Birgitte Vestermark
Det moderne Mellemøsten
Frydenlund
Det moderne Mellemøsten 1. udgave, 1. oplag, 2016 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-688-8 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Korrektur: Mette Fuglsang Jensen Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Grafisk produktion: Balto, Litauen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Fås også som e-bog på
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
INDHOLD
Forord................................................................. 11
Åbenbaringen.................................................51 Landflygtighed............................................... 52
Kapitel 1: Den arabiske identitet.............. 14
Muhammeds afskedsprædiken.................... 53
De nye arabiske provinser.............................16
Sharia............................................................. 53
Europas syge mand....................................... 18
Islams fem søjler........................................... 56
Den arabiske opstand 1916-1918....................19
Splittelsen mellem sunni-
Lawrence of Arabia og det store svigt..........21
og shiamuslimer............................................ 62
Sykes-Picot-aftalen........................................ 22
Kønsadskillelse.............................................. 63
Opgør med kolonimagterne.......................... 25
Arbejdsspørgsmål.......................................... 67
… og nye forsøg på samling......................... 26
Perspektivering............................................. 67
Arbejdsspørgsmål.......................................... 28 Perspektivering............................................. 28
Kapitel 4: Den israelsk-palæstinensiske konflikt – et åbent sår.................................68
Kapitel 2: Det sorte guld............................. 29
Zionisme........................................................68
Udvikling og velfærd..................................... 29
Balfour-deklarationen................................... 69
Gæstearbejdere............................................. 34
Delingen af Palæstina................................... 70
Rentierstater.................................................. 35
En historie om forfølgelse............................ 73
Saudificering..................................................40
An-Nakhba..................................................... 74
Diversificering af økonomien....................... 41
Fordrevet igen............................................... 78
Arbejdsspørgsmål.......................................... 43
Befolkningskapløb......................................... 82
Perspektivering............................................. 43
Knappe ressourcer........................................84 Land for fred..................................................84
Kapitel 3: Islam – en af de monoteistiske religioner.............................44
Problembarnet Jerusalem.............................86
Islam.............................................................. 47
Arbejdsspørgsmål..........................................88
Islams grundlægger.......................................49
Perspektivering.............................................88
Alle vil fred – men ingen tør........................86
Islams moder................................................. 50
7
Kapitel 5: USA’s politik i Mellemøsten...................................................89
Kapitel 9: Et forår bliver til iskold vinter............................................. 124
Magtpolitiske forskydninger......................... 90
Forskellige forudsætninger......................... 124
Amerikanske oliefund....................................91
Demonstranterne fortrænges......................125
Arbejdsspørgsmål.......................................... 93
Halvfærdige revolutioner ............................ 127
Perspektivering............................................. 93
Tidslinje: De vigtigste begivenheder under det arabiske forår.............................. 131
Kapitel 6: Krigen mod terrorisme............94
Arbejdsspørgsmål......................................... 137
Arbejdsspørgsmål.......................................... 99
Perspektivering............................................ 137
Perspektivering............................................. 99
Kapitel 7: Irak-krigen................................. 100
Kapitel 10: Islamisk Stat: terrorbevægelse med territorialdrømme.........138
Fatale fejlvurderinger...................................102
Arven efter Zarqawi.....................................139
Regional ubalance.........................................105
Forholdet til al-Qaeda...................................143
Stedfortræderkrige.......................................106
Kalifatet bliver født..................................... 144
Tidslinje: Irak-krigen år for år.................... 108
Kalifatets udstrækning................................ 146
Arbejdsspørgsmål......................................... 110
Kalifatets økonomi...................................... 149
Perspektivering............................................ 110
Fornuftsægteskaber......................................150 Rekruttering og propaganda........................ 151
Kapitel 8: Det arabiske forår.....................111
Fremtiden?....................................................152
En ung befolkning.........................................111
Arbejdsspørgsmål.........................................154
Tiden var moden...........................................111
Perspektivering............................................154
Grønsagssælgeren, der antændte det arabiske forår............................................... 113
Ord og begreber............................................ 155
»Folket kræver regimets afgang«................ 114 Opstanden på Tahrir-pladsen...................... 115
Kildetekster.................................................... 157
Facebook-revolution?................................... 117 Arabisk forår andre steder.......................... 119
Hvis du vil læse mere.................................159
Demokratiforkæmpere?...............................120
Bøger.............................................................159
Omvæltningens vindere:
Artikler..........................................................159
De Muslimske Brødre...................................120 Morsis økonomiske svigt............................. 121 Arbejdsspørgsmål.........................................123 Perspektivering............................................123
8
Illustrationsoversigt....................................160
KAPITEL 7
IRAK-KRIGEN
I forlængelse af krigen mod terror begyndte den amerikanske regering at lege med muligheden for at gennemtvinge et regimeskifte i Irak. Den amerikanske præsident George W. Bush var optaget af tanken om at gøre det arbejde færdigt, hans far, George Bush senior, påbegyndte i 1991, da amerikanerne og en bred koalition af lande tvang Irak til at trække sig ud af Kuwait. Dengang valgte USA ikke at gå hele vejen til Bagdad for at afsætte Saddam Hussein – blandt andet fordi man vurderede, at det ville ende i kaos og konflikter mellem Iraks forskellige klaner og befolkningsgrupper, hvis ikke der var en stærk mand som Saddam Hussein til at holde dem i skak. Men Bush junior – og kredsen af neokonservative ideologer omkring ham – opfattede Saddam Husseins Irak som et regime, der støttede terrorisme og var en strategisk trussel mod USA. De så også et regimeskifte i Bagdad som vejen til en demokratisering af hele Mellemøsten.
100
De neokonservative Neo betyder ny, og neokonservatismen er en ideologisk retning, der har udviklet sig i USA siden 1980’erne. De neokonservative fik for første gang indflydelse på amerikansk politik under præsident Ronald Reagan (der regerede fra 1981 til 1989), og med præsident George W. Bushs indtog i Det Hvide Hus (20012009) fik de fuld kontrol over den politik, der blev ført. De neokonservative går ind for en langt mere aggressiv udenrigspolitik end almindelige konservative. Blandt de fremtrædende neokonservative, som havde stor indflydelse på Bush-rege ringens politik, kan nævnes vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld, viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og Condoleezza Rice, der først var Bushs sikkerhedsrådgiver og siden blev hans udenrigsminister.
De neokonservative forestillede sig en slags dominoeffekt, hvor diktatoren Saddam Husseins fald i Irak ville udløse en kædereaktion i hele regionen, der kunne destabilisere Syrien og Iran – som er Israels hovedfjender – og måske på sigt erstatte diktaturer med demokrati. Derfor var det vigtigt for Bush-regeringen at få inddraget Irak i krigen mod terrorisme. Amerikanerne fremhævede hovedsageligt to hovedargumenter for at gå i krig i Irak: 1 Det ene var, at Saddam Hussein stod i ledtog med al-Qaeda. 2 Det andet var, at han rådede over masseødelæggelsesvåben. Det vil sige, at han havde lagre af atomare, nukleare, kemiske eller biologiske våben. Det er meget dødbringende våben, som samtidig er svære at styre (og standse effekten af, når man ønsker det). Problemet var bare, at der ikke var nogen forbindelse mellem Saddam Husseins sekulære styre og de fanatiske islamister i al-Qaeda. Faktisk opfattede al-Qaeda Saddam Hussein som en frafalden – altså en ikke-troende muslim. Kun på ét punkt havde Saddam Hussein og al-Qaeda sammenfaldende interesser: De hadede begge USA. Den amerikanske 11. september-kommission – der var sat til at kulegrave terrorangrebet, hvad der ledte op til det, og tiden, der fulgte – antydede interessefællesskabet om hadet til USA og beskrev i sin rapport, at der havde været venligtsindede kontakter mellem Saddam Hussein og al-Qaeda:
»Men til dato har vi ikke set beviser for, at disse kontakter eller tidligere kontakter mellem parterne på noget tidspunkt har udviklet sig til et operationelt samarbejde. Vi har heller ikke set beviser, der peger på, at Irak samarbejdede med al-Qaeda om at udvikle eller gennemføre nogen angreb imod USA«. Alligevel nævnte USA’s daværende udenrigsminister Colin Powell forbindelsen mellem al-Qaeda og Saddam Hussein som et faktum i sin tale til FN i februar 2003. Det var også ved denne lejlighed, at han fremlagde ’beviser’ for, at Irak lå inde med store lagre af masseødelæggelsesvåben, og at landet rådede over særlige mobile affyringsramper til ballistiske missiler. Der er aldrig blevet fundet masseødelæggelsesvåben efter invasionen. Powell har flere gange sagt, at han har fortrudt at have fortalt FN, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, blandt andet i tv-programmet The Daily Show i 2012: »Selvfølgelig fortryder jeg den tale, jeg holdt i FN, som blev den mest fremtrædende præsentation af vores sag. Men på det tidspunkt troede vi, at den var korrekt. Præsidenten troede, den var korrekt, og Kongressen troede, den var korrekt«. Danmark gik med i krigen for at støtte USA, men argumentet var en smule anderledes. Ifølge den danske regering gik man i krig, fordi Saddam Hussein nægtede at efterkomme FN’s krav om at afsløre hvor mange og hvilke masseødelæggelsesvåben, han rådede over, og at lade FN’s våbeninspektører se dem.
Irak-krigen · 101
Nogle mennesker undrede sig dengang over, hvorfor Saddam Hussein ikke bare gik ud og åbnede sine militærbaser og våbenlagre for FN’s våbeninspektører, så de ved selvsyn kunne konstatere, at han ikke lå inde med masseødelæggelsesvåben. Saddam Hussein forklarede senere det amerikanske forbundspoliti – FBI – at han ikke turde sige, at han ikke havde de frygtede våben. Han var bange for, at Iran ville angribe Irak, hvis iranerne ikke længere var afskrækket af truslen om, at Irak kunne slå igen med masseødelæggelsesvåben. Saddam Hussein var altså mere bange for
at blive invaderet af nabolandet Iran end for at blive invaderet af en amerikansk-ledet koalitionsstyrke.
Fatale fejlvurderinger De ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben var ikke den eneste fejlvurdering, amerikanerne foretog i forbindelse med Irak-krigen. De neokonservative ideologer i Washington forestillede sig nemlig, at irakerne ville hilse de amerikanske soldater velkomne som befriere, når Saddam først var faldet. Men mange af os journalister, der
Stod Saddam Hussein i ledtog med al-Qaeda? Det mente man i USA, der angav det som et af hovedargumenterne for at gå i krig i Irak i 2003. Billedet viser tre ni meter høje bronzestatuer af den irakiske diktator, der er fjernet fra regeringspaladset.
102 · Det moderne Mellemøsten
En amerikansk soldat holder vagt ved et brændende oliefelt i det sydlige Irak i april 2003. Efterhånden som den amerikansk-ledede invasion vandt frem, stak den irakiske hær ild til de oliefelter, de forlod. Amerikanerne kaldte deres invasion for Operation Iraqi Freedom.
Irak-krigen · 103
besøgte Bagdad i tiden op til krigen – hvor det irakiske styre pludselig åbnede grænserne for medierne på en måde, de ikke før havde gjort – kunne fortælle en ganske anden historie: Vist ville irakerne gerne af med Saddam, men de ville ikke have en amerikansk invasionsstyrke til at blive hængende, og de var mistroiske over for USA’s motiver til at gå ind i en krig. Meget få irakere regnede med, at USA ville bruge penge og kræfter på at fjerne en diktator bare for at glæde det irakiske folk. Langt de fleste mente, at den amerikanske indsats i virkeligheden var et forsøg på at få fingre i Iraks righoldige oliereserver. Olieargumentet har fra begyndelsen væ ret stærkt omdiskuteret. Krigens modstandere i Vesten såvel som i Mellemøsten har taget det for givet, at der lå økonomiske interesser bag invasionen, mens krigstilhængerne har afvist det. Den daværende amerikanske regering nævnte aldrig selv kontrol med olien som et officielt mål, men det ændrer ikke på, at argumentet bliver fremført så hyppigt i den arabiske verden, at det nu er blevet en del af den folkelige fortælling om årsagen til krigen og har bidraget til at forstærke hadet til USA. Uanset om George W. Bush har ladet sig influere af sine venner i den amerikanske olieindustri, om han var ude i et ideologisk korstog, om han var ude på at fuldføre det job, hans far ikke gjorde færdigt i 1991, eller om der var en helt fjerde årsag til invasionen, så bar hele den amerikanske magtovertagelse i Irak præg af manglende forberedelse og manglende viden om de faktiske forhold i landet. For eksempel var det en fatal fejl at afskedige stort set hele den irakiske hær. Men det var, præcis hvad amerikanerne gjorde. Hæren bestod
104 · Det moderne Mellemøsten
i overvejende grad af sunnimuslimer, og langt de fleste af dem var medlemmer af Saddam Husseins Baath-parti. Hvis man ville stige i graderne i den irakiske hær, var der ingen vej udenom, så partimedlemskabet sagde ikke nødvendigvis noget om, hvorvidt folk støttede Saddam Husseins ideologi eller ej. Men en række shiamuslimske eksilpolitikere fik overbevist den amerikanske regering om, at det var nødvendigt at begynde på en frisk ved at rense alle Baath-medlemmer ud af statsadministrationen og militæret. Det betød, at den offentlige sektor – der også havde mange folk fra sunni mindretallet på ledende poster – med et slag mistede en masse ekspertise, og at en statsmagt, der indtil da havde været stærkt centraliseret, pludselig kollapsede og efterlod et kæmpe magttomrum. Samtidig blev hundredtusinder af officerer fyret. De irakiske shiamuslimer var dog godt tilfredse. De havde længe været undertrykt, men nu kunne de overtage de gode stillinger, som Saddam førhen havde givet sunnierne. I Mellemøsten er der tradition for, at de, der har magten, bestemmer det hele, og sådan noget som at beskytte mindretallene er der ikke rigtig lydhørhed overfor. De fyrede sunnier var derfor ikke bare bekymrede over, hvordan de skulle forsørge deres familier, de var også bekymrede for, om de overhovedet havde en fremtid i landet. Derfor var mange af dem villige til at kæmpe med våben i hånden for at genvinde deres privilegier, og da yderliggående islamiske grupper ligefrem tilbød de fyrede soldater penge for at kæmpe imod amerikanerne, var der mange, der sagde ja tak.
Den daværende amerikanske præsident George W. Bush er landet på marinefartøjet USS Abraham Lincoln den 1. maj 2003. Senere denne dag erklærer han krigen mod terrorisme for overstået.
Derfor gik der ikke mange uger, efter at George W. Bush den 1. maj 2003 havde erklæret krigen i Irak for overstået, før amerikanerne stod over for et væbnet oprør, der senere udviklede sig til en blodig borgerkrig mellem sunni- og shiamuslimske grupper.
Regional ubalance De neokonservative amerikanske ideologers fejlslutninger gjaldt ikke kun forholdene internt i Irak. Da USA gik ind og fjernede Saddam Hussein, rykkede de nemlig afgørende ved en magtbalance, der i årtier havde holdt regionens store spillere i skak.
Saddam havde lige siden Irans islamiske revolution i 1979 fungeret som et bolværk mod iransk ekspansion i regionen. Derfor fik han støtte fra Vesten og en lang række arabiske lande – ikke mindst golfstaterne – da han i 1980 angreb Iran og i de næste otte år udkæmpede en blodig krig med præstestyret. En krig, der menes at have kostet op mod 1 mio. mennesker livet og såret mange, mange flere. De konservative sunnimuslimske golfstater brød sig ikke synderligt om den sekulære, nationalistiske og politisk utilregnelige Saddam, men de bakkede op om ham, fordi han forhindrede Iran i at sprede sin islamiske revolution andre steder i re-
Irak-krigen · 105
gionen – en revolution, som golfaraberne anså for farlig for deres egen overlevelse, fordi et af budskaberne i den er, at det er muligt at blande religion og politik. Det budskab ønskede golfstaternes regimer at skjule for deres egne befolkninger for at undgå krav om politiske reformer. Omvendt indgik Iran kort efter revolutionen i 1979 en taktisk alliance med det sekulære, nationalistiske syriske regime. Først med præsident Hafiz al-Assad og siden hans død i sommeren 2000 med sønnen Bashar al-Assad. Alliancen skulle hjælpe Syrien med at inddæmme ærkefjenden Irak og samtidig give Iran en indgang til den arabiske verden og fungere som brohoved for Irans transport af blandt andet våben til den shiamuslimske Hizbollah-milits i Libanon. Da amerikanerne i 2003 var så venlige at fjerne Saddam Hussein, forskubbede magtbalancen sig. De første frie valg i Irak sikrede, at landets shiamuslimske befolkningsflertal fik regeringsmagten. Mange af de nye shiapolitikere havde tilbragt adskillige år i eksil i Iran på flugt fra Saddam Husseins forfølgelse, og Irak gik på ganske kort tid fra at være et land, der afbalancerede Irans magt, til at være et land, der koordinerede sin politik med Iran. Da den amerikanske krig mod terror samtidig havde elimineret Taleban-styret i Afghanistan – en anden af Irans nabolande, som iranerne havde et anstrengt forhold til – fik Iran med et slag en masse kræfter og overskud til at sprede sin indflydelse i regionen. Det må være kommet som en grim overraskelse for de neokonservative i Washington, at de uforvarende var kommet til
106 · Det moderne Mellemøsten
at styrke deres ærkefjender i Iran, da de skilte sig af med Saddam Hussein. Udviklingen i Irak bekymrede i høj grad også de olierige stater på Den Arabiske Halvø. De delte på ingen måde Bush-regeringens drøm om en demokratisk dominoeffekt i Mellemøsten. Tværtimod ville de meget nødigt se demokratiseringen sprede sig fra Irak til resten af regionen, for de opfattede et velfungerende demokrati i et arabisk land som en direkte trussel mod deres egne enevældige og udemokratiske styrer. Derfor arbejdede de fra begyndelsen af på at få det irakiske demokratiseringsprojekt til at kuldsejle, så de kunne vise deres egne befolkninger, at selv den værste despot er bedre end det kaos, der opstår, hvis man vælter ham. Men de var som nævnt heller ikke trygge ved de nye muligheder, som udviklingen gav iranerne.
Stedfortræderkrige Især Saudi-Arabien har et meget anstrengt forhold til Iran, og de to lande kappes indbyrdes om at være Mellemøstens regionale stormagt. I et forsøg på at modarbejde både Irans indflydelse i Irak og det amerikanske demokratiseringsprojekt i landet har Saudi-Arabien og de andre golfstater mere eller mindre aktivt støttet en lang række sunnimuslimske grupper, der bekæmpede amerikanerne og Iraks shiamuslimer. Nogle af disse grupper er temmelig yderliggående og har klare forbindelser til al-Qaeda. Det gælder for eksempel den gruppe, der nu – efter adskillige navneforandringer – kalder sig Islamisk Stat, men som oprindeligt var al-Qaedas lokalafdeling i Irak (se kapitel 10).
Der findes ikke beviser på, at den saudiarabiske regering direkte har hjulpet de yderliggående grupper med våben og penge, men der er ingen tvivl om, at myndighederne har set gennem fingre med, at lokale saudiske rigmænd og medlemmer af kongefamilien privat har doneret store summer til ekstremisterne. Og golfstaterne var i begyndelsen heller ikke voldsomt effektive, når det gjaldt om at forhindre unge yderliggående muslimer i at rejse til Irak for at kæmpe imod amerikanerne. Irans indflydelse på Iraks regering er blevet tydeligere og tydeligere, som årene er gået. Ikke mindst efter at amerikanerne trak sig ud af Irak med udgangen af 2011.
Saudiske rigmænd finansierer terrorgruppe Tænketanken The Washington Institute for Near East Policy skrev i juni 2014: »Saudiarabiske statsborgere er den dag i dag en væsentlig kilde til finansiering af de sunnigrupper, der er aktive i Syrien. Golfarabiske donorer – hvoraf saudiaraberne menes at være de mest rundhåndede – har kanaliseret flere hundrede millioner dollar til Syrien i de senere år, herunder til Islamisk Stat og andre grupper. Islamisk Stat nyder opbakning i Saudi-Arabien, og gruppen henvender sig direkte til saudiere med deres kampagner for at skaffe penge, så den saudiarabiske regering kan (helt klart) gøre meget mere, end den gør i øjeblikket for at begrænse den private finansiering«.
Samtidig er polariseringen mellem sunniog shiamuslimer i Irak vokset. Begge dele har fået regionale konsekvenser. Irans voksende indflydelse har fået konflikten mellem Saudi-Arabien og Iran til at spidse til. Den har spredt sig ud over Iraks grænser og har resulteret i en række stedfortræderkrige mellem saudisk-støttede sunnimuslimer og iransk-støttede shiamuslimer. Det gælder især i Syrien, hvor Saudi-Arabien og andre golfarabere aktivt støtter sunnimuslimske oprørsgrupper, mens Iran støtter Bashar al-Assads regime. Saudierne anklager også Iran for at være aktiv i folkelige oprør i Saudi-Arabiens nabolande Yemen og Bahrain, ligesom der har været flere politiske – og indimellem også væbnede – sammenstød mellem grupperinger i Libanon, der er allieret med henholdsvis Iran og Saudi-Arabien. Saudi-Arabien mener, at Iran aktivt blander sig i konflikter alle steder, hvor der bor shiamuslimer – det vil sige også i Saudi-Arabiens østlige provins, som er dér, hvor hovedparten af de kendte saudiske oliekilder ligger. Der var i 2011 enkelte små oprør i Saudi-Arabiens østlige provins, men det saudiske regime slog brutalt ned på dem. Samme år sendte Saudi-Arabien også militærstyrker til Bahrain for at nedkæmpe et folkeligt oprør i østaten, hvor hovedparten af indbyggerne er shiamuslimer. I efteråret 2014 gennemførte Yemens shiamuslimske houthi-mindretal et kup, og selv om Iran afviser at have styret eller støttet opstandene i Bahrain, Saudi-Arabien og Yemen, føler saudierne, at iranerne presser sig ind på dem fra alle sider.
Irak-krigen · 107