Michael Pihl & Jesper M. Rosenløv
Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv
Frydenlund
Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv 1. udgave, 1. oplag, 2016 © Forfatterne og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-579-9 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Korrektur: Peder Norup Grafisk tilrettelæggelse: JMInfotech, Indien Omslag: Urte Katrine Andersen Grafisk produktion: GPS GROUP, Slovenien
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Tak For deres hjælp under udarbejdelsen ønsker forfatterne at takke: Rolf Kaad Johansen, Torben Snarup Hansen, Morten Uhrskov Jensen, Finn Sønderstrup, Pernille Rubin, Carsten Sørensen og Rikke Vauthey.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk
Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Indhold Indledning
9
DEL 1
Introduktion til islam og den tidligste ekspansion
13
Kapitel 1
Introduktion
15
Kapitel 2
Mekka-perioden
20
1. Arabien før islam 2. Kilder til Muhammeds liv og islams ældste historie 3. Muhammed begynder sin profetvirksomhed 4. Muhammeds tidlige lære 5. Muhammed møder modstand blandt mekkanerne 6. Konflikterne skærpes 7. Det tidlige forhold til jøder og kristne 8. Muhammed bryder med Mekka 9. Muhammed får tilladelse til væbnet kamp – Udvandringen (Hijra) 622
16 18 20 21 22 22 23 24 25
Kapitel 3
Medina-perioden
27
DEL 2
Kalifatets ekspansion og muslimsk herredømme i Palæstina og Syrien
41
Kapitel 4
Hellig krig og kalifatets ekspansion
43
10. Etableringen af en religiøs stat 11. Kontroverser og bruddet med jødedommen 12. Krigene mod mekkanerne og Quraysh-stammen indledes 13. Udrensninger og fortsatte kampe 14. Voldgravskrigen og udryddelsen af Quraiza-stammen 15. Diplomatiske mellemspil 16. Erobringen af Mekka 630 17. Krige efter Mekkas erobring 18. Muhammeds sidste år 19. Arven fra Muhammed
20. De fire retledte kaliffer – Abu Bakr (632-634) 21. ’Umar 1. (634-644) 22. ’Uthmân (644-656)
27 28 29 31 31 33 33 34 36 37
43 45 47
5
6
Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv
23. ’Ali (656-661) 24. De efterfølgende dynastier – ummayyaderne og ekspansionens højdepunkt (661-750) 25. Abbasiderne tager magten (750-809) 26. Kalifatets nedgangstid – abbasider og fatimider (809-ca. 1050) 27. Seldsjukkerne (ca. 1050-1098)
Kapitel 5
Kapitel 7
48 49 52 53
Jøder og kristne under det tidlige muslimske styre i Palæstina og Syrien
55
Kristne og jødiske lærde ved kalifatets hof
66
28. Erobringen 634-ca. 650 29. ’Umars lovgivning vedrørende dhimmierne 30. Tiden efter ’Umar 31. Under ummayyaderne 661-750 32. Under de tidlige abbasider (750-809) 33. Under kalifatets nedgangstid (809-878)
Kapitel 6
48
34. Kulturel udvikling ved det ummayyadiske og det abbasidiske hof 35. Astronomi og matematik 36. Lægekunst og medicin 37. Visdommens Hus 38. Kulturudvikling i al-Andalus 39. Filosofi og teologi 40. Betydning
55 58 59 60 61 63
66 68 69 70 71 73 74
Kristne og jøder under fatimiderne og seldsjukkerne
77
DEL 3
Europa under belejring
89
Kapitel 8
Den kristne holdning til krig
91
Kapitel 9
De muslimske angreb på Sydeuropa og herredømmet i Spanien
96
41. Under de egyptiske dynastier, 878-1071 42. De kristne pilgrimme 43. Under de tyrkiske seldsjukker, 1071-1095 44. Opsummering og perspektivering
45. Den tidlige kristne holdning til krig 46. Udvikling af de kristnes holdning til krig 47. Byzantinerne
48. Den muslimske erobring af Spanien 49. Angreb på Frankerriget og kristne modangreb 50. Ummayyaderne etablerer deres magt i al-Andalus 51. Forfølgelse af spanske kristne i midten af 800-tallet 52. Den muslimske invasion af Sicilien, Syditalien – og angreb på Rom
77 79 81 82
91 93 94
96 98 100 101 103
Det første korstog
127
53. Det Byzantinske Rige under belejring 54. Spanske jøder og kristne ved Córdobas hof 55. Spanske jøder og kristne som dhimmier 56. Nye dynastier i al-Andalus 57. Lykken vender i vest – generobringen af Spanien indledes
Kapitel 10
Udviklingen i Øst- og Vesteuropa op til korstogene
58. Øst og vest 59. Det Byzantinske Rige og dets svækkelse 60. Seldsjukkerne og slaget ved Manzikert 61. Udviklingen i vest – højmiddelalderen 62. Det militariserede feudalsamfund 63. Kirken og kirkereformbevægelsen 64. Til kamp mod kirkens indre og ydre fjender
104 106 107 108 110
112
112 113 115 117 118 120 121
DEL 4
Kristen modoffensiv – korstogene
Kapitel 11
Det første korstog
127
Kapitel 12
Livet i korsfarerstaterne og nye korstog
151
Kapitel 13
Det andet og tredje korstog
161
65. Pave Urban 2.’s korstogstale (1095) 66. Korstogstanken 67. Folkekorstoget og jøderne i Europa 68. Det første korstog drager til Konstantinopel 69. Nikæa og Dorylæum 70. Balduin i Edessa 71. Erobringen af Antiokia 72. Fundet af Den Hellige Lanse og Slaget ved Antiokia 73. Korsfarerne fortsætter mod Jerusalem 74. Belejringen af Jerusalem (1099) 75. Indtagelsen af Jerusalem 76. Askalon og tiden derefter 77. Hvorfor drog man på korstog? 78. Den europæiske korsridderhær 79. Korsfarerstaterne oprettes 80. Kongeriget Jerusalem 81. Nye kampe (1101-1124) 82. Forsyningslinjerne er sikret 83. Oprettelsen af korsridderordenerne 84. Ridderordenerne i Europa 85. Livet i korsfarerstaterne
86. Optakt til det andet korstog 87. Det andet korstog (1147-1149) 88. Saladin kommer til magten 89. Slaget ved Hattin og tabet af Jerusalem (1187) 90. Det tredje korstog indledes
125 127 129 131 133 136 138 139 140 142 143 144 146 146 149 151 152 154 155 155 156 158 161 163 165 167 169
7
8
Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv
91. Erobringen af Akko (1191) 92. Efter Akko – fredsslutning med Saladin (1192)
Kapitel 14
170 172
De senere korstog og korsfarerstaternes undergang 174 93. Det fjerde korstog (1202-1204) 94. Børnekorstoget (1212) og det femte korstog (1218-1221) 95. Kejser Frederik 2.’s korstog (1228-1229) 96. Ludvig 9.’s korstog (1248-1254) 97. Ludvig 9.’s nederlag 98. Mongolerne 99. Mamelukkerne og korsfarerstaternes undergang (1291) 100. Korstogsbevægelsens svækkelse 101. Tempelriddernes undergang
DEL 5
Efter korstogene
Kapitel 15
Fortsatte krige
DEL 6
Perspektiver og vurderinger
Kapitel 16
Perspektiver og vurderinger
102. Fortsatte korstog 103. Jihad og Osmannerrigets ekspansion 104. Konstantinopels fald 105. Ved Wiens porte 106. Den sidste fase af reconquistaen 107. Jøder og muslimer i Spanien før 1400 108. Den spanske inkvisition 109. Jøder og muslimer i Spanien efter 1492
174 176 178 179 180 181 183 186 187
193 195
195 197 199 201 204 206 207 208
211 213
110. Opsummering 213 111. Korstogene i historieskrivningen og skønlitteraturen 1095-1950 215 112. Nyere forskning og nyere populærkultur 222
Litteratur
232
Illustrationer
234
Faglitteratur til afsnit 111-112 Forslag til yderligere faglitteratur
232 233
KAPITEL 8
Den kristne holdning til krig
45. Den tidlige kristne holdning til krig
H
vilke ideer lå bag korstogene, og hvordan blev de opfattet i middelalderen? For at svare på det spørgsmål må man være opmærksom på, at den kristne verdens forhold til krig ændrede sig over tid – fra oldkirkens tid i de første århundreder e.Kr. frem til forestillingen om korstog, som først er fuldt udviklet i slutningen af 1000-tallet. Islam havde i udgangspunktet i sin troslære indbygget en sammenblanding af stat og religion samt en forestilling om hellig krig som legitimt middel til at forsvare og udvide islams magtsfære. Som beskrevet i del 1 havde Muhammed i sine sidste år erklæret, at der skulle føres krig mod de hedenske arabere, til de var blevet omvendt, samt mod jøder og kristne, indtil de underkastede sig og betalte afgift (se tekst 44). I denne ånd kunne Muhammeds efterfølgere let legitimere udvidelsen af islams magtsfære og erobringen af store landområder. Omkring år 600 var kristendommen udbredt fra Mellemøsten og Nordafrika til det meste af Europa. Men som nævnt i del 2 havde islam omkring år 800 gennem krig og erobring bredt sig over samme område og var trængt ind i Spanien (se kortet side 95). En lignende forestilling om hellig krig besad kristendommen oprindeligt ikke. Jesus og hans disciple havde ifølge overleveringen ikke gjort brug af krig for at opnå verdslig magt og havde ikke haft soldater til rådighed. Forskellen skyldes naturligvis religionsstifternes eksempel. Mens Muhammed både var profet og hærfører, der med udgangspunkt i guddommelige åbenbaringer legitimerede udbredelsen af sit budskab og islams magt ved hjælp af fysisk magt, havde Jesus hverken hær eller ambitioner om at erobre nabofolkene.
91
92
Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv
33. Kristus i Hagia Sophia, Konstantinopel. Byzantinsk mosaik (13. århundrede).
Ganske vist er der mange krigeriske passager i Det Gamle Testamente, hvor Gud siges at støtte israelitternes kamp mod fjendtlige nabofolk. Men Jesus og de første kristne tog afstand fra den traditionelle forståelse af Israels rolle, som den var beskrevet i jødernes gamle skrifter, og mente, at Guds budskab til menneskeheden skulle omfortolkes. Ifølge Det Nye Testamente bar nogle af Jesu disciple sværd, da Jesus blev arresteret i Getsemane Have, men Jesus forbød brugen af vold for at fremme sin sag (Lukas 22,35-54; Johannes 18,7-11; Matthæus 26,47-56). Kun to passager i Det Nye Testamente kan muligvis fortolkes som støtte til krigsførelse. Men i den ene passage (Lukas 19,11-27) fortæller Jesus en lignelse om en konge,
Den kristne holdning til krig
der udmåler en straf, og i den anden (Matthæus 10,32-39) bruges ordet ’sværd’ metaforisk om de trængsler og forfølgelser, der efter Jesu død venter de kristne. I begge passager taler Jesus altså i en form for billedsprog, og hverken de første kristne – eller de senere korsfarere – forstod disse passager som en opfordring til krig. Ydmyghed, næstekærlighed og at vende den anden kind til var det, de første kristne læste i Jesu lære. Desuden havde Jesus i sin lære skelnet mellem sin religiøse mission og verdslig politik (se f.eks. Matthæus 22,15-22 og Johannes 18,33-38) (tekst 131). Derfor var der i kristendommens første tre århundreder ingen forestilling om, hvilken status krigen havde. Nogle kristne var, hvad mange i dag ville kalde pacifister. Men der var ingen særlig doktrin eller underbygget forestilling om krig. Var krig altid forkert – eller kunne krigsførelse i visse tilfælde retfærdiggøres? Spørgsmålet og svaret var uklart i begyndelsen af kristendommens historie. Nogle af kirkefædrene fordømte krig og forbød kristne at være soldater. Havde kristne været soldater og deltaget i krig og drab, skulle de udstødes af kirken – i hvert fald i en periode (tekst 132). Andre mente, at krig i visse tilfælde kunne retfærdiggøres, hvis den f.eks. hindrede overgreb på næsten (tekst 133). Johannes Døberen havde jo heller ikke frarådet en romersk soldat at forlade sin levevej, da han blev adspurgt om, hvordan soldaten skulle leve et ordentligt liv (Lukas 3,10-14), påpegede man. Desuden blev det fremhævet, at Kristus havde udført et af sine mirakler for at hjælpe en romersk soldat uden at fordømme dennes levevej og livsform, som var krigen (Lukas 7,1-10). Spørgsmålet var altså åbent og var måske heller ikke så aktuelt i oldkirkens tid, fordi kristendommen udbredte sig fredeligt, og de fleste kristne ikke var engageret i krig. Der var således i begyndelsen relativt få kristne blandt aristokratiet i Romerriget, og derfor blev få konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt den ene eller anden krig var retfærdig eller rimelig.
46. Udvikling af de kristnes holdning til krig Dette ændrede sig imidlertid i det 4. århundrede, efter at kejser Konstantin (312-337) tillod, understøttede og selv konverterede til kristendommen, der herefter blev magthavernes religion og det romerske imperiums officielle religion. Det indebar, at kejserne, der optrådte som generaler og ledte hære i krige overalt i imperiet, nu var kristne, ligesom mange soldater var det. Derfor blev spørgsmålet aktuelt: Hvordan kan krigen forliges med kristendommen? I den vestlige del af Romerriget var biskop Augustin af Hippo en af de første kirkefædre, der omkring år 400 forsøgte at definere den retfærdige krig. Augustin mente som de tidlige kristne, at drab var en synd, men inden for rammerne af en retfærdig krig kunne det tilgives med bod og syndsfor-
93
94
Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv
ladelse, fordi han mente, at alternativet til at kæmpe mod uret og ondskab til tider kunne være moralsk værre (tekst 134). Derefter udviklede Augustin og andre (f.eks. Thomas Aquinas i 1200-tallet) teorien om den retfærdige krig, der skulle opfylde visse betingelser: Vold og mord var grundlæggende syndigt, men kunne også i visse tilfælde retfærdiggøres som det mindste onde. For det første måtte krigen have en retfærdig årsag (som f.eks. et forsvar mod angreb og overgreb) og måtte være den sidste udvej, efter at alt andet var forsøgt. For det andet skulle krigen erklæres af en legitim autoritet, en stat eller verdslig hersker. Og endelig måtte krigsdeltagerne være motiveret af en retfærdig hensigt. Krig måtte altså anerkendes som et nødvendigt 34. Augustin. Portræt i Lateran-kirken i Rom onde, men krigen var ikke hellig, og ingen kristne (6. århundrede). forestillinger mindede endnu om islams jihadbegreb. Først efter de muslimske erobringer i Europa i 700-tallet og de kristnes forsøg på at forsvare sig og generobre de tabte områder i blandt andet Spanien opstod fra midten af 800-tallet og frem til 1000-tallet forestillinger, der kan forbindes med hellig krig (se afsnit 49, 57, 66 og 77).
47. Byzantinerne I den østlige del af Romerriget, som blev Det Byzantinske Rige, forholdt det sig lidt anderledes, blandt andet fordi stat og kirke på mange måder var mere sammenblandet end i vest. Kejseren i øst ansås for at være indsat af Gud som forsvarer af Guds imperium. Derfor havde al krigsførelse i Det Byzantinske Rige en vis religiøs karakter, da enhver byzantinsk krig var beordret af en kejser indsat af Guds nåde. Ikke desto mindre anså byzantinerne selve krigen og drabet for at være syndigt. Den græsk-ortodokse kirkefar Basilios den Store (330-379) fastholdt, at enhver, der slog ihjel – også når han adlød ordrer – skulle afholde sig fra at gå til alters i tre år for at vise sin anger (tekst 135). Der var altså heller ikke i Det Østromerske Rige nogen forestillinger, der kan sammenlignes med den muslimske jihadforestilling om at udbrede troens magtsfære med sværdet og bekæmpe de vantro, indtil de var underlagt islams magt.
Den kristne holdning til krig
I krige mod perserne i 600-tallet erklærede kejser Heraklios (610-641), at krigen var en del af en større kamp mod de vantro zarathustrianere, der havde erobret og plyndret Jerusalem i 614. Men forestillingen dukker ikke op igen i byzantinsk retorik og propaganda i de efterfølgende århundreder. Tanken om en hellig krig eller krig som en hellig pligt, hvor f.eks. troens magtsfære udbredes med sværdet, var fremmed for byzantinerne, også i deres krige mod de arabiske muslimer. Skønt byzantinerne naturligvis håbede og bad til, at Gud måtte styrke og støtte dem, blev disse krige aldrig beskrevet som hellige krige. Den muslimske jihaddoktrin tog byzantinerne afstand fra og forstod den ikke. Således opfattede den byzantinske kejser Leo 6. (886-912) den muslimske jihad som et simpelt påskud for at plyndre: »Saracenerne drager ikke på krigstogter ud fra en militær disciplin eller æresfølelse, men snarere ud fra en glæde ved plyndring og tøjlesløshed, og, mere præcist, for at kunne plyndre på deres tros vegne«. Senere havde byzantinerne også vanskeligt ved at forstå korstogstanken og korsriddernes iver efter at generobre Jerusalem og Det Hellige Land for kristenheden – og de var f.eks. mere interesserede i generobringen af det strategisk vigtigere Antiokia end i Jerusalem. Ligesom i Vesten anerkendte byzantinerne, at krig nogle gange var nødvendig, men at slå ihjel var stadig grundlæggende syndigt. Enhver soldat i byzantinske hære måtte altså gøre bod for sine synder i krigen. Hverken i Vest- eller Østkirken finder vi altså i de første århundreder af den kristne æra en forestilling om hellig krig. Forestillinger om krigsførelse var som udgangspunkt ikke en velintegreret del af den kristne troslære – og krigen ikke en aktivitet, der ansås for at være et middel til opnåelse af frelse. Tværtimod medførte krigsdeltagelse forestillinger om besmittelse og syndighed. Men fra 400-tallet blev krigen i stigende grad anset for et nødvendigt onde, der kunne undskyldes, såfremt den blev ført for at hindre overgreb og dermed kunne erklæres for retfærdig. Som det vil fremgå af det følgende, udviklede denne holdning sig yderligere i Vesteuropa i årene efter 800-tallet under indtryk af blandt andet de muslimske angreb.
95