Uddrag af Kina

METTE HOLM

KINA

– FRA KEJSERDØMME TIL KAPITALISME 2. UDGAVE

FRYDENLUND

Kina – fra kejserdømme til kapitalisme © Frydenlund og forfatteren, 2001 2. udgave, 1. oplag, 2014 ISBN 978-87-7118-309-2 Korrektur: Bodil Witt Dahlin Grafisk produktion: GraphyCemS, Spanien Forsidefoto øverst til højre: Polfoto.

Bogen kan også fås som e-bog i klasselicens på Gymportalen.dk.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk

Besøg Mette Holms hjemmeside på metteholm.com Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Om serien his2rie

His2rie er et netbaseret undervisningsmateriale specielt tilrettelagt til historieundervisningen i gymnasiet, hf og hhx. Alt materiale i serien kan dog bruges tværfagligt samt til AT.

His2rie-bøgerne Bøgerne er korte – og billige – temabøger. Bøgernes tema går fra lande- og regionshistorie over begivenheder til organisationer og begreber.

His2rie.dk Som supplement til seriens bøger findes hjemmesiden www.his2rie.dk.

Her har hver bog i serien sin egen del med kildetekster, arbejdsspørgsmål, litteraturlister og links.

På www.his2rie.dk findes også sider om historisk metode og kildekritik, studieteknik, formidling, historie som fiktion med meget mere.

I serien er udkommet 1. Verdenskrig (Birgitte Thomassen, 2013) Chile – kampen for demokrati (Kai Rasmussen, 2010) Cuba – en ø i Caribien (Brian Rasmussen, 2006, 2. udgave 2011) Danmark under den kolde krig – småstat mellem supermagter (Michael Boas Pedersen, 2007) DDR 1949-1989 – den virkeliggjorte socialisme? (Michael Klos, 2006, 2. oplag 2011) De baltiske lande (Peter Kyhn, 2001) De muslimske broderskaber – brandstiftere eller brandslukkere? (Svend Lindhardt, 2012) De røde khmerer – folkemord og forsoning i Cambodia (Annette Marcher & Peter Frederiksen, 2002) Den skrøbelige fred – det internationale samfund og retsstaten fra 1900 til i dag (Henrik Døcker, 2012) Den spanske borgerkrig – mellem stormagtspolitik og idealisme (Stig Pedersen, 2005, 2. oplag 2010) Det brogede Spanien (Jakob Buhl Jensen, 2007, 2. udgave 2013)

5

Det moderne Grønland – fra koloni til selvstyre (Rasmus Augustesen & Krister Hansen, 2011, 2. oplag 2013) Fascismens Italien (Flemming Larsen, 2010, 2. oplag 2012) Forår i Prag (Jens-Peter Fage Madsen, 2004) Hellig krig i Mellemøsten (Svend Lindhardt, 2008, 2. oplag 2011) Historie i brug – fra historieskabt til historieskabende (Winni Færk & Jan Horn Petersen, 2013) Holocaust (Jacob Halvas Bjerre, 2010, 2. oplag 2011) Irland – fra påskeoprør til påskeaftale (Kai Rasmussen, 2001) Jugoslaviens sammenbrud – Balkan-krigene 1991-2001 (Anders Bjørn, 2010, 2. oplag 2012) Kristen zionisme – mellem religion og politik (Svend Lindhardt, 2007) Nynazismen – magt eller afmagt? (Ole Lindboe, 2002) Ret og vrang – om menneskerettighederne (Jeppe Villadsen, 2007) Storbritannien – mellem imperialisme og multikultur (Benjamin Holst, 2005) Terrorisme på tværs (Birthe Hansen, 2003, 2. udgave 2006) Thailand – mellem templer og skyskrabere (Suzette Frovin & Laura Fugmann, 2003) Tyrkiet – fra Atatürk til Erdogan (Deniz B. Serinci & Serdal Benli, 2013)

6

Indhold

Forord............................................................................................................. 11

Kap. 1. 1989 – ungdommelig udfordring........................................................... 13

Kap. 2. Risskålen af jern bliver knust, 1990’erne og det 21. århundrede............. 23 Staten opgiver forsørgerpligten.................................................................................................. 24 Den 'flydende befolkning'............................................................................................................ 26 Økonomisk skævhed.................................................................................................................... 28 Fagforeninger............................................................................................................................... 30 Kriminalitet................................................................................................................................... 31 Partiet........................................................................................................................................... 32 Religion......................................................................................................................................... 33 Falun Gong.................................................................................................................................... 33 Familien er et statsanliggende.................................................................................................... 34 Befolkningspolitikken................................................................................................................... 35 Det politiske system.................................................................................................................... 37 Demokrati og rettigheder............................................................................................................ 40 Medierne....................................................................................................................................... 41 Retssystemet................................................................................................................................ 43 Miljøet........................................................................................................................................... 45

Kap. 3. Fra kejserdømme til borgerkrig, 1900-1927........................................... 47 Nye tanker.................................................................................................................................... 51 Kejserdømmets fald..................................................................................................................... 53 Republikken og krigsherrerne..................................................................................................... 53 Mao Zedong og Kinas kommunister........................................................................................... 54

7

Shanghai....................................................................................................................................... 55 Generalissimus Chiang Kai-shek................................................................................................. 56

Kap. 4. Kina forbløder, 1928-1949...................................................................... 59 Borgerkrig...................................................................................................................................... 60 Manchu Guo.................................................................................................................................. 62 Den Lange March.......................................................................................................................... 63 Kampen mod japanerne................................................................................................................ 65 2. Verdenskrig............................................................................................................................... 68 Japan kapitulerer........................................................................................................................... 70

Kap. 5. Det nye Kina, 1949-1976........................................................................ 73 Genopbygning................................................................................................................................ 75 Korea-krigen 1950-1953.............................................................................................................. 76 De politiske kampagner................................................................................................................ 77 Samfundets opbygning................................................................................................................. 77 Skriften og skolen......................................................................................................................... 78 Det Store Spring Fremad.............................................................................................................. 80 Kina lukker sig............................................................................................................................... 81 Kulturrevolutionen........................................................................................................................ 83 Nødbremsen trækkes.................................................................................................................... 86 Prøvelsens år................................................................................................................................. 87

Kap. 6. Kina efter Mao, 1976-1989..................................................................... 89 Deng Xiaopings socialisme........................................................................................................... 89 Demokratimuren........................................................................................................................... 90 Opgør med fortiden....................................................................................................................... 91 Nye tider........................................................................................................................................ 92 Ny kritik......................................................................................................................................... 94 Demokratisalonerne...................................................................................................................... 95

Kap. 7. Kina – et sammensat land..................................................................... 98 Tibet............................................................................................................................................... 99 Kulturel udslettelse.....................................................................................................................101 Xinjiang........................................................................................................................................103 Det Indre Mongoliet....................................................................................................................105 Hongkong.....................................................................................................................................105 Macao...........................................................................................................................................108 Taiwan..........................................................................................................................................109 Kina set fra oven.........................................................................................................................111

8

KINA – FRA KEJSERDØMME TIL KAPITALISME

Kap. 8. Forholdet til omverdenen.................................................................... 112 Internationale organisationer.....................................................................................................115 BRIKS...........................................................................................................................................117 De oversøiske kinesere...............................................................................................................118 Omverdenen set fra Kina............................................................................................................119 Forsyningssikkerhed...................................................................................................................120 Blot en krusning pü overfladen..................................................................................................123

Oversigt over kildetekster.............................................................................. 124

Indhold

9

1 1989 – ungdommelig udfordring

Luften gjalder af sang. Beijings ellers så lydige borgere trodser myndighederne. Det går først for alvor op for mig, da jeg en smuk forårsdag står oppe i rundkørslen over anden ringvej ved Dongzhimen og ser ned på en 25 meter bred og flere kilometer lang slange af demonstranter, der synger Internationale, så det risler mig koldt ned ad ryggen. 200.000 mennesker er de, og de slipper næppe med en advarsel eller med at blive fulgt hjem oven på en så åbenlys regeringskritik. Trafikken er frosset fast. Folk står langs vejene og klapper ad demonstranterne. De giver dem is, sodavand, vand og cigaretter. Støtten er højst overraskende i det Beijing, jeg kender som en ikke særlig gæstfri by, hvor det mindste lille cykelsammenstød udløser vældige skænderier. Det er hovedstaden i dette verdens største proletariatets diktatur, men jeg har aldrig oplevet det som en by, hvor mennesker var solidariske eller havde andre på sinde end sig selv og deres familier.

Vi skriver 1989, og 27. april er kun begyndelsen. Som demonstrationerne udvikler sig, vokser støtten i befolkningen. For første gang i årevis strømmer en million mennesker ud i Beijings gader og demonstrerer på eget initiativ. Og ikke en rude bliver knust. Ikke en

blomst trådt ned i boulevardernes midterrabatter.

Det går slag i slag. De studerende sender erklæringer på engelsk til FN’s uddannelsesorganisation, Unesco, hvor de kræver pressefrihed, demokratisering, politiske reformer, højere uddannelsesbudget og en kulegravning af korruptionen blandt de kinesiske ledere. De kalder det »en genspejling af det kinesiske folks enstemmige krav«. Og de kalder sig »dette hårdt ramte udviklingslands talentmasse, Kinas fakler for videnskab og demokrati« og underskriver sig »Studenter, der kæmper for frihed og demokrati«.

En undervisningsboykot, der begyndte på Beijing Universitet 23. april, breder sig til 41 højere læreanstalter i Beijing og endnu flere rundt om i landet. Det er fuldstændig surrealistisk, som situationen udvikler sig. Forklaringen er, at ledelsen er dybt uenig om, hvordan man skal håndtere udfordringen. Selvom Kina har både præsident, partichef og ministerpræsident, er den aldrende revolutionsveteran og formand for Militærkommissionen, Deng Xiaoping, landets altdominerende leder. Sammen med den øvrige reaktionære fløj ønsker han at knuse opstanden med det samme. Mere reformorienterede kræfter

13

med generalsekretæren for Kinas Kommunistparti Zhao Ziyang i spidsen ønsker at lytte til de studerendes klager. Verdenspressen er kommet til Beijing i anledningen af det forestående topmøde mellem Deng Xiaoping og den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov.

Det er første gang i 30 år, de to vældige kommunistiske naboer mødes på så højt plan, siden de blev uvenner i slutningen af 1950’er­ ne. Det er verdenshistorie, og de kinesiske ledere er bekymrede for, hvordan verden vil reagere, hvis de slår ned på de studerende for åben skærm.

Myndighederne er nervøse. Da jeg tager ud til Beijing Universitet, Beida, for at tale med de studerende, får jeg ikke lov at komme ind. Alle udlændinge vises bort, men jeg kender en bagindgang og smutter ind den vej.

Det er 1. maj – den internationale arbejderdag, som Kinas Kommunistparti altid fejrer helt efter bogen med yndige ungkommunister på lange rækker og hyldesttaler til partiet; en aldeles uspontan og kedsommelig pro­paganda-affære. Inde på universitetsområdet fejrer de studerende dagen på deres

14

KINA – FRA KEJSERDØMME TIL KAPITALISME

Mindehøjtidligheden for den tidligere partiformand Hu Yaobang blev indledningen til det dramatiske opgør mellem ledelsen og de studerende i juni 1989.

egen facon: de holder stormøde på boldbanen ved biblioteket. Beijing ånder fred. Familier benytter fridagen til en spadseretur på Den Himmelske Freds Plads.

Den 4. maj marcherer de studerende i en mageløs stjernedemonstration i kolonner af 10.000-15.000 mennesker ind mod Den Himmelske Freds Plads med deres opråb på store bannere: »Total magt korrumperer totalt« og »Længe leve demokratiet«, hedder det bl.a. De marcherer til lyden af dumpe, taktfaste trommer. Kineserne er ikke høje, og jeg rager op i havet af stride sorte hårtoppe.

Trafikken på alle veje langt ud i forstæderne er lammet, men trafikanterne tager situationen med sindsro. De ser på. Andre kravler op i lygtepæle for at se med. Selv kører jeg på cykel, for ellers er det helt umuligt at komme omkring. 150.000-200.000 studerende mar-

cherer i alt. Og 800.000 beijingboere ser på med største velvilje. Hver dag i Beijing i denne tid er en overraskelse. Politiet er udkommanderet i stort omfang, men skrider ikke ind. Det er næsten, som om betjentene støtter demonstranterne. Da dagen går på hæld, sidder trætte betjente rundt omkring.

Nogle af dem er sågar faldet i søvn ved kantstenen oven på en udmattende dag.

Mindre grupper af befolkningen begynder at slutte sig til opstanden, bl.a. journalisterne, som kræver pressefrihed. De arbejder alle i de statslige medier, for her er ingen andre, og de får besked på, hvad de må skrive og – især – hvad de ikke må skrive. Men der sker så meget i Kina i dag, som de gerne vil tage fat på – korruptionen, de økonomiske reformer, vanvittige politiske beslutninger, uretfærdige retssager, summariske domme ved domstolene. Men det må man ikke skrive om, for man må ikke kritisere myndighederne. En kollega fra partiavisen Folkets Dagblad fortæller, hvordan de skammer sig over ikke med et ord at have nævnt de studerendes aktiviteter gennem to uger. Siden slutter flertallet af journalister sig til de studerendes krav om demokrati og pressefrihed – i et un­ derskrevet brev til Kommunistpartiet kræver 1.000 af dem pressefrihed og dialog om Ki­nas fremtid. Mine ellers så lydige kinesiske kolleger er begyndt at kræve ordentlige arbejdsforhold!

De studerende soler sig i succesen og den voksende opmærksomhed. 2.000 beslutter sig for at sultestrejke 13. maj. De siger, de vil have Mikhail Gorbatjov til at komme ud på Beida og holde foredrag. Folk strømmer ind mod Den Himmelske Freds Plads, for ud over dem, der vil sulte, har titusinder besluttet at tage med for at passe på deres kammerater.

Endnu en gang er trafikken lammet. Trafikbetjentene med deres hvide handsker har opgivet ævred og står og ser forundret på kaos.

I månedsvis har de kinesiske ledere planlagt Gorbatjovs besøg, som nu blegner i lyset

fra de studerendes farvestrålende demonstrationer. De sultestrejkende slår lejr om­­ kring Monumentet til Folkets Store Helte – midt på Den Himmelske Freds Plads, hvor også Mao Zedongs mausoleum ligger.

Da Mikhail Gorbatjov ankommer til Folkets Store Hal den 15. maj 1989, bliver han ledt ind ad bagdøren. Hans kommentar til begivenhederne lyder: »Jeg kommer med foråret. Der er grøde i luften«. Den obligatoriske kransenedlæggelse ved Monumentet til Folkets Store Helte bliver sløjfet. 400.000 fredelige demonstranter har slået lejr på pladsen.

De kinesiske ledere er hvidglødende af raseri.

På et tidspunkt ser jeg én af dem stå og se ud over pladsen med en kraftig kikkert oppe på Folkets Store Hal. At de studerende ikke er blevet standset, skyldes alene et vældigt internt magtopgør. Den slags foregår altid i

Den daværende sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, besøgte i 1989 Beijing, hvilket fik stor betydning for de demonstrerende studenter.

15

De studerende laver sejrstegnet p책 vej mod Den Himmelske Freds Plads.

hemmelighed i Kina. Befolkningen får ikke del i ledernes diskussioner. I en situation som denne ved man blot, at de må være uenige. Ellers havde de for længst slået til over for de ulydige studerende.

Byen er som en velorganiseret festival – pladsen er fyldt med interimistiske telte, potteplanter, båndafspillere. Atmosfæren er varm, nærmest kærlig. Renovationsarbejdere har ydet deres støtte ved at opstille mobile toiletter langs pladsens vestlige side. Ansatte fra tusindvis af arbejdspladser runder demonstrationen i lastbiler og hylder de studerende, inden de vender hjem og passer deres arbejde. Læger, sygeplejersker og ambulanceførere fra byens hospitaler passer på de sultestrejkende. Handlende kommer forbi med læs af, hvad de måtte have – drikkevand, nudler, kogt ris, ispinde, kasketter og solskærme. Fra Hongkong og andre fjerne egne sender de penge og opmuntrende hilsner. En taiwansk popstjerne optræder. Unge par gifter sig ligefrem ved ceremonier opfundet til lejligheden.

Kun mange ældre er bekymrede og bange.

De støtter de studerende, men de kender også Kina godt nok til at vide, at situationen er uholdbar. De har oplevet hele det nye Kinas historie – de politiske udrensninger og de vanvittige kampagner, der tilsammen har kostet 40-50 mio. kinesere livet. At Kinas ledere skulle være blevet blødsødne over for, hvad der fra officiel side betragtes som en kontrarevolutionær udfordring uden sidestykke, forekommer de ældre, erfarne og hårdt prøvede kinesere aldeles umuligt.

De studerende får vældig opbakning nu.

Soldater, funktionærer, embedsmænd, arbejdere, private handlende – de er med alle sam­men. Nu er det Kinas – eller i hvert fald Bei­jings – masser, der ikke blot kræver de­ mokrati og medindflydelse, de kræver lederenes afgang. På et tidspunkt kører jeg med på ladet af en lastvogn fra Rumforskningsinstituttet. Medarbejderne – telefondamerne, forskerne, kantinepersonalet, bydrengen og

piccolinen – vil lige ind at vise deres støtte.

Alle de store arbejdspladser i Beijing har bannere hængende ud ad vinduet med støtteopråb til demonstranterne.

Og ikke et hår bliver krummet på nogens hoved. Væk er alle de vrede ord, som plejer at gjalde i gaderne. Aldrig nogensinde har Beijing været så elskværdig en by. Folk siger »ven« i stedet for det sædvanlige »kammerat«. De siger »undskyld« og »må jeg have lov«. En mageløs høflighed og næstekærlighed råder. En politimand har taget sin søn med på arbejde, så han kan opleve historiens vingesus.

Samtidig bliver situationen mere og mere ildevarslende. Den 18. maj proklamerer mi­ nisterpræsident Li Peng, at »situationen i Bei­jing er anarkistisk. Vi må beskytte fabrikker og det socialistiske system«. Ingen af delene er faktisk truet ... kun de forbenede lederes magt. Før daggry den 19. maj kommer partichefen, Zhao Ziyang – ham, der hele tid­en har opfordret til dialog og forhandling med de unge demonstranter og også manden, der stod med kikkerten oppe på Folkets Store Hal forleden – ned på pladsen, hvor de lokale bus­chauffører har forsynet de sultestrejken­ ­de med busser, så de har ly for vejrliget. Zhao græder bag sine kraftige hornbriller, da han i en megafon siger til de unge: »Undskyld, jeg kommer for sent. Det er meget kritisabelt«.

Zhao forklarer, at han har gjort, hvad han kunne. Han kan ikke gøre mere for dem. Det er derfor, han græder.

Zhao kommer direkte fra møde i regeringen, hvor hans forsonlige kurs er blevet nedstemt. Zhao skal have sat sin stilling som partichef ind på, at der ikke bliver brugt magt mod demonstranterne. Den 20. maj bliver han fyret – om end fyringen først bliver officiel senere – og Beijing bliver erklæret i militær undtagelsestilstand. Pladsen skal være rømmet ved midnat næste aften. Om morgenen brøler helikoptere ind over pladsen og kaster flyveblade ned over demonstranterne.

De forsonlige kræfter har tabt. Ministerpræ-

KAP. 1 · 1989 – Ungdommelig udfordring

17

sident Li Peng siger, at militæret er på vej ind i Beijing nu.

Den hårde kerne af studerende har sultestrejket i 14 dage. Befolkningens støtte til dem er vokset dagligt. Undtagelsestilstanden blæser den euforiske stemning væk med ét slag. Studenterledelsen på Pladsen bliver mere og mere lukket – som en ægte kinesisk ledelse. De begynder at holde hemmelige møder i deres telt ved Monumentet til Folkets Store Helte – et tegn på uenighed – og deres vagtværn bliver helt hysterisk. Jeg kommer op at skændes med nogle vagter, som ikke vil slippe mig ind til de unge ledere, der nu er både afkræftede, forvirrede og bange. Deres demokrati har ikke en chance, hvis de er lige så lukkede som den kinesiske

ledelse, siger jeg til dem, men lige meget hjælper det.

Til gengæld har Kina i disse dage for første – og hidtil eneste gang – oplevet pressefrihed. I fem dage frem til undtagelsestilstanden beretter aviser, radio og fjernsyn, hvad der vitterligt finder sted. Kineserne flest tror næppe deres øjne og øre i de dage, som siden koster chefredaktører, lederskribenter og menige journalister deres frihed og arbejde.

Som de foregående aftener synger de inde på pladsen – selvom undtagelsestilstanden træder i kraft ved midnat natten til den 20. maj – nationalsangen og andre patriotiske sange; et vældigt kor. Og ved indfaldsvejene begynder militæret at ruste sig til det forestående angreb. Sultestrejken bliver afblæst.

De studerende har brug for alle deres kræfter nu, siger de. De går ikke hjem til universiteterne. Klokken 2:30 – to og en halv time efter, myndighederne har krævet pladsen rømmet – strømmer det stadig til med mennesker, der ønsker at beskytte demonstranterne. Der er mere end 1 mio. mennesker i gaderne – her midt om natten, hvor Beijing plejer at sove og ligge øde hen. Jeg har aldrig set noget lignende. Sådan siger jeg efterhånden flere gange om dagen, men det er faktisk rigtigt.

Vi udenlandske journalister får besked på at rejse hjem. Emsige mænd fra Udenrigsministeriet kommer og hiver ledningerne ud af vort redigeringsudstyr. Vi må ikke arbejde længere. De fleste rejser hjem. Jeg bliver. Jeg har aldrig tidligere oplevet at befinde mig et sted, hvor militæret erklærer undtagelsestilstand, men umiddelbart er det ikke skræmmende, blot ildevarslende. Og at opleve historien udspille sig er nærmest vanedannende.

De studerende opførte en kopi af den amerikanske frihedsgudinde på Den Himmelske Freds Plads.

18

KINA – FRA KEJSERDØMME TIL KAPITALISME

Glæden er som blæst væk, men menneskevrimlen i Beijing er den samme. Folk kommer med mad, drikke, tæpper, papir til det interimistiske trykkeri, de gør rent på lazarettet. Alt det, der skal til for at holde demonstranternes belejring af pladsen i gang. Luften gjalder af sange som Internationale og Østen er rød. Der grilles, koges og steges ved boder langs vejene. Alle disse mennesker skal jo også spise. En folkerevolution udspiller sig for mine øjne.

Det begyndte med måske 1.000 trodsige og engagerede studerende i Beijing. Nu har de støtte i hele Kina. Lederens absolutte mareridt: 30 mio. intellektuelle og studerende spredt over hele landet er én sag. 250 mio. arbejdere er en anden og langt større udfordring, mener ledelsen. I disse alderssvækkede revolutionsveteraners øjne hviler Kina fortsat på proletariatets diktatur. Kina er – på papiret – arbejdernes Paradis. Problemet er, at de ikke selv har valgt det. Som alle andre kinesere har de ingen indflydelse på, hvordan landet ledes. At de skulle vise utilfredshed er aldeles uacceptabelt og derfor forbudt.

Allerede tidligt under opstanden begyndte arbejdere at vise sympati for de studerendes krav; nu begynder de selv at demonstrere – tre forsøger endda at organisere en fagforening uden om Kommunistpartiet. Den slags betragter de forbenede ledere som en alvorlig kontrarevolutionær forbrydelse, og de tre bliver siden anholdt og fængslet efter summariske domme, som det ofte sker i Kina.

Også alle dem, der ejer små motorcykler, og som under hele opstanden har fungeret som kurérer på kryds og tværs i den store by, mens den øvrige trafik har været lammet, er blevet anholdt og deres motorcykler beslaglagt. I flere år efter opstanden må private ikke eje motorcykler i Beijing.

Den 21. maj proklamerer nye flyveblade fra helikoptere, at i nat kl. 5 bliver opstanden knust. For, hedder det: »Folkets Befrielseshær er under Det Kommunistiske Partis

ledelse. Den er ét med Folket, og dens mål er at tjene Folket. Ifølge forfatningen skal hæren beskytte Moderlandet og Folket og Folkets ret til at arbejde. Tropperne skal sikre ro og orden. Deres tilstedeværelse er ikke rettet mod studenterne«. Sagen er blot den, at folk vitterligt passer deres arbejde, og så – når dagens dont er gjort – tager de ind til byen for at demonstrere. Ganske vist er det de studerende, der hersker i den indre by, men omstændighederne taget i betragtning foregår det hele i god ro og orden. Stadig hverken ulykker eller vold.

Der er næppe nogen i byen, der sover ret meget om natten længere. Alle er anspændte, bange og udmattede. Rygterne svirrer, og folk gør sig alle mulige forestillinger – om 70.000 soldater i underjordiske gange. En ung mand peger på en flise, lægger hovedet på skrå og spørger mig hysterisk, om ikke jeg kan høre troppebevægelserne dernede. Men nej, det kan jeg ikke. Jeg prøver at tale ham til ro, men han løber skrigende videre. Kl. 03.30 om morgenen har hæren endnu ikke slået til.

Det bliver næppe heller denne nat, og stemningen bliver atter euforisk. Nye rygter vil vide, at Deng Xiaoping og ministerpræsident Li Peng går af, og glæden er overstrømmende.

Forsøger man at vær realistisk, giver det sig selv, at det ville de aldrig gøre.

Selvom alle gør deres yderste for at passe de daglige gøremål, begynder byen at knage i sømmene. Om natten slæber folk toleddede busser ud i de store vejkryds for at spærre for militærkøretøjer, om dagen slæbes de atter ud i vejkanten og ligger på siden og ser fremmede ud som strandede hvaler. Alt hviler på spekulationer og rygter. Stemningen svinger mellem sejrsfølelse og angst.

Byen er omringet af militær – udenbyssoldater – som næppe i en evighed vil stille sig tilfreds med te, sodavand og kager.

Ude i lufthavnen håndhæver soldaterne ikke undtagelsestilstanden, og jeg kan uhindret sende mine 250 kg redigeringsudstyr samt 60 videobånd hjem med optagelser, som

KAP. 1 · 1989 – Ungdommelig udfordring

19

soldaterne ellers har ordre til at beslaglægge.

Jeg har ikke længere brug for det, for mulighederne for at arbejde svinder hele tiden. Jeg laver rapporter over telefonen og får indimellem turister og forretningsfolk til at smugle optagelser ud via Hongkong og Japan.

Nogenlunde sådan ser situationen ud i slutningen af maj 1989. De studerende har på mange måder kontrolleret den kinesiske hovedstad i fem uger nu, og regeringen virker magtesløs. Men ledernes handlingslammelse skal ses som udtryk for dramatiske interne magtkampe, ikke som afmagt. Som Deng Xiaoping hele tiden har sagt: »Kina har 3 mio.

20

KINA – FRA KEJSERDØMME TIL KAPITALISME

Billedet af den unge mand, der standsede fire kampvogne, gik hele verden rundt og fik stor betydning for Vestens opfattelse af begivenhederne i juni 1989.

soldater«, og intet tyder på, han vil tøve med at sætte dem ind, hvis han kan få neutraliseret de mere forsonlige kræfter i ledelsen, sådan som det er lykkedes med partichefen, der græd i megafonen.

Det er ubegribeligt, at opstanden ikke er slået ned for længst. Ledernes tilsyneladende

vaklen og den massive internationale op­ mærksomhed har indgydt de studerende falsk tryghed og overmod. De kender kun hemmelighedsfuld kinesisk ledelse, og som akademikere og intellektuelle (om end kun i deres vorden) føler de sig bedre og finere end arbejderne og de knap 900 mio. bønder, der dog forsørger kineserne. Når de studerende taler demokrati, mener de en stemme til hver – men ikke til bønderne, som de betragter som dumme og uuddannede. En højst udemokratisk tanke, men de kan kun bygge på, hvad de har lært og forstået. De er unge – ildfulde, men ikke erfarne, velovervejede eller politisk skolede.

De orker ikke længere, beslutter at holde inde, selvom der ikke er egentlige resultater af deres demonstrationer i sigte. Som afskedssalut beslutter de at opføre en 20 meter høj gipskopi af Frihedsgudinden i New York, Demokratigudinden kalder de hende.

Det er lige præcis sådan en udfordring, som får de kinesiske ledere til at se rødt. De ser udenlandsk indflydelse, ’borgerlig liberalisme’ og alskens friheder, som de ikke kan acceptere, alt sammen symboliseret i gipsgudinden. De er tilfredse med, at de studerende tilsyneladende er på vej hjem, men de er rystede og meget vrede over, at arbejderne nu også gør oprør.

Natten til den 4. juni kommer reaktionen.

Liu si hedder dagen på kinesisk – 6.4. De unge på pladsen sidder rædselsslagne med hinanden i hånden i en tæt kreds omkring Monumentet til Folkets Store Helte og synger Internationale, som de har gjort det så magtfuldt de seneste syv uger, men denne gang spagfærdigt. De omfavner hinanden, tager afsked, for nu er det omsider slut. Så flygter de fra pladsen til den ildevarslende lyd af kværnende larvefødder, der nærmer sig.

Kampvognene kommer rullende og jæv­ ner alt – også teltlejren på Den Himmelske Freds Plads – med jorden. Teltene brænder.

Nogen sætter ild til en kampvogn. Gader og boulevarder genlyder af maskingeværild.

De­mon­stranterne er ubevæbnede og falder i et endnu ukendt antal – på Den Evige Freds Boulevard, der er byens altdominerende østvest akse, i sidegader og i fjerne forstæder.

Maskingeværerne skelner ikke.

Asfalten knaser af larvefødder, gaderne gjalder af skud og skrig. Det er som at hælde kogende vand på en myretue. Folk løber, kravler, cykler i alle retninger, grædende, skrigende, slæbende på sårede og døde. Der bliver skudt ind i folks hjem – nogle bliver dræbt af skud i ryggen. Folk bliver dræbt overalt i byen. Flest ude i forstæderne, hvor myndighederne benytter lejligheden til at gøre op med alle mulige uønskede elementer.

Fælles for dem alle er, at de ikke har brugt vold, og at de er ubevæbnede. Det er første gang, Folkets Befrielseshær bliver sat ind mod Folket, som er i chok. Det forlyder, at to generaler, som har nægtet at sætte deres tropper ind i Beijing, er blevet henrettet for lydighedsnægtelse. Soldaterne, der nu udfører ordrerne til at dræbe deres landsmænd, er alle langvejs fra. Rødmossede rædselsslagne bondedrenge, som har fået at vide, at de skal nedkæmpe Moderlandets fjender i hovedstaden. Siden får de armbåndsure til belønning sammen med en fotobog.

De kinesiske myndigheder har indrømmet, at 300 mennesker blev dræbt i Beijing den nat. Rundringninger til hospitalerne i de tidlige morgentimer den 4. juni tyder på langt flere. Inden munden blev lukket på kinesisk Røde Kors, anslog organisationen antallet af dræbte til 2.500, og det var før, tallene fra hospitalerne var gjort op.

Med et slag var angsten og undertrykkelsen tilbage i Beijing med fornyet kraft.

Rygende kampvogne, skudhuller i beboelsesejendommene langs Den Evige Freds Boulevard. Forvredne cykler, strandede busser med bugen i vejret. Asfalten flået op af larvefødder. Angste mennesker, som sniger sig langs murene for at lede efter deres slægtninge.

Og så Kommunistpartiets propaganda­ kværn atter i højeste gear: »Kun få landsfor-

KAP. 1 · 1989 – Ungdommelig udfordring

21

ræderiske, kontrarevolutionære elementer«. »Nu har heltene i vor elskede Befrielseshær genoprettet ro og orden«.

Der bliver iværksat en regulær menneskejagt på demonstranter og aktivister. Tv viser de frygteligste billeder af fængslede, der er banket gule og blå, og som har fået tænderne slået ud. De indrømmer hvad som helst, og de gør det, fordi de har fået tæv af politiet. Der bliver opfordret til at angive alle og enhver, som man mistænker for medvirken til denne kontrarevolutionære opstand.

En søster angiver sin bror og bliver hyldet for sin fædrelandskærlighed af Kommunistpartiet. De formastelige bliver kaldt »kontrarevolutionære urostiftere, der har tævet, stenet, skudt, brændt og dræbt«. Banditter, urostiftere, bøller, kriminelle gengangere.

Det var ikke dem, jeg levede blandt i de uger i april og maj. Der er enkelte henrettelser ved nakkeskud, som det er sædvane i Kina, hvor slægtningene bagefter får regningen for det dræbende projektil. På få dage er Kina sprunget år baglæns i sin udvikling, som nation

22

KINA – FRA KEJSERDØMME TIL KAPITALISME

såvel som civilisation; Et Stort Spring Bagud.

Det lykkes nogle studenterledere at flygte.

De lever overvejende i Amerika, Frankrig og på Taiwan. Den unge alvorlige historiestuderende Wang Dan, der få måneder forinden havde holdt sine populære demokratisaloner på Beida, er sammen med andre studenterledere på listen over de 21 mest eftersøgte i Kina. Wang Dan bliver anholdt i midten af juli 1989 og fængslet.

Omverdenen reagerede med chok og nedfrøs forbindelserne til Kina, som kom med de mest surrealistiske og ynkelige forklaringer på deres brutale og blodige nedkæmpelse af den fredelige opstand. Værst nok den om, at politiet i Beijing ikke havde knipler nok, og at der ikke var tryk nok på brandhanerne ved Den Himmelske Freds Plads til, at man kunne slå opstanden ned med knipler og vandkanoner. Lederne valgte at slukke et stearinlys med en syndflod. De, der oplevede det, eller mistede deres slægtninge, vil aldrig glemme.

(Læs også kildetekst 1-4 – find dem på www. his2rie.dk).