Brian Rasmussen
Cuba
– historie og samfund
FRYDENLUND
Cuba – historie og samfund 3. udgave, 1. oplag, 2015 © Frydenlund og forfatteren Isbn : 978-87-7118-574-4 Omslagslayout: Debora á Reynatrød Grafisk produktion : GraphyCems, Spanien Forsidefotos : Brian Rasmussen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i over ensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsmini steriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
INDHOLD
Fakta om Cuba........................................................................................... 9 Introduktion............................................................................................ 11 1. Oversigt over Cubas historie............................................................... 13 2. Cubas tidlige historie........................................................................... 18 3. Den første selvstændighed, 1893-1933............................................... 22 4. Mange præsidenter – og Batista, 1934-1958...................................... 27 5. Fidel Castro træder ind på scenen....................................................... 31 6. Revolutionen sejrer, 1959.................................................................... 38 7. Cuba i 1960’erne.................................................................................. 42 8. Cuba i 1970’erne.................................................................................. 56 9. Cuba i 1980’erne.................................................................................. 61 10. Cuba, 1990-2010................................................................................ 69 11. Cuba, 2010-2015................................................................................ 90 12. Hvordan lever og bor en cubaner?.................................................. 100 13. Personligheder................................................................................. 110 14. Turist i Cuba.................................................................................... 113 Forkortelser........................................................................................... 124 Kildetekster........................................................................................... 126 Litteratur............................................................................................... 128 Stikord................................................................................................... 130 | 7
KAPITEL 5
FIDEL CASTRO TRÆDER IND PÅ SCENEN
I begyndelsen af 1950’erne dukkede der en ny person op på den cubanske scene. En mand ved navn Fidel Castro Ruz. Han havde været aktiv i studenterbevægelsen og læste jura på Havanna Universitet. Politisk havde han ikke fundet noget ståsted. Men da en minister ved navn Eduardo Chibas i 1947 forlod Grau-regeringen i protest mod det moralske forfald i landet og dannede et helt nyt parti – Partido del Pueblo Cubano Ortodoxos ( Det Ortodokse Parti ), følte Fidel Castro sig tiltrukket. Partiets program var socialt liberalt og nationalistisk. På programmet stod national befrielse. Det Ortodokse Parti fik hurtigt stor tilslutning i den brede befolkning og var sammen med kommunisterne på vej til at vinde det forestående valg i 1952. Men inden da indså Chibas, at et militærkup var under opsejling, og han skød sig selv i hovedet midt under en radiotale til befolkningen. Han tog sit eget liv i afmagt over forholdene i Cuba. Dette parti var Fidel Castro medlem af i årerne omkring 1950. Han fik dog aldrig nogen indflydelse og måtte erkende, at den parlamentariske opposition intet kunne gøre mod en diktator, som havde både mafiaen, politiet og militæret bag sig. Fidel Castro
blev overbevist om, at den eneste måde at besejre diktaturet på var med våbenmagt. Inden da tog Fidel i september 1950 sin doktorgrad i jura og blev advokat. Fidel Castro Ruz blev hurtigt kendt i Havanna som advokaten, der tog den lille mands sager vendt mod magthaverne. Hans sigte var bl. a., at han igennem dette arbejde i retssalen kunne blive så kendt, at han ved valget i 1952 kunne opnå en plads i kongressen. Men Det Ortodokse Parti ville ikke opstille ham til valget, da ledelsen mente, at han var for kompromisløs. Han valgte derfor at opstille på sit eget program. Men som tidligere fortalt blev valget aldrig gennemført. Fidel Castro klagede til Cubas højesteret over, at valget ikke blev gennemført som lovet og krævede, at højesteret skulle erklære Batistas magtovertagelse ugyldig. Dette afslog højesteret, og det blev baggrunden for, at han forlod sit advokatarbejde og valgte at gå andre veje. Han samlede andre unge fra sin universitetstid og andre fra Det Ortodokse Parti, som alle troede på ideen om, at hvis der kunne bryde et oprør ud ét sted i Cuba, ville befolkningen rejse sig og støtte op. De valgte at angribe Cubas næststørste militærforlægning Moncada, som ligger i Santiago de Cuba.
| 31
Hovedbygningen ved indgangen til Cubas næst største militærforlægning Moncada i Santiago de Cuba, hvor angrebet den 26. juli 1953 kl. 05.00 om morgenen fandt sted. Forlægningen er i dag omdannet til museum, skole og hospital. Foto : Brian Rasmussen.
Angrebet på Moncada Igennem måneder havde man samlet våben i Havanna og Santiago de Cuba. 131 havde meldt sig til at angribe militærforlægningen. Våbnene var blevet samlet og gemt på en lille kyllingefarm ved Siboney ca. 25 kilometer uden for Santiago de Cuba. Angrebet på forlægningen skulle finde sted den 26. juli 1953 klokken fem om morgenen. Netop denne dag var blevet valgt med omhu, da det årlige karneval i Santiago havde fundet sted om natten. Man regnede derfor med, at soldaterne på forlægningen ville være døddrukne. Ideen var, at Fidel Castro skulle angribe hovedindgangen, og at hans bror Raúl Castro skulle angribe bagindgangen. Historien har siden fået mange fortolkninger og er blevet fortalt med og af
32 | CUBA – HISTORIE OG SAMFUND
forskellige mennesker, så der er stærkt divergerende forklaringer på, hvad der egentlig foregik, og hvorfor det hele gik galt. Planen fungerede i hvert fald i begyndelsen. Alle mødtes i Siboney og kørte i forskellige privatbiler til forlægningen. En historie går på, at gruppen med Fidel Castro, som skulle angribe hovedindgangen, fik sagt et forkert løsen og derved fik vækket en sergent, som straks anede uråd og fik alarmeret garnisonen. Gruppen med Raúl Castro, som skulle angribe bagfra, var kørt forkert og nåede ikke frem til det aftalte tidspunkt, hvor de skulle sætte ind. Det hele varede nogle få minutter, og rebellerne, som de blev kaldt, indså, at overmagten var for stor, og de måtte tage flugten. 8 rebeller og 19 regeringssoldater døde under den korte kamp. De næste dage satte regeringen alt ind for at finde dem, som havde deltaget og var flygtet. Batista afbrød sin ferie i Varadero og tog selv til Santiago de Cuba for at lede efterforskningen og tilfangetagelsen af resten af oprørerne. I løbet af kort tid anholdt de nogle og tres, som blev tortureret og senere henrettet. Fidel
Castro og hans bror Raúl flygtede sammen med resten af de overlevende op i de nærliggende bjerge, Sierra Maestra. Den 1. august blev gruppen omringet, efter at en af de torturerede fanger havde røbet deres tilholdssted. Regeringssoldaterne ville på stedet henrette dem alle som hævn for de soldater, som var blevet dræbt ved Moncada. Men en løjtnant ved navn Sarria, som havde befalingen over gruppen og havde en vis sympati for oprørerne, gav i stedet ordre til at føre dem tilbage til Santiago de Cuba, hvor de blev fængslet. Denne Sarrias blev senere af Fidel Castro udnævnt til kaptajn i hæren som tak.
Historien vil frikende mig Batista, som faktisk hellere havde set Fidel dræbt, stod nu i et dilemma. Han turde ikke offentligt henrette Fidel og de andre rebeller uden rettergang. Hvis Fidel blev slået ihjel uden rettergang, var han bange for, at han ville blive martyr og som følge deraf ville give endnu mere vind i sejlene til oprørsbevægelsen. Han tillod derfor en offentlig rettergang, hvor Fidel Castro selv
forsvarede sine handlinger. Hans fem timer lange forsvarstale blev et manifest for bevægelsen, som nu officielt kaldte sig 26. Juli Bevægelsen efter dagen for angrebet på Moncada-forlægningen. Fidel Castro afsluttede sin forsvarstale med ordene : »Historien vil frikende mig«. Hele talen blev senere smuglet ud fra fængslet og trykt i tusinder af eksemplarer, som dannede det politiske grundlag for den videre opstand. Fidel Castro blev selv idømt 18 års fængsel og blev sammen med de andre dømte anbragt på fængselsøen Isla de Pinos, nu kaldet Isla de la Juventud. Fængselstiden blev brugt til at studere marxistisk teori og andre befrielsesskrifter. I befolkningen voksede presset mod styret. Volden tog til, og folk, som protesterede, forsvandt. Efter folkeligt pres og ironisk nok også efter pres fra den amerikan-
Ved retssagen mod 26. Juli Bevægelsen i 1953 blev Fidel Castro idømt 18 års fængsel. Her ses han til venstre uden sit karakteristiske fuldskæg sammen med andre fanger fra bevægelsen.
FIDEL CASTRO TRÆDER IND PÅ SCENEN | 33
ske regerings side måtte Batista foretage sig noget. Resultatet var, at Batista løslod alle politiske fanger den 5. maj 1955 for at vise befolkningen sit ’storsind’. Det var dog farligt for Fidel Castro at færdes i Cuba. Mange ville ham til livs. Fjender var der nok af, som så ham som en trussel mod det eksisterende system. Han begyndte da også straks med at reorganisere 26. Juli Bevægelsen. Snart indså han dog, at hvis han blev i Cuba, ville han ikke kunne udrette noget, da der hele tiden var folk, som efterstræbte ham livet. Den 7. juli 1955, to måneder efter sin løsladelse, drog han derfor sammen med sine tidligere fængslede kammerater, som havde deltaget i angrebet på Moncada, i eksil i Mexico.
26. Juli Bevægelsen Tiden i Mexico blev brugt til at forberede den væbnede kamp mod styret hjemme i Cuba. Målet var en omfordeling af samfundets goder, og udgangspunktet var hans forsvarstale Historien vil frikende mig. En tale som ikke var særlig socialistisk eller antiimperialistik. Der blev derimod lagt vægt på at etablere en borgerlig-demokratisk retsstat. Der skulle sættes en effektiv stopper for korruptionen og den politiske vold, hvilket 26. Juli Bevægelsen skulle være garant for. Der skulle også indføres en række sociale reformer, der kunne afhjælpe fattigdommen i størstedelen af den cubanske befolkning samt en uddannelsesreform, en jordreform samt en begrænsning af de amerikanske monopolers fri prisfastsættelse af f. eks. elektricitet, så priserne kunne sættes ned. Som sit forbillede nævnte Fidel Castro flere gange nationalhelten José Marti. Fidel mente selv, at der var grobund i befolkningen for disse reformer. 600.000 ar bejdsløse (30 % af arbejdskraften), 500.000 sæsonarbejdere, primært kun ansat under sukkerrørshøsten, 400.000 arbejdere i industrien uden uddannelse, 100.000 småbønder, som havde fået frataget deres jord, 30.000 underbetalte lærere, 20.000 småhandlende, som levede på et eksistensminimum og 10.000 akademikere uden arbejde.
34 | CUBA – HISTORIE OG SAMFUND
30-40 % af bybefolkningen og mere end 60 % af landbefolkningen var fejl- eller underernærede. Omkring 90 % af børnene på landet led af parasitsygdomme. Kun 30 % af de cubanske børn gik i skole og langt de fleste af dem var betalingsskoler. Hospitaler og læger manglede. Tal som Fidel Castro opremsede i sin forsvarstale.
Granma Under sit ophold i Mexico måtte Fidel Castro også se, at hans tidligere parti Partido del Pueblo Cubano Ortodoxos (Det Ortodokse Parti) var begyndt at samarbejde med Batistas folk. Tilbage til at yde modstand var kun hans egen 26. Juli Bevægelse, Det Kommunistiske Parti og Studenterorganisationen, som var ene om at fremkalde demonstrationer og organisere strejker. I Mexico fik Fidel Castro efterhånden samlet 82 mænd, som skulle udgøre grundstammen på deres rejse tilbage til Cuba. Blandt disse var en argentinsk læge ved navn Ernesto ’Ché’ Guevara, som havde sluttet sig til bevægelsen. Resten var eksilcubanere, som var flygtet fra Cuba og nogle af de folk, som havde været med under angrebet på Moncada. Her kan nævnes Raúl Castro og Camilo Cienfuegos. Alle navne som er gået ind i den nyere cubanske historie. Efter at have købt våben og afprøvet disse og øvet sig i guerillakrig i Mexico begyndte imidlertid også det mexicanske politi at interessere sig for deres forehavende. Lidt over hals og hoved, grundet altså bl. a. de mexicanske myndigheders tiltagende indblanding, besluttede gruppen sig for at vende tilbage til Cuba. De købte en 32 fod lystyacht med navnet Granma. Fra Mexico havde Fidel Castro forbindelse med de oppositionelle kredse i Cuba, således at det endelige angreb på Batista-styret kunne koordineres, når de 82 kom til Cuba. Den 25. november sejlede Granma fra den mexicanske by Tuxpan. Oprørerne havde regnet med at være fremme på Cubas sydøstlige kyst den 30. november. Dette var blevet aftalt og koordineret med 26. Juli Bevægelsen i Santiago de Cuba, hvor lederen
Frank Pais samme dag skulle arrangere demonstrationer og strejker for at aflede Batista-styrkernes opmærksomhed fra selve landsættelsen. Men Granma blev fanget i en kraftig storm i Det Caribiske Hav og kom først frem til Cuba den 2. december, 160 kilometer vest for Santiago de Cuba. Slået ud af kurs og stærkt forkomne landede oprørerne i et sumpområde. I mellemtiden var opstanden i Santiago de Cuba slået ned og alt sat ind på at uskadeliggøre de 82 rebeller, som man nu vidste var på vej. Ved landgangen blev de mødt af fly, som bombede området samtidig med, at kystvagten og militæret beskød dem. Langt de fleste af invationsgruppen blev taget til fange eller dræbt. Resten blev spredt for alle vinde og flygtede op i de nærliggende Sierra Mae-
I foråret 1958 bestod Castros bevægelse af ca. 500 mænd og kvinder, der opererede i og fra Sierra Maestra-bjergene, og som fik støtte af de lokale småbønder. Batistas tropper forsøgte at knuse oprøret, men havde ingen støtte i lokalbe folkningen, og troppernes kampmoral var lav. Her ses Fidel Castro i spidsen på vej op i bjergene.
stra-bjerge. Batistas hær var efter fem dages gennemsøgning af området overbevist om, at der ingen overlevende var og trak sig tilbage.
Sierra Maestra Det lykkedes for 17 af oprørerne, heriblandt Fidel Castro, hans bror Raúl Castro, Camilo Cienfuegos og Ché Guevara at overleve. En uge efter landgangen kunne de, hjulpet af den lokale befolkning, genforenes i bjergene. Uden hjælp fra bønderne og lokalbefolkningen var det aldrig lykkedes dem at overleve. De fik også hurtigt kontakt med 26. Juli Bevægelsen i Santiago de Cuba, hvor især en kvinde ved navn Celia Sanchez senere skulle komme til at få en stor indflydelse på Fidel Castro. I februar 1957 havde gruppen De skæggede, som de blev kaldt af befolkningen, etableret sig, og mange af de lokale beboere sluttede sig til dem. Alle i Cuba havde hørt om landgangen, men samtidig havde Batistas propagandamaskine også fortalt, at alle de 82 var blevet dræbt. Rygterne gik dog om, at Fidel Castro befandt sig oppe i Sierra Maestrabjergene, men dette blev hårdnakket afvist af Batista.
FIDEL CASTRO TRÆDER IND PÅ SCENEN | 35
Det gik dog langsomt med at bygge en guerillahær op. Den eneste brugbare måde på den tid var at gå fra hus til hus, i første omgang til småbønderne oppe i bjergene, og overbevise dem om, at opstanden var deres eneste chance for at få et bedre liv på. Men langsomt nåede budskabet om denne modstandsbevægelse ud til større og større dele af befolkningen i Cuba. Selv moderate fra mellemlagene og folk fra borgerskabet sluttede sig til bevægelsen. I første omgang som en skjult protest mod Batistas korrupte styre. Politisk var det kun Det Kommunistiske Parti, der støttede op om bevægelsen. Dog var det stadig studenterorganisationen, som ustandselig organiserede og udøvede demonstrationer og satte direkte militære aktioner i gang mod Batistas styre. F. eks. udmøntede det sig i, at en af de selvstændige studenterorganisationer i marts 1957 forsøgte at slå Batista ihjel ved et angreb på præsidentpaladset. Det var lige ved at lykkes. Den store tilslutning til bevægelsen manglede dog stadig. Dette sås, da lederen af 26. Juli Bevægelsen i Santiago de Cuba, Frank Pais, blev dræbt af Batistas styrker,
36 | CUBA – HISTORIE OG SAMFUND
Oprørerne i deres tilholdssted i Sierra Maestrabjergene. Fra venstre Raúl Castro, Juan Almeida, Fidel Castro, Ramiro Valdés og Ciro Rodondo.
uden befolkningen reagerede på drabet. I slutningen af juli 1957 erklærede Fidel Castro fra sin lejr i bjergene generalstrejke i hele Cuba. Denne blev dog kun effektiv i de østlige provinser, mens de vestlige provinser med Havanna næsten ikke deltog. Det var generelt svært for bevægelsen at nå ud til befolkningen med sit budskab. I foråret 1958, da 26. Juli Bevægelsen trods alt stadig kun bestod af ca. 500 mand oppe i Sierra Maestra-bjergene forsøgte præsident Batista at sætte 17 divisioner soldater med støtte fra flyvevåbnet ind for endeligt at knuse oprøret. Angrebet brød imidlertid sammen. Regeringstropperne havde en meget lav kampmoral, havde ingen støtte i lokalbefolkningen og manglede helt evnen til at operere i det ufremkommelige terræn. Mange af soldaterne deserterede, gav deres våben til eller gik over til rebellerne.
Et af Batista-regimets trop petransporttog, der blev ero bret af Ché Guevaras trop per. Toget er nu museum. Foto : Brian Rasmussen.
Slaget om Santa Clara Herefter kunne guerillaen åbne en ny front i det nordlige af Sierra Maestra-bjergene. De gik også efter dette slag direkte ud til hele lokalbefolkningen og bad om deres opbakning. For at tilslutte sig oprøret fik småbønderne lovning på, som tidligere, en jordreform. Den skulle omfordele de store godsers jordbesiddelser. I august 1958 blev en enhed med Ché Guevara og Camilo Cienfuegos sendt mod den centrale del af Cuba, nærmere bestemt provinsen Las Villas, hvor de slog deres hovedkvarter op i de omkringliggende Escambray-bjerge. Målet her var at dele Cuba midt over, så militærets forsyninger ikke kunne komme fra den ene del af landet til den anden. Centrum for denne aktion var at indtage den centralt beliggende by Santa Clara. Under kampene i Las Villas fik 26. Juli Bevægelsen hjælp fra en gruppe fra Det Kommunistiske Parti. I slutningen af december 1958 foretog gruppen omkring Ché Guevara det afgørende angreb på Santa Clara by. Batista havde i et sidste desperat forsøg sendt en soldaterenhed med tog til Santa Clara. Ché Guevaras styrker afspo-
rede toget og under de efterfølgende hårde slag lykkedes det at få soldaterne til at nedlægge våbnene og overgive sig. Santa Clara faldt den 30. december, og vejen var åben for at fortsætte mod Havanna. Samtidig var Fidel Castro på vej mod at indtage Santiago de Cuba. Disse offensiver førte hurtigt til overgivelse i provinsen, hvorefter Batista-regeringen stort set havde mistet kontrollen over størstedelen af øen. Om aftenen den 31. december gav militæret op og nedlagde våbnene, da rapporterne om guerillaens fremgang nåede frem. Det afholdt dog ikke Batista fra at holde sin sædvanlige nytårskur for diplomatiet og sine generaler i præsidentpaladset. Han skålede ved midnatstid og tog derefter – med statskassen under armen – med sine nærmeste til lufthavnen og forlod Cuba og tog til Den Dominikanske Republik. Andre højere officerer og politikere, som havde indgået i landets regering, flygtede samme vej i de følgende dage. Væk fra de nye tider. Den cubanske befolkning talte i slutningen af 1958 5,5 mio. mennesker. Omkring 70 % af dem boede på landet. De veluddannede; teknikere, ingeniører, erhvervsfolk, folk som tjente deres penge i kraft af mafiaen boede stort set alle i byerne.
FIDEL CASTRO TRÆDER IND PÅ SCENEN | 37