Inklusion, udsathed og tværprofessionelt samarbejde_uddrag by Frydenlund

BjĂ¸rn Hamre og Vibe Larsen (red.)

Inklusion, udsathed og tvĂŚrprofessionelt samarbejde

Frydenlund Academic

Inklusion, udsathed og tværprofessionelt samarbejde 1. udgave, 1. oplag, 2016 © Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7118-606-2 Korrektur: Johan Ibsen Grafisk tilrettelæggelse: Maria Engstrøm Omslag: Jan Gralle Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien Med illustrationer af Lars Mikkes Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

Indholdsfortegnelse Bjørn Hamre og Vibe Larsen Indledning 7

Del 1: Inklusion

Julie Allan Kap. 1: At tænke inklusion anderledes

Ditte Tofteng & Mette Bladt Kap. 2: Inklusion som udfordring i skolens hverdag – et aktionsforskningsperspektiv

Morten Timmermann Korsgaard Kap. 3: Sindsvidde og inklusion – mod en re-pædagogisering af et politiseret begreb

Lotte Hedegaard-Sørensen og Janne Hedegaard Hansen Kap. 4: Flerfaglighed som nødvendighed for udvikling af inkluderende læringsmiljøer

Del 2: Det tværprofessionelle samarbejde

Crisstina Munck Kap. 5: Når den pædagogiske faglighed undermineres af psykologien

Anne Morin Kap. 6: Et positioneret samarbejde – på tværs af skole, PPR og psykiatri

107

Maja Røn Larsen Kap. 7: Drengen, der ønskede sig en diagnose

125

Bjørn Hamre Kap. 8: Når diagnosen dikterer pædagogikken

141

Del 3: Udsathed

159

Tekla Canger og Vibe Larsen Kap 9: Skoleklassen som social eksklusion

161

Helle Rabøl Hansen Kap. 10: Mobning forstået som ekstrem eksklusion

179

Üzeyir Tireli Kap. 11: Udsathed som dilemma i ungdomsklubbens praksis

191

Line Lerche Mørck i samarbejde med Khaled Hussain, Camilla Sys Møller-Andersen og Anne-Mette Palm Kap. 12: Inkluderende grænsefællesskaber, bandeinvolvering og bandekonflikter

209

Litteraturliste 227 Om forfatterne

248

Indledning

Indledning Bjørn Hamre og Vibe Larsen Ideale forestillinger om børn og unges deltagelse i fællesskaber har altid haft en stor interesse i pædagogikken. Med en fremtrædende politisk dagsorden om inklusion er fælleskabet igennem de sidste mange år dog blevet et mere selvfølgeligt mål for det pædagogiske arbejde i dagtilbud og skole. Men fællesskaber skabes ikke kun gennem forestillingen om, hvad der binder os sammen, men særligt igennem de grænsedragninger og grænsesætninger, der etablerer fælleskaber. Derfor er det væsentligt til enhver tid at undersøge, hvilke idealer om fællesskab der er dominerende, samt hvilke skillelinjer de skaber. Det betyder også en opmærksomhed på, hvilke børn og unge der befinder sig på grænsen af fællesskabet eller uden for fællesskabet og dermed, hvorledes udsathed og eksklusion produceres i og omkring fællesskabet. Med andre ord bliver fællesskaber til ved, at nogle inkluderes og andre udgrænses. I dette felt mellem inklusion og eksklusion positioneres forestillingerne om det tværfaglige samarbejde som et sted, hvor problemstillingerne om inklusion og eksklusion kan løses. Helt overordnet ser vi en tendens til, at forestillinger om håndtering af børn og unges problemer med at være uden for fællesskabet har været forbundet med en positiv dominerende implementeringsidé, hvor inklusion og det tværprofessionelle samarbejde er strategien. I antologien stilles spørgsmål ved, om tendensen til implementering risikerer at skygge for de institutionelle og samfundsmæssige eksklusionsprocesser. Undervurderes forståelsen af, hvad et fællesskab er, når inklusion forbindes med policy-forståelser og manualtænkning? Derfor er det et behov for en forskning, der stiller sig kritisk undersøgende i forhold til de forestillinger, der er forbundet med inklusion og det tværprofessionelle samarbejde, og på den anden side nødvendigheden af et blik på, hvordan inklusionsforestillingerne praktiseres og former sig i praksis, herunder den praksis der knytter sig til det tværprofessionelle samarbejde som en løsning på eksklusionsproblematikker i det pædagogiske arbejde. For dette samarbejde indeholder nogle ambivalenser; på den ene side er det stedet, hvor professionelle mødes og diskuterer forskellige problemkategorier og placeringer af børn og unge, på den anden positioneres samarbejdet som et magisk sted, der kan overskride institutionelle og professionelle faggrænser og skabe mulighed for inklusion. Her ses det tværprofessionelle f.eks. som en forestilling

INKLUSION, UDSATHED OG TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE

om at skabe mulige løsninger, der forbinder sig med inklusions- og eksklusionsproblematikker, således som det ses i samarbejdet mellem såvel lærere og pædagoger, såvel som i børne, unge og skoleforvaltningen på den anden, herunder samarbejdet mellem psykologer og psykiatere1. Spørgsmålet er, hvordan samarbejdet på tværs kan løse skismaet mellem på den ene side at udpege problemer blandt børn og unge, og på den anden side formidle løsninger, der tænkes at være inkluderende. Den tværprofessionelle intention udgør således en dominerende forståelse af, hvordan professionernes arbejde kan optimeres, og hvordan samfundsmæssige og pædagogiske dilemmaer og problemstillinger kan håndteres gennem samarbejde. Således problematiserer vi de forståelser, der knytter sig til forestillingerne om det tværprofessionelle som en del af løsningen med at inkludere børn og unge. De policy-informerede forståelser har en tendens til at overse de sociale processer, der knytter sig til in- og eksklusion, når børn og unges perspektiver skal tilgodeses i det pædagogiske arbejde. Vi ser derfor et øget behov for forskning, der formidler viden, der kan understøtte de professionelle i deres arbejde og deres kritiske blik på de dilemmaer og problemstillinger, de møder i praksis. Som ambition har bogen derfor også at udpege nogle af de institutionelle og pædagogiske dilemmaer, der er en del institutioners og skolens vilkår. F.eks. kan der peges på det dilemma, der kan opstå, når uddannelsessystemet både har som ambition at løfte alle elever fagligt samtidig med ambitionen om at møde den enkelte elev som unikum. Hvordan stiller sådanne dilemmaer de professionelle i samarbejdet om børn og unge? På baggrund af ovenstående mener vi, at der er behov for at formidle kritisk forskningsbaseret viden om de ambivalenser og udfordringer, der kan iagttages i den pædagogiske praksis, der på den ene side er forbundet med det tværprofessionelle samarbejde, og på den anden side forbundet med de inklusions- og eksklusionsprocesser, der står i relation til de pædagogiske fællesskaber, herunder særligt den omtalte udsathedsproblematik. Antologien beskæftiger sig således med de dilemmaer og udfordringer, der opstår – på den ene side i forhold børn/unge, der befinder sig på grænsen til at være med i fællesskabet, og på den anden det at skulle samarbejde om det som professionel med forskellige fagligheder. Bogen er derfor i sit udgangspunkt kritisk og reflekterende i forhold til pædagogisk praksis, bredt forstået, men har også en intention om at udvikle bud på, hvordan dilemmaerne kan analyseres og håndteres. 1

Med det tværprofessionelle tænkes hovedsageligt både på lærer-pædagog samarbejdet i

daginstitutioner, skole, klub og på gadeplan, og i forhold til eksterne samarbejdspartnere som psykologer og psykiatere et al.

Indledning

Antologiens ene hovedtema er inklusion. Temaet forbindes i antologien tæt med eksklusion, og det er således forholdet mellem inklusion og eksklusion i forskellige pædagogiske kontekster og fælleskaber, der er omdrejningspunktet for den analytiske forståelse af forholdet mellem de to. Med baggrund i denne analytiske forståelse forholder antologien sig også kritisk undersøgende til implementeringen af den politiske inklusionsdagsorden, der har præget lovgivningen på det pædagogiske område i Danmark og internationalt. Den engelske uddannelsesforsker Sally Tomlinson har f.eks. peget på den internationale ambivalens, at på trods af at inklusionsdagsordenen vinder frem, så ses en øgning i anvendelsen af specialpædagogiske tiltag og løsninger stadigt i uddannelsessystemerne (Tomlinson 2012). Den politiske dagsorden har haft en tendens til at overse mange af de praktiske problemstillinger, der er forbundet med inklusion i praksis (Allan 2015). Inklusion begrebssættes i antologien som en dagsorden, der på den ene side udfordrer grænserne mellem professionerne i det tværprofessionelle samarbejde, og på den anden side forholdet mellem de teoretiske forståelser af brudfladerne mellem social-, special- og socialpædagogik. Det tværprofessionelle samarbejde ses ofte som det, der skal forløse og realisere den politiske inklusionsdagsorden, og det vil antologien forholde sig undersøgende til. Antologiens andet hovedtema er det tværprofessionelle samarbejde. Temaet forekommer relevant, idet der i tiden er en dominerende forestilling om, at børn og unges vanskeligheder og deres mulighed for inklusion bedst løses og sikres gennem professionernes samarbejde. Det er ideen om, at velfærdsproblemer skal løses gennem professionel intervention, og denne intervention kan styrkes og kvalificeres gennem flere fagligheder end ved en monofaglighed. Professioner bliver derfor i højere grad end tidligere bedt om at samarbejde. Det gælder fx, når der nedsættes tværfaglige team af socialrådgivere, pædagoger og psykologer omkring børn, der er udsatte, ved tidlig indsats etc. Det gælder i forhold til inklusion i skolen, hvor det forventes, at samarbejdet mellem pædagoger, lærere og PPR vil styrke indsatsen over for børn. Det gælder ligeledes i samarbejdet mellem psykologer og psykiatere, når forståelsen af børns problemstillinger analyseres, og når der gives konkrete bud på pædagogiske praktikker. Men forskningen nationalt og internationalt – herunder antologiens artikler – peger på, at tværprofessionalitet ikke entydigt lader sig definere (Sauzet 2013; Villumsen, Lund, Viskum og Jakobsen 2014). Det viser sig ved, at samarbejdet i praksis antager mange former, og der i selve samarbejdet ligger potentielle problematikker, som forhindrer, at samarbejdet kan løses de problematikker, det er sat til at løse. I antologien er det tværprofessionelle derfor ikke en ensartet betegnelse, men fungerer som et

INKLUSION, UDSATHED OG TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE

analytisk empirisk og teoretisk begreb, som antologiens forfattere anvender til at undersøge og forstå, hvordan det tværprofessionelle samarbejde konstrueres som et samfundsmæssigt aktuelt fænomen, der eksisterer i praksis. Som et tredje tema i bogen har vi valgt kategorien 'udsathed'. Faren ved at fokusere på de politiske forestillinger om inklusion og social inklusion kan være, at en række af de samfundsmæssige og institutionelle marginaliseringsprocesser overses eller undervurderes. I en periode kendetegnet ved fokus på stærke politiske forhåbninger knyttet til inklusionsforståelsen kan der således paradoksalt nok være god grund til at fokusere på, hvordan fællesskaber også kan være udstødende/marginaliserende. Udsathed er i antologien ikke defineret som en langvarig tilstand, men derimod forstår vi grænsen mellem inklusion og eksklusion i fællesskaber som en udsathedsproblematik. Det vil sige, at udsathed ikke henviser til en social udsathed, men her betyder, at man som barn eller ung er i en farezone – på grænsen af et fællesskab. Barnet eller den unge er endnu ikke ude eller inde, men kan i princippet ende med at blive såvel det ene som det andet. Udsathed refererer derfor her til de børn og unge, der befinder sig i en grænseposition i fælleskabet, f.eks. når en diagnose skaber muligheder eller begrænsninger i forhold til at være en del af klassen. Eller når unge oplever sociale vanskeligheder i klubben eller i banden. Derfor undersøger artiklerne også på forskellig vis, hvordan grænserne trækkes, og skillelinjerne produceres og får betydning for, hvem der er ude og inde. Dette dels gennem en institutionel kontekst mellem forståelser af normalitet og distinktioner og dels gennem børn, unge og de professionelles ageren i feltet. Kapitlerne inden for dette hovedtema beskæftiger sig altså med andre ord med grænsepositioner og eksklusionsprocesser – som udsathedsformer i fællesskabet. Uden at fællesskab som tematisering diskuteres direkte i bogens kapitler, er forståelsen af fællesskabet i en pædagogisk praksis og de dilemmaer, det skaber for de professionelle, et omdrejningspunkt for denne bogs ambition.

Inklusion – kapitelbeskrivelser Kapitel 1 Bogens første kapitel At tænke inklusion anderledes er skrevet af Julie Allan, som er professor i uddannelsesforskning og en af verdens førende forskere inden for feltet inklusion. Udgangspunkt for Allans kapitel er den forvirring, der har hersket om inklusionsbegrebet, en forvirring, der i særlig grad opstår, når inklusionsbegrebets spændes for internationale policy-dagsordner, der går i spænd med sko-

Indledning

lesystemernes hang til standardisering og øget fokus på testning. Herved risikerer inklusionsbegrebet at blive spændt for de forkerte dagsordner. Disse problemstillinger drages frem gennem en sammenligning af den betydning, som den politiske inklusionsforståelse har haft i tre forskellige lande: USA, Sverige og England. I sin artikel omtaler Allan de dilemmaer, der kan iagttages, når inklusion som pædagogisk og politisk ideal lanceres samtidig med en udvikling, hvor specialpædagogiske og individbaserede løsninger ekspanderer internationalt, og hvor problemforståelser af elever omgærdes med en form for psykopatologisering, dvs. at sociale og emotionelle problemer fremskrives som mulige diagnostiske vanskeligheder. Forståelsen af inklusion i mange lande har haft en tendens til at blive omsat på en manualiseret måde, og Allan argumenterer for betydningen af at gentænke den inkluderende pædagogik. Hendes forståelser er således båret af en kritik af den måde, inklusion er blevet forvaltet og en intention om at gentænke begrebet.

Kapitel 2 I kapitlet Inklusion som udfordring i skolens hverdag – et aktionsforskningsperspektiv, viderefører Mette Bladt og Ditte Tofteng et kritisk sociologisk blik på den politiske inklusionsdagsorden og den måde, som Salamanca-erklæringen er blevet udmøntet. Deres blik på dagsordenen er civilisationskritisk, og kapitlet beskriver i tråd med dette et aktionsforskningsprojekt, der omhandler mulighederne for at implementere inklusion som praktisk virkelighed i skolen. Dette gøres gennem et deltagerperspektiv, hvor lærerne i projektet peger på konkrete udfordringer, problemstillinger og muligheder i ambitionen om at realisere inklusion. Med baggrund i deltagernes erfaringer i skoleprojektet peges på en række strukturelle og organisatoriske problematikker i arbejdet med inklusion. I kapitlets anden del præsenteres et praktisk eksempel på, hvordan kobling mellem inklusion og aktionsforskning kan udfolde sig i praksis. Kapitlet kobler således det metaperspektiv, der blev introduceret i Julie Allans kapitel med en praksisbeskrivelse af de problemstillinger, der viser sig, når de politiske forestillinger gennemføres i en praktisk virkelighed.

Kapitel 3 Det tredje kapitel Sindsvidde og inklusion – mod en re-pædagogisering af et politiseret begreb er skrevet af Morten Timmermann Korsgaard, der ud fra et pædagogisk filosofisk perspektiv problematiserer inklusionsbegrebet som et politiseret begreb, der har fjernet fra den pædagogiske forståelse af, hvad et fællesskab er. Gennem inspiration fra Hannah Ahrendts filosofiske tænkning søger Korsgaard

INKLUSION, UDSATHED OG TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE

at fremmedgøre forståelsen af inklusionsbegrebet. Med brug af sindsviddebegrebet fremarbejdes et alternativt fællesskabsbegreb, der argumenterer for betydning af at tage den anden perspektiv i forståelsen af, hvad inklusion kan være. Derved argumenteres for betydning af et humanistisk perspektiv i den aktuelle politiserede inklusionsdagsorden, der inddrager begreber som lighed og fællesskab. Her sker der ofte det, at inklusionsforskerne bliver for optaget af det gode frem for det sande i forståelsen og derved kommer til at understøtte den politiserende tendens. I kapitlet tales for en re-pædagogisering af skolens forståelse af fællesskab og forskellighed, hvor gennemførelsen af inklusion nødvendigvis må implicere en vilje til at tage den andens perspektiv.

Kapitel 4 I bogens fjerde kapitel Flerfaglighed som nødvendighed for udvikling af inkluderende læringsmiljøer argumenterer Lotte Hedegaard-Sørensen og Janne Hedegaard Hansen for, at inklusionsopgaven i en skole præget af diversitet kun kan løses med afsæt i et flerprofessionelt grundlag. Det kan gøres ved at anvende de videns- og praksisressourcer, der allerede er til stede på kommunalt og lokalt niveau. Dette kan lade sig gøre, hvis opgaven løses som et flerfagligt samarbejde især mellem læreren og de professionelle med specialviden, og hvis denne specialviden sidestilles med en almenviden i skolen. Forfatterne bidrager til antologien med aktuel forskningsviden om det flerfaglige samarbejde, hvor teoretisk og empirisk viden integreres og bidrager til at forstå skolens aktuelle inklusionsudfordring og den vidensudvikling blandt de professionelle, som det stiller krav til. Kapitlets fokus på samarbejdet markerer samtidig en overgang til bogens anden del, der har fokus på analyser af det tværfaglige samarbejde, og dets betydning for at arbejde inkluderende.

Indledning

Det tværprofessionelle samarbejde – kapitelbeskrivelser Kapitel 5 Temaet 'Det tværprofessionelle samarbejde' introduceres med kapitlet Når den pædagogiske faglighed undermineres af psykologien skrevet af Crisstina Munck. Gennem empiriske eksempler illustreres det, hvordan den pædagogiske faglighed ofte nedtones i samarbejdet med andre faggrupper om børn i vanskeligheder. Det sker, når pædagogerne søger sparring og viden i ressourceteamet om de børn, de er bekymret for. Her forventes psykologerne at have en særlig viden som pædagogerne efterspørger for at kunne leve op til kravet om »tidlig indsats«. Pædagogerne har derimod den almene viden, som her bliver til en underordnet viden i samarbejdet. Dertil kommer en problemforskydning, idet psykologerne ikke ønsker at udpege problemet som barnets individuelle problem og derfor peger på den pædagogiske praksis som problemet. Med afsæt i kritisk psykologi forstås samarbejdet som et arbejde, der er informeret andre steder fra end der, hvor det foregår. På den måde skaber det tværprofessionelle samarbejde arbejdsdelinger og organiseringer, som får betydning for, hvornår viden er værdifuld eller modsat underlagt andres viden. Kapitlet udfordrer dermed forståelser af det tværprofessionelle samarbejde som svaret på inklusion.

Kapitel 6 I kapitlet Et positioneret samarbejde – på tværs af skole, PPR og psykiatri undersøger Anne Morin, hvordan forskellige professioner samarbejder om udredning af børn i komplicerede læringssituationer. Det vil sige, børn henvises til pædagogisk psykologisk rådgivning og til psykiatrien. Kapitlet tager afsæt i udredningsforløb, hvor drengen Thomas følges. Forløbet peger på det mulighedsrum og de konsekvenser, det skaber for Thomas, at de professionelle byder ind med mange forskellige perspektiver på hans situation. Dette fremanalyseres gennem inspiration fra Jean Laves sociale praksisteori, Holtzkamps kritikbegreb og Ann Edwards teori om decentreret ekspertise. Forfatteren peger derved ikke kun på de betingelser, eksklusioner og forhindringer, det skaber, men også på de muligheder, der er for at overskride marginale positioner i selvsamme samarbejde. Kapitlet afsluttes derfor med forslag til, hvordan der kan samarbejdes om udredningsforløb, som ikke reproducerer en udsathed for barnet.

INKLUSION, UDSATHED OG TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE

Kapitel 7 I det tredje kapitel i denne sektion Drengen der ønskede sig en diagnose argumenterer Maja Røn Larsen for, at det tværprofessionelle samarbejde ikke nødvendigvis gavner barnet, men får barnet til at glide i baggrunden, selv om intentionen er en anden. Samarbejdet anskues som en konfliktuel social praksis også her med inspiration fra den kritiske psykologi. Samarbejdets besværligheder analyseres gennem drengen Hassan, som bevæger sig på grænsen mellem det specielle og det almene. Hassan søger indflydelse på de professionelles arbejde ved at ønske sig en diagnose, som kan bibringe ham stabilitet i en usikker og flakkende hverdag. De konfliktuelle processer i samarbejdet skal ikke kun forstås som professionelle forskelligheder, men er de vilkår, som i kapitlet betegnes som et institutionelt arrangement, dvs. hvorledes de forskellige professionelle positioner er påvirket af historiske og samfundsmæssige betingelser.

Kapitel 8 Dette kapitel om samarbejde på tværs Når diagnosen styrer pædagogikken er skrevet af Bjørn Hamre. Kapitlet undersøger ud fra en narrativ tilgang psykologers forståelser af det tværprofessionelle samarbejde med psykiatrien og de mulighedsbetingelser, der i den forbindelse skabes for inklusion. Da samarbejdet ikke er en del af forvaltningen, betegnes det i kapitlet som et eksternt tværprofessionelt samarbejde. Ud fra interview med otte psykologer i børn- og ungeforvaltningen analyseres kritiske perspektiver på samarbejdet med fokus på blandt andet: opgøret med fejlfindingskulturen i blikket på barnet, hierarkiet i samarbejdet mellem psykologerne og psykiaterne, når psykiatriens problemforståelser kommer til at styre den pædagogiske praksis og psykologernes kritik af diagnosticeringstrangen. Teoretisk er artiklen informeret af et poststrukturalistisk analyseperspektiv og den kritiske tilgang inden for forskningen i specialpædagogik.

Udsathed – kapitelbeskrivelser Kapitel 9 Det første kapitel inden for temaet 'udsathed' Skoleklassen som social eksklusion er skrevet af Tekla Canger og Vibe Larsen og handler om social udsathed blandt unge. I kapitlet diskuteres det, hvorvidt skolen tilbyder unge adgang til sociale ressourcer i form af social kapital. Det forventes nemlig af både samfund og af de unge selv,

Indledning

at netop skolen fungerer som en ramme for unges sociale relationer. Men gennem empiriske analyser vises det, hvordan sociale inklusions- og eksklusionsprocesser udspiller sig i en 9. klasse, hvor grupperingerne er etableret på forhånd og ikke sådan lader sig forandre. Dertil kommer, at forhold uden for skolens råderum har betydning for, hvordan grænserne mellem hvem, der er ude og hvem, der er inde, bliver skabt som en hårfin balance. Kapitlets empiriske afsæt er et mikrosociologisk blik på social udsathed i skoleklassen. Dette diskuteres i et mere overordnet perspektiv med teoretisk inspiration fra R. Putnam og D. Broady, hvor social kapital ikke er et individuelt forhold, men en samfundsmæssig fordelingsnøgle, der skaber udsathed og ulighed. Det sker, når den sociale kapital får betydning for de unges mulighed for at knytte sig til videre uddannelse.

Kapitel 10 Det andet kapitel »Du skal kysse toiletsædet« eller hvordan mobning kan forstås som ekstrem eksklusion af Helle Rabøll Hansen kan læses i forlængelse af sociale eksklusionsprocesser i skolen. Forfatteren argumenterer her for, at fænomenet mobning ikke bare skal forstås som et vilkår, der skal håndteres, men som en ekstrem form for eksklusion, hvor man udstødes af sine egne. De sociale udstødelsesprocesser skaber ikke kun eksklusion, men også en social orden i klassen. Gennem en case fra en 2. klasse fremanalyseres mobning som kompleks social praksis, hvor også mobbeofferet på en måde deltager og skaber mening i sin deltagelse. Der tilbydes dermed nye vinkler og perspektiver på mobbeproblematikker, og der gøres dermed op med, at man analytisk blot forholder sig til eksklusion som et vilkår i sociale relationelle processer. Teoretisk trækker kapitlet på Ivy Schousboe og dermed den kritiske psykologi, men også på Jean Laves teori om fællesskaber som social læring. Afslutningsvis forslås en didaktik, som baserer sig på at skabe et tredje fælles, som giver den sociale orden andre muligheder, hvilket i kapitlet betegnes som tilhørsskabende undervisning.

Kapitel 11 Det tredje kapitel inden for dette tema er Udsathed som dilemma i ungdomsklubbens praksis af Üzeyir Tireli, hvor det diskuteres, hvordan ungdomsklubber og ungdomspædagogik har mulighed for at skabe sociale netværk og relationer, der skaber social kapital, som de unge kan trække på i en uddannelsessammenhæng. Ungdomsklubbens arbejde med udsatte unge diskuteres i forhold til, hvordan dette arbejde kan understøtte overgangen fra social udsathed til social inklusion. Gennem empiriske eksempler af Klubben Syd vises det, hvordan klubben er af-

INKLUSION, UDSATHED OG TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE

hængig af, at de unge vælger dem til. Selv om personalet fastholder klubben som et ideelt set sted for social inklusion, er det ofte socialt inkluderede unge, der benytter klubben. Med afsæt i Putnams begreber om 'bridging'- og 'bonding'-kapital argumenteres der for, at klubben netop kun understøtter de fællesskaber, som de unge allerede er i og ikke skaber nye relationer for de unge. Det får betydning for de unges sociale inklusion, som forbliver afgrænset til dem, de kender i forvejen og dermed skrøbelig, da de unge i et bredere perspektiv har brug for den kapital, der går på tværs af kultur og social baggrund. På den baggrund diskuteres klubbens rolle i et kritisk perspektiv, hvor klubarbejdet kan spænde ben for inklusionsarbejdet, selv om der arbejdes for det modsatte.

Kapitel 12 Det sidste kapitel inden for udsathedstemaet Inkluderende grænsefællesskaber – landeinvolvering og landekonflikt af Line Lerche Mørck et al. Kapitlet beskriver, hvordan samarbejdende forskning kan være med til at skabe ny grænsepositioner for dem, som er marginaliseret og ekskluderet. Kapitlet bidrager med et andet og anderledes blik på inklusion ved at introducere begrebet 'inkluderende fællesskaber'. Begrebet beskriver både den individuelle og kollektive kamp for at overskride marginale positioner i konfliktfyldte emner som bander og bandekonflikter. Inkluderende fællesskaber fokuserer på grænsefællesskaber som et analytisk greb, der gør det muligt at analysere forandrings- og udviklingsprocesser herunder overskridelser af positioner. Med afsæt i kritisk psykologi udforskes subjektet både indefra og udefra. Casen udgøres af et eksisterende samarbejde om bandeinterventioner. Bandeinterventioner er et nyere felt i Danmark og et felt, der involverer mange aktører med et formål om at forebygge og håndtere bander, bandekriminalitet og bandekonflikter. Gennem praksisforskningen argumenteres der for, at det inkluderende fællesskab kan aktiveres i dette samarbejde. Det gælder f.eks. samarbejdet med medierne, som ofte skaber forhindringer i at overskride marginale sociale positioner for tidligere bandemedlemmer. Men når medierne bliver en del af samarbejdet, kan dilemmaer og dobbeltrolle tydeliggøres, og grænser kan overskrides.