Flemming Larsen
Fascismens Italien
HIS2RIE REDAKTION: Vibe Skytte
FRYDENLUND
Fascismens Italien 1. udgave, 1. oplag, 2010 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7887-773-4 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Grafisk produktion: Pozkal, Polen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Bogforlaget Frydenlund Hyskenstræde 10 DK-1207 København K. tlf. 3393 2212 • fax 3393 2412 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk
I serien er tidligere udkommet: Mette Holm: KINA – fra kejserdømme til kapitalisme Kai Rasmussen: IRLAND – fra påskeoprør til påskeaftale Peter Kyhn: DE BALTISKE LANDE Annette Marcher & Peter Frederiksen: DE RØDE KHMERER – folkemord og forsoning i Cambodia Ole Lindboe: NYNAZISMEN – magt eller afmagt? Suzette Frovin & Laura Fugmann: THAILAND – mellem templer og skyskrabere Jens-Peter Fage Madsen: FORÅR I PRAG Stig Pedersen: DEN SPANSKE BORGERKRIG – mellem stormagtspolitik og idealisme Benjamin Holst: STORBRITANNIEN – mellem imperialisme og multikultur Michael Klos: DDR 1949-1989 – den virkeliggjorte socialisme? Michael Boas Pedersen: DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG – småstat mellem supermagter Brian Rasmussen: CUBA – en ø i Caribien Birthe Hansen: TERRORISME PÅ TVÆRS, 2. udg. Svend Lindhardt: KRISTEN ZIONIZME – mellem religion og politik Jeppe Villadsen: RET OG VRANG – om menneskerettighederne Jakob Buhl Jensen: DET BROGEDE SPANIEN Svend Lindhardt: HELLIG KRIG I MELLEMØSTEN Anders Bjørn: JUGOSLAVIENS SAMMENBRUD – Balkan-krigene 1991-2001
Indhold Indledning 8 Et land med to ansigter 10 Fascismen fylder meget
Italien før fascismen 13 Kulturelt foregangsområde • Pavestaten • Risorgimento – Italiens samling 1848-1870 • Det historiske Højre, det historiske Venstre og Trasformismo 1870-1914 • 1. Verdenskrig 1914-1918 • ’Den lemlæstede sejr’ • Biennio rosso (’det røde toår’)
Fascismens fødsel og magtovertagelse 20 Benito Mussolini • Fasci di Combattimento • Den fascistiske vold • Marchen mod Rom • Mussolini danner regering
Fascismen som diktatur 28 Forfølgelse af modstandere • Økonomi, arbejdsmarked, korporatisme • Fascistizzazione – at skabe ’det fascistiske menneske’ • Kirken og fascismen • Kvinderne • Kulturlivet • Antifascismen • De antifascistiske organisationer • Sammenfattende om antifascismen
’Det tredje Rom’ – kampen for et nyt romerrige 42 Den koloniale situation • Fascisternes udenrigspolitik i 1920’erne • ’Generobringen’ af kolonierne • Europa • Felttoget mod Etiopien
Italien i krig – igen! 52 Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) • Mussolini og vestmagterne • Det ambivalente forhold Italien-Tyskland • Racelovene • 2. Verdenskrig • Italiens mange nederlag • Invasionen af Italien og Mussolinis fald 1943
Sammenbrud 59 8. september – Italien overgiver sig • Italien opsplittet i to • Regno del sud (Konge riget Syditalien) • Mussolinis Salò-republik • La Resistenza • Massakrer • Fascismens endelige fald og afslutningen på krigen
Indhold
5
Fascismens væsen 72 Hvad er fascisme? • Racisme • Efterkrigstidens antifascistiske fortolkninger • Staten • Populisme • Sammenligning med andre ideologier • Psykologiske for klaringer på fascismen • Fascisme og nazisme • Fascisme andre steder i verden
Fascisme i Italien efter 1945 81 Opgøret efter krigen • Det nyfascistiske MSI dannes • ’Blyets år’ • MSI bliver til Alleanza Nazionale • Berlusconi • Lega Nord • Nyfascistiske organisationer • Forza Nuova – et programeksempel
Debatten om fascismen 91 Renzo De Felice • Claudio Pavone • Kamp om historien • Afsluttende bemærkninger
Kronologisk oversigt 96 Hvem er hvem? 102 Litteratur 108 Kilder 109
6
Fascismens Italien
7
Sammenbrud 8. september – Italien overgiver sig Våbenstilstand og betingelsesløs overgivelse til de allierede blev meddelt befolkningen 8. september, men våbenstilstandsaftalen var reelt blevet underskrevet nogle dage før på Sicilien. De allierede ønskede at koordinere offentliggørelsen med en flystøttet invasion ved byen Salerno. Den 8. september om morgenen meddelte Badoglio de allierede, at det på dette tidspunkt var umuligt at offentliggøre våbenhvilen, i og med at tyskerne havde indfundet sig i Rom. De allierede droppede luftaktionen, men røbede alligevel kendsgerningen om overgivelsen i løbet af dagen. Først kl. 19.45 kom Badoglios bekræftelse i radioen.
Den følgende nat flygtede kongen og Badoglio fra Rom til byen Brindisi på Syditaliens østkyst, som netop da blev indtaget af de allierede. Denne flugt står i den italienske bevidsthed som den ultimative fejhed. For på den måde blev de italienske tropper i høj grad overladt til sig selv uden at vide, hvordan de skulle reagere. Tyskerne, der hurtigt var trængt langt ned i landet og bl.a. havde
Våbenhvileaftalen mellem de allierede og Italien underskrives i den lille by Cassibile i nærheden af Siracusa på Sicilien. Manden i mørkt jakkesæt er den italienske general Giuseppe Castellano.
Sammenbrud
59
indtaget hovedstaden, Rom, gik straks i gang med at afvæbne styrkerne. 650.000 ud af 850.000 soldater blev deporteret til Tyskland. De fleste af dem, der undgik tysk tilfangetagelse, begav sig hjemad, men der var også en del, der i stedet begyndte at organisere partisangrupper. Kun en lille del af hæren gjorde modstand mod tyskernes afvæbning, bl.a. skete dette ved Porta San Paolo i Rom. Det kendteste eksempel på modstand fandt imidlertid sted på den græske ø Kefalonia, hvor en afstemning 13.-14. september blandt de ca. 10.000 italienske soldater afgjorde, at man ikke ville overgive våbnene til tyskerne, men tage kampen op. Til trods for heftige bombardementer holdt de ud til 22. september, men så var det også slut. De overlevende blev henrettet, idet kun ganske få undslap og sluttede sig til de græske partisaner. Som nævnt sad Mussolini fængslet på Gran Sasso, den højeste bjergkæde i Abruzzerne. Fængslet lå 2000 meter over havets overflade og kunne normalt kun nås via en tandhjulsbane. Herfra blev han imidlertid befriet 12. september af en tysk gruppe ledet af den dristige Otto Skorzeni, tysk SS-officer, som fik Mussolini væk i et lille en-motorsfly, som det var uhyre vanskeligt både at lande
og lette med på Gran Sasso-klippen. Mussolini blev nu via Rom og Wien fløjet til Tyskland, hvor Hitler ventede på ham med en ny opgave.
Italien opsplittet i to Hitler kunne naturligvis ikke godtage den ny italienske regerings ’forræderi’, for ham var Mussolini stadig Italiens leder. Han fik derfor Mussolini til at acceptere ledelsen af en ny republik i den del af Italien, som var behersket af tyskerne. Dette område var relativt stort på dette tidspunkt, idet det strakte sig helt ned til Napoli (som dog blev befriet omkring 1. oktober af byens egne indbyggere – hurtigt herefter forskansede tyskerne sig indtil maj 1944 bag den såkaldte Gustav-linje tværs over Italien ca. midtvejs mellem Rom og Napoli, idet de således i dette tidsrum blokerede de allieredes videre fremfærd op gennem Italien). Seks dage efter sin befrielse fra Gran Sasso, 18. september 1943, annoncerede Mussolini fra Radio München dannelsen af Repubblica Sociale Italiana (RSI), senere også omtalt som Salò-republikken efter stedet for regeringssædet, byen Salò, beliggende ved Gardasøen. Staten var fra begyndelsen og forblev siden reelt en tysk lydstat med yderst begrænset selvbestemmelse (skønt formelt selvstændig) og blev da også opfattet sådan af den øvrige verden, idet forholdsvis få lande ydede den ny republik officiel anerkendelse. Ikke engang den spanske ’ven’ general Franco, som næppe var kommet til magten uden Mussolinis hjælp, ville anerkende Salòrepublikken diplomatisk. På samme vis var kongens og Badoglio-regeringens magt (i den resterende, dvs. sydlige, del af landet) yderst begrænset, idet man som krævet havde måttet overgive sig betingelsesløst til de allierede. Så reelt havde Ita-
Kortet viser dels de allieredes bevægelser og dels de to ’linjer’, hvor tyskerne forskansede sig: Linea Gustav (Gustav-linjen) og Linea Gotica (Goter-linjen).
60
Fascismens Italien
De allieredes indtog i Napoli.
lien trods to nominelle regeringer mistet enhver national suverænitet. Endnu en magtbase opstod med Comitato di Liberazione Nazionale (CLN) (Komiteen for national befrielse), som var blevet skabt dagen efter proklamationen af våbenhvilen (CLN svarede til det danske Frihedsrådet). Foruden at være delt i to måtte Italien i krigens sidste 1½ år regne med fem forskellige myndigheder, hvoraf de helt afgørende var de to besættelsesmagter, som var i krig med hinanden: 1. 2. 3. 4.
Den tyske besættelsesmagt i nord Den allierede besættelsesmagt i syd Mussolinis Salò-regering i nord Kongen og Badoglio-regeringen (som senere undergik forandringer) i syd 5. CLN/Befrielseskomitéen, ikke mindst dens afdeling i nord: CLNAI.
Regno del sud (Kongeriget Syditalien) De allierede anerkendte Badoglio-regeringen, som også erklærede Tyskland krig i oktober 1943. Det betød dog ikke, at Italien blev anerkendt som allieret, men kun at landet var cobelligerante (med-kæmpende) med en klart underordnet status. Dette gjaldt generelt i det besatte syditalienske område. Områ-
det var i begyndelsen ikke stort, idet tyskerne som sagt hurtigt var trængt langt ned i Italien. Det fik imidlertid en dramatisk afslutning med de berømte Quattro Giornate di Napoli (Napolis fire dage) fra 28. september til 1. oktober, hvor byens borgere gjorde oprør, og tyskerne valgte at trække sig tilbage fra byen – vel også under indtryk af, at de allierede nærmede sig. Umiddelbart herefter blokerede tyskerne som allerede nævnt de allieredes fremmarch indtil maj 1944 bag Gustav-linjen, som gik fra Gaeta nord for Napoli til floden Sangros udmunding syd for Pescara. Straks efter 8. september organiserede de antifascistiske kræfter sig i Befrielseskomitéen CLN, bestående af følgende partier: de kristelige demokrater (som var blevet dannet i oktober 1942), kommunisterne, aktionspartiet, socialisterne, de liberale samt arbejdets parti. Befrielseskomitéen var en slags hemmelig regering, der dirigerede modstandsbevægelsen, og som hurtigt kom i konflikt med den kongelige regering. Komitéen krævede gentagne gange, at den kompromitterede konge skulle gå af. Kongen nægtede og blev støttet af de allierede. Specielt englænderne var nervøse for, at Befrielseskomitéen skulle få for meget magt; der var mange venstreorienterede kræfter i komitéen, og for englænderne var det utrolig vigtigt, at der ikke blev rykket ved den sociale balance, som eksisterede i forvejen. Efter Befrielseskomitéens kongres i Bari januar 1944 rejstes endnu en gang krav om kongens abdikation, denne gang støttet af kendte personligheder med
Sammenbrud
61
Benedetto Croce i spidsen; og endnu en gang afvistes kravet af kongen støttet af englænderne. Situationen forekom fastlåst. Den 14. marts 1944 opstod en ny situation, idet Sovjetunionen anerkendte Badoglio-regeringen. Det blev fulgt op af den hjemvendte kommunistiske leder Palmiro Togliatti, som i april gjorde sig til talsmand for et bredt samarbejde, hvilket også indbefattede samarbejde med kongen og Badoglio; det institutionelle spørgsmål (dvs. spørgsmålet om kongedømme eller republik) måtte udskydes til efter krigsafslutningen og afgøres af en valgt grundlovgivende forsamling samt en folkeafstemning. Denne Svolta di Salerno (Salerno-vendepunktet), som Togliattis initiativ blev kaldt af eftertiden efter byen, hvor forslaget blev fremsat, løste op for hårknuden. Det var dog ikke til alles uforbeholdne begejstring, for socialisterne og aktionisterne var meget imod dette samarbejde. Men resultatet blev, at der i Badoglios regering blev optaget medlemmer fra alle CLN-partierne, og at de allierede dermed accepterede modstandsbevægelsen. Kommunisterne fik med denne udvikling en central rolle i modstandskampen mod tyskerne og Mussolini. Efter de allieredes erobring af Rom, 4. juni 1944, accepterede kongen at gå af til fordel for sin søn, som blev benævnt luogotenente
62
Fascismens Italien
(stedfortræder). Der blev udnævnt en ny moderat antifascistisk regering under Bonomis ledelse (hvilket englænderne (de allierede) dog ikke var helt tilfredse med). Administration og bureaukrati vedblev imidlertid at være stort set det samme som under fascismen, hvilket socialister og aktionister var stærkt utilfredse med, så da Bonomis regering blev ændret i december, var de ikke med. Denne nye regering lavede en aftale med CLN’s norditalienske afdeling, CLNAI, hvor sidstnævnte overtog et udstrakt ansvar for kampen i nord (se afsnittet senere i dette kapitel om La Resistenza (modstandsbevægelsen)).
Mussolinis Salò-republik I den ny republik, som dækkede det tysk-besatte område, blev det fascistiske parti genetableret. Regeringssædet blev Salò ved Gardasøen og altså ikke Rom, selv om Rom det meste af et år efter 8. september var besat af tyskerne. Regeringssædets placering i Norditalien var et krav fra tysk side og siger også en hel del om magtforholdet mellem de to parter. Og måske endnu mere sigende var det, at de to norditalienske provinser Vene-
’Forræderne’ henrettes i Verona.
dig-Giulia og Venedig-Tredentina (som Italien havde fået fra Ungarn efter 1. Verdenskrig) direkte kom ind under tysk administration. Det nye fascistiske parti afholdt sin første nationalforsamling 14. november 1943 i Verona. Her blev fremlagt et program, som var republikansk og antisemitisk, og som talte om socializzazione (et begreb, der bliver uddybet nedenfor). Det antiroyale og det sociale giver mindelser om fascismens allerførste tid (og var også ment sådan), mens det antisemitiske havde fået lov at udvikle sig under indtryk af de tyske allierede. Forsamlingen krævede også retsforfølgelse af ’forræderne’ fra 25. juli, en proces, der blev realiseret 8.-10. januar 1944. Fem ud af de seks tilstedeværende blev dømt til døden og 11. januar henrettet som forrædere ved skud i ryggen. Blandt disse var en af de oprindelige quadrumviri fra Marchen mod Rom, Emilio De Bono, samt Mussolinis svigersøn, Galeazzo Ciano. Dette interne fascistiske opgør kunne virke som et desperat og uhyggeligt skridt fra et regime på vej mod sammenbrud. Som nævnt tidligere blev jødeforfølgelsen efter 8. september strammet gevaldigt og ført ud i sin yderste konsekvens med mange deportationer til følge. Allerede 16. oktober 1943 var der en kæmpe razzia i Rom, hvor over 1000 jøder blev fanget og deporteret til Auschwitz. Den 30. november 1943 blev der som opfølgning på Verona-programmet givet ordre til, at alle jøder skulle arresteres, og deres ejendele konfiskeres. Forfølgelsen af jøder skete både på det nye regimes eget initiativ og som hjælp ved tyske razziaer og deportationer. Den mest utrættelige italienske antisemit var Giovanni Preziosi, som helt fra 19261927 havde gjort antisemitisme til sin hovedaktivitet. Han blev nu leder af det nyoprettede generalinspektorat angående racespørgsmål og var utrættelig i sin propaganda. Hvad angår de sociale dele af det nye fascistpartis program, havde Mussolini lagt vægt på disse elementer lige fra sin første tale. De støtter i det gamle parti, som havde fulgt Mussolini over i den ny republik, var folk, som sværgede til den gamle ’revoluti-
onære’ og antikapitalistiske fascisme fra de tidlige 1920’ere. Ifølge disse havde andre grene af partiet – de, som ville samarbejde med samfundets borgerlige kredse – forrådt det fascistiske projekt. Mussolini havde to gode grunde til at satse på den gamle linje fra 1920’erne. For det første havde storborgerskabet skiftet side, da de så, i hvilken retning krigslykken gik, således at de nu satsede og ventede på allieret sejr. For det andet fandt Mussolini det bydende nødvendigt at skaffe sig støtte blandt almindelige arbejdere. Republikkens socializzazione-projekt skulle få et meget ambivalent forløb. Selv om ’socializzazione’ ifølge italiensk ordbog betyder ’overførsel af ejendom og ledelse af produktions- og distributionsmidler eller serviceydelser til staten’, blev der kun i ringe omfang tale om nationaliseringer. Man satsede mere på, at arbejderne skulle have del i ledelsen og på overskudsdeling, således at ejendomsretten ikke blev rørt. Men selv om der var ildsjæle, der gik meget ind for disse tanker, skulle man meget langt hen på året 1944, før projektet rigtig kom i gang. En af årsagerne var, at tyskerne ikke var spor interesserede i det. Deres interesse bestod i maksimering af produktionen, som de kunne have glæde af i forbindelse med krigsførelsen. I det hele taget var deres interesse i Italien på daværende tidspunkt at bruge landet som ressourcereservoir. Heller ikke virksomhedslederne var i sagens natur særlig interesserede, og endelig viste de, der skulle have gavn af projektet, arbejderne, særdeles ringe interesse. I de valg til ledelsesråd, som faktisk nåede at blive gennemført, var det store sager – bortset fra et par få undtagelser – hvis stemmeprocenten var 10 %. Mussolini forsøgte sig også i sidste del af Salò-perioden med et frieri til socialisterne i CLNAI, idet han slog på, at de fascistiske sociale resultater måtte forsvares mod den angloamerikanske kapitalisme. Der var dog intet positivt gensvar fra socialisterne på denne sene kærlighedserklæring, tværtimod havde de travlt med at bekæmpe fascisterne
Sammenbrud
63
og tyskerne sammen med de andre antifascistiske grupper i modstandsbevægelsen. På ét punkt lykkedes det fascisterne at genoptage stilen fra de tidlige 1920’ere, nemlig hvad angår voldsanvendelsen. De gamle voldsbander genopstod nu under nye navne.
La Resistenza Det er nævnt, hvordan modstanden mod styret begyndte at vokse fra begyndelsen af 1943, bl.a. under indtryk af allierede bombardementer og vanskelige leveforhold. Den 5. marts 1943 begyndte arbejderne på en af FIAT-fabrikkerne i Torino at strejke, en strejke, som hurtigt bredte sig til de øvrige norditalienske byer, og som involverede mere end 100.000 arbejdere. En af antifascismens ledere (og senere premierminister) Ferruccio Parri fra Aktionspartiet har efter krigen udtalt, at denne strejke indgav mod til at mene, at nu var en opstand mulig. Straks efter 8. september begyndte de første partisangrupper at operere i det nordøstlige Italien. Den modstandsbevægelse, der nu begyndte at organisere sig, samlede folk fra forskellige lejre. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan hæren ved kongens og regeringens flugt var overladt til sig selv. Mange af soldaterne (hvis de ellers undgik at blive fanget af tyskerne), begav sig på egen hånd hjemad. En
64
Fascismens Italien
Partisaner på højdedrag ved Bologna.
del valgte at gemme sig i bjergene og kæmpe. Andre havde tidligere været frivillige i Den Spanske Borgerkrig og ville nu bruge erfaringerne herfra i deres eget land. Mange af disse frivillige blev ledere i partisangrupperne. Kommunisterne blev en meget stærk del af La Resistenza. På grund af fascisternes forfølgelse havde de været tvunget til at etablere en funktionsdygtig underjordisk organisation, ligesom de også havde haft en fungerende ledelse i udlandet. Et fjerde element i modstandsbevægelsen var flygtede allierede fanger fra italienske fængsler, nogle af dem frigivet af italienerne efter overgivelsen til de allierede. Og endelig var der alle mulige andre, som bare var blevet grundigt trætte af fascister og nazister. Der var rigeligt med forhold, der kunne afstedkomme denne ’træthed’. Der var naturligvis de mange års diktatur; bombardementerne og leveforholdene er nævnt, og nu havde man også oplevet kongens og regeringens feje svigt samt på det sidste tyskernes besættelse.
Det skønnes, at der med disse første grupper i efteråret/vinteren 1943-1944 var 9.00010.000 personer i modstandsbevægelsen. De havde om sommeren 1944 udviklet sig til en guerillahær på 70.000-80.000 mand, som yderligere var vokset til 120.000-130.000 i begyndelsen af 1945. Grupperne etablerede sig i forskellige brigader. Der var tre store af slagsen og to mindre. De store var Brigate Garibaldi (kommunistisk inspireret), Giustizia e Libertà (inspireret af Aktionspartiet) og Autonome (uden politisk tilhørsforhold, men ofte monarkistisk inspireret). De to mindre brigader var Brigate Matteotti (socialister) og Fiammi Verdi (grønne flammer, inspireret af det nye kristelig-demokratiske parti). Befrielseskomitéen CLN havde den overordnede ledelse, fra januar 1944 dens norditalienske afdeling CLNAI. Inden for sidstnævnte blev der etableret en egentlig fælles militærkommando Corpo Voluntari della Libertà, CVL (frivillige for friheden), under ledelse af en general fra den regulære hær Raffaele Cadorna (et allieret ønske), aktionisten Ferruccio Parri, (som havde været krigshelt i 1. Verdenskrig) og kommunisten Luigi Longo, (som havde været militær leder for kommunisterne i Spanien). Senere fik ledelsen også repræsentanter for de andre CLN-partier, bl.a. den senere populære præsident socialisten Sandro Pertini. Denne koordinerende kommando fik dog i realiteternes verden svært ved at sætte sig igennem. De første bestræbelser gik ud på at etablere sig og skaffe våben. Senere begyndte aktionerne mod nazi-fascisternes kommunikationslinjer, anlæg og lagre. Højtstående fascister og tyskere blev angrebet, og i det hele taget blev besættelsesmagtens aktiviteter og manøvrer generet så meget som muligt. Fra september 1943 til maj 1944 holdt tyskerne den allierede fremmarch tilbage ved Gustav-linjen. Mellem maj og august 1944 rykkede de allierede et godt stykke op i Italien, indtil det lykkedes tyskerne at standse dem ved Goter-linjen, som strakte sig fra Viareggio (tæt ved Pisa) på vestkysten til Rimini på østkysten. Rom blev befriet 4. juni, Firenze 11. august. I denne periode var også
partisanbevægelsen meget aktiv, idet der var en jævn strøm af angreb på tyskerne. De allieredes fremmarch med de lange pauser var så relativt langsom, fordi de allierede i denne periode prioriterede åbningen af en anden front i Frankrig via landgangen i Normandiet. Således trak den italienske del af krigen i langdrag. Den italienske modstandsbevægelse var en af de virkeligt stærke af slagsen i Europa. Lederen af de tyske tropper, Albert Kesselring, har efter krigen forklaret, hvordan krigen mod partisanerne var en front for sig selv, som de måtte regne med, og som nødvendiggjorde, at tropper blev trukket væk fra den anden front mod de allierede. Men det var ikke kun tyskere, der bekæmpede partisanerne; også i denne krig kæmpede italienere mod italienere. Den del af de italienske styrker, som havde accepteret at kæmpe sammen med tyskerne, og som var blevet oplært i Tyskland, blev først og fremmest sat ind mod partisanerne. Mussolini og hans nye regering indførte også almindelig værnepligt. Det gik dog meget tungt med tilmeldingen, idet de unge forsvandt, ofte for at slutte sig til modstandsbevægelsen. Til sidst blev udskrivningen af soldater så eklatant en fiasko, at Mussolini måtte true med dødsstraf, hvis man forsøgte at undgå militærtjeneste. Der var også mere politilignende grupper, som var aktive mod partisanerne, dels de officielle, Guardia Nazionale og Brigate Nere (sorte brigader under ledelse af sekretæren for det ny fascistparti, Alessandro Pavolini), og dels mere eller mindre private (og berygtede for tortur m.v.) grupper som Banda Koch og Legione Ettore Muti. Nævnes må også X-MAS (udtalt Decima (= tiende) Mas) under ledelse af den meget tyskvenlige Junio Valerio Borghese, som også skulle blive kendt lang tid efter krigen som leder af en neofascistisk gruppe og organisator af et mislykket statskup (se kapitel 9). Tiden fra 8. september 1943 til krigens afslutning var hård for italienerne. Kun et mindretal engagerede sig aktivt på den ene eller den anden side (i modstandsbevægelsen el-
Sammenbrud
65
ler for den tyskstøttede Salò-republik). Mange mennesker var forvirrede og afventende. Mange steder, hvor partisanerne opererede, nød de godt af befolkningens støtte, både fordi folk var trætte af fascisternes krig, og vel også fordi man efterhånden kunne se, hvad vej vinden blæste. Desuden skabte La Resistenza diverse frie Repubbliche Partigiane, som indførte demokratiske tilstande i de tidsrum, de eksisterede (typisk mellem tre uger og tre måneder, længstvarende var Repubblica della Carnia, nemlig seks måneder). Men selvfølgelig var der også mennesker, der mente det modsatte, og som stak partisanerne – andet ville være mærkeligt efter den meget brede tilslutning, fascismen opnåede i 1930’erne. Også de meget hårde repressalier må ses mod fascisterne og deres hjælpere efter krigen på denne baggrund (mere om dette i kapitel 9).
Massakrer Efterhånden som partisanerne fik mere vind i sejlene, reagerede tyskerne mere og mere hårdhændet. Der forekom således adskillige massakrer på modstandsfolk og civilbefolkning som hævn for partisanaktioner, og disse hævnakter skulle virke forebyggende i forhold til evt. nye aktioner fra modstandsbrigaderne. Her skal nævnes et par af de mest kendte. Fosse Ardeatine er sandstensgrave i Roms sydlige udkant, hvor 335 gidsler blev dræbt 24. marts 1944 som gengældelse for en parti sanaktion i Rom dagen før mod de tyske tropper, hvor 32 tyske soldater blev dræbt. Næsten alle de 335 dræbte gidsler sad før drabene fængslet af politiske grunde. Hitler
66
Fascismens Italien
havde personligt krævet den hårde gengældelse. Sant’ Anna di Stazzena i nærheden af Lucca i Toscana. Her blev 560 indbyggere dræbt 12. august 1944, heriblandt partisaner, men også gamle mennesker, kvinder og børn. Ofrene blev dræbt i deres huse og derefter brændt på landsbyens torv. Marzabotto er et lille sted i Appenninerbjergene i nærheden af Bologna, hvor stort set alle indbyggere blev dræbt mellem 29. september og 5. oktober 1944 af en tysk SSafdeling. Her var også både partisaner og civile. 1836 mennesker mistede livet ved dette blodbad, heraf 200 børn.
Fascismens endelige fald og afslutningen på krigen I februar 1945 var situationen den, at fronten siden august havde været fastfrosset ved Goter-linjen. Indsatsen i Italien havde som tidligere nævnt i et stykke tid været nedprioriteret af de allierede til fordel for åbningen af den nye front efter landgangen i Frankrig i juni 1944 (D-dag). En anden aktør havde været tvunget til at nedprioritere sine aktiviteter, men ikke med sin gode vilje. Det drejer sig om modstandsbevægelsen, som vinteren igennem havde været i en yderst vanskelig situation, dels fordi tyskerne pga. de allieredes tøven havde haft masser af kræfter til at gennemføre razziaer mod dem, og dels fordi de allieredes øverstkommanderende, general Alexan-
Indvielse af mausoleum ved Fosse Ardeatine i 1949.