Uddrag af At sprede skyer

Marian C. Prestage

At sprede skyer Om at miste sin elskede og finde livet igen

Frydenlund

At sprede skyer Om at miste sin elskede og finde livet igen 1. udgave, 1. oplag, 2014 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-303-0 Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Korrektur: Bodil Witt Dahlin Grafisk produktion: GraphicCems, Spanien

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på: www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold Forord...................................................................................... 7 1 Begyndelsen til enden...................................................... 9 2 Kæmp for alt, hvad du har kært.................................... 12 3 ”Og det her kommer jeg til at dø af ”............................. 17 4 Til døden os skiller – for better, for worse...................... 20 5 Ulydig patient................................................................. 27 6 Helt ude i skoven............................................................ 35 7 Godt nyt år?.................................................................... 40 8 Den længste dag............................................................. 44 9 Rigtige venner................................................................. 50 10 En smuk dag at dø.......................................................... 54 11 Amazing Grace............................................................... 61 12 Forsømt forår................................................................. 67 13 Af jord er du kommet.................................................... 71 14 Hjem til Skotland........................................................... 75 15 Ensom og alene.............................................................. 80 16 Online sorg..................................................................... 89 17 Ind til dig igen................................................................ 94 18 Omsorg søges................................................................. 97 19 Et sted at mindes.......................................................... 100

5

20 Mellem himmel og jord............................................... 103 21 Man siger farvel mange gange..................................... 108 22 Uroligt hjerte................................................................ 116 23 Jorden bÌrer dit aftryk................................................ 121 24 Liv søges........................................................................ 123 25 Afskedsbrev................................................................... 125 26 At sprede skyer............................................................. 131 Efterskrift............................................................................. 133 Litteratur.............................................................................. 135

6

Forord Forfatteren Joan Didion siger, at sorg bringer os til et sted, ingen af os kender, før vi kommer dertil. Der findes ingen manual til, hvordan vi kommer videre bagefter og lærer at leve igen efter én, vi elsker, dør. Den manual skal vi selv opbygge og udvikle undervejs. Hvordan sletter jeg det indre billede af min kræftsyge mand, som langsomt kommer slæbende hen ad gangen på medicinsk afdeling, klamrende sig til et højt gangstativ med drop i armen – radmager, gul i huden og i hæsligt og forvasket sygehustøj? Og hvordan lever jeg videre?

Jeg følte mig meget alene hele vejen igennem og kendte ikke umiddelbart andre, der havde oplevet det samme i min alder.

Samtidig boede Daves familie i Skotland og min i Jylland, så fysisk var jeg også fjernt fra familien. Ej heller var der megen trøst i litteraturen, da jeg havde stort behov for at finde ligesindede på min alder og identificere mig med andre. Samtidig havde jeg svært ved at vise min sorg og sårbarhed, være mig selv i den, bede om hjælp og i det hele taget tale om tabet. At komme gennem sorg er en ensom proces, og vi har alle hver vores måde at sørge på.

Mit ønske er at fortælle vores og min historie om et liv, der pludselig så noget anderledes ud, end vi havde planlagt. Og jeg vidste, at jeg måtte vælge, om jeg ville have et (godt) liv bagefter eller trykke speederen i bund på bilen for at ende pinen. Jeg har ikke fundet de vises sten, men vil her dele forløbet og min ubevidste overlevelsesmekanisme – uden omsvøb. Denne bog er ikke på nogen måde drevet af bitterhed over Daves sygdom og død, skyld eller skam, men snarere af stor taknemlighed over selv at være i live og rask. Og pligten til ”God damn it” at få det bedste ud af det.

7

I 2004 blev ordet sorgpolitik føjet til Dansk Sprognævns liste over nye ord. For mig betød det, at der kom voksende fokus på at tage hånd om mennesker i sorg. For det er der i den grad brug for i Danmark, ikke mindst at det er tilladt at sørge og tale om døden og dem, vi savner.

8

15 Ensom og alene Livet går videre, som man siger. Det er sandt. Jeg kan sidde i toget på vej hjem fra jobbet i København og mekanisk betragte livet udenfor – uden at føle mig som en del af det. Det synes ubarmhjertigt, at intet er forandret i verden, når jeg føler, at alt er gået i stå. Hele mit liv er vendt på hovedet, og jeg spekulerer ofte over, hvad jeg skal med mit liv nu. Når jeg er på rejse fra et sted til et andet, hvad enten det er i tog eller bil, er det lettere at blive ked af det og mærke savnet, når der er tid til at reflektere.

Det hænder at jeg ser et hurtigt glimt af Dave bagfra, når jeg er ude, f.eks. på en togstation eller Strøget, og jeg er lige ved at løbe efter ham. Men jeg ved selvfølgelig bedre.

Vi var lige flyttet ind i huset, halvandet år før Dave døde, og nu skal jeg genopfinde et liv for mig selv. Jeg har en stærk følelse af, at mit liv og væren er rykket op med roden. Det hele bliver ligegyldigt. Sorgen hænger som en tung dyne over mig.

Og jeg har ikke fået min appetit tilbage, så alt mit tøj sidder løst på kroppen. Fryseren er nu ikke tom. Når jeg åbner døren til fryseren, ligger der nogle små ”gaver” fra Dave. Han lavede selv mad indimellem næsten til det sidste, og jeg kan se hans sirlige håndskrift på de små etiketter med dato og angivelse af det, vi ikke fik spist. Jeg spiser hans mad.

Jeg søger som en gal i litteraturens verden på nettet og på biblioteket, der som altid er min naturlige allierede, men jeg er ikke imponeret over det, jeg som ung enke finder. Jeg har ikke nogen i mit netværk – familie eller venner – der har oplevet det samme som mig, og jeg har brug for identifikation og nogen at spejle mig i. Der findes ikke meget, der er værd at læse, men jeg køber nogle enkelte bøger på engelsk via Amazon. Der er masser af bøger om mennesker, der selv har været syge, men ikke megen relevant pårørende-litteratur, og mange bøger handler om ældre mennesker, der mister en ægtefælle sidst i livet.

80

Helt ensom og alene er jeg ikke. I påsken får jeg besøg fra USA. Det er Daves stedmors søn og hans kone, Kevin og Judy, som Dave havde en del med at gøre, da de alle tre boede i Edinburgh. Deres besøg var planlagt inden dødsfaldet, og vi beslutter, at de skal komme alligevel. Jeg sætter pris på, at de vil besøge mig og ønsker at se, hvor Dave boede. Alligevel er hjertet ikke hundrede procent med i det, når Daves plads er tom og sorgen stadig ny, men de er som alle Daves andre venner forstående og søde.

I slutningen af april skal jeg med arbejdet til Brasilien. Det er foreningens årlige generalforsamling, der finder sted i Bertioga, og det har været planlagt længe. Jeg ser ingen grund til at aflyse det, for det vil ikke gør nogen forskel for mig. Jeg havde set meget frem til rejsen, da jeg aldrig har været i Latinamerika før, og jeg tænker, at lidt varm luftforandring vil gøre godt. Vi flyver til Sao Paulo og kører i bus langs kysten for at komme til konferencestedet. Landskabet er utrolig frodigt og smukt, men jeg sidder stadig inde i en æggeskal og kan ikke nyde sceneriet til fulde. Jeg hører skotsk folk-rock, Wolfstone, i vores discman og stirrer stift ud ad vinduet, så ingen skal se mine fugtige øjne.

De fleste andre deltagere, som jeg kender, nævner ikke Dave eller spørger til mig. Det er måske den store lyserøde elefant i værelset, som ingen taler om. Men ikke alle er tavse eller tøvende. Vores rare hollandske bestyrelsesmedlem, Jaap, og hans kone er ikke blege for at snakke med mig om dødsfaldet, og vi har nogle dybe samtaler i løbet af turen. Jeg har også taget billeder med fra vores bryllup, som jeg viser dem. De har aldrig mødt Dave. Det er generelt ikke nemt at tale med andre mennesker om dødsfaldet. Mange ved ikke, hvad de skal sige, eller så begynder de at tale om andre, de kender, som har haft kræft eller er død af det. Det har jeg ikke brug for at høre. Og lytter folk oprigtigt, har jeg selv vanskeligt ved at vide, hvornår jeg skal stoppe. Der er masser af historier i historien.

Jeg holder mig mest for mig selv i løbet af konferencen, når jeg ikke skal arbejde. Jeg kan ikke deltage i ”sommersjov” ved

81

poolen i pauserne. Den sidste aften er der fest – med dans og lækker mad og alle mulige slags frugtjuice, jeg aldrig før har set eller smagt. Og så frisklavede caipirinhas, selvfølgelig. Mit festtøj er mit bryllupstøj, som jeg har tænkt mig at bruge til andre anledninger, men det giver alligevel en sær fornemmelse på denne varme aften i Brasilien, når jeg tænker tilbage på vores bryllupsdag et halvt år tidligere. Jeg får danset lidt også, men mine tanker er hos Dave. Tilbage på værelset i den hede nat lader jeg tristheden få frit spil.

Vi bor tæt på havet, og en tidlig morgen går jeg ned til stranden. Vores unge volontør Martina fra Tjekkoslovakiet dukker op, og vi vil begge i vandet. Stranden er enormt bred, og jeg er ikke meget for at efterlade mine ringe, som jeg plejer at tage af, inden jeg går i vandet. Der er for langt til vandet fra strandkanten til, at vi kan holde øje med vores ting, så jeg beholder ringene på. Bølgerne er enorme, og pludselig flyver min ring af fingeren. Jeg bliver panikslagen, fordi jeg tror, at det er min vielsesring, men det er til alt held den anden ring, som også er en ret solid sølvring. Vi dykker begge ned flere gange for at lede, men den er pist væk. Opslugt af sandet og vandet. Men jeg er glad for, at jeg stadig har min vielsesring. Jeg taler senere med Martina, og hun siger: ”I wish my Mom could have been here”.

“Yes, I wish Dave could have been here too”, svarer jeg.

Lige inden vi skal videre på en todages turisttur til Rio de Janeiro efter konferencen, kommer min chef og spørger, om jeg vil kigge forbi hans hotelværelse og tale med hans kone, Berit.

Hendes far har prostatakræft, og nu er det pludselig blevet livstruende. Han har muligvis ikke længe igen. Hun er ude af den og bange for, at hun ikke når hjem i tide. Jeg taler med Berit og siger, at det ikke altid går så hurtigt med kræft til sidst, og vi snakker frem og tilbage. Hendes far vil formentlig kunne holde sig i live ved hjælp af viljens kraft, til hun kommer hjem, siger jeg til hende. Jeg tror, at det hjælper hende lidt, og jeg er glad for, at min erfaring kan være andre til nytte. De rejser hjem til Danmark samme aften, og Berit når at se sin far, inden han dør.

82

Vi når frem til Rio de Janeiro, som er fantastisk. Den første aften spiser jeg ude sammen med den tidligere generalsekretær for foreningen, en gæv jysk, ældre kvinde, samt Martina og Irene, en ung spansk volontør. Det er en lun og mørk aften, og vi spiser ude kun iført shorts og T-shirt. Jeg hygger mig og har det rart for første gang i langt tid. Min krop og mit hoved slapper af. Det deler jeg med de andre, som glæder sig oprigtigt på mine vegne. Turen har faktisk været o.k alt i alt.

Det er en lang rejse hjem fra Brasilien. Jeg bliver hentet i lufthavnen i København af en venindes kæreste, og de to har passet katten, mens jeg var væk. Han hjælper mig ind i huset med mine ting. Det er overvældende at være hjemme igen, trygt men frygteligt ensomt, og minderne vælter frem. Efter han er kørt, ligger jeg i fosterstilling på stuegulvet med én af Daves T-shirts og græder mit hjerte ud. Hvis Dave havde været i live, skulle han have været med på turen.

Efter Brasiliensturen bliver jeg hundesyg. Jeg kaster op og har høj feber og muskelsmerter, og jeg bliver bekymret for sygdommen dengue-feber, som huserer på de latinamerikanske kanter. Et af foreningens colombianske bestyrelsesmedlemmer, som var med i Brasilien, har netop haft sygdommen. Jeg ringer til lægen, som mener, at det er en ordentlig gang influenza, jeg har fået med hjem. Det er det også. Jeg har frygtelig ondt af mig selv, mens jeg ligger syg alene og knap nok kan komme ud at købe mad. Men jeg ringer ikke til nogen og spørger om hjælp.

Syg og alene i sorg – en rigtig dårlig cocktail.

Der er mange praktiske ændringer efter et dødsfald. Jeg må ringe mange steder hen for at oplyse, at der nu kun skal stå mit navn. Telefonselskabet, forsikringsselskabet, elselskabet osv. Og det gibber i mig, hver gang der kommer et brev med Daves navn på, for det sker stadig af og til. Jeg annullerer også hans lånerkort til biblioteket, framelder hans yogakursus og sletter hans mobilabonnement. Han eksisterer ikke længere. Hans navn bliver dog siddende på postkassen. Hans skattepapirer og selvangivelse bliver også min opgave. Samtidig spekulerer jeg

83

over, om jeg mon stadig er gift. Vi er jo ikke skilt – det var ikke frivilligt, at vi blev skilt fra hinanden. Men jeg må nok snarere anvende det gode gamle ord enke til at beskrive min nye civilstand. Men er enker ikke kun gamle damer? Når jeg møder nye mennesker, definerer jeg mig i lang tid som én, der har mistet sin mand.

Morgenerne er de sværeste. Jeg ved ikke hvorfor, men det er noget med at vågne op og huske det hele. Kroppen glemmer ikke, og tankerne om for evigt og aldrig mere presser sig på. Jeg har mange tudeture under bruseren og foran spejlet om morgenen, mens jeg tørrer hår og hører musik, men aldrig inde på arbejdet. Jeg tror, at de synes, at jeg ”klarer” det fantastisk, og derfor spørger de ikke så meget. Jeg har dog et par fortrolige snakke med min chef, som spørger, hvordan det går, og om de kunne have gjort mere. Jeg følte mig faktisk mere støttet, mens Dave var syg, men der er nok grænser for, hvor meget man kan forvente af en mindre arbejdsplads. På den anden side beder jeg heller ikke om hjælp eller viser min sorg, så mine kollegaer ved reelt ikke, hvordan jeg har det.

I denne tid lytter jeg hver dag til musik, som jeg kan fortabe mig i. Helst ”sørgemusik” – lige fra Annie Lennox til Sissel Kirkebö. Jeg køber en hel del cd’er i månederne efter Daves død. Økonomien er ikke noget problem, da jeg har fået udbetalt livsforsikringen. Jeg undrer mig dog over, at banken med det samme fik det beløb, vi skyldte på huset i et mindre banklån, og så gik der faktisk et par måneder, før jeg fik resten.

Men pengene betyder, at jeg kan blive boende i huset.

Uden livsforsikringen havde jeg måttet flytte med det samme. Så jeg føler mig vældig heldig stillet, at vi tegnede den forsikring. En flytning ville kun have stresset mig yderligere, og jeg oplever i stigende grad, at jeg ikke tåler så meget stress. For mange mennesker, en masse larm eller fulde mennesker kan jeg ikke holde ud. Og smalltalk og brokkeri er dræbende. Som tiden går, trækker jeg mig mere og mere tilbage som en huleboer. Jeg går på arbejde og gør det, jeg skal. Men jeg tager som

84

regel ikke telefonen hjemme, da jeg ikke synes, at jeg har noget nyt eller positivt at sige, og det orker jeg ikke at fortælle. Jeg er løbet tør for ord. Måske frygter jeg også, at nogen vil sige noget forkert, som jeg vil blive såret over eller ked af. Det føles nemmere at lytte til andres problemer end at fortælle, hvordan jeg virkelig har det, og det falder mig heller ikke let at tage imod andres hjælp. Jeg ser ikke ret mange mennesker, og da min familie bor i Jylland og Daves familie i Skotland, er der fysisk langt til de nærmeste.

Det hænder, at jeg tænker, at jeg kunne gøre en ende på mine lidelser. Når jeg f.eks. kører i bil, strejfer tanken mig, at jeg kan trykke speederen i bund, og så er det hele overstået.

Smerten. Sorgen. Fortvivlelsen. Ensomheden. Ikke at jeg så vil blive forenet med Dave i Himlen, men bare at det holder op med at gøre ondt. Ikke desto mindre ved jeg med mig selv, at jeg aldrig vil tage mit eget liv. Jeg tænker på min familie, men også at jeg stadig kan have et godt liv i vente. Jeg er kun 36. Det er min pligt over for Dave. Han fik ikke chancen for flere år på Jorden, men det har jeg. Han ville i øvrigt skælde mig godt og grundigt ud, hvis han vidste, hvad jeg tænkte.

Jeg er dog ikke fuldstændig huleboer. Jeg nyder kattens stille selskab. Og min gode, gamle veninde Dorte fra folkeskolen giver ikke op så let og kommer flere gange i et par dage. Vi hygger og griner og taler længe. Den første gang, hun kommer på besøg efter dødsfaldet, siger hun, at jeg virker så mild og smilende over for andre, da vi sidder i toget på vej ind til København for at spise frokost. Måske er det sandt. Eller så er det, fordi jeg ikke kommer så meget ud længere! Jeg sætter dog stor pris på, at hun hænger ved og har lyst til at besøge mig i min nuværende tilstand.

Jeg holder kontakten med familien i Skotland og Daves bror i USA, men jeg taler dog ikke så tit med Daves mor i telefonen.

Hun har ikke så let ved at tale om Dave, selvom vi selvfølgelig kan tale om andet. Måske kan man ikke holde til at bearbejde sin sorg, når man er i 70’erne og har mistet sin førstefødte.

85