Det moderne grønland uddrag by Frydenlund

Rasmus Augustesen & Krister Hansen

Det moderne GrĂ¸nland â&#x20AC;&#x201C; fra koloni til selvstyre

his2rie

FRYDENLUND

Det moderne Grønland – fra koloni til selvstyre © Forfatterne og Bogforlaget Frydenlund, 2011 1. udgave, 2. oplag, 2013 Isbn: 978-87-7887-960-8 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Grafisk tilrettelæggelse: Urte Katrine Andersen Grafisk produktion: Graphy Cems, Spanien

Forlaget vil gerne takke Kulturfonden Danmark-Grønland og Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse for økonomisk støtte til udgivelsen.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk

Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

Indhold Forord 7

1. Den store ø langt mod nord – Grønlands historie frem til ca. 1850 8 Den traditionelle inuitkultur • Den eskimoiske religion • Nordboerne • Koloniseringen af Grønland • Egedes første svære år • Succes og stabilitet

2. Fra fangere til fiskere – koloniens udvikling frem til 1940 16 De første reformforsøg • Opdagelsen af Østgrønland • Østgrønland indlemmes i kolonien • Folket længst mod nord • Knud Rasmussen • Styrelsesloven – et skridt mod demokrati? • De nye grønlændere • Fiskeren fortrænger fangeren • Styrelsesloven revideres • Tættere bånd til moderlandet

3. Grønland under 2. Verdenskrig 26 Amerikanerne kommer • De amerikanske baser • Nuuk bliver Grønlands hovedstad • Den grønlandske økonomi under 2. Verdenskrig • Radioen bringer grønlænderne sammen • Augo Lynge sendes til Aasiaat • Krigen i Nordøstgrønland • Danmark vender tilbage

4. Nye tider – nye ideer

Genforeningen med Danmark • Hans Hedtofts plan • Den store grønlandskommission – G-50 • G-50-målsætningen • Kampen mod tuberkulose • Bedre boliger • Skolen – dansk er vejen frem • Et kontroversielt forsøg • Fra Grønland til Norddanmark • Nu bliver alt vel godt?

5. Fremgang og ulykke 43 Konsekvenserne af G-50 • Udvikling på godt og ondt • Den politiske udvikling • Mere damp på kedlerne • G-60 • Fødestedskriteriet • Skoleloven fra 1967 • Thule og Qullissat

6. Fra dansk landsdel til et Grønland med hjemmestyre 53 Det grønlandske miljø i Danmark • De tre isbjørne – de første samarbejdende politikere • EF-afstemningen • Grønlands nationale vækkelse • Forslaget om hjemmestyre • Hjemmestyreudvalget • Råstofpolitikken • Dannelsen af politiske partier • Indførelsen af hjemmestyret

7. På egne ben – hjemmestyret 67 Status 1979 • Hjemtagelsen af sagsområder • Udmeldelse af EF • Opløsningen af KGH • På kanten af konkurs • Uddannelse på grønlandsk

8. Tid til at se indad 76 Stadig med Siumut for bordenden • Overtagelsen af sundhedsvæsnet • Økonomiske udfordringer og nye muligheder • Alkohol • De sociale problemer • Sammenblanding af politik og erhvervsliv • Endnu en omgang med Jonathan • En skole for alle

9. På vej mod selvstyre 87 Landsfaderens fald • Den nye mand og hans politik • Fjernhealing af Landstinget • IA ændrer kursen • Nordlyskoalitionen • Kommunalreform • Selvstyreforhandlinger • Indførelsen af selvstyret • Demokraterne siger nej • Siumut mister magten • Uddannelserne grønlandiseres

10. Grønlands fremtid

Det grønlandske olieeventyr • Bygdernes fremtid • Skattepolitikken • Selvstændige i sjælen • Uddannelsespolitisk balancegang • Selvstændighed?

Hvis du vil læse mere 103 Generelt • Indførelse af selvstyre • Indførelse af hjemmestyre • Politik under hjemmestyret • Den politiske udvikling før hjemmestyret • Litteratur • Undervisning • Sociale forhold • Grønland i kolonitiden • Grønland før kolonitiden • Eskimoisk religion

Kildetekster 105 Serien his2rie 107

Qaanaaq Thule

Upernavik Ittoqqortoormiit

Scoresbysund

Uummannaq Qeqertarsuaq Godhavn

Ilulissat

Aasiaat

Jakobshavn

Egedesminde

Kangaatsiaq Sisimiut

Holsteinsborg

Kangerlussuaq Søndre Strømfjord

Maniitsoq

Tasiilaq

Sukkertoppen

Ammassalik

Nuuk

Godthåb

Paamiut

Frederikshåb

Qaqortoq Julianehåb

Ivittuut Narsaq

Nanortalik

Forord »Vi er et lille samfund, og det, vi har opnået i dag, er meget betydningsfuldt for os. Fra i dag af er vi anerkendt som folk – vi er accepteret på lige fod med andre nationer. Mange samfund har opnået selvbestemmelse gennem store ofre, men vi har opnået selvstyre ved samtale, gensidig forståelse og gensidig respekt«.

Sådan sagde den nyvalgte formand for Grønlands selvstyre (på grønlandsk Naalakkersuisut), Kuupik Kleist, ved indførelse af selvstyret 21. juni 2009. En dejlig solskinsdag, hvor mange af Nuuks indbyggere var stimlet sammen for at se en lang procession af de mange grønlandske, danske og udenlandske honoratiores, der med dronningen i spidsen gik iført grønlandske nationaldragter fra den gamle kolonihavn op forbi statuen af Grønlands kolonisator Hans Egede og ind i byens smukke domkirke, mens grønlænderne uden for kirken gav hånd og lykønskede hinanden med det nye selvstyre. Dagen var velvalgt. Det var ikke bare Grønlands nationaldag, det var også præcis 30 år efter indførelsen af det grønlandske hjemmestyre i 1979. Nationaldagen blev herved symbolsk knyttet til den afkolonisering, som Grønland har gennemgået fra grundlovsændringen i 1953 og frem til i dag. Dengang blev grønlænderne ligestillet med danskerne, i 1979 opnåede grønlænderne hjemmestyre og i 2009 blev de anerkendt som et folk. Det grønlandske folk kan trække sine rødder tilbage til Thule-kulturen, der for cirka

1000 år siden indvandrede fra Canada. Disse højtspecialiserede fangere bredte sig efterhånden langs alle landets kyster. De kaldte sig selv for inuit (mennesker). Betegnelsen eskimo er derimod af indiansk oprindelse, det betyder ’råkødsædere’. Det er historien om det grønlandske folks udvikling fra fangerfolk til selvstyre, som denne bog vil fortælle. Vi vil lægge hovedvægten på udviklingen fra Grønlands indlemmelse i rigsfællesskabet i 1953 og frem til indførelsen af selvstyret i 2009. En udvikling som ikke altid har været præget af »samtale, gensidig forståelse og gensidig respekt« mellem den gamle kolonimagt og den tidligere koloni, men det er bemærkelsesværdigt, at processen har knyttet Grønland tæt til Danmark, mens andre kolonier har fjernet sig fra de gamle kolonimagter. På trods af denne tætte tilknytning er kendskabet til Grønlands udvikling ikke stor i Danmark. Hvilket blandt andet skyldes, at undervisningen i Grønland ikke er videre udbredt i det danske gymnasium. Dette er ærgerligt, da Grønland kan belyse en række af de kernestofområder, som der lægges vægt på i gymnasiebekendtgørelsen, for eksempel kolonisering, afkolonisering, velfærdsstaten og menneskerettigheder. Denne bog er skrevet som en grundbog til et forløb om det moderne Grønland i gymnasiets historieundervisning. Bogen vil også kunne indgå i et forløb i samfundsfag eller i kulturfagsundervisningen på hf.

Nye tider – nye ideer Efter afslutningen på 2. Verdenskrig vågnede hele verden op til en ny verdensorden, hvor to supermagter, USA og Sovjetunionen, dominerede den internationale scene. Begge de nye supermagter var, af forskellige grunde, antikolonialister, og den opdeling af verden, som de europæiske stater havde gennemført, kom derfor under pres. Derfor blev kravet om afkolonisering skrevet ind i det nyoprettede FN’s charter, FN-pagten, i 1944. Ud over presset fra verdenssamfundet blev kolonimagterne også presset indefra i de enkelte kolonier, hvor befolkningerne flere steder begyndte at kræve selvstændighed. De nye strømninger kom imidlertid ikke til at præge udviklingen i Grønland, hvor man valgte at gå i en helt anden retning end i de andre kolonier rundt om i verden. I stedet for at forsøge at frigøre sig fra den danske kolonimagt, valgte grønlænderne at knytte sig endnu tættere til Danmark.

Genforeningen med Danmark Da glæden over, at der igen var kontakt mellem Danmark og Grønland, havde lagt sig, skulle man i gang med at finde ud af, hvordan Grønland skulle udvikle sig. Allerede før udbruddet af 2. Verdenskrig var der blevet nedsat et udvalg, der skulle se på, hvordan man kunne modernisere Grønland. Udvalget genoptog sit arbejde efter krigen. Fra grønlandsk side håbede man at fortsætte den midlertidige ordning, som landet var blevet administreret efter under krigen. Derfor ønskede man blandt andet, at de to landsråd blev lagt sammen, og at Grønlands Styrelse

Der var stor glæde, da Grønland efter krigens afslutning igen fik kontakt med Danmark. Mange var derfor mødt op i Trangraven i København for at tage imod Disko, som var det første skib efter besættelsen, der sejlede mellem Grønland og Danmark.

blev flyttet til Grønland. Man havde under adskillelsen fra Danmark oplevet en langt mere smidig sagsbehandling, hvor alle beslutninger blev taget samme sted. Udvalget afleverede sin betænkning i 1946, og den blev en stor skuffelse for grønlænderne og for de danske embedsmænd, der havde arbejdet i landet under krigen. Man lagde i betænkningen op til, at der ikke skulle laves de store ændringer i administrationen af Grønland, da man ønskede, at tingene skulle fungere på samme måde, som de havde gjort før krigen. Folkene bag betænkningen mente ikke, at grønlænderne var klar til radikale ændringer – de betrag-

tede stadig grønlænderne som nogle, der skulle beskyttes mod den øvrige verden. Meget var imidlertid forandret under krigen, hvor verden i form af USA var kommet til Grønland, og grønlænderne dermed havde opdaget, hvilke muligheder omverdenen kunne byde på. Så hvis man skulle vende tilbage til forholdene før 2. Verdenskrig, ville det være et klart tilbageskridt. Blandt de største kritikere af betænkningen var Eske Brun, der var meget skuffet over de manglende reformer. Han fik opbakning fra den danske presse, der i 1946 havde fået adgang til det ellers lukkede land. Da pressens besøg var overstået, blev der berettet om et folk, der havde en levestandard meget lavere end den danske, og hvor tuberkulosen var helt ude af kontrol. Pressens billede af forholdene i kolonien rystede den danske offentlighed, der ikke kendte meget til livet i Grønland. Kravet om reformer blev derfor mere og mere udtalt, også fordi der generelt var stor vilje til at hjælpe grønlænderne, som modsat islændingene ikke havde udnyttet 2. Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark til at løsrive sig. Betænkningen fra 1946 blev derfor også hurtigt afløst af en langt mere vidtgående plan for Grønlands fremtid. Manden bag den nye plan var socialdemokraten Hans Hedtoft, der blev statsminister i 1947. Hedtoft frygtede, at grønlænderne ville vende sig mod USA, hvis man ikke gennemførte ændringer i grønlandspolitikken. I 1948 tog han derfor til Grønland for at fremlægge en moderniseringsplan for

de to landsråd. Hedtoft havde sikret sig opbakning til planen i Danmark, hvor han blandt andet havde udnævnt reformtilhængeren Eske Brun til vicedirektør i Grønlands Styrelse.

Hans Hedtofts plan Hedtoft og hans følge ankom til Nuuk i august 1948, og begge landsråd var til stede i byen, så statsministeren kunne mødes med alle medlemmerne. Fra grønlandsk side var man glad for statsministerens besøg. Hedtoft begyndte sin tale til landsrådene med at slå fast, at man fra dansk side ønskede at bevare suveræniteten over Grønland. De bånd, der var knyttet mellem de to lande, skulle ikke brydes. Han takkede også den grønlandske befolkning for ikke at have svigtet Danmark under krigen, men i stedet hele tiden havde holdt fast i ønsket om en genforening. Samtidig roste han landsrådene for, at de i 1948 havde vedtaget, at de grønlandske kvinder skulle have de samme politiske rettigheder som mænd; det vil sige, at de fik stemmeret, og at de kunne vælges ind i de forskellige politiske råd. Hedtofts plan drejede sig især om, at KGH’s handelsmonopol skulle ophæves. Betænkningen fra 1946 havde argumenteret for at bevare monopolet, da man var bange for, at private handelsmænd ville udbytte grønlænderne. Hedtoft mente, at tiden var moden til at overveje, om dele af monopolet skulle ophæves for at få gang i udviklingen af det grønlandske erhvervsliv. Derfor opfordrede man danske firmaer til at investere i Grønland. I planen blev der ikke taget konkret stilling til, hvordan man skulle gennemføre ændringerne, men Hedtoft lovede, at de private virksomheder, der investerede i Grønland, ikke ville få lov til at udnytte den grønlandske befolkning.

Kong Frederik 9. og dronning Ingrid sammen med Grønlandskommissionen i 1949. Statsminister Hans Hedtoft sidder som nummer to fra højre ved siden af kongen i midten.

Nye tider – nye ideer

Ud over forslaget om en delvis ophævelse af monopolet lagde planen op til, at den grønlandske befolkning skulle have flere rettigheder, så den kunne blive mere ligestillet med den danske befolkning. Landsrådene blev derfor bedt om at forholde sig til, om der skulle være en grønlandsk repræsentant i den danske rigsdag. I forbindelse med udarbejdelsen af betænkningen fra 1946 havde en grønlandsk delegation afslået et lignende forslag, men Hedtoft mente, at man burde tage det op til fornyet overvejelse. Landsrådene fik kun et døgn til at forholde sig til Hedtofts plan, så allerede dagen efter kunne Gerhard Egede, på vegne af landsrådene, meddele Hedtoft, at man stort set støttede op om planen. Man var klar til at lade private virksomheder investere i Grønland, så landet kunne få et løft både økonomisk og kulturelt. Man håbede, at den grønlandske befolkning kunne lære af de danskere, der ville komme til landet, hvis monopolet blev ophævet. Det eneste punkt, man var afvisende over for, var tankerne om, at Grønland skulle have en repræsentant i Rigsdagen. På grund af landets spredte bebyggelse mente man ikke, at landet var klar til at få en repræsentant i Rigsdagen, da denne sikkert kun ville repræsentere Nuuk og ikke hele Grønland. I stedet ønskede man at få en fast repræsentant i Rigsdagens grønlandsudvalg. Med landsrådenes støtte kunne Hedtoft vende tilbage til Danmark og for alvor sætte gang i processen med at ændre forholdene i Grønland. Tilbage i Grønland blev der imidlertid rejst kritik af landsrådene og deres nærmest ukritiske accept af den danske plan. Frederik Lynge, der var kolonibestyrer i Qullissat, kritiserede landsrådene for at godkende næsten hele planen uden at spørge den grønlandske befolkning først. Det, han især frygtede, var, at danske fiskere ville komme og tømme de grønlandske farvande for fisk, efter at landsrådene havde budt dem indenfor. Kritikken fik ikke betydning for det videre arbejde, men den viste, at den grønlandske befolkning var splittet i spørgs-

DET MODERNE GRØNLAND

målet om, hvordan deres samfund skulle udvikle sig.

Den store grønlands kommission – G-50 Hedtoft nedsatte i november 1948 Den store grønlandskommission. Kommissionen fik til opgave at komme med konkrete forslag til, hvordan planen kunne gennemføres. Man ønskede fra regeringens side, at kommissionen hurtigt kom med en betænkning, og man gav derfor hovedkommissionen bemyndigelse til at nedsætte en række underkommissioner, der kunne beskæftige sig med enkeltområder som for eksempel retssystem, sundhedsvæsen og kulturelle anliggende. De grønlandske landsråd var i selve den 16 mand store hovedkommission repræsenteret med fire medlemmer samt med en repræsentant for de grønlandske kvinder. Derudover sad der også en række grønlændere i nogle af de forskellige underkommissioner, men i forhold til antallet af danske medlemmer var grønlænderne klart underrepræsenteret. I forbindelse med kommissionens arbejde rejste alle medlemmerne af hovedkommissionen til Grønland, så de ved selvsyn kunne se på forholdene i kolonien. Samtidig fik kommissionen mulighed for at fremlægge sit hidtidige arbejde for de grønlandske landsråd, som var samlet i Nuuk. Landsrådene bakkede op om arbejdet og opfordrede kommissionen til at få afsluttet arbejdet hurtigst muligt, så reformarbejdet kunne begynde. I februar 1950 afleverede kommissionen sine indstillinger til, hvordan man kunne modernisere det grønlandske samfund. Betænkningen lagde op til, at alle dele af det grønlandske samfund skulle udvikles, så der ikke længere var så stor forskel på livet i Grønland og i Danmark. De tiltag og politiske tanker, der lå bag, blev kaldt for G-50, som var en forkortelse for Grønlandskommissionens betænkning fra 1950. Kommissionens betænkning kom til at bestemme politikken i Grønland de næste mange år. Stort

set alle forslagene blev vedtaget uden ændringer.

G-50-målsætningen Den store grønlandskommissions betænkning blev godt modtaget i både Danmark og Grønland, og arbejdet med at føre betænkningen ud i livet gik straks i gang. Hovedformålet med den nye grønlandspolitik var at hæve levestandarden i Grønland. Man mente, at en bedre levestandard ikke kun ville give en social, men også en økonomisk, gevinst, idet grønlænderne kunne blive mere produktive, hvis deres liv blev gjort bedre. For at skabe en højere levestandard skulle stort set alle dele af det grønlandske samfund ændres. Man lagde derfor op til en total forandring af den politik, der hidtil havde været ført i landet. Man var godt klar over, at det økonomisk ville blive meget dyrt at føre G-50-politikken ud i livet. Det var derfor vigtigt, at statens monopol på al handel til og fra Grønland delvist blev brudt, så der var flere med til at løfte byrden. Monopolet, der havde eksisteret siden 1774, blev dermed opløst. Fra dansk side havde man hele tiden set monopolet som en beskyttelse af den grønlandske befolkning mod at blive snydt af udenlandske handelsfolk. Med en delvis ophævelse af

monopolet håbede man, at grønlænderne gennem kontakt med de private danske virksomheder kunne lære så meget om produktions- og arbejdsmetoder, at de på et tidspunkt selv kunne begynde at handle med omverdenen. I begyndelsen var det imidlertid planen, at det var danskere, der skulle stå for produktion og afsætning, så grønlænderne kunne blive ved deres oprindelige erhverv. Man frygtede, at befolkningen ville miste deres oprindelige kultur, hvis de selv skulle stå for arbejdet med udbygningen af samfundet. For at lokke de private virksomheder til Grønland, tilbød den danske stat at dække 50 % af eventuelle anlægsomkostninger. Et af de største problemer ved den grønlandske økonomi var, at der var få produkter, der egnede sig til eksport. Man var meget afhængig af torskefiskeriet og priserne på torsk, som stort set bar hele økonomien. Man besluttede derfor at fastholde den prispolitik, hvor staten hele tiden betalte det samme for produkterne uanset prisen på verdensmarkedet. Man var godt klar over, at

Dronning Ingrids Sanatorium fra 1954. I 1980 blev de oprindelige træbygninger udskiftet med mere moderne bygninger.

Nye tider – nye ideer

denne konjunkturudjævning ville vænne grønlænderne til, at priser var noget, man kunne fastsætte vilkårligt, men man mente, at det var vigtigst at sikre den grønlandske økonomi, og så måtte man lære grønlænderne om de frie markedskræfter gennem oplysningsarbejde. Selvom der blev åbnet op for, at private kom ind på det grønlandske marked, skulle KGH stadig stå for forsyningen af varer til de grønlandske butikker. Man mente, at dette kunne sikre, at den grønlandske befolkning ikke blev misbrugt og snydt. Så selvom man lagde op til, at dele af monopolet skulle stoppe, var man langtfra klar til helt at opgive det. Den danske stat skulle stadig have kontrol med den grønlandske økonomi.

Kampen mod tuberkulose På sundhedsområdet var der ingen tvivl om, at tuberkulose var det største problem. Grønland havde i årene efter 2. Verdenskrig en af de højeste forekomster af tuberkulose i verden. Kommissionen havde derfor også i 1949, mens den stadig var i gang med sit arbejde, henstillet til, at man med det samme begyndte at vaccinere den grønlandske befolkning, så man kunne undgå en yderligere spredning af sygdommen. Derudover blev der i 1954 bygget et tuberkulosesanatorium i Nuuk, som kunne

tage sig af de mange smittede. Sanatoriet blev navngivet Dronning Ingrids Sanatorium. Dronningen havde, siden et besøg i Grønland i 1952, sammen med sin mand Frederik 9. været involveret i arbejdet med bekæmpelse af tuberkulose. Selvom sanatoriet havde 211 sengepladser, var der i de første år tit problemer med at skaffe plads til alle dem, der havde brug for behandling. Det lykkedes imidlertid efterhånden at få styr på tuberkulosen, og i 1962 var sygdommen så meget under kontrol, at man kunne omdanne sanatoriet til et almindeligt hospital. Hospitalet ligger stadig i Nuuk.

Bedre boliger En af de afgørende grunde til de mange tilfælde af tuberkulose var de dårlige boligforhold, som grønlænderne levede under. Kommissionen lagde derfor vægt på, at man ikke kunne gøre noget ved den grønlandske levestandard, hvis man ikke gjorde noget ved boligforholdene. Man var godt klar over, at det ville blive meget dyrt at skaffe grønlænderne ordentlige boliger, og det blev derfor foreslået, at befolkningen blev koncentreret i færre byer. I det traditionelle inuitsamfund havde det været nødvendigt at bo spredt for ikke at drive rovdrift på sælerne. Men den grønlandske erhvervsstruktur var allerede i 1920’erne blevet omlagt fra fangst til fiskeri, og det var derfor ikke længere nødvendigt for befolkningen at bo så spredt. Kommissionen lagde derfor op til, at man koncentrerede sig om at gøre noget ved boligforholdene i de byer, hvor der var gode muligheder for fiskeri. Man var derfor særligt fokuseret på de såkaldte åbentvandsbyer (byer, hvor havet ikke frøs til i løbet af vinteren). Ud over at fokusere på de byer, hvor der var gode erhvervsmuligheder, var det også meget vigtigt, at det var muligt at etablere en stabil vandforsyning, så boligerne kunne få rindende vand og toilet.

Et typisk grønlandsk hus fra 1940–1950.

DET MODERNE GRØNLAND

Kommissionen så både en økonomisk og en kulturel gevinst ved koncentrationspolitikken. Økonomisk ville der blive en langt bedre udnyttelse af arbejdskraften og af de forskellige offentlige organer. Kulturelt ville en større koncentration af befolkningen betyde, at man kunne give den grønlandske befolkning et mere afvekslende kulturliv. Der blev ikke lagt op til, at man skulle flytte folk med magt, men håbet var, at man gennem oplysningskampagner kunne overbevise befolkningen om det fornuftige i at samle sig i de store byer. Det ville også give en stor besparelse, hvis nogle af bygderne blev nedlagt, da besejlingen af de mange bygder var meget dyr. For at få gang i boligbyggeriet blev der lavet en meget fordelagtig boligstøtteordning, hvor staten betalte 50 % af byggeudgifterne. Resten af pengene kunne lånes billigt af staten. De gode lånemuligheder skabte dog ikke det store byggeboom, som man havde ønsket sig. Planen var, at der i løbet af tyve år skulle opføres 6000 nye boliger. Der blev bygget enkelte småhuse, men slet ikke nok, og derfor blev man nødt til at revidere boligpolitikken i 1960.

Skolen – dansk er vejen frem En af de vigtigste dele af G-50 var en ændring af den grønlandske folkeskole. Alle var enige om, at uddannelsesniveauet i Grønland skulle hæves, hvis man skulle løfte levestandarden, og stort set alle var også enige om, at vejen frem var mere dansk i skolen. Fra grønlandsk side havde flere fremtrædende politikere klart givet udtryk for, at de mente, at der skulle mere danskundervisning til, hvis fremskridtet skulle komme til Grønland. Blandt disse var Augo Lynge og Eske Brun. Kommissionen lyttede til de grønlandske ønsker og lagde i betænkningen op til, at der skulle oprettes særlige skoler, hvor der blev undervist på både dansk og grønlandsk. Planen var, at alle elever skulle undervises sammen de første to år, hvor undervisningssproget var grønlandsk. Ved begyndelsen af det

tredje skoleår skulle eleverne deles efter deres kvalifikationer. De, der havde de bedste evner, skulle gå i klasser, hvor al undervisning, bortset fra grønlandsk og religion, foregik på dansk, mens resten skulle gå i klasser, hvor det kun var i faget dansk, at der blev undervist på dette sprog. Kommissionen mente ikke, at de grønlandske lærerkræfter selv kunne løfte denne nye opgave, og man lagde derfor op til, at de nye dobbeltsprogede skoler skulle ansætte danske lærere. Man mente også, at det var nødvendigt at udbygge de nye skoler, så de levede op til de krav, man havde til en moderne skole, som for eksempel ordentlige undervisningslokaler og særlige faglokaler til fag som træsløjd. Ud over oprettelse af dansksprogede klasser i folkeskolen blev det også foreslået, igen efter ønske fra Grønland, at der blev oprettet en mellemskole, hvor de bedste elever kunne fortsætte deres skolegang, så de fik mulighed for at tage en uddannelse, der gav dem adgang til et dansk gymnasium. Fra dansk side havde man været lidt betænkelig ved at oprette en mellemskole, da man ikke mente, at de grønlandske elever havde de rette forudsætninger, men landsrådene havde presset på, og kommissionen syntes derfor, at man burde give de grønlandske unge chancen for at uddanne sig på lige fod med de unge i Danmark. Som nævnt regnede man med, at der i begyndelsen blev brug for danske lærere, hvis planen skulle kunne føres ud i livet, men håbet var, at der med tiden ville blive uddannet så mange kvalificerede lærere, først og fremmest fra seminariet i Nuuk, at grønlænderne selv ville kunne løfte opgaven. Et af de største problemer for den grønlandske folkeskole var de mange uuddannede, der underviste, især i de mindre samfund. En del af disse havde gået på kateketskolen i Aasiaat, og kommissionen mente ikke, at skolen gav eleverne de nødvendige forudsætninger for at undervise. Især ikke i en tid, hvor planen var, at man skulle løfte niveauet i folkeskolen. På grund af den store

Nye tider – nye ideer

De grønlandske børn ved ankomsten til København i 1951. (Foto: Scanpix).

lærermangel kunne man ikke nedlægge kateketskolen med det samme.

Et kontroversielt forsøg Planen for folkeskolen var dermed klarlagt: Undervisning på dansk skulle sikre, at uddannelsesniveauet i Grønland steg. Samtidig med ændringen af folkeskolen indledtes et meget kontroversielt projekt, der skulle sikre, at der var børn, der kunne begynde i de nye dansksprogede klasser. Projektet gik ud på, at en række grønlandske børn, helst forældreløse eller nogle, der manglede den ene forælder, skulle sendes til Danmark og lære dansk, så de kunne vende tilbage og hæve niveauet i folkeskolen. Projektet var ikke offentligt kendt, og det var ikke blevet nærmere diskuteret med de grønlandske politikere, før man indledte det. Der blev i alt udvalgt 22 børn, og selvom mange af dem havde familie i Grønland, var det planen, at de skulle flytte på børnehjem, når de vendte tilbage til Grønland. Dermed kunne de fortsætte den udvikling, de havde påbegyndt i Danmark, var tankerne bag. For at projektet skulle blive en succes, var det et

DET MODERNE GRØNLAND

krav, at de udvalgte børn havde en så høj intelligenskvotient som muligt. I 1951 blev de 22 børn sendt til Danmark, først til et børnehjem og sidenhen til private familier. Efter mere end et år i Danmark vendte de fleste tilbage til Nuuk i 1952, hvor de flyttede ind i et nyopført børnehjem. Mange af børnene have store problemer ved at vænne sig til at være tilbage i Grønland. De kunne ikke længere tale grønlandsk, og de havde svært ved at finde ud af, om de var danskere eller grønlændere. De kunne heller ikke kommunikere med deres familier, fordi familierne ikke talte dansk. Eksperimentet med at fordanske de grønlandske børn er sidenhen blevet meget kritiseret, især fra grønlandsk side. Mange af de børn, der blev udvalgt, mente og mener, at de fik deres liv ødelagt, fordi de mistede deres identitet. En del af dem døde tidligt, og resten sidder tilbage med en følelse af at være blevet misbrugt i forsøget på at hæve niveauet i den grønlandske folkeskole.

Fra Grønland til Norddanmark Ud over den brede vifte af initiativer, der skulle sikre grønlænderne en højere leve-

standard, skulle kommissionen også forholde sig til, hvordan Grønland skulle administreres. Lige siden krigens afslutning havde man fra grønlandsk side ønsket, at de to landsråd blev slået sammen, som de netop havde været under krigen. Dette ønske støttede kommissionen, ligesom de også mente, at mange af de administrative opgaver skulle flyttes fra Danmark til Grønland. For eksempel blev det foreslået, at stort set alle spørgsmål vedrørende administration af skolevæsnet skulle varetages af den nye centralledelse i Grønland. Målet var at give det nye landsråd langt større beføjelser end de to gamle landsråd havde haft. En af de første store sager, det nye landsråd skulle tage stilling til, var Grønlands position i det danske rige. FN pressede på, for at kolonimagterne skulle give deres kolonier større frihed, men fra dansk side ønskede man i stedet at gøre Grønland til en ligeberettiget del af det danske rige. Dette krævede dog en ændring af den danske grundlov.

Grundloven skulle alligevel ændres i begyndelsen af 1950’erne (så man kunne få kvindelige tronfølgere), og den danske stat bad Landsrådet at tage stilling til, om Grønland skulle optages i det danske rige. Landsrådet bakkede enstemmigt op om forslaget, og 5. juni 1953 ophørte Grønland med at være en dansk koloni og blev i stedet et dansk amt. Det skete, uden den grønlandske befolkning var blevet spurgt – men det var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved. Overalt i landet blev dagen fejret, og mange havde en forhåbning om, at alt ville blive bedre, når man var blevet en ligeberettiget del af det danske rige. I Danmark begyndte man at omtale Grønland som Norddanmark for at vise, at de to lande var blevet et samlet land. Grønlands optagelse i det danske rige betød også, at Grønland fik to pladser i Folketinget. I efteråret 1953 blev der derfor afholdt valg til de to folketingspladser. Der

Augo og Frederik Lynge i Folketinget, 1954.

Nye tider – nye ideer

fandtes ikke partier i Grønland, så man stemte på enkeltpersoner. I Nordgrønland blev Frederik Lynge valgt, mens Augo Lynge blev valgt for Sydgrønland. En af deres første opgaver blev at overbevise FN om, at Grønlands optagelse i det danske rige var sket ud fra et grønlandsk ønske. FN havde især svært ved at forstå, hvorfor den grønlandske befolkning ikke var blevet spurgt gennem en folkeafstemning, om de ønskede at blive en del af Danmark. For at forsvare fremgangsmåden fløj Frederik Lynge og Augo Lynge til New York, så de kunne forsikre FN om, at indlemmelse i Danmark netop var det, Grønland ønskede. Begge gik på talerstolen og beskrev, hvor glade man i Grønland var for at være blevet en del af det danske rige, og de forsikrede FN om, at det

DET MODERNE GRØNLAND

var sket i fuld overensstemmelse med den grønlandske befolknings ønsker.

Nu bliver alt vel godt? Med G-50 og grundlovsændringen var der store forhåbninger til Grønlands fremtid. Med de mange tiltag, som G-50 lagde op til, troede man, at mange af Grønlands problemer ville blive løst. Mange grønlændere håbede, at man hurtigt ville få en levestandard, der mindede om den danske. Lønforskellen mellem udsendte danskere og grønlændere var stadig lige så stor som i kolonitiden, men håbet var, at moderniseringen af erhvervslivet på længere sigt ville gøre forskellen mindre. Forskellen i løn viste, at der stadig var forskel på grønlændere og danskere, selvom man var blevet et samlet folk. Samtidig var der spørgsmålet om, hvorvidt et folk, der altid havde levet som fangere og fiskere, var klar til at tage springet og begynde at leve som moderniserede vesterlændinge. Uanset svaret kunne man ikke stoppe udviklingen. Med G-50 var moderniseringen og udviklingen kommet til Grønland.