Jette Varmer
Balladen i Haparanda – et halvt år i Østersøen og Den Botniske Bugt
Balladen i Haparanda – et halvt år i Østersøen og Den Botniske Bugt 2. udgave, 1. oplag, 2013 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-300-9 Foto: Jette Varmer, Svend Erik Rasmussen og Ole Aundal Korrektur: Peder Norup Grafisk produktion: Ednas, Slovenien
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
4
Indhold Prøven Sydhavnen, 10. april Rundt Skånekysten Simrishamn Hanö Mod Utklippan Solen og vindenes ø Blå Jungfrun Lyckfjärden Ankarudden Kallskär Ängskärsklubb Kurjoviken Luleå Essensen af at sejle Haparanda Sydover og hjem Bjuröklubb Höga Kusten Storjungfrun Ängsö Nationalpark Wasahamnen Trosa Harstena En buk med røde horn Mod Gotland og Visby Kong Valdemar Grankullaviken Tilbage på Skånekysten Falsterbo, Skanör Enden på historien ’Kalif’ Sejlads i skærgården Ordliste
8 18 24 38 44 57 70 78 82 89 101 108 114 122 126 138 147 157 170 181 190 202 207 216 226 238 246 259 275 293 302 309 311 316
5
Der er højt til himlen pü Utklippan
56
Mod Utklippan 55º57,3’N 15º42,4’Ø
17. maj. Vi skal videre og vågner ved, at to landsvaler kvidrende sidder og ordner deres morgentoilette på bagbord forfortøjning. Selv mander vi os op til en hurtig kattevask, men ligefrem at pynte os – det gør vi altså ikke. Kaliffens nyindkøbte spejl er af størrelsen otte centimeter i diameter, alene dét er vel forklaring nok. Solen er stået op for længst, men endnu forsvarer nattergalen territorier fra busk til busk hele øen rundt. Vi fandt den i går, den lille brunlige fugl, som gemmer sig så dygtigt i vegetationen. Pludselig sad den foran os, helt optaget af sin kraftige sang; med næbbet vidt opspærret, rystende over hele kroppen for hver kraftanstrengelse. Lokke, imponere og skræmme, det er, hvad al fuglesang handler om, og det kræver en voldsom energiudfoldelse. Lydtransmissionen er bedst om natten, hvor luften er fugtig, og vinden ofte er svag, hvilket nattergalen drager umiddelbar fordel af. Desuden er der ikke mange konkurrerende arter på dette tidspunkt af døgnet. Men der er andre fordele, vi har fuglen mistænkt for at udnytte. Etablerede hanner synger, mens trækket nord- og østover endnu er i gang. Nattergale trækker primært om natten, så hannen har gode chancer for at
57
dupere forbipasserende hunner, som ikke kan modstå hans kraftfulde sang og vælger at stoppe rejsen i netop hans busk. Sangens intensitet spares der ikke på. På blot et par meters afstand kan styrken komme op at runde 80 decibel, svarende til lyden af et større symfoniorkester i fuld aktion. Alt dette har man lyttet og målt sig til, men vi tænker ikke ret meget i decibel og ynglebiologi lige nu, hvor der gøres klart skib til en ny sejldag. Nattergalens sidste strofer ledsager os fra Hanö Havn langt ud på vandet, da vi, endnu morgentunge i kroppen, letter i ingen vind og høj sol. Næste destination er fyrposten Utklippan, der markerer grænsen mellem Hanöbugten og det smalle Kalmarsund. Kursen volder ingen problemer – vi skal sejle stik øst for at ramme plet, hverken mere eller mindre. En svag dønning ruller som en hilsen fra natten. Vinden fylder den store genua, mens Sven Erik serverer friskbrygget kaffe og ristet brød til morgenmad. Med andre ord: Dagen kan begynde på en måde, som det burde være alle mennesker forundt at opleve. Utklippan er en sjov størrelse. Vi har hørt tale om øgruppen som fuglenes domæne, hvor man enten keder sig halvt ihjel eller betages dybt. Vi kan kun betages. Stedet består af to små klippeøer, hvorimellem der er sprængt et havnebassin. Det er muligt at anløbe havnen både fra øst og vest og på den måde undgå en risikabel anduvning i medløbende sø. Tidligere kunne to
58
sluseporte hæves fra bunden af indløbet, hvis der var behov for at lukke bassinet helt af under ekstreme vejrforhold. Stedet har tidligere været brugt som en vigtig nødhavn for svenske og bornholmske fiskere, når Østersøen viste tænder, og Utklippan bliver da også stadig brugt af mindre kuttere. Nu anløber fiskerne mest havnen, hvis de venter på bedre vejr eller blot trænger til en god nats søvn. Vi anløber havnen gennem den vestre indsejling. Her ryger hjertet halvt op i halsen, og vi mener at have set forkert i lodsen. Som ved et synsbedrag kommer sten og bevoksning på bunden farende op i synet på os. Ekkoloddet gør vores ængstelse til skamme. Der er masser af vand under kølen. Det rene havvand er blot så utrolig klart. Havnemanøvren er temmelig enkel dén dag, der er frit valg på alle hylder. Vi er ganske alene – hvis man ellers ser bort fra Gunnar Månsson, tilsynsmand og havnefoged i én og samme person. Han er kendt af Gud og hvermand i Blekinge og har sin egen lille ø på den anden side af bassinet, hvor han går i adstadigt tempo og ordner sine ruser. På denne del af kysten er det en offentlig hemmelighed, at Månssons røgede ål er rimelige i pris og gode som få. I al venlighed bærer han tilnavnet Kongen af Utklippan. En fremmed lyd ligesom ‘falder’ ned fra himlen, og efter at have konfereret med husornitologen kan jeg føje arten skærpiber til mit vaklende fuglekendskab. Hele eftermiddagen underholder skærpiberne os med deres
59
sangflugt. Lyden er nærmest at sammenligne med, at man slår på en stålwire, så den giver en syngende lyd. Efter den første betagelse over stedets særpræg finder Sven Erik tid til at lave kaffe. Næsten alt, hvad den mand foretager sig, kan på en eller anden måde kombineres med, at der drikkes kaffe. Imens tager jeg stedet i øjesyn. En to meter bred betonkant omkranser havnebassinet, og fra denne kant går en næsten usynlig linje på få meter hen til de ynglende havfugles koloni. Vi bevæger os ikke meget rundt, for hvor man end færdes på denne årstid, jages fugle af reden under stor ståhej. At begrænse sig til kajkanten er nu heller ikke værst, for også hér sidder man i første parket til at opleve rugende sølvmåger og edderfugle i stort antal. Samarbejdet om redepladserne går efter omstændighederne fint. Edderfuglene nyder godt af, at mågerne er så rapkæftede og skriger op, hvis nogen fare nærmer sig. Det er lidt som at installere tyverialarm hjemme i børneværelset. Men samtidig med at mågerne alarmerer, er de også selv en af fjenderne for såvel æg som unger af edderfuglene. Camouflage er edderfuglens våben over for fjenden og beskytteren. Når hunnen forlader reden, dækker hun den omhyggeligt til med gråbrune dun, som ud over at skjule æggene også holder dem varme. Dunene plukker hun ud af sit eget bryst, og hun får i rugeperioden en helt nøgen plet, så hendes kropsvarme kan komme æggene til gode. Med en sådan rugeplet er fuglen særlig udsat for påvirkninger af kulde og vand og forlader derfor kun reden af nød.
60