Curt Sørensen
Den europæiske deltagelseskrise – stormagtspolitik, massedeltagelse og ideologi i det 20. århundrede
Frydenlund
Den europæiske deltagelseskrise – stormagtspolitik, massedeltagelse og ideologi i det 20. århundrede 1. udgave, 1. oplag, 2017 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-753-3 Grafisk tilrettelæggelse: JMInfoTech, Indien Omslag: Morten Thunø Hansen Grafisk produktion: Totem, Polen
Bogen er udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond samt Velux Fonden. Velux Fondens støtte er ydet under fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene. Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Indhold 11
Forord Kapitel I: M assepolitikkens og de moderne stormagters fødsel:
19 deltagelseskrisen Massepolitikkens udvikling og deltagelseskrisen 19 Massepolitik som social mobilisering: demokratiseringsprocesserne 22 Massedeltagelse som national mobilisering 52 Massebevægelsernes typologi 66 Massepolitikkens determination og differentiering: struktur-aktør-problematikken 68 6. Stormagternes deltagelseskrise 78 1. 2. 3. 4. 5.
Kapitel II: Det 20. århundredes urkatastrofe
1. Den brutale kulmination på århundreders udvikling 2. Krigens forankring i periodens karakter 3. Vejen til august 1914: alliancer og kriser a. Alliancer og kriser b. Østrig-Ungarn og udviklingen på Balkan 4. De militære planers egendynamik 5. Indenrigs- eller udenrigspolitikkens primat? 6. Slutfasen: Julikrisen 1914 7. Fredsbevægelsernes sammenbrud a. Liberalismens sammenbrud b. Den socialistiske arbejderbevægelses sammenbrud 8. Krigens dynamik a. Krigens hovedforløb b. Krigens målsætninger, strategier, ressourcer og handlinger i. Målsætninger ii. Strategier
83 83 86 90 91 96 103 104 111 118 118 120 123 123 137 137 140
9. Hjemmefronternes transformation 10. Social uro, sammenbrud, revolutioner og borgerkrige 11. Konklusion
142 143 144 146 154
Kapitel III: Socialismens udvikling, spaltning og transformation
157
iii. Ressourcer og mobiliseringskapacitet iv. Aktørernes valg og handlinger
1. Arbejderbevægelsens udfoldelse: Anden Internationales to modelpartier a. Antisystembevægelse i et industrisamfund: det tyske modelparti i. Antisystembevægelsen ii.
Den teoretiske artikulation
iii. Teori og virkelighed, ideologi og praksis
b. Socialisme og revolution i periferien: Ruslands udvikling i den moderne verden i.
Spørgsmålet om kapitalistisk udvikling i Rusland
ii.
Spørgsmålet om den revolutionære bevægelses basis og karakter
iii. Diskussionen om det revolutionære partis karakter og rolle iv. Spørgsmålet om revolution v.
Lenin som politiker og teoretiker
vi. Den klassiske teoriudviklings styrke og svagheder
c. Konklusion 2. Den europæiske arbejderbevægelses spaltning i den revolutionære periode a. Verdenskrigens sociale dynamik: de europæiske revolutioner b. Tyskland c. Østrig-Ungarn d. Frankrig e. England f. Italien g. Nordeuropa h. Rusland 3. Den spaltede bevægelse i mellemkrigsårene a. Spaltningen b. Rusland og Komintern
157 158 158 161 172 174 178 183 186 192 204 207 211 212 212 214 220 222 223 223 224 226 229 229 230
c. Tyskland d. Østrig e. Det centraleuropæiske ‘Bund’ f. Spanien g. Nordeuropa h. Konklusion
234 239 246 247 248 249
1. Det brogede billede, den generelle bevægelse 2. Fascismens særegne vej til magten a. Italien b. Tyskland c. Østrig d. Konklusion 3. Den vanskelige forståelse og teoretisering af fascismen a. De klassiske fascismeforståelser b. Teorier med fokus på fascismens selvangivne fjender c. Teorier med fokus på fascismens ideologi d. Videre samfundsfokuserende teorier e. Neomarxistiske tilgange: fokus på fascisme og kapitalisme f. Fascismen i relation til nations- og statsbygning g. Fascismen i et langtidsperspektiv 4. Sammenfatning og konklusion
253 253 256 256 260 275 282 283 284 297 300 304 322 331 337 341
Kapitel V: Sovjetunionen
347
Kapitel IV: Fascismen
1. Sovjetunionens grundlæggelse og udvikling frem til Stalin-revolutionen Indledning: to fortællinger a. Revolutionens og borgerkrigens årsager b. Borgerkrigens forløb og karakter i.
Den åbne borgerkrigs første fase
ii.
Terroren: rød og hvid
iii. Hærene iv. Borgerkrigens fortsatte forløb v.
Borgerkrigens karakter og årsagerne til De Rødes sejr
347 347 349 351 351 353 356 358 366
c. Bolsjevikkernes arv: autoritarisme, krigsfølger og udviklingsproblematik d. Udviklingen i Sovjetunionens Kommunistiske Parti i 1920’erne 2. Stalinrevolutionen: Sovjetunionen under Stalin Indledning: den modsætningsfulde revolution a. Tvangskollektiviseringen b. Den forcerede industrialisering c. Det nye klassesamfund d. Stalinismens terror e. Erklæret ideologi: ‘socialistisk opbygning’ og ‘realiseret socialisme’ f. Faktisk ideologi: opfattelser, holdninger og stemninger i befolkningen g. Det store tilbagetog, den kulturelle kontrarevolution h. Accentueringen af stats- og nationsbygning: ‘nationalbolsjevismen’ i. Sovjetunionens udenrigspolitik: fra verdensrevolution til nationalkommunisme 3. Analysens og forklaringens problematik 4. Konklusion Kapitel VI: Det Tredje Rige
1. Rigets stiftelse a. Systemets etablering og konsolidering b. Magtudøvelsens to hovedkomponenter: Terror og ideologi i. Terror ii. Ideologi
2. Imperiet: systemets radikalisering a. Det Tredje Riges europæiske politiske orden b. Allierede og satellitter c. Den økonomiske orden: krigsproduktionen d. Den militære orden e. Staten i staten, imperiet i imperiet: Heinrich Himmlers SS f. Befolkningspolitikken i det østlige rum g. Generalplan Ost h. Endlösung i. Sympatisører og kollaboratører
371 379 386 386 387 390 398 404 411 415 422 424 428 430 440 443 444 444 458 458 467 472 472 478 483 488 489 491 493 495 505
3. Det Tredje Riges karakter a. Det politiske regimes karakter og funktionsmåde b. Diskussionen om nazismens udryddelser c. Vergangenheitsbewältigung d. Det Tredje Rige i den europæiske udviklingshistorie
507 507 525 542 545
Kapitel VII: D eltagelseskrisens eksplosion: krig, borgerkrig, udryddelser og storpolitik
1. Vejen til udryddelseskrigen a. Forestillingen om en udryddelseskrig b. Storpolitikkens deltagelseskrise: fra realpolitik til ideologisk udryddelseskrig 2. Udryddelseskrigen a. Operation Barbarossa b. Udryddelserne c. Fra Smolensk til Slaget om Moskva 3. Udmattelseskrig a. Situationen efter det tyske tilbageslag foran Moskva b. Operation Blau c. Stalingrad: den 6. tyske Armés undergang d. Fra Stalingrad til Kursk 4. Krigen vender: Sovjet i offensiven a. Slaget ved Kursk og den russiske modoffensiv b. Fra Slaget ved Kursk til Operation Bagration c. Operation Bagration: den tyske Armégruppe Mittes ødelæggelse d. Fra Weichsel til Oder e. Sovjetunionens erobring af Balkan og Østeuropa f. Den sovjetiske erobring af Berlin 5. En nødtvungen alliance 6. De europæiske borgerkrige a. Modstandsbevægelserne i Europa b. Stormagtspolitik, modstandsbevægelse og borgerkrig på Balkan i. Jugoslavien ii. Grækenland
7. Karakter og konsekvenser af 2. verdenskrig
553 554 554 560 581 581 584 587 592 592 593 595 600 601 601 603 605 607 609 612 617 630 630 634 634 639 652
1. Deltagelseskrise og massepolitik a. England b. Frankrig c. Tyskland d. Østrig-Ungarn e. Balkan og Sydeuropa f. Rusland g. Skandinavien h. Massepolitikkens forskellige modeller 2. Stormagternes deltagelseskrise: vestliggørelsens dialektik 3. De politiske ideologier og bevægelser a. Den klassiske konservatisme b. Liberalismen c. Socialismen d. Kommunismen e. Højreautoritære bevægelser og regimer f. Fascismen 4. Idéer og handlinger 5. Årsagerne til forfølgelser, udryddelser og total krig 6. Civilisationsbrud 7. Århundredets dynamik 8. Et mislykket forsøg på at løse den dobbelte deltagelseskrise 9. Massepolitikkens uknækkede kode
659 659 660 661 661 662 662 663 663 663 667 671 673 676 690 699 711 713 721 728 741 744 752 757
Noter
771
Litteratur
969
Kapitel VIII: Den dobbelte europæiske deltagelseskrise
KAPITEL IV
Fascismen 1. Det brogede billede, den generelle bevægelse Europa – det europæiske kontinent – var i mellemkrigsårene højreautoritært eller fascistisk.1 Dette var den overordnede trend, med få undtagelser. Men den samlede bevægelse var også internt differentieret med mange varianter. Bevægelser og strømninger som Heimwehr-bevægelsen og nazibevægelsen i Østrig, fascismen i Italien, nazismen og højreautoritære samt völkische strømninger i Tyskland, fascismen i Italien, Falangen og CEDA-partiet i Spanien, Action Française, Croix de Feux og Jeunesse Patriotes i Frankrig, Den Flamske Føderation i Nederlandene, rexisterne i Belgien, Pilekors-bevægelsen i Ungarn, Ustaša-bevægelsen i Kroatien og Jerngarden i Rumænien vidner om udbredelsen og mangfoldigheden.2 Det samme gør regimeformerne: Mussolinis fascistiske Italien, Hitlers Tredje Rige, Dollfuß’ klerikalfascistiske Ständestaat i Østrig, den slovakiske Tiso-republik, den kroatiske Ustaša-stat, Francos spanske diktatur, Salazars korporatistiske Portugal og en hel stribe af autoritære regimer i Østeuropa og på Balkan: Metaxas-diktaturet i Grækenland, kong Boris’ diktatur i Bulgarien, kong Carols diktatur i Rumænien og kong Alexanders i Jugoslavien. Endvidere Gömbös’ regime i Ungarn, Piłsudskis i Polen og Antanas Smetonas, Kārlis Ulmanis’ og Konstantin Päts’ i Litauen, Letland og Estland samt Mannerheimdiktaturet i Finland.3 Mange forskere har hæftet sig ved denne mangfoldighed og herunder fremhævet forskellen mellem de bevægelser og regimer, der ‘blot’ var autoritære, og de bevægelser og regimer, der var egentligt fascistiske.4 Sondringen er ikke uvigtig. Men den kan blive for skarpt trukket op. Grænsen mellem højreautoritære bevægelser og regimeformer og klart fascistiske var ofte flydende, og systemerne var også hele tiden i bevægelse og forandring.5 Generelt var der over 253
DEN EUROPÆISKE DELTAGELSESKRISE
hele Europa en bevægelse i gang over mod fascisme, en bevægelse der sandsynligvis ville være blevet voldsomt forstærket, hvis Tyskland havde vundet krigen. Set i det perspektiv var flere af de angivne højreautoritære bevægelser og regimer godt på vej over i fascismen og ikke ‘bare’ relativt harmløse foreteelser.6 Man kan fremhæve noget fælles i den overordnede trend: for det første den fascistiske bevægelse som en alternativ type massemobilisering til den socialistiske. For det andet denne nye massemobiliserings aggressive, terroristiske bekæmpelse af arbejderbevægelsen og socialismen. For det tredje må fremhæves fascismens særegne kombination af appellen til urgamle instinkter og behov og en højst moderne politikform og udviklingsmodel. Fascismens appel og dynamik bundede i høj grad i dette dobbeltforhold. Den var i så henseende den mere traditionelle autoritære form overlegen og samtidig bedre i stand til at tage kampen op mod arbejderbevægelsen og socialismen. Den igen i dag så yndede totalitarismeteori beskriver nogle af trækkene i udviklingen, men forklarer dem ikke.7 Man kan naturligvis ikke forklare et fænomen ud fra sig selv; man må grave dybere ned til en analyse af Europas flersporede socioøkonomiske udvikling, processerne af stats- og nationsbygning samt ikke mindst massepolitikkens varianter af udvikling. Centralt her står sammenstødet mellem modstående modeller for samfundsmæssig rekonstruktion og udvikling, herunder det voldsomme historiske sammenstød af de to hovedtyper af massemobilisering, arbejderbevægelsen og fascismen. En Timothy Snyder anlægger her et helt andet perspektiv: For ham fremstår fascismen (specielt nazismen) og stalinismen som én sammenhængende klump i kontrast til liberalisme og demokrati. Snyder får herved overdrevet ligheden mellem de to fænomener og mellem nazi-Tyskland og Sovjetunionen og omvendt underspillet fascistiske og autoritære bevægelsers grobund i Vest- og Centraleuropa samt den løbende ‘borgerkrig’ her mellem netop to modstående massebevægelser.8 Ud over den manglende forklaringskraft har totalitarismeteorien således en anden begrænsning. Den har en hang til at marginalisere den skæbnesvangre udvikling, idet ‘skylden’ herfor lægges på nogle ‘ekstremister’ til venstre og til højre i det politiske spektrum, russiske bolsjevikker og tyske nazister, eventuelt alene hos de to diktatorer og deres håndlangere.9 Men tendensen var meget bredere og central. Selve den europæiske civilisation var ramt af en dødelig virus. Europa var et ‘mørkt kontinent’.10 Midt i Europas moderne udvikling, 254
Kapitel IV: Fascismen
båret frem af eliteinteresser og understøttet af store befolkningsmasser, voksede fascismen frem. Den var en mulighed i stats- og nationsbygningsprocessen og den socioøkonomiske udvikling, en variant af disse, men samtidig også genoplivende primitive instinkter og behov.11 I det kontinentale Europas mest udviklede land, Tyskland, så den store befolkningsmasse til med en blanding af ligegyldighed, billigelse og nyfigenhed, da nazismen massakrerede sine politiske modstandere og senere hen jøderne. Under krigen var offentlige henrettelser af tvangsarbejdere, der angiveligt havde begået ‘raceskændsel’, en folkeforlystelse, og i krigens sidste måneder deltog lokalbefolkninger ofte i jagten på undvegne kz-fanger, som om det havde været kaninjagter.12 I hele Østeuropa fra Rumænien i syd over Ukraine og Hviderusland på centralfronten til de baltiske lande i nord fandt de fremrykkende tyske hære i 1941 mere end villige hjælpere, når det gjaldt om at ydmyge, mishandle og dræbe jøder, excesser der ofte foregik under opmuntrende tilråb fra omgivende tilskuere.13 Og i den kroatiske Ustaša-stats koncentrationslejre udfoldede der sig torturscener af nærmest pornografisk karakter.14 Excesser, ligegyldighed og synet på andres lidelser som underholdning var ikke kun en tysk specialitet.15 Vi undrer os, når vi læser om, hvordan de mere støjende henrettelser i tidligere århundreder kunne være rene folkeforlystelser.16 Det skulle vi måske lade være med. Længere mod øst, i Sovjetunionen, udgjorde problemer, samfundstype og politisk system tilsammen en konstruktion og fortættede sig i et forløb af en ny type, en type som jeg i mangel af bedre har kaldt ‘stalinisme’. Den stalinistiske case var også blodig, men den var af en anden genus, mere lig det, der senere blev til ‘den tredje verdens’ udviklingsdiktaturer. Stalins Sovjetunion var i så henseende en del af Eurasiens blodige udviklingshistorie.17 Den relevante sammenligning her er de store hungerkatastrofer i Kina og Indien .18 Den velkendte anden særegenhed er naturligvis den geografiske tæthed på Europa og Ruslands gentagne involveringer i Europas politiske historie fra Peter den Store, Katarina II, Aleksander I, Nikolaj I, Isvolskij og Sasonov til Stalin og Molotov. Rusland har gennem århundreder været placeret mellem Asien og Europa og i tilgift selv været gennemrystet af bølger af spændingsfyldte vibrationer mellem fortid og nutid samt rykvise smertefulde forsøg på at overvinde landets udviklingsproblemer og indhente og matche Vesten.19 255
DEN EUROPÆISKE DELTAGELSESKRISE
Mit fokus i det følgende er den interne dynamik i Europas kerneområde. Fascismen var her uhyre betydningsfuld og havde skæbnesvangre konsekvenser i Europas ikke mindre blodige udviklingshistorie. Fascismen var, som påpeget af den amerikanske historiker Robert Paxton, den mest originale politiske nyskabelse i det 20. århundrede. I en periode af Europas historie, hvor man var begyndt at tro, at en demokratisk udvikling var sikret, lykkedes det fascismen at samle massetilslutning til brutale, voldelige, antiliberale, antisocialistiske og antidemokratiske diktaturer. Hvis ikke vi når til en forståelse af fascismen, bliver vi ude af stand til at forstå det 20. århundredes europæiske historie og dermed også mulige fremtidige forløb.20 En teori om fascismen må simpelthen være et omdrejningspunkt for ethvert forsøg på at forstå det 20. århundredes politiske udvikling. Man betragter ofte i forskningen de højreautoritære og fascistiske bevægelser og regimer, der var så dominerende i mellemkrigsårene, som en ‘afvigelse’ fra et ‘normalforløb’ af historisk udvikling frem mod ‘liberalt demokrati’, en regimeform der så igen hyldes som historiens uundgåelige endemål og den højeste form for menneskets politiske eksistens.21 Men højreautoritære og fascistiske bevægelser og regimeformer var så massivt udbredte i mellemkrigsårenes og 2. verdenskrigs Europa, at man næsten fristes til omvendt at tale om højreradikalismen og fascismen som normalformen og demokrati som en afvigelse og en undtagelse. Dette ville dog være at henfalde til en slags negativ evolutionisme. Men Europa var et mørkt kontinent og kan blive det igen.
2. Fascismens særegne vej til magten Fascismen og højreautoritære strømninger var som sagt stærke over hele kontinentet, nogle steder endda meget stærke. Men i tre af landene kom fascismen direkte til magten, nemlig Italien, Tyskland og Østrig. Lad mig skitsere hovedkonturerne i denne fascismens vej til magten i de tre cases.
a. Italien Som vi tidligere har set, fremkaldte den sociale uro ved krigens afslutning en betydelig fremgang for den socialistiske bevægelse, kulminerende med de berømte fabriksbesættelser i 1920.22 I en modreaktion mod den ‘røde bølge’ og yderligere forstærket af de skuffede nationale forventninger voksede en ny type massebevægelse frem: den italienske fascisme.23 256
Kapitel IV: Fascismen
Den centrale skikkelse i ledelsen af denne bevægelse var Benito Mussolini, der i september 1914 var blevet ekskluderet af socialistpartiet pga. sin agitation for krigsdeltagelse.24 Mussolinis ideologiske inspiration var en uklar blanding af nationalsyndikalisme, anarkisme, marxistiske brokker, elitisme og den ultranationalisme, der nu nærmest blev en besættelse for ham. Men han var frem for alt pragmatiker, tenderende mod opportunisme, samt journalist og demagog. Efter sin eksklusion fra socialistpartiet grundlagde Mussolini sin egen avis Il Popolo d’Italia, og i marts 1919 dannede han den første fascistiske kamporganisation, Fasci di Combattimento.25 I 1921 blev fascismen organiseret som politisk parti.26 I løbet af 1921-1922 fik den italienske fascisme en stærk tilstrømning af tilhængere og medlemmer.27 Samtidig ændredes også dens ideologi fra et oprindeligt nationalsyndikalistisk og nationalsocialistisk idékompleks til en stærkt antisocialistisk og ultranationalistisk ideologi.28 Det var også i den periode, at samarbejdet med den bestående sociale ordens eliter, dominerende klasser og institutioner kom i stand.29 I de voldelige overfald på arbejderbevægelsens forsamlingshuse, aviser, trykkerier og forsamlinger nød de hærgende fascistiske bander i udstrakt grad myndighedernes bevågenhed og støtte.30 Fascismen fik udbredt opmuntring og støtte fra såvel statsmagtens institutioner som de traditionelle eliter og herskende klasser, og allerede ved valget i foråret 1921 optrådte de italienske fascister på en borgerlig fællesliste.31 Den såkaldte March mod Rom den 28. oktober 1922 var nærmest en farce. Selve magtovertagelsen var allerede blevet arrangeret bag kulisserne.32 Efterfølgende udbyggedes så, især efter 1926, det fascistiske diktatur. Det indgik dog vedvarende i en sindrig alliance med den traditionelle ordens eliter og institutioner.33 Den korporative struktur, der opbyggedes i etaper gennem bl.a. den såkaldte Carta del Lavoro 1927, loven om korporationer 1934 og loven om korporationskammeret fra 1938, forblev nærmest kun en facade. Men politisk-ideologisk fremkaldte Mussolini og den italienske model for den korporative fascistiske stat megen beundring og sympati på den politiske højrefløj i en lang række europæiske lande. Senere blev modellen suppleret med den tyske nazistiske model.34 Også den brutale nedkæmpelse af politiske modstandere på venstrefløjen nød udbredt sympati. Fascismen i Italien kunne hverken vinde eller bevare magten uden netop i kraft af alliancen med de bestående institutioner og dominerende eliter, kronen, hæren, kirken, den agrare overklasse og vigtige sektorer inden for industri- og 257
DEN EUROPÆISKE DELTAGELSESKRISE
finansverdenen.35 Men den italienske fascisme var ikke slet og ret et redskab for den bestående sociale ordens dominerende klasser, eliter og institutioner. Den havde sin egen dynamik. Hvor socialismen og arbejderbevægelsen især havde gennemført en ‘primær mobilisering’, dvs. en mobilisering af bunden af samfundet, af hidtil ikkemobiliserede sociale klasser og lag, der gennemførte den italienske fascisme en ‘sekundær mobilisering’, dvs. en mobilisering af klasser og lag, der tidligere havde været integrerede i den bestående sociale orden, men som nu som følge af verdenskrigens og sammenbruddets sociale eruptioner og opløsning af hidtidige værdier følte sig truet i sin position.36 Den italienske fascisme mobiliserede med held en stor del af den middelklasse, som på en gang følte behov for at hævde sig selv og samtidig følte sig truet af den socialistiske mobilisering.37 Samtidig appellerede dens aggressive nationalisme til alle de, der følte sig skuffede over krigsdeltagelsens resultat.38 Men havde fascismen således sin egen dynamik, så tilstræbte og udløste den dog på den anden side ikke nogen radikal samfundsomvæltning. Fascismens magtovertagelse blev ikke ledsaget af nogen social revolution. Tværtimod bevaredes den bestående sociale orden. Det efterhånden udviklede korporative system blev en facade, hvor den bagvedliggende realitet var arbejdsgivernes – Confindustrias – dominans over arbejdsforhold og industripolitik. Også kronens, militærets, bureaukratiets, kirkens og storlandbrugets interesser blev tilgodeset, og omvendt sluttede alle disse kræfter op om regimet og dominerede dette.39 Til trods for etpartisystemet, den ensrettede presse, det repressive apparat, uniformer, parader og førerdyrkelse lykkedes den totalitære anstrengelse aldrig helt, og fasciseringen forblev ufuldstændig.40 I sin udenrigspolitik overtog Mussolini præ-1914-eliternes ambition om at gøre Italien til en imperial stormagt. Den italienske førkrigsimperialisme havde ganske vist besejret det efterhånden stærkt svækkede Osmanniske Imperium i Den Libyske Krig 1911-1912, men den italienske militære indsats havde ikke været imponerende, og beherskelsen af Cyrenaika udstrakte sig næppe til mere end en stribe langs kysten. Vigtigere var måske erhvervelsen ved samme lejlighed af De Dodekanesiske Øer ved Lilleasiens kyst.41 Men også Etiopien var udset til at være et italiensk ekspansionsområde. Den italienske imperialisme havde lidt et forsmædeligt nederlag i Etiopien i 1896 i Slaget ved Adwa, hvor en italiensk ekspeditionsstyrke med indfødte hjælpetropper var blevet rendt over ende og massakreret af etiopiske stammekrigere.42 258
Kapitel IV: Fascismen
Der var i Italien et stærkt ønske i mange kredse om hævn over ‘forsmædelsen ved Adwa’ og imperial ekspansion i denne del af Afrika.43 Ved Londonaftalen i 1915 havde Italien tillige fået løfte om store landområder ned langs Dalmatiens kyst, og fredskonferencens etablering af den nye stat Jugoslavien var kommet helt på tværs af de italienske ambitioner i området. Italien havde også ambitioner på Balkan, ambitioner der blev yderligere forstærket gennem striden om Fiume (Rijeka).44 Mussolini overtog alle disse imperiedrømme og iklædte dem en fascistisk retorik. Middelhavet skulle gøres til et ‘italiensk hav’, den koloniale ekspansion i Afrika genoptages, indflydelsen på Balkan udstrækkes, og i nord skulle Tyrol bevares under italiensk kontrol, og Østrig sikres som en vasalstat under italiensk protektion.45 I 1934 lod Mussolini italienske tropper opmarchere ved Brennerpasset for at afskrække Hitler fra at overtage Østrig.46 I 1935-1936 gennemførte Mussolini, trods modstand og protester fra Folkeforbundet, den brutale aggressionskrig mod Abessinien (Etiopien), hvor den indfødte modstand blev nedkæmpet ved hjælp af giftgasangreb.47 I 1936 intervenerede han med et betydeligt troppekontingent i Den Spanske Borgerkrig.48 Og i 1938 gennemførte han de facto en italiensk overtagelse af Albanien.49 Men Mussolinis Italien forfulgte også i en periode en forsigtig realpolitisk kurs. Det fascistiske Italien var sammen med Storbritannien en af de eksterne stormagtsgaranter for Locarnotraktaten i 1925, og det var en fremtrædende deltager på Stresakonferencen i 1935 og igen på Münchenkonferencen i 1938.50 Omvendt blev Mussolinis kursændring efter 1936 af stor betydning for den videre europæiske storpolitiske udvikling. Efter 1936 orienterede Italien sig nemlig i retning af en alliance med Tyskland. To begivenheder og en underliggende generel overvejelse var afgørende for dette kursskifte. For det første blev Mussolini frastødt af den vestlige reaktion på aggressionskrigen i Etiopien. De af Folkeforbundet vedtagne sanktioner blev ganske vist uden synderlig betydning, bl.a. fordi USA, der ikke var medlem af Folkeforbundet, nægtede at indgå i en fælles aftale om oliesanktioner.51 Men Mussolini reagerede på fordømmelsen og sanktionerne ved at tilnærme sig Tyskland. Den anden sammenbringende faktor var Den Spanske Borgerkrig. Både Mussolini og Hitler havde, om end på noget forskellig måde, med militær magt fra begyndelsen interveneret til fordel for nationalistsiden i Den Spanske Borgerkrig.52 Også dette våbenfællesskab og den ledsagende ideologiske oprust259
DEN EUROPÆISKE DELTAGELSESKRISE
ning omkring bekæmpelsen af republikken og den ‘røde fare’ bragte tidens to fascistiske stormagter tættere på hinanden. Jeg skal vende tilbage til denne betydningsfulde vending i periodens europæiske storpolitik. Mulighederne for videregående sociale og politiske ændringer var netop begrænsede i og med det tidlige og vedvarende kompromis med etablerede interesser. Den fascistiske revolution i Italien var “predominantly a revolution of appearances and illusions rather than substance”.53 Heller ikke udadtil levede den italienske fascisme op til sine egne pralende målsætninger. 2. verdenskrigs række af forsmædelige nederlag dementerede styrets postulerede storhed og militære potens, og da de allierede i 1943 gik i land på Sicilien og i Syditalien, brød regimet sammen uden nævneværdig modstand. De moderate opportunister i Det Fascistiske Storråd og kronen og militæret i forening afsatte og fængslede Mussolini, og i september trak landet sig ud af krigen.54
b. Tyskland Den tyske nazisme voksede frem i det politiske miljø af højreradikale organisationer og bevægelser, der udviklede sig i Tyskland efter 1. verdenskrig.55 Den tilhørte set i en videre europæisk kontekst den bredere familie af fascistiske bevægelser og retninger, der opstod i denne periode.56 Som ‘stemningsberetter’ og politisk spion for den lokale afdeling af Rigsværnet stiftede Adolf Hitler i september 1919 bekendtskab med det lille Deutsche Arbeiterpartei, der var blevet dannet i januar samme år, og hvor han nu blev medlem nr. 555.57 I februar 1920 tog partiet navneforandring til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP.58 Trods navnet var det ikke et socialistisk parti. Weimarrepublikkens to socialistiske partier, SPD og KPD blev tværtimod defineret som det nye partis politiske hovedfjender, og det bærende element i NSDAP’s ideologi var race, ikke klasse. Den udpegede hovedfjende var ‘marxismen’.59 Efter at kupforsøget i München november 1923 var mislykkedes, ændrede partiet sin strategi og gik efter at vinde magten uden at konfrontere staten. Partiet udvidede herunder sin basis, udviklede sin propagandateknik og styrkede sin organisation.60 Men ellers var tilslutningen 1920’erne igennem beskeden. Ved valget i 1928 mønstrede partiet således kun 2,6 % af stemmerne. Situationen ændrede sig med landbrugskrisen fra og med 1928, den generelle økonomiske depression fra vinteren 1929 samt den dybe krise i statssystemet, der udviklede sig fra slutningen af 1920’erne. Fra marts 1930 til nazismens 260