DEN GRØNNE
METROPOL
NATUR- OG REKREATIVE OMRÅDER I HOVEDSTADSMETROPOLEN EFTER 1900
REDAKTION Caspar Christiansen, Henning Bro, Peter Damgaard, Lisbeth Hollensen, Darius Monfared, Lise Skjøt-Pedersen, Jeppe Tønsberg, Henrik Vejre og Ann-Sofie Wiil
FRYDENLUND ACADEMIC Hovedstadsområdets Kulturhistoriske Arkiver (HOKA)
Den grønne metropol. Natur- og rekreative områder i hovedstadsmetropolen efter 1900 © Hovedstadsområdets Kulturhistoriske Arkiver (HOKA), forfatterne og Frydenlund 1. udgave, 1. oplag, 2016
ISBN 978-87-7118-750-2
Forlagsredaktion: Henning Lund Korrektur: Mette Fuglsang Jensen Grafisk tilrettelægning: Jan Gralle Grafisk produktion: PNB Print, Letland Publikationen er fagfællebedømt
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og CopyDan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Udgivet med økonomisk støtte fra: Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, FarumgaardFonden, 15. Juni Fonden, Realdania og Bergiafonden Kraks Fond Byforskning har ydet støtte til udarbejdelse af kapitel 6, 8, 10 og 13
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice
Indhold Forord.........................................................................................................................................................................................10 KAPITEL 1
Af Henning Bro
København: fra bylunger til nærrekreation ....................................................13
KAPITEL 2
Af Henning Bro og Caspar Christiansen
Frederiksberg: hovedstadens grønne oase......................................................53
KAPITEL 3
Af Søren Mentz
Dragør badeetablissement og teltlejr ......................................................................103 Hovedstadsområdets fejlslagne friluftsprojekt
KAPITEL 4
Af Mette Henriksen
Kampen om Øresundskysten.......................................................................................................133 Visioner og planlægning af offentlige strandparker i 1930’erne i Gentofte Kommune
KAPITEL 5
Af Henning Bro
Hovedstadsmetropolen og Den grønne betænkning ......................................................................................................................................155
KAPITEL 6
Af Henrik Vejre, Morten Christian Richardt, Jon Voss og Caspar Christiansen
Fredning som middel i byplanlægningen............................................................195 Søllerød Kommune 1938-1970
KAPITEL 7
Af Rolf Kjær-Hansen og Michael Boel Winther
Naturpark Mølleåen.......................................................................................................................................225 Fredning som aktivt redskab i skabelse af bynær, rekreativ naturpark
KAPITEL 8
Af Henrik Vejre og Katja Litzia Henschel
Herlev Kommune og Hjortespringkilen...................................................................247 En grøn kile under pres
KAPITEL 9
af Mette Tapdrup Mortensen1
Fritidsliv ved Køge Bugt..........................................................................................................................265 Historien om Hartmannsgave
KAPITEL 10
Af Henrik Vejre
Efterkrigstidens planlægning og forvaltning af de grønne områder.................................................................................................................................283
KAPITEL 11
Af Ditte Maria Sørensen og Poul Sverrild
Køge Bugt Strandpark.................................................................................................................................345 Et kunstigt skabt naturområde
KAPITEL 12
Af Troels Torp Øhlenschlæger
Store Vejleådal – set fra Albertslund.............................................................................369
KAPITEL 13
Af Henrik Vejre, Lene Skodborg og Bo Fritzbøger
Borgernes skov – Vestskovens anlæggelse....................................................393
KAPITEL 14
Af Marie Drost Aakjær og Martin Jespersen
Drømmen om en vold..................................................................................................................................457 Visioner og planer for Vestvolden siden 1920
KAPITEL 15
Af Ditte Maria Sørensen og Lisbeth Hollensen
Brøndbyskoven – en skov bliver til....................................................................................499 Politiske forhandlinger 1945-1964
KAPITEL 16
Af Inger Kjær Jansen
Saltholm ..............................................................................................................................................................................529 Fuglenes og interessekonflikternes ø
KAPITEL 17
Af Ole Hjorth Caspersen
Kalvebodkilen ..........................................................................................................................................................555 Fra militærterræn til naturpark
KAPITEL 18
Af Eva Tønnesen og Jeppe Tønsberg
Hedeland Naturpark......................................................................................................................................589 Fra industrilandskab til rekreativt område 1960-2015
KAPITEL 19
Af Jørgen Mikkelsen
En have for levende og døde.........................................................................................................625 Assistens Kirkegård gennem mere end 250 år
KAPITEL 20
Af Ann-Sofie Wiil
Vinge – det 21. århundredes by ..............................................................................................647 Da grøn blev det nye sort
Noter............................................................................................................................................................................................677 Litteratur...............................................................................................................................................................................737 Illustrationer................................................................................................................................................................771 Navneregister............................................................................................................................................................777 Forfatterne........................................................................................................................................................................813
Forord Grønne områder er i dag et integreret satsområde for alle kommuner i hovedstadsmetropolen, både i form af »de grønne kiler« mellem fingrene i Fingerplanen og i kraft af naturfredninger eller menneskeskabte naturområder. Med bogen Hovedstadsmetropolen efter 1945 fra 2011 beskrev foreningen Hovedstadsområdets Kulturhistoriske Arkiver (HOKA) med udgangspunkt i Fingerplanen udviklingen og byplanlægningen. I forlængelse heraf var det derfor naturligt efterfølgende at beskæftige sig med områderne imellem »fingrene«. Selv om naturfredning kan virke bagstræberisk, hvis man med udvikling kun tænker i, at noget skal være nyt, så forstod centrale aktører allerede i slutningen af 1900-tallet værdien af natur og rekreation og indså nødvendigheden af at sikre naturbevarelsen for eftertiden – inden metropolen udviklede sig til ren beboelse og industri. Foreningen Hovedstadsområdets Kulturhistoriske Arkiver er en regional samarbejdsforening for stads- og lokalarkiverne i området. Med udgangspunkt i de kommunale og lokale arkiver har et af de centrale mål med denne bog været at belyse og formidle noget af den historie, man kan skrive med udgangspunkt i vores arkiver og samlinger. Hovedstadsmetropolens historie afspejler og dokumenterer gennem arkiverne netop udviklingen af velfærdsstaten og kommunerne i hovedstadsmetropolen. Med titlen Den grønne metropol vil bogens forfattere afdække den sammenhængende byregion, der med udgangspunkt i hovedstaden ofte kaldes hovedstadsområdet. Der er med andre ord ikke taget stilling til præcis, hvortil metropolen strækker sig, da det er en selvstændig og ganske omfattende teoretisk diskussion uden for bogens sigte. Bogen er skrevet af nuværende og tidligere arkivarer og museumsinspektører på arkiver og museer i hovedstadsområdet samt af en række forskere på Rigsarkivet og Københavns Universitet. Kapitlerne er fordelt i tilnærmet kronologisk orden med begyndelsen omkring den hygiejniske
10
bevægelse i København omkring 1860 til det sidste kapitel om fremtidsbyen Vinge i Frederikssund. Arbejdet med bogen tog sin begyndelse tilbage i 2012, og den er kulminationen på et forløb, hvor forfatterne halvårligt har mødtes til seminarer, hvor de har delt tanker og erfaringer om emnet og fået inspiration og faglige indspark udefra. På den baggrund dykker forfatterne i hvert kapitel ned i et emne, der er centralt for den kommune, hvor den enkelte forfatter har sin ekspertise, og hvor der bl.a. er blevet trukket på kommunale og lokale kulturhistoriske samlinger og arkiver. Kapitel 1 dækker København og den tidlige udvikling fra sidste halvdel af 1800-tallet, og to oversigtskapitler beskæftiger sig med den efterfølgende overordnede udvikling, således at kapitel 5 vedrører de politiske strømninger i mellemkrigsårene og tilblivelsen af Den grønne betænkning, mens kapitel 10 beskriver videreudviklingen af lovgivningen samt den generelle udvikling i kilerne efter 1945. Hovedstadsmetropolens grønne præg er resultatet af både de stærke politiske strukturer og de mange ildsjæle, der gennem tiden har sat fokus på at bevare naturen og udvikle de rekreative områder, som vi i dag nyder godt af. Forfattergruppen håber, at bogen vil give læseren et indblik i, hvordan hovedstadsmetropolens mange grønne områder er blevet til og har udviklet sig samt de tanker, der lå bag og de mange udfordringer, fejltrin og succeser, der har været undervejs. Forfatterne takker hjælpsomme kollegaer for gode råd og korrekturlæsning samt de tålmodige familier og venner, der undervejs har måttet høre om grønne områder, naturfredninger og kiler. På foreningens vegne skal der desuden lyde en stor tak til Den Hielm stierne-Rosencroneske Stiftelse, Farumgaard-Fonden, 15. Juni Fonden, Realdania og Bergiafonden for støtte til bogens udgivelse.
Forord
Caspar Christiansen formand for HOKA
11
KAPITEL 1
København: fra bylunger til nærrekreation Af Henning Bro
Med den urbanisering, der fulgte med industrialiseringen, rejstes fra midten af det 19. århundrede og de følgende 100 år spørgsmålet om først åbne byrum og siden bybefolkningens adgang til nærrekreative naturområder. Som landets suverænt største bysamfund aktualiseredes spørgsmålet tidligst i København, men blev allerede fra begyndelsen kædet sammen med myndighedernes regulering af bebyggelsesudviklingen og boligmiljøet for byens bredere befolkningslag. Med udbygningen af København og Frederiksberg op gennem den første halvdel af det 20. århundrede og de stadig større forstadsområder, der samtidig opstod uden for hovedstadsområdet, opstod behovet for mere vidtstrakte fjernrekreative områder i hovedstadsmetropolens udkant. Med udgangspunkt i de skiftende byplanmæssige strømninger og strategier for forbedring af boligmiljøerne for den brede befolkning belyser dette kapitel Københavns Kommunes bestræbelser for at udvikle stadig større åbne og grønne byrum, folke- og idrætsparker og egentlige naturområder i byens udkant. Behandlingen sættes i forhold til byorganismens vækst og dækker perioden, fra brokvartererne begyndte at vokse frem i midten af det 19. århundrede og de følgende 100 år, indtil København omkring 1950 var næsten udbygget.
Fæstningsbyen Som andre steder i Danmark kunne man også i hovedstadsområdet i midten af 1800-tallet stadig opleve et kulturlandskab, der ikke havde ændret sig meget i flere århundreder. Områdets købstad og landets hovedstad, København, lå klemt sammen bag det fæstningsanlæg, der i forbindelse med de store udvidelser af byen var lagt uden om staden i løbet af 1600-tallet, mens oplandet bestod af landsbyer og spredtliggende bøndergårde. Derude København : fra by lu nger til n æ rrekreation
13
herskede naturen, og her var der grønt og åbent, men for landsbyernes kongelige fæstere og senere selvejende bønder havde der gennem tiden ikke været så meget romantik og nydelse ved det. Agerlandet var det slidsomme produktionsgrundlag for eksistensen og for landgilde og senere afdrag og skatter på fast ejendom. Kun samfundets allerøverste lag havde haft mulighed for at søge ud af den stadig mere bebyggede fæstningsby og om sommeren nydt godt af naturens udfoldelser og de vidstrakte udsigter til marker, skove, søer og hav. I den tidlige enevælde boede kongen og hoffet på slotte og landsteder i det nordlige opland og ikke mindst på det storslåede sommerresidensslot Frederiksberg – Københavns Versailles. Fra midten af det 18. århundrede var merkantilismens mest velstående københavnske storborgerskab af embedsmænd, storkøbmænd og industrielle foretagere fulgt efter og havde i takt med krongodsets realisering opkøbt eller forpagtet jord og her opført land- og lyststeder både på Frederiksberg og sognene i oplandet mod nord. Som følge af den første industrialisering begyndte folketallet i den fæstningsindespærrede hovedstad at accelerere yderligere op gennem den første halvdel af det 19. århundrede. Overbebyggelsen blev stadig mere udtalt og rummede en direkte sundhedsfare for de 140.000 mennesker, der i 1850 boede bag voldene. For det unge demokratis liberalistiske verdensbillede måtte hovedstaden sættes fri af den hedengangne enevældes økonomiske og fysiske bånd for at bane vejen for den kapitalistiske markedsøkonomis private initiativ og behov for fysiske rammer til erhvervsmæssig ekspansion.
København set fra Vesterbro 1761. Udsnit af stik af J.J. Bruun (1715-1789). 14
K apitel 1
En af de talrige bebyggelsesplaner for Voldkvarteret fra 1885. Planen blev stort set fulgt ved den endelige bebyggelse.
Overbebyggelse og »bylunger« – 1850-1890 Som konsekvens heraf besluttede regeringen i 1852 at ophæve den demarkationslinje, der af militære hensyn hidtil havde hindret permanent bebyggelse mellem byen og den linje, der fulgte Jagtvejen på stadens grund, og på Frederiksberg: Falkoner Allé, Allégade og Pile Allé. På de frigivne arealer opstod i de følgende årtier industri- og arbejderbydelene på indre Nørrebro og Vesterbro. Østerbro blev i første omgang en villabydel, og på samme tid voksede også voldkvarteret op mellem Søerne og den gamle førindustrielle bykerne. Med byens frisættelse, industrialiseringen og opsvinget for de øvrige byerhverv kunne København i 1890 mønstre 313.000 indbyggere – mere end en fordobling på 40 år.1
Den hygiejniske bevægelse Men frisættelsen havde sine skyggesider. Netop industri-og arbejderkvartererne, der i særlig grad blev dominerende på de nye københavnske brokvarterer og de meget tæt bebyggede ældre kvarterer i dele af det indre København bag de gamle volde gav stødet til den såkaldte hygiejniske bevægelse med bl.a. lægerne Emil Hornemann og F.F. Ulrik og arkitekten Ferdinand Meldahl i spidsen. Herfra blev disse mørke byrums beskidte og København : fra by lu nger til n æ rrekreation
15
stillestående luft set som kimen til sygdom og social elendighed, der kun kunne modvirkes af et mere åbent byggeri, som med lys, plads og renere luft ville være afgørende for sundheden. I den sammenhæng skulle både det private initiativ og myndighederne være den drivende kraft, og i første omgang burde der gives kommunerne mulighed for at regulere byggeriet strammere, således at der blev sikret mere lys og luft mellem navnlig etagehusene. Behovet for en egentlig bygningslov for København blev da også erkendt af landspolitikerne efter ophævelsen af demarkationslinjen og resulterede i 1856 i byens første bygningslov, der revideredes i 1871 og 1875. Trods et indgående lovforberedende arbejde blev lovgivningen som følge af tidens liberalistiske anskuelser dog en afvejning mellem hensynet til færdselslinjerne og de brand-, bygnings- og sundhedsmæssige hensyn, der som minimum nødvendigvis måtte tages, og på den anden side den private foretagsomhed og »den fri næring«, som man i videst muligt omfang ville give størst muligt råderum.
Lægeforeningens Boliger på Østerfælled på Østerbro. De lave længer udlagt i parallelle rækker i et beplantet område dannede model for mange af de efterfølgende filantropiske byggeselskaber. Emil Hornemann (1810-1890). Læge og den drivende kraft i den hygiejniske bevægelse. Desuden stærkt engageret i filantropisk boligbyggeri, bl.a. Lægeforeningens Boliger på Københavns Østerbro (1853-1872) og den i 1865 stiftede kooperative Arbejdernes Byggeforening, der efterhånden blev ganske omfattende og var virksom både på Frederiksberg og i København. 16
K apitel 1
Bygningsloven blev således indskrænket til minimumsbestemmelser om bebyggelsen på de enkelte parceller, dens forhold til gadelinjen samt om lejligheders indretning. Loven rummede ingen byplanmæssige beføjelser, og den kommunale bemyndigelse til at regulere bebyggelsen i større områder gennem gadeanlæg og dermed påvirkning af karréernes udformning og størrelse var yderst begrænset. Både vejloven fra 1857 og bygningslovens primære mål på området var at sikre linjeføringer for hovedstrøgene og sidegadernes forbindelse hertil. Over for gader på private grunde kunne myndighederne kun forlange, at de var udlagt i hensigtsmæssig retning til det omgivende gadesystem, og at gaderne som minimum skulle have en bredde af 12 m. Kommunen kunne anlægge gader mod fuld erstatning til ejerne for det inddragne areal, men beføjelsen udhuledes ved revisionen i 1871, da de private grundejere ved kommunale gadeanlæg nu kunne forlange erstatning ikke alene for gadearealet, men for hele grunden.2
Indre Nørre- og Vesterbros overbebyggelse Da kommunen samtidig ikke besad større og sammenhængende grundarealer i de indre brokvarterer, kunne kommunalbestyrelsen ikke gennemføre samlede vej- og bebyggelsesplaner for de områder, der udlagdes til bebyggelse. I 1858 udstak et kommunalt udvalg, ud over de eksisterende hovedgader, dog en række nye kommunale gader, men udvalgets arbejde og de gadeanlæg, kommunen senere stod bag, sigtede alene mod at sikre gennemgående færdselslinjer gennem og på broerne. Forsøg på at påvirke bebyggelsen af de helt overvejende private grundarealer gennem anlæg af et offentligt sidegadenet var af hensyn til »næringsfriheden« og de forbundne store ekspropriationsudgifter i første omgang udelukket. Anlæggelsen af sidegader blev derfor i helt overvejende grad overladt til de pågældende grundejere, over for hvilke kommunen, ud over bygningslovens bestemmelser, kun kunne stille ganske få krav til bebyggelsens tilrettelæggelse. At kommunen primært koncentrerede sig om anlæg af det overordnede gadesystem og overlod udlæggelsen af sidegaderne til det private initiativ, lå helt i tråd med grundejernes og bygherrernes ønsker. Man var herfra interesseret i at begrænse gadeanlæggenes indflydelse på grundene mest muligt af hensyn til omkostninger til kloak- og vejbyggeri og udnyttelsen af de enkelte parceller. Resultatet blev, at der på indre Nørrebro inden århundredets slutning udlagdes meget store og dybe karréer, og på Vesterbro desuden langstrakte og relativt brede karréer. Med bygningslovgivningens lempelige bestemmelser for bebyggelsen af de enkelte parceller var karréformerne særdeles velegnede til en nærmest planløs overbebyggelse af København : fra by lu nger til n æ rrekreation
17
disse brokvarterer. De enkelte små og smalle parceller bebyggedes successivt til fulde karréer med fem-seksetagers randbebyggelse til gaden, og på bagarealerne med en tæt bebyggelse af værkstæder, fabrikker, garager og side- og mellemhuse til beboelse med samme højde som forhusene. De indre dele af Nørre- og Vesterbro udviklede sig således frem mod slutningen af det 19. århundrede til regulære industri- og arbejderkvarterer, der matchede tilsvarende fortættede bydele i det øvrige kontinentale Vesteuropa. De enkelte karréers byggegrunde udnyttedes til det yderste i bredden og i højden. Der var en kraftig befolkningskoncentration og en omfattende blanding af erhvervs- og boligbebyggelser, og kvartererne fik et socialt homogent præg med arbejderfamilier i baghusene og sidegadernes forhuse og det lidt mere velstillede mellemlag i forhusene på de større gader.3
Det gamle fæstningsterræn Kommunens manglende rådighed over større jordarealer i byens umiddelbare nærhed havde også den konsekvens, at den ikke havde mulighed for udlægge parker og grønne områder og dermed at realisere et af de andre virkemidler, som den hygiejniske bevægelse under betegnelsen »byens lunger« opererede med ud fra ønsket om at skabe lys og luft i byrummet. Som følge af den tidlige industrialisering og urbanisering i England anlagdes i de fremvoksende industribyer allerede fra 1820’erne offentlige parker og såkaldte squares – regelmæssige beplantede torve og frie pladser. Parkerne skulle skaffe åbenhed og frisk luft til de beskidte og tæt bebyggede byer, så de i bogstaveligste forstand kunne drage ånde. Samtidig skulle anlæggene give byboerne mulighed for at komme tættere på naturen og at promenere eller udøve rekreative friluftsaktiviteter i de rene og velgørende omgivelser. Samlet en fysisk og mentalt lægende kraft, en art moralsk ressource, som særligt arbejderbørnene fra slumkvartererne i den grad havde behov for. På dansk grund opstod tanken om at etablere »lunger« i byer første gang i København, da det i løbet af 1850’erne stod klart, at fæstningsterrænet uden om den ældre og førindustrielle del af byen og demarkationsterrænet mellem voldene og Søerne, hvor byggeforbuddet fortsat herskede, måtte afvikles. Befæstningen og dens forterræn havde mistet sin militære betydning, og mangel på centrale byggegrunde var udtalt. Med risiko for at private spekulationsinteresser som på indre Nørre- og Vesterbro også ville slå igennem her og føre til en lignende tæt og høj overbebyggelse, rejstes ud fra 18
K apitel 1
Københavns anden banegård fra 1864.
den hygiejniske bevægelses metafor »byens lunger« spørgsmålet om større eller mindre dele af fæstningsværkerne skulle udlægges til parker. Da staten og kommunen gennem ejendomsret og pålagte servitutter havde større dispositionsmuligheder i Voldkvarteret, udarbejdedes der i slutningen af 1860’erne for selve demarkationsterrænet bebyggelsesplaner, som udstak karréer og hovedgader og rummede skærpede byggebestemmelser end i bygningsloven, hvorved de indre brokvarterers overbebyggelse skulle undgås. Efter planen påbegyndtes fra 1870 bebyggelsen omkring Nansensgade, og frem mod århundredskiftet var de fleste grunde fra Gyldenløvesgade til Østerbrogade bebygget. Da Københavns anden banegård lagde beslag på dele af området ud for Vestervold, bebyggedes Vestre Voldkvarter i første omgang i området omkring Helgolandsgade.4 Bebyggelsen på demarkationsterrænet blev varieret, men bebyggelsesplanen formåede ikke i alle tilfælde at dæmme op for spekulationsinteresserne. Omkring Nansensgade muliggjorde de store karréer et omfattende baghusbyggeri, mens Østre Voldkvarter fik et mere luftigt og åbent præg med Holmens gamle kirkegård, Arbejdernes Byggeforenings »kartoffelrækker« langs Sortedamssøen og med etagebyggeri med store lejligheder frem mod Østerbrogade mellem Østre Farimagsgade og Stockholmsgade. På selve fæstningsområdet gennemførtes i årene 1870-1875 en samlet bebyggelsesplan. For at skabe et åbent område mellem den indre by og demarkationsterrænet anlagdes voldgaderne som 19 til 32 m brede boulevarder, mens godt en tredjedel af fæstningsvoldene blev anlagt som et østligt og nordligt parkbælte – Ørstedsparken, Botanisk Have samt Østre Anlæg.5 Parkbæltet blev i første omgang udlagt og benyttet som promenade- og hvileparker til æstetisk nydelse og suppleredes først langt senere med legepladser og plæner til boldspil og anden rekreation. På nær Tivolis om-
København : fra by lu nger til n æ rrekreation
19
råde udlagdes fæstningsområdet mellem Ahlefeldtsgade og Gothersgade og mellem Studiestræde og Kalvebod Brygge derimod til bolig- og senere kontorbebyggelse.6 Samlet bevirkede bebyggelsesplanlægningen, at Voldkvartererne sammen med Søerne kom til at danne et mere åbent bælte mellem den tæt bebyggede indre og førindustrielle by og det næsten lige så intensivt bebyggede Nørre- og Vesterbro. Den bylunge, som parkanlæggene repræsenterede, var helt afgørende, men også de bredere gader, boulevardgaderne og pladsdannelserne gav lys og frisk luft til byen: på den bebyggede del af det gamle fæstningsterræn det store torv ved Frederiksborggade, der i perioden 1889-1958 fungerede som Københavns grønttorv, Rådhuspladsen fra 1903 og haveanlæggene ved Glyptoteket fra 1908. I det gamle demarkationsterræn bl.a. Sølvtorvet ved den ydre del af Sølvgade, forpladsen ved den gamle banegård, der fra 1917 blev til Axeltorv, og Halmtorvet i Vestre Voldkvarter.7
Østerbro – kernefamiliens villa og dens have Af brokvartererne blev Østerbro den bydel, hvor den bymæssige bebyggelse sidst kom i gang. Sandsynligvis som følge af ejendomsforholdene, og fordi bydelen lå langt fra den indre by. Indtil de sidste årtier af det 19. århundrede henlå bydelen således mest som åbne vænger, og Søernes nærhed understregede yderligere Østerbros åbne karakter. Kystlinjen mod Øresund løb nogenlunde ved den nuværende Strandboulevarden, og det frie udsyn til vandet var endnu en attraktion ved bydelen. Den første udstykning med byggeformål i 1857 førte da også til dannelsen af det fornemme villakvarter Rosenvænget. Kvarteret, hvis udbygning varede en snes år og sikredes ved villaservitutter, samt nogle villaer langs kysten nord for Kastellet var foreløbig den eneste bymæssige bebyggelse på Østerbro før 1890. Villakvarteret ved Rosenvænget og de tilsvarende kvarterer på Frederiksberg (s. 62ff.), som i samtiden også betragtes som en art »lunger«, der var med til at give de to byer frisk luft, repræsenterede de første borgerlige villakvarter i Danmark. Trangen til at søge væk fra det indre København bag voldene og ud til den friske luft var for beboerne i villakvarterer den samme som for familierne på landstederne 50-100 år før på Frederiksberg og i det nordlige opland, men villaerne var helårsboliger opført i et langt større antal og beboet af industriborgerskabets grosserer, fabrikanter og direktører eller højere statsembedsmænd. Villaen blev som boligform samtidig udtryk og den ideelle ramme for industrisamfundets fremvoksende kernefamilie med den udearbejdende 20
K apitel 1
mand, den hjemmegående frue, børnene og eventuelle tjenestefolk som de grundlæggende elementer. Med den nøje adskillelse mellem produktionsog arbejdsliv på fabrik eller kontor og det mere isolerede privat- og familieliv, fremstod kernefamilien som den mest trygge, idylliske, hyggeligste, kærligste og isolerede ramme, hvor man kunne opholde sig uden for det omgivende samfunds udfordringer. Disse værdier afspejlede sig i villaernes indretning i form af stueetagen som kernefamiliens opholds- og samlingsbase med herreværelse, to eller flere stuer og havestue med adgang til haven som én enhed, og med køkken og tilhørende pigeværelse mere adskilt fra »privaten« anbragt på en anden etage eller i kælderen og med soveværelser på førstesalen. Med villaerne og de tilhørende havers nøje adskillelse med hække eller hegn understregedes kernefamiliens og dens privatssfære yderligere, ligesom haverne og førstesalens balkoner signalerede, at villaernes beboere i overensstemmelse med tidens hygiejniske tankegods også levede et godt og sundt liv langt fra overbyggede kvarterer, hvor lys og luft ikke trængte ind, og hvor den sociale elendighed trivedes.8
Billige og sunde boliger for arbejderklassen Med den nære forbindelse til den hygiejniske bevægelse så tidens borgerlige og progressive sociale reformatorer da også villaformen som den ideale boligform for alle sociale klasser, hvor den frie adgang til den sunde friske luft blev kombineret med den ideale familielivsform – kernefamilien. At stat eller kommune stod bag et sådant byggeri og i det hele taget boligbyggeri var i lyset af tidens herskende liberalisme udelukket. Boligforsyningen og huslejedannelsen var overladt til markedet, men stillede velmenende borgere kapital eller ekspertise til rådighed, kunne der i større skala etableres gode, sunde og billigere boliger for arbejderklassen. Den ville herved blive tilpasset den trygge kernefamilielivsform og tilskyndet til social sikring via private sociale opsparings- og forsikringsordninger. Social elendighed og sygelighed, den deraf følgende udbredte drikfældighed og den på sigt samfundstruende inerti kunne dermed modvirkes, og det samme kunne politisk radikalisering. Dette helt fundamentale tankesæt bag natvægterstaten slog an og manifesterede sig i den sidste halvdel af det 19. århundrede på boligområdet ved dannelsen af en række filantropiske byggeselskaber og den kooperativt anlagte Arbejdernes Byggeforening. Selv om dette byggeri inden år 1900 samlet kun kom til at tegne sig for mindre end 5 % af den samlede boligmasse, blev der alligevel i hovedstaden i perioden ad den vej skabt en København : fra by lu nger til n æ rrekreation
21
række gode boligmiljøer. Som oftest i form af fritliggende lavere blokke eller rækkehuslignende bebyggelser omgivet af beplantede haveanlæg som i Lægeforeningens Boliger (1853-1881) på det ydre Østerbro. Der blev lagt vægt på, at bebyggelserne repræsenterede »renlighed og hygge«, og med de tilknyttede grønne miljøer smeltede den hygiejniske bevægelses og kernefamiliens værdgrundlag tydeligvis sammen i de filantropiske byggerier, der samtidig ydede sit bidrag til »byens lunger«.9
Storbyvækst og folkeparker – 1890-1914 Som følge af et fornyet industrielt opsving accelererede Københavns storbyvækst yderligere i tiårene omkring århundredskiftet. De sidste dele af indre Nørre- og Vesterbro og voldkvarteret udbyggedes, og bebyggelsen forsatte videre ud i de to bydeles yderområder. På Vesterbro ud ad Vesterbrogade og ned langs dennes sidegader og frem mod Enghave Plads, grænsen til Frederiksberg og østgrænsen til Valbydistriktet. På Nørrebro frem til Jagtvejslinjen og herfra videre frem mod den nordligste del af Frederiksberg og grænsen til Brønshøj Sogn. Mod øst bredte Ryesgadekvarteret sig ind på Østerbro, hvor der på samme tid voksede omfattende kvarterer frem mellem Østerbrogade og Frihavnen og Nordhavnen, der var blevet anlagt i den første del af 1890’erne. Uden for den gamle kommunegrænse havde den københavnske byorganisme desuden bredt sig videre i det såkaldte Lygtekvarter. Kvarteret lå lige uden for ydre Nørrebro og det nordlige Frederiksberg og kom herfra med fabriks- og etagebyggeri på sideveje til at strække sig langs den første del af Frederikssundsvej, Frederiksborgvej og Lygten. I Valbydistriktet opstod på samme tid en tilsvarende bebyggelse op til det centrale Frederiksberg og ydre Vesterbro, hvor der også var vokset et større villakvarter op. Den kraftigste byvækst fandt sted i Sundbyerne, der efterhånden fik samme karakter som Nørre- og Vesterbro. Ved udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 havde København med den massive byvækst nået et folketal på tæt ved en halv million.10
Nye byplanmæssige strømninger Til trods for at den miasmatiske teori om den forpestede lufts betydning for sygdom i medicinsk henseende i slutningen af det 19. århundrede fortrængtes af den bakteriologiske teori, blev den hygiejniske bevægelses tankegods dog fastholdt i den brede offentlighed, når det drejede sig om byrummets indretning. Åbne og lave bebyggelser, beplantede brede gader, 22
K apitel 1