Kort over verden uddrag by Frydenlund

Catherine Simpson

Kort over verden

Oversat af Klaus Seidenfaden

Kort over verden Oversat fra engelsk af Klaus Seidenfaden efter Truestory, oprindeligt udgivet af Sandstone Press, 2015 Copyright © Catherine Simpson 2015 Dansk udgave © Alhambra og Frydenlund 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 ISBN 978-87-7118-793-9 Korrektur: Mette Fuglsang Jensen Omslag: Maija Hejgaard Grafisk tilrettelæggelse: JMInfotech, Indien Grafisk produktion: Balto, Litauen

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Alhambra Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C post@alhambra.dk www.alhambra.dk

Kapitel 1

Jeg betragtede min fangevogter, Sam, fra top til tå – 135 cm i alt. Dybt koncentreret og med tungen stikkende ud i den ene mundvig var han i gang med at tegne et kort over vores verden. Jeg knugede kaffekoppen. Jeg havde lyst til at feje den af bordet, høre den splintres og se kaffen sjaske ud over hele køkkenet, men høje lyde og pludselige bevægelser var IKKE TILLADT, så jeg måtte styre mig. Der var mange ting, der IKKE var TILLADT i vores lille verden, herunder indpakkede gaver, hvepse, fluer, stoflommetørklæder, farven gul, brændenælder, afløbshuller, kogte æg, balloner, frisurer, der ikke dækkede ørerne, osv. Et virvar af vilkårligt vanvid – og listen blev længere og længere. Sam tegnede Backwoods-gården ind på sit Kort Over Verden. Gårdspladsen, laden, værkstedet og Jungleverdenen for Enden af Frugthaven. Fra gårdspladsen tegnede han en vej, der bugtede sig mellem Den Store Bakke og Urskoven og forbi Huset Ved Vejen med rækken af små gravsten. Da vejen nåede ud til kanten af papiret, tegnede han et dødningehoved og skrev med røde bogstaver: FARE: HELVEDESPASSET. Jeg fremtvang et smil.

Han havde spist den omelet, jeg havde lavet til ham til frokost, efter langsomt og omhyggeligt – som om han lagde glasur på en fin kage – at have smurt den til med tomatsovs for at gøre den rød, mens han kneb øjnene sammen bag solbrillerne, der skulle beskytte dem mod det gule. Derefter havde han glattet et stort ark papir ud på bordet og med fingrene afsøgt det for buler, riller og folder. Der måtte for alt i verden ikke være buler, riller og folder. Især ikke folder. Jeg lukkede øjnene. Jeg behøvede ikke se ham tegne vores afgrænsede lille verden – det havde jeg set tusind gange, og jeg kendte hver en millimeter af den. Jeg gik klokken to og ikke et minut før. Det var aftalen. Jeg havde et par timers udgangstilladelse om tirsdagen fra klokken to. Da jeg trak døren til, kom Bess farende ud fra laden, løb frem og tilbage for enden af kæden og gøede, så forpoterne løftede sig. ”Læg dig, Bessie!” Det var et værre spektakel, hun lavede, men Sam ville ikke kunne høre det, for på nuværende tidspunkt havde han pakket sig stramt ind i sin dyne med hovedtelefoner på og sin vatforede tophue trukket helt ned over ansigtet. Før i tiden brød helvede løs, når jeg tog afsted om tirsdagen. Han tiggede mig om ikke at gå, han græd og bønfaldt mig – hele arsenalet. Sådan havde det været i flere år. Det var ellers ikke, fordi jeg lod ham alene – om tirsdagen gik hans far og syslede med forskelligt på gårdspladsen om eftermiddagen for at være i nærheden og for at holde øje med ham. Det var måske en del af problemet. Indimellem blev jeg så hjemme. Uden at sige noget hang jeg bilnøglerne tilbage på krogen og konstaterede,

at min celle var blevet endnu en tak mindre. Eller jeg sagde: ”Jeg kan jo ikke være her hele tiden.” Jeg forsøgte at bevare roen og ikke lade vreden, uviljen og frustrationen lyse ud af mig. ”Jeg er nødt til at komme lidt væk en gang imellem.” ”Hvorfor kan du ikke være her hele tiden?” ville han så spørge. ”Det er jeg da.” Men sidste gang han bad mig om ikke at gå, mistede jeg tålmodigheden. Jeg kylede mine bæreposer fra mig og sparkede dem hen over køkkengulvet, så de fik en stak Landbrugsaviser til at vælte ind under lænestolen, og råbte: ”Du tager kraftedeme livet af mig, gør du. Du ender med at få mig indlagt på Royal Fucking Albert!” hvorefter jeg brød hulkende sammen. Da jeg genvandt fatningen, ville jeg sige undskyld. Jeg prøvede at lægge armen om ham. ”Det var ikke min mening at råbe ad dig, Sam. Undskyld.” Men han trak sig væk, som om han ikke stolede på mig – som om han ikke engang kunne lide mig – og så gav jeg mig til at tude igen. Senere havde han efterladt sin tændte laptop på køkkenbordet, og jeg kunne se, at han havde googlet ”Royal Fucking Albert”. Han havde fundet ud af, at det drejede sig om den psykiatriske afdeling ved Royal Albert Hospital ”med individuelle værelser og badeværelser en suite i en fredet bygning omgivet af et herskabeligt haveanlæg”. Beskrevet på den måde lød det egentlig ikke så tosset – et enkeltværelse med plads til at tænke, plads til at ånde, plads til bare at være sig selv – hvis man ellers stadig kunne huske, hvem man selv var. Efter den episode holdt han op med at bede mig om ikke at tage til byen om tirsdagen. Når klokken nærmede

sig to, fokuserede han i stedet på at tegne et Kort Over Verden – der var efterhånden en kilometerhøj bunke af dem ved siden af pejsen – eller også rullede han sig ind i sin dyne med tophue og vat og det hele. Eller han begravede sig i sin computer. Men hvad end han gjorde, kunne jeg se på ham, når jeg kom tilbage, at han havde været skrækslagen over, at jeg var kørt væk gennem HELVEDESPASSET, der var fuldt af ubeskrivelige rædsler, som han knap nok kunne forestille sig, og at han havde svævet i uvished om, hvorvidt han nogensinde ville få mig at se igen. Jeg lossede et par bæreposer om bag i bilen og satte mig ind. Med sammenknebne øjne så jeg på mit ansigt i bakspejlet, glattede håret ved tindingerne ud, betragtede mine øjne, tænder, pande, min slaskede sweaters slaskede krave. Når jeg kneb øjnene sammen, kunne jeg ikke se, hvor gammel og slidt jeg så ud. Eller hvor mismodig. Bilen stank. Det havde regnet ind gennem taget, og gulvmåtterne var rådnet. Jeg havde smidt dem på bålet, men lugten hang ved, og jeg tænkte på, om den også hang ved mig. Jeg snusede til min sweater – stegte løg, ristet brød og et strejf af blegemiddel fra mine hænder. Jeg rullede vinduet ned. Da jeg bakkede hen over gårdspladsen, væltede bæreposerne og gylpede deres indhold ud. I dag var det de knaldgule gardiner, jeg havde købt til Sams soveværelse, inden han blev født – før jeg vidste, at gult skar ham i øjnene, før det gik op for mig, hvor let man kunne komme til at begå fejl med et barn, selv om man gjorde sit yderste for at gøre det rigtige. Jeg havde også taget Duncans gamle jakkesæt med, det, han havde haft på til vores bryllup. Der var ingen grund til at have det til at ligge og fylde. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde set ham i jakkesæt.

Bilen skumplede hen over den ujævne gårdsplads. Jeg så ikke op mod Sams vindue. Jeg havde ikke lyst til at se det, hvis han var stået op af sengen for at se mig køre – jeg havde det slemt nok i forvejen. Jeg kastede et blik på haven. Den lignede en losseplads. Det eneste, der trivedes, var stikkelsbærbuskene – der er sgu ikke noget, der kan tage livet af en stikkelsbærbusk. Ukrudt piblede op mellem brostenene på gårdspladsen, gennem komøget. En ko brølede fra læskuret ved leddet. Den stak hovedet ud og gloede på mig. Den havde nok fået fjernet sin nyfødte kalv. Den brølede igen; et langt, sørgmodigt brøl, som køer har for vane. Jeg skruede op for radioen. På vej ned ad grusvejen lod jeg, som om jeg nød at være sluppet væk. Jeg slog på rattet i takt med musikken og mimede nogle af ordene med munden. Men jeg nød det ikke. Ubehaget bredte sig op gennem halsen, ud i armene, ned i benene. Jeg var et dårligt menneske, en dårlig mor, et uhyre, der bare kørte min vej og overlod Sam til sine pinsler. Hver uge havde jeg det på samme måde. Og mine bekymringer var reelle nok, for jeg kom ofte hjem til et rent kaos. Måske havde Duncan sagt et eller andet, der havde fået Sam op at køre. Eller prøvet at få ham til at gøre noget, han ikke kunne. Eller joket med noget, der ikke skulle laves sjov med. Der var ingen ende på alt det, der kunne gå galt mellem Sam og Duncan, og så forventede Duncan, at jeg kom og ragede kastanjerne ud af ilden for ham. Indimellem kunne jeg godt komme i tvivl, om det overhovedet gav mening at tage væk. Men det gjorde det. Ellers var jeg blevet vanvittig. Det holdt mig i live.

Jeg parkerede på genbrugspladsen. En mand var i færd med at hive gulvbrædder ud fra bagagerummet i sin bil. Jeg tog mine poser og gik op ad trinnene til en af containerne. Jeg smed ikke bare poserne i eller tømte dem ind over kanten – det ville have været for tyndt. Nej, jeg tog tingene op en for en og kylede dem af al kraft ned mellem alt det andet ragelse. Manden smed noget træ ned oven på gardinerne, og jeg tænkte ved mig selv: ”Sådan ja! Begrav lortet.” De var lavet efter mål og havde ikke været helt billige. Damen i forretningen havde sagt, at det var en ”god, neutral farve, der gik til både piger og drenge”. Der var bare lige det ved det, at jeg ikke vidste, at jeg ville få en dreng som Sam. Jeg rullede jakken fra Duncans jakkesæt sammen til en bylt og tyrede den i, så hårdt jeg kunne. Fyren med træet var nu i gang med at smide gamle malingdåser ud, og en af dem landede på jakken, så låget røg af, og brun maling sjaskede ud over det skinnende for og dryppede videre ned. Jeg kunne stadig se Duncan for mig i det jakkesæt på vores bryllupsdag for 24 år siden. Han og vennerne hang ud i baren og talte om jagt, fisketure, biler og motorcykler. De var landmænd allesammen, og deres jakkesæt sad, som om de var trukket på med en netmaskine til juletræer – for små over skuldrene, for korte på ærmerne og med skjorterne stikkende ud. Han havde bællet fadbamser, mens jeg dansede med brudepigerne, der lyste op i deres smaragdgrønne kjoler. De grønne brudepiger var kvinder fra mit arbejde i banken – den slags, der inviterer til homeparties med alt fra Tupperware til plasticsko, tøj, smykker og kosmetik. Der var intet, de piger ikke kunne sælge fra deres sofaer. Jeg havde for længst mistet kontakten til dem.

Så var det buksernes tur. Det føltes godt at komme af med ting. Gården var fuld af tudsegamle sager, som aldrig var blevet smidt ud, fordi landmænd ikke trækker sig tilbage og flytter i sommerhus ved vandet. De dør på jobbet, og så rykker næste generation ind. Duncan var femte generation på Backwoods-gården. Sam var sjette. Jeg plejede at aflevere tingene i genbrugsbutikker. Testel, sherryglas, havebøger, uldgarn – sækkevis af uldgarn. Hver gang jeg afleverede en pose, følte jeg mig lidt mindre lænket til Backwoods. Men jeg hadede den slags butikker med deres hengemte lugt, ramponerede bøger, fnulrede trøjer og bukser med hængerøv, og det battede heller ikke nok. Så nu kom jeg her. Duncan havde aldrig savnet noget af det. Bortset fra den hjemmestrikkede sweater fra hans mor og nogle plasticpræmier fra skydekonkurrencer og så forresten de der gamle puslespil, fra da han var dreng; dem havde han spurgt efter. Jeg havde svaret med et skuldertræk – hvor skulle jeg vide det fra? Hvis de var så vigtige, burde han have passet bedre på dem, ikke?

Kapitel 2 Velkommen til U Chat Hjem Chat Forum

Regler Kontakt Log ind

Bliv medlem

Er jeg i sikkerhed? Truestory 3. juni 2014 14:11

Min far, Duncan Gordon McCabe, skyder ud gennem badeværelsesvinduet. Lyden er på 168 decibel, hvilket er 40 decibel over smertegrænsen for mennesker. Mellem hvert skud råber han ”for helvede da også” og smider med ting og sparker til væggen ind til soveværelset. Jeg har været i live i 11 år og 10 måneder, og det er den højeste lyd, jeg har hørt. Jeg ved ikke, om jeg er i sikkerhed i dette hus. Jeg har ikke noget høreværn. Jeg tror måske, jeg er 30 % i sikkerhed. Men det er bare et estimat. Estimater er ikke særlig tilfredsstillende. De er jo bare gæt.

Re: Er jeg i sikkerhed? BoodyQueen 3. juni 2014 14:19

Hej ven. Hvor er din mor?

Re: Er jeg i sikkerhed? DiamondSky 3. juni 2014 14:19

Hvor du henne?

Re: Er jeg i sikkerhed? Truestory 3. juni 2014 14:20

Jeg er hjemme. Jeg er på mit værelse. Min mor er gået fra mig.

Re: Er jeg i sikkerhed? ChocolateMoustache Se at komme væk, Truestory. Ring til

3. juni 2014 14:23

Børnetelefonen.

Re: Er jeg i sikkerhed? BoodyQueen 3. juni 2014 14:26

Ring 911, ven. Sådan noget skal børn sgu ikke udsættes for.

Re: Er jeg i sikkerhed? Truestory 3. juni 2014 14:28

911 virker ikke i Lancashire. Min far råbte lige: ”Pis! Mit bedste gevær!” og løb nedenunder. Efter sidste skud lød, kunne man høre noget gå i stykker. Jeg tror, han tabte geværet ud ad vinduet.

Re: Er jeg i sikkerhed? Truestory 3. juni 2014 15:32

Nu står han nede på gårdspladsen og åbner og lukker geværet og sigter op i luften. Han bevæger munden hurtigt, og han har et grimt udtryk i ansigtet. Det er sådan et udtryk, der giver mig lyst til at gemme mig under dynen og holde vejret med min tophue på og vat i ørerne. Jeg vil benytte lejligheden til at prøve at finde min mor. Tak for hjælpen.