Nadia Dalbuono
FORDÆRV Oversat af Emilie Harild Gaardboe
Fordærv Oversat fra engelsk af Emilie Harild Gaardboe efter The Few, oprindeligt udgivet af Scribe Publications Copyright © Nadia Dalbuono 2014 Dansk udgave © Alhambra og Frydenlund 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 ISBN 978-87-7118- 837-0 Korrektur: Mette Fuglsang Omslag: Maija Hejgaard Omslagsfoto: James Reid/Millennium Images UK Grafisk tilrettelæggelse: JMInfotech Grafisk produktion: CPI, Tyskland
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Alhambra Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C post@alhambra.dk Alhambra er en del af forlagshuset Frydenlund.
Prolog
Fra sit vindue på fjerde sal i Palazzo Chigi iagttager han den mørknende horisont og føler den samme form for spirende angst, han mærkede som dreng, hver gang han fornemmede, at en storm var på vej ind over Det Ioniske Hav. Det er på tide at ringe op, men han dvæler ved vinduet og indsnuser duftene, der stiger op fra haven under ham. Luften er elektrisk. Den svøber sig om hans hud og hvirvler gennem hans hår. I haven er blomsterne først for nylig sprunget ud, men han kan se dem for sig nogle timer fra nu, slået ned af regnen og smadret i tusind stykker mod stenene. Han lukker øjnene, dufter den modne jord i luften, hører lyden af skybruddet, der hamrer mod asfalten, mærker Tiberen på sine læber og i sin næse nu, hvor den går over sine bredder og opsluger byen og for en stund vasker Rom fri for al dens sædvanlige skidt og møg. Han går gennem sit kontor hen mod egetræsskrivebordet. Han bliver mødt af synet af tre fastnettelefoner, men han griber efter sin mobil i lommen, fulgt af en lap papir. Han taster omhyggeligt nummeret ind. Hans gigtplagede fingre kæmper med at ramme de bittesmå taster. Det er så længe siden. Den ringer kun to gange. » Garramone. « Stemmen er hård. Her tredive år senere er drengen blevet en mand, træt og udmattet oven på et langt arbejdsliv. » Det er Pino. « 9
» Jeg kender ikke nogen, der hedder Pino. « En kort pause. » Tænk tilbage. På Gela. « Stilhed, og så en hvisken. » Pino? Den Pino? « Der går et øjeblik. » Hvorfor? « » K an vi mødes? Jeg har brug for din hjælp. « En tøven, efterfulgt af noget andet, frygt måske. » Jeg arbejder for politiet nu. « » Det ved jeg. « Han griner anspændt og kejtet. » Men har du ikke en hel hær? Hele efterretningstjenesten for eksempel? « » Jeg har brug for dig, Garramone. « Stilhed igen, og så et usikkert suk. » Hvornår? «
10
1
Regnen havde skabt kaos i gaderne. Vejarbejdet var blevet forladt, og stykker af ødelagt beton gik nu i et med pløret. Frustrerede fodgængere måtte sno sig ind og ud mellem ulovligt parkerede biler i deres desperate søgen efter et hul ind til fortovet. Trafikken var gået i stå oppe ved Piazza Repubblica, og kæder af røde lys glimtede gennem forruden. Scamarcio hamrede hånden ned i instrumentbrættet, først én, så to gange for at få afløb for bare en brøkdel af sin frustration. Han hadede den her by. Den var kropumulig, ubeboelig, korrupt og alt for dyr. Man kalder for pokker ikke til møde klokken otte fredag aften på Via Nazionale, men han kunne dårligt sige nej til Garramone efter sidste måneds sammenstød. Han havde slået et af politiinspektørens indrammede diplomer ned fra væggen og efterladt et hul, der måtte repareres. Episoden havde medført de sædvanlige fortærskede jokes om hans varme sydlandske temperament, men han var sikker på, at Garramone holdt øje med ham nu. Alle vidste, at politiinspektøren ikke havde været begejstret, da de havde hyret Scamarcio, men Garramone var langsomt begyndt at stole på ham. Det var imidlertid før sidste måneds grimme konflikt. Nu havde han en klar fornemmelse af, at deres forhold havde taget et stort skridt tilbage til dets usikre begyndelse, uden hensyn til 11
de mange små sejre, de havde haft undervejs. Han spekulerede uentusiastisk over, hvorfor han havde så svært ved at styre sin vrede – om det mon stammede fra hans mors eller fars side, og om han burde investere i et vredeshåndteringskursus, eller om det allerede var for sent. Længere henne ad vejen begyndte trafikken så småt at glide igen, og da bilisterne i køen bag ham fornemmede forandringen, døde deres rasende dytten hen. Den lange, sørgelige hale af biler kantede sig rundt om piazzaen, og da de rundede svinget, kom det kolde, bleggrå springvand til syne. Regnen havde frarøvet fontænen dens sædvanlige pomp og pragt, og den tilhørende gruppe af tyndslidte duer var også stukket af. Han drejede til højre ad Nazionale. Garramone havde bedt ham finde nummer toogfyrre. Men hvorfor skulle de mødes her og ikke i hovedkvarteret? Mon politiinspektøren var i lommen på nogen? Han havde ellers troet, at Garramone var ren. Han fandt bygningen og trillede bilen op på kantstenen. Der var ingen ledige parkeringspladser, så han blev nødt til at holde foran en vareport. Ifølge Garramone skulle han ringe på hos Bevilacqua. Han trykkede, og inspektørens baryton skrattede ud ad højtaleren: » Fjerde sal, første dør på venstre hånd. Sørg for, at ingen ser dig. « Scamarcio scannede lynhurtigt gaden og skubbede døren op. Han havde brug for al den motion, han kunne få, så han tog trappen. Inspektøren ventede nervøst på ham i døråbningen. Hans øjne flakkede, og han så ud, som om han lige var blevet vækket fra en dyb søvn. Skyggerne under hans øjne var mør12
kere end sædvanligt, og hans grånende hår havde samlet sig i strittende, fedtede totter. » Få røven indenfor. « Han lagde hånden på Scamarcios ryg og skubbede ham ind i den smalle entré. Lejligheden var trang og sparsomt møbleret. På venstre hånd var der en dør, og længere fremme ad gangen lå et lille værelse med vindue ud til gaden. Til højre for vinduet stod et skrivebord af plastic og en samling billige stole. Flisegulvet så beskidt ud. » Hvis lejlighed er det her? « » Aner det ikke, « sagde inspektøren. Et øjeblik overvejede han at joke med, om Garramone mon havde tænkt sig at forføre ham, men han ombestemte sig. » Nå, hvad foregår der? « Inspektøren ignorerede spørgsmålet. Han rakte ud efter en stol nærmest vinduet og signalerede til Scamarcio, at han skulle gøre det samme. Så trak han et tyndt kartonchartek ud af sin attachémappe og skubbede det hen over bordet, kun ledsaget af et nik; ingen forklaring. Scamarcio åbnede chartekket, som viste sig at indeholde nogle grynede fotografier, blæst op i A4-størrelse. De forestillede en skarptskåret mand uden ret meget tøj på, flankeret af to muskuløse mænd, der stod i underbukser og med hævede champagneglas. Adskillige tomme flasker lå strøet ud over sofabordet ved siden af overfyldte askebægre. Dyre møbler, dæmpet belysning. Mændene smilede og skålede med hinanden, og det lignede i det hele taget afslutningen på en munter aften. Men pludselig blev billederne temmelig grafiske. Scamarcio måtte se væk et øjeblik for at få vejret, da to ting gik 13
op for ham på samme tid: for det første, at en af mændene så meget ung ud, måske endda lidt for ung – hans fyldige kinder og blanke øjne afslørede ham. For det andet, at manden i midten af billederne var landets udenrigsminister, Giorgio Ganza. Det havde ikke været tydeligt på de første par billeder, fordi han var fotograferet i profil, men ved de sidste var man ikke i tvivl. Datoen på billederne afslørede, at de var taget for tre måneder siden. Scamarcio så op på politiinspektøren. Der var ikke skyggen af et smil på hans ansigt eller nogen som helst andre tegn på indforstået munterhed. Han lagde ansigtet i alvorlige folder for at matche Garramones humør. » Hvem har taget dem? « » Aner det ikke. De blev leveret til to af dine kolleger for fire uger siden. « » Mine kolleger? « » To betjente fra Salaria-distriktet. En eller anden fyr, de aldrig havde set før, kom og gav dem mappen og stak af igen med det samme. « » Hvorfor er der så gået så lang tid, før vi har hørt om det? « » Betjentene har afpresset Ganza indtil nu. Jeg er først lige blevet gjort opmærksom på det. « Scamarcio var ikke overrasket. Det var ikke unormalt blandt hans kolleger at forsøge at krydre deres beskedne 1200-euro-månedsløn med lidt ekstra. Men der var noget, der ikke stemte. » Hvem har fortalt dig om det her? « » Premierministeren. « » Hvad? « 14
Inspektøren lagde tavst armene over kors. » Hvordan det? « » Han ringede til mig. « Scamarcio anede ikke, at politiinspektør Garramone havde kontakt med premierministeren, og han vidste ikke helt, hvad han skulle synes om det. Eller hvilken position det satte inspektøren i. » Nå, « sagde Garramone. » Jeg vil ikke begynde at komme med teorier om motivet, det har vi alt for travlt til. Premierministeren har fået nys om sagen, fordi nogen har forsøgt at sælge billederne til en af hans aviser. « Premierministeren sad på et medieimperium af betragtelig størrelse, som inkluderede både ugeblade, aviser, forlag, boghandlere og adskillige tv-kanaler. Han var begyndt sin karriere som konsulent i forretningslivet og havde startet et succesfuldt it-firma, som havde kastet nok penge af sig til, at han kunne købe sit eget fodboldhold. Derefter fulgte medieimperiet. Det virkede, som om alt, manden rørte ved, blev til guld – altså, indtil han blev premierminister. Scamarcio var af den overbevisning, at Italien bestemt ikke var blevet til guld under hans ledelse, snarere til lort. Nogle spekulerede på, om Italiens problemer måske slet ikke kunne løses; hvis ikke en dynamisk forretningsmand kunne gøre det, hvem kunne så? Og så var der de andre, der, som Scamarcio, satte spørgsmålstegn ved, om premierministeren overhovedet havde lyst til at løse problemerne – om ledelsen af landet ikke bare var endnu en underholdende hobby for ham. Den ultimative magtdemonstration på bekostning af millioner af arbejdsløse og underbetalte lønmodtagere. 15
Inspektøren sad og iagttog ham, som om han var ved at teste en teori ved at observere, om Scamarcio reagerede som forventet. » Det her er din sag, Scamarcio. Jeg overlader den til dig som et bevis på min tiltro til dig. « Scamarcio flyttede lidt på sig og kløede sig i nakken. Det her tegnede ikke godt. Han havde på fornemmelsen, at han kun var her, fordi ingen andre havde lyst til at tage opgaven, eller fordi inspektøren var nødt til at gå stille med dørene med den her sag. Garramone vidste, at Scamarcio var en enspænder og derfor ville være den bedste til at holde lav profil. » Det her bliver selvfølgelig mellem os. Det fremgår ikke officielt nogen steder i hovedkvarterets kartoteker. Indtil videre håndterer jeg sagen uofficielt, og det forventer jeg også, du gør. « Scamarcio nikkede. Der var et øjebliks stilhed, og han kunne høre de sjaskende lyde fra våde, glatte bildæk nede på gaden. Havde han misset noget vigtig information? » Undskyld mig, men hvad er det helt præcis, du vil have mig til? « Inspektøren tog et billede op og lagde det ned igen. » Historien bliver snart kendt. Ugebladet People har købt billederne, og de fleste medier har fået nys om det. De bliver sandsynligvis bragt i morgen. Ganza har allerede pakket kufferten og har de sidste otteogfyrre timer befundet sig på et tilflugtssted uden for Firenze, hvor han kommer til at tilbringe adskillige uger med at hvile sig og tænke over tingene. « » Så du vil gerne have, at jeg får fat i vores kære kolleger og nagler dem for afpresning? « Inspektøren viftede med hånden. » Nej, nej, det er en intern disciplinær affære – det skal jeg nok tage mig af. « 16
Der var noget, der ikke passede sammen. » Hvorfor vil du gerne holde det hemmeligt, hvis sagen alligevel er på vej i medierne? « Inspektøren masserede et punkt under sit højre øje. Hans hud var allerede lidt sommerbrun efter flere majweekender på stranden ved Sperlonga, men lige nu så han sygeligt bleg ud i det svindende lys. » Det er ikke den del af historien, jeg er bekymret for. Det er noget andet, jeg vil have dig til at tage dig af. « Han trak et billede til sig, kiggede hurtigt på det og vendte det mod Scamarcio. Hans pegefinger hvilede på manden til højre for udenrigsministeren. » Hans navn er Arthur. « Manden var betagende at se på – med mørke bryn og ravfarvede øjne – men der var noget ved ham, der virkede forkert, som om han ikke just befandt sig på den rette side af loven. » Arthur … jeg synes ikke, det navn passer særlig godt til ham. « Inspektøren sukkede. » Det er lige meget nu. Han blev myrdet i morges. Han blev stukket ihjel i sin lejlighed i Trastevere. «
17
2
Det var trist, at det skulle ende sådan her. Han brød sig ikke om den slags beslutninger. Han kiggede ned i haven og så på de smadrede blomster, der hvirvlede rundt som blodige pletter i springvandet. Regnvejret havde virket rensende i begyndelsen, men nu var han sikker på, at det modsatte var tilfældet: Efter regnvejret kom en flodbølge af skidt. Kloakvandet kom væltende op fra byens undergrund for at drukne dem alle sammen. Der var stille i Trastevere, i betragtning af at det var fredag aften. Folk måtte være blevet væk på grund af vejret. Længere fremme kunne han se en mand i færd med at skubbe en vogn fuld af tomme flasker foran sig. Glassets klirren gav genlyd i hele gaden, når vognen rullede hen over brostenene. En gruppe unge var stimlet sammen i en port og havde trukket en regnfrakke over hovederne som et telt, mens de ventede på, at uvejret skulle stilne af. En af pigerne forsøgte at tænde en smøg under frakken, og Scamarcio besluttede sig for at bede hende om en cigaret – ikke så meget fordi han havde lyst til at ryge, mere fordi hun havde et interessant ansigt. Han stod sammen med dem et par minutter og smalltalkede lidt om regnen, før han slog kraven op for at skærme sig mod elementerne og fortsatte mod Via Cosimato. Han kunne 18
godt lide den bydel her: de brolagte gyder, der ikke førte nogen steder hen; de mørke vinduer, hvor småsprossede ruder tittede frem bag net af efeu; mystiske værksteder bag lukkede skodder. Trastevere havde en middelalderlig stemning, han nød at være i. At komme her føltes lidt som at flygte fra århundredet udenfor. Der stod en enlig betjent uden for døren ind til nummer 20, præcis som Garramone havde sagt. Alt åndede stadig fred og ro, fordi forbindelsen til Ganza ikke var gået op for folk endnu, i hvert fald ikke for politiet. De troede stadig, at Arthur bare var endnu en trækkerdreng, der havde stillet træskoene for tidligt. Scamarcio hilste mumlende på betjenten, som skubbede en enorm egetræsdør op for ham. Han tog et skridt tilbage, så Scamarcio kunne komme forbi. » Ovenpå, første dør på højre hånd. « Scamarcio takkede ham og begav sig op ad trappen. Der var fugtskjolder på væggene, hvor malingen skallede af. Bygningen trængte til en kærlig hånd. Udlejeren ville blive nødt til at gøre noget ved det, hvis han nogensinde skulle finde nye lejere efter mordet. Der strømmede lys ud fra lejligheden. Da han nærmede sig, gik det op for ham, at døren stod på klem. Den var blevet sparket ind og havde efterladt nogle mærker i dørkarmen og små flager af maling på gulvtæppet. Han kantede sig ind ad sprækken, og det første syn, der mødte ham, var Filippi, der lå på alle fire med handsker på og ledte efter noget på gulvet. Det var et stykke tid siden, han havde set ham, men Scamarcio blev ikke overrasket over, at han var der. Trastevere var trods alt Filippis område. Scamarcio så sig omkring i lejligheden eller det, der var tilbage af den. Næsten hvert eneste billede på væggen 19
var blevet smadret og hang skævt, fotografier var blevet revet ud af deres rammer, og gulvtæpperne flænset i stykker. Der var blevet skåret en stor flænge i en plysset sofa, så skumgummiet flød ud i alle retninger. Nogen havde spredt olielignende sort maling ud over gulv, loft og vægge. Han gættede på, at han stod i stuen, men det var svært at vurdere på grund af kaosset. Filippi skar en grimasse, da han forsøgte at komme på benene. Han var en lille og spinkel mand på omkring 1,70, hvis jakkesæt altid posede, midt i fyrrerne og med sparsomt, blond hår og blå øjne. Scamarcio vidste, at han kom nordfra, og at han var blevet overflyttet fra Brescia. Han rakte en hånd ud for at hjælpe ham op. Filippi tog den, men så irriteret ud over hans gestus. Da han først var kommet op at stå, strakte han sig med hænderne bag på hoften. » Jeg går ikke ud fra, du har samme problem. « Scamarcio var omkring ti år yngre end Filippi, og de fleste vidste, at han sørgede for at holde sig i god form. Han gik dog aldrig over gevind med sin træning, for han ville ikke se kæmpestor ud. » Hvad laver du her? Sidst jeg tjekkede, var Trastevere mit territorium. « Filippi var nødt til at se op på ham, mens de snakkede, på grund af højdeforskellen. Det faktum så også ud til at irritere ham. » Jeg kigger bare lidt. Jeg skal tjekke, om det hænger sammen med en anden sag, jeg arbejder på. « » Nå da, hvilken? « Scamarcio smilede tavst. Filippi rystede på hovedet, som om han kedede sig. Som om han havde set det hele med. » Du skal være så velkommen. 20
Jeg har set min andel af kadavere i denne uge. « Han børstede lidt skidt af bukseknæet og slog ud med hånden mod en dør i modsatte ende af, hvad der var tilbage af stuen. » Han ligger stadig i soveværelset, og det er altså ikke noget kønt syn. Kriminalteknisk afdeling er på vej, så lad være med at røre ved noget. Jeg smutter lige ud og henter noget mad – tilbage om fem. « I takt med at Scamarcio nærmede sig døren, virkede det, som om luften blev tykkere. Han stoppede der, hvor døren burde have været, og kiggede ind. Han var opmærksom på ikke at forurene gerningsstedet, sådan som Filippi havde bedt ham om. På det, der var tilbage af sengen, kunne han lige akkurat genkende en menneskeskikkelse. Der var to ben, to arme og et hoved, men det var også det. Liget var så blodigt, at der snarere var tale om en klump kød; det var umuligt at se, om der var tale om en mand eller en kvinde. Lugten var overvældende. Scamarcio trak en papirserviet op fra lommen og dækkede sin mund. Han havde set masser af ofre for skyderi, tæsk og knivstikkerier, men det kom ikke i nærheden af det her. Han skulle lige til at gå ud for at finde Filippi, så de kunne dele oplevelsen og prøve at grine den væk, da han opdagede et dæmpet lys, der kom fra bagest i rummet. Det var et fremmed lys, der ikke rigtig hørte til i et soveværelse. Han trådte forsigtigt frem uden at træde over dørtærsklen. Til venstre for ham lå en masse knust træ – muligvis fra en kommode – og til højre, i midten af noget, der lignede et højt skab, var en lille hylde med et spejl. Spejlglasset skinnede med et besynderligt hvidt lys i mørket. Foran det lå et dyrt kamera. Linsen og selve apparatet var fuldstændig ødelagt, men det grønne lys blinkede stadig. 21