Kraften uddrag

NAOMI ALDERMAN

Kraften Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen

Kraften Oversat fra engelsk af Rebekka Hjelholt Svendsen efter The Power, oprindeligt udgivet af Penguin Random House Copyright © Naomi Alderman, 2016 Dansk udgave © Alhambra og Frydenlund, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 978-87-7216-053-5 Illustrationer: Marsh Davies Korrektur: Mette Fuglsang Omslag: Caroline Asferg Madsen Grafisk tilrettelæggelse: JMInfotech, Indien Grafisk produktion: CPI, Tyskland Oversætterens note: Citater og udtryk fra Bibelen er oversat frit efter forfatterens gendigtninger, men med reference til den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Alhambra Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C post@alhambra.dk Alhambra er en del af forlagshuset Frydenlund.

Kraft tager altid den samme form; den har form som et træ. Den centrale stamme løber fra rodnettet til knopperne og forgrener sig undervejs igen og igen, breder sig ud som søgende fingre, der hele tiden strækker sig tyndere. Kraftens form er omridset af noget levende, der breder sig udad og rækker sine fine slyngtråde lidt længere ud, lidt længere ud endnu.

Det er den form, vi ser i floder, som leder ud i havet; de piblende vandløb bliver til åer, åerne til strømme, strømmene til floder; kraften, der samles og fosser frem, bliver stærkere, til den vælter ud i det mægtige hav.

Det er den form, som lynet tager, når det slår ned, når det baner sig fra himlen og til jorden. Den kløftede flænge i himlen bliver til et mønster på menneskets hud eller på jordoverfladen. De samme særegne mønstre blomstrer frem i en akrylblok, når der sættes strøm til den. Vi sender elektricitet ud gennem velordnede strømkredsløb og afbrydersystemer, men den form, elektriciteten ønsker at antage, er det levendes form, en bregne, en nøgen gren. Nedslagspunktet i midten og kraften, der søger udad.

Den samme form vokser inden i os, i vort indre træ af nerver og blodkar. Den centrale stamme, stierne, der deler og forgrener sig. Signalerne, der bæres fra vore fingerspidser til rygraden og til hjernen. Vi er elektriske.

Kraften bevæger sig i os, som den bevæger sig i naturen. Mine børn, alt, hvad der er sket her, er sket i overensstemmelse med naturens love.

Kraft bevæger sig på samme måde mellem mennesker; sådan må det være. Mennesker danner landsbyer, landsbyer bliver til byer, byer knæler for storbyer, og storbyer for stater. Befalinger bevæger sig fra centrummet og ud til periferien. Resultater bevæger sig fra periferien og til centrummet. Kommunikationen er konstant. Havet kan ikke overleve uden vandløbene, ligesom den stolte stamme ikke kan leve uden knopperne, eller den tronende hjerne uden nerveenderne. Som i himlen, således også på jorden. Som i udkanterne, således også i selve hjertet.

3

Det følger, at der er to måder, hvorpå naturen og den menneskelige magtstruktur kan forandre sig. Den ene er, at der udgår en ordre fra slottet, en befaling til folket, der lyder: »Lad det ske«. Men den anden måde, mere skæbnebestemt og mere uundgåelig, er, at de tusindvis og tusindvis af lyspunkter rundt om centrummet selv sender hver deres befaling. Når folket står sammen om forandringen, kan slottet ikke bestå.

Som det står skrevet: »Hun holder lynet i sin hule hånd. Hun befaler det at slå ned.« Fra Evas Bog, kap. 13-17

4

Ni år tilbage

Roxy

Det er ikke første gang, Roxy ser sin far slå nogen. Hun har set ham give folk en knytnæve lige i ansigtet med alle sine ringe på, helt afslappet, lige som han skulle til at vende sig om og gå. Hun har set ham tæve en fyr, indtil hans næse blødte, og han faldt sammen på gulvet, så Bernie kunne sparke ham i maven igen og igen, og da han var færdig, tørrede han sine hænder i lommetørklædet fra sin baglomme og så ned på fyrens smadrede ansigt og sagde: »Du skal ikke tro, du kan røvrende mig.« Det vil hun også kunne.

Hendes fars krop er hendes tempel. En borg og et våben. Når han lægger armen om hendes skuldre, føler hun sig på én gang rædselsslagen og tryg. Hun er snublet skrigende op ad trapperne for at komme væk fra hans knytnæve. Hun har set, hvad han gør ved dem, der vil gøre hende noget.

Hun har altid længtes efter at være sådan. Det er det eneste, der er noget værd. »Du ved godt, hvad der skete, ikke, Rox?« spørger Bernie. »Det var Kodriveren, den forpulede skiderik,« siger Ricky.

Ricky er den ældste af hendes halvbrødre.

Bernie siger: »Det var en krigserklæring, da han dræbte din mor, skat. Og det tog os lang tid, før vi var helt sikre på, hvordan vi skulle give igen. Men nu er vi sikre. Og vi er klar.« Der er et særligt blik, der går rundt i rummet; det flakser mellem Ricky og Terry, den mellemste søn, mellem Terry og Darrell, den yngste. Tre sønner fra Bernies egen kone, og så er der Roxy. Hun ved godt, hvorfor hun har boet hos sin bedstemor de sidste tre år og ikke hos dem. Hun er halvt inde og halvt ude, er hun. Ikke inde nok 52

til at spise med ved søndagsfrokosten, men ikke ude nok til, at de vil holde hende væk fra sådan noget som det her. Sådan noget som det her involverer dem alle sammen.

Roxy siger: »Vi burde slå ham ihjel.« Terry griner.

Hans far sender ham et blik, og latteren holder op med det samme, midt i en vejrtrækning. Man skal ikke komme for godt i gang over for Bernie Monke. Ikke engang hvis man er hans ægtefødte søn. »Hun har ret,« siger Bernie. »Du har ret, Roxy. Vi burde nok slå ham ihjel. Men han er stærk, og han har mange venner, og vi er nødt til at være forsigtige. Hvis vi skal gøre det, skal det gøres ordentligt.

Få ram på dem alle sammen. Der bliver kun den ene gang.« De har fået hende til at vise dem, hvad hun kan. Hun holder lidt igen og lammer hver af dem i armen efter tur. Darrell bander, da hun rører ved ham, og hun får lidt dårlig samvittighed. Darrell er den eneste af dem, der altid har været sød ved hende. Han købte altid en ekstra chokolademus til hende i slikbutikken, når deres far tog ham med over til hendes mors hus efter skole.

Da hun er færdig, gnider Bernie sig lidt på sin store arm og siger: »Er det bare det, du kan?« Så hun viser dem det. Hun har set videoer på nettet.

De følger efter hende ud i haven, hvor Bernies kone, Barbara, har en af de der pyntedamme fuld af store, orange fisk, der svømmer rundt oven i hinanden.

Det er koldt. Roxys fødder knaser mod rimfrosten i græsset.

Hun sætter sig på hug og stikker fingerspidserne ned i dammen.

Lige pludselig er der en ny duft omkring dem, som moden frugt, sød og lovende. Duften af højsommer. Et lysglimt i det mørke vand.

En hvæsende lyd og en knitren.

Og en efter en plopper fiskene op til overfladen. »Fuck!« siger Terry. »For helvede, mand!« siger Ricky. »Mor bliver pissesur nu,« siger Darrell.

Barbara Monke kom aldrig over for at se til Roxy, ikke efter at hendes mor døde, ikke efter begravelsen, aldrig. Et øjeblik er Roxy 53

glad ved tanken om, at hun snart kommer hjem til en dam fuld af døde fisk. »Jeg skal nok tage mig af jeres mor,« siger Bernie. »Vi kan bruge det her, Rox, min tøs.« Bernie hiver fat i et par af sine gutter, som har piger på omkring Roxys alder, og får dem til at vise, hvad de kan. De slås for sjov. De sparrer med hinanden i par eller to mod en. Bernie holder øje med dem, mens de gnistrer og blinker rundt om i haven. Verden over er folk ved at gå helt amok over det, men der er altid nogle, der kan se på hvad som helst og spørge: »Hvor er gevinsten, hvad kan det bruges til?« Én ting står klart efter sparringen og træningstimerne. Roxy har rigtig meget af kraften. Ikke bare mere end gennemsnittet, mere end nogen af de andre piger, hun øver sig sammen med. Hun lærer nogle ting om radius og rækkevidde, om, hvordan hun skal sende kraften af sted i en bue, om, at den virker bedre på våd hud. Hun er stolt af, hvor stærk hun er. Hun fokuserer al sin energi på dét.

Hun er den stærkeste, de har fundet, den stærkeste, de har hørt om.

Det er derfor, at da det bliver tid, da Bernie har arrangeret det hele, og de ved, lige præcis hvor Kodriveren kommer til at være henne, så kommer Roxy også med.

Ricky trækker hende med ind på wc’et, før de går. »Du er en stor pige nu, ikke også, Rox?« Hun nikker. Hun ved godt, hvad der skal til at ske, sådan nogenlunde.

Han hiver en lille plasticpose op af lommen og trommer lidt hvidt pulver ud på siden af vasken. »Du har godt set sådan noget før, ikke?« »Mm.« »Har du prøvet det?« Hun ryster på hovedet. »Okay, så se her.« 54

Han viser hende hvordan med en sammenrullet halvtredser fra sin tegnebog og siger, at hun må beholde sedlen bagefter, et frynsegode. Hun føler sig vældig klar i hovedet, da de er færdige. Det er ikke sådan, at hun har glemt, hvad der skete med hendes mor.

Hendes vrede er stadig ren og hvid og elektrisk, men hun kan slet ikke mærke sorgen i den. Det er bare noget, hun engang har hørt om. Det er godt. Hun er magtfuld. Hun har hele dagen i sin hule hånd. Hun lader en lang bue summe ud fra håndflade til håndflade, den knitrer højt og spytter gnister, og den er længere, end hun nogensinde før har kunnet lave dem. »Hey!« siger Ricky. »Ikke herinde, okay?« Hun lader elektriciteten knitre væk igen, til den bare er en glitren omkring hendes fingerspidser. Det giver hende lyst til at grine højt over, hvor meget kraft hun har, og hvor let den er at slippe løs.

Han ryster en lille smule af pulveret ned i en ren pose og putter den i lommen på hendes cowboybukser. »Bare til hvis du får brug for det. Men lad være med at tage det, medmindre du bliver bange.

Og lad nu for helvede være med at tage det i bilen.« Hun får ikke brug for det. Hele verden tilhører alligevel hende.

De næste par timer forsvinder i hurtige glimt, som snapshots.

Overoplyste billeder som dem på hendes telefon. Hun blinker, og så er der et billede. Blinker igen, og så er der et nyt. Hun ser på sit ur, og klokken er to om eftermiddagen, så ser hun et øjeblik efter, og den er halv tre. Selv hvis hun prøvede, kunne hun ikke bekymre sig om noget som helst. Det er godt.

De har hørt hende i planen flere gange. Der kommer kun til at være to fyre der, sammen med Kodriveren. Weinstein, hans mand, har solgt ham til dem. Han har taget ham med ud til pakhuset og sagt, at de skal holde møde. Bernie og hans gutter kommer til at vente med ladte pistoler bag ved kasserne. To af gutterne kommer til at stå udenfor, klar til at lukke dørene og sætte lås og slå for. De vil tage Kodriveren med bukserne nede om anklerne og bare skrue helt op for varmen. Det vil være overstået tids nok til, at de kan være 55

hjemme til aftensmad. Kodriveren kommer ikke til at ane noget.

Roxy er egentlig kun med, fordi hun fortjener at se det ske efter det, hun har været igennem. Og fordi Bernie altid har gået med både livrem og seler, det er sådan, han har klaret sig så længe, som han har.

Så hun sidder gemt mellem nogle kasser på øverste etage i pakhuset, hvor hun kan se ned gennem en rist i gulvet. Bare for en sikkerheds skyld. Hun sidder der og kigger ned, da Kodriveren ankommer. Kameraets udløser er åben.

Da det sker, sker det rasende hurtigt, og det er en total katastrofe. Bernie og drengene er nedenunder, de råber til Weinstein, at han skal se at komme af vejen, og Weinstein laver sådan en bevægelse, han trækker ligesom på skuldrene, som om han ville sige ’beklager, kammerat, det er virkelig ikke din dag’, men han dukker sig alligevel, da Bernie og hans sønner bevæger sig fremad, og det er her, Kodriveren begynder at smile. Og hans mænd kommer ind. Så mange flere af dem, end han skulle have haft med ifølge Weinstein.

En eller anden har røvrendt dem. Udløseren lukker i. Klik.

Kodriveren er en høj mand, tynd og bleg. Han har mindst tyve mænd med. De har formet en halvcirkel lige inden for døren og fyrer løs derfra i ly af nogle høje jernlåger. Der er simpelthen bare flere af dem end af Bernies mænd. Tre af dem har trængt Terry op i en krog bag en enkelt, stor trækasse. Store, sløve Terry med hans brede, dejagtige, bumsede pande, og mens Roxy ser til, stikker han hovedet ud fra bag kassen. Det burde han ikke gøre, prøver hun at råbe til ham, men der kommer ingen lyd.

Kodriveren sigter omhyggeligt, tager sig rigtig god tid; han smiler imens, og så er der et rødt hul midt i Terrys ansigt, og han falder om som et træ, der er blevet fældet. Roxy ser ned på sine hænder.

Der løber lange buer af elektricitet mellem dem, selv om hun ikke kan huske, at hun har bedt dem om det. Hun burde gøre noget.

Hun er bange. Hun er kun femten. Hun hiver den lille pose op af lommen og sniffer noget mere af det hvide pulver. Hun kan se elektriciteten løbe op og ned ad hendes arme og hænder. Det lyder som en stemme udefra, der hvisker i hendes øre, da hun tænker: Du er skabt til det her.

56

Hun står på en gangbro af metal, hvis gelænder er forbundet til de jernlåger, Kodriverens mænd gemmer sig bagved. Mange af dem rører ved jernet eller læner sig op ad det. Det kommer til hende i et glimt, hvad hun kan gøre, og det gør hende så ophidset, at hun dårligt kan sidde stille. Hendes ene knæ begynder at vippe op og ned.

Det er alvor nu, det var de her mænd, der dræbte hendes mor, og nu ved hun, hvad hun skal gøre. Hun venter, indtil en af dem står med fingerspidserne mod jernet, en sidder med baghovedet op af det, og en tredje har grebet hårdt fat om en af lågerne for at kunne læne sig ud til siden og skyde. Det lykkes en af dem at affyre et skud, der rammer Bernie i siden. Roxy puster langsomt luft ud gennem munden.

I har sgu fortjent det her, tænker hun. Hun sætter strøm til gelænderet. Tre af dem går omkuld med høje skrig, deres rygsøjler krænger bagud, der går krampetrækninger igennem dem, de skærer tænder og vender det hvide ud af øjnene. Værsgo’. I bad sgu selv om det.

Og så får de øje på hende. Billedet fryser.

Der er ikke så mange af dem tilbage nu. Det står nogenlunde lige, måske har Bernie endda fået overtaget, særligt fordi Kodriveren er en lille smule bange nu; man kan se det i hans ansigt. Det dundrer i jerntrappen, og to mænd løber op og prøver at gribe fat i hende.

En af dem læner sig frem og stikker ansigtet helt ned til hendes, for det er sådan noget, der skræmmer normale børn, normale små piger, og det er rent instinkt, men hun behøver bare lægge to fingre mod hans ene tinding og sende et stød gennem hans pande, og så ligger han på jorden og græder tårer af blod. Den anden griber fat om livet på hende – fatter de slet ikke noget? – og hun rammer ham i håndleddet. Hun er ved at finde ud af, at der ikke skal så meget til for at få dem til at give slip på hende, og hun føler sig godt tilfreds med sig selv, før hun kigger ned og ser Kodriveren løbe ud ad døren til baglokalerne.

Der er ingen til at forhindre ham i at slippe væk. Bernie ligger på gulvet og stønner, og Terry bløder fra hullet i sit hoved. Det er slut med Terry, ligesom med hendes mor, det er hun stensikker på, men Kodriveren prøver at komme væk. Du kan tro nej, din lille lort, tænker Roxy. Du kan fandeme tro nej.

57

Hun ræser ned ad trappen og holder sig nede ved gulvet, mens hun følger efter Kodriveren ud gennem bygningen, langs nogle gange og gennem et tomt kontorlandskab. Hun ser ham dreje mod venstre og sætter farten op. Hvis han når frem til sin bil, er det slut, så vil han komme tilbage med forstærkninger, og det vil ingen af dem overleve. Hun tænker på, hvordan hans mænd hev fat i hendes mor, hvordan de tog kvælertag på hende. Det var ham, der gav ordren. Han fik det til at ske. Der kommer mere fart i hendes ben.

Han løber gennem en anden gang, ind i et nyt rum – der er en dør til brandtrappen, og hun hører håndtaget blive trykket ned og tænker ved sig selv: Fuck, fuck, fuck; men da hun runder hjørnet i løb, er Kodriveren stadig i rummet. Døren var låst. Han står med en skraldespand i hænderne og prøver at slå ruden i døren ind, og hun tackler ham nedefra, præcis som de har øvet, hun smider sig frem mod ham og går efter hans ankler. Hun griber fat i den ene med én hånd, hud mod blød, bar hud, og hun giver los og lader ham mærke kraften.

Først siger han ikke en lyd. Han falder sammen, som om knæet har givet efter under ham, mens hans arme stadig forsøger at smadre ruden med skraldespanden, så den ramler ind i væggen. Og idet han synker sammen, får hun fat i hans håndled og lader ham mærke kraften igen.

Hun kan høre på den måde, han skriger på, at ingen har gjort det mod ham før nu. Det er ikke smerten i det, det er chokket, rædslen.

Hun kan se lynet skyde op langs hans arm, ligesom på fyren hjemme hos hendes mor, og med den tanke strømmer kraften endnu stærkere, endnu hedere igennem hende. Han skriger, som om der er giftige edderkopper under huden på ham, som om de bider ham helt inde ved knoglerne.

Hun skruer lidt ned. »Stop,« stønner han. »Stop.« Han ser på hende, tvinger sine svømmende øjne til at fokusere på hendes ansigt. »Dig kender jeg,« siger han. »Du er Monkes pige.

Din mor var Christina, ikke?« 58

Han skal sgu ikke sige hendes mors navn. Det må han ikke. Hun rammer ham med et stød midt på struben, og han skriger og hoster: »Fuck. Fuck. Fuck.« Og så rabler han: »Jeg er ked af det, det er jeg altså, det handlede om din far, men jeg kan hjælpe dig, du kan komme og arbejde for mig, sådan en smart pige som dig, sådan en stærk pige, jeg har aldrig set noget lignende. Bernie har ikke tænkt sig at have dig hængende, det kan jeg godt fortælle dig. Kom over på mit hold. Bare sig, hvad du vil have, så sørger jeg for det.« Roxy siger: »Du slog min mor ihjel.« Han siger: »Din far havde slået tre af mine gutter ihjel den måned.« Hun siger: »Du sendte dine mænd hjem til os, og de slog min mor ihjel.« Og Kodriveren bliver helt stille, så stille, at hun tænker, han enten begynder at skrige igen lige om lidt eller langer ud efter hende.

Så smiler han og trækker på skuldrene. Han siger: »Jeg har ikke noget, jeg kan sige til dig, hvis det er sådan, det er. Men det var aldrig meningen, at du skulle have set det. Newland sagde, du ikke ville være hjemme.« Nogen er på vej op ad trappen. Hun kan høre dem: fødder, mere end ét par, tunge støvler på metaltrinnene. Måske er det hendes fars mænd, måske Kodriverens. Måske burde hun stikke af nu, eller også er der en kugle på vej med hendes navn på. »Men jeg var hjemme,« siger Roxy. »Vær nu sød,« siger Kodriveren. »Vær nu sød.« Og pludselig er hun tilbage, krystallerne eksploderer inde i hovedet på hende, og hun kan se det for sig helt klart, hendes mors hus, hendes mor. Det var præcis det, hendes mor sagde, præcis det.

Hun tænker på sin fars knytnæve, der glider væk fra en mands ansigt med blodet dryppende fra alle ringene. Det er det eneste, der er noget værd. Hun planter en hånd på Kodriverens tinding. Hun slår ham ihjel.

59