Uddrag af Før løvet falder

Birgitte Thomassen

FØR LØVET FALDER – 1. Verdenskrig 1914 -1918

»I vil være hjemme, før løvet falder af træerne«.

Kejser Wilhelm 2. til de tyske tropper, der drog mod Belgien i august 1914

Frydenlund

Før løvet falder – 1. verdenskrig 1914-1918 1. udgave, 1. oplag, 2014 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-369-6 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Korrektur: Peder Norup Grafisk tilrettelæggelse: Bogmager.dk Omslagsdesign: Lars Rosenquist Bech-Jessen Grafisk produktion: Beltrani, Polen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan.

Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk

Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

Indhold 7

Forord

9

Oprør, kriser og krige, 1815-1871

20

Bismarcks system, 1870-1890

28

Nye aftalepartnere og traktater, 1890-1914

36

Kriser, krige og diplomatiske løsninger, 1898-1914

45

Sommeren 1914

58

Det tyske felttog i vest, august-november 1914

72

Østfronten og de tyrkiske fronter – dilemmaet i øst, 1914-1916

84

Gentagne offensiver ved Vestfronten, 1915

102

Forblødningsteori og opslidningsslag, 1916

117

Fredsfølere og hærenes sammenbrud, 1917

129

Amerikanerne kommer – de sidste store slag, 1918

140

Livet ved fronten

156

De døde, de sårede og de savnede

172

Desertører, mytteri og oprør

184

Hjemmefronten og det civile samfund

194

Politikernes krig – krigens afslutning, 1918

204

Danmark og 1. Verdenskrig

212

Krigen erindret – kirkegårde og mindesmærker

226

Krigens skygger og spor

241

Efterskrift: Hvorfor brød krigen ud?

245

Litteratur

248

Personoversigt

253

Stikord

Forord »Alle, der begiver sig dybere ind i emnet, vil opdage, at der bag ved stort set hver eneste sætning i bogen ligger en videnskabelig kontrovers, der stadig ikke er bilagt, og at det, der ser ud som en enkel og ukontroversiel beretning, for nogle vil fremstå som værende voldsomt partisk og selektivt. […]

Men en redegørelse for krigen, der tilfredsstiller alle, ville, om den så skulle være mulig, så ganske afgjort ikke kunne holdes på den til rådighed stående plads og i givet fald også blive stort set ulæselig«.

Sådan skriver den britiske historiker Michael Howard i forordet til sin bog Den Første Verdenskrig (2002; dansk udgave 2004), og det kan jeg kun tilslutte mig.

Fordi emnet 1. Verdenskrig er så overvældende og dækker så mange emner – ikke blot de rent militære, men også samfundsmæssige, politiske, sociale, økonomiske og psykologiske – vil der helt sikkert være læsere, der enten mener, at der er emner, der mangler, eller at vinklerne i fremstillingen er urigtige. Undervejs i denne fremstilling er der utallige gange blevet valgt til og fra i de emner, der skulle med i bogen, og lige så mange gange er der blevet skåret og klippet fra de emner, der kom med i bogen. Og allerede her vil jeg takke Bogforlaget Frydenlund for den store og langvarige tålmodighed undervejs.

I fremstillinger af historiske begivenheder kan det være svært ikke at gå et skridt tilbage for at forstå årsager til den pågældende begivenhed. Derfor indeholder bogen tre kapitler, der omhandler den stormagtspolitiske udvikling i perioden efter den foregående store europæiske krig, Napoleonskrigene, der vel egentlig kunne kaldes den allerførste verdenskrig. Efter en grundig fremstilling af begivenhederne og forhold i sommeren 1914 kommer seks kapitler om krigens forløb. I disse kapitler har det været nødvendigt at udvælge blandt krigens mange aktioner. Når krigskapitlerne er blevet så relativt detaljerede i en

Oprør, kriser og krige, 1815-1871

7

bog af denne størrelse, er det i et forsøg på at skildre den udvikling eller mangel på samme, der skete i krigsførelsen i løbet af de fire et halvt år, krigen varede.

Bogen skildrer desuden i flere kapitler forholdene for soldaterne ved fronten, modstanden mod krigen og civilbefolkningernes forhold i de krigsførende lande. Jeg har lagt vægt på at beskrive eftervirkningerne af krigen, som de kunne tage sig ud lige efter krigsslutningen, og som de stadig kan opleves snart 100 år efter. En fremstilling af den videre politiske, økonomiske og sociale udvikling, der hang sammen med bankkrak, kriser og fremkomsten af forskellige totalitære styrer, har ikke været et mål for denne bog.

Bogen indeholder også et kapitel om Danmark og 1. Verdenskrig. Herunder skildres de næsten uundgåelige forhold om sønderjyderne eller mere præcist: dansksindede i Nordslesvig, men også vedrørende Danmarks forhold til de krigsførende lande.

Endelig omhandler et kapitel den diskussion om årsagerne til verdenskrigens udbrud, der er et af de mange eksempler på »en videnskabelig kontrovers, der stadig ikke er bilagt«.

Jeg takker mine børn for at have udholdt mig de mange år, bogen har været undervejs. Desuden er jeg min mand Per Bech og fagkollega Kenn Schoop taknemmelig for mange sproglige og indholdsmæssige kommentarer. To Dominiek Dendooven, in Flanders Fields Museum, Ieper, Belgium: Thank you for great inspiration and discussions on subjects concerning the war. Og endelig tak til familie og venner for kommentarer og forslag på diverse sociale medier.

Birgitte Thomassen

8

Før løvet falder

Kapitel 10

Fredsfølere og hærenes sammenbrud, 1917 »Ånden og tempoet i kampene ændrede sig, og efter slaget ved Somme havde krigen sit eget særlige præg, der adskilte den fra alle andre krige.

Efter dette slag bar den tyske soldat sin stålhjelm, og i hans træk var mejslet sporene af en kraft, der var spændt til det yderste«.

Den tyske jægersoldat Ernst Junger i sine erindringer

Siegfriedlinjen og nye strategier Den tyske øverstbefalende Hindenburgs program for en ny strategi var stærkt påvirket af både de store tab ved Verdun og Somme og af øgede problemer med manglende ressourcer. Den tyske hærledelse ville ikke ofre flere tyske liv ved at gentage frugtesløse masseangreb med de store tab til følge.

I marts trak den tyske hær sig ca. 40 km tilbage fra frontlinjerne mellem Arras og Chemin des Dames og forlod derved hele den slagmark omkring Somme, som de havde forsvaret året før. Undervejs på tilbagetrækningen ødelagde eller brændte tyskerne al beboelse, slagtede kvæget og forgiftede brøndene – det man kalder den brændte jords taktik – hvilket forstærkede det billede, de allierede havde af tyskerne som umenneskelige.

I den nye tyske strategi skulle tropperne ikke længere stuves ned langs frontlinjen som lette mål for fjendens artilleri. Frontlinjen skulle erstattes af spredte maskingeværstillinger i betonbunkers forsvaret med pigtråd og dækket af langtrækkende artilleri bag linjen.

Den nye svært befæstede frontlinje, Siegfried Stellung, bestod af tre parallelle linjer, der var langt nok fra hinanden til, at fjendtligt artilleri ikke kunne ødelægge alle tre linjer samtidig. Fjendens artilleri ville lande imellem linjerne og

Fredsfølere og hærenes sammenbrud, 1917

117

gøre det vanskeligere for deres egne angribende styrker. Samtidig blev de tyske frontsoldater nu instrueret i at angribe i små grupper, Stosstruppen (stødtropper), som skulle omringe og trænge ind i fjendens forsvarsværker og ved et angreb lede de tyske tropper til de svage punkter i fjendens linjer. Fordelen ved denne nye strategi var, at den tyske frontlinje blev kortere, der skulle bruges færre tropper til forsvaret, samtidig med at soldaterne var klar til modangreb.

Briterne havde stadig forventninger om et gennembrud og lagde vægten på artilleriet. I angrebstaktikken havde briterne videreudviklet og forbedret den krybende spærreild, dvs. det tunge artilleri affyrede granater på en linje, der langsomt bevægede sig fremad i angrebet, og som infanteriet kunne bevæge sig lige bagved og derved kunne angribe tæt på fjendens linjer. En ulempe ved denne taktik var, at for at have den ønskede effekt var angriberne meget afhængige af et velfungerende samarbejde mellem artilleri og infanteri. Endelig ville briterne anvende en ny taktik, hvor angriberne skulle begive sig ud i omhyggeligt planlagte angreb på begrænsede mål, befæste dem og forsvare dem, mens næste skridt i angrebet forberedtes. Briterne kaldte det ’bite-and-hold’ – ’bid og hold fast’-taktikken.

Franskmændene ved Chemin des Dames, foråret 1917 Den højtliggende frontlinje ved Chemin des Dames havde været under befæstning af tyskerne siden 1914. Nivelle, den nye franske øverstbefalende, havde en forestilling om, at tyskerne var ved at blive svagere og udtalte, at hvis franskmændene ikke var brudt igennem i løbet af to dage, ville offensiven blive afblæst.

Nivelles offensiv blev indledt med 10 dages bombardement, men de franske kanoner skød både for lavt og ikke langt nok, så resultatet var, at terrænet blot blev rodet op, mens de tyske linjer ikke blev beskadigede. Hvad franskmændene endnu ikke var klar over var, at tyskerne var rykket bagud til deres nye linje, så de franske kanoner beskød en næsten tom frontzone. Da Nivelle mandag den 16. april iværksatte angrebet ved Chemin des Dames, var det under de vanskeligste omstændigheder, man kan forestille sig: Området er fyldt med slugter og kløfter, og tyskerne havde en klar fordel i kraft af deres udsigt over ingenmandsland og den franske frontlinje. Vejret var forfærdeligt med regn, der i løbet af dagen udviklede sig til sne.

Den franske spærreild, der skulle beskytte de angribende tropper, gled alt for hurtigt fremad over et landskab, som tyskerne havde forladt, og da de franske soldater endelig stødte på det tyske forsvar i højdedragene, blev det med et gammelkendt resultat: De angribende soldater blev mejet ned af maskingeværer, efterhånden som de nærmede sig den tyske frontlinje.

118

Før løvet falder

Slaget var reelt tabt på få timer, og mange af de fransk-senegalesiske kolonitropper blev massakreret i det iskolde snevejr. Da mørket faldt på den første dag, var franskmændene ikke rykket de planlagte 10 km frem, men blot 600 meter. Af de 10.000 soldater, der havde angrebet, var 6.000 døde, sårede eller savnede.

Efter syv ugers kampe og forsøg på fremstød havde franskmændene kun opnået ubetydelige resultater, men prisen var 30.000 dræbte. Offensiven måtte ophøre i anden uge af maj, uden at det var kommet til et gennembrud, men kun til nogle kilometers fremrykning, og de samlede franske tab var løbet op i over 187.000 døde, sårede og savnede – de tyske tab var 167.000.

Efter katastrofen ved Chemin des Dames havde de franske soldater fået nok.

Det var den alvorligste krise i den franske hær, men det, der udefra kunne se ud som mytteri, var snarere en ’kollektiv mangel på disciplin’. Soldaterne adlød deres egne nærmeste officerer, måske ikke med stor respekt, men de opførte sig, så krigen kunne fortsætte, blev i deres positioner og forsvarede dem (læs mere om opstanden side 178-179).

Som konsekvens af oplevelserne ved Chemin des Dames og for at standse urolighederne blev Nivelle den 29. april erstattet af Petain, der gradvist sørgede for bedre forhold for tropperne.

Canadierne ved Vimy-højderne En uge tidligere, den 8. april, havde briterne angrebet længere østpå ved Arras, og de klarede sig bedre end deres franske allierede, i hvert fald til at begynde med. Denne gang havde det ugelange artilleribombardement formået at klippe pigtråden, og det tyske forsvar blev enten dræbt eller fanget under jorden i de dybe beskyttelsesrum. Angrebet bestod især af canadiske styrker, der med en overvældende bedrift stødte frem på toppen af Vimy-højderne, hvor det højeste punkt var 145 meter.

Første dag af angrebet var en triumf for de canadiske soldater. I løbet af få timer var den tyske front gennembrudt i en dybde af mellem 1½ og knap 5 km, 9.000 tyske soldater taget til fange, men kun få døde og sårede. En af grundene til den store succes var, at angrebet var grundigt planlagt. Briterne havde lært af de tidligere fejltagelser og havde ladet tropperne samle sig i stort anlagte underjordiske gange, som var gravet langt under ingenmandsland. Det betød både, at de tyske soldater ikke så dem komme, før spærreilden lettede, og at canadierne kunne angribe tæt på forsvarets linjer. Men også her blev fremgangen en gentagelse af tidligere angreb, der var begyndt som en succes: Kampene fortsatte for længe, så kraften gled ud af angrebet, og i et forsøg på at bygge vi-

Fredsfølere og hærenes sammenbrud, 1917

119

dere på erobringerne blev briterne stoppet af det dybe tyske forsvar. Efter seks ugers voldsomme kampe og store tab ebbede angrebet ud i slutningen af maj.

De britiske Commonwealth-tropper havde et godt ry, og canadierne er senere blevet omtalt som »[…] de bedste soldater i det britiske ekspeditionskorps (BEF) i 1917. Hvis det var menneskeligt muligt for dem at tage et mål, ville det lykkes for dem, uanset omkostningerne, og ved Arras gjorde de det«. Men også for disse tropper var det med meget store tab.

Det imponerende monument og mindeparken på Vimy-højdedragene ærer de mange canadiske soldater, der døde her i 1917. Den dominerende figur bag monumentet symboliserer den unge nation Canada. Egne fotos.

120

Før løvet falder

Østfrontens sammenbrud Allerede i februar 1917 måtte russerne meddele sine allierede, at den russiske hær ikke kunne medvirke i de aftalte offensiver i foråret. Hærcheferne måtte indrømme, at moralen i den russiske hær var meget lav, og det betød, at officererne ikke længere kunne stole på soldaterne. På trods af at den russiske hær ved årsskiftet havde haft den største relative stigning i udrustning af kanoner og ammunition, kunne denne fremgang ikke udnyttes. Den revolutionære stemning var blusset op blandt befolkningen hjemme i Rusland og havde bredt sig, så der også i militæret var udbredte deserteringer. Østfronten var ved at gå i opløsning.

I marts bredte urolighederne sig på grund af stigende mangel på brød og andre levnedsmidler i Petrograd, og den 2. marts blev zaren tvunget til at abdicere.

De vestallierede så på udviklingen med positive øjne. Det næsten enevældige zarstyre, der havde været en plet på det allierede selvbillede, blev afløst af et tilsyneladende mere demokratisk styre. Det forekom nu mere troværdigt, at ententen kæmpede krigen for at forsvare demokratiet mod autokratiske styrer.

Tyskerne så også en klar fordel i muligheden for, at Østfronten skulle smuldre. Måske derfor gav de i april den landsforviste revolutionsleder, Lenin, lov til at passere gennem Tyskland på vej til Rusland fra sit eksil i Schweiz (se mere om dette i kapitel 16, side 194-203). Men den nye russiske regering ønskede at fortsætte krigen, og i sommeren indledte den russiske hær under general Brusilov en offensiv i Galicien (et område i Polen og Ukraine) i håbet om at gentage succesen fra året før. Men i midten af juli bevirkede et tysk modangreb fra den nordlige del af Østfronten, at det russiske forsvar smuldrede. Et stort antal af de russiske tropper gav op og begyndte at drage hjem uden at afvente krigens afslutning. Så de tyske tropper skulle nærmest bare følge efter for at erobre terræn. Allerede på modangrebets første dag opnåede tyskerne et fremstød på 15 km. Moralen i den russiske hær faldt støt, soldaterne sultede, og generalerne kunne ikke længere regne med deres tropper.

I november fremskyndede Lenin endnu et statskup, og han sendte hurtigt en forespørgsel til den tyske overkommando om våbenstilstand. I december mødtes russiske og tyske repræsentanter for at diskutere fredsbetingelserne, og i marts 1918 underskrev de to parter en separatfred i Brest-Litovsk. Østfronten var nu endelig ude af billedet.

Minerne ved Messines Briterne og franskmændene havde en aftale om et britisk hovedangreb i de tidlige sommermåneder, hvor franskmændene skulle støtte op om briterne med mindre angreb andre steder på frontlinjen. Men på grund af det franske oprør

Fredsfølere og hærenes sammenbrud, 1917

121

blev støtten ikke til noget, og briterne måtte kæmpe alene. Haig var ikke i tvivl om, at offensiven skulle gennemføres, for han havde længe ønsket at genåbne fronten ved Ieper. Målet var et gennembrud af den tyske front for at få adgang til de belgiske havne Ostende og Zeebrugge, som tilsyneladende var tilholdssted for de tyske ubåde.

I 1917 besad tyskerne stadig højderne omkring Ieper, hvorfra de havde mulighed for at observere de britiske aktiviteter bag frontlinjen. I to år havde briterne forberedt det angreb, der skulle få tyskerne væk fra højdedragene ved Messines syd for Ieper-fremspringet: Ved at detonere 21 kæmpe underjordiske miner ville man bogstaveligt talt blæse de tyske soldater væk fra deres stillinger. Under den lange forberedelse havde britiske specialtropper gravet kilometerlange minegange i mere end 30 meters dybde under jordens overflade.

Lige før daggry den 7. juni sprængtes 19 af de store miner i løbet af mindre end et halvt minut efter hinanden. Eksplosionen var så enorm, at den kunne høres i London, og hundredvis af tyske soldater forsvandt. Da de angribende tropper ankom til Messines-bakkekammen, så de, hvordan de overlevende tyske soldater var ude af stand til at yde modstand, men flakkede fortumlede rundt på slagmarken. Allerede kl. 9 var det, der var tilbage af højdedraget, i britiske hænder, og om aftenen holdt briterne hele linjen.

Men straks efter denne første dag var der igen hårde kampe, og slaget fortsatte indtil den 14. juni. Det indledende angreb havde været en succes for briterne med relativt begrænsede tab: De havde mistet 11.000 mand, hvoraf kun 10 % var døde, tyskerne havde mistet 20.000, hvoraf 30-40 % var døde.

General Plumer, der havde ledet angrebet, forudså, at tyskerne ville iværksætte et modangreb og ønskede at udnytte sejren ved at fortsætte angrebet længere nordpå ved Ieper, men Haig mente ikke, det var nødvendigt: Angrebet ved Ieper skulle først sættes i værk i slutningen af juli. Det kommende slag ville derfor blive udkæmpet i august, og det skulle vise sig at blive katastrofalt. Men før

Nogle af de store minekratere blev dækket til efter krigen, andre blev anlagt som rekreative mindeområder. Her det smukke Caterpillar Crater. De to sidste af de i alt 21 miner eksploderede ikke under krigen. Den ene blev udløst af et tordenvejr i 1955, den sidste findes endnu under Flanderns marker. Da de detaljerede kort siden er destrueret, kender man i dag ikke dens nøjagtige position. Eget foto

122

Før løvet falder

briterne kom så langt, introducerede tyskerne endnu et ny gasvåben – diklordiethylsulfid – også kendt som sennepsgas eller yperit, fordi det første gang blev brugt ved frontafsnittet ved Ieper. Effekten af gassen var altødelæggende, og selv om angrebet ved Messines var ovre, og det store angreb ved Ieper endnu ikke var indledt, mistede briterne 84.695 døde, sårede og savnede alene i juli 1917.

Tredje slag ved Ieper Efter 14 dages bombardement med 3.000 kanoner og 4 mio. granater indledte briterne det tredje slag ved Ieper, også kaldet slaget om Passchendaele.

Tidligt om morgenen den 31. juli 1917 tiltog bombardementet til et øredøvende højdepunkt, og de allerede rystede tyskere rapporterede, at det nu ikke længere var artilleriild: »Selve Helvede var blevet åbnet«. Granaterne havde pulveriseret terrænet til et månelandskab, og det var kun muligt for soldater og kampvogne at bevæge sig frem i et jævnt tempo bag ved et tæppe af en krybende spærreild. Spærreilden bevægede sig for hurtigt frem i forhold til tropperne, og granaterne ødelagde kommunikationen bagud, så angriberne måtte sætte farten yderligere ned. Heller ikke rekognosceringsflyene kunne viderebringe informationer på grund af de lavthængende tunge skyer, og i flere afsnit af angrebet var der fornemmelse af kaos.

Med det voldsomme bombardement håbede briterne på at nedbryde de tyske tropper psykisk og moralsk, hvilket også lykkedes – flere divisioner måtte fjernes fra frontlinjen. Men de var blevet erstattet af nye, og allerede om eftermiddagen åbnede det tyske modangreb. Samtidig satte et voldsomt regnskyl ind, og slagmarken blev hurtigt omdannet til et brunt pløre.

Den første dag havde ingen af de britiske tropper nået mere end et 800 meter langt fremstød. Døende og sårede lå spredt over hele slagmarken og håbede, at de ville blive fundet og bragt i sikkerhed – for de fleste blev det håb ikke virkeliggjort. Regnen blev ved de næste mange dage, men slaget fortsatte sin blodige gang, og soldaterne måtte udholde umenneskelige lidelser, som beskrevet i et brev, der blev fundet på en død officer: »Efter at jeg havde kravlet gennem de blodige rester af mine kammerater og gennem røg og granatsplinter, har jeg flakket og løbet midt i kanonilden i søgen efter ly, nu venter jeg døden hvert øjeblik. Man ved ikke, hvad Flandern betyder. Flandern betyder endeløs menneskelig udholdenhed, Flandern betyder blod og stumper af menneskekroppe. Flandern betyder heltemod og troskab lige indtil døden«.

Fredsfølere og hærenes sammenbrud, 1917

123

Den døde var en tysk officer, men ordene kunne lige så godt have været skrevet af en brite.

Kampene fortsatte med gentagne britiske angreb i august og september, mens den vedblivende regn lavede slagmarken om til en substans som slimet havregrød. Haigs mål var ikke længere de belgiske havnebyer, men at udmatte og dræbe så mange tyskere som muligt.

I august tog den britiske premierminister Lloyd George til fronten for at danne sig en mening, og den militære ledelse præsenterede de mest sølle og udhungrede tyske krigsfanger for at gøre opmærksom på, hvor svag fjenden var.

Imens blev tabslisterne længere og længere, og i begyndelsen af september blev Haig kaldt til London for at retfærdiggøre en videre kamp ved Ieper. Lloyd George var usikker på, om det var den rigtige strategi, der blev ført. Det britiske tab på nu 250.000 døde var for stort et offer i forhold til det sølle militære udbytte, der var opnået i hele kampagnen. I oktober var alene 3.000 newzealændere døde i et forsøg på at komme gennem uklippet pigtråd.

Lloyd George forsøgte at få offensiven stoppet, men hærledelsen blev bakket op af flåden. Haigs modargumenter var, at de to hovedallierede, Frankrig og Rusland, var så svage, at briterne fortsat måtte vise styrke. Haig mente, at briterne skulle fortsætte ’bid og hold fast’-taktikken, dvs. gentagne angreb med voldsomme bombardementer efterfulgt af korte fremstød, og premierministeren måtte give efter for hærledelsens planer.

Fem australske soldater krydser på gangbrædder de oversvømmede slagmarker ved Passchendale.

Foto: Imperial War Museum, UK.

124

Før løvet falder

»Helvede, de kaldte det Passchendaele« I efteråret 1917 nåede de britiske soldater ikke længere end højst 1.500 meter i løbet af hvert af de korte fremstød ved Ieper, mens alt efterhånden forsvandt i mudderet – mænd, heste og kanoner. En major i et britisk maskingeværkorps huskede: »Da jeg for første gang skulle op til frontlinjen, viste de første tegn på de rædsler, der ville komme, sig som en lille klump på siden af gangbrættet.

Jeg kastede et blik på den og så til min rædsel, at det var en menneskehånd, der holdt fast på siden af brættet – intet spor af ejeren, bare et glimt af et mudret håndled og et stykke ærme, der stak op af mudderet. Efter det var der lig for hver få meter. Nogle lå med ansigtet nedad i mudderet; andre viste med deres ansigtsudtryk, hvilken indsats de havde gjort for at komme op på stien. […] Jeg så døde, uanset hvor jeg kiggede – en død signalmand, der stadig holdt fast i en kurv med to døde duer i, og videre fremme lå der lige ved siden af stien to døde sygebærere med en død mand på båren«.

Det var ikke kun et helvede for de britiske tropper – englændere, canadiere og ANZACs – men også de tyske soldater led frygteligt under slaget om Passchendaele. De solide cementbunkere ydede god beskyttelse for tyskerne, men i mudderet kunne de nemt blive soldaternes grav. En tysk kaptajn mindedes: »Bunkerne var rimeligt stærke og kunne endda modstå en direkte træffer fra nogle af fjendens tunge granater, men på grund af terrænforholdene i Flandern kunne de ikke opføres over et stærkt fundament. Når et par tunge granater åbnede et krater tæt på dem, ville de stå på hovedet, nogle gange med indgangen nedad, med soldaterne fanget indeni. Der var selvfølgelig ingen mulig måde, hvor vi kunne redde dem, og vi havde et temmelig stort antal dødsfald på den måde – og tanken om den pinefuldt langsomme død for dem, der blev levende begravet, plagede os alle«.

Den 6. november tog de canadiske tropper Passchendaele i besiddelse – eller det der var tilbage af landsbyen: Nogle mudderdækkede ruiner på en jord, der var gennemvædet af blod.

Fra frontlinjen, hvor de britiske soldater indledte angrebet den 31. juli, til Passchendaele er der omkring 8 km. Det havde taget tropperne 99 dage at nå

Fredsfølere og hærenes sammenbrud, 1917

125

dertil. Alene canadierne mistede 15.634 dræbte og sårede mellem den 26. oktober og den 10. november, hvor kampagnen endelig var ovre. Af de 1 mio. britiske soldater, der blev dræbt under krigen, lå 250.000 i de få kvadratkilometer omkring Ieper, mere end 40.000 af dem blev ikke bragt tilbage fra slagmarken.

Haig opnåede til dels sit mål, for den tyske kampånd var alvorligt rystet efter Passchendaele. »Helvedet ved Verdun og Somme blev overgået af Flandern«, skrev den tyske øverstbefalende ved Ieper i en rapport i december 1919: »Slaget om at holde Flandern var det største martyrium i krigen […] og når man ser tilbage, ser det ud til, at hvad der blev udholdt her var overmenneskeligt, men måske vil det modige offer stadig vise sig at have været for stort«.

Haigs øverste stabsleder, der besøgte slagmarkerne den 8. november, udbrød: »Gud i Himlen, har vi virkelig sendt mænd ud at slås i dette?«. Svaret fra hans ledsager var efter sigende: »Det er endnu værre længere fremme, sir«.

Fire måneder senere erobrede de tyske tropper alt det terræn tilbage, som de havde mistet i efterårets kampe om Passchendaele.

På Tyne Cot-krigskirkegården lidt nord for Ieper ligger 11.956 britiske soldater begravet. 8.369 af dem er uidentificerede fra kampene omkring Passchendaele i efteråret 1917. Eget foto.

126

Før løvet falder

Årets sidste angreb – kampvogne ved Cambrai Men Haig havde fortsat planer om at angribe. Dels ville han sandsynligvis understrege, at briterne ikke var slået, dels ville han afprøve en ny taktik med et samarbejde mellem infanteri, kampvogne og artilleri. Men for at udnytte kampvognenes potentiale havde han brug for et mere stabilt terræn end Flanderns sumpede marker.

Den 20. november angreb han med mere end 300 kampvogne over det kalkholdige terræn ved Cambrai, 75 km syd for Ieper. Angrebet blev denne gang ikke indledt med et forudgående bombardement, og overraskelsesmomentet var overvældende. Det tyske forsvar blev løbet over ende, og briterne opnåede i løbet af den første dag et fremstød på omkring 7,5 km. Det var et imponerende resultat sammenlignet med både Somme og Passchendaele, og det var opnået med begrænsede tab: 1.500 briter var døde eller sårede, og man havde taget 10.000 tyske fanger.

Da efterretningerne nåede London, ringede byens kirkeklokker for at markere sejren. Men det var en stakket sejr; dels var fremstødet noget begrænset på midten af angrebslinjen, hvor det var lykkedes for de tyske forsvarere at standse kampvognene med panserbrydende våben, dels blev soldaterne stoppet af den pigtråd, som kampvognene ikke havde ødelagt, og de, der ikke nåede at vende om, blev uden besvær mejet ned af forsvarernes maskingeværer. Kampvognsstyrkerne kunne ikke udnytte gennembruddet, og i løbet af de næste ti dage havde tyskerne trukket reserver frem til fronten. Ved et storstilet modangreb den 30. november generobrede de tyske tropper det tabte terræn – og lidt til.

De officielle tal for britiske døde ved Cambrai var 10.042. Til sammenligning havde tyskerne 13.047 døde for hele november og december ved Vestfronten.

De britiske tab for hele 1917 var 399.821 døde, sårede og savnede, heraf udgjorde de dræbte 266.450.

Som et resultat af de fejlslagne kampagner i Flandern og ved Cambrai mistede politikerne den sidste rest af velvilje over for Haig, og premierminister Lloyd George overtog den strategiske ledelse af de britiske styrker i krigen. Det udmøntede sig i dannelsen af Det øverste krigsråd (the Supreme War Council), der bestod af de politiske ledere fra de allierede lande, Storbritannien, Frankrig, Italien og USA samt deres militære rådgivere. Haig var således stadig øverstbefalende for de britiske styrker.

Tysk-østrigsk offensiv i Italien: Caporetto-højderne I de bjergrige grænseområder i det nordøstlige Italien ved Isonzo-floden havde italienerne igen og igen iværksat frugtesløse angreb mod Østrig med store om-

Fredsfølere og hærenes sammenbrud, 1917

127

kostninger i tab af menneskeliv. Det seneste blev indledt i august 1917. I gennemsnit havde der været en offensiv hver tredje måned mellem maj 1915 og august 1917. Men i efteråret planlagde Østrig og Tyskland et fælles angreb i håb om at hamre gennem den italienske front.

Den tyske hærledelse kunne efter revolutionen i Rusland i november trække tropper væk fra Østfronten og ønskede desuden at styrke østrigernes forsvar i det vanskelige terræn. Det var heller ikke uden betydning for det tyske engagement ved den italienske front i efteråret 1917, at den nye østrigske kejser Karl havde seriøse overvejelser om at indgå separatfred med ententemagterne.

Den 25. oktober angreb erfarne tyske og østrigske alpetropper og opnåede på mindre end to uger et gennembrud af den italienske front og en overbevisende fremrykning på over 120 km.

Kampene var meget anstrengende for soldaterne på begge sider af ingenmandsland, et granatnedslag i bjergene havde meget større virkning end i den bløde jordbund i Belgien og Frankrig, og mange af de italienske soldater var på sammenbruddets rand. Hele den italienske front brød sammen, men blev gendannet knap 120 km bagude.

Italienernes tab var omkring 10.000 døde, 275.000 var taget til fange, og et meget stort antal italienske soldater lagde deres våben fra sig og flakkede rundt i bjergene. Sandsynligvis deserterede omkring ½ mio.

128

Før løvet falder