Redigeret af Gregory Bassham Oversat og illustreret af Rebekka Hjelholt Svendsen
Harry Potter og filosofien – HOGWARTS FOR MUGGLERE
frydenlund
HARRY POTTER OG FILOSOFIEN – Hogwarts for Mugglere 1. udgave, 1. oplag, 2017 © Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7118-785-4 Oversat og illustreret af Rebekka Hjelholt Svendsen Korrektur: Maiken Skovmøller Ísberg Grafisk tilrettelæggelse: Caroline Asferg Madsen Grafisk produktion: Balto, Litauen Forsidefoto © Matthias Clamer/CORBIS OUTLINE Oversat fra engelsk efter The Ultimate Harry Potter and Philosophy: Hogwarts for Muggles © 2010 John Wiley & Sons, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Denne oversættelse udgives efter aftale med John Wiley & Sons, Inc. Den oprindelige udgivelse er en del af The Blackwell Philosophy and Pop Culture Series, redigeret af William Irwin. Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Alle henvisninger til Harry Potter-bøgerne er taget fra den i skrivende stund nyeste udgave af teksten, der er udgivet af Gyldendal i 2015. I fodnoterne henvises der til forkortede former af titlerne, således: De Vises Sten, Hemmelighedernes Kammer, Fangen fra Azkaban, Flammernes Pokal, Fønixordenen, Halvblodsprinsen, Dødsregalierne. Alle de dansksprogede citater fra serien er i Hanna Lützens officielle oversættelse. Hvor der ikke er oplyst andet navn i forbindelse med de øvrige citater i bogen, er der tale om uofficielle oversættelser foretaget af denne bogs oversætter. Denne bog er ikke blevet godkendt, licenseret eller sponsoreret af hverken firmaer eller personer involveret i at skabe eller producere Harry Potter-bogserien eller Harry Potter-filmserien. Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Indhold Forord 9 Tak 12 Indledning 13 DEL 1. HORCR UX-POKUS: SKÆBNE, IDENTITET OG SJÆL
1. Sjælen i Harry Potter 2. Sirius Black – mand eller hund? 3. Skæbne i troldmandsverdenen
19 35 50
DEL 2. DEN STÆRKESTE MAGI AF DEM ALLE
4. At vælge kærligheden 5. Kærlighedseliksirens farer 6. Harry Potter, radikal feminisme og kærlighedens magt
71 86 101
DEL 3. FORNØDENHEDSR UMMET: POTTER-POTPOURRI
7. Dumbledore, Platon og jagten på magten 8. Hvem ved, om Dumbledore er homoseksuel? 9. Valg eller evner? 10. Den personlige udviklings magi 11. Bare tankespind? 12. Mindekarrets mysterier 13. Det magiske skolesystem
121 135 150 167 182 197 212
DEL 4. BAG SLØRET: DØD, HÅB OG MENING
14. Fønixens hemmelighed 15. På den anden side af Godric-dalen 16. Hvorfor Harry og Sokrates vælger at dø
231 249 262
Om forfatterne
275
2. Sirius Black – mand eller hund? Eric Saidel Forestil dig, at du har været nærmest spærret inde, siddet fængslet, holdt fra at komme uden for en dør i flere måneder. Nu får du endelig lov til at komme udenfor. Du er fri til at gøre lige, hvad du har lyst til – du kan løbe rundt, nyde den friske luft, tage i biografen; kort sagt lave præcis, hvad der passer dig. Hvad ville du gøre? Hvad nu, hvis du havde en hale? Ville du gøre noget anderledes? Ville du løbe rundt i cirkler, snappe efter din hale og forsøge at fange den? Nej, vel? Det ville jeg heller ikke. Men det er underligt nok lige, hvad Sirius Black gør i Fønixordenen, da han forvandler sig til en hund for at kunne følge Harry til Hogwartsekspressen, før skoleåret begynder. Og han gør det, fordi han er lykkelig over at være udendørs. Det fortæller J.K. Rowling os i hvert fald. Den opførsel slår mig som værende så besynderlig, at jeg ville spørge Sirius om den, hvis jeg kunne. Men det kan jeg desværre ikke, for Sirius er ikke længere i live1, og vi er derfor nødt til at prøve at få svar ved hjælp af filosofiens redskaber. De fleste filosoffer er godt nok Mugglere, men vi kan heldigvis benytte os af den samme slags fornuftsbaserede analyse, som Dumbledore brugte, 2. Sirius Black – mand eller hund? 35
da han opdagede de tolv anvendelsesmuligheder for drageblod. Lad os komme i gang! Det med at jage sin egen hale ville ikke være så underligt, hvis Sirius var en hund. Men det er han ikke. Han er et menneske i en hunds krop. Eller er han? Hvordan kan vi bedst beskrive Sirius? Som et menneske, der af og til befinder sig i en hunds krop (og af og til i et menneskes), eller som ‘nogen’, der af og til er en hund, og af og til er et menneske? Hvis svaret er det sidste, hvem er så den ‘nogen’, der forbliver den samme, når Sirius går fra at være en hund og til at være et menneske? Sirius er ikke den eneste i Potter-serien, der kan forvandle sig. I løbet af de syv bøger støder vi på andre Animagi (Peter Pettigrew, Rita Rivejern, professor McGonagall), foruden varulve (Remus Lupus og Fenris Gråryg), Boggarter og en ordentlig mængde Polyjuice-eliksir.2 Adskillige af de forvandlingskyndige karakterer opfører sig på måder, der af og til kan være sære og tankevækkende.3 I sin forvandlede form forsøger Lupus eksempelvis at angribe Harry, Ron Weasley og Hermione Granger, og i skikkelse af Skrækøje Dunder er Barty Ferm jr. en af de bedste lærere i Forsvar mod Mørkets Kræfter, Harry nogensinde får, og han går endda ud over sine pligter og lærer Harry at modstå Imperius-forbandelsen.4 Hvorfor opfører de sig så sært? Det er et spørgsmål om deres identitet, om det, der gør dem til dem, de er. Det er også et spørgsmål om forholdet mellem bevidsthed og krop. Det virker indlysende, at Køters krop er en hundekrop, men er hans bevidsthed så en hundebevidsthed eller en menneskebevidsthed? Lad os se, om vi kan finde svar på de spørgsmål. Vi kommer til at bevæge os frem i ryk og ad snørklede baner, som et lyn, der prøver at undgå Søgeren – men hvis vi holder blikket rettet mod guldet, skal vi nok fange det.
36 Del 1 HORCRUX-POKUS: SKÆBNE, IDENTITET OG SJÆL
SKELLET MELLEM KROP OG BEVIDSTHED
Når Sirius forvandler sig til en hund, opfører han sig nogle gange som om, han er et menneske, og andre gange som om, han er en hund. Hvorfor opfører den forvandlede person sig nogle gange som sit normale jeg og andre gange som om, han er den person eller det dyr, han har forvandlet sig til? For at kunne svare på det må vi først forstå, hvad en forvandlet person egentlig er. Kort sagt: Når Sirius forvandler sig, bliver han så til en hund, eller er han stadigvæk et menneske? Begge de muligheder er for enkle. Den forvandlede Sirius er ikke bare en hund, for mange af de ting, som Køter gør, ville en normal hund aldrig gøre (for eksempel at stille sig på bagbenene, sætte forpoterne på Harrys skuldre og se ham ind i øjnene, da Harry tager af sted mod skolen i Fønixordenen). Og Køter er heller ikke bare et menneske; mange af de ting, han gør (eksempelvis at jage sin egen hale) passer bedre til en hund end til Sirius. Den forvandlede er altså hverken helt og holdent den ting, han har forvandlet sig til, eller den person, han var, før han forvandlede sig. Det indlysende svar må derfor være, at Køter delvist er en hund og delvist er et menneske. Lige siden René Descartes (1596-1650), der i store træk anses for at være ophavsmand til den moderne filosofi, har der fandtes en forestilling om, at vi mennesker kan siges at være delt i to. Vi ser hvert individ som bestående af to adskilte dele, nemlig en bevidshed og en krop. Så når vi siger, at Køter delvist er Sirius og delvist er en hund, mener vi, at han har den enes bevidsthed og den andens krop. Det kan så forstås på fire forskellige måder: 1. Køter har Sirius’ bevidsthed og en hundekrop. 2. Køter har en hundebevidsthed og en hundekrop. 3. Køter har Sirius’ bevidsthed og Sirius’ krop. 4. Køter har en hundebevidsthed og Sirius’ krop. 2. Sirius Black – mand eller hund? 37
De to sidste muligheder kan med det samme udelukkes: Bare ved at se på Køter kan vi sige, at han ikke har Sirius’ krop. Han ligner overhovedet ikke Sirius – eller noget andet menneske, for den sags skyld. Men det er alligevel for overfladisk bare sådan at affærdige ideen, for hvis Køter ikke har Sirius’ krop, hvad sker der så med Sirius’ krop, når han forvandler sig? Hvor bliver den af? Det er alt sammen meget godt, når professor McGonagall hævder, at forsvundne genstande »bliver ikke-værende« og at de derfor kan befinde sig »alle vegne og ingen steder«5, men det virker urealistisk, at Sirius’ krop bliver ikke-eksisterende, når han forvandler sig til Køter, og så kommer tilbage fra ikke-eksistensen, når han forvandler sig tilbage. Det er lettere at forestille sig, at Sirius’ egen krop ændrer sig. Før, han forvandler sig, er den en mands fysiske krop, og bagefter er den en hundekrop. Men det er det samme fysiske stof, den består af, bare anderledes sat sammen. Hvis kroppen har indflydelse på, hvad Køter gør, kommer den indflydelse altså ikke fra Sirius’ menneskekrop, for selvom Køter bogstaveligt talt har Sirius’ krop, så er det nu rent fysisk en hundekrop.6 Hvad med de to andre muligheder? De er begge to problematiske, og af lidt samme grund. Hvis Køter har Sirius’ bevidsthed, hvorfor jager han så sin egen hale? Og hvis han har et hundesind, hvorfor stiller han sig så op på bagbenene på Kings’ Cross Station? (Fru Weasley skælder ham ud og hvæser: »For himlens skyld, Sirius, opfør dig dog som en ordentlig hund!«7). Det er den samme slags spørgsmål, som vi lagde ud med. Når vi forestiller os, at Køter er delt op i krop og bevidsthed, kommer vi ingen vegne. HVIS BEVÆGGRUNDE?
Sirius har ingen grund til at jage sin egen hale, men det har Køter måske. Når Lupus er et menneske, har han ingen grund til at angribe sine elever, men det har han måske, når han er en 38 Del 1 HORCRUX-POKUS: SKÆBNE, IDENTITET OG SJÆL
varulv. Det ville muligvis være en hjælp at omformulere vores spørgsmål, så de i højere grad fokuserer på bevæggrunde. På den måde spørger vi ikke, om den bevidsthed, der ligger bag adfærden, er Sirius’ eller Køters, men om bevæggrundene stammer fra Sirius eller fra Køter. Det er en god strategi: Når man stiller konkrete spørgsmål i stedet for generelle, bliver svarene også brugbare i stedet for vage. Derfor får man sandsynligvis mere interessante svar, hvis man stiller spørgsmål om bevæggrunde frem for spørgsmål om bevidsthed. Men så snart, det er sagt, kan jeg desværre også begynde at se nogle problemer. For det første lader svaret på spørgsmålet til at lede os på vildspor: Hvis nogen har en grund til at jage sin hale, så er det Køter, ikke Sirius. Men hvis der er noget af Sirius tilbage, når han bliver til en hund, må det vel nødvendigvis være hans bevæggrunde. Det ville være helt bizart at sige, at når man forvandler sig, så mister man sine grunde til at handle. Formodentlig forvandler man sig netop for at opnå et eller andet mål, så forvandlingen sker altså ud fra ens bevæggrunde. Hvis det at forvandle sig betød, at man ikke længere ville gøre noget for at nå sine mål, hvorfor skulle man så nogensinde forvandle sig? Den pointe bliver endnu tydeligere, når vi overvejer nogle af eksemplerne på, hvordan folk forvandler sig ved hjælp af Polyjuice-eliksir. Vi har en forventning om, at det forvandlede individ vil handle ud fra sine egne bevæggrunde, ikke dem, der findes hos den person, han eller hun har forvandlet sig til. Og det er præcis sådan, det er. Hvis den form, man forvandler sig til, bestemmer ens grunde til at handle, så skulle Harry og Ron jo prøve at opnå Crabbes og Goyles mål, da Harry og Ron forvandler sig i Hemmelighedernes Kammer. Men det gør de ikke; de handler ud fra deres egne ønsker. Det samme sker, da de forvandler sig i Dødsregalierne, hvor Harry kommer til at se ud som Albert Runcorn, en Dødsgardist, og Ron forvandles til Reginald Cattermole, en mand, hvis kone er stævnet for at have stjålet magi. Runcorn 2. Sirius Black – mand eller hund? 39
og Cattermole har ingen grund til at skulle samarbejde, og de har al mulig grund til at hade hinanden. Runcorn har ingen grund til at fjerne Dunders øje fra Dolora Nidkjærs dør eller advare Arthur Weasley om, at han bliver overvåget, men det har Harry, og derfor gør han det, i skikkelse af Runcorn. Cattermole har god grund til at følge sin kone ind til retssalen, men det gør han ikke. Ron og Harry handler ud fra deres egne bevæggrunde, ikke ud fra dem, som Runcorn og Cattermole måtte have. Så hvorfor skulle Køter handle ud fra en hunds bevæggrunde snarere end ud fra Sirius’? Vi kommer ikke tættere på et svar, blot fordi vi omformulerer spørgsmålet, så fokus er på bevæggrunde. Endelig må vi sige, at det ikke har noget at gøre med bevæggrunde, når Sirius jager sin hale. Glade hunde jager ikke deres egne haler, fordi de har en grund til at gøre det; de jager deres haler, fordi det er sjovt og føles rart – går jeg da ud fra. (Måske gør de det, fordi de tror, at halen er et farligt fremmedobjekt, men Sirius ved forhåbentlig bedre!) På samme måde går jeg ud fra, at Lupus ikke pludselig får en grund til at angribe Harry, Ron og Hermione, når han forvandler sig. Han angriber dem snarere, fordi det ligger til ham at gøre det. Hvis det kun afhang af hans bevæggrunde, ville han holde sig tilbage fra at angribe dem. Vi kan altså ikke finde en forklaring på Sirius’ og Lupus’ opførsel ud fra en forestilling om deres bevæggrunde. ET SKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING
Lad os lige tænke lidt mere over vores skelnen mellem bevidsthed og krop. I denne her sammenhæng kan den skelnen nemlig godt pege på en slags forklarende sammenhæng: Nogle handlinger kan forklares ved, at man ser på folks bevidsthed og de mentale årsager, der ligger til grund for de handlinger. Andre handlinger kan forklares ved, at man ser på folks kroppe og deres fysiske årsager til at handle. I lyset af det kan vi måske sige, at grunden 40 Del 1 HORCRUX-POKUS: SKÆBNE, IDENTITET OG SJÆL