Daginstitutionsarbejde og pædagogisk faglighed by Frydenlund

Daginstitutionsarbejde og pĂŚdagogisk faglighed

Daginstitutionsarbejde og pædagogisk faglighed 1. udgave, 1. oplag, 2012 © Forfatterne og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-048-0 Korrektur: Bodil Witt Dahlin Grafisk tilrettelæggelse: Vibeke Lihn Grafisk produktion: Aka-print, Århus

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

Indhold Forord og resumé........................................................................................................ 9 Indledning: Hvad er det, der sker med daginstitutionerne? – og er der ikke noget alternativ?........................................................................... 15 Problemstillingen................................................................................................. 15 Velfærd som serviceydelse: Fra daginstitutioner til dagtilbud..................... 19 Hvad er neoliberalisme?............................................................................... 20 Omformningen af velfærdsinstitutionerne................................................ 26 Omformningen af daginstitutionerne........................................................ 28 Omdefinering af daginstitutionspædagogikken og af pædagogernes faglighed........................................................................ 34 Omdefineringen af daginstitutionen som institution.............................. 43 Efter neoliberalismen?.................................................................................. 48 Udvikling af pædagogfagligheden som grundlag for et alternativ til neoliberale styringsformer...................................................................... 51 Samspil mellem pædagoger og forskere.................................................... 56 Analysen af daginstitutionsarbejdet og den institutionspædagogiske faglighed...................................................... 64 Første del: Hvorfor har vi daginstitutioner? Daginstitutioner som en del af hverdagslivet..................................................... 71 ”Daginstitutioner er noget kunstigt noget, men de kunne være rigtig gode”............................................................................................................... 71 ”Mens de voksne arbejder”................................................................................ 78 Daginstitutionerne som ”et tredje”................................................................... 85 Hverdagslivet og de samfundsmæssige institutioner.................................... 91 Det moderne hverdagsliv............................................................................. 91 Institutioner og hverdagsliv........................................................................ 95 At skabe sammenhæng. Daginstitutionen: En samfundsmæssig institution i hverdagslivet .................................... 104 Anden del: Hvad er daginstitutionsarbejde og pædagogisk faglighed?.................................................................................... 115 Et nyt blik på arbejdet og fagligheden, en ny begrebslighed...................... 115 Hverdagsscener fra daginstitutionen............................................................. 120 Grundlæggende dimensioner af daginstitutionsarbejdet............................ 127 Det fagligt upåagtede i det pædagogiske arbejde.................................. 127 Arbejdets kollektive karakter.................................................................... 142 Arbejdet som personligt............................................................................. 158 Vidensformer i det pædagogiske arbejde....................................................... 171

Den abstrakte modstilling mellem erfarings- og forskningsbaseret viden....................................................................... 173 Gestisk viden og det skabende i daginstitutionsarbejdet...................... 180 Sammenfatning: Daginstitutionsarbejdets logik og den pædagogiske faglighed............................................................................... 189 Overgang: Daginstitutionsarbejdet som professionsarbejde........................ 199 Bestræbelserne på at gøre daginstitutionsarbejdet til professionsarbejde....................................................................................... 199 Den professionelle myndighedsrelation: Fra pædagogisk autonomi til neoliberal servicering........................................................... 201 Den klassiske myndighedsrelation: Pædagogisk autonomi................. 202 Den nye myndighedsrelation: Neoliberal brugerservicering............... 208 Den aktuelt dominerende professionsorientering: Et blik, der fører væk fra arbejdet............................................................. 214 Afrunding: En anden professionalisering?.................................................... 218 Tredje del: Fra samfundsmæssig institution til servicetilbud. Den neoliberale nedbrydning af daginstitutionerne....................................... 223 Opløsning af en helhedsorienteret pædagogik ........................................... 223 En stærkere klassifikation.......................................................................... 224 Nye kompensatoriske indsatser................................................................ 225 Pædagogernes kritik af daginstitutionerne, daginstitutionsarbejdet og dets vilkår................................................................................ 227 Serviceorienteringens konsekvenser............................................................... 237 Samspil og sammenstød i udvekslingen mellem forældre og pædagoger........................................................................................ 242 Synliggørelsens tvetydighed..................................................................... 245 ”At klatte børn”: Lære- og handleplaner....................................................... 249 En vurderingsmodel, der blokerer for en praksisrelateret faglig diskussion................................................................................... 255 Ensemblespillet forhindres........................................................................ 259 Hvad bliver der af det fagligt upåagtede?............................................... 262 Sammenfatning: ”Det samme, bare på en anden måde” – eller kvalitativt brud?........................................................................ 264 ”Trin for Trin” – en læringsteknologi i praksis.............................................. 267 Træning af børnenes ”sociale kompetencer”: ”Trin for Trin”............... 268 En metode, der virker – men hvordan?.................................................... 276 Fagligheden forarmes................................................................................. 279 Afrunding. Pædagogernes bestræbelse på at gøre et godt stykke arbejde.............................................................................................. 282 Afslutning: Efter neoliberalismen. Daginstitutioner som fællesgode? Mod et nyt velfærdsparadigme............................................................................ 285 Daginstitutionerne efter neoliberalismen: En anden vej.............................. 285 Fornyelse af daginstitutionerne gennem udvikling og styrkelse af den pædagogiske faglighed............................................................ 289

Daginstitutionerne som ’commons’, fællesgode? ........................................ 296 Hvad er ’commons’, et fællesgode?.......................................................... 298 Daginstitutionerne som fællesgode.......................................................... 302 Mod et nyt velfærdsparadigme....................................................................... 308 Hverdagsliv og demokrati i et nyt velfærdsparadigme........................ 309 Reproduktionen af livssammenhængen skal gøres til det grundlæggende i samfundet......................................................... 312 Litteratur................................................................................................................... 315

INDLEDNING Hvad er det, der sker med daginstitutionerne? – og er der ikke noget alternativ? Problemstillingen Daginstitutionerne er i dag presset bevillings- og normeringsmæssigt – og det i en sådan grad, at det f.eks. ikke er noget særsyn, at et blebarn, når det bliver hentet, er sjaskvåd, fordi der ikke har været personale, der har kunnet afse tid til at skifte det. At daginstitutionerne således er stærkt pressede, hersker der en ret bred enighed om, som rækker langt ud over ”pædagogverdenen”. Men alligevel har det indtil videre ikke fået politiske konsekvenser i retning af at afbøde eller udbedre disse forhold. Det er imidlertid ikke det, denne bog handler om, ikke direkte i hvert fald, men nok indirekte. For samtidig er daginstitutionerne i en grundlæggende forstand under forandring, hvad angår de opgaver, de skal varetage, og måderne de skal gøre det på. Det er det, vi beskæftiger os med i denne bog. Det er vores opfattelse, at den igangværende forandringsproces har afgørende betydning for daginstitutionernes fremtid, og at man ikke kan diskutere kvaliteten af daginstitutionerne uden at gøre sig dette klart. Og dermed kommer det så alligevel til også at handle om den bevillingsmæssige situation. For der er nemlig en tæt sammenhæng mellem nedskæringerne og ændringen i opfattelsen af, hvilken slags institutioner daginstitutionerne skal være, om end der tilsyneladende også er en selvstændig økonomisk rationaliseringslogik bag nedskæringerne. Men på et alment plan hænger denne økonomiske (prioriterings-)logik sammen med en mere fundamental stillingtagen til velfærdsstatens institutioner. Og omdrejningspunktet for den stillingtagen er netop ikke kun økonomisk. Derfor er man nødt til at beskæftige sig nærmere med, hvad det er for en slags samfundsmæssige (velfærds-)institutioner, der er under af- og 15

udvikling – og dermed også placere diskussionen om nedskæringer eller økonomiske prioriteringer i forhold til en sådan klargørelse. Først derfra kan man diskutere, om der overhovedet er alternativer til den igangværende forandringsproces, og i givet fald hvilke. I det, man kunne kalde den professionelle og politiske diskussion om daginstitutionerne, og som også omfatter forskningsdiskussionen, er der bred enighed om, at der er tale om en forandring af vidtgående betydning. Men spørgsmålet om, hvordan man skal forstå karakteren og radikaliteten af denne forandring, skiller vandene. Der er nok en vis enighed om, at man kan betegne forandringen af daginstitutionerne som neoliberalt inspireret, men hvad betyder det? Nogle ser det som grundlæggende positivt – på høje tid, at der finder en modernisering sted. I ”pædagogverdenen” er tilslutningen ikke så ubetinget. Mange er generelt kritiske eller i hvert fald skeptiske over for neoliberalismen, men blandt dem er der en del, der vil sige, at nok er der neoliberale træk ved forandringerne, men en række af de nye retningslinjer og initiativer kan ikke bare forstås som udtryk for en neoliberal ideologi, men er også (forsøg på) nødvendige svar på de udfordringer, daginstitutionerne står over for, og derfor må de også ses som tiltrængte korrekturer af daginstitutionerne i deres hidtidige form, selv om det måske ikke altid lige er de rigtige nye svar, der bliver valgt. Og, bliver det ofte føjet til, en række af de nye initiativer i forhold til området blev jo allerede påbegyndt i 1990’erne under de socialdemokratisk ledede regeringer under Poul Nyrup Rasmussen – så neoliberale kan de vel ikke være. Og selv om der måske er tale om en neoliberal omformning, som man kan være bekymret over, så er der under alle omstændigheder altid en vis inerti eller modstand, der gør sig gældende i forhold til gennemførelsen ude i institutionerne af det, der besluttes politisk. Så man skal slå koldt vand i blodet: så gennemgribende er forandringerne heller ikke. Én ting er ideologi og programmer, noget andet virkelighed. I det perspektiv bliver hovedproblemet for daginstitutionerne derfor først og fremmest nedskæringerne: de omfattende og vedvarende besparelser med reduktion af pædagogisk personale og overbelægning på stuerne som deres konsekvens, kombineret med en overdreven (detail-)styring af institutionernes praksis. Det giver anledning til en udbredt bekymring for, at daginstitutionerne (hurtigt) kan blive undergravet som almene,

offentlige velfærdsinstitutioner, og at institutionerne kan blive spaltet op i A- og B-institutioner. Men hvis nu der var penge nok, og alle institutioner kunne blive Ainstitutioner, er det så virkelig den slags institutioner, der i dag står på dagsordenen, vi ønsker at have – selv i en A-udgave? Det spørges der ikke om. Bekymringen for daginstitutionernes situation ledsages ikke af en mere grundlæggende diskussion af daginstitutionernes mulige og ønskelige fremtidige opgaver og udformning. Der er således snarere tale om et defensivt forsvar for daginstitutionerne som offentlige institutioner ikke om et forsvar, der baserer sig på ideer om en anden slags fornyelse af daginstitutionerne end den fremherskende. Og et forsvar, der undervurderer radikaliteten i omformningen af daginstitutionerne, og herunder også denne omformnings faktiske neoliberale karakter. Og som samtidig er tæt på at spille sig skakmat i diskussionen ved at overlade al kritik af institutionerne i den form, vi kender dem, til de kræfter, der driver den igangværende omformning frem. Med denne bog ønsker vi at gribe ind i denne diskussion. Det er vores opfattelse, at det, der foregår i disse år, er begyndelsen til en vidtgående omdannelse af institutionerne, som man endnu kun kan se omridsene af. Det er en omdannelse, der berører selve ideen om, hvad daginstitutioner er og skal være, og dermed af deres funktion og opgave i samfundet – sådan som den er blevet skabt og har antaget praktisk form herhjemme. På et policy- og diskursniveau, men ikke hverdagspraktisk, er forandringerne velbeskrevne3, og en række af de konkrete nyskabelser, f.eks. indførelsen af læreplaner, har været bredt diskuteret. Men, som vi skal se, så er disse kortlægninger og diskussioner ofte temmelig ambivalente og peger i meget forskellige retninger, og de efterlader ikke noget tydeligt billede af karakteren af den igangværende omdannelse. Men selv om denne omdannelse af daginstitutionerne har forskellige tilskyndelser og begrundelser og også rummer forskellige logikker, så giver det imidlertid efter vores opfattelse god mening at betegne dens grundlæggende retning og form som neoliberal. En eksplicit neoliberal omformning af daginstitutionerne er i de seneste ti år formuleret som program af de skiftende Fogh Rasmussen3

Se f.eks. rapporten Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pædagogik (Andersen m.fl. 2008).

regeringer. Det formuleres som et radikalt nybrud. Det er det i flere henseender også, men som vi skal se, ligger det også i forlængelse af de foregående årtiers ”moderniseringsprogrammer”. Man kan diskutere forholdet mellem program og realitet, altså hvor meget der (endnu) har karakter af hensigtserklæringer, og hvor meget der (allerede) er en realitet. Og man kan diskutere, om og hvordan ”programforestillingerne”, når de søges gennemført, ændrer karakter, tilpasses den institutionelle virkelighed, som de sigter mod at forandre, og dermed (måske) også mister noget af deres programkarakter. Programmer gennemføres eller implementeres aldrig bare som sådan; de ændrer sig, når de søges ført ud i livet. Men det ændrer ikke noget ved, at daginstitutionerne som institutioner skridt for skridt transformeres. Og at denne transformation – til trods for alle kompromiser, trægheder og indre modsigelser – peger i en entydig retning: institutionerne skal omdannes til servicetilbud, og det er en omdannelse, der indebærer, at selve deres karakter som samfundsmæssige institutioner ændres. Det er et radikalt brud, der på en gang tildækkes eller overskygges af de akutte problemer, der følger af nedskæringerne, men som samtidig også hjælpes på vej af disse nedskæringer. De er nemlig ikke blot en effekt af økonomisk smalhans i kommunerne, eller et forsøg på at rationalisere og effektivisere, men også udtryk for en nedprioritering af den offentlige (velfærds-)sektor som et led i en omprioritering af den samfundsmæssige rigdom. I den periode, hvor velfærdsstaten blev skabt, kunne man med en vis ret sige, at økonomisk vækst (i traditionel forstand) også muliggjorde en vækst i den almene velstand, altså ikke blot en generel velstandsstigning for de enkelte borgere, men en vækst i en rigdom, der ikke har en privat form eller er reserveret bestemte grupperinger. I et neoliberalt perspektiv er sådanne rigdomsformer en uting, der betyder indgreb i og begrænsninger af den individuelle frihed. Derfor sigter neoliberalismen mod en radikal nydefinering af den offentlige sektor og velfærdsinstitutionerne. Omdannelsen af institutionerne til servicetilbud skal ses i dette perspektiv. Men denne transformation er jo ikke udtryk for en uundgåelig naturlov – eller modernisering, som mange hellere vil sige. Neoliberalismen er nok blevet dominerende, men den er – som samfundsmæssig reguleringsform – jo også i krise med finanskrisen som sin seneste fremtrædelsesform. Det betyder imidlertid ikke, at den falder sammen af sig selv. Tværtimod har 18

det dominerende krisemanagement, der for alvor begynder at tage form som reaktion på finanskrisen, umiddelbart karakter af en intensivering af den nyliberale strategi med et omdrejningspunkt i et forstærket angreb på fagbevægelsen og reduktion af den offentlige sektor med velfærdsinstitutionerne i centrum. Således indebærer neoliberalismens aktuelle krise nok en åbning af horisonten mod andre veje, men hvis denne åbning skal udnyttes til at skabe en fornyelse af velfærdsinstitutionerne, herunder daginstitutionerne, der kan fastholde og udbygge dem som alment forpligtede, samfundsmæssige institutioner, samtidig med at deres eksisterende ensidigheder og utilstrækkeligheder ikke reproduceres, kræver det en omfattende offentlig kritisk diskussion netop ikke blot af det neoliberale projekt, men også af velfærdsinstitutionerne i deres hidtidige form. Perspektivet for en sådan diskussion er formuleringen af et nyt velfærdsparadigme. Den analyse af daginstitutionerne og daginstitutionsarbejdet, vi her lægger frem, er et bidrag hertil. Som optakt til vores analyse vil vi i det følgende skitsere, hvad vi ser som hovedlinjerne i ”den neoliberale omformning af daginstitutionerne”, altså det, der har været baggrunden, begrundelsen og afsættet for vores projekt.

Velfærd som serviceydelse: Fra daginstitutioner til dagtilbud Den neoliberale strategi, der i længere tid har domineret vores samfund, er så markant, at man kan tale om et neoliberalt hegemoni. Heri ligger der, at neoliberale anskuelsesformer er blevet så udbredte og gennemtrængende, at de på de centrale samfundsmæssige områder ikke blot kan ses som en stærk position, men tværtimod vidtgående fremtræder som de selvfølgelige måder at se forholdene på – og altså dermed netop ikke længere opfattes som (blot) én position, som der derfor kunne være alternativer til. Det gælder den grundlæggende økonomiske tænkning, men det gælder netop også bredere i forhold til, hvad man kan kalde samfundsmæssige regulerings- og styringsformer. Netop i forhold til velfærdsinstitutionerne og herunder altså også daginstitutionerne, er dette af afgørende betydning. For nok er der en udbredt kritik af bestemte neoliberale tiltag i forhold til velfærdsinstitutionerne, men en række sider af den igangværende neoliberale 19

transformation betragtes, som nævnt ovenfor, af mange slet ikke som relateret til neoliberalisme, fordi de politisk enten er blevet gennemført af socialdemokratisk ledede regeringer eller støttes af partier, der i andre henseender står kritisk over for neoliberalismen. Ja, selv ind i fagbevægelseskredse, der netop ellers er skarpe kritikere af neoliberalismen, kan man finde en sådan tilslutning til anskuelsesmåder og regulerings- og styringsformer, der i deres kerne må betragtes som neoliberale. Det er dette utematiske hegemoni for de neoliberale tænke- og reguleringsformer, altså at de ikke kan gøres til et tema, fordi de fremtræder som saglige eller selvfølgelige, der er grundlaget for Margaret Thatchers formulering af TINA-syndromet: There Is No Alternative. Derfor i det følgende nogle stikord om grundtræk ved neoliberalismen.4

Hvad er neoliberalisme? Neoliberalismen er ikke én sammenhængende, endsige modsigelsesfri teori, ideologi eller praksis. Den er blevet udformet gennem mere end et halvt århundrede, med sit væsentlige udgangspunkt i det såkaldte Mont Pèlerin Society, der blev stiftet i 1947 på initiativ af bl.a. Friedrich von Hayek, senere udvidet med en lang række ”tænketanke”, primært bestående af ”intellektuelle”: økonomer, filosoffer og politikere. Men med tætte forbindelser til finansielle og økonomiske nøglefigurer. (Mirowski og Plehwe, udg. 2009). Således repræsenterer den meget stærke kræfter i den kapitalistiske økonomi. Den har ikke blot ændret sig, men rummer også en række forskellige forståelser og analyser, der netop ikke går op i en højere enhed. Og først og fremmest har den i sine praktiske politiske, økonomiske og kulturelle udgaver antaget varierende former, tilpasset efter de forskellige nationale kontekster og traditioner, hvor den har øvet en stærk indflydelse eller ligefrem ”er kommet til magten”. Ikke mindst som politisk program, der skal skaffe sig et vælgerflertal, er den tvunget til en sådan tilpasning. Denne fleksibilitet er i høj grad dens styrke og en forudsætning for dens efterhånden massive gennemslag. Neoliberalis4

Nogle baggrundsreferencer for vores fremstilling er: Klausen (1998), Pedersen (2008), Butterwege m.fl. (2008), Lundkvist (red.) (2009), Mirowski og Plehwe (udg. 2009). Grundlæggende til statens transformation til en ”konkurrencestat”: Hirsch (1998) – nu også i et dansk perspektiv, men uden den systematisk kritiske dimension hos Hirsch, der fjerner skæret af noget uomgængeligt fra konkurrencestaten: Pedersen (2011).

FØRSTE DEL Hvorfor har vi daginstitutioner? Daginstitutioner som en del af hverdagslivet ”Daginstitutioner er noget kunstigt noget, men de kunne være rigtig gode” Som nævnt i Indledningen har vores indgang til diskussionen om daginstitutionernes situation og fremtidsmuligheder været vores forskningsarbejde med personalet i to almindelige daginstitutioner. Og selv om vores hovedinteresse har været at undersøge selve daginstitutionsarbejdet med udgangspunkt i, hvad pædagogerne faktisk gør til daglig i institutionerne, så kan det jo ikke adskilles fra, hvad de tænker om deres arbejde i dagens institutioner – og hvad de tænker om disse institutioner selv. At de fleste pædagoger til trods for de mange problemer, som kendetegner arbejdet i daginstitutionerne, stadig er engageret i deres arbejde og betragter daginstitutioner som noget væsentligt i vores samfund, som det er værd at beskytte, vidste vi fra vores foregående projekt med tillidsrepræsentanter fra BUPL, hvor vi ikke blot mødtes med tillidsrepræsentanterne, men også havde lejlighed til at besøge en række vuggestuer, børnehaver og SFO’er rundt om i landet. Men vi havde altså også erfaret, at de menige pædagogers egne betragtninger over disse spørgsmål ikke tillægges nogen væsentlig betydning i forhold til de politiske diskussioner om daginstitutionernes udvikling, og at der derfor for det meste heller ikke er anledninger og sammenhænge, hvor de i fællesskab selv kan udvikle deres overvejelser ud over hverdagens sporadiske udvekslinger. Noget, der så igen er med til at befæste, at de ikke får nogen stemme i diskussionen. I vores projekt ønskede vi at bryde op i denne fastlåsthed. Ikke fordi vi i vores diskussion om daginstitutionernes fremtid nødvendigvis ville tage pædagogernes parti, men fordi man ikke kan forstå daginstitutions 71

arbejdet uden at inddrage pædagogernes refleksioner over, hvad det vil sige at arbejde i den type samfundsmæssig institution, som daginstitutionen udgør. Arbejdet udføres aldrig ”bare”, men udføres med en bestemt – som regel modsigelsesfuld og ikke helt ekspliciteret – bevidsthed om, hvilken betydning det har, ”hvad man skal med det”, og ”hvad man selv vil med det”. Under vores observationer i institutionerne var der ikke meget rum for den type spørgsmål. Men i værkstederne med personalet53 fra de to institutioner kunne vi give plads til det. Og der spurgte vi dem så: Hvorfor er daginstitutioner vigtige? Hvad vil I med jeres arbejde? De to spørgsmål hænger sammen og må efter vores opfattelse udgøre et vigtigt omdrejningspunkt for enhver diskussion af det pædagogiske arbejde i daginstitutioner, der ikke på forhånd vil reducere diskussionen om dette arbejde til at dreje sig om den til enhver tid gældende ”opgaveportefølje”, som man siger i dag, for daginstitutionerne og de kompetencer, den måtte kræve. Spørgsmålene er selvfølgelig ikke neutrale, men åbne. Den normativitet, de indebærer, refererer ikke blot affirmativt til en (professionel) pædagogisk selvforståelse, men også og grundlæggende til det almene interesseperspektiv, vi har redegjort for i Indledningen. De forudsætter, at daginstitutioner er vigtige, men ikke hvorfor eller hvordan, og at pædagogerne vil noget med deres arbejde ud over at have et arbejde, men ikke hvad de vil med det. På den måde åbnede spørgsmålene en horisont for en fælles udveksling uden at lægge den fast i en bestemt retning. Vores analyse af, hvordan man kan forstå vores daginstitutioner som samfundsmæssige institutioner af en særlig art, begynder i pædagogernes svar på de nævnte spørgsmål – for så at træde et skridt tilbage fra disse svar i form af historisk-samfundsmæssige refleksioner over daginstitutionerne i vores samfund. Det er temaet for denne Første del. Vi laver 53 I værkstederne deltog hele personalet (bortset fra enkelte, der måtte melde afbud). Når vi i det følgende taler om ”pædagogerne” som synonymt med ”det pædagogiske personale”, så omfatter det både uddannede pædagoger, medhjælpere og praktikanter. Det modsvarer, at arbejdsdelingen mellem disse kategorier i det daglige arbejde, under de aktuelle betingelser, er flydende. Den enkeltes uddannelsesbaggrund er selvfølgelig betydningsfuld, og vi kommer senere i bogen ind på spørgsmålet om arbejdsdeling og kooperation, men i første omgang bruger vi altså et bredt begreb om ”pædagoger” i stedet for det omstændelige ”det pædagogiske personale”. Som vi skal se, matcher denne begrebsbrug for så vidt også det, vi senere vil præsentere som en udvidelse af begrebet om det pædagogiske i daginstitutionsarbejdet.

ikke en historisk beskrivelse af, hvordan daginstitutionerne har udviklet sig, men foretager, hvad man kan kalde en historisk-logisk rekonstruktion af daginstitutionernes karakter. Det korresponderer med den efterfølgende analyse af daginstitutionsarbejdets logik (Anden del). Tilsammen danner disse to dele baggrund for en konkret kritik af den neoliberale omformning af daginstitutionerne (Tredje del) og for den afsluttende opridsning af en anden vej, hvor vi diskuterer, hvilke spørgsmål man må forholde sig til, når man begynder at diskutere daginstitutionerne og daginstitutionsarbejdet efter neoliberalismen (Afslutning). Vi indleder altså med spørgsmålet: ”Hvorfor har vi daginstitutioner?” og slutter med overvejelser over fremtidens (mulige) daginstitutioner. Og hele vejen igennem forsøger vi at udforme vores analyser og diskussioner i et spænd mellem pædagogernes egne refleksioner og praksis og vores kritisk-utopiske analytiske og teoretiske refleksioner. Så: Hvad sagde ”vores pædagoger”, når vi spurgte dem, hvorfor daginstitutioner er vigtige, og hvad de vil med deres arbejde? Først dog en bemærkning om svarenes status. De to personalegruppers svar54 havde så mange overensstemmelser, at det giver god mening at behandle dem under ét. Der var accentforskelle, som først og fremmest kan relateres til de to institutioners forskellige socialt-geografiske beliggenhed, men ikke grundlæggende, principielle forskelle. Svarene matcher også, hvad vi hørte i vores projekt med BUPL-tillidsrepræsentanter, der kom fra hele landet. Det betyder ikke, at der blandt det pædagogiske personale er tale om en unison stemme, der udtrykker en entydig forståelse og holdning i forhold til daginstitutionerne. I forhold til de konkrete spørgsmål og problemstillinger er der uenigheder, ja undertiden stærkt divergerende meninger, og hvor markant den ene eller anden position træder frem, er naturligvis også afhængigt af den helt bestemte konstellation af personer. Men oplevelsen af hverdagen i institutionerne er vidtgående sammenfaldende, og der er en grundlæg54 Spørgsmålet blev stillet til den samlede personalegruppe, og svar og diskussioner faldt i plenum. De forskellige svar indgår derigennem i en kollektiv associations- og refleksionsproces. Arbejdet med disse spørgsmål fandt sted, efter at vi havde givet tilbagemeldinger fra vores observationer i institutionerne, og pædagogerne derefter havde arbejdet med ”svære og vellykkede situationer i arbejdet”. Klangbunden er således den foregående fælles gennemarbejdning og klargøring af (sider af) deres hverdagspraksis i daginstitutionen.

gende overensstemmelse om de tematiseringer, der ses som træffende, relevante og påtrængende. For så vidt kan man betragte pædagogernes svar på vores spørgsmål som nogle, der ikke blot blev improviseret i situationen, men som udtryk for en kollektiv refleksions- og diskussionsproces, der foregår løbende blandt personalet, og som udspringer af det daglige institutionsarbejde, men også trækker på pædagogfaglige diskussioner (herunder fra uddannelsen) og et mere alment samfundsmæssigt engagement, som i høj grad synes at kendetegne pædagoggruppen. Det er en refleksions- og diskussionsproces, der altså finder sted, selv om de faktisk aldrig bliver bedt om at tage stilling til disse spørgsmål, men derfor foregår disse diskussioner vel for det meste også en passant og får sjældent en mere sammenhængende karakter. Den udbredte forestilling (fordom) om pædagoger som nogle, der kun er optaget af de nære, praktiske ting og ikke tænker principielt og ud over institutionens rammer, blev således dementeret i værkstederne. Når en sådan forestilling er udbredt, afspejler det derfor snarere, hvad ”almindelige” pædagoger overhovedet bliver bedt om at forholde sig til – hvad vi fik bekræftet på værkstederne, hvor deltagerne netop gav udtryk for, at den slags spørgsmål fik de ellers aldrig. Svarene på vores to spørgsmål kredsede om en håndfuld temaer. På det grundlæggende spørgsmål om, hvorfor vi har daginstitutioner, gav pædagogerne umiddelbart, hvad man kan kalde det gængse sociologiske svar: Der er behov for daginstitutioner, fordi mødrene ikke går hjemme.55 Eller, i en lidt anden variant: Ellers kan andre ikke passe deres arbejde. Men når dette basale samfundsmæssige pasningsbehov var konstateret, blev indkredsningen af daginstitutionernes opgaver og funktioner hurtigt udvidet i retning af det, man kan kalde en bred socialisationsdagsorden. Her bevægede pædagogernes svar sig mellem en beskrivelse af, hvad der (aktuelt) stilles af krav til institutionerne og dermed til dem som personale, og overvejelser over, hvad der forekommer dem påtrængende, vigtigt og problematisk. Således bevægede diskussionen sig på en karakteristisk måde frem og tilbage mellem konkrete eksempler (egne erfaringer) og principielle overvejelser og mellem nøgterne konstateringer og etisk og

55 Kursiveringer markerer i dette afsnit, at der er tale om direkte citater fra pædagogernes diskussion.

socialt engagerede, kritiske refleksioner over hverdagen i institutionerne – altså mellem et ”som det er” og et ”som det burde og kunne være”. Det, vi her med et teoretisk udtryk kalder socialisationsopgaverne56, er i pædagogernes beskrivelse i høj grad præget af den aktuelle dagsorden for daginstitutionerne med dens mange nye krav og forventninger fra politikerne, så som lovgivning om dokumentation og læring for alle børn (herunder læreplanerne): Der kommer hele tiden nye ting ned over os. Kombineret med nedskæringerne fører det til en belastet hverdag: Vi skal hele tiden lægge nye planer – det er hårdt. Men der er også kravene fra forældrene, der i stigende grad opleves som individualistiske: Alle forældre kommer med krav om, at vi opdrager deres barn på den og den måde. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at hurtigt er det ikke bare de nye, pålagte opgaver, der fylder i diskussionen, men en opgave, der netop ikke hører til institutionernes officielle opgaver i dag, men som altså ifølge pædagogerne virkelig fylder i dagligdagen: Hovedopgaven i dag er opdragelse helt ned i de mindste detaljer, f.eks. at passe og pleje en dukke, passe på hinanden og på tingene. – Børnene mangler færdigheder i at have ro, kramme osv., derfor må de lege med dukker i institutionen for at lære omsorg. – Børn har ikke lært det basale, f.eks. at holde på en ske – for det sviner. Som det fremgår af den sidste formulering, svinger der ofte en kritik af (en del af) forældrene med. Således lød en eftersætning til den citerede formulering om, at forældrene kræver, at netop deres barn skal opdrages på den og den måde: – de har ikke selv tid. Og: Forældrene spørger om de underligste ting – de er fremmede for forældrerollen. Sådanne opdragelsesopgaver er ifølge pædagogerne kun i et begrænset omfang det, de burde beskæftige sig med i institutionerne. Umiddelbart gælder det: Vi har ikke tid til at stå for opdragelsen. Der er også andre børn. Opmærksomheden mod den samlede børnegruppe bliver vanskeligere at opretholde, og mere grundlæggende handler det således om, at der ikke bliver tid til det, som daginstitutionen specielt kan give, og som er det, der giver dagligdagen i institutionen fylde og gør arbejdet interessant: Der er ikke tid til det sjove eller faglige, fordi vi skal opdrage. Når de kompensatoriske opdragelsesopgaver fylder så meget, går det ud over børnene, fordi de går glip af det, som børnefællesskabet kan give: Det er ikke godt, hvis børnene kommer for at blive nusset frem for at 56 Om socialisationsbegrebet: jf. nedenfor, især optakten til Anden del.

få oplevelser sammen med de andre børn. Og hvad er det så, institutionerne kan give? Her kredser svarene i høj grad om, hvad pædagogerne kalder sociale færdigheder, og som de ser som noget, der er tæt forbundet med børnenes oplevelser med de andre børn, herunder i høj grad i tilknytning til de faglige aktiviteter, de laver med børnene. I én sammenfatning lyder denne opgave: Det er daginstitutionernes rolle at lave dem færdige socialt – de sociale kompetencer skal være på plads. Det er der enighed om – daginstitutionen er første gang børnene møder samfundet – men det er samtidig en konstatering, der rummer en ambivalens. Det er typisk for pædagogerne, at de fremhæver det sociale som noget, der er forbundet med lighed: Alle børn skal have en fælles platform, når de starter i skolen. Og: Vi ved godt, hvad børnene skal kunne, når de skal i skole – vi skal lave aktiviteter, der styrker det. Men når de sociale kompetencer så tæt eller ensidigt forbindes med skoleforberedelse, kan det også være et problem. Således lyder en konstatering ligefrem, at der er tale om en slags ensretning. Og et spørgsmål lyder: Får børnene mulighed for at være børn i daginstitutionen? Børnehaveklassen er kommet ned i børnehaven. Vi leger skole. Denne kritik generaliseres: Aktiviteterne i daginstitutionen skal i stigende grad hele tiden rettes fremad: Man tænker hele tiden videre frem, det kan gå ud over nuet. Der er hele tiden et formål (være blefri osv.). Men det betyder, at institutionerne risikerer at miste det, der ud over deres sociale og bredere socialisationsmæssige opgave, i pædagogernes øjne også udgør en unik side af deres egenart: Det er efterhånden det eneste sted, hvor børnene er børn. – Med en enkel, men fundamental formulering kommer, hvad man godt kan kalde pædagogernes ”børneorienterede”, moralske grundholdning til udtryk: Børn er små mennesker, tiden i institutionen præger deres fremtid. Denne kritik forbinder sig med en anden bekymring. Det er en udbredt opfattelse, at børnene er for lang tid i institution – fra 7-17 uden pauser. Eller med en positiv formulering: Børnene, der er der fra 9-15, er mere harmoniske. Nogle mener, at det ville være bedre for børnene kun at være halv tid i institutionen, nogle, at: vuggestuebørn har ikke brug for institutionen, men fra 2-2½ år har de brug for det. Det er der ikke uden videre enighed om, men at det er berettiget at diskutere, hvornår børn bør begynde i institution, og hvor længe de dagligt bør være der – det står ikke i sig selv til diskussion. Enighed er der til gengæld om, at dagligdagen i institutionerne i dag er problematisk for børnene og utilfredsstillende 76

for personalet. Ressourcerne er for dårlige, men det handler også om noget mere principielt, der ikke handler om daginstitutionerne isoleret betragtet, men om deres funktion i samspil med familierne: Forældrene skulle ned i tid – de har et stort ansvar for, at det lykkes med børnene. Med henblik på pædagogerne selv er det, som institutionerne kan tilbyde, kompetente, faglige voksne, der ved noget om børns dannelse. De har en særlig relation til børnene. For nok er de faglige voksne, men de er også papforældre – vi har dem i mange timer. Det skaber en særlig nærhed til børnene, der opleves som noget meget værdifuldt, men som også fører til belastninger. Således siger en, der har været borte fra arbejdet, men er vendt tilbage: Jeg savnede nærhed og kom tilbage – og kunne så huske, hvorfor jeg ikke ville være der. Der nævnes flere eksempler på, hvor belastende arbejdet med børnene kan være, og hvordan man tager problemerne med hjem, og det kan både være i relation til svære oplevelser med enkelte børn, men også i relation til samspillet i børnegruppen, som det indimellem kan tage sig ud: Det tærer at se, hvordan børnene opfører sig over for andre. Nærværet til børnene er grundlaget for arbejdet, men det stiller i dagens institutioner pædagogerne i en umulig situation: Vi skal være mere nærværende, men det kræver, at vi skruer vores ambitioner ned. Således tegner pædagogerne et billede af dagens institutioner, der er dybt modsigelsesfuldt. Det er et kritisk billede. Men man kan ikke bare kalde det et negativt billede. Der er mange situationer, der lykkes, og pædagogerne opretholder stadig et stærkt engagement i arbejdet. Men det er uomtvisteligt et billede af institutioner i krise. Og at det er en krise, der rækker langt ind i den måde, hverdagslivet – herunder forholdet mellem arbejde, familie og institutioner – er indrettet på, og altså ikke blot noget, der angår institutionerne isoleret betragtet, fremgår af de basale spørgsmål, pædagogerne stiller. Får børnene lov til at være børn i dag? Det turde være et grundlæggende spørgsmål – uanset hvordan man vil besvare spørgsmålet om, hvad det vil sige ”at være børn i dag”, altså hvad et børneliv er eller kunne være. Sådanne spørgsmål optager pædagogerne, og de tillader sig at stille dem, hvis de bliver spurgt. Af pædagogernes beretninger og overvejelser, og bekræftet af vores iagttagelser af institutionshverdagen, træder det således tydeligt frem, at det i dag ikke er klart, hvilken rolle og funktion daginstitutionerne har – og skal have – i vores samfund. Dagligdagen i institutionerne er kendetegnet ved modstridende og uklare opgaver, nogle eksplicitte andre implicitte, men ikke mindre 77

påtrængende af den grund. Der synes at åbne sig en afgrund mellem de officielle politikker for daginstitutionerne og deres faktiske situation. Daginstitutioner er noget kunstigt noget, funderer en af pædagogerne. Det er en bemærkning, der falder umiddelbart i forlængelse af formuleringen om, at pædagogerne er en slags papforældre, simpelthen fordi de har børnene i så mange timer. Bemærkningen har således en kritisk brod: Kan det i et samfund af vores type og med den rigdom, der kendetegner det, være rigtigt, at børnenes liv indrettes efter hensyn, der ikke er begrundet i, hvad der er bedst for børnene? Men det er en kritisk brod, der ikke er vendt mod daginstitutioner som sådan. Umiddelbart i forlængelse af sætningen, følger tilføjelsen: Institutionerne kunne være rigtig gode. Det er de to sætninger, vi har skrevet sammen til overskriften på dette afsnit. Også ”rigtig gode” daginstitutioner ville være kunstige, nemlig kunstfærdige samfundsmæssige institutioner. I det følgende vil vi nærmere diskutere spørgsmålene om, hvorfor vi har daginstitutioner, og hvad de kunne være. Det er en diskussion, der kan give pædagogernes svar en mere omfattende kontekst, og som kan understøtte deres forestilling om, at institutionerne kunne være ”rigtig gode”. Vi retter først og fremmest blikket mod to forhold: Dels spørgsmålet om daginstitutionerne som en særlig slags samfundsmæssige institutioner og dels spørgsmålet om daginstitutionsarbejdets særlige karakter eller beskaffenhed. De to ting hænger tæt sammen.

”Mens de voksne arbejder” Daginstitutioner i den form, som vi kender i dag herhjemme, og med en udbredelse, der stort set omfatter alle børn, er ikke blot et forholdsvis nyt historisk fænomen, men også noget, der specielt er knyttet til den danske – og bredere: nordiske – form for velfærdsstat, sådan som den blev skabt som et integreret led i genopbygningen og konsolideringen af kapitalismen i de første årtier efter anden verdenskrig og dermed som et svar på de foregående årtiers økonomiske, sociale, politiske og krigsmæssige katastrofer.57 Alligevel kan vi være tilbøjelige til at betragte 57 Denne genopbygning af kapitalismen blev bredt præsenteret som en modernisering af samfundet, og den er også i socialvidenskaberne ofte blevet forstået og analyseret