David Jano
Israel 1948-2015
Frydenlund
Israel 1948-2015 1. udgave, 1. oplag, 2015 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-493-8 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Korrektur: Maiken Skovmøller Grafisk tilrettelæggelse: Debora á Reynatrøð Grafisk produktion: Balto, Litauen
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
INDHOLD
Om serien his2rie............................................ 5 Forord................................................................. 11 Sådan bruger du bogen..................................12
Kapitel 1: Fra idé til nation, 1897-1947.....13 Den første aliyah............................................13 Theodor Herzl og den første zionistkongres............................................... 14 Sykes-Picot-aftalen og Balfour-deklarationen....................................15 Palæstina som britisk mandatområde..........16 Den arabiske revolte..................................... 18 Delingsplanen................................................ 20 Arbejdsspørgsmål til kapitel 1...................... 23 Perspektivering............................................. 23
Kapitel 2: Staten Israel opstår og konsolideres, 1948-1955.........................24 Ben-Gurion udråber staten Israel................24 Uafhængighed eller katastrofe?................... 25 1948-krigen.................................................... 26 Status quo og religion................................... 28 De palæstinensiske flygtninge...................... 29 Det dobbelte flygtningeproblem................... 30 Holocaust og Tyskland...................................31 Arbejdsspørgsmål til kapitel 2...................... 33 Perspektivering............................................. 33
Kapitel 3: Seksdageskrigen og en ny virkelighed, 1956-1969...................... 34 Suezkrisen..................................................... 34 Nasser og panarabismen.............................. 37 En ny krig truer............................................. 38 Krigen i 1967.................................................. 41 Resolution 242...............................................42 Arbejdsspørgsmål til kapitel 3...................... 45 Perspektivering............................................. 45
Kapitel 4: Arbejderpartiets endeligt og Begin på scenen, 1969-1982..................46 Udmattelseskrigen.........................................46 Israel taget på sengen: Yom Kippur-krigen........................................ 47 Opgør med de ansvarshavende.................... 50 Begin erobrer magten....................................51 Camp David-aftalen....................................... 54 Libanonkrigen, den første angrebskrig........ 56 Sabra og Shatila-massakren......................... 57 Fred-Nu Bevægelsen..................................... 58 Arbejdsspørgsmål til kapitel 4..................... 58 Perspektivering............................................. 58
Kapitel 5: Intifada og vejen mod fred, 1982-1991................................................ 59 Enhed og stagnation...................................... 60 De religiøse partier blomstrer......................64 Den første intifada........................................64 Hamas og Islamisk Jihad............................... 67
8 · Israel 1948-2015
Vejen mod fred og
Vi har brug for jeres hjælp........................... 101
gensidig anerkendelse................................... 67
Demokratiske præsidenter, der
Nye indvandrere............................................68
kæmpede for fred i Mellemøsten................ 101
Golfkrigen...................................................... 69
AIPAC............................................................102
Madrid-konferencen..................................... 69
Israel-Iran-USA.............................................103
Arbejdsspørgsmål til kapitel 5...................... 70
Er forholdet til USA blevet svækket
Perspektivering............................................. 70
under Obama?..............................................103
Kapitel 6: Fra Oslo-aftalerne 1992 til valget 2015...................................................71 Fred i Oslo.......................................................71 Fred med Jordan og Oslo II........................... 73 Rabin myrdes af en af sine egne.................. 74 Hebron-aftalen og Wye-protokollen............. 74 Barak vil løse alt............................................ 75 Den anden intifada.........................................77 Tilbagetrækning fra Gaza og mur på Vestbredden................................. 78 Nye formænd, nye partier............................ 79 Olmert er tættere på end nogensinde..........80 Netanyahu tilbage til magten....................... 81
Arbejdsspørgsmål til kapitel 8.................... 104 Perspektivering........................................... 104
Kronologisk overblik...................................105 Hvem er hvem...............................................106 Politiske partier i Israel............................. 112 Hvis du vil læse mere................................. 115 Litteratur......................................................... 116 Kildetekster....................................................120 Illustrationsliste............................................122
Valget i 2015................................................... 85 Arbejdsspørgsmål til kapitel 6......................86 Perspektivering.............................................86
Kapitel 7: Væsentlige punkter i Israel/Palæstina-konflikten....................... 87 Handler det kun om religion?....................... 87 Fra arabere til palæstinensere..................... 87 PLO.................................................................89 PFLP................................................................ 90 OL 1972............................................................91 Operation Guds Vrede................................... 92 PLO ud af Mellemøsten og Hamas som den nye magtfaktor............................... 92 Bosættelser.................................................... 93 Arbejdsspørgsmål til kapitel 7...................... 95 Perspektivering............................................. 96
Kapitel 8: Den amerikanske storebror... 97 Israel-USA: Et kronologisk overblik............. 97 Israel bliver atommagt.................................. 99
Indhold · 9
KAPITEL 4
ARBEJDERPARTIETS ENDELIGT OG BEGIN PÅ SCENEN, 1969-1982
Med Meir som premierminister gik Israel ind i 1970’erne, et årti der skulle vise sig at blive et af de mest begivenhedsrige i landets historie. Det lå i luften, at den arabiske verden – med Egypten og dets nye leder Mohammed Anwar El Sadat i spidsen – forberedte endnu en krig mod Israel efter sidstnævntes overlegne sejr i 1967. Denne krig – Yom Kippur-krigen – kom i 1973, hvor det denne gang var Israel, der blev overrasket og indledningsvis led store tab. Dette gav alvorlige skår i den israelske befolknings tillid til Arbejderpartiet og dets ledere, som ellers havde siddet uafbrudt på den politiske magt siden 1948. Det endelige politiske skred kom ved valget i 1977, da højrefløjspartiet Likud med Menachem Begin i spidsen tordnede ind som leder af et nyt politisk flertal. Begin lukrerede bl.a. på mange sefardiske stemmer, da disse ønskede en leder, der fremmede deres ønsker på bekostning af de ashkenaziske jøder fra Europa (se boks side 53-54). Kort efter Begins tiltræden proklamerede Egyptens præsident Sadat, at han ville stifte fred med Israel. Det skete ved forhandlinger i Camp David i USA ledet af den amerikan-
46
ske præsident Jimmy Carter. Egypten var det første arabiske land, der stiftede fred med Israel, som til gengæld gav den i 1967 erobrede Sinaihalvø tilbage til egypterne. Fredsaftalen gjorde Begin enormt populær blandt israelerne og i resten af verden, men et par år senere var hans popularitet forsvundet, da Israel med indgangen til 1980’erne befandt sig midt i en blodig libanesisk borgerkrig. Dette kapitel vil belyse alle disse temaer.
Udmattelseskrigen Seksdageskrigen var kun lige afsluttet, før Egypten begyndte beskydning af israelske positioner langs Suezkanalen. Israel svarede igen ved at foretage flytogter og kommando raids mod egyptiske mål. Sovjetunionen sendte store mængder avancerede våben og militæreksperter til Egypten, og i sommeren 1969 erklærede Nasser vilje til at føre en ’udmattelseskrig’ med det formål at påføre Israel størst mulige tab og dermed knække israelernes vilje til at fastholde besættelsen af Sinai. Strategien slog fejl, krisen eskalerede, og klimakset blev nået i sommeren 1970, da israelske jager-
fly nedskød fire fly bemandet af sovjetiske piloter. USA pressede på for indførelsen af endnu en våbenhvile, der trådte i kraft den 7. august 1970. Våbenhvilen pålagde igen landene bestemmelserne fra Seksdageskrigen: FN skulle patruljere i Sinai og sørge for, at ingen af parterne brød reglerne om mobilisering af deres respektive hære. Udmattelseskrigen havde kostet flere tusinde mennesker på hver side livet og fastholdt det dårlige forhold mellem de to lande, samtidig med at følelsen af evig krig prægede tilstanden i begge landes befolkninger. Samme år, som våbenhvilen blev indgået, fik Egypten ny præsident: Anwar Sadat. Han var egyptisk politiker og præsident fra 1970 til 1981. Han deltog i kuppet i 1952, som afsatte kong Farouk. I 1969 – efter en række stillinger i regeringen – blev han valgt som vicepræsident for sin gamle ven Gamal Abdal Nasser. Da Nasser døde det følgende år, blev Sadat herefter præsident.
Israel taget på sengen: Yom Kippur-krigen Våbenhvilen af 7. august 1970, der afsluttede udmattelseskrigen, blev brudt allerede samme dag, da egypterne rykkede avancerede, sovjetiske våbensystemer frem til Suezkanalen. Den daglige konflikt fortsatte ikke på samme høje niveau mellem parterne, men de lignede stadig to lande, der var på vej mod en ny krig. Forberedelserne til en altomfattende krig mod Israel var da også i gang. Syrien modtog i denne periode ligesom Egypten enorme mængder våben fra Sovjetunionen, og i januar 1973 blev de to landes militær endnu engang lagt under fælles egyptisk overkommando.
Siden Sadat havde overtaget magten i 1970 havde han sammen med syrerne forberedt et nyt afgørende slag mod Israel, og de mange års forberedelser var nu ved at kulminere. Israels premierminister, Meir, og hendes rådgivere valgte at ignorere den israelske efterretningstjenestes advarsler om, at noget åbenlyst var under opsejling, da følelsen af uovervindelighed havde indfundet sig hos de israelske ledere efter den overvældende sejr i Seksdageskrigen. Israel var derfor ganske uforberedt, da egyptiske og syriske styrker den 6. oktober 1973 – på den jødiske helligdag Yom Kippur (forsoningsdagen) – indledte et koordineret overraskelsesangreb i Sinai og Golanhøjderne. Den oplagte årsag til at vælge den jødiske helligdag Yom Kippur til at gennemføre et overraskelsesangreb var, at på denne dag – i modsætning til mange andre jødiske helligdage – går Israel fuldstændig i stå. På Yom Kippur, den mest hellige dag for jøder, faster ikke kun de troende, men også de fleste sekulære jøder. Jøder verden over afstår samtidig fra at bruge ild, elektricitet, motorer og dengang radio. Samtidig går al trafik på vejene i stå. Mange soldater tager hjem på orlov, og Israel er derfor på Yom Kippur mest sårbar, især da en stor del af hæren er demobiliseret. Krigen faldt også sammen med den islamiske fastemåned Ramadan. Det var en yderligere overraskelse for Israel, da man aldrig havde troet, at de arabiske lande ville gennemføre et angreb under deres hellige ramadan. Angrebet på Yom Kippur-dagen hjalp overraskende nok Israel til hurtigt at skaffe reservister fra deres hjem og synagoger, da
Arbejderpartiets endeligt og Begin på scenen, 1969-1982· 47
netop de tomme veje og frie kommunika tionsmidler hjalp til at mobilisere militæret. Jordan ønskede ikke at deltage i krigen, men alligevel havde kong Hussein af Jordan mødtes med Sadat og den syriske præsident Assad i Alexandria, to uger inden krigen begyndte. Om aftenen den 25. september fløj Hussein herefter i al hemmelighed til Tel Aviv for at advare den israelske statsminister Meir om et snarligt syrisk angreb. »Vil de gå i krig uden egypterne«, spurgte Meir. Kongen svarede, at det troede han ikke. »Jeg tror, at de [Egypten] vil samarbejde«. Overraskende nok faldt denne advarsel for døve ører. Israel konkluderede, at kongen ikke havde fortalt noget, som de ikke allerede vidste.
11 advarsler om krig blev modtaget af Israel i løbet af september 1973 fra velplacerede kilder, men Zvi Zamir – leder af den israelske efterretningstjeneste Mossad – fortsatte med at insistere på, at krig ikke var en mulighed. End ikke kong Husseins advarsler fik ham til at tvivle. Til sidst tog Zamir personligt til Europa for at mødes med en egyptisk dobbeltagent ved midnat mellem den 5. og 6. oktober. Agenten meddelte ham, at et fælles syrisk-egyptisk angreb på Israel var umiddelbart forestående. Det var især denne advarsel, som endelig fik den israelske overkommando til at handle. Blot timer inden angrebet indledtes, blev der udsendt ordrer om en delvis mobilisering af reservister.
Egyptiske soldater jubler over at have krydset en bro over Suezkanelen under Yom Kippur-krigen.
48 · Israel 1948-2015
I krigens første dage gjorde araberne store fremskridt. Men efterhånden som de israelske styrker mobiliseredes, vendte krigslykken. Efter israelerne fik stoppet den arabiske fremrykning, lykkedes det på både den egyptiske og syriske front at bryde igennem de arabiske linjer. Da kampene blev indstillet den 25. oktober 1973, stod de israelske tropper inden for skudvidde af både Kairo i syd og Damaskus i nord. Israel kom sejrrigt ud af krigen. Men araberne havde bevist, at de stadig udgjorde en reel trussel, og anser derfor sig selv den dag i dag som sejrherre i krigen, navnlig i Egypten. Næsten 2.700 israelere blev dræbt i krigen, mens Egypten mistede et sted mellem 5.000 og 15.000 soldater og Syrien over 3.000.
Værnepligt og militær Israel har som noget ganske unikt obligatorisk værnepligt for både mænd og kvinder. Der er tre års obligatorisk værnepligt for mænd og to år for kvinder. Begge køn bliver automatisk indkaldt til militæret, når de fylder 18 år. Derfor er det helt normalt, at man på en ferie i Israel vil støde ind i unge mennesker af begge køn i militæruniform og med den obligatoriske M-16-riffel om halsen. Når man er færdig med sin værnepligt, stopper tiden i militæret dog ikke. Alle israelere bliver i mange år ved med at stå til rådighed for reservetjeneste i hæren. Det betyder, at de hvert år i op til en måned kaldes tilbage til deres respektive enheder for at genopfriske deres militære kunnen – og venskaber.
Yom Kippur-krigen er ikke så skelsættende for det moderne Mellemøstens historie som Seksdageskrigen, men alligevel er det en krig, der huskes med stor gru i både Israel og Egypten. I Israel udviklede begivenhederne under krigen – og navnlig forløbet op til – sig til et nationalt traume. At man i den grad kunne blive overrasket over et fjendtligt angreb, hev israelerne ud af forestillingen om, at de var uovervindelige efter sejren i 1967. I Egypten fik man genvundet sin stolthed, på trods af at man egentlig ikke fik erobret noget land tilbage. Sadat kunne dog gå med oprejst pande til fremtidige forhandlinger med israelerne.
Selvfølgelig bliver man også indkaldt til reservetjeneste i tilfælde af krig eller væbnet konflikt, hvis behovet opstår. Reservetjeneste fortsætter for de fleste israelere til langt op i 40-årsalderen. Det er ikke normalt, at man bliver militærnægter i Israel, men det sker dog. De fleste arabere med israelsk statsborgerskab er fritaget for militærtjeneste, men kan indrulleres, hvis de ønsker det. Både beduiner, drusere og kristne har i flere årtier ydet militærtjeneste i Israel. Det var organisationen Haganah (der på hebraisk betyder forsvar), som var forløberen for den israelske hær, inden staten blev oprettet i 1948. Haganah var en paramilitær zionistisk bevægelse, som efter overgangen til statsdannelse opslugte de endnu mere højreorienterede væbnede israelske grupper Irgun og Stern.
Arbejderpartiets endeligt og Begin på scenen, 1969-1982· 49
I Israel er der værnepligt for både mænd (tre år) og kvinder (to år).
I dag er der både hær, flyvevåben og flåde i Israel, mens også en lang række special enheder og efterretningstjenester gør sig gældende. Man ansøger om det værn eller den afdeling, man vil hen i løbet af sin militærtjene-
Opgør med de ansvarshavende Shmuel Gonen var general og chef for Sydkommandoen i den israelske hær i begyndelsen af Yom Kippur-krigen. Gonens svar på det egyptiske angreb og hans handlinger i de første dage af krigen blev af hærens generalstab anset for et nederlag. Han blev den 10. oktober – midt under krigen – udskiftet med Haim Bar-Lev. Gonen blev efterfølgende fjernet fra alle sine militære poster, da en kommission efter
50 · Israel 1948-2015
ste, og nogle enheder er der meget prestige i at blive en del af. F.eks. har politikerne Benjamin Netanyahu og Naftali Bennet begge været en del af Sayeret Metkal, det der svarer til det danske frømandskorps.
krigen udgav sin foreløbige rapport, men det blev ændret igen, da den endelige rapport blev udsendt, og Gonen fik en ny stilling ved generalstaben. I den endelige rapport blev det nemlig påvist, at ansvaret var langt bredere og ikke blot kunne pålægges Gonen. Men i medierne og i befolkningen blev både han og regeringen imidlertid anset for ansvarlige for mange af fiaskoerne i krigen. Kommissionen frigav den politiske ledelse for ansvar – hvilket historikere siden har sat
store spørgsmålstegn ved – og Meir dannede ny regering i januar 1974 efter et valg i efteråret, men presset fra offentligheden blev for stort, og i april 1974 måtte hun som nævnt udmattet gå af og udskrive nyvalg. Gonen blev syndebuk og i de første år efter krigen synonym med den israelske fiasko. Han blev symbolet på den overlegne israeler, som troede, at alt åndede fred og ingen fare. Virkeligheden var dog som nævnt, at Gonen ikke var alene med denne holdning, der derimod rakte helt op i øverste lag hos både den politiske og militære ledelse. Gonen endte sine dage langt væk fra Israel som sikkerhedsekspert i Afrika. Yitzhak Rabin (1922-1995) blev ny regeringsleder i juni 1974, da Arbejderpartiets
interne politiske fløje anså ham som et overkommeligt kompromis efter Meir. Rabins største opgave over de næste tre år blev at genskabe befolkningens tillid til hæren og samtidig rette op på den blødende økonomi. Sidstnævnte var hårdt ramt af olie-boykot. De olierige arabiske lande satte priserne kraftigt op, hvilket førte til flere verdensomspændende oliekriser. I Danmark fik man f.eks. i en periode bilfri søndage, da der skulle spares på benzinen.
Begin erobrer magten Da Arbejderpartiets stjerne i 1977 dalede efter næsten 30 år ved magten, kunne den ny premierminister og overgangsfigur Shimon Peres ikke redde partiet ved valget i juni 1977.
Den amerikanske præsident Jimmy Carter giver hånd til Egyptens præsident Anwar Sadat og Israels premierminister Menachem Begin efter de har underskrevet fredsaftalen mellem Egypten og Israel i 1979.
Arbejderpartiets endeligt og Begin på scenen, 1969-1982· 51