Uddrag af Narrativer i velfærdsarbejdet by Frydenlund

Alex Madsen

Narrativer i velfĂŚrdsarbejdet Om arbejdsglĂŚde og faglighed under pres

Frydenlund

Narrativer i velfærdsarbejdet Om arbejdsglæde og faglighed under pres

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold Forord................................................................................................. 11

Kapitel 1 Indledning......................................................................................... 17 Faglighed og modstand................................................................ 17 Hvad er meningen med teori?..................................................... 22

Kapitel 2 Fortællinger fra en arbejdsplads under omstilling............. 26 Om interviewene............................................................................ 26 Ingrid og faglighedens adelsmærke............................................28 Trine: Fortællinger om sandhed og magt................................. 30 Niels og den ’Politiske Fortælling’.............................................. 33 Sofie om ytringsfrihed, kommunikation og kollegialitet..................................................................................... 38

Kapitel 3 Paradigmeskift i det kommunale velfærdsarbejde............. 45 Indledende bemærkninger og centrale begreber................... 45 Socialkonstruktionisme................................................................. 49 Fra individ til system – systemtænkning version 1....................... 52 Fra systemproblem til problemsystem – systemtænkning version 2......................................................... 54

Positivisme: videnskabsparadigme og epistemologi............... 59 Teoriers gyldighed og Den gyldne standard................................. 60 Sammenfattende om det positivistiske videnskabsparadigme.......................................................................62 Diskussion af paradigmernes relevans i velfærdsarbejdet...........64

Indledende om manualbaseret behandling...............................65 Manualbaserede familieprogrammer i danske kommuner........................................................................................ 67 Parent Management Training Oregon – PMTO............................ 68 Social interaktions- og indlæringsteori............................................ 71 Diskussion af den sociale interaktions- og indlæringsteori i PMTO.................................................................. 73 De Utrolige År – DUÅ.......................................................................79 Multisystemisk Terapi – MST.......................................................... 86 Afsluttende om programbehandlinger......................................... 89

Kapitel 4 Faglige narrativer........................................................................... 93 Musikken i baggrunden................................................................ 93 Den narrative metafor – hvad er en fortælling? .................... 95 Tynde og tykke selvfortællinger – og parallelprocesser............... 99 Udpakning af negative identitetskonklusioner – eksternalisering......................................................................... 101 At tage problemer fra mennesker.................................................. 102 Fortællingens publikum – bevidning og definerende ceremonier.................................................................................... 104 Fortællingens elementer.............................................................. 108

Magt i professionelle relationer................................................ 109 Det observerende og vurderende blik........................................ 109 Magt og viden.............................................................................. 113 Magtens illusionskunster............................................................. 114 Ekspertisens magt – har professionelle noget at skulle have sagt?.......................................................................... 116

Sandheder om mennesker.......................................................... 122 Diagnose som fortælling............................................................ 127 Diagnosesystemer......................................................................... 127 ICD-diagnostik.............................................................................. 127

Er diagnoser troværdige og pålidelige?..................................... 130 Diagnoser – handlingen der blev væk........................................ 130

Fortællinger fra folkeskolen...................................................... 132 Hvad vandrørene kunne fortælle................................................ 132 Hvad lærere fortæller om............................................................ 135

Resumé...............................................................................................136 Faglige narrativer – genrer........................................................ 138 Narrativernes byggesten.............................................................. 138 Redningsmænd og udstødte – en fortælling om solidaritet............................................................................... 139 Den rette medicin – en fortælling om dygtighed...................... 141 På kanten af afgrunden – en fortælling om tab........................ 143 Livet er trods alt smukt – livskunstnerens fortælling................. 145 Modbilleder.................................................................................. 147 I sidste ende er ansvaret mit – om kontrol................................. 148 Lunt i svinget, koldt på toppen – magtens fortælling............... 150

Kapitel 5 Troen der flytter bjerge. Om effekter................................... 155 Evidensbegrebet........................................................................... 155 Resultater og effekter................................................................. 156 Måling og evaluering af intervention..............................................156 Målopfyldelse og resultatdokumentation.................................. 158

Viden og kontekst............................................................................. 162 Komplekse hverdagskontekster................................................... 164

Hvad virker – diskussion af evidens.......................................... 165 Virkningsmodeller........................................................................ 165 Interventionsrelationer................................................................ 168 Fortælling i behandling............................................................... 169 Effektundersøgelser – enkeltfaktorer og absolut evidens......... 171

Kontekstmodellen og relativ evidens............................................. 174 Metaanalyse af effektundersøgelser – forskningsoversigter..... 175 Hvad der virker – konklusioner................................................... 177 Forklaring og kommentar til skema............................................... 179 Evidensfordringen – diskussion................................................... 181

Kapitel 6 Narrative sammenstød i velfærdsarbejdet............................188 Fronterne trækkes op.................................................................. 188 Sammenstød mellem Redningsmænd og De ansvarlige............ 189 Sammenstød mellem Den dygtige og Livskunstneren................. 193 Sammenstød mellem faglige professionelle og magten – det faglige skøn.............................................................................. 196

Afsluttende om narrative sammenstød................................... 201 At lede efter virkeligheden......................................................... 201 Den narrative forførelse.............................................................. 202 Nødvendige sammenstød............................................................. 203 Faglighed og personlighed.......................................................... 204

Kapitel 7 Usædvanlige fortællinger om velfærd...................................206 Indledende om behovet for alternativer................................. 206 Fortælling og refleksive processer............................................ 207 Fortælling som refleksion – en model..........................................214

Når professionelle og klienter fortæller sammen................. 216 Familie i daginstitution og skole – indledning........................... 217 Hvad er familieskole?................................................................... 218 Hvad er familiedaginstitution?.................................................... 221 Professionelle selvfortællinger i familieskole............................. 222 Og hvad så med evidensen?........................................................ 226

Kapitel 8 Velfærdsfortællinger der slutter.............................................. 229 Indledende bemærkninger......................................................... 229 Den professionelle velfærdsarbejder – hvad nu?.................. 230 Velfærdsskolen – den professionelle som velfærdspædagog...........................................................................232 Inddragelse af egen person i professionelt arbejde................... 234

Afsluttende om arbejdsglæde og faglighed under pres...................................................................................... 237

Interviewguide.................................................................................... 241 Litteraturliste.....................................................................................243

Kapitel 1 Indledning Faglighed og modstand Han vil ikke miste fodfæstet. Han vil i særdeleshed undgå den bitre og snigende undergravelse af karakteregenskaber som loyalitet, forpligtelse, målrettethed og beslutsomhed, som er baseret på længerevarende sociale relationer (Sennett 1999:28 – om reaktioner på et arbejdsmarked præget af krav om fleksibilitet, omstillingsparathed og tab af overblik og indsigt i arbejds- og beslutningsprocesser). Jeg pakkede arvesølvet ned, der var ikke plads til at gøre det, jeg tror på. Så vil jeg tage kampen på det? Eller også gør vi det næstbedste i et stykke tid og venter, til fornuften vender tilbage, venter på bedre tider. (…) Jeg gik solo. Alle valgte deres egen strategi. De problemløsningsstrategier hører til en anden tid, en tid fra før vores faglige liv (Ingrid, familiebehandler, interview marts 2012 – om at overleve i en organisation under gennemgribende omstilling af faglighed og ressourcer). Med jævne mellemrum gennemgår store organisationer omfattende forandringer både hvad angår struktur, ressourcer og organisering af de centrale opgaveløsninger. Som regel begrundes disse omstillinger i krav om tilpasning til ændrede markedsmæssige eller politiske vilkår. Med indførelse af New Public Management som ledelsesfilosofi i de offentlige velfærdsorganisationer og forsøg på markedsgørelse af dele af det offentlige velfærdsarbejde er store professionsgrupper som pædagoger og socialrådgivere blevet inddraget i og underlagt et arbejdsmarkedsregime, som sætter de traditionelle fagligheder og faglige fortællinger under pres. Der stilles i stadig stigende grad krav om dokumentation af velfærdsindsatsernes effekt, ikke mindst set i lyset af de vigende offentlige budgetter til formålet. Denne udvikling giver anledning til nogle indledende kommentarer, som vil blive yderligere udfoldet. For det første synes omslagshastigheden for forandring at accelerere, hvormed jeg mener, at struktur og organisering af opgaveløsninger har kortere og kortere holdbarhed. Omstillingsparathed og fleksibilitet er efterspurgte egenskaber hos arbejdskraften. Det gælder om at sove med skoene på, man ved aldrig, når man kommer på arbejde, om arbejdspladsen er flyttet, om metoderne og

dermed de krævede kompetencer er blevet skiftet ud, om man selv er blevet skiftet ud, om man har fået nye kolleger eller måske ny leder. Omstilling kræver tilsyneladende ingen nærmere begrundelse, organisationsforandring er et gode i sig selv. I 2007 var en stor dansk kommunal socialforvaltning sandet til i samarbejdsproblemer mellem en række decentrale chefer. Den øverste ledelse valgte at ansætte en ny chef, som skulle være mellemled mellem den øverste ledelse og de decentrale chefer, som ikke kunne samarbejde. Hans opgave var at løse de notoriske samarbejdsog kommunikationsproblemer, som havde udviklet sig i den decentrale forvaltningsorganisation, således at borgerne fik den samme service, om de nu boede i det ene eller det andet ”kongerige” i byen. Det gik ikke så godt med at løse den opgave. Hvad gør en chef så? Lægger hele organisationen om, selvfølgelig. Det løste ét problem, idet man kunne komme af med genstridige decentrale chefer eller i det mindste flytte rundt på dem. Hvad ingen imidlertid tilsyneladende havde bekymret sig om endsige forsøgt at tage højde for var, hvad der skete med socialforvaltningens centrale opgaveløsninger og indsatser over for de mest udsatte borgere i kommunen. I takt med at faglige professionsmiljøer gik delvist i opløsning i forsøget på at løse de ledelsesmæssige konflikter igennem øget centralisering af beslutningsprocesser, tabte indsatsen over for borgerne momentum. Al opmærksomhed og energi i organisationen blev suget ind i strukturdiskussioner og magtspil. For medarbejderne blev spørgsmål om jobsikkerhed og faglig kompetence pludselig meget fundamentale. I en organisation, hvor usikkerheds- og angstniveauet er højt over lang tid, går kommunikationsstrømmen mellem ledelse og medarbejdere, mellem hovedkvarteret og de decentrale niveauer ofte i stå. Den centrale ledelse ender med at træffe beslutninger i blinde uden at kende konsekvenserne for den udøvende del af organisationen, med hvad det indebærer af risiko for at træffe forkerte og kontraproduktive beslutninger for indsatsen over for borgerne. Der bliver ganske enkelt tavshed på de linjer, som skulle gå fra bunden til toppen, når medarbejderne er mere optaget af personlig og faglig overlevelse. Og måske heller ikke oplever at ledelsen er synderlig interesseret. Den pågældende kommunale socialforvaltning er stadig midt i sin omstilling, men forventer at finde sine endelige ben i 2013. Den første kommentar kan nu præciseres: Mange struktur- og organisationsomstillinger er ofte begrundet i andre og mere irrationelle forhold end den officielle begrundelse, som ofte er tilpasning til ændrede politiske eller markedsmæssige vilkår eller blot behov for fornyelse. Ofte forsøger man at løse organisationsinterne problemer af personlig og kommunikationsmæssig karakter ved hjælp af strukturforhammeren. Dette er ikke bare amatøragtigt forkert brug af værktøj. Som eksemplet antyder, kan det have ødelæggende konsekvenser 18

Narrativer i velfærdsarbejdet

for organisationens samlede opsparede faglige kapital og dermed dens kerneydelser. Det er hverken svært eller tidskrævende at bryde en organisation ned. Opbygning af medarbejderes tillid, af bæredygtige faglige miljøer og af effektive indsatser over for borgere og brugere tager meget længere tid. Derfor er den øgede frekvens, hvormed organisationer synes at skulle igennem strukturomlægninger, bekymrende. Risikoen er omfattende tab af viden og kunnen, af faglig kapital. Anden kommentar drejer sig om medarbejdernes reaktioner på kravene om omstilling og fleksibilitet. Mest bliver disse reaktioner affejet af den centrale ledelse i en organisation som træls og uproduktiv modstand. Jeg forstår disse reaktioner på en anden måde. Efter min opfattelse er medarbejdernes træge reaktioner som hovedregel udtryk for stor ansvarlighed over for organisationens kerneopgaver. Alle medarbejdere i en arbejdsorganisation vil gerne kunne finde mening i den virksomhed, som fylder en stor del af deres hverdag og liv. Hertil hører stolthed over at høre til et kollegialt fællesskab, hvor opgaverne løses med en høj faglig kvalitet. Hvor kunderne eller borgerne er tilfredse. Og ikke mindst hvor man med glæde ser sit eget gode navn og rygte kædet sammen med organisationens gøren og laden, dens renommé. Alt dette summerer sig op til et centralt begreb eller fænomen, nemlig arbejdsglæde. Medarbejdere i de offentlige velfærdsorganisationer går gerne langt for at opnå arbejdsglæde. De tåler ringe materielle vilkår for arbejdets udførelse, hvilket ses til fulde især i kommunale forvaltninger, hvor kontorfaciliteter, computere og mobiltelefoner altid er få og af ældre dato. De tåler langvarig slitage af deres kompetencer, inden de måske er heldige at få del i de sparsomme uddannelsesmidler. De tåler dårlig og amatøragtig ledelse, som alt for ofte overlader centrale systemdilemmaer og -konflikter i arbejdets udførelse til den enkelte medarbejders eget individuelle ansvar. De ser med forundring og en smule overbærenhed på, alt hvad de finder på i den centrale ledelse, som ikke spørger medarbejderne endsige interesserer sig for, om dens beslutninger har nogen værdi i det udførende led ud over muligvis at være til besvær. Hvad, medarbejderne imidlertid ikke tåler så godt, er direkte angreb på deres faglige stolthed og identifikation med de opgaver, de skal løse. At deres faglige selvfortællinger med andre ord uden videre, fra den ene dag til den anden gøres ugyldige eller betragtes som unyttige og ineffektive. Omstilling og fleksibilitet i denne udgave er direkte angreb på den helt fundamentale arbejdsrelation: arbejdsglæden og stoltheden ved at høre til netop denne organisation. Hvordan kan man bevare sit faglige fodfæste og sin loyalitet som medarbejder, når arbejdsgiveren tilsyneladende suspenderer den helt grundlæggende kontrakt om gensidig respekt? Richard Sennett (se det indledende citat) fortæller om Rico, som på grund af et hyperfleksibelt amerikansk arbejdsmarked med korte arbejdsIndledning

kontrakter og stor geografisk mobilitet1 har svært ved at opbygge sociale og arbejdsmæssige netværk: Selv om mange af flytningerne ikke sker efter ønske fra hans egen side, bruger han meget sjældent passiv, når han genfortæller begivenhederne. For eksempel kan han ikke lide formuleringen: ”Jeg blev afskediget”. (…).”Jeg træffer mine egne beslutninger, og jeg påtager mig det fulde ansvar for, at vi flytter så meget rundt”(Sennett 1999:27). Amerikanske Rico forsøger at finde fodfæste under amerikanske arbejdsmarkedsvilkår, som nok er på vej, men som vi endnu ikke ser udfoldet i Danmark. Når Ingrid i det indledende interview fortæller, at hun pakker arvesølvet ned, mens ledelsen i hendes organisation har indført en helt ny værktøjskasse og familiebehandlingsfilosofi, udtrykker hun en overlevelsesstrategi, hvor hun forsøger at beskytte ikke blot sine særlige faglige kompetencer, men helt grundlæggende en faglig og personlig selvrespekt. Hun forsøger som Rico at redde sin oplevelse af at være et handlende menneske og ikke et passivt objekt for ydre overmægtige kræfter, som truer hendes eksistens. Denne eksistens udtrykkes i Ingrids faglige selvfortælling: Dette er, hvad hun er som menneske og fagperson. Fortællingen udtrykker hendes værdier og intentioner i det, som hun har gjort til sit arbejds- og livsprojekt, meningen med det hele så at sige. Noget så dyrebart må selvfølgelig beskyttes med stor omhu. Og læg mærke til, at organisationen som et arbejdsfællesskab omkring en række kerneopgaver forsøges adskilt fra en central ledelse og dennes ufornuftige beslutninger. Ingrid og hendes kolleger forsøger at beskytte deres arbejdsplads. Ligesom Rico der afviser at give sine skiftende arbejdsgivere ansvaret eller skylden for omskiftelserne og rodløsheden i sit og familiens liv. Rico vil ikke lade sine centrale værdier erodere af den kynisme, som arbejdsmarkedsvilkårene umiddelbart lægger op til hos den frisatte arbejdskraft. Ricos arvesølv er bl.a. loyalitet og forpligtelse; denne identitetsfortælling er Ricos værdimæssige orienteringsramme, uden hvilken han ikke ville kende retningen for sit eget liv og langt mindre, hvad han skulle give videre til sine børn. Både Rico og Ingrid må altså navigere i et minefelt, hvor overlevelse afhænger af evne og mulighed for at løse et dilemma, som næsten er ulø1 ”I dag kan en ung amerikaner med mindst to års collegeuddannelse bag sig forvente at skifte job mindst elleve gange i sit arbejdsliv og at skulle ændre sit kvalifikationsgrundlag mindst tre gange i løbet af sine fyrre arbejdsår.(…). Den hurtigst voksende del af den amerikanske arbejdsstyrke er for eksempel folk, som arbejder for bureauer, der formidler midlertidig beskæftigelse” (Sennett 1999:19). Tyske arbejdsmarkedsreformer, Hartz 4 fra 2005, har skabt en lignende udvikling i Tyskland. Ifølge en rapport fra Institut für Arbeit und Qualifikation ved Duisburg universitet var hver fjerde beskæftigede i Tyskland i 2010 ansat på en tidsbegrænset kontrakt eller på deltid. Vikarsektoren er vokset fra 300.000 i 2004 til 900.000 i 2011 (Dagbladet Information d. 16.11. 2012: ”Hartz-reformer har ført til lavere løn i Tyskland”).

Narrativer i velfærdsarbejdet

seligt: De må forsøge at redde faglige identitetsfortællinger under vilkår, hvor deres grundlæggende aktørmuligheder er stærkt begrænsede. De må forsøge at konstruere en position, et ståsted, som hele tiden truer med at skride under dem: Det, der er blevet væk mellem de polære modsætninger, udskridning og statisk fastholden, er en livsfortælling, der kunne give hans adfærd mening. Fortællinger er andet og mere end blotte opregninger af begivenheder. De giver tidens fremadskridende bevægelse form, antyder grunde til, at dette eller hint sker, og afdækker begivenhedernes konsekvenser. Enrico (Ricos far, AM) havde en lineær og kumulativ livsfortælling, der gav mening i en stærkt bureaukratisk verden. Rico lever i en verden, der i stedet er karakteriseret ved kortsigtet fleksibilitet og altings flyden. En sådan verden byder ikke på meget – hverken økonomisk eller socialt – hvad fortællinger angår. Selskaber bryder sammen eller fusionerer, stillinger opstår og nedlægges – alt sammen som uforbundne enkeltbegivenheder (Sennett 1999:29). Fra Ingrids og hendes kollegers perspektiv kan tilføjes: Organisationer omstruktureres, faglige paradigmer og metoder kommer og går, ledere forgår. Hvad der bliver tilbage er hammer og søm, kerneopgaverne og frontmedarbejderne. Under sådanne vilkår er det svært at opbygge konsistente og effektive faglige fortællinger eller narrativer2. Disse indledende bemærkninger handler om menneskers modstand og selvbeskyttelse på et arbejdsmarked, der i stadig stigende omfang præges af hyppige strukturomlægninger, central indførelse af nye faglige fortællinger og dermed forældelse og ugyldiggørelse af hidtidige kompetencer og foretrukne teorier og metoder. Hertil kommer hyppige skift i kollega- og lederrelationer og deraf følgende erosion af faglige netværk. Vi skal om lidt se nærmere på, hvordan medarbejdere i offentlige velfærdsorganisationer både som nyuddannede og erfarne konstruerer deres faglige forståelser og positioner: Hvordan dannes faglige selvfortællinger i mødet med de praktiske udfordringer, som velfærdsorganisationernes kerneopgaver samt ikke mindst den konkrete organisering heraf stiller professionelle over for. Fokus vil primært være på kommunal forvaltning. Det er her mine egne erfaringer stammer fra, og det er her mange af det offentlige velfærdsarbejdes dilemmaer og konflikter er sat på spidsen på grund af den kommunale forvaltnings frontposition i forhold til udsatte menneskers dagligliv. Dermed er det også her, at de professionelle ofte er mest udsatte for krydspres og det paradoks, at deres faglighed og dygtighed tiltrækker sig stor offentlig 2 Vi skal senere beskæftige os mere indgående med narrativbegrebet og den ”narrative metafor”. Jeg vælger ind til videre at bruge formuleringen ”faglig (selv)fortælling” om professionelles forståelse af sig selv som fagpersoner. Begrebet, ”fagligt narrativ” er på samme tid både mere præcist og mere omfattende og relaterer spørgsmålet om faglighed til personlighedsdannelse.

Indledning

opmærksomhed og interesse og samtidig er væsentligt mere utydelig og tåget i sammenligning med professionelle i mere beskyttede og tilbagetrukne positioner. Dette har at gøre med forholdet mellem teori og praksis og mere præcist, hvad teori er og hvilken rolle, den spiller i faglige fortællinger og narrativer. Først vil jeg undersøge spørgsmålet om teoris betydning for de professionelle, der arbejder i den kommunale velfærdsfront.

Hvad er meningen med teori? Teori er grundlæggende en konstruktion, en repræsentation af et større eller mindre udsnit af den såkaldte virkelighed. Det burde måske ikke være nødvendigt at understrege dette helt afgørende karakteristikum ved teoridannelser. Men i lyset af de mange teorifejder og konflikter om den rette forståelse af et givet udsnit af fænomenernes verden og det hjerteblod, der udgydes i den forbindelse, må det være på sin plads at minde om, at der netop er tale om dannelser. Det er en af pointerne, at teoridannelse netop ikke kun er et køligt, kognitivt og rationelt anliggende. Der ligger derfor heller ikke nogen beklagelse eller kritik af den investering af personlighed og identitet, som mennesker foretager i foretrukne teorier om dette og hint. Tværtom gør denne investering det blot endnu mere påkrævet og interessant at undersøge, hvad meningen egentlig er med teori. Der er endnu en præmis eller antagelse om teori, som ganske vist kun indirekte berører denne bogs sigte, men som alligevel har stor betydning for det følgende. Mit fokus er professionsfaglighed, altså de faglige fortællinger som socialrådgivere, pædagoger, psykologer, sygeplejersker og læger udstyres med på deres grunduddannelse og senere erhvervede efteruddannelser. Der er altså tale om anerkendte og generaliserede teoridannelser, som bygger på et videnskabeligt grundlag. Men der findes en anden form for teori, som har samme grundlæggende funktion for mennesker. Jeg antager, at teori er hypoteser om, hvordan oplevelser kan forstås og forklares. At formålet endvidere er at være retningsanvisende i forhold til at handle i verden, påvirke bestemte relationer og kontekster. Under disse forudsætninger er det muligt at skelne en bredere definition af teori: Menneskets forsøg på at kommer overens med en potentielt uforudsigelig verden ved at danne sig mere eller mindre individuelle og private hypoteser om, hvordan begivenheder i verden hænger sammen, kan forklares og i bedste fald forudsiges og dermed forhåbentlig kontrolleres. Sådanne teorier, der er baseret på tilsyneladende umiddelbar erfaring og ikke videnskabens generaliserede grund, er, hvad vi kunne kalde hverdagsteori. Forskellen på erfaringsbaserede hverdagsteorier og de faglige teorier, som læres på professionsuddannelserne, er undertiden en tynd, videnskabelig fernis, som 22

Narrativer i velfærdsarbejdet

ofte i den praktiske arbejdshverdag slides af forbløffende hurtigt. Fortravlede socialarbejdere og sagsbehandlere kommer let til at gribe tilbage til egne umiddelbare og private forståelser, som er baserede på enkeltstående og individuelle hændelser, når de konfronteres med at skulle handle over for eksempelvis omsorgssvigt af børn. Professionelles faglige fortællinger består af begge former for teori. Professionelle har personligt foretrukne faglige teorier. Det er med andre ord ikke tilfældigt, om eksempelvis en familiebehandler hælder til systemiske, kognitivt adfærdsmæssige eller psykodynamiske teorier, når hun skal orientere sig og handle i en nyhenvist familiesag. Hun er konfronteret med nogle grundlæggende spørgsmål, som hun må forsøge at finde svar på. Ofte står hverken spørgsmål eller svar særlig klart for en praktiker, men da en praktiker er underlagt krav om handling, må der træffes et valg. Og dette valg af intervention i familiesagen trækker på flere kilder, hvoraf videnskabeligt begrundede teorier og metoder ofte spiller en noget uklar rolle. Den amerikanske forsker i psykoterapi, dens grundlag og dens virkning, Bruce E. Wampold, giver her sit bud på seks grundlæggende elementer i enhver videnskabeligt funderet og veludviklet teori om psykoterapeutisk behandling3. Elementerne kan være mere eller mindre tydeliggjorte og betydningsfulde i forhold til den konkrete teoridannelse, men udgør en systematik i forhold til at skelne teorier fra hinanden: (a) Teoriens videnskabsfilosofi eller videnskabelige paradigme, (b) perspektiv eller forståelse i forhold til menneskelig motivation, (c) perspektiv eller forståelse i forhold til menneskelig udvikling, (d) definition af psykologisk sundhed, (e) den terapeutiske position og terapeutens og klientens roller, (f) hvordan terapiens mål og resultater kommer til udtryk (Wampold 2010:45, oversættelse AM). Jeg vender tilbage til Wampolds overvejelser over psykoterapi bl.a. i forbindelse med diskussionen af, hvad der virker i behandling og socialt, pædagogisk arbejde (evidensdiskussionen). Min interesse her er sammenhængen mellem videnskabs- og hverdagsteori i de faglige fortællinger, som velfærdsarbejdere i bred forstand konstruerer i deres forsøg på at navigere i et arbejdsfelt, der som nævnt er præget af hyppige omstillinger både fagligt og organisationsmæssigt. Hertil kommer det aktuelle pres på arbejdsmarkedet med hyppige fyringsrunder i de offentlige forvaltninger og velfærdsinstitutioner. Ofte går omstillinger og fyringsrunder hånd i hånd og 3 Jeg bruger her og i det følgende” psykoterapi”, ”socialt arbejde” og ”behandling” som forskellige betegnelser for intervention i menneskers liv. Der er tale om velfærdsindsatser, som alle har det formål at bedre udsatte menneskers livskvalitet. Selvom der er tale om vidt forskellige former for intervention, har de dog alle det til fælles, at de udøves af en særligt uddannet professionel, som har dannet eller konstrueret en særlig faglig selvfortælling som en personlig investering.

Indledning

skaber vilkår, der mange steder bedst kan betegnes som kaos, og som truer de faglige fortællinger, som professionelle har investeret både hjerteblod og identitet i. Og jeg nævner det igen, for det tilfælde at nogen skulle have glemt, hvem velfærdsinstitutionerne er til for: Disse kaotiske tilstande i en del kommuner forsinker og forringer indsatsen over for udsatte brugere, borgere, klienter og patienter. Hvordan finder en socialarbejder og behandler frem til en teori (og en praksis), som passer til hende, hvordan bliver med andre ord en professionel til? Terapeuten bør have et passioneret forhold til sin teori og være i stand til effektivt at udføre den pågældende behandling (Wampold 2010:108, oversættelse AM). En professionel skal under optimale betingelser med andre ord både investere følelser i og være dygtig til sit arbejde. Teori er den professionelles repræsentation af sin faglige virkelighed, det kort, som hun har dannet for at navigere i de velfærdsopgaver, hun skal løse: Teori om psykoterapi udstyrer terapeuten med et kort – ikke en fuldstændig afspejling af virkeligheden, men en nyttig repræsentation. Alle teorier om psykoterapi giver terapeuten en idé om ”hvordan landet ligger” og hjælper ham eller hende med at komme fra A til B (Wampold 2010:47, oversættelse AM). Jeg kan tilføje, at denne egenskab ved professionsteori, at udgøre en repræsentation af et udsnit af virkeligheden, til fulde også gælder hverdagsteori. Alle mennesker danner sådanne kort, som vi sætter vores lid til, når vi skal forsøge at navigere på mere eller mindre ukendt grund. De udgør, hvad Michael White kalder narrative kort eller kort over narrative landskaber og er både forståelses- og handlingsanvisende4. Under normale omstændigheder, dvs. hvor forstyrrelsen af det daglige arbejde ikke overskrider, hvad den enkelte velfærdsarbejder og det kollegiale fællesskab er i stand til at indarbejde i den foretrukne faglige selvforståelse, udgør de narrative kort stadig en brugbar, handlingsanvisende repræsentation af det udsnit af virkeligheden, velfærdsarbejdet vedrører: PPR-psykologens faglige fortælling har noget at sige til lærere og forældre om et uroligt barn i skolen, familiebehandleren har ideer til at hjælpe en mor, som i afmagt rusker sit spædbarn, sagsbehandleren i socialforvaltningens børneog familieafdeling ser stadig muligheder for den familie, hvor forældrene med mellemrum mister troen på, at de kan magte deres 13-årige stærkt oppositionelle, kriminalitetstruede søn. Disse narrative kort kan imidlertid miste deres orienteringsværdi i takt med, at disse repræsentationer gøres 4 Vi har allerede kort stiftet bekendtskab med begrebet ”narrativ” som en særlig menings- og identitetsskabende fortælling. Michael White var familieterapeut og en væsentlig inspirationskilde til denne bog; ham kommer vi til at høre meget mere til, når jeg i et senere kapitel uddyber beskrivelsen af narrativbegrebet.

Narrativer i velfærdsarbejdet

ugyldige i en organisation. Pointen er, at de ikke bare kan erstattes af andre, som dikteres udefra. Der er tale om investeringer af en særlig slags. Til sammenligning kan man forestille sig den desorientering, mennesker oplever, når deres hverdagsteorier om, hvordan livet hænger sammen og dermed kan forudsiges, bryder sammen, eksempelvis under personlige kriser som sygdom og skilsmisse. Jeg kan foreløbig konkludere, at når professionelle inden for de offentlige velfærdsorganisationer udsættes for enten overdreven slitage eller uformidlede brud i forhold til deres foretrukne faglige fortællinger, er der en væsentlig risiko for, at deres forankring i de fælles videnskabelige teorier skrider, og de glider over i mere private og individuelle førvidenskabelige dagligdagsteorier. Hermed unddrages deres forståelser og handlinger som professionelle det fælles faglige sprog og bliver svære at kommunikere, endsige påvirke. Resultatet kan blive ren pragmatik, hvor argumenter reduceres til udsagn som: Det er nu engang min/vores erfaring; Vi skal bare have løst opgaverne. Eller den mere kyniske udgave: Hvis ikke vi er over dem (klienterne), så sker der bare ingenting. En sådan udvikling med forarmelse af de faglige fortællinger og følgende tab af faglig kapital kan udvikle sig til en katastrofe for en organisation, som netop kun kan løse sine komplekse velfærdsopgaver igennem dialog, samtale og risikovillighed. Imidlertid findes der i kollegiale professionelle fællesskaber en resistens mod denne forarmelse og handlingslammelse, som jeg har valgt at kalde modstand. Det er nu tiden at vende blikket mod professionelles egne fortællinger om faglighed under pres, hvad de tænker og gør for at overleve i organisationer, som er på vej til at skride ud. Jeg vil trække nogle af de temaer frem, som er på spil i de professionelles fortællinger. Flere af disse temaer er gennemgående i bogen.

Indledning