Christiane Pedersen
Jeg savner min pølsevogn, mit værtshus og min mor Om pædagogisk praksis 1971-2012 Fortalt til Naja Pedersen
Frydenlund
Jeg savner min pølsevogn, mit værtshus og min mor Om pædagogisk praksis 1971-2012 © Frydenlund og forfatterne 1. udgave, 1. oplag, 2015 ISBN 978-87-7118-5904 Fotos omslagsflap: Ida Wang © IW Foto Akvarel forside af omslag: Per Ludvig Pedersen Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Grafisk produktion: Axlo Printing, Polen
Udgivet med støtte fra: VELUX FONDEN, Nørrebro Børne- og Ungdoms-komité (NØBU) og Inger Kunst-Hansens Legat. VELUX FONDENs støtte er ydet under Fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene.
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
En særlig tak til: Joakim & Carl August, Mie & Anne Marie, Emily & Rene – for lån af deres dyrebare fotoalbummer.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
INDHOLD
FORORD........................................................................................7 af Per Schultz Jørgensen FORFATTERENS FORORD....................................................... 11 af Christiane Pedersen 1. FREDENSGÅRDEN.................................................................... 15 2. RO, REGELMÆSSIGHED OG RENLIGHED............................43 3. HVERDAGEN.............................................................................66 4. PERSONALE...............................................................................95 5. INKLUSION.............................................................................. 117 6. MED KNIV OG GAFFEL......................................................... 139 7. FASTELAVN OG JULEBAG..................................................... 162 8. NØRREBRO FOR ALTID.......................................................... 185 9. DE VOKSNES BØRNELIV....................................................... 212 10. TE OG OSTEMAD – HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?......... 239 LITTERATUR...........................................................................248
5
Kapitel 6
MED KNIV OG GAFFEL
Ærter på gaflen. Foto: Ukendt.
139
Der ligger mange betydninger i udtrykket ’med kniv og gaffel’. Det handler selvfølgelig om spisning – og man vil måske også tænke, at der er en restaurant i nærheden. Læssøegården har aldrig været en restaurant og Fredensgårdens Legested endnu mindre, men vi har siden begyndelsen af 1970’erne været optaget af måltiderne og maden i institutionen. I dette kapitel vil jeg fortælle om vores fokus på maden og måltidet, om vores madordning samt om den betydning, som personalets og forældrenes samlede indsats og fokus har haft. Måltidet er nemlig, som jeg allerede har været inde på, et betydningsfuldt pædagogisk redskab.
De grundlæggende tre erfaringer Vi fik nogle retningsgivende erfaringer i Fredensgårdens Legested, der blev afgørende for vores pædagogik i forbindelse med måltiderne. Afsættet var naturligvis børnene, og børnene i Fredensgårdens Legested var altid sultne. Sådan oplevede vi pædagoger det i hvert fald, og det var en meget voldsom oplevelse. Der var en del børn, der kom i institutionen uden at have fået morgenmad og uden madpakker. Det var vores pædagogiske vurdering, at mange af børnene havde et helt basalt behov for mad. Vi oplevede, at mange af de konflikter, de kom ud i, ikke opstod, når de var mætte. For er man ikke mæt, bliver mange ting vanskelige, og børn reagerer ofte på sult ved at blive rastløse, irritable og ukoncentrerede – og de ved ikke selv hvorfor. Dette var erfaring nummer et! Da vi begyndte i Fredensgårdens Legested, havde vi kun ét måltid, der blev indtaget i institutionen – det var frokosten. De børn, der havde madpakker med, spiste dem ’overvåget’ af os voksne. Det vil sige, at vi ikke deltog i måltidet, men blot sørgede for, at de spiste, at de sad ned, mens de spiste, og at der var en form for ro under måltidet. Når børnene var færdige med at spise, og der var ryddet op, var der frokostpause for personalet. Faciliteterne var ydmyge, og vi holdt derfor vores frokostpause blandt børnene, men ved et ’voksenbord’. Imens stod børnene og kiggede med længselsfulde øjne på vores mad. Det var få børn, der havde madpakker med. Det pres kunne vi jo ikke modstå, så de fik vores mad. Denne erfaring 140
Kapitel 6
betød, at vi i samarbejde med bestyrelsen gik i gang med at skaffe finansiering, så vi kunne bespise børnene i institutionen. Men det kom hurtigt til ikke alene at handle om maden, men også og i høj grad om alle forhold omkring maden. For det blev tydeligere og tydeligere for os, at hvis vi i stedet for at overvåge børnene, når de spiste, sad og spiste sammen med dem, kunne vi skabe en opmærksomhed på børnene og måltidet, der ikke handlede om afvikling alene, men om ro og samtale. Det blev vores anden grundlæggende erfaring. Vores fokus på mad, spisning, bordskik og måltidet gav hurtigt positive pædagogiske resultater, og derfor fastholdt og udviklede vi med succes denne linje. Måltidet har jo en helt basal nærings- og sundhedsmæssig betydning, der medvirker til barnets vækst og velbefindende. Men samtidig er måltidet en følelsesmæssig begivenhed med både psykologisk og symbolsk betydning. Derfor er der naturligvis også mange forskellige holdninger til måltidet i de danske daginstitutioner, der da også har været genstand for debat de sidste mange år. Forældre, pædagoger, forskere og politikere diskuterer ofte det at spise i dagsinstitutionerne ud fra meget forskellige perspektiver. Det var vores holdning og erfaring, at man på ingen måde kan overvurdere måltidets betydning. Mad og bordkultur er vigtigt for børnenes – og familiernes – trivsel. Dette bringer mig til den tredje og sidste grundlæggende erfaring, som vi gjorde i begyndelsen. Den hang sammen med mit løfte til bestyrelsen ved ansættelsen om, at betalte de kaffen, kunne jeg sikre kontakt med forældrene. Kaffe er ikke spisning, men at drikke en kop kaffe er blevet et symbol på vores grundlæggende princip om, at institutionen skal være åben og venlig i forhold til og i dialog med familierne. Kaffe kan få de fleste mennesker til at sætte sig ned, men mad er endnu bedre – som noget man kan mødes om. I forbindelse med sommerfest og loppemarked arrangerede vi i Fredensgårdens Legested fælles måltider, og erfaringen fra disse arrangementer blev, at måltidet på flere niveauer skaber en endnu bedre forståelse og dialog mellem familierne og personalet. Et er arrangementer med fælles spisning og det at kunne få maden serveret billigt en gang imellem. Dette er jo helt basalt en stor støtte i alle Med kniv og gaffel
141
børnefamiliers hektiske hverdag. Men herudover er det en grundlæggende tryghed for alle forældre at vide, at deres børn får ordentlig mad i institutionen samt hvilken mad og hvornår. Og måske allervigtigst at forældrene har indflydelse på spisningen i institutionen. Vi indførte hurtigt en ganske bestemt hverdagsstruktur for aktiviteterne i institutionen. Denne struktur gjaldt også for måltiderne, og den har kun ændret sig på få punkter gennem alle disse år. Det betød, at børnene vidste, hvad der hver dag skulle ske omkring måltiderne. Strukturen skabte tryghed.
Fra frugt til tre måltider om dagen I 1972 fik vi i Fredensgårdens Legested bevilget fuld forplejning med kolde retter. Denne ordning udviklede sig gennem årene til et socialt omdrejningspunkt i hverdagen med tre måltider om dagen for børnene i institutionen: morgenmad, frokost og eftermiddagsmåltid. Bestyrelsen besluttede, at det var ’pædagogiske måltider’, hvilket betyder, at de voksne spiser sammen med og den samme mad som børnene. I 1990’erne og 00’erne blev det en kamp at fastholde denne ordning, fordi kommunen havde besluttet, at pædagogisk personale selv skulle betale for deres frokost. Vi måtte argumentere voldsomt for at fastholde det pædagogiske måltid. Kommunens beslutning skyldes formentlig, at der hersker en udbredt opfattelse af, at frokosten i institutionerne er et gode, ikke et arbejde. Men sådan har vi aldrig opfattet det. I Fredensgårdens Legested havde vi som nævnt meget primitive forhold, og dette prægede naturligvis også spisningen. I forhuset i Læssøegården fik vi i 1973 bedre køkkenfaciliteter, der betød, at vi også kunne servere varm mad. Og da vi rykkede over i baghuset i 1976, fik vi et rigtig professionelt køkken. En økonoma medvirkede ved indretningen af køkkenet, og der blev købt ind hos et køkkenfirma. Dette køkken blev indrettet i forbindelse med det store rum i baghuset, hvor børnehavens primære indendørsaktiviteter foregik, og også måltiderne blev indtaget.
142
Kapitel 6
Det nye køkken løftede niveauet i institutionens madordning endnu en tak. Samtidig afspejlede den centrale placering af køkkenet vores holdning til maden. Der var vægge om køkkenet, men en luge og døren i den ene væg betød, at grænsen mellem køkken og det store rum ikke var synlig. Man kunne lukke, hvis man skulle have ro i enten køkken eller rummet, men det der foregik i køkkenet var synligt for både børn og voksne (forældre og personale). Allerede når man kom ind i institutionen, vidste man, hvad der foregik i køkkenet. Man kunne dufte brød og kagebagning, fiskefrikadeller, stegte kyllingelår eller karrysovs. Det mente vi, der var god fornuft i. Duften hører med til måltidet.
Salaten tilberedes. Foto: Personalet i Læssøegården.
Dermed kunne både køkkenpersonale og -aktiviteterne også naturligt integreres i hverdagen. Alle børnene vidste eller lærte hurtigt, at maden blev lavet, og at den tilberedes i et køkken. Børnene blev inddraget aktivt – så de fik kendskab til ingredienser, køkkenregler og madlavning. De fik viden om råvarer og en bevidsthed om madkultur. Desuden havde placeringen også den fordel, at økonomaen/kokken ikke blev isoleret fra børnenes hverdag Med kniv og gaffel
143
– og omvendt. Hvis et barn trængte til lidt ekstra opmærksomhed, kunne det komme ud i køkkenet sammen med økonomaen. Det var hyggeligt og ren forkælelse af børnene. Børnene kunne også hjælpe med at skylle eller hakke grøntsager eller lave dej og forme boller, og dermed blev skabelsen af maden også en integreret del af institutionslivet. Udover videnstilegnelse og bevidstgørelse rummede inddragelsen af børnene også andre udviklingsaspekter sprogligt, motorisk og kulturelt. Dette fortsatte naturligvis også, efter at vi i begyndelsen af 00’erne byggede om igen, selvom køkkenet nu befinder sig i stuen i baghuset. Køkkenet er blevet flot og fornemt, og det lever op til alle myndighedsregler. Men fysisk er det blevet isoleret, og der skal fra personalets side arbejdes en del mere for, at det vedbliver med at være integreret i hverdagsaktiviteterne. Denne integrering blev heller ikke gjort lettere af det cirkulære, der fastslog, at børn ikke må opholde sig i køkkenet på grund af alle de farlige maskiner i et institutionskøkken.
Camilla sætter i opvaskemaskinen. Foto: Personalet i Læssøegården.
144
Kapitel 6
I de første år var der fra kl. 7 til kl. 9 tilbud om morgenmad for børnene og kaffe til forældrene. Morgenmaden bestod som regel af havregrød, cornflakes og hjemmebagte boller med smør og hjemmelavet syltetøj samt te og kaffe og mælk. Det var personalet, der lavede morgenmaden, men de tidligste børn/familier hjalp med at dække bordet. Det store bord i børnehaven blev dækket med dug, kaffekopper på underkopper og papirservietter. I vinterhalvåret var der også stearinlys på bordet. Når man var færdig med at spise, tog man selv sit brugte service ud i køkkenet. Personalet sørgede for, at der var rent service til de næste, der kom. Fra vi flyttede ind i Læssøegården, udviklede vi morgenmåltidet, så forældrene kunne komme med deres børn (både børnehavebørn og skolebørn) og spise morgenmad sammen med dem i institutionen. Dette benyttede flere sig af – og det kunne være nogle ret hyggelige og nogle gange ligefrem festlige morgenstunder for alle. Samtidig var det en god støtte til familierne, hvis børnene ikke havde nået at spise morgenmad hjemmefra, eller når forældrene skulle møde tidligt på arbejde. Jeg har tidligere været inde på vores tidstyranni i forbindelse med, hvornår man skulle aflevere børnene. Det gjaldt også i forbindelse med, hvor længe man kunne spise morgenmad. Men også denne holdning udviklede vi. Vores fokus var jo, at børn har bedst af at have fået mad i maven om morgenen, så de er klar til dagens udfoldelser. Så hvis der kom en familie, der ikke havde spist, efter det tidsrum, hvor morgenmaden blev serveret, skulle børnene selvfølgelig bespises. Dette kunne jo ske helt stilfærdigt og respektfuldt i køkkenet, uden at det egentlig forstyrrede nogen. Det handler blot om rummelighed hos personalet. Det er ikke alle, der spiser morgenmad i institutionen, og nogle er hentet eller har fri før eftermiddagsmåltidet. Dermed bliver frokosten dagens hovedmåltid i enhver dagsinstitution, fordi det er her, alle i huset naturligt samles (hvis ikke man er på tur). Frokosten i Læssøegården var stramt koreograferet ud fra stærke faglige principper. Kl. 12 spiste alle i institutionen frokost. I børnehaven var der en fast bordplan, med faste voksne ved hvert af de 4-5 opdækkede borde. Grupperne var blandet små og store børn imellem hinanden. Med kniv og gaffel
145
Fra og med indflytningen i Læssøegården bestemte vi af pædagogiske grunde, at alle både børn og voksne skulle spise frokost sammen. At spise handler udover om at blive mæt om at sidde samlet ved et bord, uforstyrret, fordi måltidet rummer både noget socialt og adfærdslæring. Vi lærer jo af hinanden. Derfor er det pædagogisk meget virkningsfuldt, når små og store børn samt voksne sidder sammen og spiser det samme. Skolegruppebørnene spiste sammen i deres grupperum undtagen i sommerferien, hvor alle børn og voksne i institutionen spiste sammen. For nogle basisbørn i skolegruppen blev sommerferiespisningen en stor forandring, der medførte en vis utryghed hos dem. Resten af året foregik det ellers på samme måde. I takt med at børnene fik fri fra skole, skete der en naturlig glidende udskiftning, og derfor havde vi som regel kun ét bord dækket og ingen rigtig bordplan. Alligevel var det således, at bestemte børn sad på bestemte pladser i forhold til den voksne, når der blev spist. Og dette accepterede alle børnene.
Ribbensteg, røget makrel og pizza. Madplan fra 1980’erne. Kilde: Læsøavisen. 146
Kapitel 6
Vores intention var, at frokosten skulle være mættende, sund og varieret. Af hensyn til planlægningen både i institutionen og i familierne blev madplaner altid udfærdiget for en måned ad gangen. De blev hængt op i institutionen, og de blev trykt i Læsøavisen. Informationen var vigtig, for at forældrene kunne planlægge, at børnene ikke fik den samme mad to gange på én dag. Det var økonomaen, der kom med et oplæg til madplanen, men den var naturligvis til diskussion i personalegruppen. På den måde afspejler udviklingen af retterne også personalets madvaner. Madplanen rummede en fast dag med fisk, en vegetardag, en smør selv-dag, en smørrebrødsdag og en køddag. Der blev taget hensyn til både allergi og religion og andet i madlavningen. En uge i 2010 kunne f.eks. se således ud: Blomkålssuppe med ærter, selleri og råkost, smør selv-madder med makrelsalat, kartofler og gnavegrønt, kylling og bulgur med gulerødder og abrikos, pastasalat med rejer, majs og feta samt smørrebrød. Til frokost drak børnene vand til. En del af måltidet handler om at lære børnene ikke alene at spise det, de kender, eller det de godt kan lide, men at variere kosten og at smage på det ukendte. Dette kan man lettere lære børnene, når de spiser sammen med andre børn og voksne, der spiser det samme. Men et problem i forbindelse med måltiderne kunne være, hvis der i personalegruppen var medarbejdere med spisevanskeligheder, f.eks. i form af kræsenhed eller slankekure. I et kolonicirkulære stod der, at de voksne på en koloni skulle have særlig god forplejning. Det ordnede vi på vores måde ved, at vi sørgede for, at de voksne om aftenen fik en lækker natmad. Vi havde engang en økonoma med på koloni, der gerne ville forkæle personalet. Hun tilberedte og anrettede særlig lækker og delikat mad for de voksne… mens børnene samtidig fik serveret mere almindelig mad. Hun havde de bedste intentioner, men udviste dermed disrespekt over for børnene. Det er uhyre betydningsfuldt, at denne respekt vises både over for børn og voksne. Et meget sikkert tegn på, at der er noget galt med den mad, der serveres, er, når de voksne ikke vil spise den. Hvorfor i alverden skal børnene så? Børnene fornemmer den indsats, der er lagt i og omkring måltidet, og de fornemmer også den voksnes attitude over for og engagement i maden.
Med kniv og gaffel
147