Livshistoriefortællinger uddrag by Frydenlund

LivshistoriefortĂŚllinger

”Det at fortælle min livshistorie har betydet tillid og åbenhed om mit liv. Jeg har for første gang fortalt min hemmelighed. Det har også betydet, at jeg er blevet bevidst om, hvad det er, jeg vil arbejde med, og jeg har langsomt turdet gå i gang med at komme videre. Det har også været ret væsentlig i forhold til min sygdom. Jeg har fået et rigtigt godt forhold til en af mine medbeboere og har fået et tættere forhold til min ven. Jeg er blevet mere åben og har vendt nogle af de tunge ting i mit liv til noget mere positivt. Jeg tænker, at livshistoriefortælling har været et vendepunkt for mig. Det er første gang, jeg har det så godt, siden jeg var 11 år. Jeg har fået mere selvtillid og tillid til min familie, og det er gengældt. Min familie har nu mere tillid til mig og spørger om ting, de ikke tidligere gjorde”.

Dorthe Sørensen, tidligere beboer i opgangsfællesskabet Søndervang i Aarhus (se kapitel 6).

Re digeret af J ónas Gús t af s son

Livshistoriefortællinger – nøglen til livet En inspir at ions - og pr ak sisb o g

Fr ydenlund

Livshistoriefortællinger – nøglen til livet 1. udgave, 1. oplag, 2014 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-351-1 Illustrationer: Jens Bækdal og Camilla Baden Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk

Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold Forord............................................................................ 9 Kapitel 1: Livshistoriefortællinger som faglig metode................ 13 Fra diagnose- og sygdomsfortælling til fortælling om det levede liv Kapitel 2: Spilleregler og etik i livshistorien................................ 31 Den professionelles rolle og ansvar Kapitel 3: Livshistoriefortællinger udvikler bevidstheden.......... 43 Paralleller til andre teorier og metoder Kapitel 4: Livshistoriefortælling og recovery............................... 57 Rejsen fra det falske og overfladiske til ægthed og ærlighed Kapitel 5: Den individuelle livshistorie........................................ 67 Hvad betyder den for brugeren og for medarbejderen? Kapitel 6: Livshistoriefortællinger anvendt i gruppe................... 79 Relationen i centrum

Kapitel 7: Den positive livshistorie.............................................. 91 Ændrede roller Kapitel 8: Livshistoriefortælling og handleplaner..................... 102 At handle på værdier Kapitel 9: Livshistoriefortælling set i et kost- og motionsperspektiv..................................................... 116 Vanernes betydning Kapitel 10: Livshistoriefortællinger i et misbrugscenter............. 126 Livshistoriefortællinger som et alternativ til aktivering og misbrugsbehandling Kapitel 11: Livshistoriearbejde i en stor personalegruppe.......... 136 Forandringer i en kultur Kapitel 12: Ledelse og implementering af livshistoriefortælling................................................. 146 Om at iværksætte et udviklingsprojekt på et specialpædagogisk tilbud Kapitel 13: Inspiration og øvelser til fortællinger....................... 163 Kom godt i gang Præsentation af forfatterne........................................ 175 Litteratur.................................................................... 179 6

Forord

Dette er en bog om at arbejde med livshistoriefortælling som konkret metode i psykosocialt rehabiliteringsarbejde. Bogen viser gennem konkrete eksempler, hvordan man kan anvende livshistoriefortælling som metode. Den viser, hvad forskellige grupper af brugere kan få ud af at bruge livshistoriefortælling. Den er skrevet som inspirationskilde til dem, der ønsker at stifte bekendtskab med metoden. En vigtig målsætning for arbejdet med livshistoriefortællinger er at få brudt med den diagnose- og sygdomsfortælling, som ellers let bliver den dominerende identitet og historie for mennesker, der er i langvarig kontakt med behandlingssystemer og sociale tilbud. Livshistoriefortællinger skaber (ny) mening og sammenhæng i et menneskes liv. Den kan derfor yde et væsentligt bidrag til personens bestræbelse på at komme videre med eget liv (recovery). Der har længe været brug for en kortfattet, lettilgængelig og praksisorienteret bog for de mange professionelle, brugere, studerende og for hvem, det i øvrigt er relevant at anvende livshistoriefortællinger. Bogen indeholder 13 kapitler. De tre indledende kapitler handler om, hvorfor det er relevant at beskæftige sig med livshistoriefortællinger, perspektiver og etiske spilleregler samt teoretiske indfaldsvinkler. De efterfølgende ni kapitler fortæller om konkrete erfaringer med individuelle fortællinger eller gruppeforløb med brug af livshistoriefor-

tællinger. Beskrivelserne heri viser, hvordan fortællinger kan bruges både i forhold til mennesker med sindslidelser, misbrug, udviklingshæmning eller autisme. Alle de konkrete eksempler har skullet leve op til fordringen om at være ’god socialpsykiatrisk praksis’, her defineret som: 1. Hvordan anvendte medarbejderen konkret den metodiske tilgang – og hvilken læring har det bibragt medarbejderen undervejs? 2. Hvad har brugeren fået ud af at indgå i samarbejdet om at anvende livshistoriefortællingen? 3. Hvilke rammer skal der til for at andre på tilsvarende måde vil kunne anvende livshistoriefortællingen? Bogen afsluttes i kapitel 13 med inspiration og øvelser, der kan være en hjælp til at komme i gang med at arbejde med både de mindre fortællinger og livshistoriefortælling som metode i hverdagen. Forfatterne udgør en tværfaglig gruppe af fagfolk med erfaring fra arbejde i både socialpsykiatri, distriktspsykiatri og behandlingsinstitutioner. Gruppen har samarbejdet i mere end 10 år i et netværk (Lifo-netværk) om at udvikle den metodiske tilgang i arbejdet med livshistoriefortælling og tilpasse denne til en række forskellige sammenhænge og målgrupper i praksis. På hjemmesiden www.lifo.dk findes også oplysninger om, hvem fra netværket der kan indgå i undervisnings-, vejlednings- og sparringsopgaver. Udover forfattergruppen, der har bidraget til realiseringen af bogen, har en lang række andre fagpersoner ydet betydningsfulde bidrag til indholdet undervejs i processen.

Der skal derfor rettes en stor tak til psykolog og tidligere evalueringschef Knud Ramian, der igennem alle årene har deltaget i netværkets arbejde med udvikling af praksisforskning. Derudover tak til psykolog Arne Skovgaard Juhl og psykolog Allan Holmgren for faglige kommentarer til de første tre kapitler. En meget stor og varm tak til min kone, psykolog Johanne Bratbo, for al hendes faglige og praktiske støtte. Endvidere tak til Jens Bækdal for fotografering af både figurer og mennesker til illustrationer i bogen samt til Camilla Baden for at stille sine figurer til rådighed. Endelig en tak til Socialpædagogernes Landsforbund for at have ydet økonomisk støtte til udgivelsen.

Jónas Gústafsson Redaktør og medforfatter

Kapitel 1

Livshistoriefortællinger som faglig metode Fra diagnose- og sygdomsfortælling til fortælling om det levede liv Jónas Gústafsson

Hvorfor arbejde med livshistoriefortælling?

Der er mindst tre gode grunde til at overveje mere systematisk anvendelse af livshistoriefortælling som led i psykosocialt rehabiliteringsarbejde: 1. Brugeren får en chance for at erstatte en begrænsende identitets- og sygdomsfortælling med en fortælling, der tager udgangspunkt i det levede liv og de værdier, drømme og håb, som knytter sig hertil. 2. Medarbejdere får mulighed for på en mere systematisk måde at styrke fordybelse, indsigt og kvalitet i relationsarbejdet som led i kontakten med den enkelte bruger. 3. Organisatorisk og kollegialt kan fremmes øget parathed til refleksion over kultur og roller.

Hvad er en livshistorie?

Livshistorien er en fortælling om et liv, der både afspejler den måde, vi ser os selv på, og den måde, som vi gerne vil opfattes af andre på. Den er altså en selvfremstilling, der som regel rummer grundlæggende livserfaringer, værdier og antagelser om vores liv og de forventninger, som vi knytter hertil (Bruner 2004; Gustafsson, J. & Ramian, K. 2003). Livshistorien er ikke en færdig fortælling. Vi kan gentage en fortælling om den samme periode i vores liv eller om en bestemt begivenhed mange gange. Hver version bliver dog forskellig afhængigt af livsomstændigheder, tidspunktet og hvem man fortæller den til. Livshistorien er således meget afhængig af den situation og de rammer, hvori den fortælles, samtidig med at den siger noget om, hvem man er, og hvad der er personligt vigtigt for én. Erindringer spiller en vigtig rolle i forhold til vores livshistorie. De er med os hele tiden, og har indflydelse på vores adfærd og vores humør. De gør os i stand til at forholde os til andre, samtidig med at de er vigtige byggesten for vores identitet. Erindringen er en bestemt form for hukommelse. Den omfatter ikke bare evnen til at huske, men også det at genopleve og at sætte oplevelserne i en livshistorisk sammenhæng, betegnet som selvbiografisk hukommelse. Erindringer involverer således følelse af rejse i tid. De kræver indlevelse, genoplevelse og skaber identitet. Det er veldokumenteret, at oplevelser, som involverer stærke følelser, både positive og negative, huskes bedre end andre oplevelser, specielt når der er gået noget tid. (Berntsen, D., 2014) Her har livshistoriefortællinger sin rolle som hjælp til at forholde sig til både det positive og det svære i éns liv (se kapitel 4, 5 og 7).

Livshistoriefortælling som metode har sit udspring i narratologien, som er en gren indenfor de humanistiske videnskaber, der beskæftiger sig med forståelsen af for tællinger. Narratologien ser historien som et fænomen og har den basale opfattelse, at vores viden om verden altid er båret af fortællinger om den. Fortællingen er en måde at fremstille menneskers handlinger på med vægt på den tidsmæssige dimension: fortid – nutid – fremtid. Fortællingen beskriver forløb og episoder fra et liv, som nogle gange er sammenhængende og andre gange slet ikke hænger sammen. Begge dele genspejler, hvor fortælleren befinder sig i sit liv. I bogens sammenhæng er livshistoriefortælling anvendt som en metode, der understreger individets ejendomsret til egen historie og dermed til sit eget liv. Fortællingen er en handling, der skal forsøge at indfange det fortalte og få øje på mønstre eller rytmer i fortællingen. Det kan f.eks. være at få øje på fortællingens røde tråd eller flere røde tråde (Gustafsson, J. & Ramian, K. 2003). ”Jeg kan godt se, at jeg altid har sat mig selv til side for at gøre andre tilfreds”. Livshistoriefortælling er altså her at forstå som metode, hvor man fortæller mere sammenhængende om sit liv end det blot at fortælle om hverdagens begivenheder, episoder og oplevelser, som vi alle benytter os af i dagligdagen, som f.eks. hvem vi har været sammen med, og hvad vi har brugt tiden til.

Livshistoriefortællingen handler typisk om de mere grundlæggende elementer, såsom hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvorfor befinder jeg mig her i mit liv? Dvs. også temaer som brud i relationer, vendepunkter, højdepunkter og vigtige episoder – eller de større fortællinger om myter og traditioner, som er en del af ens liv og oprindelsesgrundlag. Der kan også være mere afgrænsede temafortællinger om bestemte perioder i ens liv eller fortællinger om bestemte positive erfaringer, om håb, drømme og værdier. Netop processen med at samle brudstykker af ens livshistorie til en mere samlet fortælling kan give en mere meningsfyldt og sammenhængende oplevelse af ”historien om mit liv”. Det at arbejde med livshistoriefortælling kan på mange måder sammenlignes med at ’lægge puslespil’, hvor man må vende de enkelte ’brikker’ og begynde at forestille sig et mere samlet billede, for at kunne vide, hvor ’brikken’ hører hjemme i helheden. Livshistoriefortælling som metode har også paralleller til andre teoretiske tilgange end narratologien. Dette gøres der rede for i kapitel 3.

Livshistorien som en metode i psykosocialt rehabiliteringsarbejde

Livshistoriefortælling, som den beskrives her i antologien, er en socialpædagogisk metode og ikke en ny form for psykoterapi. Helt grundlæggende giver metoden den fortællende person undervejs et alternativ til den mentale og handlingsmæssige fastlåsning, som der ofte er knyttet til en stadig genfortælling af sin egen sygehistorie.

Som det fremgår af flere af bogens øvrige kapitler, præges mange af brugernes fortællinger i udgangspunktet af dominerende negative fortællinger med negativ selvopfattelse og selvstigmatisering som følge. Disse skæbnefortællinger kan netop udfordres af arbejdet med livshistoriefortællinger. Det socialpædagogiske arbejde har menneskers daglige og praktiske LIV som genstand. I livshistoriefortællingen er fokus på LIVETS historie, dvs. hvordan mennesker oplever, erindrer, ser på og fortæller om deres liv, og hvordan dette kan være med til at skabe et bedre hverdagsliv og mere mod på handling som led i den personlige recoveryproces.

Forskel på psykoterapi og livshistoriefortælling

En vigtig forskel mellem at praktisere psykoterapi og livshistoriefortælling handler både om fokus og om medarbejderens rolleforvaltning. I livshistoriefortælling er fortællingen et middel til at skabe forståelse, mening og sammenhæng, og her er fortællesituationen et mål i sig selv, dvs. at personen hører sig selv fortælle og blive hørt af en anden, uden at fortællingen bliver genstand for en professionel fortolkning. I psykoterapi indgår også vigtige fortællinger om personens liv, men her er fortællingen primært et middel til at arbejde med mere eller mindre afgrænsede og definerede problematikker og symptomer, f.eks. depression og angst, som så bliver genstand for fortolkning og terapeutiske påvirkningsstrategier. I modsætning til psykoterapien er formålet ved livshistoriefortælling som metode altså ikke en ændring af menneskers personlighed eller psyke. Fokus er en støtte til

fortælleren for bedre at kunne være til stede i sit eget liv, samtidig med at personen forholder sig til sin egen måde at se sig selv på.

Forvaltning og udvikling af medarbejderrollen

Ved livshistoriefortællingen er det fortællerens egen fortælling, der er i centrum, og denne har et liv og en værdi i sig selv (jf. kapitel 4, 5 og 7 i Gustafsson, J. & Ramian, K., 2003). Her er det som medarbejder vitalt at kunne lytte, rumme, undgå at tolke eller komme med gode råd. Opgaven er at være nærværende og fuldt til stede i situationen. Det at kunne give brugeren oplevelsen af at blive set, hørt og forstået, udtrykker en grundlæggende anerkendelse af den andens eksistens. Det er en opgave i sig selv at kunne rumme at lytte til fortællinger fra en bruger, der f.eks. har en traumatisk historie og uden som medarbejder at trække sig eller synes, at man skal handle på denne eller ’glatte ud’. At kunne håndtere disse udfordringer i forhold til egen rolle gør en stor forskel, som det tydeligt fremgår af flere af kapitlerne. Hvis det er aftalt på forhånd, kan den der lytter, også stille spørgsmål. Her er det vigtigt, at medarbejderen ikke stiller spørgsmål ud fra egne hypoteser eller dagsordener på brugerens vegne, men ud fra det, der giver mening for brugeren, at blive spurgt om i forhold til det fortalte. Dvs. spørgsmål som: ”Hvad har du lyst til at fortælle noget mere om?” Eller: ”Fortæl mig noget mere om den gang, du spillede i et orkester? Hvilke numre spillede I?” Igennem spørgsmålene kan man give hjælp til at udforske mangfoldigheden i et liv og at se sit liv fra flere forskellige vinkler.