Laust Torp Jensen
Hvis det var mig ... Illustreret af Vivi Jul Nielsen
Frydenlund
Hvis det var mig ... 1. udgave, 1. oplag, 2016 © Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7118-717-5 Grafisk tilrettelæggelse: Maria Engstrøm Omslagslayout: Maija Hejgaard Grafisk produktion: Totem, Polen Udgivet med økonomisk støtte fra Vesthimmerlands Kommune og LEV Aalborg/Himmerland Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Indhold
7 Det fælles mødested 9 Forord 13 Indledning 21 Du ser på mig 33 For skolen eller for livet? 47 Connection 59 Bare det var mig … 73 Som et lille blad på vandoverfladen 87 Den trygge base 101 Den æstetiske fællesoplevelse 113 »Smertegrænsen« revisited 129 Vi søger mod hinanden 139 Vi skal samme vej 153 This is your captain speaking 165 Efterskrift
5
Det fælles mødested Fælles glæde Vi kan hver dag møde fantastiske mennesker Børn unge voksne Hvis vi vil Hvis vi vil se det bedste i hinanden Hvis vi vil se mulighederne i hinanden Hvis vi vil møde hinanden Vi skaber vort liv i den måde vi handler på I det vi siger til hinanden I de følelser vi viser hinanden Vi drømmer om mulighedernes mulighed Med øjne der ser, ører der hører Og hænder der føler Vi er ikke perfekte, ingen er perfekte Men som mennesker kan vi udvikle os I et miljø for fælles glæde
Rikke Veddum / Laust Torp Jensen 2009
7
Du ser pĂĽ mig
På et tidspunkt havde jeg et syn, en drøm ud sidst på natten i en underlig halvvågen tilstand. Rundt om et stort bord, hvor jeg sad for enden, sad nogle af de børn og unge, som gennem årene ikke kun havde gjort størst indtryk på mig, men som også havde givet mig de største udfordringer. De sad lined up ved siden af hinanden i deres kørestole med remme og seler og nakkestøtter og alle med hoveder, ansigter og blikke vendt mod mig. De så på mig. Det var som deres øjne var for store i deres ansigter. Ikke som tekopper som i eventyret, men alligevel. Det var et bord omkranset af øjne. Hvad ville de? Hvad ville de sige? Jeg følte mig anfægtet. De ville sige noget, det var tydeligt, de ville have fat i mig, men de kunne ikke andet end se på mig, appellere til mig med blikket. Ord havde de ikke, ingen af dem, som de kunne sige og udtrykke, kun nogle lyde måske. Det var de børn og unge, jeg havde haft så mange af som elever, som nu var samlet der rundt om bordet. Række ud mod mig kunne de kun med blikket, og de rakte alle sammen ud efter mig. Hvad ville de sige? Synet fik mig siden til at tænke på Bjarne, som jeg lærte at kende i 1975. Jeg var ganske ny som lærer, og Bjarne var ikke kun ny for mig, han var også ny på skolen som den første »multihandicappede« elev uden
22
sprog, spastisk og i kørestol med diverse fastspændinger om skuldre, hofter og fødder. Han så på mig med sine store øjne sådan som børnene omkring bordet havde set på mig. Samtidig medbragte han hele åndssvageforsorgens historik, Vodskov, Brejninge, Ebberødgård, de store institutioner, indespærring, hele skrækscenariet, som dengang kunne bruges til at skræmme uartige børn med. De svært handicappede børn og voksne levede i de allerfleste tilfælde her på de store institutioner, internerede og gemt af vejen. De sås ikke i bybilledet. Bjarne boede hjemme hos sine forældre. Bjarne savlede, så hans hagesmæk blev våd næsten inden han fik den på, han harkede og hostede og fik maden i den gale hals, de små rugbrødsryttere, vi forsøgte os med. Tynd og gennemsigtig var han, og ind imellem hvis et eller andet uventet skete, spændte han op i kroppen, i arme og ben og bagover, så seler og bespændinger strammedes helt ud. Han var urenlig, skulle skiftes, en ny ble flere gange om dagen, løftes op og ud af stolen og op på en briks, og var fuld af mærkelige lyde. Men han morede sig og grinede højlydt med stor åben mund og glade øjne, når noget gik galt! En tallerken der blev tabt på gulvet, et glas mælk der væltede. Men ellers så han på os, på mig – og jeg så på ham! Bag mit syn på ham så jeg alle billederne af de
23
dybt åndssvage, jeg havde hørt fortalt om fra centralinstitutionen i Vodskov, umælende, savlende og urenlige, i deres egen afføring lå de, mere dyr end mennesker. Vi kan ikke undgå at se, spørgsmålet er hvad vi ser. Intet kan fremkalde så svære og modsætningsfyldte følelser i os som synet af deforme og vanskabte mennesker, hjælpeløse og med omfattende handicaps. Som tiggeren der sad på fortovet i Paris med sin blikskål foran sig. Folk hastede forbi. Alle slog blikket ned, så væk og skyndte sig videre. Sådan som vi jo oftest gør i den situation. Det er svært at se en tigger i øjnene. Det var det også for Irene, som konfronteres med ham i Jens Christian Grøndahls roman Et andet lys, og ekstra svært var det af ganske særlige grunde med netop denne tigger. Han sad der i sin elendighed ved fortovskanten med ryggen ud mod vejen … og ansigtet … kun hans ansigt så hun! I al sin gru. En stor rødlig og uformelig væskende kødklump, opsvulmet og deform, så øjne, næse og mund næsten var forsvundet, og en underlig hvæsende lyd … hans åndedræt. Hun trak blikket til sig i en fart på samme måde, som hun ville have trukket hånden til sig, hvis hun havde brændt sig på ilden, og hun undgik siden at se på ham, når hun kom forbi, ja, helst undgik hun det hjørne i det hele taget, hvor han sad.
24
Men om natten så hun ham. Hun var ganske ung, 17 år og hun gjorde sig sine tanker. Hun følte skam. Hun skammede sig over den skræk og rædsel synet af ham havde vagt i hende, væmmelse og ubehag, og hun skammede sig også over, at hun trak sig og så væk fra ham. Hun følte sig anfægtet. Hun kunne jo se ham, han var der, han eksisterede, havde et liv, det havde han jo, den vanskabte tigger, men se det liv i øjnene, det havde hun svært ved. At livet også kunne se sådan ud. En slags dårlig samvittighed følte hun over for tiggerens åbenlyse og skræmmende elendighed og hans ensomhed, som hun var med til at understrege sammen med alle de andre forbipasserende, som også vendte sig bort fra ham. Sådan tænkte hun ikke, men hun vidste det, hun kendte det, som en tidlig erfaring grundlagt i den spædeste barndom, at synet er det stærkeste bindeled mellem mennesker. Den der bliver set og fundet i børns gemmeleg er stadig med i legen. Den der bliver overset og glemt bliver urolig og måske endda grædende ulykkelig, når håbet om at blive fundet brister. Som bindeled mellem mennesker findes der ikke stærkere bånd end synet. Af samme grund får den dømte også en hætte over hovedet, skydes i nakken eller skydes på »forsvarlig« afstand for at skåne bøddelen for at møde hans blik.
25
Grøndahls Irene forlod Paris og glemte tiggeren, indtil hun mange år senere passerede samme hjørne ved Boulevard de Magenta, hvor han havde siddet. Dengang for længe siden valgte hun at vende blikket bort, så ung hun var. Men nu huskede hun dilemmaet. Fortællingen om den barmhjertige samaritan står på ikonisk vis over dem alle, når spørgsmålet er at se mennesket i mennesket ved siden af os. I grøftekanten ligger en mand halvdød, overfaldet af røvere. To kommer forbi først den ene og så den anden, og begge »så manden, men gik forbi«. Den tredje standser op. Den første havde travlt, den anden var bange for at blive smittet, men den tredje her, han ser ham i øjnene og standser op. Han ser et menneske, der har brug for hjælp. Følelsen af at være fortabt, ensom og forladt er sandsynligvis forsvundet som dug for solen, trods alle smerter, da manden i grøften oplever at blive set. Der blev tændt et håb, endnu inden samaritaneren havde foretaget sig noget eller gjort noget konkret for at hjælpe. Kun ved at blive set. I den virkelige verden var jeg hverken en forbipasserende som Irene i Paris eller en samaritan, der var standset op. Jeg var ansat på en skole for at undervise Bjarne, og jeg fik min løn for det. Alligevel var nogle af de samme følelser og de samme mekanismer på spil i mit møde med ham, som i Irenes møde med tigge-
26
ren og samaritanens møde med den overfaldne. Oplevelsen af væmmelse og ubehag, afstand og lad mig blive fri, men samtidig også oplevelsen af tilknytning, af usynlige bånd, ansvar og forpligtelse. »Du ser på mig« gik begge veje. Jeg så på Bjarne, og Bjarne så på mig. Hvad Bjarne så, blev jeg efterhånden lidt klogere på, efterhånden som jeg begyndte at se ham som andet end de forestillinger, jeg havde med i min bagage. Jeg så hans øjne, hans medleven. Ikke kun hans grin og glade øjne, når noget gik galt, men også hans vågne blik, der fulgte med i hvad der skete i lokalet eller ude på legepladsen. Jeg så hans trætte blik, når øjnene faldt i og hans gråd og tårer, når han havde ondt eller var ked af noget. Og efterhånden så jeg Bjarne og den dreng, der levede inde bag alle de handicaps, som i første omgang havde taget hele opmærksomheden. Vi lærte noget sammen. »Se på bogen her med Pippi Langstrømpe … godt … se så på papiret og malingen her … godt … skal vi læse om Pippi eller skal vi lave fingermaling?« Men verden er så stor så stor og der er så meget man kan, der er så meget man kan spørge om og sige, bede om og give udtryk for, og der er så mange oplevelser og
27