Gitte Hørning
Dialogiske analyser
Litteratur, billedkunst, film og musik
Frydenlund
Dialogiske analyser Litteratur, billedkunst, film og musik 1. udgave, 1. oplag, 2014 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-304-7 Forlagsredaktion: Louise Thaarup Dam Korrektur: Tenna Schødt-Pedersen / Tekstvision.dk Grafisk tilrettelæggelse: Jill Ann Press / Pragtfuldt.dk Grafisk produktion: Pozkal, Polen Forsideillustrationer: Kay Christensen: Karen Blixen (1955) Susanne Bier: Brødre (2004) Maurice Béjart: Bolero (2012) Bogen kan også fås som e-bog på gymportalen.dk
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Forlaget har ønsket at finde frem til rettighedshaverne i forbindelse med de enkelte anvendte illustrationer og tekster. Skulle nogle mangle, vil der ved henvendelse til forlaget blive foretaget normal afregning i henhold til Lov om ophavsret for benyttelse af illustrationerne eller teksterne – som om aftale var indgået. Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Til Christian – min livline
Indhold
Forord.............................................................................................11 Sin broders vogter..........................................................................15 Ebbe Skammelsøn.............................................................................16 Birgitte Grimstad: Ebbe Skammelsøn...............................................26 Susanne Bier: Brødre........................................................................28 Tizian: Kain og Abel...........................................................................41 Kilder..............................................................................................45 Alt er tomhed.................................................................................47 Thomas Kingo: Keed af Verden, og kier ad Himmelen..................... 48 David Bailly: Selvportræt med vanitassymboler............................... 56 Kevin Best: Selvportræt med vanitassymboler................................. 64 Leif Panduro: Regalierne..................................................................66 Mark Romanek/Johnny Cash: Hurt..................................................72 Kilder..............................................................................................89 At blive set......................................................................................91 Johannes Vermeer: Pige med perleørering...................................... 92 Hendrik Kerstens: Paula Pictures...................................................102 Peter Webber: Pige med perleørering...........................................103 Olivia Levison: Konsulinden............................................................119 Maurice Ravel: Bolero....................................................................126 Kilder............................................................................................130
7
Ud vil jeg! Ud!...............................................................................131 Bjørnstjerne Bjørnson: Undrer mig på, hvad jeg får at se.............132 Henrik Pontoppidan: Lykke-Per......................................................139 J.F. Willumsen: En bjergbestigerske...............................................145 Kilder............................................................................................160 Ud og se........................................................................................163 A.M. Cassandre og Aage Rasmussen: Plakater for tog- og skibsfart......................................................164 Otto Gelsted: Reklameskibet..........................................................179 Tom Kristensen: Ulykken.................................................................187 Arvid Müller: Havnen.....................................................................198 Kilder............................................................................................205 Enhjørningens horn......................................................................207 La Dame à la Licorne.......................................................................209 Etienne de Sadeleer: Chant d’amour de la Dame à la Licorne......222 Liana Alexandra: Chant d’amour de la Dame à la Licorne.............225 Frank Jæger: Enhjørningen.............................................................227 Kilder............................................................................................236 Det transcendentale måltid..........................................................237 Leonardo da Vinci: Den sidste nadver............................................238 Karen Blixen og Gabriel Axel: Babettes Gæstebud........................242 W.A. Mozart: Là ci darem la mano.................................................265 Ulla Ryum: Middagspause..............................................................269 Kilder............................................................................................277
8
Sat i verden...................................................................................279 Sandro Botticelli: Venus’ fødsel......................................................280 Karel Dujardin: Dreng, der blæser sæbebobler..............................293 Jean-Jacques Rousseau: Émile.......................................................297 Peter Seeberg: Rejsen til Ribe.........................................................300 Peter Weir: The Truman Show........................................................306 Kilder............................................................................................320
9
Forord
Globaliseringen satte sit formelle aftryk på danskfaget fra og med gymnasiereformen af 2005; ud over kanoniserede danske forfattere blev det her tilrådet, at man i ungdomsuddannelserne inddrog internationale værker. Genremæssigt skete der også en udvidelse af danskfagets i forvejen rummelige tekstbegreb, idet man nu opfordredes til at inddrage eksempelvis musik, design og arkitektur. Hurtigt kom der nye litteraturhistorier på markedet, som advokerede for, at man på én og samme tid arbejdede vertikalt med perioder og horisontalt med stilarter og genrer. De nye litteraturhistoriers oplistninger af fokustekster kontra dybdetekster kontra relieftekster fremstod som spændende nytænkning. Udfordringen var blot, hvordan disse intentioner skulle realiseres i virkelighedens verden. Udgivelser, hvor undervisere udvekslede erfaringer om den nye måde at arbejde på, glimrede i bemærkelsesværdig grad ved deres fravær. Nærværende udgivelse viser, hvordan undertegnede har navigeret gennem både nationale og internationale farvande – cruisende mellem en række øer, som jeg har frekventeret sammen med mine elever. ’Øerne’ udgøres af danske kernetekster, sat sammen med internationale værker på en sådan måde, at de indbyrdes åbner nye sider hos hinanden. Logbogen over min og elevernes fælles indsats udgøres af otte analytiske essays, der omhandler vidt forskellige genrer: roman, novelle,
11
Dialogiske analyser
folkevise, digt, salme, revyvise, opera, musikvideo, ballet, gobelin, fresko, maleri, fotografi, plakat og film. De mange danske og internationale tekster er samlet i otte temaer, men analysen af værkerne fokuserer ikke kun på den tematiske tråd, der holder buketten sammen. Værkerne analyseres også i henseende til deres litteraturhistoriske betingethed og til deres genremæssige egenart. Men det er temafællesskabet, som gør analyserne dialogiske – som udvirker, at teksterne ’taler med hinanden’ på tværs af periode, stilart, genre, medie og nationalitet. Thomas Kingo møder Johnny Cash, og enstemmigt sukker de: »Vanitas, Omnia Vanitas«. Men efter deres unisone undsigen sig den verdslige tomhed synger de videre i hver sin toneart, idet biskop Kingo ikke stiller spørgsmålstegn ved sin adgang til en tilværelse »i Abrahams skød«, mens the man in black lider alle tvivlens kvaler angående validiteten af sin personlige adgangsbillet. Vanitastemaet byder – i lighed med de øvrige temaers uortodokse sammenstillinger af tekster – på synergi af original og seriøs karakter. Min inddragelse af billedkunst, musik og film kan ikke gøre det ud for en kunsthistorisk, musik- eller filmvidenskabelig behandling af de pågældende værker. I det omfang ikke-verbale tekster inddrages, underkastes de elementer af en danskfaglig analyse, idet deres formål er at spille sammen med de litterære tekster. I henseende til musik har jeg dog kunnet drive det lidt videre end til dansklærerens normale indsats, idet jeg undervejs har kunnet konsultere min mand, Christian Madsen, der har musik som sit fagområde. Mine læsninger er subjektive; selv om kapitlerne rummer et væld af analytiske begreber, så er stilen essayistisk. Det er altså ikke en statsautoriseret tolkning, der tilstræbes, tværtimod er diverse tekster set igennem mit temperament. Men selv om det er undertegnede, der er pennefører på analyserne, er de alle et resultat af flere gennemspilninger i diverse 3. g-klasser, hvor eleverne i høj grad har bidraget. Jeg holder aldrig op
12
Forord
med at glædes over, at uanset hvor velforberedt jeg møder op til en lektion, kan elever med et kun flygtigt engagement i dagens emne fint overraske med gode iagttagelser om forhold i teksten, der ellers var forbigået min opmærksomhed. Dette fordi vi anskuer stoffet fra hver vores optik. Det siger sig selv, at jo længere ovennævnte mange genrer ligger fra danskfagets vante arbejdsfelt, des mere research har der skullet til, inden jeg har kunnet formulere mine introer til elevernes arbejde. Udbyttet af denne grundresearch er indbygget i de essays, der udgør nærværende bog. Alle essays er funderet på et væld af henvisninger til de analyserede tekster, således at man fint kan foretage en første sondering i materialet uden at skulle have samtlige analyseobjekter ved hånden. Håbet er herefter, at kollegers videre arbejde med original-teksterne i deres respektive klasser vil give inspiration til opdagelsen af nye spændende ’øer’ og til fremkomsten af flere dialogiske analyser på markedet. Gitte Hørning
13
Sin broders vogter
• • • •
Ebbe Skammelsøn (folkevise). Birgitte Grimstad: Ebbe Skammelsøn (sang, 1972). Susanne Bier: Brødre (film, 2004). Tizian: Kain og Abel (vægmaleri, 1544).
Tizian: Kain og Abel, 1544.
15
Dialogiske analyser
Ebbe Skammelsøn
Folkevisegenren er international; formen har vi lånt fra Frankrig, og viserne har siden fået et rigt parallelliv i Skandinavien. Det episke indhold i Ebbe Skammelsøn er dog dansk, eftersom handlingen – ifølge litteraturhistorikeren Axel Olriks rekonstruktion – straks fra begyndelsen stedfæstes til Thy. Den nordjyske forfatter Knud Sørensen vover sig ud i en nærmere præcisering: Historien udspiller sig på gården Nordentoft i Sjørring Sogn. Denne gård eksisterer dog ikke længere. Det sidste, man kender til den, er, at den i 1780 deltes i to gårde. Knud Sørensen tilføjer, at efternavnet Skammelsen den dag i dag forekommer på Thy-egnen. Ebbe Skammelsøn menes at være blevet til i perioden mellem 1250 og 1300, og den tilhører undergenren ridderviser, der er det realistiske modstykke til trylleviserne. Ridderviserne skildrer konflikter i det arketypiske motiv: slægt versus individ. Dette udfolder sig i middelalderen typisk på den måde, at individet overskrider de normer, der holdes i hævd til ære for slægten. »Skammel han bor sig nør i Ty, han er baade rig og kaad; saa væne har han Sønner fem, de to fores ilde ad. Fordi træder Ebbe Skammelsøn saa mangen Sti vild«. Visen indledes traditionen tro med en enkelt strofe, der anslår grundstemningen, en såkaldt stev. Første verselinje introducerer hovedpersonen, hvilket her ikke er lig med titelpersonen. Nej, jævnfør samtidens vægtning af slægten frem for individet, er hovedpersonen lig med pater familias i den landadelige familie Skammel. Anden verselinje angiver ridder Skammels aktuelle tilstand som både rig og munter. Tredje og fjerde verselinje føjer til karakteristikken, at Skammel har fem smukke sønner, hvoraf det går skidt for de to af dem. Og så kommer omkvædet, der forvarsler dele af denne dårligdom: Sønnen
16
Sin broders vogter
Ebbe bliver dømt fredløs. Hermed er visens tragiske grundstemning anslået, hvorefter følger 31 strofer, der udmaler vejen frem mod katastrofen i familien. Overordnet kan man om visens komposition sige, at den følger den trefasede struktur: eksposition – overgang – konsekvens. Denne struktur matcher som regel den harmoniserende formel: hjemme – ude – hjem igen, men med Ebbe som igangsætter af handlingen bliver det i en omvendt udgave, der ender i optimal disharmoni. Der begyndes i ude-situationen, idet Ebbe et stykke tid har tjent ’i Kongens Gaard’, altså været en højtstående soldat. I overgangssituationen bevæger Ebbe sig hjem, mens konsekvensdelen fortæller, at han i den grad slutter i en ud-igen-situation, nemlig som fredløs. »Ebbe han tjener i Kongens Gaard baade for Guld og Ære; hjemme sidder Peder, hans Broder, han lokker hans Hjertenskære«. Ekspositionsdelen udgøres af et splitbillede mellem Thy og kongens gård; i Thy opsøger Peder Skammelsøn Ebbes forlovede, Adelus, hvilket afstedkommer, at Ebbe i kongens gård fører en foruroliget samtale med en væbner eller en anden kriger. Ekspositionsdelen er nærmere bestemt stroferne 1-9, hvoraf slutningen af strofe 2 allerede viser, at Peder Skammelsøn ikke er sin broders vogter. Mens Ebbe er bortrejst, indebærer dét at tage vare på sin storebrors affærer blandt andet, at Peder beskytter Adelus mod eventuelle rivaler til Ebbe. Peder gør det stik modsatte: Han forsøger selv at lokke Adelus. Hvad værre er: Han står ikke ved sin rivalisering, men spiller med urene kort. Han beskylder først Ebbe for at sjofle Adelus, hvilket hun ikke hopper på, hvorefter han lyver Ebbe død.
17
Dialogiske analyser
»Saa grant da kender jeg Ebbe, og Ebbe kender grant sig: han spotter ingen stalt Jomfru, halv mindre spotter han mig«. Under de indledende øvelser af Peders verbale manipulation syr Adelus uforknyt videre på en skjorte til sin forlovede, hvilket er et af mange stående udtryk – såkaldte konstanter – som folkeviserne er rige på. Skjortesyning er en gestus, som en forlovet pige viser sin tilkommende mand. Adelus er sikker på, at Peder lyver i første ombæring, for spot og hån er simpelthen ikke en del af Ebbes karakter. Men hun kan ikke gennemskue, at hans død også er en usandhed, da døden jo er en nærliggende risiko for en soldat. At hun efterfølgende hurtigt takker ja til Peders frieri med berammet bryllup en måned senere, lyder selvfølgelig ikke rigtigt i moderne ører. Men efter middelalderens skik var der intet odiøst i, at Adelus gik videre til den næste bror i rækken. Havde Adelus og Ebbes bryllup været planlagt og forberedelserne igangsat, inden han angiveligt døde, tilsagde normerne faktisk, at Peder skulle træde i gommens sted, så det planlagte bryllup kunne gennemføres. Noget sådant er jo imidlertid ikke tilfældet her, for Adelus og Ebbe stod ikke umiddelbart for at skulle giftes. »Mig tyktes, at min Stenstue stod al i lysen Lue; der brændte inde Peder, min Broder, og saa min skønne Jomfrue«. Inden vi afslutter ekspositionsdelen, skiftes der fokus til Ebbe. En sjette sans siger ham, at der er noget galt på den nordvestjyske hjemmefront, og hans grublerier giver anledning til et natligt mareridt om, at broder Peder og jomfru Adelus sammen brænder inde i stenstuen, den skammelske hovedbygning. Ebbe har åbenbart lige så stor tillid til Adelus’ personlige
18
Sin broders vogter
integritet og troskab over for ham, som hun har til hans. At hun skulle være i færd med at svigte ham, er derfor lige så usandsynligt, som at en stenstue skulle kunne brænde. Ikke desto mindre afkoder en anonym kammerat drømmens ’lysen Lue’ som et tegn på, at der er en ’brændende Glød’ i gang mellem de to involverede i drømmen. Faktisk præciserer han sin tydning derhen, at Peder og Adelus allerede holder bryllup. Og hermed har ekspositionsdelen søsat to temaer: kærlighed, troskab og tillid mellem to elskende som hovedtemaet og svig mellem brødre som sidetemaet. Overgangssituationen strækker sig over strofe 10-21 og begynder med, at Ebbe søger orlov for at kunne tage hjem. En sådan prosaisk detailoplysning undres man i forbifarten over i en fortælling, hvor ellers kun hovedtræk formidles. Ved hjemkomsten erfarer Ebbe, at hans mareridt er virkelighed: Brylluppet er i gang. Han bydes velkommen af spindesiden af sin familie: To søstre, der først introduceres i strofe 12, ligesom moderen først dukker op i strofe 17. I den introducerende første strofe var det som nævnt kun sværdsiden af familien, nemlig Skammel og hans fem smukke sønner, der optrådte. »Sin ene Søster gav han Guldbrase paa Bryst, den anden Guldring paa Haand: »Dem havde jeg agtet min Fæstemø, førte dem af fremmed Land««. Der er sædvanligvis ikke indre synsvinkel i folkeviser, så vi kan kun aflæse Ebbes totale håbløshed i forhold til den aktuelle situation ved, at de guldsmykker, han har medbragt til Adelus, giver han nu til sine søstre. En af disse har et slags klarsyn, idet hun beder ham tage væk: »bliver du her i denne Nat, bliver os alle til Kvide«. Men moderen trækker i modsat retning, og også faderen vil have, at Ebbe skal blive og varetage sin rolle som slægtens ældste søn, med alt hvad dette inde-
19
Dialogiske analyser
bærer: en selvskreven plads ved højbordet samt udførelse af det ærefulde hverv som vinskænk. Ebbe forsøger at anlægge gode miner til slet spil, men det lykkes kun, hvad de ydre funktioner angår. Mens han beskænker brudeparret, siler tårerne således ned ad kinderne på ham. Skulle vi have været i tvivl, kan vi heraf udlede, at Ebbes og Adelus’ forhold er et kærlighedsforhold og ikke en fornuftsalliance indgået af deres respektive slægter. »Fulgte de den unge Brud, alt til det Brudehus; for gaar Ebbe Skammelsøn, han bær for hende Blus«. Om Ebbe vitterlig prøver at tøjle sit individ for, at slægten ikke skal tabe ansigt udadtil, eller om han har en plan B udsprunget af et håb om, at slaget måske alligevel ikke er helt tabt, kan diskuteres. Men han spiller i hvert fald med så langt som, at han leder processionen, da Adelus skal lyses til brudehuset. Han bærer sågar den fakkel, der skal holde det onde væk. Som sagt er det faktisk kun kærlighedstemaet fra ekspositionsdelen, der arbejdes videre med i overgangssituationen, men tonearten skifter mildest talt fra dur til mol, da Ebbe aktivt skal deltage i sin elskedes formæling med sin svigagtige broder. Selve brodersviget arbejdes der derimod ikke med i overgangssituationen. »Hør I, stalten Adelus, I rømmer med mig af Lande! jeg vil slaa Peder, min Broder, ihjel, og taale for eder den Vaande«. Konsekvensdelen strækker sig over stroferne 22 til 32, og den indledes af en varieret gentagelse af scenen i ekspositionsdelen, hvor Adelus konfronteredes af Peder. Nu er det Ebbe, der på
20
Sin broders vogter
svalegangen lige inden brudekammeret konfronterer Adelus, idet han refererer til det løfte, hun tidligere har givet ham. Adelus er ikke kold over for Ebbe, men har en ret fatalistisk attitude: Sagen er ude af hendes hænder, og nu påhviler det hende at indfri sit løfte til Peder. Hvor Peder løj Ebbe død for at komme sejrende ud af konfrontationen med Adelus, prøver Ebbe at komme sejrende ud af sin konfrontation med Adelus ved at foreslå, at han personligt eksekverer Peders død, hvorefter han og Adelus kan flygte sammen. Adelus er endnu engang slægtens datter, mere end hun er Ebbes elskede: »det er menneskets pligt ikke at hævde sit eget«, som litteraturhistorikeren Jens Kruuse formulerer det. Nøgternt forudskikker hun den fredløshed, der vil blive Ebbes fremtid, hvis han realiserer sin plan – en fredløshed, som hun for sin part ikke ønsker at følge ham i: »saa maa I sørge jer selv til Døde som vilden Fugl paa Kviste«. Dette sted i fortællingen er meget omdiskuteret, hvilket jeg blot vil anskueliggøre ved at citere Bent Windfeld fra Thisted Museums hjemmeside, der opsummerer et par alternative opfattelser: »Andre har derimod hævdet en mindre ideel, men ikke urealistisk opfattelse, hvorefter Adelus ikke er så ædel, men i virkeligheden er blevet forelsket i Peder, og derfor har brudt sit løfte til Ebbe, og det er derfor hun giver det afvisende svar. Man kunne også tænke, at Ebbes tilbud måske ikke er så tiltalende for en kvinde, der havde tænkt sig at blive gift med en rig mands søn og indgå i hans privilegerede tilværelse, for Ebbe har egentlig kun den fredløses usikre og æreløse tilværelse at byde på«. Samtlige af Ebbes livsværdier får dødsstødet med Adelus’ afvisning, og der er derfor ingen grund til, at han skal fortsætte maskeraden som den gode, overjeg-styrede søn. Det fortrængte id vælder op i ham, og han reagerer helt og aldeles
21
Dialogiske analyser
driftsstyret: Adelus dræbes med et enkelt sværdslag – en mere effektiv ’beskyttelse’ mod det onde i brudekammeret end blot at gå foran hende med en fakkel i hånden. Peder konfronteres efterfølgende i ’Stenstuen’, som vi genkalder os fra mareridtet. Hvor Ebbe under sit overtalelsesforsøg over for Adelus egentlig beklagede at skulle dræbe Peder, så gør han det nu uden den mindste vaklen. Det viser sig nemlig, at Peder ikke har travlt med selv at komme hen til Adelus i brudekammeret, og Ebbe må da i øvrigt også gerne få den første nat med hende. Dette må vi opfatte som Peders forsøg på – med Adelus som betaling – at købe sig sikkerhed for hævnaktioner fra Ebbes side. »Det var Ebbe Skammelsøn, han sit Sværd uddrog; det var Peder, hans Broder, han til Jorden vog. Hans Fader gjorde han ilde saar, hans Moder miste en Haand; fordi træder Ebbe Skammelsøn saa mangen vild Sti om Land. Fordi træder Ebbe Skammelsøn saa mangen Sti vild«. Ebbe erkender dermed, at han har mistet alt, hvad der var værdifuldt for ham, til én, for hvem det åbenbart ikke betyder det helt store. Peders moralske slaphed er monumental sammenlignet med Adelus’ moralske principfasthed, om så også denne i den aktuelle situation ikke virker til Ebbes fordel. Ebbe går følgelig amok i et blodbad, som først forårsager Peders død. Siden lemlæster han den fader og den moder, der i hvert fald ikke kan beskyldes for at have tilgodeset den ældste søns interesser på den næstældstes bekostning. Snarere har de vendt det blinde øje til Peders urene spil, måske fordi det trods alt er ham, der dagligt arbejder med familiens godsdrift og jagt, mens Ebbe varetager adelsslægtens forpligtelse til at
22
Sin broders vogter
yde kongen krigstjeneste. Som litteraturprofessoren Thomas Bredsdorff formulerer det: »Slægten er ikke interesseret i følelser, men i formering«. Og så længe sønnike Ebbe – på trods af alle sine følelser – farer rundt fjernt fra Thy, kommer der ingen arvinger ud af hans kærlighed. Spejlingen mellem ekspositionsdelen og konsekvensdelen køres helt igennem, for førstnævnte endte jo med mareridtet om branden i stenstuen, der sås i form af et rødgyldent skær. I virkelighedens verden ender stenstuen også i rød farveskala, blodbestænket som den er efter bryllupsnattens opgør, hvorefter der for alvor er vægt bag det omkvæd, som nu gentages for 32. gang: »Fordi træder Ebbe Skammelsøn saa mangen Sti vild«. Hvor mange andre folkeviser udfolder sig i vadestedet mellem hedenskab og kristendom, er der i denne vise hverken spor af Odin eller Gud. Den slutter derfor helt uden håb og med Ebbe alene i verden. Alene i en verden, hvor han fremover er jaget vildt for enhver, der måtte have lyst til at nedlægge ham. Men han har faktisk fremtrådt som en fremmed fugl i den hjemlige voliere i hele den korte tid, vi har kendt ham, idet han i modsætning til de øvrige agerer helt og holdent på sine følelser. Den trefasede struktur, jeg har opereret med, er arketypisk for folkeviserne, især for trylleviserne. Den samme struktur kendes fra musikkens verden, hvor vi dog skal nogle århundreder længere frem, inden wienerklassikerne begynder at komponere efter strukturen: ekspositionsdel – gennemføringsdel – reprise. Musikken i 1600-tallets barok har samme stemning gennem en hel sats. Wienerklassikernes nybrud i 1700-tallet går ud på at stille to kontrastfyldte temaer op over for hinanden og lade dem udkæmpe en kamp, hvorefter en løsning af konflikten opnås. Vi taler hermed om den såkaldte sonatesatsform, hvor ekspositionen byder på to temaer, et hovedog et sidetema. De to temaer kæmper mod hinanden i gennemføringsdelen, hvorefter reprisen rummer en løsning.
23
Dialogiske analyser
Ordet ekspositionsdel optræder i såvel den tekstlige som den musikalske struktur, og om vi kalder midterfasen for overgangssituation eller gennemføringsdel kan vist være hip som hap. Fase tre hedder i den tekstlige struktur konsekvens, mens den i den musikalske struktur hedder reprise, fordi ekspositionsdelen her gentages. Som nævnt i min gennemgang af Ebbe Skammelsøn var det just præcis, hvad der skete i denne teksts tredje fase: en reprise af ekspositionsdelen, blot med modsat fortegn, hvorefter konsekvensen ikke blev en løsning, men tværtimod en eksploderet konflikt. Jeg udnævnte hovedtemaet til at være kærlighed, troskab og tillid mellem to elskende, mens sidetemaet var svig mellem brødre. Dér, hvor jeg synes, at Ebbe Skammelsøn adskiller sig fra den beskrevne musikalske struktur, er den manglende kamp mellem de to temaer. Først da kærlighedstemaet helt på egne vegne har opløst sig selv, idet Adelus uden uld i mund tilkendegiver ikke at ville gå tilbage til sin første forlovede, først da handler Ebbe på brodersviget og forældrenes accept af dette. Hans opgør har imidlertid karakter af at være en afreaktion i forhold til det smertelige kærlighedstab. Brodersviget i sig selv synes ikke at være så megen fråde værd. At folkevisen Ebbe Skammelsøn er opbygget efter samme struktur som wienerklassisk 1700-talsmusik er naturligvis en tilfældighed. Pointen er blot, at teksten er et omhyggeligt komponeret kunstværk. Visen er ikke et hvilket som helst produkt af en glad trubadurs mere eller mindre ferme håndelag. Den er dog ofte blevet foredraget af en lokal trubadur, for som vi ved, har folkeviserne fungeret som kædedanse, når adelen festede, og det var da en forsanger, der foredrog versestykkerne, mens festdeltagerne sang med på omkvædet. Som en bugtende slange bevægede kæden sig rundt i og omkring borgen: fra riddersalen gennem gange og stuer, over borggårde, gennem portåbninger og vindebroer, langs med voldgrave og ud i lunde. I de passager af viserne, der udfoldede sig
24
Sin broders vogter
udendørs, kunne der komme ekstra fylde på omkvædet, idet tilskuere i form af tyende og bønder sang med. Når der skulle være fest, var der musikalsk akkompagnement af tromme, tamburin eller fløjte, men ellers dansede man til sin egen sang, hvor fodtrinene kom til at fungere som en slags rytmeboks. Grundtrinene i kædedansen var to skridt til venstre og ét til højre, og tempoet fulgte visens stemninger, hurtigt ved muntre viser, mere adstadigt ved sørgelige viser. Strofeformen i Ebbe Skammelsøn er den firelinjede, og verselinjerne har her som i andre folkeviser skiftende længde. Det er jo nemlig sådan, at mens de trykstærke stavelser danner et nogenlunde fast mønster: 4 + 3 + 4 + 3, fordelt over de fire verselinjer, så er det meget forskelligt, hvor mange tryksvage stavelser, der optræder mellem trykstavelserne. Visernes melodier skulle derfor være så smidige, at de kunne klare dette problem, så i en vis forstand nærmer vi os begrebet recitativ, altså talesang, hvor ordene blot fremsiges i et syngende tonefald. Musikken var decideret sekundær i forhold til visernes episke indhold. Kædedansen var en overklassemode, som i 1200-tallet kom til os fra Frankrig, og den slog an i en grad, som nogen fandt upassende, i hvert fald når det var munke, som trådte dansen. Det rytmiske i dansen kunne ligefrem have en suggererende effekt, der hensatte folk i en mild trance. Denne forstærkedes af det vellystige gys ved – via fortællingen – at se den onde lykke i øjnene, alt imens ens egen skæbne – endnu – var på sikker kurs. Som bekendt stammer de første optegnelser af folkevise-tekster fra adelens poesibøger i 1500-tallet. På daværende tidspunkt var man ikke i stand til at nedskrive melodier. I 1646 kom en første vejledning i nedskrivning af folkevisemelodier, men det var først i begyndelsen af 1800-tallet, at der rigtigt kom gang i arbejdet. Den første samling af danske folkevisemelodier udsendtes af Rasmus Nyerup i 1814, men måske er det lidt af en tilsnigelse at tale om danske melodier, for de
25
Dialogiske analyser
var, som nævnt, eksporteret fra Frankrig. Dog må man formode, at melodierne, allerede mens de florerede i middelalderen, blev tilført nordiske meloditræk – en tendens, der ikke blev mindre, da de blev nedskrevet i netop 1800-tallets nationalromantiske periode.
Birgitte Grimstad Ebbe Skammelsøn findes i to udgaver: én med Aksel Schiøtz fra 1941 og en 1972-udgave med hans datter Birgitte Grimstad. Begge disse versioner er tilgængelige via et netlink, som optræder i litteraturlisten. Aksel Schiøtz’ flotte diktion og hans klassisk skolede stemme vækker typisk beundring hos den ældre generation, mens unge elever kan opfatte hans sangstil som kunstlet. Endvidere er der det, at Schiøtz’ à cappella-version af visen er beskåret på en urimelig facon i den elektronisk overleverede udgave: Den består nemlig kun af stroferne 2, 10, 11 og 21. Endelig synger han gennemgående legato: Alle strofer foredrages med samme musikalske udtryk, som var de en del af en romance snarere end en dramatisk vise. Birgitte Grimstad er nulevende, men født i 1935, så indledningsvist reagerer eleverne også lidt på hendes let antikverede sangstil og den arkaiske udtale, som ofte er udlandsdanskerens lod. Men det går over, inden vi når langt ind i de fjorten strofer, som hendes udgave dækker. Grimstad kan nemlig noget unikt med denne vise, selv om hun ikke pitcher – rammer tonerne – lige så usvigeligt rent som sit fædrene ophav. Hvor Schiøtz har et kor med på omkvædet, har Grimstad kun sig selv og sin guitar. Visen bliver foredraget af hende under skyldig hensyntagen til det episke forløb med dets dramatiske op- og nedture, uden at der dog går pædagog på blå stue i den. Grimstad er angiveligt selv optaget af, at de mange strofer ikke må opleves som monotone, og netop fordi de hver især repræsenterer forskellige stadier i den dramatiske handling, mener hun heller ikke, at de skal synges ens:
26
Sin broders vogter
»Jeg er godt klar over at det er forskjellige oppfatninger her, – man kan nesten si at det er to forskjellige ”skoler”. Den ene hevder at utøveren må stå helt i bakgrunnen, – teksten er sterk nok til å kunne tale for seg selv, – mens den andre hevder at denne fremføringsmåte blir for monoton. Selv er jeg moderat tilhenger av skole 2, – men ser absolutt det fornuftige i det første argumentet«. Grimstad synger som sagt til guitarakkompagnement. Hun spiller ikke melodistemmen, men giver et rytmisk akkompagnement, mestendels bestående af bastoner. Der er i alt tolv takter, hvoraf de fire går på omkvædet, så hvis vi skal arbejde med stroferne alene, som vi har gjort i den tekstlige gennemgang, består disse altså af otte takter. Som beskrevet i ovenstående om teksten, fordeler de trykstærke stavelser sig i et fast mønster over de fire verselinjer, nemlig 4 + 3 + 4 + 3. Samme rytme gør sig gældende for akkompagnementet inden for de otte takter, som udgøres af skiftevis fire bastoner og tre bastoner, altså en vekslende rytme, som giver visen dynamik. Dertil kommer, at Grimstad konsekvent lader sidste tone i én strofe forlænge til første tone i næste strofe, sådan at der opbygges en cirkulerende rytmik med et effektivt drive i betragtning af, at kun ét instrument er i spil. For at dosere sin let dramatiserede sangstil må hun naturligvis have helt styr på visens klimaks: »I ’Ebbe Skammelsen’ er dét verset hvor Stalten Adelus tilstår sin troløshet, vendepunktet i hele visen. Ebbe blir fra seg av raseri og fortvilelse, går helt berserk og dreper og skamslår vilt rundt seg. Det er klart at ved det verset må det skje noe, det kan ikke synges monotont. Jeg har tillatt meg, foruten å synge ganske mye sterkere, å understreke Ebbes berserkergang ved bare en liten tempoforskyvning til det raskere i hele resten av visa«.
27