Julen varer længe ... (uddrag) by Frydenlund

Francesca Hornak

Julen varer lĂŚnge... Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen

Julen varer længe ... Oversat fra engelsk af Rebekka Hjelholt Svendsen efter Seven Days of Us, oprindeligt udgivet af Little, Brown Copyright © Francesca Hornak, 2017 Oprindeligt udgivet i Storbritannien i 2017 af Piatkus, et imprint under Little, Brown Book Group Dansk udgave © Alhambra, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 978-87-7216-052-8 Korrektur: Maiken Skovmøller Ísberg Omslag: Caroline Asferg Madsen Grafisk tilrettelæggelse: JMInfotech, Indien Tryk: CPI, Tyskland

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Alhambra Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C post@alhambra.dk Alhambra er en del af forlagshuset Frydenlund.

Prolog 17. november

Olivia Cape Beach, Monrovia, Liberia, 01:03

Olivia ved godt, at det er dumt, det de laver. Hvis de bliver set, bliver de sendt hjem – og muligvis stillet for en domstol. For slet ikke at tale om, at det kan være livsfarligt bare at røre ved ham. Men hvem skulle se dem? Stranden er helt øde og så mørk, at hun kun kan skimte et ganske lille stykke af det blæksorte hav. Den eneste lyd er bølgernes slæbende susen. Hun er ekstremt bevidst om den korte afstand mellem deres albuer, mens de går ned mod brændingen. Hun har lyst til at sige: »Vi burde ikke gøre det her,« men de har jo ikke gjort noget. De har stadig ikke brudt berøringsforbuddet. Aftenen var begyndt i strandbaren med flaskeøl efterfulgt af stærke rom og colaer. De havde siddet i timevis under barens tag af bølgeblik, mens en stormlygte flakkede mellem dem, og himlen skinnede som bronze. De havde talt om at skulle hjem til jul om fem uger, og om at de begge to gerne ville tilbage til Liberia. Hun fortalte ham om Abu, den lille dreng, hun havde behandlet, og som hun havde grædt for her på stranden den dag, han døde. Og så havde de talt om, hvor de var vokset op, og om medicinstudiet og deres familier. Hans hjem i Irland lød som noget helt andet end hendes. Han var den første i familien, der havde gået på universitetet, den første til at rejse ud i verden. Hun prøvede at forklare, hvordan det at læse til læge havde været en form 9

for oprør mod hendes forældre, og hans øjne blev store af overraskelse – ligesom de havde gjort, da hun tilstod, at hun meldte sig frivilligt til at arbejde hen over julen for at undgå sin familie. Hun havde lagt mærke til hans øjne, da de først mødtes på behandlingscentret; de var trods alt det eneste, man kunne se gennem beskyttelsesmasken. De var grågrønne som havet ved Norfolk og med så mørke vipper, at det næsten lignede, han havde fået dem farvet. Hun blev ved med at se ned på hans hænder, mens han pillede ved mærkaten på sin øl. Ligesom hendes var de blevet grove af de mange klorvaske. Hun havde lyst til at tage fat om en af dem og vende den i sin egen hånd. Da baren lukkede, var stjernerne kommet frem som sukkerkorn strøet ud over himlen. Natteluften var vægtløs mod hendes bare arme. »Skal vi gå?« sagde Sean og rejste sig. Hun var vant til at kunne se mænd lige i øjnene uden at skulle kigge op, men han var et hoved højere end hende. Og så var der et sekund i lyset af stormlygten, hvor de så direkte på hinanden, og noget slog kolbøtter i hende. Nu står de med havet op til anklerne, og deres arme rører næsten ved hinanden. Bølgeskummet glitrer, næsten selvlysende. Hun mister balancen, da en bølge skyller ind mod deres ben, og han vender sig, så hun halvvejs falder ind mod ham. Han rækker hænderne ud for at støtte hende og lukker dem om hendes liv. Hun drejer sig i hans arme og vender ansigtet mod ham; hun mærker hans håndflader mod sin krop. Afstanden mellem hans mund og hendes brænder efter at blive tilbagelagt. Da han sænker hovedet, og hun mærker hans læber strejfe sine, ved hun, at det her er det dummeste, hun nogensinde har gjort.

Hotel Buffalo, Monrovia, Liberia, 14:50 Olivia tager nogle slurke mineralvand for at dæmpe uroen i sin mave (hvorfor tog hun også den sidste drink?) og venter lidt længere med 10

at ringe til sin familie på Skype. Det er underligt at sidde i en hotellobby, en lille ø af wi-fi og rindende vand midt i resten af landets kaos. Der er godt nok ikke nogen aircondition, bare en sløv ventilator til at holde den lumre hede stangen. Og selv her mærker man følelsen af fare, af påpasselighed. På badeværelserne er der skilte med overskriften SYMPTOMER PÅ HAAG-VIRUSSEN og små tegninger af folk, der kaster op. Lige før lod bartenderen byttepengene falde ned i hånden på hende uden at røre ved den – han havde nok helt rigtigt gættet, at de fleste hvide ansigter i Monrovia er der på grund af epidemien, for at hjælpe til med »alt Haag-postyret«. Der er en anden nødhjælpsarbejder i lobbyen, han går hvileløst frem og tilbage og taler højt ind i sin iPhone om »krisen« og »forsyninger«, og af og til sætter han sig og hamrer unødigt voldsomt på sin MacBook Air. Han er iført en »Haag – vi gør noget!«-T-shirt og dyrt udseende solbriller, og hans hud er solbrun. Han er der sikkert med en af de store nødhjælpsorganisationer, tænker Olivia. Han ligner ikke en, der nogensinde kunne finde på at vove sig ind i virusbehandlingscentret eller trække i en beskyttelsesdragt – ikke ligesom Sean. Scener fra aftenen før bliver ved med at dukke op i hendes hoved. Hun kan ikke vente med at se Sean senere, når de har vagt igen, og nyde spændingen ved berøringsforbuddet og deres spirende hemmelighed. Den summende forventning overdøver den stemme i hende, der siger, at hun burde sige stop nu, før det udvikler sig. Det er alligevel for sent at trække i land. Det går op for Olivia, at hun sidder og dagdrømmer – den er fem minutter over tre, og hendes familie venter derhjemme. Hun klikker på opkaldsknappen og pludselig, som ved et trylleslag, er de der på hendes skærm. Hun kan se, at de står i køkkenet i London, og at de har stillet den bærbare op på køkkenøen. Måske skyldes det tømmermændene, men det lille vindue hjem til England virker så bizart, at det er helt latterligt. Bag deres ansigter kan hun se de babyblå skabslåger og den spejlblanke kaffemaskine. Alting ser absurd rent og hyggeligt ud. 11

Hendes mor, Emma, læner sig ind mod skærmen som en overivrig fan og rører ved den, som om Olivia befinder sig lige bagved. Måske kan hun heller ikke helt forstå, hvordan et lille udsnit af Afrika er dukket op i hendes køkken. Idet hun læner sig tilbage igen, kommer Olivias far, Andrew, med et akavet lille vink til hilsen. Han smiler kort og kniber så øjnene lidt sammen, mens han lytter uden at sige noget. Han bliver ved med at skubbe sin sølvfarvede manke tilbage fra ansigtet (Olivias eget ansigt i en mandlig udgave), mens han rynker panden og nikker – men han ser forbi hende, på hotellobbyen. Hendes mors store, brune øjne ser en smule forstyrrede ud, mens hun kvidrende fyrer spørgsmål af. Hun vil høre om maden, vejret, badeforholdene, om – lader det til – alt andet end Haag-virussen. Hendes stemme er lidt forsinket i forhold til hendes mundbevægelser, så Olivias svar kommer hele tiden oven i Emmas næste spørgsmål. Hendes søster Phoebe står halvvejs gemt bag forældrene og holder katten Kakao op foran sig som et skjold. Hun er iført to lag tætsiddende toppe, der afslører hendes kønne, små biceps; Olivia formoder, det er hendes træningsoutfit. På et tidspunkt kigger hun på sit ur. Olivia forsøger at fortælle dem om den hanekylling, der slap ind på det intensive sygeafsnit og måtte stenes ihjel, men hendes mor plaprer: »Snak lidt med Phoebs!« og skubber Phoebe frem foran kameraet. »Hej,« siger Phoebe sødt og smiler sit brede, fotogene smil og vinker til hende med Kakaos pote. Olivia kan ikke finde på noget at sige – hun er sig alt for bevidst om, at hun og hendes søster sjældent snakker sammen i telefonen. Så kommer hun i tanke om, at det lige har været Phoebes fødselsdag (er hun otteogtyve eller niogtyve nu? Hun må være niogtyve, for Olivia er toogtredive), men før hun kan nå at undskylde for ikke at have ringet, opløses Phoebes ansigt i en grotesk spiralform, som Munchs Skriget. »Olivia? Wivvy? Wiv?« hører hun sin mor sige, før forbindelsen bliver afbrudt helt. Hun forsøger at ringe op igen, men kommer ikke igennem. 12

· 1 · 17. december

Andrew Kontoret, Gloucester Terrace 34, Camden, 16:05

Emne: Klumme 27. dec Fra: Birch, Andrew <andrew.birch@the-worldmag.co.uk> Dato: 17/12/2016 16:05 Til: Croft, Ian <ian.croft@the-worldmag.co.uk> Ian Se vedhæftede. Hvis jeg ikke får korrekturen for denne her at se, inden den ryger i trykken, falder der brænde ned. Vh Andrew P.S. Lad VÆRE med at lave mit »som« om til »såsom«. Det er pisseirriterende. P.P.S. Det hedder hummus. Ikke humus.

Svalereden, Wingham, Berkshire Mad 3/5 Atmosfære 1/5

Når det her bliver trykt, er min familie og jeg i husarrest. Eller snarere Haag-arrest. Den 23. december vender min datter Olivia, som er læge og kronisk nødhjælpsarbejder, hjem fra Liberia, hvor hun har behandlet Haag-epidemiens ofre. Dermed tvinger hun os, hendes stakkels familie, ind i syv dages karantænetilstand. I præcis en uge skal vi undgå al kontakt med verden udenfor og må kun forlade huset i en diger nødsituation. Skulle nogen være dumme nok til at begå indbrud, vil han eller hun være tvunget til at blive hos os i huset, til karantænen er slut. Vi har allerede taget hul på forberedelserne til det, der blandt medlemmer af familien Birch er blevet kendt som »Den Haaggelige Uge«. Diverse supermarkedskæder står klar til at levere, hvad jeg gætter på er Storbritanniens mest omfangsrige julebestilling. Hvor mange ruller toiletpapir har en familie på fire personer brug for til en uge? Er to kilo havregryn nok? Får vi endelig taget hul på House of Cards, eller skal vi forsøge os med Narcos? Matriarken har udarbejdet læse-, spille-, opgave- og ønskelister i god tid før den store lockdown. Og da vi ikke er en klan, der gør noget halvt, rykker vi teltpælene op og fortrækker fra Camden til vores feriehus i det mørke Norfolk for bedre at kunne værdsætte vores isolationsfængsling. Send en venlig tanke til Phoebe, der er sidst i tyverne og nu står over for en uge med dårlig wi-fi. Men juletiden indebærer jo faktisk altid en slags karantænetilstand – sådan er det for alle familier. Autosvaret er slået til, butikkerne går i dvale, og ens venner migrerer bort til de miserable småbyer, de kommer fra. Rundt om i lan-

det krummer folk tæer over deres ægtefællers små mislyde (gæt selv, hvorfor januar er skilsmisseadvokaternes travleste måned). I denne hjerternes tid er det maden, der redder os. Det er maden, der smører hjulene mellem den døve tante og den stumme teenager. Det er maden, der fylder sprækkerne mellem søskende op med kanelduftende nostalgi. Og det er maden, der giver den skyldbetyngede husmoder et formål, nemlig at genoplive fordums julestunder med hjælp fra den hellige treenighed af kalkunsteg, sovs og syltede tranebær. Det er derfor, restauranter ikke bør forsøge at lave julemad. Hele ideen med at gå ud at spise på denne tid af året er at slippe væk fra osen af stegt kød og moderlig pylren. En restaurants menukort bør holdes fri for vederstyggeligheder som brun sovs og kogte rosenkål. Det er imidlertid ikke gået op for Svalereden i Wingham. Den har derfor valgt at fejre sin åbningsuge med en »alternativ julemenu« (igen: Der er ingen, der er interesserede i alternativ julemad). Ligesom alle gastropubber i provinsen trækker indretningen store veksler på den hummus-inspirerede del af farvekortet. Tjenerne var smilende og fuldkommen uorganiserede. Brødet med »julekrydret smør« var godt og varmt, om end vi kunne have klaret os uden smørret, der blev serveret i en urovækkende petriskål og var bekymrende brunligt. Vi lagde ud med en tallerken ganske udmærket, tørverøget laks, på hvilken en enlig rosmarinkvist udgjorde det alternative element. Matriarken begik den fejl at bestille citrongrillet søtunge; et par ligegyldige, salte flapper. Min karryret med kalkun var et besynderligt gult og spidskommendomineret ælte, hvis formål syntes at være at smugle fire små, trævlede stykker kød ubemærket forbi den spisende. Vi sluttede af med et ikke specielt bemærkelsesværdigt ostebræt og en crème

brûlée, også denne »julekrydret«, som matriarken erklærede for hvinende sød, men slubrede i sig alligevel. Men tab ikke modet, I gode beboere i Wingham. Jeg har kraftigt på fornemmelsen, at I og jeres dynejakkeklædte naboer vil være ovenud begejstrede for denne mulighed for at pifte julemenuen op. I Birch-familien må vi i stedet forberede os på en uge med kalkunrester. Ønsk os held og lykke.

Andrew lænede sig tilbage og tøvede et øjeblik, før han sendte klummen til Ian Croft – den redaktionsassistent på The World, han brød sig mindst om. Svalereden havde faktisk ikke været så slem, placeringen taget i betragtning. Den havde faktisk været ganske hyggelig på sin egen provinsielle måde. Han kunne måske endda have tilbragt en dejlig aften i det velourmøblerede værelse ovenpå, med dets buksepresse og lille elkedel, hvis han og Emma stadig havde nydt hotelværelser, som de gjorde engang. Han huskede, hvordan ejerne, et ivrigt par med svedperler på panderne, var kommet ud for at give ham hånden og tale om »sæsonbestemte råvarer« og deres »etos«, og overvejede at moderere sin bemærkning om søtungen. Så lod han den stå. Folk i Berkshire læste alligevel ikke The World. Og al omtale er god omtale og så videre. Det vigtigste var det om hans eget liv. Han syntes, han havde fået sin familie til at fremstå passende munter og hyggelig. Sandheden var, at han ikke ligefrem glædede sig til at skulle tilbringe en uge på Weyfield, det trækplagede gamle herresæde i Norfolk, som Emma havde arvet. Han vidste aldrig helt, hvad han skulle sige til sin ældste datter, Olivia. Hun havde sådan en foruroligende måde at betragte ham på, gravalvorligt og med en vis væmmelse, som om hun stirrede lige ind i hans sjæl og så alle dens mangler. Og Emma ville vimse rundt i opstemt panik hele ugen, fordi Olivia for én gangs skyld var hjemme. I det mindste ville Phoebe være der; et kærkomment strejf af fjolleri ved siden af de andre to. Nogle gange følte han, at han havde mere til 18

fælles med sin yngste datter end med Emma – særligt nu, hvor Phoebe arbejdede i mediebranchen. Det fik ham altid til at le, når hun fortalte om det håbløse tv-selskab, hvor hun arbejdede freelance, og hvor alle mændene var forelskede i hende. Han skulle til at råbe op ad trappen til Phoebe for at spørge, om hun havde lyst til at hjælpe ham med at anmelde et nyt sushisted, da hans blik blev fanget af en ulæst e-mail. Den var fra et navn, han ikke genkendte, og indeholdt altså sikkert noget uopfordret vås fra en eller anden PR-afdeling. Men emneteksten, »Kære Andrew«, fik ham til at stoppe op. Der stod: Emne: Kære Andrew Fra: Jesse Robinson <jesse.iskandar.robinson@gmail.com> Dato: 17/12/2016 16:08 Til: Andrew Birch <andrew.birch@the-worldmag.co.uk> Kære Andrew Jeg forstår godt, hvis den her besked måske kommer som lidt af et chok, men jeg kontakter dig, fordi jeg tror, at du er min biologiske far. Min nu afdøde biologiske mor var en libanesisk kvinde ved navn Leila Deeba, som jeg tror, du mødte som journalist i Beirut i 1980. Hun bortadopterede mig kort tid efter, at jeg blev født, og jeg voksede op hos mine adoptivforældre i Iowa, USA. Nu bor jeg i Los Angeles, hvor jeg laver dokumentarfilm, primært om sundhed og velvære. Jeg skal tilbringe julen i England, hvor jeg skal lave research-arbejde til et nyt projekt, og jeg vil meget gerne møde dig, hvis du har lyst til det. Med venlig hilsen, Jesse P.S. Jeg er en stor fan af din klumme!

»Er der noget i vejen?« spurgte Emma, der netop trådte ind på kontoret. »Du ligner en, der lige har set et spøgelse.« »Gør jeg?« sagde Andrew. »Jeg har det fint. Helt fint.« Hans bærbare vendte væk fra hende, men han klappede den alligevel sammen. »Jeg har lige sendt min klumme af sted. Og hvordan har du det?« Andrew havde altid været overrasket over sin egen evne til at lyde afslappet, endda gemytlig, mens hans tanker slingrede rundt. »Herligt!« sagde Emma. »Jeg glæder mig til at læse den. Jeg skal lige et smut ud og købe ind. Jeg mangler stadig nogle sidste ting. Eller, nej, ikke sidste, men nogle flere ting til, øh, til Olivias julesok. Og jeg, øhm, jeg får brug for noget mere gavepapir,« afsluttede hun og så forbi ham op på uret. Andrew registrerede godt, at hans kone talte for hurtigt. Men chokket pumpede stadig gennem hans krop. Hun sagde noget om, hvornår hun ville være tilbage, og gik sin vej. Andrew sad tilbage og genlæste mailen flere gange. Der var den, den stemme, han halvt havde forventet og halvt frygtet at skulle høre en dag. Han tænkte tilbage på den hede nat i Beirut i 1980, den, han havde prøvet at overbevise sig selv om, at han bare havde drømt. Og så tænkte han på det mærkelige, lille brev, Leila Deeba havde skrevet til ham for atten måneder siden, og som var blevet sendt videre til hans kontor på The World. Han havde det stadig, gemt af vejen for Emma. »Min nu afdøde biologiske mor …« Så den pragtfulde kvinde med den faste krop, han havde knaldet med mellem hotellets hvide lagner, var altså død. Han rejste sig og stirrede ud af det regnplettede vindue. Tonerne af Bjældeklang kom svævende op fra køkkenet nedenunder. Hvordan var han dog nået en alder, hvor en kvinde, han havde haft sex med, kunne være død – og uden, at der var noget bemærkelsesværdigt i det? Det var en dyster tankebane at begive sig ind på, og han tvang sig til at vende tilbage til nutiden. Hvad skulle han skrive til den unge mand, hvis han overhovedet skulle skrive noget? Og vigtigere endnu, hvad i alverden skulle han sige til Emma? 20

Emma Doktor Singers lægekontor, 3. sal, 68 Harley Street, 16:59

Doktor Singers venteværelse, der lå højt over Harley Street, lod til at være indrettet som en stødpude for dårlige nyheder. Alting var blødt, tæppebelagt og beigefarvet. Ved siden af te- og kaffekanderne var der altid et lille fad småkager, som ingen spiste af, og beroligende stakke af sladderblade. Mens hun lod blikket glide hen over en artikel om en sæbeoperastjernes bryllup, spekulerede Emma på, om den slags blade mon kun kunne løbe rundt på grund af privatlægerne og deres uhyggelige diagnoser. Lad være med at håbe, Emma, blev hun ved med at sige til sig selv. Lige siden hun var lille, havde hun indgået den samme slags handel med skæbnen. Hvis der var noget, hun gerne ville have, var hun nødt til at få sig selv til at forvente det modsatte – virkelig forvente og tro på det. Så ville det første scenarie lykkes – det, hun havde ønsket sig hele tiden. Det var ligesom at købe forsikringer; forbered dig på det værste, så skal det hele nok gå. Når hendes døtre var bange, sagde hun selvfølgelig altid, at de skulle »håbe på det bedste« og »tage tingene, som de kommer«. Det var det, mødre skulle sige. Selv om det kun var Phoebe, der betroede sig til hende nu. Hvis Olivia havde nogen bekymringer, delte hun dem ikke med sin mor, og 21

det havde hun ikke gjort i årevis. Måske, tænkte Emma, kunne hun lokke sin ældste datter ud af skallen i karantæneperioden. »Fru Birch?« sagde receptionisten med de tegneserieagtige læber (smuttede hun forbi plastikkirurgen i stueetagen i sine frokostpauser?). »Doktor Singer er klar nu, bare gå ind.« Emma gik ind på kontoret. Det var indrettet med en uheldssvanger blanding af tunge mahognimøbler og medicinsk udstyr. Bag forhænget vidste hun, at der stod en smal briks dækket med blåt papir. Det var der, hun først havde vist doktor Singer den hasselnødstore knude i sin venstre armhule. »Jeg er bange for, at det ikke er godt nyt,« sagde han næsten før, hun havde sat sig. »Biopsien viste, at den lymfeknude, vi var bekymrede for, skyldes non-Hodgkin lymfom.« Mon han simpelthen var kommet frem til, at det her var den mest effektive måde at fortælle folk, de skulle dø? Ikke noget med at gå som katten om den varme grød, bare ud med det, før de fik frakken af. Han blev ved med at tale og forklare, at det var nødvendigt med yderligere undersøgelser for at bestemme, om knuden var »aggressiv« eller »indolent« – det sidste betød »sløv«, forklarede doktor Singer. Kræftsygdomme var åbenbart lidt ligesom teenagere, tænkte Emma, mens han gik videre til »behandlingsmuligheder« og rettede sit stenagtige blik stift mod hende. Emma sad og nikkede, mens han talte, men følte sig ikke til stede. Hvorfor havde hun ikke lagt flere kræfter i ikke at håbe? Inderst inde måtte hun være gået ud fra, at alt ville ordne sig, og nu var det i stedet faldet fra hinanden. »Som sagt er vi nødt til at tage flere prøver og vente på svar på dem, før vi kan beslutte noget. Nu bliver det nok først efter jul,« sagde doktor Singer, »men lige meget hvad skal du begynde i behandling til januar.« »Så kræft holder altså også juleferie?« sagde Emma. Det var meningen, at det skulle være en munter bemærkning, men den lød mere hysterisk. 22

Doktor Singer (der uden tvivl var vant til, at hans patienter sagde nogle sære ting), smilede bare. »Var der noget, du ville spørge mig om?« sagde han. Emma tøvede. »Bare en enkelt ting,« sagde hun. »Min datter har været i Liberia for at behandle Haag-virussen, og hun skal være i karantæne sammen med os i juletiden. Er det farligt – jeg mener, i min situation?« »Haag?« sagde doktor Singer. Han så for første gang ud til at være bragt ud af fatning. »Altså, ja, jeg ville anbefale – biopsien taget i betragtning – at du undgår alt, hvad der kan belaste dit immunforsvar – særligt noget så alvorligt som Haag-virussen.« Han lukkede mappen med hendes papirer som for at vise, at konsultationen var slut. »Hav en god jul. Prøv på ikke at bekymre dig.« Emma skubbede døren til Harley Street op og gik ud forbi dørtelefonen og dens hav af knapper. Det var en lettelse at forlade den varme, dyre stilhed i lobbyen og komme ud i decemberluften. På den anden side af Cavendish Square kunne hun se John Lewis-centrets betryggende, mørkegrønne facade. Hun havde aftalt at mødes med sin ældste veninde Nicola dér efter sit lægebesøg, for som Nicola sagde: »Alt er o.k. i John Lewis.« Emma havde tænkt for sig selv, at La Fromagerie i Marylebone ville have været et bedre sted at mødes, men efter de dårlige nyheder virkede gode gamle John Lewis som det helt rigtige valg. Nicola var den eneste, der vidste noget om doktor Singer og knuden – knuden, der lige var blevet til en kræftsvulst. Emma havde ikke sagt noget til Andrew eller pigerne, fordi der ikke havde været noget konkret at fortælle dem eller at bekymre sig om. Normalt elskede hun indkøbscentre i juletiden. Men i dag var det udmattende med alle lysene og vinduesudstillingerne og menneskene, der myldrede rundt foran hende. Hun ville bare gerne sidde ned. Hun 23

havde allerede sendt Nicola en besked – »Dårlige nyheder« – fordi hun ikke kunne bære tanken om at se sin venindes ansigt svæve afventende mellem lykønskninger og medlidenhed. Det tog en evighed at nå op til caféen på femte sal – hver gang hun kom op for enden af en rulletrappe, skulle hun gå i hundrede år for at nå hen til den næste. Og så kunne hun og Nicola ikke tale ordentligt sammen i lang tid, fordi de skulle skubbe deres bakker rundt på metalstængerne, som om de stod i kø i en kantine, og bede pæne unge mænd om Earl Grey og gulerodskage. Nicola holdt hele tiden den ene hånd under Emmas arm, som om hun var meget gammel, og blev ved med at sende hende små, triste smil. Nicola elsker en god krise, tænkte Emma og fik dårlig samvittighed. Endelig fik de sat sig ned. »Så,« sagde Nicola, »fortæl.« Og mens Emma forklarede, at hun skulle have taget flere prøver i morgen, og at resultaterne ville komme efter jul, og at hun nok var nødt til at begynde på kemoterapi efter nytår, hørte hun diagnosen tage form som historien om hendes liv efter de tres (Gudfader, hvordan kunne hun være blevet så gammel?). Da hun havde været det hele igennem nogle gange, var hendes tanker holdt op med at galoppere af sted, og hun følte sig bedre i stand til at håndtere det. Nicola var fuld af kampgejst, og med et hårdt greb om hendes hånd lovede hun Emma, at hun kunne »bekæmpe det her« med familie og venners hjælp. Emma sank sin sidste mundfuld klæbrig kage og fremtvang et smil. »Jeg har tænkt mig ikke at sige noget til Andrew og pigerne før efter karantænen,« sagde hun. »Hvad for noget? Hvorfor ikke? Det er du nødt til! Du kan da ikke bære den byrde alene!« Nicolas stemme steg en bestyrtet oktav. »Jeg kan ikke sige det. Hvis jeg gør, kommer Olivia ikke hjem. Det ved jeg bare. Lægen sagde, det var risikabelt at tilbringe julen sammen med hende. Men det er jeg nødt til, Nic, hun har ingen andre steder at være.« 24

»Emma! Det er fjollet. Hun ville godt kunne forstå det – hun er jo læge, for Guds skyld. Det sidste, hun vil, er at bringe dig i fare.« »Men – hør nu, du ved, hvordan det står til med Olivia. Det er første gang i årevis, at hun har været hjemme til jul, eller hjemme i mere end et par timer i det hele taget. Det var lejren i Calais sidste år, Sudan forrige år, Filippinerne året før det. Jeg vil have, at hun skal komme hjem. Jeg er ligeglad med, hvad Singer mener. Det er bare en lille risiko – en lillebitte risiko. Hvis hun bliver syg med Haag, vil mit knagende immunforsvar være det mindste af vores problemer.« »Men Andrew? Han bør da vide det.« Hun vidste, at Nicola havde ret. Men hun havde ikke lyst til at komme ind på, hvor lidt hun og Andrew delte med hinanden nu om dage, eller hvor vant hun efterhånden var blevet til at klare sig selv. Lige siden det kursus i psykoterapi, Nicola havde taget efter sin skilsmisse, var hun tilbøjelig til at ville rådgive sine venner ved den mindste lejlighed. Og det var jo ikke sådan, at der var problemer mellem Emma og Andrew. Var der måske nogen ægtepar, der stadig var dybt fortrolige efter tredive års samliv? Det var lettere at skyde skylden på Haag igen. »Han vil bare sige det samme – at Olivia ikke kan tilbringe sin karantænetid sammen med os. Og hvad nu, hvis det virkelig er min sidste jul? Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg satte hende stolen for døren og gik glip af chancen for at opleve én til jul, hvor vi alle fire var samlet. Jeg har glædet mig sådan til det. Til at have pigerne på Weyfield igen, ligesom da de var små.« Nicolas øjne blev blanke. »Ja, ja, min søde,« sagde hun. »Det er din beslutning.«