Indhold Kunstselviskrefleksion 7 Forord af Me Lund 11 Mit navn er Henrik Sartou 16 Brev fra New York 20 Jeg synes selv, at min første forestilling 28 Henrik bor og lever i Hamburg 30 Lad den komme, lad den komme 30 Væk med kønskampen 34 Christian Graugaard: Tallerkensmækkeren Henrik 35 Jeg valgte Goethes Ifigenia i Tauris 38 Jeg ser en parallel 38 Karen Blixen har skrevet 40 Må-ske 42 Der er et sted i Man spøger ikke med kærligheden 44 Kære Henrik Bering-Liisberg 47 Joen Bille: Han udviklede sig, men forandrede sig ikke 48 Utroligt! Jeg sidder på et lille værelse 51 Der er simpelthen for meget neurotisk teater 52 Jeg vil gerne holde fast 54 Kleist har betydet meget for mig 56 Käthchen er en lille pige 58 Klaus Hoffmeyer: Den unge mand i den mørke skov 61 Vi har en drøm 64 Teater må primært være ord 68 Siden jeg var helt ung 68 Med det fabulerende 70 Lad det være 70 Olaf Johannessen: Udsat på hjertets bjerge 72 Jernbyrd er syv monologer 74 Der tales så meget 76 I dansk kunst er der opstået en plet 78 Claus Flygare: Der Lange Laufer 79 Fordi vi så længe har rodet rundt i mørket 84 Bodil Jørgensen: Hengivelse 87 Jeg hader ellers Brecht 89
Baal er et ungdomsstykke 91 Jesper Corneliussen: Gesamtkunstwerket i sartousk forstand 93 Jeg er meget interesseret i film 96 Gur Marit Pedersen: Scenebillederne var hans vartegn 97 Mit første møde med Gertrud 102 Gertrud har kærligheden som opgave 102 I Gertrud siger Lidman: ”Kærligheden er alt” 104 Staffan Valdemar Holm: Følelsens stille oprør 106 Jeg drives i retning af tekster 111 Heksejagt har aldrig heddet Heksejagt 121 Arthur Miller har umiddelbart ikke 122 Jesper Langberg/Bodil Jørgensen: Man tørrer fandeme ikke et kys af! 125 Grundlæggende har jeg svært ved at begå mig 133 Splittelsens tårer 136 Jesper Corneliussen: Manuskriptet som partitur 137 Lone Hertz: Den sorte humor og lidelsen 140 Jesper Bergmann: Sjælen i øret 142 Jeg har altid været dybt fascineret af lyd 146 F.P. Jac: Trioen, for dannelse i det grønne 147 I starten troede jeg bare 148 Joachim Holbek: Stort, stort, stort 149 Hvorfor? 153 Claus Lynge: Arkæologisk blik for de poetiske dimensioner 156 Alting handler om overlevelse 160 Prometheus er en ynkelig lille mand 162 Peter Laugesen: Teatret som åndelig disciplin 164 Der opstår altid tidspunkter i et prøveforløb 169 Der er gået ’fabrik’ i den 170 Hvis jeg havde valget 174 Kirsten Dehlholm: Han tegnede sin figur frem for øjnene af publikum 178 Det er ni år siden 180 Sven Holm: Henriks ansigt 184 Mette Frank: Det gennemtrængende blik 186 På mit skrivebord ligger en støt voksende bunke 191
Henrik Sartous karriere 194 Tak 198 Fotokreditering 200
GRUNDLÆGGENDE HAR JEG SVÆRT VED AT BEGÅ MIG i gaderne – i dagslyset. Jeg overlever ved at trække mig ind i et slags sneglehus, og det hus, jeg bærer rundt på mig – i dagtimerne, i dagslyset - består af drømme og tanker om døden. Døden som en påmindelse om livet og i særdeleshed kærligheden. Alt det, som ikke findes på gaden i dagslys, og som er grunden til, at jeg er flygtet ind i et mørkt teaterrum for dér, hvor mørket er totalt, at kunne blænde op for de lysende ting, som jeg har i mit sneglehus. Mødet med Bernard-Marie Koltès’ dramatik har betydet meget for mig. Han tager hele tiden fat i nogle eksistenser, jeg føler mig beslægtet med. Jeg forstod ikke hvorfor i starten. Det var nogen, som var fremmede i de omgivelser, de befandt sig i, og som derfor levede i yderkanten af samfundet, randområderne. Jeg blev virkelig fascineret af Koltès, jeg læste alt og hørte alt med ham. Jeg fandt ud af, at udsatte mennesker står fuldstændig nøgne og beder om at blive taget ind i varmen. Et klarere og renere billede får man ikke på, hvad et menneske er. Jeg føler mig også selv udsat, men det er ikke noget specielt. Alle mennesker er udsatte i dag, og alle taler om, at ingen har kontakt med hinanden, med deres omgivelser, med deres nærmeste. Alle går rundt og føler sig fremmede, og så er man jo en udsat. Det er dén skrøbelige, sitrende nerve, hvor tårerne hænger som tykke harpiksklumper og driver ned ad nervetråden, jeg forsøger at stryge med forestillingen som en bue – nogle gange hårdt og nogle gange blidt. Jeg vil ryste nogle af dråberne af og lade dem løbe forløsende ned ad kinderne på publikum. Jeg bliver draget af situationen, når alle våben er brugt op, og menneskene står tilbage med deres løftede hænder og venter på et svar fra hinanden eller fra noget, der måske er lidt større end dem selv. Og så handler det - måske lidt for ofte - om, at der ikke rigtig kommer et svar. Jeg drejer ikke teksten, men forestillingen derhen, at publikum får mulighed for at opleve, hvordan et menneske ser ud, der står i frygt for aldrig at få et svar, aldrig at få kærligheden. Man kan sige, at håbet aldrig dør ud. Det kan man se i øjnene, det kan man se i hænderne og i føddernes stilling. Man kan sige meget med de små tegn, og derfor må man heller ikke lade skuespillerne udbasunere teksten alt for meget, så den fylder alt ud. Der skal være rum til det håb, der aldrig dør, selv når teksten påstår det. Man kan kun søge, hvis man har. Man kan ikke søge noget, man ikke har fornemmelsen af. Man må have kendt kærligheden, man må have en stump af kærligheden i sig, og det er den, der sidder og kalder på mere. Man har altid det, man søger efter, det er meget vigtigt at huske på. Og at man vil miste det i det øjeblik, man holder op med at søge. Øjeblikkene, mellemrummene, stilheden Da jeg var 17 år, sendte jeg en ansøgning ind til Filmskolen for at blive optaget som filminstruktør. De syntes, jeg var for ung. Jeg blev virkelig sur. Jeg ville aldrig søge det lort mere. Men
133
samme måde, og at slutningerne ofte viser, at personerne råder i mørket, hvor de startede, men har fået lov til at blæse al den tro og håb og længsel ud, som det har været dem muligt i forhold til forfatterens ord. Derfor står de styrkede tilbage, når vi forlader dem. Man skal ikke tro, at hele verdens problemer lader sig løse bare ved at bruge to timer på en scene på dem. Det er en påmindelse om, at lige meget hvor forfærdeligt det hele er, kan det ikke blive værre, så længe håbet er i behold. Og det er dét, teatret – og i virkeligheden al kunst - kan. Det gør opmærksom på, at når vi holder inde med al vores vrøvl og jamren, blinker håbet stadigvæk svagt, måske som en petroleumslampe, der er ved at gå ud, en gang imellem blafrer lyset meget højt – og så kan det ikke gå helt galt. Derved står der altid en dør på klem, men det vil være sjofelt at træde ind i lyset på en scene.
Fra Jeg laver fragmenternes fortælling – en portrætsamtale med Henrik Sartou af Lars Christian Wredström Wallenberg, DR P1, 1. januar 1996.
Fra Henrik Sartous private noter, 1985.