Uddrag af Er der spor? by Frydenlund

Forskningsgruppen Køn, krop og hverdagsliv (red.)

Er der spor? Feminisme, aktivisme og kønsforskning gennem et halvt århundrede

Frydenlund Academic

Er der spor? Feminisme, aktivisme og kønsforskning gennem et halvt århundrede 1. udgave, 1. oplag, 2012 © Forfatterne og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-108-1 Forlagsredaktion: Charlotte Lind Korrektur: korwitt.dk Grafisk tilrettelæggelse: PHi Business Solutions, Indien Grafisk produktion: Totem, Polen

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

Indhold Indledning ............................................................................................................. 07 Kirsten Grønbæk Hansen & Jo Krøjer Fra aktivisme til akademia ..................................................................................... 23 Bente Rosenbeck undheden er sgu din egen! Udviklingen i forståelserne af køn og sundhed i S Kvinde kend din krop 1975–2001 ............................................................................ 39 Sine Lehn-Christiansen & Mari Holen eminisme, æstetik og mode i to generationer F – fra rødstrømpernes antimode til nutidens feminine mode .................................. 57 Åse Høgsbro Lading ellem bagatellisering, offergørelse og politik M – seksualiserede overgrebs foranderlige betydning ................................................. 81 Bodil Pedersen t videnskabsteoretisk blik på den feministiske teoris og E politiks fundamenter .............................................................................................. 99 Christel Stormhøj Mødre og døtre. Teori og politik, erfaring og konstruktion ................................. 117 Harriet Bjerrum Nielsen ra taberpiger til vinderpiger? F Unge kvinders uddannelsesorientering gennem 40 år ......................................... 139 Mette Lykke Nielsen & Mette Pless Ønskværdige liv? Forskellige forståelser af kvinders arbejds- og familieliv ...................................... 163 Jo Krøjer & Mette Lykke Nielsen Teknologi – et kønnet skoleeksempel .................................................................. 181 Jo Krøjer & Tine Jensen igrationen til Danmark og den danske kvindebevægelse. M På vej mod en transnational feminisme? .............................................................. 199 Connie Carøe Christiansen Noter ................................................................................................................... 217 Forskningsgruppen Køn, krop og hverdagsliv ...................................................... 219 Øvrige forfattere................................................................................................... 223

Forskningsgruppen Køn, krop og hverdagsliv: Kirsten Grønbæk Hansen, Mari Holen, Tine Jensen, Jo Krøjer, Åse Høgsbro Lading, Sine Lehn-Christiansen, Mette Lykke Nielsen, Bodil Pedersen, Christel Stormhøj

Indledning Kirsten Grønbæk Hansen & Jo Krøjer Når vi ser os omkring fem årtier efter det, som blev kaldt den nye kvindebevægelses opkomst i 1970’erne og vil undersøge, hvad køn betyder, er billedet komplekst og flertydigt. Ser vi på de børn, der vokser op i disse år, skal man ikke kigge længe, før man før øje på en masse lyserøde prinsesser, der ser ud til at være festklædte med glimmer og skørter hver eneste dag. Hvor er de praktiske overalls og træsko fra 1970’ernes kvindebevægelse blevet af? Er der overhovedet spor tilbage i de lyserøde pigers liv af alt det, som den nye kvindebevægelse igangsatte? Hvordan har betydninger af køn og den samfundsmæssige organisering af køn bevæget sig i denne periode? Denne bog følger spor af de væsentlige sociale forandringer, der tog fart med den nye kvindebevægelse, og undersøger, hvor de førte hen, og hvordan de er blevet fulgt op, tegnet om eller visket ud. På den måde bidrager vi med bogen til at forstå nutiden bedre i lyset af den nærmeste fortid. Når vi spørger: »Er der spor?«, er det både for – lidt provokatorisk – at spørge til, om der er noget som helst tilbage fra dengang, men samtidig også for at undersøge, hvilke aftryk fra 1970’ernes kvindebevægelse som kan opspores, hvis vi kigger nærmere efter. Vi leder ikke kun efter spor blandt hverdagens lyserøde prinsesser, men også hos deres mødre, bedstemødre, søstre, venner, lærere og nye veninder fra det store udland. Vi gennemsøger deres uddannelsessteder, arbejdspladser, klædeskabe, bøger og behandlingstilbud og støver rundt i teorier, betænkninger, idealer og skræmmebilleder. På den måde vil vi bidrage til at kaste lys over de aktuelle betydninger af køn og måske hjælpe med at forstå nogle af de paradokser, vi ser omkring os, og som kapitlerne i denne antologi beskriver. Kvindebevægelsen skriver vi her i ental, selv om det snarere burde hedde kvindebevægelserne, idet der var mange forskellige grupperinger i 1970’ernes nye kvindebevægelse, hver med forskelligt fokus og forskellige interesser. Betydningen af kvindebevægelsen er heller ikke entydig, og det er uhyre vanskeligt helt at adskille kvindebevægelsens betydning fra betydningen af andre samfundsaktører i tiden. I denne bog om feminisme,

Indledning

aktivisme og forskning gennem et halvt århundrede ser vi på, hvilke spørgsmål kvindebevægelsen stillede, hvilke forskellige temaer den problematiserede, og hvilke mål den havde, og vi undersøger, hvordan de samme temaer fremstår og udforskes i dag. På den måde stiller vi også skarpt på, hvilke nye temaer der er kommet til i løbet af perioden. Når man ser på en udvikling over en periode, kan man være tilbøjelig til at se på den som en fortælling om fremskridt, som et lige spor, som peger i én bestemt retning fremad mod noget bedre. Men kapitlerne i bogen viser, at vejen ikke er så lige, og fremskridt ikke altid er uden brod. Der er sket vigtige og nødvendige fremskridt, når vi ser på kvinders livsmuligheder og retsstilling. Begrænsninger og forestillinger, som engang var fasttømrede og institutionaliserede, er blevet udfordret. Selv om det naturligvis må ses som fremskridt og som væsentlige goder, viser der sig ofte at dukke nye problemstillinger op, når de gamle er i opløsning. Nogle problemer ændrer karakter og giver os nye paradokser at forholde os til. Vejen frem viser sig undertiden at føre hen til problemstillinger, vi ikke havde forestillet os.

Bølger og paradokser Som det fremgår af Bente Rosenbecks artikel om forholdet mellem den politiske og aktivistiske kvindebevægelse og kvinde- og kønsforskningen Fra aktivisme til akademia, var der heller ikke ved den nye kvindebevægelses start tale om en fuldstændig enig og samlet bevægelse. For overskuelighedens skyld kan man skelne mellem tre bølger af feminisme. Den første bølge var blåstrømperne i begyndelsen af sidste århundrede, der især havde fokus på lige rettigheder for kvinder. Den anden bølge var i 1970’erne, hvor rødstrømperne qua deres aktivisme var en meget synlig del af en bredere kvindebevægelse, og hvor også kvinde- og kønsforskningen begyndte. Den tredje bølge opstod midt i 1990’erne, udsprang især fra forskningen og havde særligt fokus på forskelligheder. Den tog afsæt i den amerikanske, feministiske kritik af usynliggørelsen af sorte og farvede kvinders (women of color) særlige positioner og problemer og i et opgør med heteronormativitet. I nærværende bog vil det være sådan, at hvis intet andet nævnes, refererer ’kvindebevægelse’ til den anden bølge.

Er der spor?

Fra kvindebevægelsens start var der et ikke altid udtalt dilemma mellem frisættelse og ligestilling som mål. Nogle af kvindebevægelsens kvinder og grupperinger lagde især vægten på den samfundsmæssige ligestilling. Selv om kvinders formelle retsstilling så småt blev nogenlunde sikret, var der stadig masser af såvel formelle som uformelle barrierer for, at kvinder kunne indtage samme positioner som mænd. I andre dele af kvindebevægelsen var vægten især på kvinders frigørelse, både som et mere personligt projekt og som et ønske om samfundsmæssig opvurdering af kvinders evner og kompetencer. Samlet set var ønsket om frigørelse fra traditionelle og stereotype kønsmodeller og om at kunne optræde aktivt som handlende subjekt dog gennemgående temaer i hele bevægelsen. Udefra er kvindebevægelsen blevet set og forstået som en enig og samlet politisk aktør, og der var da også et ønske om et fællesskab mellem kvinder og om fælles aktioner udadtil. Fællesskab var dog ikke det samme som ’enshed’ eller sammenfaldende forståelse af, hvad der var vigtigt at forholde sig til. Men det skal også siges, at der var en tendens til, at forskelle i fokus og forståelse af kønsforhold kunne være vanskelige at udholde inden for bevægelsen, og det var da også sådan, at den tredje feministiske bølge blandt andet tog afsæt i en kritik af et påstået fællesskab og i stedet understregede forskelle mellem kvinder, forskelle i etnicitet, religion, social klasse og seksuel orientering.

Fra dobbeltarbejde til work-life-balance Som sagt var ligestilling og dermed også ligeløn et vigtigt tema for kvindebevægelsen, og nu, mere end 40 år senere, tjener kvinder stadig 17–20 % mindre end mænd i sammenlignelige job. Dette synes paradoksalt i betragtning af, at unge kvinder uddanner sig mere og i længere tid end unge mænd, og at det har været sådan i en årrække. Det er blevet langt mere uigennemskueligt, hvordan lønforskelle kan beregnes, lønniveau bygger i stigende grad på personlige forhandlinger og retfærdiggøres med særlige personlige kvalifikationer – ikke bare i de topstillinger, hvor det altid har været sådan. I forlængelse af interessen for kvinders forhold på arbejdsmarkedet var kvinders dobbeltarbejde et vigtigt tema for kvindebevægelsen; det var for-

Indledning

delingen af arbejdet i hjemmet, der skulle sikre kvinder en mere lige position på arbejdet. Undersøgelser viser, at der gennem årene er sket en markant bedre fordeling af arbejdsopgaverne i hjemmet, uden at der er tale om en fuldstændig lighed. Ikke mindst viser det sig, at kvinder stadig oplever at have et større ansvar for, at hjem og børn fungerer. I Jo Krøjer og Mette Lykke Nielsens artikel om Ønskværdige liv. Forskellige forståelser af kvinders arbejds- og familieliv vises nogle af de nye problemstillinger, der for de højtuddannede kvinder er blevet til en diskussion om work-life-balance. Artiklen peger på, hvordan nogle yngre middelklassekvinder finder, at hjem og børn er det vigtige og meningsgivende i deres liv, mens nogle ældre arbejderklassekvinder ser arbejdet som et frirum. Det, der engang hed dobbeltarbejdsproblemet, viser sig at være meget komplekst, og det er i høj grad op til den enkelte kvinde at finde måder at kombinere arbejdsliv med det øvrige hverdagsliv. Kvinders interesser og muligheder er meget forskellige ligesom forventningerne til måder at være forældre på har ændret sig i perioden, ikke mindst for middelklassens kvinder. Ligesom det viser sig i andre forhold, bliver samfundsmæssige modsigelser – for eksempel mellem krav til arbejde og til familien – til personlige dilemmaer, som den enkelte kvinde må løse individuelt. Kvindebevægelsen havde blandt andet et mål om at gøre det private politisk; det betød dengang, at kvinder skulle få øje på det fælles i deres situation, sådan at det kunne løses i fællesskab. Denne forestilling om et fællesskab på tværs af klasser, generationer, etnicitet og seksuel orientering og andre forskelle kvinder imellem smuldrede efterhånden; kvinder havde ikke uden videre en fælles situation eller fælles interesser, blot fordi de var kvinder. Det private blev ikke altid forstået som politisk, men der blev åbnet til de private rum. På godt og ondt. Arbejdsdeling i hjemmet og fædres samvær med børn er for eksempel blevet offentlige diskussionsemner, ligesom vold i familien er blevet det. Børneforskningen viser, at en af de største ændringer i børns liv i senmoderniteten er, at de har fået engagerede og nærværende fædre. På den ene side sker der en privatisering og individualisering af bestræbelserne på at få hverdagslivet til at fungere, på den anden side kan der også tales om en offentliggørelse af hverdagslivet. Åbningen til hjemmet betyder imidlertid også, at vi hver især skal præsentere

Er der spor?

vores vellykkede liv, vores arbejdsliv, hjemmeliv, venskaber og forældreskab. Mette Lykke Nielsen og Mette Pless viser i deres artikel Fra taberpiger til vinderpiger? Unge kvinders uddannelsesorientering gennem 40 år, hvordan et idealbillede af, hvordan unge kvinders liv bør være, opleves som en individuel forpligtelse.

Når kvinders uddannelse bliver et problem Så sent som i 1968 udkom en betænkning, der hed Kvinders uddannelsesproblemer. Længere er det ikke siden, at det var piger og kvinder, der haltede efter drengene i uddannelsessystemet. Nu ser vi jævnligt en række debatartikler om de skrappe piger over for de stakkels drenge, der ind imellem ligefrem kaldes taberdrenge. Kvindeforskningen i 1970’erne og 1980’erne rettede blandt andet blikket mod pigerne i skolen og forsøgte at forstå det fænomen, der kaldtes ’de stille piger’, og de havde forskellige forslag både til forståelse af fænomenet og til løsning heraf. Hvilken rolle, denne forskningsinteresse har spillet for ændringen, er svært at sige, der er sandsynligvis mange forskellige forklaringer med en vis gyldighed. Mette Lykke Nielsen og Mette Pless peger blandt andet på det forhold, at nogle af de typiske kvindefagsuddannelser som sygeplejerske og pædagog fik et krav om studentereksamen. At unge kvinder i stor udstrækning får videregående uddannelser må selvfølgelig forstås som et fremskridt, men det betyder ikke, at uddannelse og forventningerne om, at man tager en sådan, er uproblematisk for alle kvinder. I ovennævnte artikel kan man læse, hvordan mange unge piger slås med det forventningspres, der er til dem, og det er forventninger på alle fronter: De skal have social succes, de skal klare sig godt fagligt, og de skal også gerne være kække og kønne. Det er ikke så lidt at leve op til, og forståeligt nok bukker en del kvinder under for presset. Nielsen og Pless viser os samtidig, hvordan unge kvinder, der af forskellige grunde ikke evner eller har lyst til videreuddannelse, resignerer og ikke blot får et fagligt nederlag, men oven i det også oplever, at det gør dem mindre rigtige som kvinder. Ændringen i uddannelsesmønstret for kvinder har haft stor mediebevågenhed, og besynderligt nok synes meget få af debattens deltagere at

Indledning

glæde sig over de unge pigers succes i en tid, hvor der stilles stadig større krav om mere og længere uddannelse. Kun når pigerne har en anden etnisk baggrund end dansk, fremstilles deres uddannelsesløft i fortrinsvis positive vendinger. Det er bekymringen for drengene, der er i fokus i debatten. I den sammenhæng kritiseres nutidens folkeskole for at væres feminiseret, og både i ord og handling er der fokus på at ændre undervisningsformerne og anvende ny teknologi for at motivere ’de stakkels drenge’ og fastholde dem i uddannelsessystemet, hvilket beskrives i Jo Krøjer og Tine Jensens artikel. Det er i grunden paradoksalt, at det, der kunne fremstilles som en succeshistorie, snarere bliver til en forfaldshistorie i medierne. Det er nemlig ikke sådan, at de unge mænd er holdt op med at tage længerevarende uddannelser, de har blot ikke i nær samme udstrækning som de unge kvinder deltaget i uddannelsesboomet.

Selvbestemmelse og individualisering Et af kvindebevægelsens vigtige mål var som sagt, at kvinder kunne bestemme over egen krop og eget liv, og at deres egne erfaringer og fortællinger blev taget alvorligt. Det betød blandt andet en kritik af og konfrontation med lægelige autoriteter, ikke mindst psykiatere. Dette kom til udtryk i flere udgivelser, der lagde afstand til psykiatriens sygeliggørelse af det, som kvindebevægelsen så som rimelige og forståelige reaktioner på urimelige vilkår, hvilket man kan læse om i Bente Rosenbecks artikel. I disse udgivelser blev der i stedet taget udgangspunkt i kvindernes egne stemmer, de blev opfattet som eksperter på deres egen situation. I artiklen Sundheden er sgu din egen! Om udviklingen i forståelser af køn og sundhed i ’Kvinde kend din krop’ 1975 – 2001 viser Sine Lehn-Christiansen og Mari Holen en udvikling, der både er kompleks og paradoksal. De første udgaver af bogen har kvinders fællesskab som mål og kroppen som fælles referencepunkt – også i en grad, der kan føles vel snærende for mange kvinder. Lægevidenskaben ses som et patriarkalsk system, der skal udfordres. I de seneste udgaver er der ikke noget opgør med ekspertsystemet, og opretholdelse af sundhed beskrives som et individuelt projekt, hvor den enkelte kvinde opfordres til at holde sig orienteret i den lægevidenskab, der nu forstås som et neutralt videnssystem. I de seneste udgaver

Er der spor?

er det snarere de snærende normalitetsforestillinger, der udsættes for kritik, og kønnet ses ikke som noget essentielt. Kvindekroppen er ikke længere et fælles referencepunkt, der er forskelle mellem kvinder, og der er accept af alle slags kvinder – også de, der har ladet deres kroppe komme under kniven i skønhedens navn. I mange sammenhænge ser vi, at selvbestemmelse har tendens til at blive selvrealisering inden for de givne rammer. Selvbestemmelsen, der i udgangspunktet skulle være inden for fællesskabet, er blevet til indivi duelt ansvar, og kvinders forskellige måder at håndtere deres krop på mødes ikke længere af kritik af det samfund, der gør kvinder til objekter. Det bliver set som de enkelte kvinders ret til at realisere sig selv på de måder, som de finder i overensstemmelse med deres selv. Man kan sige, at essenstænkningen er flyttet fra kvinder som helhed ind i den enkelte kvinde, og hendes handlinger forklares med udgangspunkt i hendes egne autentiske ønsker og interesser.

Seksualitet, subjekt og objekt Kvindebevægelsens tilblivelse faldt sammen med det, som senere er blevet kaldt den seksuelle revolution. Den betød frigivelse af billedpornografien og desuden, at normerne for seksuelle relationer blev løsnet. Det sidste skete ikke mindst på grund af en lettere adgang til prævention, og at p-pillerne fritog kvinderne for den angst for at blive gravid, der tidligere havde hæmmet kvinders seksuelle udfoldelse. Kvindebevægelsen er senere blevet fortalt som aseksuel, ja ligefrem seksualitetsfjendtlig. Det er paradoksalt, når et af kvindebevægelsens vigtige temaer var at blive subjekt for egen krop og egen seksualitet. Det var vigtigt at opnå accept af kvinders egne seksuelle lyster, hvad der blev set som i modsætning til blot at være objekt for mandens seksuelle lyst. Det var et mål at gøre op med den luder/madonna-dikotomi, som kvinder blev målt efter, og som ikke mindst havde stået som skræmmebillede og ledetråd for kvinder selv. Ikke desto mindre er forestillingen om kvindebevægelsens kvinder som aseksuelle meget dominerende og ganske hårdnakket. Nogle nyere feminister kalder sig for eksempel pro-sex for at lægge afstand til de femini-

Indledning

ster, der så skulle være anti-sex, hvis pro-sex skulle give mening. Men afstand fra seksualitet har aldrig været en del af kvindebevægelsens holdninger. Derimod er der forskel på, hvordan feminister forholder sig til emner som prostitution og voldtægt, som det fremgår af Bodil Pedersens artikel Mellem bagatellisering, offergørelse og politik – seksualiserede overgrebs foranderlige betydninger. At forestillingen om kvindebevægelsens aseksualitet er udbredt og hårdnakket, viser også Harriet Bjerrum Nielsens artikel Mødre og døtre – teori og politik, erfaring og konstruktion, der tager udgangspunkt i en undersøgelse af tre generationer af kvinder og har fokus på deres moderbilleder. Den unge generation af kvinder, hvis mødre tilhører kvindebevægelsesgenerationen, udtrykker ganske vist tilfredshed med, at deres mødre har været med til at kæmpe for ligestilling. Men samtidig lægger de alligevel en distance til den seksualitetsforskrækkelse, det mandehad og det ufeminine, som de mener fandtes i den nye kvindebevægelse. Det er interessant, at de unge kvinder i deres opfattelse af deres mødre trækker på et mediebillede og overser mødrenes rolle i aftabuiseringen af seksualiteten. Som sagt kæmpede kvindebevægelsen for at komme bort fra luder/ madonna-dikotomien. Kvinder skulle ligesom mænd kunne udleve deres seksuelle lyster så meget og på de måder, de ønskede, uden at blive stemplet. Omdrejningspunktet var at finde frem til sine egne lyster bag alle de normer, der fandtes. Og der er da også sket noget på det punkt. At kvinder har seksuel lyst er blevet et accepteret faktum, hvad det ikke uden videre var tidligere, men det betyder ikke, at vi er ude over luder/madonnadikotomien. Blot skal madonnaen ikke være fuldstændig kysk, hun skal tværtimod have en passende lyst og et passende antal seksuelle erfaringer, før hun indtræder i et fast forhold. Spørgsmålet bliver så, hvad passende er i den forbindelse. Artiklen om tre generationers kvinder peger på, at normerne for, hvornår de unge kvinder bliver stemplet som ’billige’ eller som ’ludere’, er ganske komplicerede og utydelige, hvad der ikke gør dem nemmere for nutidens kvinder at navigere. Frigivelsen af pornografien var en del af den seksuelle revolution, og kvindebevægelsens og feminismens forhold til pornografi har altid været kompliceret. På den ene side er der i dag feminister, der ønsker stærke restriktioner på pornografi i det offentlige rum. På den anden side havde kvindebevægelsen del i aktioner, der dengang kunne blive forbudt som

Er der spor?

pornografiske, for eksempel når Lene Adler vandrede nøgen gennem Børsen bærende på et kors. Desuden viste den meste pornografi sig at være med til at fastlåse særlige stereotypier om køn og seksuelle relationer. Pornografiens særlige rum, dens særlige kroppe og bevægelsesmønstre synes at smitte af på verden uden for pornografien selv. Den er med til at iscenesætte både kropslig og tøjmæssig fremtræden, og da den vil være mange unge menneskers første møde med voksen seksualitet, kan man forestille sig, at den også er med til at forme unges første, seksuelle eksperimenteren. I pornografien bliver kvinden objekt for andres seksuelle lyst, men i en vis forstand bliver manden det også. Den seksuelle frigørelse blev måske blot til en ny form for iscenesættelse og en ny form for krav: om at vise sin lyst på bestemte måder, om at rette sin lyst særlige steder hen og mod særligt formede og iscenesatte kroppe.

Overalls og silikonebryster De unge kvinder, som Harriet Bjerrum Nielsen interviewede, lagde afstand til den ufeminine mode, som de forestillede sig fandtes i kvindebevægelsen. Det er da også en velkendt, mediebåren fremstilling af kvindebevægelsens kvinder: med kort hår, overalls og praktiske sko. Mode og det tøj, man optræder i, signalerer i høj grad, hvilken gruppe man identificerer sig med og ønsker at være og blive set som en del af. Poptøser, hipstere, hiphoptyper, karrieretyper, og hvad der ellers findes af betegnelser, lader sig identificere gennem tøjstil. Kvindebevægelsen var også med til at skabe sådanne ’signaldragter’, ligesom den første feministiske bølge gjorde op med de stramme korsetter og præsenterede reformdragten som alternativ. I artiklen Feminisme, æstetik og mode i generationer viser Åse Lading, at den nye kvindebevægelses æstetik ikke er så enkel at tolke, som den ofte bliver. Det var ikke bare sådan, at kvindebevægelsens kvinder iklædte sig en ikke-feminiserende antimode, mens de nye unge feministiske kvinder gør oprør mod denne triste uniformering og klæder sig i overensstemmelse med deres lyst til at fremstå superfeminint. Sådan præsenteres denne historie imidlertid oftest. Men for det første var overalls og kort hår ikke den eneste mode blandt feminister i 1970’erne, mange klædte sig

Indledning

i spraglede hippiegevandter og lod håret hænge frit ned ad ryggen, andre blev bare i deres bukser, nederdele og kjoler. For det andet blev overalls, T-shirts og uni-sex som tøjstil en del af modebilledet. Spørgsmålet er, hvad det betyder, når unge kvinder i dag klæder sig i højhælede sko, ifører sig makeup og tøj, som lever op til modens skiftende krav. Er der en selvmodsigelse i begrebet lipstick-feminister, som nogle unge kvinder kalder sig? Åse Lading viser i sin artikel, at det er der ikke nødvendigvis. Brugen af modetøj er meget tvetydig. Det er lyst og leg, fascination af – men ofte også en ironisk distance til – modens diktater. Det kan ses som et opgør med forestillingen om den naturgivne skønhed og den naturgivne identitet, idet leg med påklædning samtidig kan ses som leg med forskellige identiteter. Man kan gå et skridt videre og spørge, om også den kirurgiske formning af kroppe kan ses i forlængelse af dette som et opgør med den naturgivne skønhed. Både udklædning og kropsformning kan ses som tvetydige praksisser, hvor kvinder både iscenesætter sig i overensstemmelse med nogle eksterne idealer om den smukke kvindekrop og samtidig tager afsæt i deres egen lyst og leg med at skabe sig selv.

Offer? Forholdet mellem at beskrive sig selv eller andre som offer eller som aktør har været et dilemma i kvindebevægelsen. På den ene side så man kvinders position og manglende handlemuligheder som et resultat af, at de var ofre for en patriarkalsk struktur. På den anden side var målet at vise kvinder som handlekraftige og at give kvinder mulighed for at udfolde denne handlekraft og selvbestemmelse. At være offer er at være passiv, ikke at handle, og ved at beskrive sig selv og andre som ofre, opgiver man muligheden for at se dem som reflekterende subjekter. At være offer er også at være objekt for nogen eller noget. I artiklen Mellem bagatellisering, offergørelse og politik – seksualiserede overgrebs foranderlige betydninger viser Bodil Pedersen, hvordan offer/aktør-skismaet bliver et personligt dilemma for kvinder, der søger hjælp efter et seksualiseret overgreb, eksempelvis voldtægt. Samfundsmæssigt bydes der på forskellige forståelser af voldtægt.

Er der spor?

Hvis de kvinder, der har været udsat for overgreb, har brug for hjælp, må de acceptere en bestemt tolkning af deres oplevelse og af deres lidelse: oplevelsen forstås som traumatiserende, og der sker en bestemt form for dramatisering. Hvis overgrebet og dets effekt skal anerkendes, sker der samtidig en umyndiggørelse på grund af kravet om klare diagnoser, hvis der skal udløses hjælp. I artiklen viser Bodil Pedersen, hvordan det er muligt at anerkende seksualiserede overgreb som netop overgreb, uden at fratage kvinderne status som subjekter.

Findes kvindebevægelsen? Ser man på det liv, kvindebevægelsen lever i medierne i dag, ser det ud, som om den stadig findes. Den kaldes måske nu for feministerne eller noget andet, men der synes at være en forestilling i offentligheden om, at der findes en særlig samfundsmæssig stemme, som mener noget bestemt og forholder sig til kønnede problemstillinger. På den ene side påkaldes disse feminister, når kønsproblematikker aktualiseres. Det kan være drenge, der ikke klarer sig godt i skolen, eller kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, der er udsat for undertrykkelse. I begge tilfælde kan man se anklager mod feminister – eller feministerne, som de så kaldes – for at have svigtet. På den anden side ser vi beskrivelser af kvindebevægelsen eller feministerne som en magtfuld gruppe, der har formået at indføre en snærende politisk korrekthed i alle forhold, der drejer sig om køn. En magtfuld gruppe, som enhver rask dreng eller pige må være imod. Men ser vi os omkring, er der ingen, der kan tale for feministerne, og der er næppe heller nogen, der gør det. At tale med én stemme har kvindebevægelsen vel aldrig gjort, og det er ikke muligt at gøre det, uden at gøre nogle stemmer tavse. Kvindebevægelsen havde måske engang et ønske om en fælles stemme, men feminister i dag er en broget flok af kvinder (og mænd), der har det tilfælles, at de interesserer sig for kønnede relationer og betydninger. Vi har de ’blå feminister’, der taler ud fra et neoliberalt standpunkt, vi har feminister, der taler for husmodertilværelsens glæder, vi har queer-feminister, der først og fremmest kæmper mod kønsnormativitet og ønsker at sprænge vores selvfølgelige forståelser af kønnethed, og vi har feministiske forskere, der fra mange forskellige

Indledning

teoretiske vinkler arbejder med at udvikle nye forståelser af køn og magtrelationer.

Nye spørgsmål og nye paradokser Når man begynder at interessere sig for sporene efter kvindebevægelsens idéer, interesser og nye måder at stille spørgsmål til samfundet på, bliver det klart, at der er spørgsmål, som slet ikke eller kun i ringe grad blev formuleret i kvindebevægelsen. Man kan sige, at herfra, hvor vi står nu, er der væsentlige, feministiske dagsordner, som ikke kan spores baglæns til 1970’ernes feminisme. Dels en af de tematikker, som har fyldt umådelig meget i den politiske diskussion i de senere år; migration. Og dels et andet hot emne efter årtusindskiftet; digitale teknologier. I Connie Carøe Christiansens artikel Migration til Danmark og den danske kvindebevægelse bliver det tydeligt, at der ikke findes nogen samlet bevægelse. Det er meget forskellige grupperinger af feminister, der forholder sig til de nye kvindelige migranter, i særdeleshed migranter med en muslimsk baggrund. Nogle feminister forener sig med de nationalkonservative stemmer imod det muslimske hovedtørklæde, der ses som et symbol på undertrykkelse. Andre feminister har et mere postkolonialt blik på migranterne, og en stor del undlader at forholde sig til migrantspørgsmål i det hele taget. Spørgsmålet er, om den ’anden kvinde’ bliver objekt eller subjekt for feminismen. Først som subjekt bliver det klart, at heller ikke migrant-kvinder har de samme mål, eller ønsker det samme af et samarbejde med danske feminister. I sin artikel berører Connie Carøe Christiansen nogle af de øvrige, nye problemstillinger, der er opstået siden kvindebevægelsen i 1970’erne, og som har kønnede aspekter. Et af disse er de filippinske aupair-piger, der forlader deres familier – ofte også deres egne børn – for at tage sig af velstående danske familiers husholdninger. For nogle vestlige kvinder kan aupair-piger ses som den fuldendte løsning på problemet med at få arbejde, børn og familie til at hænge sammen, men det er en løsning, der skaber nye problemer, og som kun kan opretholdes på grund af den globale ulighed. Set i bakspejlet er det forbløffende så lidt kvindebevægelsen i sin tid beskæftigede sig med den teknologiske udvikling. Ganske vist var det

Er der spor?

ikke muligt at forudse, på hvilken måde den nye digitale teknologi ville ændre vores hverdagsliv. Alligevel kan det undre, at teknologi i det hele taget i så ringe grad var på kvindebevægelsens dagsorden. Når det en sjælden gang blev tematiseret, var det med en relativt unuanceret forståelse af teknologier, som nogen der enten var gode og hjælpsomme, fordi de aflastede kvinder fra hårdt og slidsomt arbejde, eller teknologi som noget skidt, der gjorde kvinders arbejde i industrien endnu mere sundhedsskadeligt p.g.a.af ensidigt gentaget arbejde. Jo Krøjer og Tine Jensens artikel Teknologi – et kønnet skoleeksempel sporer teknologidiskussionen tilbage til 1980’erne, og viser, hvordan udviklingen inden for undervisningsteknologi har fået forskellige kønnede betydninger gennem de seneste årtier. I 1980’erne var blikket og bekymringen rettet mod de efter sigende teknologiforskrækkede piger, som man mente ville blive tabere i det kommende it-teknologiserede samfund. Sådan gik det som bekendt ikke, og alligevel er det stadig drengene, der tilskrives et naturgivent forhold til teknologi. I dag ser vi i skolerne, at inddragelse af digitale redskaber opfattes som en hjælpende hånd til drengene; noget, der skal gøre skolearbejdet mere spændende for dem og fastholde dem i uddannelsessystemet. På den måde kan digital teknologi medvirke til at fastholde stereotype kønsforståelser; drengene ses som kompetente brugere alene fordi de er drenge – og hvordan det er med pigerne, tales der interessant nok ikke så meget om længere.

Spor af forskning og aktivisme Som sagt blev kønsforskningen, der i de første år var kvindeforskning, etableret i sammenhæng med kvindebevægelsen, og i de første år var der et parløb mellem aktivisme og forskning. I Bente Rosenbecks artikel Fra aktivisme til akademia vises det, hvordan dette parløb har udviklet sig, og hvordan forskningssiden retter sig mere indad mod akademia selv end udad til. Dog ikke mere end at kønsforskningen beskæftiger sig med aktuelle og samfundsrelevante emner. Nu hvor kvindebevægelsen snarere er en fragmenteret størrelse, hvor kvinder (og mænd) kalder sig feminister ud fra meget forskellige perspektiver, er samarbejdet mere løst koblet. Kønsforskningen har til gengæld vundet anseelse inden for akademia,

Indledning

hvor den har bidraget med nye metoder og teorier, der rækker ud over kønsforskningen selv. Som Bente Rosenbeck skriver, åbnede den første feministiske bølge vejen for kvinder ind på universiteterne. De fik ret til at være der, men deres tilstedeværelse på universiteterne førte ikke nogen ændringer af den akademiske viden med sig. I feminismens anden bølge opstod kvindeforskning som en del af fagkritikken, hvor den forholdt sig kritisk til fagene, både over for forskningens genstandsfelter, over for dens teoretiske universer og de metoder, der traditionelt blev anvendt. Efter nogle meget stille år for kønsforskningen fik den et opsving i slutningen af 1990’erne, nu som en mere integreret del af akademia. Ikke sådan at man uden videre kan sige, at kønsforskningen er blevet afradikaliseret, det er stadig kritisk forskning, og det er forskning, der både med hensyn til teori og metode ofte søger nye og anderledes veje og indsigter. Men ligesom kvindeforskningen tidligere havde et fællesskab med den marxistiske fagkritik, har kønsforskningen nu et fællesskab med især den poststrukturalistiske forskning, hvor kønsforskere har haft en fremtrædende rolle i teoriudviklingen. Samtidig har kønsforskning stadig et fællesskab med andre kritiske forskningstraditioner. I artiklen Et videnskabsteoretisk blik på den feministiske teoris og politiks fundamenter giver Christel Stormhøj et indblik i udviklingen inden for kønsforskningen fra 1970’erne og frem til i dag. Den tidlige kønsforskning med den marxistiske standpunktsteori rettede sig imod undertrykkende strukturer, såsom kapitalisme og patriarkat, den havde ’kvinde’ som analytisk og politisk kategori og forudsatte en fælleshed mellem kvinder. Den poststrukturalistiske bølge ser ikke på bagvedliggende strukturer, men forstår al viden som magt, herunder også den feministiske viden. Kønsmagten består i de selvfølgeligheder om køn, som vi selv og andre producerer, og det er disse selvfølgeligheder, der skal brydes. Der sker en problematisering af selve kategorien ’kvinde’ – og ’mand’ for den sags skyld. Kønskategorierne kvinde og mand ses som flertydige, ustabile og flydende. Kønskategorier er blot én blandt flere kategorier, såsom klasse, race, seksuel orientering m.m., som alle må forstås i den historiske og kulturelle kontekst. Udviklingen inden for et forskningsfelt kan nemt læses som enten en forfaldshistorie, med et nostalgisk tilbageblik på dengang, det hele hang

Er der spor?

sammen, eller den kan læses som en historie om brud, her som et brud med en standpunktsteori, som viste sig at være forsimplet, og som en historie om, at vi nu er blevet klogere. Ingen af læsningerne yder dog virkeligheden retfærdighed. Feministisk standpunktsteori er ikke uforandret over for en poststrukturalistisk forståelse af kønskategorier. Det, der engang var standpunktsteori, har ændret sig i løbet af årene, og som Harriet Bjerrum Nielsen skriver, så er forskellige epistemologiske positioner i kønsforskning ikke gensidigt udelukkende.

På sporet I hele Europa er der for tiden fornyet interesse for 1970’ernes kvindebevægelse. Mest markant er forskningsprojektet FEMCIT, der i EU-regi netop er afsluttet. FEMCIT havde til formål at undersøge, hvilken rolle den nye kvindebevægelse har spillet i ændringen af de europæiske samfund og den europæiske kultur siden 1960’erne. Samtidig kan vi konstatere, at kønnede problemstillinger igen bliver taget op, og heldigvis også, at kønsforskningen på universiteterne i de senere år omfatter flere studerende, forskningsprojekter og forskningspublikationer. Vi er altså ikke alene om den interesse, som har været grobunden for bogprojektet, der nu er mundet ud i Er der spor? Refleksioner over kvindebevægelsen og dens betydning for samfundenes udvikling synes med andre ord at være noget, der mange steder opleves som vigtige og nødvendige. De refleksioner og diskussioner, som vi, der har lavet denne bog, i fællesskab har haft herom, har udgangspunkt i flere forskellige teoretiske og epistemologiske positioner. Vi, som tilsammen udgør Forskningsgruppen Køn, Krop og Hverdagsliv, er en blandet gruppe, som har interessen for kønsrelationer og kønskategorier fælles. Vi mener, både i vores diskussioner med hinanden og i denne bog, at det er frugtbart, at vi ikke ser fuldkommen ens på verden og kvindebevægelsen. En del af os forstår os selv som kønsforskere, andre har fokus på andre felter, men med blik for betydninger af køn som en dimension i forskningen. Vi har forskellige aldre, således at nogle af os har været med siden kvindebevægelsen og kvindeforskningen etableredes i 1970’erne; flere af os var aktive deltagere heri. Andre kom til nogle tiår senere, da kvindebe-

Indledning

vægelse og kønsforskning allerede var en etableret realitet – eller da kvindebevægelsen ikke længere fandtes. Betydningen af aldersforskel kan nemt overdrives og tildeles en forklaringskraft, den ikke kan bære. Det er dog sådan, at forskellige generationer står over for hver deres samfundsmæssige realiteter, som de må forholde sig til i løbet af deres forskerliv, og det kan få betydning for forskningsinteressen og de teoretiske perspektiver, der anlægges. Vi er sikre på, at uensartetheden imellem de forskere, der har bidraget til denne bog, fremgår af de blikke, der anlægges på artiklernes temaer, og de mangeartede tematikker, der tages op. Vi håber, at alle perspektiverne tilsammen viser, at der i vores fælles nutid er mange forskelligartede spor af den nye kvindebevægelse og mange andre spor, der kan føre videre frem.

Er der spor?