Anette Borchorst & Drude Dahlerup (red.)
FØR OG EFTER STEMMERETTEN – køn, demokrati og velfærd
FRYDENLUND
Før og efter stemmeretten – køn, demokrati og velfærd 1. udgave, 1. oplag, 2015 © Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7118-577-5 Forlagsredaktion: Rebekka Hjelholt Svendsen og Christel Ejlersen Korrektur: Peder Norup Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Christel Ejlersen Grafisk produktion: Balto Print, Litauen Forside- og bagsidefotos: Dansk Kvindesamfund og Nils Meilvang/Scanpix
Bogen er støttet af Carlsbergfondet og Hulda Pedersens Fond.
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. For en del fotografier og illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde forlaget indhentet tilladelse i forvejen. Hvor der ikke er noteret anden kilde, er billederne i privat regi.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
INDHOLD Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Forfatterpræsentationer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 KAPITEL 1: Perspektiver på 1915-grundloven: En introduktion. . . . . . . . . . . . . . . . 15 Anette Borchorst og Drude Dahlerup
KAPITEL 2: Social- og familiepolitikkens rolle i den demokratiske inklusion. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Niels Finn Christiansen
KAPITEL 3: Vejen til lige og almindelig valgret. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 Nina Javette Koefoed
KAPITEL 4: Kvinder på tværs af klasser. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Jytte Nielsen og Anette Eklund Hansen
KAPITEL 5: Blev valgretten et gennembrud for kvinder i dansk politik?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105 Drude Dahlerup
KAPITEL 6: Lighed for loven. Ligestillingspolitisk følgelovgivning 1919-25. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 Jytte Larsen
KAPITEL 7: Mor, far, staten og småbørnene. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 Anette Borchorst
KAPITEL 8: Kvindelige økonomer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169 Niels Kærgård
KAPITEL 9: Socialdemokraternes progressive dilemma. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 Mai Hostrup Brunse og Heidi Vad Jønsson
KAPITEL 10: Et dansk gender gap – køn som ny skillelinje blandt danske vælgere. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213 Jørgen Goul Andersen
Milepæle og ligestillingsreformer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 234 Foto- og illustrationsliste. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242 Register. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 243
Anette Borchorst & Drude Dahlerup (red.)
14
PERSPEKTIVER PÅ 1915-GRUNDLOVEN: EN INTRODUKTION Anette Borchorst og Drude Dahlerup Kvindetoget til Amalienborg Slotsplads den 5. juni 1915 markerede vedtagelsen af den nye grundlov, hvor både kvinder og tjenestefolk fik stemmeret og blev valgbare til Rigsdagen. Det var den hidtil største kvindemanifestation i danmarkshistorien med omkring 20.000 kvinder som deltagere. Støtten til stemmeretskravet var langsomt vokset i befolkningen, og flere og flere kvindeorganisationer sluttede efterhånden op om kravet. En mandsliga til støtte for kvinders stemmeret havde også været aktiv. Alle stemmeretsorganisationerne samt en meget bred vifte af datidens kvindeorganisationer, lige fra Dansk Sygeplejeråd over kommunelærerindeforeningerne og Telefonistindeforeningen og til diakonisser og pigespejdere stod på indbydelsen til det historiske tog, som det fremgår af illustrationen (Dahlerup, 1977; Larsen, 2015). Selv om kvindetoget til Amalienborg var en stor og samlende begivenhed, synliggjorde det dog også nogle af konfliktlinjerne i det danske samfund og i kvindebevægelsen. Mange konservative kvinder var ikke med, fordi de var imod Grundlovens afskaffelse
af den privilegerede valgret til Landstinget, og desuden var de indbyrdes splittede om kvindestemmeretten. De socialdemokratiske kvinder var også splittede, fordi partiet samme dag holdt det traditionelle grundlovstog til Søndermarken for arbejderklassens mænd og kvinder. I den første indbydelse til kvindeorganisationerne, der blev udsendt den 3. maj 1915, skrev Danske Kvinders Nationalraad, at kvinderne med kvindetoget ville sige »Tak for den Valgret, der nu gives os«. Men i den endelige indbydelse såvel som i den højtidelige adresse til Rigsdag og regering var ordet tak forsvundet. Man takker ikke for noget, man burde have fået for længe siden! Toget repræsenterede både en afslutning og en begyndelse. Det markerede afslutningen på en lang politisk agitation for kvindestemmeretten, som varede fra det første moderate forslag om stemmeret, fremsat af Fredrik Bajer i Folketinget i 1886, til indførelsen af almindelig stemmeret og valgbarhed ved rigsdagsvalg med Grundloven af 1915. Symbolsk var stemmeretten overordentlig vigtig. Den kunne ses som et mål i sig selv, men den kunne også opfattes som et middel til at skabe politiske forandrin15
Anette Borchorst og Drude Dahlerup
»Toget voksede og voksede, fra Grønningen helt op til Østbanegaarden, stadig kom der flere og flere til, ogsaa Tilskuernes Antal øgedes stærkt. Op langs Rækkerne saa man af og til unge Piger med Standarter, hvorpaa der stod: 'Ingen Kvinde bør være Tilskuer', det var naturligvis ikke det, der gjorde Udslaget, men der var virkelig næsten ingen Kvinder blandt Tilskuerne; men det kunde Mændene ogsaa helt godt besørge«, skrev den unge lærerinde Nanna Elisabeth Bojsen Jensen, som var ordensmarskal i denne danmarkshistoriens hidtil største kvindemanifestation.
ger. Dermed var valgretstoget også begyndelsen på en lang og endnu ikke fuldført politisk proces om ligestilling mellem de to køn og inkludering af kvinderne og andre hidtil marginaliserede grupper i det fremvoksende danske demokrati. Stemmeret for kvinder og tyende var blevet indført skridt for skridt i Danmark. I 1903 fik de to grupper stemmeret og blev valgbare til de nyoprettede menighedsråd. I 1907 blev der indført tilnærmelsesvis almindelig stemmeret samt forholdstalsvalg og hemmelig afstemning til de nye Hjælpekasser og i 1908 til de reformerede by- og sogneråd. Allerede i 1905 var kvinder blevet valgbare til de pladser i Værgerådene, som kommunalbestyrelserne skulle udpege. 16
Men 1915-grundloven mere end fordoblede vælgerskaren med indførelsen af tilnærmelsesvis almindelig stemmeret. Mens 1849-grundloven kun gav stemmeret og valgbarhed til 35 procent af personer, som var fyldt 30 år, inkluderede 1915-grundloven ved den første indfasning i 1918 81 procent af myndige personer, dvs. de 25-årige og derover, og da den var fuldt indfaset i 1920 kom man op på 96 procent af alle personer på 25 år og derover1 (Elklit, 1986). 1866-grundlovens privilegerede valgret til Landstinget, der betød, at borgere med de højeste indkomster havde større indflydelse end resten af de stemmeberettigede, blev afskaffet med den nye grundlov. Parlamentarismen, som var blevet introduceret med Systemskiftet 1901, hvorefter en regering ikke måtte have et flertal imod sig, blev ikke indskrevet i 1915-grundloven (det skete først i 1953). Men med 1915-grundloven kom de første skridt væk fra det traditionelle flertalsvalg i enkeltmandskredse og mod forholdstalsvalg. Med Grundloven af 1915 blev Danmark et af de allerførste lande, der indførte tilnærmelsesvis almen valgret. Kun en håndfuld andre lande i verden havde på dette tidspunkt gennemført lige og almindelig valgret uanset køn og stand, og disse udgjorde den første bølge af kvindevalgret. Den kom før og omkring første verdenskrig, mens den anden bølge af valgret til kvinder kan dateres til tiden efter anden verdens1 1915-grundloven fastlagde en stemmeretsalder på 25 år, der skulle indfases gradvis. I 1918 kunne de 29-årige stemme, men ved det tredje folketingsvalg i 1920, hvor sønderjyderne også var kommet med, tog man det fulde skridt, og alle på 25 år og derover kunne nu stemme. På dette tidspunkt opgav man også et etårigt bopælskrav til vælgerne.
En meget stor skare af kvindeforeninger stod bag indkaldelsen til kvindetoget den 5. juni 1915. Som det fremgår af selve teksten og understreget i teksten nederst, som var lagt til i Kvinden og Samfundet, så var dette ikke et takketog. Man takker ikke for noget, man burde have fået for længst, var synspunktet i store dele af kvindebevægelsen.
Anette Borchorst og Drude Dahlerup
krig med f.eks. Frankrig og Italien, og en tredje med afkolonialiseringen og oprettelsen af de nye selvstændige stater, bl.a. i Afrika. Kvinder fik først stemmeret i New Zealand (1893), dernæst i Finland (1906), i Norge (1913) og i Island og Danmark i 1915. Mens begrænset valgret for visse privilegerede grupper af kvinder var indført tidligt i Sverige og Finland, var alle kvinder i Danmark udelukket indtil 1915. Dette bidrog formentligt til, at stemmeretten sidst i forløbet kunne samle så bred en alliance mellem danske kvindeforeninger. Den danske kvindebevægelse fulgte udviklingen i udlandet tæt, for hver gang kvinder i et andet land fik stemmeret, var det et slag mod de ofte fremførte biologiske argumenter mod kvinders valgret og valgbarhed. Disse argumenter mistede langsomt deres kraft i takt med samfundsudviklingen, hvor flere og flere kvinder fik uddannelse og indtog fremtrædende poster i foreningslivet. Svækkelsen af de konservative kræfter efter Systemskiftet i 1901, og først Venstres og derefter Det Radikale Venstres regeringsdannelser, åbnede sammen med støtten fra Socialdemokratiet op for indførelsen af almindelig stemmeret.
FØR OG EFTER STEMMERETTEN I denne antologi analyseres udviklingen af det danske demokrati og den danske velfærdsstat før og efter Grundloven af 1915 ud fra et ekskluderings- og inkluderingsperspektiv, både når det gælder den politiske repræsentation og inkludering af ligestillingshensyn i den politiske debat og de politiske beslutninger. Fokus ligger på de politiske institutioner, de politiske aktører 18
og de politiske diskurser. Kvinder og køn er i centrum, men perspektivet i denne antologi er bredere, idet antologien også omfatter inddragelsen af andre grupper, som har været udelukket i det danske demokrati. Samtidig ser flere af kapitlerne på sammenhængen mellem køn, klasse og etnicitet i inkluderings- og ekskluderingsprocesserne – både omkring 1915-grundloven og i dag, hvor ekskluderingen og inkluderingen af indvandrere er et brændende spørgsmål. Antologien kombinerer historiske og politologiske kapitler med det mål at præsentere en bred vifte af tilgange. De første kapitler fokuserer på tiden lige før og efter grundlovens vedtagelse i 1915. Dernæst følger kapitler, der ser på hele perioden, og de sidste kapitler har fokus på situationen fra 1970’erne frem til i dag. Kapitlerne analyserer både diskussionerne om kvinders tilstedeværelse og repræsentation i politik og de civile og sociale reformer, der fik betydning for ligestilling mellem kvinder og mænd. De enkelte kapitler er skrevet af eksperter inden for deres felt, og der trækkes linjer fra konkrete historiske begivenheder til den generelle udvikling af det danske demokrati og velfærdsstat. 1915-grundlovens betydning er forskningsmæssigt underbelyst, og jubilæet i 2015 er en oplagt anledning til at råde bod på dette. Efter 1915 blev kvinder langsomt inkluderet i politik, og køn og ligestilling kom i stigende grad på den politiske dagsorden. Antologien belyser baggrunden for denne udvikling og dens konsekvenser. Den analyserer diskussionerne op til vedtagelsen af 1915-grundloven, hvilken betydning den fik, og om og hvordan den kønsmæssige profil for dansk demokrati og
Først efter lange diskussioner turde Dansk Kvindesamfund i 1909 sætte denne plakat op. Det stod jo i historiebøgerne, at der var indført almindelig stemmeret i Danmark allerede med Grundloven af 1849.
velfærd har udviklet sig frem til i dag. En række af de velfærdspolitiske beslutninger, der diskuteres i bogen, og som bidrog til markante ændringer i familieformer og kønsarbejdsdeling med hensyn til omsorg og forsørgelse, må ses som en integreret del af billedet af Danmark (og de øvrige nordiske lande) som foregangsland i ligestillingspolitik. I dag ligger Danmark stadig i toppen af internationale ligestillingsindeks, hvad angår politisk kvinderepræsentation samt kvinders beskæftigelse og uddannelse. Den danske ligestillings-
politiske indsats er dog blegnet, hvilket vi vil komme ind på sidst i kapitlet.
DEMOKRATI, FOLKESTYRE, VALGRET OG REPRÆSENTATION I 1800-tallet blev begrebet ’demokrati’ ofte associeret med ukontrolleret magt til ukyndige vælgere. Man kan derfor spørge, hvor brugbart demokratibegrebet var i kvindestemmeretsbevægelsernes argumentation. Jeppe Nevers skriver, at kampen for kvindestemmeretten i Danmark – i hvert fald når 19
Anette Borchorst og Drude Dahlerup
man læser Dansk Kvindesamfunds blad, Kvinden og Samfundet – aldrig blev legitimeret som en kamp for demokrati (Nevers, 2011: 166). I nærværende antologi analyseres i den forbindelse, hvordan opfattelsen af, hvad ’folkestyre’ (det foretrukne ord) og ’almindelig valgret’ indebar, ændrede sig over tid, ligesom det undersøges, hvilke andre argumenter og begreber der var vigtige i debatterne om 1915-valgretten, samt hvilke der er blevet anvendt senere i historien som argument for inkludering af flere grupper i det danske demokrati. I Dansk Kvindesamfunds arkiv finder man en diskussion om, hvorvidt man kunne tillade sig at sætte en plakat op med teksten: »Der er ikke almindelig Valgret i Danmark, naar Kvinderne er uden politisk Valgret!«. Disse betænkeligheder afspejler den modstand, man var oppe imod. Det stod jo i historiebøgerne, at almindelig stemmeret var indført med den første frie forfatning i 1849, og det blev fejret hvert år på grundlovsdag den 5. juni. Kvinder og tyende blev ikke betragtet som potentielle medborgere, og deres udelukkelse ansås derfor som uproblematisk (se også kapitel 2). I sin meget indflydelsesrige bog The Subjection of Women opponerede John Stuart Mill kraftigt mod dette.2 Også i Danmark var de progressive kræfter i Venstre og Socialdemokratiet tidligt for kvindestemmeret; i Socialdemokratiet altid i form af almindelig 2 Georg Brandes oversatte John Stuart Mills bog, og den blev udgivet på dansk samme år som originaludgivelsen, 1869, med titlen Kvindernes Underkuelse. I forordet til første udgave roste Brandes Mills ideer, men forbavsende nok vendte Brandes på en tallerken, og i forordet til andenudgaven fra 1885 advarede han imod at give kvinderne stemmeret, fordi han frygtede, at det ville styrke de reaktionære kræfter i samfundet (Mill, 1869). 20
stemmeret til alle. Fra sin etablering i 1905 gik Det Radikale Venstre ind for reformer af kvindernes underordnede stilling, herunder også for stemmeret. Både dengang og i dag møder man forskellige syn på principperne vedrørende demokrati og repræsentation. Den irske politolog Yvonne Galligan (2007: 557) identificerer i disse diskussioner tre forskellige, men relaterede, dimensioner af repræsentation: hvem repræsenterer (the who), hvad repræsenteres (the what), og hvordan repræsenteres det (the how). Måske kunne man tilføje et hvor, dvs. på hvilket niveau – lokalt, regionalt, nationalt, på EU-niveau eller internationalt – repræsentationen foregår. I forlængelse af Galligans perspektiv har feministisk teori kritiseret ældre såvel som nyere opfattelser af det repræsentative demokrati – fra lovprisningen af bystaten i Athen til moderne deliberativ demokratiteori – for at fokusere ensidigt på strukturerne, altså hvordan, og negligere spørgsmålet om hvem, der er inkluderet i eller ekskluderet fra den demokratiske beslutningsproces (Dahlerup, 2011). Det var denne normative og faktiske eksklusion, som Dansk Kvindesamfund forsigtigt ville pege på med sin plakat. Stemmeretsorganisationernes forsigtige krav om at få kvinder valgt ind i de politiske forsamlinger har i de sidste årtier fået stærkt internationalt gennemslag i en skærpet form, bl.a. i den globale diskussion om brug af kønskvotering for hurtigt at ændre kvinders historiske underrepræsentation (Dahlerup, 2006; International IDEA et al., 2015). I dag handler diskussionen ikke om stemmeret, idet stemmeret til hele befolkningen nu anses som et sine qua non, for at
perspektiver på 1915-grundloven: En introduktion
et land kan blive betragtet som demokratisk. I dag ligger fokus på faktisk repræsentation – oftest ud fra et ideal om, at de folkevalgte forsamlinger bør afspejle befolkningens sammensætning. I FN-deklarationen Platform for Action, der blev vedtaget på verdenskvindekonferencen i Beijing i 1995, står det skrevet, at kvinders og mænds lige deltagelse i beslutningsprocesserne er nødvendig for, at demokratiet skal kunne fungere. Den europæiske kvindelobby skærpede sprogbrugen i deres 2008-kampage for ’parity’, dvs. ligelig repræsentation af kvinder og mænd. I kampagnen siges det, at »Den nuværende underrepræsentation af kvinder i de fleste folkevalgte forsamlinger i Europa, inkl. EuropaParlamentet, er et alvorligt demokratisk underskud, som truer de europæiske institutioners og politiske partiers legitimitet« (European Women’s Lobby, 2008). Samtidig var kvinderepræsentationen i verdens parlamenter under ét i juni 2015 kun 22 pct., i Europa (OECD) 27 pct. og i Norden 41 pct. med Danmark på en nordisk sidsteplads med 37 pct. (Inter-Parliamentary Union, 2015).
KVINDERS CIVILE, SOCIALE OG POLITISKE MEDBORGERSKABSRETTIGHEDER Sideløbende med de politiske rettigheder fik danske kvinder også andre medborgerskabsrettigheder. Husbondens status som overhoved både for hustru, døtre og tyende gjaldt endnu i det 19. århundrede på alle områder og var institutionaliseret i alle typer rettigheder – civile, politiske og sociale. Kvinder havde ikke ejendomsret, arveret, forældremyndighed eller rådighed over formue og indtægt, og inden for ægteskabet
betragtede lovgivningen ikke bare manden som overhoved; frem til 1912 pålagde ægteskabsritualet også kvinder pligt til underdanighed. I velfærdsstatsforskningen har medborgerskabsrettigheder været set som en forudsætning for udviklingen af demokratiske samfund, og i T.H. Marshalls (1950) klassiske analyse af medborgerskab betones sociale rettigheder som det afgørende supplement til civile og politiske rettigheder for at udvikle fuldt medborgerskab. Men den komparative velfærdsforskning, der voksede frem i anden halvdel af 1980’erne, overså ligesom Marshall selv, at kvinder fik både civile, politiske og sociale rettigheder langt senere end mænd. Denne kønsblindhed fik konsekvenser for begrebsapparat og konklusioner. Gøsta Esping-Andersens meget citerede teori om velfærdsregimer med opdeling af velfærdsstater i universelle, forsikringsbaserede og residuale velfærdsregimer (1990), er et godt eksempel herpå. Hans nøglebegreb ’dekommodificering’ skulle bruges til at måle, i hvilken udstrækning velfærdsydelser som f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp gør faglærte (mandlige) arbejderes forsørgelse uafhængigt af markedet. Det var især de nordiske lande, der ifølge Esping-Andersen havde en høj grad af dekommodificering. Men hans begreb er uegnet til at forstå, hvor vigtig den omfattende udbygning af de nordiske velfærdsstater har været for kvinderne og for ligestilling mellem kønnene. For kvinderne var der nærmest sket det omvendte. De blev i 1970’erne og 1980’erne ’kommodificeret’ eller ’rekommodificeret’ gennem barselsorlov og daginstitutioner, fordi disse ydelser gør det muligt for 21