Karen Møller
KARENS KAMPE
– som jeg husker dem F RY D E N L U N D
Karens kampe – som jeg husker dem 1. udgave, 1. oplag, 2017 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-752-6 Forlagsredaktion: Sigrid Kraglund Adamsson Korrektur: Maiken Skovmøller Grafisk tilrettelæggelse: Maija Hejgaard Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien
Bogen er udgivet med støtte fra Velux Fonden. Velux Fondens støtte er ydet under fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren.
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Tak 7 Forord af Helle Degn 9 Prolog 12 Hvor det begyndte
13
Barndom 25 Ungdom 51 Studieliv 81 Arbejdsliv 95 Danmarks Radio
113
Borgmester 130 Bruxelles 164 Højskolen 190 Ud i verden
220
Tilbage i Danmark
239
Tilbage til arbejdslivet
248
Efter arbejdslivet
266
Efterskrift 299
BORGME S TER Valget og den første tid En god uges tid inden det første møde i den nyvalgte kommunalbestyrelse returnerede jeg fra Pakistan. Mødet fandt sted den 1. april 1970. Umiddelbart efter at jeg var landet på dansk jord, blev jeg til min store overraskelse i lufthavnen mødt af medlemmer fra Socialdemokratiet i Karlebo Kommune. De spurgte, om jeg ville være borgmester valgt af dem og den nye lokalliste T (for trivsel). Jeg var positivt indstillet, men jeg måtte også høre den konservative gruppes udspil. Jeg ringede derfor næste dag til den siddende sognerådsformand, K. Carsten Pedersen, og spurgte, om vi skulle mødes og tale om tingene. Han var ret afvisende og sagde, at han havde travlt, men tilbød mig i farten en formandspost i Socialudvalget hvis nogen post overhovedet, når han blev borgmester. Den førstkommende weekend ringede han mig dog op igen. Den nye konservative gruppe var samlet, og han spurgte i deres nærvær, om jeg ville være interesseret i at blive udpeget som borgmester af dem. Jeg aftalte et møde med gruppen næste dag, hvor jeg fortalte, at jeg havde sagt ja til at blive valgt til borgmester af den socialdemokratiske gruppe og liste T. Jeg havde forbasket travlt i TV-Byen, fordi jeg skulle klippe mine filmoptagelser fra Pakistan sammen – den første var nemlig programsat til den nært forestående påskeuge. Hverken programchefen eller programredaktøren ønskede mig tillykke eller rakte mig en hjælpende hånd. De var simpelthen for sure, tror jeg. Nu skulle de igen have en programsekretær, der var blevet valgt (ligesom Lis Møller, der var valgt til Folketinget) og formentlig ikke kunne passe sit job. Min faste producerassistent var sat på en anden produktion, og jeg var virkelig på spanden. Hjælpen fik jeg fra den dygtige filmklipper, som klippede min produktion, og flere andre klippere tilbød at hjælpe mig ud over arbejdstiden mod en beskeden betaling af egen lomme. Desuden hjalp både fotografen og lydmanden fra Pakistan-turen alt det, de kunne. Alle var forbavsede over den manglende støtte og var ret så stolte på mine vegne. Jeg selv var dybt taknemmelig for dem, der gav mig en hjælpende hånd. Da jeg havde skrevet udførlige manuskripter, og de andre var dygtige, løste vi sammen opgaven. Jeg var til stede i klipperummet så meget, jeg kunne. Med tiden håbede jeg at lave 130 | Borgmester
mit program om pakistanske kvinder færdigt. Det lå i en kasse nogle år, men blev hældt ud, da jeg forlod afdelingen. På vej til den højtidelige valghandling den 1. april klokken 15, direkte fra TVByen, nåede jeg lige at købe en ny dragt i en kjoleforretning på Ordrupvej, og tog den på i butikken. Jeg havde slet ikke haft tid til at forberede en tale om mine planer for fremtiden. Der var mange tilhørere, mediedækning, blomster og breve, for jeg var trods alt en af de første kvinder, der var blevet valgt til borgmester. Jeg blev hurtigt klar over, at min tilværelse som borgmester ikke ville blive lutter lagkage. Sagens kerne var, at jeg som den eneste repræsentant fra Venstre havde fem konservative, der var utilfredse med mit valg, på min ene side. På min anden side havde jeg fire socialdemokrater plus et mandat fra liste T, som havde indgået et samarbejde med socialdemokraterne. Arbejdet som borgmester blev derfor i høj grad et spørgsmål om at balancere mellem de to sider, det blev et større arbejde, end jeg havde kunnet forestille mig. Ikke mindst på grund af store indre modsætninger mellem medlemmer inden for både den socialdemokratiske og konservative gruppe. Jeg forsøgte at etablere et samarbejde med socialdemokraterne, liste T og mig selv ved at holde forberedende møder op til møder med kommunalbestyrelsen og i de forskellige udvalg, men heller ikke det løste problemerne. Flere medlemmer mødte enten ikke op eller var uforberedte. Efter nogen tid holdt møderne helt op. Den daværende administrationschef A.H. Brandt var, da jeg tiltrådte, den egentlige chef i kommunen. Han var uddannet vinkelskriver, en halvjuridisk uddannelse, der ikke findes længere. Siden 1938 havde han været ansat i kommunen og holdt til i administrationsbygningens største kontor, altid med en cigar i mundvigen. Han fortalte mig, at der ikke var meget for mig at lave. Han skulle nok tage sig af sagerne, som han plejede. Denne holdning var netop det, jeg opponerede mod som borgmester. Jeg ville have folkestyret og den nye kommunalreform til at virke sammen med borgerne. Karlebo skulle være en borger- og (for)brugerorienteret kommune, der skulle eksistere for borgernes skyld, ikke omvendt. Til denne opgave fik jeg en medsammensvoren, nemlig socialrådgiver Inge Fischer Møller, som efter ca. et år blev valgt til Folketinget og desværre forlod kommunalbestyrelsen. Inden det første kommunalbestyrelsesmøde var fordelingen af pladserne i de fire udvalg forhandlet på plads. Foruden borgmester blev jeg ifølge den nye styrelseslov også formand for Økonomiudvalget, som var en meget central del af kommunalbestyrelsen. Derudover ønskede jeg at blive medlem af det kulturelle udvalg, som efter strukturreformen i 1970 omfattede skole og kultur. Begge dele fandt jeg utrolig væsentligt at have godt fat i af hensyn til kommunens Borgmester | 131
Bagsiden af den valgflyer, min nabo Niels Juels børn delte ud i Nivå og ved stationen i Nivå på baggrund af en A4-side, jeg skrev før min afrejse til Pakistan i slutningen af februar 1970.
fremtidige udvikling.Til min overraskelse turde de øvrige socialdemokrater ikke påtage sig formandskaber, bortset fra Inge Fischer Møller, der blev formand for Socialudvalget. Jeg blev derfor også formand for Kulturudvalget, mens Det Konservative Folkeparti fik to formandsposter. At der var socialdemokrater, der frivilligt afgav formandsposter og den medfølgende indflydelse, fandt jeg ikke særligt opmuntrende. Når jeg mange år efter tænker tilbage på tiden som borgmester og læser de mange breve, foredrag, artikler og interviews fra dengang, må jeg spørge mig selv, hvor jeg dog fik alle de kræfter fra. Det eneste svar, jeg kan komme i tanke om, er, at jobbet var udfordrende, nødvendigt, spændende og sjovt. Det var simpelthen lige mig. Og så fik jeg, ikke mindst fra Teknisk Forvaltning, nogle fantastiske medarbejdere, særligt kommuneingeniør Knud R. Jensen og souschefen S.P. Andersen, som jeg fik et dejligt, kreativt samarbejde med. De var konstruktive og kom med gode ideer og oplæg. De må have givet en masse af deres egen tid til kommunen. Det var både alvorligt og meget spændende, at jeg pludselig havde fået magten, og jeg vidste, hvad jeg ville bruge den til. Alt for mange synes, det er ‘fint’ at sidde i en kommunalbestyrelse, også at det giver lidt penge, men derudover har de ikke mange visioner for arbejdet. Den første tid som borgmester var jeg nødt til at arbejde på fuld tid i tv. Min aflønning som borgmester i en udviklingskommune var ca. 4.200 kr. om måneden. I DR tjente jeg som programmedarbejder ca. 7.200 kr. om måneden. Efter et års tid, og med positiv medvirken fra generaldirektør Hans Sølvhøj, fik jeg lov til at arbejde på nedsat tid. Sølvhøj var meget forstående over for min situation. Indenrigsministeriet var i øvrigt meget længe om at justere borgmestrenes lønninger efter den nye styrelseslov, og der blev ikke udbetalt løn med tilbagevirkende kraft, så jeg var nødt til at dobbeltarbejde. Kort efter at den nye kommunalbestyrelse påbegyndte sit arbejde, indførte vi, som en af de første kommuner, offentlighed i forvaltningen. Både gennem mit arbejde med forbrugerspørgsmål og med mit politisk, demokratiske engagement havde det højeste prioritet for mig at drage omsorg for, at borgerne med den nye styrelseslov blev draget langt mere ind i udviklingsarbejdet i kommunen. Det skete først og fremmest gennem en omhyggelig, skriftlig gennemgang af hvert enkelt punkt på dagsordenen med indstillinger til beslutninger. Jeg fik hjælp af en gammel studieven, Poul Hovgaard, som var kommunaldirektør i Silkeborg, hvor man også var optaget af offentlighed i forvaltningen.Vi udsendte på forhånd materiale til medlemmerne af kommunalbestyrelsen og pressen, og det blev muligt at abonnere på materialet, som også lå fremme på biblioteket og blev hængt op på udvalgte steder. Ikke mindst indførte vi spørgetid før møderne Borgmester | 133
i kommunalbestyrelsen. Mødetiderne blev ændret, så flere fik mulighed for at overvære den åbne del. Mange sager blev overflyttet fra det lukkede møde til det offentlige, så næsten alene personsager blev behandlet på det lukkede møde. Det tog mig ikke mange dage at finde ud af, at kommunen havde en elendig økonomi. For at undgå en nødvendig stigning i skatteprocenten op til valget havde sognerådet underbudgetteret, men der var ingen reserver at tage af. Det var lidt af et chok, for vi blev mødt med store krav fra borgerne, ikke mindst tilflyttede og byggeentreprenører, der ville bygge parcelhuse.Vi måtte spørge os selv, hvordan vi kunne skaffe penge. Økonomiudvalget vedtog at anmode om et møde med kommunens bank, Handelsbanken. Her mødte hele Økonomiudvalget op i hovedsædet og blev modtaget af en direktør, der var nedladende og arrogant og behandlede os, som kom vi fra syvende kartoffelrække. Vi fik afslag. Banken ville ikke yde kommunen et lån, og ydmygede blev vi losset ud ad bagdøren. Direktøren henviste os i stedet til Kommunernes Kreditkasse, men der var ingen penge at hente. Situationen var så alvorlig, at jeg tog et møde med daværende indenrigsminister H. C. Toft for at redegøre for situationen, men også det møde passerede uden løfter om hjælp. Jeg tror, ministeriet ville vente, til vi gav op. Senere har jeg ofte tænkt over, hvordan det havde fået lov til at komme så vidt. Der må have været signaler nok på et eller andet plan. Nogen må have vidst det. Situationen i Karlebo viste klart, hvor nødvendig kommunallovskommissionen var. Hjælpen kom fra en uventet kant, og det er først nu, hvor jeg skriver mine erindringer, at den fulde sandhed er gået op for mig. Min kære afdøde svoger Ole Buck var dengang kontorchef i Privatbanken, hvor han arbejdede for direktør Hans Paaschburg, som jeg kendte lidt til fra studietiden. Han var nogle få år ældre end mig, og hans kone var en gammel gymnasiekammerat fra Sønderborg. Jeg har altid troet, at Paaschburg henvendte sig til Ole og sagde, at hende Karen Møller kunne de da godt hjælpe. Sandheden var imidlertid, at Ole henvendte sig til Paaschburg, uden jeg vidste noget om det, og fortalte om situationen i kommunen (som også var kendt gennem aviserne) og foreslog, at banken ydede kommunen et lån. For at gøre en lang historie kort fik vi et lån på to mio. kr. med rente og afdragsvilkår, som var til at leve med. Det reddede os. Kommunen overførte naturligvis alle sine bankrelationer til Privatbanken, og på denne måde fik direktøren i Handelsbanken anledning til at ærgre sig over, at han havde afvist at yde os et lån. Den tidligere sognerådsformand gav mig det råd, da jeg tiltrådte, at »den bedste kontrol med kommunens økonomi får man ved selv at gennemgå alle bilag«. På mit skrivebord lå flere gange om ugen en høj bunke udgiftsbilag fra 134 | Borgmester
små kronebeløb til tusindvis af kroner, som jeg skulle godkende. Det havde intet med økonomistyring at gøre. Efter nogle uger ændrede jeg procedurerne, og herefter blev der givet underskriftsbeføjelser til afdelingslederne for beløb inden for visse rammer, mens jeg stadig ville gennemgå de store udgiftsbilag. Hver uge fik jeg herefter likviditetsoversigter, som vi kunne styre efter.
Kommunesammenlægninger Efter at jeg den første måneds tid havde sat mig ind i Karlebo Kommunes regnskaber, skatteforhold, udviklingsplaner og meget mere, måtte jeg stille et stort spørgsmålstegn ved Karlebos eksistensberettigelse, hvilket jeg offentligt tillod mig at give udtryk for. Hvorfor overlevede Karlebo ved kommunalreformen i 1970 med sine knap 5.000 indbyggere? Ved at gå tilbage i materialet i forbindelse med kommissionsarbejdet fandt jeg frem til, at man ved sammenlægningen af kommunerne i 1970, i modsætning til reformen i 2007, ikke ønskede at ændre kommunegrænser. Der havde været fremsat forslag om at sammenlægge den gamle Humlebæk Kommune med området øst for landevejen i Karlebo Kommune. Motorvejen blev udbygget i 1974. Arealerne vest for landevejen, Karlebo Landsby og Ovensognet, var foreslået sammenlagt med den daværende Fredensborg Kommune. Fredensborg Kommune og Humlebæk Kommune blev sammenlagt i 1970. Med den nye kommunalreform i 2007 blev der dannet en storkommune af Fredensborg-Humlebæk og Karlebo. I 1970 ville jeg have delt Karlebo Kommune mellem Hørsholm, Hillerød og Fredensborg-Humlebæk. Mine relationer til borgmester Svend Jørgensen i Hørsholm var gode, og jeg bad ham nogle gange om at rådgive mig i forskellige sager. Han var en dygtig borgmester og tidligere mangeårig generalsekretær for Det Konservative Folkeparti, og han sad solidt på magten i Hørsholm i mange år. Han gav mig sin udlægning af årsagen til, at Karlebo Kommune fik lov til at bestå. For det første havde sognerådet ikke foretaget sig noget som helst i forbindelse med kommissionsarbejdet forud for reformen i 1970, og for det andet havde kommunen ikke skyggen af indflydelse gennem folketingsmedlemmer, amtsrådsmedlemmer eller lignende. For det tredje og formentlig væsentligst ville ingen af de omkringliggende kommuner eje eller have del i Karlebo Kommune med alle de økonomiske problemer og byudviklingsvanskeligheder, der tårnede sig op. Den konservative borgmester Svend Jørgensen havde penge på kistebunden, så han købte jord til Hørsholm Kommune. Det har dannet grundlaget for den succesrige udvikling i kommunen, som man må beundre, selvom jeg ikke synes om ghettoer for velhavere. Den konservative Svend Jørgensen sagde til Borgmester | 135