Peter Nielsen
Mediekomplekset
Frydenlund
Mediekomplekset 1. udgave, 1. oplag, 2016 © Bogforlaget Frydenlund og forfatteren ISBN 978-87-7118-679-6 Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Grafisk produktion: Balto, Litauen Omslag: Lars Ole Nielsen
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
INDHOLD
Forord.............................................................. 7 1. Nye medier, gammel kritik............................. 9 Traditionel mediekritik.................................... 10 Kritisk teori uden medier................................. 12 Medieformer.....................................................14 2. Varen er budskabet....................................... 18 Formforvandlinger............................................19 Den moderne forbruger.................................... 22 Brands i forbrug og arbejde.............................. 25 Almen varefetichisme....................................... 30 3. Det politiske skuespil.................................... 33 Politik som medie............................................ 34 Konsensus om vÌkst og videnskab.................... 39 Politik som skuespil.......................................... 43 Medial fordobling gennem brands.................... 45 Udhulet reprÌsentation.................................... 50 4. Intet nyt fra masserne.................................. 54 Nyheder som medial form................................ 55 Ikke-begivenheder og ikke-nyheder................... 59 Nyheders politiske økonomi.............................. 64 Farvel til det sociale......................................... 71 Det boblende kompleks.................................... 76
5
5. Katastrofer efter kriserne............................. 86 Klassekampen og velfærdsstaten....................... 87 Kampe og konflikter........................................ 92 Konsensus i velstandssamfundet....................... 94 Opgøret med velfærdsstaten............................. 98 Centrale aktører sadler om..............................100 Kriser og løsninger.........................................103 Ingen ny konsensus om vækst..........................107 Katastrofal dynamik....................................... 111 6. Ingen fremtid...............................................115 Efter traditionen............................................. 116 Efter fremtiden...............................................123 Ny (a)social dynamik......................................125 Efterord........................................................132 Litteratur.....................................................135
6
3 DET POLITISKE SKUESPIL Den økonomiske dimension af tilværelsen kan anskues som medial i lyset af vareformen, som er essentiel i kapitalismen og udbredes gennem økonomisk vækst. Kapitalismen indebærer altså en medialisering af de sociale relationer i samfundet. I det 19. århundrede var dette den fremherskende medialisering, men i det 20. århundrede suppleres og fordybes den af en tilsvarende medialisering af den politiske dimension af samfundslivet, som både har en selvstændig karakter og virker sammen med det økonomiske medie. Det politiske billede af medialiseringen kredser om konsensusformen og det tilhørende skuespil. Det handler dette kapitel om. Centralt i denne forbindelse er generaliseringen af det parlamentariske demokrati i begyndelsen af det 20. århundrede og den tiltagende betydning af meningsmålinger og politisk form frem for politisk indhold. Der sker en cementering af kapitalismen og den økonomiske vækst gennem politiske mekanismer, der tenderer mod at ophøje en statistisk majoritetsfigur til den primære politiske aktør, hvorved der også etableres en intim forbindelse mellem det politiske system og den økonomiske videnskab. På det dybe niveau af det politiske system udbredes konsensusformen og hermed et omsiggribende indholdstab, men på overfladen ser tingene helt anderledes ud, for her manifesterer sig et farvestrålende og underholdende skuespil, der bærer præg af alt det, som den 33
politiske konsensus i stigende grad umuliggør, nemlig konflikter, personligheder, forskelle og stor dramatik. Samspillene mellem vareformen og konsensusformen kommer i løbet af det 20. århundredes massekultur primært til at spille sammen via brands, der rummer en medial fordobling hen over en tom politisk økonomi. Samtidig sker der en afgørende globalisering af økonomiske, politiske og kulturelle relationer, som destabiliserer den repræsentation på nationalt niveau, som er kernen i de postmoderne parlamentariske demokratier. Konsensusformen forudsætter national repræsentation, ligesom vareformen forudsætter kapital og markeder.
Politik som medie Mediet er budskabet har også en politisk side, der ikke smelter sammen med den økonomiske side. Denne har at gøre med valgsystemet eller det repræsentative demokrati (Baudrillard 1981: 176; 1993a: 65), som i begyndelsen af det 20. århundrede blev generelt, dvs. kom til at omfatte alle voksne borgere inden for de vestlige samfunds nationale rammer. Tidligere var det repræsentative demokrati baseret på eksklusioner, men med stemmeret til arbejdere og kvinder osv. var vejen banet for en generalisering af den politiske repræsentation. Befolkningen stemmer ved regelmæssige valg på personer eller som oftest partier, og et antal repræsentanter befolker så parlamentet, hvorefter der dannes en regering og lovgives ud fra simpelt flertal. I tilfælde af politisk krise kan der udskrives valg, og processen begynder forfra på grundlag af et fornyet folkeligt mandat gennem den repræsentative proces. 34
Det repræsentative demokrati er et formelt system, der tilsyneladende er helt åbent for forskellige typer indhold. Lovgivningen sker på vegne af flertallet i befolkningen og kan i princippet ikke bestemmes, før den har fundet sted. Men på grund af repræsentationen og flertalsformen sker der en løbende reduktion af det politiske indhold, da konsensusformen bliver stadig mere fremherskende. Konsensusformen indebærer, at politikken bliver baseret på enighed og almen tilslutning med marginalisering af opposition og alternativer. Hvordan sker det? Der er to essentielle mekanismer på spil. Den ene er meningsmålinger, og den anden er en politisk proces, der i stigende grad kommer til at kredse om enten to partier eller blokke, med hver især næsten 50 % af stemmerne. Samlet set betyder det, at det helt essentielle omdrejningspunkt for den politiske udvikling bliver en statistisk figur, der repræsenterer og genspejler den politiske konsensus. De to partier/ blokke konvergerer mod en situation, hvor de er lige store og basalt set ens. Meningsmålinger er statistiske redskaber, der på ethvert tidspunkt kan give et billede af fordelingen mellem politiske partier og de tilhørende flertalskonfigurationer. De giver i stil med en reel valghandling et øjebliksbillede af, hvilke partier der går frem og tilbage, om nye partier opnår repræsentation, om regeringen stadig har flertal etc. Referencerammen for meningsmålinger er dog ikke som for valghandlinger hele befolkningen, men et lille udsnit af befolkningen. Det indebærer en ny type repræsentation, idet hver enkelt respondent i en meningsmåling ikke kun giver sit valg til kende og udpeger en politisk repræsentant, men 35
også selv repræsenterer en statistisk mængde. Repræsentationen fordobles og bliver tendentielt selvrefererende, da vi med udbredelsen af meningsmålinger i sidste ende ”ikke længere ved, om det virkelige valg simpelthen bare ratificerer meningsmålingerne […] eller om meningsmålingerne reflekterer den politiske opinion. Det er en gådefuld sammenblanding” (Baudrillard 1998: 127-8). Meningsmålinger er ikke neutrale refleksioner af en given politisk virkelighed, men en særlig type spil, hvor spørgsmål og svar bindes sammen i en særligt konstrueret kontekst. Det bliver spillet frem for politikken, der bliver afgørende: ”Hele den politiske sfære mister sin særlige karakter, så snart den kommer i forbindelse med mediernes meningsmålingsspil” (Baudrillard 1993a: 65). Det er kort sagt formen frem for indholdet, der bliver dominerende i et politisk system, der reguleres af vedvarende meningsmålinger. Den type information, der kommer til at dominere politikken, er, hvem der går frem og tilbage, hvem der er indenfor i varmen, og hvem der kan danne flertal. Dette sker inden for rammerne af meget begrænsede svarmuligheder og på grundlag af en andel af befolkningen, der er af samme størrelsesorden som antallet af parlamentsmedlemmer. I Danmark er der 179 folketingsmedlemmer, og meningsmålinger bygger normalt på omkring 1.000 svar. Set i forhold til en vælgermasse på mere end fire millioner er disse tal af samme størrelsesorden, omkring 0,1 ‰. Det er et virtuelt spil mellem forsvindende få politiske repræsentanter og statistiske repræsentanter, der former sig som evige genspejlinger af en sammenfoldet 36
politisk nutid – en selvopfyldende profeti med to identiske sider. Den helt uden sammenligning vigtigste bid information i meningsmålingerne er de politiske flertal. Hvem kan danne regering og gennemføre lovgivning? Her handler det om at nå mere end 50 % af ’stemmerne’, og spillet kommer til at foregå mellem to partier/blokke, der er koncentrerede udtryk for den parlamentariske konkurrence. De enkelte meningsmålinger, der afløser hinanden med stigende hastighed og i valgkampe nærmest falder over hinanden, giver altså et billede af, om den aktuelle flertalsblok repræsenterer flertallet, eller om det er den anden blok, der har befolkningens gunst. Da det politiske spil handler om at danne regering og lovgive, indebærer meningsmålingerne, at de politiske blokke vedvarende tager bestik af, om de står til at vinde eller tabe regeringsmagten. Og så handler de derefter. Det vil sige, at de orienterer sig mod at opnå flertal i meningsmålingerne om ikke andet så i lyset af flertallet på valgdagen, hvilket gør spillet mere intenst i en valgkamp. Det essentielle referencepunkt for den politiske dynamik er derfor det punkt, der adskiller de 50 % af ’stemmerne’ fra de andre 50 %. Det er vigtigt i den forbindelse at være opmærksom på, at der ikke her er tale om en slags balance mellem højre- og venstrefløjen, eller om, at det er en politisk midtergruppe, der er afgørende, hvilket er det indtryk, man får, når politik eksempelvis gøres til et spørgsmål om magtbalancen mellem en rød og en blå blok, som vi ser det i Danmark. Det er ikke vælgere, der er i tvivl om deres røde 37
eller blå sindelag, der er drivkraften i det politiske liv. De essentielle vælgere er hverken røde eller blå, socialister eller liberalister, de er helt omvendt karakteriseret ved at være dybt spundet ind i den farveløse politiske konsensus. Desuden handler meningsmålinger ikke om konkrete vælgere, men om statistiske figurer. Magten er derfor centreret i en statistisk majoritetsfigur, der repræsenterer den gældende konsensus, og det er herigennem, at konsensusformen bliver det fremherskende udtryk for politik som medie. Den politiske dynamik i markedsdemokratiet er altså ikke en kamp mellem højre og venstre eller en konkurrence om at appellere til de individer, som udgør samfundets politiske balancepunkter, men et virtuelt spil, hvor der sker en cementering af den politiske konsensus; altså dannes et politisk monopol. Politik fungerer altså som et medie, fordi der er en tendens til, at konsensusformen skygger for forskelligartet politisk indhold. Det politiske liv låses fast, fordi konsensusformen vanskeliggør og i sidste ende umuliggør politiske forandringer. På grund af den formelle konkurrence mellem to eller flere partier er der dog tale om en meget stabil konfiguration med bred legitimitet (Baudrillard 1993a: 68-9). Politik som medie, der virker gennem repræsentation og statistisk manipulation, implicerer en dynamik, hvor det politiske indhold bliver neutraliseret, og politisk form kommer i højsædet. Konsensus er ”politikkens nulpunkt” (Baudrillard 1995: 84). Hvad er der så konsensus om? Først og fremmest om kapitalisme og vækst.
38
Konsensus om vækst og videnskab Det politiske medie har udviklet sig på en bestemt baggrund, som er, at det økonomiske medie allerede var veletableret. Vareformen og kapitalakkumulation var i begyndelsen af det 20. århundrede meget udbredt som økonomisk horisont, og den tilhørende fetichisme var gennemgribende. I et historisk perspektiv er der altså sket det, at det økonomiske medie har overskrevet det politiske medie, sådan at den politiske konsensus først og fremmest bliver økonomisk; en konsensus om repræsentation, kapitalisme og vækst til udbredelse af vareformen. Konsensus er en analogi til varer, og analogien til økonomisk vækst er udbredelse af den politiske konsensus i omfang og intensitet. Hvor den kapitalistiske udvikling indebærer, at vareformen i stigende grad overskygger indholdet i det økonomiske liv, så indebærer udviklingen af det parlamentariske demokrati tilsvarende, at konsensusformen marginaliserer opposition, kampe og modstand, der ellers potentielt kunne forandre det politiske indhold og i det hele taget medvirke til, at politik handlede om indhold gennem eksempelvis alternativer til kapitalisme, vækst og repræsentation. Koblingen mellem økonomi og politik som medier er hovedsageligt abstrakt og i uoverensstemmelse med den måde, som de politiske aktører selv opfatter politik på. Det er en formel dominans, der yder indflydelse på den måde, de politiske aktører handler, uden at de anerkender det. De vil typisk benægte koblingen, da det strider mod både den almene opfattelse af politik og de flestes politiske selvopfattelse. Forestillingen er 39