Nis Grønager Madsen
Fra service til samskabelse – vejen til meningsfuld velfærd
Frydenlund
Fra service til samskabelse – vejen til meningsfuld velfærd 1. udgave, 1. oplag, 2018 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7216-059-7 Korrektur:Jan Masorsky Fotos: Thomas Randrup Pedersen Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Grafisk produktion: Balto, Vilnius
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice
INDHOLD 1. Hvad er samskabelse?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Hvad samskabelse er – og min historie med det 2. Hvorfor samskabelse?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Hvad der gør, at vi taler samskabelse nu 3. Fra kunde til borger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Hvad de første skridt er mod samskabelse 4. Fra inddragelse til deltagelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Hvad der giver ejerskab 5. Fra service til ansvar. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Hvad vi skal gøre med ansvaret? 6. Fra rettigheder til indflydelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 Hvorfor rettigheder ikke dur 7. Fra styring til mening . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 Hvad mening kan 8. At arbejde med komplekse problemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75 Hvad komplekse problemer giver af muligheder 9. Meningsfuld velfærd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 Hvad samskabelse har at byde på Samtaler. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92 Tak. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92 Samskabelse kendetegnes ved … . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Litteratur. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95
5
Kapitel 4
FRA INDDRAGELSE TIL DELTAGELSE Hvad der giver ejerskab
Ris og ros Jeg kommer ind på biblioteket i Herning. Det er virkelig et imponerende bibliotek med mange flotte og fede faciliteter. Men midt i det hele er der en tavle, som fanger min opmærksomhed. Øverst på den står der ”Ris og ros”. En sort tavle med et stykke kridt ved siden af. Men hvad står der på tavlen? Jo, det er brok om mangel på aviser og ønsker om fred og ro. Og det står til skue for alle, der kommer forbi. Man kan nemt være enig i det: ”Ja, det er også for dårligt”. Biblioteket har virkelig gjort et behjertet forsøg på at være inddragende. Give mulighed for at man kan give sin mening til kende. Men hvilket spørgsmål har bibliotekarerne stillet? ”Er der noget, du er utilfreds med?” Der bliver ikke spurgt: ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Der er ikke lagt op til dialog eller samtale.
Idépostkasser Åh, hvor jeg hader de der idépostkasser, der stort set findes i alle offentlige bygninger. Hvis jeg virkelig får en idé, hvordan skulle jeg så kunne beskrive den kort? Kan jeg stole på, at de forstår, hvad jeg mener? Måske er min idé en, de allerede har tænkt på og har valgt fra. Jeg får umiddelbart intet svar på min kritik eller idé. Postkassen hænger altid i et eller andet hjørne. Jeg er i tvivl, om der nogensinde er nogen, der åbner den og ser, hvad der er i den. Men de, der har hængt den op, kan påstå, at ’de lytter’ og at de er åbne over for gode ideer. Modtageren af ideerne kan selv bestemme, om han vil gøre noget ved ideen eller ej. Modtageren bestemmer, og jeg har som låner eller borger ingen garanti for, hvad der bliver af min idé.
“ Det eneste, jeg kan gøre, er at skrive min utilfredshed ned ” 36 | FRA SERVICE TIL SAMSKABELSE
Inddragelse Det er, hvad inddragelse er. Det hele foregår på ide-modtagerens præmisser. Magten ligger der. Ved inddragelse giver vi ikke noget væk. Vi spørger og er åbne, men vi har ikke tænkt os at gøre noget på en anden måde. Kun hvis vi beslutter os for det. Derfor er man som inddraget borger i lommen på myndighederne og kan ikke gøre den store forskel. Hvis man ikke føler sig lyttet til, kan man gå til pressen og håbe på, at det kan hjælpe (og det er faktisk tilfældet ikke så få gange). At gå til pressen er simpelthen den sidste udvej, når borgeren er trængt op i en krog og ved, at samarbejde sandsynligvis ikke kaster noget af sig. Det er et forsøg på at skaffe sig indflydelse ad anden vej, fordi borgeren føler sig trådt på.
FRA INDDRAGELSE TIL DELTAGELSE | 37
Inddragelse er udtryk for, at det er mit univers, borgeren inddrages i. Men jeg kan ikke forvente, at borgeren oplever en følelse af ejerskab og heller ikke, at der kommer forslag til forandring. Når vi taler om inddragelse, er det ’take it – or leave it!’ Ved at inddrage spørger man borgerne om, hvilken service de ønsker, men man vælger selv sine løsninger og forandringer. Borgerne kommer ikke med ned i ’maskinrummet’. Derfor vedbliver vi at befinde os i en ’service og kunde’-kultur, da det udelukkende drejer sig om, hvad det er, kunderne ønsker sig hvad angår mere eller bedre service. Man spørger fra det offentliges side: ”Hvad vil du gerne have?”, og ikke: ”Hvad vil du bidrage med?”
Spørgeskema Der kan komme meget godt ud af borgerinddragelse. At der bliver lyttet til borgerne og at fokus flyttes fra det offentliges egne behov til borgernes, er absolut sundt. Men det er ikke samskabelse. Et spørgeskema kan inddrage borgerne. Vi kan få svar på, hvad de ønsker. Men vi kan kun få svar på de spørgsmål, vi stiller. Når jeg får et spørgeskema, sker det ikke så få gange, at der er en masse spørgsmål, jeg gerne ville svare på, men som jeg ikke bliver spurgt om. Jeg er blevet inddraget, men deltager ikke. Det kræver en investering at komme i kontakt med borgerne på en måde, hvor de bliver deltagere. Bibliotekerne i Aarhus ville gerne vide mere om deres brugere og om dem, der ikke brugte dem. De tog ud og besøgte deres kernebrugere og så deres bogreol. De besøgte de unge i skolen for at høre, hvad der var vigtigt for dem. Det gav svar på mere, end de selv havde forestillet sig.
38 | FRA SERVICE TIL SAMSKABELSE
Deltagelse Deltagelse er ikke at tage borgerne ind i noget, men at give det bort til dem. I deltagelse tager du del, så det skal være muligt for dig som deltager at få en del. Hvis du er den, der har noget, som du gerne vil have, at andre deltager i, betyder det at dele noget ud. Deltagelse giver en følelse af ejerskab. Denne følelse skabes, hvis man får tilbud om at komme til at eje noget. Deltagelse kræver, at man deler opgaver og ansvar. Her opstår der et fællesskab. Der er ikke noget, der giver fællesskab, som at dele noget og være sammen om noget.
“ Der skal gives plads til, at andre kan deltage ” Hvis det offentlige fylder det hele, er der ikke plads til, at andre kan bidrage. Det, at det offentlige tilstræber at være ansvarlig, gør nogle gange, at sagsbehandleren – eller hvem det nu måtte være – tager sig af det hele, og det udelukker muligheden for, at andre kan bidrage. Der er ikke nogen ’dele’, andre kan få. Derfor kan de ikke ’deltage’. Når man får en del, føler man også ejerskab.
Kompetent aktør Der er, som det fremgår, væsentlig forskel på inddragelse og deltagelse, og jeg tror på, at vi som mennesker i dag er langt mere interesserede i deltagelse. Det giver simpelthen mere mening at tage del, og følelsen af at være en kompetent aktør i verden bliver styrket af at deltage. At få lov til at være kompetent aktør er vel næsten et krav i dag.
FRA INDDRAGELSE TIL DELTAGELSE | 39
Børneområder Lad os tage et eksempel, vi alle kender, og hvor vi får lov til at deltage. Når jeg er på kunstmuseum, bliver jeg altid misundelig på børnene. For kunstmuseernes børneområder er i mange tilfælde simpelthen ren deltagelse. Her får man lov til at lave noget, der kan blive hængt op. Børnene får en del af museet. De får lov til at deltage og give deres bud på det tema/den kunst, der er udstillet. Når jeg er på en udstilling, får jeg som regel ikke lov til at deltage, men i afdelingen for børn må børnene og jeg noget. Og børnenes og min deltagelse gør faktisk, at vi føler et større ejerskab i forhold til kunstmuseet. Der hænger noget af mit, eller også kan jeg tage noget med hjem, som jeg har lavet på museet. Jeg føler mig som aktør, jeg gør noget, skaber noget, er noget for nogen. Samtidig bliver jeg meget klogere på, hvor svært det er at lave kunst. Hvor svært det er at ramme en farve, hvor meget der skal til, før noget bliver spændende, at jeg kan spejle mit ’værk’ i de profes sionelle kunstneres værker.
Klag til dig selv De store oplevelser opstår ved at opleve noget sammen med andre, hvor man føler, man har delt det – har haft det sammen. Oplevelsen ved en koncert af at dele musikken med kunstnerne kan være stor. Altså hvis musikken kommer ud over scenekanten, så at sige bliver delt med publikum. Jeg tror på det fællesskab, der kan komme ud af det, når professionelle og frivillige arbejder sammen: besøgende og ansatte, publikum og kunstnere. Her er der noget på spil: Kvaliteten og ejerskabet. Er det publikums forestilling eller kunstnerens? Hvem står inde for kvaliteten? Hvem kan man klage til, hvis det ikke er, som det skal være? Sig selv?
40 | FRA SERVICE TIL SAMSKABELSE
Hvad vil du bidrage med? Når vi taler om deltagelse, kommer vi også ind på et grundprincip i samskabelse: det ligeværdige samarbejde. Hvad betyder det? Det ligeværdige samarbejde er et vigtigt arbejdsredskab for kommunerne. Ansatte i en kommune er vant til at være de stærke og ansvarlige i et samarbejde. De er vant til at være dem med midlerne, viden og kunnen. Derfor kan det være svært at tale om et ligeværdigt samarbejde. Der har måske været tale om et samarbejde, hvor borgere eller grupper af borgere har kunnet hjælpe kommunen og så til gengæld har fået opfyldt nogle af deres ønsker.
Byttehandel Puljer bygger på en byttehandel, hvor borgere har indsendt ansøgninger og fået det, som kommunen gerne ville have, at de skulle have. Husk på, at i forbindelse med puljer er det politisk bestemt, hvad pengene skal gå til. Så borgere har opfyldt kommunens ønsker og til gengæld fået nogle penge. Det samme gælder egentlig de såkaldte § 18-midler, der bevilges, så borgerne kan gøre det arbejde, som kommunen gerne vil have udført. Det er kommunen, der bestemmer, hvilke midler der er til rådighed (penge for det meste), og kommunen, der har bestemt, hvad der skal foregå.
Muligt at deltage Det ligeværdige samarbejde kræver altså, at begge parter bidrager, men også, at det kan forhandles, hvem der bidrager med hvad. Og her skal borgerne have noget at skulle have sagt.
“ Det kan ikke nytte, at kommunen
fastholder definitionsretten. Så er det ikke muligt at deltage ” FRA INDDRAGELSE TIL DELTAGELSE | 41