Litterære mønstre uddrag by Frydenlund

Henrik Hansen

LitterĂŚre mĂ¸nstre Fra middelalder til modernitet

Frydenlund

Indhold 7

Forord

Det moderne gennembrud 1870-1900 Industrialiseringen har for alvor fået fat i de europæiske samfund. Forståelsen af mennesket ændrer sig. En ny, moderne naturvidenskab argumenterer for, at det nu må betragtes som et resultat af biologiske, miljøbestemte og sociale faktorer. Det bør en moderne litteratur forholde sig til, mener man. Den må gøre sig fri af den romantiske misforståelse og i stedet for skildre virkeligheden gennem objektiv, fordomsfri iagttagelse. Den må blive realistisk.

Det moderne gennembrud

Virkelighedens verden Den danske maler P.S. Krøyer er nok mest kendt som en af skagensmalerne. Men karrieren begyndte et helt andet sted. Krøyer var oprindeligt stærkt påvirket af de krav til en moderne kunst, som den danske litteraturkritiker Georg Brandes havde formuleret i sine Indledningsforelæsninger i 1871. I 1880 opholder han sig i Italien, hvor dette billede bliver til. I 1882 er det på udstilling i København. Det vækker forargelse. En anonym anmelder skriver: »Men ufattelig bliver det, hvorfor en Kunstner med Krøyers Dygtighed og Ævner har Lyst til at anvende sin Penselfærdighed paa hine skindmagre, skidengule, halvnøgne Hattemagerarbejdere; med mindre han med Farver har villet forsvare Darvinismens Abetheori, thi i saa Tilfælde har han talt tydelig nok.« Den vrede mand har på én måde ret. Gennem flere generationer var kunstnerne rejst til Italien for at skildre det ægte, uspolerede folkeliv og de vidtstrakte landskaber med cypresser, pinjer og maleriske romerske ruiner. Krøyers billede vender sig direkte imod alt, hvad denne tradition havde stået for. Landskabet er der ganske vist, men set gennem et højtsiddende kældervindue, hvor metalsprosserne får værkstedet til at ligne en fængselscelle. Det gyldne sollys falder skråt og massivt ind i rummet, hvor de kemiske dampe fra hattefremstillingen forvrænger det til noget blåligt og koldt. Hattemagerens og børnenes nøgne overkroppe er sygeligt udmagrede. De sveder af det anstrengende arbejde, så skidt og

172

støv klistrer til kroppen. Hvad de egentlig laver ved bordet, kan man ikke se, og det er heller ikke meningen. Det er ikke det stolte håndværk eller folkeligt landsbyliv, Krøyer vil skildre, men fattige mennesker i en udsigtsløs overlevelseskamp.

P.S. Krøyer: Italienske landsbyhattemagere, 1880

Virkelighedens verden

173

Det moderne gennembrud

Romantikken opstod i en tid, hvor samfundene i Europa var i hastig forandring. Oplysningens tro på fornuften og fremskridtet havde nok udløst kritiske reaktioner blandt kunstnere og intellektuelle, men den var også en yderst reformorienteret bevægelse, der i lige så høj grad interesserede sig for at skabe konkrete forbedringer i det praktiske liv, ikke mindst på det teknologiske område. Og den udvikling fortsatte, uanset hvad romantikerne så end mente om den. Med landboreformerne i 1780’erne ændredes dansk landbrug fra et statisk, landsbybaseret fællesskab til et moderne individualiseret jordbrug baseret på den enkelte gårds egen produktivitet. Nye dyrkningsmetoder, ikke mindst et øget kendskab til gødningsteknologier og en omfattende mekanisering, nye vejanlæg og anlæggelse af et efterhånden vidtforgrenet jernbanenet skabte nye rammer for en økonomisk og demografisk mobilitet, der efterhånden fik konsekvenser på alle niveauer i samfundet. Det medførte blandt andet en omfattende industrialisering, der skabte et stærkt øget behov for arbejdskraft. Store befolkningsgrupper flyttede fra land til by, byerne ændrede sig, nye kvarterer opstod, og nye sociale identiteter og samværsformer udviklede sig. Folket blev til klasser, samfundet blev polariseret i stridende politiske ideologier og økonomiske interesser, således at enhver forestilling om enhed eller en fælles åndelig dimension i tilværelsen måtte bryde sammen.

174

Virkelighedens verden

Den ny tids katedral Et meget direkte udtryk for, hvad der var på vej, så man for eksempel i de mange verdensudstillinger. Den første afholdtes i London i 1851. Her opførte man en gigantisk udstillingshal, der skulle fremvise alt, hvad industri og teknologi, i skøn forening med den buldrende kapitalistiske økonomi, kunne frembringe af nye forbrugsgoder til gavn for menneskeheden. Prins Albert holder en tale: Alle frembringelser i alle egne af verden stilles til raadighed for os, og vi skal blot afgøre, hvad der er det bedste og billigste til vore formaal, og produktionens kræfter er underlagt denne dobbelte drivfjer: konkurrence og kapital: Saaledes nærmer mennesket sig en ny fuldstændig opfyldelse af den store og hellige mission, som det tilkommer det at udføre her i verden. Da dets forstand er skabt i Guds billede, bør det bruge den til at opdage de love, efter hvilke den Almægtige styrer alskabningen, og ved at gøre disse love til maalestok for sine handlinger, at erobre naturen til sit eget brug, idet det selv er et guddommeligt redskab. 40 år senere bygger ingeniøren Gustave Eiffel et tårn på 300 meter i stål til verdensudstillingen i Paris (1889). Det havde ingen praktisk funktion, men skulle bare vise, at man kunne, og også det skulle rives ned igen efter udstillingen. Mange mente, at det var grimt, og at man i det mindste kunne have forsynet det med plader, der kunne skjule den grimme stålkonstruktion. Det fik som bekendt lov til at blive stående. For i mellemtiden var ingeniøren blevet den nye tids helt og naturvidenskaben den nye tids religion. Fra 1830-1842 udgiver franskmanden Auguste Comte sin Cours de philosophie positive. Det positive betyder det empirisk givne, det, der kan formuleres med udgangspunkt i sansedata og anvendelse af måleinstrumenter, altså ved metodisk videnskabelig observation af virkeligheden. Og det er ham, som introducerer en ny samfundsvidenskab, sociologien, hvor samfund og mennesker anskues efter de samme principper. Han kalder det for socialfysik. Det var blevet moderne tider og dermed også tid til et opgør med den kultur, som ikke ville se denne udvikling i øjnene.

175

Det moderne gennembrud

Crystal Palace, 1851

176

Virkelighedens verden

Krystalpaladset Den bygning der skulle rumme verdensudstillingen i London, opførtes i en konstruktion af støbejern og glas i Londons Hyde Park og blev hurtigt døbt Crystal Palace. Nogle af parkens store træer stod i vejen for det kæmpemæssige byggeri, men i stedet for at fælde dem, blev de indlemmet i bygningsplanen. Det er praktisk romantik i metermål. Som en ny tids kirke skal den monumentale konstruktion forene markedsøkonomi, teknologi, industrialisering, kunst, natur og religion under samme tag. Bygningen fik lov til at stå i fire år, derefter blev den revet ned og genopført et andet sted.

177

Det moderne gennembrud

Georg Brandes (1857-1943) Godt inde i det moderne gennembrud indleder den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson en debat om sædeligheden med sit skuespil En Handske (1883). Det handler om seksualmoralen i det moderne samfund. I skuespillet udtales den opfattelse, at mænd bør være lige så afholdende før ægteskabet, som man dengang krævede det af kvinder. For den danske litteraturkritiker og debattør Georg Brandes var Bjørnsons krav imidlertid at vende hele denne problemstilling på hovedet. Det handlede ifølge ham ikke om, at nogen skulle afholde sig fra noget, men tværtimod om, at enhver skulle kunne handle frit. Hvis mænd og kvinder skulle stilles lige, drejede det sig derfor om, at kvinder skulle have præcis de samme seksuelle rettigheder, som mændene altid havde haft. Det var altså ikke seksualiteten, der var noget i vejen med, men det borgerlige samfunds almindelige forløjede seksualmoral – eller dobbeltmoral. Han formulerer det undervejs i den temmelig ophedede debat sådan: »Vi imponeres ikke af Renheden i et Samfund, som de bygger paa disse to Hjørnestene, Ægteskab og Prostitution, og hvis Stadsestue kun er eller synes ren, fordi Skarnet er fejet sammen i det lige saa store Pulterkammer«. Citatet rammer meget præcist, hvad der er selve kærnen i den kritik, som Brandes udøvede i sin litteraturkritik og over for samfundets forskellige institutioner i det hele taget: kirken, det politiske system, magthaverne, moralen, hykleriet osv. Brandes skriver i en periode, hvor samfundet er under kraftig forandring. På den ene side foregår der en moder-

178

niseringsproces, blandt andet på grund af den voldsomme industrialisering, på den anden side eksisterer den gamle standsprægede privilegiekultur stadigvæk i bedste velgående. I denne konflikt repræsenterer han moderniseringens og de demokratiske princippers standpunkt. Det var der god grund til. Enevælden var blevet afskaffet med junigrundloven i 1849. Men det var ikke, hvad vi i vores forstand ville kalde en demokratisk grundlov. Kvinder havde ikke stemmeret, og det havde folk under en bestemt indtægtsgrænse heller ikke. Desuden lå den afgørende magt ikke i det nyetablerede Folketing, hvor partiet Venstre repræsenterede flertallet fra 1872, men i Landstinget, hvor det gamle (enevældige) godsejeraristokrati havde magten. Hertil kom, at grundloven flere gange var blevet revideret og indskrænket i perioden efter 1849. I 1877 kommer det til et afgørende brud mellem de to kamre, da Venstre nægter at godkende et lovforslag om Københavns befæstning. Det fører til en langvarig forfatningskamp, der kulminerer under den såkaldte provisorietid (18851894). Regeringen er i mindretal, men statsministeren, dengang konseilspræsidenten, vælger at styre helt uden om Folketinget via de såkaldte provisorielove. Fra da af og frem til parlamentarismens indførelse i 1901 er Danmark reelt et diktatur. Der var altså for en person som Brandes meget at kæmpe for. Han hævdede konsekvent de demokratiske principper og individets frihed i forhold til den politiske og moralske undertrykkelse, der foregik over en bred kam. Den 3. november 1871 slår han en betragtelig

del af den nationale danske kulturarv ihjel. Det er der den dag i dag stadigvæk folk, som ikke kan tilgive ham for. Da påbegynder han de berømte forelæsninger over Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur på Københavns Universitet. Tilstrømningen er mindst lige så stor som dengang, da Henrik Steffens holdt sine romantiske forelæsninger på Elers Kollegium, og effekten bliver endnu mere omfattende. Brandes begynder med en kritik af den hjemlige romantiske litteratur, som for ham at se er gået fuldstændigt i stå i verdensfjern (idealistisk) selvtilstrækkelighed. Den har ikke bestilt andet end at tilpasse sig det dannede borgerskab, og desuden er den præget af den typiske danske nationalkarakter af naivitet og uskyldighed. Verden og samfundet, det vil sige virkeligheden, eksisterer ikke for denne litteratur. Heroverfor stiller Brandes kravet om, at en moderne litteratur skal engagere sig i samfundet og de misforhold, der findes her: politisk undertrykkelse, social uretfærdighed, seksualitet og dobbeltmoral. Kirkens hykleri m.m. Det bliver så startskuddet til den bevægelse, vi kalder for det moderne gennembrud, og i dette tilfælde er det ikke forkert at sige, at det er udløst af en person, selvom man sagtens kan finde eksempler fra den periode, Brandes kritiserer, der viser, at sprækkerne allerede var der tidligere med forfattere som H.C. Andersen, Blicher og Goldschmidt. Men det er Brandes, der leverer energien og fungerer som nøglefigur for de mange forfattere, der nu tager fat på at skrive en ny og moderne litteratur, der svarer til det samfund, den skrives i.

Virkelighedens verden

Efterhånden begynder Brandes imidlertid at fjerne sig fra sit oprindelige standpunkt. Det samme gør en række af de forfattere, der sluttede op om gennembruddets idealer, deriblandt Henrik Pontoppidan og Herman Bang, som i øvrigt aldrig delte Brandes’ syn på litteraturen – hvilket var gensidigt. Da Brandes i 1883 udgiver sin bog om Det moderne Gennembruds Mænd, er Bang ikke blandt dem – heller ikke gennembruddets kvindelige forfattere, og på det tidspunkt har Bang (til Brandes’ store fortrydelse) allerede udgivet sin version af det litteraturhistoriske gennembrud: Realisme og Realister, der argumenterer for et helt andet syn på, hvad realisme er. I 1888 opdager Brandes den hidtil upåagtede Nietzsche og bliver meget optaget af ham. Han præsenterer ham i en række forelæsninger, der udkommer året efter under titlen Aristokratisk radikalisme, og fra da af tager han for alvor afsked med gennembruddets ideologi. Det er stadigvæk det frie individ i hans tænkning, der står centralt, men nu i en mere nietzschiansk version, hvor det er den store ener, der kompromisløst sætter viljen til magt igennem uden knæfald for smålige politiske og samfundsmæssige hensyn. Meget karakteristisk for det er, at Brandes som et svar på filosoffen Harald Høffdings kritik af dette (udemokratiske) standpunkt udgiver essayet: Det store menneske – Kulturens Kilde. Frem til sin død i 1927 udgiver Brandes en række værker om de store enere i kulturen, kunstnere som Shakespeare, Goethe, Michelangelo og personligheder som Cæsar og Jesus.

179

Litterære mønstre Fra middelalder til modernitet 1. udgave, 1. oplag, 2016 Copyright © 2016: Henrik Hansen og Frydenlund ISBN 978-87-7118-699-4 Forlagsredaktion: Lil Vad-Schou Korrektur: Per Malmberg Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Illustrationer: se side 347 Grafisk produktion: Balto, Vilnius Printed in Lithuania 2016 Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C T: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice