Med mafiaen under huden uddrag by Frydenlund

Ditte Roslyng Tastesen

Med mafiaen under huden â&#x20AC;&#x201C; fortĂŚllinger fra Sicilien

Frydenlund

Med mafiaen under huden – fortællinger fra Sicilien © Frydenlund og forfatteren 1. udgave, 1. oplag, 2018 ISBN 978-87-7118-976-6 Grafisk tilrettelæggelse: Maria Engstrøm Grafik omslag: Caroline Asferg Madsen Grafisk produktion: Pozkal, Polen Fotos i bogen er af forfatteren

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice

INDHOLD FORORD 7 DEN DANSKE PIGE – Ditte Roslyngs historie

POLITIMANDEN – Giuseppes historie

SØNNEN – Ferdinando Domès historie

DEN OVERLEVENDE – Peppinos historie

LÆGEN – Giuseppe Cumias historie

DEN ANGRENDE – Gaspare Mutolos historie

ANKLAGEREN – Sergio Barbieras historie

101

HUSMODEREN – Rosalias historie

107

FADEREN – Vincenzo Agostinos historie

117

LEDEREN AF LIVVAGTERNE – Fabios historie

125

DEN TRUEDE – Pino Maniacis historie

137

BORGEREN – Armando Cartas historie

147

AKTIVISTEN – Sara Donatellis historie

163

LÆGEN – Giuseppe Cumias historie Giuseppe Cumia, 62 år, læge Jeg har mødt mange mennesker, der har fortalt mig om den 23. maj 199214. Men i Giuseppe Cumia mødte jeg en meget professionel læge. Da jeg talte med ham om hans oplevelser på motorvejen kort efter massakren ved Capaci for at forberede interviewet, spurgte jeg, om oplevelsen havde ændret hans liv. Han svarede noget i retning af: »Nej, jeg er skadestuelæge. Jeg har set børn dø«. Han forblev altså rolig i en situation, der ville have chokeret andre. Det var som ethvert andet arbejde. Men der var faktisk noget, der havde sat sig i ham. Noget, der har plaget ham siden den dag.

Interview Nå, jeg kommer fra Palermos bagland: San Cipirello. San Cipirello er et område, som nu er blevet en del af Corleone. Det vil sige der, hvor corleonesi og deres bosser, Totò Riina og Provenzano, siges at have haft deres base. Der var glimt af problemer på grund af tilstedeværelsen af den såkaldte mafia. Men det var ikke noget, man lagde mærke til. Der var ændringer i levevilkår og adfærd. Det er ikke noget, man lægger mærke til, fordi – som du sikkert ved – så kommer ordet »mafia« sikkert fra arabisk, hvor det slet ikke har noget at gøre med det her fænomen, som vi nu taler om. Men under alle omstændigheder er der en vilje til at ville have kontrol over andre. Det er en historisk realitet. 14 Dagen for attentatet på anklager Giovanni Falcone, se note 4.

Jeg blev uddannet læge i 1975. De første tre år gav mig stor tilfredsstillelse, for jeg havde æren af at arbejde sammen med Paolo Giaccone. Paolo Giaccone var en retsmediciner, som blev myrdet af mafiaen. Faktisk er Palermos Universitetshospital opkaldt efter ham: Policlinico »Paolo Giaccone«. Han blev højst sandsynligt slået ihjel, fordi han ikke ville ændre i en retsmedicinsk rapport, der skulle bruges til at frikende en person, der stod til at få livstid. Jeg arbejdede sammen med ham i cirka tre år som nyuddannet. Jeg har altså arbejdet en del år inden for retsmedicin, og derfor var jeg førstehåndsvidne til det, der skete. Jeg arbejdede der, hvor ligene af dem, der blev myrdet, blev bragt ind til obduktion. Og derfor har jeg set mange af de her ting direkte fra lighuset. På den tid var retsmedicinen endnu ikke i hænderne på politiet. Retsmedicinsk Institut er der, hvor man tager ligene hen for at udføre en obduktion. Vi havde ikke CSI (Crime Scene Investigation). Vi havde slet ikke den slags. I dag er det blevet et samarbejde mellem politiet og lægevidenskaben. I begyndelsen havde vi nogle år med retsmedicin, som blev brugt til at udføre de her medicinske undersøgelser i samarbejde med retsvæsenet. Anklageren havde en retsmediciner til rådighed til at udføre obduktioner for at finde dødsårsagen. Det var forfærdeligt, da jeg hørte, at min kollega var blevet myrdet. Jeg arbejdede lige ved siden af. Så vi fik med det samme at vide, at morderne havde skudt nogen, og at de var flygtet. I samme periode blev også chefen for hjertekirurgi, Sebastiano Bosio, myrdet. Det vigtige er at bevare roen og arbejde med professionalisme. Disse sager er meget specielle, og det er begrænset, hvor mange der er af den slags sager i det daglige arbejde … Senere blev jeg anæstesilæge, og jeg havde i mange år ansvaret for skadestuen på Vestsiciliens Civico-hospital i Palermo. Så når folk blev bragt ind, ofre altså, med problemer af forskellige slags, skulle vi erklære, om de var i live. Det interesserede os altså ikke at undersøge, hvem de var, eller hvorfor de var der, og det forstyrrede derfor ikke

vores arbejde. Jeg følte ikke, at jeg var i fare. Men det var sjældent, at vi havde de her sager. Generelt bliver folks professionalisme respekteret. Så jeg var cirka 40 år på skadestuen. Eller måske endda mere, for jeg besluttede at blive anæstesilæge. Så efter at jeg blev specialiseret i anæstesi og genoplivning, forlod jeg retsmedicinen og helligede mig udelukkende arbejdet med anæstesi og genoplivning. Jeg husker den 23. maj 1992 meget tydeligt på grund af mit arbejde på skadestuen. Dengang var man kun lige begyndt at forstå, at for at forbedre effektiviteten af den førstehjælp, der bliver ydet på stedet, måtte man handle direkte på ulykkesstedet. Det vil sige, at man mente, at den bedste måde til at bringe kvalificeret hjælp ud i territoriet – hvor man ofte ikke engang kan finde lettilgængelige veje – var at bruge en helikopter. Den første territoriale beredskabstjeneste, der kom på Sicilien, var Sicilia Elisoccorso, en helikopterredningstjeneste. En redningstjeneste, der havde anæstesilæger og genoplivningsspecialister på vagt 24 timer i døgnet. Derfor havde jeg den dag – den 23. maj – ansvaret for helikoptertjenesten. Jeg var ved at være færdig med min vagt på Civico-hospitalet, og helikopterbasen befandt sig på Cervello-hospitalet, som ligger lige ved siden af motorvejen, der forbinder Palermo med Punta Raisi-lufthavnen. Vi begyndte at høre et virvar af sirener; for mange sirener til det, der kunne være en brand eller en anden situation, der krævede køretøjer med udrykning. Vi hørte ikke eksplosionen. På ingen måde. Vi var omkring 30 kilometer væk, så man kunne ikke høre nogen form for eksplosion. Da alarmtjenestens operationelle central var i kontakt med politiet, carabinieri, beredskabstjenesten, brandvæsenet og så videre, ringede vi for at få at vide, om der var behov for vores indsats. De første informationer, vi modtog, var, at der var et gasudslip, og at en mindre bygning i Capaci var styrtet sammen. Og derfor var brandvæsenet sat ind. I mellemtiden fortsatte udrykningskøretøjerne med at køre 63

forbi, og vi ringede igen for at få nye informationer. Og så kom nyheden om, at der var sket en stor ulykke. De havde brug for, at en af os tog til stedet for at koordinere helikopternes ankomst. På det tidspunkt blev jeg bedt om at tage derhen, da jeg havde ekspertise i koordineringen af redningsarbejdet. Jeg tog min motorcykel, og ved starten af motorvejen – der var lukket straks efter afkørslen til Palermo – holdt der en politibil og ventede på mig. Jeg identificerede mig selv, så man ikke var i tvivl om, hvem jeg var, og jeg følte en utrolig sorg ved at køre på motorvejen eskorteret af politiet. Vejen var fuldstændig tom. Det var en rute, jeg tog flere gange om ugen, så jeg kendte hver meter af vejen ganske godt. At køre på den på den her måde, hvor den var helt tom, gav mig en stor følelse af ubehag. Det blev meget tydeligt, at der var et eller andet helt galt. Og pludselig, efter et vejsving, kunne jeg ikke længere genkende vejen. For der var ingen vej. Der var et krater af kolossale dimensioner, og jeg kunne slet ikke forstå, hvad det kunne være, for det gav slet ikke mening. Det, som man ikke forstod, var, at der var mennesker, der bevægede sig: brandmænd, ambulancer, der lige var ankommet til stedet. Der var en lille sti langs motorvejen, hvor ambulancerne, der var kommet, holdt. Den ene efter den anden. De kunne ikke flytte sig; de kunne ikke manøvrere. Der var folk, der gik frem og tilbage; der var ikke klarhed over, hvad der skete. Det var ikke til at se, om det var politifolk, om det var brandmænd – der var virkelig stor, stor, stor forvirring. Jeg forsøgte at komme tættere på, men politiet ville ikke lade mig komme nærmere … det vil sige, at jeg tror, at det var politiet. De ville ikke lade mig komme tættere på, men på afstand kunne man se, at der var en vis bevægelse. Jeg drejede mig til højre, mod havet, og der var en bil – en af eskortebilerne – med hjulene opad. Den var meget lav, for den var blevet mast i nedslaget efter at være blevet blæst væk i eksplosionen. Dengang var det svært at få signal til mobiltelefonerne, og bare det at have en mobiltelefon var ikke så normalt. Så jeg spurgte, hvad jeg skulle gøre, og fik at vide, at jeg skulle blive og koordinere 64

helikopternes ankomst; de var på vej fra Palermo og Caltanissetta. Så for at koordinere ankomsten sagde jeg: »Hør her, der er så mange problemer, fordi der er et kæmpe krater, og derfor kan helikopterne ikke lande. Men I skal ikke være for langt væk, så lav en overflyvning for at se om … Ja, sig mig, hvilken vej jeg skal tage, for jeg skal vide det«, men de ville ikke lade mig komme nærmere. Mens jeg forsøgte at få de her informationer, så jeg, at i stort set den modsatte retning havde eskortebilerne forladt stedet. Jeg vidste ikke, hvorfor de var kørt. Senere fandt jeg ud af, at de ikke havde ladet os læger komme tæt på, og at det var de overlevende livvagter, der havde kørt de overlevende væk – det vil sige Falcone og hans kone. Så vi kunne ikke komme tættere på, og på det tidspunkt var det eneste, vi kunne gøre at se, om der var andre overlevende. Jeg gik hen for at spørge – for på det her tidspunkt var jeg stadig alene – i nærheden af den anden eskortebil, der var blevet slynget væk. Vi trak gutterne fra eskortebilen, der havde været involveret, ud i stykker. Deres bil blev skåret over på midten. Der var den forreste del og den bagerste del. Den ene ved siden af den anden. Med en meget kraftfuld maskine kunne brandmændene åbne den pansrede bil, der var blevet mast sammen. Og derefter kunne vi trække ligene ud. Der var intet andet at gøre. De var blevet delt i to. Og så kom helikopterne, men der var faktisk ikke noget at gøre, så vi tog tilbage. Og på det tidspunkt var det stadig ikke normalt at bruge ekspertbistand på stedet, som det sker i dag ved store ulykker, for eksempel ved det, der skete i London eller i Madrid, hvor der har været store attentater. Det første, der sker, er at sende kvalificeret nødhjælpspersonale til stedet. I 1992 var holdningen stadig ikke, at det var nødvendigt at inddrage det egnede personel på selve stedet. Derfor var det eneste, jeg kunne gøre, at se på, at de kørte væk med … Resten var … ja … Vi vidste ikke, hvem der var blevet kørt væk. Vi var langt derfra. Lige præcis langt nok til ikke at kunne skelne, hvad de lavede, og at det drejede sig om eskortebiler, og at der havde været et attentat, 65

opfattede vi slet ikke. Vi forstod, at der havde været en eksplosion, men hvad der var sket, og hvem det var rettet mod, havde vi ingen anelse om. Efter lidt tid begyndte vi langsomt at se politi; der var anklagere på stedet, og vi begyndte at forstå, hvad der var sket. På det tidspunkt blev hjælpen ikke givet i forhold til det, der faktisk var sket. Det fandt jeg ud af senere. Jeg tænkte næsten med det samme, at det her måtte være udført af nogen, der var eksperter. Det var en alt for specialiseret opgave til at kunne være udført af nogen, der pludselig besluttede: »I morgen vil jeg lave en masse ballade«. Jeg har altid haft den opfattelse, at dette var nøje planlagt og meget velforberedt. Det er jo ikke, fordi man har kunnet afprøve det inden. Det er, hvad jeg tror – og jeg er jo ikke en tekniker, jeg er læge. Jeg interesserer mig ikke for, hvad der er baggrunden for disse ting. Men jeg tror ikke på, at denne handling kun er blevet planlagt af en person som den berømte Giovanni Brusca15. Han var ikke en person, der – efter min mening – kunne udføre en handling af denne karakter, det var alt for specialiseret. Ud fra et professionelt synspunkt ændrede det ingenting, for jeg har altid været vant til at skulle håndtere en virkelighed med genoplivning, hvor nogen dør, fordi du ikke kan redde dem. Nogle overlever, og nogle dør. Det er dagligdagens realiteter. Så du er nødt til at holde hovedet koldt og holde en vis følelsesmæssig afstand for at kunne bevare roen. Vi kan ikke lade os overvælde af følelser. Der er ikke meget, der har ændret sig på det personlige plan, og på det professionelle plan undgik jeg at blive involveret. Som borger er det en helt anden historie, men det har ikke noget at gøre med mine professionelle aktiviteter. Det eneste, der egentlig har rørt mig efter den dag, er, at jeg var der og ikke kunne gøre noget. At jeg ikke kunne udføre mit arbej15 Mafiosoen Giovanni Brusca har indrømmet, at det var ham, der trykkede på fjernbetjeningen, der sprængte bomben i drænrøret under motorvejen.

de, fordi de ikke ville lade mig komme igennem. Vel vidende at de overlevede nogle timer – begge to, både Falcone og hans kone – det har altid plaget mig. Hvis de bare havde ladet mig yde førstehjælp i tide, på stedet for attentatet, så måske – og kun måske, for det er selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed – så kunne historien i dag havde været helt anderledes.16 Der er ingen tvivl om, at jeg som borger mener, at der er noget, der har ændret sig. Det er der ingen tvivl om. I 1992 efter attentatet var jeg forsigtig. Der var noget stort i gære. Det, jeg kunne se, var helt sikkert ikke hele virkeligheden, og at spørge ind til de informationer, der kom, var alt for følsomt til, at man egentlig kunne forstå det. Det var meget foruroligende informationer, og nogle måneder senere, mens jeg var ude at rejse, hørte jeg, at der havde været endnu et attentat. Og det ramte mig endnu hårdere. For jeg indså, at det ikke kunne være en tilfældighed. Der måtte være en sammenhæng. Som man endnu ikke kender hele sandheden om. Det var dog tydeligt, at der var et eller andet, der rørte på sig.

16 Giovanni Falcone og hans kone var hårdt sårede, men i live efter attentatet. De blev bragt til Civico-hospitalet, hvor de begge døde i løbet af få timer.