Kai Rasmussen
Irland
– historie og samfund i et ürhundrede 2. udgave
Frydenlund
Irland – historie og samfund i et århundrede 2. udgave, 1. oplag, 2017 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-728-1 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Billedredaktion: Nanna Bangsholm Korrektur: Peder Norup Grafisk tilrettelæggelse: Maria Engstrøm Grafisk produktion: Balto, Litauen
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/ nyhedsservice.
INDHOLD
Forord..............................................................9 Irlands geografi og befolkning........................11 Kapitel 1: Den irske konflikt.......................... 13
Kapitel 13: Unionismens storhedstid 1922-1940...................................................... 113 Kapitel 14: Fra krig til velfærdsreform 1940-1966.................................................... 120
Kapitel 2: Det irske spørgsmål.......................20
Kapitel 15: Indledningen på The Troubles................................................ 130
Kapitel 3: Påskeoprøret og den irsk-engelske krig...................................26
Kapitel 16: The Troubles 1970-1998.............. 142
Kapitel 4: Den irske borgerkrig 1922-1924.....................................38
Kapitel 17: Den irsk-engelske aftale 1985....................................................148
Kapitel 5: Den Irske Fristat 1924-1949..........................................43
Kapitel 18: Fred i Nordirland? 1988-2017......................................................153
Kapitel 6: På vej mod velfærdsstaten 1949-1973...............................50
Kapitel 19: Religion og tilhørsforhold i Nordirland.......................... 165
Kapitel 7: Fra keltisk tiger til finanskrise 1973-2017.................................54
Hvem er hvem?........................................... 168
Kapitel 8: Den katolske kirke.........................68 Kapitel 9: Ligestilling?...................................82
Hvad er hvad?...............................................173 Litteratur om Irland og Nordirland.............. 178 Kildetekster................................................. 180
Kapitel 10: Velfærdsstaten............................ 88 Illustrationskreditering............................... 183 Kapitel 11: Det politiske system.....................98 Kapitel 12: Dannelsen af Nordirland 1900-1922............................... 105
7
KAPITEL 4
DEN IRSKE BORGERKRIG 1922-1924
Irland blev en fristat i 1921. Men stridighederne endte ikke, og uenighed blandt republikanerne spidsede til. I 1922 kulminerede det med udbrud af den væbnede konflikt, der i dag kendes som den irske borgerkrig, og som varede i næsten to år. Kapitlet gennemgår kort begivenhederne op til og under borgerkrigen.
Delingen af Irland Traktaten (The Anglo-Irish Treaty) af 6. december 1921 gav det irske folk visse fremtidige muligheder under betegnelsen Den Irske Fristat (The Irish Free State). Spørgsmålet om Ulster var derimod løst på en typisk britisk måde gennem muligheden for oprettelsen af en selvstændig britisk provins i Ulster med egen lokalregering. Dagen efter den irske traktat trådte i kraft, indgav det nordirske parlament en anmodning til den britiske konge George 5. om dannelsen af en selvstændig stat under hans kongelige højhed med alle de beføjelser, som hørte til at være en del af Storbritannien. Det var den 7. december 1922. Kongen gav sin accept, og Nordirland var nu en del af Storbritannien. Dermed var den irske ø reelt delt i to områder. Et
38
britisk Nordirland omfattende seks grevskaber (counties) styret fra London og med en lokalt valgt regering i Belfast. I syd var der nu en irsk fristat omfattende 26 grevskaber og med en selvstændigt valgt regering i Dublin. Fristatens begrænsning lå i, at den indtil videre blev fastholdt som en dominion (medlem af Det Britiske Statssamfund). Det medførte også »en Arthur Griffith, grundlæggeren af Sinn Fein, og Eamon de Valera, republikkens første præsident.
troskabsed til den britiske krone« fra alle medlemmer af en nyvalgt irsk regering. Den ulmende konflikt bag delingen af Irland i to stater – eller som det hedder i republikansk-irsk sprogbrug: »mellem Fristaten og de seks grevskaber« – blev for et øjeblik lagt på hylden. Der blev af den britiske regering nedsat en grænsekommission, der efter ni møder i 1924-1925 fastlagde den grænse, som den britiske regering allerede havde fastlagt i The Government of Ireland Act fra 1920. Denne grænse har holdt lige siden og er den mest usynlige grænse i Europa. Umiddelbart kunne man have forestillet sig, at grænsespørgsmålet ville have udløst et ramaskrig blandt hele den republikanske befolkning i syd, men i første omgang var der et helt andet omdrejningspunkt i konflikten. Kernepunkterne i uenigheden mellem de republikanske fraktioner drejede sig derimod om, hvad aftalen af 6. december 1921 med briterne indeholdt: Skulle en irsk republikansk politiker afgive troskabsed til den britiske konge?
Uenigheden i den republikanske bevægelse Uenigheden mellem de forskellige republikanske fraktioner om den irsk-britiske traktat (læs: troskabseden) udviklede sig hen over vinteren og det tidlige forår 1922. Det var ikke en ideologisk forskel mellem de forskellige fraktioner, men en politisk uoverensstemmelse om, hvordan man kunne gennemføre sine politiske idealer. I begge lejre måtte man give køb på den ultimative drøm om Irlands frihed og totale uafhængighed fra briterne her og nu. Det var spørgsmålet om troskabseden, der blev omdrejningspunktet for hede debatter og i sidste ende splittede den
republikanske bevægelse. Michael Collins mente, at traktaten med Storbritannien ville sikre en samling af hele den irske ø under republikansk ledelse i løbet af få år. Hans antagelse skyldtes bl.a. en tiltro til, at IRA med opbakning i det nationalistiske mindretal i nord snart ville erobre eller i bedste fald undergrave eksistensen af Nordirland som en unionistisk stat. I den republikanske ideologi om et samlet Irland indgik, at det måtte ske gennem væbnet kamp. Collins var af den klare overbevisning, at tiden arbejdede for en militær løsning, hvor de seks grevskaber blev forenet med moderlandet mod syd. Mange var af den overbevisning, at Nordirland ikke kunne undvære Fristaten af følelsesmæssige grunde, og at man i nord ville ønske en national samling. Andre mente, at nordirerne ikke kunne klare sig uden hjælpen fra Fristaten. Hvad The Dáil kunne enes om, var at etablere en boykot over for varer fra firmaer, der diskriminerede katolske arbejdere i nord. Collins fik i 1922 to aftaler med Nordirland på mindre områder, men delingen var en kendsgerning, man foreløbig måtte leve med. Eamon de Valera og andre modstandere af traktaten med Storbritannien mente, at aftalen om oprettelse af en grænsekommission, der senere skulle se på sagen, ville sikre en samling. Han henviste til traktaten med briterne, hvor der i paragraf 12 taltes om, at »grænsen skulle trækkes i overensstemmelse med indbyggernes ønsker, så vidt det var muligt med hensyn til de økonomiske og geografiske forhold«. Dette punkt skulle senere vise sig at give mulighed for andre fortolkninger. Afgørende var det, at Eamon de Valeras lejr og
Den irske borgerkrig 1922-1924 · 39
dermed mange af de mere fanatiske IRAfolk ikke ville opgive kampen for et frit og forenet Irland her og nu. Collins’ lejr – der dannede ledelsen af en provisorisk regering indtil det første frie valg – blev kastet ud i en kamp for forsvaret af traktaten med Storbritannien. Collins arbejdede pragmatisk, men problemet var, at det skulle ske i strid med gamle venner og folk, der havde deltaget i Påskeoprøret. I den irske republikanske bevægelse var det svært at tilgive et sådant ’forræderi’. Administrationen af det nye irske samfund, der var stærkt præget af decentralisering og antiautoritære holdninger, var i løbet af 1922 gået i opløsning. Det var ikke lykkedes under krigen mod briterne at skabe en selvstændig irsk administration. Den provisoriske regering skulle bl.a. opbygge et politikorps og et juridisk system ved hjælp af tidligere ansatte i den britiske hær og civiladministration. Mange af de personer, der blev bekæmpet få år før, skulle nu hjælpe de tidligere modstandere med at opbygge en irsk stat. Den provisoriske regering havde ikke fuld kontrol over hverken hæren eller politiet. Konflikten mellem regeringen under Arthur Griffiths og Michael Collins’ ledelse og traktatmodstanderne blev yderligere skærpet af en række episoder i foråret 1922. Modstanderne af traktaten havde deres magtbastioner i det sydlige og vestlige Irland (i grevskaber som Cork, Tipperary og Mayo). Tilhængerne af traktaten havde deres støtte i de centrale grevskaber. I dette kaos blev der skabt det, nogle har kaldt »et skakbordsagtigt mønster af konflikter«. Lokale krigsherrer og grupper, der havde vist stor aktivitet under guerillakri-
40 · Irland
gen mod det britiske styre, fik endnu en mulighed for at vise deres krigskunst.
Borgerkrigen Den 18. marts 1922 havde den provisoriske regering givet IRA tilladelse til at holde en konference i Dublin. Men regeringen trak senere tilladelsen tilbage af frygt for, at den kaotiske situation skulle forværres. IRA var på dette tidspunkt i dyb splittelse. Rundtomkring i landet foregik plyndringer, f.eks. blev over 300 postkontorer røvet. Overfald og angreb hørte til dagens orden. Irland var på vej ud i en borgerkrig. Den 22. april erobrede ’oprørshæren’ den gamle retsbygning i Dublin, The Four Courts. Selve erobringen var i og for sig ikke vigtig. Det foruroligende for regeringsstyrkerne under Collins’ ledelse var, at konflikten rasede midt i landets hovedstad. Samtidig var der udskrevet valg til den 16. juni 1922. Mange gode kræfter forsøgte at lave kompromiser og få indstillet fjendtlighederne. Collins og de Valera mødtes for at udarbejde et fælles valgmanifest. Meningen var, at et fælles valggrundlag fra Sinn Féin skulle skabe et forlig om valghandlingen og få de moderate kræfter i tale. Ideen var at fordele pladserne efter kandidaternes synspunkt på traktaten og ligeså med hensyn til fordelingen af ministerposter, men forgæves. I begge lejre fandt man det for kompromissøgende. Valgresultatet viste, at der var opbakning bag traktaten med Storbritannien. Ud af 128 pladser fik traktattilhængerne i Sinn Féin valgt 58 repræsentanter mod 36 til modstanderne. Herudover fik Labour 17 pladser, mens de øvrige partier delte de sidste 17 pladser. Den provisoriske regering havde sejret, og det kunne måske
The Anglo-Irish Treaty fra 1921 udløste den blodige borgerkrig 1922-1924 i Irland. Her patruljerer IRA-medlemmer gaderne i Dublin, juli 1922.
have ført til ro. Men mange IRA-tilhængere, der var imod traktaten, ville have konfrontation med de sidste rester af den britiske tilstedeværelse. Nu fik de det på en anden måde. Den tidligere general for den britiske hær i Irland blev skudt uden for sit hjem i London. De skyldige blev ikke fundet, men alt pegede på IRA og dermed indirekte på Collins. Den britiske premierminister Lloyd George anklagede den provisoriske regering og Collins som eneansvarlig for drabet og fremsatte et ultimatum til regeringen i Dublin vedrørende besættelsen af The Four Courts. Samtidig beskyldte den britiske premierminister Collins for aftalebrud om den irsk-engelske traktat. Han truede med, at englænderne ville genoptage krigshandlingerne, hvis ikke traktaten blev overholdt, og især hvis ikke IRA’s placering blev afklaret. Han understregede, at briterne havde klare beviser for, at IRA stod bag drabet, der dermed truede den vedtagne traktat. Faren for en ny irsk-britisk krig var overhængende og ville kaste Irland ud i et endnu større kaos. I den situation valgte Collins konfrontationen med antitraktattilhængerne og dermed store dele af sit eget IRA. Den 28. juni angreb Collins og de regulære regeringsstyrker The Four Courts. Den gamle retsbygning blevet jævnet med jorden efter otte dages kampe med over 60 dræbte. Den irske borgerkrig brød ud i lys lue overalt i landdistrikterne. I løbet af tre måneder blev oprørerne isoleret. Modstanden fortsatte derefter som overfald, snigskytteangreb og vilkårlige henrettelser.
42 · Irland
Regeringsstyrkerne hen rettede bl.a. 77 oprørere uden rettergang i november 1922, efter der var indført krigsretstilstand i hele Fristaten. Inden da var både Arthur Griffith og Michael Collins døde. Griffith – Sinn Féins grundlægger – var død af et hjerteanfald. I august 1922 blev Collins snigmyrdet i et baghold på en øde landevej i Kerry. Regeringsledelsen blev overtaget af den mere forsigtige William T. Cosgrave. Samtidig udråbte Eamon de Valera sig som republikken Irlands nye leder, og kampene fortsatte med uformindsket styrke. Regeringsstyrker udnyttede de ekstraordinære straffemuligheder, efter at regeringen havde indført en krigsretstilstand. Over 12.000 modstandere af traktaten blev fængslet mellem 1922 og 1924, men drab og henrettelser af ledere på begge sider fortsatte. Hvert mord blev efterfulgt af en hævnaktion. Det fortsatte indtil den 24. maj 1923, hvor Eamon de Valera sammen med andre fra antitraktatlejren opfordrede til at indstille fjendtlighederne. Der var fortsat drab, kampe og uroligheder til begyndelsen af 1924. Den irske borgerkrig havde kostet over 800 døde og flere tusinde sårede. Et langt større antal end i frihedskrigen mod Storbritannien nogle år før. Irland havde gennemgået en blodig og vanskelig fødsel som ny nation, der havde bragt mange van skeligheder og meget lidt velfærd til en hårdtprøvet befolkning. Opgaven var at forsone og opbygge et nyt Irland. Til kapitel 4 hører kildetekst 15-17. Find dem på his2rie.dk.