Jeg blev så lettet, da du tog dig af Josefine, mens jeg klarede konflikten med Emil, for jeg havde virkelig brug for ro til at få ham til at falde til ro”. Frem for „Du er bare så god til at fornemme, hvad der lige er brug for i en presset situation”. Du får mere om, hvordan du bliver på egen banehalvdel i din positive feedback, under beskrivelsen af princip 2. b) Den planlagte og rammesatte feedback

Ud over den spontane feedback i dagligdagen er det min erfaring, at det er en stor fordel at skabe nogle faste rammer, hvor fortællingerne om de gode oplevelser kan udfolde sig, så de styrkes og vokser. Og så ressourcerne herfra kan bruges som afsæt til at udvikle og optimere det, der ikke fungerer tilfredsstillende. Det kan f.eks. gøres ved at sætte tid af til, at den enkelte i gruppen – hvad enten vi taler om en personalegruppe, en børne-/ungegruppe eller en anden bruger-

KAPITEL 1

gruppe – fortæller om en eller flere positive oplevelser fra dagligdagen. Det kan være en historie om, at: zz zz zz

noget, der var svært, pludselig lykkedes noget, man var ked af, er blevet løst noget, som et medmenneske har gjort, har bragt glæde til andre.

Jeg har ofte foreslået personalegrupper, som jeg har arbejdet sammen med, at begynde hvert personalemøde med en positiv-feedback-runde, hvor hver enkelt kommer med en tilbagemelding til gruppen om en positiv oplevelse fra hverdagen. De grupper, som har taget forslaget til sig, har med begejstring meldt tilbage, at de har haft stort udbytte af dette redskab. Ud over at løfte energien på resten af mødet og styrke hele gruppens bevidsthed om det positive er metoden enkel og virkningsfuld i forhold til at få trænet det at give positiv feedback gennem ægte jeg-budskaber (se princip 2). Hvis hver enkelt har tænkt over og forberedt sin positive melding hjemmefra, tager runden kun 1-2 minutter pr. medarbejder, også selv om der er brug for at spørge lidt ind, så det, der er vigtigt for den enkelte, fremstår klart og tydeligt for alle. En anden og lidt mere tidskrævende ramme kan være, at der fra tid til anden afsættes en halv eller en hel dag med det klare fokus at dele hverdagens positive oplevelser. ‘Reglen’ kan være, at der i den periode kun må tales om det positive, og at alt samvær og kommunikation går ud på at udforske det, der fungerer. Endelig kan man som organisation sætte et decideret udviklingsarbejde i gang over en længere periode, f.eks. med udgangspunkt i 4D-modellen fra AI med det formål at afdække, anvende og udvikle de ressourcer, der ligger i stjernestunderne. Et sådant forløb sikrer, at der arbejdes målrettet på at gøre os bevidste om, hvad der skaber de gode oplevelser. Det, at vi øger vores opmærksomhed på de gode oplevelser, vil give os en fælles viden om, dels hvad der får os og de andre til at opleve glæde og engagement i de sammenhænge, vi indgår i, og dels

De 3 principper i anerkendende kommunikation

hvordan vi på baggrund af den viden kan sætte handlinger i værk, som kan give os endnu mere glæde og engagement. Herudover medvirker det også til at styrke den enkeltes glæde og stolthed over at være med i gruppen, da vi alle vokser af at være en del af positive og stærke fællesskaber, som fungerer og bringer glæde.

PRINCIP 2: JEG ER AUTENTISK OG TYDELIG OM DET, DER ER VIGTIGT FOR MIG Som jeg efterhånden har været inde på flere gange, er det en forudsætning for at være anerkendende over for mine medmennesker, at jeg tager ansvar for det, jeg sender ud, og undgår, at mine følelser skaber forvirring og utryghed hos andre. Det gør jeg ved at gøre mit indre arbejde og tage mig tid til gennem selvempatien at blive klogere på, hvad mine følelser vil fortælle mig om mine bagvedliggende behov, ønsker og værdier. Og at jeg derefter har modet til at give af mig selv – at jeg altså tør give udtryk for det, der er vigtigt for mig og hvilke handlinger der vil kunne imødekomme det. For at anvende dette i praksis bestræber jeg mig på at holde mig på egen banehalvdel og benytte mig af ægte jeg-budskaber frem for skjulte eller direkte du-budskaber, uanset om det, jeg siger, er positivt eller negativt. Altså uanset om jeg udtrykker mig om noget, som jeg tilfreds med, eller noget, som jeg er utilfreds med. a) At blive på egen banehalvdel i den positive feedback

Når det handler om den positive feedback, kan jeg f.eks. med et ægte jeg-budskab sige: Jeg blev simpelthen så glad, da du havde tændt stearinlys her til morgen, for jeg elsker, når vi kan sprede hygge i de her vintermorgener. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi begynder at gøre hver morgen.

KAPITEL 1

Med sådan et budskab sikrer jeg, at jeg er tydelig og autentisk og primært siger noget om mig selv. Og at det, som jeg siger til min kollega, faktisk opfattes som en anerkendelse af hende og hendes handling. Mit budskab er let at afkode, og det er tydeligt, hvilke følelser (glæde) og behov (hygge i vintermorgenerne) der ligger bag min oplevelse. Det, som jeg siger om kollegaen, handler udelukkende om hendes adfærd (at hun havde tændt stearinlys). Til sidst kommer jeg med et konkret forslag, som vil kunne berige livet for os alle (begynde at gøre det hver morgen). En anden måde, jeg kunne udtrykke mig på i situationen, kunne være gennem et du-budskab: Åh, du er simpelthen så god til at hygge.

Selv om vurderingen/dommen er positiv, kan det som nævnt nemt opfattes, som om jeg sætter den anden i bås og tiltager mig retten til at definere, hvem hun er. Mit eget motiv for at lave den pågældende vurdering af kollegaen er helt usynligt. Jeg giver ikke noget af mig selv, men taler kun om den anden. Der er flere grunde til, at en sådan positiv dom over min kollega ikke nødvendigvis opfattes som en anerkendelse. Dels kan min kollega opleve, at jeg lægger et forventningspres på hende, som hun helst skal leve op til. At hun altså altid skal være hyggetanten i vores relation, og at det altid er hende, der skal tænde stearinlys m.v. Dels kan vi ikke være sikre på, at de positive domme – selv om de er ment positivt – bliver taget imod på samme måde. Måske har min kollega slet ikke lyst til at blive defineret som hyggetante, men oplever, at der er en underkendelse af hendes pædagogiske og faglige kompetencer i mit udsagn. Og dels skaber det måske en usikkerhed og tvivl i hende om, hvorvidt jeg nu også opfatter det at være god til at hygge som noget positivt – ser jeg hende som den bløde husmoragtige type, mens jeg selv og andre er mere hardcore professionelle fagpersoner?

De 3 principper i anerkendende kommunikation

Eller …? Der er altså flere grunde til, at det, som egentlig fra min side var tænkt som en anerkendelse, kan skabe usikkerhed og tvivl i den anden eller måske endda direkte opleves som en underkendelse, hvis jeg udtrykker det som et du-budskab. Den risiko løber jeg ikke, når jeg udtrykker mig igennem et ægte jeg-budskab. b) At blive på egen banehalvdel i den negative feedback

Når det handler om den negative feedback, er det selvfølgelig endnu mere vigtigt, at jeg bliver hjemme hos mig selv og undgår at dømme eller vurdere den anden. En negativ dom er i sagens natur endnu sværere at tage imod end en positiv. Vil jeg give en kollega feedback på noget, jeg er utilfreds med, kan jeg gennem et ægte jeg-budskab f.eks. sige: Jeg blev ked af det, da du på personalemødet sagde, at du var ligeglad med, hvad Rasmus’ mor mener om os, for det er vigtigt for mig, at vi har et godt samarbejde med forældrene. Så vil du ikke fortælle mig, hvad der var baggrunden for, at du sagde det?

I dette udsagn får jeg fortalt om det, der er vigtigt for mig, uden at angribe og bebrejde den anden, hvilket giver et meget bedre udgangspunkt for en videre konstruktiv dialog om problemet. Jeg fortæller om min følelse (ked af det) og mit behov bag (at vi har et godt samarbejde med forældrene), og jeg slutter af med en konkret anmodning til den anden med et forslag til handling (vil du ikke fortælle mig …) og lægger således op til, at vi kan komme videre gennem dialog. En anden måde at udtrykke mig på kunne være gennem et du-budskab, ovenikøbet et af de skjulte af slagsen, hvor jeg begynder med „Jeg føler ...“. Men i virkeligheden giver jeg ikke noget af mig selv – altså af de følelser og behov, som ligger bag min oplevelse af situationen. Derimod pakker jeg min egen vurdering af den anden ind i

KAPITEL 1

et føleudsagn, og derefter siger jeg noget om min holdning/mening (altså en omskrivning af mine følelser og behov): Jeg føler, at du er ligeglad med, hvordan relationen til forældrene er … Det synes jeg ikke er i orden …

Den slags skjulte du-budskaber vil med god grund blokere for en videre konstruktiv dialog og vil højst sandsynligt udløse en lukkethed og et forsvar hos den anden.

PRINCIP 3: JEG ER NYSGERRIG OG INTERESSERET I DET, DER ER VIGTIGT FOR ANDRE Som tidligere nævnt er måden, hvorpå jeg lytter til og modtager det, der kommer fra den eller dem, jeg kommunikerer med, en meget vigtig del af anerkendende kommunikation. Det er det, vi kigger nærmere på her i princip 3, hvor jeg viser min anerkendelse gennem en sand interesse for, hvordan den anden har det, og hvad han har brug for. Altså for det, der er vigtigt for den anden. Fra et anerkendende udgangspunkt er jeg klar over, at mine medmennesker er selvstændige personligheder og ikke nødvendigvis reagerer som jeg, selv om vi har de samme oplevelser i hverdagen. Derfor er det naturligt og nødvendigt, at jeg er nysgerrig og undersøgende i mit samspil med dem. Når jeg anerkender dem, har jeg et reelt ønske om at vide, hvem de er, og hvordan deres verden ser ud. Mange af de misforståelser, der sker i kommunikationen mellem mennesker, udspringer netop af, at vi ikke formår at lade denne nysgerrighed over for andre være basis i vores samspil. Vi regner med, at de andre er som os selv, og at vi ved, hvordan de har det. Og vi tror derfor, at vi ved, hvorfor de handler eller mener, som de gør. Det kan skabe en masse frustrationer og sammenstød i dagligdagen – og en masse forudindtagede meninger om hinanden, som bloke-

De 3 principper i anerkendende kommunikation

rer for ægte kontakt. Virkeligheden er dog, at vi hver især har vores unikke måder at reagere på og gode grunde til at (re-)agere, som vi gør. Derfor er den ægte interesse for, hvem den anden er, et særdeles vigtigt element i anerkendelsen. Når jeg øver mig i princip 3 i dagligdagen, er der 2 aspekter, som jeg er særlig opmærksom på. a) Jeg stiller spørgsmål frem for at definere og vurdere

Når jeg praktiserer princip 3, er jeg meget opmærksom på at stille spørgsmål frem for at definere, hvordan verden ser ud. Jeg undgår altså udsagn om, hvad man kan/ikke kan, hvad der er i orden/ikke i orden, hvad der er professionelt/uprofessionelt osv. Inden jeg vurderer den anden eller dennes handling, gør jeg mig den ulejlighed at interessere mig for hans motiver for at mene eller gøre, som han gør. Denne interesse vil være med til at signalere: Jeg anerkender, at der er en grund til, at du handler eller mener, som du gør, og denne grund er jeg interesseret i at vide noget mere om. Også selv om jeg ikke umiddelbart forstår din reaktion.

At stille ’gode spørgsmål’ er nok noget af det mest omdiskuterede inden for kommunikationsteori. For at gøre en lang historie kort mener jeg, at intentionen er vigtigere end teknikken. Uanset hvordan jeg stiller mine spørgsmål, vil det virke anerkendende og invitere til dialog, hvis jeg af et ærligt hjerte formår at sende signaler om ægte interesse til mit medmenneske. En måde at signalere ægte interesse på er gennem den empatiske lytning, hvor jeg ved, at den andens følelser er det navigationssystem, der sender vigtige budskaber om hendes behov, værdier og ønsker. Derfor har jeg fokus på hendes følelser og de bagvedliggende behov, når vi kommunikerer. Og jeg anerkender, at de er vigtige og gyldige som den andens primære styringsmekanisme og motivation.

KAPITEL 1

Hvis jeg f.eks. taler med en kollega, som har det svært med en bestemt forælder, og som i vores samtale siger: Jeg ved virkelig ikke, hvad der er galt med ham – han virker fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde …

anerkender jeg ved – med empatien som vejviser – at spørge: Er du frustreret (følelse), fordi det er vigtigt for dig at få skabt en god kontakt til ham (behov/ønske)?

I stedet for at afvise: Skidt, det kan ikke betale sig at hidse sig op over det.

eller: Jeg synes da, han er meget nem at tale med.

eller dømme/vurdere: Jeg synes faktisk ikke, det er i orden eller særlig anerkendende at tale sådan om forældrene.

eller: Nej, han virker da godt nok fuldkommen skudt i låget.

Når du lytter med empati, giver du dig selv muligheden for rent faktisk at blive klogere på, hvordan den andens verden ser ud – og altså frem for alt, hvilke behov hun ikke får opfyldt, siden hun er frustreret. Og det giver jer et godt fælles grundlag for at komme videre i en konstruktiv dialog med hinanden. b) Jeg øver mig i at rumme andre menneskers følelser og behov, også når jeg må sige nej til det, de beder om

Indimellem er jeg nødt til at sige nej til noget, som mine medmennesker foreslår – ud fra enten personlige eller faglige kriterier. I disse situationer er det af afgørende betydning, at jeg kommunikerer mit nej på en anerkendende måde.

De 3 principper i anerkendende kommunikation

Og hvordan gør jeg så det? Ud over at holde mig på egen banehalvdel og begrunde mit nej i egne behov, værdier og ønsker – altså princip 2 – er det vigtigt, at jeg øver mig i at rumme de følelser af frustration, skuffelse eller vrede, som mit nej måske afstedkommer. Desværre er det noget, vi mennesker ifølge min erfaring er meget dårlige til. Når vi ikke kan eller vil imødekomme andre menneskers anmodninger og ønsker, har vi en tendens til pr. automatik at lukke af for og dermed afvise deres følelser og reaktioner. Vi siger eller tænker måske, at der ikke er nogen grund til at være ked af det, være vred, blive sur, være så sart osv. – alt sammen det modsatte af at være anerkendende. Jeg må altså modarbejde min egen automatpilot, som helst vil flygte væk fra de svære følelser og situationer. I stedet må jeg træne mit mod til at gå ind i feltet, hvor jeg kan anerkende og interessere mig for den andens følelser og behov, uden nødvendigvis at ændre min beslutning om et nej. Det er selvfølgelig allerbedst, hvis jeg kan holde fast i min beslutning og samtidig komme med et alternativt forslag, der imødekommer vores begges behov/ønsker. Det kan f.eks. lyde sådan her: Bliver du skuffet over, at jeg siger nej, fordi du havde regnet med, at vi skulle gå sammen i billedværkstedet i dag? Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg når mit kontorarbejde, hvis det er i dag – hvad siger du til torsdag i stedet for?

eller sådan her: Bliver du bare så ked af, at jeg siger, vi skal spise inde i dag, fordi du rigtig gerne vil ud på legepladsen lige nu? Hvad siger du til, at vi aftaler, at du kommer ud på legepladsen, lige så snart vi har spist?