Kirsten Holm-Petersen
DEAN – anbringelser, systemer og en helt sÌrlig familie
Frydenlund
Dean – anbringelser, systemer og en helt særlig familie 1. udgave, 1. oplag, 2018 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-812-7 Korrektur: Maiken Skovmøller Ísberg Grafisk tilrettelæggelse: JMInfoTech, Indien Omslag: Kiberg & Gormsen Omslagsillustration: privatfoto Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien Bogen er udgivet med støtte fra Susi og Peter Robinsons Fond.
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Indhold
Forord
6
Kapitel 1 Heroin, et kærligt netværk og en plan, der gik i vasken
13
Kapitel 2 Pølsemandens søn, Gøgereden og et slagsmål, der aldrig blev til noget
37
Kapitel 3 Lykke og ny nedtur, forsvundne kommunale akter og en helvedes lang Tivoli-tur
60
Kapitel 4 Et almindeligt familieliv, psykopatiske træk og en strid om, hvordan man tisser
79
Kapitel 5 Samvær med mor og far, fodbold og en psykolog, der gav op
94
Kapitel 6 Kærlighed, skolefravær og diffus angst
114
Efterskrift
138
145
Bogens tilblivelse
Persongalleri
150
KAPITEL 1
Heroin, et kærligt netværk og en plan, der gik i vasken – fra Deans fødsel til hans første familieplejeanbringelse
En eftermiddag i slutningen af november 1999 mødtes seks personer i en lille toværelses lejlighed i Aldersrogade i det nordvestlige København. Her fik den 15 måneder gamle Dean sin skæbne beseglet på et møde, der strakte sig langt ud over den normale arbejdstid for ansatte i socialforvaltningen i København. Få uger forinden havde Deans papmorfar, Flemming, ringet til forvaltningen og fortalt, at hans 20-årige steddatter Kinga var skredet fra sin søn, fordi stofferne hev for meget i hende. Nu var to repræsentanter for kommunen mødt op for at tale med familien om, hvad der skulle ske med barnet. Til stede i stuen var foruden de to fra forvaltningen de få personer, der udgjorde Deans netværk: Der var papmorfar Flemming på godt 50 år, stor og bred og normalt vant til at have styr på situationen. Der var hans polske ekskone, Deans biologiske mormor, der kæmpede med et blandet misbrug, men som denne dag var ædru og havde lovet Flemming at spille den rolle, hun var ble13
vet tildelt. Der var Kingas to ungdomsveninder, der elskede Kinga over alt, og som havde overført denne kærlighed til hendes søn. Høje, lyshårede Karina på 20 år og spirrevippen, den sorthårede Anja på 21 år, havde begge hjulpet Flemming med at passe Dean de seneste mange måneder og var – selvfølgelig – kørt med Flemming ud til mormoren. Hovedpersonen Dean lå og sov i sin barneseng i den lille dagligstue. Kommunens repræsentanter – Kingas sagsbehandler og en familieplejekonsulent – ankom kl. 14. Begge var socialrådgivere med masser af år på bagen i socialcentret Sundby Syd på Amager, hvor Kinga hørte til. De to kommunalt ansatte blev placeret i sofaen, Flemming sad i en lænestol, mens de tre øvrige hver fik en spisestuestol. Mødet kunne begynde. Hos Deans netværk var nerverne på højkant, for det var Deans fremtid, der stod på spil. Der var så tåget af cigaretrøg i lejligheden, at sagsbehandleren på et tidspunkt bad om at få et vindue åbnet af hensyn til drengen. Selv om mødet varede mere end fem timer, fik ingen hverken vådt eller tørt. »Vi var alle sammen dødeligt trykkede af situationen; ingen af os havde nogen appetit.« Formålet med mødet var – i hvert fald på papiret – at få afklaret, om Deans morforældre kunne blive godkendt til at få Dean i familiepleje, hvis de flyttede sammen igen. Det var det ønske, Flemming havde fremlagt for myndighederne i et forsøg på at hindre, at hans elskede barnebarn blev fjernet og anbragt hos en vildfremmed familie. Og det var den plan, mormoren havde lovet at spille med på. I god tid inden mødet havde Flemming kørt Deans seng, tøj og legesager fra Karinas lejlighed på Amager til lejligheden i Nordvest, så det så ud, som om Dean boede hos sin mormor. 14
I virkeligheden var planen en anden, men det var sagsbehandleren og familieplejekonsulenten uvidende om. Planen var, at når Flemming og mormoren var blevet godkendt som plejeforældre, skulle mormoren ud på sidelinjen igen, hvor hun hele tiden havde befundet sig. Dean havde allerede – helt uden at myndighederne havde været klar over det – boet hos Karina i et halvt års tid med veninden Anja som trofast hjælper og Flemming som kærlig morfar og praktisk, økonomisk og organisatorisk bagstopper. Den ordning skulle blive ved, hvis det stod til Flemming, Karina og Anja, men det turde de ikke sige højt. Sagsbehandleren husker tydeligt mødet. Ingen af Kingas to veninder spillede efter hendes opfattelse nogen særlig rolle under besøget. Karina fortalte hende, at hun var i gang med noget uddannelse, og at hun ikke selv var inde i noget misbrug. Sagsbehandleren syntes, hun virkede både sød og moden af sin alder, mens »Anja virkede noget umoden«. Men pigerne blandede sig ikke meget i, hvad der foregik, og de blev ikke spurgt. Familieplejekonsulenten, der havde mange års erfaring i Københavns Kommune fra arbejdet med plejefamilier, havde inden mødet gransket Kingas mors baggrund. Hvordan havde hun levet i Polen, før hun kom til Danmark og blev gift med Flemming? Hvorfor havde Kinga ikke boet hos hende som ung? Konsulenten havde ikke fundet noget, der betød, at Kingas mor ikke kunne godkendes som plejemor for sit barnebarn. Sagsbehandleren overvejede seriøst den model, at Flemming og Deans mormor tilsammen kunne få en plejetilladelse. Dengang var det ikke moderne med slægtsanbringelser. »Men jeg tænkte meget på børnenes netværk. Det kan godt være, at morfar og mormor ikke boede sammen, men de var ikke uvenner, og Flemming 15
sagde, at de godt ville flytte sammen igen for at undgå, at Dean kom i familiepleje.« Hvordan var mormorens evne til at tage vare på Dean? Det var det, sagsbehandleren ville til bunds i. Så hun blev ved – ifølge Flemming ved og ved og ved – med at spørge mormoren, om hun kunne klare opgaven, og hvad der var hendes motiv for at ville tage Dean i pleje. Mødet strakte ud. Normalt havde de to kommunalt ansatte fri kl. 16 – nu var den 19.30. Sagsbehandleren lagde mærke til, at som mødet skred frem, fik mormoren svært ved at sidde rigtigt på stolen og måtte over i sofaen. Så hun spurgte blandt andet mormoren, hvordan hun ville klare at bære Dean, når hun var nødt til at ligge en del. Alligevel kom det bag på sagsbehandleren, at mormoren efter flere timers intens udspørgen til sidst sagde, at »nu vi snakker det igennem, så tror jeg ikke, jeg kan klare det. Jeg har en del smerter i ryggen og spiser piller. Det her er faktisk Flemmings projekt – det er Flemming, der vil have, at vi skal have Dean.« Sagsbehandleren konkluderede hurtigt derefter, at nu var der ingen andre muligheder end familiepleje. Hun kunne se, at Flemming blev meget skuffet. Han begyndte at græde. Det var tydeligt for hende, at Flemming og hans tidligere kone havde haft en aftale. Hun tog Flemming med ind ved siden af og sagde til ham, at han måtte forstå, at det var godt, at mormoren havde været så ærlig. For ellers kunne der være opstået den situation, at Dean knyttede sig til sin mormor, men at hun kort efter ville være nødt til at sige, at hun ikke kunne klare det alligevel. »Det er flot, det hun har sagt, frem for at hun siger det senere, hvor der er sket en tilknytning – det ville være et svigt af et barn.« Kort tid efter var mødet slut, og de to socialrådgivere forlod lejligheden. Flemming var knust. Men – som han fortæller – så 16
trøstede han sig dengang med, at han havde hørt dem sige, at de ville få mindst tre plejefamilier at vælge mellem. Såvel sagsbehandleren som familieplejekonsulenten har siden kategorisk nægtet, at det skulle være blevet sagt, men Flemming står fast på, at det dengang blev ham lovet. Senere på aftenen, efter at Flemming havde sagt et par ukvemsord til sin ekskone, forlod Flemming, Karina, Anja og Dean lejligheden igen med Deans seng, tøj og legesager og kørte tilbage til Amager. Stemningen i bilen var ikke god. Alle var klar over, hvad der lige var sket. At det lige var besluttet, at deres lille Dean nu skulle ud i en fremmed familie. Kinga fødte Dean søndag den 6. september 1998 på Rigshospitalet i København, to dage før sin termin. Flemming forelskede sig i drengen det øjeblik, han så ham første gang. Han var et lille mirakel på 4.080 gram, smuk, velskabt og dejlig. Få måneder forinden havde Kinga ringet til Flemming efter næsten et år uden ret meget kontakt. Han vidste godt, at hun var ude i noget stofmisbrug, men han havde opgivet at hjælpe hende, når hun ikke selv ville, og han syntes også, der forsvandt penge, når hun havde været på besøg. Kinga var »lille og forsagt« i telefonen og spurgte, om han ville hente hende og køre hende på Rigshospitalet. Som så mange gange før smed Flemming, hvad han havde i hænderne, og hentede en tynd, ualmindeligt forhutlet og boligløs Kinga på en gade i Nordvest, hvor hun stod med nogle plasticposer, som skulle ud til kæresten i Vestre Fængsel på vejen. Hun fortalte Flemming, at hun var gravid og ville til hans overraskelse og ærgrelse have barnet, der ikke var kærestens. Til gengæld ville hun ikke indlægges på Rigshospitalets Familieambulatorium, hvor 17
hun gik til kontrol, fordi personalet efter hendes mening talte ned til hende. Så hun spurgte, om hun måtte flytte tilbage til ham og tage en kold tyrker. Flemming var vægelsindet. Han ville ikke have sprøjter og stoffer ind i sin lejlighed, hvor han boede alene, og anede ikke, hvad en kold tyrker var. Men selvfølgelig flyttede Kinga ind. Den næste uge var hun så syg, at Flemming aldrig havde set noget lignende. Det var »den dybeste armod og fornedrelse«. Flemming blev hjemme fra sit arbejde i pølsevognen og passede sin datter, mens Karina kom, så meget hun kunne, og hjalp til. Når Flemming sov, stod Kinga indimellem med hånden på dørhåndtaget til yderdøren. Men hun gik ikke, og så blev det hverdag, og Kinga var clean. De kommende måneder frem til fødslen var lykkelige og rolige. Flemming tog med til kontrol på Rigshospitalet, og med hans mellemkomst fik Kinga genoprettet en god dialog med myndighederne, der i lang tid end ikke havde villet møde hende, så højtråbende og ubehagelig havde hun været. Hun havde blot fået sine penge overført, og sagsbehandlerne havde kun talt med hende med en vagt ved deres side. Nu var hun kisteglad. Hun lavede mad hos Flemming som en anden husmor og tog på i vægt. De hyggede sig og fik besøg af Anja og Karina. Kinga fortalte Flemming, at det var år og dag siden, hun sidst havde kunnet høre fuglene synge, men det kunne hun nu. Nu var Dean kommet til verden, og fremtiden tegnede lys. Veninderne Karina og Anja blev tilkaldt til Rigshospitalet fra morgenstunden søndag og besøgte i dagene, der kom, Kinga lige så meget som Flemming. De noterede sig, at Dean var velskabt og vejede 18
godt fire kilo. Ingen sagde højt, hvad de alle hver især havde været usikre på i månederne op til fødslen. Nemlig hvilken tilstand barnet ville være i, når det kom ud. Om det havde abstinenser, deformiteter eller andet. Karina studerede ham nok lidt ubevidst. »Men han var jo bare det der perfekte barn. Kinga var overlykkelig for det lille menneske.« På en stump video fra dagene på Rigshospitalets fødegang sidder Kinga og ammer drengen i sit hvide hospitalstøj. Hun har fylde i kinderne og smiler glad, mens hun stolt fortæller, at »han har sovet det meste af natten.« Man hører fotografen sige til Flemming, at han skal rykke tættere på Kinga, så han kan komme med i billedet. »Ja ja, det skal jeg nok. Men der er jo god tid,« siger han, inden han synligt stolt rykker tættere på. Lægerne på Rigshospitalet beholdt Kinga og Dean en lille uge. De var bekymrede for, hvad Kingas misbrug af heroin og hash under graviditeten ville betyde for Deans tilstand. Rigshospitalets Familieambulatorium talte undervejs med Kinga. De ville have hende og Dean udskrevet til en eller anden form for professionel døgnpleje. Men Kinga nægtede. Og da lægerne efter en uge konstaterede, at Dean »ikke frembød abstinenssymptomer,« blev Kinga udskrevet sammen med Dean. Flemming kom og hentede de to og kørte dem ud til Kingas mors lejlighed i Aldersrogade i det nordvestlige København. Her havde hun base i nogle uger, og her fik hun besøg af sundhedsplejersken og af veninderne Karina og Anja plus Flemming. Kinga var overlykkelig, hun puslede om Dean konstant, og de tre piger var sammen nærmest i døgndrift med Dean som centrum. Da Kinga efter nogle uger flyttede ud til Flemming på Skotlands Plads først på Amager, hvor hun var vokset op, kom de tre 19
veninder endnu tættere på hinanden. Karina havde fået en lejlighed i ejendommen Ved Sønderport tæt på Skotlands Plads i samme opgang som sine forældre. Her var Anja flyttet ind, og nu boede veninderne så tæt på hinanden, at det i hverdagen var næsten ligesom dengang, de som 16-17-årige rendte ind og ud hos hinanden på Døgnkontakten. De tre piger var sammen om tingene hele tiden og sørgede for, at Dean havde det godt. I begyndelsen ammede Kinga ham, men de tre piger gik hurtigt over til flaske, og det gik fint. Karina, Anja og Kinga havde været et uadskilleligt trekløver siden 1995, hvor de mødtes på den nu hedengangne københavnske institution Døgnkontakten på Åboulevarden. Døgnkontakten fungerede dengang som en slags hjem for unge, der var på kant med deres familier og ofte også med samfundet. Kinga fortalte på Døgnkontakten, at hendes papfar var meget streng, og at hendes mor drak. Udadtil var de tre piger meget forskellige. Spirrevippen Anja, punket og karseklippet med blåt pandehår, løse bukser og stram mavebluse. Høje, hippieagtige Karina med langt, lyst hår og svipture på Christiania. Feminine, polske Kinga med store brune øjne, neglelak, tendens til drama og stor attitude. Men de fandt sammen om at være anderledes. De gad ikke samfundets regler, nød livet i nuet, røg noget hash og prøvede nogle svampe. Brugte dagene på at hænge ud, spille backgammon, vaske tøj og indimellem tale med en sagsbehandler, når sådan en dukkede op. De delte deres historier og var der for hinanden på en måde, ingen af dem havde prøvet før. Det var en magisk kemi i en hverdag og et natteliv, som godt kunne være barskt for tre forvildede unge piger, der ofte gik lige til kanten. 20
En aften var de taget til en fest på Sjællands Odde. På vejen op i toget havde de spist nogle svampe. Det viste sig at være en heavy metal-fest med en masse fyre, der sad på en græsplæne. Anja fik nedtur, blev rigtig angst, så pludselig sin storebror i en af fyrene og prøvede at gemme sig. Kinga holdt om hende, Kinga sad på hende og holdt hende fast under den værste paranoia, og Kinga fik skaffet en bil til stationen. Senere lå Karina sammen med hende i sengen inde i Døgnkontakten, mens Kinga lavede en fed til dem alle tre inde ved siden af. Aldrig før havde Anja følt, at der var nogen, der passede sådan på hende. Men Kinga var tit utilfreds med sig selv. Utilfreds med, at hun var polak; hun kunne ikke lide sit hår, ikke lide sin næse og ikke lide sit runde hoved. Alt var i vejen, uanset hvor meget de andre syntes, hun var køn, og elskede hende for at være højtråbende og altid sige sin mening. Nu havde Kinga så født en søn, og for både Karina og Anja var det det naturligste i verden at lade deres kærlighed til Kinga omfatte Dean. Godt nok havde Kinga forandret sig, efter at pigerne var flyttet fra Døgnkontakten. Hun var begyndt at gå til nogle rave-fester og havde fået nye venner, der var til syre, stoffer og techno, mens Karina og Anja lige så langsomt var holdt op med hashen og svampene og egentlig bare ville have det sjovt. Og godt nok havde hun mere eller mindre været forsvundet ud af deres liv i et halvt års tid og var vendt hjem forpjusket, narkoman og gravid. Men hun var stadig deres elskede veninde, som var vendt tilbage til dem og havde kæmpet sig til at blive clean, inden hun fødte. Selvfølgelig var Karina bekymret for, om Kinga faldt i igen. 21
»Men vi var jo knap og nap voksne, så jeg tænkte nok mere, at nu er det sådan, det ser ud. Nu har Kinga fået den her baby, og så er der fokus på det.« Flemming var pigernes faste og stabile støtte. Ikke nok med at han hjalp dem økonomisk og var en beredvillig chauffør. Han var også tit på besøg eller inviterede pigerne og Dean ud at spise. Karina og Anja havde kendt Flemming siden tiden på Døgnkontakten, hvor de med lidt misundelse havde set, hvordan den 185 cm høje og 135 kilo runde og lidt brovtende Flemming blev som smør, når Kinga så på ham med sine store, brune øjne. Dengang som nu var han sød og hjælpsom, stak dem penge til mad og var trygheden selv for alle tre piger. Kingas mor, derimod, var ikke rigtigt nogen hjælp. I slutningen af 1970’erne var hun kommet til Danmark fra den polske havneby Świnoujście for at blive gift med Flemming. Et år senere fik hun sine to børn op til sig i Danmark. I Kingas barneår i Danmark havde hun drukket en del, hun havde haft en række tilfældige jobs, og hun og Kinga havde aldrig været tætte. Derfor havde Kinga søgt Flemming i stedet. Få dage efter, at den treårige Kinga var kommet til Amager, kravlede hun op på skødet af sin papfar og ind i hans hjerte. Der var hun blevet siden, mens hendes mor og Flemming i stigende grad havde levet som hund og kat for til sidst at flytte fra hinanden. Heller ikke Deans far var i drengens liv. Alle vidste, at faren hed Peder, at han var en af de lokale narkomaner og pushere, og at han kortvarigt havde været kærester med Kinga. Men Flemming havde rådet Kinga til ikke at opgive hans navn til myndighederne. Flemmings begrundelse var både praktisk og strategisk. Han havde hørt fra Kinga, at Peders familie var en skøn blanding af folk med 22
misbrug, fængselsdomme og bandetilhørsforhold, som han umuligt kunne se, der kunne komme noget godt ud af at blande ind i Deans liv og i de beslutninger, der skulle tages. Og derved var det blevet. Så i de første måneder af lille Deans liv bestod hverdagen af hans mor, 19-årige Kinga, hendes to ungdomsveninder, 19-årige Karina og 20-årige Anja, og hans papmorfar, Flemming. Dean blev hurtigt omdrejningspunktet for deres liv, og de puslede om ham, forgudede ham og forkælede ham. Men Flemming og pigerne var ikke de eneste, der fulgte Kingas liv og – efter fødslen – også Deans. Selv om Flemming hele sit liv havde været vant til at klare sig selv, kunne han ikke gøre noget ved, at de sociale myndigheder undervejs i Kingas graviditet og efter Deans fødsel fulgte tæt med. Myndighederne krævede, at Kinga gik til regelmæssige urinprøver og samtaler med sin sagsbehandler. Urinprøverne viste, at hun røg hash langt hen i graviditeten. En enkelt gang var der spor af kokain. Kinga fik stillet stolen for døren og fik at vide, at myndighederne ville anbringe hende og hendes barn på et spædbørnshjem efter fødslen, hvis det blev ved. Fra midten af juli – to måneder før Dean blev født – var prøverne rene. Men myndighederne var fortsat bekymrede, og frem til fødslen talte man hyppigt med både Kinga og Flemming om, at man uanset de rene prøver gerne ville have Kinga under tæt opsyn efter fødslen, allerhelst på et spædbørnshjem – men det afviste de begge. På et møde med hele ‘hjernetrusten’, altså Kingas sagsbehandler, en teamleder, en psykolog og et par stykker til, kogte Flemming over. 23