Mongoliet uddrag

INDHOLDSFORTEGNELSE

FORORD SIDE 19: REVOLUTIONEN SIDE 33: tilværelsens nye lotteri SIDE 53: Den nye missions mark SIDE 61: Det mongolske Rige 2.0 SIDE 67: Pagten med naturen SIDE 95: Den nye nomadetilværelse SIDE 121: Demokratiets skæve gang SIDE 137: menneskerettigheder og reformer SIDE 147: Den dyrebare undergrund SIDE 161: Naboerne – i 1. og 2. række SIDE 173: Var revolutionen det hele værd?

SIDE 7:

Niels Helveg Petersen Frederiksberg, maj 2015

FORORD

I marts 1990, tre måneder efter Berlinmurens fald, blev Mongoliet en selvstændig, demokratisk stat, som jeg besøgte i september 1995 som dansk udenrigsminister.

Besøget var en stor oplevelse. Officielle besøg er oftest skåret over samme læst med fine hotelværelser, limousiner og ensartet, internationalt køkken.

Mongoliet var anderledes. Hotelværelset blev erstattet af en ger, hvor vi sov flere mænd sammen. Heste så vi meget mere til end limousiner; mad og drikke var fårekød på spid og gæret hoppemælk. Rejsens vigtigste indtryk var oplevelsen af mongolernes ægte vilje til at opbygge stærke demokratiske institutioner.

Mongoliets demokratiske rejse begyndte for 25 år siden. Vanskeligheder er der nok af, men viljen er intakt. Forfatter og journalist Mette Holm og fotograf Søren Zeuth har begået en god og smuk bog om et fjernt og fremmedartet land, som danske læsere kan have stor glæde af at stifte bekendtskab med.

“... Her er helt fantastisk; vi har fartet vidt omkring i gudesmukke landskaber, som – vel sammen med den tynde luft – fuldstændig tager pusten og pippet fra mig…”

SIDE 7

FORORD

For nu at sige det ligeud: Jeg tabte mit hjerte til Mongoliet ved allerførste blik – i 1981 på vej til Kina med den transsibiriske jernbane; seks dage med tog gennem Sovjetunionen, Mongoliet og en bid af Kina. Ved de få stop undervejs i Mongoliet hoppede jeg ud på perronen eller trinbrættet for at forsvinde i de endeløse vidder og indånde den klare luft. Det var strengt forbudt at bevæge sig væk fra toget. Fattigdommen og betonkommunismen hvilede tungt over de trøstesløse perroner, hvor gamle damer falbød en gulerod eller to, et indtørret kålhoved eller syltet grønt på glas. Men når jeg løftede blikket, fik det vinger …

Resten af tiden sad jeg klinet til vinduet – som en samvittighedsfuld kinesisk togstewardesse heldigvis vaskede flere gange dagligt for lokomotivets sod – og kiggede begærligt på det betagende landskab.

Der skulle gå godt 10 år, før jeg vendte tilbage til selve Mongoliet – nu som journalist – omend jeg flere gange besøgte den mongolske såkaldt Autonome region i Kina, Det indre Mongoli. Men det er slet ikke det samme! Kinesisk herredømme har betydet en overvældende kinesificering, der bevidst og over relativt kort tid har tilstræbt at udligne forskellene mellem Kina og Mongoliet, hankineserne og mongolerne. Fx er der ikke flere nomader tilbage i Det indre Mongoli. En dramatisk og sørgelig udvikling at have bevidnet.

Men denne bog handler om den selvstændige nation Mongoliet, som ligger klemt inde mellem Kina og Rusland uden adgang til havet, og hvor en tredjedel af befolkningen er fuldtidsnomader. Og hvor udviklingen har været den modsatte – fra betonkommunisme til demokrati og selvstændighed.

Aldeles ufortjent bliver Mongoliet altid glemt – på trods af bestræbelserne på at melde sig ind i alle tænkelige internationale fora. Landet falder ud af regionale sammenhænge; regnes sjældent med i Centralasien og Nordøstasien, selvom det retteligen hører til begge steder.

Her er et land, der i 70 år lå i Sovjetunionens baggård, og som på eksemplarisk vis har viklet sig ud af kommunismen til fordel for demokrati.

Mongoliet fik sit første parlament, Xiongnu, 209 år før vor tid. For 800 år siden var det verdenshistoriens største sammenhængende rige. Siden er der blæst meget sand over stepperne. I 1921 blev Mongoliet verdens andet kommunistiske land og tilbragte 70 – ofte meget brutale – 9

år som sovjetisk vasalstat frem til 1990, da det kommunistiske styre blev væltet ved en fredelig revolution – i helt ned til 40 minusgrader.

Bogen her er mit forsøg på at tage temperaturen på demokratiet i Mongoliet efter 25 år. Den helt korte version er, at det er gået forbilledligt, især når man sammenligner med udviklingen i de regionale postkommunistiske lande i Centralasien og fx Ukraine, Rumænien og Bulgarien.

Det er mit håb, at bogen her – ikke mindst gennem Søren Zeuths kraftfulde fotografier – vil bidrage til at udbrede kendskabet herhjemme til det storslåede land og til at formidle mongolernes vilje til demokrati og til livet; deres umådelige gæstfrihed, deres kærlighed til naturen og deres land og selvfølgelig Mongoliets skønhed og prægtige egenart.

I Mongoliet bruger folk som regel kun ét navn endda ofte en forkortelse af det; kun de allerfornemste og selvhøjtidelige bruger deres slægtsnavn. Vel fordi jeg er kommet der gennem så lang tid, har jeg haft lejlighed til at interviewe de fire præsidenter for det nye Mongoliet: (Punsalmaagiin) Ochirbat, (Natsagiin) Bagabandi, (Nambaryn) Enkhbayar og den siddende siden 2009 (Tsakhiagiin) Elbegdorj. Også de omtales kun ved ét navn i befolkningen, deres eget, der står til sidst, mens det første navn typisk er farens i genitiv, i præsident Elbegdorjs tilfælde: faren hed Tsakhia, drengens eget navn er Elbegdorj. Navne har ofte betydning, Helt, Røde Helt, Stålhelten, Strålende Juvel eller andet poetisk, fx blomsternavne. Eller det kan være lige det modsatte – et grimt navn, der skal værne den nyfødte mod onde ånder det første år og derfor kaldes fx Nergui = Intet Navn, eller Muunokhoi = Onde Hund, Enebish = Ikke Denne, eller Terbish = Ikke Hin. Her i bogen bruger jeg, som jeg også altid har gjort i reportager, folks kaldenavn.

Mongoliet – stemmer fra steppen er blevet til på opfordring og initiativ fra Dansk Mongolsk Selskab, der som demokratiet i Mongoliet fejrer 25-års jubilæum i år. Jeg blev umådelig glad for opfordringen.

For så mødte jeg endnu en gang nye prægtige mennesker, som Dorj i Uliastai i Zavkhan, der havde mistet stemmen, fordi han ganske enkelt måtte bade og vaske byen af sig i den iskolde, krystalklare Zavkhan-flod på den lange køretur hjem fra den beskidte hovedstad.

Bogen er skrevet på baggrund af godt en halv snes rejser i Mongoliet gennem de seneste 25 år. Senest i september 2014 i selskab med fotograf Søren Zeuth, grafiker Nina Wolff Juhlin og Bulgan Njama, der uden sidestykke er den bedste rejsekammerat og anfører, man kan have på de kanter. Vi fire var på farten i september for at samle endnu flere indtryk til bogen, og det blev endnu én af de heftige rundture, hvor man dårligt har tid til at sove, fordi man ikke vil gå glip af noget.

Men sovet, det fik vi – rundt om på hoteller og i hovedstaden, Ulaanbaatar, i endnu en lejlighed, som en god kvinde flyttede ud af, så Nina, Søren og jeg kunne bo der. Vi boede dejligt og kunne samles i køkkenet om at fordøje vores oplevelser, sortere dem og gøre noter. Vores

10

værtinde tjente nogle hårdt tiltrængte penge. Og hun beklagede inderligt, at musikanlægget i den løjerlige pink brusekabine ikke duede … Til gengæld havde hun lagt kulørt stofbetræk på toiletbrætterne! Første gang jeg boede på Mongoliets tidlige variant af Airbnb, var i 1995 i Ulaanbaatar med min søster.

Lad mig slutte med et stort tak til Bulgan og Dansk Mongolsk Selskab for initiativ, inspiration og opmuntring og til grafiker Nina Wolff Juhlin og fotograf Søren Zeuth for formidabelt samarbejde og samliv på rejsen.

Mette Holm Taarbæk, april 2015

På længere ture skriver jeg ofte rejsebreve hjem til familie og venner af en anden og langt mere personlig karakter end mit generelle journalistiske virke. Disse går under navnet hoplanoter. Denne er fra maj 2002 og afspejler forhåbentlig, hvorfor og hvordan mongolerne og deres land sætter sig dybt i én. Omtalte rundrejse var første del af et længere besøg og fejrede den vellykkede afslutning på Dansk Mongolsk Selskabs projektuddannelse af socialarbejdere.

BREV FRA STEPPEN, 24. MAJ 2002 Kære Venner; nu er jeg atter i Ulaanbaatar. Møgbeskidt, sønderslynget i dagevis i en minibus og i højt humør efter en hvirvlende tur i de nordlige aimag’er (provinser).

Her er præcis så vidunderligt som altid (bortset fra, at her er mange flere fattige end før).

Folk er gæstfri langt ud over det forventelige – jeg har fået vodka til velkomst, afsked, almindelig underholdning, til sang & til fest – oftest i det fri, på steppen.

Og så har jeg fået får! Hele tiden kogt – i supper, tykke, klæge nudler, fra ben (et helt kogt får fik vi!), i teen. You name it, I’ve eaten it. Suppen kan faktisk være ret velsmagende, så måske har jeg allerede været her for længe! Mongolerne er ganske tilfredse med, at jeg ikke kan spise al mit kød, for så får de det, og de kan indtage enorme mængder. Jeg kan stadigvæk lugte, at andre lugter af får, så det er endnu ikke slået helt igennem i mig.

Her er helt fantastisk; vi har fartet vidt omkring i gudesmukke landskaber, som – vel sammen med den tynde luft – fuldstændig tager pusten og pippet fra mig. Vi forlod Ulaanbaatar kl. seks mandag morgen, det føles som evigheder siden. Det var frost og en bidende vind, så al polartøjet kom til sin ret. Og så ellers 14 timer gennem himlen – de endeløse vidder, flokke af får, geder, heste – alle med den yndigste yngel. Jeg har set kæmpestore ørne, traner danse, murmeldyr og jordegern. Yakokser og sågar kameler, selvom de ellers ikke holder til meget i denne del af landet. De sejler arrogant gennem landskabet, som er de skabt til noget større.

Lærkerne kvidrer forførerisk. Det er fuldkommen fortryllende.

11

TILVÆRELSENS nye LOTTERI SIDE 33

”Uden nomaderne, intet Mongoliet.

Men der er også brug for folk som os, der dyrker jorden.”

tilværelsens nye lotteri

I revolutionens kølvand fulgte et dramatisk brud med sovjettidens livslange forsørgelse, hvor alle – i hvert fald i teorien – havde arbejde, og alle fik løn. Opgøret med socialismen betød, at folk nu skulle klare sig selv, og det var nogle bedre til end andre.

De, som ikke kunne klare sig på steppen, benyttede den nye ret til frit at rejse omkring i landet og drev op igennem 1990’erne mod byerne i håb om arbejde, hvilket der sjældent var.

De, der ikke forstod at gribe de nye muligheder i det demokratiske Mongoliet, overlevede ved småjobs eller på familiens nåde.

Der blev væltet op og ned på det hele. Stovte samfundsstøtter blev kasseret, mens cowboymentalitet betalte sig. Overgangen fra statsdrevet til privat skabte råderum for minioligarker som dem, man siden oplevede i meget stort format i Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud.

Statsdriften blev afviklet, privat initiativ fik medvind, nogle flød ovenpå, andre sank til bunds. Sine steder blev det alle mod alle …

Ulaanbaatars gamle laksefarvede statslige biograf på Sukhbaatarpladsen blev i 1992 konverteret til børs. Herinde regerede den 27-årige nyudnævnte direktør, Zolzhargal, over små 30 børsmæglere – og en mindre hær af kvinder, der noterede skiftende aktiekurser med kridt på tavler, omgivet af spejlblank rosa marmor, blankpudsede røgfarvede glasdøre, krom og videoovervågning. De toptunede medarbejdere så ud til at stamme fra en helt anden verden eller måtte i det mindste have andre frisører og skræddere end befolkningen udenfor i hovedstaden. De 29 unge mænd pilede omkring i jakkesæt af italiensk snit med skarpe frisurer og små kvaster på deres blanke sorte sko.

Jeg besøgte Zolzhargal en sommertirsdag i 1992, der viste sig at blive hans hidtil mest aktive på posten. Rødderne, som han kaldte sine mæglere, omsatte 821.260 aktier formedelst 138 mio. tugrik (22,1 mio. datidskroner efter den mongolske nationalbanks kurs og 4,5 mio. kroner efter de kommercielle bankers).

Den unge børsdirektør havde læst økonomi i Budapest, tilbragt et halvt års læretid i USA’s handelsministerium og arbejdet tre år i Mongoliets Nationalbank, inden han fik til opgave at privatisere 500 statslige selskaber på halvandet år. Der blev handlet på Ulaanbaatars børs hver tirsdag – ikke med penge, men med små lyserøde værdikuponer, som hver eneste mand, kvinde og barn i Mongoliet blev udstyret med, så de kunne overtage omkring 80 procent af landets

34

hidtil statsdrevne industrier og forretninger, bortset fra strategiske selskaber som fx jernbanerne, det nationale flyselskab og indledningsvis også minerne.

Zolzhargals hår var i uorden, da han fortalte om dagens salg: et vaskeri og en tændstikfabrik, der gik til tre gange noteringen – formentlig fordi tændstikker stadig var rationeret, nogle måneder helt ned til tre æsker pr. person. De hidtil dyreste aktier på det tidspunkt var vodkadestilleriet Arkhis.

De dengang 2,2 mio. mongoler fik hver for 10.000 tugrik (1.600/300 datidskroner) kuponer til at købe sig ind i produktionsapparatet, der jo i teorien var deres allerede under kommunismen.

Repræsentanter for børsmæglerne inde i Ulaanbaatar red omkring på steppen og falbød aktier til nomadehyrderne. Og Zolzhargal havde bestukket teleselskabet, som heller ikke var til salg, til at oprette velfungerende linjer, så han løbende kunne kommunikere med sin stab af beredne satellitbørsmæglere.

Som Mongoliets første børsdirektør tjente Zolzhargal en på det tidspunkt fyrstelig månedsløn, nemlig 4.000 tugrik (640/132 datidskroner). Siden er han avanceret i graderne og blevet direktør for Mongoliets Nationalbank.

ERDENESHOO OG TSEDENDORJ Den smukke flod Tuul, der løber gennem det sydlige Ulaanbaatar, lægger navn til landsbyen Tuul i Ulaanbaatars Khan-Uul-distrikt. Tidligere lå landsbyen – trods beliggenheden i storamtet Ulaanbaatar – afgjort på landet. I dag har storbyens grådige ekspansion ædt sig ind på Tuul og også videre helt ud til Chinggis-lufthavnen.

Erdeneshoo på 53 år byder indenfor i familiens lille hus, eller hytte måske snarere, på jordvejen Khoroo nr. 13, hvor hun bor med sin mand, Tsedendorj, der er invalidepensionist, og den yngste søn på 25 år og svigerdatteren. Her har de boet siden midten af 1990’erne.

Hun serverer den lækreste oksekødssuppe med traditionelle dampede dejlommer med fårekød, som hun har tilberedt på det lille brændekomfur af den type, man også bruger i gererne – til både madlavning og opvarmning. På en måde er her rindende vand: en lyserød anordning med håndvask, indbygget spejl og øverst en femliters cisterne, man fylder med vand fra områdets fælles brønd et par hundrede meter herfra. Håndvaskens afløb ender i en spand, som tømmes udenfor, når den er fyldt.

Erdeneshoo kommer fra Khovd aimag i det vestligste Mongoliet. I 1967 flyttede familien til hovedstaden, hvor moren passede mink lidt uden for byen. Det gik sådan set udmærket. Revolutionen var også o.k., men så blev det vanskeligt. Efter årtier med kommandoøkonomi og kvoter for både produktion og salg klarede de statslige virksomheder sig dårligt på det nye frie marked.

Mange gik nedenom og hjem og fyrede arbejderne, så Erdeneshoo og Tsedendorj blev arbejdsløse. ”Alle var på jagt efter arbejde. Jeg åbnede en lille butik med fødevarer. Jeg købte mælk af en gammel dame, der havde en ko herude i Tuul. Hun blev ved at spørge, hvorfor vi ikke flyttede 35

herud. Så talte jeg med min mand og børnene. Og så flyttede vi …”

Indledningsvis mente familien ikke, det gik an – men de flyttede alligevel efter en uge. Først slog de en lille ger op på et jordlod for at se, om de overhovedet kunne finde ud af at leve sådan. ”Vi havde aftalt, at hvis ikke vi brød os om det, ville vi tage tilbage til byen.”

Det gik fint. På datterens arbejde opdrættede de grise som nebengesjæft, og skulle de mon ikke også prøve det? Så familien indhegnede grunden og købte en stor mongolsk so med ni unger. Nu var de svineavlere – et virke, familien har lært ved at prøve sig frem. Soen og to unger døde om vinteren. ”Vi tog de overlevende unger ind i geren, hvor de virkelig stank. Så vi inviterede dyrlægen på besøg, og han sagde, at det var frygteligt uhygiejnisk, og at svinene skulle ud med det samme.”

Det følgende år skiftedes parret til at gå på kursus i svineavl, de mongolske grise blev skiftet ud med en stor engelsk race, der klarer sig godt i Tuul. Og nu har Erdeneshoo og Tsedendorj seks køer og en større flok fornemme engelske svin, der indbringer ejerne 6.500 tugrik (godt 20 kr.) pr. kg og forhandles i Ulaanbaatars fineste supermarked, Mercury.

De store engelske grise og familien har det fortræffeligt sammen i Ulaanbaatars udkant ved floden. Erdeneshoo forsikrer, at grisene er meget renlige og nemme at have med at gøre. De går frit omkring, men ”kommer altid hjem til spisetid. De kender klokken.” De er sjældent syge, og ud over en vaccine ved fødslen får de sjældent medicin og aldrig penicillin. Erdeneshoo ser rædselsslagen ud ved tanken.

Så længe hun ikke har ansatte, regnes Erdeneshoos virksomhed for uformel og skal ikke betale skat. Men fødevaremyndighederne stiller høje krav, der gælder for alle, så man kan trygt spise landbrugsvarer i Mongoliet.

Erdeneshoo er tilfreds med tilværelsen. Hun har et godt netværk; de hjælpes ad i lokalområdet. Demokratiets private ejendomsret betyder, at hun selv ejer sine svin og sin jord. Der er bygget nye veje og bygninger. Familien, der hidtil har betalt sig fra at få fragtet kød og svin, har netop købt en lille lastbil. I det hele taget er der kommet flere biler – på den ene side herligt og bekvemt, på den anden side forureningen! Bagsiden af medaljen er også alle de nedlagte fabrikker og den deraf følgende arbejdsløshed. Markedsøkonomiens enorme indkomstforskelle er bestemt også et minus i Erdeneshoos øjne.

36

JAMYAN OG BAASANKHUU Ikke langt fra Erdeneshoo og Tsedendorj lever Jamyan og Baasankhuu i et yderst nødtørftigt og helt indlysende hjemmegjort lille hus, eller skur snarere, af gasbeton – alene, men ofte også sammen med nogle af børnebørnene, hvis forældre alle bor helt inde i Ulaanbaatar.

Parret er henholdsvis 60 og 57 år og kommer fra Selenge aimag i nord, hvor de begge var traktorførere i et kooperativ. Efter revolutionen fortsatte de som traktorførere til pensioneringen i 2005, så drog de til Ulaanbaatar og gav sig til noget – også i Mongoliet – så usædvanligt som at dyrke havtorn. 3.500 træer har de. Havtorn er godt, fortæller Baasankhuu. ”Bærrene har masser af C-vitamin, og olien bruges til medicin.” I 2013 høstede parret 500 kilo af de genstridige bær. I 2014 to tons! Opkøbere kommer og henter bærrene og betaler 3.000-5.000 tugrik pr. kilo (10-16 kr.).

Begge er født på landet og vokset op som nomadehyrder. ”Uden nomaderne, intet Mongoliet. Men der er også brug for folk som os, der dyrker jorden,” siger Baasankhuu. Hun fortæller, at de flyttede helt til Ulaanbaatar, fordi deres fire børn bor her.

Huset er overordentligt beskedent. Det vrimler med fluer. Baasankhuu og Jamyan stiller ikke store krav til tilværelsen. Og deres hjem emmer af kærlighed og varme.

Uden revolutionen dengang havde de ikke bare kunnet flytte til Ulaanbaatar, da de gik på pension. ”Det hele er blevet mere åbent,” forklarer Jamyan. ”Vi må sige tingene ligeud i dag. Vi kan drive privat virksomhed og handel. Og vi har ret til at eje. Dengang fik vi ganske vist løn, men vi kunne ikke selv gøre forretninger. Nu har vi frihed til selv at bestemme – det meste er godt. Men helt ærligt,” siger han også: ”Måske er der lige lovlig meget demokrati! Mange af de gamle værdier er ødelagt. Der er manglende forståelse for fællesskabet, folk er blevet egoistiske, og der er kommet store forskelle i samfundet; folk er delt op i rige og fattige nu.”

Udviklingen sætter også sit præg på omgivelserne. ”I 2009 var der bare vild og dejlig natur mellem os og den gamle bio-dyremedicinfabrik,” Jamyan peger mod fabrikken i det fjerne – ”nu graver de det hele op. På bare fem år er naturen blevet væk, og forureningen er skræmmende!”

Også ungdommen får et par ord med på vejen: ”De unge efterligner koreanerne og anlægger bleget strithår! Selv ét af mine børnebørn! Mongolske drenge skal have fletninger! Alt for mange koreanske film i tv påvirker de unge. Vi skal bevare vor egen kultur i stedet for at efterligne Korea (Jamyan tænker på Sydkorea) og Kina. Det er bedre bare at være os selv!”

Baasankhuu og Jamyan er godt tilfredse med deres egen tilværelse, men bekymrede for deres børns og børnebørns fremtid. ”Vi sælger alt sydover. Mineralerne. Kineserne køber det hele!”

Mens vi har talt sammen, er barnebarnet – en pige på tre år – faldet i søvn i bedstefarens arme. Han lægger hende forsigtigt på den nussede sofa i hjørnet. Midt i stuen står brændeovnen, men i modsætning til de fleste andre laver de mad på gasblus. Selvom familien fortæller, at de ikke er religiøse, er her et lille husalter, og somme tider opsøger de lamaen i det lokale tempel og bliver velsignet.

37

Jamyan og Baasankhuu

Den nye nomadetilvĂŚrelse

�Vi har mange rettigheder i dag, men vi glemmer pligterne.�

SIDE 95

Den nye nomadetilværelse

De gamle dyder Mishgee Ude på steppen, i den vestlige aimag Zavkhan et godt stykke fra lokalhovedstaden, Uliastai, tager to familier gæstfrit imod i deres gerer. Sommeren har været fin. Dyrene er velnærede og godt rustet til vinteren. Det trækker op til fest. Vi udveksler snus – eller dvs. mændene byder snus fra deres smukke små snusflasker af den særlige sten, man. Som gæstebuddet kræver, skal man prøve dem alle, så jeg nyser og pruster til vældig gensidig moro. Bagefter slipper de yakokserne løs. Kalvene har diet, og nu lunter hele den langhårede flok over bækken til bjergsiden for at græsse.

En rytter kommer drivende på vej mod samme græsning med sin vældige hesteflok, der på afstand i horisonten virker flydende, som kviksølv. Han bliver råbt an, fordi han er på vej samme sted hen som yakkerne, og leder sine heste videre til et andet sted med både græs og vand, som steppen er gavmild med dette efterår.

74-årige Mishgee fortæller om det formidable i at eje sit eget kvæg. ”Før var alle dyrene kooperativets. Jeg passede dem bare.” Og opfyldte man ikke kooperativets kvoter og krav i kommunisttiden, risikerede man fængsel.

Sovjettiden var smertefuld: De første forsøg på frivillig kollektivisering i 1930’erne mislykkedes, bl.a. fordi nomaderne hellere slog deres dyr ihjel end overgav dem til kollektivet. Først i 1959 lykkedes det magthaverne at tvinge nomaderne ind i kollektiver, der tilstræbte at gøre både mennesker og husdyr bofaste, og skabte store statsfarme til at dyrke jorden efter sovjetisk og østeuropæisk model – der ikke uden videre lader sig overføre til de tørre steppers tynde jordlag.

Den tid er heldigvis forbi. Og vi går ind i Mishgees og hustruen, Lhagvasurens, lille ger, 27 mennesker i alt, og spiser friskkogt ged, tilberedt på komfuret med glødende sten i en stor gryde fyldt op med vand. Den simrer en time til halvanden under låg, til den er mør og lækker, om ikke spændende; mongolerne bruger ikke meget salt.

Mens Lhagvasuren tager kødet op med en gaffel, rækker hun os de varme sten, som man kaster fra hånd til hånd for ikke at brænde sig på dem. Det er godt til at forebygge gigt. Og når man gnider ansigtet med den varme sten, der er blank af fedet fra geden, smører den kinderne, som let tørrer ind i det knastørre klima. Så her står jeg med ansigtet blankt af gedefedt. Det siges også, at de varme sten fra gryden fordriver trætheden og dårlige elementer fra kroppen.

Først bydes indvoldene rundt, tilberedt på forskellig vis: leverpølse med kartoffel, blodpølse, hakkede indvolde, au naturel, om man så må sige – lever, nyre, mave, hjerte – det hele

96

skåret op i fine småstykker, så alle kan smage det hele. Derpå kødet, som vi skærer store lunser af og spiser med fingrene, ligesom indvoldene. Kødet er friskt og mørt. Mongolerne slagter nødig unge dyr som kalv, kid eller lam, så man får så godt som altid voksne dyr. Ansigterne glinser af fedtet og kraften fra kødet, der også sejler ned ad hænder og arme.

Der er også kraftig, saltet mælkete. Og bonboner i kulørt papir, tørret yoghurt og ost og nogle stenhårde småkager. Maden på steppen skal spises helt frisk, eller den skal være bærbar og kunne holde sig. Det er stadig langtfra alle nomader i Mongoliet, der har køleskab. Men et lille solcelleanlæg sørger for strøm, og den ene mobiltelefon hænger ned fra loftet i en rød sløjfe, mens den anden er stukket ind under et stykke stof på gerens filtvæg. Lampen kører også på solceller.

Maden og nærheden luner. Mishgees ven, der bærer en hel stribe medaljer på brystet af sin orange silkedel, viser mig dem én for én: ”Denne fik jeg for min indsats som chauffør, denne som mønsterarbejder, denne her er fra min kommunes 90-års jubilæum.” Vennen har et fornemt læderbælte om livet, dekoreret med buddhistiske mønstre i lødigt sølv.

Og så bryder han ud i den smukkeste, gjaldende langsang af den type, man kan høre vidt omkring på steppen. Det lyder flot, men han undskylder, at han her i sin høje alder, som 62-årig og som ryger, ikke længere synger så godt. Ååååh, at have mødt ham på steppen med sangen som storslået varsel om hans komme … ”Det er en sang om heste, naturen og om kærligheden, til en kvinde, en god ven i livet eller en god hest,” fortæller han.

Da vi har spist, går Mishgee, Lhagvasuren og jeg ud for at tale sammen, mens det livlige selskab i geren fortsætter. Vi slår os ned udenfor på små træknolde. Parret har været gift i over 50 år og taler nærmest i kor. ”Tilværelsen er blevet så meget bedre. Vi kan sige, tro og tænke, hvad vi vil.” Lhagvasuren fortæller: ”Tidligere var vi buddhister” – selvom det var forbudt under kommunismen. ”Nu tror vi på Jesus. Og så har vi fået bedre helbred. Før var vi altid syge.” Det lyder enkelt.

Enhver ordentlig mongol har sin egen saddel. Mishgees står lige ved siden af ham. Selve sædet af træ fik han snedkereret efter mål for mange herrens år siden – i Khövsgöl aimag, der er kendt for sit fine træ. ”Skindet og huden” til sædet og tøjler, ”bearbejder jeg selv.” Også stål og sølv til stigbøjler og dekoration er lavet på bestilling, da Mishgee var ung. Skind og hud og de hjemmegjorte tov af fåre- eller yakuld bliver skiftet ud, efterhånden som det bliver slidt. Træet og metallet varer hele livet. Mishgee lærer gerne kunsten fra sig. ”De unge i dag kan ikke finde ud af det.”

Så er der uurgaen, der også er hjemmegjort: en meget lang pind af to forskellige slags træ, det ene stift, det andet smidigt. For enden af den smidige pind er en lasso af hud. Mishgee bruger den dagligt til at fange sin hest eller på længere ture med flokken, hvis han skal skifte hest undervejs. Meget lange ture må det være, for en mongolsk hest kan tilbagelægge 60 km eller mere på en dag. I øvrigt er det sådan, at ser man en uurga stukket ned i jorden på steppen, betyder det, at ægtefolk eller kærester holder hyrdetime her, og uvedkommende skal holde sig væk. Ligesom man altid kigger væk, når nogen forretter nødtørft – eller, som man siger: 97

Midjiddorj

Var revolutionen det hele værd?

”Mongoliet går opad og fremad.”

SIDE 173

Var revolutionen det hele værd?

Filtsyersken Tuyatsetseg har været medlem af MPRP, der havde magten i de syv årtier med sovjetisk overherredømme, men hun har meldt sig ud og vil ikke stemme på dét parti igen. Hvis hun havde dyr – hvilket vil sige, hvis hun var rig – ville hun flytte på landet … ”Demokratiet har mange gode sider: frihed til at sige og tænke, hvad man vil, og vi har fået privat ejendomsret. Vi kan rejse frit i landet og til Kina og Rusland uden visum. Der er mange flere varer i butikkerne. Og demokratiet, at vi kan stemme, er vigtigt.” ”Men det har også ført dårlige ting med sig: Folk er blevet pengegriske, nogle er blevet narkomaner. Der er også mange enlige mødre. Det ligger også i demokratiet, at folk bliver anarkistiske,” mener Tuyatsetseg.

Baigalma, der også bor i Nalaikh, og som mistede sit arbejde, da glasfabrikken lukkede, mener, at demokratiet er godt. Også hun sætter stor pris på frihederne, de øgede muligheder og det større udvalg i butikkerne.

Men hun finder fattigdommen, som for mange er frihedens uomgængelige ledsager, undertrykkende. Når hun skal sælge sit kunsthåndværk, bliver stadepladserne dyrere og dyrere, afgifterne flere og flere. Fattigdom er en snærende og smertefuld begrænsning for friheden. ”Regeringen forsøger at bekæmpe fattigdommen, og alt er ikke negativt. Og hør mig bare, jeg kan kritisere og sige lige, hvad jeg mener, til dig.”

Langt mod vest, i Uliastai på skråningen i området, hvor folk bor fast i deres gerer med smuk udsigt til bjergene, fortæller Ganzugma, at revolutionen og demokratiets indførelse for 25 år siden var en vidunderlig begivenhed. ”Men i praksis er det ikke så godt. Folk er blevet anderledes, meget egoistiske. Vores gensidige respekt og kærlighed fra før i tiden er væk; empatien er væk!” ”Og her i 2014 er alting blevet dyrere. Økonomien er blevet et stort problem,” mener Ganzugma. Hun siger, at med Mongoliets mange ressourcer burde det hele kunne være bedre. ”Hvis landet blev regeret ordentligt, kunne vi udvikle vores egen industri og blive selvforsynende.

Men i stedet frygter jeg, at Mongoliet er blevet politiseret, så vi splittes af skænderier og politisk fjendskab. Vi burde være harmoniske og tolerante over for hinanden ligesom før.”

Boldbaatar, der fremstiller seletøj og sadler på bjergskråningen i Uliastai, ser mere optimistisk på fremtiden: ”Jeg ønsker mig meget af fremtiden. Vores værksted skal blive større og berømt!”

174

Datteren stemmer i: ”Jeg håber, vi får en fabrik med stor produktion!”

Boldbaatar får atter ordet: ”Mongoliet går opad og fremad. Vi skal vedblive at være et fredeligt land uden forbrydere og slyngler – også i politisk forstand!” Men det går ikke af sig selv. Boldbaatar ”er bange for uretfærdighed, korruption, løgnhalse og uhæderlighed!” Her istemmer kammeraten Midjiddorj: ”Vi mennesker, vi hører mange ubehagelige historier om korruption. Man lever af at drikke vand. Man kan ikke spise guld.”

Nindjbadzar, der også bor på bjergskråningen i Uliastai, er skatteøkonom og regnskabsfører – og nomade. Familien har ti køer, fem kalve, 150 får og geder, ingen heste, men en bil og en motorcykel. Med sine 24 år er Nindjbadzar barn af revolutionen. ”Jeg har hørt om tiden før revolutionen og forandringerne, som jo er min tilværelse.”

Nindjbadzar har stemt ved to valg og er meget bevidst om, at demokrati kræver ansvar, hvis man vil have indflydelse på politik og økonomi. ”Mongoliet har udviklet sig i min tid. Det er svært at forestille sig, at man ikke måtte snakke, sige sin mening og have sine egne holdninger.

Men der er også kommet flere lag i samfundet. Før var alle lige økonomisk, men med den private ejendomsret er der kommet store forskelle, og fattigdommen er ikke god for samfundet.”

I landsbyen Tuul nær Ulaanbaatar siger de pensionerede traktorførere Jamyan og Baasankhuu, der er flyttet hertil fra Selenge aimag for at være nær børn og børnebørn, at det slet ikke havde kunnet lade sig gøre under det gamle styre. Jamyan siger, at det hele er blevet mere åbent. Man kan eje jord, drive privat virksomhed og handel. ”Det kunne vi ikke før. Vi fik løn dengang, men kunne ikke selv lave forretning. Og vi kunne aldrig være flyttet herned.”

Narantsetseg er en heftig kvinde, der lever i et byområde i Khan-Uul-distriktet ikke så langt fra Ulaanbaatar. Hun er folkevalgt medlem af et lokalt råd, der hjælper folk til at styrke deres livsgrundlag og gør en stor indsats for at hjælpe dårligt stillede mennesker til at klare sig. Hun er fx ved at oplære en nytilflyttet nomadekvinde i sin systue.

Narantsetseg fortæller, at hun ikke selv er af nomadeslægt, men fra en intellektuel familie.

Hun synes, demokratiet har givet Mongoliet et vældigt skub i den rigtige retning: ”De nedlagde fabrikkerne, så mange – tusindvis – blev arbejdsløse. Det er godt, for folk er blevet meget bedre til at klare sig selv. De har lært at arbejde.”

Hun fortæller, hvordan den skofabrik, hun arbejdede på, lukkede fra dag til anden. ”Jeg ville græde, men der kom ingen tårer. Jeg grinede som en sindssyg og trøstede mig med vodka.”

I dag bor Narantsetseg i et nydeligt hus med flere rum. Hun har store safirørenringe og en matchende safirring. ”Jeg blev meget, meget ked – helt groggy – af selv at blive fyret. Det tog mig et år at komme mig. Jeg var arbejdsløs og følte mig magtesløs. Jeg måtte finde på noget.”

Narantsetseg åbnede en strikkefabrik, og siden har hun klaret sig godt.

Og selvom hun mener, folk har godt af at klare sig selv, har hun set alt for mange eksempler på det modsatte. ”Mange blev meget fattige, nogle døde af de vanskelige kår. Der er kommet alt for stor forskel på rig og fattig. I gamle dage sagde vi, at man skulle arbejde efter evne og nyde efter behov. I dag er det anderledes, man skal virkelig knokle for at få tingene til at hænge sammen. Men mange vil helst arbejde lidt og nyde meget. Og så sender de deres børn 175

Mongoliet – Stemmer fra steppen © Mette Holm, søren zeuth, Dansk Mongolsk Selskab og Frydenlund Foto: Søren Zeuth (undtageN side 74-75 og 90-91; Mette Holm) Grafisk tilrettelæggelse: Nina Wolff Juhlin Tryk: Balto print, litauen Papir: Arctic silk ISBN: 978-87-7118-593-5 Bogen er udgivet af Frydenlund og Dansk Mongolsk Selskab med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling og Socialpædagogernes Landsforbund. www.danskmongolskselskab.dk www.metteholm.COM www.zeuth.dk

Bulgan Njama

Nina Wolff Juhlin

Mette Holm

Søren Zeuth