Anne Agerbo
Fra offer til overlever – ACT med traumer
Frydenlund
Fra offer til overlever – ACT med traumer © Frydenlund og forfatteren 1. udgave, 1. oplag, 2017 ISBN 978-87-7118-761-8 Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Omslagslayout: Jan Gralle Grafisk produktion: Pozkal, Polen
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på
http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice
Indhold
Forord 9 Indledning 11 Målgruppe og ACT som teoretisk fundament
12
Traumeoverlever og traumeprofessionel
13
Struktur og den røde tråd
13
Da farfar var i Tyskland
17
Makkerskab og fangeliv
24
Fange nummer 85.809
27
Kunsten at hjælpe
37
Sortbørshandlerens fadervor
41
Modstand indefra
42
Medfølelsen serveret i en kop kaffe
46
Hvis du har to skjorter, så giv den ene til din bror!
49
Juleaften med et helt særligt lys
50
Tobak for et stykke rugbrød
52
Hjem med de hvide busser
55
En svensk kop kakao
55
Tilbage i Danmark – hjemme og fri?
58
Traume – offer og overlever
67
5
Traumesymptomer og traumediagnoser
71
1. Verdenskrig og soldaternes skam
72
KZ-syndromet – normale reaktioner på uhyrlige forhold
72
Den traumatiske hændelse i centrum
73
Diffuse symptomer og tydelige mønstre
75
Latenstid og langvarig påvirkning
76
Post Traumatisk Stress Forstyrrelse – PTSD
79
Udløsende hændelser
82
Genoplevelse og invaderende symptomer
84
Undgåelse af alt, der minder om traumet
89
Negative ændringer i tankemønstre og humør
91
Forhøjet alarmberedskab og ændringer i reaktionsmønstre
95
Varighed, indgriben i hverdagslivet og fravær af anden forklaring
97
Dissociation som markant symptom
97
PTSD som udtryk for, hvordan traumer sætter sig spor ACT med traumesymptomer
100 103
Jagten på lykke og illusionen om lidelsens fravær
107
Sproget som velsignelse og forbandelse
108
Psykologisk fleksibilitet – vejen til trivsel og vitale liv
110
Bevidst nærvær – at kunne være til stede i nuet
114
Accept – at møde sig selv, andre og verden med åbenhed
115
Defusion – at have tilpas afstand til mentale fænomener
118
Selvet som kontekst – jeg er langt mere end symptomer, tanker og fortid
120
Selvet som ren registrering – frit flydende observationer
123
Værdier – hjertets bankende livsretninger
124
Engagerede handlinger er værdiernes hverdagsudtryk
127
Psykologisk rigiditet – når traumer stjæler liv
6
129
Fraværende opmærksomhed – grublerier og spekulationer
130
Oplevelsesmæssig undgåelse – indre selvcensur
134
Fusion – når tanker bliver til sandheder
137
Selvet som indhold – jeg er mit traume, tanker og fortid
140
Impulsivitet og inaktivitet – livet mister sammenhæng og retning
144
Engagerede handlinger og villighed
150
Psykologisk fleksibilitet som vejen til ’at holde det svære lidt lettere’ ACT i familien og transgenerationelle traumer Psykologisk fleksibel forældreadfærd og familiedynamik
152 155 160
Centreret: bevidst nærværende forældre og barnet som en solopgang 162 Åben: forældres accept og defusion som kilde til tryghed
164
Aktiv: værdibaseret forældreadfærd
166
Tredje generation som selvvalgt fakkelbærer
169
Psykologisk rigiditet i familier – når traumet er hovedperson i familien 171 Fraværende opmærksomhed og rigid opfattelse af Selv, andre og verden
174
Oplevelsesmæssig undgåelse og samspil, som overvælder
178
Impulsive og inaktive forældre
183
Tredje generation med tung traumearv Familien i bevægelse – fra tung traumearv til traumevisdom
185 187
Bevidst nærvær i samspillet med barnet
189
Barnet som en solopgang
190
Accept uden oplevelsesmæssig undgåelse og fusion
192
Værdibaseret familieliv – kilden til traumebaseret visdom
193
ACT i samfundet – vi er alle lige og frie
197
Medfølelsens kraft
202
Samfundets fortælling om traumer
206
Personlig fortællestil og ord, som stadfæster
212
Backingkor og udfordringen i at lytte
219
Efterord 223 Tak til mine inspirationskilder
225
Litteratur 227
7
ACT med traumesymptomer
Traumatiske symptomer har en tendens til at løsrive ” sig fra deres oprindelse og antage deres eget liv. (Herman, 1995: s. 48).
For nogle traumeoverlevere får traumesymptomer en hovedrolle i livet, og al energi bruges på at bekæmpe og holde symptomerne på afstand. Livet kommer derfor til at handle om undgåelse og kontrol af ubehag, frem for om drømme, ønsker og egne mål. ACT med traumesymptomer handler om, hvorfor traumeoverleveren bliver fanget i denne kamp, og om, hvordan han ’generobrer’ sit eget liv. ACT’s grundmodel om psykologisk fleksibilitet versus psykologisk rigiditet besvarer begge disse to spørgsmål. Det, som generobres, er livskraft i form af et hverdagsliv med aktivitet, kærlighed, håb og trivsel. Et vitalt og meningsfuldt liv baseret på det, netop traumeoverleveren finder værdifuldt. ACT står for Acceptance Commitment Therapy (accept og engagement terapi) eller Accept og Commitment Tilgang. ACT er ikke begrænset til det terapeutiske rum. For grundmodellerne er baseret på alment menneskelige indre processer, der gælder på tværs af symptomer og diagnoser.
103
• Accept: Handler om at turde og være villig til at åbne for tanker, følel-
ser, situationer og forhold, som de er. For traumeoverleveren er dette en stor udfordring, for accept er den aktive modpol til den traumerelaterede undgåelse. • Commitment: Oversættes til dansk med ordet engagement. Det handler om at give sig i kast med handlinger, aktiviteter og adfærdsændringer, som fører i værdibaseret retning. For traumeoverleveren kræver dette træning og gode samspil som modspil til den traumerelaterede handlingslammelse og manglende tiltro til sig selv, andre og verden. I ACT er symptomer og diagnoser sekundære. Det væsentlige er livet. Derfor er kerneomdrejningspunktet handlekraft, evnen til at være nærværende i relationer og samspil og åbenhed over for sig selv, andre og verden. Ikke som en negligering af pinefulde symptomer eller en modstand mod diagnoser. Symptomer og diagnoser hjælper os med at forstå, hvordan traumer kommer til udtryk. Men diagnoser siger ganske lidt om mennesket bag diagnosen, ganske lidt om, hvilken rolle symptomerne spiller i traumeoverleverens liv. Når traumer og traumesymptomer dominerer traumeoverleverens hverdag og liv, er det, fordi han fanges i et ’undgåelse og kontrol-hamsterhjul’. Det sker som en konsekvens af psykologisk rigiditet frem for som en direkte følge af traumet eller traumesymptomerne. Ursano (2009) kalder det fejlslagen recovery10. ACT-baseret samspil koncentrerer sig om genoptræningen af den psykologiske fleksibilitet med det formål at medskabe psykisk sundhed, trivsel og meningsfulde liv. Målet er et hverdagsliv baseret på selvvalgte handlinger og egne værdier frem for et liv baseret på traumesymptomer, traumehændelse og fortid. Intentionen er at støtte traumeoverleveren i
10 Recovery betyder: at komme sig. Det er ikke det samme som at blive symptomfri eller diagnosefri. At komme sig betyder at kunne trives, finde mening i livet, indgå i sociale relationer og forfølge personlige drømme og mål.
104
at ’holde det svære lidt lettere’ i et aktivt og trivselsfyldt liv (Walser & Westrup, 2007; Wilson, 2008; Hayes m.fl., 2012, 2013). Når vi er psykologisk fleksible, kan vi: • Være bevidst nærværende i det aktuelle nu. Frem for opslugt af fortid • • • •
eller fremtid. Møde os selv, vore tanker, følelser, kropslige og indre billeder med åbenhed og nysgerrighed frem for med undgåelse. Betragte mentale fænomener – eksempelvis tanker – som netop tanker og ikke sandheder. Forstå, at vi er langt mere end vore problemer, fortid, symptomer og diagnoser. Meget andet end vores selvfortællinger. Være aktive og engagerede i et liv baseret på egne værdier frem for et liv præget af impulsivitet eller inaktivitet.
ACT’s meget anvendte ’busmetafor’ forklarer psykologisk fleksibilitet: Forestil dig, at livet er en busrute. Forrest i bussen har du dit rat, dine bremser, dine gear, din speeder og dit kompas. Dit kompas hjælper dig til at finde vej, men ikke en hvilken som helst vej, for du har sat din retning, indstillet din kurs efter dine værdier; det, som du synes, er vigtigt i livet. Det kan være at være en omsorgsfuld forælder, en kærlig kæreste eller en engageret og kompetent kollega. Ud over dig er bussen fyldt med forskellige passagerer. Fælles for dem er dog, at alle har deres egen dagsorden. En opmuntrer dig til at køre i retning mod ’omsorgsfuld mor’. En anden forsøger at overbevise dig om, at der aldrig er noget, som vil lykkes for dig med det, du har i din rygsæk. En tredje vil have, at du kører ad undgåelsesvejen og ikke ad værdivejen. Det er aldrig til at vide på forhånd, hvordan bussens passagerer opfører sig, og de står af og på uden for vores kontrol. Men ét er sikkert: Vi forstyrres af de negative passagerer. Fra tid til anden vil vi opdage, at vi har kørt bussen efter anvisninger fra en passager frem for efter egne værdier. Når vi opdager det, 105
forstår vi, hvorfor buskørsel i den seneste tid har føltes som et surt slid. Vi begynder at tro, at vi er kommet så meget på afveje, at vi aldrig vil kunne genoptage vores værdirute. Men det er imidlertid også en passager, som vil bestemme over os. Der er altid en mulighed for at komme tilbage på vores værdirute. Det kræver dog, at vi øver os i at køre bus uden at lade forstyrrende passagerer bestemme vejen. Det kan vi alle lære. Det kræver træning og øvelse, men alle kan lære det. Farfar fortæller, at hans gode Buchenwald-makker, Edward, drak sig ihjel. Edwards traumepassagerer i bussen må have været overvældende. Det lykkedes desværre ikke for ham at integrere sit traume og leve et sammenhængende og meningsfuldt liv med sine symptomer. Fejlslagen recovery. Måske blev Edward fanget i et spind af undgåelse, mistillid til sig selv, andre og verden. Det kan tænkes, at han blev overvældet af hyppige flashbacks, som han ikke forstod, og som skræmte ham. Farfar siger det sådan: ”Edward var på alle måder en lun fyr. Han var en guttermand og pisseligeglad med, hvad der skete. Han skulle nok klare sig. Det gjorde han også. Lige til han kom hjem. Da han kom hjem, drak han sig ihjel”. Psykologisk fleksibilitet skabes af samspillet mellem seks kerneprocesser, som er alment menneskelige processer. De seks delprocessers modpol skaber psykologisk rigiditet og er naturligvis ligeledes alment menneskelige processer. Det afgørende for sundhed og trivsel er, hvorvidt det er fleksibiliteten eller rigiditeten, som er dominerende i hverdagen og livet. I det kommende vil de seks delprocesser i den psykologiske fleksibilitet blive gennemgået, og dernæst præsenteres de seks delprocesser, som skaber psykologisk rigiditet. Men inden da zoomes ind på to grundvilkår, som er fundament i ACT’s grundmodel om psykologisk fleksibilitet og rigiditet: lidelse som en del af livet, og sprogets indflydelse på psykologisk trivsel og mistrivsel. Farfars fortælling inddrages undervejs som et billede på samspillet mellem traumesymptomer og psykologisk fleksibilitet/ rigiditet.
106
Jagten på lykke og illusionen om lidelsens fravær Selve formålet med vores liv er at søge lykke. Det er ” klart. Hvad enten man er religiøs eller ej. Hvad enten man tror på denne eller hin religion, søger vi alle noget bedre i livet. Så jeg tror, at al bevægelse i vores liv er mod lykke. (Dalai Lama, 2007: s. 17).
Traumeoverleverens kamp mod traumesymptomerne, hans forsøg på at holde tanker, følelser, erindringer og fortiden på afstand, er et forsøg på at nærme sig lykken. Desværre er det en kamp, som sjældent er succesfuld, og som har store negative omkostninger, for den er baseret på en antagelse om, at ’det normale er fravær af lidelse’. En af menneskehedens store misforståelser er vores fantasi om, at det kun er os selv og ikke de andre, som har det svært, er triste, angste, fortvivlede og ensomme. Hayes m.fl. (2013) siger det sådan: ”Den vestlige kultur (…) dyrker frihed fra fysisk eller psykisk lidelse (…)” (Hayes m.fl., 2013: s. 19). Som individer, grupper og samfund følger vi trop. Slutter op omkring denne målsætning. Hylder den som en sejr over livets udfordrende grundvilkår. Det er ikke svært at se, hvorfor traumeoverleveren opsluges af jagten på symptomfrihed. Illusionen om fravær af lidelse som det normale forfører os ud i en kontrol- og undgåelseskamp mod egne mentale fænomener. Vi forestiller os, at ’alle de andre er lykkelige, har meget selvværd, positive tanker og surfer igennem livet på succes’. Det paradoksale er, at problemer, smerter, pinefulde udfordringer og lidelsens tilstedeværelse er ganske iøjnefaldende: psykiske lidelser, arbejdsløshed, problemer på jobbet, ensomhed, skilsmisser, smerter, mobning og selvmordstanker. Vi har krige, flygtningelejre, tab, tortur, voldtægt, psykisk og fysisk vold og besvær med familiesammenføring. Fortsæt selv listen. Betyder det så, at vi mennesker er tvunget til at underkaste os omstændighedernes, problemernes og lidelsens vilje? Nej! Er det ensbetydende med, at vi skal glemme alt om lykke? Nej! Pointen er, at vi som mennesker kan skabe et 107
hverdagsliv, hvori både lidelse og lykke udforskes. Hvis vi øver os og støttes af gode samspil, kan vi skabe et liv, hvor lidelse og lykke sameksisterer frem for at være hinandens fjender. Man kan sige, at målet er en oplevelse af frihed. Frihed til at leve, vælge og være med sig selv, andre og verden – på en vital og værdibaseret måde. Med de udfordringer, vi møder (Tirch m.fl., 2014; Kabat-Zinn, 1994; Dalai Lama, 2007; Lakha Lama, 2009). Anna Kåver fremhæver i sin bog med den sigende titel At leve et liv – ikke vinde en krig vores anstrengte forhold til lidelse: ”De fleste af os er ulykkelige og lider i det mindste i perioder i løbet af vores liv. Nogle lider mere end andre. At have det godt, være lykkelige og raske, er uden tvivl målet for de fleste mennesker. Men lige så selvfølgeligt er det, at vi faktisk ikke altid er lykkelige” (Kåver, 2007: s. 19). Det er svært for de fleste at omfavne dette faktum. Vi er så hypnotiserede af en kulturelt skabt ligning, ’fravær af lidelse er det normale og en forudsætning for lykke’. Fordi livet rummer både lidelse og lykke, fordi vi mennesker ikke kan kontrollere alt, selv om vi gerne ville, og selv om vi forsøger, er relationen til det, vi oplever, i centrum for ACT-baseret forståelse af trivsel og sundhed. Derfor er traumeoverleverens relation til traumesymptomerne frem for symptomreduktion omdrejningspunktet. Formålet med at rumme lidelsen er aldrig ’at rumme den, blot for at rumme den’. Formålet er at vække lykken til live i sameksistens med lidelsen og derigennem (gen) leve et meningsfuldt og vitalt liv. Lykke er noget, vi skal arbejde aktivt for, og ikke en endestation, vi ankommer til. Netop denne forståelse er et gennemgående tema i ACT. Lykke er hverken betinget af eller sikret i kraft af fravær af traumesymptomer. Omvendt er hverken traumer, traumesymptomer eller PTSD en hindring for lykke.
Sproget som velsignelse og forbandelse Sprog skal her forstås som både det talte sprog og det tavse, indre sprog i form af tanker, erindringer, forestillinger m.m. Sproget spiller en særlig rolle i den psykologiske fleksibilitet/rigiditet og dermed for den rolle og 108