Fra krisevalg til jordskredsvalg
Vælgere, holdningsdannelse og politik, nr. 1 (2016) ISSN 2246-364X
Bogserien bringer analyser af vælgere, partier, politiske værdier og holdninger, samt befolkningens deltagelse i politik. Serien lægger navnlig vægt på analyser af nutidige danske forhold, men også på internationale sammenligninger og sammenligninger over tid.
Redaktion Professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet Lektor Sanne Lund Clement, Aalborg Universitet Lektor Christian Elmelund-Præstekær, Syddansk Universitet Professor Peter Gundelach, Københavns Universitet
Publikationen i denne serie er fagfællebedømt.
Jørgen Goul Andersen & Ditte Shamshiri-Petersen (red.)
Fra krisevalg til jordskredsvalg Vælgere på vandring 2011-2015
Frydenlund Academic
Fra krisevalg til jordskredsvalg Vælgere på vandring 2011-2015 © Forfatterne og Bogforlaget Frydenlund, 2016 ISBN 978-87-7118-719-9 Grafisk tilrettelæggelse: Maria Engstrøm Grafisk produktion: Totem, Polen
Kopiering fra denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Indhold 7
Kapitel 1 — Jørgen Goul Andersen og Ditte Shamshiri-Petersen Vælgere på vandring og partier på vandring. Fra krisevalg til jordskredsvalg, 2011-2015
27
Kapitel 2 — Kenneth Thue Nielsen
Valgkampens forløb og meningsmålinger ved 2011-valget 43
Kapitel 3 — Ditte Shamshiri-Petersen
Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne 64
Kapitel 4 — Sigge Winther Nielsen og Martin Vinæs Larsen
Den kommenterede valgkamp 76
Kapitel 5 — Jørgen Goul Andersen
Vælgervandringer 2011-2015 og bevægelser under valgkampen 2015 84
Kapitel 6 — Jørgen Goul Andersen
Social baggrund, bolig og parti
115
Kapitel 7 — Ole Borre
Tyve år med værdipolitik
128
Kapitel 8 — Jørgen Goul Andersen
Er arbejderne gået mod højre – og er vælgerkorpset?
142
Kapitel 9 — Jørgen Goul Andersen
Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok? Holdninger til indvandrer- og flygtningepolitikken
162
Kapitel 10 — Jørgen Goul Andersen
Miljøpolitisk tilbageslag i 2011
173
Kapitel 11 — Jørgen Goul Andersen
Udkantsoprøret 2015. Genoplivning af en gammel skillelinje?
5
188
Kapitel 12 — Jørgen Goul Andersen Privatøkonomi og partivalg: De utrygges flugt fra Thorning-regeringen
202
Kapitel 13 — Jørgen Goul Andersen
Samfundsøkonomien: Tabte S og SF på deres økonomiske kriseprogram to gange?
229
Kapitel 14 — Mads Peter Klindt
2011-valget: Nedskæringspolitik som borgerlig vindersag?
242
Kapitel 15 — Jørgen Goul Andersen 2011-valget: En serie af folkeafstemninger? Stridsspørgsmål og vælgere på vandring
261
Kapitel 16 — Ditte Shamshiri-Petersen & Sanne Lund Clement
Blokskiftere
6
279
Kapitel 17 — Jørgen Goul Andersen
Stigende politisk mistillid
323
Kapitel 18 — Jørgen Goul Andersen
Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
344
Kapitel 19 — Jørgen Goul Andersen
Efterspil: EU-afstemningen 3. dec. 2015
360
Kapitel 20 — Johannes Andersen
Kommunikation, viden og vælgervandringer
372
Kapitel 21 — Johannes Andersen
Vælgerne, politikerne og demokratiet
379
Appendiks 21.1 — Jørgen Goul Andersen
Kapitel 1: Vælgere på vandring og partier på vandring
Kapitel 1
Vælgere på vandring og partier på vandring. Fra krisevalg til jordskredsvalg, 2011-2015 Jørgen Goul Andersen og Ditte Shamshiri-Petersen
1. Valg med opbrud – og opbrud mellem valgene Valgene den 15.september 2011 og den 18. juni 2015 havde begge været ventet længe. Der var mange paralleller. Begge gange var valgkampen reelt skudt i gang med statsministerens nytårstale. Begge valgdatoer var ladet med en vis symbolik. Valget i 2011 blev afholdt på treårsdagen for krakket i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers, der fik finansmarkederne til at fryse til is og gjorde det til en hastesag at spænde et sikkerhedsnet på 4 billioner kroner ud under de danske banker med Bankpakke I. 2015-valget blev holdt på 200 års dagen for slaget ved Waterloo. Regeringsskiftet kom ikke uventet – hverken i 2011 og 2015. Det overraskende var, at det under valgkampen endte med at stå næsten lige. Inklusive de nordatlantiske mandater vandt »rød blok« med fem mandater i 2011, mens »blå blok« vandt med et enkelt mandat i 2015. I 2011 havde regeringen ellers været bagud i meningsmålingerne i mere end et år. Men Venstre præsterede en imponerende slutspurt og endte med at gå 0.4 pct. frem til 26.7 pct. ved 2011-valget. Det var 4 pct. højere end lovet af meningsmålingerne tre måneder tidligere, i juni 2011, jf. Tabel 1.1. De Konservative blev mere end halveret og reduceret til Folketingets mindste parti, mens Liberal Alliance, som havde stået til udslettelse et par år forinden, gik frem til 5.0 pct. I 2015 havde tilhængerne af en socialdemokratisk ledet regering – af medierne døbt »Rød blok« – været bagud lige fra start. Ikke i én eneste måned efter 2011-valget havde meningsmålingerne levnet Socialdemokraterne mulighed for at genvinde regeringsmagten. Men i foråret 2015 skrumpede forskellen, og under valgkampen viste meningsmålingerne dødt løb. Socialdemokraterne mistede regeringsmagten, men partiet endte med at gå 0.5 pct. frem i forhold til 2011-valget. Til gengæld blev regeringspartnerne Radikale Venstre og SF (udtrådt 2014) mere end halveret, og et nyt parti – Alternativet – overraskede ved at vinde 4.8 pct. af stemmerne. 7
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 1.1. Valgene 2001-2015 og meningsmålinger før og efter valget. Pct. Valg 2001
Valg 2005
Valg 2007
Juni 2011
Valg 2011
Juni 2012
Juni 2013
Juni 2014
Jan. 2015
Maj 2015
Valg 2015
EL. Enhedslisten
2.4
3.4
2.2
4.9
6.7
10.3
12.2
8.5
8.9
8.4
7.8
SF. Soc.Folkeparti
6.4
6.0
13.0
13.2
9.2
6.5
5.1
7.0
6.7
6.3
4.2
SD. Soc.Dem.
29.1
25.8
25.5
28.0
24.8
17.6
18.1
22.5
22.7
24.5
26.3
-
-
-
-
-
-
-
-
-
1.8
4.8
5.2
9.2
5.1
7.9
9.5
8.8
8.4
8.8
7.1
5.8
4.6
Alternativet RV. Radikale V. »Rød blok«
43.1
44.4
45.8
54.0
50.2
43.2
43.8
46.8
45.5
46.8
47.6
- Heraf S+SF
35.5
31.8
38.5
41.2
34.0
24.1
23.2
29.5
29.4
30.8
30.5
- S+R+SF
40.7
41.0
43.6
49.1
43.5
32.9
31.6
38.3
36.5
36.6
35.1
V. Venstre
31.2
29.0
26.3
22.7
26.7
34.0
30.5
21.3
23.0
22.4
19.5
K. Kons.Folkep.
9.1
10.3
10.4
6.6
4.9
4.4
4.5
5.3
4.3
3.9
3.4
LA. Lib. Alliance
-
-
2.8
3.2
5.0
4.6
4.8
4.9
5.1
6.9
7.5
DF. Dansk Fp.
12.0
13.3
13.9
12.7
12.3
13.0
15.7
21.1
21.0
18.9
21.1
KD. Kr.Folkep.
2.3
1.7
0.9
0.6
0.8
0.7
0.5
0.5
0.8
0.7
0.8
Andre
2.4
1.3
0.0
0.2
0.1
0.1
0.2
0.2
0.4
0.4
0.1 22.9
V+K
40.3
39.3
36.7
29.3
31.6
38.4
35.0
26.6
27.3
26.3
V+K+DF
52.3
52.6
50.6
42.0
43.9
51.4
50.7
47.7
48.3
45.2
44.0
45.2
48.9
56.0
55.5
53.1
54.2
52.8
52.3
»Blå blok«
Kilde: Statistisk Årbog samt Søren Risbjerg Thomsens kvalitetsvejede gennemsnit af meningsmålinger i Altinget.dk. For valgene 1920-1998 se Risbjerg Thomsen (1984:46-47); Borre & Goul Andersen (1997: 19); Goul Andersen & Borre (2003:27).
For vinderne af regeringsmagten i 2011 var valget en skuffelse – og det gentog sig i 2015. I 2011 sluttede S og SF med 34.0 pct. tilsammen – 7.2 pct. mindre end lovet af meningsmålingerne i juni. I februar 2011 havde S og SF endda toppet med 45.5 pct. tilsammen. I stedet for en jordskredssejr fik begge partier færre stemmer end i 2007. Til gengæld gik De Radikale og Enhedslisten kraftigt frem, så de fire partier i »rød blok« akkurat fik et flertal på 50.2 pct. Men endnu i juni 2011 havde »rød blok« haft et sikkert forspring på 54.0 pct. Efter 2015-valget kunne Venstre danne regering. Men det var efter vedvarende tab siden sommeren 2012, hvor partiet havde toppet i meningsmålingerne med 34 pct. Valgresultatet blev en tilbagegang på 7.2 procentpoint fra 26.7 pct. i 2011 til 19.5 pct. i 2015. Valgkampen i TV2 var i 2015 tilrettelagt lidt som en præsidentvalgkamp mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, men de to »præsidentkandidaters« partier fik tilsammen kun 45.8 pct. af stemmerne.
8
Kapitel 1: Vælgere på vandring og partier på vandring
Opbrud mellem valgene Valget 2011 var dårligt nok overstået, før meningsmålingerne pegede i en hel anden retning. Det skyldtes bl.a., at mandatfordelingen bidrog til endnu en overraskelse. S-SF koalitionen havde ladet sig inspirere af Anders Fogh Rasmussens »kontraktpolitik« og med op til 45.5 pct. af stemmerne kort før valget så »kontrakten« ud til at kunne realiseres. Men regeringens politik blev en anden. Efter to ugers forhandlinger med Det Radikale Venstre blev det nemlig aftalt, at S-R-SF-regeringen ville bygge på »VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen« (Regeringen, 2011:9). Egentlig er der en vis tradition for, at nye regeringer bygger videre på forgængerens økonomiske politik – der var betydelig kontinuitet mellem regeringerne under Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen. Men med den såkaldte »genopretningsaftale« i maj 2010 havde Løkke Rasmussens regering bevæget sig væk fra tidligere regeringers midtersøgende politik. Figur 1.1 Tilslutningen til »Rød blok« og »Blå blok« fra 2011 til 2015 iflg. meningsmålingerne.
Kilde: Søren Risbjerg Thomsens kvalitetsvejede gennemsnit af meningsmålinger i Altinget.dk.
Vælgerudviklingen efter 2011-valget blev dramatisk. Sjældent har man set så store opbrud på så kort tid, jf. Tabel 1.1. Allerede i juni 2012, kun ni måneder efter valget, var S og SF’s tilslutning i meningsmålingerne faldet til sammenlagt 9
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
24.1 pct., dvs. 9.9 pct. mindre end ved valget. Et år senere, i juni 2013, havde skruen fået endnu en procent ned for S-SF, så tilslutningen var halveret i forhold til toppen i februar 2011. Radikale Venstre holdt nogenlunde stand, mens Enhedslisten nåede op på 12.2 pct. Derefter mildnedes situationen lidt for S og SF, indtil salget af DONG-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs igen sendte S og SF ned omkring de 23 pct. tilsammen. Salget fik desuden SF til at forlade regeringen den 30.1.2014. Som det fremgår af Figur 1.1, syntes S-R regeringens chancer for genvalg ikke-eksisterende. Selv i bølgedalene var blå blok aldrig under 53 pct. Men under valgkampen viste meningsmålingerne stort set dødt løb frem til få dage før valget. Blå blok endte dog med 52.3 pct. af stemmerne, men pga. støtte fra fire nordatlantiske mandater tabte rød blok valget med blot et enkelt mandat. I indledningen til valgkampagnen i foråret 2015 havde Socialdemokraterne en vis succes med at præsentere sig selv som det trygge og stabile alternativ. Trygheden henviste især til velfærden, mens advarslen om at undgå »eksperimenter« næsten kunne lyde som et ekko af den 81-årige tyske kansler Konrad Adenauers berømte valgslogan »Keine Experimente« i valgkampen 1957. Et andet hovedtema var statsministerens højere troværdighed i forhold til Lars Løkke Rasmussen. Og endelig var der forsøg på credit claiming for den økonomiske fremgang. Disse emner kunne man dårligt tale om i en hel valgkamp, men det endte dog ligesom i 2011 med, at statsministeren fik vendt en truende valgkatastrofe for sit parti til en lille fremgang. Oppositionens leder tabte vælgere, men vandt statsministerposten.
2. Et lille jordskredsvalg: Tilbagegangen for regeringspartier og reformpartier ved 2015-valget Valgene 2011 og 2015 er dog ikke kun den gamle historie om, at det er de små marginaler, der flytter flertallet i dansk politik. Der lå store vælgerbevægelser bag – så store, at 2015-valget faktisk må betegnes som et lille jordskredsvalg. Næst efter det »store« jordskredsvalg i 1973 gav 2015-valget de største forskydninger mellem partierne, der er set siden forholdstalsvalgmåden blev indført for 100 år siden, jf. Figur 1.2.1 Forskydningerne overgår akkurat 1945-valget efter besættelsen og valgene i 1975-1977, der udlignede de store udsving i 1973. 1
10
Nettoforskydningerne udregnes ved at addere fremgangen for alle de partier, der gik frem (jf. Pedersen, 1979).
Kapitel 1: Vælgere på vandring og partier på vandring
Her slutter ligheden med jordskredsvalget i 1973 dog ikke. Valget 1973 var ikke blot kendetegnet ved store forskydninger, men også ved et opgør med »gammelpartierne« – eller hvad Mogens N. Pedersen (1988) har kaldt »The Defeat of All Parties« Og ironisk nok kom der både i 1973 og 2015 en smal Venstre-regering ud af valget – i 1973 baseret på kun 12.3 pct. af stemmerne og 22 mandater, i 2015 trods alt baseret på 19.5 pct. og 34 mandater. Figur 1.2. Nettoforskydningerne ved valgene 1920-2015. Pct.
Kilde: Beregnet ud fra Risbjerg Thomsen (1984) samt Statistisk Årbog, div. årg.
I 2015 var det først og fremmest de partier, der gennem årene havde haft del i regeringsansvaret, der gik tilbage, mens der var fremgang for de partier, der hidtil ikke har været særligt forhippede på at få del i regeringsansvaret – Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, i 2015 endvidere Alternativet (samt indtil 2001 Fremskridtspartiet). Disse partier fik tilsammen 41.2 pct. af stemmerne i 2015, jf. Tabel 1.2. Det var lidt af et jordskred, set i forhold til 2011-valget, hvor de samme partier fik 24.0 pct. Men det er en udvikling, der tog sin start tidligere. I 1998 fik disse partier sammenlagt 12.5 pct. af stemmerne. Herefter gik det langsomt frem valg for valg til 18.9 pct. i 2007, hvorefter udviklingen accelererede med 24.0 pct. i 2011 og 41.2 pct. i 2015. 11
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 1.2. Tilslutning til ikke-regeringsbærende partier ved valgene 1998-2015. Pct. Valget 1998
Valget 2001
Valget 2005
Valget 2007
Valget 2011
Valget 2015
Enhedslisten
2.7
2.4
3.4
2.2
6.7
7.8
Dansk Folkeparti
7.4
12.0
13.3
13.9
12.3
21.1
Fremskridtspartiet
2.4
0.6
.
.
.
.
Ny/ Liberal Alliance
.
.
.
2.8
5.0
7.5
Alternativet Ikke-regeringsbærende partier i alt
.
.
.
.
.
4.8
12.5
15.0
16.7
18.9
24.0
41.2
Kilde: Statistisk Årbog samt http://sim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2015/jun/endelig-opgoerelse-af-folketingsvalget-den-18-juni-2015.aspx.
Man kan diskutere, om tallene skal ses som udtryk for en polarisering i vælgerkorpset. Men det tyder i hvert fald på afstandtagen fra de regeringsbærende partier og dele af den politik, de fører. Det startede bl.a. med Ny Alliances opblussen kort før 2007-valget. Det var et kortvarigt flash, og det blev ikke bedre efter navne- og ideologiskiftet til Liberal Alliance. Men i 2011 fik partiet kæmpet sig op på 5.0 pct., samtidig med at Enhedslisten voksede til det hidtil højeste niveau. Og fra 2011 til 2015 tog det for alvor fart, så de fire partier, der ikke havde erfaring med og ikke var særlig interesserede i at få del i regeringsmagten, tilsammen gik frem med 17.2 procentpoint. Polarisering eller ej – så syntes der fra 2011 til 2015 at være aftagende tilslutning til den form for reformpolitik, S-R-SF-regeringen havde gennemført, typisk med tilslutning fra borgerlige partier, herunder Venstre. Mens Socialdemokraterne i starten gjorde en dyd af nødvendigheden, var partiets signal i slutningen af valgperioden, at man ikke skulle videre ad den vej. Samme signal kom fra Dansk Folkeparti samt Alternativet, SF og Enhedslisten. Derimod ville Venstre, Konservative, Radikale og Liberal Alliance gerne gå videre. De sidstnævnte fire partier kunne iflg. meningsmålingerne tilsammen mønstre et »reformflertal« i det meste af 2012, jf. Figur 1.3, men derefter gik det tilbage – først langsomt, dernæst ganske hurtigt. Tilsammen toppede »reformpartiernes« tilslutning med 52 pct. i april 2012, men i 2014 nåede de kun sjældent op på 45 pct., og ved 2015-valget endte »reformpartierne« med et valgresultat på kun 34.9 pct.
12
Kapitel 1: Vælgere på vandring og partier på vandring
Figur 1.3. Tilslutning til reformpartier og anti-reformpartier, 2011-2015. Pct.
Kilde: Søren Risbjerg Thomsens kvalitetsvejede gennemsnit af meningsmålinger i Altinget.dk.
Nu skal man være forsigtig med tolkningen. Vælgernes motiver er mange, og det skyldtes næppe vælgerønsker om store nyliberale reformer, at »reformpartierne« en overgang nåede over 50 pct. Tilsvarende er tilbagegangen ikke udelukkende udslag af vælgernes opbakning om en generøs velfærdsstat. Man skal også være varsom med at forudsige, hvad der kommer ud af den parlamentariske situation efter 2015-valget. Men det er næppe for meget at sige, at liberalt orienterede reformer af velfærdsstaten kom i kraftig modvind ved 2015-valget. Vi skal i kapitel 8 og 9 undersøge udviklingen i vælgerholdninger til velfærden i kortere og længere tidsperspektiv.
3. Vælgerustabilitet i et langtidsperspektiv At vælgerne er blevet mere ustabile, er ikke noget isoleret dansk fænomen. I de fleste lande har der været en langsigtet tendens til, at vælgerne beslutter sig senere og hyppigere skifter parti (for de nordiske lande, se bl.a. Aardal, 2011; Oscarsson & Holmberg, 2008; 2013: 163-178; Bengtsson, 2012). I Danmark har det dog ikke været så udpræget. 1973-valget gav en slags »tyvstart« i forhold til de øvrige nordiske lande, men i de følgende 30 år kunne man ikke tale om nogen fast trend. Vi 13
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
skal se på to standardindikatorer: Hvornår vælgerne besluttede sig for at stemme, som de gjorde, og hvor mange der rent faktisk endte med at skifte parti. Figur 1.4 viser, hvor stor en andel af vælgerne, der først under selve valgkampen besluttede sig for, hvilket parti de ville stemme på. Her skete der en eksplosiv stigning fra 14 til 33 pct. fra 1971 til 1973, men herefter skulle der gå mange år, før 1973-rekorden blev slået. Det skete dog i 2005, hvor hele 37 pct. først besluttede sig under valgkampen. Det er i øvrigt noget overraskende ud fra nettoforskydningerne i Figur 1.2, hvor nettoforskydningerne mellem partierne var de mindste siden valget i 1988 – og de næstmindste siden 1964. Figur 1.4. Andel, der først besluttede sig for partivalg under valgkampen, 1971-2015. Pct.
Kilde: 1971-2011: Valgundersøgelserne; 2015: YouGov-valgundersøgelsen.
Men siden 2005 har vælgerne besluttet sig sent: I 2007, 2011 og 2015 var det 41-43 pct., der først besluttede sig under valgkampen, og i 2015 angav 10 pct., at de først havde besluttet sig på selve valgdagen.2 Nu kunne det være fristende at sætte lighedstegn mellem ustabilitet, utilfredshed med reformer af velfærdsstaten, stemme på ikke-regeringsbærende partier og mistillid til politikerne. Men helt så enkelt er det ikke. Nogle af dem, der beslutter sig sent, stemmer i protest eller føler, de må vælge det mindste 2 For at tage højde for, om der kunne være sammenlignelighedsproblemer mellem YouGov-målingerne og Valgundersøgelserne er tallene fra YouGov-undersøgelsen i 2015 sammenlignet med den tilsvarende undersøgelse i 2011 (i begge tilfælde for 18-65-årige, der var aldersafgrænsningen i 2011). Denne sammenligning viser faktisk et par procentpoints stigning fra 2011 til 2015, hvilket indikerer, at tallene i Figur 1.4 nok snarere underdriver end overdriver andelen, der først besluttede sig under selve valgkampen i 2015.
14
Kapitel 1: Vælgere på vandring og partier på vandring
onde. Men der er også dem, der kan vælge mellem de største goder og derfor har svært ved at beslutte sig, og fx 2005-valget var kendetegnet ved særdeles høj tillid til politikerne. Se i øvrigt kapitel 19 i denne bog. Når det gælder vælgerforskydninger, skelner man mellem brutto- og nettoforskydninger. Nettoforskydningerne kan aflæses ud fra valgtallene, jf. Figur 1.2. Bruttoforskydningerne kan vi kun måle ved at udspørge vælgerne. I princippet kan samtlige vælgere skifte parti, samtidig med at alle partier har uændret tilslutning. I så fald er bruttoforskydningen 100 pct., mens nettoforskydningen er nul. Naturligvis er der en tendens til, at de to følges ad, men det er alene bruttoforskydningerne, der kan fortælle os, hvor meget de enkelte vælgere bevæger sig. Figur 1.5 viser således, hvor stor andel af vælgerne, der skiftede parti fra valg til valg. Igen finder vi meget store forskydninger ved »jordskredsvalget« i 1973, hvor hele 44 pct. skiftede parti. Det har ikke siden været overgået, men valgene i 2001, 2011 og 2015 kommer ret tæt på: Således ser det ud til, at bruttoforskydningerne i 2015 er de næsthøjeste hidtil3, men også i 2011 var det hver tredje vælger, der skiftede parti.
Langtidstendenser, udsving og politiske perioder Tilsammen tegner tallene for brutto- og nettoforskydninger samt beslutningstidspunkt et lidt blandet billede, der kan tolkes på flere måder. Der er nogle langtidstendenser, og der er nogle kraftige udsving med nogle mere rolige perioder ind imellem. Hvis vi starter med nettoforskydningerne, er der nogle store udsving i 1945 og 1973 med efterfølgende »tilbageskvulp« i 1947-1950 og 1977-1979. 2015 er også et år med usædvanligt store udsving, jf. Figur 1.2. Men herudover er der også langsigtet stigning, som navnlig bliver tydelig, når vi tager hele perioden med. Således var bevægelserne indtil 1945 aldrig over 10 pct. Efter udbruddet i 1945-1950 var der igen ret små nettoforskydninger frem til 1971 – dog nåede tallet i 1960 og 1968 lige over 10 pct. Ved de 16 valg 1973-2015 har nettoforskydningerne kun tre gange været under 10 pct. Bruttoforskydningerne – som vi kun har tal for fra 1971 og frem – tegner efterhånden også en langsigtet tendens til stigende omskiftelighed.
3
På dette punkt lå YouGov-målingen i 2011 lidt højere end Valgundersøgelsen, så vi har måske at gøre med et maksimumsskøn. Mht. partivejning er 2015-tallet kun vejet efter partivalg 2015.
15
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Figur 1.5. Bruttoforskydninger mellem valgene 1971-2015. Pct.
Kilde: 1971-2011: Valgundersøgelserne. 2015: YouGov-undersøgelsen (kun vejet efter parti 2015).
Siden 1990 har andelen af partiskiftere ikke kunnet komme under 24-25 pct. Men det er bemærkelsesværdigt, at der faktisk fulgte en temmelig stabil periode efter uroen i 1973-1975-1977. Ved de seks valg 1979-1990, der ellers var en periode med krise og massearbejdsløshed, lå andelen af partiskiftere mellem 18 og 23 pct., altså ganske lavt. I 1990’erne blev vælgerne gradvist mere urolige, kulminerende med valget 2001. Så er der igen to valg med forholdsvis få skift – selvom folk i 2005 besluttede sig sent, kom det ikke til de store forskydninger, hverken brutto eller netto. Og så kommer der igen uro blandt vælgerne 2011 og 2015. Det kan således være fristende at se bruttoforskydningerne som en form for periodisering: Nok er der en langsigtet tendens til, at vælgerne bliver mere omskiftelige. Men der er et udbrud 1973-1977 med efterfølgende stabilisering frem til og med 1990, som det er fristende at se som gennembruddet for konflikten om velfærdsstaten. Som det vil fremgå af senere kapitler, er det også den periode, hvor polariseringen mellem offentligt og privat ansatte tager til. Tilsvarende er det nærliggende at se de stigende bevægelser i 1994-1998-2001 – med efterfølgende stabilisering i 2005 og 2007 – som udtryk for værdipolitikkens gennemslag. Der kom nye skillelinjer til i løbet af 1990’erne (de kunne spo16
Kapitel 1: Vælgere på vandring og partier på vandring
res allerede tidligere, jf. Goul Andersen & Bjørklund 1990; Borre, 1995), som efterhånden tegnede et nyt politisk landskab (jf. Goul Andersen & Borre, 2003; Goul Andersen et al., 2007). Som det fremgår af senere kapitler, falder det også sammen med den periode, hvor arbejderne for alvor svigter arbejderpartierne. Ved to sidste partivalg i 2011 og 2015 er vælgerne igen ganske massivt på vandring. Der var omslag til økonomisk krise og fra 2010 en ganske hårdhændet sparepolitik. Vi skal på dette sted afstå fra at forsøge at navngive en ny periode, men de følgende kapitler kan måske tilsammen give nogle inputs til en sådan diskussion. Samtidig kan vi konstatere, at der i 2011 var store bruttoforskydninger, men kun moderate nettoforskydninger. Der peger på, at der har været store bevægelser frem og tilbage, som ikke kan aflæses i nettoforskydningerne. Vi skal derfor i kapitel 15 se på nogle af de mange issues ved 2011-valget, som kunne flytte store grupper af vælgere den ene eller den anden vej, uden at det nødvendigvis ændrede på styrkeforholdene mellem partierne. Det efterfølgende kapitel 16 behandler en mindre gruppe af partiskifterne, nemlig blokskifterne – dvs. de vælgere, som skifter mellem regeringsalternativerne og derfor har særlig betydning for, hvem der vinder flertallet. Ved 2015-valget var der ligesom i 2011 konflikt om krisepolitikken, men det blev samtidig tydeligt, at værdipolitikken ikke var et dødt emne. Vi mangler endnu i skrivende stund data om vælgernes politiske dagsorden og udførlige data om politiske holdninger i 2015, men vi skal i kapitlerne 7-10 se på, hvad der skete i 2011, hhv. med værdipolitikken generelt og med vælgernes miljøbevidsthed i en krisetid. I slutningen af 2015-valgkampen dukkede endvidere et emne op, der har ulmet længe, nemlig udkantsproblematikken. Det er en af valgforskningens klassiske konfliktlinjer – center-periferi konflikter – som gav anledning til undfangelsen af et nyt parti (Fælleslisten) op til 2011-valget. Fælleslisten delte skæbne med flertallet af nye partier, der dør allerede inden fødslen – det første valg. Men den store centralisering i 00’erne har sammen med krisen givet mange områder en følelse af at være sat udenfor eller være forfordelt, og det kan også have påvirket konfliktmønstret ved 2015-valget. Dette undersøges nærmere i kapitel 11. Når det gælder vælgernes beslutningstidspunkt, er langtidstendenserne efterhånden blevet det mest iøjnefaldende. Siden 1990 er der en klar langtidstendens til, at vælgerne beslutter sig senere og senere. Erfaringen fra de øvrige nor17
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
diske lande viser, at kurven også kan gå ned igen, men det er næppe urimeligt at hævde, at der på tværs af alle korttidsudsving og politiske perioder er en underliggende tendens til, at vælgerne beslutter sig senere. Kapitel 2 og 5 undersøger nærmere, hvad der skete under valgkampene i hhv. 2011 og 2015. Kapitel 2 ser på forskydningerne på aggregeret plan under valgkampen 2011 og herunder bl.a. på de »hårde« og »bløde« tvivlere, mens kapitel 5 bruger paneldata til at undersøge forskydningerne hos den enkelte vælger, altså på mikroplan.
4. Vælgere på vandring, økonomisk krise og partier på vandring Når vælgerne er så ustabile, hænger det nok både sammen med, at tiderne er ændret, og at partiernes adfærd er ændret. Vi har kaldt bogen Vælgere på vandring, men kunne måske også have valgt titlen Partier på vandring. Det er set før – Venstre tog i Anders Fogh Rasmussens regeringstid 2001-2009 klart afstand fra den nyliberale profil, han selv havde været med til at give partiet et årti tidligere, med henblik på at positionere partiet som et bredt favnende midterparti, dog mere på fordelingspolitikken end på værdipolitikken. Det lykkedes, og venstrevælgernes sociale sammensætning kom i 2001 overraskende tæt på at afspejle befolkningens, jf. kapitel 6. Men VK-regeringen skiftede spor med »genopretningspakken« i 2010, og S-R-SF regeringen kom langt ad vejen til at fortsætte ud af dette spor. Det var en skuffelse for mange af de vælgere, der stemte på dem i 2011, og vi skal senere se (kapitel 18), hvordan de reagerede på, at de fik en anden krisepolitik, end der var stillet i udsigt før valget. Krisen kan dog i sig selv være en vigtig faktor. Danmark blev ikke blot ramt af en international økonomisk krise. Der var en særlig dansk økonomisk krise inden i (Det Økonomiske Råd, 2009; Goul Andersen, 2009, 2013), hvilket bidrog til, at krisen blev dybere og længere end i de fleste andre nordeuropæiske lande. Tidligst i 2016 ventes Danmarks BNP (bruttonationalprodukt) at være tilbage på 2007-niveauet. Der har endnu ikke udkrystalliseret sig en kollektiv erindring om krisen, hverken når det gælder årsagerne eller ansvaret. Men et »tabt årti« uden økonomisk vækst er uden sidestykke i nyere dansk historie – det overgår for Danmarks vedkommende 1930’erne. Med krisen fulgte også en anden dagsorden blandt vælgerne. Økonomiske spørgsmål havde domineret vælgernes dagsorden fra midten af 1970’erne til midten af 1990’erne, men under højkonjunkturen gled de økonomiske spørgs18
Kapitel 1: Vælgere på vandring og partier på vandring
mål efterhånden helt ud.4 De økonomiske ubalancer var løst, arbejdsløsheden var klinget af, og derfor kom politikken til at dreje sig om andre problemer, især velfærdsforbedringer og indvandring, jf. Tabel 1.3. Overraskende nok fyldte arbejdsløsheden ikke så meget på vælgernes dagsorden ved 2011-valget. Det var måske påvirket af, at der var flere forskellige tal i cirkulation for ledigheden omkring 2011, så det var uklart, om ledigheden var 4, 6 eller 8 pct.5 Øjensynligt kom arbejdsløsheden til at fylde mere efter valget (Andersen et al., 2013). Tabel 1.3. Vælgernes politiske dagsorden 1971-2011. Pct. af afgivne svar. 1971 1973 1975 1977 1979 1981 1984 1987 1988 1990 1994 1998 2001 2005 2007 2011 Arbejdsløshed
3
1
40
42
23
Betalingsbalance
5
3
2
12
16
Økonomi(i øvrigt)
19
14
30
17
35
44 8 } 63 20
16
13
29
24
7
3
16
1
21
22
8
3
1
0
0
0
12 0
10
2
11
12
6
4
3
3
22
Skat
12
24
6
4
5
6
4
2
7
9
2
5
6
5
8
4
Økonomi i alt
39
42
78
75
79
78
67
49
44
57
41
19
13
24
12
38
Miljø Velfærd Indvandring
8
4
1
3
6
2
3
15
9
10
8
9
4
4
7
6
26
14
4
13
7
8
13
15
6
20
38
47
51
53
60
37
-
-
-
-
-
-
-
4
2
4
8
1
20
13
14
6
EU, udenrigsog forsv.pol.
17
3
1
1
1
2
9
3
15
3
3
5
4
3
2
2
Andet
10
37
16
8
7
10
8
14
24
6
2
6
8
3
5
10
100
100
100
100
100
100
100
100
100
100
100
100
100
100
100
100
I alt
Kilde: Danske valgundersøgelser 1971-2011 (2005 og 2007 dog undersøgelser umiddelbart før valget), cit. fra Goul Andersen (2003) og Stubager et al.(2013).
Under alle omstændigheder er nøgleordet opbrud. Økonomien har været i opbrud. Partiernes politik har været i opbrud. Vælgernes dagsorden har været i opbrud. Og vælgerne var efter 2011-valget ifølge meningsmålingerne i opbrud i en grad, der sjældent er set tidligere. Derfor handler bogen her ikke kun om de to valg, men også perioden mellem valgene. I bogens titel Vælgere på vandring ligger også, at valgene til dels kan ses som et øjebliksbillede. Det er naturligvis det afgørende øjebliksbillede, men der knytter sig også stor interesse til bevægelserne imellem valgene, ligesom det er vigtigt at undersøge, om vælgernes hold4
Pga. nogle tilfældige sammenfald af virksomhedslukninger og valgkamp kom truende arbejdsløshed kortvarigt til at stå ganske stærkt i forbindelse med 2005-valgkampen. I 2007 dækkede overskriften »arbejdsløshed« i Tabel 1.3. i mange tilfælde over bekymringer over mangel på arbejdskraft.
5
Det første tal refererer til nettoledigheden, der tidligere var standardmålet. Under krisen blev standardmålet i stedet bruttoledigheden, der inkluderer aktiverede. Det sidste mål er AKU-ledigheden, der alene bygger på, om folk søger og kan tiltræde et arbejde – mens de andre mål kun regner dem med, der modtager dagpenge eller kontanthjælp. Ifølge netto- og bruttoledigheden var arbejdsløsheden behersket, men iflg. AKU-tallene var ledigheden på niveau med kriseårene i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. AKU-ledigheden er den internationalt sammenlignelige statistik.
19
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
ninger er lige så labile som deres partivalg. Er de partimæssige vandringer udtryk for ideologiske skift, ideologisk forvirring eller politisk flakken rundt? Eller er det snarere fast forankrede vælgere, der skifter mellem omflakkende partier? Mere end tidligere publikationer om danske valg skal vi også sætte direkte fokus på de vælgere, der skifter parti. Dels har vi et særligt stort datamateriale til rådighed, der gør det muligt, dels giver det et andet perspektiv, hvis man ikke blot ser på sammenhængen mellem fx holdninger og partivalg, men i stedet ser på sammenhængen mellem holdninger og partiskift. Endelig betyder de store vælgerbevægelser og strømningen fra de regeringsbærende til de øvrige partier også, at der også er grund til at rette opmærksomhed på tilliden til politikerne, jf. kapitel 3 og 17. I Danmark gik den politiske tillid opad i 1990 og 00’erne, mens mange lande oplevede det modsatte. Men er de mange bevægelser, herunder til ikke-regeringsbærende partier, udtryk for mistillid? Og hvordan står det til med partiernes kommunikation – føler vælgerne, de er udsat for »spin-overload« (eller er vi på vej ind i en fase, hvor »første generations spin« ikke længere slår til)? Det er rammen for denne bog, der ikke alene analyserer 2011- og 2015-valget i et historisk perspektiv, men også trækker linjen frem til en bredere karakteristik af vælgerne og dansk politik i det, der måske kan tegne sig som begyndelsen på en ny epoke, eller i hvert fald en ustabil fase. Her er det også væsentligt at undersøge vælgernes holdninger. Vi skal se på, hvad der skete med den såkaldte »værdipolitik« der toppede i 00’erne. Vi har endnu ikke mange data for 2015-valget, men den omfattende diskussion om flygtningetilstrømning og u-landshjælp navnlig i sidste del af valgkampen 2015 tydede på, at »værdipolitikken« langtfra er afgået ved døden. I slutningen af valgkampen 2015 kom også »udkantsproblemer« til at fylde en hel del i debatten. Det er interessant, fordi det egentlig er en af de »klassiske« modsætninger – mellem center og periferi – der her blev politiseret efter mange årtiers dvale. Men hvordan ser danskerne på det? Hvordan føler de sig selv påvirket? Og havde det betydning for valgresultatet? Det er også et af emnerne for bogen her (kapitel 11).
5. Bogens plan Bogens første del ser nærmere på valgkampene 2011 og 2015. I kapitel 2 behandler Kenneth Thue Nielsen vælgerbevægelser og vælgerreaktioner under 20
Kapitel 1: Vælgere på vandring og partier på vandring
2011-valgkampen, set ud fra Danmarks Radios meningsmålinger, herunder også analyser af »bløde« og »hårde« tvivlere under valgkampen. I kapitel 3 analyserer Ditte Shamshiri-Petersen vælgernes reaktioner på valgkampen i 2011 på basis af (kvalitative) kommentarer fra et vælgerpanel, der var blevet bedt om at beskrive deres oplevelse under valgkampen. Det kan bl.a. læses i sammenhæng med kapitlet om mistillid (kapitel 17). I kapitel 4 ser Sigge Winther Nielsen og Martin Vinæs Larsen på et nyt fænomen: den kommenterede valgkamp – som ligeledes kan læses i sammenhæng med de kvalitative interviews i kapitel 3. Og i kapitel 5 undersøger Jørgen Goul Andersen vælgernes bevægelser fra 2011 til 2015 og under valgkampen 2015. Kapitlet komplementerer kapitel 2 ved at følge et vælgerpanel, der først er interviewet under valgkampen og derefter i de første uger efter valget, så man kan se, hvordan den enkelte vælger bevæger sig. Bogens anden del ser på nogle af de vigtigste sociale og politiske skel i et langtidsperspektiv. Jørgen Goul Andersen behandler de vigtigste sociale skillelinjer i kapitel 6. Er politikken stadig klasseopdelt, hvordan er det gået med offentligt og privat ansatte, er der blevet større forskel på mænds og kvinders partivalg, osv? Ole Borre ser i kapitel 7 på langtidsudviklingen for værdipolitikken: Var 2011 afslutningen på den periode, hvor værdipolitikken var det afgørende? Jørgen Goul Andersen stiller i kapitel 8 spørgsmålet om den mere langsigtede ideologiske udvikling blandt vælgerne: Følger de holdningsmæssige forskydninger de partipolitiske forskydninger? Har de sociale forskelle i holdninger udviklet sig parallelt med de sociale forskelle i partivalget – er holdninger blevet mindre klassebestemte? Kapitel 9 ser nærmere på vælgerholdningerne til flygtninge og indvandrere, der viser sig noget mere nuancerede, end de ofte fremstilles. Kapitel 10 ser på et særligt og måske lidt overraskende fænomen, nemlig tilbageslaget for miljøpolitiske holdninger blandt vælgerne i 2011. Det var et af de emner, regeringspartierne havde lettest ved at enes om efter 2011-valget – men som de også kom til at give køb på. Regeringens »løftebrud« på det punkt ser dog ikke ud til at have skuffet forventningerne alvorligt, for vælgerne havde også selv givet køb på principperne. Endelig ser kapitel 11 udkantsproblematikken, der var lige ved at poppe op i 2011, hvor det nye parti Fælleslisten ikke nåede at blive opstillingsberettiget. Men ved 2015-valget blev emnet diskuteret. Kom det også til at påvirke 2015-valget? Bogens tredje del handler om betydningen af den økonomiske krise, først og fremmest ved 2011-valget, men med udblik til 2015. Kapitel 12 belyser spørgs21
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
målet om vælgernes reaktioner på økonomien, hvor konklusionen på tværs af landene normalt er, at det (om noget) er samfundsøkonomiens udvikling, der har betydning. Dette udfordres, hvis vi ser på vælgernes økonomiske og sociale tryghed, som kan siges at være et lidt bedre mål for, hvordan vælgernes private forhold er påvirket, end det spørgsmål om privatøkonomisk frem- eller tilbagegang, der sædvanligvis benyttes. Dernæst sætter kapitel 13 fokus på vælgernes oplevelser af krisen og partiernes ansvar for den økonomiske krise, ligesom det behandler vælgernes syn på krisepolitikken som issue – altså ikke et spørgsmål om at belønne/straffe regeringen for, hvordan det er gået med økonomien, men vælgernes syn på, hvad der skal gøres. Endelig undersøger Mads Peter Klindt i kapitel 14, om regeringer i virkeligheden kan gøre økonomisk tilbagegang til en vindersag ved at mobilisere krisebevidsthed og fremlægge en nedskæringspolitik. Bogens fjerde og sidste del handler om vælgere på vandring – før, under og ikke mindst efter 2011-valget. Kapitel 15 handler om 2011-valget, hvor nettoforskydningerne ikke var særligt store – men det var bruttoforskydningerne. Hvilken betydning havde de stridsspørgsmål eller issues, der var oppe under 2011-valgkampen, herunder diskussionen om efterlønnen, om afkortningen af dagpengene, om betalingsringen rundt om København, osv.? Vore data peger på, at disse emner flyttede usædvanlig mange vælgere, men i begge retninger. I kapitel 16 ser Ditte Shamshiri-Petersen og Sanne Lund Clement nærmere på forskellige typer af partiskiftere: Er der forskel på dem, der skifter mellem nærtbeslægtede partier, og de såkaldte »blokskiftere« der tager det store spring fra den ene til den anden blok? Er det (stadig) sådan, som valgforskere for mange årtier beskæmmet konkluderede, at det var de mindst vidende og mindst engagerede vælgere, der skiftede mest og dermed kom til at afgøre valgets udfald? Kapitel 17 behandler et andet bemærkelsesværdigt træk, nemlig den faldende tillid til politikerne. Danmark havde i 00’erne en udpræget høj tillid til politikerne, men både før og efter 2011-valget har man målt en meget lav tillid. Hvordan kan man forklare dét? En del af forklaringen kan være, at vælgerne ofte mister tillid, når økonomien går tilbage, men det er næppe hele forklaringen. En betydelig del af forklaringen synes også at ligge i den ganske radikale velfærdsreformpolitik, først VK-regeringen og siden også S-R-SF-regeringen kom til at føre. Kapitel 18 behandler nærmere reformpolitikkens betydning for regeringens historiske nedtur i vælgertilslutning efter 2011-valget. Hvem var det, der fik så travlt med
22
Kapitel 1: Vælgere på vandring og partier på vandring
at forlade regeringspartierne? Og hvor blev de af i 2015? Kapitel 19 ser nærmere på mistillidens betydning for EU-folkeafstemningen 3. dec. 2015. De sidste to kapitler af Johannes Andersen er mindre knyttet til det dagsaktuelle politiske indhold, men kapitel 20 ser nærmere på betydningen af kommunikation og viden for vælgervandringerne, mens kapitel 21 på den baggrund diskuterer nogle mere langsigtede demokratiske perspektiver.
6. Bogens data For 2011-valget bygger bogen på to forskellige datasæt. Nemlig for det første undersøgelsen fra Valgprojektet, der har være gennemført siden 1971 som interviewundersøgelser kort efter valget. Stikprøven var udtaget fra CPR-registret, og SFI Survey foretog dataindsamlingen, der som udgangspunkt blev foretaget ved personligt interview, dog med mulighed for tilvalg af postspørgeskema eller elektronisk skema på nettet. Stikprøven var stratificeret på alder, så der var en overrepræsentation af unge og en underrepræsentation af ældre vælgere i den udtagne stikprøve. Der er dog efterfølgende vejet på alder, køn, bopæl og uddannelse. Samt på partivalg i de analyser, hvor partivalg er den afhængige variabel. Denne undersøgelse blev finansieret af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Det andet datasæt for 2011-valget omfatter ca. 6.000 personer trukket fra YouGov’s web-panel. Disse personer er interviewet med et elektronisk skema på nettet i månederne efter valget. Skemaet er lidt kortere, men omfatter mange af de gennemgående spørgsmål fra valgundersøgelsen. Hertil kommer en række spørgsmål om økonomien, om trygheden, og om de issues, der var oppe under valgkampen. En betydelig del af stikprøven var gengangere fra TrygFondens Tryghedsmåling 2011, der blev foretaget i maj måned. Denne stikprøve omfatter kun 18-65-årige. Stikprøven er vejet på samme måde som Valgundersøgelsen, dog kun for 18-65-årige særskilt (med mindre andet er anført). Når det gælder vejning efter parti, er den »sande« fordeling for 18-65-årige skønnet ud fra de vejede tal for denne aldersgruppe i Valgundersøgelsen. Denne undersøgelse blev samfinansieret af TrygFonden, Dakom og Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet. Datakilden til 2015-valget er en YouGov undersøgelse finansieret af Ugebrevet Mandag Morgen, gennemført i samarbejde med Jørgen Goul Andersen i juli 2015. En række del-resultater har tidligere været offentliggjort i Ugebrevet Mandag Morgen (aug-sep. 2015). Undersøgelsen er parallel med YouGov-må23
lingen 2011, altså trukket fra YouGov’s web-panel. 2015-undersøgelsens 5200 svarpersoner er dog alle gengangere fra TrygFondens Tryghedsmåling 2015, svarende til en genopnåelse på 87 pct. Det skal nævnes, at svarpersonerne ikke på forhånd vidste, at der ville komme en valgundersøgelse oven i – finansieringen faldt først på plads efter valget. Den samtidige gennemførelse af Valgundersøgelsen og YouGov-undersøgelsen i 2011 gør det muligt at identificere, om og hvor der er systematiske afvigelser. Dem er der ikke mange af, men de findes på spørgsmål vedr. politisk mistillid og holdninger til miljø og indvandring. For holdningsspørgsmål har vi taget Valgundersøgelserne som standard, således at vi på de få »afvigende« områder har kalibreret YouGov-fordelingerne til Valgundersøgelserne. Nærmere bestemt har vi set på ændringerne fra 2011 til 2015 i YouGov-materialet og adderet disse ændringer til resultaterne fra Valgundersøgelsen 2011. Vi refererer til de to 2011-undersøgelser som hhv. »Valgundersøgelsen 2011« og »YouGov undersøgelsen 2011« Hvor intet er anført, stammer data fra Valgundersøgelsen, herunder tidligere Valgundersøgelser. For 2015-valget er udelukkende benyttet YouGov-undersøgelsen (Valgundersøgelsen var endnu ikke klar). I et par enkelte tabeller er tillagt data fra en anden YouGov-undersøgelse gennemført på samme tid for Anette Borchorst, Drude Dahlerup og Jørgen Goul Andersen til brug for et projekt om Grundlovsjubilæet 2015. Det bringer antallet af svarpersoner op på ca. 8.700, hvilket er nødvendigt i forbindelse med måling af nogle små socialgruppers partivalg. Stikprøvernes størrelse gør, at der kan gennemføres en række analyser, bl.a. med partiskift som uafhængig variabel, som ikke er mulige med en stikprøve på 2.000 svarpersoner. Endvidere er det muligt – på et meget stort materiale – at belyse forskydningerne i partipræferencer for den enkelte vælger under valgkampen på grundlag af paneldata, jf. kapitel 5. Undersøgelserne er lidt mere udførligt beskrevet i appendiks 1. Alle tre undersøgelser gøres tilgængelige på Surveybanken (www.surveybanken.aau.dk), hvor man også finder mere detaljerede tekniske oplysninger. Surveybanken er en del af CSSR – Center for Survey- og Survey/Registerforskning. Data fra forskellige andre datasæt indgår udvalgte steder, især tidligere valgundersøgelser og tilsvarende målinger. Hertil kommer TrygFondens Tryghedsmålinger 2011 og 2013 (der også er tilgængelig på surveybanken) samt enkelte meningsmålinger. Endelig har vi benyttet Søren Risbjerg Thomsens analyser på Gallup-data samt kvalitetsvejede gennemsnit af meningsmålinger fra Altinget.dk.
Kapitel 1: Vælgere på vandring og partier på vandring
Referencer Andersen, Jacob, Anders Hede & Jørgen Goul Andersen (2013). Danskernes hverdagsproblemer. Tryghedsmåling 2013. København: TrygFonden. Andersen, Johannes & Jørgen Goul Andersen (2003). »Klassernes forsvinden« pp. 207-222 i Jørgen Goul Andersen & Ole Borre (red.), Politisk forandring. Værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Aarhus: Systime Academic. Bengtsson, Åsa (2012). »Väljarnas kandidatval: rörlighet och motiv« pp. 139-155 i Sami Borg (red.), Muutosvaalit 2011. Helsinki: Justitieministeriet Publikation 16/2012. Borre, Ole & Jørgen Goul Andersen (1997). Voting and Political Attitudes in Denmark. A Study of the 1994 Election. Aarhus: Aarhus University Press. Det Økonomiske Råd (2009). Dansk Økonomi. Efterår 2009. København: De Økonomiske Råd. Goul Andersen, Jørgen (1992). »Årsager til mistillid« pp. 161-202 i Jørgen Goul Andersen, Hans Jørgen Nielsen, Niels Thomsen & Jörgen Westerståhl, Vi og vore politikere. København: Spektrum. Goul Andersen, Jørgen (2003). »Partiernes image: De borgerlige bedst til at sikre velfærden« pp. 151-170 in Jørgen Goul Andersen & Ole Borre (eds.), Politisk forandring. Værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Aarhus: Systime. Goul Andersen, Jørgen (2009). Dansk økonomi er på katastrofekurs. Indblik Nu, 4. Marts 2009. Goul Andersen, Jørgen (2010). »It’s the Economy, stupid!« – eller »Crisis? What Crisis?« Danske vælgere undervejs med den økonomiske krise. Goul Andersen, Jørgen (2013). Krisens navn. Bekæmper regeringen den forkerte økonomiske krise? København: Frydenlund Academic. Goul Andersen, Jørgen (2003). »Vælgernes nye politiske dagsorden«, pp. 135-150 i Jørgen Goul Andersen & Ole Borre (red.) Politisk forandring. Aarhus: Systime Academic. Goul Andersen, Jørgen & Ole Borre (red.) (2003). Politisk forandring. Værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Aarhus: Systime Academic. Goul Andersen, Jørgen, Johannes Andersen, Ole Borre, Kasper Møller Hansen & Hans Jørgen Nielsen (red.)(2007). Det nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Aarhus: Academica. Kölln, Ann-Kristin & Kees Aarts (2013). »Signalling Through Voting Intention Polls Between Elections« pp. 151-169 i Peter Esaiasson & Hanne Marthe Narud (eds.), Between-Election Democracy. The Representative Relationship After Election Day. Colchester: ECPR Press. Oscarsson, Henrik E. & Sören Holmberg (2008). Regeringsskifte. Väljarne och valet 2006. Stockholm: Norstedts Juridik. Oscarsson, Henrik E. & Sören Holmberg (2013). Nya svenska väljare. Stockholm: Norstedts Juridik. Pedersen, Mogens N. (1979). »The Dynamics of European Party Systems: Changing Patterns of Electoral Volatility« European Journal of Political Research, vol. 7 (1), pp. 1-26.
25
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Pedersen, Mogens N. (1988). »The Defeat of All Parties: The Danish Folketing Election, 1973« pp. 257-281 i Kay Lawson & Peter H. Merkl (eds.), When Parties Fail: Emerging Alternative Organizations. Perinceton: Princeton University Press. Risbjerg Thomsen, Søren (1984). »Udviklingen under forholdstalsvalgmåden (19201984« pp. 39-69 i Jørgen Elklit & Ole Tonsgaard (red.), Valg og vælgeradfærd. Studier i dansk politik. Aarhus: Forlaget Politica. Stubager, Rune, Kasper Møller Hansen & Jørgen Goul Andersen (2013). Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Studier i Dansk Politik. Aardal, Bernt (2011). »Mange bliver valgt, men få bliver gjenvalgt« pp. 13-40 i Bernt Aardal (red.), Det politiske landskap. En studie av stortingsvalget 2009. Oslo: Cappellen Damm Akademisk.
26
Kapitel 2: Valgkampens forløb og meningsmålinger ved 2011-valget
Kapitel 2
Valgkampens forløb og meningsmålinger ved 2011-valget Af Kenneth Thue Nielsen Den 25. august 2011 udskrev statsminister Lars Løkke Rasmussen valg til Folketinget til afholdelse torsdag den 15. september 2011. Forud var gået omkring otte måneder med intense valgrygter en god del af tiden. Særligt i starten af 2011 var rygterne stærke. Det fulgte i kølvandet på statsministerens nytårstale, hvor han indvarslede et opgør med efterlønnen. Men også i forbindelse med forhandlingerne om Danmarks økonomi frem mod 2020 – den såkaldte 2020plan – tog rygterne til i styrke. Valget blev imidlertid først udskrevet, efter regeringen havde fremlagt sit finanslovsforslag i midten af august 2011. Dette kapitel sætter fokus på meningsmålingerne op til og under 2011-valgkampen. Med afsæt i meningsmålinger indsamlet hver dag under hele valgkampen undersøges det, i hvilket omfang der blev flyttet stemmer mellem partierne i løbet af valgkampen. Vi ser på de opstillede partier enkeltvis og på henholdsvis rød og blå blok. Vi sætter desuden fokus på alle partiledernes approval ratings – det vil sige vælgernes generelle holdninger til hver enkelt partileder. Til sidst i kapitlet rettes blikket mod tvivlerne. Kapitlet bygger på meningsmålinger, som analyseinstituttet Epinion løbende har indsamlet for DR. Dette inkluderer også daglige målinger fra valgkampen i august/september 2011. Alle væsentlige bevægelser i meningsmålingerne er krydstjekket med det kvalitetsvejede gennemsnit af meningsmålingerne, som Søren Ribjerg Thomsen løbende offentliggør for Altinget.dk. Dette gennemsnit omtales i det følgende som »Risbjergs snit« For yderligere information om kvaliteten af Epinions politiske målinger henvises til kvalitetsanalyser af meningsmålingsinstitutternes troværdighed efter Folketingsvalg.6
1. De to blokke Bedømt ud fra meningsmålingerne var udgangspunktet for partierne i den røde blok (Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstre) meget gun6
Se Søren Risbjerg Thomsens analyse efter folketingsvalget 2011 på http://www.altinget.dk/misc/Fejlprocenter.doc
27
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
stigt, da de gik ind i 2010. Som det fremgår af Figur 2.1, startede den røde blok året med et forspring på fire procentpoint i forhold til den blå blok (her Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance). Og få måneder inde i 2010 havde den daværende opposition opbygget en klar og signifikant føring på op mod otte procentpoint. Forspringet var i høj grad trukket af Socialdemokraterne og SF, som i juni 2010 kunne mønstre opbakning fra 47,7 % af vælgerne. For alle punkterne i figuren – med undtagelse af det faktiske valgresultat – skal det bemærkes, at den statistiske usikkerhed på tallene er ca. ± 3 procentpoint. Halvvejs inde i 2010 ændrede billedet sig imidlertid markant. Den røde blok mistede omkring fire procent af stemmerne på to måneder. Det faldt sammen med den første af en lang række artikler, som blev bragt i formiddagsavisen B.T. Den 23. juni 2010 bragte avisen en forsidehistorie om, at Helle Thorning-Schmidts mand ikke betalte skat i Danmark. Det blev startskuddet til, hvad der senere blev døbt »Helle Thorning-Schmidts skattesag«. Pressen interesserede sig markant for historien, der dominerede mediebilledet de kommende måneder. Men den 16. september 2010 traf SKAT afgørelse om, at Helle Thorning-Schmidts mand ikke var skattepligtig i Danmark. Dermed blev der sat et foreløbigt punktum i skattesagen. Og mod slutningen af 2010 havde partierne i den røde blok igen opbygget en komfortabel føring. Politisk blev 2011 indledt med en markant nytårstale, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen forberedte danskerne på et opgør med efterlønnen. Talen blev af mange set som en modig og nødvendig tale, og statsministeren blev rost i medierne for at udvise lederskab og rettidig omhu. Selvom vælgernes holdning til efterlønnen var stærkt delte, viste meningsmålingerne de efterfølgende måneder fremgang til den blå blok (jf. også Risbjergs snit). Men fremgangen blev kortvarig, og frem mod valgets udskrivelse udvidede partierne i rød blok langsomt deres føring. Da valget blev udskrevet den 25. august 2011, var det med en komfortabel føring på mere end 10 procentpoint til partierne i rød blok. Alene Socialdemokraterne og SF kunne samle opbakning fra 42,5 % af vælgerne. Det lignede en sikker sejr. Men det skulle vise sig, at partierne i den røde blok fik brug for deres store forspring. For gennem det meste af valgkampen tabte blokken vælgere, og valgresultatet viste, at blot 15.212 stemmer adskilte de to blokke i rød bloks favør. I næste afsnit rettes fokus på hvert af de politiske partier og på, hvad der skete under selve valgkampen.
28
Kapitel 2: Valgkampens forløb og meningsmålinger ved 2011-valget
Figur 2.1. Procent stemmer til rød og blå blok fra 2010 til valget i september 2011
Kilde: Epinion for DR. Det grå areal er valgkampsperioden. Meningsmålingerne før valgkampen bygger alle på ca. 1.000 interviews. På valgkampens første dag blev der indsamlet 1.500 interviews. Meningsmålingerne fra resten af valgkampen bygger på rullende paneler, hvor der hver dag blev indsamlet ca. 300 nye interviews. Disse blev løbende lagt sammen med interviewene fra de foregående to dage. Hver meningsmåling under valgkampen bygger således på omkring 900 interview, som er indsamlet over tre dage. Partierne i Rød Blok er Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og de Radikale. Partierne i Blå Blok er Dansk Folkeparti, Venstre, de Konservative og Liberal Alliance.
2. De ni partier Socialdemokraterne tabte valgkampen. Som det fremgår af Figur 2.2, gik partiet ind i valgkampen med opbakning fra 28,8 % af vælgerne, men på valgnatten viste det sig, at blot 24,8 % havde sat deres kryds ved partiet. Dette var en signifikant tilbagegang i løbet af valgkampen. Og Socialdemokraterne havde for tredje valg i træk sat en ny bundrekord i det dårligste valgresultat for partiet nogensinde. Med en enkelt undtagelse kan valgkampen bedst kendetegnes som værende ganske udramatisk. Ingen af partierne trak nævneværdige »kaniner« op af hatten. Ingen udefrakommende begivenheder fik større indflydelse på valgkampen. Og ingen af partierne begik graverende fejl. Valgkampen blev domineret af en energisk Lars Løkke Rasmussen, der i høj grad fremstod som den siddende regerings enmandshær. Og af en heftig kritik af oppositionens politik. Sidstenævnte skal nok ses i lyset af, at valget syntes afgjort, før det gik i gang.
29
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Undtagelsen indtraf den 8. september 2011 – blot én uge inden valget – hvor formiddagsavisen B.T. på ny skrev om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.7 Under overskriften »Fik uberettiget fradrag i 6 år« skrev avisen, at Thorning gennem en årrække skulle have betalt for lidt i skat ved uretmæssigt at have brugt sin mands skattefradrag. Sagen viste sig være forældet, men fik vidtrækkende konsekvenser. Den affødte umiddelbart, at Skatteministeriet bad politiet undersøge, om de lækager, artiklen byggede på, kunne henføres til medarbejdere i SKAT. Og efter valget affødte den nedsættelsen af en undersøgelseskommission, som skulle undersøge mulig politisk indblanding. Som det ses af Figur 2.2, oplevede Socialdemokraterne et fald i meningsmålingerne umiddelbart efter, at B.T. i første omgang satte fokus på Helle Thorning-Schmidts skatteforhold den 23. juni 2010. Men som det også ses, er der ingen klare tegn på, at B.T.’s artikel under selve valgkampen påvirkede vælgerne. Figuren viser også, at Venstre formåede at tiltrække stemmer i løbet af valgkampen. Valget gav 26,7 % til Venstre, som gik ind i valgkampen med opbakning fra 23 % af vælgerne. Dette signifikante løft skete især i slutningen af valgkampen. Venstre gik fra 22,6 % til 26,7 % af stemmerne i løbet af valgkampens sidste seks dage. Inden Venstre nåede valgkampen, havde partiet i halvandet år lidt under turbulente meningsmålinger. Partiet gik ind i 2010 oven på Danmarks værtskab for FN’s klimakonference (COP15), hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen som formand for konferencen havde modtaget hård kritik af sin værtsrolle. Det er tvivlsomt, om det påvirkede vælgertilslutningen, men kom nok alligevel til at svække hans autoritet. Den 23. februar 2010 gennemførte statsministeren en regeringsrokade, der var så omfattende, at kun en enkelt minister beholdt det ressort, hun havde før rokaden. Statsministeren havde dermed sat sit eget ministerhold og omtalte selv regeringen som en de facto ny regering. Figur 2.2 viser desuden, at Venstre oplevede et signifikant løft i meningsmålinger umiddelbart efter, at B.T. første gang skrev om Thorning-Schmidts skatteforhold. Fra 19,9 % den 2. juni 2010 til 24,3 % 25. august 2010. Men den 16. september 2010 traf SKAT afgørelse om, at Helle Thorning-Schmidts mand ikke var skattepligtig i Danmark, og i kølvandet derpå forduftede Ven-
7
30
Forsiden af B.T. torsdag den 8. september 2010
Kapitel 2: Valgkampens forløb og meningsmålinger ved 2011-valget
stres fremgang. En lignende tendens – om end knap så markant – ses i Søren Risbjerg Thomsens gennemsnit af meningsmålingerne. Det sidste markante udsving for partiet Venstre kom i umiddelbar forlængelse af statsministerens nytårstale, som markerede indgangen til det politiske 2011. Figuren viser, at det netop var Venstre, som drev den fremgang, blå blok oplevede i begyndelsen af 2011. Denne fremgang er ligeledes at finde i Risbjerg Thomsens snit af meningsmålingerne. Figur 2.2: Tilslutning til Venstre og Socialdemokraterne fra 2010 til valget sep. 2011. Pct.
Kilde: Epinion for DR. Det grå areal angiver valgkampsperioden.
Regeringen løb i marts 2010 ind i det, der skulle vise sig at være en af årets største personsager. Den nyudnævnte konservative udenrigsminister, Lene Espersen, mødte stærk kritik, da det kom frem, at hun havde fravalgt et møde i Arktisk Råd med deltagelse af den amerikanske udenrigsminister og i stedet havde prioriteret ferie med sin familie. Som det fremgår af Figur 2.3, gik det hårdt ud over De Konservative, som faldt fra en tilslutning på 11,6 % i februar 2010 til blot 6,2 % i juni 2010. Og partiet rejste sig aldrig siden. 2011-valgets helt store taber blev netop De Konservative, som mistede ti mandater og blev mere end halveret i forhold til valget i 2007, hvor partiet fik
31
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
18 mandater. SF opnåede også et ringe valgresultat med 16 mandater mod 23 ved valget i 2007. Valgets vindere blev Enhedslisten og De Radikale, som begge gik frem med otte mandater. Mest markant var fremgangen for Enhedslisten, der tredoblede sit mandattal til 12 mod fire ved valget i 2007. De radikale fik 17 mandater ved valget, hvilket var næsten en fordobling i forhold til valget i 2007, hvor partiet fik ni mandater. Figur 2.3. Tilslutning til syv folketingspartier fra 2010 til valget i sep. 2011. Pct
Kilde: Epinion for DR. Det grå areal angiver valgkampsperioden.
Figur 2.3 viser tilslutningen til syv af de partier, som opstillede ved folketingsvalget i 2011 – de opstillingsberettigede partier minus Socialdemokraterne og Venstre. Figuren viser tilslutningen fra starten af 2010 og slutter med valgresultatet den 15. september 2011. Usikkerhederne på tilslutningen til partierne svinger fra omkring ± 2 procentpoint for de største af partierne til omkring ± 1,5 procentpoint for de mindste partier. Med udgangspunkt i figuren kan vi se på, om valgkampen i 2011 egentlig flyttede stemmer. En oplagt måde at undersøge det på er at sammenligne valgresultatet med partiernes meningsmålinger umiddelbart før valgkampen gik i gang. 32
Kapitel 2: Valgkampens forløb og meningsmålinger ved 2011-valget
Analyser af tallene i figuren ovenfor viser, at tre partier opnåede en signifikant fremgang i løbet af valgkampen. Den mest markante fremgang findes hos Liberal Alliance, som gik ind i valgkampen med tilslutning fra 3,2 % af vælgerne, men fik 5 % ved valget. Desuden formåede både De Radikale og Enhedslisten at tiltrække stemmer i løbet af valgkampen. Begge partier opnåede et valgresultat, som lå 1,6 procentpoint højere end deres tilslutning før valgets udskrivelse. Figur 2.3. viser desuden, at valgkampen blev en lang nedtur for SF. Partiet gik ind i valgkampen med opbakning fra 13,7 % af vælgerne. Omkring tre uger senere havde partiet tabt 4,5 procentpoint af stemmerne og endte med at få 9,2 % ved valget. Samtidig havde Socialdemokratiet tabt fire procentpoint i løbet af valgkampen, så S og SF tilsammen havde tabt 9,5 procentpoint alene i løbet af valgkampen. Ser vi på meningsmålingerne i et længere perspektiv, er der to partier, der tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Figur 2.3 viser, at både SF og De Konservative indledte 2010 med en markant nedtur. For SF startede 2010 med den bedste meningsmåling i partiets historie. Partiet havde gennem hele 2009 ligget både højt og stabilt i meningsmålingerne. Og med tilslutning fra 20,4 % af vælgerne i januar 2010 nåede SF et all time high i målingerne. Men noget gik galt. Fra starten af 2010 og til valgdagen den 15. september 2011 tabte SF næsten 400.000 vælgere og gik fra 20,4 % i meningsmålingerne til 9,2 % af stemmerne på valgdagen. Partiet var mere end halveret på 21-22 måneder. En af de mulige forklaringer på SF’s nedtur blev kendt i offentligheden den 16. maj 2011. Her præsenterede Socialdemokraterne og SF, under overskriften »Fair løsning« deres bud på et alternativ til regeringens 2020-plan. Internt i de to partier havde planen længe været under udarbejdelse. Formålet var at skabe et stærkt grundlag, som de to partier i fællesskab kunne gå til valg på. Og tilmed med SF som debutant i regeringssammenhæng. Projektet lykkedes. Måske lidt for godt. Begge partier var optaget af at fokusere på ligheder mellem partierne i stedet for forskelle. Da avisen Information under valgkampen spurgte Villy Søvndal, om han ville sige, hvordan det gjorde en forskel, om man stemte på S eller SF, svarede han: »Nej, det vil jeg ikke. Så kommer vi ud i noget, der efter min bedste opfattelse vil svække sandsynligheden for at få en ny regering«8. SF deponerede store dele af sin politiske frihed hos So8
Information den 29. august 2011
33
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
cialdemokraterne. Resultatet blev, at SF stod helt uden selvstændige synspunkter. Dette indså Villy Søvndal i løbet af valgkampen. Der var det bare for sent. Fra februar 2010 og fire måneder frem styrtdykkede De Konservative i meningsmålingerne. Fra 11,6 % den 25. februar til 6,2 % den 25. juni. Partiet gik ellers ind i 2010 på baggrund af en lang periode med stabile meningsmålinger. Faktisk havde partiet ligget nogenlunde stabilt på godt 10 % i målingerne siden valget i 2007. Den konservative nedtur blev indledt i marts 2010 med Lene Espersens manglende deltagelse i mødet i Arktisk Råd. Sagen fik langstrakte konsekvenser for udenrigsministeren og for De Konservative. Pressen rapporterede i omkring et halvt år jævnligt om møder, som ministeren ikke havde deltaget i, satte spørgsmålstegn ved hendes dømmekraft og døbte hende ferieministeren. Partiet oplevede en mindre fremgang hen over sommeren 2010. Og på partiets sommergruppemøde i august 2010 satte de fokus på klassisk konservativ politik i form af bedre vilkår for erhvervslivet. Men kort tid efter sommergruppemødet kom det frem, at Lene Espersen havde givet urigtige oplysninger til Folketinget i forbindelse med sagen om overbetaling til privathospitaler. Sagen blev dækket intenst i pressen, og ved årets udgang stod de konservative til blot 5 % i meningsmålingerne. Lene Espersen annoncerede sin afgang som partiformand den 13. januar 2011. Og efter en kort styrkeprøve mellem Brian Mikkelsen og Lars Barfoed kunne sidstnævnte tiltræde som nyvalgt formand blot 17 timer efter Espersens afgang. Men det lykkedes ikke for Lars Barfoed at genrejse partiet på de otte måneder, der gik, fra han blev formand og frem til valget. De Konservative fik blot 4,9 % af stemmerne og dermed det dårligste valgresultat i partiets historie. Partiet har ikke rejst sig siden.
3. En dobbelt nedtur I perioden efter Folketingsvalget i november 2007 lå Socialdemokraterne og SF tilsammen relativt højt og nogenlunde stabilt i meningsmålingerne. Fra december 2007 til august 2011 viste Risbjergs snit, at de to partier tilsammen fik mellem 40 % og 46 % af stemmerne. Inden de to partier nåede dertil, gennemlevede de et par mindre gode perioder. Første periode var fra 1999 til 2004, hvor meningsmålingerne lå stabilt mellem 35 % og 40 % af. Værre så det ud fra starten af 2005 og ind i 2006, hvor 34
Kapitel 2: Valgkampens forløb og meningsmålinger ved 2011-valget
partierne blot fik tilslutning fra 30 til 35 % af vælgerne. I februar og marts 2006 var tilslutningen faktisk nede på hhv. 29,9 % og 29,8 %. Denne grænse på 30 % er kun brudt én gang tidligere, nemlig omkring jordskredsvalget i november 1973 hvor blot 29,5 % af vælgerne ville sætte kryds ved et af de to partier. Fra marts 2006 til marts 2009 tager en udvikling fart. Her stiger de to partier tilsammen fra 29,8 % til 46,1 % af stemmerne. Socialdemokraterne og SF holder den høje tilslutning helt ind i 2010, hvilket bringer os frem til Figur 2.4. Figur 2.4. viser tilslutningen til hhv. Socialdemokraterne og SF samt Radikale og Enhedslisten i perioden fra 2010 og frem til valget i september 2011. Af figuren ses det, at Socialdemokraterne og SF fra starten af 2010 og frem til april 2011 ligger godt og stabilt, og svinger på en tilslutning omkring 45 % af vælgerne. Men derefter tager en nedtur fart, og valgkampen viste sig hård ved Socialdemokraterne og SF. Fra starten af 2010 og frem til valget oplever Socialdemokraterne og SF en samlet tilbagegang på 11,6 %. Figur 2.4. Tilslutning til Socialdemokraterne plus SF, samt til Radikale plus Enhedslisten, 2010-2011. Pct.
Kilde: Epinion for DR. Det grå areal angiver valgkampsperioden.
35
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Summen af tilbagegangen fra S+SF er markant. Og det betød et netto-stemmetab fra rød blok. Figur 2.4. viser ligeledes tilslutningen til Radikale + Enhedslisten. Samtidig med, at S+SF faldt 11,6 % i meningsmålingerne, opnåede Radikale og Enhedslisten en fremgang på 9,9 %. Der var således ikke tale om forbundne kar, hvor partierne i den røde blok blot kannibaliserede på hinandens vælgere. Der var tale om et reelt vælgertab.
4. De ni partiledere Partilederne kan nogle gange gøre en forskel for, hvordan politiske partier klarer sig til valg. Det har vist sig i forbindelse med studier af forskellige valg i Danmark (fx Andersen og Borre, 2007). Oftest er det i højere grad sympatien for partiet end for partilederen, der gør udslaget, når krydset skal sættes, men der findes undtagelser. I det følgende ser vi på, hvordan partiledernes approval ratings udviklede sig under valgkampen i 2011. Approval ratings bruges her til at sige, om vælgerne samlet set er positive eller negative over for en given politiker. Vi kender især redskabet fra USA, hvor der løbende måles på bl.a. præsidentens job approval (vælgernes vurdering af, om han klarer opgaven godt eller dårligt). Redskabet har især sin styrke, når det anvendes over tid, men kan også bruges til at sammenligne en række personer her og nu. For en uddybende forklaring på, hvordan approval ratings beregnes, henvises til kommentaren under tabel 2.1. Af tabellen fremgår det, at fire politikere ligger under værdien nul gennem hele perioden. Det betyder, at der er flere vælgere, der synes dårligt om politikerne, end der er vælgere, som synes godt om dem. Umiddelbart før valget havde Pia Kjærsgaard den laveste approval rating af alle partilederne – efterfulgt af Anders Samuelsen, Per Ørum Jørgensen (KD) og Lars Barfoed. Når vi sammenligner de fire partilederes approval ratings fra valgkampens start til valgkampens slutning, kan vi se, at både Per Ørum Jørgensen og Anders Samuelsen løftede deres approval ratings ganske signifikant under valgkampen med hhv. syv og otte point. Tabellen viser, at Margrethe Vestager indledte valgkampen som landets mest populære partileder med en rating på 20. Ved valgkampens slutning havde hun hævet sin rating med 16 point og sluttede på 36. To andre politikere havde også held til at løfte deres approval ratings signifikant i løbet af valgkampen. Johanne Schmidt-Nielsens rating steg til 20 point
36
Kapitel 2: Valgkampens forløb og meningsmålinger ved 2011-valget
fra 12 point i valgkampens start, mens Lars Løkke Rasmussen hævede sin rating til 11 point mod 5 i starten af valgkampen. Tabel 2.1. Approvalratings for valgets ni partiledere under valgkampen 2011.
Partileder / Dato i 2011 Helle Thorning-Schmidt (A)
26-08 28-08 30-08 01-09 03-09 05-09 07-09 09-09 11-09 13-09
Ændring Siden 26.08
2
1
4
5
5
5
5
0
3
3
1
20
16
23
25
25
29
26
29
35
36
16
Lars Barfoed (C)
-13
-17
-13
-14
-13
-15
-16
-13
-12
-13
0
Villy Søvndal (F)
15
15
17
17
15
12
13
9
9
4
-11
Anders Samulsen (I)
-27
-27
-15
-15
-16
-16
-19
-17
-19
-19
8
Per Ørum Jørgensen (K)
-22
-27
-19
-17
-18
-20
-23
-21
-17
-15
7
Pia Kjærsgaard (O)
-20
-25
-25
-21
-23
-23
-20
-17
-17
-22
-2
5
3
7
10
9
9
6
9
10
11
6
12
4
10
13
14
21
21
18
20
8
Margrethe Vestager (B)
Lars Løkke Rasmussen (V) Johanne Schmidt Nielsen (Ø)
21
Kilde: Epinion for DR. Approval ratings bygger på følgende spørgsmål: »Er du positivt eller negativt stemt over for...[politikerens navn]« Svarmulighederne er positivt; negativt; ved ikke; kender ikke pågældende politiker« Den enkelte politikers approval rating beregnes som andel positive minus andel negative. Hvis eksempelvis 60 % af vælgerne er positive over for Margrethe Vestager, og 24 % er negative, giver det en approval rating på 36 (hvilket i øvrigt er den højeste approval rating i tabellen). Den maksimale usikkerhed på partiledernes approval ratings er ca. ± 3 procent point. Tallene i tabellen er vist for hver anden dag i valgkampen jf. datoerne i tabellens øverste række.
Da Helle Thorning-Schmidt gik ind i valgkampen, var 46 % af danskerne positive over for hende, mens 44 % var negative. Det giver en approval rating på 2. Efter en mindre stigning i ratings i valgkampens begyndelse sluttede Thorning-Schmidt valgkampen med en approval rating på 3, trods tilbagegangen for partiet. Den mest markante udvikling ses dog i Villy Søvndals approval rating. Søvndal startede valgkampen med en rating på 15 point, og efter en kort stigning faldt den støt gennem hele valgkampen. Ved valgkampens slutning havde han lidt et markant og signifikant fald på 11 point. Partiledernes betydning for vælgernes partivalg er omdiskuteret. Her nøjes vi med at konstatere, at valgets største fremgange gik til partier, hvor partilederne havde en høj og voksende popularitet i løbet af valgkampen. Omvendt ser vi hos SF både en markant mandattilbagegang og et markant fald i partilederens approval ratings. Om det så er (u)tilfredshed med partierne, der påvirker approval af partilederen eller omvendt, kan vi ikke sige entydigt. Men det ser ikke ud til, at Thornings person havde betydning for Socialdemokraterne i 2011. Tallene kunne godt tyde på, at Johanne Schmidt-Nielsen og Margrethe Vestager trak tilslutningen op for deres to partier. Om Villy Søvndal var årsag til eller offer for SF’s tilbagegang, kan vi kun gisne om. 37
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
5. Tvivlerne Tvivlerne er altid genstand for stor mediemæssig opmærksomhed, jo længere en valgkamp skrider frem. Dette er i nogen grad på sin plads, idet gruppens størrelse selvsagt gør det relevant for politikerne at fortsætte kampen for stemmer helt indtil valgurnerne lukker. Tvivlerne opdeles typisk i to grupper: bløde og hårde tvivlere. Fælles for begge grupper er, at de svarer »ved ikke« på spørgsmålet om, hvilket parti de ville stemme på, hvis der var folketingsvalg i morgen. Efter »ved ikke« svaret spørges tvivlerne, om der et parti, de hælder lidt mere til end andre partier. De tvivlere, som nævner navnet på et parti, kategoriseres som »bløde tvivlere« (og partiets navn noteres). De tvivlere, som fortsat svarer«ved ikke« kategoriseres som »hårde tvivlere« Figur 2.5. viser udviklingen i andelen af tvivlere fra valgkampens begyndelse frem til to dage før valget. Figur 2.5. Andel tvivlere under valgkampen 2011. Pct. 22 20
Hårde tvivlere
Bløde tvivlere
18 16 14 12 10 8 6 4 2 0
Kilde: Epinion for DR. Figuren viser en høj grad af stabilitet i andelen af tvivlere gennem valgkampen. Tvivlerandelen starter på 14,6 % på valgkampens første dag og slutter på 12,5 % to dage før valget. Disse tal flugter med, hvad vi har set ved tidligere folketingsvalg i Danmark (fx Nielsen, 1999: 52; se også kapitel 5). Desuden ser vi, at andelen af tvivlere stiger kraftigt dagen før selve valget.
Skellet mellem hårde og bløde tvivlere er ikke tidligere belyst i dansk valgforskning. Når vi opdeler gruppen af tvivlere i hhv. bløde og hårde tvivlere, bliver billedet mere nuanceret. For det første ser vi, at gruppen af bløde tvivlere gennem 38
Kapitel 2: Valgkampens forløb og meningsmålinger ved 2011-valget
hele valgkampen var højere end gruppen af hårde tvivlere. For det andet ser vi en tendens til, at gruppen af hårde tvivlere faldt nogenlunde støt gennem hele valgkampen. Fra 6,6 % ved valgkampens begyndelse til 3,1 % to dage før selve valget. I figur 2.6 ser vi på, hvordan de bløde tvivlere så forventedes at stemme ved valget i 2011. Den forventede stemmeadfærd er delt op på partierne i rød og blå blok. Figur 2.6. De bløde tvivleres foretrukne blok under valgkampen 2011 (pct.)
Kilde: Epinion for DR. Bemærk, at tallene er forbundet med langt større usikkerheder, end meningsmålinger traditionelt er. Dette skyldes, at antallet af bløde tvivlere i hver meningsmåling er lavt (omkring 60-100 respondenter). Figuren har et forløb, som i nogen udstrækning minder om det, vi så i Figur 2.1, som viste udviklingen i tilslutningen til hhv. rød og blå blok. Men på to forhold afviger Figur 2.6 klart fra mønsteret i Figur 2.1. For det første er udsvingene mere voldsomme og markante. Dette skyldes dog nok især, at det lave antal respondenter forårsager større tilfældige udsving fra dag til dag. For det andet – og mere interessant – ser det ud til, at gruppen af bløde tvivlere generelt i 2011 var mere blå end den resterende del af vælgerkorpset. Om det skyldes, at tvivlerne var demobiliserede VK-vælgere, der vaklede mellem sofa og borgerlig stemme, eller om det skyldtes skeptisk tilvandring fra oppositionen, kan vi desværre ikke afklare.
Som Figur 2.1 viser, ville 51.3 % af vælgerne den 13. september 2011 stemme på et af partierne i rød blok (blandt gruppen af bløde tvivlere er det tilsvarende tal blot 42,8 %). 41,7 % af vælgerne ville stemme på et parti i blå blok. Blandt gruppen af bløde tvivlere var det tilsvarende tal 57,2 %. Som det fremgår af Figur 2.1. klarede partierne i den røde blok sig væsentligt dårligere på valgdagen, end meningsmålingerne fra dagen før havde indikeret. Et bud, på hvorfor dette var tilfældet, kunne netop være, at de institutter, der laver meningsmålinger, ikke i tilstrækkelig grad havde indregnet, at tvivlerne som gruppe var mere blå end vælgerne som helhed. Et alternativt bud er, at
39
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Lars Løkke Rasmussen rent faktisk vandt valgkampen for Venstre og flyttede stemmer helt frem til og med valgdagen.
6. Konklusion Omkring ni måneder før valget lå Socialdemokraterne ti procentpoint højere end Venstre i meningsmålingerne, og den røde blok lå ti procentpoint højere end den blå. På selve valgdagen adskilte blot 15.212 vælgere de to blokke i rød bloks favør. Denne deroute for rød blok var båret af Socialdemokraterne og SF i fællesskab. Socialdemokratene led et signifikant stemmetab i løbet af valgkampen og satte for tredje valg i træk ny bundrekord med det dårligste valgresultat nogensinde. SF tabte – ganske vist fra et historisk højdepunkt – næsten 400.000 stemmer på mindre end 22 måneder. Og valgkampen var næsten een lang nedtur for både partiet og partiformanden. Så på trods af at Enhedslisten tredoblede antallet af mandater, og Radikale næsten fordoblede deres, blev valget langt tættere end forudset. I den blå blok havde især Venstre en god valgkamp. Partiet formåede at løfte sig næsten fire procentpoint i løbet af valgkampen. Ligeledes havde Liberal Alliance en god valgkamp, hvor partiet løftede sig næsten to procentpoint. Partiledernes betydning for de enkelte partier har været omstridt. Hvis man måler det ud fra, hvor meget sympati for partilederen fører til effekten af sympati for partiet, er effekten normalt ringe. Men der kan stilles spørgsmålstegn ved metoden. I kapitlet her har vi set et sammenfald mellem tre af de partier, som løftede sig signifikant i løbet af valgkampen (Radikale, Enhedslisten og Venstre) og de tre partiers respektive partiledere, der alle løftede deres approval ratings i løbet af valgkampen. Omvendt så vi også, hvorledes både SF og Villy Søvndal led signifikante tab i hhv. meningsmålingerne og approval ratings i løbet af valgkampen. Også her kan årsagsforbindelsen problematiseres, men det synes svært helt at afvise, at partilederen kan have haft betydning. Med baggrund i data indsamlet hver dag under valgkampen er det muligt at fokusere detaljeret på gruppen af tvivlere. Undersøgelserne viser en stor grad af stabilitet i antallet af tvivlere, og tallene flugter med, hvad tidligere undersøgelser har vist. Men vores data giver mulighed for at opdele tvivlerne i hhv. bløde og hårde tvivlere. Når vi gør det, ser vi, at antallet af hårde tvivlere faldt nogenlunde støt gennem hele valgkampen. Og vi ser videre, at gruppen af blø-
40
Kapitel 2: Valgkampens forløb og meningsmålinger ved 2011-valget
de tvivlere i 2011 generelt var mere højreorienterede end de vælgere, som havde bestemt sig for hvilket parti, de ville stemme på.
41
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer Andersen, Johannes & Ole Borre (2007). »Partiledere gør en forskel« pp. 289-306 i Jørgen Goul Andersen m.fl. (red.). Det nye politiske landskab – folketingsvalget 2005 i perspektiv. Aarhus: Academica. Nielsen, Hans Jørgen (1999). »De individuelle forskydninger 1994-1998«, pp. 49-60 i Johannes Andersen, Ole Borre, Jørgen Goul Andersen & Hans Jørgen Nielsen, Vælgere med omtanke – en analyse af Folketingsvalget 1998. Aarhus: Systime.
42
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
Kapitel 3
Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne Ditte Shamshiri-Petersen
1. Indledning En folketingsvalgkamp underlægges altid nøje granskning. Før valget overhovedet udskrives, spår journalister, politikere og kommentatorer om, hvornår valgdatoen falder, hvilke temaer der bliver afgørende, hvilke partier der ventes at få succes eller fiasko, samt hvilke vælgere, der muligvis kan flyttes fra et parti til et andet. Selve valgkampen granskes endnu mere minutiøst. Hver dag valgkampen igennem står politiske kommentatorer i kø for at afkode og fortolke aktuelle politiske begivenheder og deres potentielle konsekvenser, godt hjulpet på vej af en lind strøm af meningsmålinger. At valgkampen har så stor bevågenhed, hænger sammen med en relativt stor bevægelighed i vælgerkorpset. I dag er det omtrent hver 3. vælger, undertiden flere, der skifter parti fra et folketingsvalg til det næste (Hansen et al., 2007; Shamshiri-Petersen, 2010; se også kapitel 1). Også andelen, der er i tvivl og først beslutter sig under valgkampen, har været stigende ved de seneste valg (jf. kapitel 1). Det betyder, at valgkampens begivenheder kan have stor indflydelse på valgets udfald. Af samme grund er der et stigende fokus på at kortlægge begivenhederne og disses effekter på vælgernes adfærd (se fx Hansen & Kosiara-Pedersen, 2014). Men hvordan ser en valgkamp ud med vælgernes øjne? Det ved vi kvalitativt kun ganske lidt om. Hvordan opfatter vælgerne valgkampen, hvilke begivenheder hæfter de sig ved, og hvad tænker de om dem? De spørgsmål vil dette kapitel søge at besvare. Det er en nærliggende antagelse, at der i vælgernes egne beskrivelser af valgkampens forløb vil optræde en række stereotype forestillinger om politik, politikere og medier. Hans Jørgen Nielsen (1992: 279), der har bidraget med en af de tidligste kvalitative analyser, fandt igennem samtaler med danske vælgere eksempelvis, at mange omtalte politikerne som utroværdige, magtbegærlige og uden føling med den almindelige befolkning. Nielsen fremhævede, at det generelt faldt vælgerne betydeligt lettere at pege på politikernes dårlige frem
43
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
for gode sider, og han tilskrev dette en demokratisk tradition, der foreskriver vælgerne at kritisere magthaverne (1992:279). Nye kvalitative studier af valgkampe i Danmark fremhæver endvidere en tiltagende hård tone blandt politikerne, modstillingen mellem »rød« og »blå« blok samt manglen på politisk substans som eksempler på stereotype forestillinger, som italesættes af vælgerne og anvendes som fortolkningsramme, når de skal navigere rundt i politik (Kristensen, 2013; Horsbøl, 2013). Dermed bliver stereotyperne og de simplificeringer, der ligger heri, en form for »genveje« (heuristikker, for en oversigt, se Lau & Redlawsk, 2001), der kan hjælpe vælgerne til at få orden på en ellers kompleks politisk virkelighed. Medierne spiller en væsentlig rolle i konstruktionen og overleveringen af sådanne stereotyper. Adskillige danske såvel som internationale studier har vist, at de sager, der tages op i medierne, samt den vinkel, der anlægges på dem, har stor indflydelse på vælgerne (fx McCombs & Shaw, 1972; Zaller, 1992; Nelson, Clawson, & Oxley, 1997; Scheufele, 2000; O’Keefe, 2002; Chong & Druckman, 2007; Slothuus, 2010; Slothuus & de Vreese, 2010). Tilsvarende har analyser vist, at mediernes stigende fokus på politik som strategi og spin dels har givet vælgerne et mere kynisk syn på politik og forringet deres tillid (de Vreese, 2004; Larsen, 2008), dels har sat sig igennem som et »kommentatorblik« blandt dem (Shamshiri-Petersen, 2013; se også Winther Nielsen et al., 2011). Et blik, der på den ene side kan være vælgernes reaktion mod politikkens professionalisering, men på den anden side også en genvej til at forholde sig til politik (Shamshiri-Petersen, 2013:116-117).
2. Valgdagbogsprojektet Udgangspunktet for besvarelsen af de rejste spørgsmål i dette kapitel er dagbøger, skrevet af vælgere igennem 2011-valgkampen. De personlige dagbogsindlæg er indsamlet på hjemmesiden www.valgdagbogsprojektet.dk, hvor vælgere op imod valget har kunnet oprette en brugerprofil med eget brugernavn samt adgangskode. I alt 118 personer har oprettet en profil og skrevet i dagbogen, svarende til et kvalitativt materiale på knap 600 dagbogsindlæg. Hyppigheden af indlæg pr. informant varierer dog betydeligt. De 118 har gennemsnitligt skrevet 5 indlæg. Mange har dog blot skrevet et enkelt for derefter at falde fra, mens andre har skrevet med få dages mellemrum valgkampen igennem. Der kan i materialet identificeres en gruppe af ca. 50 informanter, der hyppigt har ført dagbog. Det er primært denne gruppe, den videre analyse er baseret på. 44
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
Undersøgelsens informanter udgør langtfra et repræsentativt udsnit af de danske vælgere i statistisk forstand. Baggrundsspørgsmål afslører, at der er en overrepræsentation af personer med videregående uddannelse, af unge, samt af personer, der i 2007 satte sit kryds ved enten Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten eller Radikale Venstre og dermed havde sympati med rød blok. Ikke overraskende er det også de særligt politisk interesserede, der har tilmeldt sig Valgdagbogsprojektet. Sådanne skævheder kan ikke undgås. Aldersskævheden udligner dog sig selv en smule, da særligt mange af de unge informanter ikke har ført dagbog kontinuerligt. Skævheder vedrørende partitilhørsforhold, uddannelsesniveau og interesse er vanskeligere. I analysen nedenfor er det søgt at undgå, at én politisk blok eller én uddannelsesgruppe dominerer citaterne alt for meget, men det er klart, at de udvalgte fokuspunkter i analysen bærer præg af, hvad der kvantitativt set er mest fremtrædende i dagbøgerne. Om end det kvalitative materiale således i udgangspunktet navnlig afspejler bestemte segmenter af vælgerne, kan det med sin dybde og detaljerigdom alligevel være med til at pege på centrale elementer i vælgernes syn på valgkampen. Det er nok også sandsynligt, at i hvert fald nogle sider af de oplevelser og refleksioner, informanterne sætter ord på i dagbøgerne, også ville kunne genfindes blandt nogle af de segmenter, der var underrepræsenterede i materialet.
3. Op mod valgkampen 2011-valgkampen tog sin begyndelse længe før valgets udskrivelse. I juli 2011 understregede daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen overfor P1, at han havde tænkt sig at gå valgperioden ud og først udskrive valg til efteråret 2011. Alligevel verserede valgrygterne hyppigt i medierne. Ikke mindst i tiden efter statsministerens nytårstale, hvor Venstre og den borgerlige regering pludselig halede ind i meningsmålingerne efter mange måneder med solidt flertal til den røde blok (jf. Risbjergs vejede gennemsnit for Altinget.dk). Tilsyneladende tog vælgerne godt imod regeringens fokus på efterlønnen og nødvendigheden af økonomiske reformer generelt. Også derfor var valgspekulationerne fra årsskiftet en permanent del af mediernes dækning af det politiske stof. Men først den 26. august 2011 blev valget udskrevet. Dagbøgerne vidner om, at politikere og mediers månedslange »valgkamps-mode« ikke var gået ubemærket hen blandt informanterne. En kvindelig pædagogmedhjælper sidst i 20erne formulerer det således: 45
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
»Endelig blev der trykket på knappen. Uanset hvad, ville det jo komme på et tidspunkt – jeg synes bare spekulationerne om hvornår, var begyndt at fylde for meget i medierne.« Informanten giver i sin dagbog klart udtryk for, at hun synes, valgudskrivelsen var på tide, da mediernes granskning var begyndt at tage overhånd. Tilsvarende refleksioner ses hos mange andre informanter, der ganske tidligt i valgkampen beskriver, hvordan de allerede er mættede af valg. Som en mandlig læge i 30erne udtrykker det: »Er træt af valget, allerede inden det er startet... det har været pinagtigt længe undervejs, og imens er landet sunket dybere og dybere ned i en sump af passivitet.« I sin dagbog på valgkampens første dag beskriver informanten, der ellers er meget interesseret i politik, at optakten til valgudskrivelsen har varet så længe, at han allerede har fået nok. Citatet synes endvidere at afsløre, at denne optakt har været ensbetydende med politisk stilstand. Noget, som ser ud til at være en udbredt opfattelse. En mand omkring de 30 år, der arbejder i et ministerium, beskriver det således: »Så blev valget endelig udskrevet. Det var bestemt også på tide, eftersom valgkampen har kørt siden januar, hvilket i høj grad har bremset for mulighederne for at lave de politiske beslutninger, der har været behov for, fordi begge fløje har fokuseret mere på at positionere sig overfor vælgerne end på at tænke løsninger.« Også denne informant bemærker, at valgkampen har været i gang længe før valgudskrivelsen. For ham kommer udskrivelsen derfor som en lettelse, da han mener, den langvarige valgkampsstemning har været en hindring for reelt politisk arbejde. Ikke så overraskende i lyset af hans ansættelse i et ministerium ser han politikerne op imod en valgkamp som værende mere optaget af at gøre sig positivt bemærket over for vælgerne end af at løse problemer. Også en kvinde midt i 30erne bemærker den politiske stilstand og beskriver den i sin dagbog således: 46
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
»Så kom valget endelig. Det har været på vej længe, og politikerne er helt gået i stå. Så tak for det.« Ovenstående citater illustrerer, hvorledes politik i disse vælgeres øjne i alt for lang tid forud for valgudskrivelsen handlede om spekulationer om valgdatoen og om de politiske blokkes positionering overfor hinanden og vælgerne, på bekostning af reelt politisk arbejde. Men blot få måneder forinden havde den daværende VK-regering sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre eksempelvis indgået en ambitiøs efterlønsaftale, som på sigt skulle forkorte efterlønsperioden og forhøje folkepensionsalderen. Det vidner om sejlivede negative, stereotype forestillinger om politikerne (jf. Nielsen, 1992) – men også om et massivt mediefokus på den kommende valgkamp, som formentlig har påvirket informanternes oplevelse af »politiske stilstand«. Begge dele tydeliggøres i de følgende afsnit.
4. Politikerne Den negative opfattelse af politikerne fortsætter ind i valgkampen. Igennem dagbøgerne står det klart, at mange informanter oplever valgkampen som både hård og ukonstruktiv. Den bærer i deres øjne præg af, at politikerne har mere travlt med at kritisere hinanden end med at fremlægge egen politik. Som en mand i starten af 50erne med håndværkerbaggrund skriver: »Det ville være rart, hvis politikerne ville bruge kræfterne på at forklare deres egen politik frem for at kritisere modparternes politik.« Dette ser ud til at være en meget udbredt opfattelse på tværs af informanterne. En kvinde i 30erne med en samfundsvidenskabelig uddannelse uddyber: »Jeg må sige, at jeg hæfter mig mest ved fravær af konkret politisk indhold i disse debatter [partilederrunder, red.] – formen er ligesom blevet vigtigere end indholdet. Det er som om, at de forskellige partier har mere travlt med at kritisere de andre partiers politik end at forholde sig til egne løsningsforslag.« Og en ung, kvindelig studerende opsummerer:
47
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
»Dansk politik går mere ud på at kritisere andre, frem for at sige sine holdninger.« Citaterne viser således, at mange af informanterne tilsyneladende efterspørger en mere sober debatkultur politikerne i mellem, og at der fokuseres mere på det politiske indhold end på de politiske modstandere. Af beskrivelserne i dagbøgerne kan det dog udledes, at kvikke og humoristiske replikker som oftest bliver vel modtaget, ligesom politikerne også gerne må gå hinanden på klingen. Men bliver de for aggressive, fremstår de i stedet usympatiske. Som en mandlig gymnasieelev skriver om Lars Løkke Rasmussens pressemøde i forbindelse med valgudskrivelsen: »Jeg syntes ikke så godt om Løkkes tale, han var for strid. Det kan jeg ikke lide, når politikerne er. De skal helst snakke godt for deres egen sag og på ingen måde snakke dårligt om andres politik.« Og en ung kvinde på 18 år skriver endvidere: »Politik i Danmark er i forvejen utroligt svært at sætte sig ind i, og at de så bruger tiden på mudderkastning i stedet for at snakke fornuftigt sammen som voksne mennesker, det gør det sgu ikke meget bedre!« Informanterne giver således udtryk for, at mange politikere er mere optagede af at vinde magten end af at fremføre politiske holdninger og løsningsforslag – og dette er generelt ikke velanset. En mandlig officer sidst i 30erne skriver eksempelvis: »Desværre synes ingen af blokkene at kunne fremvise en gennemtænkt plan for langsigtet udvikling og vækst – de kan dog begge blive enige om at fremhæve at Danmark er et foregangsland indenfor bl.a. vedvarende energi og velfærdsstaten, men enten ønsker de ikke at satse på det eller planlægger at forværre konkurrencevilkårene med yderligere skatter mv. Tja, kom nu med et gennemtænkt udspil – I tænker vel langsigtet og ikke kun på at beholde jeres taburet ved næste valg?« 48
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
Officeren ironiserer her over politikernes tilbøjelighed til »taburetklæberi« som ifølge ham tydeligvis vægtes højere end langsigtede politiske løsninger. Dog ligger der mellem linjerne en vis forståelse for, at dette er en del af »spillets regler« under en valgkamp, hvor politikerne forventes at have fokus på genvalg. For andre informanter er det dog en kritik, der rækker ud over valgkampen. Her er det opfattelsen, at de fleste politikere er levebrødspolitikere, hvor egen karriere prioriteres over den danske befolknings ve og vel. En kvindelig jobkonsulent i 40’erne skriver eksempelvis: »Lige nu kan jeg næsten ikke bære 20 dage mere med valg-ævl. Jeg synes, langt, langt de fleste politikere fremstår som levebrødspolitikere, som kun er interesserede i at promovere sig selv og »gøre karriere« end at gøre det bedste for den danske befolkning.« Og en pensioneret mand omkring de 70 år udtrykker det således: »Der bliver efterhånden ikke talt om andet end de andres fejl. At man kan blive ved med at fremkomme med halve sandheder/løgne er mig en gåde – og dog ikke, da det eneste det drejer sig om er, at få nogle stemmer. Metoden er ligegyldig.« Dagbøgerne bærer således tydeligt præg af, at informanterne hæfter sig ved den hårde tone i valgkampen, hvor politikerne er tilbøjelige til at »kaste med mudder« for egen vindings skyld, frem for at fokusere på de langsigtede politiske mål, til gavn for den danske befolkning. Men spørgsmålet er, om dette var et særligt kendetegn ved 2011-valgkampen? Det tyder det ikke på. Kristensen (2013) peger eksempelvis på det, han kalder mudderkastnings-heuristikken (2013:128). Han argumenterer for, at det for nogle vælgere bliver en belejlig genvej at reducere hele valgkampen til »mudderkastning« frem for at foretage grundige studier af det politiske indhold. En sådan »kognitiv minimalisme« gør sig nu langtfra gældende for vore informanter. Til gengæld er der næppe tvivl om, at der er tale om nogle ganske solide forestillinger om, hvordan det politiske spil foregår, og hvordan politikerne opfører sig i det. Forestillinger, som udgør en central fortolkningsramme for vælgerne, når de skal beskrive de politiske begivenheder. Ovenstående kritikpunkter er da heller ikke meget anderle49
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
des end dem, Nielsen (1992) afdækkede igennem sine vælgersamtaler for mere end 20 år siden – hvilket blot er med til at understrege, hvor forankrede de er.
5. Medierne Som formidlere af politikken bærer medierne en del af ansvaret både for det kritiske blik på politikerne og for det oplevede fravær af substans. Deres rolle udsættes da også for kritisk granskning i dagbøgerne. Mange informanter udtrykker stor utilfredshed med måden, medierne dækker valget på – en måde, som de finder overfladisk og »poppet«. En kvinde i slutningen af 20erne med en mellemlang videregående uddannelse skriver eksempelvis halvvejs i valgkampen: »I dag føler jeg mig fortsat skuffet over mediernes barnagtige måde at fremstille valget på.« Navnlig de store TV-kanalers debatprogrammer fremhæves. En kvindelig førtidspensionist omkring de 50 år skriver i den forbindelse: »Jamen hvad sker der for de journalister; skal der ikke stilles seriøse spørgsmål? Jeg har manglet, at der er lidt tid til at politikerne får lov at svare og uddybe spørgsmål.« Som citatet afslører, føler informanten ikke, at der i disse programmer er tid til at komme ordentligt i dybden, så politikerne får lov til at forklare deres politiske standpunkter. Valgkampens store TV-debatter, såsom partilederrunder, bar i mange tilfælde da også præg af et hæsblæsende tempo og en aggressiv atmosfære, hjulpet på vej af markante ordstyrere, der gjorde sit til for at tydeliggøre kontraster og konflikter. Som en mand sidst i 20erne med en universitetsuddannelse bag sig kommenterer: »Forbløffes over den intense mediedækning. Særligt på DR og TV2. Det er gået hurtigt med partilederrunderne. Så partilederrunden på TV2. Det forbløffer mig, at det skal gøres så åbent og ’dynamisk’. Studieværter, der løber rundt. Der kastes rundt med Facebook-opdateringer mv. Det irriterer mig – og giver mig lyst til at slukke tv’et.«
50
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
En politisk debat på TV2 torsdag 1. september fremstår i dagbøgerne som det absolutte lavpunkt. Silkeborghallerne dannede rammen om debatten, og TV2 havde valgt at forfølge det sportslige udtryk ved hjælp af cheerleaders, højlydte tilskuere, kampråb og den kendte studievært Jes Dorph-Petersen, der som ordstyrer løbende opdaterede seerne om stillingen mellem rød og blå blok. En mandlig gymnasielærer omkring de 40 år skriver i sin dagbog: »Var efterhånden nået kvalmegrænsen – hvad angår valget. Udsendelsen i tv2 i torsdags var så plat og underlødig, at jeg blev træt af valget.« Også for en kvinde i starten af 40’erne, der arbejder som ufaglært, blev »sports-setuppet« for meget: »Jeg så noget debat i tv i går. Jeg må sige, det er en dårlig oplevelse. Hvor er det blevet amerikansk […]. Det blev mig for meget, så jeg faldt i søvn af arrigskab.« En ung mand, med en lang videregående uddannelse, sætter lidt flere ord på: »Medierne, særdeles TV2, mener tilsyneladende, at sportsretorikken, med det ene hold mod det andet, er mere spændende end egentlig valgkamp. Den fallerede politiske debat formet som håndbold forleden aften, er et symptom på dette. Det har i mine øjne intet med politik og gøre.« Debatten udløste en massiv seerstorm, og hos TV2 forsvarede man sig med, at formen var folkelig og at man var »tilbage i forsamlingshuset, det gode, gamle vælgermøde med råben og skrigen« (Albrecht & Andreassen, 2011). Ifølge valgdagbøgerne delte mange af vælgerne dog ikke den beskrivelse. På tværs af sociale skel kritiseres formen for at være for »poppet« »amerikansk« og »usaglig«. Men hvor kritikken af den manglende substans fra informanterne uden boglig uddannelse oftest udtrykkes kort og kontant, er navnlig informanterne med en længere videregående uddannelse tilbøjelige til at indtage en analytisk position, hvor de sætter flere ord på, ikke bare hvad medierne gør, men også hvorfor, 51
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
samt hvilke konsekvenser det kan have. Her kritiseres medierne ikke mindst for at have en interesse i at fremstille valget så forsimplet og konfliktfyldt som muligt. En mandlig universitetsstuderende skriver eksempelvis i sin dagbog: »Mediedækningen af valgkampen oplever jeg meget ensporet. Sidste valgkamp husker jeg ikke så fokuseret. Den her mediedækning, med count-down og de massive grafiske virkemidler og logoer virker frastødende. Det er tydeligt, at medierne gejler så meget op som muligt.« En mand midt i 60'erne, der er pensioneret gymnasielærer, skriver endvidere: »Nu kan vi se frem til en god gang amerikaniseret præsidentvalgkampagne fra begge sider, hvor medierne – specielt TV – vil gøre det til en kamp mellem rød og blå – mellem Helle og Løkke. […] Såvel politikere som medier har her den første dag opført sig helt ’efter bogen – drejebogen’.« Citatet berører den dikotomi, nogle af disse analytisk orienterede informanter føler, at medierne bygger op mellem rød og blå blok. Dikotomien tolkes som en forsimpling af den politiske virkelighed. Man har forsøgt at tegne en tydelig konflikt, med den hensigt, at det skulle tiltrække publikum. Men effekten synes snarere at have været den modsatte – i hvert fald når informanterne reflekterer over det. Som en anden mandlig universitetsstuderende skriver: »Jeg har set en del om valget i dag. Jeg så noget af Presselogen på News […] Medierne var ikke meget for at indrømme, at de fokuserer alt for meget på rød/blå blok. Det har faktisk været et tema for hele dagen for mig, det her med rød/blå blok. Jeg ser mig lidt som en tilskuer til en begivenhed, som jeg ikke er en del af.« Informanten finder det ikke særlig hensigtsmæssigt, at der udelukkende tales om rød versus blå blok i medierne. Som citatets sidste linjer indikerer, så kan han ikke genkende den virkelighed, medierne stiller an, og føler sig slet ikke som en del af den. 52
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
Det er et gennemgående træk på tværs af sociale skel, at flere af informanterne ikke føler, at de kan stole på det, der bringes i medierne, På forskellig vis giver de udtryk for, at medierne ikke lever op til deres forpligtelse som neutrale formidlere af de politiske partiers og kandidaters synspunkter. Dette kan eksempelvis udledes af følgende citat, fremsat af en kvindelig socialrådgiver midt i 30erne: »Det bliver svært at sætte krydset denne gang. Værst; jeg ved ikke hvilke medier, jeg skal hente info via. Hvilke aviser er upartiske? Mon reporterne på TV er neutrale? Det er mit første valg med et lille barn, der kræver min opmærksomhed.« Kvinden peger på, at hun har vanskeligt ved at navigere rundt i mediernes fremstilling af det politiske stof. Hun udtrykker en mistro til både avisers og TVs neutralitet, og det gør det svært for hende at vide, hvilke informationer hun kan lægge til grund for sin endelige beslutning. Også en anden kvindelig informant, midt i 20erne med en mellemlang uddannelse bag sig, peger på problematikken. Hun er dog ikke så bekymret for sig selv, men for »de svageste borgere«. »Skal man have et reelt billede af denne valgkamp, er man nødt til at opsøge informationen selv. Mediernes billede er alt for farvet, og jeg orker ikke længere at se dem reklamere for egne politiske holdninger, i stedet for at være et godt, neutralt alternativ for de svageste borgere, som ikke går ud og opsøger informationen selv. […] Efter min mening kører medierne deres egen personlige valgkamp – de har valgt side (kommer sikkert også til at tjene på det, hvis de ikke allerede har stukket hånden ned i posen med guld).« Sammen med det foregående er ovenstående citater med til at understrege, at mange informanter ikke har den store tillid til mediernes fremstilling af det politiske stof. Mediernes tilbøjelighed til forsimplinger gennem fokus på konflikter samt »poppet« indpakning slører tilsyneladende for redelig politisk diskussion – og dermed også for, at borgerne kan blive ordentligt informeret. Dermed rettes næsten samme kritik mod medierne som mod politikerne – og også her er der tale om, at kritikken indskriver sig i en stereotyp fortælling om journalister og medier. Horsbøl (2013) refererer til dette som »substansre53
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
pertoiret«. Et »repertoir« (jf. Potter & Wetherell, 1987) henviser til eksistensen af en række begreber, beskrivelser og talemåder vedrørende en given genstand, ofte samlet omkring metaforer og livagtige billeder (Phillips & Schrøder, 2004: 31). Her peger Horsbøl netop på efterspørgslen på indsigt, fakta og substans i den politiske journalistisk i valgkampen samt en kritik af medierne for ikke at leve op til dette, som det mest fremtrædende fortolkningsrepertoire, vælgerne trækker på, når de skal forholde sig til mediernes rolle igennem en valgkamp (2013:151). Som tillæg kan der peges på den udbredte stereotyp om journalisters utroværdighed: Tilliden til journalister som faggruppe ligger generelt i bunden – sammen med bilforhandlere og politikere (Radius Kommunikation/ Epinion, 2013). Ovenstående viser dog tydeligt, at tilliden ikke er blevet større i forbindelse med 2011-valgkampen, og i hvert fald sportsduellen på TV2 bragte nok TV-debatten endnu længere væk fra befolkningens idealer end tidligere.
6. Den økonomiske krise Informanternes negative syn på både politikere og medier må nødvendigvis ses i lyset af den økonomiske krise, der kendetegnede 2011-valgkampen. En overvejende del af informanterne demonstrerer igennem dagbøgerne relativt stor krisebevidsthed og fremhæver Danmarks økonomiske situation i bred forstand som valgets vigtigste emne. Det spænder fra de informanter, der peger på en vej ud af krisen som det vigtigste til dem, der kobler krisen sammen med en bekymring for besparelser og for velfærdssamfundets fremtid. Fælles for dem er, at den økonomiske krise opleves som et overhængende problem, som politikerne bør samarbejde om at løse. Som henholdsvis en virksomhedsdrivende kvinde i 30erne og en mandlig pensionist kommenterer i deres dagbog: »Synes det er ærgerligt at valgkampen bliver en kamp om at vinde en verbal debat i stedet for at løse nogle at de problemer, som hober sig op.« »Jeg savner i den grad, at medier og politikere taler om det væsentlige – de langsigtede problemer med økonomien, produktivitet, uddannelse, forskning.«
54
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
Også en kvindelig gymnasieelev ytrer sin bekymring over den økonomiske krise: »Det eneste der sker, er ubrugeligt mudderkastning.«Jeres økonomiplan er uansvarlig«»12 minutter om dagen? Det er jo ønsketænkning« Et eller andet sted ville det fornuftigste være at lægge fokus på det positive i sit eget parti frem for at fremhæve fejlene ved det andet. […] Blokpolitik kunne vi godt undvære, kun sammen kan vi gøre noget. Al det politiske mudderkasteri er spild af tid.« Citaterne underbygger, at den økonomiske krise og særligt mulige løsninger herpå, var noget, der i høj grad optog vælgerne under valgkampen. Dette er i og for sig ikke overraskende, da både politikere og medier selv på forhånd havde udråbt det til valgkampens helt store spørgsmål og havde det som fokus valgkampen igennem (se fx Stubager, Hansen & Goul Andersen, 2013: 17-23; Dahlgaard, Hansen & Pedersen, 2014; Kosiara-Pedersen, 2014). Interessant er det imidlertid, at »krise-frames« bruges af informanterne som en perspektivering på politikernes og mediernes adfærd. I citaterne udtrykkes der både ærgrelse over politikernes debatform og mediernes fokus – og et ønske om politisk handling i relation til krisen. Informanterne ser ud til at være af den opfattelse, at den kritiske økonomiske situation, Danmark angiveligt befandt sig i, var ensbetydende med, at en alt for hård valgkamp var upassende. Strategisk adfærd og for skarp retorik signalerer i vælgernes øjne ikke, at krisen tages alvorligt. De ser i stedet ud til at mene, at situationen fordrer fokus på samarbejde fra politikernes side. Netop af samme grund finder flere informanter det nedslående, at politikerne tilsyneladende ikke kan finde ud af dette. Som en kvindelig universitetsstuderende i starten af 20erne udtrykker det: »Tænker at når de mennesker som står i spidsen for de partier der repræsenterer dagens Danmark ikke engang kan blive enige om noget, er der så nogen der kan, i det her land.« At en stor del af informanterne således efterspurgte større samarbejde blandt politikerne om at håndtere den økonomiske krise, ser ud til at have sammenhæng med, at det for mange var vanskeligt at bedømme, hvilke løsninger der 55
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
skal til. Begge politiske blokke fremlagde i forbindelse med valget en økonomisk plan med bud på, hvordan Danmark skulle føres ud af krisen, men for mange af informanterne var planerne uigennemskuelige og svære at skelne fra hinanden. Som en kvindelig informant skriver i sin dagbog: »Mener, at den kritiske økonomiske situation er meget vigtig at håndtere bedst muligt, men synes også, at det er svært at vurdere, hvem der har den bedste løsning.« Kvinden, der er førtidspensionist og i midten af 50'erne, illustrerer igennem citatet, hvorledes de fleste informanter under valgkampen var opmærksomme på økonomien som et vigtigt emne. Derfor følte de sig forpligtede til at forholde sig til det og til partiernes økonomiske planer, samtidig med, at mange hverken kunne gennemskue implikationerne af krisen eller løsningerne herpå. Noget kunne tyde på, at det netop er derfor, at politikernes samarbejde opfattes som så vigtigt: Så længe politikerne strides og fremfører massiv kritik af hinandens planer, er det for informanterne svært at tro på en vej ud af den økonomiske krise, hvorimod et samarbejde ville være en forsikring om, at der bliver taget hånd om krisen. Er der bred enighed, ses det som en indikator på, at vi er på rette spor. Dette kommer delvist til udtryk i nedenstående citat af en mand midt i 40’erne med en lang, videregående uddannelse bag sig: »Rød bloks økonomiske plan fremstår mere og mere hullet. Problemet er, at blå blok er uattraktiv. Der er behov for en hel ny konstellation henover midten.« Denne informant giver ikke selv udtryk for at have vanskeligt ved at gennemskue de økonomiske planer, men hans beskrivelse af dem er dog heller ikke særlig dybtgående og kan henføres til de diskussioner, der på dette tidspunkt foregik i medierne. Han, der selv tilhører blå blok, ser ud til at have taget den massive kritik, der blev fremført af politiske modstandere og nogle eksperter af S-SFs økonomiske plan, til sig. Samtidig finder han heller ikke det blå alternativ særlig attraktivt og efterspørger i stedet en ny plan med bredere politisk opbakning. Det kunne tyde på, at det brede samarbejde om den økonomiske politik også for ham ses som en form for kvalitetssikring. 56
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
Radikale Venstre med Margrethe Vestager i spidsen kom ved 2011-valget til at repræsentere det brede samarbejde og kvalitetssikring for mange vælgere. For vælgere fra begge blokke fremstod Radikale Venstre som dem, der stod midt i mellem de to, fremlagte økonomiske planer, og som fokuserede mere på fornuftige løsninger end på mudderkastning: »Pt. hælder jeg mest til Margrethe Vestagers vision om at blokpolitikken er død, fordi det virker mest rigtigt at vi skal stå sammen om krisen, frem for at beskylde hinanden for, at den er kommet.« Citatet er fremsat af en kvindelig universitetsstuderende i 20erne, der tydeligvis er tiltrukket af Margrethe Vestager og Radikale Venstres ytringer om bredt samarbejde på tværs af de politiske blokke. Kvinden, der i 2007 stemte på Socialdemokraterne, har fokus på økonomien som et centralt problem for politikerne at løse, og hun finder i den forbindelse Radikale Venstre og særligt Vestager konstruktiv og kompetent på området. Hun ender også med at sætte sit kryds ved partiet. Det er igennem dagbøgerne tydeligt, at der også blandt informanter, der tilhører rød blok, eksisterer en bekymring for den økonomiske ansvarlighed hos S og SF. Informanterne er nervøse for, om de to partier vil kunne udvise det nødvendige mådehold. Som en nyuddannet mand midt i 20erne, der selv stemmer socialdemokratisk, udtrykker det: »Med hensyn til økonomien (som jeg ser som det vigtigste punkt) mener jeg at Socialdemokraterne har den bedste kur til at komme ud af krisen med deres vækstpakke, men efter krisen frygter jeg, at SF vil få dem overtalt til at ødsle lidt med pengene, så efter krisen vil jeg hellere have de Radikale til at holde lidt igen.« En anden universitetsuddannet mand, der selv stemmer radikalt, skriver i sin dagbog: »I dag meldte de radikale ud at man indgik et samarbejde med de konservative om at skabe aftaler hen over midten uanset hvilken blok der vinder valget. […] Desuden mener jeg det er vigtigt med 57
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
et stærk RV i forbindelse med en eventuel S-SF regering, som kan sikre en fornuftig økonomisk politik.« Også hos vælgere, der lægger deres stemme i »blå blok« er der sympati for Radikale Venstre og i særdeleshed Margrethe Vestager. En mandlig fuldmægtig i starten af 30erne skriver: »Vestager klarede sig i øvrigt også ret godt i debatten søndag aften. Det gør hun også generelt set, og jeg tror R får et fremragende valg efter deres vovede efterlønsforlig og fine signalalliance med K om brede forlig. Hvis de bare ikke havde bundet sig så tæt til venstrefløjen, så er jeg faktisk socialliberal nok til, at jeg også kunne overveje at stemme på dem. Men så længe de peger på Thorning, er det udelukket.« For vælgere i begge blokke fremstår Radikale Venstre og Margrethe Vestager således som nogen, der kan sikre større politisk samarbejde på tværs af partierne og en fornuftig økonomisk politik. Som en førstegangsvælger bemærker: »Rød og Blå bloks diskussion om, hvorvidt vi skal spare eller investere os ud af krisen, er forældet og alt for forsimplet. Der er brug for at kigge på den enkelte sag og finde fornuftsbaserede løsninger, og det synes jeg at Radikale er gode til.« Det håndslag, Radikale Venstre og Konservative gav hinanden i starten af valgkampen, blev for mange informanter et klart symbol på dette og var med til at give partiet vind i sejlene. Som en mandlig IT-konsulent i slutningen af 40’erne, der betegner sig selv som liberal/borgerlig, peger på: »Dagens overraskelse må være, at De Radikale og de Konservative går sammen og erklærer, at blokpolitikken er død, og at de vil samarbejde om økonomiske forlig efter valget. […] Dagens ord var sandelig »samarbejde henover midten«. Jeg synes det lyder spændende med De Radikale og Konservatives åbning om et samarbejde.«
58
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
Villigheden til at arbejde sammen med et parti, der tilhører den anden blok, signalerede for mange, at man hos de Radikale vægtede hensynet til holdbare politiske løsninger højere end hensynet til de politiske skel, og gav partiet og særligt Margrethe Vestager en høj grad af troværdighed. Om end dagbøgerne indikerer, at håndslaget også for De Konservative blev set som noget positivt, var partiet på dette tidspunkt tynget af mange måneders nedtur. En kvindelig kommunikationsmedarbejder omkring de 40 år skriver: »Sikke en bombe – Radikale og Konservative enige om at forsøge at stoppe blokpolitikken. Stjal billedet fra alt andet på valg-arenaen i dag. En overraskende positiv nyhed. For første gang i lang tid har Konservative markeret sig for noget positivt. Utrolig klogt træk.« Kvinden giver i citatet udtryk for, at hun opfatter det som positivt, at de to partier vil samarbejde, men bemærker samtidig, at det intenderede samarbejde med Radikale Venstre er første gang i land tid, at partiet gør sig bemærket for noget positivt. Noget tyder dog på, at dette af informanterne blev betragtet som en enlig svale, der langt fra var nok til at værne partiet mod et valgnederlag. Hvor det for Radikale Venstre blot cementerede den bølge af succes, partiet red på, mundende ud i en betydelig fremgang, måtte De Konservative på valgdagen se sig halveret i forhold til 2007-valget.
7. Konklusion Igennem det foregående er det tydeligt, at informanternes oplevelse af 2011-valgkampen ikke er særlig positiv. En stor del af dem synes, at valgkampen var både hård og ukonstruktiv, hvilket såvel politikere som medier medvirkede til. Det er symptomatisk, at politikerne kritiseres for at være magtbegærlige, populistiske og til tider uærlige, hvis det kan bringe dem tættere på deres mål. De har for travlt med at »kaste med mudder« frem for at forklare deres egen politik til vælgerne. Kritikken af medierne er nogenlunde tilsvarende, og en meget stor del af informanterne giver i forskellige variationer udtryk for, at de ønsker »mere substans og mindre form«. Navnlig TV-stationerne kritiseres for, igennem »poppede« formater, at trække fronterne alt for skarpt op og dermed ikke at leve op til deres rolle som seriøse formidlere af det politiske stof.
59
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Uden på nogen måde at bagatellisere utilfredsheden kan man dog stille spørgsmålet, om valgkampen i 2011 var hårdere end de foregående. Det synes at være noget ritualiseret over at udpege den aktuelle valgkamp som den hidtil værste. Et ritual, som ikke kun vælgerne, men også både politikerne og medierne selv deltager i og er med til at opretholde. At politikere og medier opfører sig værre end nogensinde, er dermed en af de grundfæstede stereotyper, som flittigt bruges som fortolkningsramme af mange vælgere, når de skal forholde sig til en kompleks politisk virkelighed. Her er stereotyperne en – for nogen nødvendig – forsimpling, som letter arbejdet med at navigere rundt. Igennem dem får vælgerne nogle pejlemærker, med et tilhørende sæt af begreber, som de kan vurdere valgkampen på baggrund af. Dette bliver tydeligt forbindelse med informanternes kritik af, at der er for meget form og »spin« og for lidt substans. Den danske nyhedsflade præges af en række programmer, der med et fokus på spin og strategier, giver vælgerne let adgang til en omfattende fortælling om det »politiske spil«. Et spil, informanterne i deres dagbøger ikke overraskende tager afstand fra, men som alligevel udgør en præmis i deres egen måde at kommentere valgkampens begivenheder på. De indtager en såkaldt kommentatorrolle, med fokus på hvordan »spillet spilles« (Shamshiri-Petersen, 2013; se også Winther Nielsen et al., 2011) og dermed kan de i vid udstrækning nøjes med at tage stilling til, om de kan lide spillet eller ej, samt hvem der spiller det godt og mindre godt. Dele af litteraturen har peget på, at dette også kan ske, uden at de behøver at sætte sig ind i og tage stilling til mere komplekst og ideologisk funderet politisk indhold. Imidlertid skal det understreges, at det var tydeligt blandt vore informanter, at de netop ønskede at tage stilling til et mere komplekst indhold. Og vælgerreaktionerne på »sportskampen« i TV2 tyder på, at mediet dér havde overskredet en tærskel, hvor vælgernes ubehag gik langt ud over det ritualiserede. I forhold til den meget kritiske opfattelse af valgkampen spiller den indledningsvist nævnte skævhed blandt informanterne måske en rolle. Allerede i kraft af deres uddannelses- og interesseniveau er det tænkeligt, at informanterne navnlig er rekrutteret blandt de mere kritiske røster i vælgerkorpset. Hertil kommer, at en kritisk orientering måske netop er en motivation for at deltage; som det senere vises, er der også en forhøjet politisk mistillid i kvantitative web-paneler, hvor deltagerne selv accepterer at være med i længere tid. Faktisk peger landsdækkende repræsentative undersøgelser på, at den politiske tillid 60
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
gik i vejret under 2011-valgkampen (jf. kapitel 17), godt nok fra et temmelig lavt niveau, men dette kan man ikke udlæse af dagbøgerne. Når dette er sagt, er det dog også ganske sandsynligt, at den økonomiske krise har haft en betydning. Som beskrevet var der blandt informanterne en høj krisebevidsthed samt et udpræget ønske om, at politikerne ville samarbejde om at håndtere de økonomiske udfordringer. At politikerne i stedet mundhuggedes og i skarpe vendinger kritiserede hinanden for økonomiske planer, der ikke i informanternes øjne var særligt forskellige, skabte blot yderligere utryghed og utilfredshed i en situation, som mange i forvejen havde vanskeligt ved at gennemskue og se løsningen på. De politikere, der havde held til at fremstå som saglige og med fokus på problemløsning, var derfor dem, der fik mest ros. Politisk overbevisning har naturligvis en betydning for, hvem den enkelte informant finder saglig, men der tegner sig på tværs af dagbøgerne et billede af, at særligt Radikale Venstres leder, Margrethe Vestager, igennem valgkampen havde dette image (se også Shamshiri-Petersen, 2013). Modsat politikere generelt blev Vestager af mange informanter oplevet som en politiker, der var konstruktiv, ønskede bredt samarbejde og rent faktisk mente, hvad hun sagde. Informanternes oplevelse af 2011-valgkampen bærer således tydeligt præg af både nogle velkendte og vedholdende negative stereotyper om politikere og medier, samt af nogle valgkampsspecifikke omstændigheder og konkrete begivenheder. Stereotyperne bliver langt hen ad vejen fortolkningsramme for valgkampens begivenheder – men disse får også en selvstændig betydning. Navnlig hvis informanterne øjner chancen for at tage afstand fra stereotyperne.
61
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer Albrecht, Jakob & Andreas Marckmann Andreassen (2011). »TV2 forsvarer valgdebat med cheerleadere« Journalisten.dk, 2/10 2011. Chong, Dennis, & James N. Druckman (2007). »Framing public opinion in competitive democracies« American Political Science Review, 101 (4): 637–655. Dahlgaard, Jens Olav, Kasper Møller Hansen & Rasmus Tue Pedersen (2014). »Valgkampens dagsorden i perspektiv«i Kasper Møller Hansen & Karina Kosiara-Pedersen (red.) Folketingsvalgkampen 2011 i perspektiv. København: DJØF forlag. de Vreese, Claes (2004). »The effects of strategic news on political cynicism, issue evaluations and policy support: A two-wave experiment« Mass Communication & Society, 7 (2): 191-215. Hansen, Kasper Møller & Karina Kosiara-Pedersen (2014). Folketingsvalgkampen 2011 i perspektiv. København: DJØF forlag. Hansen, Kasper Møller, Rune Slothuus & Claes de Vreese (2007). »Man har et parti, indtil man finder et nyt« i Jørgen Goul Andersen et al (red.). Det nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Aarhus: Academica Horsbøl, Anders (2013). »Substans og samtale. Borgere om valgkampens medier« i Johannes Andersen et al (red.). Genveje til et kryds. Vælgernes perspektiver på et folketingsvalg. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. Kosiara-Pedersen, Karina (2014). »Partiernes politiske dagsorden igennem valgkampen« i Kasper Møller Hansen & Karina Kosiara-Pedersen (red.) Folketingsvalgkampen 2011 i perspektiv. København: DJØF forlag. Kristensen, Niels Nørgaard (2013). »Heuristikker. Valgkampens politiske smuthuller« i Johannes Andersen et al (red.). Genveje til et kryds. Vælgernes perspektiver på et folketingsvalg. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. Larsen, Christian Albrekt (2008) »Mediedækning, politisk kynisme og mistillid« Tidsskriftet Politik, 11 (3): 38-49. Lau, Richard R. & David P. Redlawsk (2001). »Advantages and disadvantages of cognitive heuristics in political decision making« American Journal of Political Science, 45(4): 951-971. McCombs, Maxwell E. & Donald L. Shaw (1972). »The agenda-setting function of mass media« Public Opinion Quarterly, 36 (2): 176–187. Nelson, Thomas E., Rosalee A. Clawson & Zoe M. Oxley (1997). »Media framing of civil liberties conflict and its effects on tolerance« American Political Science Review, 91 (3): 567–583. Nielsen, Hans Jørgen (1992). »Vælgersamtalerne« i Gunnar Viby Mogensen et al. (red.). Vi og vore politikere. København: Spectrum. O’Keefe, Daniel J. (2002). Persuasion: Theory and research. Newbury Park, CA: Sage. Phillips, Louise & Schrøder, Kim (2004). Sådan taler medier og borgere om politik. Århus: Aarhus Universitetsforlag. Potter, Jonathan & Margaret Wetherell (1987). Discourse and Social Psychology. London: Sage.
62
Kapitel 3: Valgkampen 2011 set med vælgernes øjne
Radius Kommunikation/Epinion (2013). Troværdighedsanalyse 2013. (http://www. radiuskommunikation.dk/media/62025/figurrapport_-_trov_rdighedsanalysen_2013. pdf) Scheufele, Dietram A. (2000). »Agenda-setting, priming, and framing revisited: Another look at cognitive effects of political communication« Mass Communication & Society, 3 (2-3): 297–316. Shamshiri-Petersen, Ditte (2010). Holdnings- og partiskift blandt danske vælgere på basis af paneldata. Ph.d.-afhandling ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet. Shamshiri-Petersen, Ditte (2013). »Mellem autenticitet som kvalitet og kommentatorrollen: Vælgernes blik på de politiske ledere« i Johannes Andersen et al (red.). Genveje til et kryds. Vælgernes perspektiver på et folketingsvalg. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. Slothuus, Rune (2010). »When Can Political Parties Lead Public Opinion? Evidence From a Natural Experiment« Political Communication 27 (2): 158-177. Slothuus, Rune & Claes de Vreese (2010). »Political Parties, Motivated Reasoning, and Issue Framing Effects« Journal of Politics 72 (3): 630-645. Winther Nielsen, Sigge, Martin Vinæs Larsen og Jesper De hemmer (2011). »Vi er alle spindoktorer. Om konceptualisering og måling af andenordensvælgeren« Politik og Økonomi, 84 (1): 19-33. Zaller, John R. (1992). The Nature and Origins of Mass Opinion. Cambridge: Cambridge University Press.
63
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 4
Den kommenterede valgkamp Af Sigge Winther Nielsen og Martin Vinæs Larsen Valgkampen var ikke mange timer gammel, før en af de mest anvendte kommentatorer havde beskrevet Helle Thorning-Schmidts fodtøj som en mulig nøgle til Statsministeriet. Man måtte forstå, at højden på Helles skohæle kunne spille ind, når hun stod over for Lille Lars i de kommende TV-dueller. I valgkampens hede blev alt dissekeret af kommentariatet, intet var for småt. Hver dag blev vindere og tabere udråbt baseret på den nyeste meningsmåling eller den nyeste soundbite. En omfattende undersøgelse foretaget under valget viste således, at kommentatorerne brugte størstedelen af deres taletid på partiernes strategiske succes frem for politiske emner (Infomedia, 2011). En tilbøjelighed, der angiveligt igangsatte negative og positive spiraler, der trak SF ned og det Radikale Venstre op. Både i Danmark og udlandet er det småt med forskning, der sammentænker vælgeradfærd og den iøjnefaldende interesse for politisk strategi, som vi ser hos partier, i medier og i populærkulturens forgreninger (Blumler & Coleman, 2010; Hoppman & Strömbäck, 2010; Nielsen & Larsen, 2012). På denne baggrund vil vi i nærværende kapitel forsøge at indkredse en vælgertype, som gør præcis dette. Det er en vælger, som forstår politik gennem et sæt briller der stiller skarpt på den politiske dagsform: Hvilke partier har momentum, hvilke partier håndterer problemsager bedst, eller hvilke partier har lagt den snedigste strategi? Vi kalder denne vælger for en strategispilsvælger. Det er en vælger, som ser marketing og spin alle vegne; han eller hun iagttager hvordan andre iagttager – hvad enten det gælder medier, politikere, kommentatorer eller sågar andre medborgere. Det er en vælger, der ynder at gå bag om spillet og derfra vurdere, om det ene eller andet parti håndterede en sag på den rette måde. På den strategiske måde. På de næste sider undersøger vi omfanget og de potentielle effekter af strategispilsvælgeren ved Folketingsvalget i 2011. Til at nå dette mål er kapitlet inddelt i fire etaper. Først beskriver vi kort strategispilsvælgeren og opridser vores forskningsspørgsmål. For det andet præsenterer vi undersøgelsens metode og data. For det tredje fritskraber vi de centrale empiriske resultater. Endelig sammenfatter vi konklusionerne.
64
Kapitel 4: Den kommenterede valgkamp
1. Om strategispilsvælgeren I over ti år har dansk politik været vidne til en diskussion om indflydelsen fra spindoktorernes mediemassage og partistrategernes designerpolitik. En debat om debatten, som tilsyneladende er sevet ned i folks hverdagssprog (Kates, 1998; Nielsen et al., 2011). Flere relaterede bevægelser kan henføres til denne udvikling. Først og fremmest har partiernes brug af marketing og spin ændret deres fokus (Nielsen, 2012; Blumler & Coleman, 2010; Poulsen, 2012). Delvist som en konsekvens af dette er mediernes dækning blevet mere vinklet på strategi frem for indhold (Pedersen, 2012; Aalberg et al., 2012), samtidig med at metaforer om spil, sport og krig gennemstrømmer den politiske journalistik (Hansen & Pedersen; 2008). I denne konkurrence om at afkode den politiske virkelighed er også et kobbel af politiske kommentatorer dukket op, som døgnet rundt bedømmer den politiske form og finesse (Bro, 2012; Hoppman & Strömbäck, 2010; Horsbøl, 2010). Endelig får hele dette kredsløb mere næring udefra. Et flygtigt kig på populærkulturen – før, under og efter folketingsvalget – peger på, at det langtfra kun er eliten, politisk interesserede eller mediedanmark, der har strategi på hjernen. Den publikumsdragende dramaserie Borgen på DR1 afdækkede i bedste sendetid spindoktoriets metodikker. Rundt om i landet opføres der teaterstykker og revyer med partistrateger i mere eller mindre heldige roller. Bøger, musik og graffiti i gadebilledet indeholder beskrivelser af politik som et strategiværksted, snarere end ideernes vugge. Og skattesagskommissionen har taget livtag med spindoktorer og journalisters praksis, samtidig med at endnu et ekspertudvalg i forlængelse heraf blev nedsat for at kigge nærmere på reglerne for særlige rådgivere. Med dette bagtæppe er det naturligt at spørge: Er vi alle blevet spindoktorer? En besvarelse af dette spørgsmål kræver en granskning af folks politiske hukommelse. Grundlæggende holder de fleste mennesker øje med en bestemt type information, når de skal stemme ved et valg (Lau, 1989). De har en favorit. Det betyder, at to mennesker ofte hæfter sig ved forskellige aspekter, når de er konfronteret med den selvsamme politiske situation. Én bider mærke i input om det sagsområde, som er vigtigst for hende, en anden stiller skarpt på sin identifikation med et særligt parti, en helt tredje zoomer ind på partiledernes fremtræden, og endelig kan der være en vælger, som holder øje med strategispillet. Inden for valgforskningen taler man derfor om forskellige skemaer, som vælgerne bruger til at bearbejde politiske impulser. Et skema er en mental struktur, 65
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
der fungerer som den politiske hjernes arkitekttegning. Det vil sige, at et skema bestemmer, hvad vælgeren retter sin interesse mod, og omvendt, hvad man ikke skænker en tanke (Haynes, 2009). Det betyder, at hvis en konkret type af information fylder meget i vælgerens tanker om politik, så har vedkommende opbygget kognitive strukturer, der hjælper med at bearbejde, lagre og fremtrække disse associationer (Iyengar & Kinder, 1987; Lau, 1995). Imidlertid er mange skemaer i valgforskningen langsigtede, såsom partiidentifikation, der grundlægges relativt tidligt i vælgerens liv. I kontrast hertil er bemeldte strategispilsskema ofte mere kortsigtet, da det infanger, hvordan partierne netop nu håndterer den mediale, elektorale, parlamentariske og parti-interne arena (Strömbäck, 2007). Det er dokumenteret i flere studier, at vælgerne kan skifte skema og dermed ændre den vægt, de tillægger forskellige informationer (fx. Lau, 1989). Med den viden stiller vi tre spørgsmål, der skal afdække, om strategispilsskemaet var en aktiv følgesvend for vælgerne under folketingsvalget i 2011, og hvad det eventuelt havde af betydning for deres politiske adfærd: 1) Hvor udbredt er strategispilsvælgeren?
Som beskrevet ovenfor lader den strategiske dimension i politik til at have bundfældet sig hos partier, medier og i populærkulturen – men hvad med hos vælgerne? Vi ønsker at afdække, hvor mange vælgere, der besidder et strategispilsskema i deres hukommelse. 2) Stiger antallet af strategispilsvælgere henover valgkampen?
Ofte i de sidste dage af en valgkamp stiger mediernes brug af strategispilsvinkler, samtidig med at flere borgere spidser ører, når denne information kolporteres. Vi udforsker derfor, om andelen af vælgere, der bruger et strategispilsskema, stiger i løbet af valgkampen. 3) Har strategispillet betydning for hvor vælgeren sætter sit kryds?
Meget valgforskning peger på at der ikke findes en effekt på partivalg af den kommenterede valgkamp. Det skyldes dels, at vælgerne ifølge den klassiske tradition trækker på mere langsigtede skemaer så som partiidentifikation (Campbell et al., 1960), dels at folk sætter sig mere ind i den politiske substans, jo tættere man kommer på valgdagen (Gelman & King, 1993). Vi undersøger neden for, om dette også var tilfældet ved 2011-valget. 66
Kapitel 4: Den kommenterede valgkamp
2. Metode og data: Måling af strategispilsvælgeren For at måle tilstedeværelsen af strategispilsvælgere har vi brug for at kigge nærmere på vælgernes kognitive skemaer. Dette er langtfra lige til. Det kræver, at man åbner op for den rodebutik, som er vælgernes hukommelse, og derfra destillerer, hvilket skema vælgerne ser politik ud fra. Vi har brugt en metode, der er udbredt i den amerikanske valgforskning: svar på åbne spørgsmål i et spørgeskema. I modsætning til lukkede spørgsmål, der præsenterer vælgeren for fast definerede svarkategorier, så kan vælgeren her tage udgangspunkt i sine egne tanker. De åbne spørgsmål har den metodiske fordel, at de lader vælgerne udfolde deres ufiltrerede tanker, ord eller billeder, som de har lagret i hukommelsen. Åbne kategorier er derfor særligt egnede til at måle, hvordan individet ræsonnerer. De er således i en politologisk kontekst blevet brugt til at måle, hvor politisk sofistikerede borgerne er (Luskin, 1987: 877-88), vælgernes syn på partibrands (Nielsen & Larsen, 2014) og ikke mindst kognitive skemaer (Lau, 1989). Omvendt er der også udfordringer ved åbne spørgsmål. For det første er det op til forskerne selv at systematisere vælgernes associationer; tilvalg og fravalg bliver derfor meget afgørende. For det andet kan associationer bestå af delvist tilfældige fragmenter, folk har opfanget fra en spiseseddel i gadebilledet eller ved en samtale med et familiemedlem i dagene op til, at de bliver spurgt i meningsmålingen. Til trods for disse kritikpunkter hæfter vi os ved: (1) At de indsamlede associationer ved hjælp af en kvantitativ indholdsanalyse kan systematiseres på en både valid og reliabel måde (fx Krippendorff, 2004). (2) At selv hvis folk lagrer tilfældig information, så vil den aldrig være helt tilfældig, da den udspringer af, hvad vælgeren har antennerne ude efter (For en diskussion af fordele og ulemper ved åbne kategorier se Haynes, 2009). Vender vi os mod nærværende undersøgelse, blev de åbne spørgsmål stillet til to tilnærmelsesvist repræsentative udsnit af vælgerbefolkningen. Det skete i en særligt websurvey i begyndelsen af valgkampen den 5. september 2011 (n=730) og i slutningen den 13. september 2011 (n=821), jf. appendix til dette kapitel. Respondenterne blev bedt om »at notere alle de [positive/negative] ting du kommer i tanke om, når du tænker på [parti]«. Der blev først spurgt ind til eventuelle positive associationer og derefter til eventuelle negative associationer. For at minimere træthedseffekter hos respondenterne blev de endvidere kun adspurgt om de to største partier, Socialdemokraterne og Venstre. Tidligere lignende studier har ikke vist signifikante forskelle mellem de danske partier, 67
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
hvilket vi derfor heller ikke forventer i denne undersøgelse (Nielsen et al., 2011: 25ff; Nielsen og Larsen 2014). De nedskrevne associationer kunne være i form af både enkelte ord og sætninger, mens det af praktiske grunde kun var muligt at skrive maksimalt seks positive og seks negative associationer. Hver association blev herefter kodet i én af fem udvalgte kategorier. Udviklingen af disse kategorier var stærkt inspireret af de fire kategorier, som bliver brugt i kodningen af de åbne spørgsmål i American National Election Studies. Derudover brugte vi Redlawsks (2001: 38) udvidelse af dette kodeskema til fem kategorier, idet han inkluderer en kategori, som indfanger associationer, der fokuserer på politik som et strategispil, jf. Tabel 4.1. I tillæg blev der foretaget mindre tilpasninger på baggrund af et pilotstudie med statskundskabsstuderende (n=175) samt tidligere dansk valgforskning (Andersen et al., 2007). Tabel 4.1. Kodekategorier Affekt: Følelser og værdier tilknyttet til partiet. Ideologi: Partiets historiske og ideologiske baggrund Konkret politik & performance: Partiets konkrete politiske forslag og konsekvenser af disse Personer: Partilederen og andre personer som partiet får en til at tænke på. Strategispil: Partiets strategiske kunnen og status i forskellige arenaer. Andet Anm.: Kodningen blev foretaget af to uafhængige kodere. Der blev testet for interkoderreliabilitet for disse 5 + 1 kategorier (Krippendorff’s α> 0.85).
En enkelt reservation er værd at nævne, før vi går videre til undersøgelsens resultater. Vi måler altså i det følgende, om man er strategispilsvælger, ud fra hvor mange positive og negative associationer, der falder i kategorien for strategispil. Dette er en simpel indikator for, hvilket skema vælgerne bruger. Naturligvis kan man udregne dette på flere forskellige måder, hvilket vi har gjort i et andet studie (Nielsen & Larsen, 2012). Der synes dog umiddelbart ikke at være signifikante forskelle ved at bruge sådanne alternative indikatorer, som fx forskellige vægtninger af associationerne (Lau, 1989: 10).
68
Kapitel 4: Den kommenterede valgkamp
3. Resultater: Strategispilsvælgeren i 2011-valgkampen Spørgsmål 1) Hvor udbredt er strategispilsvælgeren?
Kapitlets første spørgsmål lød: Hvor udbredt var strategispilsvælgeren i valgkampen? Tabel 4.2 prøver at svare på dette spørgsmål. Som det kan ses, havde vælgerne 1,16 strategispilsassociationer i gennemsnit på tværs af begge partier, hvilket er en femtedel af vælgernes associationer. Lige så interessant har over halvdelen af vælgerne mindst én strategispilsassociation, hvilket tyder på, at strategispilsbetragtninger langtfra er et elitefænomen. Tværtimod anvender et bredt udsnit af vælgerne strategispilsassociationer, når de skal beskrive, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide ved de politiske partier. Dette resultat siger dog ikke noget om, hvor mange strategispilsassociationer der er, sammenlignet med de andre fire kategorier, vi har opstillet. Imidlertid bekræftes ovenstående billede også, når vi sammenligner hyppigheden af svarkategorierne. Strategispilsskemaet er kun substantielt overgået af kategorien »Konkret politik og performance« som er den ultimative topscorer. Dette kunne delvist være en funktion af, at valgkampen i høj grad gik efter bolden – dvs. den økonomiske politik i en krisetid – snarere end manden, dvs. personer og pop (Stubager et al., 2013). Tabel 4.2. Strategispilsassociationer sammenlignet med andre typer af associationer. Strategispil
Personer
Affekt
Ideologi
Konkret politik og performance
Gennemsnit
1,16
0,42
1,07
0,23
2,84
Andel af associationer i kategorien
0,20
0,08
0,21
0,04
0,47
Andel med mindst én association i kategorien
0,53
0,25
0,49
0,16
0,77
Anm.: Her er brugt associationer fra både starten og slutningen af valgkampen, samt både positive og negative associationer for begge partier. Rækken andel af associationer i kategorien summer ikke til 1 pga. afrunding. N=1551
Overordnet set giver Tabel 2 anledning til to betragtninger. For det første synes folk at tænke forholdsvist meget ud fra et strategispilsskema sammenlignet med andre skemaer, når de absorberer, lagrer og fremtrækker deres associationer om de to største partier i Danmark. For det andet synes den relative udbredelse af de forskellige kategorier at afspejle flere kendte karakteristika ved danske folketingsvalg. Således falder vælgernes store fokus på konkret politik godt i hak med studier af tidligere valgkampe, der har vist at vælgernes holdninger til politiske forslag spiller en stor rolle for, hvor de ender med at sætte 69
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
deres kryds (Andersen et al., 2007; Nielsen, 2007; Stubager et al., 2013). I den forbindelse er det heller ikke overraskende, at personer spiller en lille rolle i vælgernes hukommelse, da dansk valgforskning typisk har dokumenteret, at personer er en lidet anvendt målestok for de fleste vælgere (Borre, 1999). Spørgsmål 2: Vokser antallet af strategispilsvælgere i løbet af valgkampen?
Vi kan altså konkludere, at strategispilsassociationer fyldte relativt meget i vælgernes hoveder under valgkampen, men intensiveres de også, når vi nærmer os valgdagen? Tabel 3 kaster lys over dette. Ifølge data sker der en udvikling over tid, således at endnu flere vælgere får associationer om strategispillet hen imod slutningen af valgkampen. I gennemsnit får vælgerne 0,05 flere strategispilsassociationer, dvs. en statistisk sikker stigning (p< 0.05). Imidlertid skyldes dette øjensynligt en udvikling i antallet af associationer generelt. Andelen af strategispilsassociationer vokser kun med 1 %. Denne forskel er ikke statistisk signifikant. Nok kan vi altså konkludere, at valgkampens gang udbreder strategiovervejelserne, men det skyldes, at folk tænker mere over politik. Derimod finder vi ikke, at strategi får en mere prominent rolle i den politiske del af vælgernes hjerner. Tabel 4.3. Udvikling i strategispilsassociationer
Gennemsnit
Starten af Valgkampen
Slutningen af valgkampen
Forskel
(p)
1,06
1,24
0,18
(0,03)
Andel af associationer i kategorien
0,48
0,57
0,09
(0,00)
Andel med mindst én association i kategorien
0,20
0,21
0,01
(0,57)
(N)
730
821
Spørgsmål 3: Flytter strategispilsvælgeren sit kryds?
Selvom strategispilsassociationerne fyldte meget i vælgerens bevidsthed, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det har en indflydelse på valgdagen. For at undersøge dette spørgsmål delte vi strategispilsassociationerne op efter, om de var positive eller negative. Herfra udregnede vi nettoantallet af positive associationer om strategispillet for henholdsvis Socialdemokraterne og Venstre.9 Denne indikator indsatte vi i en logistisk regression, der undersøgte, om man stemte på disse partier jf. model 1 i tabel 4.4. 9
70
Vi lægger os således op af Kelley og Mirer (1974), dog med den vigtige forskel, at vi kun medtager strategispilsassociationer, hvorimod de ser på alle typer associationer.
Kapitel 4: Den kommenterede valgkamp
Vi undersøgte i det lys, om flere positive (og færre negative) strategispilsassociationer betød, at man også var mere tilbøjelig til at stemme på partiet. Umiddelbart kan det sådan ud. For hver positiv association, som vælgerne havde skrevet ned om Socialdemokraterne, var der således 6 procentpoint større sandsynlighed for, at vedkommende ville stemme på partiet. For Venstre var det hele 8 procentpoint. Det rækker dog langtfra til at bevise, at vælgerne stemmer ud fra deres strategiske betragtninger. Kausalitet og korrelation er som bekendt ikke det samme. Det er især værd at hæfte sig ved to kritikpunkter. For det første er de strategiovervejelser, som vælgerne skriver ned, delvist et produkt af, hvad vælgerne hører om partierne i medierne og i samtaler med kollegaer, venner eller familier. Således bliver det også et mål for, hvilken social kontekst man bevæger i. For det andet kan man formode, at respondenterne brugte de åbne spørgsmål til at projicere deres eksisterende sympati for et parti over i deres associationer. Hvis man i udgangspunktet var meget positivt stemt over for Socialdemokraterne, så ville man grave en række positive tanker frem fra hukommelsen, således at der var konsistens med holdninger og svarene på de åbne spørgsmål (Kunda, 1990). For at imødegå disse to kritikpunkter kontrollerer vi i model 2 for (i) uddannelse, alder og køn som indikatorer for social kontekst (ii) samt sympati for et pågældende parti. Disse kontrolvariable reducerede den estimerede effekt af positive strategispilsassociationer til 1 procentpoint for Socialdemokraterne og 4 procentpoint for Venstre. Umiddelbart synes strategispilsskemaet ikke at have spillet nogen markant rolle for danskerne, da de satte deres kryds på valgdagen. Den estimerede effekt er ustabil på tværs af de to partier. Dette på trods af, at den statistiske analyse kun indeholder et begrænset sæt af kontrolvariable. Effekten af det øgede fokus på strategi og spil skal nok findes andetsteds – måske på tilliden til politikerne og det politiske system. Dog er to forbehold til denne konklusion vigtige at holde in mente. For det første privilegerer ovenstående model partisympati frem for strategispilsskemaet. Ved at holde partisympati konstant i estimationen af effekten, udelukker man således at vælgernes associationer om et partis strategiske handlen påvirker partivalg igennem partisympati. Et fænomen der også kendes fra litteraturen om partiledereffekter (Garzia, 2012: 177).
71
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 4.4. Logistiske regressioner af partivalg Model 1 Socialdemokraterne
Positive strategispilsassociationer (netto)
Model 2 Venstre
Socialdemokraterne
Venstre
logit
G.M.E.
logit
G.M.E.
logit
G.M.E.
logit
G.M.E.
0.37**
0.06**
0.47**
0.08**
0.20
0.01
0.23*
0.04
(0.09)
(0.02)
(0.09)
(0.02)
Parti sympati (skala 1 – 10)
Mand (ref.: kvinde)
Alder (år)
(0.19)
(0.02)
(0.12)
(0.02)
1.15**
0.09**
0.92**
0.09**
(0.09)
(0.00)
(0.07)
(0.00)
0.09
0.01
-0.00
-0.00
(0.26)
(0.02)
(0.23)
(0.02)
0.01
0.00
0.00
0.00
(0.01)
(0.00)
(0.01)
(0.00)
Uddannelse (ref.: folkeskole) Gymnasiel uddannelse
Erhvervsuddannelse
Kort videregående udd.
Mellemlang videreg. udd.
Lang videregående udd.
Konstant
0.32
0.03
-0.32
-0.03
(0.54)
(0.04)
(0.49)
(0.05)
0.49
0.04
0.19
0.02
(0.33)
(0.03)
(0.28)
(0.03)
0.36
0.03
1.73**
0.17**
(0.61)
(0.05)
(0.58)
(0.06)
-0.20
-0.02
-0.01
-0.00
(0.37)
(0.03)
(0.41)
(0.04)
-0.17
-0.01
0.19
0.02
(0.45)
(0.04)
(0.39)
(0.04)
-1.13**
-1.04**
-10.29**
-7.60**
(0.07)
(0.07)
(0.92)
(0.71)
Log Likelihood
-437
-448
-206
-245
Pseudo R2
0.00
0.01
0.53
n
798
798
798
798
798
0.46 798
798
798
Anm.: Standardfejl i parenteserne. Den gennemsnitlige marginale effekt (G.M.E.) koefficient repræsenterer hvor meget højere sandsynligheden for at stemme på partiet bliver når variablen vokser med ét indeks point. Idet kontrolvariablene kun blev målt ved spørgeskemaet fra den 5. september, er kun disse respondenter med i analysen. + p<.10, * p<.05, ** p<.01
For det andet viser ovenstående rent faktisk en positiv effekt, selv når man kontrollerer for partisympati. Omend kun for et af de to partier. Dette kunne tyde på, at vi ikke har været gode nok til at identificere hvilke konditioner der ligger bag strategispilsskemaets eventuelle effekt på vælgernes adfærd.
72
Kapitel 4: Den kommenterede valgkamp
4. Konklusion Dette kapitel har undersøgt, om vælgerne under valget i 2011 tænkte politik på samme måde som kommentariatet. Opfattede vælgerne politik som et strategisk spil med vindere og tabere, og hvis ja, havde det så en betydning for deres partivalg? Vi dokumenterede, at mange vælgere har lagret information om det politiske strategispil i deres hukommelse. Faktisk havde de flere associationer til strategi end til personer og ideologi. For det andet påviste vi en stigning i antallet af associationer, der omhandlede det politiske strategispil henover valgkampen. Det afspejlede imidlertid ikke en større vægt; det skyldtes alene, at vælgerne generelt begyndte at indsamle mere information om politik, så der var en stigning for alle typer af associationer. Endelig kunne der ikke drages håndfaste beviser for, at de vælgere som især zoomede ind på spillet i politik, også lod deres kryds påvirke af partiernes strategiske dagsform.
Appendiks 4.1.: Kapitlets data Dette kapitel bygger på to web-surveys foretaget hhv. 5. og 13. september 2011. I begge tilfælde blev rekruttering og indsamling af data foretaget i samarbejde med Gallup. Den første web-survey (n=730) indeholdt åbne spørgsmål til Socialdemokraterne og Venstre samt baggrundspørgsmål – herunder sympati for hhv. Socialdemokraterne og Venstre. Den anden web-survey (n=821) indeholdt udelukkende de åbne spørgsmål. Specialestuderende Morten Sørensen var ansvarlig for dataindsamlingen.
73
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer Aalberg, Toril, Jesper Strömbäck & Claes H. de Vreese (2012). »The framing of politics as strategy and game: A review of concepts, operationalizations and key findings« Journalism 13(2): 162-178. Andersen, Jørgen Goul, Johannes Andersen, Ole Borre, Kasper Møller Hansen & Hans Jørgen Nielsen (red.) (2007). Det nye politiske landskab: Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Århus: Academica. Blumler, Jay G. & Stephen Coleman (2010). »Political Communication in Freefall: The British Case – and Others« The International Journal of Press/Politics 15: 139-154. Borre, Ole (1999). »Partiernes og ledernes popularitet« I: Vælgere med omtanke, Johannes Andersen, Ole Borre, Jørgen Goul Andersen & Hans Jørgen Nielsen (red.). Århus: Systime. Bro, Peter (2012). »License to Comment: The popularization of a political commentator« Journalism Studies 13 (3): 433-446. Campbell, Angus, Philip E. Converse, Warren .E. Miller & Donald E. Stokes (1960). The American Voter. London: The University of Chicago Press. Garzia, Diego (2012) »Party and Leader Effects in Parliamentary Elections: Towards a Reassessment« Politics 132 (3): 175-185. Gelman, Andrew & Gary King (1993). »Why are American Presidential Election Campaign so Variable When Votes are so Predictable« British Journal of Political Science 23(4): 409-53. Hansen, Kasper Møller & Rasmus Tue Pedersen (2008). »Negative Campaigning in a Multiparty System« Scandinavian Political Studies 31(4): 408-427. Haynes, Danny (2009). »Has Television Personalized Voting Behavior« Political Behavior 31(2): 231-260. Hopmann, David Nicolas & Jesper Strömbäck (2010). »The Rise of the Media Punditocracy? Journalists and Media Pundits in Danish Election News 1994-2007« Media, Culture & Soceity 32(6): 943-960. Horsbøl, Anders (2010) »Experts in Political Communication: The Construal of Communication Expertise in Prime Time Television News« Journal Of Language & Politics 9 (1): 29-49. Iyengar, Shanto & Donald R. Kinder (1987). News that matters. Chicago: University of Chicago Press. Kates, Steven (1998). »A Qualitative Exploration into Voters’ Ethical Perceptions of Political Advertising: Discourse, Disinformation, and Moral Boundaries« Journal of Business Ethics 17(16): 1871-1885. Kelley, Stanley & Thad W. Mirer (1974). »The Simple Act of Voting« American Political Science Review 61: 572-91. Krippendorff, Klaus (2004). Content analysis, an introduction to its methodology. Thousand Oaks, California: Sage. Kunda, Ziva (1990). »The Case for Motivated Reasoning« Psychological Bulletin 108(3): 480-498.
74
Kapitel 4: Den kommenterede valgkamp
Lau, Richard R. (1989). »Construct accessibility and electoral choice« Political Behavior 11(1): 5-32. Lau, Richard R. (1995). »Information search during an election campaign: Introducing a processing-tracing methodology for political scientists« I Political judgment: structure and process, red. M. Lodge. Michigan: University of Michigan Press. Luskin, Robert C. (1987). »Measuring Political Sophistication« American Journal of Political Science 31: 856-899. Nielsen, Kenneth Thue (2007). »Partivalg ud fra holdninger – men hvordan? Vælgernes mentale kort over partierne fra 1994 til 2005« I Det nye politiske landskab: Folketingsvalget 2005 i perspektiv, Jørgen Goul Andersen, Johannes Andersen, Ole Borre, Kasper Møller Hansen og Hans Jørgen Nielsen (red.). Århus: Academica. Nielsen, Sigge Winther (red.)(2011). Politisk Marketing – Personer, Partier og Praksis. København: Karnov Group. Nielsen, Sigge Winther (2012). »Three Faces of Political Marketing Strategy« Journal of Public Affairs 12 (4): 293-302. Nielsen, Sigge Winther, Martin Vinæs Larsen & Jesper de Hemmer Egeberg (2011). »Vi er alle spindoktorer: Om konceptualisering og måling af andenordensvælgeren« Politik og Økonomi 84(1): 19-33. Nielsen, Sigge Winther & Martin Vinæs Larsen (2012). »Are we all spindoctors? In search of the strategic game voter« Under review. Nielsen, Sigger Winther & Martin Vinæs Larsen (2014) »Party Brands and Voting« Electoral Studies 33: 153-165. Page, Benjamin I. & Richard A. Brody, Brody (1972) »Policy Voting and the Electoral Process: The Vietnam War Issue« The American Political Science Review 66(3): 979-995. Pedersen, Rasmus Tue (2012). Covering the fight, Ph.D afhandling, Copenhagen University Press. Poulsen, Signe Schelde (2012). Hvordan fungerer partier i dag? En empirisk undersøgelse af danske partiers indsamling og anvendelse af vælgermålinger i deres politiske arbejde. Speciale, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Redlawsk, David P. (2001). »You Must Remember This: A Test of the On-Line Model of Voting« Journal of Politics 63(1): 29-58. Strömbäck, Jesper (2007). »Political Marketing and Professionalized Campaigning: A Conceptual Analysis« Journal of Political Marketing 6 (2/3): 49-69. Stubager, Rune, Karsten Møller Hansen & Jørgen Goul Andersen (red.) (2013). Krisevalg: Økonomien og folketingsvalget 2011. København: DJØF Forlag.
75
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 5
Vælgervandringer 2011-2015 og bevægelser under valgkampen 2015 Jørgen Goul Andersen
1. Vælgerbevægelser under valgkampen – en panelundersøgelse Under valgkampe er det blevet normen, at der kommer flere meningsmålinger hver dag, så man kan følge dag-til-dag bevægelserne for enkeltpartier og mulige regeringsflertal. Tilbage står så en ved ikke-gruppe, der ofte skrumper en smule ind, efterhånden som valgdatoen nærmer sig. Størrelsen af ved ikke-gruppen varierer noget fra institut til institut, også fordi der er lidt forskellig praksis mht. hvor meget, man forsøger at hente et svar ud af de »bløde tvivlere« (jf. kapitel 2) ved at spørge om, hvilket parti de hælder mest til, selvom de er i tvivl. Derimod er der ikke tradition for at undersøge, om der er »bløde overbeviste« dvs. om der er vælgere, der er åbne for at ombestemme sig senere i valgkampen. Her har vi en særlig mulighed med YouGov-undersøgelsen 2015. De adspurgte i juli 2015 er nemlig geninterviews med svarpersoner, der i juni 2015 havde besvaret i helt andet spørgeskema, hvori indgik spørgsmål om, hvilket parti, de ville stemme på, hvis der var folketingsvalg i morgen.10 De er så efter folketingsvalget spurgt om, hvilket parti de faktisk havde stemt på. Vi får derved et mål for, hvor mange der har ombestemt sig undervejs i valgkampen. Vi kan også undersøge, hvad det betyder for de enkelte partier. Eksempelvis fik Dansk Folkeparti en større fremgang ved valget, end meningsmålingerne havde spået. Skyldtes det, at mange vælgere ombestemte sig i sidste øjeblik, eller var der tale om mangler i institutternes udvælgelses- eller vejningsprocedurer? Endelig skal vi også kort se på vælgervandringerne fra 2011 til 2015. På dette punkt tager vi resultaterne med lidt større forbehold, da en undersøgelse baseret på vælgerpanel kan tænkes at være lidt mindre repræsentativ end en stikprøve 10 Nærmere bestemt drejer det sig om TrygFondens Tryghedsmåling 2015, hvor svarene fra godt 6.000 svarpersoner indløb i perioden 3.juni – 5.juli 2015. De 90 pct. havde dog svaret før valgdatoen den 18. juni. Ved geninterviewingen i juli (som ikke var planlagt på forhånd, og som svarpersonerne derfor ikke vidste noget om) besvarede 5220 personer skemaet, svarende til 86.7 pct. En nærmere analyse af bortfaldet afslørede en overrepræsentation af unge og studerende, men i øvrigt ingen væsentlige sociale og politiske afvigelser. Alternative vejninger med vægte beregnet for hhv. Tryghedsmålingen i juni og valgundersøgelsen i juli gav så godt som identiske resultater for holdningsspørgsmål mv. Alle afvigelser var i promillestørrelse.
76
Kapitel 5: Vælgervandringer 2011-2015 og bevægelser under valgkampen 2015
baseret på udtræk fra CPR-registret. Det er dog ikke så afgørende for formålet her, hvor sigtet navnlig er at belyse typen af vandringer, herunder om der også er vandringer til partier, der er gået tilbage, og vandringer fra partier, der er gået frem.
2. Ved ikke-gruppen og de vægelsindede Ligesom andre undersøgelser viser YouGov-undersøgelsen fra juni/juli 2015, at andelen, der er i tvivl, falder hen imod valgdatoen den 18.juni, fra 14 pct. af samtlige svarpersoner til 11 pct.,11 jf. Tabel 5.1. Nok så interessant er det imidlertid, hvor mange, der tilsyneladende havde bestemt sig, men alligevel endte med at ombestemme sig. Dem var der i hele stikprøven 11 pct. af – medregnet de 651 svarpersoner, der blev interviewet efter valget i første interviewerunde. Her burde andelen, der havde ombestemt sig, naturligvis være nul. At der alligevel er 4.6 pct., må betragtes som en slags baggrundsstøj: Det er folk, der allerede havde glemt eller ikke efter valget ønskede at huske, hvilket parti de havde sat kryds ved. Med dette lille forbehold for »baggrundsstøj« kan vi imidlertid konstatere, at hele 14.2 pct. af de vælgere, der havde taget stilling i valgkampens anden uge, alligevel endte med at skifte parti. For de interviewede i den første halvdel af den sidste uge inden valget var andelen 11.9 pct., og selv blandt de, der øjensynligt havde bestemt sig 1-3 dage før valget, var der 11 pct., der alligevel endte med at sætte krydset et andet sted. Stemmerne sidder således forholdsvis løst helt frem til valgdagen hos et væsentligt mindretal af vælgerne. Blandt de, der havde besvaret spørgeskemaet de sidste tre dage før valget, var der i alt 20 pct., der enten ikke havde bestemt sig eller alligevel endte med at ombestemme sig.
3. Hvor gik de hen? Man kunne forestille sig, at der var et fast mønster i, hvor de vælgere, der var i tvivl eller havde ombestemt sig, endte med at gå hen. Navnlig overraskede valgresultatet for Dansk Folkeparti, der fik en del flere stemmer end spået af meningsmålingerne. Var der en overvægt af »sidste øjeblik« omvendte til Dansk Folkeparti?
11 Ligesom andre surveyundersøgelser er YouGov-undersøgelsen alt andet end repræsentativ mht. sofavælgere (dem er der aldrig ret mange af), så vi kan ikke sige noget sikkert om, hvor stor en andel, der faktisk endte med at stemme.
77
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 5.1. Andel ved ikke-svar blandt samtlige svarpersoner, og andel med angivet parti, der endte med alligevel at stemme på et andet parti. Opdelt efter svartidspunkt. 2015. Pct. Svartidspunkt
Ved ikke-andel blandt samtlige svar pers.1)
(N)
Andel af parti-vælgere, der stemte på et andet parti. 2)
(N)
14.2 %
1826
12,9%
1498
3-10 juni 11-14 juni
11.9 %
1276
12,7%
1053
15-18 juni
11.0 %
1308
10,5%
1111
19 juni – 5 juli
4,6%
651
Total
11,0%
4313
1) I »ved ikke« gruppen er medregnet »ønsker ikke at svare« De er få, men er medregnet, fordi halvdelen godt ville svare på, hvem de faktisk stemte på, da de blev spurgt i juli. Svarpersoner uden stemmeret er uden for beregningen. 2) Procentgrundlaget er de svarpersoner, der havde anført et parti både før valget på spørgsmål om stemmeintention og efter valget på spørgsmålet om faktisk partivalg.
Som det fremgår af Tabel 5.2, synes svaret at være nej. Både de vælgere, der var i tvivl, da de blev spurgt før valget, og de vælgere, der ombestemte sig, spredte sig over næsten alle partier. I stikprøven her fik Dansk Folkeparti faktisk lidt færre stemmer blandt de vælgere, der ikke havde bestemt sig, eller havde ombestemt sig i sidste øjeblik, end de fik blandt vælgerne under ét. Tager vi parti for parti, var der muligvis en lidt højere andel blandt dem, der havde ombestemt sig, der endte med at stemme på Enhedslisten (10.4 pct.). Endnu mere tydelig var tendensen for Alternativet, der hentede 8.4 pct. blandt de vælgere, der havde fortrudt. Det samme gjaldt Liberal Alliance, mens Radikale Venstre fik væsentligt flere stemmer fra ved ikke-gruppen (11.0 pct.) og blandt dem, der havde fortrudt (7.9 pct.), end de gjorde i vælgerkorpset generelt. Tabel 5.2. Partivalg blandt vælgere, der var i tvivl eller ombestemte sig under valgkampen. Pct. Partivalg 2015 EL Ved ikke
SF
Alt
SD
RV
KD
V
KON
LibAll
D Fp
udf
(N)
6,8
3,6
4,7
27,7
11,0
1,6
16,7
4,1
7,2
16,4
0,2
444
Ombestemt
10,4
4,5
8,4
21,0
7,9
1,1
18,7
4,5
11,1
12,2
0,2
443
Alle vælgere
7,8
4,2
4,8
26,3
4,6
0,8
19,5
3,4
7,5
21,1
0,1
Kilde: YouGov-valgundersøgelsen 2015.
Socialdemokraterne fik derimod færre stemmer end gennemsnitligt blandt dem, der havde fortrudt, og Dansk Folkeparti fik undergennemsnitlig tilslutning i begge grupper. Dette billede ændrer sig heller ikke, hvis vi opdeler dem, der har ombestemt sig, efter tidspunktet for deres endelige beslutning jf. Tabel 5.3. Stikprøveusik78
Kapitel 5: Vælgervandringer 2011-2015 og bevægelser under valgkampen 2015
kerheden bliver her temmelig stor, men der er ikke tegn på markante ændringer i løbet af de sidste to uger før valget, sådan at sidste øjebliks skifterne gik i en bestemt retning – heller ikke blokvist. Tabel 5.3. Partivalg blandt vælgere, der ombestemte sig under valgkampen. Opdelt efter interviewtidspunkt. Pct. Interviewtidspunkt
Partivalg 2015 EL
SF
Alt
SD
RV
KD
V
3.-10. Juni
10,8
3,6
9,3
20,1
6,2
0,0
11.-14. Juni
11,9
5,2 10,4
22,4
9,0
15.-18. Juni
8,5
5,1
20,5
9,4
5,1
KON
LibAll
20,6
3,6
9,8
2,2
14,9
5,2
1,7
19,7
6,0
D Fp
udf.p.
N (=100%)
16,0
0,0
194
13,4
5,2
0,0
134
9,4
13,7
0,9
117
Anm. Procentueringsgrundlaget er vælgere med oplyst partipræference i juni (Tryghedsmålingen) og oplyst partivalg i juli (YouGov valgundersøgelsen)
4. Vælgervandringer fra 2011 til 2015 Det kan også være interessant at undersøge vælgervandringerne fra valget i 2011 til 2015. Det har vi gjort i Tabel 5.4, hvor vi har udeladt nye vælgere, sofavælgere mv. for udelukkende at koncentrere os om de vælgere, der har stemt ved begge valg. Der er tale om en præliminær analyse, idet det ikke er grundigt efterprøvet, om YouGov undersøgelsen på dette punkt er fuldt repræsentativ for vælgerbefolkningen. Som vi allerede har set i kapitel 1, var der både i 2011 og 2015 store vælgervandringer. Det ville være naturligt at forvente, at vandringerne først og fremmest gik fra »taberpartierne« til »vinderpartierne« men en nærmere opdeling viser, at det er en hel del mere kompliceret. »Taberpartierne« hentede faktisk ganske mange vælgere til, og »vinderpartierne« måtte afgive en del vælgere, selvom de gik frem. En vandringsmatrice er vist i Tabel 5.4.12
12 Tabellen er vejet efter sociale kriterier samt partivalg 2015, mens der ikke er gennemført yderligere vejning for også at få partifordelingen 2011 til at stemme ved valgresultatet. Yderste søjle i Tabel 5.4. afviger således en smule.
79
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 5.4. Vandringsmatrice: Partivalg 2011 krydset med partivalg 2015. Hjørnepct. Partivalg 2011
Partivalg 2015 EL
SF
Alt
SD
RV
EL
3,9
0,3
0,8
0,9
0,1
SF
2,0
2,8
1,0
2,9
0,3
KD
0,0
V
KON
LibAll
D Fp
udf.p.
Total
0,1
0,1
0,3
0,6
7,0
0,2
0,1
0,2
0,6
10,1
SD
1,2
0,6
1,1
19,0
0,3
0,0
0,7
0,1
0,4
2,3
RV
0,2
0,3
1,1
1,4
2,8
0,0
0,6
0,1
0,5
0,2
7,2
KD
0,0
0,3
0,0
0,1
0,6
V
0,1
0,1 0,0
KON
25,7
0,3
1,3
0,5
0,0
16,1
0,7
1,9
4,5
25,4
0,1
0,3
0,3
0,1
1,1
2,0
0,7
0,6
5,2
0,1
0,6
0,1
2,6
0,5
4,3
0,5
0,1
0,3
12,5
14,4
19,8
3,3
7,0
21,9
LibAll
0,0
0,0
0,0
0,2
0,1
D Fp
0,1
0,0
0,0
0,7
0,0
7,5
4,2
4,4
26,8
udf.p. I alt
0,0
0,0
0,0 4,4
0,7
0,0
0,1
0,0 100,0
Kilde: YouGov Valgundersøgelsen 2015. Kun vælgere, der stemte ved begge valg.
En hel del af vandringerne 2015 foregik over større afstande, end vi har været vant til. Således vandrede 1.1 pct. af samtlige vælgere direkte fra Enhedslisten til V, K, Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti. Tilsyneladende modtog Enhedslisten ikke mange den modsatte vej, men SF og Socialdemokraterne måtte tilsammen levere 3.2 pct. af hele vælgerkorpset til Enhedslisten. Det betyder, at kun ca. halvdelen af Enhedslistens vælgere var gengangere fra sidst. SF var (igen) i 2015 et taberparti, der måtte aflevere tre procent af vælgerkorpset til Enhedslisten og Alternativet – og rundt regnet lige så mange til Socialdemokraterne. Andelen, der blev hos SF, var af stort set samme størrelse, kun 2.8 pct. At partiet alligevel opnåede 4.2 pct. ved valget, skyldtes tilløb af ca. 0.6 pct. vælgere fra Socialdemokraterne og et tilsvarende antal fra Enhedslisten og De Radikale. Gevinster fra Blå Blok til SF var der øjensynligt ikke nogen af. Alternativet hentede enkelte vælgere fra Venstre, men ellers var Radikale Venstre, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten næsten lige store bidragydere – i nævnte rækkefølge, hvis vi skal tro stikprøven her. Set i lyset af den massive utilfredshed blandt socialdemokratiske vælgere efter de mange indgreb i velfærdsordningerne i 2012 og 2013 slap Socialdemokraterne særdeles nådigt fra mødet med vælgerne i 2015. 1.8 pct. af vælgerkorpset måtte partiet aflevere til Enhedslisten og SF, men der kom 3.8 pct. retur den modsatte vej. Netto måtte Socialdemokraterne aflevere nogle få promille til Enhedslisten, men netto vandt partiet iflg. YouGov målingen 2.3 pct., svarende 80
Kapitel 5: Vælgervandringer 2011-2015 og bevægelser under valgkampen 2015
til 4 mandater, fra den tidligere regeringspartner SF. Også regeringspartneren Radikale Venstre måtte netto aflevere 1.1 pct., svarende til et par mandater, til Socialdemokraterne: 0.3 pct. den ene vej, men 1.4 pct. den anden. Tilgangen til Socialdemokraterne fra den borgerlige fløj var meget beskeden. Venstre måtte aflevere 1.3 pct., men vandt 0.7 pct. den modsatte vej, så det svarer til et enkelt mandat. Der var også en lille gevinst i forhold til Konservative og Liberal Alliance. Men Socialdemokraterne tabte endnu en gang stemmer til Dansk Folkeparti. 2.3 pct. af vælgerne gik den vej, mens tilgangen fra DF kun var 0.7 pct. Alt i alt svarer det til et nettotab på ca. tre mandater, hvis vi skal tro målingen her. Efter mange års øvelse – og strategier spændende fra at beskylde Dansk Folkeparti for ikke at være »stuerene« til næsten at snakke partiet efter munden i flygtningepolitikken – er det gennem 18 år endnu ikke lykkedes Socialdemokraterne at finde den formel, der kan lukke blødningen til Dansk Folkeparti. Under ét kan man også sige, at den socialdemokratiske regeringsstrategi (vel at mærke strategien efter indrømmelserne til Radikale Venstre under regeringsforhandlingerne i 2011) var lige ved at gå op: Man måtte i værste fald påregne et tab til Enhedslisten, men de ville ikke kunne forhindre et genvalg. Man skulle dernæst gennemføre de mest upopulære ting først og så føre en mere velfærdsorienteret politik til sidst – så ville mange af kritikerne vende tilbage. Det afgørende var at undgå tab til den borgerlige fløj. Det var lige ved at lykkes. Socialdemokraterne blev endda nettovindere fra Enhedslisten og SF, og man vandt mere fra V og K, end man tabte. Men strategien havde ikke taget højde for, at en hårdhændet velfærdspolitik kunne støde vælgere ud til Dansk Folkeparti – og at de ville føle sig hjemme dér. Radikale Venstre måtte som allerede nævnt aflevere 1.4 pct. af vælgerne til Socialdemokraterne og andre 1.1 pct. til Alternativet. 0.5 pct., svarende til et enkelt mandat, gik til deling mellem SF og Enhedslisten. Den borgerlige opposition – Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – trak lige så mange tænder ud af munden på de Radikale som Socialdemokraterne (1.4 pct.), men nettotabet var lidt mindre end til S, fordi der også løb 0.9 pct. den modsatte vej. Faktisk var der under en tredjedel af Radikale Venstres 2011-vælgere tilbage ved 2015-valget (2.8 pct.), men et tilløb på 1.6 pct., fordelt næsten ligeligt til højre og venstre, plus en overrepræsentation af nye vælgere bragte alligevel valgresultatet op på 4.6 pct., så partiet kunne nøjes med en halvering.
81
Historien for Konservative Folkeparti ligner de Radikales. Partiets gengangere fra sidste valg rakte kun akkurat til spærregrænsen (2.0 pct.), men tilgang på ca. 1 pct. fra de øvrige borgerlige partier samt ca. ½ pct. fra Rød Blok bragte alligevel partiet pænt over spærregrænsen. De konservative vælgere fra 2015 løb lidt i alle retninger – 0.7 pct. til Rød Blok tilsammen og 2.4 pct. til de øvrige partier i Blå Blok, med Venstre som den største modtager. Liberal Alliance er interessant nok lidt i samme skuffe, blot synes vælgerkorpset i endnu mindre grad at have stabiliseret sig. Kun omkring 1/3 af partiets 2015-vælgere var gengangere (2.6 pct.). Rød Blok har ikke tiltrukket mange (0.3 pct.), men V, K og DF har tilsammen fået ca. 1.2 pct. eller rundt regnet hver fjerde Liberal Alliance-vælger fra sidst. De andre partier har imidlertid også måttet aflevere – og her er Rød Blok overraskende godt med: ca. 1½ pct. eller hver femte Liberal Alliance-vælger stemte iflg. stikprøven her på Rød Blok i 2011. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti (i nævnte rækkefølge) måtte tilsammen aflevere det dobbelte. Når tabellen underdriver Liberal Alliances 2015-tilslutning, skyldes det især, at partiet står stærkt blandt førstegangsvælgere – og partiets unge profil er nok også med til at forklare, hvorfor så forholdsvis mange ser ud til at have taget springet helt fra Rød Blok til Liberal Alliance. Men partiet har også nogle anti-autoritære elementer og nogle værdipolitiske standpunkter, der er lidt mere liberale end dem, man finder hos andre borgerlige partier. For Venstre var 2015-valget en skuffelse. Partiet måtte aflevere ca. 2.2 pct. til Rød Blok, hvorfra der dog kom ca. 1.6 pct. igen. Derimod var der ikke så meget i retur for de 4.5 pct., Venstre måtte aflevere til Dansk Folkeparti, eller for de 1.9 pct., partiet måtte aflevere til Liberal Alliance. Partiet fremstod i 2015 som klemt fra alle sider, hvis man skal forsøge en politisk-ideologisk tolkning af tilbagegangen. For Dansk Folkeparti kan det i princippet også tænkes, at udkantsproblematikken har spillet ind, jf. kapitel 11. Men der foreligger også den mulighed, at Lars Løkke Rasmussens rent personlige mangel på popularitet kan have spillet ind på 2015-resultatet – det kan vi desværre ikke undersøge nærmere ud fra de forhåndenværende data. Endelig er der valgets store vinder: Dansk Folkeparti, der gik frem fra 12.3 pct. i 2011 til 21.1 pct. i 2015. Her er vores vejning lidt utilstrækkelig, for tabellen viser 14.4 pct. i 2011 for de vælgere, der stemte begge gange. Selvom der var lavere DF-tilslutning blandt førstegangsvælgere end i vælgerkorpset generelt (og måske højere blandt de afdøde), så overestimerer vore data tilslutningen i
Kapitel 5: Vælgervandringer 2011-2015 og bevægelser under valgkampen 2015
2011 (hvilket er ret normalt for partier, der har haft så kraftig fremgang). Men med dette lille forbehold kan vi alligevel ret nøjagtigt sige, hvor vælgerne kom fra. Tilsammen måtte Rød Blok aflevere 3.7 pct. brutto, og der kom kun 0.8 pct. den modsatte vej, så Rød Blok har iflg. stikprøven bidraget netto med ca. 5 mandater. For Venstres vedkommende var nettotabet omkring 4 procent eller omkring 7 mandater, og Konservative og Liberal Alliance måtte netto bløde med et par mandater. Det giver det meste af forklaringen på de 15 mandater, partiet gik frem – med godt 1/3 til Rød Blok og knap 2/3 til Blå Blok i runde tal. Det er i øvrigt ikke så forskelligt fra, hvad vi har set tidligere, sågar for forgængeren Fremskridtspartiet.
5. Konklusion Tabellen over vælgervandringer viser som sædvanligt, at folk først og fremmest skifter mellem nærtbeslægtede partier – hvortil man i vælgermæssig forstand også kan henregne skift mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Velfærdspolitikken opfattes ikke nødvendigvis som vidt forskellig, og DF gik til valg på en større stigning i de offentlige udgifter end Socialdemokraterne. Også DF-vælgernes sociale profil er, som det vil fremgå af det følgende kapitel, temmelig »socialdemokratisk« (i traditionel forstand). Men tabellen viser også, at der forekommer ganske lange og noget uvante spring – fx gik rundt regnet hver tiende Enhedsliste- og SF-vælger i 2011 direkte over til Dansk Folkeparti, men stort set ingen den modsatte vej. Også Radikale Venstres og Konservative Folkepartis udvekslinger af vælgere er forbløffende brede. Antallet af kernevælgere for nogle af de mindre partier er overraskende lavt, set i lyset af fremgangen. Og vandringer mellem nabopartier er særdeles hyppige. Dermed falder analysen af vælgervandringer 2011-2015 godt i tråd med billedet af vælgervandringerne under valgkampen 2015: Vælgerne sidder i disse år særdeles løst (jf. også kapitel 2, 16 og 18).
83
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 6
Social baggrund, bolig og parti Jørgen Goul Andersen
1. Er de sociale skel forsvundet? For den internationale valgforskning har det været lidt af et mantra, at sammenhængen mellem social klasse og parti er svækket (Knutsen, 2006). For Socialdemokratiet i Danmark har det snarere været et traume. Navnlig i 00’erne mistede partiet mange af sine arbejdervælgere til Dansk Folkeparti og Venstre. Partiet havde håbet på, at 2011 kunne være et vendepunkt, og det var der også grunde til at vente: Valget blev afholdt på treårsdagen for udbruddet af den værste økonomiske krise siden 1930’erne. Ulighederne var vokset. VK-regeringens politik var blevet mere borgerlig end i Anders Fogh Rasmussens tid. Og den politiske dagsorden var kommet til at dreje sig mere om arbejdsløshed og økonomi, mindre om indvandring – både fordi andre problemer var blevet mere påtrængende, og fordi S og SF havde strakt sig langt for at undgå uenighed med VKO-partierne. Måske ud fra ræsonnementet: Jo mindre uenighed, jo mindre ville emnet fylde i valgkampen. Men lykkedes det for S og SF at tilbageerobre tabte arbejdervælgere, og hvordan ser det i det hele taget ud med sammenhængen mellem klasse og parti? Indtil slutningen af 1960’erne var det ikke så svært at sige, hvilket parti en person stemte på. Man behøvede blot at kende vedkommendes stilling. De fleste arbejdere stemte socialdemokratisk, de fleste gårdejere stemte Venstre, mange af husmændene foretrak Radikale Venstre, og selvstændige i byerne stemte typisk konservativt eller i hvert fald borgerligt. Funktionærerne var mere blandede – men dem var der ikke så mange af. Men hvor meget er der tilbage af disse klasseskel? Det ser vi på nedenfor – diskussionen om, hvordan det skal fortolkes, fortsætter i de to efterfølgende kapitler. Der er imidlertid også kommet nye skel til. Således skal vi se på opdelingen efter køn, som ikke påvirkede partivalget for 40-50 år siden, men efterhånden har fået ret stor betydning. For 40-50 år siden var der heller ingen nævneværdig forskel mellem aldersgrupperne. Men det opstod der i 1970’erne, hvor man kunne begynde at tale om politiske generationer. Anført af de studerende blev 84
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
de unge »røde« fra sidst i 1960’erne. 20 år senere foregik der en nyliberal mobilisering blandt de unge (Andersen & Goul Andersen, 2003). Men hvordan er det siden gået med disse generationer? Hvor ligger de unge i dag? Og hvordan er det gået med generationerne født før 1945? Da klassepolariseringen var på toppen, var der heller ingen forskel i partivalget mellem offentligt og privat ansatte. Fra midten af 1970’erne gik offentligt ansatte funktionærer imidlertid mod venstre, mens privat ansatte gik mod højre (Goul Andersen, 1984a, 1986, 1992; Andersen & Goul Andersen, 2003). Resultatet var en polarisering, især inden for funktionærgruppen. Men hvordan er det gået siden? Endelig er der dem, der står helt uden for – hvordan stemmer de »offentligt forsørgede«? På tværs af disse skel er der et andet skel, som har spillet en meget stor rolle i dansk politik gennem 50 år: Skellet mellem ejere og lejere. Det har været tema for højtprofilerede politiske diskussioner om rentefradrag, lejeværdi af egen bolig, skattestop for ejendomsværdiskat og (efter 2011-valget) en stigende fokus på grundskylden, der ikke er omfattet af skattestoppet, som der foreløbig er politisk borgfred om indtil 2020 (bekræftet med skattereformen 2012). Ud fra en interessebetragtning kunne der være mange grunde til at forvente, at vælgerne deler sig politisk mellem ejere og lejere, men det har ikke været særligt flittigt analyseret i danske valgundersøgelser (se dog Esping-Andersen, 1978, 1980; Goul Andersen, 1980; Borre & Goul Andersen, 2007:132-134). Analysen blev ført lidt a jour i analysen af 1998-valget, hvor VK-forslaget om afskaffelse af lejeværdien af egen bolig var et hovedspørgsmål (Andersen et al., 1999: 193-202)13, og i forbindelse med 2011-valget blev boligbesiddelse taget op sammen med andre formuegoder under overskriften »patrimonial voting« (Stubager & Møller Hansen, 2013: 75-84; Stubager et al., 2013). Men hvordan har skellet mellem ejere og lejere udviklet sig, set i et langtidsperspektiv? I dette kapitel følger vi som hovedregel ikke opdelingen mellem »rød« og »blå blok« som blev udbredt i medierne op til 2011-valget. I stedet følger vi mest den klassiske opdeling mellem socialistiske og ikke-socialistiske partier. Det er særlig vigtigt i forbindelse med klasse: Den sociale afstand mellem Socialdemokratiets og de Radikales vælgerkorps er stor. Ud fra et klasseperspektiv kunne det være mere nærliggende at lægge Socialdemokratiet sammen 13 Bemærk, at tallene for tidsserien 1971-1998 i Andersen et al. (1999: 197) afviger en smule fra tallene nedenfor, først og fremmest fordi lejere og personer i andelsbolig var slået sammen til én kategori.
85
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
med Dansk Folkeparti. Vi uddyber dog tallene, hvor opdelingen socialistiske/ ikke-socialistiske partier ikke slår til. Det bør også nævnes, at hovedspørgsmålet i det følgende ikke er at finde ud af, hvor meget de enkelte sociale faktorer hver for sig påvirker partivalget (for en sådan vinkel, se fx Stubager & Møller Hansen, 2013). Arbejdere og funktionærer, offentligt og privat ansatte, mænd og kvinder, ejere og lejere er »reale« kategorier, og derfor er det interessant i sig selv at kortlægge, hvad de stemmer, hvordan det har ændret sig – og hvilke vælgergrupper, de enkelte partier er sammensat af. Endelig skal det nævnes, at datagrundlaget i dette kapitel er blandet. Til de historiske oplysninger har vi så vidt muligt benyttet Valgprojektets »tillægsundersøgelser«– der er ved de fleste valg indsamlet ca. 4.000 interviews med oplysninger om social baggrund og parti. For valgene i 1960’erne, 1975, 1981 og 2007 er der suppleret med større Gallup-materialer indsamlet efter valget. I 2011 omfattede valgprojektets valgundersøgelse kun 2.000 svarpersoner. Det rækker til opdeling på køn, men ikke til små udsving på andre variable. Derfor har vi benyttet Søren Risbjerg Thomsens akkumulerede Gallup-data fra Altinget til klasse, fordi metode og afgrænsninger her er den samme som i de gamle undersøgelser. Til supplering heraf samt til sektoropdelingen offentlig-privat mv. har vi benyttet YouGov-undersøgelserne 2011 og 2015 pga. det større antal svarpersoner (hhv. ca. 6.000 og 5.200).14 Vi følger i dette kapitel udviklingen fra slutningen af 1990’erne til 2011 eller 2015 – med enkelte længere tilbageblik. For nogle analyser kan udviklingen dog ikke følges helt frem til 2015.
2. Mænd og kvinder Indtil begyndelsen af 1980’erne var der sjældent store forskelle i partivalget mellem mænd og kvinder, hverken i Danmark eller i udlandet. I lande med stærke kristelige partier stemte kvinder ofte lidt mere på disse partier. Desuden havde kvinder, også i Danmark, mindre tilslutning til partier på den yderste højre- eller venstrefløj (Goul Andersen, 1984b). I mange lande er det dog blevet almindeligt, at kvinder stemmer mere til venstre end mænd – så man de sidste 20 år har talt om et »gender gap« i partivalget (Inglehart & Norris, 2000).
14 At YouGov’s 2011-undersøgelse kun omfatter 18-65-årige, er ikke det store problem ved opdeling efter erhverv.
86
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
I Sverige, hvor man har data tilbage til 1948, var der lidt lavere tilslutning til socialistiske partier blandt kvinder frem til 1970’erne, men større venstreorientering blandt kvinder ved de fleste valg fra 1980’erne og frem – 6 procentpoint i rød/grøn favør i 2010 (Oscarsson & Holmberg, 2013:94). I Norge var det tilsvarende tal 11-12 procentpoint i 2009 (Aardal, 2011: 34). I Danmark har vi først oplysninger om partivalg opdelt på køn fra 1964 – hvor partifordelingen i alt væsentligt var den samme for begge køn. Men ligesom i Sverige og Norge er der opstået en forskel mellem mænds og kvinders partivalg, jf. Figur 6.1. Fra 1981 til 1988 var forskellen i socialistisk stemmeandel kun 3 procentpoint, fra 1990 til 2001 var det 6 procentpoint, i 2005 8 procentpoint, og ved valgene 2007 og 2011 nåede tallet op på 11 procentpoint. I 2011 var der således 47 pct. af kvinderne, der stemte på et socialistisk parti, mod kun 36 pct. af mændene. »Rød blok« inklusive Radikale Venstre fik 58 pct. af kvindernes stemmer, men kun 44 pct. af mændenes – altså en forskel på 14 procentpoint (Stubager & Møller Hansen, 2013:81). Det var til gengæld også rekord. Tabellen er ikke ført a jour for 2015, da der er en systematisk tendens til, at kønsforskellene i YouGov-undersøgelserne er lidt mindre end i Valgundersøgelserne – cirka 6 procentpoint målt på socialistisk stemmeandel ved de sidste to valg, cirka 8 procentpoint målt på blå/rød blok.15 Risbjerg Thomsens målinger i Altinget (18.maj 2015) ligger midt imellem – for de kvartalsvise opgørelser 2011-15 kan gennemsnittet beregnes til 8 procentpoint. YouGov tallene for 2011 og 2015 er dog så godt som identiske, og Risbjerg Thomsens målinger viser heller ikke noget fald, så vi kan med nogenlunde sikkerhed konkludere, at kønsforskellene, opgjort på hovedgrupper af partier, ikke har ændret sig nævneværdigt fra 2011 til 2015. Når det gælder de enkelte partier, jf. Tabel 6.1, har SF i mange år haft en særlig høj kvindeandel blandt vælgerne. Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har alle en overvægt af mænd. Over tid har V og K skiftedes lidt til at være »mandepartier« mens Dansk Folkeparti og forgængeren Fremskridtspartiet altid har været det (Andersen & Goul Andersen, 2003; Goul Andersen & Bjørklund, 1990). Liberal Alliance er i de fleste målinger det hidtil mest rendyrkede »mandepartier« der har været i Danmark.16 15 Det kan ikke a priori tages for givet, at Valgundersøgelserne viser de mest korrekte data. Men denne serie har vist analoge resultater, uanset om de har været baseret på Gallup (eller AIM) som dataindsamler (baseret på disses samplingsmetoder), eller som i 2011 baseret på en CPR-stikprøve (med SFI som dataindsamler). 16 I Valgundersøgelsen 2011 ligger kvindeandelen dog lavere hos Dansk Folkeparti end hos Liberal Alliance, men stikprøven er mindre. YouGov’s kvindeandel for DF ligger lidt højere end i de fleste andre målinger. Det er formentlig lidt overdrevet, men der er dog næppe tvivl om, at Dansk Folkepartis kvindeandel har været stigende.
87
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Figur 6.1. Forskel mellem socialistiske partiers stemmeandel blandt kvinder og mænd, 1964-2011. Procentpoint.
Anm. 1) Figuren angiver andel socialistiske stemmer blandt kvinder minus den tilsvarende andel blandt mænd. 2) Små venstrefløjspartier incl. De Grønne, Fælles Kurs og Alternativet er kodet som socialistiske partier. Data: For 1971, 1977, 1979 og 2011 Valgprojektets »hovedundersøgelse« (N ca. 1300 i 1971, ca. 1000 i 1977 og ca. 2000 i de to øvrige). For 1984-2007 Valgprojektets »suppleringsundersøgelser« (incl. 2000 ekstra interviews m. social baggrund, så antallet af svarpersoner typisk er ca. 4.000 (1988 og 1990 dog kun 3.000; 2007 over 10.000, der ikke er sammenlagt med hovedundersøgelsen). For 1973 er benyttet data fra en undersøgelse foretaget af Ingemar Glans 3-4 måneder efter valget (N ca. 3000). For 1964,1966,1968,1975, 1981 er benyttet Gallup-data indsamlet månederne efter valgene i (N typisk 10.000 eller mere). Disse er sammen med 1974-undersøgelsen stillet til rådighed af Ingemar Glans.
Tabel 6.1. Kvindeandel blandt partiernes vælgere i 2001, 2007 og 2011. Procent.1) EL
SF
Alt.
SD
RV
KD
V
K
LA2)
DF
2001
46
62
-
54
57
60
48
47
-
37
2007
46
61
-
55
55
(54)
45
44
43
44
2011
55
59
-
51
52
(48)
48
46
36
47
2015
53
55
57
53
59
(37)
49
49
37
47
1) Baseret på afvigelser fra stikprøvegennemsnittet. Denne afvigelse i procentpoint er derefter lagt til 50 pct. 2) Ny Alliance 2007 EL: Enhedslisten; SD: Socialdemokraterne; RV: Radikale Venstre; KD: Kristendemokraterne, V: Venstre; K: Konservative; LA: Liberal Alliance; DF: Dansk Folkeparti, Kilder: 2015: YouGov undersøgelsen. 2011: YouGov undersøgelsen (kun 18-65-årige). 2007 og 2001: Valgprojektets valgundersøgelse (suppleringsundersøgelsen 2007 og suppleringsundersøgelse 2, 2001). Bortset fra KD (Kristendemokraterne) varierer (N) i 2001-2011 fra 251 konservative vælgere til 1314 venstrevælgere i 2011, fra 764 enhedslistevælgere til 9252 venstrevælgere i 2007, og fra 151 til 1968 vælgere for de samme to partier i 2001. For 2015 kommer antallet af konservative vælgere ned på 161, SF på 202.
88
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
3. Alder og generation Aldersforskelle kan både dække over generationsforskelle (der grundlægges i de unge år og fortsætter livet igennem) og forskellige stadier i livscyklen. Det sidste kan skyldes, at holdninger ændres med alderen, eller at folks økonomiske interesser ændres, fx som forældre til børn i daginstitutioner og skoler, som midaldrende skattebetalere osv. Men der kan også være periodeeffekter, hvor politiske ændringer slår stærkest igennem for bestemte aldersgrupper. Og endelig er der som regel en tendens til, at »valgvinden« blæser stærkest blandt de unge: Når partier er i fremgang, slår det som regel stærkest igennem blandt unge vælgere, der ikke har så stærke bindinger til bestemte partier som de ældre. Flere konservative statsmænd har været tillagt udtalelsen om, at »den, der ikke er kommunist som ung, har intet hjerte, og den, der ikke er konservativ som ældre, har ingen hjerne«. I Danmark er så store ændringer over livscyklen dog sjældne. Til gengæld har det været en udbredt trafik, i hvert fald siden 1960’erne, at mange unge starter på venstrefløjen, men senere bevæger sig over mod Socialdemokratiet. Siden 2001 har der endvidere været en tendens til, at vælgere født før 1945 holder længere til højre, end de gjorde tidligere. Det skyldes dog hverken livscykel eller generation, men måske snarere værdipolitikkens gennemslag de sidste 20 år. Tabel 6.2. Socialistisk stemmeandel, opdelt efter generation. Valgene 1998, 2001, 2007 og 2011. Pct. Fødselsår
(N)
1990
1998
2001
2007
2011
2015
1985-97
.
.
.
43
39
43
.
.
.
1813
954
973
1975-84
.
48
38
41
40
41
.
308
776
4575
1015
862
1990
1998
2001
2007
2011
2015
1960-74
51
43
32
36
39
39
477
1001
1751
10639
1792
1357
1945-59
58
55
46
48
48
49
764
987
1818
10519
1522
1277
1930-44
46
45
36
37
34
42
606
690
1311
6252
349
348
- 1929
45
37
34
30
33
-
638
538
646
1430
18
6
Anm. 2011-tallene fra YouGov-undersøgelsen; for personer født før 1944 dog fra Valgundersøgelsen.
Tabel 6.2 viser udviklingen for generationerne, set over en længere årrække. Fødselsårgangene fra 1945 til 1959 har altid skilt sig ud i venstreorienteret retning. Det samme gælder med modsat fortegn årgangene fra 1960 til 1974 – de
89
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
blev født under ungdomsoprøret, men voksede op under 1980’ernes økonomiske krise og neoliberale mobilisering (Andersen & Goul Andersen, 2003). Begge dele er aftaget over tid. Ungdomsoprørsgenerationen er dog stadig den rødeste, selvom den ældste del nu er begyndt at gå ind i pensionsalderen. Den socialistiske stemmeandel har ved alle valgene været højest blandt personer født mellem 1945 og 1959. I 2015 stemte 49 pct. socialistisk, mens tallet var omkring 40 pct. blandt de øvrige generationer. Forskellen er dog ikke så markant, som den var engang. I 1979 stemte knap 2/3 af generationen født mellem 1945 og 1959 socialistisk (Borre & Goul Andersen, 1997: 165-174) – i dag stemmer halvdelen på ikke-socialistiske partier. Desuden er 1945-1959 generationen blevet mere moderat – i 1979 stemte 1/3 til venstre for Socialdemokratiet, men i dag er generationens samlede tilslutning til venstrefløjen faldet til under det halve, jf. Tabel 6.3 og 6.4, der viser tilslutningen til de enkelte partier ved valgene i 2011 og 2015. Alternativet har øjensynligt ikke den store appel til generationen – og det har Radikale Venstre og Liberal Alliance heller ikke. Også den »blå« generation født mellem 1960 og 1974 er blevet mere gennemsnitlig med årene. Forskellen træder dog lidt tydeligere frem, når man regner Radikale Venstre med og ser på forskellen mellem rød og blå blok. Billedet af den røde ungdomsoprørsgeneration er knapt så skarpt, når vi sammenligner »rød« og »blå blok«. Her var de unge i 2011 og 2015 lige så »røde« som de halvgamle. Det skyldes især en høj tilslutning til Radikale Venstre blandt vælgere født efter 1975. Når det gælder enkeltpartier, skilte både Enhedslisten og Radikale Venstre sig ud ved meget unge vælgere i 2011. Med tilslutning fra en femtedel af vælgerne fremstod Radikale Venstre endda i 2011 som det største parti blandt vælgere født efter 1985.17 I begge tilfælde er det nærliggende at pege på valgvinden som en medvirkende faktor. Det gælder også for Liberal Alliance, der fik 9 pct. af stemmerne blandt de unge vælgere.
17 På dette punkt afviger tallene dog fra Valgprojektets 2011-valgundersøgelse, hvor kun 12 pct. oplyste at have stemt på Radikale Venstre (N=358), hvilket overgås af Venstre, Socialdemokratiet og Enhedslisten.
90
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
Tabel 6.3.A. Partivalg 2011, opdelt efter fødselsår. Pct. EL
SF
SD
RV
KD
V
K
LA
DF
Soc.
Ikke Soc.
1985-97
+14
11
14
21
1
17
6
9
6
39
61
60
40
954
1975-84
8
12
20
15
1
24
5
6
9
40
60
55
45
1015
1960-74
6
9
24
8
1
29
5
5
13
39
61
47
53
1792
1945-59
6
12
31
6
1
25
4
3
13
49
51
54
46
1522
1930-44
2
3
29
3
1
34
6
2
19
34
66
37
63
349
Ikke Soc.
(N)
Fødselsår
»Rød«
»Blå«
(N)
Tabel 6.3.B. Partivalg 2015, opdelt efter fødselsår. Pct. Fødselsår
EL
SF
ALT
SD
RV
KD
V
K
LA
DF
Soc.
»Rød«
»Blå«
1985-97
11
5
8
19
9
2
15
4
13
14
43
57
52
48
1975-84
9
4
7
21
6
0
19
3
12
19
41
59
47
53 1015
954
1960-74
6
3
4
26
4
1
21
3
6
26
39
61
43
57 1792
1945-59
8
4
2
35
2
0
20
3
3
23
49
51
51
49 1522
1930-44
4
3
2
33
1
0
25
6
5
21
42
58
43
57
349
EL: Enhedslisten; ALT: Alternativet; SD: Socialdemokraterne; RV: Radikale Venstre; KD: Kristendemokraterne, V: Venstre; K: Konservative; LA: Liberal Alliance; DF: Dansk Folkeparti. EL,SF,ALT og SD er regnet som »socialistiske partier« »rød blok« omfatter desuden RV. Kilde: YouGov undersøgelserne 2011 og 2015. For 2011 er oplysningerne om vælgere født før 1945 dog taget fra valgundersøgelsen. YouGov-data for 2011 er vejet ud fra valgundersøgelsens partivægtede tal for 18-64-årige.
Valgvinden forudsiger dog ikke aldersforskellene så godt, som den gjorde engang. Hvis vi ser på partier med medvind, passer det i 2015 fint med resultaterne for Alternativet og Liberal Alliance, der har en klar ungdomsprofil. Enhedslisten fik trods fremgangen en knap så klar ungdomsprofil som i 2011, men det er ikke i strid med tesen om valgvinden, for partiet gik væsentligt tilbage i meningsmålingerne fra 2013 til 2015. Derimod hjalp medvinden ikke Dansk Folkeparti til at score højt blandt de unge vælgere. Til gengæld bidrager 2015-valget til at punktere myten om DF som et pensionistparti. Det eneste valg, man med god vilje har kunnet tolke i den retning, var 2011-valget. 2015-valget er måske en undtagelse i modsat retning, da DF fik flest stemmer blandt 35-49-årige, men normalt er der kun små forskelle i DF-tilslutningen mellem aldersgrupperne over 40 år. Tesen om valgvinden og de unge implicerer, at partier i modvind ved valgene skulle opnå særligt lav tilslutning blandt unge. Det bekræftes af Venstre i 2015, men ellers ikke. Venstre stod også dårligt blandt de unge i 2011, hvor partiet gik frem i valgkampen. Radikale Venstre fremstod stadig med en ung profil i 2015, trods halveringen ved valget. De Konservative var under partiets krise i 91
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
1975 helt nede omkring eller under spærregrænsen blandt de unge. De Konservative var i endnu større krise i 2011 og 2015, men partiet havde ikke noget specifikt aldersproblem.
4. Er klasserne væk? Danmark og Sverige havde i 1960’erne den stærkeste klassepolarisering i partivalget, der er målt. Det skyldtes ikke, at klasseskellene var specielt dybe – tværtimod. Det skyldtes en høj mobilisering – samt at der ikke var andre skillelinjer af betydning: sammenhængen mellem klasse og parti blev ikke »forstyrret« af religiøs tilknytning, regionale identiteter eller andet. Siden er det gået meget tilbage, men langt mere i Danmark end i Sverige (Oscarsson & Holmberg, 2013: 85). Klasseafhængigheden i partivalg kan måles på mange måder, og der kan lægges forskellige klasseinddelinger til grund. Figur 6.2 viser udviklingen for det mest enkle mål for klassestemme, det såkaldte Alford indeks, der ganske enkelt angiver forskellen i procent socialistisk stemmeandel mellem arbejderklasse (ufaglærte og faglærte arbejdere) og »middelklasse« (funktionærer plus selvstændige). I 1964 stemte 78 pct. af arbejderne på et socialistisk parti. For middelklassen var tallet kun 28 pct. Det giver en indeksværdi på 50 (procentpoint). Alford indekset toppede med 52 i 1966, faldt til niveauet 23-29 i 1977-1990, for så at falde helt ned under 10 i 2001, 2007 og 2011. Efter at have været helt på nul eller negativ mellem valgene i 2011 og 2015 (jf. nedenfor) endte 2015-tallet med stort set at svare til 2011.18 En del af den langsigtede udvikling skyldes strukturændringer i »middelklassen«. Der er blevet færre selvstændige, og landmændene er næsten forsvundet, mens den ny middelklasse af funktionærer er vokset voldsomt. Familierne er heller ikke så homogene som tidligere, hvor der ofte kun var én forsørger: I dag arbejder begge parter, og de tilhører langtfra altid den samme klasse (Goul Andersen, 1984a, 1992, 1996).
18 Hvis Alternativet regnes som ikke-socialistisk parti, bliver Alford indekset 8 for 2015. De tilsvarende tal for YouGov-undersøgelsen er hhv. 10 og 12. Også i 2011 lå YouGov lidt højere end Risbjerg Thomsens tal.
92
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
Figur 6.2. Alford indeks for klassestemme, 1964-2015. Forskel i socialistisk stemmeandel mellem arbejderklasse middelklasse. Procentpoint. 1964-2015 Figur 6.2. Alfordogindex for klassestemme 60 50
50
52 47 43
40
35
35
30
27
26
26
29
26
23
20
23 18 13
10
11
8
6
6
4
0 1964 1966 1968 1971 1973 1975 1977 1979 1981 1984 1987 1988 1990 1994 1998 2001 2005 2007 2011 2015 Kilde: Valgundersøgelserne mv., jf. Figur 6.1. 2011-15 bygger på index Risbjerg Thomsen/Altinget (19.Okt.2015). Alford
Betydningen af den ændrede sammensætning af »middelklassen« fremgår af Tabel 6.4, der viser andelen af socialistiske stemmer for arbejdere, funktionærer, landmænd og andre selvstændige fra 1964 til 2015 (se Glans, 1969, for disse gruppers partivalg 1953-1960). Som det fremgår, stemte både funktionærer, landmænd og andre selvstændige stort set i 2011 og 2015, som de gjorde i 1964. Men fordi der er blevet mange flere funktionærer og færre selvstændige, i særdeleshed landmænd, er den socialistiske stemmeandel for »middelklassen« vokset med 11 procentpoint. Tabel 6.4. Klasse og parti, 1964-2001. Andel socialistiske stemmer. Pct. 1964
66
68
71
73
75
77
79
81
84
87
88
90
94
98
2001
05
07
11
15
Ændr 19642015
Arbejder
78
81
71
74
56
62
64
66
64
64
67
62
71
57
54
42
42
43
47
45
-33
Funktionær
40
42
36
39
30
37
46
52
46
45
52
47
48
45
46
39
33
42
41
41
+1
5
5
3
2
1
3
1
6
3
1
3
.
6
7
2
3
7
8
6
(12)
(+7)
Selvst. landbr. Andre selvst.
26
23
16
12
12
14
14
20
15
12
23
.
20
14
19
13
17
23
23
27
+1
Middelklasse i alt
28
29
24
31
21
27
37
40
38
38
44
39
42
39
41
36
31
39
39
36
+8
Alford Index (1)
50
52
47
43
35
35
27
26
26
26
23
23
29
18
13
6
11
4
8
10
-48
1) Alford index måler forskellen i socialistisk stemmeandel mellem arbejder- og middelklasse (funktionærer samt selvstændige). Data: Se tabel 6.1, samt Borre & Goul Andersen (1997: 121). 2011 og 2015: Risbjerg Thomsen/Altinget.dk (på basis af Gallup-data; aflæst 19.okt.2015). Alternativet, De Grønne m.fl. er medregnet som socialistiske partier.
93
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Stort set hele afvigelsen ligger således hos arbejderne – ufaglærte og faglærte arbejdere i traditionel forstand.19 I 1964 og 1966 stemte ca. 80 pct. på et arbejderparti – en andel, der har ligget ret stabilt siden 1953.20 Endnu i 1990 fik arbejderpartierne godt 70 pct. af arbejdernes stemmer, men siden 2001 har flertallet stemt på ikke-socialistiske partier – også i 2011 og 2015. For funktionærerne dækker tallene over en stor forskel mellem privat og offentligt ansatte, jf. de næste sider. Desuden er arbejderklassens mobilisering aftaget – hvilket også kan aflæses i faldende medlemskab i fagforeningerne. Og sidst – men ikke mindst – er der kommet nye politiske skillelinjer til, først og fremmest omkring indvandring (jf. kapitel 7 og 9). Aftagende mobilisering og nye politiske skel er gået hårdt ud over arbejdernes opbakning om de socialistiske partier. Til gengæld er klasseskellene i politiske holdninger næsten uændrede (se kapitel 8).21 Det kan tyde på, at også partiernes ændrede politik er en vigtig faktor på det korte og mellemlange sigt.
Socialdemokraternes mislykkede jagt på »Blå Bjarne« Som nævnt har Alford indekset ligget lavere det meste af tiden mellem valgene i 2011 og 2015, end det endte med i 2015. Figur 6.3 viser tallene opgjort kvartalsvist (jf. Risbjerg Thomsen/Altinget). Faldet skyldtes fortrinsvist afvandring af arbejdervælgere. Det var ellers S-SF koalitionens håb i 2011 at få et valg, der drejede sig om økonomi og velfærd frem for indvandring, så man kunne vinde nogle af de arbejdere tilbage, der var deserteret til Venstre og Dansk Folkeparti. Det lykkedes at sætte en anden dagsorden. Næste trin var så at lokke denne målgruppe – populært omtalt som »Blå Bjarne« – med skattereformen 2012. Det slog fejl. Ifølge Risbjerg Thomsens kvartalsvise opgørelser i Altinget (4. maj 2015) var S+SF allerede i 2.kvt. 2012 gået tilbage fra 40.1 pct. til 26.6 pct. blandt arbejdere. I middelklassen under ét var der også tilbagegang, men trods alt kun med 6.0 procentpoint. Enhedslisten udlignede kun tabet en smule. Efter velfærdsreformer og vækstpakke nåede S+SF i foråret 2013 ned på 20.4 pct. tilsammen blandt arbejdere, dvs. en halvering i forhold til 2011-valget. Selv med fremgang for Enhedslisten kunne de tre socialistiske partier tilsammen 19 Ofte vil man afgrænse »arbejderklassen« lidt bredere (se fx Olsen et al., 2014: 84-94). 20 Glans’ (1989) tal for 1953-1960 viser, at den socialdemokratiske dominans i arbejderklassen var stærkere før 1960, hvor SF slog igennem. Men også i 1950’erne stemte ca. 80 pct. af arbejderne på et socialistisk parti. 21 Holdningsforskellene mellem arbejdere og funktionærer var dog i sin tid mindre, end man kunne forvente ud fra forskellene i partivalg (Borre & Goul Andersen, 1997; Goul Andersen, 1996).
94
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
kun mobilisere 1/3 af arbejderne i 2.kvt. 2013. Og derved blev det. I begyndelsen af 2015 stod S+SF tilsammen til 20.7 pct. blandt arbejdere (Risbjerg Thomsen/ Altinget, 4.maj 2015). Forskellen var, at de flygtende arbejdere, der i første omgang var gået til Venstre, var vandret videre og nu var endt hos Dansk Folkeparti, der i 1. kvt. 2015 stod til 32.7 pct. af arbejderstemmerne eller næsten det samme som S, SF og Enhedslisten tilsammen. Figur 6.3. Alford indekset i meningsmålinger mellem valgene i 2011 og 2015. Opgjort kvartalsvist.
Kilde: Beregnet ud fra Altinget/Risbjerg Thomsen 19.okt. 2015.
Både iflg. Risbjerg Thomsens data og YouGov undersøgelsen rettede valget 2015 dog op på situationen, så de socialistiske partier tilsammen fik væsentligt flere stemmer end DF – i øvrigt til trods for, at valgkampen blev præget af flygtninge-/indvandrerpolitikken. Men formlen, der kunne vinde »Blå Bjarne« tilbage, var ikke fundet, og Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne endte med stort set at stå lige blandt arbejderne.
Hvilke partier er »arbejderpartier«? En opgørelse over andelen af arbejdere blandt partiernes erhvervsaktive vælgere er vist i Figur 6.4. I 2011 rangerer Dansk Folkeparti højest med 51 pct. arbejdere, efterfulgt af Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF med 42-45 pct. I 2015 kan man tale om tre arbejderpartier: Enhedslisten22, Dansk Folkeparti 22 For Enhedslisten er arbejderandelen noget hojere I YouGov-målingerne end i Risbjerg Thomsen/Altingets Gallup-baserede malinger (udregning ikke vist).
95
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
og Socialdemokraterne – i nævnte rækkefølge. SF er i 2015 rykket længere ned med kun 36 pct. arbejdere. Alternativet, der i visse henseender kan minde om et venstrefløjsparti, er meget langt fra at være et »arbejderparti« med kun 24 pct. arbejdere. Konservative Folkeparti lå nederst i 2011 med 17 pct. – i 2015 er bundscoreren Radikale Venstre med kun 15 pct. arbejdere. De øvrige borgerlige partier ligger med arbejderandele fra 22 til 29 pct. blandt beskæftigede vælgere. Resultaterne er vist i Figur 6.4. Figur 6.4. Andel arbejdere blandt partiernes beskæftigede vælgere 2011 og 2015. Pct. Figur 6.4. Andel arbejdervælgere. 2011 og 2015
60 50
54
51 52 45
43
47
40
42
36
30
25
29
28
24
17
20
22 23
22 15
10 0 EL
DF
SD
SF
V 2011
K
ALT
LA
RV
2015
Anm. 2011-undersøgelsen omfatter kun 18-65-årige, men der er kun få erhvervsaktive over 65 år. Laveste antal svarpersoner er N=99 for SF 2015. Kilde: YouGov-undersøgelserne af valgene 2011 og 2015.
Videre kan man spørge, om der er forskel i partivalget mellem faglærte og ufaglærte arbejdere. Traditionelt har svaret været, at faglærte og ufaglærte stemmer næsten ens (Borre & Goul Andersen, 2007; Andersen & Goul Andersen, 2003), hvilket også bekræftes af det meget store datasæt fra 2007-valget (ikke vist). Iflg. YouGov undersøgelserne af valgene i 2011 og 2015 bakker ufaglærte lidt stærkere op om venstrefløjen og Socialdemokratiet end de faglærte, jf. Tabel 6.5. Det kan muligvis skyldes, at kategorien »faglært arbejde« ser ud til at være afgrænset lidt bredere ift. lavere funktionærer i YouGov-målingerne. Men det ville ikke være helt urimeligt at forestille sig, at krisen og krisepolitikken siden 2011 kan have udløst en politisk forskel mellem ufaglærte og faglærte. Fx påvirker dagpenge- og efterlønsreformer de ufaglærte mest. Men ellers har den 96
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
danske arbejderklasse dog gennem de sidste 50 år været bemærkelsesværdigt politisk homogen, hvad opdelingen mellem faglærte og ufaglærte angår. Vi kan også konstatere, at Dansk Folkeparti ligesom ved tidligere valg trækker stort set samme tilslutning blandt faglærte og ufaglærte – hvilket afkræfter myter om, at det skulle være »globaliseringstabere« der stemmer DF. Tabel 6.5. Partivalg 2011 og 2015 for ufaglærte og faglærte arbejdere. Pct. 2011
EL
SF
v.fl.
SD
Soc. i alt
RV
Rød blok
LA
K
V
DF
Øvr.
Blå Blok
N
Ufagl arb.
9
13
22
31
53
6
59
4
2
18
16
1
41
613
Fagl arb.
4
10
14
28
42
6
48
4
4
26
18
0
52
450
Rød blok
LA
V
DF
2015
EL
SF
Alt
v.fl.
SD
Soc. i alt
RV
K
Øvr
Blå blok
(N)
Ufagl arb
12
4
3
19
30
49
1
50
6
2
13
28
0
49
461
Fagl arb
6
4
2
12
31
43
2
45
5
3
18
27
2
55
551
Kilde: AAU/YouGov valgundersøgelsen 2011 (kun svarpersoner, der er i beskæftigelse).
De enkelte stillingsgrupper En opgørelse over stillingsgruppernes fordeling på de enkelte partier er vist i Tabel 6.6A,B og C. Interessant nok stod »rød blok« i 2011 stærkere blandt funktionærer end blandt arbejdere. Det skyldtes dog funktionærernes store tilslutning til Radikale Venstre. Ligesom tidligere stod Socialdemokratiet i 2011 og 2015 stærkest blandt arbejdere. For 2015 har vi både vist Risbjerg Thomsens/ Altingets oplysninger (baseret på Gallup-data) og YouGov-undersøgelsen af valget, som vi bruger i det følgende. Der er kun mindre afvigelser mellem de to datasæt – men som det fremgår af marginalfordelingerne, er kategorierne »arbejder« og »højere funktionær« afgrænset lidt bredere i YouGov-undersøgelserne, »lavere funktionær« lidt mere snævert.
97
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 6.6.A. Partivalg 2011 opdelt efter stilling. Risbjerg Thomsen/Altinget. Pct. 2011 Risbjerg
EL
Arbejder
7
Funkt. i alt
7
SF
Soc. i alt
Rød blok
R
LA
K
V
DF
Blå Blok
v.fl.
S
Øvr.
10
17
30
47
5
52
3
3
23
18
1
48
N (=100%) 1692
11
18
23
41
12
53
6
6
27
7
1
46
4706
Selvst. i alt
5
5
10
11
21
9
30
10
7
41
11
1
70
613
Lavere funk.
8
12
20
26
46
11
57
4
5
25
8
1
43
2844
Højere funk.
6
9
15
19
34
15
49
8
7
30
6
0
51
1862
Selvst landb.
3
1
4
2
6
4
10
11
1
61
16
1
90
73
Selvst by
5
6
11
12
23
9
32
10
8
38
11
0
67
540
14
11
25
16
41
17
58
11
5
17
8
1
42
852
Stud
1)
1) inklusive lærling/elev med løn under uddannelsen Kilde: Søren Risbjerg Thomsen/Altinget 22.april 2012. På basis af Gallup materiale, 4.kvt.2011.
Tabel 6.6.B. Partivalg 2015 opdelt efter stilling. Risbjerg Thomsen/Altinget. Pct. 2015 Risbjerg
EL
SF
Alt.
v.fl.
S
Soc. i alt
R
Rød Blok
LA
K
V
DF
Øvr.
Blå Blok
N (=100%)
Arbejder
7
4
3
14
31
45
2
47
4
2
16
30
1
53
678
Funkt.
8
5
5
18
23
41
6
47
11
4
20
17
1
53
1478
Selvst. Lav funk.
5
2
7
14
11
25
2
27
13
6
30
24
0
73
172
10
5
6
21
25
46
5
51
8
4
18
18
1
49
980
Høj funk.
4
4
5
13
18
31
9
40
16
5
23
15
1
59
498
Selvst by
5
2
8
15
12
27
2
29
16
6
26
23
0
71
146
13
5
10
28
22
50
10
60
15
4
12
8
1
40
551
Stud1)
1) inklusive lærling/elev med løn under uddannelsen Kilde: Søren Risbjerg Thomsen/Altinget 19.okt. 2015. På basis af Gallup materiale.
Tabel 6.6.C. Partivalg 2015 opdelt efter stilling. YouGov-undersøgelsen. Pct. 2015 YouGov
EL
SF
Alt.
v.fl.
S
Soc. i alt
R
Rød Blok
LA
K
V
DF
Øvr.
Blå Blok
N (=100%)
Arbejder
9
4
2
15
31
46
2
48
5
3
15
28
1
52
1012
Funkt.
5
4
5
14
23
37
7
44
10
5
25
16
0
56
1423
Selvst.
3
2
5
10
14
24
4
28
16
5
28
23
0
72
167
Lav funk.
5
4
5
14
26
40
5
45
8
4
22
21
0
55
797
Høj funkt.
5
5
5
15
19
34
9
43
13
6
28
10
0
57
626
12
7
10
29
16
45
10
55
12
2
15
12
4
45
466
Stud.
1)
1) Studerende inkluderer ikke lærling/elev med løn under uddannelsen. Kilde: YouGov-undersøgelsen af valget 2015.
98
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
De selvstændige har i dag ca. 10 pct. tilslutning til venstrefløjen – en del højere end tidligere. En samlet socialistisk stemmeandel på 21 pct. er derimod ikke langt fra tidligere toppe, fx i 1960’erne (Borre & Goul Andersen, 2007). At de fleste selvstændige stemmer borgerligt, er ikke noget nyt. Engang var Det Konservative Folkeparti den foretrukne havn for flertallet af de selvstændige, men det har ændret sig: I 2011 fik Venstre 4-5 ganske så mange vælgere fra selvstændige i byerhverv som de Konservative. Venstre topper dog stadig blandt de selvstændige landbrugere, hvor 61 pct. stemte på partiet i 2011. Her er der ikke nogen svækkelse af tilbøjeligheden til at stemme efter klasse, og »røde« landmænd er forblevet et særsyn: Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance fik hver for sig flere stemmer blandt landmænd end rød blok tilsammen i 2011. Der er bare ikke ret mange landmænd i dag – så få, at antallet ikke rækker til at opgøre deres partivalg i 2015. I 2011 og 2015 var der ligesom tidligere en væsentligt stærkere borgerlig orientering blandt højere funktionærer (funktionærer med ledelsesansvar og/eller lang videregående uddannelse). Kun 1/3 af de højere funktionærer stemte på et socialistisk parti. I kraft af 15 pct. tilslutning til Radikale Venstre kom højere funktionærer dog i 2011 tæt på en 50-50 fordeling mellem rød og blå blok. De fleste partier har en social profil, der enten viser størst tilslutning blandt de lavere placerede lønmodtagere (arbejdere og lavere funktionærer) eller blandt de mere velstillede grupper (højere funktionærer og/eller selvstændige). Socialdemokraterne er det klassiske eksempel på det første, men overgås i dag af Dansk Folkeparti. Radikale Venstre har i mange år været et eksempel på det sidste – dog med begrænset tilslutning blandt selvstændige. Blandt de nye partier har Liberal Alliance i 2015 en profil svarende til den, man traditionelt har kunnet finde hos de Konservative: 5 pct. blandt arbejdere, 8 pct. blandt lavere funktionærer, 13 pct. blandt højere funktionærer og 16 pct. blandt selvstændige. Alternativet er kendetegnet ved at appellere nogenlunde lige meget til lavere funktionærer, højere funktionærer og selvstændige (alle 5 pct. iflg. YouGov-målingen; lidt højere tilslutning blandt selvstændige iflg. Risbjerg Thomsen/Altinget). Begge de to nye partier har i øvrigt høj tilslutning blandt studerende.
99
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Venstres omdannelse til folkeparti tur – retur At Dansk Folkeparti får op mod 30 pct. af arbejdernes stemmer og dermed ligger næsten på linje med Socialdemokraterne, er en logisk følge af Venstres drejning mod højre med ønske om offentlig nulvækst og lavere skat. Men det betyder samtidig et farvel til Anders Fogh Rasmussens bevidste strategi om at gøre Venstre til et »folkeparti«, som det var tilfældet i 2001, jf. Tabel 6.7. Tabel 6.7. Tilslutningen til Venstre inden for forskellige socialgrupper. Pct. 1975
1990
1994
1998
2001
2005
2007
2011
2015
Ufagl.arb.
11
9
18
17
28
25
25
18
13
Fagl.arb.
10
6
21
22
29
27
26
26
18
Anm. 1975-2007: Som Figur 6.1. 2011-2015: YouGov undersøgelserne af valgene.
I 2001 var tilslutningen til Venstre stort set den samme inden for alle lønmodtagergrupper, og endnu i 2007 var forskellen beskeden. Men fra 2007 til 2015 blev Venstres tilslutning halveret blandt ufaglærte. Blandt faglærte arbejdere faldt tilslutningen med 8 pct. Og blandt lavere og højere funktionærer var tilslutningen stort set den samme i 2015 som i 2007. Venstre er dermed på vej tilbage mod en social profil, der minder om tiden før 1994 (for oversigt over perioden 1964-1998, se Goul Andersen & Bendix Jensen, 2001).23 Vælgerudviklingen for Venstre er et godt eksempel på, at partier i høj grad selv kan påvirke deres sociale profil. Indtil 1987 havde Venstre svært ved at bryde ud af vælgergruppen med tilknytning til landbruget, men først en neoliberal mobilisering og siden en mobilisering som midterparti – Anders Fogh Rasmussen var en hovedarkitekt bag begge bevægelser – gjorde det muligt at udstrække appellen. Under Løkke Rasmussen kom politikken fra og med »genopretningspakken« i maj 2010 hurtigt til at gå tilbage i væsentligt mere liberalistisk retning, og vælgertilslutningen ændrede sig derefter.
5. Offentligt og privat ansatte lønmodtagere For 40 år siden lå privat ansatte lønmodtagere under ét længere til venstre end de offentligt ansatte, jf. Tabel 6.8. Det skyldtes dog ikke, at de offentligt ansatte var specielt højredrejede; der var bare mange flere funktionærer blandt de 23 Venstre var dog et mere rendyrket landboparti, end det umiddelbart fremgår af tallene. I 1984 var 20 pct. af Venstres vælgere landbrugere, men regnes ægtefæller og tidligere landmænd med, kom tallet op på 35 pct. Medregnes personer, hvis forældre var landmænd, nåede andelen med tilknytning til landbruget op på 70 pct. (Goul Andersen, 1988: 21).
100
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
offentligt ansatte, og funktionærer stemte længere til højre end arbejdere. Ved valget i 1971 ser det desuden ud til, at de offentligt ansatte funktionærer under ét lå en smule til højre for de privat ansatte funktionærer. Det skulle dog hurtigt ændre sig. Under den langvarige krise fra midten af 1970’erne til midten af 1990’erne var der strid om den offentlige sektor, og det var (sammen med ansættelse af mange unge, der havde venstreorientering med sig fra uddannelsen) med til at dreje de offentligt ansatte funktionærer mod venstre (Goul Andersen, 1984a). Samtidig drejede de privat ansatte funktionærer mod højre, og i 1994 og 1998 fik de socialistiske partier næsten dobbelt så mange stemmer blandt offentligt ansatte funktionærer som blandt privat ansatte. Tabel 6.8. Partivalg blandt offentligt og privat ansatte lønmodtagere, 1971-2015. Pct. der stemmer på et socialistisk parti. 71
73
75
79
81
84
87
90
94
98
011)
05
07
11
2015
45 37 -8
48 50 +2
56 61 +5
49 57 +8
47 53 +6
51 62 +11
48 62 +14
39 57 +18
42 58 +16
32 48 +16
30 45 +15
34 55 +21
35 47 +12
35 51 +16
Alle Ans.
Privat ans. Off. ans. Forskel
62 47 -15
Arb.
Privat ans. Off. ans. Forskel
74 74 0
57 52 -5
62 66 +4
64 72 +8
62 65 +3
61 61 0
64 69 +5
68 75 +7
52 62 +10
53 56 +3
37 49 +12
37 47 +11
40 51 +11
46 51 +5
42 53 +11
Funkt.
Privat ans. Off. ans. Forskel
41 37 -4
28 33 +5
31 45 +14
45 57 +12
36 54 +18
35 52 +17
39 60 +21
33 59 +26
27 56 +29
31 59 +28
26 48 +22
23 44 +21
30 55 +25
27 45 +18
30 50 +20
Forsk. Arb.funkt.
Priv.sektor Off.sektor Total2)
33 37 35
29 19 26
31 21 25
19 15 17
26 11 18
26 9 19
25 9 15
35 16 23
25 6 12
22 -3 8
11 1 4
14 3 10
10 -4 2
19 6 15
13 3 10
N
Arb. priv arb. off. funkt.priv funk. off.
272 48 154 144
598 72 445 371
2065 381 1630 1274
278 93 212 267
2404 1073 2318 2991
395 144 459 613
450 120 460 579
302 102 415 483
433 101 431 452
447 202 466 494
1616 718 1560 1359
269 101 316 325
4111 1575 8064 7105
719 323 1118 690
673 328 879 524
Anm. Alternativet samt diverse småpartier af grøn eller rød observans regnet til den socialistiske blok. 1) Da Valgundersøgelsen 2001 kun omfattede godt 2000 svarpersoner med oplysning om ansættelsessektor, er i stedet benyttet de sektioner fra AIM telebus 1. halvår 2002, hvor spørgsmålet indgik. Det mindsker den statistiske usikkerhed, men resultaterne er på dette punkt lidt afvigende. Valgundersøgelsen viser et mere radikalt brud end de tal, der her er præsenteret. Forskellen mellem offentligt og privat ansatte funktionærer var iflg. valgundersøgelsen kun +16 (hhv. 29 og 45 pct. socialistiske stemmer, N=347 og 353), og forskellen mellem privat ansatte arbejdere og funktionærer var kun syv pct., idet kun 36 pct. af arbejderne i den private sektor stemte socialistisk iflg. valgundersøgelsen (N=316). 2) Excl. arbejdsløse samt uoplyst sektor.
I 2001 skrumpede forskellen dog noget ind igen. De socialistiske partier gik også tilbage blandt offentligt ansatte. For første gang siden 1975 var der ikke-socialistisk flertal blandt offentligt ansatte funktionærer og blandt offentligt ansatte under ét. Det hænger sammen med, at det i højere grad var værdipolitiske spørgsmål omkring indvandring mv., der delte vælgerne end tidligere (jf. kapitel 7). Der er også sektorforskelle i holdninger til værdipolitiske spørgsmål,
101
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
men de er mindre end i synet på traditionelle venstre-højre spørgsmål om fordelingspolitik, statskontrol mv. I 2007 var der atter socialistisk flertal blandt offentligt ansatte, også blandt funktionærerne. Man kunne måske så have forventet, at skellet mellem offentligt og privat ansatte var blevet stærkere under krisen; men det kan ikke bekræftes. Der er en ret stor forskel, men den ser ikke ud til at være øget i forhold til 2007, snarere tværtimod. Derimod ser det ud til, at forskellen mellem arbejdere og funktionærer er vokset. Det ser også ud til, at den markante højredrejning blandt privat ansatte arbejdere i 2001-2005 (kun 37 pct. stemte socialistisk) aftog i 2007 og især 2011. De socialistiske partier var dog stadig i mindretal blandt privat ansatte arbejdere i 2011, og i 2015 gik det atter den modsatte vej. Som det fremgår af klasseforskellene inden for begge sektorer, er klasse ikke forsvundet helt så meget ud af billedet, som de grove opdelinger arbejderklasse/ middelklasse kunne tyde på. Her skjuler sammenlægningen af offentligt og privat ansatte forskellen, på samme måde som opdelingen af middelklasse i funktionærer og selvstændige. Men det helt store »forstyrrende« element er, at Dansk Folkeparti målt på vælgersammensætningen er et arbejderparti, og at også Venstre i 00’erne havde stærke tilløb i den retning. Bag dette ligger bl.a. strukturelle ændringer – nye modsætninger – og partiernes evne til at udnytte det spillerum, disse ændringer åbner, jf. kapitel 7 og 8.
6. Grupperne uden for arbejdsmarkedet Ovenfor har vi kun kort berørt en af grupperne uden for arbejdsmarkedet – de uddannelsessøgende. Det er en politisk heterogen gruppe – der er forskel på faglige og boglige uddannelser, der er forskel på handels- og alment gymnasium, og der er forskel mellem de videregående uddannelser. Blandt de bogligt uddannede har den socialistiske stemmeandel varieret meget over tid – i 1964 var 80 pct. borgerlige, men det ændrede sig dramatisk fra slutningen af 1960’erne (Glans, 1989: 61), og i 1970’erne slog venstreorienteringen markant igennem i de unge generationer (Goul Andersen & Borre, 2007: 176). Fra slutningen af 1980’erne kom der en borgerlig mobilisering, men i 2011 og 2015 var der flertal for rød blok, ikke mindst båret af en høj tilslutning til Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre, der tilsammen tegnede sig for 35 pct. af stemmerne, jf. Tabel 6.9. Blandt partierne i blå blok udmærker Liberal Alliance sig 102
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
ved høj tilslutning blandt de studerende. Lærlinge og elever (med løn under uddannelsen) har samme fordeling mellem rød og blå blok som befolkningen – og ligger ret tæt på arbejdernes partivalg, dog med større tilslutning til Liberal Alliance og Radikale Venstre, lavere til Dansk Folkeparti. Tabel 6.9. Partivalg blandt uddannelsessøgende, efterlønsmodtagere og pensionister. 2015. Pct. EL
SD
Soc i alt
RV
Rød blok
30
17
47
11
58
16
1
12
10
3
784
7
15
26
41
7
48
18
1
12
20
1
286
5
1
12
35
47
2
49
19
2
5
25
0
221
3
2
10
34
44
2
46
24
4
3
23
0
1374
SF
Alt
13
6
11
Lærling, elev
4
4
Efterløn
6
Pensionist
5
Boglig udd
v.fl i alt
V
K
LA
DF
Øvr.
(N)
Anm. For at reducere den statistiske usikkerhed stammer data til denne og den følgende tabel fra en sammenlægning af YouGov valgundersøgelsen med en samtidig YouGov-baseret undersøgelse af kønsforskelle i politisk deltagelse, holdninger og partivalg. Stikprøven omfatter således 9.268 svarpersoner.
Folkepensionisterne har i mange år haft flertal for blå blok, jf. også aldersopdelingen ovenfor. Det er Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti, der tegner sig for langt de fleste stemmer, tilsammen 81 pct. Efterlønsmodtagerne afviger ikke stort fra pensionisterne, men har dog lidt mindre tilslutning til Venstre, mens tilslutningen til Dansk Folkeparti smyger sig op på 25 pct. Det mest interessante er dog de øvrige grupper uden for arbejdsmarkedet – arbejdsløse, syge og førtidspensionister.
De marginaliserede og udstødte på arbejdsmarkedet Overraskende nok viser det sig, at de arbejdsløse fordeler sig mellem rød og blå blok næsten på linje med resten af befolkningen, jf. Tabel 6.10. Rød blok kan kun akkurat mønstre et flertal på 51 pct. af de ledige – dog med større vægt til EL, SF og Alternativet med tilsammen 27 pct. Det hører også med, at begejstringen for Blå blok skyldes Dansk Folkeparti, der tegner sig for 23 pct. af de lediges stemmer; det er dog lavere end blandt ufaglærte og faglærte arbejdere, der er hovedleverandører til de arbejdsløses rækker.
103
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 6.10. Partivalg blandt arbejdsløse, sygemeldte og førtidspensionister. 2015. Pct. EL Ledig i alt
SF
Alt
v.fl. i alt
SD
Soc i alt
RV
Rød blok
V
K
LA
DF
Øvr.
(N)
12
5
10
27
19
46
5
51
15
3
7
23
1
439
– A-dagpenge
7
4
11
22
19
41
4
45
20
3
6
24
2
232
– kontanthjælp
25
5
11
41
17
58
6
64
7
1
3
25
0
130
5
5
8
18
25
43
5
48
12
3
19
17
1
77
Sygedagpenge
23
4
8
35
19
54
1
55
9
2
5
27
2
132
Førtidspens.
12
5
5
22
34
56
2
58
9
2
2
29
0
507
8
7
7
22
34
56
5
61
7
5
7
17
3
41
– selvforsørgende ledige
Orlov (barsel mv) Anm. Se Tabel 6.9.
Det viser sig imidlertid også, at de arbejdsløse er en meget heterogen kategori (Goul Andersen, 2014). De arbejdsløse, der modtager dagpenge, adskiller sig ikke voldsomt fra resten af befolkningen. Tilslutningen til EL, SF og Alternativet er lidt højere end i befolkningen, Socialdemokraterne ligger en smule lavere, DF en smule højere og Venstre på befolkningsgennemsnittet. Rød blok ligger lige under valgresultatet. Ganske anderledes med kontanthjælpsmodtagerne: Hver fjerde stemmer på Enhedslisten. EL, SF og Alternativet tegner sig for i alt 41 pct., mens DF snupper andre 25 pct. Tilbage er så 17 pct. til Socialdemokraterne, 7 pct. til Venstre og 2-6 pct. til småpartierne. De ikke-systembærende partier, der aldrig har været i regering, fik tilsammen 64 pct. af kontanthjælpsmodtagernes stemmer ved valget i 2015, og Enhedslisten og Dansk Folkeparti kæmper om at være største parti. Nu skal det understreges, at stikprøven kun er på 130 personer, men 2011-undersøgelsen viser nogenlunde tilsvarende resultater. Vel at mærke for den del af gruppen, der indfanges af surveys – og deltager i valgene. En tredje gruppe af ledige er de selvforsørgende ledige, der hverken modtager dagpenge eller kontanthjælp. Det er en meget blandet gruppe, der også omfatter personer, der er faldet ud af dagpengesystemet og ikke er berettigede til kontanthjælp. En langt større del består dog af unge m.fl., der fx i forbindelse med sabbat eller uddannelsesskift er midlertidigt ude af arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Det kan bidrage til at forklare, at gruppen har borgerligt flertal og tilslutning til Liberal Alliance over gennemsnittet.
104
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
De selvforsørgende ledige er dog så lille en gruppe (N=77), at man skal være varsom med at trække sikre slutninger. Det samme gælder i endnu højere grad personer på orlov (herunder barsel), der næppe afviger voldsomt fra deres jævnaldrende (N=41). De sygemeldte er til gengæld en gruppe, der er stor nok til, at man med en stikprøvestørrelse på over 9.000 kan prøve at skyde sig ind på den. Det ser ud til at være en gruppe med høj tilslutning til venstrefløjen (i alt 35 pct. medregnet Alternativet). Socialdemokraterne har også her en tilslutning væsentligt under gennemsnittet, Venstre ligger endnu lavere, mens Dansk Folkeparti får 27 pct. Det er øjensynligt ikke en gruppe, der føler sig godt behandlet af regeringsbærende partier – også her tegner de ikke-regeringsbærende partier sig for 62 pct. af stemmerne. Blandt førtidspensionisterne i undersøgelsen er Socialdemokratiet største parti med 34 pct., dog skarpt forfulgt af Dansk Folkeparti med 29 pct. 22 pct. går til partier til venstre for Socialdemokratiet, og så er der 15 pct. til deling mellem de øvrige partier, hvoraf Venstre er det største med 9 pct. I kraft af den høje tilslutning til Socialdemokraterne er det dog »kun« 47 pct., der går til de ikke-regeringsbærende partier. Alt i alt er det nogle ganske frapperende resultater. Socialdemokratiet er underrepræsenteret blandt grupperne uden for arbejdsmarkedet, bortset fra førtidspensionisterne og personer på orlov. Syge og kontanthjælpsmodtagerne hælder til den røde side, men først og fremmest til den anti-systemiske side, med 62-64 pct. af stemmerne på ikke-regeringsbærende partier. Arbejdsløse på dagpenge og selvforsørgende ledige udgør tilsammen flertallet af de ledige, men ingen af dem har særlig forkærlighed for rød blok. Der er dog 48 pct. af de forsikrede ledige, der stemmer på ikke-regeringsbærende partier.
Tilslutning til ikke-regeringsbærende partier: Social profil Regner vi pensionisterne med, fordeler beskæftigede og offentligt forsørgede sig ikke væsentligt forskelligt på de gængse politiske blokke (rød/blå, socialistisk/ ikke-socialistisk) – og det har de i øvrigt aldrig gjort. Både blandt grupperne inden for og uden for arbejdsmarkedet er der til gengæld nogle ganske klare profiler i tilslutningen til »regeringsbærende« »systembærende« og ikke-regeringsbærende partier.
105
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Figur 6.5. Tilslutningen til ikke-regeringsbærende partier. 2015. Pct.
De højest placerede lønmodtagergrupper hælder til de regeringsbærende partier, de ufaglærte hælder til de ikke-regeringsbærende, jf. Figur 6.5. Blandt de ikke-beskæftigede hælder pensionisterne og efterlønsmodtagerne til de »systembærende« partier, mens de mere svært stillede grupper hælder til de partier, der ikke har og ikke ønsker del i regeringsmagten. Det er nok ikke at gå for vidt at indlæse et element af systemmistillid til de regeringsbærende partier i disse tal. 106
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
7. Ejere og lejere Endnu et skel, som har haft stor betydning gennem tiderne, er skellet mellem ejere og lejere. Det er et skel, som i Danmark – i særdeleshed efter 1960’erne – gik på tværs af klasserne. Og bolig-/skattepolitikken har gennem årtier været et kernepunkt for den politiske debat. Esping-Andersen (1978, 1980) så det som udtryk for de borgerlige partiers evne til at bruge politikken til at skabe interesseskel inden for arbejderklassen – interesseskel, der i Danmark kunne give et større krydspres på arbejdernes tilbøjelighed til at slutte op om arbejderpartierne, end det var tilfældet i Sverige. Hvorom alting er, har boligpolitikken, specielt beskatning af ejerboliger, været et centralt stridsemne i dansk politik. Et tidligt eksempel var boligforliget af 1966 mellem Socialdemokratiet og VKR, der bl.a. gav adgang til udstykning af ejerlejligheder og til huslejeforhøjelser, sigtende mod et frit boligmarked. Det drev kortvarigt tilslutningen til SF op i nye højder. Fra 1970’erne fulgte tilbagevendende diskussioner om boligejeres rentefradrag og lejeværdi af egen bolig – en diskussion, der fik ekstra næring, når inflation og boom i boligpriserne satte gang i boligejernes skattefri gevinster. Skatteværdien af rentefradraget blev dog successive reduceret i skattereformer vedtaget i 1985, 1993, 1998 og 2009. Lejeværdien var et beregnet afkast af egen bolig, der blev lagt oven i den skattepligtige indkomst. Lejeværdien var upopulær og stort set lige så ulogisk for mange boligejere, som den var logisk for de fleste danske økonomer. Efter af Venstre og Konservative op til 1998-valget havde foreslået lejeværdien afskaffet, blev den i 2000 afløst af en ejendomsværdiskat, der ironisk nok synes at have haft en større legitimitet. Til gengæld blev der konflikt om det skattestop for ejendomsværdiskatten, der efter 2001 var en af Fogh-regeringens mærkesager. Efter en række forgæves socialdemokratiske forsøg på at formulere alternativer blev diskussionen i 2012 sparket til hjørne med en bred politisk enighed om ikke at røre dette skattestop indtil 2020. Til gengæld har der efter 2011-valget og ikke mindst op til og efter 2015-valget været tiltagende debat om grundskylden, som netop ikke er omfattet af skattestoppet. Der er kort sagt ud fra en interessebetragtning mange grunde til at tro, at vælgerne skulle dele sig politisk mellem ejere og lejere. Summen af skatteændringerne har dog været, at den tidligere så kraftige subsidiering af ejerboliger er
107
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
vendt til sin modsætning: Skattebesparelsen ved rentefradrag for private ejerboliger er i dag langt mindre end provenuet fra ejendomsværdiskat og grundskyld. Hertil kommer, at besiddelse af ejerbolig kunne tænkes at have symbolsk betydning for en arbejderklasse, der – i hvert fald i byerne – tidligere overvejende var lejere. Det kunne være med til at svække klasseidentifikationen med arbejderklassen. Men hvordan har det politiske skel mellem ejere og lejere udviklet sig, set i et langtidsperspektiv? Vi skal her se på udviklingen siden 1968, hhv. for hele befolkningen og for (ufaglærte og faglærte) arbejdere alene. Den særlige opmærksomhed på arbejdere knytter sig dels til, at udspecificeringen giver en kontrol for social klasse, dels til de argumenter om (politisk induceret) krydspres og faldende klasseidentifikation, der knytter sig til netop arbejderklassen. Som det fremgår af Figur 6.6, var forskellen mellem ejeres og lejeres partivalg meget betydelig fra 1968 til 1990 – målt på socialistisk stemmeandel lå forskellen på 25-30 procentpoint. Derefter aftager forskellen ganske markant til cirka det halve fra 1994 og frem. Ironisk nok ser det ud til, at forskellen var mindst i 1998, hvor man havde den store debat om lejeværdien, som V og K ville afskaffe, og i 2001, hvor V og K gik til valg på et skattestop.24 Som det fremgår af Figur 6.7, er en mindre del af forskellen klassebestemt, men i størstedelen af perioden genfinder man den samme forskel blandt arbejdere. I øvrigt fremgår der en lidt interessant tendens for ejerne af andelsboliger, jf. Figur 6.8. De hørte i udpræget grad til den venstreorienterede del af vælgerbefolkningen i 1979. Derefter skrumpede forskellen, først langsomt, derefter hurtigt, så andelsboligejerne ved de seneste valg ikke har adskilt sig ret meget fra vælgerkorpset under ét. Det har næppe noget at gøre med effekten af andelsformen, men skyldes snarere, at andelsboliger i 1970’erne og 1980’erne havde en særlig appel til borgere, der lå politisk til venstre for midten, mens det siden midten af 1990’erne stort set er blevet en boligform på linje med alle andre. Det kunne se ud til, at tidligere tiders politiske andelsideologi stort set er forsvundet.
24 2011-tallene er hentet fra AAU/YouGov valgundersøgelsen, hvori kun indgår 18-65-årige. Valgundersøgelsen fra 2011 viser et historisk lavpunkt på 8 procentpoint, men indeholder bl.a. langt færre svarpersoner og en omvendt effekt af ejerbolig blandt arbejdere. Det er baggrunden for, at vi ud fra et forsigtighedsprincip har benyttet YouGov-tallene.
108
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
Figur 6.6. (a) Socialistisk stemmeandel blandt ejere og lejere (pct.) og (b) forskel i procentpoint, 1968-2015.
Figur 6.6. (b)
Anm. Gallup-data 1968,1975,1981 (meget store stikprøver). Tillægsundersøgelser til Valgundersøgelserne 1987-1998, 2007 (N=3.000-4.000; 2007 dog markant større). Valgundersøgelserne 1971, 1979, 2001,2005. YouGov valgundersøgelser 2011 og 2015.
Figur 6.7. Forskel i socialistisk stemmeandel mellem ejere og lejere (i procentpoint). Kun arbejdere. 1968-2015.
Data: Se Figur 6.6.
109
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Figur 6.8. Partivalg blandt andelsboligejere og alle vælgere, 1979-2015. Pct. socialistiske stemmer.
Data: Se Figur 6.6.
Alt i alt er de politiske forskelle mellem ejere, lejere og andelsboligejere svundet voldsomt ind.25 Man kunne forestille sig, at det var sket i forbindelse med værdipolitikkens gennemslag, men det synes faktisk at være sket tidligere, nemlig i 1990’erne. At faldet er sket på det tidspunkt og øjensynligt kun fortsætter i 1998 og 2001, er bemærkelsesværdigt i lyset af de store konflikter om lejeværdien i 1998 og skattestoppet i 00’erne. Men analyser af 1998-valget pegede på, at folks holdninger var mindre bestemt af umiddelbare egeninteresser, end mange nok ville forvente (for eksempel gik kun 55 pct. af boligejerne ind for en afskaffelse af lejeværdien, jf. Andersen et al., 1999: 196-98). Nok skeler folk til deres egne interesser, men det kompliceres af, at en betydelig del af lejerne enten er fremtidige ejere eller tidligere ejere: Det skifter meget over livsforløbet. Derfor er det ret så logisk, hvis folk først og fremmest tager politisk stilling til, hvad der opfattes som rimeligt – og så måske reagerer, hvis der pludselig kommer ændringer, der giver alt for store omkostninger for dem selv. I forlængelse af det sidste er det nærliggende at forestille sig, at det afgørende for den vælgermæssige afpolitisering er overgangen til et lavinflationssamfund med væsentligt reduceret fradragsret for renteudgifter. Det betyder, at subsidieringen af ejerboliger via skattesystemet er ophørt og vendt til sin modsæt25 Ifølge Valgundersøgelsen 2011 er de stort set forsvundet (den resterende forskel forsvinder ved kontrol for diverse baggrundsvariable, jf. Stubager & Møller Hansen, 2013), men Valgundersøgelsen 2011 viser ekstraordinært små forskelle, sammenlignet med tidligere valg. På den ene side kunne man godt finde forklaringer på et ekstra skrump i 2011: Boligejernes friværdier blev rundt regnet halveret fra bogligboblens top til krisens bund omkring 2011-2012. På den anden side skal vi i lyset af YouGov-tallene mere forsigtigt nøjes med at konkludere, at den tidligere så markante politiske forskel mellem ejere og lejere i hvert fald er reduceret til at være ret ubetydelig.
110
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
ning, hvor ejendomsskatterne langt overgår skatteværdien af rentefradragene. Udviklingen peger også på, at det at være boligejer ikke i dag er en afgørende kilde til svækkelse af klassebevidstheden blandt arbejdere – bedømt ud fra partivalget ser det ud til, at det er gået mindst lige så meget ned ad bakke med klassebevidstheden blandt lejerne. Under alle omstændigheder er skellet mellem ejere og lejere afgørende svækket. Det udelukker ikke, at skellet kan genopstå i tilfælde af »bestikkelse« eller »brandbeskatning« af boligejerne. Og det betyder slet ikke, at bolig-/skattepolitikken er blevet ufarlig. Partierne kan sagtens brænde fingrene. Men det mest farlige ville nok være ved at uddele gaver eller byrder, der opfattes som uretfærdige eller vilkårlige blandt alle vælgere. Afskaffelse af lejeværdien var for meget af det gode selv for mange boligejere ved 1998-valget og bidrog til, at V og K ikke opnåede den forventede valgsejr. Og den drastiske reduktion af rentefradraget over night i pinsepakken få måneder senere var for skrap kost til den modsatte side, der gav langvarig nedgang for den socialdemokratiske regering.
8. Konklusion Uanset hvordan man vender og drejer det, er de partipolitiske klasseskel skrumpet voldsomt. Forskellen mellem »middelklassen« og »arbejderklassen« er næsten forsvundet, hvis vi ser på fordelingen mellem socialistiske og ikke-socialistiske partier. Det skyldes dog primært et ryk til højre i arbejderklassen. Funktionærer, landmænd og andre selvstændige var hverken mere eller mindre »røde« i 2011 og 2015 end for 40-50 år siden. Når det gælder enkeltpartier, holder de få tilbageblevne landmænd fast ved partiet Venstre, men generelt er billedet blevet mere blandet. Arbejderne udmærker sig ved en høj tilslutning til Dansk Folkeparti, som gennemgående er Danmarks mest rendyrkede »arbejderparti« målt på vælgernes tilslutning. De to følgende kapitler vil gå nærmere ind på, i hvor høj grad der ligger holdningsændringer og/eller en ændret vægtning af holdninger bag denne ændrede adfærd i arbejderklassen. Også skellet mellem boligejere og lejere er aftaget meget markant – og den store bevægelse skete vel at mærke før krisen og før værdipolitikkens gennemslag. Samtidig er der dog kommet nye politiske forskelle til i løbet af de sidste 4050 år: Skel mellem mænd og kvinder, skel mellem generationer, og skel mellem offentligt og privat ansatte lønmodtagere. Disse skel synes at have stabiliseret sig, og de hænger delvist sammen: Blandt andet er der en stor overvægt af kvinder 111
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
blandt offentligt ansatte, og der er relativt få kvinder blandt selvstændige og højere funktionærer. Der er også forskelle mellem offentligt forsørgede og beskæftigede, men de begrænser sig til de grupper, der langvarigt og forholdsvis tidligt i livscyklen bliver afhængige af støtte fra velfærdsstaten. Lægger man alle kategorier af offentligt understøttede og alle kategorier af beskæftigede sammen, er der stort set ingen forskel i partivalg, opgjort på hovedkategorier. Til gengæld er der ved 2015-valget en klar tendens til, at de svage grupper på arbejdsmarkedet og uden for arbejdsmarkedet bakker op om ikke-regeringsbærende partier. Det vil måske være for meget at se disse partier som anti-establishment partier. Men det er næppe for meget at se det som udtryk for, at nogle grupper føler, Christiansborg ligger langt væk, og at de føler sig i opposition til den rådende konsensus.
112
Kapitel 6: Social baggrund, bolig og parti
Referencer Andersen, Johannes, Ole Borre, Jørgen Goul Andersen & Hans Jørgen Nielsen (1999). Vælgere med omtanke. En analyse af folketingsvalget 1998. Aarhus: Systime. Andersen, Johannes & Jørgen Goul Andersen (2003). »Klassernes forsvinden« pp. 207-222 i Jørgen Goul Andersen & Ole Borre (red.), Politisk forandring. Værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Aarhus: Systime Academic. Borre, Ole & Jørgen Goul Andersen (1997). Voting and Political Attitudes in Denmark. Aarhus: Aarhus University Press. Esping-Andersen, Gösta (1978). »Social Class, Social Democracy, and the State. Party Policy and Party Decomposition in Denmark and Sweden« Comparative Politics, vol. 11 (1), pp. 42-58. Esping-Andersen, Gösta (1980). Social Class, Social Democracy and State Policy. Party Policy and Party Decomposition in Denmark and Sweden. Copenhagen: New Social Science Monographs. Glans, Ingemar (1989). »Langtidsudviklingen i dansk vælgeradfærd« pp. 52-81 i Jørgen Elklit & Ole Tonsgaard (red.), To Folketingsvalg. Vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988. Aarhus: Forlaget Politica. Goul Andersen, Jørgen (1980). »Partipolitiske skillelinjer i arbejderklassen« Arbejdspapir, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Goul Andersen, Jørgen (1984a). »Decline of Class Voting or Change in Class Voting? Social Class and Party Choice in Denmark in the 1970’s« European Journal of Political Research, vol.12 (3), pp. 243-259. Goul Andersen, Jørgen (1984b). Kvinder og politik. Aarhus: Forlaget Politica. Goul Andersen, Jørgen (1986). »Klasseløse vælgere« pp. 105-131 i Jørgen Elklit & Ole Tonsgaard (red.) Valg og vælgeradfærd. Studier i dansk politik. 2.udg. Aarhus: Forlaget Politica. Goul Andersen, Jørgen (1988). Vælgermosaik. Småskrifter. Arbejdspapir 19, Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet. Goul Andersen, Jørgen (1992). »The Decline of Class Voting Revisited« pp. 91-107 in Peter Gundelach & Karen Siune (eds.). From Voters to Participants. Essays in Honour of Ole Borre. Aarhus: Forlaget Politica. Goul Andersen, Jørgen (1996). »Socialdemokratiets vælgertilslutning, 1971-1994«. pp. 174-220 i Gerd Callesen, Steen Christensen & Henning Grelle, red. Udfordring og omstilling. Bidrag til Socialdemokratiets historie, 1971-1996. Købehavn: Fremad. Goul Andersen, Jørgen (2014). Arbejdsløshedens svøbe rammer de fleste. Notat 3 til Lars Olsen et al., Klassekamp fra oven. (www.vbn.aau.dk, forkortet udg. på www. klassesamfund.dk) Goul Andersen, Jørgen & Tor Bjørklund (1990). »Structural Change and New Cleavages: The Progress Parties in Denmark and Norway« Acta Sociologica, Vol. 33 (3), pp. 195-217. Goul Andersen, Jørgen & Jan Bendix Jensen (2001). »The Danish Venstre: Liberal, Agrarian or Centrist« pp. 96-131 i David Arter (ed)., From Farmyard to City Square? The Electoral Adaptation of the Nordic Agrarian Parties. Aldershot: Ashgate.
113
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Inglehart, Ronald D. & Pippa Norris (2000). »The Developmental Theory of the Gender Gap: Women’s and Men’s Voting Behavior in Global Perspective« International Political Science Review, vol. 21 (4), pp. 441-463. Knutsen, Odbjørn (2006). Class Voting in Western Europe. A Comparative Longitudinal Study. Lanham: Lexington Books. Olsen, Lars, Niels Ploug, Lars Andersen, Sune Enevoldsen Sabiers & Jørgen Goul Andersen (2014). Klassekamp fra oven. Den danske samfundsmodel under pres. København: Gyldendal. Oscarsson, Henrik & Sören Holmberg (2013). Nya svenska väljare. Stockholm: Norstedts Juridik. Stubager, Rune, Michael S. Lewis-Beck & Richard Nadeau (2013). »Reaching for profit in the welfare state: Patrimonial economic voting in Denmark« Electoral Studies, vol. 32 (3), pp. 438-444. Stubager, Rune & Kasper Møller Hansen (2013). »Social baggrund og partivalg« pp. 61-88 i Rune Stubager, Kasper Møller Hansen & Jørgen Goul Andersen, Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Aardal, Bernt (2011). »Mange blir valgt, men få blir genvalgt« pp. 13-40 i Bernt Aardal (red.), Det politiske landskap. En studie av stortingsvalget 2009. Oslo: Cappelen Damm Akademisk.
114
Kapitel 7: Tyve år med værdipolitik
Kapitel 7
Tyve år med værdipolitik Ole Borre Udtrykket værdipolitik bruges i de senere år om en række emneområder: retspolitik, kulturpolitik og kirkepolitik, miljøpolitik, flygtninge- og indvandrerpolitik, ulandspolitik, samt nogle politiske spørgsmål inden for uddannelse, forskning og folkesundhed. Siden slutningen af 1980erne har de danske vælgeres holdninger til ideologiske spørgsmål på disse områder dannet en venstre-højredimension, der afviger fra den kendte fordelingspolitiske venstre-højre dimension med dens økonomiske spørgsmål om indkomstlighed og skattepolitik, offentlig eller privat virksomhed, sociale udgifter m.m. Opgaven i dette kapitel er at undersøge vælgernes og partisystemets tilpasning til den nye værdipolitiske holdningsdimension igennem perioden 1990-2011. Eksisterer de to dimensioner stadig, og omfatter dimensionerne de samme politiske emner som i 1990? Hvordan påvirker vælgernes holdning på de to dimensioner deres partivalg? Er vælgerne i bevægelse mod venstre eller højre? Hvordan forklarer vi, at det lykkedes et borgerligt flertal at holde sig ved magten i perioden fra 2001 til 2011? Endelig vil vi diskutere, om det kan ventes, at fløjpartierne fremover bliver inddraget i regeringsdannelsen.
1. De to dimensioner Teorien om ny politik eller New Politics, der går tilbage til 1970erne, rummede den tankegang, at det postindustrielle samfund med dets vægt på uddannelse og viden rummer en værdikonflikt, hvori et anti-autoritært og humanistisk orienteret »nyt venstre« står over for et autoritært og religiøst-fundamentalistisk »nyt højre«. Denne konflikt afløser den interessekonflikt som karakteriserede industrisamfundet, og som blev formuleret i socialistiske og liberalistiske ideologier. I Ronald Ingleharts (1977) formulering var de ældre ideologier materialistiske, mens de nye er post-materialistiske. Han argumenterede med, at de fremskredne vestlige industrisamfund var stærkt på vej til at afskaffe fattigdommen, hvorimod de stod med en række uløste problemer med at tilfredsstille befolkningens krav om større frihed og mere selvudfoldelse. Det var den lære, man kunne drage af ungdomsoprøret i slutningen af 1960erne. 115
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
I de danske interviewundersøgelser fra omkring 1980 kunne den nye dimension, der senere er blevet kendt under betegnelsen værdipolitik, spores som tendenser i den yngre del af befolkningen, for eksempel i Svenssons & Togebys (1986, 1991) ungdomsundersøgelser fra 1979 og 1988, i Gundelachs & Riis’ (1992) rapport fra den europæiske værdiundersøgelse, hvis første bølge blev interviewet i 1981, i Gundelachs (1988) monografi om sociale bevægelser, og i en antologi redigeret af Flemming Mikkelsen (1986), hvis emne var kollektive aktioner ned gennem historien. Desuden kan nævnes analyser af Fremskridtspartiet i Danmark og Norge (Goul Andersen & Bjørklund, 1990). Derimod rummer valgundersøgelserne fra denne periode ikke noget af betydning om en værdipolitisk dimension. Rapporten om 1987- og 1988-valgene (Elklit & Tonsgaard, 1989) indeholder kapitler om miljøpolitik, græsrodsdeltagelse og sikkerhedspolitik, men ingen omtale af en overordnet dimension. Det er måske ikke så underligt i betragtning af, at tre af de første fire punkter på mediernes og vælgernes dagsorden i 1987 og 1988 havde at gøre med økonomien; af værdipolitiske emner var det kun miljøproblemer i 1987 og atombevæbning i 1988, der nåede højt op på dagsordenen (Siune, 1989). Ved 1990-valget kunne det imidlertid konstateres, at en værdipolitisk dimension eksisterede side om side med den kendte fordelingspolitiske venstre-højre dimension (Borre, 1995). Dette blev bekræftet ved 1994-undersøgelsen (Borre & Goul Andersen, 1997: 40-64) og er blevet det ved alle senere valgundersøgelser. Årsagen var frem for alt flygtningespørgsmålet, der sidst i 1980erne begyndte at trænge sig på (Gaasholt & Togeby, 1995; Togeby, 1997). Uroligheder i blandt andet Kalundborg i sommeren 1987 skabte avisoverskifter og en dybtgående debat om den liberale danske udlændingelov. Flygtningepolitikken nåede i 1994 op blandt de første fire på mediernes dagsorden, og i 1998 blandt de første fire på vælgernes dagsorden (van der Brugge & Voss, 2007: 130).
2. Venstre-højre akser og partivalg Spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan den nypolitiske dimension i vælgerholdningerne ville påvirke partisystemet, var ikke afklaret i teorien om New Politics. I begyndelsen mente de forskere, der fremsatte teorien, at den nye værdipolitiske dimension navnlig ville komme til udtryk i græsrodsbevægelser og spontane demonstrationer i den yngre generation. Men snart kunne den nye dimension også påvises i forskelle mellem de etablerede partiers vælgere. Miller og Levitins 116
Kapitel 7: Tyve år med værdipolitik
(1976) studie af amerikanske præsidentvalg frem til 1976 viser, at Demokraternes vælgere i 1972 og 1976 lå klart til venstre for Republikanernes vælgere på den nye akse, og Hildebrandt og Daltons (1978) artikel om ny politik i Vesttyskland viser, at de socialdemokratiske vælgere lå til venstre for de borgerlige vælgere ved 1976-valget til Forbundsdagen. Sidstnævnte artikel var imidlertid ikke så forudseende at nævne den mulighed at det nye venstre og højre kunne danne grundlag for nye vesttyske partier. Men allerede i 1980 kom De Grønne på scenen, og få år senere dukkede flere indvandringsfjendtlige partier op som repræsentanter for det nye højre. I løbet af 1980erne så man flere eksempler på, at den nye type af værdimodsætning skar igennem partisystemerne og favoriserede en fløjdannelse, hvor grønne partier opstod på venstrefløjen og fremmedfjendtlige partier på højrefløjen. En række europæiske partisystemer er blevet udvidet med nye fløjpartier, der repræsenterer denne modsætning. Dette har medført diskussioner i forskerverdenen om det strukturelle skift, der er under udvikling i de vesteuropæiske partisystemer. En studie af Hans-Peter Kriesi m.fl. (2006) viser, at 1990ernes åbning af grænserne har ført til strukturændringer i partiernes positioner i fem ud af seks undersøgte europæiske lande: Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig og Holland; kun i England er dette ikke sket. Sammenlignet med de andre lande er Danmark på en måde et tilfælde med en »for tidlig« fødsel af fløjene, idet SF opstillede i 1960 og Fremskridtspartiet i 1973, begge med øjeblikkelig succes som repræsentanter for henholdsvis et nyt venstre og et nyt højre. Værdipolitiske emner var dog ikke fremtrædende i partipolitikken på dette tidspunkt. I Anker Jørgensens og Poul Hartlings regeringstid (1972-1982) var befolkningen og politikerne alt for optaget af de økonomiske problemer til at diskutere værdipolitik. Fløjene gjorde sig hovedsagelig bemærket ved at overbyde de etablerede partier – SF ved at forlange udvidet velfærd, og Fremskridtspartiet ved nærmest at foreslå den offentlige sektor afskaffet. Men under Poul Schlüters firkløverregering (1982-1988) mærkedes den nye akse i form af det såkaldte alternative flertal, hvor De Radikale skiftede over til oppositionen på spørgsmål om sikkerhedspolitik, retspolitik, miljøpolitik og kulturpolitik. For første gang i nyere tid delte partierne sig i Folketinget efter en værdipolitisk dimension. En studie af Rune Stubager (2006) har påvist en værdipolitisk dimension også blandt vælgerne for perioden mellem 1984 og 1987, idet de radikale vælgere og fremskridtsvælgerne i denne periode bevægede sig 117
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
ud på henholdsvis venstre og højre værdipolitiske fløj. Det danske partisystem var altså allerede før udlændingepolitikkens gennembrud i 1990erne udrustet til at repræsentere både det nye venstre og det nye højre, selvom sidstnævnte blev kendeligt styrket ved Dansk Folkepartis stiftelse i 1995 og dets deltagelse i valgene fra 1998 og fremefter.
3. To venstre-højre index Fra 1990-valget og fremefter kan vi følge udviklingen i vælgernes positioner på de to dimensioner gennem otte interviewspørgsmål, der er gentaget i alle valgundersøgelserne. Den fordelingspolitiske position er målt ved svarpersonens holdning til sociale reformer, indkomstudligning, statskontrol med erhvervslivet, og progressiv beskatning.26 Den værdipolitiske position er repræsenteret af fire spørgsmål der omhandler holdningen til indvandring, økonomisk vækst på bekostning af miljøhensyn, straffen for voldsforbrydelser, og ulandshjælp.27 Svarene på alle otte spørgsmål er kodet mellem 1 (venstreorienteret) og 5 (højreorienteret), og »ved ikke« svar er kodet 3. Hvor meget respondenternes placering på de to dimensioner betyder for deres partivalg, er illustreret i Figur 7.1 i form af korrelationer mellem respondentens position og det valgte partis gennemsnitlige position. Ved valgene i 1990erne korrelerede partivalget bedre med positionen på fordelingspolitik end med positionen på værdipolitik. Fra 2001 til 2007 var det omvendt. Partierne skilte sig mere ud fra hinanden på værdipolitik end på fordelingspolitik hvad angår deres vælgeres holdninger. Denne udvikling støtter nypolitisk teori, for så vidt som værdipolitik er blevet vigtigere end økonomisk fordelingspolitik for partivalget. Men den mere radikale hypotese, at fordelingspolitik er på vej til at forsvinde fra den politiske dagsorden, kan tydeligvis ikke støttes. Fordelingspolitikken vendte stærkt tilbage i kølvandet på den øko26 Spørgsmålene var: (1) Man er gået for langt med sociale reformer her i landet. Folk burde mere end nu klare sig uden sociale sikringer og bidrag fra samfundet – eller: De sociale reformer, som er gennemført i vores land, bør opretholdes i mindst samme omfang som nu. (2) Forskellene i indtægter og levestandard er stadig for store i vores land, derfor burde folk med lavere indtægter få en hurtigere forbedring af levestandarden end dem med højere indtægter – eller: Indtægtsudjævningen er gået tilstrækkelig langt. De indtægtsforskelle, som endnu findes, bør stort set bibeholdes. (3) Forretnings- og industrifolk bør i større grad have lov til at bestemme over deres egne forretninger – eller: Staten bør kontrollere og samordne erhvervslivet. Den statslige kontrol bør i hvert fald ikke være mindre end den er i dagens Danmark. (4) Høje indtægter burde beskattes hårdere end tilfældet er i dag. 27 Spørgsmålene var: (1) Indvandring udgør en alvorlig trussel mod vores nationale egenart. (2) Den økonomiske vækst bør sikres gennem en udbygning af industrien, også selv om det kommer i strid med miljøinteresser. (3) Voldsforbrydelser bør straffes langt hårdere end i dag. (4) Mener De, det offentlige bruger for mange penge, passende, eller for få penge på ulandsbistand?
118
Kapitel 7: Tyve år med værdipolitik
nomiske krise fra 2008 og fremefter. Som vi straks skal se, står VK-vælgerne og de socialdemokratiske vælgere da også i 2011 stadig langt fra hinanden på fordelingspolitiske spørgsmål. Figur 7.1. Korrelation (eta) mellem partivalg og holdninger til henholdsvis fordelingspolitik og værdipolitik, 1990-2011
Perioden fra 2001 til 2011 var som bekendt domineret af det borgerlige flertal bestående af V, K og DF. Den parlamentariske situation var således meget anderledes end i 1990erne. Man kunne med rette forvente, at partiernes vælgere var blevet godt rystet rundt på de to dimensioner, men det er ikke tilfældet. Den gennemsnitlige vælger inden for hvert af partierne placerede sig i 2011 i store træk som i 1990 for de partier, der var repræsenteret i Folketinget begge år. Figur 7.2 viser placeringen i 2011. Den vandrette akse viser positionerne på det fordelingspolitiske indeks, hvor vi har kaldt fløjene »gamle venstre« og »gamle højre«. Den lodrette akse viser positionerne på det værdipolitiske indeks, hvor fløjene er kaldt »ny venstre« og »ny højre«. Partiets placering er som nævnt defineret som den gennemsnitlige vælgers placering. Der tegner sig to blokke, den røde blok forneden til venstre og den blå blok foroven til højre, hver med fire partier. Men partierne står alligevel temmelig spredt over hele dette kvadrat, der udgør et såkaldt policy space. Der ses for eksempel en modsætning mellem de radikale vælgere og DFs vælgere på den nye akse, samtidig med at de har næsten samme position på den gamle akse. Omvendt 119
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
er der en modsætning mellem konservative vælgere og S-vælgere på den gamle akse, samtidig med at de har omtrent samme position på den nye akse. Figur 7.2. Gennemsnitlig placering af partiernes vælgere på den fordelingspolitiske og den værdipolitiske akse, 2011
Logikken i nypolitisk teori tilsiger, at den nye akse vil krydse den gamle og bevirke, at begge de gamle fløje splittes: en del af socialisterne vil indtage ny højre-positioner, samtidig med at en del af liberalisterne vil indtage ny venstre-positioner. Disse to grupper ligger under for et krydspres, der må ventes at gøre dem partimæssigt ustabile. Vælgerne i den førstnævnte gruppe, de “autoritære socialister« skal vælge mellem partier der repræsenterer det gamle venstre, og partier der repræsenterer det ny højre. Vælgerne i sidstnævnte gruppe, de »liberale humanister« skal vælge mellem partier der repræsenterer det gamle højre, og partier der repræsenterer det ny venstre. Nogle vælger det ene alternativ, andre vælger det andet, med det resultat at der sker en udstrømning af vælgere fra de partier, der repræsenterer det gamle venstre og højre – lad os kalde dem mainstream-partierne – til de partier, der repræsenterer det ny venstre og højre
120
Kapitel 7: Tyve år med værdipolitik
på modsat side. Hvis balancen mellem de to blokke skal opretholdes, skal disse vælgerstrømme være lige store. Det skal vi nu se nærmere på.
4. Fremkomsten af det borgerlige flertal De forskellige partiers vælgere har ikke bevæget sig ret meget på de to dimensioner igennem de forløbne tyve år; men som bekendt har partiernes vælgerstyrke varieret betydeligt og ført til et borgerligt flertal i den sidste halvdel af perioden, 2001-2011. Hvordan er det gået til? For at studere bevægelserne i de to store partiblokke vil vi se på bevægelserne på både venstre og højre fløj af henholdsvis den fordelingspolitiske og værdipolitiske akse. Venstrefløjen definerer vi som de interviewpersoner, der har positioner mellem 1 og 3 på de to akser, højrefløjen som dem, der har positioner over 3 og op til 5. Figur 7.3. Pct. borgerlige stemmer (V+K+DF+Frp+LA) efter holdningen til værdipolitik, 1990-2011
Figur 7.3. grupperer svarpersonerne i de seks vælgerundersøgelser i de to værdipolitiske fløje, ny venstre og ny højre, og viser den borgerlige bloks vælgerstøtte i disse fløje, samt forskellen mellem dem i vælgerstøtten. Forskellen mellem de to kurver voksede i årene fra 1990 til 2001 fra 17 til hele 44 procentpoint, som vist i den stiplede kurve. Denne forskel er et simpelt udtryk for omfanget af issue voting på de værdipolitiske spørgsmål. Den kraftigt stigende værdipolitiske issue voting stemmer ganske overens med hypotesen om en 121
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
udstrømning fra mainstream-partierne til fløjpartierne på den modsatte side. Men figuren afslører også, at udstrømningen har haft en ensidig karakter, idet de borgerlige partier har vundet stemmer i det ny højre uden samtidig at tabe stemmer i det ny venstre. Mellem 1990 og 2007 gik de tre borgerlige partier op fra 45 til 72 procent i det nye højre, og samtidig gik de ned fra 28 til 25 procent i det nye venstre. Specielt tegner 2001-valget sig som det valg, hvor det nye højre svingede over til de borgerlige partier. 2011-valget, hvor værdipolitikken spillede en underordnet rolle, eliminerede en del af den gevinst, som de borgerlige partier på denne måde havde høstet på værdipolitikken. Størstedelen af den borgerlige fremgang er sket i to omgange, først i 1994 og derpå i 2001. Den socialdemokratisk ledede firkløverregering, der kom til efter Tamil-skandalen i 1993, var da skrumpet ind til en SR-regering, der akkurat overlevede 1998-valget. Men folketingsvalget i 2001, der fulgte oven på terrorangrebet mod New York og Washington, bragte regeringen et stort nederlag. Dette nederlag blev i det meste af debatten tilskrevet Poul Nyrup Rasmussens manglende troværdighed med hensyn til bevarelsen af efterlønnen. Som vi imidlertid ser her, faldt den borgerlige fremgang entydigt på den vælgergruppe, vi har kaldt det autoritære højre. 2001-valget åbnede for en sluse, hvor den gruppe, vi har kaldt »de autoritære socialister« strømmede fra S over til DF og V og skabte et anseligt borgerligt flertal. En væsentlig årsag er, som angivet af van der Brugge og Voss (2007: 142), at »mange socialistiske vælgere længe havde været tiltrukket af de borgerliges værdipolitiske holdninger, men først massivt stemte borgerligt i 2001, fordi de først da var overbevist om, at det ikke ville føre til nedskæringer i velfærden«. Når vi skifter blikket fra den værdipolitiske til den fordelingspolitiske dimension, gælder det da også her, at de borgerlige partier erobrede højrefløjen? Figur 4 foretager en opdeling af vælgerne i de to fordelingspolitiske fløje og viser den borgerlige bloks vælgerstøtte gennem årene Det er her karakteristisk, at fremgangen for den borgerlige blok i perioden 1990-2007 falder ligeligt på venstre- og højresiden, nemlig fra 67 til 79 procent blandt de højreorienterede og fra 20 til 36 procent blandt de venstreorienterede. Ved 2011-valget skete der imidlertid noget nyt. De borgerlige partiers tilslutning faldt dramatisk i det gamle venstre, hvorimod de bevarede deres styrke i det gamle højre. Det var altså som følge af det gamle venstres tilbagevenden til socialdemokraterne, SF og EL, at den nye S-R-SF-regering kunne dannes. 122
Kapitel 7: Tyve år med værdipolitik
Graden af issue voting på de fordelingspolitiske spørgsmål steg med ét slag til sit højeste niveau, 53 procent, efter at have været under 40 procent i 2001 og 2005. Figur 7.4. Pct. borgerlige stemmer (V+K+DF+Frp+LA) 1990-2011 efter holdningen til fordelingspolitik
5. Parlamentariske konsekvenser 2001-valget førte til en parlamentarisk nydannelse, idet der etableredes et fast borgerligt flertal bestående af V, K og DF. 2011-valget førte – midlertidigt, skulle det vise sig – til en anden fornyelse, idet SF blev regeringsparti. Traditionen for at søge flertal henover midten har ellers været et kendemærke for dansk parlamentarisme, og ved festlige lejligheder har den været fejret som udtryk for »det samarbejdende folkestyre«. Men det er vist at gøre en dyd af nødvendigheden; de gange, valgets udfald har åbnet mulighed for at danne et blokpolitisk flertal med fløjpartierne, er muligheden blevet udnyttet, først af Socialdemokraterne i 1966 og 1971, derpå af Venstre i 2001, 2005 og 2007. Den strategi, at de borgerlige mainstream-partier allierer sig med højrefløjen i stedet for at søge samarbejde med centrumspartier, har været et fremtrædende debatemne i flere europæiske lande i det seneste årti. I en artikel om europæisk politik hævder Tim Bale (2003), at der foregår en bipolarisering af de europæiske partisystemer, idet de etablerede borgerlige partier accepterer de nye højreradikale partier som samarbejdspartnere. Han fremhæver det 123
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
som logisk, at hvis de borgerlige mainstream-partier (i Danmark V og K) kan danne flertal med det nye højreparti uden derved at miste så mange stemmer blandt deres midtervælgere, at flertallet igen går tabt, så vil de gøre det. Bale mener at kunne påvise, at mainstream-partierne som led i denne strategi har tilnærmet deres positioner til det nye højre for at mindske deres afstand til det nye højreparti. Det er i denne forbindelse, at man kan debattere, om Venstre har været i færd med at »bygge bro« til Dansk Folkeparti. Noget tilsvarende var for eksempel indtil for nylig ikke sket i Norge, hvor Fremskrittspartiet indtil indeværende årti ikke havde indflydelse på regeringsdannelsen, men efter 2013-valget ændrede det sig som bekendt også der. I Østrig dannede Frihedspartiet (FPÖ) 2000-2005 regering med det borgerlige ÖVP, til stor ængstelse for andre EU-lande. I Danmark har DF indtil nu indtaget en mellemstilling, nemlig som støtteparti, men uden regeringsdeltagelse. Bipolariserings-hypotesen siger da, at mainstream-partierne gradvis tilnærmer sig fløjpartiet (-partierne) på deres respektive nypolitiske fløje med henblik på at danne et blokpolitisk flertal. Men dette indebærer noget, vi kan kalde en mainstreaming-hypotese for fløjpartiernes vedkommende, idet både det nye venstres og det ny højres partier efterhånden vil blive deltagere i regeringerne. De vil blive »stuerene«, »komme ind i varmen« eller hvad man nu vil kalde det. Årsagen er den enkle, at partierne på ny venstre-fløjen og ny højre-fløjen tenderer at vokse sig større og at blive nødvendige for, at blokkene har et parlamentarisk flertal. På dette punkt bekræftes hypotesen for Danmarks vedkommende, eftersom både SF og Dansk Folkeparti voksede i vælgerstøtte fra et niveau omkring 6 procent i 1990 til henholdsvis 14 og 13 procent i 2007 (idet dog SF faldt til 9 procent i 2011). Dette er et naturligt led i partisystemets udvikling efter værdipolitikkens gennembrud. Socialdemokraterne ser, at SF kan tage stemmer fra den traditionelt borgerlige middelklasse – stemmer som S ikke selv kan erobre – og så må de forsone sig med, at der ryger nogle S-stemmer med over til SF. Derfor opbløder Socialdemokratiet fronten over for SF og bereder sig på at danne flertal med dette parti. Det samme sker på højresiden. Først Frp og derpå i endnu højere grad DF viste, at de kunne erobre stemmer fra arbejderklassen – stemmer, som V og K ikke selv kunne erobre, fordi de i for høj grad blev betragtet som »klassefjenden«. Det fører Venstre til at nærme sig DFs værdipolitiske positioner, især når det viser sig, at det ikke koster et frafald af stemmer til midterpartierne. 124
Kapitel 7: Tyve år med værdipolitik
Mainstreaming-hypotesen bliver selvfølgelig først bekræftet, når fløjpartierne faktisk opnår ministerposter, således som det skete for SF i 2011. Dansk Folkeparti har indtil videre ikke opnået samme status, men diskussionen om partiets deltagelse i en borgerlig regering dukkede op både i 2005, 2007 og i særdeleshed i 2015. Hvad der trækker denne mainstreaming-proces i langdrag, er antagelig, som forudsagt af hypotesen, risikoen for at tabe stemmer til midterpartierne. En foreløbig test af hypotesen om fløjpartiernes mainstreaming kan vi få ved at se på holdningen til de nypolitiske fløje blandt vælgerne. I 1994-undersøgelsen lå den gennemsnitlige sympati for Frp på 3.28 på en skala fra 0 til 10, mens den gennemsnitlige sympati for SF lå på 4.20. I 2007-undersøgelsen lå sympatien for DF på 4.24, mens sympatien for SF lå på 6.30. Højrefløjpartiet havde med andre ord vundet næsten 1 point, og venstrefløjpartiet mere end 2 points, i vælgernes sympati. Måske mere relevant for samarbejdet med fløjpartierne er udviklingen i sympatien for fløjene blandt de respektive mainstream-partiers vælgere. Her øgede Venstres vælgere deres sympati for fløjpartiet (henholdsvis Frp og DF) fra 4.45 i 1994 til 5.82 i 2011, mens de konservative vælgere øgede deres sympati fra 3.94 til 4.92. På modsat side øgede de socialdemokratiske vælgere deres sympati for SF fra 5.25 til 7.78 – en stigning på 2½ points på en tipunktsskala. Dette taler til støtte for hypotesen.
6. Konklusion Værdipolitikken begyndte med et ungdomsoprør på venstrefløjen i 1968 og fortsatte med et protestparti på højrefløjen i 1973. Men det parlamentariske system arbejder langsomt. Vi skulle frem til slutningen af 1980erne, før værdipolitikken kom ind i centrum af dansk politik, og det varede endnu et tiår, før den blev udslaggivende ved valgene og sideordnet med den økonomiske eller fordelingspolitiske dimension. De fleste vælgervandringer i perioden siden 1990 har været forårsaget af holdninger til det værdipolitiske område, i særdeleshed udlændingepolitikken. Det borgerlige flertal, der rådede i dansk politik fra 2001 til 2011, hvilede således udelukkende på et skifte til borgerlige partier blandt de vælgere, der befinder sig på den værdipolitiske højreside. Samtidig blev værdipolitikken jævnbyrdig med fordelingspolitikken på den politiske dagsorden. Ved 2011-valget vendte fordelingspolitikken tilbage som følge af den økonomiske krise. 125
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Konsekvensen af det todimensionale partisystem, der skaber vækstbetingelser både for ny venstre-partier og ny højre-partier, må formodes på længere sigt at være en udvikling, der leder frem mod en mainstreaming af fløjpartierne. Der er sket en styrkelse af både venstre- og højrefløjen som følge af, at de repræsenterer de værdipolitiske positioner. Dermed vokser også motivationen blandt de øvrige partiers politikere til at inddrage fløjpartierne i forlig og på længere sigt regeringsdannelse.
126
Kapitel 7: Tyve år med værdipolitik
Referencer Bale, Tim (2003). »Cindarella and her ugly sisters: The mainstrean and extreme right in Europe´s bipolarising party system«, West European Politics, vol. 26 (1), pp. 67-90. Borre, Ole (1995). »Old and new politics in Denmark«, Scandinavian Political Studies, vol. 18 (3), pp. 187-205. Borre, Ole & Jørgen Goul Andersen (1997). Voting and Political Attitudes in Denmark. Aarhus: Aarhus University Press. Elklit, Jørgen & Ole Tonsgaard (red.)(1989). To folketingsvalg: Vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988. Aarhus: Forlaget Politica. Goul Andersen, Jørgen & Tor Bjørklund (1990). »Structural Changes and New Cleavages: The Progress Parties in Denmark and Norway«, Acta Sociologica, vol.33 (3), pp. 195-217. Gundelach, Peter (1988). Sociale bevægelser og samfundsændringer. Aarhus: Forlaget Politica. Gundelach, Peter & Ole Riis (1992). Danskernes værdier. København: Forlaget Sociologi. Gaasholt, Øystein & Lise Togeby (1995). I syv sind. Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere. Aarhus: Forlaget Politica. Hildebrandt, Kai, & Russell J. Dalton (1978). »The New Politics: Political Change or Sunshine Politics« pp. 69-96 i Max Kaase & K. von Beyme, eds., German Political Studies: Elections and Parties. London: Sage Publications. Inglehart, Ronald (1977). The Silent Revolution: Changing Values and Political Styles, Princeton: Princeton University Press. Kriesi, Hanspeter, Edgar Grande, Romain Lachat, Martin Dolezal, Simon Bornschier & Timotheos Frey (2006). »Globalization and the transformation of the national political space: Six European countries compared«, European Journal of Political Research, vol. 45 (6), pp. 921-956. Mikkelsen, Flemming (red.)(1986). Protest og oprør: Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985. Aarhus: Modtryk. Miller, Warren E., & Teresa Levitin (1976). Leadership and Change: Presidential Elections from 1952 to 1976. Cambridge, Mass.: Winthrop Publishers. Siune, Karen (1989). »Valgkampen og vælgerne« pp. 107-134 i Jørgen Elklit & Ole Tonsgaard (red.). To folketingsvalg: Vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988. Aarhus: Forlaget Politica. Stubager, Rune (2006). The Education Cleavage: New Politics in Denmark. Aarhus: Forlaget Politica. Svensson, Palle & Lise Togeby (1986). Politisk opbrud. De nye mellemlags græsrodsdeltagelse, Aarhus: Forlaget Politica. Svensson, Palle & Lise Togeby (1991). Højrebølge. Aarhus: Forlaget Politica. Togeby, Lise (1997). Fremmedhed og fremmedhad i Danmark. Teorier til forklaring af etnocentrisme. København: Columbus. van der Brugge, Jimmy & Henning Voss (2007). »Årsager til de socialistiske partieres tilbagegang i perioden 1990-2005«, pp. 127-151 i Jørgen Goul Andersen, Johannes Andersen, Ole Borre, Kasper Møller Hansen & Hans Jørgen Nielsen (red.), Det nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Aarhus: Academica.
127
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 8
Er arbejderne gået mod højre – og er vælgerkorpset? Jørgen Goul Andersen
1. Vælgerudvikling og holdningsudvikling Som det fremgik af kapitel 6, er arbejderne rykket så meget partipolitisk mod højre, at klasseskellet i partivalg mellem arbejdere og funktionærer er forsvundet, hvis det opgøres på rød og blå blok. Som vist i kapitel 7 er en af forklaringerne, at værdipolitikken er kommet til som en ny, vigtig skillelinje, der trækker arbejderne mod de ikke-socialistiske partier. Men ligger der også andet bag? Bekræfter faldet i klassestemme (også) en endnu ældre antagelse, nemlig tesen om arbejderklassens borgerliggørelse i takt med, at klasseskellene bliver mindre (jf. Goul Andersen, 1980)? Elementer af en sådan tankegang synes i årene op til og efter 2011-valget at have indgået i den socialdemokratiske forestilling om »Blå Bjarne«: En imaginær faglært arbejder fra Herlev med (små-) borgerlig livsstil. Han kunne gå til begge sider rent politisk (Olsen, 2013) – i hvert fald hvis Socialdemokraterne kunne tilbyde nogle kontante fordele (fx på skatten) og kunne undgå, at indvandring kom på dagsordenen (fx ved at undgå større uenighed med Venstre på dette spm.). Men er der nu også sket en sådan borgerliggørelse? Er det gået samme vej med de holdningsmæssige klasseforskelle, som det er gået med de partipolitiske? Og hvordan er det i det hele taget gået med holdningsudviklingen? Ud fra vælgerudviklingen kunne man godt få det indtryk, at hele samfundet var rykket ideologisk mod højre siden 2000. Indtil da var vi normalt temmelig tæt på en 50-50 fordeling mellem socialistiske og ikke-socialistiske partier. I Sverige kunne de socialistiske partier nogle gange komme over de 50 pct. – i Danmark lå de næsten altid lige under. Denne manko var nøglen til Radikale Venstres historiske succes i dansk politik som det parti, der kunne afgøre, hvor flertallet skulle ligge. Ved valgene fra 2001 til 2007 var der imidlertid for første gang i trekvart århundrede flertal for »blå blok« eksklusive de Radikale. I 2011 skiftede flertallet til »rød blok«– inklusive de Radikale – men kun på et hængende hår. Fra 2011-valget til 2015-valgkampen var der ikke på noget tidspunkt flertal 128
Kapitel 8: Er arbejderne gået mod højre – og er vælgerkorpset?
for rød blok. Og i 2015 havde blå blok igen flertal uden om de Radikale. Det endda til trods for, at S-R-SF-regeringen havde ført en højrevendt politik, der ud fra en nærhedsbetragtning burde trække »blå« vælgere til. De socialistiske partier under ét er kort sagt alvorligt svækkede. I 1966, 1971, 1979, 1987 og 1990 fik de halvdelen af stemmerne, og ved de 16 valg fra 1960 til 2000 var det kun ved valgene i 1968, 1973 og 1975, de socialistiske partier tilsammen fik mindre end 45 pct. Ved de fem valg siden 2001 er de socialistiske partier ikke nået over 43½ pct., og i 2001 og 2005 lå de endda pænt under 40 pct. Afspejler det en ideologisk højredrejning – og er det på dén baggrund, man skal se S-R-SF-regeringens politik efter 2011-valget? Havde vælgerholdningerne bevæget sig så langt mod højre, at en »rød« regering måtte følge med? Det er emnerne for dette kapitel, der først undersøger den langsigtede udvikling på centrale venstre-højre spørgsmål og dernæst klasseskel i holdninger. Det bør dog understreges, at man ikke alene bør se vælgerholdninger som uafhængig variabel og partiernes adfærd som den afhængige. Slår borgerlige partier ind på en udtalt velfærdskurs som Venstre under Fogh Rasmussen, kan det mildne velfærdskritiske vælgeres syn på velfærdsstaten, og samme effekt med modsat fortegn kan ventes, hvis Socialdemokratiet trækker markant mod højre. Kort sagt: Partier er vigtige meningsdannere og kan overtale – nogle gange og til en vis grad.
2. Partivalg og venstre-højre holdninger siden 1990 – med tilbageblik Først er der spørgsmålet, om vælgerkorpset under ét er gået holdningsmæssigt mod højre på langt sigt. I dette afsnit skal vi se på de »traditionelle« venstre-højre holdninger. Værdipolitiske holdninger er behandlet i de to følgende kapitler. Men hvordan står det til med de »traditionelle« venstre-højre holdninger? Og hvad ligger der egentlig i dét begreb? Det har været almindeligt at skelne mellem tre aspekter: Syn på økonomisk udligning, syn på offentlig regulering af erhvervslivet, og holdning til velfærdsstaten.28 De er til dels indbyrdes forbundne som mål og midler – men der er også plads til variation. Således er Danmark en lighedsorienteret velfærdsstat, men med en ret liberal regulering af erhvervslivet. Og selvom velfærdsstat og marked ofte omtales som modsætninger, kan de også være gensidigt understøttende, fx når velfærdspolitikken
28 Andre klassiske diskussioner gjorde kollektivisme til essensen i venstre-højreskalaen. Det er dog mere et middel end et mål, og dette aspekt er kun fuldt operationaliseret i én måling, så vi kan ikke sammenligne over tid.
129
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
lægger vægt på »sociale investeringer« i uddannelse, og når sociale ordninger indrettes, så de giver færrest mulige »forvridninger« i forhold til markedet. Hertil kommer imidlertid, at de sociale skel må ventes at være forskellige. Når det gælder lighed, kan man forvente store skel mellem arbejdere og funktionærer, i særdeleshed mellem ufaglærte og højere funktionærer. Offentlig regulering må navnlig ventes at møde modstand blandt selvstændige, og velfærdspolitikken tjener iflg. teorien (Esping-Andersen, 1990) til at binde lønmodtagerne sammen. Således giver det god mening at se på dem hver for sig.
Velfærdsstaten Figur 8.1 viser udviklingen de sidste 25 år for hhv. socialistisk stemmeandel (højre akse) og nogle af de vigtigste indikatorer for holdninger til velfærdsstaten. Interessant nok er det nærmest gået hver sin vej. Selvom de socialistiske partier er gået tilbage, var tilslutningen til velfærdsstaten højere i perioden 2005-2015, end den var i 1990-1994. Det gælder på alle tre spørgsmål – ønsket om ikke at rulle velfærdsstaten tilbage, modviljen mod brugerbetaling, og ønsket om velfærdsforbedringer frem for skattelettelser. Denne konklusion ændres ikke, hvis vi forlænger kurven bagud på det gennemgående spørgsmål om bevarelse af sociale reformer (der har været med siden 1969), eller hvis vi ser på synet på en stribe af offentlige udgifter (Goul Andersen, 2008; Goul Andersen & Stubager, 2013). Alle spørgsmål viser et dyk i 2011-2015, men alligevel var der større tilslutning til velfærdsstaten end 20 år tidligere. Selvom vælgerne gik partipolitisk mod venstre i 2011, gik velfærdsholdningerne lidt i modsat retning. Det skyldes mest sænkede forventninger pga. den økonomiske krise (jf. også Goul Andersen, 1994). Til gengæld finder vi ikke nogen positiv velfærdsmobilisering i 2015, trods den store tilbagegang for »velfærdsreformpartierne« (V, K, LA, RV).
Økonomisk lighed Mens tilslutningen til velfærdsstaten hverken er svækket på mellemlangt eller langt sigt, er billedet mere broget, når man ser på holdninger til lighed. Her er det nyttigt at tage kurven med helt tilbage til 1969, fordi bevægelserne starter allerede der. Figur 8.1 viser opinionsbalancer for hhv. et spørgsmål om større lighed end nu og et spørgsmål om (næsten) fuldstændig lighed som ideal. Sammenlignet med 1969 og 1973 finder vi et langsigtet fald, men der 130
Kapitel 8: Er arbejderne gået mod højre – og er vælgerkorpset?
er større tilslutning til lighed efter 2005, end der var i 1990’erne. Det kraftige fald i 1970’erne frem til 1981/84 tyder på, at folk havde fået nok af den stærke socialdemokratiske vægt på lighed, der kulminerede i 1970’erne. Figur 8.1. Opinionsbalancer for hhv. større indkomstudligning og fuld indkomstlighed som ideal, 1969-2015.
Spm. (1) Så har vi et spørgsmål om levestandard og indtægtsforhold. A siger: Forskellene i indtægter og levestandard er stadig for store her i landet. Derfor burde folk med mindre indtægter få en hurtigere forbedring af levestandarden end dem med højere indtægt. B siger: Indtægtsudjævningen er gået tilstrækkeligt langt. De indtægtsforskelle som stadig findes, bør stort set bibeholdes (figuren viser pct. enig med A minus pct. enig med B). (2) I politik bør man stræbe efter at skaffe alle de samme økonomiske vilkår, uanset uddannelse og beskæftigelse. (figuren viser pct. helt eller delvist enig minus pct. helt eller delvist uenig). Kilde: Som Figur 8.1 (You Gov undersøgelsen af kønsforskelle). Kalibrering af marginaler som i Figur 8.1. Ukorrigerede tal for 2015: Spm. 1: +12. Spm. 2: -4 (i 2015 er udeladt svarkategorien »ved ikke«).
I 1985 sker der til gengæld et spring i modsat retning, og det holder årtiet ud. Det skal nok ses som reaktion på anklagerne om stigende ulighed i Schlüter-regeringens første år, måske kombineret med overenskomstindgrebet i 1985, der gav varig skade på meningsmålingerne (Goul Andersen, 1988). Måske kan aftagende krisebevidsthed også have spillet ind, men i de følgende år, hvor krisebevidstheden vendte tilbage (Goul Andersen, 1994), forblev tilslutningen til indkomstudligning høj. Herefter dykkede tilslutningen til lighed under de socialdemokratiske regeringer i 1990’erne. Måske er der en modreaktion i tallene – folk synes efter nogle år at få nok af den siddende regerings ligheds- eller ulighedsskabende politik. Dog tyder tallene på en lille nedgang fra 2011 til 2015. Ønsket om fuld resultatlighed er aldrig kommet tilbage på niveauet i 1970’erne, men overraskende nok ser tilslutningen ud til at være steget fra 2001 til 2015. Der skal dog tages det forbehold, at andelen, der svarer »hverken enig 131
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
eller uenig« eller »ved ikke« har været voksende, og man skal næppe tolke svarene for bogstaveligt, men mere som en retningstilkendegivelse. Et middel til at opnå større lighed kunne være en højere beskatning af folk med høje indkomster. Dette spørgsmål har med en afbrydelse i 1980’erne været stillet lige siden Valgprojektets start. Resultaterne er vist i Figur 8.2. Figur 8.2. Opinionsbalancer for hårdere beskatning af høje indkomster, 1971-2015.
Spm. Høje indtægter burde beskattes hårdere end tilfældet er i dag. (Figuren viser pct. enig minus pct. uenig) Kilde og metode: Som Figur 8.1, men YouGov valgundersøgelsen 2015 (ukorrigeret tal 2015: +4).
At hæve skatten – i hvert fald indkomstskatten – er helt i strid med tidens ånd, hvor man siden 1980’erne har været bekymret for incitamentsproblemerne og søgt at sænke marginalskatterne. Ikke desto mindre støtter halvdelen af vælgerne en hårdere beskatning af høje indkomster (der er dog ikke spurgt om, hvordan det skulle ske). Men det allermest bemærkelsesværdige er nok, at skatteprotestvalget i 1973 var det valg, hvor den højeste andel af vælgerne ville beskatte højere indkomster strengere. Det er vidnesbyrd om, hvor meget det betød, at Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, dengang kunne fremvise et frikort på et større millionbeløb. Det bidrog mere til at underminere skattesystemets legitimitet end de stigende skatteprocenter i sig selv. Fra 2001 til 2011 var der faktisk stigende tilslutning til at beskatte høje indkomster hårdere. Men på langt sigt har ønsket været aftagende. Efter ordlyden er der tale om et relativt mål, og ændringerne 2001-11 skal måske ses i lyset af den lavere skat. Det kan 2015-tallene derimod ikke; de viser et fald i tilslutningen til at beskatte højindkomsterne hårdere. Ikke dramatisk, men statistisk sikkert.
132
Kapitel 8: Er arbejderne gået mod højre – og er vælgerkorpset?
Statskontrol med erhvervslivet I overensstemmelse med Danmarks relativt liberale tradition for erhvervsregulering har statskontrol med erhvervslivet aldrig været en »sællert« for venstresiden, jf. Figur 8.3. Ved samtlige målinger siden 1969 har opinionsbalancen været negativ. Vælgernes skepsis var særlig stor fra 1984 til 2001, dog afbrudt af 1987-88. Det er svært at gætte om årsagerne. Tallene for 1987-88 kan måske være påvirket af, at Industrirådets tidligere formand Niels Wilhjelm som industriminister 1986-89 gjorde sig tanker om en industriel strukturpolitik efter svensk forbillede. Under alle omstændigheder er det svært at se nogen langtidstendens i tallene. Figur 8.3. Opinionsbalancer til fordel for mindst at opretholde den nuværende statskontrol med erhvervslivet, 1969-2011.
Spm.Næste spørgsmål drejer sig om statens kontrol over erhvervslivet. A siger: Forretnings- og industrifolk bør i større grad have lov til at bestemme over deres egne forretninger. B siger: Staten bør kontrollere og samordne erhvervslivet. Den statslige kontrol bør i hvert fald ikke være mindre end den er i dagens Danmark. Kilde og metode: Som Figur 8.1 (GRIP undersøgelsen for 2015). (ukorrigeret tal 2015: +4).
Sammenfatning Alt i alt finder vi ikke nogen holdningsmæssig højredrejning, der modsvarer den partipolitiske højredrejning efter årtusindskiftet. Når det gælder regulering 133
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
af erhvervslivet, ses ingen tendenser overhovedet. Når det gælder velfærd, er holdningerne blevet lidt mere positive, i særdeleshed fra 1990’erne til de seneste valg. Det eneste resultat, der kan bekræfte en langsigtet højredrejning, er synet på fuld resultatlighed. Her synes samfundet at være blevet lidt mere meritokratisk – men samtidig med en tendens til at reagere, når ligemageriet opleves at gå for vidt, og ganske markant, hvis uligheden synes at blive for høj. Men ironisk nok synes lighedsholdninger at være vundet lidt frem blandt vælgerne i de sidste 10-15 år, samtidig med, at det på Christiansborg snarere er blevet mere legitimt at tale om ulighed som acceptabel.
3. Er klasseskellene forsvundet, når det gælder holdninger? Når det gælder befolkningen som helhed, er der altså ikke nogen holdningsmæssig højredrejning at spore på den traditionelle venstre-højredimension. Som det fremgår af kapitel 9, er det heller ikke tilfældet på den nye værdipolitiske dimension. Det nye er først og fremmest, at den sidstnævnte dimension har fået langt større indflydelse på partivalget. Men hvad så med arbejderne og de forsvundne klasseforskelle? Gælder det også holdningsmæssigt – eller adskiller faglærte og ufaglærte arbejdere sig alligevel holdningsmæssigt fra de ikke-manuelle lønmodtagere, Danmarks Statistik m.fl. traditionelt har kaldt »funktionærer«29 Det er velkendt, at der er en forskel, når det gælder værdipolitikken, især betinget af uddannelse (Stubager, 2006; Ivarsflaten & Stubager, 2012). Men hvordan har det udviklet sig? Og hvad med de traditionelle venstre-højre spørgsmål? Er holdningsskellene blevet mindre der – og hvor meget? På to traditionelle venstre-højrespørgsmål, nemlig synet på at bevare sociale reformer og større udligning af indkomster, kan vi følge udviklingen helt tilbage til 1969 eller 1974. Når det gælder sociale reformer, har der aldrig været store forskelle mellem arbejderes og funktionærers holdninger, jf. Tabel 8.1. Med to undtagelser (1969, hvor datagrundlaget faktisk er lidt for spinkelt til en opdeling på klasse, samt i 1985) har arbejderne altid i gennemsnit været en smule mere positivt stemt over for velfærden end funktionærerne. Det har ikke ændret sig – er der nogen ændring, går det måske nærmest i retning af en ud29 Efter ordlyden refererer »funktionær« i princippet til ansættelseskontrakten, men hos Danmarks Statistik og i sociologiske anvendelser har afgrænsningskriteriet mellem »arbejde« og »funktionær« været arbejdets karakter – manuel/ ikke-manuel – traditionelt operationaliseret ud fra stillingsbetegnelsen (Goul Andersen, 1979).
134
Kapitel 8: Er arbejderne gået mod højre – og er vælgerkorpset?
videt klasseforskel. Men hovedindtrykket er stabilitet, med små fluktuationer fra det ene valg til det andet, som knapt nok er signifikante. Figur 8.4. Velfærdsholdninger og partivalg. Socialistisk stemmeandel i pct. (højre akse) og opinionsbalancer på velfærdsholdninger til fordel for velfærdsstaten (venstre akse), 1990-2015.
Spm. (1) Først har vi et spørgsmål om samfundets sociale udgifter. A siger: Man er gået for langt med sociale reformer her i landet. Folk burde mere end nu klare sig uden sociale sikringer og bidrag fra samfundet. B siger: De sociale reformer, som er gennemført her i landet, bør opretholdes i mindst samme omfang som nu. (figuren viser pct. mest enig med B minus pct. mest enig med A). (2) Det diskuteres også, om der bør indføres mere brugerbetaling i den offentlige sektor. A siger: Der bør i langt større grad end nu indføres brugerbetaling i den offentlige sektor. B siger: Bortset fra enkelte, ubetydelige områder bør der ikke indføres mere brugerbetaling. (figuren viser pct. mest enig med B minus pct. mest enig med A) (3) Hvis der på længere sigt bliver mulighed for at sænke skatten, hvad ville du da foretrække? A. Lavere skatter, eller B. Forbedring af den offentlige service (mest enig med B minus mest enig med A). Kilde: Valgundersøgelserne. For 2015 er benyttet YouGov-survey af kønsforskelle i politiske holdninger og deltagelse (del af GRIP-projektet, ledet af Anette Borchorst), indsamlet umiddelbart efter valget. På spørgsmålet om sociale reformer er svarfordelingen kalibreret til Valgundersøgelserne ved at udregne forskellen mellem 2015-undersøgelsen og YouGov-undersøgelsen af 2011-valget (kun 18-65-årige, begge vejet efter partivalg) og lægge forskellen til 2011-tallet fra Valgundersøgelsen. For de to øvrige spørgsmål må der tages det forbehold, at evt. uoverensstemmelser med marginalfordelingerne i Valgundersøgelserne er ukendt. Det ukorrigerede tal for YouGov-undersøgelsen 2015 på spørgsmål (1) om at bevare spørgsmålet om sociale reformer mindst som nu er +33.
På velfærdsområdet går skellet navnlig mellem lønmodtagere og selvstændige. De selvstændige er sjældent massivt negative (undtagen i 1974, straks efter 1973-valget). Men der er typisk kun en lille overvægt, der synes, velfærden skal 135
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
bevares mindst som nu – næsten lige så mange mener, at velfærden er gået for vidt. Den eneste undtagelse er 2007, hvor de selvstændige øjensynligt havde lært at elske velfærdsstaten30. Det er nærliggende at tolke dette som en effekt af Venstres usædvanligt positive holdning til velfærdsstaten i Anders Fogh Rasmussens regeringstid (2001-2009). Fra 2011 ser det ud til, at de selvstændiges holdninger er vendt tilbage til det normale.31 Ganske anderledes står det imidlertid til, når vi kommer til indkomstudligning. Her er der i samtlige undersøgelser en stor forskel mellem arbejdere og funktionærer. Ganske vist er de selvstændige mest negativt stemt over for lighed, men funktionærerne placerer sig typisk i en mellemposition. Det varierer lidt fra valg til valg, men forskellen i opinionsbalancer ligger typisk mellem 20 og 30 procentpoint.32 Som en »økonomisk« måde at præsentere tallene og give overblik på har vi i Figur 8.5 og Tabel 8.1 vist klasseforskellen i opinionsbalancer mellem arbejdere og funktionærer. Et positivt tal betyder, at arbejderne gennemsnitligt ligger længst til venstre. Hvis arbejderne var borgerliggjort, skulle langtidstrenden i kurverne være nedadgående. Det er ikke tilfældet – men heller ikke det modsatte. Ser vi bort fra de statistisk noget usikre 1969-tal, fremgår der en lille klasseforskel i synet på velfærdsstaten, og en betydelig, men stabil, klasseforskel i synet på indkomstudligning. Også når det gælder statskontrol med erhvervslivet (ikke vist), finder man en lille, men stabil klasseforskel. Her går det vigtigste skel ikke overraskende mellem selvstændigt erhvervsdrivende og de to lønmodtagergrupper.
30 Det skyldes næppe stikprøveusikkerhed, for antallet af svarpersoner i 2007 var det dobbelte af det normale. 31 Valgundersøgelsen 2011 viste samme tal for de selvstændige som i 2007, men stikprøven var lille, så tallene fra YouGov-undersøgelsen, der omfattede tre gange så mange svarpersoner, forekommer mere pålidelige. 32 Det skal nævnes, at 2011-Valgundersøgelsen viser noget andet. Mens YouGov-undersøgelsen stort set viser business as usual, viser Valgundersøgelsen blandt arbejdere den næstmindste tilslutning til indkomstudligning, der er målt. Da der er 229 svarpersoner, er der tale om en statistisk sikker forskel mellem de to målinger. Som nævnt har vi normalt brugt Valgundersøgelsen som »facitliste« og stillingskodningen er også klart mere reliabel end i YouGov-undersøgelsen, men den samtidige afvigelse i partivalg i forhold til Risbjerg Thomsens opgørelser på basis af meget store Gallup-materialer (jf. Kapitel 6) betyder, at vi fæstner størst lid til YouGov-tallene – der da også bygger på ca. 3 gange så mange observationer som Valgundersøgelsen.
136
Kapitel 8: Er arbejderne gået mod højre – og er vælgerkorpset?
Tabel 8.1. Holdning til sociale reformer og indkomstudligning, opdelt efter klasse, 1969-2011. Opinionsbalancer i venstreorienteret favør. Sociale reformer bevares Arbejder 1969
Funktionær
Større indkomstudligning
Selvstændig
Arbejder
Funktionær
Selvstændig
53
68
11
60
30
29
1974
-4
-11
-46
48
33
7
1979
33
32
-16
38
16
-5
1984
51
43
6
21
-4
-41
1985
59
62
5
59
39
8
1990
52
40
10
47
24
-5
1994
53
44
3
28
4
-8
1998
45
36
14
12
1
-26
2001
34
25
-7
27
0
-21
2005
51
46
12
33
13
-24
2007
63
59
39
36
12
-1
2011 (YouGov)
40
26
9
25
-4
-12
2015 (YouGov)
33
26
2
18
-10
-2
Spm. Se Figur 8.1 (sociale reformer bevares) og Figur 8.2 (større indkomstudligning). Anm. Valgundersøgelsen 2011 viste opinionsbalancer på hhv. 54, 50 og 37 for bevarelse af sociale reformer og på hhv. 14, 10 og -31 for større indkomstudligning. YouGov undersøgelserne af valgene 2011 og 2015 er ikke korrigerede.
Figur 8.5. Forskel i opinionsbalancer mellem arbejderes og funktionærers syn på bevarelse af sociale reformer samt indkomstudligning, 1969-2011.
Kilde: Tabel 8.1.
137
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
På alle tre spørgsmål finder vi imidlertid arbejderklassen som den mest venstreorienterede samfundsgruppe – og når det gælder ulighed, er denne klasseforskel betydelig. Klasserne er næsten forsvundet i partipolitikken – opdelt på blokke – men ikke i det fundamentale spørgsmål om økonomisk udligning. Klasseopdelingen kan findeles yderligere, først og fremmest ved at opdele på ufaglærte og faglærte arbejdere samt på lavere og højere funktionærer. Resultatet er vist i Figur 8.6 for 2015. Iflg. gængse velfærdsteorier skulle velfærdsstaten bidrage til at binde arbejderklassen og hovedmassen af den ny middelklasse af funktionærer sammen. Det bekræftes fint af Figur 8.6. Lavere funktionærer er endda mere velfærdspositive end faglærte arbejdere (bl.a. i kraft af kønssammensætningen). Først blandt de højere funktionærer kølnes begejstringen. Stratifikationen blandt lønmodtagere slår stærkest igennem, når det gælder indkomstudligning. Det spænder fra en opinionsbalance på +28 blandt ufaglærte til -30 blandt højere funktionærer, der endda ligger en spids til højre for de selvstændige. Her er forskellen mellem ufaglærte og lavere funktionærer imidlertid også ret betydelig, i modsætning til, hvad vi så med velfærdsholdninger. Endelig er der næsten ingen forskel mellem ufaglærte, faglærte og lavere funktionærer, når det gælder synet på statskontrol med erhvervslivet. Det er der en betydelig skepsis imod blandt alle tre grupper, men det bliver mere udtalt hos de højere funktionærer og i særdeleshed blandt selvstændige. Alle disse forskelle er velkendte, og de falder ud som forventet. Men det bemærkelsesværdige er, at forskellene ikke er blevet mindre over tid, og at arbejderne ligger til venstre for funktionærerne på alle aspekter af højre-venstre, i særdeleshed på spørgsmålet om indkomstudligning. Kort sagt ser klassedelingen i politiske holdninger ud, som den altid har gjort – der er hverken aftagende eller tiltagende klassepolarisering, når det gælder politikkens substans. I hvert fald ikke, så længe vi taler om de klassiske højre-venstre spørgsmål.
4. Konklusion: Kun højredrejning i partivalg, ikke i holdninger Partipolitisk er alt forandret, men holdningsmæssigt er alt som før. Det er – firkantet sagt – konklusionen på denne analyse. Selvom tyngdepunktet i Folketinget som langtidstendens har forskudt sig ganske langt væk fra den tidligere (næsten-)balance mellem socialistiske og ikke-socialistiske partier, så kan vi ikke finde en tilsvarende ændring i politiske holdninger, når det gælder traditionelle venstre-højre spørgsmål. 138
Kapitel 8: Er arbejderne gået mod højre – og er vælgerkorpset?
Figur 8.6. Højre-venstreholdninger efter stilling, 2015. Opinionsbalancer i venstreorienteret favør. Procentpoint. Figur 8.6.a bevare soc reformer
Figur 8.6.b inkomstudligning
Figur 8.6.c statskontrol erhvervsliv
Kilde: YouGov undersøgelse juni/juli 2015 (GRIP, jf. Figur 8.1; ingen korrektion).
139
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Sammenlignet med 1960’erne og 1970’erne er der en svækket tendens til at se fuldstændig lighed som et ideal, og vælgernes opbakning om indkomstudligning ser ud til at være blevet en smule mindre. Måske er der også blevet en smule større skepsis over for statslig regulering end dengang. Til gengæld oplevede tilslutningen til velfærdsstaten omkring 1973-valget et kortvarigt dyk, som hurtigt blev udlignet. Men i den periode – de sidste 25 år – hvor ligevægten mellem højre og venstre er forskudt, finder vi ingen systematisk ændring; kun (måske) en tendens til, at vælgerne reagerer mod oplevet ligemageri under en socialdemokratisk regering og mod oplevet ulighedsskabende politik under en borgerlig regering. Til gengæld er tilslutningen til velfærdsstaten større i sidste del af perioden end i første del, og det samme gælder for tilslutningen til større lighed – og hårdere beskatning af høje indkomster, for den sags skyld. Når vi taler om sociale forskelle i partivalget, er det frem for alt højredrejningen blandt faglærte og ufaglærte arbejdere, der springer i øjnene. I 1960’erne var arbejdernes tilslutning til de socialistiske partier dobbelt så høj som funktionærernes – i dag er forskellen næsten elimineret, og der har i perioden mellem 2011- og 2015-valget endda været en del målinger, der placerede arbejderne til højre for den samlede middelklasse (inklusive selvstændige). Men det var først efter årtusindskiftet, arbejdernes tilslutning til socialistiske partier røg under 50 pct., og så sent som i 1990 stemte ca. 70 pct. af arbejderne på et socialistisk parti. Det betyder imidlertid ikke, at klasseforskellene i holdninger er væk. De er heller ikke blevet mindre. Det er stadig arbejderne, der ligger længst til venstre, når det gælder holdninger til velfærdsstaten og statskontrol med erhvervslivet. Og der er lige så markante forskelle, som der altid har været, i synet på lighed. Når klasseforskellene er blevet mindre i partipolitikken, skyldes det, at arbejderne er gået mod højre. Men vi kan ikke finde nogen tidsserie fra de sidste 25 år, der kan bekræfte, at arbejderne er gået holdningsmæssigt mod højre. Det er de ikke, når det gælder synet på økonomisk udligning, velfærdsstat eller statslig kontrol. Og det er de, som det vil fremgå af det følgende kapitel, heller ikke, når det gælder synet på indvandring. Når det gælder de grundlæggende holdninger, synes både stemningsklimaet i befolkningen og forskellene mellem samfundsklasserne i alt væsentligt at have holdt sig uforandrede gennem de sidste 40 år – kun med nogle fluktuationer fra valg til valg.
140
Kapitel 8: Er arbejderne gået mod højre – og er vælgerkorpset?
Referencer Gaasholt, Øystein & Lise Togeby (1995). I syv sind. Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere. Aarhus: Politica. Goul Andersen, Jørgen (1980). »Partipolitiske skillelinjer i arbejderklassen« Arbejdspapir, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Goul Andersen, Jørgen (1988). Vælgermosaik. Småartikler om valg og vælgere 19861988. Working Paper, Centre for Kulturforskning, Aarhus Universitet. Goul Andersen, Jørgen (1994). »Samfundsøkonomi, interesser og politisk adfærd« pp. 15-136 in Eggert Petersen et al., Livskvalitet og holdninger i det variable nichesamfund. Aarhus: Psykologisk Institut/Aarhus Universitetsforlag (også udg. som working paper no. 13 fra Det Danske Valgprojekt, Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet, 2008). Goul Andersen, Jørgen (1996). ‘Socialdemokratiets vælgertilslutning, 1971-1994’. pp. 174-220 in Gerd Callesen, Steen Christensen & Henning Grelle, red. Udfordring og omstilling. Bidrag til Socialdemokratiets historie, 1971-1996. Købehavn: Fremad. Goul Andersen, Jørgen (2002). Danskernes holdninger til indvandrere. AMID working paper No. 17. Prepared for the Ministry of Refugees, Immigrants and Immigration. Goul Andersen, Jørgen (2006). Immigration and the Legitimacy of the Scandinavian Welfare State. AMID Working Paper no. 53. Ivarsflaten, Elisabeth & Rune Stubager (2012). »Voting for the populist right in Western Europe: the role of education« pp. 122-137 i Jens Rydgren (ed.), Class Politics and the Radical Right. London : Routledge. Olsen, Lars (2013). En bygning slår revner. Socialdemokratiet og det folkelige Danmark. København: Gyldendal. Sniderman, Paul M., Michael Bang Petersen, Rune Slothuus, Rune Stubager (2014). Paradoxes of Liberal Democracy. Islam, Western Europe, and the Danish Cartoon Crisis. Princeton: Princeton University Press. Stubager, Rune (2006). The Education Cleavage. New Politics in Denmark. Aarhus: Forlaget Politica. Thomsen, Jens Peter Frølund (2006). Konflikten om de nye danskere: Om danskernes holdninger til etniske minoriteters kultur og rettigheder. København : Akademisk Forlag. Togeby, Lise (1997). Fremmedhed og fremmedhad i Danmark: Teorier til forklaring af etnocentrisme. København: Columbus.
141
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 9
Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok? Holdninger til indvandrer- og flygtningepolitikken Jørgen Goul Andersen
1. Renæssance for flygtninge- og indvandrerpolitikken i 2015? Ved valget i 2011 spillede holdningerne til flygtninge-/indvandrerpolitik en mindre rolle. Den økonomiske krise betød, at der var vigtigere sager på dagsordenen. Emnet trak stadig skel blandt vælgerne (se Møller Hansen & Goul Andersen, 2013), men ikke så markant som ved tidligere valg (jf. Kapitel 7). I 2015 vendte emnet tilbage. Der havde længe været varmet op af bl.a. Venstres daværende politiske ordfører Inger Støjberg, og selvom S-R-regeringen havde overrasket både med verbale udmeldinger og stramninger i foråret 2015, var valgkampen ikke gammel, før blå blok anført af Venstre angreb Thorning-regeringens lempelser og lovede omgående handling (bl.a. med asyludspil fremlagt 9.juni), hvis regeringsmagten skulle skifte. Venstres løfte blev indfriet: Allerede inden den ny V-regerings første 100 dage var omme, blev der indført en introduktionsydelse på SU-niveau, dvs. en tand skrappere end den starthjælp, der havde været gældende 2002-2011. Desuden havde regeringen via annoncer i bl.a. libanesiske aviser i starten uventet stor succes med at give Danmark et brand som et land, flygtninge ikke skulle rejse til – både i forhold til potentielle flygtninge og i forhold til amerikanske nyhedsmedier. Men flygtningekortet svigter aldrig. Det blev den lære, kommentatorerne og Christiansborg-miljøet endnu en gang kunne drage. Spørgsmålet er imidlertid: Var det flygtningespørgsmålet, der afgjorde 2015-valget? Hvordan var vælgernes holdninger, sammenlignet med tidligere valg? Hvordan ser klasseforskellene i holdninger ud på dette spørgsmål? Og hvordan har holdningsudviklingen været på andre værdipolitiske emner som lov og orden og u-landshjælp? Ulandshjælpen kom også til at fylde ganske meget i valgkampen. Måske endda mere end tilsigtet, fordi Venstre var under pres for at finde penge til løfter om
142
Kapitel 9: Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok?
forbedringer inden for sundhedsvæsenet, samtidig med at partiet forsøgte at holde fast i tidligere afgivne løfter om offentlig nulvækst og skattelettelser.33 Kort efter valget blev flygtningestrømmen til Europa imidlertid til en tsunami, og meningsmålinger kunne i sensommeren 2015 paradoksalt nok rapportere, at vælgerflertallet nu ikke blot støttede en fælles flygtningepolitik i EU, men også at Danmark skulle tage imod flere flygtninge (fx Gallup/Berlingske Tidende 12. sep. 2015). Vælgerholdningerne er dog ikke så paradoksale, som de kunne se ud til ved første blik. Som det blev slået fast i den første større analyse af danskernes holdninger, bogen »I syv sind« (Gaasholt & Togeby, 1995), har danskerne ganske ambivalente holdninger: »De fleste danskere er hverken særlig tolerante eller særlig intolerante, men befinder sig i en gråzone i midten. Mange er afvisende over for yderligere indvandring, men mener på den anden side, at vi skal behandle de indvandrere og flygtninge, der allerede er her, på en anstændig måde. Mange danskere oplever en umiddelbar modvilje mod folk med et fremmed udseende og en fremmed kultur, men modviljen er sjældent af uoverstigelig art. Vi føler et vist ubehag ved alt det fremmede, der vælter ind over vore grænser, men er på den anden side også indstillet på at afhjælpe den nød, der findes i verden. For mange indgår der på samme tid angst for udviklingen, mistænksomhed over for de fremmedes motiver og en medmenneskelig omsorg.« (Gaasholt og Togeby, 1995: 68). Det er i dette lys, vi skal se på vælgerholdningerne i et lidt længere tidsperspektiv. Spørgsmålet er nemlig, om vælgerholdningerne er så entydigt negative, kritiske eller skeptiske, som de ofte udlægges. Desuden er det vigtigt at skelne mellem generelle holdninger til (uspecificerede) opstramninger og holdninger til konkrete politik-forslag. Vælgere kan principielt godt være »strammere« og samtidig være kritiske over for konkrete tiltag, eksempelvis stærkt reducerede ydelser så som starthjælpen. Vi starter i det næste afsnit med at se holdningsudviklingen i et længere tidsperspektiv, hvorefter vi undersøger udviklingen i forskellene mellem klasser (dvs. stillingsgrupper) på spørgsmål om indvandring og u-landshjælp. Herefter 33 Se fx http://www.dr.dk/nyheder/politik/valg2015/loekke-staar-fast-ingen-skal-prioriteres-fra-i-sundhedsvaesenet (3.juni 2015).
143
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
undersøges det, hvor stor betydning, indvandring havde for 2015-valget, og om indvandring altid er en vindersag for »Blå Blok«.
2. Langtidsudviklingen i synet på indvandring og u-landshjælp Synet på flygtninge-/indvandrerpolitik er som omtalt blevet kernen i det sæt af holdninger, der i dag udgør den »nye« politiske dimension, som Valgprojektet af mangel på bedre døbte »værdipolitik« – en betegnelse, der efterhånden gled ind i det politiske hverdagssprog. Ligesom i kapitel 8 finder vi heller ingen langsigtet højredrejning, når det gælder holdninger til indvandrere, jf. Figur 9.1. Figur 9.1. Overvægt (opinionsbalancer), der ikke ser indvandring som trussel mod den nationale egenart samt overvægt (opinionsbalancer), der vil bruge flere penge frem for at spare på flygtninge og indvandrere samt på u-landshjælp, 1987-2015.
Spm. (1) Indvandring udgør en alvorlig trussel mod vores nationale egenart. (Figuren viser uenig minus enig) (2) Nedenfor er listet nogen offentlige opgaver, og for hver opgave vil vi gerne bede dig svare på, om du mener, det offentlige bruger for mange penge, passende, eller for få penge til opgaven? (Figuren viser for få penge minus for mange penge) Kilde: 1987-2011: Valgundersøgelserne. 2015 You Gov undersøgelsen af valget. På spm. om indvandring som trussel er dog benyttet den samtidige GRIP-undersøgelse, da ordlyden er modificeret i YouGov valgundersøgelsen. Tallet for 2015 er kalibreret ud fra YouGov-undersøgelserne i 2011 og 2015 (18-65-årige). Udviklingen fra 2011 til 2015 er lagt oven i Valgundersøgelsens tal for 2011. Kalibreringen er vigtig, da ukorrigerede data i 2015 giver en opinionsbalance på -17 for indvandring som trussel, -42 for udgifter til flygtninge og indvandrere, og -45 for u-landshjælp.
144
Kapitel 9: Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok?
Det betyder dog ikke, at der slet ikke har været nogen udvikling. Frem til 2011 kunne udviklingen i synet på indvandring som trussel næsten tolkes som en svag langtidstendens til mere positive holdninger. Det ville være i overensstemmelse med, at de unge gennemgående har et mere positivt syn end ældre. Men dykket fra 2011 til 2015 – som svarer nogenlunde til dykket i 1990 – synes at eliminere denne tolkningsmulighed. Holdningerne kunne se ud til at være mere alders- end generationsbestemte (Thomsen, 2006). Når det gælder vælgernes syn på udgifter til flygtninge/indvandrere og udgifter til u-landshjælp, er kurverne påfaldende ens. Det er ikke tilfældigt, for der er en korrelation så høj som r= .71 mellem vælgernes syn på udgifter til de to områder. Til gengæld ændres holdningsfordelingen på begge spørgsmål over tid. I 2005 var der kortvarigt flere, der ville tilføre ulandshjælpen flere ressourcer, end der ville spare, og 2007 var sparekravet ligeledes ret beskedent. Men det ændrede sig med den økonomiske krise i 2011, og i 2015 blev spareønsket yderligere styrket, selvom krisen var på hæld. Vi kan kun gisne om årsagerne til det stigende ønske om besparelser. Måske var det valgkampen, måske skyldtes det flygtningestrømmen (der dog var ganske moderat endnu på interviewtidspunktet i juli 2015). Også den stramme offentlige udgiftspolitik kan have bidraget: Hvis der er politisk konsensus om at spare (yderpunkterne for de store partier lå ved 2015-valget mellem nulvækst og plus 0.8 pct.), er dagsordenen ikke så meget, om der skal spares, men hvor der skal spares – og dér kommer områder som u-landshjælp, flygtninge/indvandrere og kulturudgifter under pres. At flere partier op til 2015-valget talte om at prioritere hjælp til flygtninge i nærområdet, kunne logisk begrunde en negativ sammenhæng mellem syn på flygtningeudgifter og u-landshjælp, men dette forekommer lige så lidt i vælgernes holdninger som i regeringers handlinger. Det hører dog med til historien, at holdningerne i 2015 ikke er unikke. Spareønskerne var endnu stærkere fra 1990 til 2001 – fra 1994 måske som modreaktion på Radikale Venstres indflydelse i regeringen. Opfattelsen af indvandring som kulturel trussel er også tidligere set mindst lige så udtalt som i 2015 – nemlig i 1987 og 1990. Alligevel er det tydeligt, at der på alle tre spørgsmål skete en værdipolitisk højredrejning i 2015.34 34 På grund af de meget store stikprøver er forskellene mellem 2011 og 2015 statistisk sikre, men en forskydning i en opinionsbalance på 4 til 6 procentpoint er trods alt beskeden: For ekstempel steg andelen, der ville spare på udgifter til flygtninge og indvandrere, kun fra 51.6 pct. til 52.9 pct.
145
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Vore dataserier går kun tilbage til 1987 – spørgsmål om fremmed- eller gæstearbejdere indgik i flere undersøgelser allerede fra 1979, men næsten ingen er gentaget over tid (Goul Andersen, 2002; Gaasholt & Togeby, 1995; Togeby, 1997; Thomsen, 2006). Det kan dog nævnes, at Valgprojektet siden 1990’erne også har medtaget et spørgsmål om, at indvandrere skulle have samme sociale rettigheder som danskere (hvad de faktisk i vid udstrækning har, jf. Goul Andersen, 2007). Dette spørgsmål viste en stabil fremgang indtil 2007, dog med den tilføjelse, at flertallet i samtlige undersøgelser var uenige i, at indvandrere skulle have samme sociale rettigheder.35 Navnlig når det gælder det sidste spørgsmål, skal det dog bemærkes, at der kan være problemer med at sammenligne over tid. I hvert fald siden 1990’erne er ordet »indvandrere« primært blevet forstået som »ikke-vestlige« indvandrere – og nok især muslimske indvandrere. Da man i 1960’erne og 1970’erne talte om fremmed- eller gæstearbejdere, var det lignende geografiske oprindelser, der blev tænkt på, men der var ikke religiøst ansigt på. Efter 2000 skiftede indvandringen igen ansigt, bl.a. med et stigende indslag af »vestlige« indvandrere fra Østeuropa. Det kan medføre, at spørgsmålenes betydning skifter, specielt når det gælder sociale rettigheder og social dumping. Der er heller ingen langtidsændring i retning af mere højredrejede værdipolitiske holdninger, når det gælder retspolitikken – måske snarere tværtimod. I de fleste valgundersøgelser siden 1979 er de adspurgte blevet bedt om at tage stilling til, om voldsforbrydelse bør straffes langt hårdere, end det er tilfældet i dag. Det tilslutter et meget stort flertal sig, jf. Figur 9.2, men er der nogen tendens de sidste 20 år, har tilslutningen nok snarere været faldende end stigende. Det er primært ændringerne, man skal hæfte sig ved. Andelen af »uenige« i strengere straffe er i samtlige målinger under 13 pct., men dette afspejler nok, at svaret mest udtrykker en dyb afstandtagen fra vold. For det første viste Rockwool-undersøgelsen Borgene og Lovene i 1997, at almindelige borgere i stort set alle konkrete tilfælde af lovovertrædelser inklusive »mild« vold ville dømme mildere end nævninge, der i sin tur ville dømme mildere end de juridiske dommere (Goul Andersen, 1998). For det andet ser svarfordelingen anderledes ud, når der indgår et alternativ. I valgundersøgelserne 1994 og 1998 blev vælgerne spurgt, om kriminalitet bekæmpes bedst med forebyggelse og human behand35 Er ikke vist, da spørgsmålet ikke var med i 2015.
146
Kapitel 9: Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok?
ling af lovovertrædere eller med hårde straffe, og her valgte ca. 60 pct. det første, kun ca. 25 pct. de hårde straffe. Det betyder ikke nødvendigvis, at den næsten enstemmige tilslutning til hårdere straffe er fuldstændigt misvisende, men det kan også afspejle en vis ambivalens. Krav om hårdere straffe har muligvis en umiddelbar appel, der oftest gør det til et vinder-issue, men vælgerne er langtfra så entydige og uforbeholdne strammere, som tallene kunne antyde – og man kan godt forestille sig, at højere straf ikke altid er et »vinderstandpunkt«. Figur 9.2. Overvægt (opinionsbalancer), der mener, voldsforbrydelser bør straffes langt hårdere end i dag, 1979-2015.
Spm. 1979, 1990-2007, 2015: Voldsforbrydelser bør straffes langt hårdere end i dag. 1987: Voldsforbrydelser bør straffes langt hårdere, end de bliver for øjeblikket. 2011: Voldsforbrydelser bør straffes langt hårdere, end det er tilfældet i dag. 1994: Halvdelen af svarpersonerne spurgt uden »hverken enig eller uenig« 2015: Uden mulighed for at svare »ved ikke« (Figuren viser enig minus uenig). Anm. Det er antaget, at marginalfordelingerne ikke påvirkes af de små variationer i ordlyd. Den mest »kritiske« ændring kan være 2011 (og dermed 2015, der er kalibreret til 2011-tallene, jf. nedenfor). Kilde: 1987-2011: Valgundersøgelserne. 2015: GRIP (YouGov). Tallet for 2015 er kalibreret ud d fra ændringen fra YouGov-undersøgelsen i 2011 til 2015 (kun 18-65-årige). Det ukorrigerede tal for 2015 er +71.
Alt i alt er der ingen langtidstendens til højredrejning på værdipolitikken, hverken når det gælder oplevelse af indvandring som trussel, syn på udgifter til flygtninge/indvandrere og u-landshjælp eller syn på hårdere straffe. Derimod er der nogle meget store konjunktur- og/eller politisk bestemte svingninger i villigheden til at bruge penge. Ydre begivenheder i form af tilstrømning af flygtninge kan muligvis spille ind på holdninger til flygtninge-/indvandrerpolitikken – men eksempelvis er det svært at aflæse nogen effekt af mere dramatiske begivenheder som den såkaldte »Muhammed-krise« i kølvandet på offentlig147
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
gørelse af de omdiskuterede tegninger i efteråret 2005 (jf. også Sniderman et al, 2014), og der er formentlig heller ikke megen forbindelse mellem tallene ved 2015-valget og terrordrabene i København først på året.36
3. Klasseskel i holdninger De sociale skel i holdninger til flygtninge-/indvandrerspørgsmål adskiller sig markant fra, hvad man finder på traditionelle venstre-højrespørgsmål. På spørgsmål om indvandring og u-landshjælp er det arbejderne, der ligger længst til højre, mens funktionærer ligger længst til venstre. Selvstændige er ofte i en mellemposition. Som det fremgår af Figur 9.3, er holdningsforskellen mellem arbejdere og funktionærer betydelig – ofte større end, hvad vi finder med modsat fortegn på traditionelle venstre-højrespørgsmål (jf. kapitel 8). Det er ikke noget, der pludselig er opstået (Goul Andersen & Bjørklund, 1990) – klasseforskellen var mindst lige så stor i 1990. Figur 9.3. Forskel i opinionsbalancer mellem arbejderes og funktionærers syn på indvandring som trussel mod nationale egenart, 1969-2015.
Adm. Kurven viser forskellen i opinionsbalance mellem arbejdere og funktionærer. Kilde: 1990-2007: Valgundersøgelserne. 2011V: Valgundersøgelsen. V2011YG: YouGov-undersøgelsen af 2011-valget (kun 18-65-årige). 2015YG: GRIP-undersøgelsen (YouGov, juni-juli 2015). De viste YouGov data for 2011 og 2015 er ikke kalibreret.
På dette punkt hersker der usikkerhed om den seneste udvikling. Iflg. Valgundersøgelserne 2005-07 og YouGov-undersøgelserne af valgene 2011-15 er klas36 TrygFondens Tryghedsmåling 2015 (Andersen et al., 2015) viste heller ikke større udsving, når det gjaldt mere direkte spørgsmål om terrorfrygt mv. (målingerne blev dog foretaget før den store terroraktion i Paris i november 2015).
148
Kapitel 9: Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok?
seskellet i holdninger tilsyneladende blevet lidt mindre. Men Valgundersøgelsen 2011 viser – på et lidt mere spinkelt datagrundlag – det stik modsatte. De to samtidige målinger i 2011 udgør faktisk de to yderpunkter på kurven fra 1990 til 2015, men valgundersøgelsens 2011-resultat afviger ikke meget fra 1990-2001. Den forsigtige konklusion må derfor være, at klasseskellet har været der hele tiden, og at det næppe er blevet større. Forskellen er, at denne holdningsforskel tidligere var uden betydning for partivalget (i 1990 var der faktisk størst tilbøjelighed til at stemme socialdemokratisk blandt vælgere, der så indvandring som en trussel). Men siden er emnet kommet til at veje tungere, og mange har taget de partipolitiske konsekvenserne af deres holdninger. Et fyldigt billede af den sociale profil i holdninger er vist i Figur 9.4. Det er primært uddannelse og til dels alder, der bestemmer vælgernes syn på indvandring som en trussel, og det giver en særegen profil, når vi opdeler på stilling. Ufaglærte og faglærte arbejdere ligger længst til højre, sammen med pensionister og førtidspensionister. Studerende og højere funktionærer ligger længst til venstre. De arbejdsløse har ikke et negativt syn på indvandring som trussel, men ligger lidt til venstre for befolkningsgennemsnittet. Mønstret er det samme, når det gælder syn på offentlige udgifter til flygtninge og indvandrere samt til u-landsbistand, blot er forskellene knapt så markante. Figur 9.4. Oplevelse af indvandring som trussel mod den nationale egenart, opdelt efter stilling, 2015. Opinionsbalancer (enig minus uenig) i procentpoint.
Kilde: GRIP-undersøgelsen (YouGov) 2015. Tallene er ikke kalibreret til Valgundersøgelserne.
149
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
4. Flygtningeholdninger og partivalg ved 2015-valget Var det så holdninger til flygtninge og indvandrere, der gav Dansk Folkeparti den store fremgang ved 2015-valget? Som det skal vises i kapitel 11, er det næppe hele forklaringen, men det synes at have bidraget betydeligt. Allerførst kan vi undersøge, hvor meget holdningerne varierer fra parti til parti, jf. Figur 9.5. Yderpunkterne udgøres af Radikale Venstre og Alternativet på den ene side, Dansk Folkeparti på den anden. SF og Enhedslistens vælgere er knapt så stærke i troen. At balancepunktet hos de to partier er det samme, dækker over, at der både er flere »enige« og »uenige« blandt Enhedslistens vælgere; 26 pct. af Enhedslistens vælgere erklærer sig »enig« i, at indvandring udgør en trussel. Figur 9.5. Oplevelse af indvandring som trussel mod den nationale kultur, opdelt efter partivalg 2015. Opinionsbalancer (enig minus uenig) i procentpoint.
Kilde: YouGov valgundersøgelsen 2015. Spm.: »Indvandring udgør en alvorlig trussel mod den danske kultur« (i stedet for »vores nationale egenarv«. Vi har benyttet YouGov valgundersøgelsen pga. det større antal svarpersoner (4820 med oplyst partivalg). Bortset fra Kristendemokraterne (N=41) og Det Konservative Folkeparti (N=162) er der mere end 200 svarpersoner for hvert parti.
Socialdemokrater og kristendemokrater er delt, med nogenlunde lige mange enige og uenige, hvilket gennemsnitligt placerer de to partier i en midterposition. På den borgerlige fløj er Liberal Alliances vælgere gennemsnitligt mindst tilbøjelige til at se indvandring som en kulturel trussel; 48 pct. erklærer sig enige, hos de Konservative er tallet 53 pct., og hos Venstre 60 pct. Der er dog 19 pct. af Venstres vælgere, der er uenige, hvilket giver en opinionsbalance på +41. Blandt Dansk Folkepartis vælgere er andelen af uenige helt nede på 4 pct., mens 87 pct. er enige – og 62 pct. »helt enig« hvilket er markant højere end Venstres 23 pct. på andenpladsen. 150
Kapitel 9: Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok?
Tabel 9.1. Tilslutning til Rød og Blå Blok 1990, 2011 og 2015, opdelt efter syn på indvandring som trussel mod dansk kultur. Pct. Indvandring trussel mod dansk kultur 1)
Rød blok 1990
2)
2011
Blå blok 2015
1990
2)
2011
(N) 2015
1990
2)
2011
2015
Helt enig
57
30
21
43
70
79
215
1003
1211
Delvis enig
49
38
36
51
62
64
164
967
1199
Hverken/eller
57
47
53
43
53
47
75
1088
753
Delvis uenig
57
63
62
43
37
38
137
863
709
Helt uenig
71
84
85
27
16
15
201
1106
817
Alle Eta? 1) 1990 og 2011 »….trussel mod vores nationale egenarv« Personer, der svarer »ved ikke« på spørgsmålet, indgår ikke i tabellen. 2) Klassificeringen af partier i 1990 følger 2011-2015. Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet er grupperet under »blå blok« Centrum-Demokraterne, De Grønne, Fælles Kurs under »rød blok« Retsforbundet er grupperet som »andet«
Det betyder også, at tilslutningen til »blå blok« stiger fra 15 pct. hos de »helt uenige« til 79 pct. hos de »helt enige« i 2015, jf. Tabel 9.1. Det er lige før, man kan forudsige folks blokvalg ud fra, om de ser indvandring som trussel. Denne sammenhæng er også lidt stærkere end i 2011, og der er blevet flere, der er enige. Det indikerer tilsammen, at vi har en ret plausibel forklaring på blå bloks fremgang ved valget. En sammenligning med 1990 illustrerer samtidig, hvor store ændringer, der er tale om, set i et længere perspektiv. Bortset fra en højere stemmeandel blandt de »helt uenige« fik »rød blok« dengang stort set samme tilslutning, uanset syn på indvandring som trussel. Blandt de vælgere, der er »helt enige« i at se indvandring som trussel, har rød blok således mistet næsten 2/3 af vælgerne fra 1990 til 2015, mens rød blok trods den generelle tilbagegang er gået frem blandt de vælgere, der er uenige i at se indvandring som trussel. Det er også plausibelt, at holdning til indvandring er en hovedforklaring på Dansk Folkepartis store fremgang ved valget i 2015. Blandt den fjerdedel af vælgerkorpset, der var »helt enige« i at se indvandring som en trussel, opnåede Dansk Folkeparti 52 pct. af stemmerne. Det faldt til 21 pct. blandt de »delvis enige« 9 pct. blandt de neutrale, og hhv. 4 og 2 pct. blandt de vælgere, der var »delvis« eller »helt uenige«. For Socialdemokratiet ser vi en stærkere polarisering i 2015 end i 2011. Partiet er gået tilbage fra 20 til 14 pct. blandt de vælgere, der er »helt enige« i at se indvandring som en trussel, men frem i de øvrige grupper. Både blandt de vælgere, der var »uenige« i at se indvandring som en trussel og blandt de neutrale stod Socialdemokratiet næsten lige så stærkt i 2015 som ved valget i 1990, hvor partiet 151
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
nåede fordums styrke. Til gengæld er S-tilslutningen ovr de 25 år dalet fra 44 til 14 pct. blandt de »helt enige« og fra 38 til 27 pct. blandt de »delvis enige«. Det er også værd at bemærke, at tilslutningen til Socialdemokratiet i 1990 var størst blandt de vælgere, der så indvandring som en trussel, lavest blandt de uenige. Det skyldes ikke, at fremmedfjendtlighed eller –skepsis bidrog til at øge tilslutning til Socialdemokratiet. Det var udtryk for, at Socialdemokratiet repræsenterede ret negativt indstillede vælgergrupper, der bare stemte ud fra helt andre motiver dengang – først og fremmest økonomiske/fordelingspolitiske interesser. Og i 1990 opnåede Socialdemokratiet netop en tilbagevenden af mange arbejdervælgere, så partiet havde absolut flertal både blandt faglærte og ufaglærte arbejdere; godt 70 pct. stemte på et socialistisk parti (Borre & Goul Andersen, 1997). Tabel 9.2. Tilslutning til Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti/Fremskridtspartiet 1990, 2011 og 2015, opdelt efter syn på indvandring som trussel mod dansk kultur. Pct. Indvandring trussel mod dansk kultur*)
Socialdem.
Venstre
Dansk Fp (1990: FrP)
1990
2011
2015
1990
2011
2015
1990
2011
Helt enig
44
20
14
18
29
18
10
32
2015 52
Delvis enig
38
22
27
16
35
29
13
14
21
Hverken/eller
37
24
34
16
33
24
6
7
9
Delvis uenig
34
26
32
16
20
18
2
2
4
33
25
32
12
8
7
1
0
2
Helt uenig Alle
37.7
Anm. Antal svarpersoner fremgår af Tabel 9.1.
Partiet Venstre adskiller sig fra Dansk Folkeparti ved at få flest stemmer – og flere end Dansk Folkeparti – blandt de »delvist enige«. Partiets negative profil er dog blevet skærpet en anelse fra 2011 til 2015. Og ændringen er meget markant i forhold til 1990, hvor syn på indvandring var næsten uden betydning for tilslutningen til Venstre; kun de »helt uenige« skilte sig ud ved en tilslutning, der lå ca. 4 procentpoint lavere end i de øvrige grupper. Men det var også kun 9 år efter, at Venstres tidligere statsminister Poul Hartling i egenskab af FN’s højkommissær for flygtninge havde modtaget Nobels Fredspris – for organisationens (UNHCR’s) arbejde med at få en lang række lande til at deles om ansvaret med at modtage 1-2 millioner vietnamesiske bådflygtninge. Som endnu en indikation af indvandrerspørgsmålets betydning for Dansk Folkepartis fremgang kan vi se på vælgerbevægelserne mellem hhv. Socialde152
Kapitel 9: Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok?
mokratiet og Dansk Folkeparti og Venstre og Dansk Folkeparti mellem valgene 2011 og 2015. I hvor høj grad kan disse bevægelser tilskrives skeptiske/negative holdninger til indvandring? Tabel 9.3. Syn på indvandring som trussel blandt partiskiftere fra Socialdemokraterne til andre partier 2011-2015. Opinionsbalancer. Procentpoint. Parti 2015 Dansk Fp
Fra SD i 2011
Kernevælger 2011-2015
N1
N2
+86
+84
101
538
Venstre
(+44)
+44
28
692
Kons+Lib.All+KrD
(+40)
+18
23
256
-3
-3
816
816
(-33)
-66
13
119
-17
-44
123
466
Soc.Dem. Rad.Venstre Venstrefløj (EL, SF, Alt.)
Var de socialdemokrater, der skiftede til Dansk Folkeparti i 2015, blevet »ægte DF’ere« i synet på indvandrere, eller var det i virkeligheden andre ting, der drev dem? Det sidste spørgsmål kan vi ikke besvare med sikkerhed, men er det negative syn på indvandring kommet efter overgangen til DF, er der i hvert fald sket en god socialisering, for de tilkomne socialdemokrater til DF i 2015 havde mindst lige så negativt syn på indvandring som DF’s kernevælgere (opinionsbalancer hhv. +86 og +84), jf. Tabel 9.3. Man kunne så forestille sig, at DF’s kernevælgere var »helt enige« mens de tilkomne socialdemokrater var lidt mere reserverede. Men det er heller ikke tilfældet: Blandt DF’s kernevælgere var 65 pct. »helt enige« i at se indvandring som en trussel; blandt 2011-socialdemokrater, der i 2015 skiftede til DF, var tallet 66 pct. Det er en temmelig stærk indikation af, at synet på indvandring er en hoveddrivkraft. Socialdemokraternes tab til venstresiden var mere den bløde mellemvare: Blandt stabile venstrefløjsvælgere var opinionsbalancen -44, altså en kraftig afvisning af at se indvandring som trussel. Men hos de 2011-socialdemokrater, der gik venstreover i 2015, lå holdning til indvandring tættere på de stabile socialdemokrater: -17, mod -3 blandt dem, der stemte på S ved begge valg. Det peger på, at det mest er andre holdninger (f.eks. til velfærds- og fordelingspolitikken og/eller den økonomiske politik), der har drevet disse socialdemokrater venstreover. Når det gælder Socialdemokratiets afskalning til Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, bliver vore tal mere statistisk usikre. Men tilsammen når vi op på godt 50 svarpersoner, og begge grupper 153
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
synes at have samme opinionsbalance (hhv. +44 og +40) som de vælgere, der stemte Venstre ved begge valg (+44). Igen er de socialdemokrater, der går til »blå blok« eksklusive DF fuldt ud lige så indvandrerkritiske som kernevælgerne i blå blok. Kort sagt er alle socialdemokrater, der går til blå blok, mindst lige så indvandrerkritiske som kernevælgerne i de partier, de kommer til. Det udelukker ikke andre faktorer, eller at det oprindelige skub har været andre motiver, men resultaterne er i alt fald fuldt konsistente med en antagelse om, at holdning til indvandring er hovedforklaringen. Socialdemokraterne har kunnet føle sig lidt i en »damned if you do – damned if you don’t« situation. Partiet gennemførte (delvist symbolske) stramninger og anlagde en hård retorik i valgåret, nok ikke mindst for at mindske vælgernes oplevelse af afstand mellem Socialdemokratiet og Venstre/Dansk Folkeparti og dermed mindske tilskyndelsen til at skifte højreover pga. flygtninge-/indvandrerpolitikken. Det lykkedes ikke, for mange 2011-socialdemokrater tog alligevel konsekvensen af deres holdninger på dette område og drev til DF, V og andre borgerlige partier. Alternativt kunne Socialdemokraterne offensivt have forsøgt at påvirke kritiske vælgergruppers holdninger frem for at søge at tilpasse sig dem. Det kunne formentlig have forhindret afskalningen til blå blok – hvis det vel at mærke var lykkedes. Sandsynligheden herfor var måske ikke så stor, men man kan spørge, om det kunne være gået ret meget værre; der er ikke så mange indvandrerkritiske socialdemokrater tilbage at tabe af. Ræsonnementet ovenfor har dog den mangel, at det ikke ser på de vælgere, der strømmede til Socialdemokratiet, først og fremmest fra Venstre og Dansk Folkeparti. For Venstres vedkommende er dette belyst i Tabel 9.4. Her viser det sig faktisk, at de 2011-venstrevælgere, der skiftede til Socialdemokratiet i 2015, var akkurat lige så indvandrerkritiske som Venstre-kernevælgerne (opinionsbalance hhv. +41 og +44), og væsentligt mere kritiske end de socialdemokratiske kernevælgere (-3). De venstrevælgere, der skiftede til Socialdemokraterne, var iflg. stikprøven endda mere kritiske end de 2011-venstrevælgere, der skiftede til et andet parti i blå blok excl. Dansk Folkeparti (opinionsbalance +19). Når det gælder bevægelser til Radikale Venstre og venstrefløjen, bliver tallene meget små, men disse vandrere ser ud til for flertallets vedkommende at afvise indvandring som trussel (opinionsbalancer hhv. -34 og -8). Set under ét er der ingen tvivl om, at de vælgere, der skiftede fra Venstre til den værdipolitiske venstrefløj, var med på værdipolitikken et godt stykke ad vejen. Men det kan 154
Kapitel 9: Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok?
samtidig være en forklaring på, at Radikale Venstre ikke kunne tiltrække mange venstrevælgere, selvom de Radikales økonomiske politik kunne appellere. Tabel 9.4. Syn på indvandring som trussel blandt partiskiftere fra Venstre til andre partier 2011-2015. Opinionsbalancer. Procentpoint. Parti 2015
Fra Venstre i 2011
Kernevælger 2011-2015
N1
N2
Dansk Fp
+79
+84
193
538
Venstre
+44
+44
692
692
Kons+Lib.All+KrD
+19
+18
115
256
Soc.Dem. Rad.Venstre Venstrefløj (EL, SF, Alt.)
+41
-3
55
816
(-34)
-66
21
119
(-8)
-44
18
466
Den største gevinst for Dansk Folkeparti i 2015 skyldtes tilgang fra Venstre. Ligesom for Socialdemokratiet synes tallene umiddelbart at bekræfte, at det også her er det kritiske syn på indvandring, der er drivkraften. De mange venstrevælgere, der skiftede til DF, havde en opinionsbalance på +79, ikke signifikant afvigende fra DF-kernevælgernes +84. Dog synes de venstrevælgere, der skiftede til DF at være lige knapt så indvandrerkritiske som de socialdemokrater, der skiftede. »Kun« 51 pct. var »helt enige« i at se indvandring som trussel – mod 65 pct. blandt DF-kernevælgerne og 66 pct. blandt de tilkomne socialdemokrater. Det antyder, at der i lidt højere grad end for de DF’ere, der kom fra Socialdemokratiet, kan være behov for supplerende forklaringer. Til slut er der bevægelserne væk fra Dansk Folkeparti. De er ikke mange, men vi kan med forsigtighed se på dem, der skiftede til Venstre og Socialdemokratiet, jf. Tabel 9.5. Partiskifterne fra DF til Venstre omfatter kun godt 20 personer, men det ser umiddelbart ikke ud til, at de er »blødere« i synet på indvandring end DF-kernevælgerne (opinionsbalancer hhv. +76 og +84). Til gengæld ser det ud til, at de DF’ere, der skiftede til Socialdemokratiet, gennemsnitligt var mere »bløde« end de DF’ere, der holdt fast ved partiet (opinionsbalancer hhv. +34 og +79). Det ligger næsten midt imellem de socialdemokratiske kernevælgere og DF-kernevælgerne. Om det så skyldes, at en mildere indvandrerpolitik har bidraget lidt til at trække DF’ere over, eller om Socialdemokratiets (oplevet) mildere indvandrerpolitik tværtimod var en barriere for at trække DF’ere »hjem«, kan
155
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
tallene ikke afgøre. Men det er nok overvejende andre faktorer, der skal til for at forklare (den meget beskedne) trafik af DF-vælgere over til Socialdemokratiet. Tabel 9.5. Syn på indvandring som trussel blandt partiskiftere fra Dansk Folkeparti til andre partier 2011-2015. Opinionsbalancer. Procentpoint. Parti 2015 Dansk Fp Venstre Soc.Dem.
Fra DF i 2011
Kernevælger 2011-2015
N1
N2
+84
+84
538
538
(+76)
+44
22
692
+34
-3
31
816
På basis af rene tværsnitsdata kan vi ikke konkludere definitivt, at flygtninge-/ indvandrerpolitikken og politiseringen af emnet i valgkampen var hovedforklaringen på blå bloks og i særdeleshed Dansk Folkepartis sejr ved valget. F.eks. kan partiskiftet være kommet først og kritisk syn på indvandring derefter. Men med denne begrænsning tyder meget på, at dette emne havde ganske afgørende betydning for DF’s valgsucces og til dels for blå bloks sejr. Navnlig når det gælder vandringen fra S til DF, passer tallene temmelig godt. Når det gælder vandringen fra V til DF – som var den største – kan der se ud til at være lidt mere rum for alternative forklaringer (én af dem – udkantsproblemer – skal vi se nærmere på i kapitel 11).
5. Er indvandring altid en tabersag for rød blok? Der er nok næppe tvivl om, at der i Christiansborg-miljøet – blandt partier, journalister og politiske kommentatorer – trives en opfattelse af, at indvandrerkortet aldrig svigter for blå blok og altid kan bruges som en nødløsning, hvis det kniber med at erobre eller fastholde regeringsflertallet. Men det ser nu ud til at være en sandhed med store modifikationer. Som det fremgår af Tabel 9.6, har der ikke altid været opbakning om stramninger. I 2001 var der et markant flertal for stramninger, men i 2007 mente hele 46 pct. af vælgerne, at stramningerne havde været for vidtgående. Det skyldes utvivlsomt, at der under valgkampen (det tidsmæssige sammenfald synes tilfældigt) var kommet medieopmærksomhed på vilkårene for børn med langvarige ophold i asyllejre. I 2011 var der færre end i 2007, der syntes, stramningerne var gået for vidt, men der var også færre, der ønskede yderligere stramninger. Det afspejler nok, at emnet var røget langt ned på dagsordenen ved krisevalget i 2011. Ved 2015-valget blev 156
Kapitel 9: Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok?
der mobiliseret på spørgsmålet under valgkampen, og flygtningestrømmen var tiltagende (men endnu meget langt fra de enorme antal i efteråret 2015). Befolkningens ønske om stramninger var atter tiltagende – til dels stimuleret af meldingerne fra alle de større partier. Det var ikke et folkekrav om stramninger, der kunne måle sig med 2001, men det var første gang siden 2001, hvor andelen, der ville stramme yderligere, overgik andelen, der syntes, det var gået for vidt. Tabel 9.6. Vælgernes syn på stramninger for flygtninge/indvandrere. 2001-2015. Pct. 2001
2005
2007
2011
2015
Dec.2015
Ikke vidtgående nok
55,7
22,6
19,1
15,9
40,3
-29,1
Passende
28,6
47,0
31,9
37,3
28,4
-28,1
For vidtgående
11,1
26,8
46,0
37,3
22,8
-30,7
4,6
3,7
2,9
9,5
9,6
-12,2 -100,0
Ved ikke I alt
100,0
100,0
100,0
100,0
100,0
Opinionsbal. For vidt minus ikke vidt nok
-44.6
+4.2
+26.9
+21.4
-17,5
+1,6
Total
2026
2264
4018
2047
5219
12198
Spm. 2011. »Fogh-regeringen har gennemført en række stramninger af flygtninge-/indvandrerpolitikken. Mener du, at disse stramninger har været passende, er de gået for vidt, eller har de ikke været vidtgående nok« (de øvrige år: små, nødvendige variationer i henvisningen til den siddende regering før valget). Kilde: 2001-2011. Valgundersøgelserne. 2015: YouGov undersøgelsen af valget. Afvigelser mellem valgprojektet og YouGov er i 2011 insignifikante, hvorfor der ikke er kalibreret.
Spørgsmålet blev gentaget endnu engang i december 2015, nu med henvisning til stramningerne under Venstre-regeringen (dvs. siden valget den 18.juni 2015) – men inden de stramninger (herunder den såkaldte »smykkelov«), der under stor international opmærksomhed blev vedtaget i januar 2016. I december 2015 var der ligevægt mellem det synspunkt, at stramningerne var gået for vidt, og at de ikke var gået vidt nok. Ved folkeafstemningen om EU-retsforbeholdet den 3. december 2015 undtog partierne bag anbefalingen af et »ja« (V, K, R, S og SF) eksplicit den fælles flygtningepolitik og lovede en særskilt afstemning, såfremt det nogen sinde skulle blive aktuelt. Iflg. meningsmålinger gik vælgerflertallet ganske vist ind for en fælles EU-aftale om fordeling af flygtninge (Gallup/Berligske 12.9.2015), men det blev tolket som en kortvarig stemningsbølge af sympati. Samme undersøgelse viste, at 56 pct. mente, Danmark skulle »give opholdstilladelse til flere flygtninge nu, hvor der er konflikter i Syrien og Irak« – stik imod undersøgelsen af valget få måneder forinden. Men ironisk nok har vælgerholdnin-
157
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
gerne faktisk på dette punkt i mange år været ret stabile til fordel for solidariske løsninger i EU, jf. tabel 9.7. I valgundersøgelserne 1998-2007 var der nemlig spurgt ind til holdningerne til indholdet af EU-samarbejdet (frem for alene at spørge om sym- og antipati over for EU), og et af emnerne var en fælles flygtningepolitik. Som det fremgår, har der alle årene været et flertal – eller i hvert fald relativt flertal (flere enige end uenige) – til fordel for solidariske løsninger på europæisk plan. Et andet punkt er, at vælgerne godt kan få mere end nok af nogle af midlerne. Tilslutningen til »stramninger« i abstrakt form indebærer ikke nødvendigvis tilslutning til konkrete stramninger.37 Faktisk findes ikke særlig mange målinger af holdninger til helt konkrete tiltag. I Valgundersøgelsen 2007 blev der dog spurgt til starthjælpen, der var blevet indført i 2002 og blev afskaffet med udgangen af 2011 af S-R-SF-regeringen. Som det fremgår af Tabel 9.8, ville mere end halvdelen af vælgerne faktisk forbedre starthjælpen, og hver tredje ville helt afskaffe den til fordel for almindelig kontanthjælp.38 I Valgundersøgelsen 2007 blev der også spurgt, om lavere kontanthjælp var et egnet middel til at få flere i arbejde. Det svarede 56 pct. benægtende på, kun 33 pct. bekræftende.39
37 Eksempelvis stillede Gallup i juli 2015 spørgsmålet: »Hvor enig eller uenig er du I, at der er behov for, at regeringen strammer udlændingepolitikken i forhold til den udlændingepolitik, som den tidligere regering førte.« Her erklærede 61 pct. sig enige, 33 pct. var enige uenige. Men det blev i overskriften udlagt som »Folkelig opbakning til Venstres asylstramninger« (Gallup/Berlingske 25.Juli 2015). Det kan udmærket være korrekt, men målingen siger ikke noget om holdningen til de konkrete stramninger. 38 I YouGov-undersøgelsen af valget 2011 indgik spørgsmålet »Starthjælpen til flygtninge og indvandrere bør afskaffes og erstattes med almindelig kontanthjælp« Heri var 45 pct. enige og 20 pct. uenige, men svarene kan ikke helt tages for gode varer. At 35 pct. svarer »hverken enig eller uenig« eller »ved ikke« er i sig selv et faresignal. Og en opdeling på parti viste ganske vist den forventede rangordning af partierne, opgjort på opinionsbalancer (enig minus uenig). Men de partipolitiske forskelle var ikke så markante, og næst efter Enhedslistens vælgere havde DF-vælgerne den højeste andel »helt enige«. Forklaringen er formentlig, at en del DF-vælgere har reageret på ordet »afskaffelse«. Andre har måske også misforstået spørgsmålet, så der er næppe tvivl om, at andelen af »enige« er for høj. Her er 2007-målingen mere pålidelig. 39 Helt nøjagtigt blev interveiwpersonerne bedt om at vælge mellem to udsagn, A og B. Spørgsmålet lød: »Så har vi et spørgsmål om kontanthjælpens betydning for at folk kommer i arbejde. A siger: Lavere kontanthjælp er en god måde at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde på. B siger: Lavere kontanthjælp skaber fattigdom og får ikke flere i arbejde« Svarfordelingen er som ventet, men skal ses i lyset af spørgsmålsformuleringen. Man burde have undladt henvisningen til »fattigdom« i B-alternativet – eller at tilføje en tilsvarende »betale sig at arbejde« henvisning i A-alternativet. Trods overdrivelsen er det formentlig korrekt, at vælgerflertallet ikke ser lavere kontanthjælp som egnet middel.
158
Kapitel 9: Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok?
Tabel 9.7. Vælgernes holdninger til dansk deltagelse i fælles flygtningepolitik i EU, 1998-2007. 1998
2001
2005
2007
Dec. 2015
helt enig
33,2
27,5
21,7
14,6
25,6
nærmest enig
29,4
30,7
35,6
33,2
24,3
hverken/eller
9,6
13,8
13,8
21,6
21,1
nærmest uenig
9,2
13,5
13,4
15,7
12,7
13,2
9,4
11,0
11,8
16,3
5,3
5,1
4,6
3,1
-
Total
100,0
100,0
100,0
100,0
100,0
Opinionsbalance: Pct. enig minus pct. uenig
+40,2
+35,3
+32.9
+20.3
+20,9
2001
2026
2264
4018
12198
helt uenig ved ikke/NA
(N)
Valgundersøgelserne. Spm. Danmark bør tilslutte sig, at der føres en fælles flygtningepolitik for EU. Kilde: Valgundersøgelserne (1998-2007 samt YouGov undersøgelse af folkeafstemningen 3.12.2015 (ikke vejet))
Videre fremgår det af valgundersøgelsen 2007, at flygtninge-/indvandrerpolitikken ikke altid er en vindersag. Et relativt flertal mente faktisk, at VK-regeringen havde håndteret politikområdet dårligt eller meget dårligt, jf. Tabel 9.9. Det er nok mest et øjebliksbillede, fremkaldt af diskussionen om »asylbørnene«, men der kan også ligge en afstandtagen fra de successive stramninger med indvandrere som de facto målgruppe, der bl.a. blev givet som indrømmelser til Dansk Folkeparti i forbindelse med finanslovsforhandlinger mv. Tabel 9.8. Vælgernes syn på starthjælpen. 2007. Pct. 2007, pct. Forringes
5,9
Bevares som nu
37,3
Forbedres, så den kommer tættere på kontanthjælp
20,2
Afskaffes, så indvandrere får almindelig kontanthjælp
31,9
Ved ikke/vil ikke svare Total Opinionsbalance: Bevares/forringes minus forbedres/afskaffes Antal svarpersoner
4,8 100,0 -8.9 4018
Spm. »Skal starthjælpen for indvandrere bevares som nu, skal den hæves, så den kommer tættere på kontanthjælp, eller skal den helt afskaffes, så indvandrerne får normal kontanthjælp« Kilde: Valgundersøgelsen 2007.
Alt i alt rokker disse målinger næppe ved, at flygtninge-/indvandrerspørgsmålet normalt trækker vælgerne mod blå blok, men det er langt fra givet, at konkrete stramninger altid vil være en vindersag for blå blok.
159
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 9.9. Syn på VK-regeringens håndtering af flygninge-/indvandrerpolitikken 2007. Pct. Spm. Hvor godt mener du, at Anders Fogh Rasmussens regering har håndteret flygtninge- og indvandrerpolitikken i de sidste 3 år?
2007 Pct.
Meget godt / godt
31.6
Meget dårligt / dårligt
42.7
Neutral/ved ikke I alt
25.7 100.0
Valgundersøgelsen 2007 (N=4018).
6. Konklusion 2015-valget viser en del af de paradokser, der knytter sig til vælgernes holdninger til flygtninge-/indvandrer spørgsmål. Der er næppe tvivl om, at blå blok og i særdeleshed DF vandt stemmer på, at emnet blev centralt i sidste halvdel af 2015-valgkampen. Men kun et par måneder efter, at mange partier havde indgået i en styrkekonkurrence om, hvem de var de hårdeste »strammere« under 2015-valgkampen, stod vælgerflertallet med åbne arme for at tage imod flere flygtninge. Fra slutningen af 1990’erne blev vi vidne til en mobilisering af »det tavse flertal« af indvandrerskeptikere, men i de seneste år er det nok snarere »indvandrervennerne«, der har udgjort »det tavse flertal«. Udsvingene over tid drejer sig nok mest om, at der kan mobiliseres forskellige sider af de ambivalente holdninger, den enkelte vælger har i sig (jf. Gaasholt & Togeby, 1995). Det afhænger af situationen, og det afhænger af, hvad partierne argumenterer for. Emnets placering på den politiske dagsorden er situationsbestemt – med den tilføjelse, at det ikke som i slutningen af 1980’erne er et »flash issue«, der forsvinder lige så hurtigt, som det kom op (Tonsgaard, 1991); i 15-20 år har emnet ligget permanent på dagsordenen, men ikke altid lige højt. Alt i alt er det situationsbestemt, om der mobiliseres positive eller negative sider af holdningerne blandt vælgerne. Det er uden tvivl i dét lys, man skal se det pludselige omslag efter 2015-valget i retning af at ville acceptere flere og ikke færre asylansøgere. Til gengæld er det ikke alt, der er situationsbestemt: Opfattelsen af, at de europæiske lande bør stå solidarisk sammen om at løse flygtningeproblemerne, ser ud til at være et ganske stabilt træk ved holdningerne over de sidste 20 år. Dermed er det også sagt, at flygtninge-/indvandrerspørgsmål ikke altid er en »vindersag« for blå blok og tabersag for den anden. Det afhænger (Togeby & Gaasholt, 1995) både af ,situationen og af de holdningssignaler, som politiske meningsdannere à la partierne vælger at udsende. 160
Kapitel 9: Er flygtningekortet altid en vindersag for blå blok?
Referencer Andersen, Jacob, Anders Hede & Jørgen Goul Andersen (2015). Den lange vej ud af krisen. Tryghedsmåling 2015. København: TrygFonden. Gaasholt, Øystein & Lise Togeby (1995). I syv sind. Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere. Aarhus: Forlaget Politica. Goul Andersen, Jørgen (1998). Borgerne og lovene. Med bidrag af Hans Jørgen Nielsen og Marie Louise Hultin. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag/Rockwool Fondens Forskningsenhed. Goul Andersen, Jørgen (2002). Danskernes holdninger til indvandrere. En oversigt. AMID Working Paper series, no. 17. udført i opdrag af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Goul Andersen, Jørgen (2006). Immigration and the Legitimacy of the Scandinavian Welfare State. AMID Working Paper series no. 53. Goul Andersen, Jørgen (2007). »Restricting access to social protection for immigrants in the Danish welfare state« Benefits, vol. 15 (3), 157-69. Goul Andersen, Jørgen & Tor Bjørklund (1990). »Structural Changes and New Cleavages: The Progress Parties in Denmark and Norway« Acta Sociologica, vol.33 (3), pp. 195-217. Møller Hansen, Kasper & Jørgen Goul Andersen (2013). »En samlet model for partivalg« pp. 189-212 i Rune Stubager et al., Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2015. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Sniderman, Paul M., Michael Bang Petersen, Rune Slothuus & Rune Stubager (2014). Paradoxes of Liberal Democracy. Islam, Western Europe, and the Danish Cartoon Crisis. Princeton: Princeton University Press. Thomsen, Jens Peter Frølund (2006). Konflikten om de nye danskere. Om danskernes holdninger til etniske minoriteters kultur og rettigheder. København: Akademisk Forlag. Togeby, Lise (1997). Fremmedhed og fremmedhad i Danmark. Teorier til forklaring af etnocentrisme. København: Columbus. Tonsgaard, Ole (1991). »Flygtninge og indvandrere – et politisk spørgsmål« pp. 255270 i Jørgen Elklit & Ole Tonsgaard (red.), To folketingsvalg. Vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988. Aarhus. Forlaget Politica.
161
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 10
Miljøpolitisk tilbageslag i 2011 Jørgen Goul Andersen
1. Indledning Miljøpolitikken regnes normalt som en del af værdipolitikken (jf. Kapitel 7), men har i Danmark ligget lidt i en mellemposition mellem den værdipolitiske og den traditionelle venstre-højredimension (Goul Andersen, 2003). Det skyldes, at venstrefløjen, Socialdemokratiet og Radikale Venstre tidligt havde mobiliseret på miljøet – og at der ikke som fx i Sverige var bygget atomkraftværker, som Socialdemokratiet havde bundet sig til. Således havde Socialdemokratiet i Danmark tilbage til 1970’erne en mere »grøn« profil end søsterpartierne i de øvrige nordiske lande (Goul Andersen, 1988, 1990). Miljøpolitikken var i øvrigt også på danske vælgeres dagsorden allerede i den første valgundersøgelse fra 1971 (jf. kapitel 1). Mens vælgerflertallet har været kritisk stemt over for venstrefløjen, Socialdemokratiet og De Radikale, når det gjaldt flygtninge-/indvandrerpolitikken, har disse partier i langt højere grad haft vælgervinden i ryggen, når det gjaldt miljøpolitikken. Det har også i udpræget grad været et område, som en socialdemokratisk regering havde »ejerskab« til, jf. nedenfor. Hvor de miljøpolitiske holdninger ikke har lidt større tilbageslag under tidligere økonomiske kriser, ser det imidlertid ud til at være sket under finanskrisen – der dog også skiller sig ud med en negativ vækst uden sidestykke. Det var ellers et af de få områder, hvor S, R og SF ved 2011-valget havde sammenfaldende synspunkter – i modsætning til den økonomiske politik og socialpolitikken. At det så efter regeringsskiftet kom til en ret stor faneflugt fra de fælles grønne holdninger, bidrog til gengæld næppe meget til regeringens faldende vælgertilslutning efter 2011-valget. Dette kapitel beskriver det miljøpolitiske tilbageslag blandt vælgerne i 2011, med enkelte udblik til 2015. Der er tre vigtige dimensioner i vælgernes miljøholdninger: Er man villig til at betale for miljøforbedringer? Er man villig til at nedprioritere ønsket om økonomisk vækst for at sikre miljøet? Og er man villig til at lade miljøhensynet gå forud for hensynet til erhvervslivets konkurrenceevne? Set ud fra en kortsigtet 162
Kapitel 10: Miljøpolitisk tilbageslag i 2011
egeninteresse er det betalingen, der burde »gøre mest ondt« på vælgerne. Men det mest ømme punkt for vælgerne har traditionelt været hensynet til konkurrenceevnen. Man kan forestille sig, at det ville slå særlig kraftigt ud under finanskrisen, hvor de politiske partiers meldinger netop kom til at dreje sig om bekymringer for vækst og erhvervslivets konkurrenceevne. Spørgsmålene om udgifter og vækst/miljø er indgået i danske valg- og vælgerundersøgelser siden 1979/1981, mens spørgsmålet om erhvervslivets konkurrenceevne kom med 10 år senere. Analysen i det følgende er bygget op om disse tre spørgsmål, suppleret med vælgernes selvplacering på en grøn dimension og deres vurdering af regeringsalternativernes evne til at sikre miljøet.
2. Flere penge til miljøproblemer? Danskernes miljøbevidsthed gik ved 2011-valget tilbage iflg. alle indikatorer, men mønstret var ikke helt det samme. På spørgsmålet om, hvor mange penge det offentlige skulle bruge på miljøet, var tilbagegangen moderat, jf. Figur 10.1. I 2011 ville 44 pct. bruge flere penge, mens 7 pct. ville spare.40 Det giver en opinionsbalance på +37 (procentpoint) til fordel for at bruge mere. Men i 2007 var opinionsbalancen +48, så villigheden til at åbne for kassen var taget af. YouGov-undersøgelsen fra 2015 tyder ikke på større ændringer i forhold til 2011. Udviklingen kan følges tilbage til 1979. Interessant nok toppede villigheden til at betale i 1985 (opinionsbalance +57). Det var to år før, en intens medieomtale af døde hummere i Kattegat kickstartede en beslutningsproces, der kulminerede med Vandmiljøplanen i 1987. Måske var holdningsskiftet blandt vælgerne en del af forklaringen på den øgede medieinteresse, for der var gennem mange år set døde hummere pga. iltsvind i sensommeren. Tilbageslaget i betalingsvilje i 2011 (fra +48 til +37) var dog beskedent i forhold til det store fald i 2001, hvor der pludselig var lige mange, der ville spare og øge udgifterne. Også i 2001 var der international økonomisk recession (den såkaldte dot.com-boble), men ISSP-undersøgelserne i 2000 (ikke vist) peger på, at faldet i miljøbevidsthed var et rent dansk fænomen, der kalder på rent danske forklaringer. Faldet var da også startet allerede i 1998, hvor økonomien var overophedet. Måske skyldtes det en »mæthedseffekt«, fordi den socialdemokratiske miljøminister Svend Auken havde gjort en meget synlig indsats – og fordi vælgerne 40 Det er et af de punkter, hvor forskellen mellem Valgundersøgelsen 2011 og YouGov-undersøgelsen er mærkbar. På YouGov-datasættet er opinionsbalancen (for 18-65-årige) kun +21.
163
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
havde fået nok af stigende »grønne afgifter« (AIM/Ugebrevet Mandag Morgen 18.5.1998; Sonar/Jyllands-Posten 26.9.2001). Men faldet kan også udtrykke en »Lomborg-effekt«. Miljøskeptikeren Bjørn Lomborg havde i årene op til valget vakt betydelig opsigt ved at sætte spørgsmålstegn ved miljøproblemerne.41 Figur 10.1. Syn på offentlige udgifter til miljøet, 1979-2015. Opinionsbalance: Andel, der vil bruge flere penge, minus andel, der vil spare. Procentpoint.
Anm. Opinionsbalancen for 2011 fremkommer således: 7 pct. vil bruge færre penge, 44 pct. vil bruge flere, og 49 pct. finder niveauet passende (incl. ved ikke). 44 pct. minus 7 pct. giver en balance på +37. Opinionsbalancen giver ikke den fulde information om holdningen i et givet år, fordi et flertal ofte svarer uændret. Men opinionsbalancen er udmærket til at belyse forskydninger over tid. Kilde: Valgundersøgelserne 1987-2011. 1979: Survey til projektet »Den politiske Beslutningsproces« (data indsamlet af SFI foråret 1979, kort før valget). 1984: 1985-survey til projekt »Klassestruktur, klassebevidsthed og nye modsætninger« (data indsamlet af Gallup aug.-nov.1985). 2015: YouGov (GRIP-undersøgelsen). Kalibreret ud fra forskellen mellem YouGov 2011-undersøgelse og YouGov GRIP-undersøgelse 2015, tillagt Valgundersøgelsens tal for 2011 (ukorrigerede tal for GRIP 2015 viser (uændret) +18 – en ret stor niveauforskel fra Valgundersøgelsen).
3. Miljø frem for økonomisk vækst Selvom miljøhensyn ikke nødvendigvis er en bremse for vækst, accepteres det normalt, at der kan være et trade-off mellem vækst og miljø. Det andet spørgsmål i valgundersøgelserne går netop på denne afvejning. Her er der sket meget 41 Det startede med fire kronikker i Politiken af Lomborg og hans statskundskabsstuderende i jan./feb. 1998, efterfulgt af bogen Verdens sande tilstand (Lomborg, 1998), udgivet på Cambridge University Press som The Skeptical Environmentalist (Lomborg,2001). Kort efter valget oprettede VK-regeringen Institut for Miljøvurdering, hvor Bjørn Lomborg blev ansat som direktør (feb.2002). Den internationale opmærksomhed afspejlede sig i, at Lomborg i 2004 optrådte som nr. 98 (og eneste skandinav) på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden (http://content.time.com/time/specials/packages/article/0,28804,1970858_1970888_1971022,00.html).
164
Kapitel 10: Miljøpolitisk tilbageslag i 2011
siden 1981, hvor der næsten var lige så mange uenige som enige i, at væksten skulle gå foran miljøhensyn, jf. Figur 10.2. Siden dengang har vælgerflertallet ikke været i tvivl om, at miljøhensyn måtte have første rang. Figur 10.2. Modvilje mod at lade væksthensyn gå forud for hensyn til miljøet, 19812011. Opinionsbalancer.
Spm. »Den økonomiske vækst bør sikres gennem en udbygning af industrien, også selv om det kommer i strid med miljøinteressen« (Opinionsbalance= pct. uenig minus pct. enig). Kilde og kalibrering: Som Figur 10.1. De ukorrigerede tal for 2015 (GRIP-undersøgelsen) viser opinionsbalance +9.
Her viser 2011-tallene imidlertid et mere markant dyk end på spørgsmålet om udgifter. Kun 1981-tallene er lavere. Tilbagegangen i miljøbevidstheden var også væsentligt større på dette spørgsmål, end den var i 2001. Det er nærliggende at pege på, at det har forbindelse med den økonomiske krise, som netop viste sig ved et historisk dyk i BNP og en markant konsensus i alle partier om behovet for at fremme den økonomiske vækst.
4. Hensynet til erhvervsliv og konkurrenceevne Bekæmpelse af miljøproblemer er et »godt formål«, så de høje andele af befolkningen, der vil bruge flere penge, skal tages med et gran salt. Det samme gælder den principielle afvejning mellem vækst og miljø. Selve niveauerne kan altså give et overdrevet billede, hvis de tolkes for bogstaveligt, men udsvingene over tid er der næppe grund til at tvivle på.42 42 Problemet med »passende« svar er velkendt internationalt og betegnes ofte social desirability bias.
165
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
I virkelige valgsituationer er miljøhensyn ikke omkostningsfri. Derfor blev der fra valgundersøgelsen 1990 indføjet yderligere et spørgsmål om afvejningen mellem miljøhensyn og erhvervslivets konkurrenceevne.43 På dette spørgsmål er der i næsten alle målinger et relativt flertal, der mener, hensynet til erhvervslivet skal veje tungest, jf. Figur 10.3. Men overvægten, der ville prioritere erhvervslivet(s konkurrenceevne) højest, har aldrig været større end i 2011. I 1990, hvor Danmark også var midt i en lang økonomisk krise, og hvor der var politisk konsensus om, at det var eksporten, der måtte trække landet ud af krisen, stod miljøhensynet stærkere end i 2011. Figur 10.3. Modvilje mod at lade hensyn til erhvervslivet gå forud for miljøet, 19902011. Opinionsbalancer.
Spm. 1990-1998: »Indsatsen for at forbedre miljøet må ikke gå så vidt, at den skader erhvervslivets konkurrenceevne over for udlandet« I 2001-2011 slutter sætningen alene med »skader erhvervslivet«. De næsten identiske resultater for 1998 og 2001 tyder dog på, at ændringen ikke har påvirket svarfordelingen. Kilde: Valgundersøgelserne.
2011-tallene afviger markant fra det økonomiske boom 2005-2007. Her gik økonomien tilsyneladende så problemfrit, at mindst halvdelen af vælgerne ville give miljøet førsteprioritet. Men i 2011 ville 54 pct. prioritere hensynet til erhvervslivet, mens kun halvt så mange (28 pct.) ville lade miljøet veje tungest. Resultatet er altså en opinionsbalance på minus 26. Spørgsmålet indgik også i YouGov undersøgelsen af valget i 2015. Resultatet er en opinionsbalance på -13, altså – som man måtte forvente – en klart falden43 Fra 2001-2011 udgik selve ordet »konkurrenceevne« i ordlyden, men det ses ikke at påvirke svarene.
166
Kapitel 10: Miljøpolitisk tilbageslag i 2011
de prioritering af konkurrenceevnen i takt med den faldende krisebevidsthed. Nu er YouGov-tallene og Valgundersøgelserne på dette punkt ikke fuldt sammenlignelige, og vi kan ikke kalibrere målingerne, da spørgsmålet var udeladt i den tilsvarende 2011-undersøgelse. Men da YouGov-målingerne uden undtagelse afviger fra Valgundersøgelserne i mindre grøn retning, kan vi med sindsro fastslå, at miljøbevidstheden på dette punkt blev forbedret fra 2011 til 2015. Den politiske sociologi savner ikke forklaringer på, at miljøbevidstheden styrkes, men er mere fattig, når det kommer til forklaringer på fluktuationer og fald. Det er dog ikke svært at gisne om hovedårsagen til 2011-dykket: Økonomisk krise er den oplagte forklaring: Når økonomien strammer til, kommer miljøet mere i anden række. Hvis det er den rette fortolkning, er den aftagende miljøbevidsthed i 2011 altså ikke udtryk for, at vælgerne var blevet mindre »grønne«, men alene for, at omstændighederne midlertidigt tilsagde en anden afvejning mellem hensyn. Denne tolkning kan efterprøves ved at sammenligne holdninger over tid på et miljøspørgsmål, der abstraherer fra konteksten af økonomisk krise. Vælgernes selvplacering på en grøn dimension er et sådant spørgsmål.
5. Selvplacering på grøn skala Som det fremgår af Figur 10.4, ændrede vælgernes selvplacering på en grøn dimension sig næsten ikke fra 2007 til 2011. Vælgerne opfattede sig i 2011 som lige så grønne som tidligere – tallene var som i 2005. Derimod var der et karakteristisk dyk i folks selvopfattelse som grønne i 2001 – hvilket igen kan tale til fordel for, at det dengang var »Lomborg-effekten« og ikke den økonomiske recession, der gav dykket. Skal man fortolke det miljøpolitiske stemningsbillede i befolkningen ud fra disse data, oplevede vælgerne altså i 2011, at det navnlig var situationen, der havde ændret sig, ikke så meget dem selv. De opfattede sig som stort set lige så grønne som tidligere, og de var næsten også lige så villige til at betale. Men hensynet til økonomisk vækst prioriteredes højere end tidligere – og hensynet til erhvervslivets konkurrenceevne markant højere.
167
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Figur 10.4. Selvplacering på grøn skala fra -100 til +100. 1994-2011. Gns.score.
Spm. »Man taler undertiden om en grøn dimension, hvor nogle partier markerer sig ved at lægge overordentlig stor vægt på miljøhensyn, mens andre siger, at miljøhensynene efterhånden er ved at tage overhånd. På denne skala står 1 for den mindst grønne politik, mens 5 står for den mest grønne. (…) – Hvor vil du placere dig selv« Skalaen er transformeret fra 1 til 5 til -100 til +100. Kilde: Valgundersøgelserne.
6. Partiernes image og issue ejerskab Miljøet ligger på grænsen mellem et valence issue og et positions issue. Til fordel for at se miljø som et valence issue taler det, at alle ønsker at sikre miljøet – i princippet giver det modsatte synspunkt ikke megen mening – men hvem kan gøre noget ved det? Miljøspørgsmålets karakter af positions issue fremstår dog tydeligt, når vi ser på omkostningerne. Det kan koste penge, vækst, konkurrenceevne og/eller arbejdspladser at sikre miljøet, og her er meningerne i høj grad delte. Uanset hvordan spørgsmålet tolkes, er det tydeligt, at en socialdemokratisk regering har et uantastet image som miljøets beskytter, sammenlignet med en borgerlig regering. Sådan har det været i årtier; men aldrig har forskellen været målt til at være større end i 2011, jf. Tabel 10.1. I øvrigt er tallene forbløffende stabile. Fogh Rasmussens udnævnelse af Bjørn Lomborg som direktør for det nyoprettede Institut for Miljøvurdering kunne ikke engang aflæses – for de borgerlige partiers miljø-image kunne ikke blive værre. Udnævnelsen af den konservative Connie Hedegaard til miljø- og senere klimaminister kunne derimod aflæses – men først i 2007, hvor Socialdemokratiets »føring« skrumpede til 33 procentpoint. Måske har VK-regeringens image været endnu bedre op til klimatopmødet i København i 2009 – vi har ikke data. 168
Kapitel 10: Miljøpolitisk tilbageslag i 2011
Til gengæld må man antage, at det ret hurtigt blev sat over styr efter klimatopmødet og Hedegaards afgang som minister for at blive EU-klimakommissær. I 2011 var Socialdemokratiets »ejerskab« som sagt også stærkere end nogensinde. Tabel 10.1. Issue ejerskab/Kompetencevurderinger: Hvem er bedst til at sikre miljøet?
SD reg.
Ingen forskel, ved ikke
Borgl.reg.
Opinionsbalance: SD reg. minus borgl.reg.
(N)
1994
54
38
12
42
2021
1998
59
31
10
49
2001
2001
61
23
16
45
2026
2005
60
23
17
42
2264
2007
51
30
19
33
4018
2011
63
24
13
51
940
Spm. »Jeg vil nu læse en række problemer op for dig, og jeg vil gerne høre, hvem du mener, er bedst til at løse problemet; en socialdemokratisk ledet regering, eller en borgerlig regering? (…) -Til at sikre miljøet« Kilde: Valgundersøgelserne.
Hvis der er uenighed om prioriteringen af miljøpolitikken, lønner det sig dog ikke nødvendigvis at stå som miljøets beskytter. I 2001 var det næppe nogen større fordel pga. ret udbredt utilfredshed med udgifterne. I 2011 var det også et tveægget sværd, fordi erhvervslivets konkurrenceevne havde højere prioritet i en krisebevidst befolkning.
7. De enkelte partier Efter 2015-valget gik den nye V-regering hurtigt i gang med en række initiativer, der satte miljøhensyn i anden række – angiveligt for netop at fremme den økonomiske vækst. Det var ikke så forskelligt fra VK-regeringens første tid i 2001-02, men adskilte sig ganske markant fra de sidste år i Anders Fogh Rasmussens statsministertid, hvor han navnlig på landsmødet i 2008 talte varmt for en markant mere »grøn« profil. Vi har ingen målinger fra 2008, som kan vise, om Venstre ligefrem blev et parti med »grønne« vælgere, men vi kan sammenligne partiernes vælgeres placering i 2007 og 2015. Som det fremgår af Tabel 10.2, har Venstres vælgere altid hørt til den miljøpolitiske højrefløj – i 2007 dog overgået af de vælgere, der stemte på Dansk Folkeparti. Ellers fulgte det i 2007 så nogenlunde den »ordinære« venstre-højreskala, med den forskel, at de vælgere, der stemte på Radikale Venstre og Ny Alliance, var lidt mere »grønne« end socialdemokraterne. 2015-tallene er 169
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
ikke så markant forskellige, men det kan dog bemærkes, at Alternativets vælgere er de mest »grønne« af alle. På spørgsmålet om at prioritere økonomisk vækst frem for miljøhensyn lå Venstre-vælgere og DF-vælgere i 2015 på linje, og på spørgsmålet om at prioritere mellem konkurrenceevne og miljø (ikke vist) havde venstre-vælgerne overhalet DF højre om. Samtidig er den partipolitiske polarisering blevet større, fordi partierne i blå blok har bevæget sig temmelig markant væk fra prioritering af miljøet. For De Konservatives vedkommende kan det måske hænge sammen med tabet af Connie Hedegaard, men ellers har Venstre (og måske Kristendemokraterne) taget det største spring højreover. Tabel 10.2. Prioritering af miljø frem for økonomisk vækst. 2007 og 2015. Opinionsbalancer. Procentpoint. partivalg Alternativet Enhedslisten
2007
2015
Forskel
N 2007
N 2015
-
78
.
-
176
81
65
-16
124
286
SF
72
50
-22
592
153
Radikale Venstre
62
47
-15
182
168
-
126
-
28
-24
950
962
Ny Alliance
60
Socialdemokraterne
52
Kristendem.
(55)
(6)
(-49)
38
30
Konservative
31
-14
-45
361
123
Liberal Alliance
-
-19
-
-
276
Dansk Folkeparti
6
-24
-30
444
771
Venstre
14
-24
-38
998
713
Total
40
9
-31
3816
3660
Spm. »Den økonomiske vækst bør sikres gennem en udbygning af industrien, også selv om det kommer i strid med miljøinteressen« (Opinionsbalance= pct. uenig minus pct. enig). Kilde: Valgundersøgelsen 2007 og YouGov- (GRIP-) undersøgelse 2015. YouGov-tallene er ikke kalibreret. I gennemsnit skønnes YouGov at undervurdere opinionsbalancen på dette spørgsmål med 13 procentpoint, sammenlignet med Valgprojektets serie.
8. Konklusion Vælgerne opfattede sig ikke som mindre grønne i 2011, og betalingsvilligheden var kun svagt forringet. Men afvejningen mellem miljø og væksthensyn, specielt afvejningen mellem miljø og erhvervslivets behov, var skiftet ret så afgørende – mere end tallene for vælgernes politiske dagsorden viste (jf. kapitel 1). Krisen – og krisebevidstheden – er den oplagte forklaringsmulighed. Det kan 170
Kapitel 10: Miljøpolitisk tilbageslag i 2011
dog se ud til, at 2015 kun bragte en delvis »normalisering«. Måske også fordi toneangivende borgerlige partier som Venstre har bevæget sig hastigt bort fra den »grønne« diskurs, Fogh Rasmussen gjorde sig til talsmand for i slutningen af statsministerperioden. Miljøpolitikken har næppe haft den store betydning for valgene i 2011 og 2015, og emnet blev kun i begrænset grad diskuteret under valgkampene – bortset fra Betalingsringen om København i 2011. Vi kan dog på basis af ovenstående gisne om, hvorvidt det havde betydning for de store vælgerbevægelser i perioden 2011-15, herunder midt i valgperioden. Som bekendt blev S-R-SF-regeringen beskyldt for løftebrud næsten fra dag ét, fordi regeringsgrundlaget afveg temmelig markant fra S og SF’s valggrundlag – og fordi det meste af regeringsgrundlaget blev udmøntet i social- og skattereformer 2011-13. Regeringsgrundlaget var derimod tro mod regeringspartiernes »grønne« holdninger – og her lå de tre regeringspartier ikke langt fra hinanden politisk. Til gengæld kom det her til en del løftebrud i forhold til regeringsgrundlaget. Det startede med betalingsringen og fortsatte med nedsættelse eller fjernelse af afgifter, der var gennemført under VK-regeringen. Spørgsmålet er så, om de »grønne« løftebrud har kostet stemmer. Det kan ikke udelukkes, at navnlig SF-vælgere har været skuffede, og at miljøpolitikken i nogle tilfælde har været dråben. Men i forhold til den ændrede fordeling mellem de politiske blokke efter 2011-valget spiller løftebruddene på miljøområdet antagelig ikke den store rolle, for vælgerne havde også nedprioriteret miljøpolitikken pga. krisen. Det ser ikke ud til, at der i 2015 var sket en radikal vending – men den miljø- og klimapolitiske interesse kan blusse op igen, fx som følge af større international opmærksomhed om klimaproblemer, eller som følge af, at regeringen fører en politik på nationalt plan, der provokerer oppositionen til mobilisering eller udfordrer vælgerflertallets (beherskede, men positive) miljø- og klimabevidsthed.
171
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer: Goul Andersen, Jørgen (1988). »Miljøpolitiske skillelinjer i Danmark« Politica, vol.20 (4), pp. 393-413. Goul Andersen, Jørgen (1990). »Denmark: Environmental Conflict and the«Greenin«of the Labour Movement« Scandinavian Political Studies vol.13 (2), pp.185-210. Goul Andersen, Jørgen (2003). »Operationen lykkedes, men lægen døde. Socialdemokratiets kriser fra Krag til Lykketoft« Politica, vol. 35 (4), 413-32. Goul Andersen. Jørgen (2014). »Miljøpolitiske holdninger fra 1970’erne til nu« Upubl. kapitel i bog om Danske vælgere gennem et halvt århundrede. Lomborg, Bjørn (2001). The Skeptical Environmentalist: Measuring the Real State of the World. Cambridge: Cambridge University Press. Svensson, Palle & Lise Togeby (1986). Politisk opbrud. De nye mellemlags græsrodsdeltagelse: Årsager og konsekvenser belyst ved en ungdomsundersøgelse. Aarhus: Forlaget Politica.
172
Kapitel 11: Udkantsoprøret 2015. Genoplivning af en gammel skillelinje?
Kapitel 11
Udkantsoprøret 2015. Genoplivning af en gammel skillelinje? Jørgen Goul Andersen
1. Center-periferi. En klassisk skillelinje genopstår? Skillelinjen mellem center og periferi hører til valgforskningens klassikere (Lipset & Rokkan, 1967). I dansk sammenhæng kendes det mest fra Færøerne og Grønland, hvor partierne er opdelt efter forholdet til Danmark. Ellers har skillelinjen ikke været ret synlig i dansk politik. Det kan skyldes, at de regionale modsætninger er svage. Men det kan også hænge sammen med, at Venstre traditionelt har set sig selv som talerør for periferiens interesser – som det bl.a. kom til udtryk i 1975-pjecen Det Nære Samfund (Venstre, 1975), hvor man fx argumenterede for, at »det er bedre at flytte jobbet til manden end manden til jobbet« (p.7). En omkostning ved at være landbrugets og periferiens talerør var, at Venstre stod meget svagt i Hovedstaden. I 1987 fik Venstre kun 2.5 pct. af stemmerne i København og Frederiksberg og 3.5 pct. i det daværende Københavns Amt. Alt dette har ændret sig. Venstres hovedstadsproblem aftog betydeligt i 1990’erne og 00’erne, jf. Figur 11.1. Ved 2015-valget forsvandt den sidste landmand fra Venstres folketingsgruppe. Og i 00’erne kom Venstre til at stå for en mere centralistisk politik – bl.a. med strukturreformen, som trådte i kraft i 2007. Men denne og andre reformer havde negative effekter for »udkantsområderne«.44 Politireformen lukkede politistationer i de mindre byer. Mange små sygehuse blev nedlagt. Med kommunalreformen blev kommunalforvaltningen centraliseret. Talrige folkeskoler blev nedlagt. osv. En del seminarier var allere44 Kært barn har mange navne – og i dette tilfælde også mange afgrænsninger. Man har talt om udkantsområder, yderkommuner – og »den rådne banan« (et ordspil på »den blå banan« af Europas mest velstående regioner fra London over Benelux, Sydtyskland, Schweiz til Milano). Administrativt lavede Fødevareministeriet i 2007 en inddeling på kommuneniveau med 16 yderkommuner. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter lavede i 2013 en inddeling på sogneniveau, Og SKAT har siden 2004 givet forhøjet befordringsfradrag for pendling fra en række udkantskommuner: Efter kommunalreformen var det Bornholm, Brønderslev, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring, Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs, Samsø, Svendborg, Tønder, Vesthimmerland og Ærø. I 2015 blev det udvidet med Jammerbugt, Odsherred, Skive, Slagelse, Struer, Sønderborg, Thisted, Vordingborg og Aabenraa, så antallet steg fra 16 til 25 kommuner. I daglig tale bruges begrebet i flæng – og på forskellige niveauer: Regionalt, kommunalt – og om distrikter inden for de undertiden meget store kommuner efter kommunalreformen.
173
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
de tidligere gået samme vej. Ét var den større afstand til service-institutionerne, men et andet problem var tabet af arbejdspladser – specielt kvinde-arbejdspladser. Nogle områder i det vestlige Jylland har ingen arbejdsløshed, men ubalance mellem typiske mande-arbejdspladser og kvinde-arbejdspladser. Så er det (ekstra) svært at trække folk til. Figur 11.1. Venstres tilslutning i Hovedstaden, i pct. af landsresultatet. 1984-2015.
Kilde: www.statistikbanken.dk Anm. I 2007 blev Amagerkredsen flyttet fra Kbh.Amtskreds til Københavns Storkreds (Kbh/Frederiksberg). Desuden foregik nogle omlægninger inden for Kbh.Amtskreds, der blev omdøbt til Kbh.Omegns Storkreds.
Den økonomiske krise gik i første omgang ud over produktionssektoren, men fra 2010 blev det den offentlige sektor, der kom til at holde for – i en grad, der sjældent var set.45 Krisen gav samtidig kredittørke i »udkantsområder« – mest indgribende ved, at det i nogle lokaliteter blev svært overhovedet af få kreditforeningslån. Modsætningerne var ikke så små, som de havde været. De var mindre bundet op på erhverv, for landmændene var ikke længere en vigtig vælgergruppe. Og Venstres forsvar for »de små samfund« var blevet sværere at få øje på. Allerede op imod 2011-valget rumlede det. Uenighed om placeringen af et storsygehus i det vestjyske var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Med 45 Hver ottende folkeskole forsvandt på kun to år fra 2010 til 2012. Fra 2007 til 2012 forsvandt i alt 266 folkeskoler (17 pct.), hvilket var flere end i perioden 1990-2007 (https://www.uvm.dk/Service/Statistik/Statistik-om-folkeskolen-og-frie-skoler/Statistik-om-grundskoler/Antal-grundskoler; Teknologisk Institut 2008:4). Det ser i øvrigt ikke ud til, at lukningerne gav de ønskede resultater, hverken økonomisk eller kvalitetsmæssigt, jf. Christoffersen & Larsen (2013).
174
Kapitel 11: Udkantsoprøret 2015. Genoplivning af en gammel skillelinje?
afsæt i en protestliste i region Midtjylland blev der taget initiativ til et landsdækkende parti, Fælleslisten, der gik i gang med at samle underskrifter med henblik på opstilling. Det lykkedes dog ikke at samle det nødvendige antal underskrifter, og et valgsamarbejde med Kristendemokraterne ved 2011-valget kunne dårligt nok aflæses i valgresultatet. Ud over spørgsmålet, om denne type modsætninger i det hele taget kan »bære« et parti, kom alle de traditionelle problemer med at danne et nyt parti: Det kneb med at omdanne sig fra en regional liste til et landsdækkende parti; der blev hurtigt usikkerhed om partiets stillingtagen, bl.a. til vigtige emner så som efterløn; kort efter 2011-valget skiftede partiet formand. Og ved kommunalvalget 2013 mistede Fælleslisten i øvrigt sin repræsentant i regionsrådet. Fælleslisten sank ned i glemslens mørke, men problemerne eller modsætningerne var ikke forsvundet. I 2015 dukkede emnet op igen i slutningen af valgkampen, anført af Venstre. Den sidste halvdel af partiets vækstudspil Flere danske job i hele Danmark (lanceret i Skive den 12.juni), udgjorde en slags udkantspakke med løfter om hurtig udflytning af statslige arbejdspladser, bedre mobil- og internetdækning, bedre muligheder for boliglån, liberalisering af planloven mv. En række af disse tiltag blev i øvrigt påbegyndt straks efter V-regeringens tiltræden. Men det blev Dansk Folkeparti, der løb med »udkanten« vælgermæssigt. I hvert fald blev partiets succes i »udkantsområder« så som Sønderjylland omgående tolket som udtryk for, at udkanten nu var blevet mobiliseret til fordel for Dansk Folkeparti. Hvad det sønderjyske angår, var der dog mange alternative forklaringer, herunder at partiets populære leder, Kr. Thulesen Dahl, siden 2011 havde stillet op her. Desuden er Sønderjylland kendt for en stærk nationalfølelse, som Dansk Folkeparti altid gerne har villet knytte sig til. Derfor kan der være grund til at se nærmere på emnet. Spørgsmålet er for det første, hvordan opinionsklimaet overhovedet var i forbindelse med 2015-valget: Var folkestemningen med »Udkantsdanmark«, eller var det begrænset til enkelte »yderområder«? Hvordan deler de politiske partiers vælgere sig efter holdninger til dette emne? Videre er der spørgsmålet om, i hvor høj grad vælgerne følte sig påvirket på egen krop af »udkantens« problemer. Og endelig er der spørgsmålet, om vi kan finde indicier for, at dette påvirkede partivalget og valgresultatet.
175
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
2. En langvarig og stærk stemning til fordel for »Udkantsdanmark« Udkantsdiskussionen havde ulmet længe i den offentlige debat46 , men blussede først for alvor op i sidste halvdel af valgkampen. Og det skulle vise sig, som det vil fremgå nedenfor, at kravet om forbedringer for »Udkantsdanmark« havde en stærk folkelig medvind. Men emnet havde simret gennem meget lang tid, og der er faktisk ikke tegn på, at 2015-valgkampen ændrede befolkningens holdninger. Den bragte bare gryden nærmere til kog ved at sætte spørgsmålet på dagsordenen. Vi har 2-3 spørgsmål, der kan sammenlignes med tidligere. Det første er spørgsmålet om ekstra støtte til yderområderne, jf. Tabel 11.1. Her gentog YouGov-valgundersøgelsen 2015 et spørgsmål, der havde været stillet af Wilke for Jyllands-Posten i februar 2015. Det viser ingen nævneværdig forskel i holdningsfordelingen, bortset fra en højere ved ikke-andel i valgundersøgelsen. (Opinions-)balancen mellem ja og nej var stort set den samme. Tabel 11.1. Syn på ekstra støtte til yderområderne, februar 2015 og ved 2015-valget. Pct. Sp. Mener du, at yderområderne skal have ekstra støtte til fx at opretholde skoler, uddannelsessteder og praktiserende læge?
Feb. 2015
Valget 2015
1)
2)
Ja
79.7
74.7
Nej
14.2
12.0
Ved ikke I alt
6.1
13.3
100.0
100.0
Opinionsbalance (Ja minus Nej)
65.5
62.7
(N)
1006
5219
1) Wilke-undersøgelse for Jyllands-Posten, 24.2.2015 (indsamlet 4-8.feb.2015). 2) YouGov valgundersøgelsen 2015. Data vejet efter sociale kriterier samt partivalg.
På et spørgsmål om, hvor mange, der følte tilbagegang for den del af landet, de boede i, kan der sammenlignes med TrygFondens Tryghedsmåling 2011 (Hede et al., 2011; Goul Andersen, 2012). Andelen, der svarer, at »det går meget fremad«, er fordoblet (fra 7.5 til 15.2 pct.), jf. Tabel 11.2. Medregnes »det går noget frem«, bliver andelen med oplevet fremgang 49.0 pct. i 2015, mod 39.5 pct. fire år tidligere. Det afspejler formentlig det økonomiske opsving. Tilsvarende er der fald i andelen, der har oplevet tilbagegang, men det er knapt så udtalt: Fra 19.3 pct. til 17.3 pct. Det skal dog bemærkes, at følelsen af at bo i et 46 Herunder med foreningsdannelser og debatbøger mv., bl.a. Finn Slumstrup & Viggo Mortensens »Oprør fra udkanten« (2014).
176
Kapitel 11: Udkantsoprøret 2015. Genoplivning af en gammel skillelinje?
underprivilegeret område ikke er begrænset til den geografiske »udkant«. Den kan eksempelvis også findes på den københavnske vestegn (Goul Andersen, 2012).47 Men under alle omstændigheder er der tale om en følelse, der har været udbredt længe, ikke om et pludseligt opstået fænomen ved 2015-valget. Tilbøjeligheden til at give Christiansborg skylden for ulykkerne er moderat høj – men den er ikke blevet større fra 2011 til 2015, snarere tværtimod. I 2011 placerede et relativt flertal ansvaret på Christiansborg, jf. Tabel 11.3, men i 2015 var der stort set ligevægt mellem at placere ansvaret på Christiansborg og pege på »andre forhold« – og så var der en langt højere »ved ikke«-andel. Tabel 11.2. Oplevelse af frem- eller tilbagegang for det område af landet, svarpersonen bor i. Tryghedsmåling 2011 og valget 2015. Kun 18-65-årige. Pct. Sp. Hvordan vil du generelt beskrive udviklingen i det område af landet, du bor i? 1. Det går meget fremad
Maj/juni 2011
1)
Valget 2015
2)
7.5
15.2
2. Det går noget frem
32.0
33.8
3. Det går hverken frem eller tilbage
36.7
28.1
4. Det går lidt tilbage
14.2
11.9
5. Det går meget tilbage
5.1
5.4
6. Ved ikke
4.4
5.6
I alt
100.0
100.0
(N)
5671
4528
Andel tilbagegang
19.3
17.3
1) Tryghedsmåling 2011 (Hede et al., 2011). Kun 18-65-årige. Kun muligt at veje efter sociale kriterier. 2) YouGov valgundersøgelsen 2015. Data alene vejet efter sociale kriterier.
Tilbøjeligheden til at give Christiansborg skylden for ulykkerne er moderat høj – men den er ikke blevet større fra 2011 til 2015, snarere tværtimod. I 2011 placerede et relativt flertal ansvaret på Christiansborg, jf. Tabel 11.3, men i 2015 var der stort set ligevægt mellem at placere ansvaret på Christiansborg og pege på »andre forhold« – og så var der en langt højere »ved ikke« andel. På den baggrund skal man nok være forsigtig med at tale om »oprør«. Vi finder en klar tendens til, at følelse af tilbagegang og oplevelse af institutionslukninger er forbundet med politisk mistillid, men sammenhængen er kun af moderat styrke, bortset fra yderkategorierne. 47 Det er dog undtagelsen. Blandt de, der syntes, det var gået »meget tilbage«, udgjorde personer bosat i storbyerne (Storkøbenhavn/Aarhus/Aalborg/Odense) kun 10 pct. (N=267) – og 11 pct. i den væsentligt større gruppe, der syntes, der var gået »noget tilbage« (N=624). Derimod udgjorde storbybeboerne 71 pct. blandt dem, der svarede, at det var gået »meget frem« (N=764) – og 42 pct. blandt dem, der krydsede af for »det går noget frem« (N=1795).
177
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 11.3. Hvis skyld er tilbagegangen? Svarfordeling blandt 18-65-årige, der har oplevet tilbagegang. Pct. (Hvis tilbagegang): Er det først og fremmest beslutninger i regeringen og Folketinget, der er skyld i tilbagegangen i dit område, eller skyldes den mest andre forhold?
Maj/juni 2011 1)
Valget 2015 2)
1. Først og fremmest beslutninger i regeringen og Folketinget
49
37
2. Først og fremmest andre forhold
40
39
3. Ved ikke
11
24
I alt
100
100
(N)
1137
784
+9
-2
Opinionsbalance: Overvægt, der placerer skylden på Christiansborg 1) Tryghedsmåling 2011. Kun 18-65-årige. 2) YouGov valgundersøgelsen 2015. Data alene vejet efter sociale kriterier.
Til gengæld viser 2015-undersøgelsen en overraskende bred folkelig tilslutning til at gøre noget ved problemerne, jf. Tabel 11.4. Således ville halvdelen af vælgerne bruge flere penge på støtte til »udkants-Danmark«, der således rangerer højt på prioriteringslisten til de offentlige udgifter. Hele 59 pct. af vælgerne tilsluttede sig, at »flere statslige arbejdspladser bør flyttes ud af København«. Og 54 pct. mente, at S-R-regeringen havde »gjort alt for lidt for at styrke områderne uden for de større byer«. Det hører dog med til historien, at hver tredje vælger svarer »hverken enig eller uenig« eller »ved ikke« på spørgsmålene om udflytning af arbejdspladser og regeringens utilstrækkelige indsats. Det antyder en begrænset politisering - og ligesom ovenfor et behersket »oprør«. Tabel 11.4. Syn på udkantsproblemer. Hele befolkningen. 2015. Pct. Helt Enig
Delvis enig
Hverken/ eller, Ved ikke
Delvis Uenig
Helt Uenig
OpinionsBalance
Flere statslige arbejdspladser bør flyttes ud af København
29
30
29
7
5
+37
Regeringen har gjort alt for lidt for at styrke områderne uden for de større byer
22
32
33
9
4
+41
For få penge Bruger det offentlige for mange, passende eller for få penge på støtte til »udkants-Danmark«
7
Passende, Ved ikke 44
For mange penge 49
+42
YouGov valgundersøgelsen 2015 (N=5219). Data vejet efter sociale og politiske kriterier.
Under alle omstændigheder lader svarene ingen tvivl om, at modvirkning af udkantsproblemerne i 2015 nød bred støtte i den danske befolkning – nok mere, end man havde forestillet sig i regeringen og Folketinget, og i det hele 178
Kapitel 11: Udkantsoprøret 2015. Genoplivning af en gammel skillelinje?
taget i miljøet omkring Christiansborg. Her kan sagen godt minde lidt om problemet med udfald fra dagpengesystemet, hvor der var en stærkere offentlig opinion, end man nok havde forventet i regeringen. Dagpengesagen var dog politiseret gennem længere tid, så der var ikke så mange tvivlere, jf. kapitel 15. Ikke overraskende er tilslutningen stærkest i de mindre byer og på landet (småbyer og landdistrikter er dog langtfra altid »udkant«), men sympatien for at støtte udkanten er udbredt, selv blandt vælgere i det storkøbenhavnske område. På spørgsmålet om udflytning af statslige arbejdspladser skrumper tilslutningen ganske vist markant ind blandt københavnerne – men selv på dette spørgsmål er der en højere andel af enige (34 pct.) end uenige (27 pct.) og dermed en positiv opinionsbalance på +7, jf. Tabel 11.5. Tabel 11.5. Bopæl og syn på politikken over for »UdkantsDanmark« 2015. Opinionsbalancer i pct. Crosstabulation Flere eller færre penge
Reg. gjort for lidt for at styrke
Udflytning statslige arbejdspladser
(N)
1 Kbh/Storkøbenhavn
+20
+15
+7
1178
2 Aarhus/Aalborg/Odense
+34
+35
+58
734
3 By over 40.000 indb.
+43
+45
+58
794
4 By 20-39.999 indb.
+45
+44
+45
522
5 By 5 – 19.999 indb.
+51
+49
+55
725
6 Mindre by 1 – 4.999 indb.
+57
+57
+66
572
7 Landsby u. 1.000 indb.
+62
+66
+73
357
8 På landet
+66
+69
+65
308
Total
+42
+41
+47
5220
Når det gælder udflytning, er der ikke de store holdningsforskelle mellem indbyggere i store og små provinsbyer. Ellers er tendensen, at jo mindre byer, desto større utilfredshed med regeringen og desto større ønske om at bruge flere penge på udkanten. Men det er med den vigtige tilføjelse, at »udkantens« interesser møder forståelse selv hos mange københavnere.
3. Hvor trykker skoen, hvem føler sig personligt påvirket? Ud over den oplevede frem- eller tilbagegang har vi også undersøgt oplevelse af institutionslukninger mv. i området. Som det fremgår af tabel 11.6, er denne oplevelse ganske udbredt. Principielt er spørgsmålet stillet med tre års tidshori-
179
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
sont. Topscoreren er lukning af posthuse (eller flytning til supermarked), men også oplevelsen af skolelukninger er udbredt.48 Tabel 11.6. Hvor mange har været udsat for institutionslukninger mv. 2015. Hele befolkningen. Har der inden for de seneste tre år været lukning af skole, daginstitutioner eller andre offentlige institutioner i det område, hvor du bor?
Pct.
1. Ja, lukning af skole(r )
30.8
2. Ja, lukning af daginstitution(er)
21.8
3. Ja, lukning af plejehjem
11.6
4. Ja, lukning af sygehus(e )
10.8
5. Ja, lukning af posthus(e )
40.8
6. Ja, lukning af politistation(er)
15.2
7. Ja, lukning af andre offentlige institutioner
10.8
Mindst én af disse
56.7
8. Nej, ingen af ovennævnte
24.0
9. Ved ikke
19.3
YouGov Valgundersøgelsen 2015. Vejet efter sociale kriterier og parti (N=5220).
Institutionslukninger er ikke begrænset til landdistrikterne, men der er en klar sammenhæng med bopælen – og med oplevelsen af frem- eller tilbagegang for området. Blandt dem, der beretter om stor fremgang, har man i gennemsnit oplevet 0.73 institutionslukninger. Blandt de vælgere, der beretter om stor tilbagegang, er gennemsnittet på 3.55 institutionslukninger, jf. Tabel 11.7. Tabel 11.7. Gns. antal institutionslukninger, opdelt efter oplevet udvikling for området. 2015. Hvordan vil du generelt beskrive udviklingen i det område af landet, du bor i?
Gns.antal lukninger
N
1 Det går meget fremad
0.73
763
2 Det går noget frem
1.14
1795
3 Det går hverken frem eller tilbage
1.50
1501
4 Det går lidt tilbage
2.36
625
5 Det går meget tilbage
3.55
267
Total
1.42
5219
YouGov-valgundersøgelsen 2015. Vejet efter sociale og politiske kriterier.
48 Formentlig er der en vis overrapportering, fordi folk ikke strikt holder sig til de 3 år. Der var nemlig ikke mange lukninger i 2013-14. Men at tallet er højere end det faktiske fald i antallet af folkeskoler (også hvis vi regner 2010-12 med), skyldes ikke nødvendigvis målefejl. Også svarpersoner, der ikke selv er berørt, vil svare ja, hvis der lukkes (andres) skoler i lokalområdet.
180
Kapitel 11: Udkantsoprøret 2015. Genoplivning af en gammel skillelinje?
Alt i alt er der en ikke ringe gruppe af vælgere, som er negativt berørt af institutionslukninger og/eller føler tilbagegang for området generelt. Spørgsmålet er så, om disse oplevelser har nogen sammenhæng med partivalget, og om holdningerne har det.
4. De partipolitiske skillelinjer Inden vi kommer til spørgsmålet, om »udkantsholdninger«, institutionslukninger og tilbagegang for lokalsamfundet har effekt på partivalget, kan vi starte med ganske enkelt at se på, i hvor høj grad, partiernes vælgere er berørt, jf. Tabel 11.8. Topscoreren på såvel institutionslukninger som oplevet tilbagegang for området er Dansk Folkeparti, hvor vælgerne i gennemsnit har oplevet 1.82 institutionslukninger, mens 23 pct. oplever, at det går tilbage for området. Enhedslisten, Socialdemokratiet og Venstre følger efter. Venstrevælgerne i stikprøven ligger en spids højere end socialdemokraterne på oplevet tilbagegang, men socialdemokraterne ligger højere på institutionslukninger. I den modsatte ende finder vi Alternativet, Liberal Alliance og Radikale Venstre. Tabel 11.8. Gennemsnitligt antal institutionslukninger og andel, der oplever tilbagegang for området, opdelt efter parti 2015. Partivalg 2015
Gns. antal inst.lukninger
Pct., der har oplevet tilbagegang for omr.
N
Dansk Fp.
1.82
23.4
Enhedslisten
1.52
19.5
1016 376
Socialdemokratiet
1.51
16.4
1267
Venstre
1.40
17.1
939
SF
1.31
14.7
202
Konservative Fp.
1.23
12.4
161
Alternativet
1.22
12.6
231
Liberal Alliance
1.14
12.4
364
Radikale Venstre
0.83
9.1
221
Total
1.46
17.2
4821
YouGov Valgundersøgelsen 2015. Vejet efter sociale kriterier og partivalg.
Det er værd at notere sig, at regeringspartnerne Socialdemokratiet og Radikale Venstre også på udkants- eller center-periferidimensionen var et højst umage par. Socialdemokraterne ligner mere Dansk Folkepartis vælgere. Og så har Enhedslisten en noget anden profil end ventet – men det svarer lidt til arbejdernes overraskende store vægt blandt partiets vælgere i 2015, jf. kapitel 6. Venstre 181
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
hælder også lidt til »udkants-siden«, men mindre udtalt, end man kunne have forventet ud fra partiets traditionelle profil. Sammenhængen mellem »udkantsholdninger« og partivalg er endnu mere udtalt. Det mest iøjnefaldende er Dansk Folkeparti. Partiets vælgere er de mest påvirkede af udkantsproblemerne, og der er en udpræget effekt af »udkantsholdninger« på tilslutningen til Dansk Folkeparti. Vi har i Tabel 11.9 dannet et indeks ud fra de tre højt korrelerede spørgsmål om syn på offentlige udgifter, udflytning af statslige arbejdspladser, samt påstanden om, at regeringen har gjort alt for lidt for at styrke områderne uden for de større byer. De to sidste spørgsmål er skaleret 0-4, spørgsmålet om udgifter fra 0-2. Det betyder, at udgiftsspørgsmålet vejer knapt så tungt som de to andre spørgsmål.49 Tilslutningen til Dansk Folkeparti stiger fra 10-12 pct. hos de vælgere, der er mest skeptiske over for at støtte »udkanten«, til hele 34 pct. hos den ret høje andel af vælgerne (N=666 eller 14 pct.), som er udkanten mest positivt stemt. Det genfinder man ikke hos andre partier, heller ikke hos det traditionelle udkantsparti, Venstre, der kun har lidt forhøjet tilslutning blandt de »udkantspositive«. Til trods for, at Enhedslistens og Socialdemokraternes vælgere i dag hører til de mest berørte af »udkantsproblemerne«, finder man heller ikke hos disse partiers vælgere nogen »udkantsprofil«. Det næste spørgsmål er så, om vi kan finde indicier for, at det har flyttet vælgere ved 2015-valget. En første indikation kan fås ved at lave en tilsvarende opdeling for partivalget 2011. Det er vist nederst i tabellen for de vælgere, der svarer mest positivt på alle tre spørgsmål og dermed får maksimumscore 10. Her er næsten alle partier gået tilbage, men i særdeleshed Venstre med hele 10 procentpoint. Dansk Folkeparti gik 16 procentpoint frem. Nu havde DF fremgang overalt, men ikke så meget, og det er også kun blandt de mest »udkantspositive«, tilslutningen næsten er fordoblet. Vi får et tilsvarende resultat, hvis vi ser på, om vælgerne er personlig berørt. Tabel 11.10 viser partivalg 2011 og 2015 for de vælgere, der havde oplevet tilbagegang for det område af landet, de bor i, sammenlignet med alle andre. Dansk Folkeparti gik 14 procentpoint frem blandt de vælgere, der havde oplevet tilbagegang, og Enhedslisten synes også at have fået større appel i dette segment.
49 Ved ikke er kodet som neutral, også for de få personer, der har svaret ved ikke på alle tre spørgsmål.
182
Kapitel 11: Udkantsoprøret 2015. Genoplivning af en gammel skillelinje?
Tabel 11.9. Partivalg opdelt efter indeks for støtte til »Udkantsdanmark« 2015. Pct. Støtte til udkant
EL
SF
Alt
SD
RV
KrD
VEN
KON
LA
DF
N(=100%)
0-2 mest negativ
4
6
2
24
17
0
15
8
14
10
138
3-4
8
5
5
31
7
0
18
4
10
12
525
5
9
5
6
26
8
2
16
3
9
16
802
6
10
5
7
28
4
1
17
3
7
18
719
7
8
4
5
26
3
1
23
3
7
20
696
8
6
4
4
27
3
0
21
4
7
24
722
9
9
3
4
27
2
1
19
2
8
25
554
10 mest positiv
5
4
3
21
2
1
22
3
5
34
666
7,8
4,2
4,8
26,3
4,6
0,8
19,5
3,3
7,5
21,0
4822
10 mest positiv: partivalg 2011
6
7
-
23
4
0
32
4
6
18
652
Ændring 2011-15 (procentpoint)
-1
-3
+3
-2
-2
+1
-10
-1
-1
+16
Total
YouGov Valgundersøgelse. Vejet efter sociale kriterier og partivalg 2015 (partivalg 2011 for 2011-tallene). Andel, der har stemt på kandidat uden for partierne, er ikke vist.
Tabel 11.10. Partivalg 2011 og 2015 opdelt efter, om vælgerne oplever tilbagegang for det område af landet, de bor i. Pct. Oplever tilbagegang Ja, det går tilbage
Alle andre
DF
(N)
2011
EL 5,5
SF 9,3
Alt -
SD 26,1
RV 6,5
KD 0,5
VEN 29,3
KON 2,8
LA 5,2
14,7
775
2015
8,8
3,5
3,5
25,3
2,4
0,5
19,4
2,3
5,4
28,7
826
Ændr.
+3.3
-5.8
+3.5
+14.0
2011
6,9
9,2
2015
7,6
4,3
Ændr.
+0.7
-4,9
-0.8
-4.1
0.0
-9.9
-0.5
+0.2
24,5
10,1
0,8
26,2
5,4
4,9
5,1
26,5
5,0
0,9
19,5
3,6
8,0
+5.1
+2.0
-5.1
+0.1
-6.7
-1.8
+3.1
11,8 3744 19,5 3993 +7.7
YouGov Valgundersøgelse. Vejet efter sociale kriterier plus partivalg 2015 (respektive 2011). Andel, der har stemt på kandidat uden for partierne, er ikke vist.
En opdeling efter institutionslukninger giver et lignende resultat. I Tabel 11.11 har vi vist en simpel blokopdeling i »rød blok« »blå blok excl. DF« og DF. Vi har slået én institutionslukning sammen med nul, fordi lukning af posthus er et udbredt, men ikke indgribende, fænomen. Dansk Folkeparti gik frem overalt ved 2015-valget, men markant stærkest blandt de vælgere, der har oplevet mange (mindst 4) institutionslukninger. Her er tilslutningen fordoblet til 32 procent. »Rød blok« har lidt større tilbagegang blandt de vælgere, der har oplevet mange lukninger, men forskellen er ikke signifikant. Derimod er der markant større afvandring fra blå blok (minus 12 pct.) blandt de vælgere, der har oplevet mange institutionslukninger. 183
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 11.11. Partivalg 2011 og 2015 opdelt efter institutionslukninger. Opdelt på blokke. Pct. Institutionslukninger sidste tre år
Rød blok 2011
2015
Blå blok ekskl. DF Ændr
2011
2015
DF
Ændr
2011
2015
(N) Ændr
0-1
50,9
48,7
-2.2
37,8
32,8
-5.0
11,3
18,5
+7.2
2711
2
49,2
47,2
-3.0
39,5
33,7
-5.8
11,2
19,0
+7.8
658 536
3
50,2
46,6
-3.6
35,6
29,0
-6.6
14,2
24,0
+9.8
4-7
48,5
44,2
-4.3
34,9
23,1
-11.8
16,5
32,4
+15.9
613
Alle vælgere
50,2
47,7
-2.5
37,4
31,2
-6.2
12,3
21,1
+8.8
4518
Anm. Som Tabel 11.10. Rød blok omfatter EL, SF, RV og Alternativet.
Alt i alt ser det ud til, at Dansk Folkeparti har vundet på udkantsspørgsmålet. Taberne er stort set alle de andre partier minus Enhedslisten. Men det synes at være gået mere ud over Blå Blok end Rød Blok, og i særdeleshed partiet Venstre. Nu er der som bekendt andre holdninger, der kan motivere til at stemme på Dansk Folkeparti, i særdeleshed holdninger til indvandring. Derfor er der gennemført en række analyser af hhv. tilbøjeligheden til at gå fra rød blok til DF, og til at gå fra Venstre til DF ved 2015-valget. Vi har sparsomme data, så vi har måttet nøjes med enkeltspørgsmål til kontrol for politiske holdninger. Det ser dog ud til at være tilstrækkeligt. Som det fremgår af Tabel 11.12, har både holdning til udkantsspørgsmål (målt ved ovenstående indeks af tre spørgsmål) og oplevelse af institutionslukninger50 en signifikant effekt på tilbøjeligheden til at skifte fra rød blok til Dansk Folkeparti. Forklaringskraften er ikke stor, og den mindskes betydeligt, når der kontrolleres for syn på indvandring som en trussel mod dansk kultur. Effekten forbliver imidlertid akkurat statistisk signifikant, også selv om vi kontrollerer for syn på indvandring som trussel – og det ændrer sig i øvrigt ikke, selvom vi indsætter andre holdningsspørgsmål. Det giver dog stort set ikke nogen effekt at inkludere både udkantsholdninger og oplevelse af institutionslukninger. Som det fremgår af søjle 4, bliver effekten af holdninger til udkantsspørgsmål i så fald insignifikant; oplevelse af institutionslukninger bevarer derimod en signifikant effekt, også selvom vi kontrollerer for syn på indvandring – og det ændrer sig ikke, selvom vi inkluderer yderligere holdningsvariable, hvor alene politisk tillid har en (beskeden) selvstændig effekt. Effekten
50 Institutionslukninger er kodet som 0-4, hvor 4 står for 4 eller flere.
184
Kapitel 11: Udkantsoprøret 2015. Genoplivning af en gammel skillelinje?
af udkantsholdninger og/eller oplevelse af institutionslukninger er dog meget svag sammenlignet med effekten af syn på indvandring som trussel. Syn på indvandring er også den stærkeste faktor, når det gælder venstrevælgeres valg mellem Venstre og Dansk Folkeparti (20-25 pct. af venstrevælgerne fra 2011 skiftede til DF).51 Tabel 11.12. Rød blok-vælgeres tilbøjelighed til at skifte til Dansk Folkeparti 20112015. Logistisk regression. Odds ratios. (1) Holdning til udkant
(2)
1.222***
Institutionslukn. Indvandring trussel Nagelkerke R2
.029
(3)
1.086*
(4) 1.064ns
1.148*
1.124*
.298***
.297***
.302***
.287
.289
.291
Kilde: YouGov undersøgelsen af valget 2015. *) signifikant på .05 niveau **) signifikant på .01 niveau ***) signifikant på .001 niveau ns ikke signifikant.
Både ønske om at støtte udkanten og oplevelse af institutionslukninger øger tilbøjeligheden til at skifte fra Venstre til DF. Når vi kontrollerer for holdning til indvandring, bliver effekten af udkantsholdninger dog insignifikant. Men effekten af institutionslukninger består – og det gælder også, selvom vi kontrollerer for syn på hårdere beskatning af høje indtægter eller tillid til politikerne. Institutionslukninger kan være udtryk for udkantsproblemer og offentlige besparelser i forskellige blandingsforhold, men i hvert fald øger det tilbøjeligheden til at skifte fra Venstre til Dansk Folkeparti. Det ser kort fortalt ud til at være lidt med udkantspolitikken som med flygtninge-/indvandrerpolitikken: Venstre mobiliserede under valgkampen, men DF scorede gevinsten, ikke mindst på Venstres bekostning. Heri ligger der en vis logik, dels fordi Venstre traditionelt har været partiet, der repræsenterede »udkanten« i Folketinget, dels fordi Venstre var initiativtager til eller deltager i talrige reformer, som »udkantsområderne« blev berørt af i årene op til og under krisen. Der er mange forklaringer på, hvorfor Venstre gik tilbage ved 2015-valget, men udkantsproblemerne synes at være én af dem, og der hjalp det ikke, at partiet faktisk fremlagde en stribe vidtgående forslag som del af partiets vækstpakke hen mod slutningen af valgkampen. 51 Resultaterne, der er vist i Tabel 11.13, bliver stort set de samme, hvis vi i stedet opdeler mellem skift til DF og stemme på alle andre partier, herunder Venstre.
185
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 11.13. Venstrevælgeres tilbøjelighed til at skifte til Dansk Folkeparti eller blive hos Venstre 2011-2015. Logistisk regression. Odds ratios. (1) Holdning til udkant
1.098*
(2)
Institutionslukn. Indvandring trussel
(3)
(4)
(5)
1.209***
1.179**
.541***
.557***
1.022ns 1.241*** .535***
Skatteprogression
.891ns
Politisk tillid Nagelkerke R2
1.584*** .097
.027
.116
.163
Kilde: YouGov undersøgelsen af valget 2015. *) signifikant på .05 niveau **) signifikant på .01 niveau ***) signifikant på .001 niveau ns ikke signifikant.
Venstre var dog ikke alene om at tabe stemmer til DF på dén konto. Det synes også i nogen grad at gælde partierne i rød blok under ét – og her specielt Socialdemokratiet. I begge tilfælde var syn på indvandring langt den vigtigste begrundelse for at skifte til DF, men udkantsholdninger og/eller institutionslukninger gav et lille ekstra bidrag.
5. Konklusion Center-periferi-modsætninger har ikke spillet nogen særlig synlig rolle i dansk politik. Man kan dog hævde, at det har været en del af grundlaget for et af de store, gamle partier, nemlig Venstre. Men den binding gik i nogen grad i opløsning i 00’erne, og ligesom arbejderne ofte har været skuffede over Socialdemokratiets politik i det sidste årti, synes »yderområderne« at være blevet mere fremmedgjort i forhold til Venstre. I begge tilfælde synes Dansk Folkeparti at have profiteret på udviklingen – men det er værd at bemærke, at også Enhedslisten synes at have øget sin appel i udkanten. Begge tendenser kan være en del af forklaringen på, at vælgerne synes at vandre væk fra »magtens partier« som det blev beskrevet i kapitel 1. I dag har man så fået en opdeling, der i højere grad går på tværs af de traditionelle venstre-højre-skel, og ikke mindst på tværs af blokopdelingen mellem rød blok og blå blok. Dansk Folkeparti er et folkeparti alene i kraft af sin størrelse, men det har formentlig også bidraget, at partiet har kunnet mobilisere utilfredshed i »udkantsområderne«. Omvendt har man så Radikale Venstre, Liberal Alliance og til dels Konservative Folkeparti som partier, der i meget høj grad er bundet til de større byer, og som for de Radikales og de Konservatives vedkommende befinder sig tæt på spærregrænsen i de områder, der føler sig hårdt berørt af institutionslukninger og/eller blandt de personer, der identificerer sig stærkt med »udkantens« interesser. 186
Kapitel 11: Udkantsoprøret 2015. Genoplivning af en gammel skillelinje?
Referencer Christoffersen, Henrik & Karsten Bo Larsen (2013). De foreløbige erfaringer fra kommunernes skolelukninger. CEPOS arbejdspapir no. 21. (http://www.cepos.dk/ fileadmin/user_upload/dokumenter/2013-05/arbejdspapir21-_-de-foreloebige-erfaringer-med-kommunernes-skolelukninger.pdf). Goul Andersen, Jørgen (2012). Tryghed, tilfredshed og udkantsproblemer. Rapport, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. http://www.mbbl.dk/publikationer/tryghed-tilfredshed-og-udkantsproblemer Hede, Anders, Jørgen Goul Andersen & Jacob Andersen (2011). Danskernes tryghed i krisens år 3. Tryghedsmåling 2011. Tryghedsmåling 2009. Copenhagen: Tryg Fonden. Lipset, Seymour Martin & Stein Rokkan (1967). »Cleavage Structures, Party Systems and Voter Alignments: An Introduction«, pp. 1-64 i Seymour Martin Lipset & Stein Rokkan (eds.). Party Systems and Voter Alignments. New York: Free Press. Slumstrup, Finn & Viggo Mortensen, red. (2014). Oprør fra udkanten. Mulighedernes land 2.0. Gjern: Hovedland. Teknologisk Institut (2008). Skoler i landdistrikter. København: Teknologisk Institut (http://www.teknologisk.dk/skoler-i-landdistrikter/29406) Undervisningsministeriets Databank – Folkeskoler. (https://www.uvm.dk/Service/Statistik/Statistik-om-folkeskolen-og-frie-skoler/Statistik-om-grundskoler/Antal-grundskoler). Venstre (1975). En liberal politik for det nære samfund. Et debatoplæg om liberal idépolitik. København: Venstre.
187
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 12
Privatøkonomi og partivalg: De utrygges flugt fra Thorning-regeringen Jørgen Goul Andersen
1. Privatøkonomiens manglende betydning for vælgerne? Den økonomiske krise gjorde tilværelsen mere usikker for mange danskere. Spørgsmålet er, om det påvirkede vælgerne – ved 2011-valget såvel som i tiden derefter. Standardsvaret i forskningen er, at de privatøkonomien har ringe betydning – vælgerne straffer/belønner regeringer efter, hvordan det går med samfundsøkonomien. At privatøkonomiske vurderinger ikke betyder ret meget, skal vi prøve at problematisere i dette kapitel; argumentet er, at målemetoderne næppe er tilstrækkelige, og at social og økonomisk utryghed formentlig er den mest relevante parameter. De to følgende kapitler går nærmere ind på de samfundsøkonomiske aspekter – hvordan den økonomiske krise, krisepolitikken og den politiske debat herom har påvirket vælgernes partivalg. Problemstillingen om krisens politiske effekter rækker dog videre: Vi har i tidligere kapitler belyst krisens effekter på en række af vælgernes politiske holdninger, i kapitel 17 undersøges krisens og krisepolitikkens betydning for den politiske mistillid, og i kapitel 18 analyseres vælgernes reaktioner på reformpolitikken. Den økonomiske krise efter 2008 bidrog til at sætte fornyet liv i den del af valgforskningen, economic voting-litteraturen, der har specialiseret sig i at undersøge vælgernes reaktion på økonomien. Både dette og det følgende kapitel tager derfor udgangspunkt i denne approach, men i en lidt udvidet version (jf. også Goul Andersen, 2010). En central problemstilling i economic voting – litteraturen har været, om vælgerne reagerer ud fra, hvordan det er gået med deres egen pengepung (egotropisk), eller ud fra, hvordan det er gået med samfundsøkonomien (sociotropisk). En anden vigtig problemstilling er, om vælgerne reagerer ud fra håb eller frygt for, hvordan det vil gå i fremtiden (prospektivt), eller ud fra erfaringerne med, hvordan det er gået (retrospektivt). Hertil kommer spørgsmålet, om regeringer kan undgå at blive draget til ansvar, når det går galt (blame audience) – og om de er i stand til at påberåbe sig æren for fremgang? (Credit claiming). Endelig er der spørgsmålet om længden af vælgernes hu188
Kapitel 12: Privatøkonomi og partivalg: De utrygges flugt fra Thorning-regeringen
kommelse – hvor partierne også selv ser ud til at handle ud fra den dominerende antagelse i litteraturen, nemlig at vælgernes hukommelse er temmelig kort. Om vælgerne reagerer ud fra forventninger til fremtiden eller oplevelse af den (umiddelbare) fortid, fanges som nævnt med begrebsparret prospektiv vs. retrospektiv stemmeafgivning. Konklusionen er normalt, at vælgerne reagerer ud fra, hvordan det er gået (retrospektivt). Det formuleres og tolkes normalt som et spørgsmål om straf/belønning (Lewis-Beck & Stegmaier, 2007: 518). Der har dog også været argumenteret for, at det giver en mere pålidelig forudsigelse af en regerings handlinger i fremtiden at se på, hvad en regering rent faktisk har gjort, end på dens løfter om, hvad den vil gøre (Fiorina, 1981). Den anden dimension er spørgsmålet, om vælgerne stemmer egotropisk eller sociotropisk (Kinder & Kiewiet, 1979).52 Næsten uden undtagelse finder litteraturen, at det er de sociotropiske vurderinger (dvs. vurderinger af samfundsøkonomien), der er de afgørende, ikke de egotropiske. Det gælder også for valgene i Danmark (Borre, 1997, 1999, 2003; Møller Hansen & Stubager, 2013), såvel som for Norge (Narud, 2011) og Sverige (Oscarsson & Holmberg, 2013: 197-219).53 For at gøre historien færdig, blev problemstillingen fra start undersøgt både på mikroniveau (hvad bestemmer den enkelte vælgers partivalg?) og makroniveau (hvordan påvirkes tilslutningen til regeringen af udsvingene i økonomien?). Makro-analyserne førte til en større litteratur om VP-funktioner (Vote and Popularity-funktioner), der undersøgte partiernes bevægelser ved valgene (vote) eller i meningsmålingerne (popularity) som en funktion af den forudgående økonomiske udvikling (Paldam, 1991; Nannestad & Paldam, 1994). Med den stigende udbredelse af surveydata er mikro-analyserne næsten blevet enerådende, men det er egentlig en skam. I Danmark finder man nemlig ikke nogen statistisk sikker tendens til, at regeringers frem- eller tilbagegang afhænger af udviklingen i makroøkonomien (Goul Andersen & Møller Hansen, 2013: 154-58).54 Derimod er der en tendens til, at regeringer klarer sig bedst i de pe-
52 Termen »egotropisk« bruges frem for »egoistisk« for ikke at havne i en diskussion om de dybereliggende motiver, der i princippet kan gå på tværs af, om man handler ud fra vurderinger af privatøkonomien eller samfundsøkonomien. 53 Der har været rapporteret en enkelt afvigelse, hvor danske vælgere angiveligt handlede egotropisk (Nannestad & Paldam, 1993, 1995). Det er dog senere problematiseret af metodiske grunde (Hibbs, 1993; Stubager et al., 2014). 54 En klassisk diskussion er, om der er tale om en økologisk fejlslutning (Kramer, 1983), især pga. fejlperceptioner hos vælgerne. Det afkræftes dog af en analyse på danske data, der viser, at mikro- og makro-tallene lader sig forene for perioden 1987-2011 (Lewis-Beck et al., 2013). Men for perioden 1966-2011 under ét gælder det ikke.
189
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
rioder, hvor vælgerne iflg. forbrugertillidsmålingerne gennemsnitligt vurderer den privatøkonomiske udvikling positivt. Denne diskrepans mellem mikro og makro er æggende og kan tyde på, at man i den internationale litteratur måske har været lidt for hurtig til at afskrive betydningen af de privatøkonomiske ændringer. Måske er den gal med operationaliseringen: Om privatøkonomien er gået frem eller tilbage, er en temmelig snæver operationalisering af de mekanismer, der kan udløse negative vælgerreaktioner. For det første er der mange former for krisepåvirkninger, som man kunne undersøge: • økonomisk tilbagegang, pres og afsavn • arbejdsløshed og truslen herom – for såvel svarpersonen som den nærmeste familie55 • formuetab på bolig og evt. insolvens • personlig påvirkning af den førte krisepolitik For det andet – og det er er det, vi skal koncentrere os om i kapitlet her – er det måske snarere utryghed end privatøkonomisk frem- og tilbagegang, man skal interessere sig for. Økonomisk utryghed er hverken retrospektiv eller prospektiv. Den er snarere samtidig. Det er den psykologiske effekt af, hvad der er sket, og hvad man forventer (herunder bl.a. også sfa. partiernes budskaber). YouGov-undersøgelserne af valgene 2011 og 2015 indeholder en omfattende række af spørgsmål om social og økonomisk utryghed, økonomiske afsavn mv., men vi skal i dette kapitel begrænse os til et enkelt, nemlig generel tryghed ved familiens økonomiske situation. Andelen, der følte sig meget tryg ved familiens økonomiske situation, faldt fra 23 pct. i 2007 til 12 pct. i 2013 for så at stige til 15 pct. i 2015, jf. Tabel 12.1. Andelen, der følte sig utryg, steg tilsvarende fra 14 til toppunktet 19 pct. i 2013 – men var stadig 17.5 pct. i 2015.
55 Som påvist i Olsen et al. (2014: 47-50) udvides gruppen af ledighedsberørte radikalt, så snart vi regner den nærmeste familie med. I 2013 havde hele 43 pct. af alle danskere oplevet arbejdsløshed i den nærmeste familie inden for de sidste 12 måneder. Det bidrager til, at ledighed i Danmark er en folkesag. På familieniveau er den sociale differentiering også relativt behersket. Blandt ufaglærte arbejdere (ekskl. nuværende ledige) havde 50 pct. oplevet ledighed i den nærmeste familie, blandt højere funktionærer 35 pct. Selv i gruppen med familieindkomst over 1 mill.kr. havde 36 pct. været berørt (se også Goul Andersen, 2014).
190
Kapitel 12: Privatøkonomi og partivalg: De utrygges flugt fra Thorning-regeringen
Tabel 12.1. Generel økonomisk tryghed, 2007-2015. Kun 18-65-årige. Pct. 2007
2009
2011
2013
2015
Meget tryg
22.6
18,2
13,9
12.3
15.1
Tryg
46.9
40,4
41,1
41.3
39.9
Hverken tryg eller utryg
14.5
23,2
26,6
25.5
25.3
Utryg
10.7
11,4
12,2
13.2
12.1
Meget utryg
3.4
3,5
3,8
6.1
5.4
Ved ikke
1.8
3,2
2,3
1.6
2.2
100.0
100,0
100,0
100.0
100.0
14.1
14.9
16.0
19.3
17.5
Total Andel økon. utrygge i alt
Spm. Hvor tryg eller utryg vil du overordnet set betragte den nuværende økonomiske situation i din husstand? Kilde: TrygFondens Tryghedsmålinger, 2007-2015 (for 2015 se Andersen et al., 2015). Antallet af svarpersoner varierer mellem ca. 4000 og ca. 6000. Her alene vejet efter køn, alder, bopæl og uddannelse, ikke parti.
Vi starter med at se på sammenhængen mellem økonomisk utryghed og partivalg – både for at undersøge, om der i det hele taget er en sammenhæng, og for at tegne en tryghedsprofil af de enkelte partier. Dernæst bevæger vi os nærmere spørgsmålet om årsagssammenhængen mellem økonomisk tryghed og politiske forskydninger, herunder straf af regeringen.
2. Økonomisk utryghed og partivalg 2011 og 2015 Hvilke partier stemmer de økonomisk utrygge på? Vi kan starte med en simpel opdeling på socialistiske/ikke socialistiske partier, jf. Tabel 12.2. I 2015 er effekten ganske svag. Andelen af socialistiske stemmer stiger fra 41 pct. blandt de »meget trygge« til 49 pct. blandt de »meget utrygge«. Lægger vi De Radikale til for at se på forskellen mellem »rød blok« og »blå blok«, bliver forskellen yderligere svækket, fordi de radikale vælgere hører til de mest økonomisk trygge. Tabel 12.2. Andel socialistiske stemmer '11 og '15, opdelt efter økonomisk tryghed. Pct. 2011
2015
N
2011
N
2015
Meget tryg
31
41
559
797
Tryg
38
41
1578
2001
Hverken tryg eller utryg
46
44
1023
1189
Utryg
52
50
482
532
Meget utryg
60
49
148
215
Total (incl. ved ikke)
42
43
3855
4822
Spm. »Hvor tryg eller utryg vil du overordnet set betragte den nuværende økonomiske situation i din husstand?« Kilde: YouGov undersøgelserne af valgene 2011 og 2015, koblet med Tryghedsmåling 2011 og 2015. I 2015 blev valgundersøgelsen foretaget et par uger efter Tryghedsmålingen, i 2011 blev Tryghedsmålingen foretaget i maj/juni, valgundersøgelsen i umiddelbar forlængelse af valget den 15. september. Genopnåelsen var næsten perfekt i 2015, mens der var et frafald på knap 1/3 i 2011. 2011-tallene omfatter kun 18-65-årige. Alternativet er i 2015 regnet til de »socialistisk«partier.«
191
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Interessant nok var der en væsentligt stærkere sammenhæng i 2011: Fra 31 pct. socialistiske stemmer hos de meget trygge til 60 pct. blandt de meget utrygge. Selv med alle forbehold for, at populationerne ikke er fuldstændig identiske, og at der er større frafald i 2011, levner det ingen tvivl om, at forskellen er udvisket. Det peger i sin tur på, at nogle af de økonomisk trygge vælgere må være gået til den socialistiske blok, mens det ser ud til, at nogle af de økonomisk utrygge er gået fra den socialistiske blok. Da den sociodemografiske sammensætning af de trygge og utrygge vælgergrupper må antages at være stort set den samme begge år, behøver vi egentlig ikke introducere kontrolvariable. Det er ikke årsagseffekter alt sammen, men den spuriøse del af sammenhængen må antages at være nogenlunde konstant. Nu drejer det sig i Tabel 12.2 om tilslutningen til de socialistiske partier, ikke regeringspartierne, men der anes et mønster svarende til, hvad vi skulle forvente ud fra egotropisk stemmeafgivning. De økonomisk trygge strømmer til regeringen – som belønning for den gode indsats (for dem selv) – de økonomisk utrygge straffer ved at søge væk. I Tabel 12.3 ser vi nærmere på de enkelte partier i 2015. For socialdemokraterne er der ikke rigtigt nogen sammenhæng mellem økonomisk tryghed og vælgertilslutning, lige bortset fra en lavere S-tilslutning hos den lille gruppe, der er »meget utrygge«. Til gengæld er der en bemærkelsesværdig sammenhæng for Enhedslisten, hvor tilslutningen stiger fra 4½ pct. hos de mest økonomisk trygge til 19½ pct. hos de mest utrygge. Hos SF anes en svag kurvelineær sammenhæng, men tilslutningen topper dog akkurat hos de utrygge. Det kunne altså se ud til, at Enhedslisten har tiltrukket utrygge og utilfredse vælgere (fx fra S og SF), men det er dog ikke bevægelser alt sammen. Som det fremgår af Figur 12.1, finder man allerede i 2011 en tendens til, at EL-vælgerne er økonomisk utrygge. Derfor kan tallene kun delvist, men ikke udelukkende, tolkes som en reaktion på forringede vilkår for en række grupper under Thorning-regeringen. Det kan ændringen i tilslutningen til DF til gengæld i ganske høj grad, jf. nedenfor.
192
Kapitel 12: Privatøkonomi og partivalg: De utrygges flugt fra Thorning-regeringen
Tabel 12.3. Økonomisk tryghed og partivalg 2015. Pct. vandret. EL
SF
Alt
S
RV
KD
V
KON
LibAll
D Fp
udf
N(=100)
Meget tryg
4,6
4,5
5,8
26,2
5,8
1,0
21,7
4,0
11,8
14,6
0,0
797
Tryg
5,9
3,8
4,3
27,3
6,1
0,7
21,7
3,9
7,1
19,0
0,0
2001
Hverken tryg el utryg
9,7
3,4
3,9
26,8
2,3
1,1
17,5
2,4
6,6
26,1
0,3
1189
Utryg
11,1
6,8
6,4
25,4
3,6
0,2
13,3
2,3
7,3
23,7
0,0
532
Meget utryg
19,5
5,6
7,0
17,2
1,4
0,0
16,7
2,8
2,8
27,0
0,0
215
Ved ikke
5,7
0,0
5,7
23,9
3,4
3,4
19,3
4,5
4,5
29,5
0,0
88
Total
7,8
4,2
4,8
26,3
4,6
0,8
19,5
3,4
7,5
21,1
0,1
4822
Spm. »Hvor tryg eller utryg vil du overordnet set betragte den nuværende økonomiske situation i din husstand?« Kilde: YouGov undersøgelsen af valget 2015, koblet med Tryghedsmåling 2015. Her vejet efter såvel sociale og demografiske kriterier som partivalg 2015.
Vender vi os mod de ikke-socialistiske partier i Tabel 12.3, finder vi ikke overraskende, at vælgere, der stemte på Radikale Venstre og Liberal Alliance i 2015, typisk havde deres på det tørre. Noget lignende gælder – knapt så udtalt – for de Konservative. Men det er bemærkelsesværdigt, at vi i 2015 også finder størst tilslutning til Venstre blandt de økonomisk trygge vælgere – knap 22 pct., mod godt 13 pct. blandt de utrygge (dog lidt flere i den lille gruppe af »meget utrygge«). Dansk Folkeparti afviger markant fra de øvrige borgerlige partier: Her varierer tilslutningen i 2015 fra knap 15 pct. blandt de mest økonomisk trygge til 27 pct. blandt de mest utrygge. Og for Dansk Folkepartis vedkommende er der netop tale om en afvigelse i forhold til 2011, hvor der næsten ikke var sammenhæng mellem økonomisk tryghed og tilslutningen til DF, jf. Figur 12.1.
193
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Figur 12.1. Tilslutning til Enhedslisten, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti 2011 og 2015, efter økonomisk utryghed. Pct. Figur 12.1.a.Enhedslisten 2011 og 2011 25 20 15 10 5 0 meget tryg
tryg
hverken eller 2011
utryg
meget utryg
2015
Figur 12.1.b. Socialdemokraterne 2011 og 2011 30 25 20 15 10 5 0 meget tryg
tryg
hverken eller 2011
utryg
meget utryg
utryg
meget utryg
2015
Figur 12.1.c. DF 2011 og 2015. Pct. 30 25 20 15 10 5 0 meget tryg
tryg
hverken eller 2011
2015
Kilde: YouGov-undersøgelserne af Folketingsvalgene 2011 og 2015. Vejet efter sociale kriterier + parti.
194
Kapitel 12: Privatøkonomi og partivalg: De utrygges flugt fra Thorning-regeringen
Nu er det heller ikke i dette tilfælde så enkelt, at utrygge socialdemokrater flygtede til DF fra 2011 til 2015. Det er belyst i Figur 12.2, hvor vi ser på partiskift. Som det fremgår, er der dog en tendens til, at socialdemokrater er mere tilbøjelige til at skifte til DF, jo mere økonomisk utrygge de er. Blandt de mest økonomisk utrygge socialdemokratiske vælgere fra 2011 skiftede hver femte i 2015 til Dansk Folkeparti. Men det hører med til historien, at de »meget trygge« skiftede lige så hyppigt som gennemsnittet, og at der ikke var særligt mange »meget utrygge« socialdemokrater i 2011. Her er tendensen til gengæld meget entydig for Enhedslisten. Blandt de »meget trygge« socialdemokrater skiftede kun 1 pct. til EL, stigende til ca. 10 pct. blandt de utrygge og meget utrygge. Figur 12.2. Andel socialdemokrater i 2011, der skiftedetiltilEnhedslisten Enhedslisten og Figur 12.2 Skift fra Socialdemokraterne ogDansk Folkeparti i 2015, opdelt efter økonomisk tryghed. Pct. Dansk Folkeparti 2011-2015
25,0
12,0
20,0
10,0 8,0
15,0
6,0
10,0
4,0
5,0
2,0
0,0
0,0 Meget tryg
Tryg
Hverken eller
Til DF (venstre akse)
Utryg
Meget utryg
Til EL (højre akse)
Kilde: YouGov-undersøgelsen af folketingsvalget 2015.
Tager vi summen af partiskiftere fra S til EL+DF, bliver det dog ganske markant: Afgangen var 11 pct. blandt de økonomisk meget trygge, 10 pct. blandt de trygge, 16 pct. blandt de socialdemokrater, der hverken følte sig trygge eller utrygge, 22 pct. blandt de utrygge, og 28 pct. blandt de »meget utrygge«. Noget følger af klasseog uddannelsessammensætningen, men så utrygge er arbejdere og kortuddannede trods alt ikke. Det synes ret entydigt, at den økonomiske utryghed har påført Socialdemokratiet betydelige tab til Enhedslisten og Dansk Folkeparti fra 2011 til 2015.
195
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
3. Økonomisk utryghed og partivalg 2007-2013. En panelundersøgelse Datamaterialet fra YouGov undersøgelsen af valget 2011 giver i kombination med TrygFondens tryghedsmålinger også mulighed for at følge de samme vælgere over tid. Den følgende analyse er baseret på de svarpersoner, der gik igen fra tryghedsmålingen i 2011 til målingen i 2013. Her har vi taget udgangspunkt i økonomisk utryghed i 2011, hvor vi så kan måle de pågældendes partivalg i 2007 »recall« i maj 2011), partipræference i maj 2011, partivalg ved valget den 15. sep. 2011 og partipræference i maj/juni 2013. Alle de tre sidstnævnte er målt præcis på tidspunktet – det er altså ikke erindringsdata.56 Vi benytter i det følgende en opdeling i regeringspartier (S-R-SF), Enhedslisten, Dansk Folkeparti og borgerlig opposition i øvrigt. For 2007 er Ny Alliance regnet med til S-R-SF-blokken, da kontinuiteten mellem Ny Alliance og Liberal Alliance på vælgerplanet er meget ringe. Resultaterne er ganske slående. Blandt de vælgere, der var meget økonomisk utrygge i maj 2011, steg tilslutningen til Enhedslisten fra 2 procent i 2007 til 30 pct. i 2013. Tilslutningen til S-R-SF faldt sammenlagt fra 53 til 22 procent; i maj 2011 stod de kommende regeringspartier endda til 59 pct. blandt de økonomisk utrygge. Den borgerlige opposition havde i alle målinger størst tilslutning blandt de trygge, mens S-R-SF skiftede fra størst tilslutning blandt de utrygge indtil 2011 til størst tilslutning blandt de trygge i 2013. Dansk Folkeparti havde både i 2007 og 2013 størst tilslutning blandt de økonomisk utrygge, men det var ikke tilfældet ved 2011-valget. Det skal bemærkes, at undersøgelsen i maj 2013 blev foretaget netop på det tidspunkt, hvor flugten fra S-SF var på sit højeste – umiddelbart i forlængelse af kontanthjælpsreformen, en vækstpakke med erhvervsskattelettelser og uafklarede problemer med udfald fra dagpengesystemet for et stærkt stigende antal ledige. Til gengæld er der ikke tvivl om kausalitetsretningen: Det er de samme mennesker, der er interviewet i 2011 og 2013, og spørgsmålet om utryghed er stillet i maj 2011. Billedet er dog næsten det samme, hvis vi ser på resultaterne fra de tre tværsnitsundersøgelser – Tryghedsmålingerne i maj/juni 2011, 2013 og 2015 – hvor 56 Ud over almindeligt frafald mellem målingerne i 2011 og 2013 er der et frafald pga. løbende paneludskiftning. Det skønnes dog, at de eventuelle skævheder, dette måtte afstedkomme, ikke påvirker de resultater, vi finder her mht. ændringer over tid. Vi har ikke vejet oplysningerne i dette afsnit efter parti – men afvigelserne er, målt på oplysningen om 2011-partivalget, temmelig beskeden. Der er i skrivende stund ikke mulighed for at lave yderligere kobling til YouGov-undersøgelsen af 2015-valget.
196
Kapitel 12: Privatøkonomi og partivalg: De utrygges flugt fra Thorning-regeringen
der er spurgt om økonomisk utryghed og partipræference på interviewtidspunktet, jf. Tabel 12.5. S-R-SF blev i 2013 voldsomt straffet af de vælgere, der på det tidspunkt følte sig økonomisk utrygge. Til gengæld viser denne opgørelse (partipræference umiddelbart før valget), at S-R-SF under ét blev taget delvist til nåde i 2015. Det var dog stadig omkring halvdelen af de økonomisk utrygge vælgere, der op til valget angav, at de ville stemme på Enhedslisten, Alternativet eller Dansk Folkeparti. Men knapt så radikalt som fra maj 2011 til maj 2013, hvor andelen af de økonomisk utrygge, der ville stemme på enten Enhedslisten eller Dansk Folkeparti, steg fra 22 pct. til 55 pct. Og som det fremgår af Tabel 12.3, blev protesten yderligere en smule svækket ved valget. Tabel 12.4. Partivalg 2007-2013, efter økonomisk utryghed maj 2011. Kun 18-65-årige. Pct. Parti
Total
EL Utryg
Neutral
Tryg
S-R-SF
Borgl. Oppos.
DF
(N)
Andet p.
Valg 2007
2
53
27
17
1
100
352
Maj 2011
8
59
20
12
1
100
309
Valg 2011
15
49
24
12
1
100
372
Maj 2013
30
22
30
19
0
100
287
Valg 2007
3
477
34
17
0
100
562
Maj 2011
6
52
27
15
0
100
522
Valg 2011
7
47
31
15
0
100
586
Maj 2013
16
27
34
23
1
100
484
Valg 2007
2
45
41
12
0
100
1174
Maj 2011
5
48
36
11
0
100
1071
Valg 2011
6
45
40
9
0
100
1266
Maj 2013
10
29
45
16
0
100
1037
Ændring fra maj 2011 til maj 2013 +21
-37
+9
+7
Neutral
Utryg
+9
-25
+8
+8
Tryg
+5
-19
+9
+4
Kilde: Tryghedsmålingerne 2011 og 2013 samt YouGov-undersøgelsen af Folketingsvalget 2011. Anm. Tallene i denne tabel er alene vejet efter sociale kriterier, ikke politiske. Ny Alliance er i 2007 lagt sammen med S,R og SF. Liberal Alliance er (fra 2011) regnet til den »borgerlige opposition« sammen med V og K. Tallene i de sidste tre rækker er beregnet ud fra 2011- og 2013-tal med decimalangivelse og efterfølgende afrundet til hele procenter. Derfor kan de afvige med +/- 1 pct. i forhold til subtraktion af tallene ovenfor. Fx er Enhedslisten gået frem fra 8.4 pct. til 29.6 pct., dvs. med 21.2 procentpoint – afrundet til 21 procentpoint.
197
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 12.5. Partipræference 2011-2015, efter økonomisk utryghed på interviewtidspunktet. Kun 18-65-årige. Pct. Parti
Total
EL+ Alt Utryg
Neutral
Tryg
Maj 2011
10.2
S-R-SF 56.8
Borgl. Oppos. 20.8
DF 11.7
(N)
Andet p. 0.6
100.0
726
Maj 2013
26.9
17.7
26.1
28.2
1.1
100.0
702
Juni 2015
26.1
29.9
17.0
26.3
0.7
100.0
712 1220
Maj 2011
6.8
52.6
25.1
15.2
0.3
100.0
Maj 2013
16.0
24.4
35.3
23.6
0.7
100.0
971
Juni 2015
17.6
28.6
24.6
28.3
0.9
100.0
1084
Maj 2011
5.9
46.1
33.8
13.0
0.1
100.0
2457
Maj 2013
13.9
27.0
43.4
15.2
0.5
100.0
2262
Juni 2015
16.8
31.9
32.3
19.7
0.1
100.0
2436
Anm. Alternativet i 2015 lagt sammen med Enhedslisten. Data er kun vejet efter sociale kriterier, ikke parti.
4. Konklusion Alt i alt ser det ud til, at de politiske effekter af privatøkonomiens udvikling ikke skal afskrives. Ikke overraskende har det betydning, om folk berøres af ledighed eller af specifikke krisetiltag,57 ligesom vi generelt finder en effekt på den politiske tillid, hvis folk er negativt berørt af krisen eller den økonomiske politik (ikke vist).58 Men også partivalget ser ud til at påvirkes af økonomiske ændringer. Blot synes det ikke at være et spørgsmål, om økonomien er gået frem eller tilbage, men i højere grad et spørgsmål om økonomisk tryghed.59 Spørgsmålene om økonomisk tryghed gav markante udslag fra 2011 til 2013, og de ser i høj grad ud til at følge et mønster med belønning/straf af den siddende regering. Formentlig skal det dog ikke ses som en rent mekanisk reaktion, men også som udtryk for utilfredshed med den førte krisepolitik. Denne tolkning er konsistent med, at der øjensynligt skete en vis »tilgivelse« af Socialdemokratiet ved 2015-valget, efter at regeringen i 2014 og 2015 havde ophørt med at introducere stadig nye »ubehagelige« reformer og (navnlig i 2015) var skiftet til en tydeligt mere positiv retorik omkring velfærdsstaten. Men det er dog stadig tydeligt, 57 Jf. også diskussionen i Goul Andersen & Stubager (2013: 166-170), herunder effekten af efterlønsindgrebet for de berørte. 58 Det gælder fx også insolvens for boligejere, der fik købt på toppen, før boblen bristede. Men her fik det ikke synlige partipolitiske udtryk – formentlig fordi det ikke var så åbenbart, hvem der var de nødstedte boligejeres »venner« 59 Vi får dog de samme svarmønstre, hvis vi spørger om afsavn eller sparetiltag (ikke vist).
198
Kapitel 12: Privatøkonomi og partivalg: De utrygges flugt fra Thorning-regeringen
at mange økonomisk utrygge var mobiliseret af S-SF-R mod VK-regeringen i 2011, så der var en stærk sammenhæng mellem økonomisk utryghed og partivalg. Denne sammenhæng var næsten forsvundet i 2015 – regeringen havde fremgang blandt de økonomisk trygge, men mange af de økonomisk utrygge var flygtet til andre partier.
199
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer Andersen, Jacob, Anders Hede & Jørgen Goul Andersen (2015). Den lange vej ud af krisen. Tryghedsmåling 2015. København: TrygFonden. Borre, Ole (1997). »Economic voting in Danish electoral surveys 1987-1994« Scandinavian Political Studies, vol. 20 (4), pp 347-365. Borre, Ole (1999). »Økonomisk udvikling og partivalg« pp. 127-136 i Johannes Andersen, Ole Borre, Jørgen Goul Andersen & Hans Jørgen Nielsen, Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Aarhus: Systime. Borre, Ole (2003). »Den utaknemlige vælger« pp. 315-325 i Jørgen Goul Andersen & Ole Borre (red.), Politisk forandring. Værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Aarhus: Systime Academic. Fiorina, Morris (1981). Retrospective Voting in American Elections. New Haven: Yale University Press. Goul Andersen, Jørgen (2010). »It’s the economy, stupid! – eller Crisis? What Crisis?« Tidsskriftet Politik, vol. 13(1), pp. 18-35. Goul Andersen, Jørgen (2014). Arbejdsløshedens svøbe rammer de fleste. Notat 3 til Lars Olsen et al., Klassekamp fra oven. www.klassesamfund.dk Goul Andersen, Jørgen & Kasper Møller Hansen (2013). »Vælgernes krisebevidsthed« pp.137-162 i Rune Stubager et al., Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Goul Andersen, Jørgen & Rune Stubager (2013). Goul Andersen, Jørgen & Rune Stubager (2013). »Krise og velfærdsholdninger«, pp.163-188 in Rune Stubager, Kasper Møller Hansen & Jørgen Goul Andersen, Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Hibbs, Douglas A. (1993). Solidarity or Egoism? Aarhus: Aarhus University Press. Kinder, Donald R., and D. Roderick Kiewiet (1979). »Economic discontent and political behavior: The role of personal grievances and collective economic judgments in congressional voting« American Journal of Political Science, vol.23 (3), pp. 495-527. Kramer, G.H. (1983). »The Ecological Fallacy Revisited: aggregate – versus individual-level findings on economics and elections, and sociotropic voting« American Political Science Review, vol. 77(1), pp. 92-111. Lewis-Beck, Michael S. & Mary Stegmaier (2007). »Economic Models of Voting« pp. 518-537 i Russell J. Dalton & Hans-Dieter Klingemann (eds.), The Oxford Handbook of Political Behavior. New York: Oxford University Press. Lewis-Beck, Michael S., Rune Stubager & Richard Nadeau (2013). »The Kramer problem: Micro-macro resolution with a Danish pool« Electoral Studies, vol. 32(3), pp. 500-505. Møller Hansen, Kasper & Rune Stubager (2013). »Økonomisk stemmeadfærd« pp. 115-136 i Rune Stubager et al., Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Nannestad, Peter & Martin Paldam (1993). »Sammenhængen mellem samfundsøkonomi, privatøkonomi og tilslutningen til regeringspartierne i Danmark 1990-91 – og nogle problemer i forbindelse med at måle den korrekt« Politica, vol. 25(2), pp. 189-206. Nannestad, Peter & Martin Paldam (1994). »The VP function: a survey of the literature on vote and popularity functions after 25 years« Public Choice, vol. 79 (3-4), pp. 213-245.
200
Kapitel 12: Privatøkonomi og partivalg: De utrygges flugt fra Thorning-regeringen
Nannestad, Peter & Martin Paldam (1995). »It’s the government’s fault! A cross-section study of economic voting in Denmark, 1990/93« European Journal of Political Research, vol. 28 (1), pp. 33–62. Narud, Hanne Marthe (2011). »Et regjeringsvalg i skyggen av finanskrisen« pp. 225260 i Bernt Aardal (red.). Det politiske landskap. En studie av stortingsvalget 2009. Oslo: Cappellen Damm Akademisk. Oscarsson, Henrik & Sören Holmberg (2013). Nya svenska väljare. Stockholm: Norstedts Juridik. Olsen, Lars, Niels Ploug, Lars Andersen, Suen Enevoldsen Sabiers & Jørgen Goul Andersen (2014). Klassekamp fra oven. Den danske samfundsmodel under pres. København: Gyldendal. Paldam, Martin (1991). »How Robust is the Vote Function? A Study of Seventeen Nations over Four Decades« pp. 9-32 i Helmut Norpoth, Michael S. Lewis-Beck & Jean-Dominique Lafay (eds.), Economics and Politics. The Calculus of Support. Ann Arbor: University of Michigan Press. Stubager, Rune, Niels W. Betterill, Michael S. Lewis-Beck & Richard Nadeau (2014). »Scope conditions of economic voting: The Danish exception?« Electoral Studies, vol.34(1), pp. 16-26.
201
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 13
Samfundsøkonomien: Tabte S og SF på deres økonomiske kriseprogram to gange? Jørgen Goul Andersen
1. Indledning Hvordan påvirkede den økonomiske krise valgene i 2011 og 2015 – og hvilken betydning havde partiernes økonomiske politik? Som omtalt i kapitel 12 finder economic voting-litteraturen normalt, at det er vælgernes oplevelse af samfundsøkonomien, der påvirker partivalget. Vælgerne reagerer ud fra, hvordan det er gået (retrospektivt). Det tolkes som et spørgsmål om straf/belønning (Lewis-Beck & Stegmaier, 2007: 518). Om de danske valgresultater i 2011 og 2015 skal ses som en be- eller afkræftelse, kommer lidt an på fortolkningen. I meningsmålingerne var VK-regeringen dømt ude i lang tid før 2011-valget, men regeringen endte med kun at tabe med et mulehår, og partiet Venstre gik en smule frem. Tilsvarende var SR-regeringen dømt ude i hele regeringsperioden, men den endte med kun at mangle et enkelt mandat ved 2015-valget, og Socialdemokratiet gik efter års ørkenvandring nogle promille frem i forhold til 2011. I begge tilfælde tabte den siddende regering, men ved begge valg havde regeringen fremgang op mod valget, og statsministerpartiet endte med en lille fremgang i forhold til forrige valg. Det er lidt komplekst i forhold til economic voting-litteraturens problemstilling. I 2011 er det mest interessante spørgsmål næsten, hvorfor S og SF gik så voldsomt tilbage op til valget, og hvorfor Løkke Rasmussen kunne rette så meget op på resultatet. I 2015 er det mest interessante, hvorfor Socialdemokraterne først oplevede en historisk nedtur i meningsmålingerne og så alligevel endte med at få genoprettet det meste. Det er der naturligvis mange andre forklaringer på end økonomien. Det er behandlet i de foregående kapitler, og vi vender tilbage til reaktionerne på krisepolitikken i Kapitel 15, 17 og 18. Men når det gælder økonomien, må man også spørge, hvordan vælgernes perceptioner forholder sig til den faktiske udvikling. Det er ikke (kun) et spørgsmål om vælgernes kompetence, men afhænger også af, hvordan økonomien fremstilles i medierne – og
202
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
rejser spørgsmålet om, hvordan partierne formår at påvirke vælgernes billede af økonomien. Det har economic voting-litteraturen ikke så meget at sige om. Videre kan man spørge, om ikke partiernes økonomiske politik spiller en rolle. Det ligger også uden for economic voting-traditionens hovedstrøm. Straf/ belønnings-perspektivet kan begrundes med, at økonomien normalt ses som et såkaldt valence issue. Et valence issue er et emne, hvor der er enighed om målene – fx er det svært at forestille sig partier, der går ind for at øge arbejdsløsheden. Spørgsmålet er, hvem der kan levere varen (eller – retrospektivt – har leveret varen). Men det giver også mening at se den økonomiske politik som et positions issue i lighed med alle andre emner, der skiller vælgerne. Altså således at vælgerne stemmer for eller imod de konkurrerende økonomiske politikker og økonomiske strategier, som partierne fremlægger.60 Kapitlet her vil søge at vise, at S og SF i 2011 blev straffet for at holde fast ved deres økonomiske program, der blev vejet og fundet for let, men at de i 2015 blev straffet for at svigte det (til fordel for et ganske anderledes regeringsprogram). At economic voting-litteraturen typisk går uden om sådanne spørgsmål, afspejler et mere generelt problem: Nemlig at der ikke er ret megen plads i modellen til, at partierne kan spille en aktiv rolle. Economic voting-litteraturen har dog nærmet sig spørgsmålet om partiernes rolle ad anden vej.61 Som Oscarsson & Holmberg (2013: 197) formulerer det, er belønnings-/strafmodellen ikke ret robust, når man ser på tværs af lande. Navnlig har litteraturen peget på politisk-institutionelle faktorer, der gør det sværere eller lettere at fastlægge, hvem der er ansvarlig (fx. Powell & Whitten, 1993; Bengtsson, 2004; Duch & Stevenson, 2008). I lande med flertalsregeringer bestående af ét parti er placeringen af ansvaret enkel. Men det bliver mudret i lande med koalitionsregeringer, mindretalsregeringer eller begge dele – og endnu sværere i lande med tradition for brede politiske forlig. Danmark har alle tre dele. Litteraturen har desuden peget på strukturelle betingende faktorer, hvor små, åbne økonomier (dvs. lande med stor udenrigshandel i forhold til BNP) er mere følsomme over for påvirkninger udefra end de mere lukkede økonomier. Derfor er det sværere at placere ansvaret for op- og nedture hos regeringen, og det ser faktisk ud til, at belønnings-/ 60 Hvilket er en påmindelse om, at issue voters normalt antages at stemme fremadrettet – dvs. prospektivt. 61 Frey & Schneider (1979) havde oprindelig en intention om at forbinde politik og økonomi via en teori om political business cycles: Regeringer kan manipulere økonomien sådan, at de tager det sure i begyndelsen af valgperioden og fører en mere lempelig politik op mod valget (ud fra antagelsen om, at vælgernes hukommelse er kort). Partiernes aktive rolle i dét perspektiv består dog alene i at skrue op eller ned for økonomien.
203
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
straf mekanismen er væsentligt svagere i små, åbne økonomier (Hellwig, 2001; 2008; Fernandez-Albertos, 2006). Pointen om de strukturelle betingende faktorer kan imidlertid også formuleres derhen, at det er lettere for regeringer i små, åbne økonomier at hævde, at ulykkerne kommer udefra. Det kan nogle gange være helt berettiget – men der står også en ladeport åben for blame avoidance. Det skal nævnes, at economic voting-tilgangen har skelnet mellem simple og medierede vurderinger (Lewis-Beck, 1986): Hvordan er det gået med økonomien (simpel vurdering), og er det regeringens skyld (medieret)? Men der har ikke været stillet ret mange spørgsmål om dette. Imidlertid burde den rationelle vælger netop spørge sig selv, hvad det ene og det andet regeringsalternativ kan forventes at gøre ved økonomien. Eller retrospektivt: hvordan regeringens politik har afhjulpet eller forværret økonomien. Det er da også en side, som nordiske undersøgelser har lagt stor vægt på (fx Holmberg & Weibull, 2010; Oscarsson & Holmberg, 2013: 206-219; Narud, 2011; Bengtsson et al., 2014: 123-148). I dansk sammenhæng forekommer det nyttigt at se hele problemstillingen i lyset af det, man kan kalde partiernes blame game, spillet om fordeling af skylden for det, der går skidt, og påberåbelse af æren for det, der går godt (credit claiming). Endelig skal nævnes et sidste forbehold. Economic voting-litteraturen ser på konjunkturudsving og herunder »normale« kriser. Kriser af en styrke som finanskrisen er exceptionelle. Eksempelvis var Danmarks BNP per indbygger i 2014 6.3 pct. lavere end i 2007 – og endda 0.6 pct. lavere end i 2004, regnet i faste priser. Vi taler om et tabt årti. Det overgår alle tidligere økonomiske kriser i Danmark (Goul Andersen, 2013, 2015). Ganske vist har studier fundet bekræftelse af belønning/straf-modellen, selv for de mest kriseramte økonomier (Indridason, 2014; Magalhães, 2014; Martinsson, 2013). Men dybe kriser kan også give grundlag for en særlig krisebevidsthed – en bevidsthed om nødvendigheden af at handle (Petersen, 1996; Goul Andersen, 1994) – eller en klangbund for, at partierne kan mobilisere en sådan »brændende platform«. Under alle omstændigheder er det vigtigt at undersøge, hvordan vælgernes perceptioner af ansvaret for krisen ser ud. Begge dele bør ses i lyset af partiernes spil om fordeling af ære (credit) for de positive ændringer og skyld (blame) for det, der går skidt. I sådanne spil kan også andre aktører involveres – fx kan bankerne eller EU være egnede som en prügelknabe, mange elsker at hade.
204
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
Til disse spørgsmål er straf/belønning-modellen for enkel. Vi præsenterer derfor en lidt udvidet version, der inkluderer partierne som aktive aktører, deres politik for fremtiden, og deres spil om fordeling af ansvaret. Herunder hører også partiernes valg af kampplads: Kæmper de på den prospektive bane om forslag til løsninger eller på den retrospektive bane om ansvaret for krisen (jf. Goul Andersen, 2010)? Interessant nok foregik kampen ved 2011-valget på den prospektive bane. Således advarede VK-regeringen både mod, at S og SF’s økonomiske politik (programmet »Fair løsning 2020«) ikke hang sammen, og at en ny regering ville blive et dyrt bekendtskab for den enkelte vælger. I lyset af den økonomiske nedtur 2007-2011 var det naturligt, at regeringen hellere ville tale om fremtiden end om fortiden. Men også S og SF henlagde spillet til den prospektive bane – bortset fra en skarp kritik af efterlønsforliget i 2011 og en (mere tvetydig) kritik af dagpengeforliget i 2010. Der var overraskende lidt diskussion om VK-regeringens ansvar for den økonomiske krise, måske fordi Socialdemokraterne selv havde stemt for så uheldige beslutninger som indførelsen af afdragsfri lån i oktober 2003.62 Efter 2011-valget blev det til gengæld et mantra for S-R-SF-regeringen, at den ville vurderes på sine resultater: Beskæftigelse, økonomisk vækst osv. Hvilket S-R-regeringen også forsøgte ved 2015-valget, selvom kurverne ikke var så overbevisende og blev anfægtet af oppositionen. Efter dannelsen af S-R-SF-regeringen, der fik et ganske andet økonomisk program end det, S og SF var gået til valg på, var det tydeligt, at regeringen ville starte regeringsperioden med de »upopulære« beslutninger og slutte med de mere populære. Det er lige efter lærebogen. VK-regeringens rækkefølge i 2007-2011 blev derimod den stik modsatte. Det offentlige forbrug blev udsat for en radikal opbremsning fra august 2010 og havde i 2011 den næststørste tilbagegang siden 1966 (kun overgået af 1984, jf. Goul Andersen, 2013).63 62 Mulighederne for at bebrejde VK-regeringen var ellers helt usædvanlig gode, jf. afsnit 3, fordi uafhængige instanser som Det Økonomiske Råd (2009) og Nationalbanken (Dam et al., 2011) havde understreget krisens danske årsager: VK-regeringen havde i årene frem mod 2008 bidraget til at puste en bolig- og kreditboble op. Skattestop, flekslån og afdragsfri lån var hovedingredienser – sammen med en for slap finanspolitik. At S-SF ikke fremhævede dette kriseansvar, må undre. Måske frygtede man en boomerang-effekt: Flekslånene kom i 1990’erne, Socialdemokratiet havde stemt for afdragsfri lån i 2003, skattestoppet for ejerboliger havde S/SF også måttet tilslutte sig, og de havde ikke kritiseret finanspolitikken for slaphed, men krævet flere udgifter. Alligevel forekommer det usandsynligt, at partier skulle besidde så dyb saglighed eller risikoaversion. Den alternative mulighed er, at partiledelserne slet ikke var opmærksomme på muligheden. Til fordel for det sidste taler det, at regeringsprogrammet »Et Danmark, der står sammen« (Regeringen, 2011) helt undlod at omtale bolig- og kreditboblen som årsag til miseren og i stedet pegede på konkurrenceevnen. 63 Siden beregningerne i Goul Andersen (2013) er nationalregnskabet ændret, men bruddet i 2010 er stadig tydeligt, og nedskæringerne i 2011 overgås fortsat kun af 1984.
205
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
2. Samspil mellem vælgerne og partierne Mens economic voting-litteraturen levner ringe spillerum til partierne, har nordisk valgforskning mere betonet samspillet mellem vælgerne og partierne – med partierne som aktive aktører med mange handlemuligheder (Goul Andersen, 2007). Det er skitseret i Figur 13.1, der præsenterer de relevante spørgsmål/variable mht. vælgerne og giver eksempler på mulige regeringsstrategier i relation hertil. Vælgernes oplevelse af økonomien rækker ud over de traditionelle spørgsmål om frem- og tilbagegang; et vigtigt spørgsmål ved en krise så dyb og langvarig som finanskrisen er også oplevelsen af krisens alvor. Figur 13.1. Oversigt over temaer vedr. økonomisk krise, partierne og vælgerne Variabel / spørgsmål
Mulig regeringsstrategi
Perception af samfundsøkonomien – Oplevet frem- eller tilbagegang (retrospektivt/prospektivt) – Krisens alvor – hvor alvorlig er den?
problembenægtelse, forherligelse
Ansvar/skyld – og kriseforståelse – udefra kommende eller indenlandske årsager – hvilke policies har medvirket til krisen? – politisk ansvar eller andre aktører
ansvarsbenægtelse, credit claiming
Effekter på vælgernes politiske dagsorden
sætte anden dagsorden
Effekter på vurdering af kompetence – Regeringens økonomiske performance – Regeringsalternativernes kompetence
bevarelse/skabelse af issue ejerskab
Politiske holdninger til krisepolitikken – Hvad virker? – Hvilke løsninger billiges? – Effekt af »krise-framing« på kriseløsninger / reformer
skabelse af nye forståelser udnyttelse af sænkede blokader
Effekter på politiske præferencer og politisk tillid – Forventningsdannelse – Fremtvungne prioriteringer – Betalingsvilje, offervilje – Tillid til politikere, institutioner, demokratiet
Forventningsbearbejdning
Kilde: Goul Andersen (2010).
Spørgsmålet om ansvar har vi her anbragt sammen med den bredere kriseforståelse. Bl.a. er det vigtigt, om krisen opleves at komme udefra eller indefra – samt hvilke fejlslagne politikker (om nogle), og hvilke politiske og ikke-politiske aktører, der opleves som ansvarlige. Partierne kæmper også om at sætte vælgernes politiske dagsorden – fx vil regeringspartier normalt gerne undgå, at økonomien bliver hovedtema, hvis der er krise. Men det må afvejes i forhold til, hvor vælgerne tillægger partierne kompetence. Hvis en regering opleves som mere kompetent end alternativet, 206
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
kan den fristes til at prioritere økonomien højt selv i en krisetid. Til gengæld er der altid mulighed for, at »ejerskabet« til bestemte politiske emner kan skifte. Ved 2011-valget måtte det ud fra en blame game logik være en topprioritet for Socialdemokraterne at fravriste VK-regeringen ejerskabet til økonomien, hvilket ville forudsætte en intens indsats for at bibringe vælgerne en opfattelse af, at VK-regeringen var stærkt (med-)ansvarlig for krisen. I pagt med den prospektive valgstrategi kan partiet dog have håbet på at vinde ejerskabet efterfølgende via en »ansvarlig« økonomisk politik. Men krisepolitikken bør også ses som et emne, der strides om. Hvilke kriseløsninger er acceptable? Hvilke løsninger tror vælgerne, vil virke? Og kan der flyttes holdninger ved netop at understrege krisen? I princippet kan en siddende regering via mobilisering af krisebevidsthed vende en krise til en fordel, hvis den opleves som tilstrækkelig kompetent. Det kan bemærkes, at vi nu er ude over straf/belønnings-modellen og indirekte antager, at vælgere overhovedet formår at forholde sig til komplicerede økonomiske emner. Men det er faktisk en nogenlunde ukontroversiel antagelse, at nordiske vælgere er mere sofistikerede end de amerikanske (som economic voting-traditionen oprindeligt tog sigte på). Endelig skal nævnes kriseeffekter på politiske holdninger og politisk tillid. Vi har allerede set på udviklingen i velfærds- og miljøholdninger ovenfor. Fx kan en krise påvirke velfærdsholdninger via større offervilje og nedjustering af forventninger – eller ved at ændre dagsordenen fra, om der skal spares, til et spørgsmål om, hvor der skal spares. Sådanne betingede prioriteringer er der ikke så stor tradition for at måle.64
3. Samfundsøkonomiens udvikling – krisens omfang Et første spørgsmål er, om vælgernes vurdering af økonomien afspejler de faktiske forhold. Det kan der være mange grunde til, at de ikke gør – vurderinger kan både være bagud og forud i forhold til den faktiske udvikling (eksempelvis er det før set, at vælgerne foruddiskonterer udviklingen, inden den kan aflæses i statistikken, jf. Goul Andersen, 1995). Men nok så meget forsøger partierne at påvirke vælgernes billede af økonomien og det politiske ansvar – nogle gange 64 Som Narud (2011) noterer, var der udbredt mistillid til den norske regering i 2005, fordi forventningerne var kommet højt op; men i 2009 genvalgtes regeringen bl.a. pga. en krisehåndtering, som holdt Norge fri af krisen. Noget lignende gjaldt i Sverige i 2010 (Oscarsson & Holmberg, 2013). I begge tilfælde er lavere forventninger en oplagt forklaring.
207
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
med held, nogle gange forgæves. Vi ser derfor kort på den faktiske udvikling, før vi går til vælgernes vurderinger.
Den faktiske udvikling i økonomien – og årsagerne hertil Valgene 2001-2007 blev holdt i en aura af højkonjunktur, hvor fremgangen fra 1990’erne fortsatte. Væksten var stort set stabil, arbejdsløsheden blev ved med at falde. Fra 1992 til 2007 steg det offentlige konsum med et par procent om året, men BNP voksede lige så hurtigt, og udgifterne til arbejdsløshed og renter svandt ind. År for år blev den offentlige service bedre, samtidig med at de offentlige udgifters andel af BNP blev mindre – i alt med omkring 10 procentpoint (Goul Andersen, 2002, 2012). Alle kunne være tilfredse – og økonomien fik lavere prioritet på vælgernes dagsorden. Situationen var imidlertid uholdbar – og det var sket, uden at de sædvanlige advarselslamper var begyndt at blinke. Inflationen og underskuddet på betalingsbalancen er nogle af de traditionelle observationspunkter. Men inflationen var lav, der var pæne overskud på betalingsbalancen og historiske overskud på de offentlige finanser. Imidlertid blev der i årene op mod 2007 opbygget en ualmindelig giftig bolig- og kreditboble. Der er i dag ikke den helt store uenighed om diagnosen (Goul Andersen, 2009, 2011, 2013, 2015; Det Økonomiske Råd, 2009; Dam et al., 2011) – selvom der er forskelle i vægtning af problemerne og af regeringens, Nationalbankens og bankernes ansvar (Udvalget om Finanskrisens Årsager, 2013; Sørensen, 2010, 2013; Simonsen & Pedersen, 2012). En afgørende fejl var afdragsfri boliglån (okt. 2003), der i samspil med tidligere kreditliberaliseringer bidrog til, at boligpriserne, der i forvejen var fordoblet over en kort årrække, steg yderligere 60 pct. på tre år (Goul Andersen, 2011). Skattestoppet fjernede en mulig bremse på prisstigningerne, og finanspolitikken burde være strammet. Endelig opbyggede bankerne fra 2004 til 2008 tilsyneladende uhindret af myndighederne et gigantisk indlånsunderskud.65 Der var kort sagt en selvpåført dansk finanskrise inden i den internationale krise. VK-regeringen kunne med nogen ret påberåbe sig, at Socialdemokrater65 Efter krisens gennemslag kom der også fokus på forringelsen af lønkonkurrenceevnen: Lønstigningerne havde længe ligget i overkanten af udlandets, produktivitetsstigningen i underkanten (fx Det Økonomiske Råd, 2009). Det kom til at stå centralt i S-R-SF-regeringens kriseprogram, men de økonomiske analyser nåede senere frem til, at konkurrenceevnen var bedre end sit rygte – trods en svækkelse op til krisen (fx Produktivitetskommissionen, 2013; Det Økonomiske Råd, 2013; AE-Rådet, 2014). Produktiviteten havde det helt godt i de erhverv, der er udsat for international konkurrence, og bekymringerne omkring S-R-SF-regeringens tiltræden skyldtes i nogen grad, at man ikke havde taget højde for forbedringerne i bytteforholdet – at importen falder i pris, mens eksportpriserne stiger.
208
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
ne var medansvarlige, men det er tydeligt, at der påhvilede et betydeligt politisk ansvar for den danske del af krisen. Ansvaret er lidt vanskeligere at placere, når det gælder den finansielle sektor, da opgave- og ansvarsfordelingen mellem regeringen, Finanstilsynet og Nationalbanken ikke var indlysende klar. Hvorom alting er, bristede boblen med den internationale finanskrise. Danmark blev ualmindelig hårdt ramt. 2008-2009 bragte en økonomisk nedtur uden sidestykke i fredstid, og i 2011 var BNP per indbygger stadig 5 procent lavere end i 2007, jf. Figur 13.2. Målt ved BNP per indbygger kom Danmark til at opleve et »tabt årti«. Det er internationalt exceptionelt – men et par sydeuropæiske lande har kurs mod det samme – og i Grækenlands tilfælde mere end dét. Figur 13.2. Udviklingen i Bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger, faste priser, 2001-2014 (2007=100).
Kilde: www.statistikbanken.dk. Aflæst 8.11.2015.
Den økonomiske politik i ind- og udland Verdenshandelen faldt dramatisk i 2009, og alle lande trådte til med stimulering af økonomien for at forhindre verdensøkonomien i at falde ned i et sort hul. EU-landene slog dog hurtigt bak, først fordi de undervurderede krisens dybde, men dernæst pga. tiltagende valutauro, der gjorde det vigtigt at overbevise de finansielle markeder. Det afspejlede sig i EU’s Finanspagt, der satte 209
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
strammere grænser for de offentlige underskud end Vækst- og Stabilitetspagten. Finanspagten, som Danmark tilsluttede sig, blev vedtaget under det danske formandskab i EU i første halvdel af 2012. Danmark var dog forud for omslaget i EU. Økonomien viste fremgang i 2010, som så ud til at skulle fortsætte i 2011. Heraf opmuntret slog VK-regeringen ind på, at nu skulle »regningen betales«66. Det var indeholdt i den såkaldte »genopretningspakke« i maj 2010, der bl.a. omfattede halvering af dagpengeperioden, fordobling af kravene til genoptjening af dagpengeret, og en opbremsning i det offentlige forbrug, hvis lige ikke var set siden 1980’erne. Genopretningspakken var naturligvis alt andet end vækstfremmende, og da økonomien var langt fra det selvbærende opsving, der var forudsætningen, tog økonomien kurs mod en ny recession. I det lys var det for så vidt logisk, at S og SF i 2011 gik til valg på programmet »Fair løsning 2020«, hvis hovedbudskab var, at økonomien skulle »kickstartes«, og at den ulige fordeling skulle genoprettes. Problemet var dog, at »Fair løsning« havde navn og åndelige rødder tilbage til 2009, mens hele Europa var drejet skarpt mod nedskæringspolitik (austerity) i 2011. Visdommen i EU’s kurs kan i høj grad betvivles (Blyth, 2013; jf. også utallige indlæg af bl.a. Paul Krugman og Joseph Stiglitz, fx Krugman, 2015; Stiglitz, 2014), men det blev nu engang den europæiske mainstream, som det i Europa blev anset for uansvarligt at afvige fra. S-R-SF-regeringens kickstart lykkedes ikke. Regeringerne under Thorning Schmidt bragte samlet økonomisk nulvækst – og dermed et lille fald i BNP per indbygger. I 2014 gik det dog en smule frem, og omkring valget i 2015 var man stort set tilbage på niveauet fire år tidligere – og fortsat under 2007-niveau, uanset om man regner per indbygger eller ej. Udviklingen i BNP rummer dog langtfra hele historien om dansk økonomi (Goul Andersen, 2013, 2015): De offentlige finanser var bedre end i andre EU-lande; overskuddet på betalingsbalancen voksede til et niveau, der faktisk strider mod EU-reglerne; Danmarks udlandsgæld var vendt til et stort tilgodehavende; Bruttonationalindkomsten (BNI) er steget langt mere end BNP; og aktiekurserne (C20-indekset) steg mere end i noget andet industriland (jf. fx Bloomberg.com) – næsten en femdobling fra bunden i marts 2009 til udgangen 66 Delvist på grundlag af regeringens overdrevne prognoser fik Danmark i 2010 en formel henstilling fra EU om at bringe det offentlige underskud under 3 pct. Underskuddet nåede aldrig over 3 pct., så henstillingen beroede faktisk på en misforståelse (i 2012 betød en besparelse – forringelsen/afskaffelsen af efterlønnen – dog, at folk kunne få deres efterlønsbidrag tilbage, hvilket formelt bragte underskuddet over 3 pct.).
210
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
af 2015. Ud over politiske påvirkninger og fejlperceptioner kan der således godt være økonomiske omstændigheder, der får vælgerne til at opleve udviklingen anderledes, end de nøgne tal for den økonomiske vækst peger på.
Vælgernes vurdering af samfundsøkonomien Målingerne af forbrugertillid, der gennemføres månedligt af Danmarks Statistik, viste en dramatisk nedtur i bedømmelsen af dansk økonomi gennem hele 2008 og starten af 2009. Bunden tangerede næsten de historiske rekorder fra 1980’erne. Men optimismen vandt stærkt frem i 2009 og 2010, for så at dykke ganske hurtigt frem mod valget den 15. September 2011. Pessimismen fortsatte året ud, men bortset fra endnu et knæk i 2012 var Thorning Smidts regeringstid nærmest én lang fremgang i bedømmelsen af, hvordan det var gået med dansk økonomi det sidste år, og ved valget den 18. juni 2015 var vurderingen endda mere positiv end ved novembervalget 2007, jf. Figur 13.3.67 Figur 13.3. Vurdering af Danmarks økonomiske situation i dag, sammenlignet med for et år siden, 2007-2015. Nettotal.
Kilde: www.statistikbanken.dk (FORV1). Aflæst 23.12.2015.
Et noget andet billede får man, når man spørger om vælgernes vurdering af den økonomiske krises alvor, jf. Figur 13.4. Selvom danskerne var ekstremt hurtige til at opfange økonomiens nedtur i forbrugertillidsmålingerne, tog det meget 67 Bedømmelsen af familiens økonomiske situation var ikke gået tilsvarende frem – men var pænt bedre end ved valget i 2011. Vurderingerne af familieøkonomien fluktuerer i øvrigt inden for væsentligt snævrere grænser.
211
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
lang tid for vælgerne at forstå, at »den store recession« virkelig var en alvorlig krise. Umiddelbart efter Lehman Brothers’ krak og hastehjælpen til bankerne i form af Bankpakke I i november 2008 betragtede kun 1/3 krisen som »ret alvorlig« eller »meget alvorlig«. I sommeren 2009 – efter at krisen var slået fuldt igennem – var stemningen stort set lige så tryg. Men i maj 2011 var det gået op for vælgerne, at krisen var alvorlig – det mente 54 pct. Og i YouGov-valgundersøgelsen 2011 mente hele 73 pct., at krisen var alvorlig. Det skyldes nok især den accelererende Euro-krise i Sydeuropa, men det kan ikke udelukkes, at politikerne også kan have talt krisen op under valgkampen. Figur 13.4. Vælgernes vurdering af krisens alvor, 2008-2015. Andel meget alvorlig + Figur 13.4. Andel, der vurderer krisen som ret alvorlig eller meget ret alvorlig. Pct.
alvorlig. Pct.
80 73
70 60 50 40 30
60
54 36
32
31
20 10 0 Nov.2008
Juni.2009
Maj.2011
Okt.2011
Maj.2013
Juni.2015
Spm. »Der tales om, at Danmark befinder sig i en økonomisk krise. Hvor alvorlig vurderer du, at krisen er?« (i 2008 og 2009 er lyder indledningen, at Danmark er »på vej ind i« en krise, og der er spurgt, hvor alvorlig krisen bliver. Kilde: TrygFondens Tryghedsmålinger 2009, 2011 (maj), 2013, 2015. 2008: Mandag Morgen/Synovate/J.Goul Andersen Kriseundersøgelse. Okt.2011: YouGov undersøgelse af valget 2011. Tallene for 2009-11 omfatter kun 18-65-årige, men en aldersopdeling af 2013-tallene tyder på, at det er uden nævneværdig betydning.
Selvom bevidstheden om krisens alvor var markant i 2011, var man dog langt fra den stemning, der herskede i første del af 1980’erne (Pedersen et al., 1996). Således mente halvdelen af vælgerne både i 2009 og 2011, at Danmark ville klare sig bedre igennem krisen end resten af Europa, og kun hhv. 1 og 3 pct. havde fantasi til at forestille sig, at det kunne gå værre (Goul Andersen & Møller Hansen, 2013: 145). Det gjorde det, målt på økonomisk vækst – men svare-
212
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
ne udtrykker ikke kun national selvovervurdering, da dansk økonomi faktisk klarede sig over middel på andre parametre.68 I 2013 var krisebekymringen dampet meget af, og ved valget 2015 var vælgerne en anelse mindre bekymrede end ved indgangen til krisen. Efter lærebogen burde valgtidspunktet i 2011 være tæt på det værst tænkelige, mens 2015-valget fandt sted i en aura af fornyet optimisme.
4. Hvad skyldes krisen, og hvem eller hvad er ansvarlig? Som sagt må det antages at være afgørende for (rationelle) vælgeres reaktioner, hvordan de opfatter krisen. Hvad skyldes krisen? Hvor kommer den fra? Hvem er ansvarlig? Disse kriseperceptioner blev målt første gang ved krisens gennemslag i en »kriseundersøgelse« (Mandag Morgen/Synovate/ J.Goul Andersen) i november 2008, hvor det måtte formuleres lidt hypotetisk, fordi det endnu ikke var erkendt, heller ikke af regeringen eller Det Økonomiske Råd, at landet var på vej ind i en dyb økonomisk krise – endda en nedtur af historiske dimensioner. Alligevel har svarene været forbløffende stabile.69 I alle målinger scorer den internationale finanskrise højest med en gennemsnitsscore på 7.94 (ud af 10) ved valget 2011, jf. Tabel 13.1. Bankernes uansvarlighed (kun med i 2011) følger lige efter. Boligprisernes himmelflugt opfattes også som en væsentlig kriseårsag – navnlig i 2008. Lidt længere nede finder man afdragsfri lån som en oplevet del af miseren. Andre faktorer tillægges ringe betydning. Dog ligger lønstigninger højere i 2011 end tidligere – hvilket nok skyldes, at faldende konkurrenceevne var blevet et tema i den politiske debat (afspejlet i S-R-SF- regeringsprogrammet). Regeringens politik tillægges ringe betydning for krisen (score tæt på midterværdien 5, både i 2008 og 2011). Som omtalt har der inden for economic voting traditionen været peget på, at belønning/straf – modellen fungerer dårligere i små, åbne økonomier, der er mere udsatte for udefra kommende rystelser. Vi har gjort den tilføjelse, at en sådan økonomi i hvert fald giver flere muligheder for blame avoidance. Som på68 Et vidensspørgsmål i Valgundersøgelsen 2011 viste dog, at langtfra alle var klar over, at den økonomiske vækst havde været negativ, og næsten ingen var klar over, hvor stor den negative økonomiske vækst havde været. 69 Som det fremgår af tabelnoterne, er der små forskelle i spørgsmålsformuleringen, bl.a. pga. skiftet fra telefonsurvey til web-panel. En substantiel ændring er den verbale formulering af yderpunkterne »overordentlig« er erstattet med »meget«. Det kan i princippet trække 2011-svarene lidt mod ekstremerne, hvilket især kan påvirke gennemsnittet på spørgsmål, der tillægges stor betydning (hvis gennemsnittet ligger omkring midten, kan svarene trækkes både mod den øvre og den nedre ekstrem, så effekten neutraliseres). Der er dog ingen synlige indikationer herpå. 2011-surveyen omfatter kun 18-65-årige. At dømme ud fra aldersopdeling på 2008-undersøgelsen har det dog kun marginal betydning.
213
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
peget ovenfor kom krisen for Danmarks vedkommende ikke blot udefra; der var en selvpåført dansk krise inden i – og dermed et betydeligt nationalt kriseansvar. Tabel 13.1. Vælgernes vurdering af årsager til den økonomiske tilbagegang, 20082011. Gennemsnitsscore på skala 0-10. nov.2008 1.At en international finanskrise har ramt Danmark
marts 2009
Valg 2011
7.44
7.71
3.At boligpriserne var kommet alt for højt op*)
7.34
6.80
6.88
4.At vi fik indført afdragsfrie lån og andre nye lånetyper til boligejerne?
6.25
5.82
6.28
5.At lønningerne er steget for hastigt*)
4.30
4.33
5.11
6.At skatterne er for høje i Danmark
4.92
.
7.At der er mangel på arbejdskraft
4.35
.
8.At regeringen har ført en forkert politik
5.01
.
5.11
1017
47295095
2.Bankerne har været for uansvarlige med at låne penge ud
(N)
7.94 7.73
1006
Sp.2008. »Der tales som sagt om, at Danmark står over for en økonomisk tilbagegang. Jeg vil gerne høre, hvad du mener, i givet fald er årsagen. Jeg vil læse nogle mulige årsager op og bede dig angive på en skala fra nul (0) til ti (10), hvor stor betydning, du mener, hver forklaring har. Nul betyder, at forklaringen overhovedet ingen betydning har. Ti betyder, at du mener, den har overordentlig stor betydning for den økonomiske tilbagegang i Danmark. På en skala fra 0 til 10, hvor stor betydning har det så for den økonomiske tilbagegang ..« Sp.2011. »Hvilken betydning mener du, at følgende faktorer har haft for den økonomiske tilbagegang i Danmark« 0=Slet ingen betydning; 10=meget stor betydning. De anførte items indledes ikke med »at« *) Item 3: »Boligpriserne har været alt for høje« Item 5: »Lønningerne i Danmark er steget for hastigt« Kilde: Kriseundersøgelsen, nov. 2008 (Mandag Morgen/Synovate/J.Goul Andersen), m. opfølgning på Zapera/ Ugebrevet Mandag Morgen, marts 2009. Samt YouGov undersøgelsen af valget 2011 (kun 18-65-årige). Vejet efter sociale kriterier og parti.
Vi kan også stille udefra og indefra kommende kriseforklaringer direkte over for hinanden. Det blev gjort i 2008 og blev gentaget i undersøgelsen af 2011-valget. Resultaterne er vist i Tabel 13.2. Her fremstår det igen, at VK-regeringen lykkedes med sin bevidste strategi om at give udlandet skylden (se for regeringens blame avoidance-bestræbelser Goul Andersen, 2010) – nok også fordi den aldrig blev alvorligt udfordret af oppositionen. I hvert fald mente 62 pct. af vælgerne i 2008, at krisen udelukkende eller primært skyldes udefra kommende faktorer, kun 11 pct. tillagde de indenlandske størst betydning. I 2011 var der dog kun 45 pct., der ville hævde, at krisen primært kom udefra; men kun 5 pct. mente, krisen primært kom indefra. Tre års krise og diskussion om krisepolitikken havde ikke rokket så meget – højest havde den gjort flere usikre om, hvor ansvaret skulle placeres, og trods alt steg andelen, der mente, at de interne og eksterne kriseårsager var nogenlunde lige vigtige. 214
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
Tabel 13.2. Har krisen danske eller internationale årsager? Nov. 2008 + valg 2011. Pct. Nov. 2008
Valg 2011 YouGov
Udelukkende faktorer, der kommer til landet udefra
22
6
Mest faktorer, der kommer udefra
40
39
Lige meget begge dele (læses ikke op)
26
37
Mest den politik, der har været ført i Danmark
9
4
Udelukkende den politik, der har været ført i Danmark
2
1
Ved ikke
1
13
Total
100
100
Opinionsbalance: Udenlandske minus indenlandske
+51
+40
Sp.2008. Hvis der kommer økonomisk tilbagegang i Danmark, mener du så, det udelukkende skyldes krisen i USA og det internationale finansielle system, skyldes det overvejende krisen i USA og det internationale finansielle system, skyldes det mest den politik, der har været ført i Danmark, eller skyldes det udelukkende den politik, der har været ført i Danmark? Sp.2011. Hvad mener du, den økonomiske tilbagegang i Danmark skyldes? 1.skyldes udelukkende krisen i USA og der internationale finansielle system 2.skyldes overvejende krisen i USA og der internationale finansielle system 3.Skyldes lige meget den politik, der har været ført i Danmark, samt krisen i USA og det internationale finansielle system 4.Skyldes mest den politi, der har været ført i Danmark 5.Skyldes udelukkende den politik, der har været ført i Danmark Kilde: Kriseundersøgelsen, nov. 2008. N=1006. 2011: YouGov undersøgelsen af valget. Kun 18-65-årige. Vejet efter sociale kriterier og parti (N=5719).
Når det gælder spillet om ansvaret – the blame game – stod VK-regeringen således ret stærkt: Krisen var ikke regeringens skyld. Det blev mest tydeligt i en international undersøgelse fra World Public Opinion, hvor vælgere i en række lande skulle angive betydningen af hhv. landets egen økonomiske politik, USA’s økonomiske politik, overdreven forbruger-gæld samt bankernes overdrevne risikovillighed. Undersøgelsen blev repliceret i Danmark 2009 og 2011 (Goul Andersen & Møller Hansen, 2013:146). Danmark var det land blandt i alt 21 lande, hvor landets egen økonomiske politik blev nævnt mindst hyppigt som en faktor, der havde »bidraget meget« til den økonomiske nedtur (hhv. 15 og 19 pct.). Overdreven forbrugergæld blev begge år nævnt af 36 pct. – højere end i nogle lande, men langt mindre end fx i UK (83 pct.) og USA (74 pct.). Groft sagt frikendte danskerne regeringen for kriseansvar – og de frikendte også sig selv. Tilbage stod det anonyme udland – plus de banker, alle elsker at hade. Krisen var ikke regeringens skyld. For VK-regeringen i 2011 var det en særdeles vellykket blame avoidance. Det er usikkert, i hvor høj grad det lykkedes S-R-regeringen at tage æren for det økonomiske opsving i 2015. Det var dog som nævnt trængt igennem blandt væl215
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
gerne, at der var tale om opsving. Og vi har målinger fra valgkampen 2015, der i det mindste peger på, at S-R-regeringens økonomiske image var forbedret, altså at de borgerliges ejerskab til økonomien var svækket, jf. næste afsnit. Men under alle omstændigheder drejede valget sig mindre om økonomien i 2015 end i 2011.
5. Vurdering af VK-regeringens performance og issue ejerskab til økonomien Selvom VK-regeringen ikke blev tillagt ansvaret for den økonomiske krise, kunne man dog godt forestille sig, at vælgerne var blevet mindre overbeviste om regeringens økonomiske evner efter tre års krise. Det stod imidlertid ikke så ringe til, jf. Tabel 13.3. Tabel 13.3. Vurdering af VK-regeringens performance på forskellige områder. 2011. Pct. Godt
Hv/eller
Dårligt
Opinions-balance
Økonomien
44
30
26
+18
Skatterne
37
34
29
+8
Regeringens arbejde generelt de seneste 3 år?
37
31
32
+5
Flygtninge- og indvandrerpolitikken
35
27
38
-3
Beskæftigelsen
31
32
37
-6
Velfærden
30
32
38
-8
Den sociale ulighed
22
34
44
-22
Spm. Hvor godt mener du, Lars Løkke Rasmussens regering har håndteret de følgende områder i de seneste 3 år? (Meget godt / godt / hverken godt eller dårligt / dårligt /meget dårligt / ved ikke). Kilde: YouGov undersøgelsen af 2011-valget. Kun 18-65-årige (N=5719). Vejet efter sociale kriterier og parti.
VK-regeringens håndtering af økonomien blev vurderet positivt (44 pct. mod 26 pct., altså en opinionsbalance på +18), hvilket må ses som ganske heldigt, i hvert fald ud fra den økonomiske vækst. Til gengæld var vælgerne mere kritiske mht. beskæftigelsen (opinionsbalance på minus 6). VK-regeringens ømmeste punkter i 2011 var den sociale ulighed (-22) og velfærden (-8), mens skattepolitikken fik en svagt positiv bedømmelse (+5). Et lignende resultat fremgik af et spørgsmål om VK-regeringens håndtering af de økonomiske udfordringer inden for det sidste år inden 2011-valget, jf. Tabel 13.4. Det var en periode, hvor vælgernes bedømmelse af samfundsøkonomien igen var for nedadgående. Men alligevel var der en overvægt (opinionsbalance +6), der mente, regeringen havde klaret det godt eller meget godt.
216
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
Tabel 13.4. Hvor godt har VK-regeringen håndteret de økonomiske udfordringer inden for det seneste år. 2011. Pct. Pct. 1 Meget godt
9,7
2 Godt
27,8
3 Hverken godt eller dårligt
23,1
4 Dårligt
21,0
5 Meget dårligt
10,6
88 Ved ikke Total Opinionsbalance: Godt minus dårligt
7,8 100,0 +5.9
Spm. Hvor godt eller dårligt mener du, VK-regeringen har håndteret de økonomiske udfordringer inden for det seneste år? Kilde: YouGov-undersøgelsen af 2011-valget. Kun 18-65-årige. Vejet efter sociale kriterier og parti (N=5719).
Løkke Rasmussen kom til at overtage roret i en kriseramt økonomi, og den spirende økonomiske optimisme i 2010-2011 var vendt, da valget blev udskrevet. Vi får nu føjet den brik til billedet, at vælgerflertallet ikke alene frikendte regeringen for kriseansvar, men også mente, regeringen havde gjort det ganske hæderligt på det økonomiske område. Regeringen havde betydelige image-problemer mht. den sociale ulighed, og til dels på velfærd og beskæftigelse. Men økonomi, skat og generel performance blev overvejende vurderet positivt. Et zoom på håndteringen af økonomien det seneste år inden valget viste større forbehold, men stadig en overvægt af positive bedømmelser. De statistiske opgørelser og vælgernes samfundsøkonomiske vurderinger kunne ellers lægge op til en straf af VK-regeringen ved 2011-valget. Men vælgernes perceptioner af årsagerne til den økonomiske nedtur og af regeringens håndtering af økonomien tydede alle på, at regeringen ikke havde så meget at frygte, som den »burde« ud fra en mere mekanisk straf-/belønning model. Det afspejles også i målinger af regeringsalternativernes økonomiske images (Goul Andersen & Møller Hansen, 2013: 150-154). Gennem 30 år har borgerlige regeringer/regeringsalternativer typisk haft ejerskab til økonomien – de er vurderet mere egnede end socialdemokratisk ledede regeringer – med undtagelser omkring fremlæggelsen af »århundredets plan« i 1989, samt i 1998 efter fem års succesrige socialdemokratiske regeringer. Toppunktet for VK-regeringen blev nået i 2007, men det blev sat over styr under krisens første år, og i december 2010 var der næsten lige så stor tiltro til en socialdemokratisk regering, jf. Figur 13.5. Imidlertid vendte tilliden til VK tilbage i løbet af 2011, så der ved valget den 15. september var en betydelig 217
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
overvægt med størst tiltro til en borgerlig regering – endda over gennemsnittet for hele perioden. Figur 13.5. Vælgernes vurdering af, hvilket regeringsalternativ, der er bedst til at løse landets økonomiske problemer i almindelighed. Opinionsbalance i borgerligt favør. Procentpoint.
Spm. »Jeg vil nu læse en række problemer op for dig, og jeg vil gerne høre, hvem du mener, er bedst til at løse problemet – en socialdemokratisk ledet regering eller en borgerlig regering. Hvilken regering er bedst til at løse landets økonomiske problemer i almindelighed« Kilde: Valgundersøgelserne, suppleret med diverse undersøgelser mellem valgene, gennemført af Ugebrevet Mandag Morgen/AIM/Synovate/J.Goul Andersen mellem valgene (med godt 500 eller ca. 1000 svarpersoner).
Vækstdagsordenen var VK-regeringen i endnu højere grad løbet med, jf. Figur 13.6. På spørgsmålet om, hvem der var bedst til at »sikre Danmark et moderne erhvervsliv, så Danmark bliver ved med at være et af de rigeste lande i verden«, havde den borgerlige side en ubrudt relativ fremgang fra 1987 til 2007.Ved 2011-valget gik kurven den modsatte vej, men stadig med en stor forrang for en borgerlig regering. Det svækkede formentlig S og SF’s mulighed for at sætte en troværdig vækst-dagsorden. Til gengæld er der tegn på, at det faktisk lykkedes S-R-regeringen – ironisk nok på trods af fire års samlet nulvækst – at genvinde en del økonomisk troværdighed ved 2015-valget. Iflg. en meningsmåling af Wilke/Jyllands-Posten 13.5.2015 scorede regeringen gennemsnitligt 3.3 for sin økonomiske politik på en skala fra 1-5 (fra meget dårligt til meget godt). Den økonomiske politik var endda det område, hvor regeringen blev vurderet højest – mod fx 2.6 på
218
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
uddannelsespolitikken, 2.7 på ældrepolitikken og 2.8 på arbejdsmarked og arbejdsløshed. Figur 13.6. Vælgernes vurdering af, hvilket regeringsalternativ, der er bedst til at sikre landet et moderne erhvervsliv. Opinionsbalance i borgerligt favør. Procentpoint.
Spm. »Hvilken regering er bedst til at sikre Danmark et moderne erhvervsliv, så Danmark bliver ved med at være et af de rigeste lande i verden?« Kilde: Valgundersøgelserne, suppleret med diverse undersøgelser af Ugebrevet Mandag Morgen/Jørgen Goul Andersen mellem valgene (med godt 500 eller ca. 1000 svarpersoner).
Tilsvarende viste en meningsmåling fra Megafon (Politiken/TV2 9.6.2015), at vælgerne havde større tiltro til Thorning-Schmidt end Løkke Rasmussen, når det gjaldt økonomien (på spørgsmålet »hvilken statsministerkandidat vil være den bedste til at skabe de bedste rammevilkår for dansk erhvervsliv og dermed øget vækst?«. 38 pct. svarede Thorning-Schmidt, 36 pct. Løkke Rasmussen, altså en overvægt på +2 til Thorning-Schmidt. På et parallelt spørgsmål forud for 2011-valget om, hvem der ville være »bedst til at håndtere den økonomiske krise« (Megafon/Politiken 26.8.2011) svarede kun 31 pct. Thorning-Schmidt, 44 pct. Løkke Rasmussen, altså et efterslæb på -13 til Thorning-Schmidt. Nu er det næppe uden betydning, at der er spurgt om de to personer frem for regeringsalternativer; ingen af kandidaterne var populære, men Løkke Rasmussen var klart mindst, og det trækker nok tallene for meget i rød bloks favør. Ikke desto mindre taler resultaterne for, at der var sket en svækkelse af det borgerlige ejerskab til økonomien. Det tyder på, at den økonomiske politik ikke var noget 219
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
alvorligt handicap for rød blok i 2015, sådan som det havde været det i 2011. Berettiget eller ej, og succes eller ej, så ser det ud til at regeringen havde held til at forbedre sit økonomiske image. Til gengæld ser det ikke ud til, at samfundsøkonomien betød så meget for vælgerne i 2015 som i 2011.
6. Vurdering af kriseløsninger Det bringer os frem til at se nærmere på regeringsalternativernes økonomiske politik i 2011. Man kan ikke alene se økonomien som et valence issue, men også som et positions issue. Var vælgerne generelt mere positivt stemte over for VK-regeringens økonomiske forslag eller over for S-SF-alternativet – og hvilket alternativ anså de for mest troværdigt? Som det fremgår af kapitel 15 om 2011-valgkampens issues, var holdningerne delte til spørgsmålene om forringelse/ afskaffelse af efterlønnen og halveringen af dagpengeperioden. Det var to af de emner, der fik mange vælgere til at skifte parti – både fra rød blok til blå blok og den modsatte vej. I dette kapitel koncentrerer vi os om de lidt mere generelle spørgsmål. Som beskrevet i publikationen fra 2011-Valgundersøgelsen (Goul Andersen & Stubager, 2013) var der en ganske stor sænkning af vælgernes forventninger, sammenlignet med 2007-valget, og der var også en pæn offervilje. Som det fremgår af Tabel 13.5, rakte denne offervilje dog ikke til at acceptere en lønnedgang – og heller ikke til at acceptere højere skat. Derimod var der en vis accept af at øge arbejdstiden – svarende til forslaget i S-SF programmet Fair Løsning 2020. Det erklærede 54 pct. sig (i princippet) villige til – kun 38 pct. var uvillige. Svarpersonerne blev stillet endnu et betinget spørgsmål, hvor de skulle vælge mellem fire midler til at mindske presset på de offentlige udgifter – givet at budgetterne var pressede. Spørgsmålet nærmer sig et ledende spørgsmål, men formålet er at tage højde for den framing, vælgerne udsættes for – og at måle præferencer under forudsætning af, at dagsordenen er, at der skal træffes ubehagelige beslutninger. Interessant nok står alle alternativer næsten lige. Offentlige besparelser nævnes lidt oftere end skattestigninger. Afskaffelse af efterlønnen og længere arbejdstid nævnes lige hyppigt og en spids oftere end bedre service/højere skat.
220
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
Tabel 13.5. Villighed til at acceptere lønnedgang, højere skatter og længere arbejdstid. 2011. Pct. Acceptere en lønnedgang
Acceptere at arbejde en time længere om ugen
Acceptere højere skat
Helt sikkert villig
4
11
23
Formentlig villig
22
33
31
Formentlig ikke villig
33
23
14
Slet ikke villig
35
29
24
6
4
8
Total
Ved ikke
100
100
100
Opinionsbalance: villig minus ikke villig
-42
-8
+16
Spm. » Hvis det var nødvendigt for at få Danmark ud af den økonomiske krise, ville du så være villig til at ...« Kilde: YouGov undersøgelsen af 2011-valget. 18-65-årige, vejet efter sociale kriterier og parti (N=5719).
Tabel 13.6. Foretrukken strategi til at mindske presset på de offentlige budgetter. 2011. Pct. Nævnt Spare på den offentlige service
42
Sætte skatten op
39
Arbejde en time mere om ugen
46
Afskaffe efterlønnen
45
Spm. »De offentlige budgetter er pressede. Hvilke af følgende strategier, som kan være medvirkende til at mindske presset på de offentlige budgetter, bakker du mest op om og næstmest op om?« Kilde: YouGov undersøgelsen af 2011-valget. 18-65-årige. Vejet (N=5719).
Det betyder imidlertid ikke, at de vurderes som lige effektive. Det er der spurgt om i Tabel 13.7. Igen er spørgsmålene framet ud fra det perspektiv, at det drejer sig om at skaffe flere penge til at finansiere velfærdsopgaverne. Det forekommer ret realistisk, da alle partier i 2011 netop talte om at redde velfærden – også i tilfælde, hvor de konkrete forslag mest gik på besparelser. Svarene skal tolkes med forsigtighed, men de giver alligevel en interessant indikation af vælgernes opfattelse af, hvad der virker. Og udsvingene er ganske sigende. Det gælder specielt skatterne: At sætte skatten i vejret var der kun 11 pct., der troede på – 48 pct. var afvisende. Det var blevet et no go – alternativ. Ophævelse af skattestoppet falder lidt bedre ud – men igen med en negativ opinionsbalance. Derimod kommer lavere skat på arbejde ud til den positive side som næstmest effektive forslag og en opinionsbalance på +16. Det tyder på, at der har grundfæstet sig et »borgerligt« syn på skatterne – ironisk nok samtidig med, 221
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
at skatten på arbejde er sænket markant og iflg. OECD ligger under EU-gennemsnittet (Goul Andersen, 2015). Til gengæld var der bestemt ikke stemning for højere brugerbetaling, og der var også en moderat modvilje mod at skære ned på de offentlige udgifter. Tabel 13.7. Vælgernes opfattelse af, hvad der kan bidrage til at finansiere velfærdsopgaverne. 2011. Pct. I meget høj/Høj Grad
I Nogen Grad
I Mindre Grad
Slet Ikke
Ved ikke
Opinionsbal. I høj grad minus mindre grad/slet ikke
Sætte skatten i vejret
11
29
22
26
12
-37
Indføre mere brugerbetaling
15
28
23
23
11
-31
Arbejde en time mere om ugen i gennemsnit
21
25
17
23
14
-19
Ophæve skattestoppet
20
28
18
18
16
-16 -12
Afskaffe efterlønnen helt
28
18
16
24
14
Skære ned på de offentlige udgifter
27
28
20
13
12
-6
Øge udliciteringen af off. opgaver til private
28
26
16
15
15
-3
Holde lønstigningerne i ro
33
37
13
4
13
+16
Sænke skatten på arbejde
36
30
15
5
14
+16
Sætte gang i offentlige investeringer
40
32
11
4
13
+25
Spm. »I hvilken grad mener du, hvert af følgende forslag kan bidrage til at skaffe flere penge til at finansiere velfærdsopgaverne i det danske samfund?« Kilde: YouGov undersøgelsen af 2011-valget. 18-65-årige (N=5719).
Afskaffelse af efterlønnen blev ikke set som et effektivt middel til at afhjælpe de offentlige finanser, selvom VK-regeringen opprioriterede det som middel til øget arbejdsudbud. Endnu mere negativ var vurderingen af S-SF’s modspil: At øge arbejdstiden. 21 pct. mente, det ville hjælpe – 40 pct. benægtede. Der var offervilje, men ikke overbevisning om, at det ville nytte. Endelig var de to højest prioriterede løsninger at sætte skub i de offentlige investeringer og holde lønstigningerne i ro – sidstnævnte i skarp kontrast til afvisningen af løntilbagegang. Vælgernes svar var ikke specielt opmuntrende for nogen af regeringsalternativerne. S-SF kunne sætte offentlige investeringer på listen over tiltag, som vælgerne havde tiltro til – og så var det stort set sagt. De borgerlige partier kunne glæde sig over vælgernes afvisninger af skattestigninger – og over lydhørheden over for at sænke skatten på arbejde, som dog også blev anråbt af Socialdemokraterne.
222
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
Det svarer nogenlunde til, hvad man fandt, da vælgerne i juni 2011 blev bedt om at vurdere de to regeringsalternativers økonomiske planer, jf. Tabel 13.8. I begge tilfælde var der flere, der anså planerne som utroværdige end troværdige. Men værst så det ud for S-SF-udspillet. Kun 19 pct. anså det for troværdigt, 38 pct. fandt det utroværdigt. Denne måling blev foretaget før valgkampen,70 og sommerens og valgkampens intense angreb på S-SF-planens manglende realisme gjorde nok ikke stillingen for S-SF-planen bedre frem mod 2011-valget. Tabel 13.8. Vurdering af troværdigheden af regeringsalternativernes økonomiske planer. Juni 2011. Pct. VK-regeringens 2020 Plan Meget troværdig
S+SF’s Fair Løsning 2020 5
2
Ret troværdig
20
17
Hverken troværdig eller utroværdig
31
30
Ret utroværdig
19
21
Meget utroværdig
14
17
Ved ikke/vil ikke svare
11
13
100
100
Total Opinionsbalance (troværdig minus utroværdig) (N)
-8
-19
1005
1005
Spm. »Hvordan vurderer du troværdigheden af regeringens økonomiske plan – den såkaldte 2020-plan?«
»Hvordan vurderer du troværdigheden af Socialdemokratiets og SF’s økonomiske plan – den såkaldte Fair Løsning 2020?« Kilde: Synovate/Mandag Morgen/J Goul Andersen. Tillidsmåling. Juni 2011
Sat på spidsen kan man sige, at S-SF-planen blev vejet og fundet for let af vælgerne. Det kan være forstærket yderligere op mod valget, fordi den politiske dagsorden i hele Europa var skiftet, ikke mindst pga. Euro-krisen i sidste halvdel af 2011. Det betød, at det var (endnu) mere op ad bakke at argumentere for ekspansive løsninger. Ingen af regeringsalternativernes planer mødte begejstring, men VK-regeringens 2020 plan blev modtaget som den »mindst ringe«. S-SF holdt fast ved programmet og tabte vælgere. Under regeringsforhandlingerne blev store dele af S-SF-programmet droppet – og så tabte de to partier endnu flere vælgere.
70 Det falder i tråd med meningsmålinger, der dog ikke har med, at begge planer blev vurderet som temmelig utroværdige. Greens/Børsen viste allerede i 2010 (Børsen, 3.9.2010), at 41 pct. anså VK-regeringens genopretningsplan for mere troværdig end »Fair Løsning«, mens 31 pct. fandt S-SF-planen mest troværdig. 39 pct. foretrak dog S-SF-planen, 41 pct. VK-genopretningsplanen – en tilbagegang fra 43-38 i juni 2010. Gallup fandt i maj 2011 (Berlingske, 18.5.2011), at vælgerne fandt S-SF’s »Fair Løsning 2020« mest sympatisk (50 pct. mod 37 pct.), men VK’s 2020-plan mest troværdig (46 pct. mod 35 pct.).
223
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
7. Konklusion Samfundsøkonomien udviklede sig ikke gunstigt i 2007-2011 under VK-regeringen, men det ser ikke ud til, at regeringen blev straffet for det. Vælgernes oplevelser af økonomien var i høj grad med VK-regeringen. Krisen blev ikke set som regeringens ansvar – den blev set som drevet af den internationale krise – og på det hjemlige plan af uansvarlige banker. Objektivt set var S-R-(SF)-regeringens økonomiske præstationer 2011-2015 heller ikke overbevisende, og der burde være ringe basis for det forsøg på credit claiming, Thorning-regeringen forsøgte sig med op til 2015-valget. Men vælgernes opfattelse af økonomien var gået markant frem, og krisen vurderedes at nærme sig sin afslutning, så der er ikke tegn på, at det har givet bagslag. Ydermere ser det ud til, at det borgerlige ejerskab til økonomien blev svækket. Til gengæld må man nok formode, at det var helt andre faktorer end de økonomiske, der afgjorde 2015-valget. VK-regeringens håndtering af krisen frem til 2011 blev bedømt som ganske tilfredsstillende efter omstændighederne, og VK-regeringen vandt i 2011 klart over S-SF-alternativet på økonomisk troværdighed. Nærmere målinger af regeringsalternativernes økonomiske troværdighed tyder på, at VK-regeringens troværdighed led et knæk i 2009-10, men at det ved 2011-valget var retableret. Ved 2011-valget var der tilslutning til S-SF-udspillet om øgede offentlige investeringer; det havde måske også været muligt at mobilisere tilslutning til længere arbejdstid – men dette figurerede ikke blandt vælgerne som en effektiv strategi. Et stykke ad vejen forekommer vælgerne at have været temmelig »borgerlige« i deres syn på kriseløsninger – i hvert fald lå højere skatter uden for vælgernes forestillingsverden, og omvendt var vælgerflertallets bedømmelse endda, at lavere skat på arbejde ville have en positiv effekt på de offentlige finanser. Skal man pege på årsager til, at VK-regeringen ikke blev gjort ansvarlige, er de mest nærliggende forklaringer nok succesfuld blame avoidance fra regeringens side, koblet med manglende forsøg på at fastlægge ansvaret fra oppositionens side . Oppositionen valgte tværtimod den prospektive kampplads med fokus på egne og på VK-regeringens økonomiske fremtidsplaner. Enten pga. manglende erkendelse af mobiliseringsmulighederne fra oppositionens side, eller pga. frygt for, at det kunne give tilbageslag, al den stund, Socialdemokraterne havde stemt for eller i det mindste accepteret de fleste af de tiltag, der efterfølgende er tillagt ansvar for den danske del af finanskrisen. Håbet kunne så være, at S-R-SF-re224
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
geringen gennem sine præstationer ville vinde troværdighed på økonomien, og det synes – trods objektivt set ret tvivlsomme præstationer – at være lykkedes et godt stykke hen ad vejen. Til gengæld er det tvivlsomt, hvor stor glæde rød blok havde af det ved 2015-valget, der kun i begrænset grad drejede sig om økonomisk vækststrategi og endnu mindre om økonomiske præstationer.
225
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer AE-Rådet (2014). Nye tal viser stærkeste danske konkurrenceevne i mere end 10 år. Analyse, 11.11.2014. København: AE-Rådet. Bengtsson, Åsa (2004). »Economic Voting: The Effect of Political Context, Volatility, and Turnout on Voters’ Assignment of Responsibility« European Journal of Political Research vol. 43(5), pp. 749-67. Bengtsson, Åsa, Kasper Møller Hansen, Ólafur Þ Harõarson, Hanne Marthe Narud & Henrik Oscarsson (2014). The Nordic Voter: Myths of Exceptionalism. Colchester: ECPR Press. Blyth, Mark (2013). Austerity. The History of a Dangerous Idea. Oxford: Oxford University Press. Dam, Niels Arne, Tina Saaby Hvolbøl, Erik Haller Pedersen, Peter Birch Sørensen & Susanne Hougaard Thamsborg (2011). »Boligboblen, der bristede: Kan boligpriserne forklares? Og kan deres udsving dæmpes?« Danmarks Nationalbank Kvartalsoversigt, 1.kvt. 2011, del 1, pp. 47-70. Det Økonomiske Råd (2009). Dansk Økonomi. Efterår 2009. København: Det Økonomiske Råd. Det Økonomiske Råd (2013). Dansk Økonomi. Forår 2013. København: De Økonomiske Råd. Duch, Raymond M. & Randolph T. Stevenson (2008). The Economic Vote: How Political and Economic Institutions Condition Election Results. Cambridge: Cambridge University Press. Fernández-Albertos, José (2006). »Does internationalisation blur responsibility? Economic voting and economic openness in 15 European countries« West European Politics, vol.29(1), pp. 28-46. Frey, Bruno S. & Friedrich Schneider (1979). »An econometric model with an endogenous government sector« Public Choice, vol.34, pp. 29-43. Goul Andersen, Jørgen (1994). »Samfundsøkonomi, interesser og politisk adfærd«, pp. 15-136 i Eggert Petersen et al., Livskvalitet og holdninger i det variable nichesamfund. Aarhus: Psykologisk Institut/Aarhus Universitetsforlag. Goul Andersen, Jørgen (1995) »(Hvorfor) vinder regeringen ikke på den økonomiske fremgang? Policy vurderinger, policy effects og andre forklaringer« Arbejdspapir no. 2 fra Det danske valgprojekt. Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Goul Andersen, Jørgen (2002). »Velfærd uden skatter. Det danske velfærdsmirakel i 1990'erne«, Politica, vol. 34 (1), pp. 5-23. Goul Andersen, Jørgen (2007). »Samfundskonflikter, partier i bevægelse og vælgere med omtanke« pp. 11-55 i Jørgen Goul Andersen et al. (red.), Det nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Aarhus: Academica. Goul Andersen, Jørgen (2009). Dansk økonomi er på katastrofekurs. Indblik Nu, 4. March 2009. Goul Andersen, Jørgen (2010).»It’s the economy, stupid! – eller Crisis? What Crisis« Tidsskriftet Politik, vol. 13(1), pp. 18-35.
226
Kapitel 13: Samfundsøkonomien
Goul Andersen, Jørgen (2011). »From the Edge of the Abyss to Bonanza – and Beyond. Danish Economy and Economic Policies 1980-2011« Comparative Social Research, vol.28, pp. 89-165. Goul Andersen, Jørgen (2012). »Økonomisk bæredygtighed – politisk usikkerhed. Den danske velfærdsstat 1990-2012«. Politica, vol. 44 (3), pp. 339-361. Goul Andersen, Jørgen (2013). Krisens Navn. Bekæmper regeringen den forkerte økonomiske krise? København: Frydenlund Academic. Goul Andersen, Jørgen (2015). »Krisen uden ende? Forkerte diagnoser og fejlslagen krisepolitik i Danmark« pp. 337-356 in Christian Lyhne Ibsen & Laust Kristian Høgedahl (eds.) Økonomi og arbejde i det 21. Århundrede. Et festskrift til Flemming Ibsen. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Goul Andersen, Jørgen & Kasper Møller Hansen (2013). »Vælgernes krisebevidsthed« pp. 137-162 i Rune Stubager et al., Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Goul Andersen, Jørgen & Rune Stubager (2013). »Krise og velfærdsholdninger«, pp. 163-188 i Rune Stubager, Kasper Møller Hansen & Jørgen Goul Andersen, Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: Jurist- og økonomiforbundets forlag. Hellwig, Timothy T. (2001). »Interdependence, government constraints, and economic voting« Journal of Politics, vol.63(4), pp. 1141-1162. Hellwig, Timothy T. (2008). »Globalization, policy constraints, and vote choice« Journal of Politics, vol.70(4), pp. 1128-1141. Holmberg, Sören & Lennart Weibull (2010). »Nordiskt ljus« pp.9-33 i Sören Holmber & Lennart Weibull (eds.), Nordiskt ljus. Trettiosju kapitel om politik, medier och samhälle. SOM-rapport no. 50. Göteborg: SOM-institutet. Indridason, Indridi H. (2014). »The Collapse: Economic Considerations in Vote Choice in Iceland«, Journal of Elections, Public Opinion and Parties, vol 24 (2), pp. 134-159. Krugman, Paul (2015). »Europe’s Many Economic Disasters« column, New York Times 3.7.2015. Lewis-Beck, Michael S. (1986). »Comparative economic voting: Britain, France, Germany, Italy« American Journal of Political Science, vol. 30 (2), pp. 315-346. Lewis-Beck, Michael S. & Mary Stegmaier (2007). »Economic Models of Voting« pp. 518-537 i Russell J. Dalton & Hans-Dieter Klingemann (eds.), The Oxford Handbook of Political Behavior. New York: Oxford University Press. Lindvall, Johannes, Johan Martinsson & Henrik Oscarsson (2013) »Party choice in hard times: group-specific responses to economic downturns in Sweden« Electoral Studies, vol. 32 (3), pp. 529-535. Magalhães, Pedro C. (2014). »Introduction – Finalcial Crisis, Austerity, and Electoral Politics« Jounal of Elections, Public Opinion and Parties, vol. 24 (2), pp. 1-9 Martinsson, Johan (2009). Economic Voting and Issue Ownership. An Integrative Approach. Göteborg: Statsvetenskapliga Institutionen, Göteborgs Universitet. Martinsson, Johan (2013). »Economic Voting in Sweden 1985-2010« Electoral Studies, vol. 32 (3), pp. 470-475.
227
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Narud, Hanne Marthe (2011). »Et regjeringsvalg i skyggen av finanskrisen« pp. 225260 i Bernt Aardal (red.). Det politiske landskap. En studie av stortingsvalget 2009. Oslo: Cappellen Damm Akademisk. Oscarsson, Henrik & Sören Holmberg (2013). Nya svenska väljare. Stockholm: Norstedts Juridik. Petersen, Eggert (1996). »Den samfundspsykologiske udvikling 1982-1986-19881990-1994«, pp. 15-168 i Eggert Petersen et al., Danskernes trivsel, holdninger og selvansvarlighed under »opsvinget«. Træk af den politisk-psykologiske udvikling 1982-86-88-90-94. Aarhus: Psykologisk Institut/Aarhus Universitetsforlag. Powell, G. Bingham & Guy D. Whitten (1993). »A cross-national analysis of economic voting: taking accound of the political context«, American Journal og Political Science, vol. 37 (2), pp. 391-414. Produktivitetskommissionen (2013). Danmarks produktivitet. Hvor er problemerne? Analyserapport 1. København: Produktivitetskommissionen? Regeringen (2011). Et Danmark, der står sammen. Regeringsgrundlag. Okt. 2011. København: Regeringen. Simonsen, Kasper Min & Anders Starberg Pedersen (2012). Historien om den selvforskyldte finanskrise. Speciale, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet. Stiglitz, Joseph (2014). »The current economic malaise is the result of flawed policies« The Guardian. Economics Blog. 6.2.2014. Sørensen, Christen (2010). Historisk uansvarlig finanspolitik og rådgivning. Samfundsøkonomen no.2, pp.9-14. Sørensen, Christen (2013). Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens. København: Tiderne Skifter. Udvalget om Finanskrisens Årsager (2013). Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring. »Rangvid-udvalget« København: Erhvervs- og Vækstministeriet.
228
Kapitel 14: 2011-valget: Nedskæringspolitik som borgerlig vindersag?
Kapitel 14
2011-valget: Nedskæringspolitik som borgerlig vindersag? Mads Peter Klindt
1. Indledning Et interessant aspekt ved Folketingsvalget i 2011 er, at det fandt sted kort tid efter, at en borgerlig regering havde foretaget et markant politisk kursskifte til fordel for nedskæringer og reformer af centrale velfærdsordninger. Krisepolitikken, som VK-regeringen havde ført i månederne efter den finansielle krises udbrud i efteråret 2008, havde kostet statskassen dyrt, og nu var det tid til at »samle regningen op«, som statsminister Lars Løkke Rasmussen selv formulerede det.71 I foråret 2010 indgik VK-regeringen og Dansk Folkeparti derfor den såkaldte Aftale om genopretning af dansk økonomi, der bl.a. indeholdt en forkortelse af dagpengeperioden fra 4 til 2 år, strammere regler for genoptjening af ret til dagpenge og besparelser på støtte til kortuddannedes opkvalificering. Få måneder senere, i statsministerens nytårstale, kom det næste markante nedskæringsudspil – tilbagetrækningsreformen – der som det vigtigste indeholdt en væsentlig forringelse af efterlønsordningen.72 Med genopretningspakken og tilbagetrækningsreformen forlod VK-regeringen officielt den kontraktpolitik, som den selv havde indført i 2001, men endnu vigtigere: den opgav den såkaldte Hjort-doktrin, der gik ud på, at reformer af centrale velfærdspolitikker skulle gennemføres med så små skridt som muligt og kun efter omhyggelig bearbejdning af vælgerne (Hardis & Mortensen, 2010). VK-regeringen stod i 2011 derfor i den situation, at den gik til valg på at ville forsvare en række markante velfærdsforringelser, imens socialdemokraterne og partierne længere til venstre gik til valg på at ville forhindre, tilbagerulle eller i hvert fald opbløde selvsamme reformer. Man skal helt tilbage til midten af 1980erne for at finde en lignende situation i dansk politik. Ifølge de efterhånden »klassiske« teorier om nedskæringer af velfærdsstaten (såkaldte politics of retrenchment eller blot new politics, jf. Pierson, 1994, 1998, 71 Se http://borsen.ck/nyheder/politik/artikel/1/183727/regeringen_vi_samler_regningen_op.html 72 Se http://www.stm.dk/_p_13319.html
229
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
2001) er dette rendyrkede ideologiske scenarie da heller ikke nogen ønskværdig situation for en borgerlig regering. Det er svært at sælge budskabet om mindre velfærd, fordi det med sikkerhed vil ramme en masse vælgere. Ikke alene dem, der er ydelsesmodtagere og rettighedshavere, men også dem, der er beskæftiget med at levere velfærd og udbetale ydelser. Nedskæringspolitik blotter dermed de borgerlige partier i forhold til socialdemokraterne og partierne længere til venstre og vil med stor sandsynlighed resultere i et magtskifte. Skal der skæres ned, sker det bedst i det skjulte, fx ved forskellige former for tilsløring, eller ved at udpege bestemte mindre grupper som en slags afledning (jf. Carina-sagen, eller det i øvrigt vellykkede forsøg på at »sælge« førtidspensionsreformen ved udelukkende at tale om førtidspensionister under 40 år). Skal det ske åbent, kræver det en socialdemokratisk regering (Ross, 2000; Green-Pedersen, 2001). Men hvordan gik det så i Danmark, hvor nedskæringerne havde været yderst synlige, og hvor Løkke Rasmussen endda havde gjort en dyd af dem? Sendte den borgerlige nedskæringspolitik vælgerne i armene på venstrefløjen og socialdemokraterne, som teorien foreskriver? Eller lykkedes det VK-regeringen at modbevise dogmet om, at kun socialdemokrater kan skære ned og slippe ustraffet af sted med det? I kapitlet her skal vi indledningsvist se nærmere på diskussionen om den politologiske nedskæringslitteratur og teorierne om welfare state retrenchment. Efterfølgende analyseres meningsmålingerne fra perioden mellem foråret 2010 og efteråret 2011, dvs. den periode hvor VK-regeringen lancerede ovennævnte reformudspil og efterfølgende udskrev valg. Målingerne svingede ret kraftigt i denne periode og tydede i første omgang på, at især Socialdemokraterne kunne profitere af at være imod dagpenge- og efterlønsforringelser. Afslutningsvis diskuteres valgresultatet, der som bekendt førte til et magtskifte, men langtfra var en entydig socialdemokratisk sejr, endsige et entydigt nederlag for Løkke Rasmussen og Venstre. Der kastes også et blik på den efterfølgende udvikling, hvor nedskæringskursen er fortsat, først med S-R-(SF)-regeringen ved roret, og efterfølgende med den smalle V-regering efter junivalget 2015.
2. Den farlige nedskæringspolitik – only Nixon can go to China At nedskæringspolitik er et besværligt ærinde, er teoretisk velbelyst i de sidste 20 års litteratur. Det indledtes med Piersons bog fra 1994, Dismantling the Welfare State? Reagan, Thatcher and the Politics of Retrenchment, hvor dilemmaet oplistes klart: 230
Kapitel 14: 2011-valget: Nedskæringspolitik som borgerlig vindersag?
»Given the desire to reconcile policy initiatives with electoral considerations, governments favoring retrenchment are likely to face a dilemma. Cutbacks in social programs usually raise the risk of electoral retribution.« (Pierson, 1994: 18) Politikere med en nedskæringsdagsorden risikerer altså at miste stemmer, hvis de følger deres politiske ambitioner. På den måde kommer karriereambitioner og politiske ambitioner på tværs af hinanden. Ifølge Pierson er nedskæringspolitik risikabel af to grunde: For det første er de negative konsekvenser ved nedskæringspolitik tydelige og koncentrerede, imens fordelene er spredte og mere diffuse. Dermed er det svært for politikerne at pege på de konkrete fordele ved nedskæringer. For det andet er de fleste vælgere meget optaget af at kæmpe for at bevare de rettigheder, de har. Der er også empirisk belæg for, at vælgere reagerer stærkere på tab af velfærdsgoder end på de gevinster i form af lavere skatter, der måtte følge med nedskæringerne (Pierson, 1994) . Kritikere har dog i de senere år peget på, at nedskæringer ikke automatisk fører til vælgerflugt (Giger & Nelson, 2010; Giger, 2012; Schumacher, Vis & van Kersbergen, 2013). De fleste vælgere i de vestlige lande er positive overfor velfærdsstaten, men der er ikke tale om ukritisk opbakning til mere og mere velfærd. Støtten til velfærdsstaten er parallel med mange borgeres »sunde« skepsis overfor velfærdsordningernes økonomiske holdbarhed (Goul Andersen, 2011; Giger & Nelson, 2013). Derfor kan nedskæringspolitik retfærdiggøres. Fx ved henvisning til, at statens økonomiske situation slet og ret nødvendiggør besparelser. En succesfuld nedskæringspolitik forudsætter altså en succesfuld dagsordensfastsættelse (Green-Pedersen, 2001: 966) og framing (Elmelund-Præstekær, Klitgaard & Schumacher, 2015). At gøde jorden for »nødvendige« velfærdsforringelser er dog ifølge den »klassiske« litteratur en større udfordring for de borgerlige partier, end det er for socialdemokraterne. I vælgernes bevidsthed har socialdemokraterne og venstrefløjen traditionelt haft ejerskab over velfærdstemaet. I Danmark gælder dette ikke mindst de arbejdsmarkedsrelaterede ydelser som arbejdsløshedsforsikring og efterløn, der er politikker, der enten er groet af socialdemokraterne selv eller hos deres allierede i LO-fagbevægelsen. Der ligger således en overbevisning hos de fleste vælgere om, at socialdemokraterne grundlæggende er velfærdsvenlige, mens de borgerlige i bedste fald betragtes som stedmoderlige. Men netop 231
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
derfor antages det ofte at være lettere for socialdemokrater at retfærdiggøre og implementere en nedskæringsdagsorden, end det er for de borgerlige. Vælgerne vil tro på »de røde«, når de angriber borgerlige spareforslag for at være ideologiske massakrer. Men socialdemokraterne og venstrefløjen kan benytte sig af en Nixon goes to China-logik, når de selv vedtager forringelser (Ross, 2000). Nixon, der var hårdkogt republikaner og antikommunist, var den eneste der med troværdigheden i behold kunne rejse til det kommunistiske Kina og starte en dialog med formand Mao. Han var kendt som en urokkeligt leder, og derfor kunne ingen få succes med at beskylde ham for at være soft on communism – også selvom han faktisk tog det skridt at forsøge at etablere fred mellem USA og Kina.73 På samme måde altså med socialdemokraterne og forringelser af velfærdsstaten. Socialdemokraterne er kendt for at ville velfærdsstaten, hvorfor forringelser introduceret af socialdemokrater tolkes som »forandringer nødvendige for at kunne bevare«. Borgerlig nedskæringspolitik, derimod, er langt sværere at legitimere overfor den velfærdselskende befolkning.74
3. Genopretningspakken og VK-regeringens kursskifte At en borgerlig regering skal vare sig, når den introducerer velfærdsforringelser, har da også været en vedkendt sandhed i de borgerlige partier i Danmark i en del år. Et af elementerne i Venstres strategi frem mod valget i 2001 var bl.a. at fremelske et mere velfærdsvenligt image blandt vælgerne, så de ikke i sidste øjeblik ville svinge tilbage til socialdemokraterne trods deres lyst til at prøve det borgerlige alternativ af. Anders Fogh Rasmussen, der efter Venstres knebne valgnederlag i 1998 havde overtaget formandsansvaret efter Uffe Ellemann-Jensen, var især inspireret af Tony Blair, der i Storbritannien havde haft succes med at modernisere det gamle Labour parti og dreje det fra venstre og ind mod midten. Fogh ville med andre ord lave en Tony Blair – blot skulle den ideologiske drejning af Venstre gå fra højre og ind mod midten (Mortensen, 2008). Strategien gav som bekendt succes. Ved valget i 2001 blev Venstre Danmarks største parti – mht. vælgersammensætning også et udpræget »folkeparti« jf. kapitel 6 – og partiet kunne indtage statsministeriet for første gang siden 1920erne. Efterfølgende blev den velfærdspolitiske linje fastholdt. Både frem 73 Læs evt. mere om udtrykket Nixon goes til China her: http://en.wikipedia.org/wiki/nixon_goes_to_china 74 Der er dog undtagelser, hvor det har været muligt at skabe en brændende platform (jf Cox, 2001), fx under Schlüter-regeringen i første halvdel af 1980’erne (Goul Andersen, 1988: 162-165; Petersen et al., 1987)
232
Kapitel 14: 2011-valget: Nedskæringspolitik som borgerlig vindersag?
mod valget i 2005 og frem mod valget i 2007. Man vedtog godt nok en stort anlagt velfærdsreform i 2006, men kun efter grundigt at have forberedt befolkningen herpå og – måske endnu vigtigere – efter at have sikret sig opbakning fra den socialdemokratiske opposition. Endvidere var reformen skruet sådan sammen, at de indholdsmæssige ændringer af efterlønsordningen og pensionssystemet var meget tekniske og først ville få virkning mange år ud i fremtiden. Det var en reform helt efter Piersons opskrift. Fogh Rasmussens regering slap af sted med at lave nedskæringer uden at risikere vælgernes retribution. Den socialdemokratiske opposition var neutraliseret (som en del af forliget), og reformernes indholdsmæssige sider var for fjerne og diffuse til, at vælgerne havde noget konkret, de kunne protestere over. Valgperioden mellem 2007-valget og 2011-valget blev imidlertid markant forskellig fra de to foregående. Anders Fogh Rasmussen gav statsministerstafetten videre til Lars Løkke Rasmussen, højkonjunkturen blev afløst af finanskrise og økonomisk tilbagegang, og boligmarkedet gik fra femte gear til bakgear. VK-regeringen, nu med Løkke Rasmussen i spidsen, gav dog i første omgang hverken slip på den midtsøgende velfærdslinje eller på Claus Hjort Frederiksens doktrin om at føre de »små skridts politik«. Det politiske svar på finanskrisen var en række ekspansive tiltag, der – kombineret med bankpakker og indskydergarantier – på gammeldags Keynesiansk maner skulle holde dampen oppe i dansk økonomi og sikre fortsat høj beskæftigelse. Ikke nogen chokkur til danskerne i denne omgang. I foråret 2010 skete der imidlertid noget. Brandslukningen efter finanskrisen havde kostet nogle europæiske stater så mange penge, at de var på vej ind i en gældsfælde uden chancer for at kunne betale renter og afdrag til kreditorerne, hvis ikke gældssætningen hørte op. På de finansielle markeder steg rentespændet mellem de sydeuropæiske og de tyske statsobligationer dramatisk. Det var udtryk for stigende mistillid til eurokonstruktionen – og en potentielt selvopfyldende frygt, der kunne få eurokonstruktionen til at kollapse. Renteproblematikken blev en ny europæisk krisedagsorden, som VK-regeringen ikke var sen til at koble sig på. Argumentet blev, at statens gældssætning skulle mindskes, fordi dette ville øge tilliden til dansk økonomi og dermed fastholde de lave renter til gavn for virksomhederne og boligejerne m.fl. Samtidig udarbejdede regeringen nogle – skulle det senere vise sig – stærkt overdrevne
233
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
pessimistiske skøn over udviklingen i det offentlige underskud og pådrog sig endda en henstilling fra EU om at bringe underskuddet under 3 pct. Det politiske omslag kom i maj 2010, hvor regeringen lancerede sit udspil til en Genopretningspakke for dansk økonomi. Som det vigtigste skulle de offentlige udgifter holdes i ro, samtidig med at de automatiske stigninger i skattefradrag og overførselsindkomster skulle suspenderes. Planlagte skattelettelser skulle også udskydes.
Kilde: Regeringen (2010, s. 5)
Regeringen kom dog ikke igennem med alle sine forslag, men fik i stedet nogle andre iøjnefaldende besparelser i hus. Den endelige aftale med DF indeholdt – ud over en radikal opbremsning i det offentlige forbrug – bl.a. den meget omtalte afkortning af dagpengeperioden fra 4 til 2 år, strammere regler for genoptjening af ret til dagpenge, besparelser på støtte til voksen- og efteruddannelse og loft over skattefradraget for fagforeningskontingent (Regeringen, 2010). Med genopretningspakkens tilblivelse var det nærmest som om, der bristede en byld i dansk politik. I hvert fald på højre side af det politiske spektrum. Pludselig var det comme il faut når borgerlige politikere talte om »nødvendige« nedskæringer og besparelser. Hjort-doktrinen var stendød. Samtidig satte man i tale, at Danmark var godt på vej gennem krisen, og at den afkortede dagpengeperiode blot ville hjælpe til med at løse det snarlige problem med mangel på arbejdskraft. Mangel på arbejdskraft var også det afgørende argument, da Lars Løkke Rasmussen kun 7 måneder senere på regeringens vegne lancerede udspillet til en tilbagetrækningsreform. Som led i reformen skulle den populære efterlønsordning afskaffes og pensionsalderen hæves. Igen satte VK-regeringen altså kniven 234
Kapitel 14: 2011-valget: Nedskæringspolitik som borgerlig vindersag?
ind det sted, hvor det ifølge gængse teorier om nedskæringer ville gøre mest ondt på vælgerne. Og det uden at have taget Socialdemokraterne i ed. I den endelige politiske aftale blev efterlønnen dog ikke formelt afskaffet, men den var forringet så dramatisk, at det var ensbetydende med en temmelig hurtig de facto afvikling. Ikke overraskende påkaldte regeringen sig massiv modstand fra venstrefløjen, socialdemokraterne og fagbevægelsen. Var Lars Løkke Rasmussen og regeringen med både dagpenge- og efterlønsreform i samme valgperiode i gang med en veritabel politisk selvmordsaktion? Eller var man i gang med at ændre spillereglerne for, hvad der kan lade sig gøre i dansk politik?
4. Arbejderflertal i meningsmålingerne – men kun for en stund Umiddelbart skulle man ikke tro det sidste. Som det ses i Figur 14.1, gik Socialdemokraterne markant frem i kølvandet på genopretningsaftalen. Helle Thorning Schmidt og hendes allierede i fagbevægelsen tordnede imod forringelserne og blev øjensynligt – helt i overensstemmelse med nedskæringsteorien – belønnet herfor. I slutningen af maj 2010 – altså straks efter at genopretningsaftalen var faldet på plads – gik Socialdemokraterne så kraftigt frem i meningsmålingerne, at flere analyseinstitutter kunne spå om et såkaldt »arbejderflertal«, hvis der skulle være valg. Dvs. et flertal til venstre for midten – uden de Radikale. S-SF-alliancen, af Weekendavisens politiske reporter Arne Hardis døbt »et tohovedet sosser-uhyre« (Hardis & Mortensen, 2009), kunne alene mønstre omkring 48 procent og ville med støtte fra Enhedslisten – såfremt partiet ikke faldt for spærregrænsen – kunne kravle op over de 50 procent. Socialdemokraternes mobilisering af vælgere, der var utilfredse med dagpengebesparelserne og de strammere genoptjeningsregler, blev dog forholdsvis kortvarig, og i løbet af sommeren og efteråret 2010 faldt den samlede opbakning til S, SF og Enhedslisten tilbage til omkring 42-45 procent. Målingerne tydede dog stadig på et forestående regeringsskifte, da »rød blok« inklusive de Radikale mønstrede et klart flertal vis-a-vis »blå blok«. Problemet for S, SF og Enhedslisten var dog, at de Radikale havde stemt for genopretningsaftalen, og der var således ikke fælles fodslag om modstanden mod nedskæringerne i den røde blok. Disse uenigheder blev så meget desto tydeligere, da Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale 1. januar 2011 præsenterede planen for tilbagetrækningsreformen, der indbefattede en afskaffelse af efterlønnen. De Radikale var enige
235
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
med VK-regeringen i, at efterlønnen skulle afskaffes, mens S, SF og Enhedslisten igen var imod. Situationen bragte socialdemokraterne og SF i et dilemma. Tilbagetrækningsreformen kunne bruges til at forstærke kritikken af den borgerlige nedskæringspolitik, men ved at skrue endnu mere op for modstandsretorikken risikerede man at tale sig så langt væk fra de Radikale, at et kommende regeringssamarbejde blev umuliggjort. S og SF valgte derfor en mellemvej. Man nedtonede kritikken af genopretningspakken og dagpengereformen, mens man valgte at stille sig mere kritisk overfor efterlønsreformen. Kanten til den borgerlige regering blev dog i højere grad tegnet i valgoplægget Fair Løsning 2020, der lagde op til en mere Keynesiansk-inspireret krisestyring, hvor der skulle skabes flere arbejdspladser gennem offentlige investeringer og ekspansiv finanspolitik. Men Fair Løsning 2020 indeholdt også en plan for en række trepartsforhandlinger, hvor man i samarbejde med arbejdsmarkedets parter skulle frigøre ressourcer, der bl.a. kunne bruges til at »modernisere dagpengesystemet«. Man skrev dog ikke længere noget om at tilbagerulle genopretningsaftalen og medgav, at der også forestod en opgave om at øge arbejdsudbuddet – fx gennem øget arbejdstid.75 Umiddelbart så det ud til, at S og SF havde valgt en rigtig strategi. Meningsmålingerne begyndte efter nytåret igen at pege på mandatgevinster til de to partier, og Socialdemokraterne, der i løbet af foråret 2011 nærmede sig de 30 procent, så ud til igen at ville blive Danmarks største parti.
5. Valgresultatet: S og SF vandt magten – men tabte reelt valget Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Under valgkampen mistede S-SF-alliancen sit momentum, og de to partier endte med en samlet tilslutning på ca. 34 procent – en tilbagegang på mere end fire procent af stemmerne i forhold til 2007-valget. Enhedslistens og de Radikales vælgergevinster var dog tilstrækkeligt store til at sikre, at rød blok sejrede under ét, men mandatfordelingen tegnede en vanskelig fremtid for den kommende, socialdemokratisk-ledede regering. Det stod på valgaftenen klart, at der i Folketinget mandatmæssigt var lige så stort et flertal bag genopretningsaftalen og tilbagetrækningsreformen som før valget. Reformmodstanderne S, SF og Enhedslisten, havde således ikke 75 Se http://multimedia.pol.dk/archive/00543/ny-fair-1-sning_543745a.pdf
236
Kapitel 14: 2011-Valget: nedsKæringspolitiK som borgerlig Vindersag?
– samlet set – profiteret af at være imod den borgerlige sparepolitik. Blot havde de omfordelt en del mandater imellem sig. Figur 14.1 Reformmodstanderpartiernes meningsmålinger (marts 2010 – juni 2012)
Kilde: Megafon
Der er stadig et åbent spørgsmål, om S-R-SF-regeringens politik skal ses i lyset af denne erkendelse. Den nye regering blev næsten omgående beskyldt for løftebrud, fordi den lige fra det tidspunkt, hvor den kom til magten i 2011, kom til at føre en politik, der i det væsentligste lignede den borgerlige VK-regerings politik efter 2010. S og SF tordnede i 2010 imod dagpengeforringelser og skattelettelser, men var i 2012 med til at foreslå og vedtage en skattereform, der faktisk kombinerede begge elementer. Regeringspartierne tilsluttede sig desuden en dagpengeperiode på 2 år uden lempelser af genoptjeningskravet, om end der blev lagt en del redningsplanker ud til de uventet mange »udfaldstruede« dagpengemodtagere. Desuden blev der gennemført reformer af førtidspension og 237
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
kontanthjælp, der ligeledes efterlod det indtryk, at S-R-SF-regeringen fortsatte, hvor VK-regeringen slap: Ny regering, samme politik. Dette kursskifte slap S og SF som bekendt heller ikke ustraffet fra. Tilbagegangen for de to partier fortsatte med uformindsket styrke efter valget, og allerede i sommeren 2012 stod S-SF-duoen til en opbakning på sølle 22,5 procent. Et pauvert resultat når kontrasten var, at de samme partier to år tidligere havde stået til at kunne høste helt op til 48 procent. Enhedslisten opsamlede en del af stemmerne, men mange vandrede også over til blå blok – i første omgang til Venstre, øjensynligt fordi mange hellere ville have »den rene vare« (Jensen & Nielsen, 2012). Som beskrevet i de tidligere kapitler endte Socialdemokraterne dog med at få rettet noget op på tilslutningen, og inden for »blå blok« skulle det blive Dansk Folkeparti og ikke Venstre, der løb med gevinsten.
6. Konklusion Noget tyder således på, at teorierne om hvorledes der kan gennemføres nedskæringspolitik – og hvem der kan gøre det – trænger til at blive skrevet delvist om. Dette arbejde er som omtalt ovenfor også begyndt. Erfaringerne fra det danske folketingsvalg 2011, valgkampen og valgets efterdønninger tyder i hvert fald på, at det gamle dogme om, at det kun er socialdemokrater, der kan slippe godt fra at lave velfærdsforringelser, ikke holder stik. Snarere ser det ud til, at nedskæringspolitik er noget, borgerlige partier kan profitere af. Især hvis det er socialdemokraterne og venstrefløjen, der initierer forringelserne – men nok så overraskende også ved selv at gå i spidsen med helt åbenlyse nedskæringer. Valgresultatet i 2011 støtter i hvert fald ikke umiddelbart, at vælgerne skulle have straffet de borgerlige for de dagpenge- og efterlønsforringelser, som de vedtog i 2010 og 2011. Valget endte efter en hektisk valgkamp stort set med status quo for den blok af partier, der stemte for genopretningspakken og tilbagetrækningsreformen, og umiddelbart efter 2011-valget voksede dette »reformflertal« endda yderligere. At vælgerne i den grad holdt til højre, kan dog også skyldes resignation – at mange vælgere opgav troen på, at Socialdemokraterne og SF kunne og ville forsvare gamle velfærdsbastioner som dagpengesystemet og efterlønnen. Faktisk viser meningsmålingerne fra før valget, at det gik bedst for de to partier i de perioder, hvor de var mest kritiske over for VK-regeringens nedskæringspolitik – nemlig i maj 2010 og i perioden umiddelbart efter nytåret 2011 – hvorefter 238
Kapitel 14: 2011-valget: Nedskæringspolitik som borgerlig vindersag?
opbakningen begyndte at vige i takt med, at andre temaer kom højere på den politiske dagorden (fx økonomien og konkurrenceevnen). Helt galt gik det, da de to partier kom til magten og selv meldte sig på holdet af reformtilhængere. Først da regeringen slog bremserne i fra 2014, begyndte vælgerne at vende tilbage. Nixon-goes-to-China-argumentet er dermed tilsyneladende forældet. I hvert fald i den forstand, at Socialdemokraterne og SF i vælgernes øjne er sat i verden for at værne om velfærden – ikke for at skære ned på den. Hvis de alligevel gør det sidste – og hvis det ikke kan legitimeres som yderste nødværge – så vil mange af deres vælgere sive over til de borgerlige. Ikke på grund af de borgerliges kritik – måske snarere pga. deres roser. Logikken synes at være den, at hvis den førte politik alligevel er borgerlig – og ingen rigtig er imod– så kan man lige så godt stemme borgerligt. Derfor det store frafald fra socialdemokraterne og SF efter valget – der i øvrigt ikke var helt ulig frafaldet fra VKR-regeringen i 1968-1971. Men er Nixon-goes-to-China–argumentet dobbelt forældet? Er nedskæringspolitik blevet en borgerlig vindersag? Ikke nødvendigvis. Erfaringerne fra perioden før 2011-valget viste, at Socialdemokraterne oplevede fremgang da partiet indtog rollen som forsvarer af dagpengesystemet og de arbejdsløses rettigheder og artikulerede modstand overfor nedskæringspolitikken. Socialdemokraterne gik altså frem i de perioder, hvor deres politiske budskaber afspejlede deres ideologiske fundament. En borgerlig regering kan omvendt godt sætte en dagsorden omkring »nødvendige« reformer – og den kan endda slippe godt fra det – men den er afhængig af, at den socialdemokratiske modstand ikke er alt for stor. Nu kan der være mange andre forklaringer på vælgerudviklingen i det første halve år efter 2015-valget, men udviklingen ser ud til at være nogenlunde konsistent med tolkningen ovenfor: Den smalle Venstre-regering havde i sidste halvdel af 2015 stor succes med at komme igennem med en politik, der var væsentligt mere »blå«, end de fleste havde forventet. Og til trods for, at »velfærdsreform-partierne« var gået dramatisk tilbage ved 2015-valget (jf. kapitel 1), forblev tilslutningen til »blå blok« inklusive Venstre næsten konstant og tæt på valgresultatet. Men det skal – måske – ses i lyset af, at Socialdemokratiet netop var meget passiv og tilbageholdende i sin kritik. I den situation straffes en borgerlig regering ikke for nedskæringer.76 76 For et lignende argument (at en borgerlig regering kan gennemføre nedskæringer ustraffet, hvis Socialdemokraterne forholder sig relativt passivt), se Elmelund-Præstekær, Klitgaard & Schumacher (2015).
239
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Det allerbedste, der kan ske for de borgerlige partier, er dog tilsyneladende, hvis Socialdemokraterne adopterer en borgerlig nedskĂŚringspolitik.
240
Kapitel 14: 2011-valget: Nedskæringspolitik som borgerlig vindersag?
Referencer Cox, Robert Henry (2001). »The Social Construction of an Imperative: Why Welfare Reform Happened in Denmark and the Netherlands but Not in Germany« World Politics, vol. 53 (3), pp. 463-498. Elmelund-Præstekær, Christian, Michael Baggesen Klitgaard & Gijs Schumacher (2015). »What wins public support? Communicating or obfuscating welfare state retrenchment« European Political Science Review, vol. 7 (3), pp. 427-450. Giger, Nathalie (2012). »Is Social Policy Retrenchment Unpopular? How Welfare Reforms Affect Government Popularity« European Sociological Review, vol. 28 (5), pp. 691-700. Giger, Nathalie & Moira Nelson (2010). »The electoral consequences of welfare state retrenchment: Blame avoidance or credit claiming in the era of permanent austerity?« European Journal of Political Research, vol. 50 (1), pp. 1-23. Giger, Nathalie & Moira Nelson (2013). »The Welfare State or the Economy? Preferences, Constituencies, and Strategies for Retrenchment« European Sociological Review, vol.29 (5), pp. 1083–1094. Goul Andersen, Jørgen (1988). »Vælgernes holdninger til den offentlige udgiftspolitik« pp. 145-190 i Karl-Henrik Bentzon (red.), Fra vækst til omstilling – moderniseringen af den offentlige sektor. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne. Goul Andersen, Jørgen (2011). Retrenchment with consent. Framing, persuation and ambivalent attitudes in two Danish Welfare Reforms. CCWS Working Paper no. 74. Green-Pedersen, Christoffer (2001) »Welfare-state Retrenchment in Denmark and the Netherlands, 1982-1998: The Role of Party Competition and Party Consensus«in Comparative Political Studies, 34, 963-985. Hardis, Arne & Hans Mortensen (2010) »En farlig forvalter« i Weekendavisen, 27/3 2009. Hardis, Arne & Hans Mortensen (2010) »Reformer: Hjort-doktrinen« i Weekendavisen, 15/1 2010. Jensen, Casper Ottar & Asger H. Nielsen (2012) »Hvor er alle S-vælgerne blevet af?« i Politiken, 22/9 2012. Mortensen, Hans (2008) Tid til forvandling – Venstres vej til magten, København: Gyldendal. Petersen, Eggert, Ole Steen Kristensen, Knud-Erik Sabroe & Bo Sommerlund (1987). Danskernes tilværelse under krisen. Bd. II: Studier i den politisk-psykologiske udvikling 1982 til 1986. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Pierson, Paul (1994) Dismantling the Welfare State? Reagan, Thatcher, and the Politics of Retrenchment, NY, New York, Cambridge University Press. Regeringen (2010) Genopretningspakken: Danmark ud af krisen – regningen betalt, København: Regeringen. Ross, Fiona (2000) »Beyond Left and Right: The New Partisan Politics of Welfare« in Governance, 2, 155-183. Schumacher, Gijs, Barbara Vis & Kees van Kersbergen (2013). »Political parties’ welfare image, electoral punishment and welfare state retrenchment.« Comparative European Politics, vol. 11 (1), pp. 1-21.
241
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 15
2011-valget: En serie af folkeafstemninger? Stridsspørgsmål og vælgere på vandring Jørgen Goul Andersen
1. Indledning: Issues og partiskift ved 2011-valget 2011-valget var kendetegnet ved store bruttoforskydninger, men moderate nettoforskydninger. Der var mao. mange bevægelser frem og tilbage, som endte med at neutralisere hinanden. Det gør det nærliggende at kigge efter korttidsfaktorer, og der var også mange emner til debat i 2011-valgkampen, som kunne flytte store vælgergrupper. Socialdemokraterne og SF gik til valg mod efterlønsindgrebet, som VKO-partierne og de Radikale kort forinden havde indgået forlig om (loven kunne først vedtages efter valget, fordi det var omfattet af et forlig, som S var med i). S og SF havde også stemt imod halveringen af dagpengeperioden i 2010, mens de Radikale havde stemt for. Her havde Socialdemokraterne dog ikke lovet, at partiet ville omgøre indgrebet. S og SF’s alternativ var at »kickstarte« økonomien via offentlige investeringer. Men de to partier foreslog også længere arbejdstid. De »12 minutter« ekstra om dagen kom via et reklamebureau til at tegne programmet »Fair Løsning«, som S og SF havde fremlagt i 2010 og opdateret som »Fair løsning 2020« i maj 2011. Programmet omfattede også en mindre skatteforhøjelse, mens VK-regeringen havde dikteret offentlig nulvækst – og fortsættelse af skattestoppet. Valgkampen 2011 var speciel ved, at den nærmest kom til at handle mere om oppositionens politik end om regeringens; rollerne var næsten byttet om. Det skyldtes , at meningsmålingerne længe havde vist »rødt« flertal (jf. kapitel 1-2), men også at VK-regeringen søgte at præsentere sig som det trygge og troværdige alternativ til en S-SF regering. Her kom også forslaget om en betalingsring til debat. Nok lidt utilsigtet – S og SF virkede uforberedte på en konkret diskussion. Regeringen kørte imidlertid kampagne på sagen – ikke blot over for de berørte københavnere, men også ved at bruge betalingsringen som et billede på, at en ny regering kunne blive et dyrt bekendtskab. Men hvor stod egentlig vælgerne på alle disse stridsspørgsmål:
242
Kapitel 15: 2011-valget: En serie af folkeafstemninger?
• • • • • • • •
Offentlige investeringer Offentlige besparelser Skatteforhøjelser Skattestop Efterlønsindgrebet 2011 Dagpengeindgrebet 2010 Længere arbejdstid Betalingsring
Kort sagt: Hvem havde vinden i ryggen, og hvem havde den imod sig? Var der »vindersager« – og »tabersager«? Og fik disse stridsspørgsmål – issues – nogen indflydelse på partivalget? Normalt måler man issue voting ved at se på sammenhængen mellem holdninger og partivalg. I praksis er det de ideologisk prægede holdninger og ikke enkeltspørgsmål, der vejer tungest. Dette kapitel afviger på to punkter. For det første ses issues som korttidsfaktorer – i overensstemmelse med den klassiske vælgeradfærdsmodel (»Michigan-modellen« jf. Campbell et al., 1960), der oprindelig blev lagt til grund for danske valgundersøgelser (Borre et al., 1976). Ifølge denne model kan issues få vælgerne til at afvige fra deres »normale« partivalg. Oprindelig blev det »normale« partivalg set som bestemt af partiidentifikationen, men i europæisk forskning har ideologiske grundholdninger overtaget denne plads (Goul Andersen, 2007: 41-45; Aardal, 2011). Kapitlet her afviger imidlertid også på et andet punkt: Hvor man normalt undersøger holdningers betydning for partivalg, er vi her interesseret i betydningen for partiskift, ikke mindst skift mellem blokkene. Det passer fint med at se valgkampens enkeltspørgsmål som korttidsfaktorer, og som nævnt var der store bevægelser frem og tilbage ved 2011-valget. Man har sjældent svarpersoner nok til at analysere partiskift som afhængig variabel, men kapitlet her er baseret på en undersøgelse med knap 6000 svarpersoner, der blev foretaget sideløbende med Valgprojektet. Det tillader os at eksperimentere med den afhængige variabel. Vi har tilmed svarpersoner nok til at sammenligne partiskift før valgkampen og under selve valgkampen. Og det lykkedes at få de fleste af valgkampens stridsspørgsmål med i spørgeskemaet, også et par af dem, man ikke kunne forudse. Som i andre analyser af holdninger og parti har vi et problem med, hvad der er årsag og virkning: Stemmer vælgerne ud fra holdninger, eller tager vælgerne 243
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
holdninger efter deres parti? Problemet kan være særlig udtalt, når vi kommer til valgkampens stridsspørgsmål. Vi har også det problem, at informationen om partivalget i 2007 er baseret på erindringen i 2011. Dette bidrager dog alt andet lige til at underdrive vandringerne, og da vandringerne netop er store, kan problemet næppe være alvorligt. Til gengæld kunne der være en effekt af, at stikprøven er trukket fra et webpanel af svarpersoner, der er »erfarne« med spørgeskemaer og måske kan være ekstra tilbøjelige til at efterrationalisere partivalget. Hvis dette var et problem, skulle vi dog vi forvente en overdrevet høj politisk interesse blandt svarpersonerne. Men faktisk er den politiske interesse lidt lavere end i Valgundersøgelsen. Kort sagt: Vi kan ikke være helt sikre på årsag og virkning, og sammenhængens styrke bliver måske overdrevet. Men overdrivelsen må være behersket, og det synes forsvarligt at antage, at årsagsretningen fra holdninger til partiskift er den dominerende. Det uddybes i afsnit 3. Årsagsretningen er dog ikke noget problem i det første afsnit nedenfor, hvor vi ganske enkelt ser på, om der var udtalte »vindersager« og »tabersager« ved 2011-valget. Derefter undersøger vi emne for emne sammenhængen med partiskift, ikke mindst »blokskift« mellem rød og blå blok.
2. Vindersager eller tabersager? – et første overblik Hvilke forslag havde egentlig vinden i ryggen? Var der klare vinder- eller tabersager? Vælgernes syn på de økonomiske hovedstrategier er allerede beskrevet i kapitel 13. Der var forholdsvis langt mellem de populære forslag. Højere skatter var det forslag, der fik mest negative vurderinger, med mere end 30 procentpoint flere modstandere end tilhængere. Ophævelse af skattestoppet mødte også en overvægt af negative reaktioner. Lavere skatter på arbejde fik til gengæld tommelfingeren op, med en opinionsbalance på +16 procentpoint. Med den framing, der hedder »sænke skatten på arbejde«, var skattelettelser altså populære – med stort set alle andre formuleringer er skattelettelser ikke nogen sællert. Det kunne lede tanken hen på inkonsistens og metodeproblemer, men forholdet er nok netop, at det er den frame, der benyttes i dansk politik. Store partier som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kan tilmed forekomme næsten lige så inkonsistente eller ambivalente som vælgerne: De er dybt skeptiske over for skattelettelser, men ret positive over for at sænke skatten på arbejde. Skattekommissioners løsning på dét dilemma hedder »skatteomlægning«, men det ord er partierne blevet lidet tilbøjelige til at tage i deres mund. Alt i alt 244
Kapitel 15: 2011-valget: En serie af folkeafstemninger?
ligner skatterne – med den givne framing – nok mest en borgerlig vindersag. I hvert fald så længe der ikke skal snakkes finansiering: F.eks. var øget brugerbetaling næsten lige så upopulært som skattestigninger. Dernæst var der tilslutning til at holde lønstigningerne i ro – men det var næsten et konsensus-issue i 2011; til gengæld var der markant modvilje mod at acceptere lønnedgang. S-SF forslaget om at arbejde en time mere om ugen fik en blandet modtagelse: En overvægt (+16) var villige til at acceptere det som det mindste onde (jf. Tabel 15.1) – men det blev ikke set som effektivt: Her var opinionsbalancen -19 (jf. Tabel 13.7). Det var et signal om, at opinionen ville være følsom over for, hvordan sagen blev framet – og hvordan planen blev udmøntet. Da det blev aktuelt, og Store Bededag var i farezonen, var opinionen imod – også fordi man på det tidspunkt talte mere om mangel på jobs end om mangel på arbejdskraft (Altinget/A & B Analyse 11.6.2012). Gang i offentlige investeringer var det mest populære forslag af alle (+25). I hvert fald indtil man kommer til konkretisering – for veje og broer var folk blevet mindre villige til at bruge penge på under krisen (Goul Andersen & Stubager, 2013). Den diskussion kom dog ikke op under valgkampen – i modsætning til diskussionen om underskudsbudgettering, hvor keynesiansk politik ikke syntes fristende for vælgerne i 2011. Alt i alt var det småt med populære forslag. Men undersøgelsen omfattede også andre økonomiske holdnings-spørgsmål. I Tabel 15.1 vises en række spørgsmål om reformer og reformforslag – både bagudrettede og fremadrettede spørgsmål. Når det gælder efterlønnen, har vi to direkte spørgsmål om 2011-forliget. Uanset om der blev spurgt, om man er tilhænger eller modstander af forliget, eller om det var rigtigt eller forkert af regeringen at gennemføre »forringelsen af efterlønnen«, var billedet det samme: Næsten balance, men en lille overvægt imod. Det samme gælder for to spørgsmål om dagpengeperioden: Begge viser en (beskeden) overvægt af modstandere mod halveringen af dagpengene. Når det gælder (fremadrettede) spørgsmål om den offentlige sektor, var der lidt større tilslutning til »nulvækst i den offentlige sektor« (opinionsbalance på nul) end til at »skære ned på de offentlige udgifter« (minus 6, jf. Tabel 13.7). Reelt er det næsten to forskellige betegnelser for det samme, men de har ikke samme valør: nulvækst opfattes mildere. Et lige så slående træk er dog de mange neutral/ ved ikke-svar. Det tyder på, at begrebet nulvækst ikke rigtigt var slået an i 2011. 245
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Desuden var der betalingsringen, der kom til at spille en uventet stor rolle i valgkampen. Her viste undersøgelsen en overvægt af modstandere i efteråret 2011, dvs. efter valget, men inden sagen eksploderede, og statsministeren (21.2.2012) til sidst måtte love »en rigtig god løsning i morgen« Endelig indeholder Tabel 15.1. spørgsmål om beslutninger i 2009. De bekræfter, at vælgernes hukommelse er kort. Andelen af neutrale/ved ikke-svar lå nemlig mellem 34 og 41 pct. Tilsyneladende blev skattereformen 2009 accepteret uden begejstring, mens udbetalingen af den Særlige Pensionsopsparing (SP) og renoveringstilskuddet til boliger blev taget godt imod.77 Men 2009-sagerne var ude af dagsordenen. Skal vi tale om en »vindersag« for S-SF ved 2011-valget, er det (med ovennævnte forbehold) offentlige investeringer.78 Skal man tale om en »vindersag« for VK-regeringen, må det være skattepolitikken, eller i hvert fald bekymringen for skattestigninger. Andre var der faktisk ikke. Til gengæld var der en beskeden overvægt af kritiske holdninger til VK-regeringens reformer på tre punkter: • • •
Efterlønsindgrebet 2011 Dagpengeforliget 2010 Offentlige besparelser
Disse tre reformer blev til gengæld videreført, fordi regeringsgrundlaget med de Radikale blev ret så forskelligt fra, hvad S-SF var gået sammen til valg på. Når selve valgkampen blev vundet af Løkke Rasmussen, kan det måske – ud over mobiliseringen af en stærk krisebevidsthed – hænge sammen med, at: • •
skattestigninger (eller mistanke om sådanne) var en tabersag for S-SF skattestoppet stadig nød en vis popularitet
77 Historiebøgerne vil nok fælde en hård dom over de to sidstnævnte (Goul Andersen, 2013: 11,117). Renoveringstilskuddet (støttet af alle partier) gik næsten 100% til spilde i dødvægtstab (renovering, der alligevel ville være udført). SP-udbetalingen i 2009 betød, at en god portion aktier måtte sælges på bunden (det danske C20-aktieindeks lå 100 pct. højere både et år tidligere og halvandet år senere – og ca. 350 pct. højere ultimo 2015), så SP-sparerne blev forledt til at påføre sig selv et tocifret milliardtab. Men sagerne undgik politisering, medieomtale og politisk ansvar. Det forklarer den positive kollektive erindring i 2015. 78 Det bekræftes også af et andet spørgsmål i undersøgelsen: »Man diskuterer også, hvad der er det vigtigste middel mod den økonomiske krise netop nu. A siger: Det vigtigste er at få gang i den økonomiske vækst, fx ved at fremrykke offentlige investeringer. B siger: Det vigtigste er at få bragt statens underskud ned, også selv om det betyder besparelse« Her erklærede 52 pct. sig mest enige med A, kun 27 pct. var mest enige med B.
246
Kapitel 15: 2011-valget: En serie af folkeafstemninger?
• •
længere arbejdstid trods mulig offervilje mere lignede en taber- end en vindersag for S-SF betalingsringen mødte en svag overvægt af negative holdninger
Holdningsflertallet er dog ikke altid afgørende. Spørgsmålet er, om det er issues, der kan få folk til at skifte parti. Det er der nogle issues, der kan – mange kan ikke. Men blandt de issues, der kan flytte vælgere, kan selv minoritetsstandpunkter undertiden være »farlige«. Tabel 15.1. Befolkningens holdninger til forskellige reformer og reformforslag, 2011. Tilhænger / Ved ikke, Modstander / OpinionsRigtigt af Neutral Forkert af balance regeringen regeringen for reform Fremad- Indførelse af nulvækst i off.sektor (2) rettede Acceptere at arbejde en time længere om ugen (5)*
Seneste
30,4
38,9
30,7
-0,3
54,3
8,8
36,8
+17,5
Betalingsring om København (4)
38,7
17,1
44,2
-5,5
Politiske forlig om efterlønnen maj 2011 (1)
38,7
17,9
43,4
-4,7
Forringelsen af efterlønnen rigtigt/forkert (2)
35,1
21,7
43,2
-8,1
Politiske forlig om dagpengeperioden 2010 (3)
40,0
9,8
50,2
-10,2
Afkortningen af dagpengeperioden rigtigt/forkert (2)
35,0
18,6
46,4
-11,4
32,9
41,3
25,9
+7,0
50,9
33,9
15,2
+35,7
50,2
35,8
14,0
+36,2
Tidligere Skattereformen (2) (2009) Udbetaling af pengene fra SP-ordningen (2) Renoveringstilskuddet til boliger (2)
Spm. (1) »Der blev i maj indgået et politisk forlig om efterlønnen, der begrænser adgangen til efterløn og forhøjer aldersgrænsen i et hurtigere tempo end hidtil planlagt. Er du tilhænger eller modstander af denne reform?« (2) »Hvad synes du om nogle af de beslutninger, der blev truffet af Lars Løkke Rasmussens regering? a) Skattereformen (i 2009); b) Udbetaling af pengene fra den Særlige Pensionsopsparing (SP); c) Renoveringstilskuddet til boliger (i 2009); d) Afkortningen af dagpengeperioden fra fire til to år; e) Indførelse af nulvækst i den offentlige sektor; f) Forringelsen af efterlønnen« – Svarmuligheder: 1) Helt rigtigt gjort af regeringen; 2) Overvejende rigtigt; 3) Hverken rigtigt eller forkert; 4) Overvejende forkert; 5) Helt forkert gjort af regeringen; 88) Ved ikke (3) »Der blev i 2010 indgået et forlig, der begrænser perioden, hvor man kan få arbejdsløshedsdagpenge, til to år. Det har været diskuteret, om man skulle forlænge perioden i den nuværende situation. Hvad mener du, folketinget bør gøre?« (Forlænge dagpengeperioden – fastholde dagpengeperioden på max 2 år) (4) »Det er blevet foreslået at lave en betalingsring om København, så bilister skal betale et beløb for at køre ind i byen. Er du tilhænger eller modstander af dette forslag?« (5) »Acceptere at arbejde en time længere om uge?« (helt sikkert/formentlig villig – formentlig/slet ikke villig) Kilde: YouGov-undersøgelsen af valget 2011 (N=5784)
3. Sammenhængen med partiskift Analysen i dette kapitel er først og fremmest deskriptiv. Vi kan strengt taget ikke vide, om det er holdningerne, der får folk til at skifte parti, eller om folk efterrationaliserer holdningerne efter at være begyndt at lytte mere til det parti, 247
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
de er skiftet til. Vi kan dog komme et lille skridt videre. For det første kan man kontrollere for alskens sociale baggrundsvariable og ideologisk selvplacering. Det kan være, at det i forvejen er vælgere i den sociale og ideologiske udkant af partiernes vælgerskare, der også er svage i troen, når det gælder valgkampens issues – og er det så i virkeligheden mere deres sociale eller ideologiske yderplacering, der forklarer partiskiftet? Metoden er dog ikke ufejlbarlig. Kontrollen for ideologisk placering – som er den afgørende – giver ikke fuldstændigt sikre svar: Det kan tænkes, at vælgerne ændrer opfattelse af ideologisk selvplacering (fx på venstre-højreskalaen) i samme øjeblik, de skifter parti – eller at de ret hurtigt socialiseres. Derfor følger vi mest en anden, meget enkel (men heller ikke ufejlbarlig) strategi. Såfremt der er tale om efterrationaliseringer, burde denne tendens være stærkest blandt de vælgere, der har besluttet sig tidligt. De har haft tid til at tilpasse holdningerne. Hvis der omvendt er tale om rene issue-effekter, burde disse være stærkest blandt de vælgere, der har besluttet sig sent. Derfor kan sammenligninger mellem vælgere, der har besluttet sig sent og tidligt, give et fingerpeg. Ræsonnementet er altså: Jo mere effekten er koncentreret blandt de vælgere, der har besluttet sig til sidst, desto stærkere grund er der til at tro, at issue holdninger er årsagen til partiskiftet. Det er som nævnt skift mellem blokkene, vi er mest interesseret i. Før og efter 2011-valget talte medierne typisk om »rød blok« og »blå blok«. Det kan dog være vildledende, for det er ikke alle holdninger, der deler langs den akse, jf. Figur 15.1. Tilsvarende er det forskelligt, hvilke partiskift, der kan forventes for hvilke issues. På nogle spørgsmål går skellet mellem »rød blok« og »blå blok«, altså regeringsalternativerne. På de fleste økonomiske emner er det dog mere relevant at skelne mellem »socialistisk« og »ikke-socialistisk«, fordi de Radikale delte holdninger med de borgerlige partier. Når det gælder arbejdsmarkeds- og socialreformer, kan man (op til 2011-valget) nok bedst tale om en »reformkoalition« af V, K og R plus Liberal Alliance – DF havde medansvar, men ikke hele hjertet med. Det gælder dog ikke for alle økonomiske og fordelingspolitiske spørgsmål. For de Radikale var det ikke noget mål i sig selv at spare på offentlige budgetter – og heller ikke for DF (slet ikke efter 2011-valget). Her kan V, K og Liberal Alliance betegnes som en »sparekoalition«. Endelig var S-R-SF forud for valget 248
Kapitel 15: 2011-valget: En serie af folkeafstemninger?
nogenlunde på linje mht. udvidelse af arbejdstiden – men uden »rød blok« fællesskab med Enhedslisten. Vi har for enkeltheds skyld overalt regnet Kristendemokraterne sammen med V og K. Ny Alliance, der skiftede program og navn til Liberal Alliance i 2011, er i 2007 regnet til »blå blok« og »ikke-socialistiske« partier, men ikke til sparekoalitionen – i modsætning til Liberal Alliance. Figur 15.1. Issues og relevante partigrupperinger.
Enhedslisten
Foretrukket regeringsalternativ
Økonomisk politik
»Rød blok«
Socialistisk
S + SF
Sparepolitik
S-SF-R
Radikale Venstre Venstre, Kons., Lib. All., Kristendem.
Arbejdstid
Ikke soc. »Blå blok«
Sparekoalition
Dansk Folkeparti Issues
Off.investeringer Skattestop Betalingsring
Efterløn Dagpenge Skattestigning
Arbejdstid
Off.besparelser
Anm. Ny Alliance 2007 regnes her som »blå blok« og »ikke-socialistisk«, men holdes uden for de to sidste opdelinger. Kristendemokraterne er overalt regnet som et borgerligt parti på linje med V og K.
4. Betalingsringen S-SF forslaget om en kørselsafgift i dele af København (»betalingsringen«) kom til at spille en uventet stor rolle i valgkampen 2011, fordi VK-regeringen tog det op som symbol på oppositionens politik og fangede forslagsstillerne meget svagt forberedte. Spørgsmålet er så, om det flyttede stemmer. Det er belyst i Tabel 15.2. Med forbehold for årsagsretningen ser betalingsringen ud til at have gjort ondt på »rød blok«. Blandt »rød blok« vælgere fra 2007, der støttede betalingsringen eller var neutrale, skiftede kun 4 pct. til »blå blok« i 2011. Blandt modstanderne skiftede 22 pct. Det er ganske markant. Så er der spørgsmålet om årsag og virkning: Er det en efterrationalisering af partiskiftet? Det kan vi som anført få et fingerpeg om ved at se på beslutningstidspunktet. Hvis der er tale om efterrationalisering, skulle vi forvente størst effekt blandt dem, der besluttede sig tidligt. Hvis tallene udtrykker en utilfredshed, der kan flytte vælgere, skulle vi forvente størst effekt blandt de vælgere, der besluttede sig sent. Tallene bekræfter det sidste: Blandt de »rød blok« vælgere fra 2007, der var modstandere og først besluttede sig under valgkampen, skiftede 249
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
32 pct. fra rød til blå blok. Blandt dem, der besluttede sig sent og var tilhængere, var tallet 11 pct. Til gengæld har rød blok også vundet vælgere, der gik ind for betalingsringen. Blandt »blå« modstandere af betalingsringen skiftede 10 pct. fra blå til rød, men blandt »blå« tilhængere var det hver tredje. Blandt de, der besluttede sig under valgkampen, var andelen endda 43 pct.79 Tabel 15.2. Partiskift mellem blokkene 2011, opdelt efter holdning til betalingsring og beslutningstidspunkt. Pct. Betalingsring*) Tilhænger Modstander Ved ikke I alt (N)
Fra rød blok til blå blok Alle
Fra blå blok til rød blok
Under Valgkampen
Før valgkampen
Alle
Under valgkampen
Før valgkampen
4
11
1
33
43
22
32
12
10
19
25 5
4
10
1
20
32
10
9
18
4
17
27
10
1110
352
757
584
265
317
533
255
277
1599
602
994
360
121
236
380
182
194
2003
728
1270
2560
1048
1505
Spm. »Det er blevet foreslået at lave en betalingsring om København, så bilister skal betale et beløb for at køre ind i byen. Er du tilhænger eller modstander af dette forslag?«
Alligevel tegner betalingsringen sig nok mest som en tabersag for rød blok. 27 pct. af rød bloks vælgere i 2007 var nemlig på kant med partilinjen – på den blå side var det 23 pct. Og der var totalt set (i stikprøven her) et ryk på 17 pct. fra blå til rød, men kun 9 pct. fra rød til blå. En større andel af de blå »dissidenter« ville øjensynligt være skiftet alligevel. I medierne var det Socialdemokraterne, der kom i klemme, men betalingsringen gjorde også ondt på SF, jf. Tabel 15.3. Blandt 2007-socialdemokrater var 30 pct. modstandere, og heraf skiftede 22 pct. til blå blok. Også blandt SF-modstandere skiftede hver femte til blå blok. Det er mange, set i lyset af den politiske afstand. For RV-modstandere var den politiske afstand ikke så stor, og 32 pct. gik over til blå blok. Omvendt var Enhedslistens modstandere utilbøjelige til at skifte til blå blok.80 Stikprøven er akkurat stor nok til at udskille »rød blok« modstandere i Hovedstadsregionen, der bestemte sig under valgkampen. Her var der 35 79 Tallene er lidt oppustede af, at Ny Alliance 2007 er talt med til blå blok; hamskiftet til Liberal Alliance sendte de socialliberale vælgere ud af partiet. Men det er en ringe del af forklaringen. 80 Desertør-andelen til blå blok blandt betalingsrings-modstandere var særlig høj hos de socialdemokrater og SF’ere, der først besluttede sig under valgkampen – hhv. 36 pct. (N=143) og 25 pct. (N=80).
250
Kapitel 15: 2011-valget: En serie af folkeafstemninger?
pct. overløbere til blå blok hos SF (N=33) og 38 pct. hos Socialdemokraterne (N=69). Hos SF’ere i Hovedstaden udgjorde modstanderne dog kun ¼ af vælgerne. Blandt (2007-)socialdemokrater var 43 pct. imod. Omvendt var der næsten ingen overløbere til blå blok blandt betalingsrings-tilhængere/neutrale: Fire pct. hos S (N=177) og én pct. hos SF (N=220). Tabel 15.3. Andel partiskiftere fra rød til blå blok, opdelt efter parti 2007 og holdning til betalingsring. Pct. Betalingsring Tilhænger Modstander Ved ikke
Soc.Dem.
SF
Radikale V.
Enh.
5
2
10
4
22
21
32
9 8
4
3
6
I alt
10
7
14
6
(N)
516
417
110
67
310
156
43
24
194
112
32
22
1020
686
184
113
Disse resultater strider øjensynligt mod opgørelser på valgkredsniveau, der sammenligner områder, der ville blive mere eller mindre berørt (Goul Andersen & Stubager, 2013: 182-85). Men det er tvivlsomt, om det alene var snævre egeninteresser, der spillede ind. En – ganske vist svagere – sammenhæng med partiskift kunne også konstateres uden for Hovedstadsregionen. Det kan skyldes, at VK-regeringen brugte betalingsringen som billede på, hvordan en socialdemokratisk regering ville belaste borgerne. Resultaterne tyder umiddelbart på, at betalingsringen kostede Socialdemokratiet, SF og De Radikale stemmer til blå blok, navnlig i Hovedstadsregionen, men også på landsplan. Det er dog svært at kontrollere hele effekten af generel ideologisk orientering væk, og det er umuligt at være helt sikker på årsagsretningen. Men emnet synes at have haft betydning.
5. Offentlige investeringer og skattestop Næste spørgsmål er så, om »rød blok« vandt på forslaget om offentlige investeringer alias den såkaldte »kickstart«. Det kunne godt se ud til at være tilfældet, jf. Tabel 15.4. Blandt de blå blok-vælgere i 2007, der »i meget høj grad« så investeringer som løsning, skiftede 40 pct. til rød blok – tallet var endda 55 pct. hos dem, der 251
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
besluttede sig under valgkampen. Men helt ned til »i nogen grad« var der ret mange overløbere. De kan også findes den modsatte vej: En del af de »hårde« rød blok-skeptikere skiftede til blå blok. Der er dog en afgørende forskel: Kun 5 pct. af rød bloks 2007-vælgere svarede »i mindre grad« eller »slet ikke«, men 30 pct. af blå bloks 2007-vælgere svarede »i meget høj grad« eller »i høj grad«. »Dissidenterne« i de to blokke opførte sig ikke så forskelligt, men der var mange flere af dem i blå blok. Tallene på individniveau synes altså at bekræfte, at investeringerne var et vinder-issue for rød blok og et taber-issue for blå blok. Tabel 15.4. Partiskift mellem blokkene, opdelt efter holdning til offentlige investeringer og beslutningstidspunkt. Pct. Fra rød blok til blå blok hjælper off. investeringer?
Alle
Fra blå blok til rød blok
Under valgkampen
Før valgkampen
Alle
Under valgkampen
Før valgkampen
I meget høj grad
3
11
1
40
55
31
I høj grad
7
13
3
24
37
14
I nogen grad
11
22
3
15
25
7
I mindre grad
20
27
12
8
13
5
Slet ikke
(44)
.
.
6
11
3
Ved ikke
12
17
8
14
22
8
9
18
3
17
27
10
372
83
289
191
74
118
767
267
500
566
262
304
556
232
321
950
395
552
84
44
40
492
184
307 110
I alt (N)
26
14
11
158
47
197
89
107
203
86
114
2003
728
1270
2560
1048
1505
Spm. I hvilken grad mener du, hvert af følgende forslag kan bidrage til at skaffe flere penge til at finansiere velfærdsopgaverne i det danske samfund? – Sætte gang i de offentlige investeringer?
Umiddelbart kunne holdningerne til skattestoppet81 se ud til at skulle tolkes i samme retning. jf. Tabel 15.5. Således skiftede hver anden vælger i blå blok, der »i meget høj grad« så ophævelse af skattestoppet som løsning, til rød blok – og hele 60 pct. blandt dem, der besluttede sig under valgkampen. 2011 er dog tæt på perioden, hvor skattestoppet var trosbekendelse for VK-regeringen. Derfor 81 De Radikales placering kan diskuteres. De var imod S-SF’s »millionærskat«, men også mod skattestoppet som princip.
252
Kapitel 15: 2011-valget: En serie af folkeafstemninger?
er mistanken om, at årsagsretningen er den modsatte, svær at fjerne. Desuden var det under alle omstændigheder et meget lille antal af blå bloks vælgere, der undsagde skattestoppet. Noget lignende kan siges om de »røde« vælgere, der ville fastholde skattestoppet. Der var mange overløbere blandt dem, der var helt afvisende over for at ophæve skattestoppet. Men det var en lille minoritet på 6 pct., og det er en nærliggende mistanke, at denne gruppe var temmelig blå i forvejen. Tabel 15.5. Partiskift mellem blokkene, opdelt efter syn på at ophæve skattestoppet og beslutningstidspunkt. Pct. Fra rød blok til blå blok
Fra blå blok til rød blok
Hjælper ophævelse af skattestoppet?
Alle
Under valgkampen
Før Valgkampen
Alle
Under valgkampen
Før valgkampen
I meget høj grad
3
6
2
50
60
44
I høj grad
3
8
1
41
49
35
I nogen grad
7
15
2
24
35
14
I mindre grad
15
25
6
12
31
6
Slet ikke
32
46
19
6
13
2
Ved ikke
11
16
7
15
26
7
I alt
9
18
4
17
27
10
(N)
254
54
199
101
41
60
395
104
290
171
85
84
732
284
446
598
287
311
255
121
135
632
250
379
126
62
64
817
284
532
240
104
136
241
101
140
2003
728
1270
2560
1048
1505
Spm. »I hvilken grad mener du, hvert af følgende forslag kan bidrage til at skaffe flere penge til at finansiere velfærdsopgaverne i det danske samfund? – Ophæve skattestoppet?«
6. Efterløns- og dagpengereformer På spørgsmålene om efterløn og dagpenge gik konflikten ikke mellem rød og blå blok, men mellem socialistiske og ikke-socialistiske partier. Valget var af SF udråbt til en folkeafstemning om efterlønsreformen. Det bar valgkampen måske ikke så meget præg af, men det var alligevel en af de faktorer, der påvirkede partivalget mest, jf. Tabel 15.6. Blandt ikke-socialistiske modstandere af efterlønsreformen skiftede hele 28 pct. til et af de tre socialistiske partier. Og vi taler om en anselig gruppe, for 31 pct. af de ikke-socialistiske vælgere i 2007 var modstandere. Blandt tilhængerne skiftede kun 4 pct. til et socialistisk parti. Selvom emnet var politiseret før valgkampen, var andelen af desertører højest (37 pct.) blandt de ikke-socialistiske modstandere, der besluttede sig under 253
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
valgkampen. Men der var også 20 pct. overløbere blandt modstandere, der havde besluttet sig inden. Der næppe tvivl om, at efterlønssagen kostede V og K mange stemmer. Ud fra tallene her siger et maksimumsskøn, at de socialistiske partier vandt 5 pct. af samtlige vælgere fra de ikke-socialistiske partier pga. efterlønnen. Det bekræftes også af undersøgelser af de direkte berørte (Stubager & Møller Hansen, 2013: 77-85). Tabel15.6. Partiskift mellem socialistiske og ikke-socialistiske partier, opdelt efter syn på efterlønsreform og beslutningstidspunkt. Pct. Fra socialistisk til ikke-socialistisk blok Efterlønsreform Tilhænger Modstander Ved ikke
Alle
Fra ikke-socialistisk til socialistisk blok
Under valgkampen
Før valgkampen
Alle
Under valgkampen
Før valgkampen
47
62
31
4
8
3
9
25
2
28
37
20
15
31
3
14
22
6
I alt
18
38
7
13
20
8
(N)
407
204
202
1537
592
943 473
1138
333
805
857
379
273
110
161
351
158
191
1818
648
1167
2744
1128
1607
Spm. »Der blev i maj indgået et politisk forlig om efterlønnen, der begrænser adgangen til efterløn og forhøjer aldersgrænsen i et hurtigere tempo end hidtil planlagt. Er du tilhænger eller modstander af denne reform?«
Imidlertid var der også store modsatrettede bevægelser. Blandt socialistiske 2007-vælgere, der gik ind for efterlønsreformen, skiftede hele 47 pct. til et ikke-socialistisk parti i 2011. Tallet var endda 62 pct. blandt dem, der først besluttede sig under valgkampen, men igen var det ikke blot øjebliksstemninger. Blandt reformtilhængere, der havde besluttet sig før valgkampen, gik 31 pct. til et ikke-socialistisk parti. Blandt modstandere/neutrale var der ret få »desertører«. Der var færre reformtilhængere blandt de socialistiske vælgere (22 pct.), end der var modstandere på den borgerlige side. Men et maksimumsskøn siger, at ca. 4 pct. af samtlige vælgere forlod S og SF pga. efterlønnen. Naturligvis er det ikke årsagseffekt alt sammen, men det er plausibelt, at det er andet og mere end efterrationalisering. Efterlønsspørgsmålet flyttede mange vælgere. Men bevægelserne gik begge veje. Mønstret er det samme for dagpengereformen, jf. Tabel 15.7. Det er bare knapt så udtalt. Igen er der flest »på kant« med deres parti blandt de ikke-so254
Kapitel 15: 2011-valget: En serie af folkeafstemninger?
cialistiske vælgere; men der var en højere andel af de socialistiske »dissidenter«, der skiftede blok. »Genopretningspakken« 2010 var en gammel sag – derfor var det logisk nok, at der var mange blokskiftere blandt dem, der havde besluttet sig før valgkampen. Totalt var der maksimumtab på op mod 5 pct. af vælgerkorpset fra ikke-socialistisk til socialistisk og omkring 3 pct. den modsatte vej. Tabel 15.7. Partiskift mellem socialistiske og ikke-socialistiske partier, opdelt efter syn på dagpengereform og beslutningstidspunkt. Pct. Fra socialistisk til ikke-socialistisk parti dagpengeperiode
Alle
Fra ikke-socialistisk til socialistisk parti
Under Valgkampen
Før valgkampen
Alle
Under valgkampen
Før valgkampen
Fastholde (=reformtilh.)
39
51
26
4
7
2
Forlænge (=reformmodst.)
11
28
4
26
33
20 5
Ved ikke
22
48
4
13
24
I alt
18
38
7
13
20
8
(N)
394
202
191
1528
560
967
1296
392
902
1013
481
529
128
53
74
203
88
111
1818
648
1167
2744
1128
1607
Spm. »Der blev i 2010 indgået et forlig, der begrænser perioden, hvor man kan få arbejdsløshedsdagpenge, til to år. Det har været diskuteret, om man skulle forlænge perioden i den nuværende situation. Hvad mener du, Folketinget bør gøre?«
Et spørgsmål er så, hvor meget dobbelttælling, vi har her. Er det de samme vælgere, der er imod begge reformer, og hvad er den kombinerede effekt? Hvilke partier er det navnlig, der bløder vælgere? Ikke overraskende er der en stærk sammenhæng (r=.41), men det er dog kun 60-70 pct. af tilhængerne af den ene reform, der også er tilhængere af den anden – og tilsvarende på modstandersiden. I Tabel 15.8 er vist effekten af et simpelt additivt index fra -2 til + 2, hvor reformmodstand for begge spørgsmål er kodet -1, tilslutning kodet +1 og ved ikke 0. På den socialistiske side var der ikke de store forskelle fra parti til parti. Ca. halvdelen af partiernes vælgere afviste begge reformer, og kun ca. 10 pct. accepterede begge. Men blandt de sidstnævnte skiftede 60 pct. til de ikke-socialistiske partier. En høj procentdel, men af et lille tal. På den ikke-socialistiske side var bevægeligheden også stor blandt vælgere, der var imod begge reformer. 38 pct. skiftede til socialistisk parti. Og hver femte ikke-socialistiske vælger var
255
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
imod begge reformer. Blandt de 40 pct. ikke-socialistiske vælgere, der støttede begge reformer, var overgangen kun 2 pct. Tabel 15.8. Partiskift mellem socialistiske og ikke-socialistiske partier, opdelt efter syn på efterløns-og dagpengereform. Pct. ReformTilslutning*
Fra socialistisk til ikke-socialistisk parti Enh
-2
SF 2
-1 0
SD
I alt
Ny All
5
7
6
8
17
13
Rad V (76)
Venstre
Kons
I alt
39
30
41
38
(33)
17
17
(12)
21
25
9
10
8
11
8
4
4
6
31
25
28
47
8
28
+2
61
59
60
4
5
3
2
1
2
16
19
18
18
22
22
18
9
8
13
(N)
14
DF
(59)
+1
I alt
(25)
Fra ikke-socialistisk til socialistisk parti
65
334
533
932
20
23
231
197
46
525
10
74
108
192
8
21
41
58
26
157
24
179
243
447
40
52
183
349
102
743
4
33
34
72
10
17
65
106
39
237
10
66
101
176
46
72
170
572
217
1082
113
686
1020
1818
125
184
690
1282
430
2744
*)Additivt indeks af tilslutning til efterløns- og dagpengereform.
Man kunne have ventet, at overgangen til socialistiske partier ville være størst blandt Dansk Folkepartis vælgere. Men faktisk var det »fejlplacerede« radikale og Ny Alliance vælgere, der deserterede mest, med 60-75 pct. Hos Dansk Folkeparti og De Konservative var »overgangsraten« omkring 40 pct. Imidlertid var der ca. 1/3 af Dansk Folkepartis vælgere, der var imod begge reformer – kun godt 10 pct. hos De Konservative. Venstre havde ca. 15 pct. vælgere, der var imod begge reformer, men kun 30 pct. af disse flygtede til de socialistiske partier. Syn på forhøjelse af skatterne korrelerer også med skift mellem blokkene. Meget få socialistiske 2007-vælgere var totalt afvisende over for skatteforhøjelser, men af dette mindretal skiftede 42 pct. til et ikke-socialistisk parti (64 pct. blandt dem, der besluttede sig under valgkampen). På den ikke-socialistiske fløj var der få, der så højere skatter som en løsning, men blandt dem var der 30-38 pct., der skiftede til et socialistisk parti. Synet på skatterne er dog uhyre stærkt ideologisk bestemt, så der er måske ikke så meget issue-effekt i disse tal.
256
Kapitel 15: 2011-valget: En serie af folkeafstemninger?
Tabel 15.9. Partiskift mellem socialistiske og ikke-socialistiske partier, opdelt efter syn på at hæve skatterne. Pct. Fra socialistisk til ikke-socialistisk parti V166 forhøje skatten*) I meget høj grad
Alle
Fra ikke-socialistisk til socialistisk parti
Under valgkampen
Før valgkampen
Alle
Under valgkampen
Før valgkampen
5
(13)
3
30
(50)
19
I høj grad
10
24
5
38
38
39
I nogen grad
14
33
4
22
30
14
I mindre grad
22
39
9
10
14
7
Slet ikke
42
64
21
5
9
3
Ved ikke
16
39
9
16
31
7
I alt
18
38
7
13
20
8
(N)
104
22
82
66
26
38
222
55
166
132
61
71
772
261
510
591
291
299
355
154
201
678
274
404
206
99
106
1085
403
679
159
57
102
193
74
117
1818
648
1167
2744
1128
1607
Spm. I hvilken grad mener du, hvert af følgende forslag kan bidrage til at skaffe flere penge til at finansiere velfærdsopgaverne i det danske samfund? – Sætte skatten i vejret?
7. Andre issues S og SF’s bud på en finansiering af velfærdsforbedringer var en times forlængelse af den ugentlige arbejdstid. Det dominerede langtfra valgkampen, men i lyset af de skibbrudne trepartsforhandlinger i 2012 er det interessant at se, hvorledes vælgerne reagerede. Det er her nødvendigt at skelne mellem både Enhedslisten til venstre og Dansk Folkeparti og andre borgerlige partier til højre for regeringen, jf. Tabel 15.10. Resultaterne tyder ikke på, at emnet spillede den store rolle. De fleste 2007-tilhængere af S, SF og RV bakkede op om den ekstra time. Blandt de skeptiske var der en vis vælgerflugt – ikke til Enhedslisten eller Dansk Folkeparti, men navnlig til VK og Liberal Alliance. Omvendt var VK- og Liberal Alliance-vælgere typisk imod forslaget, men blandt de få tilhængere var der større overgang til S-R-SF. Det genfindes hos Dansk Folkeparti. Tallene indvarsler ikke den senere kritik i Socialdemokratiet, men tyder mere på, at emnet ikke var så politiseret. Noget lignende kan siges om forslaget om offentlige besparelser. Her er det formentlig mere den generelle ideologiske orientering, der slår igennem, jf. Tabel 15.11. Hos de mest overbeviste tilhængere af besparelser blandt S-SF’s 2007-vælgere var der en vis flugt til de borgerlige partier i 2011. Noget lignende
257
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
gælder de radikale, mens nogle VK-modstandere kunne fristes af Socialdemokratiet. Det samme ser man hos Dansk Folkeparti. Tabel 15.10. Partivalg 2011, opdelt efter partivalg 2007 og syn på at arbejde en time mere om ugen. Pct. vandret. V175. Arbejde en time mere
Enh
S+SF+RV
VK,borgl.i øvr.
Dansk Fp
N(=100%)
S+SF+RV 2007 Høj+meget høj grad
11
83
5
1
564
Nogen grad
9
86
4
1
621
Mindre grad
7
81
11
1
284
11
63
22
4
222
Høj+meget høj grad
1
28
69
2
206
Nogen grad
1
19
75
5
373
Mindre grad
1
9
86
4
377
Slet ikke
0
6
86
8
624
Høj+meget høj grad
7
30
10
53
118
Nogen grad
3
21
19
57
133
Mindre grad
2
10
27
61
107
Slet ikke
2
6
22
70
247
Slet ikke VK+borgl.i øvr. 2007
Dansk Fp 2007
Spm. I hvilken grad mener du, hvert af følgende forslag kan bidrage til at skaffe flere penge til at finansiere velfærdsopgaverne i det danske samfund? – Arbejde en time mere om ugen i gennemsnit?
Tabel 15.11. Partivalg 2011, opdelt efter partivalg 2007 og syn på offentlige besparelser. Pct. vandret. V172. Off.besparelser
Enh
S+SF
RV
VK,borgl..
Dansk Fp
N(=100%)
S+SF 2007 Høj+meget høj grad
9
58
13
16
4
245
Nogen grad
8
71
11
9
1
501
Mindre grad
10
76
10
3
1
486
Slet ikke
14
76
6
3
1
307
(-)
(23)
(31)
(46)
(-)
26
3
14
67
16
-
63
RV 2007 Høj+meget høj grad Nogen grad Mindre grad Slet ikke
5
13
79
-
3
56
(8)
(29)
(58)
(4)
(-)
24
VK+borgl.i øvr. 2007 Høj+meget høj grad
0
4
3
89
4
738
Nogen grad
1
8
4
81
6
538
Mindre grad
1
16
8
69
6
260
Slet ikke
3
25
7
57
8
101
Dansk Fp 2007 Høj+meget høj grad
3
7
1
27
62
265
Nogen grad
2
14
1
14
69
178
Mindre grad
4
27
1
8
60
113
Slet ikke
7
19
3
14
57
69
Spm. I hvilken grad mener du, hvert af følgende forslag kan bidrage til at skaffe flere penge til at finansiere velfærdsopgaverne i det danske samfund? – Skære ned på de offentlige udgifter?
258
Kapitel 15: 2011-valget: En serie af folkeafstemninger?
8. Konklusion. En stribe folkeafstemninger Det er næppe for meget at sige, at valget 2011 blev en stribe folkeafstemninger om en serie aktuelle issues. Vi har her behandlet dem som korttidsfaktorer og har fokuseret på partiskift. Det udelukker dog ikke, at der kan være tale om en mere varig »omsortering« i forhold til nye eller stærkere konfliktmønstre oven på den mere konsensusorienterede periode frem til 2010. I hvert fald er det forbløffende, så markant disse issues slog igennem. At efterlønnen flyttede mange stemmer fra blå til rød, er velkendt, men det er mindre kendt, at en del socialistiske vælgere støttede efterlønsindgrebet – og ofte tog konsekvensen ved at skifte blok. Egentlig er de store bevægelser ikke så overraskende i lyset af reformens indgribende karakter. Det samme kan siges om dagpengeindgrebet 2010, der var en meget vidtgående reform i en krisetid. Også synet på offentlige investeringer korrelerede med vælgerbevægelserne. Netto var det en vindersag for S, SF og De Radikale, men forslaget syntes navnlig at have haft appel til vælgere, der i forvejen lå ideologisk tæt på disse og måske ville være svunget over alligevel. Noget lignende kan siges om skattestigninger og offentlige besparelser. Kun skattestoppet havde en effekt, som går ud over, hvad mere grundlæggende ideologiske faktorer kan forklare. Selvom S, SF og De Radikale gik til valg på et løfte om at fastholde skattestoppet, blev de tilsyneladende ikke troet af alle. Spørgsmålet om betalingsringen blev brugt i valgkampen som billede på, at det ville blive dyrere at være dansker under en ny regering. Det synes at have haft en selvstændig effekt. Ikke kun socialdemokrater, men også SF’ere synes at have taget flugten over til de borgerlige partier pga. betalingsringen. Sagen kan også have trukket vælgere den modsatte vej, men vælgermæssigt ligner betalingsringen allerede fra starten af folketingsvalgkampagnen 2011 et selvmål for S-SF. Endelig kan vi spørge, om ovenstående reaktioner giver en nøgle til at forstå, hvad der skete efter valget. Det kan vi ikke sige noget sikkert om, men det ser ud til, at S-SF-R blokken tiltrak ganske mange vælgere fra »blå blok« på kritikken af VK-regeringens velfærdsindgreb (jf. også kapitel 14). Da disse vælgere erfarede, at S-R-SF var mere af det samme, har de næppe haft den store tilskyndelse til at blive.
259
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer Borre, Ole, Hans Jørgen Nielsen, Steen Sauerberg & Torben Worre (1976). Vælgere i 70’erne. København: Akademisk Forlag. Campbell, Angus, Philip E. Converse, Warren E. Miller & Donald E. Stokes (1960). The American Voter. New York: Wiley. Goul Andersen, Jørgen (2007). »Samfundskonflikter, partier i bevægelse og vælgere med omtanke« pp. 11-55 in Jørgen Goul Andersen, Johannes Andersen, Ole Borre, Kasper Møller Hansen & Hans Jørgen Nielsen (red.), Det nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Aarhus: Academica. Goul Andersen, Jørgen (2013). Krisens Navn. Bekæmper regeringen den forkerte økonomiske krise? København: Frydenlund Academic. Goul Andersen, Jørgen & Rune Stubager (2013). »Krise og velfærdsholdningen« pp.163-188 in Rune Stubager, Kasper Møller Hansen & Jørgen Goul Andersen, Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Stubager, Rune & Kasper Møller Hansen (2013). »Social baggrund og partivalg« pp. 61-88 I Rune Stubager, Kasper Møller Hansen & Jørgen Goul Andersen, Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Aardal, Bernt (2011). »Det politiske landskap – stabile grunnholdninger og skiftende partipreferanser« pp. 97-130 i Bernt Aardal (red.), Det politiske landskap. En studie av stortingsvalget 2009. Oslo: Cappelen Damm Akademisk.
260
Kapitel 16: Blokskiftere
Kapitel 16
Blokskiftere Ditte Shamshiri-Petersen & Sanne Lund Clement
1. Indledning: Vælgere på vandring Efter et årti med nogenlunde stabilitet blev folketingsvalget i 2011 det valg, hvor vælgerne igen for alvor begyndte at røre på sig, jf. kapitel 1 og 15. Knap 40 pct. af vælgerne stemte på et andet parti end det, de havde stemt på fire år forinden, og knap hver 10. vælger skiftede fra den såkaldte »blå blok«, der omfatter Venstre, Konservative, Liberal Alliance samt Dansk Folkeparti til den »røde blok«, der omfatter Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne samt Radikale Venstre. Ud fra meningsmålingerne var det ikke så overraskende, at der ville blive store bevægelser. De to regeringspartier, Venstre og Konservative, havde længe stået til tilbagegang. Det lå i luften, at mange vælgere efter 10 år med en borgerlig regering ønskede forandring, og regeringens håndtering af den økonomiske krise fremstod heller ikke overbevisende, sammenlignet med nabolande som Sverige og Tyskland. Under valgkampen skrumpede »rød bloks« føring dog ind. Både Socialdemokraterne og SF endte med at gå tilbage, mens Venstre gik frem, så nettoforskydningerne mellem blokkene blev mindre end ventet. Det dækkede imidlertid over ret store bruttoforskydninger begge veje. Men hvem var de vælgere, der tog turen fra den ene politiske blok til den anden egentlig, og hvad var årsagerne til deres skift? Dette er temmelig sparsomt belyst i danske valgundersøgelser. Det skyldes for det første, at stikprøverne aldrig har været over 2000 svarpersoner. I 2011 har vi imidlertid en langt større stikprøve til rådighed (jf. bilag 1), og det er således muligt at se nærmere på de såkaldte blokskiftere ved 2011-valget. Og for det andet har interessen – også i forlængelse af stikprøvernes størrelse – mere samlet sig om partiskiftere under ét end om de væsentligt færre blokskiftere. Også selvom det især er de sidstnævnte, der bestemmer, hvor det politiske flertal skal ligge. Hvor vores viden om parti- og blokskiftere i dansk kontekst er ret begrænset, findes der imidlertid en omfattende international litteratur om partiskiftere82. En 82 Det skal bemærkes, at der i litteraturen er der stor forskel på, hvordan skiftere defineres (for gennemgang se Mayer, 2008:2ff. samt Boyd, 1986:231ff.) og at der derfor forekommer definitoriske forskelle i den refererede litteratur.
261
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
litteratur, der deler sig i to forskellige perspektiver (se Boyd, 1986). Det ene perspektiv fremhæver, at partiskifterne hører til i segmentet af mindst politisk engagerede og kompetente vælgere. Både klassiske og nyere studier har henvist til, at partiskifterne er mindre interesserede i politik, følger mindre med, har mindre viden, og generelt er mindre politisk aktive end de vælgere, der stabilt stemmer på samme parti (Lazarsfeld, Berelson & Gaudet, 1948; Milne & Mackenzie, 1954, 1958; Daud, 1961; Converse, 1966; Butler & Stokes, 1969; Dreyer, 1971-1972; Kelley, 1983; Zaller, 2004; Hansen, Slothuus & de Vreese, 2007; Mayer, 2008). Partiskifternes endelige valg er i højere grad tilfældigt (jf. McAllister, 2002) og motiveret af følelser frem for rationalitet (Andersen, 2008). Det andet perspektiv fremhæver derimod en vis grad af rationalitet hos skifterne. De peger på, at der er en sammenhæng mellem politikpræferencer og partiskift (Key, 1966; Natchez & Bupp, 1968; RePass, 1971; Kirpatrick & Jones, 1974). Der henvises også til, at partiskifterne handler lige så meget i overensstemmelse med deres politiske overbevisninger som de stabile vælgere gør (Boyd, 1986). Og i hvert fald de danske partiskiftere er ikke kun at finde blandt de mindst politisk interesserede vælgere – de findes også blandt de mest interesserede (Hansen, Slothuus & de Vreese, 2007). To spørgsmål rejser sig i den forbindelse. Det første er meget naturligt, hvorfor litteraturen tilsyneladende er uenig. En god del af svaret kan ligge i, at partiskifterne ikke er en homogen gruppe (se også Hansen, Slothuus & de Vreese, 2007). Partiskifterne består både af vælgere, hvor skiftet udtrykker manglende engagement og viden, og af vælgere, hvor partiskiftet udtrykker refxon og politiske præferencer (Shamshiri-Petersen, 2011). Det næste spørgsmål er, om og i hvilken udstrækning, blokskifterne adskiller sig fra partiskifterne. I amerikansk kontekst betyder topartisystemet, at partiskift og blokskift er stort set samme fænomen, men dette er ikke tilfældet i Danmark. Her er vores viden om blokskiftere som nævnt begrænset. Det er det andet spørgsmål, der er emnet for dette kapitel. Hensigten er at se nærmere på de vælgere, der krydser grænsen mellem de politiske blokke. I hvor høj grad adskiller disse vælgere sig fra dem, der nøjes med at skifte parti inden for blokkene, og fra dem, der stabilt stemmer på samme parti valg efter valg? Vore data giver desværre ikke mulighed for at lave en helt tilbundsgående undersøgelse af det politiske engagement og kompetencer, da der eksempelvis ikke er spurgt om respondenternes forbrug af politiske nyheder, viden om politik, eller subjektive vurdering af, om politik er let eller svært at følge med i. Da kun stikprøven fra 2011 er tilstrækkelig stor, er der heller ikke mulighed for 262
Kapitel 16: Blokskiftere
at gennemføre tilsvarende analyser for tidligere år. Det begrænser naturligvis generaliseringsmulighederne, såfremt 2011-valget er atypisk. Men et sted må man begynde, og vore data giver til gengæld for en gangs skyld rig mulighed for en ordentlig karakteristik af blokskifterne. Ved at se på køn, alder, uddannelse, partiidentifikation, politisk interesse samt beslutningstidspunkt får vi svar på, om skiftere hhv. inden for blokkene og mellem blokkene har samme profil, eller om det er nogle bestemte vælgergrupper, der er tilbøjelige til at lade sig flytte over blokgrænsen. Og selvom man kunne have ønsket flere indikatorer, har vi trods alt nogle centrale mål for politisk engagement. I forlængelse heraf kan variabler som graden af sympati for det parti, man stemte på i 2007 og 2011, om man stemte med begejstring eller ej, samt om man mener, det gør en forskel, hvem der har regeringsmagten, betragtes som en dimension af politisk engagement. Vi får således også en større forståelse af, om blokskift i højere eller mindre grad end partiskift inden for blokken er udtryk for utilfredshed, skuffelse/protest, eller ligegyldighed.
2. En oversigt Indledningsvist er det relevant ganske kort at vise omfanget af henholdsvis stabile, partiskiftere inden for blokken samt blokskiftere. Både stabilitet og skift er baseret på recall, det vil sige respondenternes erindring om, hvad de stemte på i 2007. At forlade sig på respondenternes evne eller vilje til at erindre, hvad de stemte fire år tidligere, er naturligvis forbundet med en vis usikkerhed. Tidligere undersøgelser tyder dog på, at problemet er begrænset (Shamshiri-Petersen, 2010:8; Hansen, Slothuus og de Vreesem 2007:85). Af Tabel 16.1 fremgår både, hvor mange vælgere, der skiftede parti ved 2011-valget, samt retningen på skiftet. Som nævnt indledningsvis var det ca. 40 pct. af vælgerne, der stemte på et andet parti i 2011 end i 2007. 26 pct. skiftede til et andet parti inden for samme politiske blok. Denne gruppe deler sig næsten ligeligt mellem rød og blå blok. De sidste 13 pct. af vælgerne skiftede blok. Ikke overraskende er en overvejende del af disse skift fra blå til rød blok. 9 pct. af vælgerne i stikprøven forlod i 2011 blå blok til fordel for rød blok – mens kun 4 pct. vandrede den anden vej. 83 I de følgende analyser skelnes der dog ikke mellem retningen på skiftene. 83 Data er vejet efter partivalg 2011, men vi har ikke forsøgt »dobbelt« vejning på både 2007 og 2009 for at få regnskabet til at stemme. Det er ikke afgørende for analysen i dette kapitel, da vi ikke forsøger at opstille en (mest mulig) perfekt vandringsmatrice, men er interesseret i at vide mere om forskellige typer af partiskiftere.
263
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 16.1. Andel af stabile vælgere, partiskiftere inden for blokkene og partiskiftere mellem blokkene (blokskiftere) fra 2007-valget til 2011-valget. Pct. Pct.
N
Stabil
61
2765
Skiftet inden for rød blok
13
598
Skiftet inden for blå blok
12
559
Partiskift inden for blokken
26
1157
Skiftet fra rød til blå blok
4
169
Skiftet fra blå til rød blok
9
414
Partiskift mellem blokkene I alt
13
583
100
4505
Anm.: Kun respondenter, der har stemt ved begge valg, er medtaget. »Rød blok«.består af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne samt Radikale Vestre, og »blå blok«.af Venstre, Konservative, Liberal Alliance samt Dansk Folkeparti. I 2007 er Minoritetspartiet kodet som rød blok og CD samt Ny Alliance som blå. Respondenter, der i 2007 stemte på Ny Alliance og i 2011 på Liberal Alliance, er kodet som stabile. Da Kristendemokraterne støttede en rød regering i 2007 og en blå i 2011, er de få respondenter, der har stemt på partiet, udeladt. Kilde: Alle tabeller i dette kapitel på nær Tabel 16.4 bygger på YouGov-undersøgelsen af valget 2011. Som nævnt indledningsvist var det ca. 40 pct. af vælgerne, der stemte på et andet parti i 2011 end i 2007. 26 pct. skiftede til et andet parti inden for samme politiske blok. Denne gruppe deler sig næsten ligeligt mellem rød og blå blok. De sidste 13 pct. af vælgerne skiftede blok. Ikke overraskende er en overvejende del af disse skift fra blå til rød blok. 9 pct. af vælgerne i stikprøven forlod i 2011 blå blok til fordel for rød blok – mens kun 4 pct. vandrede den anden vej.84 I de følgende analyser skelnes der dog ikke mellem retningen på skiftene.
3. Sociale baggrundsvariable og partiskift Det næste spørgsmål er, hvordan de to forskellige typer af partiskiftere og stabile vælgere adskiller sig på sociale baggrundsvariable. Tabel 16.2 viser således fordelingen på de tre typer inden for forskellige samfundsgrupper, nærmere bestemt en opdeling efter de klassiske baggrundsvariable køn, alder og uddannelse. Som det fremgår, er gennemsnittene for mænd og kvinder stort set ens, mens der for alder og uddannelse forekommer signifikante forskelle. Ikke overraskende stiger stabiliteten i partivalget med alderen – det er de yngste vælgere, der er mest tilbøjelige til at skifte parti. Det svarer helt til det klassiske fund i litteraturen, hvor det ofte er påvist, at partivalget stabiliseres med alderen, i takt med, at politiske præferencer og holdninger grundfæstes (fx Campbell et al., 1960; Converse, 1962, 1964; Jennings, 1989). Også tidligere danske undersøgelser har vist, at de yngste vælgere er de mest omskiftelige (fx Hansen, Slothuus & de Vreese, 2007; Andersen, 2008). Der er dog to ting, der 84 Data er vejet efter partivalg 2011, men vi har ikke forsøgt »dobbelt«.vejning på både 2007 og 2009 for at få regnskabet til at stemme. Det er ikke afgørende for analysen i dette kapitel, da vi ikke forsøger at opstille en (mest mulig) perfekt vandringsmatrice, men er interesseret i at vide mere om forskellige typer af partiskiftere.
264
Kapitel 16: Blokskiftere
er værd at bemærke: For det første er de ældre vælgere langtfra stabile. Selv blandt 60-65-årige skiftede næsten 30 pct. parti i 2011. For det andet er det bemærkelsesværdigt, at stabiliseringen med alderen næsten kun gælder partiskift inden for blokkene og ikke blokskift. Som det fremgår af tabellens sidste kolonne, er de ældste vælgere med en andel på 9 pct. ganske vist signifikant mindst tilbøjelige til at skifte blok, men det er ikke de yngste, der skifter blok mest. Det er de 30-39-årige og 40-49-årige (med 15 pct. for begge kategorier). Tabel 16.2. Andelen af stabile, partiskiftere inden for blokken og partiskiftere mellem blokkene fra 2007 til 2011, opdelt efter køn, alder, skoleuddannelse og partiidentifikation. Pct. Stabil
Partiskift inden for blokken
Partiskift mellem blokkene
I alt
N
Kvinder
60
27
13
100
2141
Mænd
62
25
13
100
2365
21-29
48
38
14
100
641
30-39
57
28
15
100
994
40-49
62
23
15
100
1144
50-59
66
23
11
100
1080
60-65
71
20
9
100
649
Grundskole/ folkeskole
65
22
13
100
1094
Gymnasial uddannelse
50
37
13
100
298
Erhvervsfaglig uddannelse
65
22
13
100
1816
Kort videregående
56
30
14
100
271
Mellemlang videregående
56
31
13
100
672
Lang videregående
57
31
12
100
351
Partitilhænger
80
15
5
100
2046
I tvivl
51
33
16
100
424
Ikke partitilhænger
43
36
21
100
1982
Alle vælgere
61
26
14
100
Køn
Alder*
Uddannelse*
Tilhænger af et parti*
*Signifikant sammenhæng på mindst 0,05-niveau. Chi2-test. Anm.: De enkelte kategorier undersøges vha. en residualanalyse. Den standardiserede residual opfører sig som z-scoren, og en værdi på +-2 (1,96) eller derover vil da indikere, at den undersøgte andel adskiller sig signifikant fra den gennemsnitlige (Agresti & Finlay, 2009:229-230). Disse andele er markeret med fed. Alle oplysninger er fra 2011. De yngste, der har stemt både i 2007 og 2011 og derfor medtaget i analysen, er 21 år i 2011. De ældste i data er 65.
En nærmere statistisk analyse viser, at alder også forklarer en god del af det mønster, vi ser for uddannelse: Vælgere med folkeskole som højest fuldførte uddannelse er de mest stabile (65 pct. har stemt på samme parti både i 2007 og 265
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
2011). De mindst stabile er gruppen med gymnasium o.l. uddannelse som højest fuldførte (50 pct. stabile). Det stemmer overens med, at der er en overvægt af henholdsvis ældre og yngre i disse to kategorier. Mange med gymnasial uddannelse har endnu ikke afsluttet den efterfølgende, erhvervsrettede uddannelse. Noget lignende gælder delvist erhvervsfaglige overfor videregående uddannelser. Vælgere med en erhvervsfaglig uddannelse er lige så stabile (65 pct.) som de folkeskoleuddannede, og mere stabile end grupperne med videregående uddannelse. Her er alderseffekten dog mere begrænset, hvilket indikerer, at stabiliteten også har tendens til at falde i takt med, at uddannelsesniveauet stiger. Også dette er i overensstemmelse med tidligere empiriske analyser fra de nordiske lande, hvor man netop har peget på, at de højtuddannede alt andet lige er lidt mere tilbøjelige til at skifte parti (Holmberg & Oscarsson, 2004; Hansen, Slothuus & de Vreese, 2007; Andersen, 2008). Igen viser det sig dog, at disse uddannelsesforskelle kun gælder skift inden for blokkene: Her er der signifikante forskelle mellem uddannelseskategorierne. Men andelen, der skifter mellem rød og blå blok, er stort set identisk for alle uddannelseskategorier. Den største betydning har vælgernes følelse af partitilhørsforhold. Ikke overraskende er de vælgere, der føler sig som tilhænger af et bestemt parti, også de klart mest stabile i deres partivalg. 80 pct. af partitilhængerne har stemt på samme parti i 2007 og 2011, mens det samme blot gælder 43 pct. af de, der ikke er tilhængere. Og her finder man både signifikante forskelle, når det gælder skift mellem blokkene og skift inden for blokkene. Således er der mere end 20 pct. af de erklærede ikke-tilhængere, der har skiftet blok, hvorimod det samme blot gælder 5 pct. af tilhængerne. Set med lidt andre briller er det dog værd at bemærke, at »sidespring« eller brud også forekommer relativt hyppigt blandt de erklærede partitilhængere. Set i forhold til de klassiske teorier om partiidentifikation er 20 pct. partiskiftere og heraf 5 pct. blokskiftere blandt de vælgere, der identificerer sig med et bestemt parti, trods alt relativt høje tal. Det kan så dække over, at de fortsat identificerer sig med tidligere parti, men har svigtet denne gang, eller at de er blevet hurtigt forelsket i deres nye parti og allerede identificerer sig med det.
266
Kapitel 16: Blokskiftere
4. Engagement og kompetencer Vælgernes interesse i politik er altid blevet tillagt stor betydning, når det gælder politisk deltagelse og adfærd. Ikke mindst ses interessen som et afgørende mål for den enkeltes engagement i politik. Som nævnt er det et typisk fund lige siden 1950’erne, at det er de mindst politisk engagerede og vidende, der er mest tilbøjelige til at skifte rundt mellem partierne (med den implikation, at det ofte er de mindst engagerede og vidende, der afgør valgene). Men holder dette også stik for Danmark i 2011 – og gælder det så i højere grad dem, der skifter mellem blokkene end dem, der blot skifter til et parti inde for samme blok? Som det fremgår af Tabel 16.3, er svaret ikke entydigt: Tabel 16.3. Andelen af stabile, partiskiftere inden for blokken og partiskiftere mellem blokkene fra 2007 til 2011, opdelt efter partiidentifikation, interesse og beslutningstidspunkt. Pct. Stabil
Partiskift inden for blokken
Partiskift mellem blokkene
I alt
N
Meget interesseret
60
27
13
100
1014
Noget interesseret
62
26
12
100
2161
Kun lidt eller slet ikke
61
24
15
100
1336
Før valgkampen
78
15
7
100
2756
Tidligt i valgkampen
38
42
20
100
86
I de sidste dage før valget
31
43
26
100
932
Alle vælgere
61
26
13
100
Politisk interesse*
Beslutningstidspunkt*
*Signifikant sammenhæng på mindst 0,05-niveau. Chi2-test. Anm.: De enkelte kategorier undersøges vha. en residualanalyse. Den standardiserede residual opfører sig som z-scoren, og en værdi på +-2 (1,96) eller der over vil da indikere, at den undersøgte andel adskiller sig signifikant fra den gennemsnitlige (Agresti & Finlay, 2009:229-230). Disse andele er markeret med fed. Alle oplysninger er fra 2011.
Imod den umiddelbare forventning viser tabellen således, at der ikke er nævneværdige forskelle i stabilitet eller partiskift mellem de mere interesserede og de mindre interesserede. Andelen af stabile er stort set identisk, og det gælder stort set både for partiskift inden for og mellem blokkene. Dog kan det bemærkes, at de vælgere, der kun er lidt eller slet ikke interesserede i politik, også er de mest tilbøjelige til at have skiftet blok fra 2007 til 2011. I denne gruppe har 15 pct. skiftet blok mod et gennemsnit på 13 pct. Denne forskel er akkurat statistisk sikker. Til gengæld er de mindst interesserede med en andel på 24 pct. mindre tilbøjelige til at have skiftet parti inden for blokken, hvor gennemsnittet for alle 267
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
vælgere er 26 pct. Under alle omstændigheder er disse forskelle dog små. Men det bemærkelsesværdige er altså, at vi ved 2011-valget ikke finder nævneværdig effekt af politisk interesse. Endelig har vi også medtaget beslutningstidspunktet i Tabel 16.3. På den ene side kan man argumentere for, at en beslutning truffet sent er udtryk for, at man ikke har gjort sig de store overvejelser på forhånd og dermed lav grad af engagement. På den anden kan man også argumentere for, at vælgere kan være engageret i og vidende om politik og alligevel – eller netop af den grund – tvivle til det sidste. Det kan jo variere fra valg til valg, alt efter politiske begivenheder i den mellemliggende periode. Som omtalt i andre af bogens kapitler har vi i meningsmålingerne set usædvanligt store partipolitiske forskydninger efter 2011-valget. Uanset årsagen kan beslutningstidspunktet dog fortælle os noget om, i hvilket omfang, der knytter sig tvivl til henholdsvis skift inden for og mellem blokkene. Ikke overraskende viser det sig, at jo senere man har besluttet sig for, hvor krydset skal sættes, desto mere tilbøjelig er man til at have skiftet parti. Det gælder både for skift inden for og mellem blokkene. Blandt de vælgere, der først besluttede sig i de sidste dage før valget, endte hele 26 pct. med at skifte blok. Blandt de vælgere, der besluttede sig tidligere i valgkampen, var det 20 pct. Til sammenligning gjaldt det blot 7 pct. af dem, der allerede før valgkampen vidste, hvor krydset skulle sættes. Det viser – sammen med den høje andel af vælgere, der besluttede sig sent – at valgkampen i 2011 var usædvanlig vigtig. Det viser også, at skift fra et parti til et andet i 2011 var forbundet med betydelig tvivl, navnlig når der var tale om partier fra forskellige blokke. Hvad det sidste angår, står spørgsmålet om kausalretningen dog åbent: Tvivler man ekstra længe, fordi man overvejer et stort og for nogle måske drastisk skift, eller er skiftet i stedet resultatet af tvivl, der har betydet, at valgkampspåvirkninger – eller evt. rene og skære tilfældigheder – er blevet afgørende i stemmeboksen?
5. Politisk skuffelse og protest Spørgsmålet om valgkampspåvirkninger er nærmere behandlet i kapitel 15 om 2011-valgkampens issues og deres betydning, hvor der er påvises ganske stærke sammenhænge mellem holdninger og partiskift. Men det er kun halvdelen af historien – det kan både dække over begejstring for det »nye« partis stand268
Kapitel 16: Blokskiftere
punkt, utilfredshed og protest mod det »gamle« parti, eller en mere generel følelse af afmagt og modløshed. Derfor skal vi i det følgende undersøge en sidste dimension af det politiske engagement i bredeste forstand, nemlig vælgernes oplevelse af partiernes politik. Den politiske tillid er blevet meget lav de seneste år (jf. kapitel 17), om end der var en midlertidig forbedring i forbindelse med selve valget og valgkampen 2011. Men i hvilken udstrækning stemte vælgerne med begejstring, og føler de, at det gør en forskel, hvem der har regeringsmagten? Begge dele kan siges at udtrykke en form for politisk afmagtsfølelse. Men hvilken betydning har det for partiskift? Og i hvor høj grad har de forskellige partiskiftere bevaret sympati for deres gamle parti – eller knyttet stærke bånd til det nye? Hans Jørgen Nielsen (1983) beskrev engang, at vælgerne trods den høje mistillid i 1970’erne alligevel stemte på det parti, de syntes allerbedst om. Men hvordan ser det ud i dag? Tabel 16.4. Andelen af vælgere 2001-2011. Opdelt efter begejstring for partivalg samt oplevelse af, at regeringsmagten gør en forskel. Pct. 2001
2005
2007
2011
Stemte med… Med begejstring
17
14
-
13
Med tilfredshed
44
46
-
46
Med blandede følelser
32
34
-
32
7
6
-
100 (N=1876)
100 (N=2044)
Måtte vælge ml. to onder I alt
9 100 (N=5015)
Regeringsmagten 1. Det gør en stor forskel
27
29
39
31
2.
33
35
31
31
3.
24
22
18
22
4.
11
9
8
10
5. Det betyder ikke noget I alt
5
5
4
6
100 (N=2007)
100 (N=2217)
100 (N=1407)
100 (N=5079)
Anm:: 2001, 2005 og 2007 er beregnet pba. valgundersøgelserne under Det Danske Valgprojekt 2001-2007. For 2011 er det YouGov-data jf. bilag 1. For 2007 er det kun hovedundersøgelsen, der er beregnet på. Desuden findes spørgsmålet om, hvorvidt respondenten stemte med begejstring eller ej, ikke i 2007.
Allerførst kan det konstateres, at utilfredsheden ikke var gået helt over gevind ved 2011-valget, selvom den politiske mistillid var højere end ved de foregående valg. Som det fremgår af tabel 16.4, var andelen, der »stemte med begejstring« eller »tilfredshed«, næsten den samme som ved de foregående valg. Man kan ane et lille fald i andelen, der angiver »begejstring«, og en lille stigning i andelen, der angiver at måtte »vælge mellem to onder«. Men ændringen er 269
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
lille. Tilsvarende er der heller ikke nogen større ændring i, hvor stor betydning vælgerne tillægger valgets udfald. Det gør stadig »en stor forskel«, hvem der har regeringsmagten – kun 16 pct. mener, det »ikke betyder noget« eller kun har ringe betydning (værdien 4 på en 1-5 skala). Er det så vælgere, der stemmer uden begejstring, der er mest tilbøjelige til at skifte, og er det vælgere, der ikke tillægger valget større betydning, der alligevel ved deres partiskift er stærkt medvirkende til at afgøre det? Til det første spørgsmål finder vi, måske ikke så overraskende, at de vælgere, der stemte med begejstring eller tilfredshed, også var de mest stabile. De vælgere, der stemte med blandede følelser eller ligefrem følte sig tvunget til at vælge mellem to onder, var de mest tilbøjelige til at skifte parti både inden for og mellem blokkene. Således var der 11 pct. af de mest begejstrede, der skiftede blok fra 2007 til 2011, men 23 pct. af de mindst begejstrede. Lidt mere overraskende er det måske, at vi finder samme mønster i vælgernes oplevelse af, om det gør en forskel, hvem der har regeringsmagten. Blandt dem, der føler, det gør en stor forskel, stemte 70 pct. på samme parti i 2011 som i 2007, og blot 8 pct. skiftede blok. For dem, der ikke føler, det betyder noget, var tallene henholdsvis 51 pct. og 27 pct. Begge dele bekræfter sådan set den gamle bekymring for, at det er de mest ligeglade vælgere, der afgør valgene (Daudt, 1961). Men samtidig er der en vigtig nuance: Denne gruppe er ikke signifikant mere tilbøjelige end gennemsnittet til at skifte inden for blokkene. Kun mellem blokkene. Noget lignende gør sig gældende for begejstringen: Her er der ganske vist også en større tilbøjelighed til at skifte inden for blokkene blandt de mindst begejstrede. Men sammenhængen er stærkere, når det gælder skift mellem blokkene. Kort sagt: Den klassiske bekymring passer rimelig godt på blokskifterne, men ikke på dem, der skifter parti inden for blokkene. Og selv for blokskifterne er der den vigtige nuance, jf. kapitel 15, at disse skift altså passer temmelig godt med vælgernes policy præferencer. Tallene aktualiserer altså endnu en gang behovet for at skelne mellem blokskiftere og partiskiftere inden for blokkene. Det kommer endnu tydeligere frem, når vi ser på sammensætningen af disse to grupper. Eller mao. når vi beregner procenter på den modsatte led, jf. Tabel 16.5. Her er det bemærkelsesværdigt, at hele 62 pct. af blokskifterne enten følte, de måtte vælge mellem to onder (15 pct.) eller i hvert fald stemte med blandede følelser (47 pct.). Det er ganske mange. Til gengæld er der trods alt ikke så mange, der synes, det er 270
Kapitel 16: Blokskiftere
uden betydning, hvem der har regeringsmagten. Der er ganske vist en stærk sammenhæng med partiskift, men kun 11 pct. siger, det ikke betyder noget, og kun 12 pct. vælger den næstmest negative kategori 4 på 1-5 skalaen. Altså nok skuffelse og utilfredshed, men ikke ligegyldighed. Et andet mål er vælgernes sympati for det parti, de så stemte på. Den er ikke overraskende høj (96 pct.) for de stabile vælgere. Men også for partiskifterne inden for blokkene (93 pct.). Og selvom nogle af blokskifterne syntes, de måtte vælge det mindste onde, så er det trods alt 81 pct., der tilkendegav temmelig høj sympati for det parti, de valgte. Kun 8 pct. tilkendegav lav sympati for det parti, de stemte (eller måtte stemme) på.85 Tabel 16.5. Begejstring for partivalg samt oplevelse af, at regeringsmagten gør en forskel. Opdelt efter stabile, partiskiftere inden for blokkene og partiskiftere mellem blokkene fra 2007 til 2011. Pct. Stabil
Partiskift inden for blokken
Partiskift mellem blokkene
Stemte med…* Med begejstring
16
10
11
Med tilfredshed
51
45
27
Med blandede følelser
27
35
47
6
10
15
100 (N=2751)
100 (N=1149)
100 (N=580)
1. Det gør en stor forskel
36
27
21
2.
31
35
26
3.
19
24
30
4.
9
9
12
5. Det betyder ikke noget
4
4
11
100 (N=2695)
100 (N=1124)
100 (N=565)
Måtte vælge ml. to onder I alt Regeringsmagten*
I alt Sympati for 2011-parti* Høj grad af sympati
96
93
81
Middel sympati
2
4
11
Lav grad af sympati
2
3
8
100 (N=2596)
100 (N=1086)
100 (N=547)
I alt Sympati for 2007-parti* Høj grad af sympati
96
73
39
Middel sympati
2
13
16
Lav grad af sympati
2
14
45
100 (N=2565)
100 (N=963)
100 (N=483)
I alt *Signifikant sammenhæng på mindst 0,05-niveau. Chi2-test.
85 Der er heller ikke nogen tendens til faldende sympati for det parti, man stemmer på. Lavest var andelen i 2001, hvor »kun« 86 pct. angav høj sympati for det parti, de stemte på. Men i 2005, 2007 og 2011 var andelen hhv. 93, 97 og 93 pct. Igen en understregning af, at der var ret snævre grænser for mistilliden og utilfredsheden ved 2011-valget.
271
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Derimod er der en rigtig stor forskel i sympatien for det parti, man forlod – dvs. det parti, man stemte på i 2007. Her er andelen naturligvis igen 96 pct. for de stabile vælgere. Blandt dem, der skifter inden for blokken, er sympatien kølnet, men langtfra forsvundet. 73 pct. tilkendegiver høj grad af sympati, kun 14 pct. lav grad. Det er sådan set den gamle formulering om, at man stemmer på det parti, man synes allerbedst om. Ganske anderledes er det for blokskifterne. Kun 39 pct. angiver høj grad af sympati for det parti, de forlod, og hele 45 pct. tilkendegiver lav grad. Mange af blokskifterne er således rigtig godt knotne. Det understreger endnu en gang behovet for at skelne mellem de to typer af partiskiftere – men fortæller også om en ikke ubetydelig vrede. Man kunne så forestille sig, at der måske kunne være en markant opdeling mellem de politisk interesserede og de mindre interesserede partiskiftere, så det alene var det sidstnævnte, der bekræftede det klassiske billede af ligegyldighed, mens de interesserede først og fremmest var utilfredse. Så entydigt falder tallene dog langtfra ud, jf. tabel 16.6. Både når det gælder partiskiftere inden for blokkene og blokskiftere, er utilfredsheden/manglen på begejstring størst blandt de uinteresserede. Ikke overraskende er det også blandt de uinteresserede, vi finder flest, der ikke tillægger valgets udfald større betydning, men her er sammenhængen nærmest svagere, end når det gælder utilfredsheden/manglen på begejstring. Videre finder vi, at sympatien for det nye parti er størst blandt de interesserede skiftere – uanset om det er partiskiftere inden for blokkene eller blokskiftere. Det er ikke så overraskende, men er de interesserede partiskiftere så de mest utilfredse med deres tidligere parti? Når det gælder partiskiftere inden for blokkene, er svaret: Slet ikke. De interesserede har flere følelser til overs for deres gamle parti end de uinteresserede. Blandt blokskifterne kan vi akkurat få bekræftet hypotesen om, at de interesserede er de mest knotne på deres gamle parti: 46 pct. tilkendegiver lav sympati, mens tallet »kun« er 42 pct. for de uinteresserede. Det er dog en så statistisk usikker og mikroskopisk forskel, at den ikke kan tillægges større betydning. Men det er til gengæld endnu en gang med til at understrege forskellen mellem blokskiftere og partiskiftere inden for blokkene. De førstnævnte er væsentligt mere vrede på deres gamle parti, og det gælder ikke mindst de interesserede. De politisk interesserede partiskiftere inden for blokkene har derimod betydelig sympati tilbage for deres gamle parti
272
Kapitel 16: Blokskiftere
– de har bare fundet et parti, de synes endnu bedre om. Sat på spidsen er det de ikke helt loyale, men tilfredse kunder i det politiske supermarked. Tabel 16.6. Begejstring for partivalg, oplevelse af, at regeringsmagten gør en forskel samt partisympati 2007 og 2011. Opdelt efter stabile, samt hhv. interesserede og uinteresserede partiskiftere inden for blokkene og partiskiftere mellem blokkene. Pct. Stabil
Partiskift inden for blokken Interesserede
Partiskift mellem blokkene
uinteresserede
Interesserede
uinteresserede
Stemte med… Med begejstring
16
12
7
12
10
Med tilfredshed
51
46
42
32
17
Med blandede følelser
27
33
39
43
56
6
9
12
13
17
100 (N=2751)
100 (N=845)
100 (N=305)
100 (N=382)
100 (N=199)
1. Det gør en stor forskel
36
29
23
24
16
2.
31
36
31
27
23
3.
19
23
28
29
31
4.
9
9
10
11
15
5. Det betyder ikke noget
4
3
8
9
15
100 (N=2695)
100 (N=829)
100 (N=295)
100 (N=381)
100 (N=183)
Måtte vælge ml. to onder I alt Regeringsmagten
I alt Sympati for 2011-parti
96
95
88
85
75
Middel sympati
Høj grad af sympati
2
3
7
8
16
Lav grad af sympati
2
2
6
7
9
100 (N=2596)
100 (N=803)
100 (N=283)
100 (N=362)
100 (N=183)
I alt Sympati for 2007-parti
96
75
66
40
37
Middel sympati
Høj grad af sympati
2
11
17
14
21
Lav grad af sympati
2
14
17
46
42
100 (N=2565)
100 (N=727)
100 (N=236)
100 (N=314)
100 (N=168)
I alt
Anm.: Politisk interesse er her dikotomiseret, således at »meget interesseret« og »noget interesseret« er lagt sammen til »interesseret« og »kun lidt interesseret« og »slet ikke« er lagt sammen til »uinteresseret«.
273
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
6. Konklusion Hensigten med dette kapitel har været at blive klogere på de vælgere, der skiftede blok fra 2007 til 2011. Hvem er disse vælgere, og hvordan adskiller de sig fra de stabile vælgere og – ikke mindst – fra de partiskiftere, der skifter til nærtbeslægtede partier inden for blokkene? Fra den eksisterende litteratur ved vi, at det normalt er de lidt yngre vælgere, dem uden fast politisk ståsted, samt de mindst politisk engagerede og kompetente, der er mest tilbøjelige til at skifte parti. Spørgsmålet har derfor været, om samme billede – måske endda mere tydeligt – tegner sig for dem, der skifter mellem blokkene. Og i forlængelse heraf: Giver det ny information at skelne mellem de partiskiftere, der skifter blok, og partiskiftere inden for blokkene? Langt ad vejen har analysen bekræftet tidligere viden, men med nogle nuancer. Og analysen har bekræftet mistanken om, at der er ganske betydelige forskelle mellem blokskiftere og de partiskiftere, der vælger et »endnu bedre parti« inden for blokken. Når det gælder social baggrund, er der faktisk tydelige forskelle. Der er som forventet flere partiskiftere blandt unge end ældre, men det er langt mest udtalt for de vælgere, der skifter inden for blokkene. Der er også en lille overrepræsentation af de unge blandt blokskifterne, men her er det overraskende nok de 30-39-årige og 40-49-årige, der topper listen. Også på uddannelse er der forskel: Der bliver flere partiskiftere med højere uddannelse, men det gælder kun dem, der skifter inden for blokkene. Blokskifterne fordeler sig derimod ligeligt på uddannelseskategorierne. Interessant nok finder vi i 2011 næsten ingen sammenhæng mellem politisk interesse og partiskift – vore data afkræfter altså, at partiskifterne er de mindst engagerede (målt på denne dimension). Men der er dog akkurat en signifikant sammenhæng, når det gælder blokskiftere. Blokskifterne var i 2011 væsentligt overrepræsenterede blandt dem, der først besluttede sig for partivalget i sidste øjeblik. Det er også langt mere udtalt end for dem, der skiftede inden for blokkene. Ikke så overraskende finder vi færre, der stemte med begejstring, og flere, der følte, de (næsten) måtte vælge det mindste onde, blandt partiskifterne, og især blokskifterne. Når vi procentuerer på den anden led, er det dog tydeligt, at de vælgere, der lider af en så negativ følelse – om det så skyldes ligegyldighed eller afmagt – udgør et ret beskedent mindretal, selv blandt blokskifterne. 274
Kapitel 16: Blokskiftere
Men det er netop på graden af begejstring og sympati for hhv. det nye og det gamle parti, vi finder de mest markante forskelle mellem blokskiftere og partiskiftere inden for blokkene. Partiskifterne inden for blokkene er væsentligt mere begejstrede, og navnlig har de markant større sympati i behold for deres gamle parti. Her er en meget høj andel af blokskifterne særdeles negativt stemt. Dette bliver endnu tydeligere, når vi opdeler efter interesse. De politisk interesserede partiskiftere inden for blokkene er så at sige en slags »supermarkedsvælgere«. De skifter parti, ikke fordi de har mistet alle følelser for det gamle parti: De har bare fundet et endnu bedre tilbud. Blokskifterne – og ikke mindst de interesserede – er derimod ofte meget utilfredse med deres gamle parti og har også en tendens til at være mere desillusionerede med politikken i det hele taget. Godt nok er det et mindretal, men det er et væsentligt større mindretal, der stemmer med blandede følelser eller måtte vælge det mindste onde. Og tilsvarende er der et ikke uvæsentligt mindretal, der ikke mener, det har så stor betydning, om regeringsmagten falder til den ene eller den anden side.
Alt i alt forekommer det i dansk sammenhæng altså overordentligt vigtigt at skelne mellem to typer af partiskiftere: Blokskifterne, og de vælgere, der skifter inden for blokkene. Lidt (for) stereotypt kan man sige, at blokskifterne er de skuffede og desillusionerede, mens partiskifterne inden for blokkene er supermarkedsvælgere, der finder det tilbud, der passer allerbedst.
275
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer Agresti, Alan & Barbara Finlay (2008). Statistical Methods for the Social Sciences. Upper Saddle River: Pearson/Prentice Hall Andersen, Johannes (2008). Partiskiftere og politik som oplevelse. Mediekultur, 44: 6-15. Boyd, Richard W. (1986). Electoral Change and the Floating Voter: The Reagan Elections. Political Behavior, vol. 8 (3): 230-244. Butler, David & Donald Stokes (1969). Political Change in Britain: Forces Shaping Electoral Choice. New York: St. Martin’s. Campbell, Angus, Philip E. Converse, Warren E. Miller & Donald E. Stokes (1960). The American Voter. Chicago: The University of Chicago Press. Converse, Phillip E. (1962). Information flow and the stability of partisan attitudes. Public Opinion Quarterly, vol. 26 (X):578–99. Converse, Philip E. (1964) The Nature of Belief Systems in Mass Publics, i David E. Apter (red.) Ideology and Discontent, New York: Free Press of Glencoe. Converse, Phillip E. (1966). Information Flow and the stability of partisan attitudes, i Angus Campbell, Philip E. Converse, Warren E. Miller, and Donald E. Stokes (red.) Elections and the Political Order. New York: John Wiley and Sons. Daudt, Harry (1961). Floating Voters and the Floating Vote. A Critical Analysis of American and English Election Studies. Leiden: H. E. Stenfert Kroese. Dreyer, Edward C. (1971-72). Media use and electoral choice: Some political consequences of information exposure. Public Opinion Quarterly, vol 35 (Y): 544-553. Hansen, Kasper Møller, Slothuus, Rune & de Vreese, Claes (2007). Man har et parti, indtil man finder et nyt, i Jørgen Goul Andersen, Johannes Andersen, Kasper Møller Hansen & Hans Jørgen Nielsen (red.) Det nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Aarhus: Academica. Holmberg, Sören & Henrik Oscarsson (2004). Väljare. Svenskt väljarbeteende under 50 år. Stockholm: Norstedts Juridik. Jennings, Kent M. (1989). The Crystalization of Orientations, i Kent M. Jennings & Jan W. van Deth (red.). Continuities in Political Actions. New York: de Gruyter. Kelley, Stanley, Jr. (1983). Interpreting elections. Princeton: Princeton University Press. Key, Vladimir Orlando Jr. (1966). The responsible Electorate. Rationality in Presidential Voting 1935-1960. Cambridge: Harvard University Press. Kirpatrick, Samuel A. & Melvin E. Jones (1974). Issue publics and the electoral system: The role of issues in electoral change, i Allen R. Wilcox (red.) Public Opinion and Political Attitudes. New York: John Wiley and Sons. Lazarsfeld, Paul F., Bernard Berelson & Hazel Gaudet (1948). The people’s choice: How the voter makes up his mind in a presidential campaign. New York: Columbia University Press. Mayer, William G. (2008) (red.). The swing voter in American politics. Washington: Brookings Institution Press.
276
Kapitel 16: Blokskiftere
McAllister, Ian (2002). Calculating or capricious? The new politics of late deciding voters, i David M. Farrell & Rüdiger Schmitt-Beck (red.) Do Political Campaigns Matter? London: Routledge. Milne, Robert Stephen & Hugh Cormack Mackenzie (1954). Straight fight: A study of voting behaviour in the constituency of Bristol North-East at the general election of 1951. London: The Hansad Society. Milne, Robert Stephen & Hugh Cormack Mackenzie (1958). Marginal seat: A study of voting behaviour in the constituency of Bristol North-East at the general election of 1955. London: The Hansad Society. Natchez, Peter B. & Irvin C. Bupp (1968). Candidates, Issues, and Voters. Public Policy, vol. 17 (Z): 409-437. Nielsen, Hans Jørgen (1983). The Reality of Distrust. Working Paper, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. RePass, David E. (1971). Issue salience and party choice. American Political Science Review, vol. 65 (2): 389-400. Shamshiri-Petersen, Ditte (2011). En partiskifter er ikke bare en partiskifter. Samfundsfagsnyt, nr. 182. Zaller, John (2004). Floating voters in U.S. presidential elections, 1948-2000, pp. xx-yy i Willem E. Saris & Paul M. Sniderman (red.) Studies in Public Opinion: Attitudes, Nonattitudes, Measurement Error, and Change. Princeton, NJ: Princeton University Press.
277
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
278
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
Kapitel 17
Stigende politisk mistillid Jørgen Goul Andersen
1. Indledning: Hvorfor mistillid? En af de vigtige ændringer ved 2011-valget var, at den politiske mistillid vendte tilbage. Ikke så udtalt ved selve valget, men både før og efter valget blev der målt en mistillid, der fint kunne måle sig med jordskredsvalget i 1973. Faktisk ser det ud til, at mistilliden toppede allerede under VK-regeringen i forsommeren 2011 – længe før emnet kom på mediernes dagsorden. Men mistilliden har holdt sig på et højt niveau – så længe vores målinger rækker. Dette kapitel søger at beskrive udviklingen, så godt det kan lade sig gøre ud fra tilgængelige data, samt at indkredse nogle forklaringer. Ikke primært forklaringer på, hvorfor den enkelte vælger har tillid eller mistillid, men nok så meget forklaringer på makro-niveau, altså faktorer, der kan forklare faldet i den politiske tillid for vælgerne under ét (jf. Chanley, Rudolph & Rahn, 2000:241). Vi skal navnlig hæfte os ved tre faktorer: politisk utilfredshed, økonomisk krise og social utryghed. Danmark havde ellers skilt sig ud med en stigende tillid til politikerne i 1990’erne og 00’erne. Et mere typisk billede, anført af USA (jf. Figur 17.1) har været et langsigtet og betydeligt fald i tilliden (Dalton, 2004: 124-27; Heatherington, 2005). Den manglende politiske tillid i USA er formentlig en vigtig forklaring på de overraskende primærvalg i USA i 2016, hvor outsiderne Donald Trump og Bernie Sanders på hver deres måde havde uventet succes med kritik af den amerikanske politiske elite. Også i Sverige har man oplevet konstant faldende politiske tillid gennem 30 år, kulminerende med 1998-valget (Holmberg, 1999; Oscarsson & Holmberg, 2013: 349). I Norge blev bunden nået i 2001, men udsvingene var mindre (Listhaug & Aardal, 2011: 295). Der har været talrige forsøg på at forklare faldende tillid ud fra langsigtede samfundsændringer så som svækkelse af partier og andre forbindelseslinjer mellem befolkning og beslutningstagere (fx Thomsen, 1992), mediernes ændrede rolle (fx Westerståhl, 1992), mere kritiske vælgere (fx Goul Andersen, 1984; Norris, 1999a,b), vækst i befolkningsgrupper med høje forventninger (Dalton, 2005), og meget andet. Sågar »risikosamfundet« eller mindre hand279
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
lefrihed pga. globaliseringen har været nævnt (Hendriks, 2009; Norris, 2009a; Vowles, 2008). Figur 17.1. Politisk tillid i USA. Tillid til regeringen: 1958,2015. Pct.
Kilde: Pew Research Center. http://www.people-press.org/2015/11/23/public-trust-in-government-1958-2015/
Alle disse forklaringer halter dog på det punkt, at tilliden i mange lande har vist sig at kunne gå både op og ned. Ved de norske valg 2001-2009 og ved de svenske valg fra 1998-2010 gik tilliden frem. Også i Holland vendte kurven i 00’erne efter et fald, der i øvrigt var mere kortvarigt end i andre lande (van der Brug & van Praag, 2007; Bovens & Wille, 2008). Finland oplevede et tilsvarende dramatisk dyk i årene op til og under den økonomiske krise i 1990’erne (Newton, 2006). I Danmark var den politiske tillid stigende fra starten af 1990’erne til kulminationen 2001/2005, hvorefter det gik voldsomt tilbage omkring 20102011. Det peger alt sammen på, at tilliden i høj grad er situationsbestemt. Men hvad er så forklaringen? Der kan være mange årsager til et fald i tilliden til politikerne. I medierne vil man ofte hæfte sig ved skandalesager eller politikeres løftebrud. Vi skal dog i dette kapitel navnlig lægge vægt på tre andre forklaringer. De to er klassiske, 280
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
nemlig de økonomiske konjunkturer og tilfredsheden med den førte politik. Det sidste kan både henvise til regeringens (og oppositionens) politik, set i forhold til vælgernes ønsker (Gamson, 1968; Miller & Listhaug, 1998), og til oplevelse af politikernes evne til at løse de påtrængende problemer (Lipset & Schneider, 1983) –i særdeleshed de økonomiske (McAllister, 1999).86 Den tredje faktor – som har været lidt overset i litteraturen indtil for nylig – er faldende social tryghed. I USA falder indkomstpolariseringen og eroderingen af den sociale tryghed tidsmæssigt nogenlunde sammen med den faldende politiske tillid (Hacker, 2008; Hacker & Pierson, 2011), og trygheden ser ud også at have betydning på individniveau (Hacker, Rehm & Schlesinger, 2013; Wroe, 2016). Også i Danmark er der sket et betydeligt fald i trygheden. Det kommer bare senere, først og fremmest fra 2009 og frem (Andersen et al, 2015). Herudover har faglitteraturen bl.a. også beskæftiget sig med mediernes betydning eller mangel på samme (fx Newton, 1999; Aarts & Semetko, 2003; de Vreese, 2005), den politiske kultur og politiske institutioners rolle (fx Anderson & Guillory, 2007; Anderson & Singer, 2008; Criado & Herreros, 2007). Det sidste er dog først og fremmest interessant ved tværnationale undersøgelser; politisk kultur og politiske institutioner ændres ikke meget på kort sigt. I forlængelse heraf kan man også antage, at tilliden afhænger af »good governance«. For eksempel er der i det mindste en logisk forbindelse mellem korruption og politisk mistillid. Korruptions-forklaringen er også mest til tværnationale undersøgelser – og i et ukorrupt land som Danmark er der ingen ændringer over tid. Men også inden for lovens rammer kan magten bruges på måder, der lader sig antaste, og det kan i princippet ændre sig over tid. Det er til dels et spørgsmål om elitens politiske kultur. Eksempelvis er den nye offentlighedslov blevet kritiseret for at gøre politikken mere lukket og mindre gennemskuelig. Der kan være andre aspekter af politikkens »kvalitet«, som kan ændre sig: Politiske visioner, politisk argumentation og retorik, professionalisme i politik og kommunikation på godt og ondt. Det har vi ikke mulighed for at analysere her – men det er faktorer, der også i princippet kan være relevante for ændringer i den politiske tillid. Skandalesager i medierne er ofte blandt yndlingsforklaringerne blandt politiske kommentatorer. Om sådanne sager påvirker den politiske tillid, er dog usik86 Sagt på en anden måde kan utilfredsheden både vedrøre positions issues (uenighed i den politik, der føres) og valence issues (utilfredshed med evne eller kompetence til at realisere de mål, alle/de fleste er enige om).
281
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
kert. En del studier – ofte på mikroniveau – tyder på, at der er en effekt (fx Maier, 2011; Birch & Allen, 2010; Bowler & Karp, 2004). Andre finder, at stigning i mistilliden udebliver, selv i forbindelse med større skandaler (Heatherington, 2005: 24). Men skandaler er der mange af, og studiet af blame avoidance er blevet en videnskab i sig selv (Hood, 2011). Kumlin & Esaiasson (2012) taler om en træthedseffekt – der er så mange skandalesager, at de har mistet deres effekt (jf. også Bovens & Wille, 2008: 294). Listhaug & Aardal (2011: 204) konkluderer tilsvarende, at der normalt ikke er grund til at forvente større effekter – hvis vi vel at mærke taler om politiske systemer, der formår at rydde op i skandalerne. Danske erfaringer synes at bekræfte, at skandale-effekter normalt er kortvarige og begrænsede – eller helt fraværende. Det gjaldt selv i tilfældet med tamilsagen, der endte med Schlüter-regeringens afgang uden valg i januar 1993 og en efterfølgende rigsretssag. Sagen havde stor effekt på tilliden til enkeltpersoner – her er større skandaler typisk fatale – men den satte sig ikke spor i tallene for den generelle politiske mistillid (Goul Andersen, 1992c: 132-33; 1993: 3-4). Vi skal dog forsøge kort at vurdere betydningen af skandalesager nedenfor. Vi skal også kort kommentere på diskussionen om løftebrud, der blev et udbredt begreb i dansk politisk retorik efter 2011-valget. At politikerne nogle gange svigter deres løfter og sminker omtalen af virkeligheden, vil dog som udgangspunkt næppe forbløffe vælgerne. Det ligger i jobbet. Politikere deler ifølge talrige målinger i ind- og udland altid skæbne med bilforhandlere, ejendomsmæglere og journalister (Radius Kommunikation,2013, 2014,2015; Berlingske Tidende, 2.7.2009). Det er grupper, der i sagens natur er omfattet af en vis skepsis. Godt nok er manglende overholdelse af løfter også et standardsvar, når man spørger folk om, hvorfor de ikke har tillid (Goul Andersen, 1992a; Nielsen, 1992). Men det hører nok mere til mistillidens fænomenologi end til forklaringerne (Goul Andersen, 1992c: 125): Politikere opleves altid at have et lidt anstrengt forhold til løfterne. Når »løftebrud« blev et våben mod S-R-SF-regeringen efter 2011-valget, var forklaringen nok mere, at S-SF-vælgerne fik en helt anden politik, end de havde ventet – og en politik, der bekom mange ilde. Det skal vi se nærmere på nedenfor. Men dermed er vi ovre i mere substantiel uenighed og utilfredshed. Det skal dog nævnes, at Anders Fogh Rasmussen (V) gjorde »kontraktpolitik« til et mantra i 00’erne, hvilket faldt sammen med den høje tillid. Ideen om en »kontrakt« mellem regeringen og vælgerne synes at være opstået efter 282
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
de markante vælgerreaktioner på SR-regeringens efterlønsindgreb i 1998, der netop skyldtes, at indgrebet blev opfattet som et løftebrud (Goul Andersen, 1998). Det vigtigste for vælgerne er dog næppe, om regeringer holder alle løfter om guld og grønne skove. Det afgørende er snarere, hvad de har lovet ikke at gøre – og/eller om de gennemfører ubehagelige indgreb, der ikke var ventet.87 Det var dette, der udløste virakken i 1998. Poul Nyrup Rasmussen havde under valgkampen i 1998 (sådan opfattede vælgerne det i alt fald) lovet ikke at røre efterlønnen. Faktisk var der allerede i 1998 ret stor vælgeraccept af, at en ændring var nødvendig (Goul Andersen, 2011), og det langt mere vidtgående »Velfærdsforlig« i 2006 om at lade aldersgrænserne for efterløn og pension følge restlevetiden for 60-årige blev gennemført uden protester. Men i 1998 blev det opfattet som løftebrud – uden varsel. I 2006 var befolkningen forberedt, bl.a. af en Velfærdskommission, der havde været meget synlig i offentligheden. Til gengæld er der lang erfaring for, at mistilliden afhænger af de økonomiske konjunkturer (Goul Andersen, 1992b; McAllister, 1999; Chanley, Rudolph & Rahn, 2000; Stimson, 2004). Denne sammenhæng udelukker ikke, at tilliden kan vokse under en lavkonjunktur – eller at mistilliden kan eksplodere under en højkonjunktur, som det skete op til 1973-valget. Men alt andet lige er det sværere at mobilisere dyb mistillid til politikerne, når alting egentlig går meget godt med økonomien, beskæftigelsen og velfærden.88 Newtons (2006) case studier af faldende tillid i Finland i 1990’erne, New Zealand i 1980’erne og Japan i 1990’erne viser også, hvordan mistilliden ofte falder sammen med alvorlige økonomiske kriseproblemer. Det var i alle tre tilfælde også oplagt at pege på alvorlige politiske fejl op til krisen, problemer med at løse krisen – og i New Zealand og til dels Finland på uventede og markante brud i velfærdspolitikken (Starke, 2008; Kantola & Kananen, 2014). I Japan gik økonomien ind i mere end to årtiers stagnation, og her blev tilliden ikke genoprettet. Mistillid kan dog også skyldes, at store vælgergrupper er utilfredse med regeringens politik – eller mere vidtrækkende: med alle de politiske alternativer, de præsenteres for (Miller, 1974). Det er den holdningsmæssig afstand, der er afgørende (Borre & Goul Andersen, 1997). Når de danske vælgere revolterede i 1973, 87 Partier søger at lære af andres og egne fejl. Løkke-regeringen efter 2015-valget var i hvert fald i starten stærkt optaget af at indfri sine løfter, så den ikke kunne blive genstand for en løftebruds-anklage som Thorning-regeringen. Men holder argumenterne her, har en sådan bekymring været overflødig, 88 Der kan dog opstå mistillid under økonomisk fremgang, såfremt forventningerne vokser endnu hurtigere end belønningerne – det har været en klassisk revolutionsforklaring siden 1960’erne (Davies, 1962; Gurr, 1970).
283
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
skyldtes det navnlig en udbredt utilfredshed med den voldsomme vækst i skatter og offentlige udgifter, ikke blot under socialdemokratiske regeringer, men også under VKR-regeringen 1968-71 (Glans, 1984). Og i de danske Valgundersøgelser 1994 og 1998 var der i øvrigt et forvarsel om vælgerbevægelserne i 00’erne: Den politiske mistillid var nemlig højest blandt de vælgere, der var mindst grønne og mest tilhængere af at begrænse indvandring (Borre & Goul Andersen, 1997: 305; Borre, 2000); »postmaterielle« vælgere havde derimod høj tillid. Perioden med Anders Fogh Rasmussen som statsminister (2001-09) var præget af usædvanlig høj tillid. Det er ikke så svært at pege på forklaringerne: Vælgerne følte sig holdningsmæssigt tættere på deres repræsentanter end tidligere (Goul Andersen, 2001, 2004: 270-74) – flertallet var tilfredse med stramningen af udlændinge- og retspolitikken. Velfærdsstaten voksede i et pænt tempo. Og økonomien og beskæftigelsen gik frem. Der var mao. ikke så meget, en mistillid kunne opstå ud af. Økonomi og politisk utilfredshed er gode til at forklare fluktuationer i mistilliden. Når det gælder en evt. langsigtet tendens til stigende mistillid, kommer de til kort. Men i Danmark er det faktisk vanskeligt at tale om nogen langsigtet tendens i de sidste 45 år. Indtil videre, i hvert fald. Til gengæld skal det endnu en gang understreges, at økonomi, politisk utilfredshed og social utryghed ikke nødvendigvis er udtømmende forklaringer på udviklingen i politisk mistillid siden 00’erne. Som omtalt i kapitel 3 synes der at være en udbredt vælgerutilfredshed med spin og taktisk politisk argumentation. Man kan så spørge, om det i virkeligheden er nyt, eller om vælgerne ville have svaret noget lignende for 20 år siden. Endnu en indvending kunne være, at Anders Fogh Rasmussen, direkte inspireret af Tony Blair, accelererede brugen af moderne spin-metoder og »designer-politik« – og samtidig opnåede den højeste politiske tillid i årtier. Men ligesom vælgerne bliver bedre og bedre til at afkode medier (Phillips & Schrøder, 2004), så bliver de nok også bedre til at afkode spin. Der kræves nok mere i dag end for 10 eller 15 år siden, og spørgsmålet er, om spin-metoderne er fulgt med. Synligt taktisk adfærd, herunder at rende efter (formodede) stemninger blandt vælgerne, er formentlig kontraproduktiv. Endelig kan elitens politiske kultur have ændret sig. Den store tilslutning til det nye parti Alternativet ved 2015-valget – og det store frafald fra »magtens partier« – kan muligvis være udtryk for længsel efter politik på andre måder – men det har vi som sagt ikke mulighed for at undersøge her. 284
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
Inden vi går over til at se på udviklingen i mistilliden, er der dog grund til at afklare, hvad man skal forstå ved politisk mistillid.
2. Dimensioner af mistillid Politisk mistillid er et vanskeligt begreb, og det bruges i forskellige betydninger. Hvor langt rækker det: Henviser det til utilfredshed med regeringen, dækker det utilfredshed med alle politikere, eller med hele det demokratiske system? David Easton (1965) skelnede mellem diffus og specifik tilslutning, og mellem tilslutning til det politiske fællesskab, til regime (styreform) og til styret. Norris (1999a: 10) har – inspireret dels af Easton (1965, 1975), dels af forhåndenværende indikatorer – brygget videre på dette og skelnet mellem: • • • • •
tilslutning til det politiske fællesskab tilslutning til regime-principper (demokratiske principper) tilslutning til regime performance tilslutning til regime-institutioner tilslutning til de politiske aktører
Bortset fra måleproblemer går der et forholdsvis klart skel mellem de to første og de tre sidste. I lande som Danmark har det politiske fællesskab og styreform ikke været antastet (Svensson, 1996). Og der er i mange lande en tendens til, at de andre følges ad: Tilliden til »politikerne«, »partierne«, »regeringen«, »parlamentet«, osv. Det løser dog ikke helt problemet om, hvordan mistillid til politikerne skal forstås: Hvor generel er den? Omfatter den alle politikere/alle de politiske alternativer (Miller, 1974), eller drejer det sig først og fremmest om regeringen (Citrin, 1974). Hvis det er det første, giver mistilliden anledning til bekymring. Er der kun tale om mistillid til regeringen og den førte politik, kan et valg måske næsten løse problemerne. Som henvisningerne viser, blev spørgsmålet rejst for 40 år siden, men det har aldrig helt fundet sin løsning. Primærvalgene i USA i 2016, herunder den uventede succes for »outsiderne« Donald Trump og Bernie Sanders, tyder på en dyb mistillid til de herskende politiske eliter i begge partier i Washington. Ikke overraskende er der som regel en tendens til, at regeringspartiernes tilhængere alt andet lige ser lidt mere positivt på »politikerne«, end oppositionens 285
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
tilhængere gør (Borre, 2000; Anderson & LoTempio, 2002; Blais & Gelineau, 2007; Curini, Jou & Memoli, 2012; Esaiasson, 2011) – navnlig i systemer, hvor to partier (eller faste blokke) konkurrerer om flertallet frem for at samarbejde over midten. Selvom graden af blokpolitik i Danmark varierer over tid, er det dog ikke forklaringen på ændringerne i tilliden hos det samlede vælgerkorps. I givet fald skulle man have forventet størst mistillid i den periode, hvor VK-regeringen og Dansk Folkeparti regerede som temmelig fast blok. Sådan forholder det sig ikke. Men som det vil fremgå nedenfor, varierer det også i Danmark en hel del med regeringsmagten, hvem der har mistillid til politikerne. Når det gælder tilliden til de politiske aktører, er en anden sondring imidlertid vigtig. Man kan således skelne mellem: • • • • •
generel tillid til politikerne under ét pragmatisk tillid til de politiske beslutninger tillid til politikernes lydhørhed tillid til politikernes ærlighed tillid til enkeltpolitikere
Vi skal stort set forbigå spørgsmålet om tillid til lydhørhed (responsivitet), først og fremmest fordi vi ikke har særlig gode indikatorer, og slet ikke for de seneste år. Videnskabelige undersøgelser har heller ikke meget om tillid til politikernes ærlighed (se dog fx Goul Andersen, 1992c), men vi kan inkludere en enkelt måleserie om troværdighed fra anden side. Alt i alt skal vi koncentrere os om generel tillid (til aktørerne) og pragmatisk tillid (til de politiske beslutninger), frem for oplevet lydhørhed og ærlighed. Generel tillid og pragmatisk tillid er hver belyst ved kun ét spørgsmål fra valgundersøgelserne: - Generel politisk tillid: »Hvor stor tillid har du til danske politikere i almindelighed? Har du meget stor tillid, ret stor tillid, ret lille tillid, eller meget lille tillid?« (fra 1990 og frem) - Pragmatisk tillid: »Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet« (siden 1971) Afhængigheden af kun to spørgsmål er betinget af, hvad der er til rådighed over tid. Ligesom med måling af lykke og social tillid synes der dog ikke at være
286
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
særlig meget vundet ved at benytte bredere batterier frem for enkeltspørgsmål til måling af generel og pragmatisk tillid (Goul Andersen, 1992c).
3. Mistilliden ved folketingsvalgene – 1971 til 2015 Inden vi går over til at undersøge mistillidens gennemslag i Danmark i det sidste årti, kan det være nyttigt at se på den langsigtede udvikling. Vi har som nævnt ét spørgsmål, der er gået igen i alle valgundersøgelser siden 1971 – og i øvrigt har været brugt ved adskillige lejligheder ind imellem. Det er spørgsmålet, om man kan have tillid til, at politikerne træffer de rigtige beslutninger, altså en indikator for det, vi her har kaldt pragmatisk tillid. Resultaterne for valgene 1971-2015 er vist i Figur 17.2. – hvor vi ud over valgene også har medtaget to iøjnefaldende målinger foretaget ind imellem valgene. Vi har trukket procentandelen af uenige fra andelen af enige, så vi altså får overvægten med tillid til politikernes beslutninger. Som det fremgår, var lavpunktet ikke 1973-valget, men 1975-valget. Det kan der være mange forklaringer på, men det falder i det mindste sammen med den første oliekrises gennemslag. Det næste lavpunkt i 1981-84 falder sammen med virkningerne af den anden oliekrise, der først for alvor overvindes hen mod midten af 1990’erne. Og dernæst har vi så dykket under den nuværende krise. Det er et ganske stærkt indicium for, at de økonomiske konjunkturer spiller ind. Det kan dog konstateres, at man i 2001 målte den højeste tillid nogen sinde, på trods af, at valget faldt midt under en (svag) økonomisk krise – udløst da den såkaldte dot.com boble bristede (der var gået global spekulation i IT-selskaber i håb om, at man kunne ramme mindre firmaer, der ville vokse lige så eksplosivt, som Apple eller Microsoft havde gjort det). Den økonomiske krise skulle vare en tid endnu, men i 1990 gik betalingsbalancen uventet i overskud. Og dermed var der på lidt længere sigt basis for en mere ekspansiv politik, der efterhånden overraskede alt og alle ved at trække Danmark ud af 20 års massearbejdsløshed, så landet fik status af »økonomisk mirakel«. Ikke overraskende fulgte tilliden med op – dog formentlig begrænset af en tiltagende utilfredshed med flygtninge-/indvandrerpolitikken, som et betydeligt vælgerflertal ønskede strammet (jf. kapitel 9). Stramningen kom først for alvor i 2001, hvor den oplevede holdningsmæssige overensstemmelse mellem befolkningen og Folketinget blev klart højere end i 1998 (Goul Andersen, 2001).
287
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Figur 17.2. Politisk tillid (pragmatisk tillid) i Danmark, valgene 1971-2015. Opinionsbalance: Pct. tillid minus pct. mistillid. Figur 17.2. Pragmatisk tillid til politikerne. Valgene 1971-2015
40
30
20
10
0
valg 1971
valg 1973
valg 1975
valg 1977
valg 1979
valg 1981
valg 1984
1985-8
valg 1987
valg 1988
1989-11
valg 1990
valg 1994
valg 1998
valg 2001
valg 2005
valg 2007
valg 2011
valg 2015
-10
-20
-30 Anm. Ud over valgene er medtaget 1985 og 1989 (se tekst) Kilde: Valgundersøgelserne 1971-2011 samt undersøgelse af sociale modsætningsforhold (1985, data indsamlet af Gallup) og Gallup-måling (Hans Jørgen Nielsen/Berlingske 7.11.1989). 2015: YouGov-valgundersøgelsen. For kalibrering af 2015-tallene, se nedenfor samt appendiks 17.1.
Vi har ud over valgende også medtaget to undersøgelser foretaget i hhv. 1985 og 1989 (med samme spørgsmål og samme dataindsamlingsmetode). 1985-målingen blev foretaget, da økonomien kortvarigt boomede, og statsminister Poul Schlüter blev kendt for udtalelsen: »Det går ufattelig godt«. Det gjorde det ikke så længe, og i 1986 måtte regeringen ty til den såkaldte »kartoffelkur« for at bremse gældsætningen og underskuddet på betalingsbalancen. Undersøgelsen i 1989 blev foretaget på et tidspunkt, hvor VKR-regeringen havde fremlagt »Århundredets plan« som en radikal neoliberal løsning på kriseproblemerne – der til lejligheden var passende dramatiseret. Men vælgerne brød sig bestemt ikke om regeringens plan, og det samme gjaldt i øvrigt Socialdemokratiets modplan (Goul Andersen, 1988). Da forhandlinger mellem regeringen og Socialdemokratiet om at løse de – angiveligt meget store – økonomiske problemer
288
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
ydermere endte uden resultat, var jorden gødet for den laveste tillid, der nogen sinde er målt.89
4. Udviklingen efter 2007 – hvornår knækkede tilliden? Det er lidt af et puslespil at beskrive udviklingen i den politiske mistillid fra 2007 til udgangen af 2015, men ved at bringe forskellige undersøgelser sammen kan det dokumenteres, at faldet i den politiske tillid satte ind allerede i 2010-2011. Dvs. under VK-regeringen før 2011-valget – og før S-R-SF-regeringen og diskussionen om Socialdemokratiets »løftebrud«. Det ser ud til, at valgkampen 2011 midlertidigt rettede op på situationen, men derefter faldt tilliden igen kraftigt, uden tydelige tegn på bedring i 2014-15, trods den bedre økonomiske situation. De andre undersøgelser omfatter for det første ti målinger fra perioden 20092015 med samme spørgsmålsformuleringer som i Valgprojektet, men foretaget af andre meningsmålingsinstitutter og/eller med andre metoder, først og fremmest web-panel. For det andet har vi nogle andre måle-serier, baseret på andre spørgsmål.
Mistilliden efter 2007 – Valgprojektets spørgsmål Begge Valgprojektets spørgsmål er gentaget i en måling af Synovate/Mandag Morgen i juni 2011. Disse data er indsamlet ved telefoninterviews, og der er erfaringsmæssigt ingen systematiske afvigelser i forhold til Valgundersøgelsernes tal. Hertil kommer fem målinger fra YouGov, to fra Analyse Danmark/Ugebrevet A4 og to fra A & B Analyse/Altinget. Disse er alle foretaget på web-paneler. Med et fast vælgerpanel risikerer man altid, at der kan være et element af selvselektion af bestemte typer af svarpersoner. Og det ser ud til, at svarpersonerne i web-panelerne systematisk har mindre tillid til politikerne end i undersøgelser baseret på besøgs- eller telefoninterviews.90 Til gengæld kan man skønne over afvigelsens størrelse. 89 En IFO-måling i oktober (Jørgen Goul Andersen/Det Fri Aktuelt 21.10.1989) viste endnu lavere tillid (-32). Ordene »vore politiske ledere« var erstattet med det kortere »politikerne«. Hos Gallup/Berlingske/Hans Jørgen Nielsen blev der talt om »Christiansborg-politikerne«, fordi spørgsmålet blev efterfulgt af et spørgsmål om kommunalpolitikerne. Den forskellige ordlyd kan muligvis have boostet mistilliden i de to 1989-målinger, men næppe så meget. Det faldt sammen med negative vurderinger af begge planer (Jørgen Goul Andersen/IFO/Det Fri Aktuelt 29.6.1989), med ønske om forlig (Gallup/Berlingske 15.10.1989), og med en ekstremt lav karakter for regeringen, der faldt fra 4.3 til 3.7 på en 0-10 skala fra marts til september 1989 (Greens/Børsen 15.12.1989). 90 Svarpersonerne i Valgprojektet 2011 og 2015 har også kunnet vælge at besvare skemaet på internettet, men stikprøven er trukket på CPR-registret.
289
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Valgundersøgelsen 2011 og YouGov undersøgelsen af valget 2011 blev foretaget samtidigt (efter valget den 15.9. og frem til primo december). Men på spørgsmålet om tillid til de politiske beslutninger gav Valgundersøgelsen 2011 en opinionsbalance på +11, mens YouGov-undersøgelsen af 2011-valget viste en opinionsbalance på -10. Vejning efter sociale kriterier og/eller parti ændrede stort set intet ved dette. Synovate-målingen i juni 2011 blev også foretaget samtidig med en YouGov-undersøgelse (Tryghedsmåling 2011). Her finder vi nøjagtig samme forskel: En opinionsbalance på -5 hos Synovate, -27 hos YouGov. Det peger på en selektionsbias i web-panelet. For de andre institutters web-panel undersøgelser har vi ikke målinger, der er helt sammenfaldende i tid, men de synes at bevæge sig i samme interval som YouGov-undersøgelserne, jf. Appendiks til dette kapitel. Ændringer over tid målt på det enkelte web-panel er der sjældent grund til at tvivle på.91 Vi kan derfor kalibrere kurverne ud fra Valgprojektet 2011 og YouGov-undersøgelsen af valget 2011, der blev foretaget samtidig. Vi antager, at Synovate-tallene er sammenlignelige med Valgprojektet, og det bekræftes af, at afvigelsen i forhold til YouGov er nøjagtig den samme. Derudfra kan vi tegne kurverne for hele perioden efter 2007. Vore to målinger af hhv. generel tillid (»Hvor stor tillid har du i almindelighed til danske politikere«) og pragmatisk tillid (»Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rette beslutninger for landet«) er vist i Figur 17.3. Begge mål peger på, at den politiske tillid faldt dramatisk mellem 2007-valget og de to målinger i maj/juni 2011. For den pragmatiske tillid har vi endvidere en (Trygheds-)måling fra juni 2009, som tyder på et fald – men beskedent – i forhold til 2007. Iflg. opgørelsen her var tilliden i juni 2011 faktisk den laveste i perioden, inklusive Thorning-regeringens levetid. Tilliden blev så højere ved valget i 2011, for derefter atter at falde. Siden har der været små fluktuationer, med målingen maj/juni 2013 som et lavpunkt. Det sidste er plausibelt, idet målingen kom efter en række reformer, som dele af det socialdemokratiske bagland havde det dårligt med. Oven i det kom et overenskomstindgreb i det offentliges lockout af folkeskolelærerne – et forløb, som lærerne opfattede som aftalt spil. 91 En undtagelse er en YouGov-undersøgelse af EU-folkeafstemningen 3. dec. 2015 (jf. kapitel 19), hvor et modul blev lagt ind i alle YouGov-målinger. Undersøgelsen ramte i plet på ja- og nej-stemmer, men indsamlingsperioden var meget kort – og uden rykkere. Derfor er det usikkert, om andelen med politisk mistillid er sammenlignelig med andre YouGov-målinger. Og selvom stemmefordelingen ramte i plet, er det også usikkert at undlade justering.
290
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
Figur 17.3. Udviklingen i generel og pragmatisk tillid til politikerne 1991-2015. JusteFigur 17.3. Udviklingen i generel og pragmatisk tillid til politikerne 1991-2015. justeret. ret. Opinionsbalancer i »tillids-favør« Opinionsbalancer i "tillids-favør".
50 40 30 20 10 0
valg 1990 valg 1994 valg 1998 valg 2001 valg 2005 valg 2007
Juni 2009 Juni 2011 valg 2011
maj.2013
nov.2013 marts.2014 okt. 2014
juni .2015
juli.2015
-10 -20 -30 generel tillid
pragmatisk tillid
Spm. Generel tillid: »Hvor stor tillid har du til danske politikere i almindelighed? Har du meget stor tillid, ret stor tillid, ret lille tillid, eller meget lille tillid?«. (Opinionsbalance= pct. meget eller ret stor tillid minus pct. meget eller ret lille tillid). Pragmatisk tillid: »Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet« (Opinionsbalance= pct. helt/delvis enig minus pct. helt/delvis uenig). Anm. Web-panel målinger justeret for afvigelser på basis af forskellen ml. Valgprojektets og YouGov-undersøgelse af valget 2011. Justeret op med hhv. 21 og 25 procentpoint for generel og pragmatisk tillid. (se Appendiks). Undersøgelserne til og med 2005 er uvejede. Undersøgelser 2007ff vejet efter køn, alder, bopæl, uddannelse. Kilde: Valgundersøgelserne 1994-2011 (N=2.000 eller højere). Synovate/Ugebrevet Mandag Morgen (N=1005; data indsamlet 10.-21.juni 2011). YouGov Tryghedsmålinger maj/juni 2009 og 2011 (N=ca. 4.000) samt 2013 og 2015 (N=ca.6000); YouGov/AAU undersøgelse af valget 2011 (N=ca.6.000) og YouGov/Mandag Morgen undersøgelse af valget 2015 (N=5.220). Alle baseret på YouGov’s web-panel. A & B Analyse/Altinget: Nov/dec. 2013 og marts 2014. N=1000-1100; Web-panel. Analyse Danmark/A4: okt.2014 (N=1011) og dec.2015 (N=1265); Web-panel.
Ved 2015-valget trak valgkamp og valg snarere ned på tilliden. I hvert fald lå den pragmatiske tillid lavere umiddelbart efter valget end i ugerne før valget 2015 – og det er de samme svarpersoner, der blev spurgt. Vi kan ikke systematisk teste, om personsager har haft betydning. Om der har været flere eller færre sager end normalt, lader sig ikke afgøre uden nærmere studier. Til gengæld skiller perioden sig ud ved, at begge statsministerkandidater har været i ilden – og ved, at begge har nydt en temmelig ringe popularitet – bl.a. afspejlet i en høj andel »ved ikke«/«ingen af dem«-svar på spørgsmål om foretrukken statsminister. Men mistillidskurvernes forløb er svære at få til at stemme overnes med, at personsager skulle være afgørende – selvom der har været mange. De mest omtalte har været Løkke Rasmussens sager, hvor den første personsag – bilagssagen – startede den 14.marts 2008, hvor han var 291
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
finansminister. Men endnu i juni 2009 var der efter alt at dømme ikke afgørende skred i den politiske tillid, jf. Figur 17.3. Dette billede bekræftes også af parallelle målinger med andre spørgsmål (jf. nedenfor). Løkke Rasmussens anden store sag – GGGI-sagen med de store rejseomkostninger – blev skudt i gang af Ekstra Bladet den 5.oktober 2013 og eksploderede de følgende dage. Den 20.oktober holdt Løkke Rasmussen et mange timer langt pressemøde, der bragte ilden under kontrol, hvorefter den dog endnu ulmede i nogen tid. Men målingen af generel tillid i november 2013 viser faktisk en stigning, sammenlignet med maj 2013. Omtalen af GGGI-sagen var massiv, så skulle den have betydning for den generelle tillid, burde det slå igennem så kort efter sagens kulmination. Den tredje sag – den såkaldte tøjsag med storindkøb af tøj på Venstres regning – startede den 13.maj 2014 og eksploderede omgående. Den kulminerede, da Lars Løkke Rasmussen næsten mirakuløst overlevede et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i Odense den 3. juni, hvor stærke kræfter i partiet havde lagt op til en udskiftning af formanden. Her har vi ingen målinger i umiddelbar nærhed, men målingen af generel tillid i oktober 2014 viser til gengæld den højeste generelle tillid, der er målt siden 2011 – og højere end de senere målinger fra 2015. Der kan så argumenteres for, at de to sidste Løkke-sager var mindre afgørende, fordi de fandt sted, mens han sad i opposition. Men det var også tilfældet for den sag, der tidsmæssigt passer bedst: Thorning-Schmidts skattesag – spørgsmålet om ægtefællens, Stephen Kinnocks, skattepligt i Danmark. Sagen blev skudt i gang af B.T. den 23. juni 2010 og voksede hen over sommeren, så Thorning den 30.juli afbrød sin ferie i Frankrig for at besvare pressens spørgsmål. Sagen blev afsluttet med SKAT’s afgørelse til Thorning-Schmidts fordel den 16.september 2010. Trods tidligere løfter om at offentliggøre hele kendelsen valgte Thorning-Schmidt imidlertid kun at offentliggøre to linjer. Det gav en reprise året efter: Afgørelsen var nemlig lækket til B.T., der bragte uddrag på nogle forsider op til valget i september 2011 – et år senere offentliggjorde statsministeren i øvrigt selv den fulde kendelse. Thorning-Schmidts skattesag i 2010 kan tidsmæssigt passe med kurverne for mistilliden. I to ud af tre meningsmålinger omkring 1. juli 2010 mente vælgerflertallet også, at sagen havde skadet Thornings troværdighed.92 Men til 92 Berlingske, 1.juli 2010 (http://www.politiko.dk/nyheder/skattesag-skader-thornings-trovaerdighed)
292
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
gengæld er det ikke så sandsynligt, at det skulle kunne påvirke den generelle tillid særlig voldsomt. For det første var Thorning-Schmidt »kun« oppositionsleder. Dernæst var det sommerferie, og fordømmelsen var ikke så omfattende som hos Løkke. Det taler imod, at sagen skulle have afgørende betydning for den politiske tillid mere generelt. Omvendt er der plausible alternative forklaringer: Den økonomiske krise slog voldsomt igennem fra 4.kvartal 2008, men det blev først erkendt af en bredere offentlighed omkring et år senere (jf. kapitel 13). Og omslaget til en hård nedskæringspolitik (»austerity«) skete pludseligt og markant med den såkaldte »genopretningspakke« i maj 2010, med halvering af dagpengeperioden og dramatisk vending af det offentlige forbrug til negativ vækst fra august 2010 – i 2011 efterfulgt af efterlønsindgrebet. Nok havde disse reformer også tilhængere – men de var egnede til at mobilisere en mere intens utilfredshed, end der var basis for i Fogh Rasmussens tid som statsminister. Alt i alt er det svært at finde spor efter Løkke Rasmussens tre store sager; timingen passer med Thorning-Schmidts skattesag, men der er mere overbevisende alternative forklaringer. Vi kan ikke definitivt afvise, at (summen af) personsager spiller en rolle for mistilliden.93 Men det er mere nærliggende at lede andetsteds. I hvert fald tegner målingerne tilsammen et stort set kongruent billede af udviklingen over tid: Politikertilliden stiger markant fra 1990/1991 og frem til 2001/2005. Derefter falder tilliden noget i 2005/2007 – tilliden til beslutningerne mere end den generelle tillid. Tilliden til beslutningerne er dalet lidt mere juni 2009, men det er først i perioden mellem forsommeren 2009 og 2011, at tilliden krakelerer og falder ned til tidligere lavpunkter i 1975, 1981-84 og 1990. I forhold til mediebilledet er det bemærkelsesværdigt, at omslaget sker inden 2011-valget. Sommeren eller valgkampen 2011 gav en mildning, men kortvarigt. Den generelle tillid er forblevet usædvanligt lav i hele perioden efter 2011, mens den pragmatiske tillid måske er gået en smule frem.
Andre målinger Dette billede bekræftes i det store og hele af andre målinger. Siden 2002 har vi også European Social Survey (ESS) til belysning af tilliden til politikere og 93 Selv i perioden 1990-1992, hvor der verserede hele 6 undersøgelsesretter, kommissionsdomstole o.l., herunder vedr. Tamilsagen, kunne man faktisk heller ikke se entydige effekter (Goul Andersen, 1992c: 132-34).
293
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
politiske institutioner. Undersøgelserne viser (i lighed med Eurobarometer), at tilliden til politikerne selv efter 2010 er væsentligt højere i Danmark end i de fleste andre lande, og at tilliden til de politiske institutioner og tilfredsheden med demokratiet i Danmark ligger særdeles højt gennem hele perioden. Målingen på en skala fra 0-10 giver mindre markante udslag, jf. Figur 17.4, men tallene bekræfter et niveauskift, der iflg. ESS er indtrådt mellem efteråret 2008 og efteråret 2010. Det bekræfter igen, at den politiske tillid var intakt i efteråret 2008, trods Løkke Rasmussens første store personsag. Der er ikke de store variationer fra 2002 til 2008 og heller ikke fra 2010 til 2014 (hvor 2014 i øvrigt kommer ud med den hidtil laveste værdi). Det peger på, at kilden til omslaget skal findes i 2009 eller de første 7-8 måneder af 2010. Den økonomiske krises gennemslag og krisepolitikken er de mest nærliggende forklaringer, men vi kan ikke sige, om det er det ene eller det andet. Figur 17.4. Tillid til politikerne 2002-14, European Social Survey. Gennemsnit på skala 0-10.
Anm. European Social Survey (ESS) er foretaget okt-dec.
Her kan vi måske få hjælp fra en sidste kurve. Det er Eurobarometers halvårlige målinger af tilliden til regeringen. Det er ikke helt det samme som tillid til politikerne, men formentlig en rimelig proxy – i hvert fald til at zoome ind mhp. at lokalisere et brud inden for tidsrummet 2009-2010.94 Som det fremgår af Figur 94 Tillid til regeringen korrelerer væsentligt højere med generel tillid end fx tillid til parlamentet, partierne osv.
294
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
17.5, er der ikke de store udsving i 2007, 2008 og 2009. Krisens gennemslag i sidste kvartal 2008 svækkede ikke umiddelbart tilliden – og frem til og med juni 2009 var der som omtalt i kapitel 13 heller ikke nogen større problemerkendelse. I maj 2010 er der til gengæld sket et fald i tilliden til regeringen, og det blev voldsomt forstærket i efteråret 2010. Dykket sker abrupt og indikerer, at omslaget til mistillid er sket i 2010. Forklaringerne kan dog stadig være mange: En forsinket reaktion på statsministerskiftet fra Fogh Rasmussen til Løkke Rasmussen i april 2009; omslaget til hård nedskæringspolitik med genopretningspakken i maj 2010; eller mediernes forsinkede »opdagelse« af den økonomiske krise i kølvandet på Det Økonomiske Råds (2009) kritiske efterårsrapport (Goul Andersen, 2010). Det afgørende er, at vi får endnu et indicium for, at det var i 2010, tilliden for alvor krakelerede95 – længe før 2011-valget. Begrundelsen for ovenstående omstændelige kulegravning af forløbet er, at det har betydning for fortolkningen. At mistilliden brød igennem allerede i 2010, peger på, at »løftebrud« næppe er det afgørende. Det er også svært at få kurverne til at matche med »skandalesager«. Der må også advares mod at overbetone langtidsfaktorer. Tilliden i 2001 var den højeste, der er målt siden 1971. I øvrigt var der betydelige fluktuationer, også i 1980’erne, fra en midlertidig top under opsvinget i 1985 til et historisk lavpunkt i 1989 (Goul Andersen, 1988,1993). Når »politikerleden« er et emne i offentligheden, får den politiske debat altid knubbede ord med på vejen. Sikkert berettiget, og der er måske også sket en forværring, men mange af argumenterne stødte man også på i 1991 (Goul Andersen, 1992a: 155; 1992c: 60,70). Det peger alt sammen hen mod, at det snarere er i den (erkendte) økonomiske krise, den førte krisepolitik samt dens sociale effekter, man skal lede efter forklaringer på faldet i tilliden.96
95 Efter 2011 er Eurobarometer-tallene ikke kongruente med kurverne ovenfor. Eurobarometer viser en stigning i maj 2011 og et fald i november. Herefter falder kurven til et lavpunkt i maj 2013. Om det skyldes, at vælgerne i 2013 havde et særlig anstrengt forhold til regeringen, kan vi kun gisne om. Efter 2014 (ikke vist) stiger tilliden i øvrigt ret markant. 96 Den danske udvikling i Eurobarometer-tallene 2007-13 skiller sig i øvrigt markant fra den svenske, hvor der var en overvægt af mistillid i oktober 2007 og april 2008, men en stor overvægt af positive svar mellem +17 og +32 fra nov. 2010 til maj 2013. Både den økonomiske udvikling og den økonomiske politik under krisen adskiller da også markant Danmark og Sverige (Dølvik, Goul Andersen & Vartiainen, 2015). Særligt overbevisende er denne forskel dokumenteret i van Erkel et al. (2016) på basis af ESS-tallene.
295
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Figur 17.5. Tillid til regeringen 2007-2013. Eurobarometer. Opinionsbalancer: Tillid minus mistillid.
Kilde: Eurobarometer.
En note om politikerne som faggruppe Der er én kurve, som bedre matcher billedet af mistilliden i medierne. Det er opgørelser over faggruppers troværdighed, som siden 2009 årligt er gennemført af Radius Kommunikation. Politikere deler som nævnt skæbnefællesskab med bilforhandlere, ejendomsmæglere og journalister som grupper, man bør have en vis skepsis over for, jf. Figur 17.6 (for tilsvarende tal fra 1980'erne, se Goul Andersen, 1992c: 35). Efter finanskrisen er bankrådgivere også kommet til at nærme sig disse faggrupper. I den modsatte ende af skalaen finder man lige så stabilt dommere samt læger, sygeplejersker og politifolk med lidt varierende rangorden. At politikere hører til faggrupperne med lavest troværdighed, er der sådan set ikke noget underligt i – og folk handler trods alt biler og huse eller læser aviser, blot med en vis portion sund skepsis. Men i alle undersøgelser siden 2010 har politikerne ligget i bund – i 2011-12 dog overgået af spindoktorer, der var medtaget som et »naturligt minimum«. Desuden skiller politikere sig ud ved et løbende fald i troværdigheden 2010-2015. For de fleste faggrupper er troværdigheden stort set uændret, dog er bankrådgivere gået tilbage med 0.28 og journalister med 0.15. Men for politikere er der et sket et markant fald – fra 2.56 til 1.92, altså på 0.64. Samtidig er afstanden til de andre faggrupper blevet ret stor. Der var i 2015 et spring fra politikernes 1.92 til bilforhandlernes 2.33 og journalisternes 2.43, for nu at tage de tre nederste grupper.
296
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
Figur 17.6. Faggruppers troværdighed 2009-2015. Gennemsnit på skala 1-5. Figur 17.6. Faggruppers troværdighed 2009-2015. gennemsnit på skala 1-5 3,25 3,00 2,75 2,50
2,56 2,38
2,25
2,28
2,24
2,12
2,11
2,00
1,92
1,75 2009 politikere
2010
2011
bilforhandlere
2012 journalister
2013 ejendomsmæglere
2014
2015 bankrådgivere
Spm. »Hvor højt vurderer du følgende faggruppers troværdighed? 5 Meget høj; 4 høj; 3 Neutral; 2 Lav; 1 Meget lav« (der kunne desuden svares ved ikke). Kilde: Radius Kommunikation/Userneeds 2009-11; Radius Kommunikation/Epinion 2012-15. N ca. 1000.
Dermed er vælgernes vurdering af danske politikeres troværdighed måske ved at bevæge sig ud over det interval, hvor man kan tale om »sund skepsis«, og der er tale om et stort set konstant fald – dog igen særlig markant fra 2009 til 2010. Det er vanskeligt at vurdere, hvor meget der skal lægges i svarene. Men det er det er det nærmeste, man kommer »politikerlede« i de danske svar, og det store fald må vække eftertanke. Så meget desto mere, som det er indtrådt i en periode, hvor politisk kommunikation har været i højsædet på Christiansborg. Det er måske inden for visse grænser en naturlig reaktion, at vælgernes skepsis øges, når kommunikationen professionaliseres. Men niveauet for vælgernes skepsis kan måske tyde på, at professionaliseringen er delvist kontraproduktiv.
5. Regering, opposition og fløjpartier Det er som nævnt en klassisk observation, at den politiske tillid er påvirket af, hvem der sidder med magten – borgerlige vælgere har typisk mindre tillid til politikerne, når Socialdemokratiet er ved magten, og omvendt. I Danmark har denne forskel (ofte kaldet »incumbency effect«) dog traditionelt været lille, når vi ser bort fra yderpartierne (Borre, 2000). En anden klassisk iagttagelse er, at der findes fløj- eller protestpartier, der typisk har ringe tillid, uanset hvem der er ved magten (Goul Andersen, 1992b: 168-170; Borre, 2000). Vi skal først se 297
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
på valgene 1998, 2007 og 2011, hvorefter vi skal se på, hvor hurtigt det kan vende i forbindelse med regeringsskiftet i 2015. I Tabel 17.1 er vist graden af (pragmatisk) politisk tillid, opdelt efter parti. For at det ikke skal forstyrre sammenligningen, at tilliden går op og ned, har vi angivet afvigelsen fra befolkningsgennemsnittet, målt på opinionsbalance (tillid minus mistillid). I nogle undersøgelser er regeringseffekten ret markant: I 1998 var tilliden højest hos Radikale Venstre og Socialdemokratiet, og tilliden hos SF var på næsten samme niveau som hos V og K. Ved 2007-valget var det V- og K-vælgerne, der havde højest tillid, mens socialdemokraterne lå under befolkningsgennemsnittet. Men det kan måske skyldes, at regeringerne havde siddet relativt længe. Mere bemærkelsesværdigt er det måske, at regeringseffekten er kommet til også at sprede sig til fløjene: Ved valget i 1998 fandt man det klassiske billede: stor overvægt af mistillid både hos Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Men i 2007 så det anderledes ud: Enhedslistens vælgere havde fortsat stor mistillid, men Dansk Folkeparti var kommet ind i varmen hos VK-regeringen, og DF-vælgernes politiske tillid var nu markant over de socialdemokratiske vælgeres. I 2007 var det altså misvisende at tale om DF som protestparti. DF var snarere et tillidsparti. Tabel 17.1. Tillid til, at politikerne træffer rigtige beslutninger. Afvigelse i opinionsbalancer fra befolkningsgennemsnittet. 1998, 2007 og 2011. Valg 1998 EL. Enhedslisten
Valg 2007
Valg 2011
-58*
-68
-24
SF. Socialistisk Folkeparti
-4
-40
5
SD. Socialdemokraterne
14
-20
5
31*
-1
3
RV. Radikale Venstre V. Venstre K. Konservative Folkeparti DF. Dansk Folkeparti LA. Liberal Alliance Ref.
1
40
15
10
28
14*
-40
8
-24
.
3
-8
14
21
11
*) under 100 svarpersoner (minimum: 61) Kilde: Valgundersøgelserne.
I 2011 er billedet et andet. Forskellen mellem de fire gamle partier er beskeden, og SF er lige så meget tillidsparti som de øvrige. På venstrefløjen er EL's mistil298
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
lid modereret, mens Dansk Folkeparti er på vej tilbage til det negative hjørne. Begge partiers vælgere afviger med -24 i forhold til befolkningsgennemsnittets opinionsbalance. Blandt fire-fem gamle partiers vælgere er der stort set ingen regeringseffekt. I 2015 har vi en usædvanlig mulighed for at se, hvor hurtigt det kan skifte, fordi de samme svarpersoner er interviewet umiddelbart før valget til TrygFondens Tryghedsmåling 2015 og umiddelbart efter valget til Mandag Morgens undersøgelse af valget 2015. Selv om der kun er en måned mellem de to interviews,97 er ændringerne betydelige, jf. Tabel 17.2. S- og R-vælgerne havde høj tillid før valget, men kun akkurat balance efter valget. For alle partier, der støttede rød blok, faldt opinionsbalancen med 21-30 procentpoint. På højresiden var der stigende tillid for Venstre og Dansk Folkeparti, men ellers stort set status quo. Totalt set var tilliden mindre efter valget end før, og det er bemærkelsesværdigt, at tilliden efter valget var yderst behersket blandt blå bloks vælgere, set i lyset af, at denne side vandt regeringsmagten. Mest bemærkelsesværdigt er det måske, at Liberal Alliance og Dansk Folkeparti forblev mistillidspartier også efter valget. Tabel 17.2. Politisk tillid før og efter valget, opdelt efter partivalg 2015. Opinionsbalancer. Pol. tillid efter valget
Pol. Tillid før valget
Enhedslisten
Parti 2015
-58
-37
-21
518
SF
-23
0
-23
248
Alternativet
-42
-20
-22
230
-4
21
-25
1156
Socialdemokraterne Radikale Venstre
ændring
(N)
4
34
-30
214
11
5
+6
780
5
7
-2
164
Liberal Alliance
-11
-10
-1
355
Dansk Folkeparti
-28
-36
+8
1111
Total
-16
-7
-9
4822
Venstre Konservative
Kilde: YouGov undersøgelsen af valget juli 2015, koblet med spørgsmålene i Tryghedsmåling 2015 (juni).
Både i 2011 og i 2015 finder man kun små forskelle mellem de fire gamle partiers vælgere, når det gælder politisk tillid – ganske forskelligt fra situationen i 97 Der indgår enkelte svarpersoner, der er interviewet til Tryghedsmålingen få dage efter valget, for så at blive geninterviewet i juli. De er ikke sorteret fra, idet det godt kan tage nogle dage at omstille sig mentalt til, at regeringen har fået en anden farve.
299
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
2007. Det kan måske tolkes som en slags normalisering, mens 2007-resultatet var udtryk for, at længere tids regeringsmagt og (oplevet) blokpolitik havde virket polariserende. Alternativt kan man dog også hæfte sig ved, at selv regeringspartiernes vælgere havde ganske behersket tillid i 2011 og 2015 – samtidig med, at støtten til de traditionelt regeringsbærende partier var svundet ind.
6. Sociale variationer Den økonomiske krise og den førte krisepolitik har ikke ramt ikke alle samfundsgrupper lige. Derfor er det interessant, om det navnlig er de mindre privilegerede grupper, der har reageret med politisk mistillid efter 2010. Problemet er, at nogle forskelle i mistillid kan være strukturelle, dvs. de går igen, uanset hvordan økonomiske og politiske forhold ændrer sig. Derfor sammenligner vi i Tabel 17.3 målinger fra 2011-2013 med 2007, det sidste valg før krisen, hvor tilliden endnu var høj, og med 1998, det sidste valg under SR-regeringen i 1990’erne, hvor konjunkturen var i top. Fordi niveauet af mistillid svinger over tid – og fordi det er højere i YouGov-undersøgelserne end i valgundersøgelserne, benytter vi afvigelser fra stikprøvens gennemsnit som det afgørende mål. Når det gælder køn og alder (ikke vist), er forskellene – i hvert fald i de sidste 15 år – meget små. Der spores en svag tendens til, at kvinder har mindre tillid end mænd, og at ældre over 60 har større tillid end andre, men forskellene er ikke robuste og ligger tæt på den statistiske usikkerhedsmargin. Når det gælder stillingsgrupper, finder vi i 2015 mindst tillid blandt de ufaglærte arbejdere (afvigelse -4) og højest blandt de højere funktionærer (afvigelse +12). I 2013 var denne forskel endnu større, hvorimod de højere funktionærer ved 2011-valget havde lidt mindre tillid end ufaglærte og faglærte arbejdere samt lavere funktionærer, i hvert fald ifølge valgundersøgelsen. Klassepolariseringen i 2013 svarer dog næsten til, hvad vi fandt under VK-regeringen ved valget i 2007. Også under S-R-regeringen i 1998 var der en lille klasseforskel i retning af, at de ufaglærte havde lavest tillid. Mao. er det i de senere år hovedreglen, at de ressourcestærke har lidt større tillid, men 2011 var en delvis undtagelse, og forskellene er ikke særligt store (Goul Andersen, 1992b: 165-167; Borre, 2000). De selvstændige er svingende, i 2015 med ringe tillid til politikerne. Når det gælder sektor, har man ofte set, at mistilliden er lidt større i den offentlige sektor end i den private (Goul Andersen, 1992b: 166; dog ikke i 1990’erne, jf. Borre, 2000). Der kunne være mange grunde til at forvente, at 300
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
dette var tiltaget efter forårspakken 2010, der afbrød 20 års ganske pæn vækst i de offentlige serviceudgifter og i 2011 førte til det næststørste fald i 50 år (Goul Andersen, 2013). I 2013 kom der tilmed en lærerlockout og politisk indgreb oveni. Men det kan ikke aflæses i tallene. I 2013 og 2015 var tilliden den samme i den private og den offentlige sektor. Derimod var forskellen målbar under VK-regeringen i 2007, selvom kvalitetsreformen kort før valget var egnet til at please offentligt ansatte. Tabel 17.3. Opinionsbalancer politikerne træffer rigtige beslutninger. Afvigelse fra stikprøvegennemsnittet. 1998valg
2007valg
YouGov maj/juni 2011
2011valg
2011valg YouGov
YouGov maj/juni 2013
2015-valg YouGov
Ufagl.arbejder
-9
-2
-4
+5
-2
-9
Fagl.arbejder
-5
-2
-1
+8
+2
-1
-3
Lavere Funkt.
+8
+1
+2
+5
+5
+9
+5
Højere Funkt.
+1
+10
+8
+1
+2
+17
+12
Selvstændig
-17
+18
+8
-11
-9
0
-8
Ufaglært minus højere funkt.
-10
-12
-12
+6
-4
-26
-16
-1
+8
+4
+4
0
+3
+3
0
-8
-4
+2
+4
+6
+2
Off. – privat sektor
+1
-16
-8
-2
+4
+3
-1
Beskæftiget
-1
+3
+2
+2
+1
+3
+3
Arbejdsløs
-1
-29
-12
-22
-11
-19
+2
Førtidspens.
-2
-25
-20
-15
-17
-14
-11
+21
-12
Besk. i privat sektor Besk. i off. Sektor
Efterløn
+12
+10
+1
Folkepension/alderspens.
-3
0
+1
Arbejdsløs – beskæftiget
0
-32
-14
-1
-28
-28
Førtidspens. – beskæftiget
-4
-1
+7
+5
+10
+4
-24
-12
-22
-19
-17
-18
-17
-13
Kilde: Valgundersøgelser, YouGov undersøgelser av valgene 2011-15 og Tryghedsmålinger 2011 og 2013.
Men ét er klasse- og sektorforskelle mellem de beskæftigede. Noget er andet er spørgsmålet, om man er beskæftiget. Her har perioden siden 1990’erne budt på talrige stramninger for de ledige. Indtil 2008 skete det dog i en tid, hvor ledigheden faldt, og jobmulighederne var gode. Men fra 2010 blev tempoet intensiveret under en økonomisk krise (Goul Andersen, 2015), hvilket har øget risikoen for social marginalisering. Samtidig er retorikken blevet mere ekskluderende (Engelbreth Larsen, 2013). Kan det så aflæses i stigende mistillid blandt arbejdsmarkedets marginalgrupper? Svaret er både-og. Arbejdsløse og førtidspensionister har mindre tillid end beskæftigede. Men tallene for 2013 og 2015 afviger ikke meget fra 2011, og det 301
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
største gab finder vi faktisk ved 2007-valget, dvs. før krisen (hvor de arbejdsløse til gengæld var en langt mindre gruppe). Ganske vist er der stor mistillid blandt marginalgrupperne i 2013, men det er der også blandt de beskæftigede. Til gengæld skiller 1998 sig ud. Her var der ingen forskel mellem beskæftigede, arbejdsløse og førtidspensionister. Den politiske tillid er altså blevet mere polariseret mellem beskæftigede og marginaliserede på arbejdsmarkedet end i 1998, men det er ikke sket mellem 2007 og 2015.
7. Økonomisk og social utryghed og politisk mistillid At de sociale forskelle typisk er små, er medvirkende til, at sociale spørgsmål har været nedprioriteret i litteraturen. Sociale variable var langsigtede baggrundsfaktorer, der i kraft af socialisering og interesser ville have effekt via holdninger mv. (Citrin et al., 1975). Men det er et udpræget mikroperspektiv. Det ligger ret langt fra spørgsmålet om, hvordan stigende ulighed og svækket social sikkerhed kan påvirke den politiske tillid. Man kommer lidt tættere på makroperspektivet, hvis man følger logikken inden for economic voting litteraturen: Hvad betyder privatøkonomiske påvirkninger og erfaringer for vælgernes tillid? Som nævnt i kapitel 12 er svaret normalt, at det er vælgernes vurderinger af samfundsøkonomien, der påvirker partivalget (Kinder & Kiewiet, 1979; Lewis-Beck & Stegmaier, 2000; Møller Hansen & Stubager, 2013). Men det er også påpeget, at operationaliseringen af privatøkonomiske effekter ikke er optimal (Lau & Sears, 1981; Goul Andersen, 2010). Problemet er det samme, når det gælder politisk tillid. Det er velkendt, at der er sket et brud i den økonomiske lighed og den sociale tryghed i de fleste vestlige lande. I USA har det stået på siden slutningen af 1970’erne; i Danmark er det næppe rimeligt at tale om noget afgørende brud før omkring 201098 – sammenfaldende med et fald i danskernes tryghed. Spørgsmålet er så, om data på mikroniveau bestyrker sammenhængen. 98 Der blev fra 2002 gennemført mange stramninger på kontanthjælpsområdet, som navnlig var målrettet (ikke-vestlige) indvandrere (Goul Andersen, 2007). Men det var trods alt en afvigelse fra normen. Der blev gennemført mange stramninger på beskæftigelsesområdet i 00’erne, men sideløbende med bedre beskæftigelsesmuligheder og uden større ændringer i fordelingen af ledige mellem dagpenge og kontanthjælp (Goul Andersen, 2012a). Den økonomiske ulighed havde været stigende, men en stor del var afledt af stigende ejendomspriser og en større beregnet lejeværdi i beregninger af gini-koefficienten (Goul Andersen, 2012b). Og det offentlige konsum voksede stort set ufortrødent frem til og med 1. halvår 2010 (Goul Andersen, 2012b). Nok var der tilløb tidligere, men først fra 2010 blev politikken for alvor uligheds- og utryghedsskabende for et meget stort antal mennesker (Goul Andersen, 2015). En bevægelse, der i øvrigt ikke automatisk fører til øget opbakning om velfærdsstaten (Chung & Mau, 2014).
302
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
Pladsen tillader ikke en fyldig analyse her, men det kan sandsynliggøres, at stigende utryghed for den enkelte borger også har bidraget til faldende politisk tillid. Nøglefaktoren er dog ikke, om privatøkonomien er gået frem eller tilbage. Skal der ledes efter en effekt, er det mere plausibelt at det er trygheden, der er afgørende. TrygFonden (Andersen et al., 2013, 2015) har vist, at den økonomiske og sociale tryghed har været i skred siden 2009. Har det så bidraget til den stigende politiske mistillid? Svaret er efter alt at dømme bekræftende. Tabel 17.4. Sammenhæng mellem utryghed og politisk mistillid (rigtige beslutninger), 2011 og 2013 (18-65 årige). Pearson korrelationer. Spm. Nedenfor er anført en række problemer. Angiv hvor utryg du for tiden er over for disse problemer.1) For ikke at få den tilstrækkelige behandling, hvis jeg bliver syg (40 år+)
Person r 2011
2013
.23
.25
.
.22
For ikke at have helbred til at kunne klare at arbejde
.15
.22
For ikke at få tilstrækkelig pleje, når jeg bliver gammel (40 år+)
.26
.21
For ikke at have penge nok, når jeg holder op med at arbejde (40 år+)
.21
.21
For at mangle penge, hvis der kommer en uventet udgift
.13
.20
For ikke at kunne finde arbejde, når jeg bliver færdig med min uddannelse (stud.)
.14
.14
For at miste mit arbejde (besk.)
.10
.11
For sygdom i familien
.10
.13
For ikke at kunne forlade arbejdsmarkedet på en værdig måde, når den tid kommer (40 år+)
1) Skala: 1) For tiden slet ikke utryg 2) For tiden kun lidt utryg 3) For tiden noget utryg 4) For tiden meget utryg 5) For tiden ikke relevant for mig 8) Ved ikke. 5+8 behandlet som missing. Spm. tillid: »Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet«. Kilde: Tryghedsmålinger 2011 og 2013. YouGov for TrygFonden.
Tabel 17.4. viser sammenhængen mellem politisk tillid og en række aspekter af social utryghed. De fleste former for utryghed korrelerer med politisk mistillid, men det er den sociale utryghed, der korrelerer højest. Det gælder tilbagetrækning, pleje og hospitalsbehandling – samt utryghed mht. at mangle penge til en uventet udgift. Og det er vel at mærke effekter på politisk mistillid, vi her taler om. Overraskende nok synes job-utryghed ikke at korrelere så højt med mistillid, faktisk mindre end utrygheden over for sygdom i familien. Nu er korrelation ikke det samme som effekt. Dels kan sammenhængen være frembragt af bagvedliggende variabler, dels kan årsagsretningen gå begge veje. Hvad det første angår, er de sociale faktorers effekt på mistillid dog så beskeden, at det kun kan forklare en beskeden del af effekten, og desuden kan vi med no303
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
genlunde sindsro fortolke ændringer – kontrolproblemet er stort set konstant. Vi finder en svækket sammenhæng på et enkelt spørgsmål: Ældrepleje – fra r= .26 til r = .21. Ellers er sammenhængen uændret eller stigende fra 2011 til 2013. Det gælder navnlig på spørgsmålet om at have helbred til at klare at arbejde (r steget fra .15 til .22). Det forekommer ganske plausibelt og »rationelt«: Reformer af førtidspension, fleksjob, tilbagetrækning (samt dagpenge og kontanthjælp) har gjort tilværelsen væsentligt mere økonomisk usikker for folk med helbredsproblemer. Desuden er der højere effekt af utryghed mht. at mangle penge, hvor korrelationen steg fra r = .13 til .20. Tabel 17.5. Økonomisk tryghed, helbred og politisk tillid. 2009-2015. Kun 18-65-årige. Opinionsbalancer. Tillid (opinionsbalance) 2009
2011
2013
N 2015
2009
2011
2013
2015
Økonomisk tryghed Meget tryg
+5
-4
-4
+10
732
601
651
789
Tryg
-1
-21
-5
+2
1623
1728
2182
2084 1318
Hverken tryg eller utryg
-10
-31
-29
-21
932
1007
1345
Utryg
-21
-46
-45
-35
459
409
696
632
Meget utryg
-42
-47
-67
-52
129
109
321
280
.142
.159
.255
.241
eta Helbred Fremragende Vældig godt
+14
-8
+8
+13
482
479
591
602
-1
-26
-10
-1
1813
1970
1644
1765 1870
Godt
-13
-37
-24
-14
1107
1103
2041
Mindre godt
-19
-40
-43
-34
423
311
811
756
Dårligt
-36
-37
-65
-43
100
51
194
226
.143
.139
.221
.191
eta
Spm. Tillid: »Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet«. Økonomisk tryghed: »Hvor tryg eller utryg vil du overordnet set betragte den nuværende økonomiske situation i din husstand?« Helbred: 2013+2015: »Hvordan synes du, dit helbred er alt i alt?«. 2009+2011: Hvorledes vil du vurdere din nuværende helbredstilstand i almindelighed? (virkelig god / god / nogenlunde / dårlig / virkelig dårlig) Kilde: Tryghedsmålingerne 2009-2015 (YouGov for TrygFonden).
Et endnu mere markant resultat får vi, når vi spørger direkte om økonomisk tryghed. Svarpersoner, der føler sig trygge eller meget trygge, har næsten balance mellem positive og negative svar på spørgsmålet om politisk mistillid, men for de utrygge tiltager mistilliden kraftigt, jf. Tabel 17.5. Det mest inte304
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
ressante er dog igen ændringen over tid. Der har altid været en sammenhæng mellem økonomisk utryghed og politisk mistillid, men den er tiltaget meget markant – og desuden er der blevet flere, der er økonomisk utrygge. Det er også interessant at se, hvornår sammenhængens styrke tiltager: Det er først og fremmest mellem 2011 og 2013. I 2009 var eta= .142, i 2011 var tallet .159, men i 2013 var det .255. Derefter aftager effekten en lille smule i 2015 til eta= .241. Det er altså en bevægelse fra en ret moderat effekt endnu i 2011 til en meget stærk effekt i 2013. Nu kan man måske ikke fuldstændigt udelukke, at svar på økonomisk tryghed kan være påvirket af mistillid. Men det kræver god fantasi at forestille sig, at oplevet helbredstilstand skulle være det. Og her finder vi det samme: En klart forstærket sammenhæng fra 2011 til 2013 (fra eta= .139 til .221) – og igen en mindre svækkelse i 2015.99 Forskellene i tillid mellem beskæftigede og marginaliserede på arbejdsmarkedet var mindre end forventet. Hvilket måske hænger sammen med en overraskende svag sammenhæng mellem jobutryghed og mistillid. Men til gengæld finder vi ikke alene stigende social utryghed (Andersen et al., 2015), men også en klart forstærket sammenhæng mellem økonomisk utryghed og politisk mistillid, respektive helbredsproblemer og mistillid. Set i relation til spørgsmålet om sammenhængen mellem krise og mistillid peger det i retning af, at man ikke udelukkende skal se mistillid som mekanisk effekt af samfundsøkonomien – og heller ikke udelukkende som en effekt af politisk utilfredshed med krisepolitikken. Det er også de økonomiske og sociale konsekvenser af krise og krisepolitik, der synes at påvirke mistilliden. Vi har set en krise- eller rettere: strukturpolitik, der dels har bidraget til at øge antallet af økonomisk utrygge i samfundet, dels har gjort tilværelsen ekstra usikker for personer med dårligt helbred. Og vi har set en markant styrket effekt af økonomisk utryghed og dårligt helbred på politisk mistillid, der falder sammen med gennemførelsen af en stor del af disse reformer. Til gengæld skal det igen bemærkes, at effekten af arbejdsløshed og frygt for ledighed på politisk mistillid er ret behersket. Man kan kun gisne om årsagerne, men måske drejer det sig om, at regeringer har haft held til delvist at 99 Spørgsmålsformuleringen om helbredstilstand er ændret i 2013. Det vurderes dog i værste fald kun at have bidraget marginalt til den forstærkede sammenhæng, der finder sin parallel i effekten af helbredsrelaterede tryghedsspørgsmål.
305
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
»fritage« sig selv for ansvaret for beskæftigelsen. Engang var det regeringers ubetingede ansvar og vigtigste opgave at sikre fuld beskæftigelse, men det er knapt så entydigt under den mere udbudsøkonomiske tankegang, der i dag er det dominerende paradigme bag politikken. Under alle omstændigheder ser det ud til, at regeringer fortsat holdes ansvarlig for krisens og krisepolitikkens øvrige sociale konsekvenser. Og det giver mening at pege på den øgede sociale og økonomiske utryghed i Danmark siden 2010 som en sandsynlig medvirkende forklaring på den stigende politiske mistillid.
8. Tilliden til den økonomiske politik Krisepolitikkens betydning for den politiske mistillid rækker dog ud over dem, der selv er »ofre«. Det ser ud til, at vælgerne har haft begrænset tiltro til politikernes evne til at løse de økonomiske problemer – og utilfredshed med krisepolitikken.100 Som omtalt i kapitel 13 havde vi kort før 2011-valget den mulighed at måle vælgernes vurdering af begge regeringsalternativers økonomiske planer – regeringens 2020-plan og S-SF’s Fair Løsning 2020, der netop var fremlagt. Ingen af de to alternativer nød større opbakning. Kun 25 pct. vurderede regeringens 2020-plan som troværdig, og for S-SF-planen var tallet kun 19 pct., jf. Tabel 17.6. Som det fremgår af oplysningerne om antal svarpersoner (Tabel 17.8), bedømte kun et par procent begge planer som troværdige, ni procent bedømte begge som utroværdige, mens 41 pct. bedømte mindst én af planerne som troværdig. Resten svarede »hverken troværdig eller utroværdig« til begge eller kombinerede tvivl om den ene med negativ vurdering af den anden. Hvordan påvirker det så den politiske tillid? I tabel 17.7 er vist sammenhængen mellem vurdering af hver enkelt plan og tilliden til, at politikere træffer de rigtige beslutninger. Det er interessant, at det er tilliden til regeringens plan, der er udslaggivende: Jo mere troværdig regeringens plan vurderes, desto højere er tilliden til politikerne. Når det gælder oppositionens plan, går sammenhængen snarere i modsat retning: Jo mere troværdig oppositionens plan vurderes, de-
100 Set i lyset af næsten 10 års økonomisk nulvækst forekommer vælgernes negative bedømmelse ikke helt uretfærdig. Både rød og blå blok synes at have undervurderet og til dels fejldiagnosticeret krisen, specielt betydningen af den bristede bolig- og kreditboble. Der ses ikke forsøg på at lære af finske og japanske erfaringer fra lignende kriser i 1990’erne – man har mere grebet tilbage til tidligere danske kriser, der nærmest var diametrale modsætninger til den nuværende og dikterede, at man skulle eksportere og spare sig ud af krisen (Goul Andersen, 2013).
306
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
sto mindre tillid har svarpersonen til politikerne.101 Det er igen et eksempel på »incumbency effect«: Det er især regeringen, folk bedømmer, når de spørges om politisk tillid, derfor kan det ligefrem svække tilliden, hvis oppositionens forslag ses som troværdigt. Tabel 17.6. Vurderingen af regeringens og S+SF’s økonomiske planer, juni 2011. Pct. Regeringens 2020 Plan 1. Meget troværdig
S+SF’s Fair Løsning 2020 Plan
5
2
2. Ret troværdig
20
17
3. Hverken troværdig eller utroværdig
31
30
4. Ret utroværdig
19
21
5. Meget utroværdig
14
17
6. Ved ikke/vil ikke svare
11
13
100
100
Total Opinionsbalance (troværdig minus utroværdig) (N)
-8
-19
1005
1005
Spm. 1. Så vil vi gerne vide, hvordan du vurderer troværdigheden af regeringens økonomiske plan – den såkaldte 2020 plan.2. Og vi vil gerne vide, hvordan du vurderer troværdigheden af Socialdemokratiets og SF’s økonomiske plan – den såkaldte Fair Løsning 2020 Plan. Kilde: Synovate juni 2011 for Ugebrevet Mandag Morgen, i samarbejde med forfatteren.
Tabel 17.7. Tillid til politikernes beslutninger, opdelt efter vurdering af regeringsalternativernes økonomiske planer. Juni 2011. Opinionsbalancer. Procentpoint. Regeringens 2020 Plan Meget/ret troværdig Hverken/eller, ved ikke Meget/ret utroværdig Forskel troværdig/utroværdig
S+SF’s Fair Løsning 2020
N1
N2
+48
-9
249
384
+3
-12
423
433
-53
+6
333
384
+101
-15
Kilde: Synovate/Ugebrevet Mandag Morgen juni 2011. Jf. Tabel 17.6.
Når det gælder kombinationen af vurderinger, jf. Tabel 17.8, slår vurderingen af VK-planen lige stærkt igennem på tilliden, uanset hvordan S-SF-planen blev vurderet. Men uanset vurderingen af regeringens plan blev synet på politikerne dog en spids mildere, hvis S-SF planen blev vurderet som troværdig. Blandt de vælgere, der vurderede mindst én af planerne som troværdig (N=417), var opinionsbalancen for politisk tillid (til de politiske beslutninger) på +22, alt101 Man finder samme resultat, når det gælder tilliden til politikere i almindelighed – blot er udslagene lidt større.
307
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
så nogenlunde usvækket i forhold til »højtillidsperioden« 1998-2007. Der var bare ikke så mange, der fandt mindst en af planerne troværdig. Tabel 17.8. Tillid til politikernes beslutninger, opdelt efter kombination af vurdering af regeringsalternativernes økonomiske planer. Juni 2011. Opinionsbalancer. Procentpoint. S+SF plan utroværdig Reg. plan utroværdig Reg. plan neutral Reg. plan troværdig (N)
S+SF plan neutral
S+SF plan troværdig
-67
-62
-34
+2
-3
+21
+44
+59
+65
93
120
120
104
271
38
189
42
21
Kilde: Som Tabel 17.6.
Set i forhold til den klassiske Miller-Citrin debat om, hvorvidt mistilliden udtrykker utilfredshed med regeringen eller med alle alternativer, var det i forsommeren 2011 lidt både-og. På den ene side er det tilliden til regeringens plan, der giver de store udslag. Men det er samtidig iøjnefaldende, at vælgerne er tilbageholdende med plus-karakterer til nogen af planerne.102 Med forbehold for, at vi ikke kan sige noget endegyldigt om årsagsretningen, peger resultaterne i det mindste på, at økonomisk krise og utilfredshed med/begrænset tiltro til regeringsalternativernes økonomiske planer kan være en vigtig del af forklaringen på den faldende tillid – før valget. Hertil kommer utilfredshed med reform af dagpenge og tilbagetrækning i 2011, jf. nedenfor. Selvom S-SF planen efter valget blev skiftet ud med et regeringsprogram med en ganske anden melodi103, er historien lidt den samme efter 2011-valget.
9. Utilfredshed med/manglende tiltro til krisepolitikken Vælgernes stigende mistillid fra 2010 og fremover hænger sammen med den økonomiske krise og den stigende sociale utryghed. Men den hænger også sammen med den politik, der har været ført. Gennem de sidste 40 år har den 102 Det ligner lidt en light-udgave af situationen i 1989, hvor både regering og opposition fremlagde store økonomiske planer, der begge mødte en overraskende negativ reaktion blandt vælgerne – fulgt af den laveste tillid, der er målt i Danmark (Goul Andersen, 1988; 1992c). 103 Titlen Fair Forandring – og den politiske hovedlinje – var oprindeligt fra august 2009, hvor der blæste keynesianske vinde over hele den vestlige verden. I EU blev det efterhånden afløst af andre toner, bl.a. for at berolige finansmarkederne og afværge pres mod Euro-samarbejdet, hvor Sydeuropa kom under voldsomt pres.
308
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
traditionelle venstre-højre dimension altid haft en vis betydning, fordi personer længst til venstre og længst til højre havde mindre tillid end vælgere på midten. Effekten af venstre-højre har dog været forholdsvis svag, sammenlignet med effekten af holdninger, der gik på tværs, specielt holdninger til indvandrere og EU (Borre, 2000; Goul Andersen, 1992b: 175; 2004: 259-70; 2014). Det har altid været de politiske tabere – dem, der ikke følte sig repræsenteret – der har udmærket sig med politisk mistillid. Som det fremgår af Tabel 17.9, var effekten af EU-holdninger på den politiske mistillid intakt i 2011, sammenlignet med 1998. Derimod havde det mindre betydning end tidligere, om indvandring opleves som en trussel. Det kan dels hænge sammen med, at den politiske udvikling i 00’erne på dette punkt gjorde de politiske tabere til vindere, dels kan det skyldes, at krisen bragte emnet ned på den politiske dagsorden i 2011. Miljøet har mistet det kritiske potentiale, der var tilbage, mens effekten af lighedsholdninger er gået lidt frem. Tabel 17.9. Holdningseffekter på tilliden til politiske beslutninger 1998, 2011 og 2013. Eta-koefficienter. Valg 1998
Valg 2011 (YouGov)
Indvandring udgør en alvorlig trussel mod vores nationale egenart.
.210
.157
Den økonomiske vækst bør sikres gennem en udbygning af industrien, også selv om det kommer i strid med miljøinteresser.
.116
.078
I politik bør man stræbe efter at skaffe alle de samme økonomiske vilkår, uanset uddannelse og beskæftigelse.
.091
.102
Hvordan er dine generelle holdning til EU – meget positiv, overvejende positiv, overvejende negativ, eller meget negativ?
.246
.234
Tryghedsmåling 2013
Tror du, at følgende reformer vil forbedre befolkningens velfærd på længere sigt?* - dagpengereformen i 2010
.300
- reformen af efterlønnen i 2011
.277
- førtidspensionsreformen
.311
- kontanthjælpsreformen
.292
Indeks af ovennævnte 4 spm.*
.368
*) Spm. Politikerne har i de seneste år gennemført flere reformer med den begrundelse, at det gavner velfærden på længere sigt. Tror du, at de følgende reformer vil forbedre befolkningens velfærd på længere sigt? -Dagpengereformen i 2010; – Reformen af efterlønnen i 2011; -Førtidspensionsreformen; -Kontanthjælpsreformen? Indekset er grupperet til fem kategorier. Sammenhængen bliver en kende stærkere, hvis indekset benyttes uden gruppering. Batteriet indeholdt også spørgsmål om kommunalreformen og vækstplanen (inkluderes disse, stiger eta til .444 på et ugrupperet indeks).
309
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Det giver en målestok for effekten af reformholdninger. Med undtagelse af EU-holdninger havde de øvrige politiske holdninger beskeden effekt på tilliden i 2011. Og EU-holdninger bidrager først og fremmest til at forklare, hvem der har tillid. De kan ikke så godt forklare, hvorfor tilliden har ændret sig. Det kan derimod holdninger til reformpolitikken. I maj/juni 2013 blev vælgerne spurgt om deres holdninger til en række af de vigtigste reformer, der var gennemført under krisen med henblik på at øge arbejdsudbuddet.104 Det viser sig, at synet på disse reformer havde en overordentlig stærk effekt på den politiske mistillid, sammenlignet med de holdningsmæssige forklaringer, der normalt bringes i vælten. At holdningerne ifølge sagens natur er »nye«, og at de samtidig har en overordentlig stærk effekt, betyder tilsammen, at de tilbyder en plausibel forklaring på, hvorfor det i de seneste år er gået så voldsomt tilbage med tilliden til politikerne i Danmark. Tabel 17.10. Syn på reformpolitikken og tillid til de politiske beslutninger, 2013. Opinionsbalancer. Syn på reformer (gruppering af indeks)
Opinionsbalance politisk tillid
(N)
Meget negativ
-48
2365
Ret negativ
-17
913
Neutral
+8
707
Ret positiv
+17
449
Meget positiv
+27
547
Total
-20
4982
Eta
.368
Spm. Additivt indeks af fire spørgsmål i Tabel 17.9. Kilde: Tryghedsmåling (YouGov/TrygFonden) 2013.
Tabel 17.10 giver en mere udførlig illustration af, hvor stærke effekter, vi taler om. Blandt den halvdel af vælgerkorpset, der havde et meget negativt syn på reformerne, var opinionsbalancen for politisk tillid i 2013 på -50 (procentpoint). I den mest positive gruppe var opinionsbalancen +27.
104 Den væsentligste undtagelse er skattereformen 2012, der ikke kom med i spørgsmålsbatteriet. Formuleringen er valgt, fordi alle reformer blev præsenteret som reformer, der skulle sikre den langsigtede velfærd.
310
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
10. Konklusion Kapitlets ene hovedformål har været ganske enkelt at få kortlagt udviklingen i den politiske mistillid. Bedømt isoleret ud fra valgundersøgelsen 2011 tager faldet sig ikke dramatisk ud. Men adskillige målinger både før og efter viser, at faldet siden 2010 er markant – men blev afbøjet lidt ved 2011-valget for derefter hurtigt at vende tilbage med fuld styrke. Det er lidt af et epokeskifte. Ordet »politikerlede« gik ud af brug i 1990’erne og 00’erne. Men det er vendt tilbage. Perioden 2010-15 har været en periode med meget lav politisk tillid. Det er ikke en mistillid, der sætter spørgsmålstegn ved politiske strukturer og demokratiske institutioner. Kun ved de politiske aktører og deres gerninger – og i øvrigt krydret med, at der i det meste af perioden 201115 var ringe tillid til statsministerkandidaterne fra begge de to største partier (fx Megafon/Politiken 23.11.2013; A & B Analyse/Altinget 9.12.2013). Men det sidste er kun toppen af isbjerget – og efter alt at dømme ikke så væsentligt i sig selv. Der er næppe tvivl om, at den stigende mistillid afspejler den økonomiske krise. Som vi har set, er der en ganske stærk tendens til, at konjunkturer og mistillid følges ad (se også Goul Andersen. 1992b,c), og det korresponderer med nyere tværnationale undersøgelser (van Erkel & van der Meer, 2016). Men det bør samtidig understreges, at mistillid ikke er en mekanisk krisereaktion. Under den forrige krise – da it-boblen bristede 2001-03 – var der ikke fald i den politiske tillid. Mistilliden afhænger også af politikken. Den kan opfattes som utroværdig – eller den kan stride mod brede vælgergruppers politiske holdninger. Alt andet lige slider økonomiske kriser på den politiske troværdighed, og alt andet lige er det mere »ubehagelige« politiske beslutninger, der bliver truffet under en krise. Nogle bliver accepteret – andre i mindre grad. Finanskrisen har siden 2010 været kendetegnet ved ualmindelig stor utilfredshed, ikke mindst blandt de vælgere, der i 2011 stemte på et af regeringspartierne. Den førte krisepolitik – som i virkeligheden mest har været en langsigtet strukturpolitik – har bidraget til et brud med den mere konsensusorienterede politik, der kendetegnede perioden fra begyndelsen af 1990’erne og frem til 2010. Fra 2010 blev der flere, der havde stærke grunde til at være utilfredse. Videre kan vi pege på, at social og økonomisk utryghed har haft en selvstændig betydning for mistilliden. Utrygheden er steget, og effekten af utrygheden på politisk mistillid er steget. Specielt er sammenhængen mellem helbred og 311
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
mistillid, og mellem økonomisk utryghed og mistillid blevet markant stærkere efter 2009, specielt fra 2011 til 2013, hvor der gennemførtes en lang række strukturreformer med konsekvenser for den økonomiske og sociale tryghed. Endelig kan vi også samtidig nedtone de faktorer, politiske kommentatorer har peget på – skandalesager i medierne, løftebrud osv. Skandalesager påvirker enkeltpolitikere voldsomt (fx Greens/Børsen 15.1.2014; Wilke/Jyllands-Posten 16.1.2014). Men tilliden til politikerne generelt og til deres beslutninger er svære at forbinde med personsager i medierne. Tilliden er lettere at forbinde med politikkens indhold. Der kan tages et lille forbehold for årsagsretningen, og vi har ikke beskæftiget os med, om der kan være ændringer i folkestyrets kvalitet (fx professionalisering, (dårligt) spin, brug af magt), der også kan have påvirket tilliden. Men de mest plausible forklaringer på den høje politiske mistillid efter 2010 er den økonomiske krise, den førte krise- og socialpolitik, samt den voksende utryghed, de to faktorer tilsammen har afstedkommet for den enkelte borger. Hvad det har betydet for vælgerudviklingen, behandles i kapitel 18, mens kapitel 19 diskuterer betydningen for EU-afstemningen den 3. december 2015.
312
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
Referencer Aarts, Kees & Hollia A. Semetko (2003). »The Divided Electorate: Media Use and Political Involvement«, Journal of Politics, vol. 65 (3), pp. 759-784. Andersen, Jacob, Anders Hede & Jørgen Goul Andersen (2013). Tryghedsmåling 2013. Danskernes hverdagsproblemer. København: TrygFonden. Anderson, Christopher J. & Andrew J. LoTempio (2002). »Winning, Losing and Political Trust in America«, British Journal of Political Science, vol. 32 (2), pp. 335-351. Anderson, Christopher J. & Christine A. Guillory (2007). »Political institutions and satisfaction with democracy: A cross-national analysis of consensus and majoritarian systems«, American Political Science Review, vol.91(1), pp. 66-81. Birch, Sarah & Nicholas Allen (2010). »How Honest Do Politicians Need to Be?«, Political Quarterly, vol.81 (1), pp. 49-56. Blais, Andre & Francois Gelineau (2007). »Winning, losing and satisfaction with democracy«, Political Studies, vol.55(2), pp. 425-441. Borre, Ole (2000). Critical issues and political alienation in Denmark. Scandinavian Political Studies, vol. 23(4), pp. 285–309. Borre, Ole & Jørgen Goul Andersen (1997). Voting and Political Attitudes in Denmark. Aarhus: Aarhus University Press Bovens, Mark & Anchrit Wille (2008). »Deciphering the Dutch drop: ten explanations for decreasing political trust in The Netherlands«, International Review of Administrative Sciences, vol.74(2), pp. 283-305. Bowler, Shaun & Jeffrey A. Karp (2004). »Politicians, Scandals, and Trust in Government«, Political Behavior, vol.26(3), pp. 271-287. Chanley, Virginia A., Thomas J. Rudolph & Wendy M. Rahn (2000). »The Origins and Consequences of Public Trust in Government: A Time Series Analysis«, Public Opinion Quarterly, vol.64(3), pp. 239-256. Chung, Heejung & Steffen Mau (2014). »Subjective insecurity and the role of institutions«, Journal of European Social Policy, vol.24 (4), pp. 313-318. Citrin, Jack (1974). »Comment: The Political Relevance of Trust in Government«, American Political Science Review, vol. 68 (3), pp. 973-988. Citrin, Jack, Herbert McClosky, J. Merrill Shanks & Paul M. Sniderman (1975). »Personal and Political Sources of Political Alienation«, British Journal of Political Science, vol. 5 (1), pp. 1-31. Curini, Luigi, Willy Jou & Vincenzo Memoli (2012). »Satisfaction with Democracy and the Winner/Loser Debate: The Role of Policy Preferences and Past Experience«, British Journal of Political Science, vol. 42 (2), pp. 241-261. Criado, Henar & Francisco Herreros (2007). »Political support taking into account the institutional context«, Comparative Political Studies, vol. 40(12), pp.1511-1532. Dalton, Russell J. (2005). »The Social Transformation of Trust in Government«, International Review of Sociology, vol. 15 (1), pp. 133-154. Dalton, Russell J. (2004). Democratic Challenges, Democratic Choices: The Erosion of Political Support in Advanced Industrial Democracies. Oxford: Oxford University Press.
313
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Davies, James C. (1962). »Toward a Theory of Revolution«, American Sociological Review, vol. 27 (1), pp. 5-19. Det Økonomiske Råd (2009). Dansk Økonomi. Efteråret 2009. København: Det Økonomiske Råd. deVreese, Claes H. (2005). »The spiral of cynicism reconsidered«, European Journal of Communication, vol. 20(3), pp. 283-301. Dølvik, Jon Erik, Jørgen Goul Andersen & Juhana Vartiainen (2014). »The Nordic social models in turbulent times: Consolidation and renewal«, chapter 7 in Jon Erik Dølvik & Andrew Martin (eds.), European Social Models in the Face of Global Economic Crisis. Oxford: Oxford University Press. Easton, David (1965). A Framework for Political Analysis. Englewood Cliffs,NJ: Prentice Hall. Easton, David (1975). »A Reassessment of the Concept of Political Support«, British Journal of Political Science, vol. 5 (4), pp. 435-457. Engelbreth Larsen, Rune (2013). Ledighed og ledighad. Aarhus: Forlaget Dana. Esaiasson, Peter (2011). »Electoral losers revisited – How citizens react to defeat at the ballot box«, Electoral Studies, vol. 30 (1), pp. 102-113. Gamson, William (1968). Power and Discontent. Homewood, Ill: Dorsey Press. Glans, Ingemar (1984). »Fremskridtspartiet – småborgerlig revolt, högerreaktion eller generell protest?«, pp. 195-228 i Jørgen Elklit & Ole Tonsgaard (red.), Valg og vælgeradfærd. Studier i dansk politik. Aarhus: Forlaget Politica. Goul Andersen, Jørgen (1984). »Aspekter af den politiske kultur i Danmark efter 1970«, pp. 17-49 i Erik Damgaard (red.) Dansk demokrati under forandring. København: Schultz. Goul Andersen, Jørgen (1988). Vælgermosaik. Småartikler om valg og vælgere 19861988. Working Paper, Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet. Goul Andersen, Jørgen (1992a). »Politikerleden – myte eller realitet?«. pp. 127-160 i Jørgen Goul Andersen, Hans Jørgen Nielsen, Niels Thomsen & Jörgen Westerståhl, Vi og vore politikere. København: Spektrum/Rockwool Fondens Forskningsprojekt. Goul Andersen, Jørgen (1992b). »Årsager til mistillid«. pp. 161-202 i Jørgen Goul Andersen, Hans Jørgen Nielsen, Niels Thomsen & Jörgen Westerståhl, Vi og vore politikere. København: Spektrum/Rockwool Fondens Forskningsprojekt. Goul Andersen, Jørgen (1992c). Politisk mistillid i Danmark. Aarhus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Goul Andersen, Jørgen (1993). Udviklingen i den politiske tillid 1991-1993. Aarhus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Goul Andersen, Jørgen (1998). Socialdemokratiets moralske kollaps blandt vælgerne. Efterlønsforliget dec. 1998. Paper, Ugebrevet Mandag Morgen/Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet. Goul Andersen, Jørgen (2001). »Folket og eliterne. Om meningsdannelse på masse- og eliteniveau«, pp. 52-69 i Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen, Lise Togeby & Signild Vallgårda (red.), Den demokratiske udfordring. København: Hans Reitzels Forlag. Goul Andersen, Jørgen (2004). Et ganske levende demokrati. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
314
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
Goul Andersen, Jørgen (2007). »Restricting access to social protection for immigrants in the Danish welfare state«, Benefits, vol. 15 (3), 157-69 Goul Andersen, Jørgen (2010). »It’s the Economy, stupid! – eller Crisis? What Crisis? Danske vælgere undervejs med den økonomiske krise 2008-2009«. Tidsskriftet Politik, vol.13 (1), pp. 18-35. Goul Andersen, Jørgen (2011). Retrenchment with consent. Framing, persuation, and ambivalent attitudes in two Danish Welfare Reforms. CCWS Working Paper 74, 2011. Goul Andersen, Jørgen (2012a). »Denmark – ambiguous modernisation of an inclusive unemployment protection system«, pp.187-207 i Jochen Clasen and Daniel Clegg (eds.), Regulating the Risk of Unemployment. National Adaptations to Post-Industrial Labour Markets in Europe. Oxford: Oxford University Press (pb.ed.). Goul Andersen, Jørgen (2012b). »Økonomisk bæredygtighed – politisk usikkerhed. Den danske velfærdsstat 1990-2012«, Politica, vol. 44 (3), pp. 339-361. Goul Andersen, Jørgen (2013). Krisens navn. Bekæmper regeringen den forkerte økonomiske krise? København: Frydenlund Academic. Goul Andersen, Jørgen (2015). »Medborgerskab under pres. Træk af den socialpolitiske udvikling i Danmark«. Pp. 86-127 i Jens Guldager & Marianne Skytte, red. Socialt arbejde – en antologi. Copenhagen: Akademisk Forlag. 2.udg. Gurr, Ted Robert (1970). Why Men Rebel. Princeton, NJ: Princeton University Press. Hacker, Jacob S. (2008). The Great Risk Shift:The new economic insecurity and the decline of the American dream. Oxford: Oxford University Press. Hacker, Jacob S. & Paul Pierson (2011). Winner take all Politics.How Washington Made the Rich Richer – and Turned Its Back on the Middle Class. New York: Simon & Schuster. Hacker, Jacob S., Philipp Rehm & Mark Schlesinger (2013). »The Insecure American: Economic Experiences, Financial Worries, and Policy Attitudes«, Perspectives on Politics, vol. 11 (1), pp. 23-49. Hendriks, Frank (2009). »Contextualizing the Dutch drop in political trust: connecting underlying factors«, International Review of Administrative Sciences, vol. 75 (3), pp. 473-491. Hetherington, Marc J. (2005). Why Trust Matters: Declining Political Trust and the Demise of American Liberalism. Princeton: Princeton University Press. Hood, Christopher (2011). The Blame Game. Spin, Bureaucracy, and Self-Preservation in Government. Princeton, NJ: Princeton University Press. Holmberg, Sören (1999). »Down and Down We Go: Political Trust in Sweden«, pp. 103-122 i Pippa Norris (ed.), Critical Citizens. Global Support for Democratic Governance. Oxford: Oxford University Press. Kantola, Anu & Johannes Kananen (2013). »Seize the Moment: Financial Crisis and the Making of the Finnish Competition State«, New Political Economy, vol.18 (6), pp. 811-826. Kinder, Donald R. and D. Roderick Kiewiet. (1979) »Economic Discontent and Political Behavior: The Role of Personal Grievances and Collective Economic Judgments in Congressional Voting,« American Journal of Political Science, vol. 23(3), pp. 495-527.
315
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kumlin, Staffan & Peter Esaiasson (2012). »Scandal Fatigue? Scandal Elections and Satisfaction with Democracy in Western Europe, 1977-2007«, British Journal of Political Science, vol. 42 (2), pp. 263-282. Lau, Richard R. & David O. Sears (1981). »Cognitive Links Between Economic Grievances and Political Responses«, Political Behavior, vol. 3 (4), pp. 279-302. Lewis-Beck, Michael S. & Mary Stegmaier (2000). »Economic Determinants of Electoral Outcomes«, Annual Review of Political Science, vol. 3, pp. 183-219. Lipset, Seymour Martin & William C. Schneider (1983). The Confidence Gap: Business, Labour and Government in the Public Mind. New York: Free Press. Listhaug, Ola & Bernt Aardal (2011). »Politisk tillit – et mål på demokratiets helsetilstand?«, pp. 291-304 i Bernt Aardal (red.), Det politiske landskap. En studie av stortingsvalget 2009. Oslo: Cappelen Damm Akademisk. Maier, Jürgen (2011). »The impact of political scandals on political support: An experimental test of two theories«, International Political Science Review, vol. 32 (3), pp.283-302. McAllister, Ian (1999). »The Economic Performance of Governments«, pp. 188-203 i Pippa Norris (ed.), Critical Citizens. Global Support for Democratic Governance. Oxford: Oxford University Press. Miller, Arthur H. (1974). »Political Issues and Trust in Government: 1964-1970«, American Political Science Review, vol. 68 (3), pp. 951-972. Miller, Arthur H. & Ola Listhaug (1998). »Policy Preferences and Political Distrust: A Comparison of Norway, Sweden and the United States«, Scandinavian Political Studies, vol. 21 (2), 161-187. Møller Hansen, Kasper & Rune Stubager (2013). »Økonomisk stemmeadfærd«, pp. 115-136 i Rune Stubager, Kasper Møller Hansen & Jørgen Goul Andersen, Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Newton, Kenneth (1999). »Mass media effects: Mobilization or media malaise?«, British Journal of Political Science, vol.29(4), pp. 577-599. Newton, Kenneth (2006). »Political Support: Social Capital, Civil Society and Political and Economic Performance«, Political Studies, vol. 54 (4), pp. 846-864. Nielsen, Hans Jørgen (1992). »Vælgersamtalerne«, pp. 272-321 i Jørgen Goul Andersen, Hans Jørgen Nielsen, Niels Thomsen et al., Vi og vore politikere. København: Spektrum. Norris, Pippa (1999a). »Introduction: The Growth of Critical Citizens?«, pp. 1-27 i Pippa Norris (ed.), Critical Citizens. Global Support for Democratic Governance. Oxford: Oxford University Press. Norris, Pippa (1999b). »Conclusions: The Growth of Critical Citizens and its Consequences«, pp. 257-272 i Pippa Norris (ed.), Critical Citizens. Global Support for Democratic Governance. Oxford: Oxford University Press. Oscarsson, Henrik & Sören Holmberg (2013). Nya svenska väljare. Stockholm: Norstedts Juridik. Phillips, Louise & Kim Schrøder (2004). Sådan taler medier og borgere om politik. En diskursanalytisk undersøgelse af politik i det medialiserede samfund. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
316
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
Radius Kommunikation/Epinion (2013). Troværdighedsanalyse 2013. (http://www. radiuskommunikation.dk/media/62025/figurrapport_-_trov_rdighedsanalysen_2013. pdf) Starke, Peter (2008). Radical Welfare State Retrenchment. Houndsmills: Palgrave Macmillan. Stimson, James A. (2004). Tides of Consent: How Public Opinion Shapes American Politics. Cambridge: Cambridge University Press. Svensson, Palle (1996). Demokratiets krise? En debat- og systemanalyse af dansk politik i 1970'erne. Aarhus: Politica. Thomsen, Niels (1992). »Det politiske rodnet«, pp. 26-97 i Jørgen Goul Andersen, Hans Jørgen Nielsen, Niels Thomsen et al., Vi og vore politikere. København: Spektrum. van der Brug, Wouter & Philip van Praag (2007). »Erosion of political trust in the Netherlands: Structural or temporarily? A research note«, Acta Politica, vol.42(4), pp.443-458. Van Erkel, Patrick F.A & Tom W.G. van der Meer (2016). »Macroeconomic Performance, political trust and the Great Recession: A multilevel analysis of the effects of within-country fluctuations in macroeconomic performance on political trust in 15 EU countries, 1999-2011«, European Journal of Political Research, vol. 55 (1), pp. 177-197. Vowles, Jack (2008). »Does globalization affect public perceptions of ‘Who in power can make a difference’? Evidence from 40 countries, 1996-2006«, Electoral Studies Vol.27(1), pp. 63-76. Westerståhl, Jörgen (1992). »Mediernas roll – TV-avisen«, pp. 98-126 i Jørgen Goul Andersen, Hans Jørgen Nielsen, Niels Thomsen et al., Vi og vore politikere. København: Spektrum. Wroe, Andrew (2016). »Economic Insecurity and Political Trust in the United States«, American Politics Research, vol. 44 (1), pp. 131-163.
317
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Appendiks 17.1. Kalibrering mellem forskellige institutters målinger af mistillid Ud over Valgundersøgelserne blev der i perioden 2007-2015 foretaget yderligere ti målinger med samme spørgsmål som i Valgprojektet, hovedparten baseret på web-panel surveys. Der ser imidlertid ud til at være en selektionseffekt på web-paneler, så de i højere grad tiltrækker deltagere med lav tillid til politikerne. Strengt taget kan vi ikke vide sikkert, om det er web-panelerne eller undersøgelserne baseret på personlige interviews/telefoninterviews, der er mest retvisende. Men formodningen taler for, at de sidste rammer bedst, og vi har overalt i bogen valgt Valgprojektet som standard. Derfor er tallene kalibreret, så tallene er mest muligt sammenlignelige. Dette appendiks beskriver hvordan. Først har vi målingerne af pragmatisk tillid, hvor svarpersonerne skulle erklære sig enige eller uenige i udsagnet »Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet«. Figur 17.A.1 viser opinionsbalancen, dvs. procentandelen af enige minus procentandelen af uenige i udsagnet. Ved 1990-valget var der akkurat en overvægt af positive svar (+3). Herefter steg tilliden frem til 2001-valget, hvor der var en opinionsbalance på +34. Det er faktisk den højeste tillid, der er målt, lige en spids over 1971. Endnu i 2007 var der en overvægt af tillid på +20, men ved valgundersøgelsen 2011 var overvægten med positive svar reduceret til 11 procentpoint. I perioden 2009-2015 blev der foretaget yderligere otte målinger med det samme spørgsmål. Den mest sammenlignelige måling er Synovate/Mandag Morgen i juni 2011, indsamlet ved telefoninterviews. Her er der ikke tidligere konstateret systematiske afvigelser ift. valgundersøgelserne fra Valgprojektet.105 Hertil kommer seks målinger fra YouGov – fire baseret på TrygFondens Tryghedsmålinger og to valgundersøgelser, der kort efter følger op på disse. Disse er alle foretaget på YouGov’s web-panel. Det er den sidste måling (kaldet YouGov bus) fra december 2015 også, men her er der tale om et modul, der i ca. en uge blev lagt ind på samtlige YouGov-surveys, uden de øvrige målingers rykkerprocedurer og lange indsamlingsperioder. 105 Mandag Morgen gennemførte i samarbejde med forfatteren 4-6 årlige surveys i 1990’erne og 00’erne, først med AC Nielsen AIM og senere med Synovate som dataindsamler ved telefoninterviews. Nogle sammenfalder tidsmæssigt med valgprojektet, og der ses ingen systematiske afvigelser i marginalfordelinger eller i variabelsammenhænge for nogle af institutterne. Mange af disse data er oparbejdet for CSSR (Center for Survey og Survey/Registerforskning) og er tilgængelige på www.aau.surveybanken.dk.
318
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
Typisk kan web-paneldata være stort set lige så pålidelige som data indsamlet på basis af en tilfældigt udtrukket stikprøve, og vejning kan yderligere udligne evt. forskelle. Men med et fast panel er der altid risiko for selvselektion af bestemte typer af svarpersoner. Det være sig folk, der er mere politisk interesserede end gennemsnittet, storforbrugere af tid ved skærmen, eller af folk, der har bestemte politiske holdninger, herunder mistillid til politikerne. Overrepræsentationen af politisk interesserede er ikke større hos YouGov end i Valgprojektet, snarere tværtimod. Men mistilliden er mere udbredt. Og det er en af de afvigelser, man ikke kan veje sig ud af. Figur 17A.1. Tillid til, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for lanFigur 17.A.1. Tillid til, atPct. vore politiske ledere træffer rigtige beslutninger for landet. Opinionsbalancer: det. Opinionsbalancer. tillid minus pct.demistillid. Enig minus uenig
40
34
30
20
20 10
31
14 3
11
6
0 -10
valg1990 valg 1994 valg 1998 valg 2001 valg 2005 valg 2007 juni 2009. maj 2011. valg 2011 maj 2013. juni 2015. valg 2015 dec. 2015 -5 -6 -9 -10 -10
-20
-20
-30
-17
-27
-40 Valgprojektet
Synovate
YouGov
YouGov Bus
Sp. Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet. Kilder: Valgundersøgelserne 1990-2011. Dataindsamler: Gallup (1998: AIM – samme metode). N= 2.000 eller højere (1991 og 2007). 2007-undersøgelsen er et mix af CAPI/CATI, postenquete og webpanel. Synovate/Ugebrevet Mandag Morgen juni 2011. (N=1005; data indsamlet 10.-21.juni 2011). You-Gov-undersøgelser: Tryghedsmålinger for TrygFonden maj/juni 2009, 2011, 2013 og 2015. YouGov valgundersøgelser 2011 (indsamlet ultimo sep.-primo dec. 2011) og 2015 (indsamlet juli-primo aug.2015). Målingerne 2011-2013 omfatter kun 18-65-årige (dette har ringe betydning – nul til 2 procentpoint på opinionsbalancer). Baseret på YouGov’s web-panel. N=ca. 4.000 i Tryghedsmålingerne 2009 og 2011. N=ca. 6.000 i Tryghedsmålingerne 2013 og 2015 samt i valgundersøgelsen 2011 (indsamlet ultimo sep.-primo dec.). N=5.220 i valgundersøgelsen 2015. A & B Analyse/Altinget: Data indsamlet nov/dec. 2013 og marts 2014, cit. fra Altinget hhv. 6.1.2014 og 19.5.2014. N=1000-1100; Web-panel. Analyse Danmark/A4: Data indsamlet hhv. okt.2014 (N=1011) og dec.2015 (N=1256); Web-panel. Cit. fra A4. You Gov Bus: Indsat som modul på samtlige YouGov-målinger 4.dec.2016 og en uge frem. N=ca. 12.000. Data er ikke vejet efter sociale og demografiske kriterier, da målingen ramte i plet på EU-afstemningsresultatet. I modsætning til andre YouGov-målinger afsluttet efter en meget kort periode, uden rykkere og derfor antagelig med en lavere opnåelsesprocent end de øvrige undersøgelser. Vejning: Alle målinger efter 2007 på nær Synovate 2011 og YouGov bus 2015 er vejet efter køn, alder, bopæl og uddannelse (hvor det har kunnet testes, er vejningen dog stort set uden betydning – nul til to procentpoint på opinionsbalancerne).
319
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Til gengæld kan man skønne over afvigelsens størrelse. Valgundersøgelsen 2011 og YouGov undersøgelsen af valget 2011 blev foretaget samtidigt, fra 2011-valget og frem til begyndelsen af december. Men på valgundersøgelsen finder vi en opinionsbalance på +11, mens YouGov’s vælgerpanel viser en opinionsbalance på -10. En yderligere vejning efter parti ændrer stort set intet ved dette. Vi finder en helt tilsvarende afvigelse mellem Synovate-målingen og YouGov-målingen i juni 2011. Synovate viser en opinionsbalance på -5, YouGov viser -27. Alt i alt må der fæstnes størst lid til valgundersøgelsernes tal106, og det ser ud til, at YouGov’s web-panel i en vis udstrækning har tiltrukket svarpersoner, der er kritiske over for politikerne. Til gengæld må en sådan bias forventes at være stort set konstant over tid, og det bekræftes også af tallene. Således finder vi en fremgang fra Synovates undersøgelse juni 2011 til valgprojektets måling efter 2011-valget fra en opinionsbalance på -5 til +11. Tilsvarende viser YouGov en fremgang fra -27 til -10. Vi kan således kalibrere tallene ud fra de to målinger af 2011-valget ved at lægge 21 procentpoint oven i YouGov-tallene. Det er en simpel korrektion, men det er den bedst mulige, og den må antages at være ganske robust – med mindre der kommer helt ekstreme udsving. Undersøgelsen fra december 2015 (»YouGov bus«) er dog en undtagelse. Det var en undersøgelse af EU-folkeafstemningen den 3. december 2015, og den ramte lige i plet på afstemningsresultatet. Sammenhængen mellem mistillid og ja/nej stemme i 2015 var så stærk (jf. kapitel 19), at det er usandsynligt, skævheden mht. mistillid skulle være lige så stor som på de øvrige YouGov-målinger. Til gengæld ville det også være dristigt at antage, at der slet ikke er nogen bias i denne undersøgelse. Vi har derfor valgt at holde den ude fra analysen i dette kapitel. Vores første måling blandt de syv øvrige er Tryghedsmålingen fra juni 2009. Efter korrektionen med +21 procentpoint (baseret på 2011-afvigelsen) viser 2009-målingen kun en beskeden nedgang fra 2007 til 2009 (fra +20 til +15). Den store ændring sker fra 2009 til 2011, hvor opinionsbalancen er -5 i Synovate målingen og -6 i den korrigerede YouGov-måling. Iflg. YouGov-målingerne er tilliden i juni 2011 i øvrigt den laveste, der er målt. Tilliden stiger en del i forbindelse med 2011-valget (fordi politikerne får mulighed for at forklare 106 Vi kan ikke helt udelukke problemer med valgundersøgelsen 2011. Her ligger selektionseffekten i svarprocenten. En ualmindelig høj andel af politisk interesserede kan antyde, at uinteresserede har meldt fra. I øvrigt udelukkede »forskerbeskyttelsen« i 2011 mange svarpersoner fra overhovedet at blive udtrukket til undersøgelsen fra CPR-registret.
320
Kapitel 17: Stigende politisk mistillid
sig?), men falder hurtigt tilbage igen. Efter 2011-valget bølger tilliden op og ned, uden klar retning, men på et lavt niveau. Den laveste tillid efter 2011 er ved målingen i maj/juni 2013 – hvilket forekommer ganske plausibelt. Målingen kommer lige efter en stribe reformer, der var temmelig upopulære i regeringens eget bagland, og økonomien havde mod forventning ikke rettet sig overbevisende. Desuden gravede indgrebet i lærerkonflikten uoprettelige grøfter i forhold til en stor befolkningsgruppe, der i flere årtier havde været tilbøjelige til at støtte et af de tre regeringspartier. Dernæst har vi målingerne af den generelle tillid, hvor vi har spurgt, om danskerne i almindelighed havde meget stor, ret stor, ret lille eller meget tillid til politikerne. Figur 17.A.2 viser opinionsbalancen, hvor procentandelen med ret/meget lille tillid er trukket fra procentandelen med ret/meget stor tillid. Ved 1990-valget var der akkurat en overvægt af negative svar (-3). Herefter steg tilliden valg efter valg indtil 2005, hvor der var en opinionsbalance på +39. Endnu i 2007 var tilliden kun en anelse lavere, men ved valgundersøgelsen i 2011 var overvægten af positive svar reduceret til 16 procentpoint. I 2011-2015 blev der imidlertid foretaget yderligere ni målinger med det samme spørgsmål. Den første er Synovate/Mandag Morgen målingen i juni 2011, indsamlet ved telefoninterviews. Hertil kommer fire målinger fra YouGov, to fra Analyse Danmark/Ugebrevet A4 og to fra A & B Analyse/Altinget, alle foretaget på web-paneler. Igen er der behov for at kalibrere tallene, og igen er den mest nærliggende metode at sammenholde resultaterne fra Valgundersøgelsen 2011 og YouGov undersøgelsen af valget 2011, der blev foretaget samtidigt. På valgundersøgelsen finder vi en opinionsbalance på +16, mens YouGov’s vælgerpanel viser en opinionsbalance på -9. Det giver en korrektionsfaktor på +25 procentpoint. Vi kan ikke være helt sikre på, at afvigelsen er helt den samme på de øvrige web-paneler som hos YouGov. At YouGov-målingen fra maj/juni 2013 ligger lavere end de øvrige, skyldes formentlig tidspunktet. Det var som nævnt oven på en stribe reformer, mange S-SF-vælgere havde et anstrengt forhold til, og det var også på det tidspunkt, tilslutningen til Thorning-regeringen nåede bunden, jf. kapitel 1. Fordelingen på de øvrige web-paneler ser ud til at ligge tæt på YouGov-målingerne, så af mangel på bedre har vi valgt at bruge den samme korrektion. Hvis korrektionen ikke rammer plet, er det mest sandsynlige, at de
321
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
korrigerede tal for AB analyse og Analyse Danmark kan give en svag overdrivelse af den politiske tillid. Figur 17A.2. Generel tillid til politikere. Opinionsbalancer. Pct. tillid minus pct. mistillid.
Spm.Hvor stor tillid har du til danske politikere i almindelighed? Har du meget stor tillid, ret stor tillid, ret lille tillid, eller meget lille tillid? Kilder: Se Figur 17.A.1.
322
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
Kapitel 18
Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015 Jørgen Goul Andersen
1. Indledning Det er næsten aldrig sket, at regeringer har oplevet et så hurtigt og voldsomt fald i tilslutning som S-R-SF-regeringen efter 2011-valget. Fra 43.5 pct. ved valget den 15. September 2011 gik det næsten konstant ned ad bakke til lavpunktet 27.9 pct. i april 2013 (iflg. Risbjerg/Altingets kvalitetsvejede gennemsnit af meningsmålinger). Næsten hele faldet lå på S-SF, der gik fra 34.0 pct. ved 2011-valget til sammenlagt 19.8 pct. i april 2013. Tre år tidligere, i maj 2010, havde S og SF tilsammen tilslutning fra 46.1 pct. af vælgerne iflg. Risbjerg/Altinget. De to partier havde mao. mistet 57 pct. af deres tilhængere på kun tre år. Det første spørgsmål er naturligvis, hvad der udløste disse historiske vælgervandringer. Vi har allerede i kapitel 13 set på en af de faktorer, der gjorde 2011-valget til en skuffelse for S-SF, nemlig at deres økonomiske program blev vejet og fundet for let. Med det skuffende valgresultat var S-SF samtidig uden politisk styrke til at gennemføre deres økonomiske program, der ellers langt ad vejen var tænkt som en slags socialdemokratisk kopi af Anders Fogh Rasmussens »kontraktpolitik«. Set fra den vinkel blev udfaldet af regeringsforhandlingerne i 2011 det værst tænkelige. Kontrakten måtte brydes fra dag ét, og S-SF måtte i stedet i regeringsgrundlaget skrive under på at videreføre den forrige regerings økonomiske politik. Det inkluderede dagpenge- og efterlønsreformerne plus en række yderligere reformer, som VK-regeringen havde haft ideer om, men ikke politisk styrke eller tid nok til at gennemføre. Dermed var der lagt op til den perfekte storm i forhold til de vælgere, der håbefuldt havde holdt fast ved S og SF ved 2011-valget, og Venstre var ikke sen til at sætte ord på fænomenet: »Løftebrud«. På basis af en større undersøgelse foretaget i maj/juni 2013 – TrygFondens Tryghedsmåling 2013 – netop omkring det tidspunkt, hvor tilslutningen til regeringen nåede bunden, skal vi i dette kapitel undersøge, hvor meget S og SF’s politik-skifte betød for den politiske tillid og vælgerflugten fra regeringspartierne. 323
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Ovenstående er imidlertid kun den ene del af historien om vælgernes vandringer 2011-2015. For Socialdemokratiets vedkommende ser det ud til, at en hel del vælgere endte med at vandre tilbage igen. Men hvad blev der egentlig af de vælgere, der distancerede sig så kraftigt fra S og SF i 2013? På basis af et vælgerpanel, hvor et udsnit af de samme vælgere blev interviewet igen før og efter 2015-valget kan vi se, hvor de endte med at stemme i 2015. Var det blot en illustration af den klassiske pointe om, at vælgernes hukommelse er forholdsvis kort, og at regeringer kan lave stramninger i starten af valgperioden og så rette op i slutningen (jf. Mouritzen, 1991; Frey & Schneider, 1975; Lewis-Beck & Stegmaier, 2013)? Vi ser i dette kapitel først nærmere på vælgernes holdninger i 2013 til en række af de reformindgreb, der kunne være potentielt skadelige for S og SF’s forhold til vælgerne. Dernæst undersøger vi, i hvor høj grad disse holdninger var forbundet med politisk mistillid – og om de fik vælgerne til at skifte parti. Endelig ser vi på, hvor de utilfredse vælgere fra 2013 endte med at gå hen ved 2015-valget.
2. Reformer og reformholdninger I TrygFondens Tryghedsmåling 2013 var der inkluderet et batteri af spørgsmål vedr. struktur- og krisepolitikkens oplevede effektivitet. Egentlig burde man måske mest tale om »strukturpolitikken«, for krisepolitik i traditionel forstand var der ikke så meget af. Man sigtede mod at holde budgetunderskuddet inden for 3 procent-grænsen, og de fleste reformer havde som hovedsigte at øge arbejdsudbuddet snarere end efterspørgslen. Vi har ikke medtaget alle reformer – den vigtigste udeladelse er skattereformen 2012 – men ellers er der en række vigtige, store reformer med, både fra tiden før og efter 2011-valget. Den første reform ligger dog længe før krisens tid. Det er kommunalreformen – den såkaldte »strukturreform«, som der blev indgået forlig om mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti i efteråret 2004. Reformen trådte i kraft 1.1.2007. Reformen havde iflg. regeringen til formål at »at skabe et nyt Danmark, hvor en stærk og fremtidssikret offentlig sektor løser opgaverne med høj kvalitet og så tæt på borgerne som muligt.« Efterfølgende har reformen dog ikke fremstået som en udpræget succes – der har været få positive historier og en del negative, blandt andet kom det specialiserede socialområde, der tidligere havde ligget under amterne, ud i store problemer. Men der har ikke været megen politisk kritik af reformen. Socialdemokratiet var ikke en del af forliget 324
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
og forbeholdt sig ret til at ændre reformen. Men partiet stemte for dele af lovkomplekset i 2005-06, og efter den tid har emnet ikke været en del af striden mellem partierne – alene af den grund, at reformen alligevel ville være mere eller mindre umulig at ændre. Det udelukker dog ikke, at reformen kan have efterladt negative følelser hos vælgerne. Da emnet ikke har været politiseret, kunne man vente, at borgerne var usikre på, hvordan de skulle vurdere reformen. Det var de også, men tvivlen kom ikke den anklagede til gode, jf. Tabel 18.1. Ni pct. vurderede, at reformen bidrager til at forbedre velfærden, men 43 pct. svarede nej. 48 pct. svarede måske eller ved ikke. Et lignende mønster viser sig imidlertid at være typisk for samtlige de reformer, der blev spurgt til. Blandt disse var dagpengereformen i orkanens øje på interviewtidspunktet i maj/juni 2013, hvilket også afspejler sig i en klarere stillingtagen for og imod. »Kun« 1/3 svarer måske eller ved ikke. 15 pct. fandt dagpengereformen gavnlig for den langsigtede velfærd, men et absolut flertal på 53 pct. svarede nej. Det korresponderer fint med talrige meningsmålinger, der har vist udbredt bekymring for »udfaldsproblemet«, også blandt borgerlige vælgere – og opbakning til aftaler, der skulle afhjælpe de sociale konsekvenser (fx Gallup/Berlingske, 21.jan.2013; Gallup/Berlingske 16.maj 2013; Gallup/BT 7.sep.2014; Epinion/DR 19.sep.2014; Analyse Danmark/ASE 19.sep.2014, cit. i Berlingske 20.sep.2014). Andre reformer klarede sig ikke stort bedre: Vælgerne var skeptiske over for efterlønsreformen, førtidspensionsreformen og kontanthjælpsreformen. Maksimalt hver sjette troede på, at reformerne ville forbedre velfærden på sigt. Knap hver anden – dog aldrig et absolut flertal – svarede nej. Måske/ved ikke talte tilsammen lige så mange som nej-siden. Som det fremgår af svarfordelinger på spørgsmål om for/imod andetsteds i bogen her, skal skepsis ikke altid oversættes med modstand – men omvendt har tilslutningen blandt mange tilhængere været »tynd«.og uden større begejstring. I tilfældet med vækstplanen (foråret 2013) udgjorde andelen, der svarede »måske« eller »ved ikke« tilsammen 52 pct. 12 pct. mente, det ville gavne velfærden, 36 pct. svarede nej – i det mindste var det en svagere afvisning end den, der kendetegnede de øvrige reformer. Den store tvivl kan enten skyldes, at de adspurgte slet ikke opfattede det som et velfærdsspørgsmål – eller at de ikke rigtigt kunne overskue, hvad planen indeholdt.
325
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 18.1. Danskernes oplevelse af, at reformerne forbedrer befolkningens velfærd på længere sigt. 2013. Pct. Vandret (N=6011). Ja
Måske
Nej
Ved ikke
I alt
1. Kommunalreformen
8.7
19.9
43.1
28.3
100.0
Ja minus nej -34.4
2. Dagpengereformen 2010
14.6
14.2
52.5
18.7
100.0
-38.0
3. Reformen af efterlønnen 2011
16.6
15.0
49.0
19.4
100.0
-32.6
4. Førtidspensionsreformen
13.3
15.6
46.5
24.6
100.0
-33.2
5. Kontanthjælpsreformen
17.6
16.1
44.9
21.4
100.0
-27.3
6. Vækstplanen
12.0
25.0
36.1
26.9
100.0
-23.9
Spm. »Politikerne har i de seneste år gennemført flere reformer med den begrundelse, at det gavner velfærden på længere sigt. Tror du, at de følgende reformer vil forbedre befolkningens velfærd på længere sigt?« Kilde: Datasættet fra TrygFondens Tryghedsmåling 2013. Data i dette kapitel er kun vejet efter sociale kriterier, ikke politisk.
Tilsammen tegner svarene et billede af ret dyb skepsis – i hvert fald hvad angår reformernes bidrag til at sikre velfærden på længere sigt. Efter samtidens sprogbrug i 2013 indbefatter dette også sikring af økonomien på længere sigt. Man skal mao. ikke tolke spørgsmålene og svarene helt snævert socialpolitisk – svarene kan også afspejle, om vælgerne tror, reformerne overhovedet vil virke. Et første spørgsmål er, om det er de samme mennesker, der tager afstand fra de forskellige reformer. I princippet ville det være lidt overraskende, fordi de tre første reformer er VK-regeringens værk, mens de tre sidste er blevet til under S-R-SF-regeringen. Til gengæld var det S-R-SF-regeringens erklærede mål at videreføre VK-regeringens økonomiske politik i videste forstand, og ud fra det politiske indhold kunne man vente en positiv sammenhæng på tværs af, hvilken politisk blok, der har stået som arkitekterne. Som en første tilnærmelse er korrelationerne vist i tabel 18.2. Vi har for nemheds skyld kodet »Måske« og »Ved ikke« sammen til en midterposition. Det viser sig, at der er en overordentlig stærk sammenhæng mellem holdningerne til disse reformer, mens farven på den regering, der står bag, ikke ses at spille nogen rolle. Som sagt er det i god overensstemmelse med regeringsgrundlaget – og viser, at vælgerne et godt stykke ad vejen tager stilling uafhængigt af deres parti. Kernen udgøres af dagpengereform, efterlønsreform, kontanthjælpsreform og førtidspensionsreform (markeret i tabellen med grå farve). Her ligger korrelationerne mellem 0.57 og 0.69. Holdningerne til kommunalreformen og vækstplanen korrelerer knapt så stærkt – men dog stadig højt. Det er måske ikke helt upåvirket af spørgeteknikken, hvor der kan være lidt »kunstig« afsmitning mellem svarene i et sådant batteri. Men der er tydeligvis en opsplitning mellem reform-Danmark og anti-reform-Danmark, uanset hvilken regering, 326
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
der står bag. Derfor giver det også mening at beregne et reform-indeks for den enkelte. Vi holder os i det følgende til et »snævert« indeks omfattende de fire kernespørgsmål (altså minus kommunalreform og vækstplan). Tabel 18.2. Sammenhæng mellem reformvurderinger. 2013. Pearson korrelationer. Dagpenge Kommunalreformen
.44
Dagpengereformen i 2010 Efterlønsreformen 2011 Førtidspensionsreformen Kontanthjælpsreformen
Efterlønnen
Førtidspension
Kontanthjælp
Vækstplan
.40
.42
.40
.46
.65
.60
.65
.40
.64
.57
.35
.69
.44 .44
Vækstplanen Kilde: Tryghedsmåling 2013, jf. Tabel 18.1.
Tabel 18.3. giver et overblik over den partipolitiske polarisering. Som sagt havde nogle partier mistet rigtig mange vælgere, så vi opdeler efter partivalg i 2011 frem for det parti, folk ville stemme på i 2013. Enhedslistens 2011-vælgere var ret entydigt negative på alle reformer. Det samme gjaldt de vælgere, der i 2011 stemte på Dansk Folkeparti. Det kritiske syn inkluderer også de tre reformer, som DF selv medvirkede til: Kommunalreformen, dagpengereformen og efterlønsreformen. SF’erne og socialdemokraterne (i 2011) havde imidlertid også negative vurderinger over hele linjen. Med vækstplanen som det mildeste. Når bortses fra vækstplanen, var de vælgere, der i 2011 stemte på SF eller Socialdemokraterne, også mere negative end Venstres vælgere – og forskellen var stort set den samme, uanset om reformerne var vedtaget under VK-regeringen eller S-R-SF-regeringen. De mindst negative over hele linjen var de radikale, de konservative og Liberal Alliances vælgere. Faktisk var Venstres 2011-vælgere gennemsnitligt lidt mere negative. Vi har også medtaget vælgere, der stemte blankt eller (har indrømmet, at de) forblev på sofaen ved 2011-valget. De adskiller sig imidlertid ikke voldsomt fra gennemsnittet. Billedet er et noget andet, hvis vi opdeler efter foretrukket parti på interviewtidspunktet – altså ud fra, hvilket parti, folk ville stemme på, hvis der var folketingsvalg i morgen. Vi har derfor lavet en tabel svarende til Tabel 18.3, blot med opdeling efter foretrukket parti 2013. For at få et fyldestgørende billede af
327
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
forandringerne har vi så i Tabel 18.4 trukket tallene for foretrukket parti 2013 fra tallene for partivalg 2011. Tabel 18.3. Reformholdninger 2013, efter partivalg 2011. Opinionsbalancer (positiv minus negativ vurdering). Procentpoint. Kommunalreform
Dagpengereform
Efterlønsreform
Førtidspens. Reform
Kont.hjælpsreform
Vækstplan
(N)
Enhedslisten
-52
-70
-63
-65
-67
-42
SF
-44
-55
-44
-47
-44
-24
432 579
Socialdem.
-36
-50
-51
-41
-36
-18
1378
Rad.Venstre
-17
-17
03
-06
-01
-05
339
Dansk Fp
-51
-51
-52
-44
-32
-41
673
Venstre
-31
-24
-16
-22
-16
-25
1213
Kons Fp
-21
-02
00
-10
05
-11
275
Liberal Alliance
-30
-03
10
-04
-02
-26
241
Blank
-30
-42
-40
-39
-38
-25
68
Sofa
-24
-37
-33
-39
-36
-31
174
Hele befolkn.
-34
-38
-32
-33
-27
-24
6011
Kilde: Tryghedsmåling 2013.
For Enhedslisten og Dansk Folkeparti er der ingen forskel. 2013-tilhængerne af de to partier afviger ikke fra de samme partiers vælgere i 2011, trods de store vælgervandringer. For Venstre og Konservative var forskellene små, mens de vælgere, der i 2013 ville stemme Liberal Alliance, var lidt mere reform-positive end partiets vælgere i 2011. Tabel 18.4. Forskelle i reformvurderinger mellem partiernes vælgere i 2011 og partiernes tilhængere i 2013. Forskelle i opinionsbalancer. Procentpoint. Kommunalreform Enhedslisten
Dagpengereform
Efterlønsreform
Førtidspens. reform
Kontanthjælpsreform
Vækstplan
+2
-2
-1
+2
+1
0
SF
+12
+11
+11
+17
+14
+24
Socialdem.
+12
+18
+15
+16
+18
+24
Rad. Venstre
+11
+18
+14
+9
+5
+9
Dansk Fp
-2
-1
0
-2
-2
-2
Venstre
+2
+3
+2
+1
+4
+3
Kons. Fp.
0
-7
-1
-7
0
-14
+7
+10
+7
+2
+16
+5
Sofa
-8
-13
-5
-13
-10
-21
Blank
-12
-19
-1
-5
-10
-7
Liberal Alliance
328
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
Men hos S, SF og R er der store skred. De vælgere, der ville stemme på SF eller Socialdemokratiet i 2013, var markant mere reform-positive end partiernes vælgere i 2011. Det gælder, uanset om vi taler om VK-regeringens og S-R-SF-regeringens reformer. Mere overraskende finder man faktisk noget lignende for det Radikale Venstre. Deres tilhængere i 2013 var også mere reformpositive end partiets vælgere i 2011. Det betyder ikke, at disse partiers tilhængere har ladet sig overtale. Det betyder primært, at vælgerne har skiftet partipræference i overensstemmelse med deres vurderinger. Regeringsvælgere – også radikale – der ikke så nogen forbedring med reformerne, var i rigt mål flyttet til andre partier, ikke mindst til EL og DF. Men reformskeptiske S-, R- og SF-vælgere synes også at være flyttet til sofavælgere og blanke, som fremstår som langt mere reform-negative end de tilsvarende grupper ved valget i 2011. Noget lignende gælder de vælgere, der i 2013 var i tvivl. Det ligner kort sagt: Protest. Hvis denne tolkning er korrekt, skulle man forvente at finde en stærkere sammenhæng mellem reform-modvilje og politisk tillid blandt regeringspartiernes vælgere end blandt VK-vælgerne.
3. Reformholdninger og politisk mistillid Til belysning af reform-modvilje har vi dannet et simpelt additivt reform-indeks ud fra de fire »kernespørgsmål«.i Tabel 18.2, dvs. vi har udeladt kommunalreform og vækstplan. Svarpersoner er udeladt, hvis de har 3 eller 4 ved ikke-svar. Det drejer sig om i alt 17 pct. af svarpersonerne. For at gøre det overskueligt har vi omkodet indekset for reform-holdninger til kun fem kategorier: Meget negativ, negativ, neutral, positiv, meget positiv, som vist i Tabel 18.5. Ca. halvdelen af de vælgere, der tog stilling, havde meget negative vurderinger af reformerne, kun 11 pct. meget positive. Tabel 18.5 viser også, at sammenhængen mellem reformvurderinger og politisk tillid er ganske markant. Således er der blandt de mest positivt indstillede en positiv overvægt på 27 (procentpoint), der mener, politikerner træffer de rigtige beslutninger. Blandt de mest negative er tallet -48. Tilsvarende for spørgsmålet om generel tillid. Her er yderpunkterne +10 og -68. Det sidstnævnte tal refererer vel at mærke til næsten halvdelen af vælgerkorpset i 2013 – de vælgere, der ikke mente, reformerne ville bringe mere velfærd på langt sigt. Ud fra reformholdningerne kan vi altså identificere en stor meget vælgergruppe med meget lidt tiltro til reformerne og meget lav politisk tillid. 329
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 18.5. Vælgernes fordeling på indeks for reformholdninger (pct.), samt sammenhæng mellem reformholdninger og politisk mistillid (opinionsbalancer). 2013. Fordeling efter holdning til reformer
Politisk tillid, opdelt efter holdning til reformer (opinionsbalancer: pct. tillid minus mistillid) Politikerne træffer rigtige beslutninger
Generel tillid til danske politikere
(N)
meget negativ (-3 til -4)
47,5
-48
-68
2365
ret negativ (-1 til -2)
18,3
-17
-41
913
neutral (0)
14,2
8
-16
707
9,0
17
-2
449
ret positiv (+1 til +2) meget positiv (+3 til +4) Total
11,0
27
10
547
100,0
-20
-41
4982
Anm. Alle spm. kodet til -1,0,+1. Det additive indeks går derfor fra +4 til -4. 1029 svarpersoner (17.1 pct.) udeladt som missing values pga. for mange (3-4) ved ikke-svar.
Tabel 18.6. Sammenhæng mellem reformholdninger og politisk mistillid i 2013, opdelt efter partivalg 2011. Opinionsbalancer. Rigtige beslutninger S+SF Meget negativ
RV
V
Generel tillid
Andre blå blok ex DF
S+SF
RV
Andre blå blok ex DF
V
-32
-31
-41
-52
-60
-42
-67
-61
Ret negativ
-7
2
-18
-12
-35
-38
-18
-12
Neutral
24
12
8
0
-7
21
-18
-15
Positiv+ meget positiv
56
53
20
4
27
49
12
-23
-36
4
-31
-38
Total (N)
-8
14
-12
-16
891
79
389
142
381
49
178
61
273
54
154
70
211
107
298
61
1716
289
1018
195
Udtrykker disse tal så politisk skuffelse blandt tidligere regeringstilhængere? Er sammenhængen stærkere for regeringspartiernes vælgere (S-SF eller R i 2011)? Svaret, der fremgår af Tabel 18.6, er stort set bekræftende: Der er som ventet en kraftigere sammenhæng for S-SF-vælgere end for de øvrige partier. Dog skal det nævnes, at vi finder en lige så stærk sammenhæng for venstrevælgere i 2011 på det ene mistillidsspørgsmål. Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, at vi også for de radikale vælgere finder en markant sammenhæng mellem reformholdninger og politisk tillid. De radikale 2011-vælgere var væsentligt mere positive over for reformerne end socialdemokraterne og SF’erne – men det gjaldt ikke alle radikale vælgere. Der var også nogle reformmodstandere blandt radikale 2011-vælgere – og de havde ikke høj tillid til politikerne. 330
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
4. Reformholdninger og vælgervandringer 2011-2013 Det næste spørgsmål er, hvordan reformholdninger påvirkede vælgernes exit fra regeringspartierne i 2013 – og evt. andre vælgerbevægelser, som måske er gået under radaren. Der viser sig at være en ganske markant sammenhæng, jf. Tabel 18.7. Vi skal fokusere på reformmodstandere inden for regeringspartierne, men kan starte med at konstatere følgende: •
•
•
•
Der var ikke megen trafik til regeringspartierne, uanset syn på gennemførte reformer. Man kunne måske have forventet, at tidligere »blå blok« vælgere ville lade sig friste af den kortere politiske afstand, når en »rød« regering førte en temmelig »blå« politik. Men det var ikke tilfældet, hverken for DF-vælgere eller andre Blandt reformmodstandere hos regeringspartierne var der påfaldende mange, der svarede »ved ikke« på spørgsmålet om, hvilket parti, de ville stemme på, »hvis der var folketingsvalg i morgen«. Samtidig markerede »ved ikke« gruppen sig med lav politisk tillid (ikke vist). Det levner ingen tvivl om, at »ved ikke« gruppen i 2013 rummede et helt ekstraordinært indslag af frustrerede vælgere – som på et tidspunkt måtte tage stilling Det var ikke blot reformskeptiske S- og SF-vælgere, der følte sig fristet til at lede efter andre partier; det gjaldt også en mindre gruppe af radikale vælgere. Enhedslisten, Dansk Folkeparti, blanke og »andre partier« var de store modtagere af vælgere på vandring væk fra de tidligere regeringspartier. Lægger vi ved ikke-gruppen til, får vi et maksimumsskøn af frustrerede vælgere, der blev sendt på vandring af reformpolitikken
Vi kan uddybe og kommentere disse iagttagelser. At S-R-SF-regeringen ikke kunne tiltrække »blå« vælgere ved at føre en »blå« politik, kan forekomme overraskende og usædvanligt. Da New Zealands Labour-parti slog ind på en overraskende neoliberal kurs i slutningen af 1980’erne, reagerede partiets vælgere ved massivt at forlade partiet ved valget i 1990 og af mangel på bedre gå til den konservative opposition, der ikke hidtil havde forgrebet sig på velfærdsstaten – men Labour tiltrak til gengæld også en del vælgere fra den modsatte fløj (Henriksson & Svensson, 1998). En lignende manøvre lykkedes også for Anders Fogh Rasmussen, da han efter 1998-valget slog om til en mere »rød« velfærdspolitik 331
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
end hidtil. Det gav tilløb af socialdemokratiske vælgere, så der for første gang i trekvart århundrede kunne dannes en borgerlig regering uden støtte fra de Radikale. S-R-SF-regeringen kan måske have kalkuleret med, at risikoen for tab af vælgere til Enhedslisten ikke betød så meget, for de »blev i familien«. Samtidig kan man have håbet på at tiltrække vælgere fra blå blok ved at lægge sig tættere op ad dem i den økonomiske politik og fordelingspolitikken. Den første del af kalkulen – hvis der har været en sådan – blev imidlertid ødelagt af, at utilfredse vælgere ikke blot gik til venstrefløjen, men også til Dansk Folkeparti (og i 2012 antagelig Venstre, der en overgang nærmede sig 35 pct. i meningsmålingerne). Og den anden del af kalkulen slog ganske enkelt fejl. Selv blandt de »blå blok« vælgere (excl. DF), der var positive over for reformerne, var det kun 4 pct., der i 2013 ville skifte til regeringspartierne. Tabel 18.7. Reformholdninger og vælgervandringer fra 2011 til 2013. Pct. Partipræference maj 2013 reg. parti (S,R,SF)
Blå blok excl. DF
Enhedslisten
Dansk Folkeparti
Blank + Sofa1)
ved ikke
N(=100%)
Meget neg.(-2)
2
1
78
4
7
8
279
Ret negativ (-1)
11
2
73
2
6
6
48
Neutral (0)
17
14
59
0
3
7
29
Positiv (1+2)
25
0
50
6
6
13
16
5
2
75
3
7
8
372
Meget neg.(-2)
35
6
19
11
6
23
965
Ret negativ (-1)
45
7
14
5
6
23
429
Neutral (0)
61
8
5
7
2
17
283
Positiv (1+2)
70
10
5
3
1
11
313
Alle
46
7
14
8
5
20
1990
Meget neg.(-2)
2
71
1
12
2
12
531
Ret negativ (-1)
2
81
1
7
1
8
237
Neutral (0)
3
85
0
4
0
8
224
Positiv (1+2)
4
83
0
7
1
5
493
Alle
3
78
1
8
1
9
1485
Meget neg.(-2)
1
5
1
85
3
5
319
Ret negativ (-1)
2
7
1
83
1
6
107
Neutral (0)
5
4
0
88
0
3
57
Positiv (1+2)
6
10
0
78
1
5
81
Alle
2
6
1
84
2
5
564
Partivalg 2011 Syn på reformer Enhedslisten
Alle Regeringen (S-R-SF)
Blå blok excl. DF
Dansk Folkeparti
1) Incl. andet parti/kandidat udenfor partierne
Måske var forskellen, at Fogh Rasmussen i 00’erne også havde noget at lokke med, nemlig en stram udlændingepolitik. Velfærdspolitikkens taktiske formål var ikke at tiltrække vælgere, men derimod at undgå at skræmme dem væk. Tiltrækningen 332
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
lå i den stramme indvandrerpolitik. For S-R-SF-regeringen var der ikke en tilsvarende tiltrækningskraft – i Christiansborg-jargon: »kant« – over for blå blok på vigtige politikområder. Eller sagt på en anden måde: Hypotesen kan være, at partier, der lægger sig tæt op ad modstanderne, ikke får noget ud af det, med mindre de har mindst lige så vigtige politiske standpunkter, der adskiller dem – og mobiliserer på disse standpunkter. Ellers foretrækker vælgerne den »ægte« vare. Blandt den halvdel af S-,R- og SF-vælgere, der havde et meget negativt syn på reformerne, var det kun 35 pct., der ville stemme på et af regeringspartierne, hvis der var valg i maj 2013. 19 pct. var gået til Enhedslisten, 11 pct. til Dansk Folkeparti – og kun 6 pct. til andre partier i blå blok. 6 pct. ville slet ikke stemme eller stemme blankt. Endelig var der en ekstraordinært stor gruppe, der svarede »ved ikke« – hele 23 pct. Blandt de af regeringspartiernes vælgere, der så ret positivt eller meget positivt på reformerne, ville dobbelt så mange – 70 pct. – stemme på et af regeringspartierne igen. Kun 11 pct. var i tvivl. Afvandringen til Enhedslisten var 5 pct., og kun 3 pct. ville skifte til Dansk Folkeparti. Men 10 pct. ville skifte til et af de andre partier i blå blok. Blandt de vælgere, der støttede reformpolitikken, var situationen altså heller ikke god: Der var flere vælgere, der var tilbøjelige til at ville vælge den ægte vare og gå til blå blok, end der var blå vælgere, der følte sig tiltrukket af rød blok.107 Det er også interessant at se mønstrene hos de enkelte regeringspartier, jf. Tabel 18.8. SF’erne var mest utro mod deres parti. Blandt de mest reform-negative SF-vælgere (som udgjorde lidt over halvdelen) var der kun ¼ tilbage, der forblev loyale mod regeringen. Blandt SF’erne finder man imidlertid stor afvandring og tvivl også blandt det mindretal, der havde et neutralt eller positivt syn på reformerne. Man kan kun gisne om årsagerne, men det er nærliggende at tro, at det fx kan være miljøpolitikken, der skuffede selv de SF’ere, der kunne leve med den økonomiske politik og socialpolitikken. For SF er det ikke overraskende Enhedslisten, der var den store modtager af utilfredse i 2013. Blandt de mest reform-utilfredse var hver tredje gået til EL. Dansk Folkeparti tiltrak langt færre, men dog op til 9 pct. blandt de mest reform-utilfredse. Ellers er det blank/sofa/ved ikke-gruppen, der var den store modtager: Knap 1/3 af samtlige afvandrede, flest blandt de reform-utilfredse. 107 Det bør bemærkes, at overløberne til blå blok blandt de reformpositive udgjorde 10 pct. af 313 svarpersoner, mens overløberne til rød blok udgjorde 4 pct. af 493 svarpersoner, altså en lavere procent af et højere antal. Det ændrer dog ikke ved, at nettoresultatet blandt de reformpositive i stikprøven her var svagt negativt for regeringen.
333
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 18.8. Reformholdninger og vælgervandringer fra 2011 til 2013. Pct. Partipræference maj 2013 Partivalg 2011
SF
Socialdem.
Syn på reformer
reg. parti Blå blok Enheds(S,R,SF) excl. DF listen
Dansk Fp.
Blank +Sofa1)
ved ikke
»Protest« i alt 2)
N(=100%)
Meget neg.(-2)
23
2
32
9
10
24
75
265
Ret negativ (-1)
38
6
18
3
6
29
56
127
Neutral (0)
49
7
12
8
4
20
44
59
Positiv (1+2)
55
2
17
11
2
13
43
46
Alle
33
4
25
7
7
24
63
497
Meget neg.(-2)
39
5
15
13
5
23
56
622
Ret negativ (-1)
48
6
12
7
6
21
46
255
Neutral (0)
67
5
2
9
1
16
28
170
Positiv (1+2)
76
7
4
3
2
8
17
161
Alle
49
6
11
10
4
20
45
1208
Meget neg.(-2)
40
18
13
4
6
19
42
79
Ret negativ (-1)
41
14
17
4
4
20
45
51
Rad. Venstre Neutral (0)
54
18
6
0
5
17
28
54
Positiv (1+2)
67
18
2
1
1
11
15
106
Alle
53
17
8
2
4
16
30
291
1) Incl. andet parti/kandidat udenfor partierne 2) I bredeste forstand: Enhedslisten + Dansk Folkeparti + Blank/sofa/andet + ved ikke.
De socialdemokratiske vælgere reagerede også stærkt negativt på reform-politikken, og hos de godt og vel 50 pct. af de socialdemokratiske vælgere, der tilhørte de mest negative kategori, var der kun 39 pct., der ville stemme på et regeringsparti igen. Blandt socialdemokraterne deltes Enhedslisten og Dansk Folkeparti derimod nogenlunde lige om de frafaldne. Begge partier vandt flest vælgere blandt de reform-utilfredse, men sammenhængen var stærkest for Enhedslisten. De radikale vælgere skiller sig ud ved en klart større tilfredshed med reformerne. Men også her var der utilfredse, og også her var mange af de utilfredse tilbøjelige til at forlade regeringspartierne. Faktisk var der samme andel af »protestvælgere« som hos de socialdemokratiske vælgere blandt de »ret negative«, »neutrale« og »positive« og kun lidt færre blandt de »meget negative«. Det var i det væsentligste forskelle i reform-tilfredshed, der forklarede de radikale vælgeres større stabilitet i forhold til de socialdemokratiske vælgere. Desuden adskilte de utilfredse radikale sig ligesom SF fra socialdemokraterne ved deres forkærlighed for at gå til Enhedslisten i stedet for Dansk Folkeparti. Et andet særkende ved de radikale vælgere er imidlertid, at der – helt uanset reformholdning – var en betydelig afvandring til de øvrige partier i blå blok – endda 18 procent af de mest reform-skeptiske. Vender vi tilbage til vælgerne i blå blok (excl. DF), så er det betegnende, at der kun var ringe sammenhæng mellem reformholdninger og partiskift (jf. 334
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
Tabel 18.7) – til trods for, at der faktisk var en ret klar sammenhæng mellem reformholdninger og mistillid også blandt de »blå« vælgere. Der ses dog en tendens til, at de mest reform-kritiske blandt vælgerne i blå blok, var mindre loyale – 71 pct. mod 83-85 pct. blandt de neutrale og reform-positive. Her var det imidlertid Dansk Folkeparti, der høstede gevinsten: 12 pct. af de mest reformskeptiske blå blok vælgere fra blå blok i 2011 foretrak DF i 2013. Også andelen, der svarer »ved ikke«, varierer med reform-skepsis, så de mest reform-skeptiske havde sværest ved at vælge parti. Tilslutningen til Dansk Folkeparti er i det hele taget bemærkelsesværdig, jf. Tabel 18.7. Det store flertal af DF-vælgere var reform-skeptiske, men det påvirkede ikke deres loyalitet mod DF, at partiet selv var med i tre af de fire reformer, vi her har målt på.108 Hele 85 pct. af de mest reform-skeptiske ville stemme DF igen. Anderledes hos de mest reform-positive DF’ere: Her ville 10 pct. skifte over til et af de andre partier i blå blok. Mønstret matcher således det, man finder hos de socialdemokratiske vælgere: Reformmodstandere søgte væk fra regeringen og de traditionelle partier i blå blok; reform-tilslutning trak svagt i retning af de »konventionelle« partier i blå blok.
5. Var det arbejderne, reformerne skræmte væk? Socialdemokratiet var i tiden op til 2011-valget optaget af, hvordan man kunne tilbageerobre nogle af de arbejdere, partiet havde mistet til Dansk Folkeparti og Venstre. Tanken var bl.a. at lokke nogle af disse vælgere – internt i partiet ofte omtalt som »blå Bjarne« – med en skattereform, der skulle give fordele for lønmodtagere med beskedne lønninger, og reformen blev da også lanceret med eksplicit appel til denne gruppe.109 108 I tilfældet med dagpengereformen var det endda Dansk Folkeparti, der – i hvert fald formelt – selv fremlagde forslaget i forhandlingerne med regeringen. I forbindelse med diskussionen om »udfaldsproblemet«, hvor det viste sig, at mere end 10 gange så mange som forventet mistede dagpengeretten, var partiet dog hurtigt til at svinge om og erkende, at de havde truffet en beslutning på forkerte præmisser. Dansk Folkeparti indgik også sammen med VK-regeringen og Radikale Venstre i tilbagetrækningsforliget med de facto afskaffelsen af efterlønnen i 2011. Og endelig var DF med i forliget om kontanthjælpsreformen i april 2013, ganske vist med bemærkninger om, at det var en »usympatisk spareøvelse«, men at DF havde fået en række forbedringer igennem og – realistisk, skulle det vise sig – håbede på et efterspil i spørgsmålet om den gensidige forsørgerpligt mellem samboende, ikke gifte kontanthjælpsmodtagere (Ritzau/Politiken 18.4.2013, jf. http://politiken.dk/indland/politik/ECE1948830/df-om-kontanthjaelp-ikke-super-tilfreds-med-resultatet/). 109 Ikke mindst i skatteminister Thor Möger Pedersens (SF) kommentar i Berlingske den 17.jan.2012, hvor der appelleres til de »Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjem-
335
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Desværre havde vi ikke skattereformen med i 2013-undersøgelsen, men Risbjerg Thomsens løbende opgørelser på basis af Gallup-målinger i Altinget viste, at det lige fra starten gik galt med arbejder-tilslutningen, jf. Figur 18.1. Fra valget og til 1.kvartal 2012 dykkede arbejdernes tilslutning fra 40 til 28 pct. Udviklingen i Alford-Indekset (forskellen i socialistisk stemmeandel mellem arbejderklasse og middelklasse) viser samtidig et fald fra 8 til 1, dvs. at tilslutningen til socialistiske gik mere tilbage blandt arbejdere end blandt funktionærer og selvstændige under ét (det samme gælder, hvis vi alene ser på S og SF). Kort sagt missede skattereformen sit politisk-taktiske mål.
Figur 18.1. Arbejdernes tilslutning til S+SF samt Alford Index, 2011-2015
Figur 18.1. Arbejderes tilslutning til S+SF (i pct.) samt Alford Index for klassestemme, 2011-2015. Kvartalsopdelt.
45 40 35 30 25 20 15 10 5 0
10 8 6 4 2 0 -2 -4
S+SF (venstre akse)
Alford Index (højre akse)
Kilde: Egne beregninger ud fra Risbjerg Thomsen/Altinget 4.maj 2015.
Værre gik det med de efterfølgende reformer – men som Alford-indekset viser, var det nogenlunde parallelt for arbejderklasse og middelklasse. Alford-indekset forblev omkring nul indtil tæt på 2015-valget. Iflg. Risbjerg Thomsens tal gik indekset dog i negativ i 3.kvt.2012, 1.kvt.2013, samt fra 3.kvt. 2014-1. kvt.2015 – dvs. at de socialistiske partier i perioder fik færre stemmer blandt arbejdere end blandt funktionærer og selvstændige under ét.
meplejen. Dem der er på arbejde juleaften. Dem der må tage en søndagsvagt«. (http://www.b.dk/kommentarer/ en-skattereform-til-dem-der-traekker-laesset)
336
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
Tryghedsmålingerne fra maj 2013 – omkring det tidspunkt, hvor S-SF nåede den absolutte bund – viser noget lignende, jf. Tabel 18.9. I alt var 62 pct. af arbejdervælgerne forsvundet fra regeringspartierne, 51 pct. af middelklassevælgerne, hvis vi regner »ved ikke« med til de »forsvundne«. En opdeling efter reformholdninger viser, at arbejderne var klart de mest kritiske (jf. antallet af svarpersoner i yderste kolonne til højre). Samtidig fremgår det, at flugten fra regeringspartierne var nogenlunde den samme i arbejder- og middelklasse blandt de mest reform-skeptiske, mens middelklassen havde højere loyalitet blandt de moderat skeptiske, de neutrale og de positive. Det kan have medvirket, at Dansk Folkeparti ikke alene havde appel til reformkritiske arbejdere, men øjensynligt også til de forholdsvis få, der var positive over for reformerne. Tabel 18.9. Afvandringen fra regeringspartierne (S,R og SF) maj 2013, opdelt efter klasse. Pct. Reformholdning Meget neg. (-2)
Negativ (-1)
Neutral (0)
Positiv (1+2)
Total
reg parti
Blå blok Excl. DF
Enhedslisten
Dansk Folkep.
blank, andet, ved ikke
N (=100%)
Arbejderklasse
32
6
21
9
32
207
Middelklasse
35
6
16
10
33
217
Total
33
6
19
10
32
424
Arbejderklasse
34
12
13
9
32
84
Middelklasse
51
4
12
3
30
92
Total
43
8
12
6
31
176 55
Arbejderklasse
40
9
7
11
33
Middelklasse
63
9
1
9
18
70
Total
53
9
4
9
25
125 48
Arbejderklasse
63
4
6
17
10
Middelklasse
75
9
1
1
14
80
Total
70
7
3
7
13
128
Arbejderklasse
38
7
16
10
29
394
Middelklasse
49
6
11
7
27
459
Total
44
7
13
8
28
853
Alt i alt er det tydeligt, at de mange reformer skabte mismod blandt regeringspartiernes vælgere og generelt blev mødt med ringe tillid. Vi fandt i 2013 en stærk sammenhæng mellem reformskepsis/ -modstand og politisk mistillid. Denne sammenhæng kan naturligvis principielt gå begge veje, men vi drister os alligevel til at hævde, at reformerne bidrog væsentligt til den politiske mistillid. Når vi med nogen sindsro kan lægge den tolkning ned over tallene, skyldes det, at reformutilfredsheden havde stor effekt på vælgernes skift af parti. Det er næppe for meget at sige, at reformpolitikken satte en mindre folkevandring
337
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
i gang hos den halvdel af S-, R- og SF-vælgerne, der var mest skeptiske over for reformerne – i særdeleshed blandt arbejdere, men også helt generelt. Spørgsmålet er så, hvor de blev af, da spørgsmålet om partivalg ikke længere var et hypotetisk spørgsmål i en survey, men et folketingsvalg »for alvor« den 18. juni 2015.
6. Hvor blev de utilfredse S-SF-vælgere af i 2015? Det påfaldende ved 2015-valget var som bekendt, at rød blok trods alle meningsmålinger 2012-2014 alligevel nåede frem til at kunne true en valgsejr for blå blok, som de fleste havde taget for givet. I mellemtiden havde der dog været reform-ophør og sågar en noget mildere politik over for den offentlige sektor i 2015, efter at regeringen (nu som S-R-regering efter SF’s udtræden 30.jan. 2014) havde indgået finanslovsforlig med venstrefløjen. Bekræfter det så det gamle dogme om, at vælgernes hukommelse er kort, og at man godt kan slippe fra at gennemføre upopulære politikker i starten af valgperioden, blot man mildner luften lidt for de klippede får op mod valget? Vi skal derfor se på, hvad der blev af de utilfredse vælgere fra 2013. TrygFondens tryghedsmålinger 2013-2015 og den opfølgende YouGov-valgundersøgelse blev nemlig gennemført som delvist panel, så næsten 2/3 af svarpersonerne gik igen. At det ikke var flere, skyldes dels løbende udskiftning, dels at ikke alle de udtrukne besvarede skemaet. I princippet burde frafaldet dog være nogenlunde neutralt, og det synes tilmed at være faldet meget heldigt ud: I hvert fald viser en sammenligning mellem vælgervandringerne 2011-13 opgjort på basis af 2013-målingen og 2015-målingen ingen signifikante forskelle (jf. Appendix 12.1). Men hvor blev de utilfredse, vandrende vælgere af? Vi holder os i Tabel 18.10 udelukkende til de vælgere, der i 2011 stemte S eller SF. Blandt de vælgere, der i 2013 var forblevet loyale mod regeringen, var der ikke meget slinger: I alt 7 pct. gik til Enhedslisten eller Alternativet og i alt 3 pct. til Dansk Folkeparti eller andre partier i blå blok. Blandt de vælgere, der i 2013 var gået til Venstre, Konservative, Liberal Alliance eller Kristendemokraterne, var der en ganske pæn tilbagestrømning: I alt 58 pct. til rød blok, heraf 11 pct. til Enhedslisten eller Alternativet. Lige så mange – 11 pct. – var skiftet videre til Dansk Folkeparti. Anderledes med de vælgere – overvejende reformmodstandere – der var skiftet til Dansk Folkeparti. 68 pct. blev hængende dér, mens 1 pct. skiftede til et andet parti i blå blok. Alt sammen til trods for, at DF støttede Venstre, der gik til 338
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
valg på en nyliberal reformpolitik. Det bekræfter en mangeårig tendens til, at de vælgere, der forlader S (og SF) til fordel for Dansk Folkeparti, sjældent vender tilbage. Set i det lys var det næsten en halv eller kvart sejr, at 22 pct. vandrede tilbage til S eller SF, mens andre 9 pct. valgte Enhedslisten eller Alternativet. Tabel 18.10. Partivalg 2015 blandt vælgere, der stemte S eller SF i 2011. Opdelt efter partipræference maj 2013. Pct. Partipræf.2013
EL
Alt
El+ Alt
SF
SD
RV
S+R+SF
Rød blok
Blå blok excl.DF
DF
N(=100%)
Reg. parti
3
4
7
15
73
2
90
97
1
2
Blå blok excl. DF
2
9
11
6
39
2
47
58
31
11
459 54
Dansk Folkeparti
8
1
9
2
20
0
22
31
1
68
88 169
Enhedslisten
49
9
58
11
24
1
36
94
2
4
Blank,sofa,andet
17
14
31
6
55
0
61
92
4
4
51
Ved ikke
13
5
18
8
57
3
68
86
5
9
258
Total
13
6
19
11
54
2
67
86
4
10
1079
Kilde: YouGov valgundersøgelsen 2015 incl. TrygFondens Tryghedsmåling 2013.
De vælgere, der i 2013 var skredet til fordel for Enhedslisten, holdt for størstedelens vedkommende fast. I alt 58 pct. stemte på Enhedslisten eller det nyopdukkede parti Alternativet. Men der var alligevel en ikke helt ringe besindelse – eller tilgivelse – da det kom til valget: 11 pct. valgte SF og 24 pct. Socialdemokratiet. Det er trods alt en lidt højere andel af et noget højere antal vælgere, end dem, der forlod S og SF til fordel for Dansk Folkeparti. Hvad så med de vælgere, der var i tvivl i 2013? Her vendte to ud af tre tilbage til Socialdemokratiet eller SF, og 86 pct. forblev loyale mod rød blok. 18 pct. gik til Enhedslisten eller Alternativet, men halvt så mange endte med at stemme på Dansk Folkeparti. Graden af afstandstagen var endnu større blandt de vælgere, der i 2013 erklærede, at de ville stemme blankt eller slet ikke ville stemme. På den baggrund er det ikke så underligt, at 31 pct. endte med at stemme på Enhedslisten eller Alternativet. Men der var dog 61 pct., der alligevel endte med at vælge S eller SF – mens der kun var 8 pct. til deling mellem partierne i »blå blok«. Tallene for »ved ikke« gruppen og mulige blanke stemmer/sofavælgere tager ikke højde for, at nogle kan have endt med at stemme blankt eller helt holde sig væk. Desværre er det i Danmark ikke muligt at opgøre andelen af sofavælgere ud fra surveydata, for det er meget vanskeligere end i de øvrige nordiske lande
339
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
at få folk til at indrømme, de ikke har stemt, og selv med en stor stikprøve som her kan vi ikke udtale os sikkert om de blanke stemmer. Vi skal ikke her gætte på, om mismodet blandt S- og SF-vælgerne har ført til, at færre stemte. Var valget kommet i 2013, havde det givetvis været tilfældet, men der var lang tid til at mobilisere, og det synes i hvert fald i nogen grad at være lykkedes.110 Utilfredsheden kan have medvirket til, at valgdeltagelsen faldt fra 87.7 pct. til 85.9 pct., men valgdeltagelsen ligger inden for normalområdet, og faldet kan trods alt have mange andre årsager. Til gengæld var der 7.000 flere blanke stemmer ved 2015-valget end i 2011 (antallet af andre ugyldige stemmer var faldet en anelse). Det er ikke utænkeligt, at utilfredsheden med regeringen har bidraget hertil – i hvert fald har vi et enkelt empirisk holdepunkt for mistanken. Således foranstaltede TV Midtvest op til 2015-valget nemlig en undersøgelse blandt skolelærere i Midt- og Vestjylland, hvor der helt op til valget var ca. 10 pct., der erklærede, at de ville stemme blankt (http://www.tvmidtvest.dk/node/22169).111
7. Konklusion Vælgermæssigt blev perioden mellem folketingsvalgene 2011 og 2015 en meget ustabil periode. Der var vedholdende politisk mistillid, og mange af de vælgere, der stemte på Socialdemokratiet og SF, sågar en del radikale vælgere, blev sendt på vandring af en reformpolitik, der gik i en ganske anden retning end ventet. Nogle reformmodstandere gik til Enhedslisten, andre til Dansk Folkeparti – formentlig i nogle tilfælde efter en omvej omkring Venstre, der kortvarigt havde opnået tilslutning fra 34 pct. af vælgerne i juni 2012 iflg. Søren Risbjerg Thomsens kvalitetsvejede gennemsnit af meningsmålinger i Altinget. Andre skuffede regeringstilhængere var i tvivl om, hvad de skulle stemme, eller erklærede, at de ikke ville stemme eller ville stemme blankt. Samtidig gik reformmodstand eller –skepsis hånd i hånd med mistillid til politikerne. Når Socialdemokratiet alligevel kunne nå op på et lige så godt valgresultat som i 2011, skyldtes det bl.a. et overløb fra radikale vælgere og et tilbageløb fra 110 Valget endte i øvrigt heller ikke med en påfaldende lav stemmeprocent, men det kunne i princippet udmærket være et resultat af mobilisering på den ene fløj og demobilisering på den anden, som det tidligere har været set, fx i 1990, hvor borgerlige vælgere syntes frustrerede over »ufinansierede skattelettelser«. 111 Undersøgelsen, der omfattede ca. 1400 svarpersoner, viste i øvrigt, at tilgivelse var meget svært at opnå hos netop denne vælgergruppe. Lærerne gik i alle retninger – mest til Enhedslisten og Alternativet – men kun ca. 15 pct. ville stemme på S, R eller SF, der ellers havde fået et meget stort flertal af stemmerne i 2011. Det var ikke stort bedre end i et par undersøgelser umiddelbart efter lærerkonflikten. At blive på sofaen er næsten helligbrøde for skolelærere, så det er sandsynligt, at mange har holdt fast i at stemme blankt.
340
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
de vælgere, der var kommet i tvivl om, hvad de skulle stemme, eller om de overhovedet ville stemme. Desuden var der et mindre tilbageløb fra den betydelige gruppe af vælgere, der var gået til Dansk Folkeparti og et noget større fra den mindre gruppe, der var gået til de øvrige partier i blå blok. Efter at have indstillet bombardementet med struktur-reformer af social- og arbejdsmarkedspolitikken, og efter at have lettet lidt på de stramme budgetter op mod valget lykkedes det Socialdemokratiet at opnå en vis tilgivelse blandt de skuffede vælgere. Hvor dybt denne besindelse eller tilgivelse så stikker, kan kun fremtiden afgøre. For SF’s vedkommende har regeringsdeltagelsen ført til et tab af førerposition på venstrefløjen til Enhedslisten, som det kan blive svært at rette op. Det Radikale Venstre kan håbe på, at den mere intense debat om flygtninge-/ indvandrerpolitikken kan give en genoplivning efter valgnederlaget i 2015. For Socialdemokraternes vedkommende kan tilgivelsen vise sig at være betinget og skrøbelig. Den politiske mistillid er næsten usvækket i 2015, trods økonomisk opsving og faldende ledighed, så der er ikke umiddelbart grund til at tro, at vælgerne er faldet til ro.
341
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer Frey, Bruno S. & Friedrich Schneider (1975). »On the Modelling of Politico-Economic Interdependence«, European Journal of Political Research, vol. 3 (dec.), pp. 339-60. Henriksson,S. & Å. Svensson (1998). Nya Zeeland. Vad händer med välfärden? Välfärdsprojektets Skriftserie no.13. Stockholm: Nordstedts. Lewis-Beck, Michael S. & Mary Stegmaier (2013). »The VP-function revisited: a survey of the literature on vote and popularity functions after over 40 years«, Public Choice, vol.157, pp.367-385. Mouritzen, Poul Erik (1991). Den politiske cyklus. Aarhus: Politica.
342
Kapitel 18: Reformpolitik, politik mistillid og vælgere på vandring 2011-2015
Appendiks 18.1. 2015-panelets repræsentativitet i forhold til 2013 YouGov undersøgelsen af valget 2015 blev foretaget som geninterview af de svarpersoner, der i juni havde besvaret TrygFondens Tryghedsmåling 2015, og stikprøven hertil inkluderede som en ægte delmængde den realiserede stikprøve fra Tryghedsmålingen 2013 (nogle var faldet fra som følge af løbende udskiftning eller andre årsager). Såfremt dette frafald er ikke-systematisk, har vi således en glimrende panelundersøgelse indbygget i 2015-undersøgelsen, hvor de samme vælgere er spurgt både midt imellem 2011- og 2015-valget og efter 2015-valget. I hvert fald i relation til de problemstillinger, der er undersøgt her i kapitlet, ser det ud til, at panel-delen af 2015-undersøgelsen er repræsentativ. Således kan vi stort set genskabe billedet af vælgervandringerne 2011-2013, opdelt efter reformholdninger, på 2015-materialet. Nedenstående tabel 18.A1 og A2 viser sammenhængen på basis af hhv. 2013-data og 2015-data. Som det fremgår, er der ingen signifikante afvigelser. Tabel 18A.1. Partipræference 2013 blandt regeringspartivælgere, opdelt efter holdning til reformer. 2015-data. Partipræference 2013 Holdning til reformer
reg parti
blå blok excl. DF
EL
blank, andet
DF
sofa
ved ikke
N(=100%)
Meget negativ (-2)
33
6
19
12
3
3
24
559
Negativ (-1)
46
6
15
3
1
3
26
229
Neutral (0)
58
6
4
7
3
2
20
163
Positiv (1-2)
64
11
5
3
1
3
13
198
Total
44
7
14
8
2
3
22
1149
Tabel 18A.2. Partipræference 2013 blandt regeringspartivælgere, opdelt efter holdning til reformer. 2013-data. Holdning til reformer
reg parti
blå blok excl. DF
EL
blank, andet
DF
sofa
ved ikke
N(=100%)
Meget negativ (-2)
35
6
19
11
2
4
23
965
Negativ (-1)
45
7
14
5
1
5
23
429
Neutral (0)
61
8
5
7
1
1
17
283
Positiv (1-2)
70
10
5
3
0
1
11
313
Total
46
7
14
8
2
3
20
1990
343
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 19
Politisk tillid og EU-afstemningen 3. dec. 2015 Jørgen Goul Andersen
1. Indledning: Den sikre folkeafstemning Selvom det var en del af regeringsgrundlaget for S-R-SF-regeringen, at der skulle holdes folkeafstemning om såvel Danmarks retsforbehold som forsvarsforbehold i EU, blev forsvarsforbeholdet skudt til hjørne, mens retsforbeholdet ved Folketingets åbningstale den 7.oktober 2014 blev udskudt til efter folketingsvalget. Der blev dog indledt forhandlinger med partierne, og den 10.december 2014 var regeringen, SF, Venstre og Konservative blevet enige om en aftale om ændring af det danske retsforbehold til en tilvalgsordning af hensyn til Europol-samarbejdet. Den 17. 2015 marts nåede partierne frem til en aftale om tilvalg af de retsakter, der skulle indgå i en kommende folkeafstemning. En samtidig meningsmåling (Epinion/TV2/Politiken 17.marts 2015) viste, at 61 pct. af vælgerne støttede, at »det eksisterende retsforbehold skal omdannes til en tilvalgsordning«, mens kun 19 pct. mente, at »retsforbeholdet skal bevares som det er i dag«. De sidste 20 pct. var i tvivl. Det var på den baggrund med nogenlunde sindsro, den nye statsminister Lars Løkke Rasmussen den 21. august 2015 kunne annoncere, at folkeafstemningen ville finde sted den 3. december 2015. Med positive meningsmålinger i udgangspunktet og et massivt flertal af partier bag aftalen kunne det næsten ikke gå galt. Alle de fire »gamle« partier (S,R,V og K) var med – plus det femte, nemlig SF, der ganske vidst er yngre, men som efterhånden hører til de »ældre« partier med over 55 år i Folketinget på bagen. Normalt ville det være en styrke at have alle de »etablerede« partier om bord – og så endda det tidligere modstanderparti SF, der havde formuleret de fire forbehold til Edinburgh-aftalen i 1993 efter danskernes nej til Maastricht-aftalen i 1992. Ydermere var emnet komplekst – og uden den store betydning for folks levevilkår – hvilket alt andet lige skulle øge partiernes muligheder for som opinionsdannere at påvirke vælgernes holdninger. (jf. Tonsgaard, 1984, 1992) Hertil kan lægges, at vælgerne faktisk ikke har opført sig så uforudsigeligt ved folkeafstemninger, som det ofte omtales blandt politiske kommentatorer. Indtil 344
Kapitel 19: Politisk tillid og EU-afstemningen 3. dec. 2015
2015 havde danskerne sagt nej to gange (jf. Tabel 19.1): Til den Europæiske Union (Maastricht-traktaten) i 1992, og til den fælles valuta i 2000. Det var de mest vidtgående tiltag, og med de fire forbehold i Edinburgh-aftalen blev unionstraktaten fra Maastricht endda vedtaget uden større besvær, Amsterdam-traktaten blev også vedtaget med pænt flertal, og afgivelsen af suverænitet i forbindelse med patentdomstolen fik dårligt nok danskerne til at rynke et bryn. I et enkelt tilfælde (1986) stemte danskerne endda ja, selvom et flertal i Folketinget havde sagt nej. Godt nok i den noget fejlagtige tro, at »unionen er stendød«, som statsminister Poul Schlüter (K) udtrykte det, men bortset fra det i overensstemmelse med, at ja-procenten nogenlunde følger rækkevidden af suverænitetsafgivelsen. På den baggrund burde afskaffelse af retsforbeholdet ikke være en uoverstigelig hindring, og de allerfleste meningsmålinger havde da også længe forinden vist flertal for afskaffelse af dette forbehold. Tabel 19.1. Folkeafstemninger om EU, 1972-2015. Emne og ja-pct. Ja-pct. 2.10.1972
Tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber
63.3
27.2.1986
Tiltrædelse Europæiske Fælles Akt («.F-pakken«.
56.2
2.6.1992
Tiltrædelse af Europæiske Union (Maastricht-traktaten)
49.3
18.5.1993
Tiltrædelse af Maastricht-traktaten m. Edinburgh-afgørelsen
56.7
28.5.1998
Tiltrædelse af Amsterdam-traktaten
55.1
28.9.2000
Tiltrædelse af fælles valuta
46.8
25.4.2014
Tiltrædelse af fælles patentdomstol
62.5
3.12.2015
Afskaffelse af retsforbehold/omdannelse til tilvalgsordning
46.9
2. Et spørgsmål om tillid? Der har altid været en stærk sammenhæng mellem politisk mistillid og holdning til EU-samarbejdet; det er tilmed et af de mest stabile træk ved den politiske mistillid i Danmark gennem mere end 40 år (Goul Andersen, 1993: 118-119; 152-158). Men alting taler for, at man har skullet se mistilliden som effekt af EU-holdninger, mere end at se EU-holdninger som effekt af mistillid. Ydermere har det mere været en mikro-sammenhæng (hvilke individer har mistillid?) end en makro-sammenhæng (hvordan varierer ja-procenten med tilliden hos det samlede vælgerkorps?). Man har mao. ikke kunnet forklare afstemningsresultater med vælgernes tillid eller mistillid til politikerne. Eksempelvis havde vælgerne temmelig høj tillid til politikerne i 1992, hvor flertallet stemte nej, men markant lavere tillid i 1993, hvor et pænt flertal stemte ja 345
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
(Goul Andersen, 1993, 2003). Forklaringen var navnlig, at Danmarks alvorlige økonomiske problemer så ud til at løse sig i 1992, mens mismodet atter bredte sig i 1993 – blandt andet som følge af den valuta-usikkerhed, som det danske nej i 1992 var med til at puffe til.112 Imidlertid fik regeringen og forligspartierne i 2015, måske af frygt for vælgerreaktioner, framet afstemningen som ikke så lidt af en tillidsafstemning. Vel at mærke som et spørgsmål om tillid til danske politikere, mere end tilliden til EU. For en sikkerheds skyld havde forligspartierne taget asylpolitikken ud og givet vælgerne et løfte om ikke at ville afskaffe dette forbehold uden en ny afstemning. Det var dog et mundtligt løfte, der kun stod i bemærkningerne til lovforslaget og ikke var skrevet ind i retsakterne. Som sådan var det ikke strengt juridisk bindende og vel dårligt nok moralsk bindende for andre partiledere end dem, der tilfældigvis sad på posten i 2015. I hvert fald blev løftet ikke ubetinget troet af alle vælgere. Samtidig indeholdt »Aftalen om tilvalg af retsakter« (af 17.3.2016) følgende passus: »Som fastslået i aftalen om Danmark i Europol er aftalepartierne enige om, at der ikke i den kommende valgperiode kan ske tilvalg afxsterende forbeholdsbelagte retsakter, som vi ikke forud for folkeafstemningen har tilkendegivet at ville søge tilvalgt. Såfremt aftalepartierne senere måtte ønske at tilvælge sådanne retsakter, kan det kun ske ved enighed blandt aftalepartierne eller ved, at det annonceres forud for et folketingsvalg.« Dette rejste en diskussion om proceduren for tilvalg af fremtidige retsakter, hvor det iflg. flere medier operationelt kunne ske ved et flertal mellem forligspartierne, opgjort i praksis som et flertal i Folketingets Europaudvalg (Politiken 27.11.2015, jf. http://politiken.dk/indland/politik/eu_afstemning/ECE2951934/regeringen-kan-blaastemple-eu-regler-uden-flertal/). Derfra var vejen ikke lang til, at afstemningen kunne opfattes som en slags carte blanche til Folketinget – eller til Europaudvalget – om fremtidig afgivelse af suverænitet. I en situation med høj tillid til politikerne kunne det måske ikke skabe den store uro – i en situa112 EU var hærget af valutakriser i 1992-93. Den mest spektakulære begivenhed indtrådte den 16.sep.1992, hvor storinvestoren George Soros med massiv spekulation havde held til at knække det britiske pund. Den britiske nationalbank havde ikke ressourcer nok til at modstå spekulationen, og Storbritannien blev tvunget til at trække sig ud af det europæiske valutasamarbejde (ERM).
346
Kapitel 19: Politisk tillid og EU-afstemningen 3. dec. 2015
tion med dyb mistillid kan man godt forestille sig, at det var værre end at sløjfe det retslige forbehold, slet og ret. Selve udformningen af stemmesedlen var også egnet til at mobilisere mistænksomhed og mistillid. Vælgerne skulle ikke stemme om afskaffelse af retsforbeholdet – denne passus havde man omhyggeligt undladt at nævne både på stemmesedlen og i den tilhørende vejledning (jf. Appendiks 19.1). Man havde også omhyggeligt undgået overhovedet at referere til EU. Og man havde undgået at få det til at stå som et valg mellem ændring og opretholdelse af status quo. Man kunne stemme ja eller nej til »forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning«. Muligvis kunne det ses som taktisk klogt at formulere det sådan – faktisk synes en del af forskellen mellem meningsmålingerne op til afstemningen at kunne forklares med forskelle i spørgsmålsformuleringer, hvor de formuleringer, der lagde sig tættest op ad stemmesedlen, gav de højeste ja-procenter. Men det var på den anden side en gennemskuelig manøvre, der var egnet til at forstærke mistilliden yderligere hos dem, der tænkte ondt derom. På den baggrund kan man formulere en (»undtagelses«) hypotese om, at den politiske mistillid i 2015 var en medvirkende årsag til afstemningsresultatet, mere end det politiske indhold. Og man kan endvidere forestille sig, at folkeafstemningen var endnu en begivenhed, der kunne bidrage til at sende vælgere på vandring. Inden vi går til at undersøge disse hypoteser, skal vi dog kort se på, hvordan mænd og kvinder, forskellige aldersgrupper og tilhængere af forskellige partier stemte ved afstemningen den 3. december 2015.
3. Datamaterialet Datamaterialet er en YouGov-undersøgelse foretaget i samarbejde med forfatteren (undersøgelsen blev lagt ind som modul på samtlige løbende undersøgelser i perioden 4. – 15. december 2015). I alt indkom 12.332 svar. Den uvejede fordeling i stikprøven var 46.6 pct. ja-stemmer og 53.4 pct. nej-stemmer. Det officielle afstemningsresultat var 46.9 pct. ja og 53.1 pct. nej. Undersøgelsen ramte således i plet på afstemningsresultatet. Selvom det ikke er nogen garanti for, at undersøgelsen i enhver henseende er repræsentativ, er det dog så præcist et resultat på den afhængige variabel, at vi har undladt enhver form for vejning af data i dette kapitel.
347
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
4. EU-afstemning efter køn, alder, parti Traditionelt har kvinder været noget mere EU-skeptiske end mænd, og derfor vakte det nogen interesse, da nogle meningsmålinger kunne berette om, at det så ud til at være anderledes ved denne afstemning. Opgørelsen over sammenhængen mellem køn og EU-stemme efter valget viser dog ikke noget brud på det normale, jf. Tabel 19.2. Var valget overladt til mændene alene, kunne det muligvis være blevet et ja, men blandt kvinderne stemte kun 43 pct. ja og 57 pct. nej. Kønsforskellen er før set større (specielt ved Euro-afstemningen i 2000, jf. Goul Andersen, 2003), men forskellen er tæt på gennemsnittet for de sidste 30 års afstemninger. Aldersforskellene er små – øjensynligt med den største tilslutning blandt de ældre vælgere. Tabel 19.2. Ja-stemmer i procent af gyldige stemmer ved folkeafstemningen 3.dec.2015, opdelt efter køn og alder. Ja-stemmer (pct.)
N
Mand
50,4
5116
Kvinde
43,0
5587
18-34 år
44,7
1910
35-54 år
43,5
3843
55 år og derover
49,7
4950
Total
46,6
10703
Kilde: YouGov-undersøgelse af EU-afstemningen, indsamlet 4-15.dec.2015 (N=12.332).
YouGov-undersøgelsen rummer ikke spørgsmål om uddannelse eller stilling, der kan afdække den sociale profil. Til gengæld kan der opdeles efter partivalg – hvor der efterhånden er gået godt og grundigt opløsning i den gamle venstre-højreopdeling, der oprindelig var helt monoton: Jo længere til højre, desto højere ja-procent (Goul Andersen, 2003). I 2015 var det Radikale Venstre, der præsterede den højeste tilslutning med 81 pct. ja-stemmer, jf. Tabel 19.3. Herefter fulgte de Konservative og Venstre med hhv. 70 og 69 pct. Blandt de socialdemokratiske vælgere var der ikke helt opslutning om partilinjen, idet kun 57 pct. stemte ja. Herefter er der flere partier, hvor flertallet svigtede partilinjen. Både SF og Kristendemokraterne anbefalede et ja, men i begge tilfælde stemte et flertal på 51 pct. nej. Liberal Alliance anbefalede et nej og fik akkurat et flertal med sig, men 47 pct. trodsede partilinjen. Alternativet anbefalede sine vælgere at stemme ja, men et flertal på 54 pct. valgte alligevel at sætte kryds ud for nej. 348
Kapitel 19: Politisk tillid og EU-afstemningen 3. dec. 2015
Tabel 19.3. Ja-stemmer i procent, opdelt efter partivalg 2015 og partipræference på interviewtidspunktet. Ja-stemmer (pct.) Parti
Partivalg 18.juni 2015
Partivalg hvis valg i dag
Ndec.2015
Nvalg
B. Radikale Venstre
81
87
483
C. Det Konservative Folkeparti
70
73
471
415
V. Venstre
69
75
1858
1697
A. Socialdemokraterne
57
62
2453
1983
K. Kristendemokraterne
49
54
78
56
F. Socialistisk Folkeparti
49
53
571
467
I. Liberal Alliance
47
39
740
626
Å. Alternativet
46
51
441
470
Ø. Enhedslisten
21
18
1019
1017
O. Dansk Folkeparti
14
11
1971
1768
446
Enhedslistens skæbne er snævert knyttet til EU. Partiet blev dannet i 1989 som et samarbejde mellem VS og DKP, der begge var faldet ned under spærregrænsen, samt SAP, der aldrig havde nået den. Det så imidlertid ud til at være for sent – valget i 1990 gav kun Enhedslisten 1.7 pct. Det var SF’s medvirken til »Det nationale kompromis« om Edinburgh-aftalen i 1993 efter danskernes nej til Maastricht-traktaten i 1992, der gav partiet en chance. Partiet kom over spærregrænsen og har været repræsenteret siden. Og selvom partiet siden er vokset fra pygmæparti til et af de mellemstore partier, fornægter den historiske arv sig ikke: 79 pct. af Enhedslistens vælgere i 2015 stemte nej. Det overgås dog af Dansk Folkeparti, der over en længere årrække, begyndende allerede med forløberen i Fremskridtspartiet, har bevæget sig i mere og mere EU-kritisk retning. Hele 86 pct. af Dansk Folkepartis vælgere stemte nej. Opdelt på blokke bliver det endnu mere tydeligt, at der ikke er meget tilbage af den gamle venstre-højre opsplitning, jf. Tabel 19.4. Der var lidt flere ja-stemmer i rød blok (50 pct.) end i blå blok (45 pct.). Opgjort på socialistisk (incl. Alternativet) vs. ikke-socialistisk stod det lige – med 1 pct. forspring i ja-stemmer til de ikke-socialistiske partier. Endelig kan man undersøge, hvor mange der svigtede partilinjen: 23 pct. af nej-partiernes vælgere trodsede deres parti, mens 38 pct. af ja-partiernes vælgere ikke ville følge partiets anbefaling. Man kan så spørge, om det har nogle konsekvenser, at vælgerne ikke følger partiets anbefaling. Det tyder tallene i Tabel 19.3. faktisk på, at det har, selvom man skal være forsigtig med at slutte mht. årsag og virkning. Ud over en opdeling efter partivalg den 18. juni 2015 indeholder tabellen nemlig også en opdeling efter, hvilket parti folk ville stemme på, hvis der var valg samtidig med in349
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
terviewtidspunktet. Og det er et påfaldende træk, at tilslutningen til partilinjen i samtlige tilfælde er højere, når man opdeler efter partipræference i december 2015 frem for partivalg i juni 2015. Det gælder for samtlige ja-partier, at ja-andelen er 3-6 procentpoint højere hos dem, der vil stemme på partiet i dag. Og hos SF, Kristendemokraterne og Alternativet kommer der mere orden i sagerne, idet der er ja-flertal blandt deres nuværende tilhængere. Tilsvarende er der bevægelser på 3-8 procentpoint for nej-partierne, stærkest for Liberal Alliance, hvor kun 39 pct. at de nuværende tilhængere i december 2015 ville stemme ja. Tabel 19.4. Ja-stemmer i procent, opdelt efter partivalg 2015. Blokke. Parti
Ja-stemmer (pct.)
Nvalg
Rød blok
50
4967
Blå blok
45
5118
Socialistisk
47
4484
Ikke socialistisk
48
5601
Nej-partier
23
3730
Ja-partier
62
6355
Anm. Rød Blok= Socialdemokraterne, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. Blå blok= alle andre. Socialistiske partier= Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Alternativet. Ikke-socialistiske= alle andre. Nej-partier= Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Ja-partier= alle andre.
Forklaringen er ganske enkelt, at en del har skiftet parti eller er kommet i tvivl, hvis de har stemt imod deres partis anbefalinger. Folkeafstemninger giver ofte lidt rystelser og kan ligesom nye issues føre til, at vælgerne skal fordele sig mellem partierne på en anden måde. 2015-tallene er på ingen måde dramatiske, men illustrerer meget godt, hvorfor folkeafstemninger kan være med til at give større ustabilitet, ryste vælgerne lidt i deres tilknytning og nogle gange gøde jorden for nye partier. Det skete fx ved jordskredsvalget i 1973, hvor effekten mest var indirekte. Den svækkede partitilknytning gjorde det lettere at danne nye partier – og det er næppe tilfældigt, at både Danmark og Norge, der havde folkeafstemning i 1972, blev beriget med et Fremskridtsparti (og i det danske tilfælde en håndfuld andre nye partier), mens der ikke skete noget i Sverige og Finland, hvor der ikke var folkeafstemning (Goul Andersen & Bjørklund, 1990). Mere direkte var effekten i 1994, hvor Enhedslisten fik chance for genoplivning direkte som følge af EU-afstemningerne i 1992 og 1993.
350
Kapitel 19: Politisk tillid og EU-afstemningen 3. dec. 2015
5. Politisk mistillid og EU-afstemning: 2015 sammenlignet med 2000 Som bekendt var afstemningen den 3. december 2015 ikke den første gang, hvor vælgerflertallet har trodset det politiske flertal på Christiansborg. Det skete som sagt også i 1992 og 2000 – samt i afstemningen om Fællesakten i 1986, hvor rollerne var byttet om, så vælgerne sagde ja, selvom flertallet på Christiansborg havde sagt nej. Ved alle tidligere valg har der været en sammenhæng mellem politisk mistillid og tilbøjeligheden til at stemme nej. Som nævnt er det i de fleste tilfælde mest rimeligt at se EU-holdningerne som årsag til mistillid, snarere end omvendt. Der er heller ikke en systematisk tendens til, at politikerne »taber« afstemningerne, når mistilliden er høj. Både i 1993 og i 2014 var den politiske mistillid meget høj, men ja-flertallet blev alligevel hentet hjem med en bred margin. Omvendt er der ovenfor argumenteret for, at 2015-afstemningen i usædvanlig grad var framet som en tillidsafstemning, og at der var adskillige træk ved afstemningen, der tjente til at mobilisere eller forstærke vælgernes mistillid. I den situation har vælgerne alt andet lige sværere ved at overtale vælgerne. Men kan det sandsynliggøres, at det netop i 2015 mere var mistillid – vel at mærke til danske politikere – end det var selve indholdet, der var årsag til vælgernes nej? En første indikation herfor kunne være, at sammenhængen mellem EU-stemme og politisk mistillid er stærkere, end den »plejer« at være. Og en anden indikation kunne være, at vælgerne måske slet ikke var så fjendtlige over for indholdet, som man kunne forvente ud fra afstemningsresultatet. Vore data rækker ikke til en definitiv test – om en sådan overhovedet er muligt – men vi kan i det mindste præsentere nogle analyser, der kan styrke eller svække hypotesen. Vi har ikke fuldt sammenlignelige data fra tidligere EU-afstemninger, men valgundersøgelsen 2001 rummer både spørgsmål om, hvad folk havde stemt i 2000 og de samme to mistillidsspørgsmål, som går igen i YouGov’s undersøgelse af EU-afstemningen 2015, jf. Tabel 19.5. Selvom der må tages et lille forbehold over for, at valgundersøgelsen 2001 er foretaget godt et år efter 2000-afstemningen, kan det ikke rokke ved, at sammenhængen mellem mistillid og EU-stemme er markant stærkere i 2015. Også i 2000 var der markant forskel, så de mindst tillidsfulde, navnlig på spørgsmålet om generel tillid, var væsentligt mere tilbøjelige til at stemme nej. Men i 2015 er der ¾ ja-stemmer blandt de vælgere, der udtrykker tillid, mens ja-andelen falder helt ned til hhv. 14 og 18 procent blandt dem, der har mindst tillid. 351
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Desuden er der langt flere vælgere i yderkategorierne med mindst tillid i 2015. Eta-koefficienten giver et groft indtryk af, hvor meget sammenhængens styrke er tiltaget. Det afspejler både, at EU-stemmeafgivningen deler sig skarpere efter graden af tillid, og at der er markant flere, der er »helt uenige« i, at politikerne træffer de rigtige beslutninger for landet, eller har »meget lille« tillid til danske politikere i almindelighed. Tabel 19.5. Politisk tillid og andel ja-stemmer. Folkeafstemningerne 2000 og 2015. Pct. Andel ja-stemmer (pct.)
2000 Politikerne træffer rigtige beslutninger Helt enig
Generel tillid til danske politikere
N2000
2015
N2015
63
86
159
626
Delvis enig
53
72
827
3021
Hverken/eller
42
50
491
2388
Delvis uenig
34
29
252
2798
Helt uenig
27
14
86
1870
Ved ikke
38
.
24
Eta
.19
.47
Meget stor
73
78
67
195
Ret stor
55
74
1148
3621
Ret lille
30
37
508
4973
Meget lille
22
18
87
1914
Ved ikke
41
Eta
.27
29 .43
Spm. 1. »Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet.« Spm.2. »Hvor stor tillid har du til danske politikere i almindelighed?« Kilde: Valgundersøgelsen 2001 og YouGov-undersøgelsen af Folkeafstemningen 3.dec. 2015.
6. Syn på flygtningepolitik, indvandring som trussel og EU-stemme Det kan ofte være fristende at se EU-skepsis og syn på indvandring som trussel som to sider af samme sag. Det er måske også på den måde, afstemningsresultatet er blevet opfattet i udlandet – i den grad, det overhovedet er bemærket – som et nationalistisk, fremmedskeptisk eller direkte fremmed – fjendtligt og selvtilstrækkeligt nej. Frasorterer vi de normative overtoner, kan det da også konstateres, at EU-skepsis og et endnu mere skeptisk syn på indvandring hos Dansk Folkeparti flyder sammen. Til gengæld er det lige så tydeligt, at det forholder sig noget anderledes hos andre modstanderpartier. Men hvordan ser det ud blandt vælgerne? Vi har i undersøgelsen kun to indikatorer, der er brugbare til at belyse problemstillingen: Vælgernes syn på, at Danmark tilslutter sig en fælles flygtnin352
Kapitel 19: Politisk tillid og EU-afstemningen 3. dec. 2015
gepolitik i EU, og syn på indvandring som trussel mod den nationale kultur. Det første spørgsmål var eksplicit undtaget fra folkeafstemningen, formentlig netop af frygt for, at det kunne mobilisere modstandere. Men hvordan ser sammenhængen egentlig ud mellem disse holdninger og stemmeafgivning ved EU-afstemningen? Det er belyst i Tabel 19.6. Tabel 19.6. Sammenhæng mellem syn på fælles flygtningepolitik i EU, syn på indvandring som trussel, og EU-stemme 2015. Pct. Ja-stemmer. fælles flygtningepolitik i EU
Indvandring trussel
Nflygtn.pol
Nindv.trussel
Helt enig
77
29
2828
3084
Delvis enig
58
47
2619
2478
Hverken eller
33
54
1989
1847
Delvis uenig
25
61
1399
1779
Helt uenig
14
56
1868
1515
Total
47
47
10703
10703
Spm.1. Danmark bør tilslutte sig, at der føres en fælles flygtningepolitik for EU Spm.2. Indvandring udgør en alvorlig trussel mod den danske kultur
Det viser sig, at sammenhængen mellem syn på fælles EU-flygtningepolitik og stemmeafgivning ved folkeafstemningen er meget stærk: Blandt de vælgere, der er »helt enige« i, at Danmark skal tilslutte sig en fælles flygtningepolitik, stemte 77 pct. ja. Blandt dem, der var »helt uenige« nåede ja-andelen kun op på 14 pct. Ud fra disse tal kan man let konkludere, at det var meget klogt af folketingsflertallet at pille dét emne ud af tilvalgsordningen. Der er ikke tilsvarende stærk sammenhæng mellem syn på indvandring som trussel og stemmeafgivning ved folkeafstemningen. Men sammenhæng er der – fra 29 pct. ja stemmer blandt de vælgere, der helt afviser indvandring som trussel, til hhv. 61 og 56 pct. ja-stemmer blandt dem, der er helt eller delvis uenige. Tilsvarende er der også en sammenhæng med synet på, om stramningerne af flygtninge-/indvandrerpolitikken er gået for vidt: Blandt de vælgere, der finder stramningerne passende eller for vidtgående, stemte hhv. 58 pct. og 56 pct. ja. Men blandt de vælgere, der ikke mente, stramningerne var gået vidt nok, var der kun 27 pct. ja-stemmer. Man kan så spørge, om disse sammenhænge så ikke blot knytter sig til højresiden af dansk politik, hvor Dansk Folkeparti jo vejer tungt. Men så enkelt er det ikke, fremgår det af Tabel 19.7. Faktisk er sammenhængen mellem EU-stemme og synet på en fælles flygtningepolitik i EU stort set den samme for rød blok og 353
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
blå blok. Forskellen er, at der er langt flere tilhængere af en fælles EU-politik blandt rød bloks vælgere. Og denne sammenhæng er så stærk, at den betyder, at rød bloks vælgere havde flest ja-stemmer (hhv. 50 pct. og 45 pct.). Holdes synet på en fælles EU-politik konstant, viser der sig inden for hver enkelt kategori ca. 10 procentpoint flere ja-stemmer blandt blå bloks vælgere end blandt tilsvarende vælgere i rød blok. Tabel 19.7. Sammenhæng mellem syn på fælles flygtningepolitik i EU og EU-stemme, opdelt på rød og blå blok. 2015. Pct. Ja-stemmer. Partivalg 2015
Fælles EU-flygtningepolitik Helt enig
Blå blok 82
Nblå
Rød blok
Nrød
76
965
1747 1353
Delvis enig
64
54
1136
Hverken eller
39
30
865
944
Delvis uenig
28
20
836
479
Helt uenig
16
11
1316
444
Total
45
50
5118
4967
Spm. »Danmark bør tilslutte sig, at der føres en fælles flygtningepolitik for EU«.
Gælder det samme så også for et kritisk syn på indvandrere – opfattelse af indvandring som en kulturel trussel? Som Tabel 19.8 viser, er det delvist tilfældet – men knap så udtalt. Både blandt rød bloks vælgere og blå bloks vælgere gælder det, at jo mere kritisk syn på indvandring, desto færre ja-stemmer – dog således, at andelen af ja-stemmer er lidt højere blandt dem, der er »delvist uenige« at se indvandring som en trussel, end blandt de »helt uenige«. Men både blandt rød og blå bloks vælgere er der kun halvt så mange ja-stemmer blandt dem, der er helt enige i at se indvandring som trussel, som der er blandt de helt eller delvist uenige. Samtidig kan det dog konstateres, at denne sammenhæng er stærkest blandt vælgerne i blå blok, hvilket delvist afspejler Dansk Folkepartis styrke. En nærmere eftersøgning afslører dog, at sammenhængen genfindes blandt samtlige partiers vælgere. Den er dog temmelig svag blandt Venstres og Konservatives vælgere, og den er endnu svagere blandt de vælgere, der stemte på venstrefløjens nej-parti, Enhedslisten. Hos EL-vælgerne varierede ja-andelen fra 9 pct. blandt dem, der var »delvis enige« i at se indvandring som trussel, til 24 pct. blandt de helt eller delvist uenige. Tilsvarende varierede ja-andelen hos Venstres vælgere kun mellem 62 og 80 pct. ja – men stadig sådan, at de vælgere, 354
Kapitel 19: Politisk tillid og EU-afstemningen 3. dec. 2015
der var mest afvisende over for at se indvandring som trussel, også havde den højeste ja-andel. Tabel 19.8. Sammenhæng mellem syn indvandring som trussel og EU-stemme, opdelt på rød og blå blok samt visse enkeltpartier. 2015. Pct. Ja-stemmer. Partivalg 2015 Blå blok
Enkeltpartier 2015-valg
Rød blok
Venstre
Nblå
EL
Nrød
Nvenstre
Nenh.listen
1 Helt enig
29
29
62
14
2323
626
609
103
2 Delvis enig
51
43
69
9
1424
895
612
120
3 Hverken eller
62
50
77
20
739
949
349
162
4 Delvis uenig
69
59
77
24
456
1237
224
228
5 Helt uenig
65
56
80
24
176
1260
64
406
Total
45
50
69
21
5118
4967
1858
1019
Spm. »Indvandring udgør en alvorlig trussel mod den danske kultur«.
Alt i alt er det svært at komme uden om, at modvilje mod indvandrere bidroge til at øge tilbøjeligheden til at stemme nej ved folkeafstemningen. Endnu mere tydeligt er det dog, at modstand mod en fælles flygtningepolitik trak i retning af et nej. Det sidste er til gengæld ikke overraskende, da det jo ligger særdeles tæt på, hvad der blev stemt om – selvom netop dette emne var undtaget fra tilvalgsordningen. Men der er i det mindste ét punkt, hvor regnskabet ikke stemmer mht. den selvtilstrækkelige og fremmedfjendske eller -skeptiske EU-modstand. Det er, at der gennem de sidste knapt 20 år har været klart flere tilhængere end modstandere af en fælles flygtningepolitik i EU, jf. kapitel 9. Nu kan spørgsmålsformuleringen diskuteres – blandt andet ville man nok i dag have spurgt mere præcist om »asylpolitik«. men her vejer hensynet til sammenlignelighed tungere, og meningen kan næppe være stort forskellig. Svarfordelingen forekommer da også ganske rimelig: Generelt er danskerne – i langt højere grad, end den offentlige debat lader ane – blevet »gode europæere« både i forhold til tidligere og i forhold til andre landes befolkninger, i særdeleshed englænderne, der i modsætning til danskerne ikke har bevæget sig meget i forhold til 1972 (Goul Andersen, 2002, 2003). Danskerne er generelt positive over for fælles, solidariske løsninger på fælles problemer – uanset om de så er skeptiske over for at afgive suverænitet, i særdeleshed på velfærdsområdet, hvor de (ligesom de fleste andre landes befolkninger!) føler, de har noget at beskytte. Spørgsmålet om flygtninge er et sådant fælles anliggende, der naturligt kalder på fælles
355
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
løsninger, så derfor er der egentlig ikke noget overraskende i den betydelige opbakning. Tabel 19.9. Syn på fælles flygtningepolitik for EU, opdelt efter stemmeafgivning ved folkeafstemningen. Pct. Helt enig
Delvis enig
Hverken eller
Delvis uenig
Helt uenig
N (=100%)
stemte nej den 3. dec.
11,2
19,1
23,2
18,5
28,0
5719
stemte ja
43,9
30,7
13,3
6,9
5,3
4984
Spm. »Danmark bør tilslutte sig, at der føres en fælles flygtningepolitik for EU«.
Det går også igen, når vi ser på, hvor mange af nej-vælgerne, der går ind for en fælles flygtningepolitik. Selvom der som omtalt var en særdeles stærk sammenhæng mellem synet på fælles flygtningepolitik og tilbøjeligheden til at stemme nej, så er det dog betegnende, jf. Tabel 19.8, at der var tilslutning til en fælles flygtningepolitik blandt 30.3 pct. af nej-vælgerne – godt nok et mindretal i forhold til de 46.5 pct., som var uenige, men trods alt var det ikke nogen stor overvægt at modstandere, selv for dette emne, som eksplicit var undtaget fra afstemningen. At der så var 74.6 pct. tilhængere og kun 12.2 pct. modstandere blandt de vælgere, der stemte ja, kan måske alligevel sætte et spørgsmålstegn ved, hvor klogt det var at holde dette emne uden for folkeafstemningen, fordi det vanskeliggjorde et helhjertet argument for ophævelsen af retsforbeholdet.
7. Konklusion Vore data rækker vel ikke til at konkludere med sikkerhed, at det mere var mistillid end det politiske indhold, der var årsagen til danskernes nej ved EU-afstemningen 3. december 2015. Det spiller sikkert også ind, at flygtningestrømme fik svarene om indvandring til at fluktuere voldsomt. Og at EU havde haft en uheldig hånd med flygtningepolitikken i efteråret 2015, havde utvivlsomt også betydning. Men vore tal rækker til at konkludere, at tilhængerpartierne fik håndteret sagen meget uheldigt og klodset i forhold til den underliggende dybe politiske mistillid i befolkningen. Og de rækker også til at konkludere, at sammenhængen mellem EU-stemme og mistillid var helt ualmindelig stærk netop ved 2015-afstemningen. Når det gælder det politiske indhold, så gælder det ganske vist for alle undergrupper, at der var størst modstand blandt de vælgere, der gik imod en fælles flygtningepolitik, og blandt de vælgere, der havde et negativt syn på ind356
Kapitel 19: Politisk tillid og EU-afstemningen 3. dec. 2015
vandrere. Når det gælder synet på indvandring, var denne sammenhæng dog stærkest blandt blå bloks vælgere, stærkt påvirket af Dansk Folkeparti. Inden for de fleste enkeltpartier, navnlig Venstre og Konservative, samt Enhedslisten og til dels andre partier på venstrefløjen var der kun en moderat sammenhæng. Vigtigst er der dog den nuance, at der samtidig med en overvægt af nej-sigere ved folkeafstemningen var en overvægt af tilhængere af en fælles flygtningepolitik – det emne, der var taget ud af afstemningen, formodentlig af en delvist ubegrundet frygt for vælgerreaktioner. Det er ikke mindre bemærkelsesværdigt, at der faktisk var over 30 pct. af de vælgere, der stemte nej, der støttede en fælles flygtningepolitik i EU – og kun en relativt beskeden overvægt, der var imod. Det var altså ikke så entydigt nationalistisk – endsige fremmedfjendsk – nej, som afstemningsresultatet måske er blevet tolket i de internationale medier, der har bemærket begivenheden (i slipstrømmen på opmærksomheden om de danske asylstramninger, der gik verden rundt). Nationalisme og fremmedskepsis kan måske med en vis ret hæftes på de nej-stemmer, der kom fra Dansk Folkeparti, men i mindre grad på de centrum-venstre stemmer, der bidrog til nej-flertallet. Dermed er det tvivlsomt, om afstemningsresultatet alene eller primært skal forklares ud fra danskernes EU-skepsis, sådan som det har været tilfældet ved tidligere afstemninger. Alt i alt skal afstemningsresultatet nok i mindst lige så høj grad ses i lyset af det opbrud, der i disse år er blandt danske vælgere, hvis loyalitet mod partierne er meget begrænset og hvis respekt for de politiske ledere sjældent har været mindre. Specielt fordi tilhængerpartierne valgte en meget uheldig strategi i forhold til disse omgivelser. Og nok var afstemningsresultatet udtryk for mistillid til EU. Men det var – denne gang – måske endnu mere udtryk for mistillid til de danske politikkere.
357
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer Goul Andersen, Jørgen (1993). Politisk mistillid i Danmark. Aarhus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Goul Andersen, Jørgen (2003). »EU og modstanden i Danmark«. pp.82-104 in Danmark 30 år i EU – et festskrift. Copenhagen: Gyldendal. Goul Andersen, Jørgen & Tor Bjørklund (1990). »Structural Changes and New Cleavages: The Progress Parties in Denmark and Norway«, Acta Sociologica, vol. 33 (3), pp. 195-217 Tonsgaard, Ole (1984). »En skitse til en teori om folkeafstemningsadfærd«, pp. 322337 i Jørgen Elklit & Ole Tonsgaard (red.); Valg og vælgeradfærd. Aarhus: Politica Tonsgaard, Ole (1992), »A Theoretical Model og Referendum Behaviour«, pp. 132-147 i Peter Gundelach & Karen Siune (red.). From Voters to Participants. Essays in Honor of Ole Borne. Aarhus: Politica
358
Kapitel 19: Politisk tillid og EU-afstemningen 3. dec. 2015
Appendiks 19.1 Stemmeseddel og vejledning.
359
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 20
Kommunikation, viden og vælgervandringer Af Johannes Andersen
1. Valgkampens strukturelle og dynamiske kommunikation – en model Valgkampen præges af mangfoldige aktiviteter på kommunikationsområdet. I den ene ende genopfriskes klassiske initiativer, eksempelvis gadeaktiviteter med balloner, blomster og bredt anlagte stem-dørklokke-initiativer, og i den anden satses der på internettets mangfoldige muligheder, eksempelvis blogge og direkte dialog med egne vælgere og sympatisører via Facebook. Samtidig med, at man også afholder klassiske vælgermøder, selv om de længe har lidt af manglende interesse, med mindre det er en af de ledende politikere, der møder frem. Nogle vælgere går aktivt ind i disse aktiviteter – ved at opsøge partiernes internetsider, ved at forsøge sig med en valgtest, hvor politiske svar fører frem til en angivelse af det mest oplagte sted at sætte sit kryds, eller ved at gå i dialog med omgivelserne om, hvor krydset skal sættes. Andre er mere passive og afventer partiernes udspil, eksempelvis en e-mail, en pjece i postkassen eller et besøg ved gadedøren (Møller Hansen et al., 2014). Mange vælgere har samtidigt også et vist forbrug af politiske nyheder på tv og i aviserne, hvad enten det er i papirudgaven eller på internettet. De følger med og forsøger at være velorienteret. Enten med oplysninger om det parti, man holder med, eller om mulige alternativer, fordi man er usikker og påvirkelig. Opsøgende valgkampsaktiviteter og det løbende medieforbrug af nyheder er forholdsvis dynamiske elementer, der er knyttet til selve valgkampen. Med hensyn til partiernes aktiviteter er de naturligt nok begrænset til valgkampen, mens medieforbruget generelt er relativt stabilt, men i perioden op til et valg fokuseres der mere og mere på politik, politikere og politiske partier. Derfor får medieforbruget også en vis dynamisk karakter. Disse dynamiske elementer spiller ofte sammen med mere stabile elementer, i form af viden om politik og den generelle politiske interesse. Viden om politiske forhold opbygges og reproduceres løbende. Noget stammer fra skole og undervisning, mens andet tilvejebringes gennem medier og samtaler med
360
Kapitel 20: Kommunikation, viden og vælgervandringer
kolleger, familie og venner. Ikke mindst en god diskussion kan være produktiv til at styrke ens viden om politik. I demokratiteori spiller viden om politik en central rolle. Idealet er, at vælgerne er oplyste, både om egne interesser og om de politiske alternativer, der bedst kan forsvare og kæmpe for disse interesser (Mouritsen, 2015). I demokratiteori spiller viden om politik en central rolle. Det demokratiske ideal for en god medborger er, at vælgerne er interesserede, engagerede, aktive og oplyste, både om egne interesser og om de politiske alternativer, der bedst kan forsvare og kæmpe for disse interesser (Mouritsen, 2015). Traditionelt er det imidlertid den politiske interesse, der udgør den underliggende og strukturerende dynamik (Andersen, 2007). Er man politisk interesseret, er sandsynligheden for, at man aktivt går ind i valgkampens mange aktiviteter større, end hvis man ikke interesserer sig for politik. Det gælder ikke mindst de aktiviteter, hvor man som vælger selv opsøger informationer. Den politisk interesserede vælger følger også mere med i medierne end de vælgere, der ikke interesserer sig for det. Og de ved formodentlig også mere om politik end resten af befolkningen. Sådan har det traditionelt været, og det gælder stadig (Stubager et.al., 2013:189-190). Med dette udgangspunkt kan der skitseres en model, baseret på en sammenhæng mellem strukturelle og dynamiske faktorer, set i relation til vælgeradfærden. Her er antagelsen, at den politiske interesse og viden om politik udgør strukturelle faktorer, opbygget gennem socialisering, erfaringer og sociale ressourcer. Den grundlæggende antagelse om denne sammenhæng er, at de vælgere, der er interesseret i politik, udviser en anden adfærd end dem, der ikke er interesseret. Det samme er tilfældet for de vælgere, der har god viden om politik, sammenlignet med dem, der ikke har så god viden. Ikke overraskende er der i tidligere undersøgelser konstateret en sammenhæng mellem politisk interesse og viden om politik (Andersen, 2007: 65). I modellen er medieforbrug med henblik på at få nyheder om politik og deltagelse i valgkampsaktiviteter dynamiske faktorer. Det skyldes at disse aktiviteter hænger sammen med, at vælgerne befinder sig i en relativ kort periode med intens valgkamp, der bl.a. viser sig ved et stort medieudbud om politik og en lang række vælgermøder, tryksager, tilbud på hjemmesider, gadefremstød osv (Strömbäck, 2015). Valgkampen er kort sagt en særlig periode, som også
361
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
kan påvirke vælgernes adfærd. Eksempelvis hvis nogle bliver mobiliseret eller irriteret af givne aktiviteter og fremstød. Den afhængige variable i modellen er vælgernes adfærd og partivalg. Hvor en af de interessante forhold er, om man stemmer på det samme parti som sidst, om man skifter parti internt i en given blok, eller om man skifter mellem blokkene. Modellen er vist i Figur 20.1. Figur 20.1. Model over sammenhæng mellem politisk interesse, viden, medieforbrug og vælgeradfærd. Teoretiske antagelser.
Politisk interesse Medieforbrug af nyheder
Valgkampsaktiviteter
Vælgeradfærd
Viden om politik
I første omgang kan denne model bruges til at angive, om det nytter noget, set fra partiernes synsvinkel, at kaste sig ud i valgkampens mange aktiviteter. Hvem kan fastholdes og hvem kan flyttes, set i relation til politisk interesse, viden og medieforbrug. I anden omgang kan modellen kaste lys over, hvad det er for vælgere, man i givet fald kan påvirke, og hvilke kanaler de først og fremmest kan påvirkes igennem. Endelig kan modellen åbne op for en drøftelse af vælgernes forskellige tilgange til det at stemme, hvor nogle vælgere er oplyste og følger med i mulige alternativer, mens andre vælgere forfølger en bestemt sag eller søger efter den hurtige genvej til et kryds, for at få det overstået. Nærværende kapitel belyser den politiske kommunikation ved folketingsvalget 2011 ud fra denne referenceramme (Se videre i Møller Hansen et al., 2014; Stubager et al., 2013).
2. Valgkampsaktiviteter Partiernes mål med deres mange aktiviteter i en valgkamp er for det første, at holde fast på de vælgere, der stemte på partiet eller blokken sidst, samtidig
362
Kapitel 20: Kommunikation, viden og vælgervandringer
med at de også gerne vil mobilisere nye vælgere over på deres side. En klassisk udfordring med tre mål: a. Fasthold blokkens vælgere. I første omgang vil et parti gerne fastholde egne vælgere. I anden omgang sikre, at frafaldne vælgere bliver i blokken. b. Vind vælgere fra modpartens blok. Enten til partiet eller til ens egen blok. I forlængelse heraf er det også vigtigt at vinde førstegangsvælgerne. c. Undgå tab fra egen blok til modpartens blok. Vælgernes aktiviteter i valgkampen tager forskellige veje. Nogle tager imod pjecer og lignende fra partierne. Andre modtager SMS-beskeder og e-mails. Nogle møder kandidater ved deres gadedør, mens andre møder dem på gaden. Nogle besøger partiernes hjemmesider, mens andre tager en valg-test på en hjemmeside, hvor de via svar på forskellige spørgsmål kan finde ud af, hvilket parti de ligger tættes på. Endelig møder nogle andre personer i omgangskredsen, som opfordrer til at stemme på et bestemt parti, eller også gør man det selv. En faktoranalyse af disse aktiviteter for Folketingsvalget 2011 afdækker tre faktorer, der er samlet i et indeks i det følgende. Det første indeks består af aktiviteter, hvor vælgerne selv er udfarende, eksempelvis ved at gå på partiernes hjemmesider og valgtesten, ligesom de også diskuterer med andre, hvad man skal stemme på. Det andet indeks består af modtagelse af elektroniske meddelelser via mobiltelefon fra partier. Og det tredje indeks består af møder med kandidater og partier på gadeplan. Den mest udbredte aktivitet er mødet med kandidater og partier på gadeplan. Det gjorde 82 pct. af vælgerne. Omvendt var det kun 12 pct., der modtog meldinger på mobil og e-mails. Endelig var 64 pct. aktive med henblik på at være udfarende i forhold til partiers hjemmesider, diskussioner og valgtests. Generelt er det de vælgere, der har været udfarende og opsøgt partiernes hjemmesider, taget en valgtest og diskuteret hvem man skulle stemme på, der er de mest mobile. Det fremgår af Tabel 20.1. Men aktiviteten bliver først og fremmest omsat til bevægelser inden for blokkene. De vælgere, der har modtaget mails og henvendelser via mobiltelefonen, eller har modtaget besøg ved gadedøren og mødt kandidater på gaden ligger meget tæt på gennemsnittet. Det fremgår også af tabel 20.1. Sammenligner man ovennævnte data i Tabel 20.1 med oplysninger for vælgere, der ikke har været i kontakt med partiernes aktiviteter, kan man umiddel363
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
bart se, at partiernes aktiviteter gør en forskel. De vælgere, der ikke har mødt partierne eller selv opsøgt dem, har relativt større tilbøjelighed til at stemme på samme parti som sidst. Men det er et lille mindretal af vælgerne. Tabel 20.1. Valgkampsaktiviteter og vælgeradfærd 2011. Pct. Skiftet parti
Stemt på samme parti 07-11
I rød blok
Total
67
13
2
10
8
Valgkampsaktiviteter Opsøger information og diskussion Modtager via mobil Modtager på gaden og hjemme
63 66 66
15 14 14
2 3 2
12 12 11
8 6 7
Ikke involveret i valgkampsaktiviteter Har ikke opsøgt information og diskussion Har ikke modtaget via mobil Har ikke modtaget på gaden og hjemme
74 67 71
9 13 10
2 5 3
8 10 9
8 8 8
Tilhængere – Valgkampsaktiviteter Opsøger information og diskussion Modtager via mobil Modtager på gaden og hjemme
80 80 84
7 6 6
1 2 1
9 11 7
3 1 2
Ikke tilhængere – Valgkampsaktiviteter Opsøger information og diskussion Modtager via mobil Modtager på gaden og hjemme
45 41 48
24 27 21
4 5 3
15 14 15
12 13 12
Fra rød til blå blok
I blå blok
Fra blå til rød blok
Kilde: Denne og de følgende tabeller bygger på Valgundersøgelsen 2011.
I 2011 erklærede 48 pct. af vælgerne sig som tilhængere af et bestemt parti, mens 52 pct. ikke opfattede sig som partitilhængere. Kan et parti komme i kontakt med den sidste halvdel af vælgerskaren, er der gode muligheder for at flytte stemmer. Det fremgår også af Tabel 20.1. 55 pct. af de vælgere, der ikke opfatter sig som partisympatisører, og som aktivt har opsøgt partierne i valgkampen, har skiftet parti. Og godt halvdelen af dem, partierne selv har fået kontakt med, har gjort det samme. Ikke mindst internt i den røde blok har disse vælgere ændret på styrkeforholdene. Samtidig med at det især er disse vælgere, der er krydset over fra blå til rød blok (Møller Hansen et al., 2014: 295-296). Sammenfattende viser denne kortlægning af valgkampens dynamiske elementer, at partierne i stor udstrækning har været i stand til at fastholde tilhængerne i egne rækker. Godt 80 pct. af de tilhængere, parterne har været i kontakt med, har holdt fast i deres parti når krydset skal sættes. Og hvis de har skiftet, er krydset blevet sat på et parti inden for blokken. Om det så er selve kontakten og dermed partiernes valgkampsaktiviteter der gør en forskel, kan man ikke ud fra tallene sige noget om. Det fremgår endvidere, at det er blandt vælgere, der ikke opfatter sig som partisympatisører, at partierne har mulighed 364
Kapitel 20: Kommunikation, viden og vælgervandringer
for at flytte stemmer, både internt i blokkene og mellem blokkene. Eksempelvis lykkedes det for partier i rød blok ved folketingsvalget 2011 gennem fremstød i valgkampen både at fastholde vælgere, der ikke er partisympatisører, på deres side, samtidig med at de vandt nye ikke-sympatiserende vælgere fra blå blok.
3. Medier Ved folketingsvalget i 2011 bruger 11 pct. af danskerne hverken aviser, internettet eller tv til at blive orienteret om politik og andre nyheder. Dertil kommer, at 12 pct. har et begrænset forbrug. Det betyder, at godt hver 5. dansker stort set ikke bruger medier til at blive orienteret om eksempelvis valgkampen. Det fremgår af Tabel 20.2, der viser danskernes medievaner. Tabel 20.2. Medieforbrug af aviser (papir og digitalt) og Tv-nyheder, 2011. Pct. Bruger aldrig medier
Begrænset brug af medier
Læser aviser hver dag og ser Tvnyheder af og til
Ser Tv-nyheder hver dag og læser aviser af og til
Læser aviser og ser Tv-nyheder hver dag
Total
11
12
11
27
38
Køn Kvinder Mænd
13 9
13 12
10 13
29 25
35 41
Alder 18-24 25-34 35-44 45-54 55-64 65+
31 23 15 9 3 3
22 22 20 13 8 1
11 12 17 13 10 7
25 28 26 29 24 29
11 15 23 36 55 60
Skoleuddannelse Folkeskole Student
9 13
9 17
7 16
33 21
42 33
Erhverv Ufaglært arbejder Faglært arbejder Lavere funktionær Højere funktionær Selvstændig Studerende Pensionist m.m.
11 16 13 7 9 30 7
16 20 16 17 12 19 5
10 11 11 18 21 16 6
39 31 26 16 20 23 33
24 22 34 43 38 13 50
13
18
13
23
33
14
19
13
21
33
Valgkampaktiviteter Opsøgt partihjemmeside Taget en valgtest Kilde: Valgundersøgelsen 2011.
Det fremgår ligeledes af tabellen, at det især er kvinder, unge og folk med studentereksamen, faglærte arbejdere og studerende, der har et begrænset medieforbrug. I den anden ende følger 38 pct. af befolkningen dagligt med i både tv-nyheder og aviser, omfattende både papirudgaven og internetudgaven. Jo
365
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
ældre man er, jo større er ens medieforbrug. Det gælder især for mænd, personer med skolegang til og med folkeskolen, højere funktionærer og pensionister. Mellem disse positioner er der to markant forskellige grupper. Den ene bruger avisen dagligt, og supplerer med tv-nyheder, mens den anden ser tv-nyheder hver dag, og supplerer med avisen. Den gruppe der har avisen som det primære, er overrepræsenteret af personer omkring 35-44 år, mænd, personer med studentereksamen, højere funktionærer og selvstændige. Den gruppe, der har tv-nyhederne som omdrejningspunktet, er især kvinder, de 45-54 årige, personer med folkeskoleeksamen, arbejdere og pensionister. Ud fra en antagelse om, at engagement i samfundsforhold og demokrati er ensbetydende med et højt medieforbrug, er det interessant at se nærmere på eksempelvis de flittige avislæseres vælgeradfærd. Data om vælgernes medievaner og vælgeradfærd er vist i Tabel 20.3. Tabel 20.3. Vælgeradfærd og medieforbrug, 2011. Pct. Stemt på samme parti 2007 og 2011
Skiftet parti I rød blok
Fra rød til blå blok
I blå blok
Fra blå til rød blok
Total
67
13
2
10
8
Medieforbrug Bruger ingen medier Begrænset medieforbrug Aktiv avislæser Aktiv bruger af tv-nyheder Bruger avis og tv-nyheder dagligt
59 59 57 69 73
15 19 20 13 8
2 3 2 3 2
14 9 14 9 10
10 10 8 6 7
Valgkampsaktiviteter Opsøgt partiers hjemmesider Deltaget i valgtest
57 57
18 21
3 3
13 11
9 8
Vælgere, der læser avis og ser tv-nyheder dagligt, er de mest trofaste: 73 pct. stemte på det samme parti i 2011 som i 2007. På de øvrige områder ligger de relativt tæt på gennemsnittet. Det samme er tilfældet med de vælgere, der primært ser tv-nyheder dagligt. I modsætning hertil er de vælgere, der læser avis dagligt og har et begrænset tv-forbrug, de mest mobile. 57 pct. af dem stemte i 2011 på det samme parti som sidst, hvilket betyder, at 43 pct. skiftede parti. Deres adfærd er imidlertid præget af, at de især skifter parti internt i den blok, de hører til. 20 pct. af dem skiftede internt i rød blok og 14 pct. i blå.
366
Kapitel 20: Kommunikation, viden og vælgervandringer
Bevægelser på tværs af blokkene113 finder man især hos de vælgere, der har et begrænset eller slet intet medieforbrug. Her skiftede godt 40 pct. parti i 2011, og mere end 10 pct. af disse vælgere gik fra blå til rød blok. Det er altså næppe gennem medierne, partierne har været i stand til at påvirke disse vælgere. Derimod er de mest passive mediebrugere relativt set blandt de mest aktive, når de drejer sig om at opsøge partiernes hjemmesider og tage en valgtest på en avis hjemmeside. Eksempelvis har 29 pct. af vælgerne besøgt partiers hjemmesider. Ser man på de vælgere der har et begrænset medieforbrug, er det 42 pct. af dem, der har besøgt partiers hjemmesider. Det samme mønster finder man også, når det drejer sig om at tag en valgtest. De mediepassive er søger altså andre veje til det parti, de gerne vil stemme på. Og de er samtidig blandt dem, der mest flittigt skifter mellem blokkene (Hoff, 2013). Statistisk set er der kun en svag, men signifikant, sammenhæng mellem valgkamps-engagement og medieforbrug (.12**), men mønstret er altså, at de vælgere, der ikke bruger medier ret meget, er langt mere opsøgende i forhold til input fra internettet end mediebrugende vælgere generelt er det.
4. Viden og valg De stabile vælgere har ofte været i direkte kontakt med partiernes repræsentanter og følger ligeledes godt med i de traditionelle medier, mens de mobile vælgere går lidt andre veje. De har et lavt forbrug af traditionelle medier, mens de i relativ stor udstrækning opsøger hjemmesider, valgtest og kommunikation via mobiltelefon og e-mails på nettet. Det kunne antyde en forskellig systematik i tilgangen til det politiske univers. På den baggrund kan man antage, at de mest stabile nyhedsforbrugere også er dem, der har den største viden om politik. De vælgere, der vælger partiers hjemmesider, diskussioner og digitale medier som deres tilgang til de politiske partier, kan derimod antages at have et mere begrænset vidensniveau. Alt sammen ud fra den præmis, at systematisk brug af nyhedsmedier som aviser og tv-nyheder giver et mere systematisk vidensniveau end selvdefineret brug af digitale medier og diskussioner med andre. Som det fremgår af Tabel 20.4, holder antagelsen delvist stik. Generelt har viden godt nok ingen betydning for, hvorvidt man stemmer på det samme parti eller placerer sin stemme på et andet parti. Det er således stort set den 113 For blokskiftere mere generelt, se kapitel 16.
367
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
samme andel af vælgerne, der stemmer på samme parti som ved sidste valg, uanset vidensniveau. Men når det drejer sig om de afgørende bevægelser fra rød til blå blok, så er de mest udbredt hos de vælgere, der har det laveste vidensniveau. Samtidig må det dog også noteres, at de største vælgerbevægelser kan lokaliseres hos vælgere med stor viden, men her er bevægelserne primært lokaliseret internt i blå blok. Tabel 20.4. Vælgeradfærd, viden og politisk interesse. 2011. Pct. Skiftet parti
Stemt på samme parti 07-11
I rød blok
Fra rød til blå blok
I blå blok
Total
67
13
2
10
8
Viden om politik Begrænset viden (0-1 rigtigt svar: 27 pct.) Nogen viden (2-4 rigtige svar:53 pct.) Meget viden (5-6 rigtige svar: 20 pct.)
67 68 65
13 13 12
2 2 3
8 10 15
10 7 6
Politisk interesse Meget interesseret Noget interesseret Kun lidt eller slet ikke interesseret
66 66 70
14 13 10
2 3 2
13 10 9
6 8 9
Fra blå til rød blok
Den politiske interesse er medtaget i denne tabel, men blot for at kunne konstatere, at forskellige grader af politisk interesse ikke gør den store forskel, når det drejer sig om at skifte parti. Faktisk er personer med den laveste interesse for politik også den vælgergruppe, der er mest trofaste overfor deres parti. Korrelationen mellem viden og politisk interesse er relativt høj og signifikant (.33**). Det svarer ganske godt til tidligere undersøgelser af sammenhængen mellem politisk interesse, medieforbrug og viden om politik. Har er pointen, at det er den politiske interesse og ikke medieforbrug, der gør en forskel i forhold til vidensniveauet hos vælgerne (Andersen, 2007). Hvis man derimod inddrager vælgeradfærden og bevægelser hen over midten, kan der lokaliseres en signifikant, men svag, sammenhæng mellem medievaner og vælgervandringer. Jo mindre man bruger traditionelle mediers nyheder til at holde sig orienteret, jo større er tilbøjeligheden til at bevæge sig fra blå til rød blok. Derimod er der ingen signifikant sammenhæng mellem vælgeradfærd på den ene side, og viden eller politisk interesse på den anden.
5. Hurtige genveje 42 pct. af vælgerne beslutter, hvad de skal stemme på i løbet af valgkampen. Der er altså en hel del vælgere, der er modtagelige for partiernes forsøg på at 368
Kapitel 20: Kommunikation, viden og vælgervandringer
påvirke vælgerne i løbet af en valgkamp. Det er ikke mindst de unge vælgere, der bruger valgkampen til at finde deres parti. 67 pct. af de unge indtil 24 år, og 50 pct. af de unge fra 25-34 år besluttede sig i løbet af valgkampen. Blandt de vælgere, der beslutter sig i valgkampen, har 30 pct. intet eller kun et begrænset forbrug af nyhedsmedier. Det er en gruppe vælgere, der ligeledes er domineret af de unge. 50 pct. af de unge vælgere i alderen fra 18 til 34 år havde intet eller et begrænset forbrug af medier med henblik på at få informationer om politik. Hos de unge, der har et udbredt medieforbrug, er det ikke mindst tv-nyheder, der benyttes. Set i lyset af det ovenstående forekommer det logisk, at en stor del af de vælgere, der beslutter sig i løbet af valgkampen, er relativt flittige til at opsøge partiernes hjemmesider og/eller til at tage en valgtest. 34 pct. af de vælgere, der beslutter sig i løbet af valgkampen, har netop udvist denne adfærd. Også her spiller de unge en fremtrædende position, idet 88 pct. af de unge vælgere, der beslutter sig i løbet af valgkampen, har været aktive på netop denne måde. Figur 20.2. Model over sammenhæng mellem politisk interesse, viden, medieforbrug og vælgeradfærd. Empiriske resultater.
Politisk interesse Medieforbrug af nyheder
Vælgeradfærd
Viden om politik Valgkampsaktiviteter
Det tegner omridset af en interessant politisk kultur – også selv om sammenhængene statistisk set er svage. En kultur der ikke er specielt forankret i stor viden om politik, men derimod i brugen af kommunikation. På den ene side er der vælgere, der engageret følger politik gennem nyhedsmedier som aviser og tv. Det er relativt set de mest stabile vælgere, og her dominerer de midaldrende og ældre vælgere. På den anden side er der vælgere, der har et meget begrænset medieforbrug, når det drejer sig om aviser og tv. Det er de vælgere, der i størst 369
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
udstrækning bevæger sig på tværs af de politiske blokke, og konkret fra blå til rød blok ved valget i 2011. Denne gruppe vælgere er karakteriseret ved, at de er udfarende i andre sammenhænge end nyhedsmedier. De er opsøgende på nettet, bl.a. tager de gerne en valgtest, for at finde ud af, hvad de skal stemme på. Hvis man sammenholder disse elementer med kvalitative data fra interviews med førstegangsvælgere, giver det god mening, at der her er tale om vælgere, der har brug for at tage en hurtig genvej til et politisk standpunkt i forbindelse med valget (Andersen et al., 2013: 43-44). Hvad enten det er oplysninger, der kan bekræfte et positivt eller negativt indtryk af partiet i relation til en given mærke-sag, om det er personforhold, eller det er påvirkningen fra gode venner, som man har en vis respekt for. Disse vælgere følger ikke med i politik, men ved, at de skal stemme. Derfor er de selv opsøgende og udfarende for at finde en genvej til et partivalg. Og det blev ved valget i 2011 en position i den røde blok. Også for en del vælgere, der havde stemt på blå blok ved valget i 2007. Dette mønster er illustreret i Figur 20.2, der er en modifikation af den indledende figur, i overensstemmelse med resultaterne af undersøgelsen i dette kapitel. Her er der fremhævet to veje til det at træffe valget. Den ene er baseret på den løbende nyhedsstrøm i aviser og på TV, mens den anden er baseret på aktiv opsøgning af informationer bl.a. på partiernes hjemmesider. Den første er den etablerede vej, der ikke mindst benyttes af de midaldrende og ældre vælgere, mens den anden er en ny, der ikke mindst bruges af de unge vælgere. Og det er den, der giver de største bevægelser i forhold til valgresultatet.
370
Kapitel 20: Kommunikation, viden og vælgervandringer
Referencer Andersen, Johannes (2007). »Medier, politisk interesse og viden om politik«, pp. 5766 i Jørgen Goul Andersen et al. (red.). Det nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Aarhus: Academica Andersen. Hoff, Jens (2013). »Gør valgtestmen forskel?« Fagligt forum. DM. (http://www.dm.dk/ fagligtforum/kultursprogkommunikation/artikler/valgtests) Johannes, Anders Horsbøl, Simon Laumann Jørgensen, Niels Nørgaard Kristensen & Ditte Shamshiri-Petersen (2013). Genveje til et kryds. Vælgeres perspektiver på et folketingsvalg. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. Mouritsen, Per (2015). En plads i verden. Det moderne medborgerskab. København: Gyldendal. Møller Hansen, Kasper & Karina Kosiara-Pedersen (red.), Folketingsvalgkampen 2011 i perspektiv. København: Jurist- og Økonomforbundets forlag. Strömbäck, Jesper (2014). Makt, medier och samhälle. En introduktion till politisk kommunikation. Lund: Studentlitteratur. Stubager, Rune, Kasper Møller Hansen & Jørgen Goul Andersen (2013). Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011. København: Jurist- og Økonomforbundets forlag.
371
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Kapitel 21
Vælgerne, politikerne og demokratiet Af Johannes Andersen
1. Det knapt så gode demokrati Det er ret oplagt i forbindelse med gennemgangen af et folketingsvalg lige at tage temperaturen på vælgernes oplevelse af demokratiets tilstand. Ikke mindst set på baggrund af en periode, hvor den økonomiske krise har fyldt meget i vælgernes hverdag, og hvor medier og vælgere har været optaget af en række politiske skandaler. Faktorer, der formodentlig har spillet en central rolle for vælgernes orientering i forhold til vælgerne (Goul Andersen, 2016; Andersen, 2016a). Ved folketingsvalgene i 2001, 2005 og 2007 var der udbredt tilfredshed med den måde, demokratiet fungerer på. Omkring 90 pct. af vælgerne giver ved disse valg udtryk for deres tilfredshed, hvilket må siges at være et højt niveau. Det er ikke tilfældet ved folketingsvalget i 2011. Her er niveauet for tilfredshed med demokratiet faldet til godt 70 pct. Det fremgår af Tabel 21.1, der viser vælgernes syn på demokrati, politik og politikere fra 2001 til 2015. I 2011 var der ligeledes 20 pct. der tilkendegav, at det fungerede dårligt. Der kan altså registreres en klar faldende tendens i danskernes vurdering af det danske demokrati. Desværre er der ikke tal for valget i 2015, da spørgsmålet ikke er medtaget ved den seneste valgundersøgelse. Men i en international undersøgelse af demokratisk medborgerskab (ISSP, medborgerundersøgelser) vises samme tendens. I 2004 fandt 65 pct., at demokratiet i Danmark fungerer godt, mens niveauet i 2014 er faldet til 59 pct. Selv om tallene ikke direkte kan sammenlignes, så kan der altså over en længere periode registreres en fald i borgernes tilfredshed med demokratiets måde at fungere på. Den generelle tendens er altså, som det fremgår af Tabel 21.1, at den udbredte tilfredshed med demokratiet i Danmark op til 2007 er blevet afløst af en mere kritisk vurdering. En tendens det er vigtigt at tage alvorligt, hvis det demokratiske styreform fortsat skal nyde bred accept i befolkningen (Svensson, 1996; Andersen, 1999; Andersen & Borre, 2003; Andersen, 2007; Andersen, 2011; Goul Andersen, 2016).
372
Kapitel 21: Kommunikation, viden og vælgervandringer
Tabel 21.1. Vælgernes syn på demokrati, politik og politikere. 2001-2011. Pct. 2011
2007
2005
2001
Tilfredshed med demokrati Hvor tilfreds er du med den måde, demokratiet fungerer på i Danmark (pct. meget tilfreds og tilfreds)
72
88
93
93
Vurdering af om demokrati gør en forskel Det gør ingen forskel, hvilket parti der har regeringsmagten (pct. meget enig og enig)
16
18
25
16
24
49
51
53
56
47
48
56
46 43
36 67
40 68
50 65
44
56
59
58
42
52
44
45
28
41
31
35
51
50
55
51
Syn på politikere (pct.enige og meget enige) a. Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet b. Politikerne tager gennemgående for lidt hensyn til, hvad vælgerne mener c. Politikerne er for ødsle med skatteborgernes penge d. Andel med tillid til danske politikere i almindelighed Syn på politik / politisk selvtillid (pct.enige og meget enige) a. Undertiden er politik så indviklet, at folk som jeg ikke rigtig kan forstå, hvad der foregår b. Jeg ved så lidt om EU, at jeg næsten har opgivet at følge med i, hvad der foregår c. Når politikerne diskuterer den økonomiske politik, forstår jeg kun en brøkdel af, hvad de snakker om d. Gennemgående synes jeg egentlig ikke, det er så svært at tage stilling til politiske spørgsmål Kilde: Valgundersøgelserne.
Blandt de vælgere, der er kritiske eller forbeholdne over for det danske demokratis måde at fungere på, er der overvægt af kvinder, de yngre og personer med korte eller ingen uddannelse. Politisk set er Enhedslistens og især Dansk Folkepartis vælgere de mest kritiske. Endelig er vælgere, der ikke er interesseret i politik, overrepræsenteret her. I forlængelse af denne vurdering er det bemærkelsesværdigt, at der i 2011 er udbredt enighed om, at demokrati gør en forskel. At det virkelig betyder noget, hvilke partier der sidder på regeringsmagten. Kun 16 pct. finder, at det ikke gør den store forskel. Det er en markant lavere vurdering, sammenlignet med 2005, hvor 25 pct. fandt, at det ikke gjorde den store forskel. Derfor er der næppe grund til at tro, at det er her, kimen til den dalende tillid til demokratiet skal findes. Noget tyder på, at den kan findes i vælgernes syn på politikerne. I 2011 er det kun 24 pct. af vælgerne der stoler på, at politikerne træffer de rigtige beslutninger for landet. 56 pct. er enige i, at politikerne tager for lidt hensyn til, hvad vælgerne mener, og 46 pct. finder, at de er for ødsle med skatteborgernes penge. For de to sidste vurderingers vedkommende er der tale om et niveau, der svarer til det, man fandt i 2001. Problemet med dette spørgsmål er, at der både kan være tale om en vurdering af politikere generelt og af den politiske konstellation, der sidder inde med regeringsmagten. Svaret kan således både afspejle et ønske om en ny regering og en generel vurdering. 373
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Den faktor, der imidlertid for alvor falder i øjnene, er vælgernes tillid til danske politikere i almindelighed (jf. også Kapitel 17; Andersen, 2016a). Her er der sket et markant fald siden 2005, hvor tilliden toppede. Samtidig kan det konstateres, at de danske vælgeres selvtillid på nogle områder er blevet større. Bemærkelsesværdigt er det således, at et stigende antal vælgere finder, politik gennemgående ikke er så vanskeligt at tage stilling til. Men der er samtidig undtagelser, og det oplever flere og flere vælgere, ligesom der også bliver flere der finder, at det kniber mere med at finde rundt i den økonomiske politik. Generelt er selvtilliden altså ikke for alvor blevet anfægtet i samme periode. Sammenfattende kan det altså konstateres, at vælgernes tilfredshed med det danske demokrati er faldende. Samtidig giver vælgerne udtryk for, at demokrati gør en forskel, at deres tillid til politikerne er faldende, og at de på flere områder har fået større selvtillid. Det interessante er nu, om der bag den faldende tilfredshed med demokratiet kan identificeres et mønster.
2. Demokrati og tillid Der kan i forlængelse af det foregående identificeres mindst tre dimensioner, der generelt kan antages at have betydning for vurderingen af demokratiets tilstand. Det drejer sig om: • • •
Den generelle tilild til politikerne Tillid til politikernes beslutninger Vælgernes politiske selvtillid
Den første dimension – den generelle tillid til politikerne – kan opfattes som fundamentet for et godt demokrati (Andersen, 2016a). Hvis der generelt er tillid til politikerne, står demokratiet stærkt, når det drejer sig om samspillet mellem vælgere og politikere. Det demokratiske system kan selvfølgelig udfordres fra andre områder, eksempelvis af medierne og den måde, hvorpå de nogle gange strukturerer billedet af politikerne, debatter og politiske modsætninger, og det kan godt svække vælgernes billede af demokratiet. Det ændrer imidlertid ikke ved, at et demokrati har stærke støttepiller, hvis vælgerne generelt har udbredt tillid til deres politikere (Stoker, 2006). Den anden dimension ligger i forlængelse heraf. Den har fokus på politikernes beslutninger, og her er pointen, at vælgerne stoler på, at politikerne træffer 374
Kapitel 21: Kommunikation, viden og vælgervandringer
de rigtige beslutninger for landet. Det er ikke helt det samme som fundamental tillid til politikere. Her er der primært fokus på landets situation og på det man nogen gange kalder for de ’nødvendige’ beslutninger. Vurderinger der både kan reflektere en generel vurdering af politikernes løbende indsats i Folketinget og vælgernes partiholdninger. Her kan demokratiet udfordres, hvis vælgerne oplever, at der bliver for stor afstand fra dem til en regering, der består af partier, man egentlig ikke sympatiserer med. Den tredje dimension tager udgangspunkt i vælgernes politiske selvtillid. Hvor antagelsen er, at jo bedre vælgerne føler at de er i stand til at følge med i, overskue og vurdere indholdet i de politiske spørgsmål, jo bedre formodes de at føle sig hjemme i demokratiet. Så er oplevelsen i hvert fald, at der ikke er mange, der kan løbe om hjørner med dem (Goul Andersen, Torpe & Andersen, 2000). Tabel 21.2. Korrelation mellem tilfredshed med demokrati, tillid, selvtillid og vurdering af regeringen. 2011. 1
2
3
4
1. Tilfredshed med demokrati
-
2. Regeringen har generelt gjort det godt
.15
3. Politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet
.26
.09
-
4. Gennemgående er det ikke svært at tage stilling til politiske spørgsmål
.18
.12
.16
-
5. Tillid til politikere
.39
.12
.39
.17
5
-
-
Alle korrelationer er signifikante **
De tre dimensioner er i 2011 alle signifikant korrelerede med tilfredsheden med demokratiet. Det fremgår af Tabel 21.2, der viser en korrelationsanalyse mellem de fire centrale variable. På grund af manglende spørgsmål er det ikke muligt at lave en for 2015. ISSP’s medborgerdata fra 2014, der har en lidt anden spørgsmålsformulering, viser en signifikant korrelation mellem tilfredshed med demokrati og tillid til politikere på r= .28. Der er altså tale om en ret stabil og central sammenhæng, som oven i købet er på et relativt højt niveau for 2011. I forlængelse heraf kan der etableres en model, der gør det muligt at undersøge, hvor gode de nævnte variable er til at forklare variationer i tilfredsheden med demokratiet. Det er gjort i form af en logistisk regressionsanalyse, hvor tilfredshed med demokrati er den afhængige variabel, og de øvrige uafhængige. Resultatet af analysen er vist i Tabel 21.3. Modellen forklarer samlet mellem 16 og 25 pct. af variationen i tilfredshed med demokratiet. Samtlige variable har signifikant effekt, som det fremgår af 375
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Tabel 21.3. Ikke overraskende er det tilliden til politikere, der forklarer mest. Har man tillid til politikere, er der 8 gange større sandsynlighed for, at man også er tilfreds med demokratiet i Danmark. Tabel 21.3. Stepvis multipel regressionsanalyse af variable, der kan forklare tilfredshed med demokratiet. 2011. Multipel R 1. Tillid til politikere
0,16
2. Gennemgående er det ikke svært at tage stilling til politiske spørgsmål
0,17
3. Politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet
0,18
4. Regeringen har generelt gjort det godt
0,19
Hvis man vurderer at politiske ledere (regeringen) træffer rigtige beslutninger for landet, er der 2 gange større sandsynlighed for, at man er tilfreds med demokratiet. Da der her er ideologiske modsætninger på spil, er det ventet, at det ikke har samme betydning som den generelle tillid til politikere. Sagen er nemlig den, at borgere, der ikke støtter en given regering, også forventer, at den træffer beslutninger, man ikke anser for at være de rigtige for landet, men det opfattes som en del af det demokratiske system, og derfor ikke som en årsag til manglende tillid til demokratiet. Der er testet for en lang række andre variable, herunder politisk interesse, stemmetidspunkt, vurdering af den økonomiske politik, vurdering af de politiske ledere og stemmeafgivning. Regressionsanalyser viser, at disse faktorer stort set intet forklarer. Hvilket betyder, at den mest interessante sammenhæng i det givne datasæt er sammenhængen mellem den generelle tillid til politikere og tilfredsheden med demokratiet (for forklaringer på faldende tillid, se Kapitel 17 ovenfor; Andersen, 2016a). Tidspunktet for faldet i såvel tilfredsheden med demokratiet som tilliden til politikerne er sammenfaldende med den økonomiske krises gennemslag. Tilliden dykkede for alvor efter krisens gennemslag i 2008/09 (jf. Kapitel 17; Andersen, 2016a). Krisen er dog ikke den eneste faktor, der kan antages at have betydning. Perioden 2001-2015 er også en periode, hvor den politiske kommunikation i stigende udstrækning præges af politiske kommentatorer, spin-doktorer og dramatiserede debatter om politiske emner i diverse medier. Forhold, der er medvirkende til, at nogle vælgere opfatter politik som en brydekamp mellem folk, der demonstrativt overdriver og udstiller egne kvaliteter og anfægter andres i en utålelig 376
Kapitel 21: Kommunikation, viden og vælgervandringer
slåskamp. Noget, der ifølge vælgere opfattes som en forskydning fra det politiske indhold til form og dramatik, iscenesat af medier (Andersen et.al., 2013). Endelig har perioden også været kendetegnet ved en lang række skandaler, hvor ledende politikeres private og organisatoriske evner er blevet gjort til genstand for folkelige diskussioner i forlængelse af omfattende afsløringer af misbrug og manglende politisk dømmekraft (Blach-Ørsten, 2012). Både den intense og omfattende politiske kommunikation og de politiske skandaler kan antages af spille ind på borgernes generelle tillid til politikerne og dermed på deres tilfredshed med demokratiet. Det fremgår tydeligt af kvalitative interviews med borgerne op til folketingsvalget i 2011 (Andersen et.al., 2013). Det er imidlertid vanskeligt at dokumentere sammenhængen statistisk. Primært på grund af manglen af relevante og brugbare spørgsmål i valgundersøgelserne til dokumentation af sammenhængen.
3. Grund til bekymring Den faldende tilfredshed med demokratiet bør give anledning til bekymring. Både hos politikere og borgere. Manglende tilfredshed med demokratiet er formodentlig ensbetydende med et faldende engagement, og dermed en svækkelse af demokratiske beslutningers legitimitet. Er man ikke positiv indstillet over for demokratiet og politikerne, er man heller ikke motiveret til at engagere sig i det praktiske politiske arbejde, ligesom man heller ikke føler, at man bør følge lovens bogstav. I hvert fald ikke hver gang. Den begrænsede politiske deltagelse i centrale dele af det politiske system, eksempelvis i de politiske partier og i brede folkelige bevægelser, kunne tyde på, at demokratiet lige nu åbner for en ubalance mellem et lukket og isoleret partipolitisk univers og et fraværende folkeligt engagement. Heldigvis opvejes det af et engagement i frivillige organisationer og af folkelige initiativer i forhold til de konkrete velfærdsinstitutioner, og en udbredt gensidig tillid borgerne imellem (Torpe, 2013). Så den demokratiske livsform er ikke helt gået fløjten. På ingen måde. Men demokratiet er blevet mere og mere snæversynet og baseret på personlige præferencer, frem for diskussioner af det fælles kontra den enkelte (Andersen et.al., 2011; Andersen, 2016b). Der er kort sagt brug for større åbenhed fra politikernes side og et nyt folkeligt engagement, hvis ikke det politiske system i Danmark skal domineres af en dårlig cirkel, der meget nemt kan svække demokratiet yderligere. 377
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
Referencer Andersen, Johannes (1999). »Tilfredsheden med demokrati«, pp. 249-260 i Johannes Andersen et.al., Vælgere med omtanke. En analyse af folketingsvalget 1998. Aarhus: Systime. Andersen, Johannes & Ole Borre (2003). »Synet på den demokratiske proces«, pp. 391-410 i Jørgen Goul Andersen & Ole Borre (red.). Politisk forandring. Værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Aarhus: Systime Academic. Andersen, Johannes (2007). »Vælgerne, politikerne og den demokratiske kultur«, pp. 335-348 i Jørgen Goul Andersen et.al. (red.). Det nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Aarhus: Academica. Andersen, Johannes (2011). »Vælgerne 2001-2010 – stabilitet, dynamik og skæve vinkler«, Økonomi og Politik, vol. 84 no. 3. Andersen, Johannes, Sanne Lund Clement & Niels Nørgaard Kristensen (2011). Kunder i politikken. På sporet af den forbrugeristiske medborger. Aarhus: Hovedland. Andersen, Johannes, Anders Horsbøl, Simon Laumann Jørgensen, Niels Nørgaard Kristensen & Ditte Shamshiri-Petersen (2013). Genveje til et kryds. Vælgeres perspektiver på et folketingsvalg. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. Andersen, Johannes (2016a). Manglende tillid til politikere. (Forthcoming). Andersen, Johannes (2016b). »Politisk kultur – medborgerskab mellem stabilitet og forandring«, i Michael Hviid Jacobsen et.al. (red.). Kulturanalyse og kultursociologi. København: Hans Reitzels forlag. Blach-Ørsten, Mark (2012). Skandalemaskinen. Politiske skandaler i Danmark. København: Columbus. Goul Andersen, Jørgen, Lars Torpe & Johannes Andersen (2000). Hvad folket magter. Demokrati, magt og afmagt. København: Jurist- og Økonomforbundets forlag. Stoker, Gerry (2006). Why Politics Matters. Making Democracy Work. Houndsmills:Palgrave. Torpe, Lars (2013). De stærke samfund. Social kapital i Skandinavien. København: Frydenlund Academic.
378
Kapitel 21: Kommunikation, viden og vælgervandringer
Appendiks 21.1 Jørgen Goul Andersen Bogen trækker på et væld af datakilder, hvoraf de gennemgående kilder er behandlet samlet her. Det drejer sig først og fremmest om Valgprojektets valgundersøgelser 1971-2011 på basis af en tilfældigt udtrukket stikprøve af vælgerne. Valgundersøgelsen 2015 var ikke afsluttet, da bogens kapitler blev forfattet (Valgundersøgelsen 2015 afrapporteres i en særskilt bog i efteråret 2016). Valgprojektets data er suppleret med forskellige undersøgelser mellem valgene, foretaget efter samme principper. Hertil kommer to undersøgelser af hhv. valgene 2011 og 2015, hvortil data er indsamlet af YouGov. De er gennemført på en stikprøve trukket fra YouGov’s web-panel. Fra samme institut har vi bl.a. også benyttet Tryghedsmålingerne, gennemført i maj-juni 2009, 2011, 2013 og 2015, samt en undersøgelse af kønsforskelle i politiske holdninger, politisk deltagelse og holdninger til ligestilling, gennemført i 2015. Hertil kommer træk på en række internationale datasæt, bl.a. ESS (European Social Survey), Eurobarometer, ISSP (International Social Survey Programme), meningsmålinger i nyhedsmedierne mv. Dette er beskrevet nærmere i de kapitler, hvor dataene anvendes.
Valgundersøgelserne Valgprojektets undersøgelser har været gennemført ved hvert valg siden 1971, normalt som personlige interviews kort efter valget, men siden 2007 suppleret med mulighed for telefon, postskema eller web-interview. Data er indsamlet af SFI Survey 1971-73 samt 2011, på basis af en stikprøve udtrukket på CPR-registret. 1987-1988 og 1998 blev data indsamlet af AC Nielsen AIM, de resterende år af Gallup. Det er ikke erfaringen, at der er nævneværdige afvigelser mellem disse dataindsamlere, og vi har benyttet Valgundersøgelserne som standard for andre dataindsamlinger, ifald der var afvigelser. De ældre data omfatter i nogle tilfælde svarpersoner ned til 13 eller 15 år, men svarpersoner under valgretsalderen er sorteret fra. For data frem til og med 2005 er som udgangspunkt ikke benyttet vejning. Nogle af de ældre Gallup-data (indtil 1977) indeholder dublerede
379
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
cases, for enkelte cases endda mere, som en form for tidlig vejningsteknik. Dublerede cases er i alle tilfælde sorteret fra. Fra 2007 og frem er valgprojektets data vejet efter køn, alder, bopæl og uddannelse. Det hænger bl.a. sammen med bedre vejningsteknikker og lavere opnåelse – og i et enkelt tilfælde med disproportional stratificeret udvælgelse, hvor der blev udvalgt flere eller færre personer fra bestemte (alders-)strata for at gøre stikprøven mere effektiv. Hvor partivalg er afhængig variabel, er der i alle tilfælde vejet efter partivalg, så partifordelingen i den vejede stikprøve svarer til partifordelingen ved valget (af de afgivne gyldige stemmer – andre har fået vægten 1). Begrundelsen er bl.a., at der er nogle partier, der er systematisk under- eller overrepræsenterede – og at dette ændrer sig over tid. Uvejede data ville derfor ved nogle valg give et temmelig fortegnet billede af bestemte gruppers partivalg – og nogle gange også af udviklingen over tid. Valgprojektet har i en lang række tilfælde gennemført suppleringsundersøgelser med store stikprøver, men et begrænset udsnit af baggrundsvariable, herunder alder og ofte også stilling og partivalg ved forrige valg. Begrundelsen er naturligvis at få et mere statistisk sikkert grundlag for tidsserier over sociale og demografiske kategoriers partivalg, de enkelte partiers sociale profil mv. Typisk drejer det sig om ca. 2000 ekstra interviews, men i enkelte tilfælde (bl.a. 1981 og 2007) væsentligt flere. Disse interviews er typisk indsamlet af samme dataindsamler som hovedundersøgelsen, men der er enkelte eksempler på mere vidtrækkende kombinationer af data. Valgprojektets data er tilgængelige fra Dansk Dataarkiv (DDA) og for de flestes vedkommende også fra www.surveybanken.aau.dk. De store surveys med sociale baggrundsvariable mv., men få eller ingen holdningsvariable, er typisk lagret som såkaldte »kombinationsundersøgelser«. Valgprojektets data er endvidere suppleret med nogle andre undersøgelser (gennemført af Gallup) for at kompensere for et lavt antal svarpersoner på 1000 eller mindre. For 1973-valget er benyttet en undersøgelse af lektor emer. Ingemar Glans (indsamlet af Gallup), gennemført i foråret 1974, kort efter 1973-valget i december. For 1984-valget er suppleret op med en delvis replicering med 2000 yderligere svarpersoner fra en undersøgelse af sociale modsætningsforhold (indsamlet af Gallup) i aug.-sep. 1985. I dette tilfælde er afstanden i tid rigelig stor, men alternativet er at operere med ca. 1000 svarper380
Kapitel 21: Kommunikation, viden og vælgervandringer
soner, hvilket i hvert fald til undersøgelse af sociale variationer er utilfredsstillende. Endelig er enkelte tidsserier suppleret med en vælgerundersøgelse fra 1969 gennemført af Ingemar Glans (indsamlet af Gallup). Det bringer enkelte holdnings-tidsserier tilbage til slutningen af 1960’erne. Til belysning af valgene 1964, 1966 og 1968 er benyttet udtræk fra Gallup Omnibus indsamlet kort efter valget. Disse data er stillet til rådighed af Ingemar Glans, der endvidere har stillet et stort datasæt fra Gallup Omnibus 1975 til rådighed. Det betyder, at de allerfleste analyser af betydningen af sociale baggrundsvariable hviler på store datasæt; navnlig i 1973 og 1988 var Valgprojektets stikprøvestørrelse kritisk – langt under 1.000 svarpersoner. Her har vi benyttet 1974-undersøgelsen og i 1987/1988 suppleringsundersøgelserne (indsamlet af Gallup) som alternativ til valgprojektet fsv. angår sociale baggrundsvariable. Valgprojektet er for perioden 1971-2011 finansieret af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd/Forskningsrådet for Samfund og Erhverv. Det gælder også hovedparten af kombinations- /suppleringsundersøgelserne, samt Ingemar Glans’ undersøgelser fra 1969 og 1974.
YouGov-undersøgelser: Tryghedsmålinger 2009, 2011, 2013, 2015 Tryghedsmålingerne er gennemført af TrygFonden og er tilgængelige dels på Dansk Data Arkiv (DDA), dels på www.surveybanken.aau.dk. Undersøgelserne rummer først og fremmest et stort antal spørgsmål om forskellige aspekter af tryghed samt nogle få politiske variable, herunder bl.a. politisk mistillid samt nogle emner, der kan skifte fra gang til gang. Undersøgelserne er normalt gennemført i juni, evt. maj/juni eller juni/juli de pågældende år. Undersøgelserne er delvis gennemført som panelundersøgelser, hvor den enkelte svarperson kan følges gennem flere runder af interviews. Antallet af svarpersoner er ca. 4.000 i 2009 og 2011, ca. 6.000 i 2013 og 2015. I 2009 og 2011 omfatter stikprøven kun 18-65 årige. Målingerne er gennemført på en stikprøve udtrukket fra YouGov’s web-panel, der sigter mod at være et repræsentativt udsnit af befolkningen. Det samme gælder de følgende undersøgelser.
381
FRA KRISEVALG TIL JORDSKREDSVALG
YouGov-undersøgelser af valgene 2011 og 2015 Undersøgelsen af valget 2011 er gennemført med et stort spørgeskema, der indeholder et betydeligt overlap med valgprojektet. Hvor der er afvigelser mellem resultaterne fra de to datasæt – det forekommer på enkelte typer af spørgsmål – er det således i en række tilfælde muligt at kalibrere serierne, da det ser ud til, at forskellen i alt væsentligt er konstant over tid. Undersøgelsen af 2011-valget er gennemført på svarpersonerne fra Tryghedsmålingen 2011, suppleret med et nyt sample. I alt blev der opnået svar fra ca. 6.000 personer, dog udelukkende fra aldersgruppen 18-65 år. 2015-undersøgelsen er udelukkende gennemført som geninterview på svarpersonerne fra Tryghedsmålingen 2015. Det betyder i praksis, at størstedelen er interviewet kort før valget i juni til Tryghedsmålingen og dernæst geninterviewet i juli/aug. 2015 til valgundersøgelsen. Genopnåelsen var 87 pct., og der var ingen væsentlige afvigelser mellem de to stikprøver, bortset fra en lille underrepræsentation af unge på ferie i valgundersøgelsen. 2015-valgundersøgelsen omfattede et meget begrænset udsnit af holdningsspørgsmål samt nogle større batterier om udkantsproblemer og –holdninger. I alt indkom der svar fra ca. 5.200 svarpersoner (aldersgruppen 18 år+). 2011-valgundersøgelsen er samfinansieret af TrygFonden/Dakom/Aalborg Universitet. 2015-valgundersøgelsen blev gennemført for og finansieret af Ugebrevet Mandag Morgen. Datasættene er tilgængelige dels på DDA, Dansk Data Arkiv, dels på www. surveybanken.aau.dk.
Andre YouGov-undersøgelser YouGov/Mandag Morgen-undersøgelsen af 2015-valget er i nogle tilfælde suppleret med data fra en undersøgelse, hvortil data blev indsamlet af YouGov i juni-august for Anette Borchorst (ansvarlig), Drude Dahlerup og Jørgen Goul Andersen til brug for et delprojekt om kvinders politiske deltagelse og holdninger – dels i anledning af Grundlovsjubilæet 2015, dels fordi emnet i mange år har været stedmoderligt belyst. Denne undersøgelse omfattede 4080 respondenter. Projektet er finansieret af Velux-fonden. I enkelte analyser er data fra denne undersøgelse sammenlagt med YouGov-valgundersøgelsen for at få et meget stort antal svarpersoner til belysning af nogle mindre samfundsgrupper på kanten af arbejdsmarkedet. 382
Kapitel 21: Kommunikation, viden og vælgervandringer
I et enkelt kapitel er benyttet data fra YouGov’s undersøgelse af folkeafstemningen om EU-retsforbeholdet den 3. december 2015. Denne er gennemført ved, at der blev indlagt et modul på samtlige YouGov-surveys i en knap 2 ugers periode straks efter valget. Antallet af svarpersoner var over 12.000, og stemmefordelingen afveg kun få promille fra afstemningsresultatet. Ved denne undersøgelse er der ikke benyttet vejning. Undersøgelsen af EU-valget er gennemført og finansieret af YouGov.
Andre surveys, meningsmålinger mv Ovenstående omfatter undersøgelsens gennemgående kvantitative datamaterialer. I de enkelte kapitler er er der inddraget data fra en lang række undersøgelser, bl.a. ISSP, ESS og Eurobarometer (kan alle downloades fra de pågældende projekters hjemmeside). Desuden er der trukket på data fra undersøgelser gennemført i samarbejde mellem Jørgen Goul Andersen og Ugebrevet Mandag Morgen fra midten af 1990’erne til 2010. En række af de sidstnævnte data er tilgængelige på www.surveybanken.aau.dk. Videre er der i nogle kapitler inddraget oplysninger fra løbende meningsmålinger, hvor der er trukket på et større arkiv indsamlet af Jørgen Goul Andersen, der rækker tilbage til 1985. For disse – samt for andre data, herunder kvalitative, henvises til de enkelte kapitler.
383