Musik, krop og følelser uddrag by Frydenlund

Charlotte Lindvang & Bolette Daniels Beck (red.)

Musik, krop og fĂ¸lelser Neuroaffektive processer i musikterapi

Frydenlund Academic

Musik, krop og følelser Neuroaffektive processer i musikterapi © Bogforlaget Frydenlund og forfatterne 1. udgave, 1. oplag, 2017 ISBN 978-87-7118-749-6 Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Grafisk produktion: Totem, Polen

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold Redaktørernes forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Forord af Kjeld Fredens . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Et kor af stemmer – introduktion til antologien. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Bolette Daniels Beck og Charlotte Lindvang 1. Musikalitet som kultur og terapi for sjælen – ideer i forandring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Colwyn Trevarthen 2. Introduktion til neuroaffektive processer i musikterapi. . . . . . . . . . 53 Susan Hart 3. Hjernens og kroppens perceptioner, emotioner og netværk i relation til musikterapi – en introduktion til aktuel forskning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 Erik Christensen 4. Musikterapi med børn og unge voksne med en svær autismeforstyrrelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 Ulla Holck 5. Kom, lad os danse – regulering og afstemning i musikterapi med urolige børn i en skoleparathedsgruppe. . . . . . . . . . . . . 120 Helle Mumm 6. Musikterapi med børn og unge med ADHD . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138 Karen Marie Thoby 7. Samspilsramte familier – nonverbal kommunikation og affektiv regulering. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153 Stine Lindahl Jacobsen 8. At miste sig selv i strømme af bevægelser – at finde sig selv i en dans med følelser. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 Ulla Johanna Setterberg

9. Tidlig patientinddragelse i neurorehabilitering. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 184 Annette Møller Larsen og Karina Struve 10. Selvregulering og dyadisk regulering i musikterapi med demensramte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197 Hanne Mette Ochsner Ridder 11. En neuroaffektiv forståelse af GIM-terapi med stressramte. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211 Bolette Daniels Beck 12. Musikterapi som livskvalitets- og rehabiliteringsfremmende behandling hos voksne med komplekse kroniske smerter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229 Ilan Sanfi 13. Den menneskelige stemmes stimulering af krop og psyke – psykodynamisk stemmeterapi mod prænatal angst og depression. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 252 Sanne Storm 14. Mentalisering i aktiv musikterapi set i forhold til neuroaffektiv teori . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269 Niels Hannibal 15. Udvikling af samhørighed og mentaliseringskapacitet gennem læreterapi i grupper. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 285 Charlotte Lindvang 16. Gruppesupervision med implementering af neuroaffektive processer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 303 Julie Exner 17. Et neuroaffektivt perspektiv på musik og helse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 321 Lars Ole Bonde Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 334

Redaktørernes forord Musikken som indgang til at mærke kroppen og følelserne er noget, alle mennesker kender til på forskellige måder: Vi vugger og nynner for vores spædbørn, som børn synger og traller vi os til sproget, vi bevæger os spontant til musik – og danser i takt med hinanden, vi fordyber os og mindes ved lyden af velkendte musikstykker, og vi samles til fællessang ved højtider og livets store overgange. Musikken kan have forskellige formål, f.eks. som en form for selvterapeutisk redskab til at regulere stemninger og dæmpe stress, markere identitet, smag og tilhørsforhold til grupper samt som akkompagnement og følgesvend i tilværelsen. Musikken byder på uendelig mange muligheder for nærvær med os selv og andre. I musikterapi bygger vi på musikkens evne til at skabe mellemmenneskelige møder og meningsfulde øjeblikke. Hensigten med denne antologi er ud fra en neuroaffektiv vinkel at forsøge at beskrive og forklare dette. Ideen til bogen opstod i forlængelse af en temadag på Aalborg Universitet i 2014 med Susan Hart som hovedtaler om musikterapi og det neuroaffektive perspektiv. Hun pegede på, hvordan musik og musikterapi har en unik mulighed for at vække og regulere følelserne, som hun metaforisk omtalte som ’den glemte søster’, der ofte bliver overset i sundhedsarbejde, behandling og pædagogik. Samarbejdet med Susan Hart har bl.a. ført til, at hun bidrager med et teoretisk kapitel i denne antologi. Bogens øvrige forfattere er næsten alle musikterapiklinikere eller -forskere, og bogen sætter ord på, hvordan musik og musikterapi kan bidrage til at tage hånd om samfundsopgaver inden for forebyggelse, behandling og rehabilitering, hvor der er brug for en direkte kropslig, nonverbal og socialt indfølende tilgang til mennesker, der af den ene eller den anden grund aldrig har haft, har mistet eller er udfordret i forhold til sproglig og social kommunikation. Bogen rummer mange fortællinger om mennesker, for hvem musik og musikterapi har gjort en forskel. Vi håber på i bogen at have peget på, at der er veje til at imø-

Et kor af stemmer – introduktion til antologien Bolette Daniels Beck og Charlotte Lindvang Måske har du, der sidder med bogen her, erfaringer for, at musikalske oplevelser kan være stærke og følelsesmættede, og at musikalske samspil mellem mennesker kan skabe nye associationer og netværk på kryds og tværs af grupper, generationer og etnicitet? Eller samhørighed på trods af sociale og kommunikative vanskeligheder? Musik kan påvirke mennesker på flere måder, end vi har ord for. Men til trods for, at der fortsat er meget, vi ikke ved, har den voksende viden om hjernens kapacitet og plasticitet, samt kendskabet til musikkens påvirkning af nervesystemet, givet muligheder for at beskrive, hvad det er der sker, når mennesker beroliges eller aktiveres ved hjælp af musik, når vi oplever intense nuværende møde-øjeblikke, og når deltagerne i musikaktiviteter eller i musikterapi kan se sig selv og hinanden i et nyt lys. Denne antologi er en fagbog, der søger at formidle krydsfeltet mellem musik, musikterapi og neuroaffektiv teori. Vi har et ønske om, at bogen vil blive brugt af både musikterapeuter såvel som af andre faggrupper, som vi håber vil finde ny indsigt og inspiration til udvikling af deres egen dans med den neuroaffektive forståelse. I denne indledning vil vi begynde med at præsentere bogens kapitler. Herefter præsenterer vi kort musikterapiens teoretiske fundament samt koblingen til det neuroaffektive perspektiv.

Præsentation af kapitler og forfattere Antologien indledes med tre teoretiske kapitler af henholdsvis Colwyn Trevarthen, Susan Hart og Erik Christensen, som fra hver deres vinkel indkredser og formulerer en teoretisk forståelse af, hvordan den menneskelige hjerne udvikler sig og reagerer i forhold til musik og musiske samspil. Disse tre kapitler følges op af 14 kapitler, som sætter fokus på musikterapeutisk klinisk praksis med forskellige målgrupper, og to

kapitler, der beskriver musikterapeutisk læreterapi og supervision. Vi har bedt forfatterne om at illustrere de neuroaffektive processer ved hjælp af casebeskrivelser, der konkret og i detaljer belyser samspillet og musikkens betydning. Endvidere har vi bedt forfatterne om at skitsere et samfundsmæssigt perspektiv på deres arbejde. Bogen afsluttes med en perspektivering af musikkens og musikterapiens betydning i et folkesundhedsperspektiv. Læseren kan vælge at læse udvalgte kapitler eller læse bogen fra start til slut og dermed få et indledende solidt teoretisk grundlag i forhold til at forstå de efterfølgende 14 kapitler, hvor musikterapeuter beretter om deres praksis. Læses alle kapitlerne, får læseren et panorama af musikterapeutiske fortællinger sat ind i en neuroaffektiv forståelse1. Læseren vil erfare, at praksiskapitlerne refererer tilbage til teorikapitlerne. Derfor er det også en mulighed at læse praksiskapitlerne først og siden bygge viden på ved at gå tilbage til de indledende kapitler for at få teorien på plads. Kapitel 1: Den skotske professor Colwyn Trevarthen, emeritus i børnepsykologi og psykobiologi på Edinburgh Universitet, bygger sit kapitel på sin mangeårige forskning i menneskets iboende musikalitet. Trevarthen kaster lys over den historiske udvikling, der, på baggrund af studier af den tidlige interaktion mellem spædbørn og deres mødre, førte frem til definitionen af ’kommunikativ musikalitet’. Holck (kap. 4) skriver om musikterapi med børn/unge med autisme, og med reference til Trevarthens begreb om den kommunikative musikalitet beskriver Holck vigtigheden af at udvikle et legende samspil, der får en dramatisk narrativ struktur. Mumm (kap. 5) refererer til Trevarthen, når hun i sit kapitel om en børnegruppe i en daginstitution sætter fokus på det intersubjektive felt, som udvides gennem den gensidige kontakt, der skabes i samspilsoplevelser med musik. 1 Undervejs i bogen anvendes forskellig terminologi, når det drejer sig om personer, der får hjælp gennem musik og musikterapi. Der benyttes så forskellige betegnelser som borgeren, klienten, deltageren, patienten eller brugeren, alt afhængigt af den kontekst, som det drejer sig om.

Kapitel 2: Cand.psych. Susan Hart er den førende specialist i neuroaffektiv udviklingspsykologi i Danmark og har skrevet mange bøger om emnet. Susan Hart tager i høj grad afsæt i både Stern og Trevarthen, hvis forskning har vist, at mennesker synkroniserer sig med andre gennem sansninger, følelser og sindsstemninger. Hart præsenterer de grundlæggende neuroaffektive begreber såsom den treenige hjerne og interventioner i forhold til autonomt-sansende, limbisk-følende og præfrontalt-mentaliserende niveauer og relaterer den neuroaffektive teori til behandling og personlig udvikling i musikterapi. Bogen igennem refereres der tilbage til Hart; eksempelvis ses musikterapeutisk intervention analyseret i relation til de tre nævnte niveauer hos Sanfi, Beck, Lindvang, Exner og Bonde. Kapitel 3: Erik Christensen er musikolog, tidligere programmedarbejder i Danmarks Radio, forfatter til bogen The Musical Timespace og ph.d. fra Aalborg Universitet med en afhandling om musiklytning, musikterapi, fænomenologi og neurovidenskab. Kapitlet beskriver, hvordan musikoplevelse er en aktiv proces, som opstår i et tæt samspil mellem hjerne, krop og følelser. Christensen gennemgår den seneste udvikling inden for neuroforskning i musiklytning og musikterapi og peger på, at kendskab til neuroforskningens resultater kan fremme samarbejde mellem musikterapeuter og andet sundhedsfagligt personale. Setterberg (kap. 8) er et eksempel på, hvordan musikterapeuten til daglig samarbejder i et tværfagligt team på et neurocenter. Setterberg beskriver nøje, med reference til bl.a. Christensen, hvordan samspilsforløb i musikterapi med en ung kvinde med en medfødt hjerneskade kan forstås ud fra det, vi på nuværende tidspunkt ved om hjernens funktionsmåder og netværk. De første fire kliniske kapitler sætter fokus på behandlingen af børn og unge, der af vidt forskellige årsager har vanskeligheder ved social deltagelse, hvilket er kritisk i forhold til deres indlæring, selvværd, kontakt og trivsel. Ulla Holck (kap. 4), ph.d. i musikterapi og lektor på Aalborg Universitet med speciale i musikterapi og udviklingsforstyrrelser, be-

skriver på baggrund af en solid forskningsmæssig evidens, hvordan musikterapi anvendes til at fremme social interaktion, initierende adfærd og social-emotionel gensidighed hos børn med svær autisme. Holck eksemplificerer dette med vignetter, der beskriver affektiv afstemning og synkronisering i musikterapi. En anden målgruppe er børn af traumatiserede flygtningeforældre. Disse børn har ofte vanskeligheder med selvregulering og opmærksomhed. Helle Kirstine Stubkjær Mumm (kap. 5), cand.mag. i musikterapi samt Marte Meo-terapeut, ansat på Dignity (Dansk Institut mod Tortur), beskriver musikterapi med en skoleparathedsgruppe, hvor hun gennem mikroanalyser af autonom regulering og musikalsk interaktion med to urolige børn viser, hvordan de hjælpes til at kunne deltage i og bidrage til gruppen. Børn med ADHD har af andre grunde ofte vanskeligheder med at aflæse sociale signaler og kan blive skubbet ud af fællesskabet med klassekammeraterne. Cand.mag. i musikterapi Karen Marie Thoby (kap. 6) viser gennem en mikroanalyse fra et forløb med en 10-årig dreng, hvordan musikterapeutisk improvisation opbyggede nye sociale kompetencer, som senere forplantede sig til hans dagligdag. Stine Lindahl Jacobsen (kap. 7), ph.d. i musikterapi og lektor på Aalborg Universitet med speciale i musikterapeutisk assessment af forældrekompetencer, beskriver, hvordan improvisationsøvelser i musikterapi kan styrke samspilsramte familier gennem at fremme anerkendelse, turtagning og spejling mellem børn og forældre. Herefter følger en række kapitler, som beskæftiger sig med musikterapeutisk behandling af voksne. Der indledes med tre kapitler, som omhandler musikterapi med mennesker med henholdsvis medfødte og erhvervede hjerneskader samt et kapitel om den form for hjerneskade, der opstår som følge af neurodegenerative sygdomme som demens og Alzheimers.

Ulla Johanna Setterberg, cand.mag. i musikterapi og psykologi, klinisk musikterapeut ved Behandlingscentret Østerskoven samt undervisningsassistent ved Aalborg Universitet, fortæller i kapitel 8 om en ung kvinde med medfødt hjerneskade, der gennem musikterapi træner sig i regulering af overvældende følelser. En mikroanalyse af få minutters videooptagelse viser synkronisering og affektiv afstemning ved hjælp af en sang i det musikterapeutiske samspil. I kapitel 9 fortæller cand.mag. i musikterapi samt neuropædagog Annette Møller Larsen og hendes kollega neuropædagog Karina Struve om deres forskellige tiltag med musik og sang på en hospitalsafdeling for traumatisk hjerneskade. Forfatterne giver også eksempler på, hvordan nøje planlagte musikterapeutiske forløb hjælper til orientering og genkendelse hos mennesker med erhvervet hjerneskade i den første fase af neurorehabiliteringen. Hanne Mette Ochsner Ridder (kap. 10), ph.d. i musikterapi, professor og leder af det internationale forskerprogram for musikterapi på Aalborg Universitet, beskriver i dette kapitel, hvordan musikterapi kan hjælpe demensramte, hvis evne til selvregulering er brudt sammen. Et caseeksempel viser, hvordan velkendte sange, sunget i en gentagen ramme, anvendes til ’dyadisk regulering’, hvor kontaktpersonen inddrages i den musikalske interaktion og relation. De næste to kapitler har fokus på en særlig musikterapimetode, Guided Imagery and Music (GIM), oversat til dansk: ’musik og indre billeddannelse’. I en afslappet tilstand lytter klienten til primært klassisk musik og oplever indre forestillingsbilleder, sansninger og følelser. Klienten fortæller om oplevelserne til terapeuten undervejs, og terapeuten støtter klienten i at fordybe sig og undersøge oplevelserne. Bolette Daniels Beck (kap. 11), ph.d. i musikterapi, lektor på Aalborg Universitet samt Guided Imagery and Music-terapeut og -træner, beretter om, hvordan GIM-metoden kan skabe kontakt til indre ressourcer,

give mulighed for at bearbejde følelser relateret til stressende arbejdssituationer samt støtte klienten i at finde nye mestringsstrategier. Beck går særligt i dybden med stress forårsaget af mislykkede sociale samspil, og hvordan musikterapien kan intervenere og bibringe nye sociale kompetencer. Stress er også en del af livet som kronisk smertepatient, og det næste kapitel ser på, hvordan GIM-metoden kan afhjælpe smerte. Ilan Sanfi (kap. 12), ph.d. i musikterapi, Guided Imagery and Music-terapeut, komponist, tilknyttet børnecancerafdelingen på Aarhus Universitetshospital som leder af et skandinavisk forskningsprojekt, formidler teorier om smerte og beretter om en case, hvor en smertepatient med egne ord fortæller, hvordan hun opnåede smertelindring og nyt håb gennem musiklytning og billeddannelse i Guided Imagery and Music-terapi. Herefter bevæger de følgende kapitler sig ind i det psykiatriske område. Sanne Storm (kap. 13), ph.d. i musikterapi og tilknyttet vidensgruppen i musikterapi, Aalborg Universitet som gæsteforsker, er ansat i psykiatrien på Landssygehuset i Torshavn på Færøerne, hvor hun forsker i prænatal depression og anvendelsen af den menneskelige stemme i musikterapien. Storm præsenterer en caseberetning om en kvinde, der under sin graviditet blev henvist til musikterapi med indikation på svær angst og depression. Storm beskriver, hvordan der i musikterapi kan arbejdes med den menneskelige stemme som et primært terapeutisk instrument, og det eksemplificeres, hvordan udvalgte stemmeøvelser virker beroligende og bibringer grounding og vitalitet til kroppen og dermed en forbedring af stemningslejet. Det efterfølgende kapitel omhandler også psykiatrien – her sættes fokus på, hvordan musikterapi kan hjælpe mennesker med personlighedsforstyrrelser. Niels Hannibal (kap. 14), ph.d. i musikterapi og lektor på Aalborg Universitet, er ansat på Musikterapiklinikken på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Hannibal beretter om musikterapi med mennesker, der har en

personlighedsforstyrrelse, og han uddyber, hvordan musikalsk improvisation, som del af psykoterapien, kan bringe deltagerne i kontakt med krop og følelser og styrke mentaliseringsevnen. Hannibal præsenterer, hvordan der kan arbejdes med at introducere musikterapi, og særligt improvisation, for mennesker, der for det første har vanskeligt ved at mentalisere og for det andet ikke er vant til at have med musik at gøre. Dette er en udfordring i forhold til mange målgrupper, hvorfor kapitlet har en bred relevans. At arbejde med arousal, afstemning og mentalisering i det musikterapeutiske arbejde kræver en dybdegående træning af terapeuten. Charlotte Lindvang (kap. 15), ph.d. i musikterapi og lektor på Aalborg Universitet, beskriver, hvordan hun integrerer neuroaffektiv og mentaliseringsbaseret psykoterapi i tilrettelæggelsen af musikterapeutisk læreterapi, hvor de studerende igennem gruppemusikterapi arbejder med at udvikle og forfine deres evne til at mærke, lytte og agere i et interaktivt felt. Lindvang beskriver mentaliseringsevnen som en af de væsentligste terapeutiske kompetencer, idet den rummer både selvforståelse, empati og relationel kompetence samt evne til refleksion. Som færdiguddannet musikterapeut skærper man fortsat sin evne til mentalisering og selvregulering gennem supervision, og nogle musikterapeuter fungerer selv som supervisorer i kollegial supervision eller supervision med andre faggrupper. Julie Exner (kap. 16) er cand.mag. i musikterapi, Guided Imagery and Music-terapeut og supervisor og arbejder i egen psykoterapipraksis samt i Integrationsnet (Dansk flygtningehjælp) og på Hospice Limfjord. Exner beskriver, hvordan hun har integreret musikterapeutiske metoder i en neuroaffektiv supervisionsmetode, hun kalder ’kollegial inter-vision’. Denne metode kan anvendes i musikterapeutiske såvel som i tværfaglige supervisionsgrupper. Det er centralt, at deltagerne inddrages aktivt, idet alle indtager en position samt oplever og og reflekterer ud fra forskellige positioner – f.eks. som klientens krop, som musikken eller som den professionelle hjælper. På denne måde sikres det, at refleksionen ikke kun er intellektuel, men at

der opnås en integreret og helhedsorienteret forståelse af de mennesker og de dynamikker, supervisionen drejer sig om. Fra det kliniske perspektiv zoomer antologien til sidst ud i et folkesundhedsperspektiv, hvor anvendelsen af musik som vej til sundhed undersøges med neuroaffektive briller. Lars Ole Bonde (kap. 17), ph.d., musikterapeut, Guided Imagery and Music-terapeut og -træner, professor på Aalborg Universitet og på Center for Musikk og Helse i Oslo, forklarer med udgangspunkt i en større dansk undersøgelse, hvordan musiklytning og musikudøvelse, f.eks. i form af daglig musiceren, korsang og amatørbands, befordrer livskvalitet og helse. Bonde fremhæver de sundhedsfremmende aspekter af amatørkorsang og analyserer korsangens neuroaffektive betydning i forhold til bl.a. synkronisering af sangernes åndedræt og hjerterytme samt oplevelsen af gensidig afstemning og fællesskab via det ’fælles tredje’ – musikken.

Musikterapi – en kort præsentation Musikterapi opstod som fag i Danmark midt i 1900-tallet, og i 1982 blev der oprettet en uddannelse i musikterapi på Aalborg Universitet, som i dag fungerer som en femårig bachelor og kandidatuddannelse. Siden 1996 har der i tilslutning til kandidatuddannelsen eksisteret en international forskerskole i musikterapi. I 2012 begyndte en toårig efter-videreuddannelse på Aalborg Universitets afdeling i København, som udbyder musikterapeutiske fag til professionelle fra forskellige faggrupper, som ønsker at opkvalificere deres arbejde med mennesker og musik. Redaktørerne af denne antologi er en del af teamet af undervisere og forskere på musikterapiuddannelsen, hvor vi arbejder tæt sammen om at skabe et levende forsknings- og studiemiljø. På den internationale forskerskole i musikterapi har 46 forskere siden 1996 gennemført deres ph.d.-uddannelse, og der er ca. 15 nuværende ph.d.-studerende.

En stor del af forskningen er klinisk og berører neuroaffektive processer i musikterapi med forskellige målgrupper2. Musikterapeuter har et bredt syn på musik og det musiske, hvor lydlige udtryk, ytringer og gestus betragtes som musikalske elementer i en mellemmenneskelig kommunikation. Alle former for musik inddrages i musikterapi ud fra en vurdering af klientens behov og præferencer. Metoderne spænder vidt og inddrager både velkendte musikstykker og sange og spontant frembragt musik (improvisation). De såkaldte receptive musikterapimetoder bygger på musiklytning og de oplevelser, der opstår som følge af musikkens påvirkning af krop, følelser og tanker (Bonde, 2014).

Musikterapiens teoretiske fundament og mødet med den neuroaffektive tilgang Musikterapifaget og professionen er i permanent udvikling, og i dagens praksis forekommer der en integrativ anvendelse af forskellige teoretiske tilgange, som varierer mellem de enkelte specialer (psykiatri, somatik, neurologiske udviklingsforstyrrelser, neurokognitive forstyrrelser, den psykosociale indsats, ældreomsorg, selvudvikling mv.).3 Dette afsnit er en kort præsentation af teori, som har betydning i forhold til at forstå musikterapi ud fra et neuroaffektivt perspektiv. Et fælles fundament i alle former for musikterapi, der praktiseres i Danmark, er et humanistisk menneskesyn, der bygger på ideen om, at mennesket kan udvikle sig og potentielt stræber mod højere grad af kompleksitet og udfoldelse af personligheden, i samspil med andre mennesker. En anden fælles baggrund er et biopsykosocialt og eksistentielt menneskesyn, hvor mennesket ses som en helhed, og hvor både sygdom og sundhed ses i sammenhæng med personens livssituation, forudsætninger, ressourcer, miljø og mestringsstrategier. 2 Ph.d.-afhandlingerne kan downloades fra forskerskolens hjemmeside: http:// www.mt-phd.aau.dk/phd-theses. 3 Formidling af musikterapeutisk praksis og forskning findes på hjemmesiden www.musikterapi.aau.dk/cedomus (Center for Dokumentation og Forskning i Musikterapi).

Musikterapiuddannelsen i Aalborg bygger på en integreret teoridannelse, hvor fundamentet er den psykodynamiske tradition, hvilket indebærer, at den improviserede musik opfattes som et udtryk for psykologiske processer, f.eks. deltagernes mere eller mindre bevidste stemninger og følelser og måde at være i verden på. Den fælles improviserede musik kan udfolde, hvordan man reagerer på hinanden i et samspil, og kan eksempelvis tydeliggøre reaktionsmønstre, som ellers kan være svære at få øje på. Musikken giver mulighed for at se og høre sig selv udefra og andre indefra, dvs. indleve sig i andre. Dette er et eksempel på mentalisering, som er en videreudvikling af psykodynamisk tænkning (se kap. 14-16). Den musikalske interaktion muliggør endvidere arbejdet med ændrede bevidsthedstilstande og førsproglige lag. For klienter helt uden sprog, eller med midlertidig reduktion af den sproglige udtryks evne, kan musikken være en vej til kontakt og kommunikation (Bonde, 2014). Mange af bogens forfattere beskriver, hvordan klienter, der ikke har sproget til rådighed, kan hjælpes gennem dyadisk regulering til at udtrykke sig og få mening og retning i en ellers kaotisk virkelighed. Den psykodynamiske forståelse af musikterapi bygger på en ’flerpersonerspsykologi’. Frem for at se mennesket som et enkeltstående individ ser man på, hvordan mennesket bliver til gennem samspil med andre mennesker. Særlig betydning har det tidlige samspil med vigtige omsorgspersoner, da der her dannes en ’arbejdsmodel’ for barnets indre organisering og samspil med andre mennesker gennem hele livet (Stern, 1985/2000). Daniel Stern beskrev forskellige former for interaktion og intersubjektivitet, f.eks. turtagning og affektiv afstemning, og relaterede dette til den psykoterapeutiske relation. Stern bidrog også med begrebet ’vitalitetsformer’, som kan beskrive udtryksdynamik både inden for kunst, musik, dans og nonverbale psykoterapiformer som musikterapi (Stern, 2010). Musikterapifaget har i høj grad kunnet basere beskrivelsen af musikterapeutiske samspil og udvikling i den terapeutiske relation på Sterns teorier, og uddannelsen har kunnet drage fordel af i en årrække at have ham som æresdoktor på samme institut (Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet). Sterns kolleger, Trevarthen og Malloch, beskrev mor-barn-samspillet med termen ’kommunikativ

musikalitet’ (Malloch & Trevarthen, 2009). Dette begreb beskriver noget helt centralt for mellemmenneskeligt samvær, hvor musikalske parametre som timing, rytme, synkronisering og intensitet optræder i både verbal og nonverbal kommunikation. De fleste af denne bogs forfattere henviser til Stern og Trevarthen og integrerer deres begreber i beskrivelsen og forståelsen af deres praksis. Som det vil fremgå af det indledende teoretiske kapitel af Susan Hart, er Sterns og Trevarthens bidrag et vigtigt fundament for den neuroaffektive tilgang. Den neuroaffektive4 udviklingspsykologi samtænker tilknytnings teori, udviklingspsykologi, teori om traumer og den nyeste forskning vedrørende de affektive strukturer og processer i hjernen. Susan Hart og Marianne Bentzen har inspireret mange fagmiljøer med deres publikationer, hvori disse teorier integreres (Bentzen & Hart, 2012; Hart, 2006; Hart & Bentzen, 2013). Som musikterapeutisk faggruppe har vi hæftet os ved betoningen af, hvordan de dybtliggende og centrale dele af hjernen har en langt større betydning for menneskers overlevelse, udvikling og kognitive funktioner end hidtil antaget. Det er netop disse dele af hjernen, som vi mener, det er muligt at vitalisere, bevæge og regulere gennem musikterapi. Den neuroaffektive teori bygger på viden om, at den menneskelige hjerne har behov for passende følelsesmæssig stimulation fra nære omsorgspersoner for at skabe en veludviklet personlighed, som er i stand til at regulere sig selv og indgå i sunde relationer. Manglende tidlig afstemning kan medføre alvorlige problemer med at klare tilværelsen, ligesom vi alle kan risikere at blive ramt af uforudsete traumatiske hændelser, som påvirker nervesystemet i en grad, som hæmmer vores evne til selvregulering og mentalisering. Neuroaffektiv forståelse muliggør en beskrivelse og afklaring af problemstillingernes art og hvilke interventioner, der er brug for. Menneskets nervesystem rummer heldigvis en plasticitet, som muliggør, at vi kan udvikle os og lære nyt livet igennem. 4 Begrebet affektiv bliver brugt og defineret på forskellige måder i litteraturen. Når vi bruger begrebet affektiv i denne bog, er det i en bred betydning af at være orienteret i forhold til det følelsesmæssige, og det er underforstået, at det følelsesmæssige er uløseligt forbundet med det kropslige og det relationelle.

Perspektivering I denne antologi er fokus ikke direkte på, hvad der sker i hjernen, når vi har med musik at gøre, selvom flere forfattere sammenkobler resultater fra hjerneforskningen med observationer fra deres praksis. Med Erik Christensens kapitel (kap. 3) præsenteres en grundig gennemgang af den aktuelle viden om neurovidenskabelig forskning, der kan give os indsigt i de fysiologiske, neurologiske og emotionelle virkninger af musik. Antologien er dermed et skridt på vejen til at etablere en forbindelse mellem hjerneforskningen og musikterapeutisk forskning og klinisk praksis. Antologien dækker et bredt spektrum af musikterapeutiske metoder og arbejdsfelter. Det bør nævnes, at der derudover er danske musikterapeuter beskæftiget inden for en lang række andre områder, og der udvikles fortsat nye former for tiltag og behandlingsindsatser. Musikoplevelser og musikaktiviteter indgår efterhånden i mange sammenhænge med henblik på at øge livskvalitet samt forbedre fysiske og psykiske helbredsproblemer. International forskning peger på, at deltagelse i kulturelle aktiviteter kan medvirke til at forbedre sundhedstilstanden og forebygge sygdom hos mange mennesker (Jensen, Bonde & Hjelms, 2016). Gældende for både den brede folkesundhedsindsats og den specifikke terapeutiske indsats har musik anvendt til gavn for mennesker et vidtrækkende samfundsmæssigt potentiale.