Kærlighed i krig og kaos uddrag by Frydenlund

A K S EL V. CA R LS E N

KÆRLIGHED I KRIG OG KAOS Dusja og Eriks rejse fra Nazityskland til Danmark og Sovjet

★

Fr y d e n l u n d

KÆRLIGHED I KRIG OG KAOS Dusja og Eriks rejse fra Nazityskland til Danmark og Sovjet

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

INDHOLD

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 K A P I T EL 1

Vejen til Tyskland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 K A P I T EL 2

Ung mand søger arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 K A P I T EL 3

I ‘danskerlejren’ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75 K A P I T EL 4

Flugten – Dusja bliver til Lilli . . . . . . . . . . . . . . . . 127 K A P I T EL 5

Familien Carlsen på Amager . . . . . . . . . . . . . . . . 155 K A P I T EL 6

Emigration – Shdanov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178 K A P I T EL 7

Moskva – med det ene ben i Danmark og det andet i Sovjet . . . . . . . . . . . . . . 192 K A P I T EL 8

Tilbage i København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 226 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 234

KAPITEL 3

I ‘danskerlejren’

. . . DUSJA FORTÆLLER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Fra Rostock banegård skulle vi ud til selve lejren. Det skete dels til fods og dels i en sporvogn, som vi kørte med til endestationen. Vi undrede os over, at byen på grund af, hvad der viste sig at være julen, trods krigen alligevel var pyntet op. Det var vi jo ikke vant til derhjemme. Vi nåede frem til et område, Biestow, i byens udkant med højt pigtrådshegn omkring, og gik igennem en stor port. Det viste sig senere at være den vej, bl.a. cirka 500 danske arbejdere, der boede i lejren, benyttede hver morgen på vej til arbejde ude i byen. De boede i træbarakker, imens de fleste af os ukrainske piger blev vist ind i en stenbarak, hvor vi skulle bo og arbejde. I samme bygning opbevarede man de grøntsager, som vi skulle rense. Det var oftest fra kl. 7 om morgenen til kl. 8 om aftenen. Til afveksling skulle vi en gang om ugen drage ud til de lokale bønder og hente grøntsager, som vi så skulle slæbe tilbage i sække. Her kom mine ‘nye’ støvler mig til gode, men da der ikke fandtes noget fodtøj til at skifte med, blev de snart godt slidte. Kort tid efter vores ankomst til selve lejren var der to unge mænd, der kiggede ind gennem vinduerne på os. Da de kom ind, blev vi ukrainske bondepiger skræmte og klemte os sammen på en af sengene – op ad hinanden. De gik snart igen, men kom så senere tilbage, nu med tallerkener og en stor varm gryde, der viste sig at indeholde suppe. De øste op og sagde spis. Vi var ret skeptiske over for sådan nogle tyskere. Vi kunne fra landsbyskolen nogle tyske gloser, hvilket hjalp os i gang. De forklarede os, at de ikke var tyskere, men fra Dänemark. De var altså ikke tyskere, men dänen. Det gik langsomt op for os, hvad det var for et land. Fra vores geografitimer i den ukrainske landsbyskole kunne vi huske, at vi havde hørt om et lille land ‘Danija’. Det var altså der, 75

disse rare fyre med suppegryden kom fra. Men hvorfor de var her og hvordan, det var os længe en gåde. Den ene af dem var Johannes Baran fra Næstved, som vi senere lærte at kende som et fint og opmærksomt menneske. Han var en måned tidligere kommet til denne arbejdslejr fra en tysk koncentrationslejr. Lidt efter lidt forstod vi, at de fleste danskere i lejren var mere eller mindre tvunget til at tage arbejde i Tyskland, fordi de ellers mistede understøttelsen derhjemme. De var i Rostock beskæftiget enten med at rydde op i byen efter flybombardementer eller med køkkenarbejde. Det første store bombardement, jeg selv oplevede, var på Hitlers fødselsdag den 20. april 1943. Et par bygninger nedbrændte, bl.a. en kornsilo og en klinik i byen, og da man bombede byen fire dage i træk, var der jo meget arbejde for oprydningsfolkene. I tiden derefter fulgte flere luftangreb, og i hvert fald var det en fast tradition, at der blev kastet bomber på Hitlers fødselsdag. Når vi kaldte lejren for en ‘danskerlejr’, skyldtes det, at den på det tidspunkt endnu var under dansk forvaltning. Der var en dansk lejrchef og en dansk kok, Frederik. Han viste sig som en far for os ukrainske piger. Han gjorde alt for os ‘små piger’, når der kom tysk inspektion inde fra byen. Han var meget hjælpsom. Vi var 14 piger, der var under hans vinger. Så da tyskerne forlangte, at han skulle skære ned på vores ration af brød og margarine, sagde han, at så længe han var kok, skulle ‘hans piger’ have samme ration som danskerne, fordi »de er flittige og arbejder hårdt hele dagen«. Nogle af os boede i brandfarlige træbarakker (hvor det i øvrigt viste sig at vrimle med væggelus), så indimellem kom der nogle tyske pensionister, der havde vagt som brandmænd. Når der var luftalarm, og hvis der blev smidt brandbomber, skulle de sørge for, at der var vand i et stort bassin beregnet til slukning af brand. I denne civile ‘danskerlejr’ var det os ukrainske pigers opgave at skrælle kartofler til de flere hundrede civile arbejdere fra Danmark, Frankrig og Holland, der boede her, og så skulle vi gøre rent i barakkerne, inden arbejderne kom hjem om aftenen. Vi fandt lidt efter lidt ud af, at vi i denne lejr fik både mere mad og mere frihed, end der var i flere af byens andre arbejdslejre. F.eks. kunne vi et par gange om ugen i nogle timer gå ud i byen, men for at ingen skulle være i tvivl om vores ikke-ariske herkomst, skulle vi bære et stort blåt stofmærke med ‘OST’ 76

(forkortelse for Østeuropa) på ærmet, og vi måtte ikke gå på fortovet. Kun ude i vejkanten. Vi blev altså betegnet som ‘østarbejdere’ (et begreb, der jo i dag i Danmark anvendes i en anden betydning. Men i mine ører minder det stadig om 2. Verdenskrigs ydmygelse af os). Denne bevægelsesfrihed udnyttede vi piger på den måde, at vi indimellem samlede madoverskud sammen og gemte til om søndagen, når vores landsmænd fra en af de andre af byens lejre efter klokken 12 kom på besøg. Der var flere lejre udelukkende med russere og andre sovjetnationer. Det var i Dierkow, i Stadtweide 1 og 2, og i ‘Sportspalatz’. De fik kun lidt og dårlig kost. De fleste arbejdede på fabrikker og blev hver morgen kl. 5 kommanderet ud og skulle gå flere kilometer – og tilbage om aftenen med gøende hunde i snor bag sig. Blandt disse arbejdere var Nastja og andre piger hjemme fra Krinitjnoje. Meget af det, de danske arbejdere ikke spiste op, blev samlet sammen – alt var velkomment, kartofler, gulerødder og andre spiselige ting. Man må også huske, at danskerne indimellem fra deres hjemland modtog ‘standardpakker’, så de kunne godt tillade sig ikke hver dag at spise ‘kantinemad’. Men vort madsmugleri var dog ikke ufarligt for os. Hvis vi blev afsløret, kunne vi blive straffet enten med forvisning til en lejr med tysk kontrol eller sendt på straffearbejde. Nogle gange traf vi i lejren nogle russisktalende, som viste sig at komme fra en af mine nabolandsbyer, Boromlja. De fortalte, at der havde været rigtig mange partisaner i skovene ved deres landsby, men de russisktalende, der var i lejren, var flygtet sammen med tyskerne – det var ukrainske mænd, der var gået i tysk tjeneste som håndlangere og nu arbejdede for tyske bønder. De havde deres koner med til Tyskland, og de opførte sig hånligt over for os og virkede meget forkælede. De var nu blevet så fine, at det halve kunne være nok. Når deres koner her midt i lejren, hvor vi andre gik i vatjakker og støvler, begyndte at prale og pludre om deres eftermiddags- og aftenkjoler, fik det os andre til at grine. Især flotte Anja Gordijenko (danskerne kaldte hende »Røde Anna«) fra den ukrainske by Shdanov gjorde nar af dem. En af fyrene blev dog lun på hende og ville være hendes kæreste. Det afslog Anja resolut, men det medførte, at hun blev meldt til tyskerne og som straf blev forflyttet til en egentlig tysk krigsfangelejr i Rostock. Der var hun indtil slutningen af 1944, hvor det lykkedes hende at flygte gennem Tysk77

land i retning af Tjekkoslovakiet, hvor hun blev reddet, da sovjethæren rykkede frem. Hun var ret dygtig til tysk og hjalp bl.a. til som tolk for sovjethæren ved afhøring af tyske officerer, som havde overgivet sig.

. . . ERIK BERETTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Køkkenarbejde Køkkenchefen, Frederik Jensen, er midt i halvtredserne, en lille, kortklippet og myndig herre iklædt hvid jakke, kokkebenklæder og træsko. Uden overflødige ord giver han mig besked om mine opgaver i køkkenet og om arbejdstiden. Så forsvinder han ind på sit kammer. Jeg hilser på de nye kolleger, tre kokke og fem køkkenkarle. De benytter afbrydelsen til at holde en kaffepause. De tørrer hænderne af i viskestykket, som de har stukket ned i bæltet foran som en slags forklæde, og spørger, om jeg er sulten. De er fire københavnere og fire fra provinsen i alderen fra 16 til midt i 50’erne. De var ellers i gang med at rense grøntsager til dagens supperet. »Du kan lige nå at være med og rense de sidste gulerødder«, siger han, der hedder Louis, en yngre kok med lyst overskæg. »Det har du vel prøvet før?«. »Nej, ærligt talt«. »Så er det sgu på tide, du prøver det. Men tag nu ikke fejl af dine egne gulerødder og de rigtige«, siger han med et smil. Vi tager fat. Jeg skæver til de andre køkkenkarle, som med raske bevægelser skraber gulerødder med deres små knive. Jeg fumler lidt i det til at begynde med, men vi bliver da færdige, og så skal jeg i gang med opvasken. Det varme vand skal jeg tage med en pøs fra en af de fire store gruekedler, der står midt i køkkenet omkring en skorsten. De ligner den kedel, min mor koger vasketøj i hjemme i vaskekælderen – de er bare lidt større, vel nok på 200 liter. Da jeg er ved at hive en pøs vand op, hører jeg pludselig nogen synge; det er pigestemmer, en dæmpet, vemodig og langtrukken melodi, som forekommer mig bekendt. Jeg står stille og lytter – det samme gør de andre i køkkenet. Jamen, det er jo denne her russiske folkesang … var det ikke ‘Stenka Rasin’, den hed? 78

Den høje, mørkhårede køkkenkarl med bakkenbarter, Johannes, vinker mig hen til en af lugerne, gennem hvilken maden langes ud i kantinen, skyder lugedøren forsigtigt en smule i vejret, så vi gennem sprækken nedenunder kan se ind i kantinen. Her sidder de meget omtalte ukrainske piger omkring nogle store baljer med kartofler og skræller med øvede fingre. Mens knivene glider let og elegant og frembringer ganske tynde skræller, synger pigerne. Nu må de snart have sunget ti vers, men der mangler åbenbart et par endnu. Der er ikke fyret op inde i kantinen, og pigerne sidder der og ligner små, udstoppede koner. Jeg synes, det er helt fascinerende, det jeg her ser og hører. Det er mit første møde med sovjetiske piger, fjernt fra deres hjemstavn, som fjenden har besat – og så sidder de gud hjælpe mig og synger i kor. De er iklædt flere numre for stort og gammeldags bondetøj, næsten alle i vatjakker med tørklæde om hovedet og langskaftede, solide arbejdsstøvler, kort sagt varm og fornuftig beklædning. Men de er så vidt forskellige fra danske piger. Det gælder også deres ansigtstræk. Det er brede, slaviske ansigter med fremhævede kindben. De fleste af pigerne er mørkhårede. De har nu taget fat på den næste folkesang, der lyder lige så vemodig, fuld af hjemve, men den er meget melodiøs og fremmedartet. Den har endnu flere vers end ‘Stenka Rasin’. Åh, hvor lyder det smukt! Jeg tænker på, når vi sang derhjemme i DSU. De mest kendte arbejdersange kunne vi næsten udenad, men det var nu rart at have den røde sangbog at kigge i, og her sidder i en baraklejr kun otte timers rejse fra København en flok russerpiger fra bøhlandet og sikkert uden ret meget skolegang bag sig og synger den ene lange og smukke folkevise efter den anden, tilmed tostemmigt! Det er sgu noget, der sætter tankerne i gang. Forklaringen må være forskel i vores kultur, men just ikke til vores fordel. Nå, vi kan jo ikke stå her og lytte hele dagen, hvor gerne jeg end ville. 500 tallerkner skal vaskes, gulvet skal spules et par gange om dagen, og der skal køres et læs briketter ind i køkkenet. Døren ud til gården bliver åbnet, og ind kommer to af pigerne slæbende på en stor balje skrællede kartofler, som de tipper over i et langt stenkar, hvor vi vasker og renser dem, før de hives over i de store kogekedler. Lille-Erik, en 16-årig charmør fra Sydsjælland, går hen til dem og siger nogle mærkelige hjemmestrikkede tyske ord, som de åbenbart forstår 79

noget af, og han forsøger et klap i enden på den ene af dem. Under fnisen og latter og med generte bortvendte hoveder styrter pigerne ud ad døren, mens alle vi andre står og griner, og Lille-Erik kror sig som den store pigebedårer. Det bliver efterhånden spisetid, og derefter kan vi gå ned på stuen og hvile os på køjen. Klokken 14 møder vi igen i køkkenet og drikker kaffe med en humpel brød til. Nu skal vi til at gøre klar til bespisning af folkene, når de kommer hjem fra arbejde. De begynder at vende tilbage fra klokken 17, da de jo arbejder i forskellige sjak spredt over hele byen, og nogle af dem har fyraftensakkord. Nu skal suppen bakses op i store 25-liters gryder. Det samme gælder sovs og kartofler. Tallerknerne står parat i stabler. Inde fra kantinen høres allerede trampen, snak og raslen med skeer og madskåle. Folkene har dannet kø uden for lugerne. Ældstekokken kigger på uret … »Så er klokken 17.30! Vi begynder!«. Op ryger alle fire luger med et smæld, og så går det løs. Johannes står ved første luge og uddeler tørkost, et kvart rugbrød, en klat margarine og en stump pølse. Ved næste luge øser den ene kok suppe op i de fremrakte skåle. Længere henne udleveres til hver mand en tallerken med kartofler og sovs, som kaldes gullasch. Der burde faktisk være findeløn til den, som kan opdage et par stumper kød i sovsen! Lille-Erik og jeg står klar med næste gryde suppe, så snart den første er tømt. Det skal gå lynhurtigt, så der ikke opstår pause i udleveringen, for så bliver der vrøvl. Vi skal også holde øje med kartoffelgryden, der skal udskiftes lige så hurtigt. Det går tjept, og snart er 500 mand bespist. Så får vi travlt med at rydde op, der skal hældes en pøs varmt vand i hver gryde og kedel – så er de nemmere at gøre rene i morgen. Fyret skal passes, så det kan holde natten over, og gulvet skal spules. Først da har vi fyraften. I mørke famler jeg mig hjem til stuen, hvor kortspillerne allerede er i gang ved bordet. Jeg går tidligt til køjs og sover som en bevidstløs. Den efterfølgende torsdag ankommer der endnu 125 mand, og torsdagen efter 100 til. Så er vi over 700 mand i Dänenlager Biestow. Vi må åbne det andet køkken i en ny kantine. Der er også kommet endnu en kok og en køkkenkarl. Undertiden kniber det for vores piger at holde skrælletempoet, skønt de er blevet mægtigt rappe på fingrene. Men der er jo også pludselig 80

blevet godt 200 mand flere at lave mad til. Så bliver der indført en ugentlig dag med pillekartofler. I en kaffepause fortæller Johannes mig lidt om pigernes historie. Indtil midten af december havde man til at skrælle kartofler haft 15 tyske piger. Men de skrællede for tykke skræller, de var undertiden frække og udfordrende over for danskerne. Men det værste var, at de stjal mad i køkkenet og tog det med hjem. Så blev de fyret af lejrføreren, en yngre tysk-dansk nazist. Han ansatte i stedet for de 15 russerpiger, som for det første skræller tyndere skræller, for det andet er lydige, medgørlige og sikkert vant til al slags arbejde uden at kny og for det tredje ikke stjæler mad med sig hjem. Endelig regnede han med en lille forbedring i regnskabet, eftersom russernes madration er mindre end alle andres. Hvad det sidste angår, så forregnede lejrføreren sig, for køkkenchefen Frederik havde sagt, at så længe pigerne arbejdede for ham, skulle de have nøjagtigt de samme rationer, som de danske arbejdere. Det måtte lejrføreren bøje sig for. I de næste otte dage skete der en hel masse, som gav samtalestof til resten af vinteren. København havde været udsat for sit første luftangreb; der var faldet over 30 bomber på Christianshavn og Islands Brygge, fabrikker og beboelseshuse var ramt, der meldtes om dræbte og sårede, og på Islands Brygge var flere hundrede mennesker blevet evakueret. Det skete kun to kilometer fra mine forældres bopæl. Nu var jeg jo bl.a. taget til Tyskland for at opleve noget, og så var det pludselig hjemme i København, det foregik. Det nævnte jeg over for Johannes. »Du skal nok få oplevelser her«, trøstede han mig. »I morgen får vi ganske sikkert festfyrværkeri, når Tommyerne kommer for at sige tillykke. Vi havde talt lidt om, hvad der mon ville ske den 30. januar, tiårsdagen for Hitlers magtovertagelse. Dagen kom, og dagen gik, uden at der skete noget. Men så lige efter at vi er gået til køjs, hyler sirenerne alarm. Holbæk-Olsen er hurtigt i støvlerne, snupper sin kappe og skynder sig ud til sin bunker. Jeg springer også op og hopper i støvlerne – jeg skal udenfor og se et luftangreb. Lyskasterne vifter hen over den kulsorte vinterhimmel og danner sælsomme mønstre. Så høres der motorstøj. Lytter man godt efter, kan man hurtigt lære at høre forskel på tyske og engelske maskiner. Det skyldes nok benzinen. Det her er engelske – de kommer ude fra Østersøen og 81

flyver ind over Rostock. Flakbatterierne tager fat. Vi har et lige tæt ved lejren, og det bjæffer voldsomt. Skuddene falder hurtigt efter hinanden, og nu har to af projektørerne fanget en engelsk maskine; flere andre lyskastere rettes ind mod målet, altså vores stakkels venner i maskinen, som nu er fordømte. Flakbatterierne har nu fået sigte og hamrer løs … bang! De ramte, og som et misil daler maskinen med en ildhale efter sig mod jorden. I det samme høres en række hule drøn. Det er bomberne, der falder over Rostock. Et par minutter efter rejser sig et ildskær, som blusser mere og mere, indtil hele himlen over byen er flammerød. Maskinerne er borte, lyskasterne vifter endnu, men slukkes så en efter en. Kanonerne er igen tavse. Det hele slutter lige så brat, som det begyndte. Men der går endnu nogen tid, før alarmen blæses af med en lang hyletone. Vi er mange, som denne nat for første gang oplever krigen på så nært hold. Vi står i diskuterende smågrupper uden for barakkerne og ryger, mens vi betragter ildskæret over byen. Så lyder der høje kommandoråb: »Frivillige til oprydning i byen! Stil op ved porten om ti minutter«. Der er straks flere, der gør sig klar til afgang, blandt dem er tre-fire mand fra min stue. »Hvorfor gør I det?«, spørger jeg i min uvidenhed. »Har I ikke arbejde nok om dagen?«. Benny svarer: »Det giver ekstra ration, det her. Et kvart rugbrød, margarine og pølse. Og så får vi lov at møde senere i morgen«. I nattens mulm og mørke drager de frivillige af sted. Lidt efter går der bud rundt til alle køkkenfolk om at møde halvanden time tidligere på arbejde. Der bliver ikke sovet meget den nat. Jeg ligger på køjen og ser endnu for mig lyskasterne vifte hen over himlen, maskinen der blev skudt ned og ildskæret over Rostock. Klokken halv seks stiller vi i køkkenet. Chefen giver ordre: 200 mand fra natholdet kan snart ventes hjem. 100 rugbrød skal skæres over i to dele – der skal afvejes 200 portioner margarine a 30 gram og 200 portioner pølse a 50 gram. Vi fordeler os ved to lange borde, og arbejdet går som på samlebånd. Ude fra depotet slæber jeg rugbrød ind i køkkenet og stabler de overskårne brød op i et bjerg ved lugerne, klar til udlevering. Vi når lige at blive færdige, da de frivillige dukker op i kantinen med tilsodede og trætte ansigter. Så snart de har modtaget rationen, begynder de at bide i pølsestumpen og brække brødet over. Og så kan vi ellers tage fat på dagens gerning med at gøre kedler og gryder rene, 82

fyre op i komfuret, køre briketter ind og rense grøntsager. Ja, så er der jo for resten lige 700 tallerkner, der skal vaskes op. De begivenheder, der er nævnt her, blev et par dage senere fuldstændig overskygget af den hidtil største sensation: tyskernes nederlag ved Stalingrad. En enorm opmuntring i den ensformige hverdag, ikke blot for os danskere, men først og fremmest for vores piger. Gang på gang går køkkenarbejdet i stå, fordi den ene eller anden fremsætter en tanke, som så bliver grebet af os andre, endevendt og diskuteret. Betyder Stalingrad et totalt tysk sammenbrud på Sydfronten, og vil russerne nu vælte frem og jage tyskerne hjem? Mon tyskerne nu for første gang kunne omstille sig fra angrebskrig til forsvarskrig? Vi er jo kun lige kommet ind i februar, så vinteren er stadig russernes forbundsfælle. De mest optimistiske mener, at krigen snart slutter, i hvert fald i 1943. Dagen efter har jeg den tidlige kaffevagt, som giver fyraften kl. 14. Jeg klæder mig om og tager til byen. Overalt på husfacaderne hænger det tyske riges flag med sorte kvaster. I en kiosk køber jeg en avis, går ind på en Bierstube og bestiller et glas ‘helles Bier’. Aviserne er alle med sørgerand omkring forsiden. Der er erklæret tre dages landesorg. Radioen spiller dæmpet sørgemusik. Ved de andre borde sidder gæsterne tavse og stirrer modfaldne ned i deres glas. Jeg bliver i helt godt humør, jeg er lige ved at få et anfald af overmod og har lyst til at råbe højt: »Kan I ikke indse, I har tabt krigen? Stands den, før der bliver myrdet flere mennesker!«. En slurk øl kølner heldigvis min ophidselse, og jeg bestiller et glas til. Stalingrad skal fandeme fejres! Jeg tænder en smøg af den sparsomme ration, men pyt, hvis ikke rationen strækker til næste udlevering, har jeg da råd til at købe en pakke på den sorte børs. Vi tjener jo meget godt, og det er svært at bruge hele lønnen. Der er jo ikke noget at købe i butikkerne. Jeg drikker ud og skrider, slentrer rundt i den gamle bydel og opdager de udbrændte ruiner af luftangrebet forleden. Det er tyndet lidt ud i husrækkerne, men skaderne er alligevel ikke så omfattende, som man skulle tro. Sporvognene kører normalt, kioskerne har åbent, og bortset fra folks triste ansigter er der ingen større forandringer at spore i hverdagen. Danskerlejren ligger i udkanten af Rostock, bag zoologisk have og med kirkegården Neuer Friedhof som nabo. Bag vores lejr ligger en 83