MED FN PÃ… FEM KONTINENTER Finn Reske-Nielsen og Bodil Knudsen
Frydenlund
Med FN på fem kontinenter 1. udgave, 1. oplag, 2016 © Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7118-678-9 Forlagsredaktion: Louise Thaarup Dam Korrektur: Mette Fuglsang Jensen Grafisk tilrettelæggelse: Maria Engstrøm Kort: iStock Photos og Maria Engstrøm Grafisk produktion: Balto, Litauen Fotos: Finn Reske-Nielsen og Bodil Knudsen Udgivet med økonomisk støtte fra Hermod Lannungs Fond og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond. Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Indhold 7
Forord
9
Del 1: Beretning
11
Kapitel 1: Vejen til FN
23
Kapitel 2: Zambia (1977–1979)
24
Finn: Befrielsesbevægelser og flygtninge
42
Bodil: Mødet med den tredje verden
53
Kapitel 3: Schweiz (1979–1980)
54
Finn: Genève – en mellemstation
60
Bodil: Et liv i overflod
63
Kapitel 4: USA (1980–1989)
64
Finn: Kampen mod kolonialisme og apartheid fra kontoret i New York
77
Bodil: New York og mødet med det multikulturelle
87 88 103
Kapitel 5: Namibia (1989–1995) Finn: Fra apartheid til selvstændighed Bodil: Lad os bygge en skole
125
Kapitel 6: Papua Ny Guinea (1995–1999)
126
Finn: Det eksotiske, korrupte og farlige
147
Bodil: Almindelige mennesker og voldens magt
163
Kapitel 7: Østtimor (1999–2002)
164
Finn: Et land i opløsning
195
Bodil: En udbrændt tropeø
211
Kapitel 8: Laos (2002–2006)
212
Finn: Udviklingsarbejde i en etpartistat
228
Bodil: Munke og børnebøger
239
Kapitel 9: Østtimor (2006–2013)
240
Finn: Fra kaos til stabilitet
279
Bodil: Menneskelig mangfoldighed
293 294 345
Del 2: Debat Finn: Refleksioner over FN's arbejde efter 36 ĂĽrs tjeneste Epilog
346
Finn: Et liv i sus og dus?
355
Bodil: Livet som medfølgende
362
Finn og Bodil: Tilbage i Danmark
367
Forkortelser
Windhoek
5 Namibia (1989–1995)
Kapitel 5: Namibia (1989–1995)
Finn fortæller ...
Fra apartheid til selvstændighed FN’s tilstedeværelse i Namibia i 1989 var først og fremmest United Nations Transitional Assistance Group (UNTAG), en fredsoperation etableret af Sikkerhedsrådet for at overvåge de frie valg, der skulle føre Namibia frem til den længe ventede selvstændighed. Det var FN’s hidtil største og mest komplekse fredsoperation med omkring 9.000 uniformerede og civile ansatte ledet af Martti Ahtisaari. UNTAG var ankommet til landet i april 1989 og havde haft en vanskelig begyndelse. Som en del af fredsaftalen skulle SWAPO-guerillaerne forblive på deres baser i Angola, og de sydafrikanske tropper skulle ligeledes forblive på deres baser i Namibia. Kort efter Ahtisaaris ankomst var det imidlertid lige ved at gå galt. Sydafrika meddelte FN, at de havde informationer om, at bevæbnede guerillaer havde krydset grænsen mellem Angola og Namibia, og tilkendegav, at hvis deres tropper ikke fik tilladelse til at gå i aktion mod dem, ville FN blive bedt om at forlade landet. En vigtig del af aftalen om fred i det sydlige Afrika ville dermed være tabt på gulvet. Det var en svær beslutning for Ahtisaari og FN’s daværende generalsekretær, Javier Perez de Cuellar. Til sidst blev hensynet til det store billede afgørende, og de sydafrikanske tropper fik lov til at forlade deres baser. Resultatet var en regulær slagtning af guerillaerne med hundredvis af døde. Hvad der egentlig skete, og hvem der var ansvarlig, er endnu ikke fuldt klarlagt. Sydafrika beskyldte SWAPO’s præsident, Sam Nujoma, for at have beordret guerillaerne til at forlade deres baser, mens SWAPO fastholdt, at de allerede havde ’baser’ i det nordlige Namibia, og at guerillaerne blot havde haft til hensigt at overgive sig til FN. Mange namibiere tilgav aldrig Ahtisaari, at han gav den ordre, han gav. En tragisk begyndelse på en ellers meget positiv udvikling.
88
Finn: Fra apartheid til selvstændighed
Selv ankom jeg først til Windhoek i begyndelsen af december 1989, mens Bodil og børnene blev tilbage i New York i nogle uger for at pakke hus. Jeg fandt hurtigt et udlejningshus i nærheden af FN’s hovedkvarter, som var slået op i et tidligere lærerseminarium i udkanten af det centrale Windhoek. Det var pragtfuldt, at det kun tog nogle få minutter at komme på arbejde efter næsten ti år med daglig pendling i New York på over en time hver vej.
En tur til Tanzania Kort efter min ankomst ringede Ahtisaari mig op og spurgte, om jeg ikke kunne tage til Tanzania for at fremskaffe nogle data, han manglede. Han huskede, at FN’s Namibiakontor flere år tilbage havde finansieret træningen af et antal namibiere med det formål, at de skulle indgå i den namibiske politistyrke efter selvstændigheden. Men ingen syntes at have navne eller andre detaljer om, hvem der egentlig var blevet trænet eller præcist i hvad. Jeg synes, at det lød spændende og sagde straks ja. Vel ankommet til Tanzanias hovedstad, Dar es Salaam, kontaktede jeg det relevante regeringskontor og bad om de oplysninger, vi havde brug for. Til min umiddelbare overraskelse blev jeg overalt mødt med en kold skulder. Ingen vidste tilsyneladende noget som helst – indtil det gik op for mig, at der var et underliggende politisk problem: Den berømte træning af fremtidige politibetjente viste sig at have haft meget mere karakter af militær træning for fremtidige guerillaer, som blandt andet havde lært, hvordan man bruger bazookaer og andet relativt avanceret militært materiel. FN var blevet taget ved næsen. Jeg rejste tilbage til Windhoek med uforrettet sag.
89
Kapitel 5: Namibia (1989–1995)
De første år Det var en næsten surrealistisk oplevelse at ankomme til Namibia, som fortsat var stærkt præget af mange års apartheid. Windhoek lignede mest af alt en mindre by i det sydlige Tyskland med manicurerede haver, små eksklusive forretninger, hvor ekspedienterne nok vidste, på hvilket sprog, afrikaans, engelsk eller tysk, de skulle tiltale deres hvide kunder. Alt var pinligt rent og velordnet med overvældende hvid dominans. Den sorte befolkning var for mange år tilbage blevet flyttet til Katutura, et snavset, fattigt og nedslidt township nogle kilometer uden for Windhoek, hvor de sorte namibiere kunne bo, mens de arbejdede for en miserabel løn for de hvide inde i hovedstaden. Så sent som i begyndelse af 1980’erne var Windhoek udstyret med klokker, som ringede hver aften klokken 22:00 som tegn til, at det nu var tid for de ’ikke-hvide’ til at forlade byen. Man så lokale biler med påklistrede svastikaer som vidnesbyrd om, at adskillige tyskere måske havde valgt at flygte til det sydvestlige Afrika fra deres hjemland efter afslutningen af 2. Verdenskrig i 1945. Svastika-påmalede ølkrus var en almindelig salgsvare. Flere lokale restauranter nægtede FN-personale adgang. Vores afrikaaner-nabo dryssede søm i vores indkørsel, og da jeg konfronterede ham og spurgte, hvorfor i alverden han havde gjort det, svarede han ufortrødent, at vi, dvs. FN, havde ødelagt det for de hvide. Det var jo i en vis forstand sandt. Det var næsten tragikomisk, at det lokale fashionable supermarked, Wecke & Voigt, op til julen 1989 ofte spillede I’m Dreaming of a White Christmas over højtaleranlægget. Kørte man ud på landet, observerede man først de enorme hvide farme – én var på størrelse med den amerikanske delstat Rhode Island – hvor der intet manglede. Fortsatte man lidt længere mod nord, blev man standset ved en vejspærring. Det var den såkaldte ’røde linje’, som markerede grænsen mellem det hvide og det sorte landbrug. Syd for linjen kunne landbrugsprodukter frit eksporteres, mest til Sydafrika,
90
Finn: Fra apartheid til selvstændighed
Fattigdommen i de namibiske landområder var, og er, enorm.
mens den modsatte regel gjaldt nord for linjen, hvor man også straks bemærkede, at nu var man kommet til det ’rigtige’ Afrika med stråhytter, subsistenslandbrug, sygdom og fattigdom. De økonomiske og sociale skel var kolossale. I samarbejde med Verdensbanken udarbejdede vi en analyse af de økonomiske forhold i landet. Den viste blandt andet, at mens en sort namibier i landområderne i gennemsnit havde en årlig indtægt på 63 US dollars, var det tilsvarende tal for sorte namibiere i byområderne 600 US dollars og for de hvide godt 11.000 US dollars. De forskellige ’stammer’, hvoraf der var 11, heriblandt den hvide, blev tildelt offentlige ressourcer alt efter, hvor meget de selv hver især angiveligt bidrog til samfundet som helhed. ’Hvide’ penge blev brugt på hvide borgere, ’ovambo’-penge på ovamboer og så videre. Resultatet var, at der for eksempel inden for uddannelsessektoren blev brugt mere end 50 gange så mange penge på en hvid skoleelev som på en sort elev i nord, hvor flertallet af namibierne kommer fra. I hvide kredse så man den store dumpeprocent, op til 90 %, i de sorte skoler som yderligere bevis på, at sorte mennesker er mindre begave-
91
Kapitel 5: Namibia (1989–1995)
de end hvide. Som en hvid namibier engang spurgte mig, »har du måske nogensinde set en sort person, der har udrettet noget som helst i verden?«. Det mente jeg nok, at jeg havde. Systemet med 11 forskellige administrationer gav sig sommetider absurde udtryk. For eksempel blev en vaccinationskampagne i et givet geografisk område foretaget af alle de forskellige sundhedsadministrationer, der havde borgere i området. Damara-administrationen vaccinerede damaraerne, herero-administrationen hereroerne og så videre. Et mageløst ressourcespild. I november 1989 havde der været frit og demokratisk valg til det nye parlament. Som forudset af de fleste vandt SWAPO en stor sejr med 57 % af stemmerne, hvilket gav partiet 41 mandater, mens det største oppositionsparti, Democratic Turnhalle Alliance (DTA), fik 21 ud af i alt 72. Mange i SWAPO’s ledelse var nok noget skuffede over sejrens størrelse, men det var rigeligt til at skrive landets nye forfatning og danne regering. Selvstændigheden kom den 21. marts 1990, og kort derefter trak UNTAG sig ud af landet, selvom den nye regering havde bedt missionen om at blive lidt længere for at sikre stabiliteten. FN’s udviklingsorganisationer, deriblandt UNDP (United Nations Development Programme), som jeg jo arbejdede for, og mange donorlande blev tilbage for at hjælpe den nye nation på vej på det socioøkonomiske område. Modsat hvad nogle havde forudsagt, fik demokratiet ganske gode kår i det selvstændige Namibia. Regeringen førte sin egen politik, men oppositionen havde fin plads til at udtrykke sig uden indblanding og censur. Her så vi måske resultaterne af de nye lederes mange år i eksil i forskellige dele af verden. De havde set, hvad der virkede, og i særdeleshed hvad der ikke gjorde. Fredsaftalen af 1988 var i mange henseender et kompromis, som i den sidste ende var med til at stabilisere landet. Statsadministrationen forblev i en række henseender uberørt, og de mange hvide namibiske bureaukrater, som ønskede at blive, fortsatte i deres offentlige stillinger, omend nu med et par ekstra lag af po-
92
Bodil: Lad os bygge en skole
Bodil fortæller ...
Lad os bygge en skole Vores sidste tid i New York var præget af bekymringer om at skulle have børnene placeret på skoler i Namibia. Landet var i vid udstrækning afrikaanstalende, og de fleste skoler stadig racemæssigt segregerede. Der var kun få engelsksprogede skoler med et begrænset antal pladser. Jeg pjattede en aften med, at hvis det skulle være på den måde, kunne vi da selv starte en skole. Det var svært at sende sine børn i katolsk skole, når de var vant til en mindre rigid undervisningsform. Casper gik på St. Paul’s College, Mikkel på The Convent of the Holy Cross. Valget var at være sammen i Namibia. Det var ikke på tale, at det kunne være anderledes, og det er jeg glad for. Vi kom alle hele ud af det. Men det var svært at se på, at en 10-årig fik hjertebanken om natten og var grå i hovedet, når han skulle i skole. Det sørgeligste billede, vi har af Casper, er fra hans 11-års fødselsdag. Han sidder fuldstændig udtryksløs på vores altan med en gave i hånden. Det var også svært at se på, når voksne mennesker udpegede en lille dreng til præfekt, hvis primære opgave var at tage uartige elever op til tæsk hos skoleinspektøren. Endelig var det svært at se en lille dreng på ni få dumpekarakter i engelsk, fordi dansk var opført på registreringsformularen som hans modersmål – skolen gik bare ud fra, at han ikke talte engelsk. Siden blev han så drillet med sin amerikanske accent, da det gik op for den sikkert velmenende lærer, at han var vokset op i USA. Da vi på et tidspunkt frabad os religionsundervisning, blev Mikkel udstyret med en malebog. Så kunne han sætte farver på Jesus. Casper, Mikkel og jeg ankom til Namibia i december 1989. Finn var rejst dertil nogle uger tidligere og havde fundet et rigtig dejligt hus, som vi flyttede direkte ind i. Men som forstås af ovenstående var skoleforholdene ikke holdbare. Vi måtte have gang i planer for vores egen skole.
103
Kapitel 5: Namibia (1989–1995)
Finn var godt afsat på arbejdet, ungerne gjorde, hvad de kunne – de klarede skolerne på bedste beskub, og jeg gik i gang. FN havde en fredsbevarende operation, som var ved at trække sig ud, så hvad var mere oplagt end at se på nogle af de lokaler, som de ikke længere havde brug for? Jeg rykkede derfor ud fuld af optimisme med målebåndet i tasken. Jeg synes selv, at jeg fandt rigtigt mange syv- og ottekantede rum, som fortrinligt kunne huse en lille klasse. Mange, lange diskussioner fulgte. Finn luftede tanken om en international skole på kontoret, hvis nye leder, David McAdams, så foretagendet som en god ide. Tanken om en bestyrelse blev vendt. Hvem skulle den bestå af? Hvordan skulle vi få elever nok? Og så videre i den dur. Finn og jeg besluttede, at jeg skulle henvende mig til diverse større firmaer og ambassader for at teste vandene i form af et spørgeskema. Jo, der var da mange, der syntes, at det lød spændende. Ambassaderne havde – som vi – svært ved at finde en engelsksproget plads til deres børn – og så var der rigtig mange, ikke mindst de afrikanske medarbejdere, som nok ikke så mildt på apartheid-efterladenskaberne. Vi endte op med 120 mulige elever. Fantastisk. David McAdams gik på radioen for at annoncere at, ’nu kom der en international skole’ – ideen ’Windhoek International School (WIS)’ var undervejs. Det var godt, at jeg ikke havde nogen forestilling om, hvad der var på vej. De andre skoleledere grinede ad os – en dag, jeg var i undervisningsministeriet, sad to af dem og ventede. »Nå, er du ikke rejst endnu?«, råbte en fra den anden ende af lokalet (jeg tænkte for mig selv, at det var ønsketænkning). Hvad de ikke vidste, var, at jeg havde direkte adgang til departementschefen takket være Finns forbindelser. De måtte pænt vente, til det var deres tur, mens jeg gik direkte ind. Jeg fik en masse hjælp af en namibier fra undervisningsministeriet. Han gav mig de sydafrikanske læseplaner. Så vidste jeg da, hvad det akademiske indhold i de lokale ’hvide’ skoler var.
104
Bodil: Lad os bygge en skole
Finansiering var lige fra begyndelsen problematisk. Her holder skolens bestyrelse pressekonference med en lokal forretningsmand, som giver støtte til skolen i form af gratis computere.
En gammel bekendt fra FN-skolen i New York Michael Woolman kom og hjalp med at skrive råskitser til vores egne formålsparagraffer og læseplaner. Jeg selv havde rigelig administrativ erfaring fra børnehaven i New York, og som cand. mag. med pædagogikum havde jeg den fornødne pædagogiske ballast. De dele af sagen kunne jeg nemt klare. Under Michaels besøg fik vi lavet fine rosa og grå pamfletter, som blev distribueret ved en slags happening i vores hus. En meget vigtig gæst var Jane Katjavivi, gift med Peter Katjavivi – en gammel frihedshelt og siden rektor på universitetet. De blev store støtter af skolen og indrullerede siden hen deres to børn. De lokaler, jeg havde set på, var naturligvis komplet uegnede, og så var gode råd dyre. Bordet var ved at fange noget så gevaldigt. Vores første held af mange var Finns bekendtskab med de nye ledere og derfor også undervisningsministeren Nahas Angula. Han pjattede senere med, at Finn havde truet med, at vi ville besætte hans ministerium med uvorne unger i mange farver.
105
Kapitel 5: Namibia (1989–1995)
Han skaffede os nogle lokaler på en afrikaanssproget skole, som havde plads, fordi en del elever var rejst til Sydafrika efter uafhængigheden. Van Rhijn hed skolen. Dens inspektør ’meneer’ (hr.) Hendrik Kaarstens gik mange svære tider i møde, blandt andet med at forstå, at zambiske mr. Kabandama i klasseværelset ikke var rengøringsassistenten, men vores matematiklærer. Det var som et puslespil med rigtigt mange brikker. Dog med den undtagelse, at alle brikker skulle på plads i en logisk rækkefølge. Samtidig var det mit job at definere brikkerne. Jeg kan stadig huske et enormt stykke papir, hvorpå jeg havde skitseret alle trin. Projektet optog så meget af vores opmærksomhed, at Casper og Mikkel nedlagde forbud mod, at der blev talt om det i weekenderne – og det overholdt vi (når de var i nærheden). I modsætning til reaktionen fra de lokale skoler var den fantastiske opbakning, vi fik fra internationalt hold, opmuntrende. Den amerikanske ambassade gav os portofri adgang til deres diplomatsæk. På den måde fik vi hurtigt og gratis leveret lærebøger fra USA. Den svenske ambassadør, Sten Rylander, som havde afløst David McAdams som formand for vores bestyrelse, skaffede efter aftale med undervisningsministeriet penge fra svenske udviklingsmidler til udstyr. Et fremsynet namibisk firma forærede os computere. Den malawiske ambassade udstyrede os med et utal af elever og dermed ’hard cash’. Da mr. Mbepula fra ambassaden mødte op ved vores hus en aften med det, der svarer til 12.000 US dollars, åbnede vi en flaske vin. Lærere blev hyret lokalt. De sorte namibiere var grundet apartheidsystemet meget dårligt uddannede og var derfor ikke kvalificerede til at undervise på skolen, men vi var heldige at finde veluddannede lærere blandt andet fra Uganda, Ghana, Zambia og Indien. Helt ekstraordinært fik vi hyret fire namibiske lærere. Hvorfor ekstraordinært? Jo, som tidligere nævnt var vi mildt sagt til grin. Så at sige op og kollaborere med fjenden var ubeskriveligt modigt. Maureen Rainey, malay/indisk,
106