Lone Mertz
Glaskisten En tibetansk beretning om virkelighed
Frydenlund
INDHOLD Forord 6 Prolog 8 Lones historie Glaskisten ved havet 12 Rejsen mod øst 15 Glaskisten ved templet 45 Glaskisten i bjergene 50 Forelskelse 53 Rejsen tilbage til Østen 72 I Buddhas fodspor 77 Tenpas søn, Tenzin 82 Glaskisten som vinduer i templet 88 Tenzin hentes til Tibet 89 Møde med Tulku Urgyen Rinpoche 93
Tenpas historie Ankomst til Vesten 100 Tenpa på Glænø 102 Restaurant Tibet 106 Tenpas beretning 106 Khandro Tabsang La 108 Gendün Chömpel 117 Skæbneåret 123 Dekey Las skæbne 125 Helvedesår 138 Ungdomsår 145 Universitetsstuderende i Kina 147 Handelschef 149
Gadekampe i Lhasa 158 Flygtning 178 Tenzin hos Dalai Lama 187 Embedsmand i Nepal 188
Den virkelige himmelbegravelse En ulykke 194 Tibet 2007 195 Khandro Tabsang Las død 197 Tibet er ikke længere Tibet 198 Tenzin Chögyals død 210 Det gamle hellige land 212 Himmelbegravelsen 214 Fugleperspektiv 216
Epilog Glaskisten der blev levende 220
Fakta Landet 226 Religion 229 Politisk aktive religiøse ledere 235 Politik og befolkning 240 Tibet efter den kinesiske besættelse 243 Nogle af bogens personer 253 Historisk oversigt 256 Litteratur 261 Tak 262
er himmelrummets usynlige element. Vi binder dem på kisten, mens et andet brudstykke dukker op i mit sind: ”… og graven var tom.”
Glaskisten i bjergene Det er i dag, den 18. april, vi skal forsøge at komme op i bjergene med kisten. En stigning på omkring 2.000 meter til 4.400 meters højde. Solen har ikke vist sig endnu bag klipperne. ”Om Mani Padme Hum – Om Mani Padme Hum.” Mantraerne lyder. Hundene gør. Hanerne galer. En ny dag bydes velkommen. ”Om Mani Padme Hum.” Tsaws bolig ligger ud til tempelpladsen. Han er ved at servere morgente for den unge elev, der bor hos ham, jeg har lige stukket næsen indenfor i det primitive, men utroligt nette, hus. Han giver hunden mad og binder den. Tsaw stammer fra Kham, hvor han engang var en del af guerillabevægelsen mod kineserne. Det var ham, der ledede snedkeriet, da lejren blev opbygget. Fra hans bælte under den kvadratiske rygsæk dingler en kedel af metal i takt med hans skridt. Efter næsten fire timer er vi oppe, men før vi noget forpustede når bjergkammen, har han hentet vand fra den sidste tilgængelige, skjulte kilde. Han smiler tilfreds over sin snilde. Jeg beslutter hurtigt, at vi må vælge et sted her på det første plateau, da der ikke vil være tid til yderligere rekognoscering, og finder et lille, nogenlunde plant område ved fårehytten. Vi er stadig begge lidt udmattede, den tynde luft trætter, eller måske er det bare bjergene, som er så overvældende heroppe, at man taber pusten? Tsaw er en praktisk mand. Da han forstår, jeg har valgt stedet,
går han i gang med at jævne jorden, belært af de problemer vi havde første gang, vi stillede kassen op. Selv om vi ikke taler sammen, forstår vi hinandens fagter, og i løbet af et par timer har vi fået bundet glassene sammen med hvide lærredsbånd. Glaskisten er nu i Himalaya. Den er så lille og så undseelig i dette umådelige panorama. Tsaw er forsvundet ned i hytten, og lidt efter ryger det op gennem græstaget, da der koges te. Vi tager teen op på taget og deler vores medbragte mad. Op af hans lille, slidte rygsæk dukker en pose stegte kartofler, som sammen med mine kogte æg og små runde brød udgør et festmåltid under den brændende sol med udsyn til Dhaulagiris snetinder, desværre hyllet ind i hvide, lette skyer. Sidst på eftermiddagen vil Tsaw til at tage kisten ned. Hvad er nu det? Med tegnsprog og besvær får jeg forklaret, at jeg er nødt til at gå op igen den næste dag i håb om, at vejret er bedre. Han indvilliger lidt nødtvungent, og da jeg senere nede i landsbyen forsøger at få nogle til at overnatte deroppe sammen med mig den følgende dag, så vi kan fotografere solopgangen, er der ingen, som tilbyder deres assistance. De siger, det er alt for farligt, at der er sneleoparder, bjørne og ulve, og at vi vil fryse ihjel. Hvad de ikke fortæller mig ved den lejlighed er, at af de få turister, som har været helt herude, er en anseelig del forsvundet uden at efterlade sig spor. Den næste meget tidlige morgen stiger vi igen op. Vejret har ikke bedret sig. Alligevel bliver det en uforglemmelig dag i Himalaya. Tsaw har medbragt nål og tråd og sidder i mange timer på taget af fårehuset og reparerer min mors hjemmelavede rygsæk, der ikke helt har klaret strabadserne. Jeg ved, han vil insistere på, at vi skal have glassene med os ned. Vi deler hans tsampa, den ristede byg, der er snøret ind i en stor og meget fedtet læderpung. Han griner med alle sine tandstumper, nyder som jeg at være helt her oppe i friheden. Jeg fotograferer igen, når jeg ikke bare sidder og ser ind mod Tibet. Det er gennem disse områder, at de mange flygtninge engang kom vandrende.
51
Ørnene sejler gennem luften dybt nede under os og kaster store bevægelige skygger endnu længere nede. Vejret skifter uafbrudt. Skyerne glider dramatisk ind over os med pibende vind. Lidt efter bager solen igen, så issen brænder. Pludselig hører vi råb og ser Tchewang komme asende opad i sine hullede gummisko. Bag ham dukker to unge schweizere frem, som han har taget med. Da de når frem, udbryder de to mænd begejstret som med én stemme: ”Sarkophag. Sarkophag.” Jeg har fået publikum til den lille performance. De to unge schweizere spørger, om de må fotografere os. Vi stiller alle op. Ud på eftermiddagen begynder Tsaw at pakke sammen og rydde op. Han ser på glaskisten, viser mig sit ur, banker let på det. Min himmelbegravelse er slut. Folk står ved vejen, da vi nogle timer senere er nede i landsbyen igen. De hilser, løfter de samlede hænder til tak og smiler. Åbenbart kender de glassenes skæbne. Og uden for templet venter lama Dergö os. Vi tager sko og støvler af og går ind i den mørke sal. Der bliver tændt smørlys på alteret under Dorje Phurba og mumlet bønner. Glaspladerne tages ud en for en. Velsignes. Nænsomt stilles de ved siden af buddhaer og dæmoner. De to munke gør ritualerne færdige i det dunkle rum med smørlugten. Bønnen synges stille. De gamle, dybe mandsstemmer vibrerer og transmitterer fred. Fem små buddhaer i guld sidder på hylden inde i mørket. Dæmon ansigternes masker vrænger og ler fra de høje pæle. Vi er nærmest uden for tiden. Den aften er der fest. Der er kommet friskt kød til husene, og ikke alene er templet blevet nogle tiltrængte vinduesglas rigere, men manden i huset, hvor jeg bor, er kommet hjem fra en handelsrejse. De byder mig et stort og lækkert kødben, som har kogt i mange timer, og vegetaren tager imod både
benet og den lommekniv, der følger med. Det smager herligt med salt og med te – efter dage på ris og kartofler. Alle spiser kød og bliver ved med at skrabe, til knoglerne ligger rene og hvide tilbage på de små borde. Næste dag går jeg rundt til husene og siger farvel. Hvert sted bliver der hægtet et hvidt silketørklæde om min hals, en khata. Hos doktorlama Tsultrim er afskeden højtidelig. Han holder en lille tale, der overværes af munke, studenter og et par af indbyggerne. Han takker igen for glaspladerne, som de meget snart vil sætte ind i templets vindueshuller. Mit arbejde er slut, opgaven udført. Landsbyen og klosteret har taget imod kisten, og den nye anvendelse føjer en dimension til, som ingen kunne have forudset. Jeg mærker tårerne, da Tsaw fotograferer mig foran den store røgelsesovn med den hvide khata. Han skød lidt skævt.
Forelskelse Tsaw har fået hvervet at bære min rygsæk tilbage til lejren, hvor jeg bliver indkvarteret i det bedste og største hus, der tilhører handelsmanden med guldtænderne. Jeg er lidt skuffet, da vi ankommer. Her er ingen Tenpa. Langt om længe bliver vi bænket med velkomst-te og tsamba, og jeg tager mod til mig og spørger forsigtigt efter ham. Husets unge frue ser meget direkte og også meget længe på mig. Viser mig sit ur og bedyrer, at han vil komme. Det gjorde han. ”Jeg håber, du er tilfreds med det hus, jeg har fundet til dig?” Og lidt efter: ”Hvad skal du lave i eftermiddag?” Jeg svarer, at jeg nok vil gå en tur i området, og om han måske vil følge med? Han kommer tilbage et par timer senere. Kigger på mig, som jeg
53
står der, parat i mit orange outfit, og sætter så pegefingeren lige midt på min kamerataske. ”Hvorfor har du skrevet mit navn der?” Jeg ser ned og ganske rigtigt, på det lyserøde stof står navnet Tenba stemplet med sort. Jeg får forklaret, at det sjovt nok er et firmanavn, som er havnet der. Vi ler ad tilfældet, at jeg er gået rundt med hans navn dinglende foran på mit bryst. Da vi er kommet på afstand af lejren og undsluppet de mange blikke, der følger os, opdager jeg en stor, hvid hest. Den strider sig igennem floden og kommer galoperende med vandet sprøjtende omkring sig. Den har seletøj og saddel på, men ingen rytter. Jeg råber til Tenpa og peger. Og ser ham løbe mod hesten og forfølge den. Han får den standset og vender sig. Smiler sejrssikker med det skønne, kraftfulde dyr i et fast greb. Alt er eventyrligt. Og denne dag var den hvide hest i fuld galop da lige det, der manglede. Den uheldige rytter kommer stavrende gennem vandet, men forsvinder hurtigt, igen højt til hest og råbende på tibetansk, mens han vinker opmuntrende til os. Vi finder et roligt sted ved en lille bæk. Han sidder med siden til mig. Han er smuk. Tidløs. Vandet klukker klart over riflet sand. Græsset er så grønt. Jeg vover at fæste en gul blomst bag det øre, der vender imod mig. Han bliver siddende helt stille, længe, meget længe, med hovedet bøjet, og lader det ske. Så spørger han stadig med ansigtet bortvendt, om han må give mig et kys? Det får han lov til. Vi går hjem over sletten i solnedgangen. Jeg ser det altid for mig som i en af disse film, hvor skyerne kører hurtigt af sted. De er flammerøde og tordenblå. Den følgende dags aften er jeg inviteret til at spise middag i hans hus. Da jeg træder ind, sidder han på gulvet med korslagte ben og læser avisen fra Dharamsala højt for sin tjener, den gamle Sonam, der ligner en indianer med røde bånd viklet i sine lange, tynde fletninger. Sonam kan ikke læse, og Tenpa fortæller, at han heller ikke kan lave ordentlig mad,
så han vil selv lave maden til os. Jeg slår mig ned på gulvet ved et lille komfur og nyder den bløde tibetanske stemme, som uanfægtet fortsætter oplæsningen, til artiklen er slut. Senere kan han kun udstøde mærkelige lyde, mens han hopper rundt på hug med en lommelygte proppet godt ind i munden. Der hakkes nu planter og skæres kød under lyskeglen. Lange, hvide dejpølser bliver trillet mellem ferme fingre for senere i små afmålte bidder at blive kastet i suppen, der bulderkoger vildt over ilden. Nudelsuppen kogt på kød med friske urter fra engen er den herligste fornyelse efter de mange dage med karrykartofler og ris. Vi sidder på sivmåtter i en lille kreds på gulvet. Det er et officielt hus med træ gulv, og brædderne er sorte og beskidte. De to mænd slubrer om kap. Vi har hver vores egen lille skål med ris, men spiser det øvrige fra fælles skåle på gulvet i midten. De har pinde, jeg har fået en gammel blikske stukket ud. Det er fest det her, og da vi har spist det hele og drukket jasminteen, sætter Tenpa sig godt til rette i fuldendt lotus foran mig ved det lille brændekomfur. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har følt mig så glad og så fri som denne aften på de sodsværtede, støvede gulvbrædder i den lune krog med Tenpa på gulvet foran mig og den strømpestrikkende Sonam, tronende som anstandsdame, på vinduesbænken over os. Ilden blusser op. Skæret blafrer i rummet, mens skyggerne danser hen over væggene. Tenpa indleder nu en times enetale med at fortælle, at der er noget, han skal sige. Så beskriver han sig selv og sit liv endnu en gang, men med flere detaljer. Han fortæller om alt det gode i sin karakter, men især om alt det problematiske. Han lægger bestemt ikke fingrene imellem. Jeg forsøger at kommentere talestrømmen, men det er omsonst. Han taler og taler og bliver ved, til han når frem til konklusionen: I hans land er det skik, at før man indleder et tættere forhold til et andet menneske, skal man forsøge at være ærlig. ”Så ved den anden, hvad der venter.”
55
15-16 Glaskisten i Himalaya 4.400 meter over havet. Udsyn mod Dolpo og Tibet. Her ankom flere flygtningestrømme fra Tibet til Nepal omkring 1959. 17-19 Glaskisten som fire nye vinduer i tempelsalen i klosteret. Gennem et nyt vindue ses munkenes hus med malede vinduer. En munk træder pludselig frem i døråbningen, uformelt klædt i en rød-blå vindjakke. 20-23 Glaskiste-vinduer. Den dag, der blev slagtet en okse ved klosteret, fik hvert hus sin nøje tildelte mængde kød, som blev udskåret af kvinderne i passende stykker til tørring ved ildstederne indenfor. En del blev dog straks kogt til aftenens fest, og suppen kunne strække meget længe. De glubske hunde fik deres, og noget blev ofret til dyr og guder i bjergene. Intet gik til spilde. En stor del af befolkningen sad på jorden rundt om det aflivede dyr. De konfronterede sig med dyrets død, takkede stille og sorgfuldt for offeret. Munken Dergö takker ved trommen i tempelsalen. I hotellet får de et helt glaskvadrat sat op i taget, men finder, at der bliver for lyst, derfor bliver det kalket lidt. 24 Tenpas ’selfie’ med et portræt af Lone, som han havde modtaget med kurer fra Danmark og fået indrammet. Hun har samme alder på fotoet som ham. Da dette snapshot nåede Glænø senere i 1994, overbeviste det hende om hans alvorlige hensigter, men også om hans store kreativitet. Alt i opstillingen har betydning. Fra grundfarverne, de røde og gule blomster i den blå plasticbøtte, hun havde efterladt, til dragepuden, der fortæller om hendes fødsel i jerndragens år.
15
16
17–18–19
Glaskisten En tibetansk beretning om virkelighed
Af Lone Mertz 1. udgave, 1. oplag, 2017 © Lone Mertz og Frydenlund ISBN 978-87-7118-755-7 Forlagsredaktion: Lil Vad-Schou Korrektur: Peder Norup Foto: Tsering Dorji (s. 136), Tenpa Gyaltsen (s. 64), Tenpa Gyaltsens familiearkiv (s. 129, 130ø, 131, 134). Alle øvrige er af Lone Mertz Grafisk tilrettelæggelse: Michael Jensen Grafisk produktion: Balto, Litauen Redaktionen har forsøgt at finde alle rettighedshavere i forbindelse med bogens illustrationer. Skulle enkelte mangle, vil de ved henvendelse til forlaget blive honoreret, som om aftale havde været indgået på forhånd. Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C T: +45 33 93 22 12 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk
Bogen er udgivet med støtte fra Ny Carlsbergfondet Velux Fonden