Julies hjerte uddrag by Frydenlund

Peter Johannes SchjĂ¸dt

Julies hjerte FortĂŚllingen om et transplanteret hjerte

Frydenlund

Julies hjerte Fortællingen om et transplanteret hjerte 1. udgave, 1. oplag, 2016 © Frydenlund og forfatteren ISBN 978-87-7118-724-3 Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Omslag: Ditte Munk-Osmundsen Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien

Kildehenvisninger til citater og lignende i teksten findes bagerst i bogen under afsnittets nummer.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

eg kan mærke Julies puls. Den velkendte besked fra hjertet, som fra tidernes morgen har påkaldt sig menneskets nysger righed. Under håndleddets tynde hud bevæger pulsen sig i en rytmisk spejling af hjertet: sjælens bolig, kærlighedens kilde, følelsernes ophav, hjemstedet for alt det inderligste i menne sket. Selv om vi i dag ved, at hjertet blot er en muskel, en slags mekanisk pumpe, så har det op igennem tiden været organer nes organ og langt mere virksomt, end det er i dag. I begyndelsen var hjertet, selv om Johannesevangeliet for tæller, at ordet var der først. Men i Bibelen står der jo også, at hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Altså kan vi sige, at i begyndelsen var hjertet, hvorefter munden begyndte at løbe over med alle de ord, som et hjerte kan være fuldt af. Og det er ikke småting. Det er hjertet, som Gud prøver os på, og i hjertet han kan skænke os visdom. Hjertet er det sted, som Gud har talt igen nem, når han ville i kontakt med mennesket. Fra Ordsproge nes Bog lyder det tilmed, at du skal vogte dit hjerte, for derfra udgår livet. Når selve livet på den måde har sit udspring i hjer tet, er det vel ikke mærkeligt, at mennesket er blevet fristet til at tro, at hjertet må være det første; det, der fortæller det vigtigste om os. Lang tid før og lang tid efter bibelsk tid har det været hjertet, som var genstand for den dybeste menneskelige motivforskning. På hjertet kunne mennesket kendes. Abu Ali ibn Sina kom fra Persien og var en af middel alderens store læger og filosoffer. Historien fortæller, at han kunne mærke på et menneskes puls, hvem det var forelsket i, Julies hjerte

hvilket af byens kvarterer den udkårende boede i, selv i hvilket hus. Abu Ali fortalte en historie om byen og dens forskellige kvarterer. Ved samtidig at mærke personens puls kunne han tyde hjertets rytme, dets spring og tøvende sitren, alt efter hvor tæt på den elskedes bolig, historien kom. Jeg har ikke samme evne til at tyde Julies puls, men jeg kan mærke hendes dansende hjerte. Nu ved vi jo allerede, at mun den løber over med det, som hjertet er fuldt af. Og mit hjerte er fuldt af Julies hjertefortælling, fordi den taler om det vigtigste og dybeste i livet, om det sværeste vi kan stå overfor, om det enkelte menneskes uerstattelighed og om glæden ved det dan sende hjerte. Med 72 slag i minuttet danser Julies hjerte. Hvert hjerteslag er nyt, anderledes end det forrige, men de hænger sammen og bliver til fortællingen om et hjerte – Julies hjerte og alle menneskers hjerte.

Julies hjerte

»J

eg har fået et nyt hjerte«, sagde Julie. Hun sad over for mig ved det runde cafébord. Vi var rykket tæt sammen, og jeg hørte ikke andet end hendes stemme, selv om de studerende var begyndt at myldre ind for at spise frokost. »Det er ikke det hjerte, jeg havde, da vi kendte hinanden for 16 år siden«. Julie kneb øjnene sammen. Forårssolen var skarp, selv herinde ved et af de bagerste borde i caféen. »Det er et andet hjerte«, gentog hun. Måske var det ikke på grund af lyset, at hun kneb øjnene sammen, men for at se, om jeg virkelig forstod, hvad hun sagde. »Prøv at se mit ar«. Julie trak blusens halsudskæring lidt til side. Hendes hånd rystede. »Det er på grund af medicinen«, sagde hun og fulgte mit blik. »Bivirkningerne får mig til at ryste«. Jeg nikkede. Julies ar var jævnt, men synligt. Som et tyndt spor kunne jeg med fingeren følge den metaltråd, som hendes brystben var sat sammen med efter operationen. Under min finger mærkede jeg Julies nye hjerte. Rytmen, som mennesket igennem årtusinder har sat i forbindelse med selve livskraften. Selv om jeg var stedkendt i kvarteret omkring caféen, vir kede alt fremmed, da jeg et øjeblik flyttede blikket fra Julie og kiggede ud ad vinduet. Det gamle Universitetsbibliotek, Domkirken, boghandlen og en af byens ældste gader. Fra at have været urokkelige stensætninger af fasthed og rammer for det daglige liv var de nu forvandlet til utydelige, flimrende skygger. Det urokkelige var hjertet, et af menneskehedens mest universelle symboler. Fra de tidligste generationer nøglen til menneskets forståelse af sig selv. Julies hjerte

Måske er hjertet ikke længere sjælens bolig og følelsernes kilde som i de gamle fortællinger. Den energiske muskel kaldes nu for en pumpe og et stykke biologisk mekanik. Alligevel er fortællingen om Julies hjerte gjort af det samme stof som de gamle hjertefortællinger. Den kommer af erfaringer med det, der ellers ofte fortaber sig i det dunkle, i blufærdighedens tavs hed, når vi nærmer os det alvorligste i livet. »Jeg fik hjertet fra et andet menneske for fem år siden«. Julies fortælling om det transplanterede hjerte, der banker i hendes bryst, er en moderne version af menneskets evige ople velse af tilværelsen som et mysterium, vi ikke kan dominere, men udelukkende vælge at engagere os i.

Julies hjerte

an man have flere hjerter? Det kunne der nok være grund til at spørge om, når hjertet nu har betydet så mange forskellige ting på forskellige tidspunkter i historien og tilsyneladende stadig gør det. “Kan der være to hjerter i ét bryst?” Sådan spurgte den tyske benediktinernonne Hildegard af Bingen (1098-1179) i Middelalderen. Hun havde selv nogle personlige erfaringer med hjertet, som kunne give anledning til spørgsmålet. Fra en ganske ung alder havde Hildegard af Bingen haft dybe religiøse og visionære oplevelser, som hun imidlertid ikke delte med andre. Det ændrede sig dog, da hun i en alder af 42 år oplevede et ubeskriveligt klart lys, der som en flamme omsluttede hendes hjerte. Samtidig med denne hjerteflamme hørte Hildegard af Bingen en stemme fra himlen, som opfor drede hende til at påbegynde formidlingen af de visioner, hun modtog. Hildegard af Bingens spørgsmål, om man kunne have to hjerter, var af teologisk og religiøs karakter, og handlede om den menneskelige synd, om det gode og det onde i menneske hjertet, endda ofte side om side i det samme hjerte: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Et dilemma, som er blevet formuleret mange gange siden, bl.a. af William Blake (1757-1827), som skrev, at både nåden og grusomheden har et menneskehjerte. Men spørgsmålet har også en anden gyldighed, for hjerte er ikke kun navnet på et organ, der rent fysisk befinder sig i brystkassen på et menneske. Hjertet er en fysisk, poetisk og Julies hjerte

religiøs bastard. Et produkt af mytologien, religionen, dig tekunsten, anatomien og lægevidenskaben. Når alle hjertets funktioner beskrives, virker det næsten som om, der må være tale om forskellige hjerter. Så hvad er et hjerte? Et organ? En metafor? Et symbol? Et digterisk virkemiddel? Julies hjerte – det store i det små – for tæller om alt dette, som en fuga med uendelige variationer, hvor hjertet ikke er én bestemt figur fra århundrede til århundrede, men hvor det i forskellige udtryk og variationer væver sig ind i og igennem hinanden. Altid i bestandige variationer over det vigtigste i menneskets liv. Sjælen har nok aldrig siddet i hjertet, følelserne og menne skets individuelle personlighed heller ikke. Så hjertets mange forskellige funktioner og anliggender må være menneskets egen opfindelse og forestillinger fra længst svundne tider. Men som den italienske filosof og historiker Giambattista Vico (16681744) var overbevist om, så vil intet, der er skabt af mennesket, nogensinde blive helt fremmed for det. Sådan ser også ud til at være med de forestillinger, som mennesket op igennem tiden har skabt om hjertet.

Julies hjerte

ildegard af Bingen spurgte, om vi kunne have to hjer ter. Den amerikanske psykoanalytiker James Hillman (1926-2011) mener, at vi har tre hjerter! Og at alle tre kommer til udtryk også i vores moderne kultur. Det første hjerte, som James Hillman taler om, knytter sig til livsmodet og livsdriften. Hjertet som det sted, livet udspringer fra. Hvad andet end denne særlige livskraft ved hjertet skulle det forhistoriske menneske have tænkt på, da han for 17.000 år siden stod og tegnede på klippevæggen i El Pindar-hulen i Spanien? Han havde tegnet en mammut på klippevæggen, da han fik den idé at udstyre mammutten med et hjerte. Hvorfor ikke med en lever, en nyre, mave, lunger eller hjerne? Hvorfor ikke tarmene, men i stedet den første kendte hjerterepræsenta tion, tegnet på en hård klippe og bevaret i 17.000 år? Hvor meget vidste dette forhistoriske menneske? I sammen ligning med det moderne menneske vidste han i hvert fald ikke ret meget om hjertet som mekanisme. Men han vidste, at der i brystkassen på de vilde dyr, som han var afhængig af og jagede, sad et eller andet, som bevægede sig, som slog, når der var liv og stod stille, når der ikke var liv. Den lille plamage, som dette menneske malede på hulevæg gen for 17.000 år siden, betød liv eller død. Det var en magtfuld kraft blandt de levende. Måske oplevede han, at kraften fra dette bløde, varme og bevægelige et-eller-andet var noget, der blev skænket ham, når han dræbte dyret, for at hele stammen kunne overleve. En slags gave, som han måtte returnere eller takke for ved at male det på hulevæggen. Julies hjerte

Det var den franske præst Henri Breuil, som opdagede hule maleriet. Da han i 1911 skulle beskrive fundet, sagde han, at der var tale om noget mere eller mindre hjerteformet, som efter hans mening dog repræsenterede dyrets øre. Senere medgav Henri Breuil, at den lille klat i hvert fald var placeret der, hvor mammuttens hjerte ville have siddet. Ethvert sprog sætter grænser for, hvad der kan tænkes og siges. Selv om Henri Breuil var præst, var han også viden skabeligt beskæftiget med arkæologi, palæontologi, geologi, antropologi m.m. Da han gik ind i El Pindar-hulen, var han en videnskabsmand på feltarbejde. Derfor har han i første omgang måske ikke set hjertet så tydeligt. Som videnskabsmand kunne han ikke umiddelbart se hjertet som noget specielt. Det kunne lige så godt være et øre.

Julies hjerte