Uddrag af På egne præmisser by Frydenlund

Jens Jørgen Nielsen

På egne præmisser - Putin og det nye

Rusland

Frydenlund

På egne præmisser - Putin og det nye Rusland 1. udgave, 1. oplag, 2013 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-039-8 Forlagsredaktion: Lotte List Korrektur: Hanne Preisler Grafisk tilrettelæggelse:Aske Günther Andersen Omslagsdesign: Malte O. T. Pedersen Grafisk produktion: Totem, Polen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Statens Kunstråd har støttet forfatterens arbejde med denne bog i form af rejse- og arbejdslegater.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 33932212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på: www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold Forord

Indledning

Den imperiale arv

Gorbatjov træder ind på scenen

Rusland i chok

Zar Boris

1990’ernes Rusland i russernes perspektiv

120

Paradigmeskift i Rusland 1999-2004

134

Rusland tilbage som stormagt 2004-2008

165

Medvedev og Putin på tandem

182

Putin i modvind?

202

Sammenligninger og dobbeltmoral

213

Hvad ønsker russerne – og hvad ønsker Vesten af Rusland?

226

Afsluttende bemærkninger

240

Litteratur

250

Tak til

Arbejdet med denne bog har kun været muligt under en række forudsætninger. Jeg vil gerne takke dem, der på forskellig vis har støttet mig i arbejdet med bogen. Statens Kunstråd har tildelt mig både et rejse- og arbejdslegat. Det har givet mig lidt tiltrængt fred til at arbejde sammenhængende med bogen. Begge dele er jeg taknemlig for. Jeg vil også sige tak til professor Erik Kulavig, centerleder ved Institut for Koldkrigsstudier samt tidligere gymnasielærer Erik Philipsen. De har begge givet mig værdifuld sparring i arbejdet med at forstå det, der sker i Rusland. Vi har ikke altid været enige, men diskussionerne har været frugtbare. De bærer naturligvis intet ansvar for synspunkterne i bogen eller eventuelle fejl. Det er alene mit ansvar. Jeg vil også sige tak til Bogforlaget Frydenlund for tålmodighed i arbejdet med bogen. Endelig også en tak til min familie for tålmodighed. Arbejdet med bogen har været tidskrævende. Jens Jørgen Nielsen

Forord Mediernes billede af Rusland er negativt. Danske og mange andre vestlige journalister beskriver grundlæggende Rusland som en mislykket stat og landets reelle leder siden 2000, Vladimir Putin, som en diktator, der vil føre landet tilbage til tiden før 1989. Rusland er angiveligt ved at miste den nyvundne frihed, som de fik efter Sovjetunionens sammenbrud. Ja Rusland er på vej tilbage til sovjetiske tilstande, kan vi forstå af mange mediereportager. Det indebærer et reelt etpartisystem, censur, et magtfuldt efterretningsvæsen, forfølgelse af anderledes tænkende, en aggressiv udenrigspolitik – altså det sovjetiske system, som mange af os er vokset op med og også er fortrolige med fra den kolde krig. I tv, i aviser og bøger erfarer vi, at udviklingen er meget kritisabel, og at Putin har villet dræbe det demokrati, der angiveligt spirede under Ruslands første præsident Boris Jeltsin i 1990’erne. Putins håndgangne mænd fra hans tid i KGB og byadministrationen i Sankt Petersborg har ifølge denne opfattelse sat sig på magten og ladet hånt om den almindelige russer. Mange antyder endda, at Putin har været personligt involveret i drab på russiske journalister. Rusland råder over verdens største forekomster af råstoffer, det gælder energiråstoffer som olie og gas samt ædle metaller m.m. Den almindelige kritik af mangel på demokrati blander sig med advarsler mod at gøre sig afhængig af russisk gas. Putin skulle angiveligt bruge råstoffer til at styrke Ruslands udenrigspolitiske magt. Forsøger Putin i virkeligheden ikke at få os vesteuropæere til at gå i en energifælde, hvor vi er afhængige af russisk olie og naturgas? Man kan næsten få det indtryk, at nogen vil forsøge at overbevise os om, at Putins Rusland er lige så farligt, som Nazi-Tyskland var i 1930’erne. Jeg har længe ment, at denne vedholdende kritik er fordrejet. Det samlede mediemæssige tæppebombardement af Rusland giver efter min opfattelse et misvisende billede af et land, der både er spændende og i rivende udvikling. Hvis de forskellige medier ikke havde givet et så ensidigt negativt billede af Rusland, havde jeg måske ikke skrevet denne bog. Men som situationen er, har jeg i denne bog valgt at skærpe vinklen og lægge vægt på de positive sider af Ruslands nyere udvikling. Der er under alle omstændigheder behov for en modvægt til det ekstremt negative billede af Rusland. Jeg har også valgt at lade russerne selv komme til orde i bogen. Hvad tænker de om udviklingen? Hvordan ser verden ud fra Ruslands side? Blandt Ruslands 145 millioner indbyggere kan man finde de synspunkter, man har lyst til. Men de fleste russere ser væsentligt anderledes på situationen end de typiske vestlige medier. Denne bog er ikke en beskrivelse af Rusland som et idealsamfund. Jeg vil derimod gerne bringe nogle tiltrængte nuancer ind i billedet af Rusland. Jeg kunne have skrevet en bog med en større vægtning af kritiske punkter på Rusland. For selvfølgelig er der noget at komme efter. 8

Men tiden er inde til at bringe nye vinkler til torvs og få en reel debat om Rusland - ikke bare moralske prædikener. Jeg står dog inde for hvert ord i bogen. Jeg vil også vende blikket mod os selv og reflektere over den udbredte måde at se tingene på efter den kolde krigs afslutning. Er det rigtigt, at vi i Vesten vandt den kolde krig? Betyder det i bekræftende fald, at der kun er én acceptabel måde at indrette et samfund på, nemlig den vestlige med en udbredt markedsøkonomi, lille offentlig sektor, privatiseringer, frihandel og det særlige parlamentariske demokrati? Altså det man også kalder Washington Consensus. Kan man direkte overføre vestlige demokratiske institutioner til lande med en helt anden baggrund? Hvad der formentlig vil komme bag på en del læsere er, at Rusland er ret tæt på disse vestlige normer. Jeg vil også stille spørgsmålet om, hvorvidt vi i Vesten i virkeligheden er så moralsk overlegne, når det gælder retsstat og demokrati. Måske bygger vores opfattelse af Rusland også på dobbeltmoral. Det vil sige, at de ting, vi kritiserer Rusland for, kunne man med en vis ret også kritisere mange vestlige lande for. Jeg vil kort sagt foretage et grundigt eftersyn af for længst udslidte stereotyper, forældede mentale billeder af Rusland og regulær intellektuel dovenskab. Min egen opfattelse er, at Rusland er ved at finde sin egen vej væk fra den blindgyde, som Sovjetunionen viste sig at være. Men også en vej som ikke kan være den samme som den vesteuropæiske. Putins regeringsperiode er en vigtig sten på denne vej.

Medvedev og Putin på tandem Nye tider – ny præsident?

Hen mod slutningen af Putins anden præsidentperiode samledes opmærksomheden sig om, hvem der skulle være den nye præsident fra 2008. Ifølge forfatningen må en præsident kun sidde to omgange i træk, så skal han gå af. Putin kunne altså ikke vælges inden for forfatningens rammer i foråret 2008. Mange mente, at en så stærk præsident let kunne have presset en forfatningsændring igennem, så han kunne have fortsat som præsident. Der var også længe spekulationer om, hvem der i tilfælde af, at Putin holdt sig til forfatningen, ville blive den nye præsident. Der var grundlæggende to fraktioner bag Putin, hvoraf den ene var efterretningsfolkene, de såkaldte siloviki med bl.a. Igor Setjin i spidsen. På den anden side var der de liberale reformtilhængere. En af de mest fremtrædende blandt dem var den jurist, som Putin var blevet ven med i 1990’erne i Sankt Petersborg, nemlig Dmitrij Medvedev. Det blev sidstnævnte, som gik af med sejren. Alle var klar over, at det reelt – om end selvfølgelig ikke formelt – var Putin, der havde valgt ham. Putin valgte altså også at følge forfatningens bogstav. Under Putin havde statsministrene været temmelig anonyme. Mikhail Fradkov havde f.eks. siddet som statsminister fra 2004 til 2007. Han havde ikke gjort det store væsen af sig, og alle var selvfølgelig også klar over, at det var Putin, der trak i trådene. Dmitrij Medvedev vandt også ganske forudsigeligt præsidentvalget med næsten de samme cifre, som Putin havde vundet med. Og Putin blev endnu mere forudsigeligt valgt til statsminister. Alle regnede bestemt med, at Putin ville blive en helt anderledes magtfuld statsminister end den noget ferske Fradkov under Putins sidste år.

Den liberale præsident Dmitrij Medvedev er som Putin vokset op i Leningrad. Hans forældre havde høje uddannelser. Medvedev var enebarn og boede hele sin barndom i en 40 kvadratmeters lejlighed. Han er blevet beskrevet som lidt af en bogorm som barn. I 182

Det russiske tandempar fra 2008-2012. Dmitrij Medvedev var præsident, men Putin var statsminister i perioden.

modsætning til Putin var han nok det, man kalder en nem dreng. Som ung valgte han jurastudiet, som han virkelig interesserede sig for. Han var også præget af den vestlige rockkultur og var fan af Deep Purple og Black Sabbath. På jurastudiet havde han professor Anatolij Sobtjak som lærer, og han blev senere ansat i dennes administration. Det var her, Medvedev mødte Putin, og de to blev faktisk venner i 1990’erne. Så da Putin blev statsminister og senere præsident i årene 1999-2000, flyttede Medvedev med. Han blev vicechef i Putins præsidentielle administration. Han fik også en ganske vigtig post som bestyrelsesformand i Gazprom. Selv om Medvedev var et ret ubeskrevet blad i offentligheden, så var der store forventninger til ham fra de russiske liberale og også fra Vesten. Mange håbede, at han ville udgøre et liberalt korrektiv til Putins mere autoritære kurs. Kamp mod korruption, kamp for et uafhængigt retsvæsen uden politisk indflydelse, kamp for en udvikling af økonomien væk fra den snævre afhængighed af olie og gas til en mere moderne økonomi med innovation og nærmere kontakt til den vestlige verden – det var nogle af de håb, der knyttede sig til Medvedev. Knapt et år efter, at Medvedev var blevet præsident, blev Barack Obama præsident i USA. Også ham så mange hen til som en fornyer efter George W. Bushs aggressive machostil og også ret hårde linje over for Rusland. Mange så også et friskt perspektiv i det, at det var to unge åbne personer, som stod i spidsen for henholdsvis Rusland og USA, to unge personer, som ikke havde gjort politisk karriere under den kolde krig – og følelsesmæssigt formentlig næppe så præget af den som både Putin og Bush trods alt var. Obama knyttede sig personligt meget til Medvedev, formentlig i et håb om at styrke hans linje på bekostning af Putins. 183

Noget af det første, som Medvedev måtte håndtere, var den globale finanskrise med kraftige prisfald på olie og gas samt en generel svækkelse af den økonomiske aktivitet. Rusland var relativt godt rustet til at håndtere krisen. Den store gæld fra Jeltsin-årene var så godt som afviklet. Og landet havde både en stor valutareserve og en stabiliseringsfond, som i 2008 udgjorde 157 millioner amerikanske dollar. Rusland brugte betydeligt flere ressourcer end USA til at håndtere krisen. Rusland brugte 7 % af sit bruttonationalprodukt, mens USA brugte 5 %.71 Men det skulle vise sig at være noget helt andet, som Medvedev allerførst for alvor skulle profilere sig på som præsident.

Krigen mod Georgien Næsten samtidig med at Medvedev flyttede kontor til det berømte præsidentpalæ i Kreml, skulle han møde sin første store og vanskelige udfordring. For det første havde Kosovo erklæret sig selvstændigt i februar samme år (2008). Det var imod ikke bare Serbiens men også Ruslands klare ønske. I Rusland havde Serbiens skæbne nærmest været en folkesag. Der var historiske religiøse bånd, der især bandt Rusland og det ligeledes ortodokst kristne Serbien sammen, men i højere grad var Kosovos selvstændighed et udtryk for, at Rusland var svagt, og at man ikke respekterede landet i Vesten. Det foruroligede russerne, at man så let kunne bryde stater op.72 Kosovo-spørgsmålet var dog ikke Medvedevs største udfordring. Der var noget andet, som i højere grad satte Ruslands status som international aktør på spil. Det var konflikten med den tidligere sovjetrepublik Georgien. Siden Sovjetunionens opløsning havde Georgien i mange år befundet sig i en tilstand af kaos, borgerkrig og noget, der lignede opløsning. To mindretalsområder havde allerede fra første færd erklæret sig selvstændige i forbindelse med Sovjetunionens opløsning. Det var Abkhasien og Sydossetien. Sidstnævnte var adskilt fra sine etniske fæller i Nordossetien, som var en del af Rusland. Det er vigtigt her at minde om, at sydosseterne allerede i sovjettiden havde ønsket at forene sig med nordosseterne. Det var ikke noget, som Putin havde fundet på. Delingen mellem Nord- og Sydossetien havde oprindeligt været en del af Stalins del og hersk-politik. Allerede før opløsningen af Sovjetunionen var der etniske spændinger i Georgien. Zviad Gamsakhurdia var blevet præsident for det selvstændige Georgien i 1991. Hans meget nationalistiske politik havde ført til blodige sammenstød mellem på den ene side ossetere og abkhasere og på den anden siden georgiske styrker. Efter en kort borgerkrig kom Eduard Sjevardnadze til magten. Han havde været en af perestrojkatidens helte og hele tiden været på reformfløjen. Sjevardnadze 71 Zeljko Bogetic: Russia – Reform after the Great Recession. Carnegie Endowment for International Peace, 2010. 72 Udviklingen i Kosovo foruroligede også den spanske regering, som har stærke regionale selvstændighedsbevægelser i Baskerlandet og Katalonien.

184

besluttede at fortsætte sin karriere i sit hjemland Georgien, hvor han var præsident indtil 2003. Den såkaldte Roserevolution i 2003 væltede som nævnt Sjevardnadze og bragte den unge Mikheil Saakasjvili til magten. Saakasjvilis erklærede hovedprioritet var georgisk enhed, dvs. at Sydossetien og Abkhasien både formelt og reelt skulle forenes med Georgien. Til at opnå dette formål knyttede han sig meget tæt til USA og NATO. USA under George W. Bush støttede ham og ydede ikke mindst støtte til at opbygge og træne den georgiske hær. Som tak sendte Saakasjvili georgiske tropper til Irak for at deltage i krigen på USA’s side. Forholdet mellem Rusland og Georgien blev derimod i de følgende år stadig dårligere. I 2006 indførte Rusland boykot af bl.a. georgisk vin. Som stor ynder af georgisk vin var det efter min opfattelse ikke godt for russerne selv. Den eneste kommunikationsmæssige kanal i den spændte situation mellem de to lande var på et tidspunkt den ortodokse kirke. Rusland og Georgien deler traditionel trosretning. Hen over sommeren 2008 optrappedes begivenhederne især i Sydossetien men også i Abkhasien. Russerne havde fredsbevarende styrker i området. Natten mellem den 7. og 8. august 2008 angreb georgisk luftvåben Sydossetien. Mange blev dræbt. I løbet af kort tid optrappedes situationen til regulær krig, og tunge russiske militærenheder kom på banen. At se den nybagte præsident Medvedev erklære krig på tv med en meget alvorlig og næsten udfordrende mine var et interessant studie i kropssprog. Det var formentlig meget uvant for den liberale Deep Purple-fan at tale på denne måde. Men krigen optrappedes hurtigt. Også den russiske flåde stationeret i den ukrainske by Sevastopol kom i krig. Der var regulære søslag ud for Georgiens kyst. Det russiske militær angreb også georgiske militærinstallationer på georgisk jord, indtil der kom en våbenhvile i stand formidlet af EU-formandslandet Frankrig. Freden kom, men Saakasjvili havde tabt sit høje spil. Han troede efter alt at dømme på, at NATOlandene ville komme ham til hjælp. Mange vestlige lande havde formuleret sig på en måde, som godt kunne tolkes som ubetinget støtte til Georgien. Men der kom ikke militær støtte fra NATO-landene til Georgien overhovedet. Vrede ord og kritik af Rusland, ja, men ingen militær støtte. Nogle vil endda mene, at EU viste Rusland større respekt end Georgien. Saakasjvili og hans regering havde vist sig uerfarne og naive. Hverken den georgiske udenrigsminister eller forsvarsminister var fyldt 30 år. Men hvad var Ruslands perspektiv i denne krig? Der var flere. For det første er det påfaldende, hvor meget Rusland i sin retorik efterlignede NATO-landenes i forbindelse med bombardementerne af Serbien i 1999. Rusland kaldte det også for en humanitær indgriben og fredsskabelse. På samme måde skabte russerne en tydelig parallel mellem Kosovo og Sydossetien og Abkhasien. Det var, som om russerne ville sige: Hvis I kan skære en del af en stat ud og gøre den selvstændig, så kan vi også. Jeg læste tilfældigvis Nezavisimaja Gazeta den 14. april, 2008. Her

185

var overskriften på en af artiklerne: »Moskvas svar til NATO er Abkhasien«.73 For det andet mente russerne det alvorligt med advarslerne om at rykke NATO tæt på Rusland. Russerne havde ikke tillid til NATO, og de så det som et sikkerhedsproblem. Fra russernes synspunkt så det ud som om, et hvilket som helst luftigt argument om demokrati retfærdiggjorde NATO-bombardementer. For det tredje var forsvaret for Abkhasiens og Sydossetiens autonome status et gammelt anliggende. Både Gorbatjov og Jeltsin havde haft det som mærkesager. Saakasjvili burde have vidst, at hans skridt ville udløse et russisk militært svar. Det reelle resultat af krigen blev altså en betydelig reel vestlig accept af russiske interesser. Hélène Carrère d’Encausse skriver således: Selv om der ikke er tale om en eksplicit anerkendelse af en russisk interessesfære, har russerne dog opnået en de facto-moderation fra vestlig side i de områder, russerne prioriterer som deres områder. Og efter en periode med kritik af Rusland har det internationale samfund og Rusland fundet hinanden igen.74

Tjetjenien Tjetjenienkrigen har været i hænderne på Putin, hvad enten han har været præsident eller efter 2008 statsminister. Putin har fundet en foreløbig løsning på konflikten, som jeg selv ikke tror på, er holdbar i længden, men som på den korte bane har vist sig at stabilisere situationen og måske skabe en lidt mindre uholdbar tilstand i Tjetjenien. Det er ikke klogt at sætte for høje forventninger til Tjetjenien. Inden vi kigger på løsningen, så lad os lige opsummere. De tjetjenske terrorister angreb i sommeren 1999 naborepublikken Dagestan. Med ca. 1.500 tjetjenske og andre styrker af arabisk og anden oprindelse angreb de et område uden for Tjetjenien, det handlede altså ikke længere kun om tjetjensk national frigørelse. Denne brogede skare erklærede, at de som mål havde at oprette en islamisk republik, et kalifat, byggende på sharia lovgivning. Republikken skulle omfatte hele Nordkaukasus. Lederne af aktionen var Sjamil Basajev samt en saudiaraber ved navn al-Khattab. De russiske ledere konkluderede, at der kun var en tung militær løsning tilbage. De drev tjetjenerne ud af Dagestan godt hjulpet af lokalbefolkningen, som ikke havde lyst til Taleban-forhold. Det russiske militær etablerede en blokade omkring det tjetjenske område og bombede systematisk oprørernes stillinger inklusive hovedstaden, Groznyj. Aslan Maskhadov, som var den formelle leder i Tjetjenien, havde mistet grebet. Han nægtede at fordømme Basajev og oprøret. Tidligere havde han stået for moderate forhandlingsløsninger med russerne. Men nu allierede han sig med Basajev og al-Khattab mod 73 Москва огветит НАТО Абхазией, Незавизимая Газета, 14. april 2008. (Moskvas svar til NATO er Abkhasien, Nezavisimaja Gazeta). 74 Hélène Carrère d’Encausse: La Russie entre deux mondes. Fayard/Pluriel, 2010, s. 303.

186

russerne. Det var hans store fejltagelse. Han havde ikke magt over Basajev, ligesom han heller ikke kunne samle de tjetjenske klaner mod russerne. I afmagt erklærede Maskhadov hellig krig mod russerne sammen med Basajev. Men en meget stor del af de tjetjenske klaner var modstandere af den nye krig. Ikke mindst den indflydelsesrige åndelige leder af de tjetjenske muslimer, muftien Akhmed Kadyrov. I maj 2000 var den militære del af operationen slut. Krigen fortsatte dog på lavere blus som en guerillakrig mod de russiske styrker. Putin indførte direkte styre og indsatte samme år muftien Akhmed Kadyrov som regeringsleder i Tjetjenien. Det skabte en vis stabilitet, Kadyrov kunne i hvert fald skabe mere stabilitet og ‘ikkekrig’ end Maskhadov. Det var dog ikke fred efter vores begreber. Der var konstante nålestiksaktioner, og de tjetjenske oprørere, som var tvunget op i bjergene, fandt på at sprede krigen til selve Moskva og andre steder i Rusland. En række spektakulære gidselaktioner spredte skræk og rædsel i det russiske samfund. Som tidligere omtalt, skabte gidselaktionen i 2002 i Na Dubrovke-teatret i Moskva stor frygt. Også den anden gidselaktion i Beslan endte ulykkeligt. Her var det en skole, som en gruppe terrorister angreb, oven i købet på den første skoledag den 1. september 2004. Beslan ligger lidt uden for hovedstaden Vladikavkaz i Nordossetien, ikke langt fra selve Tjetjenien. Deltagerne i terrorgruppen var en blanding af tjetjenere, arabere, pakistanere, afghanere med flere. Moskvas metro blev flere gange ramt af bomber i 2010, og i 2011 var der bombeattentat på en af Moskva store lufthavne Domodedovo. Det var alt sammen noget, som forøgede ubehaget i den russiske befolkning. Man bliver ikke længe i tjenesten som politiker i Tjetjenien. Al-Khattab blev dræbt i 2002, og senere var det selve Akhmed Kadyrovs tur. Han blev dræbt, da et fodboldstadion blev sprængt i luften i 2004. I 2005 blev Aslan Maskhadov dræbt, og i 2006 dræbtes endelig den mest centrale bagmand for den tjetjenske terror, Sjamil Basajev. Mange andre fremtrædende aktører blev også dræbt i disse år. Så ‘fred’ er ikke det rigtige ord til at beskrive Tjetjenien på dette tidspunkt. Tre år efter drabet på faderen blev sønnen Ramsan Kadyrov udnævnt til statsminister i Tjetjenien. Han skulle være fyldt 30 år, for at blive leder i Tjetjenien. Det var russisk lov. Og denne unge særprægede mand var altså den løsning, Putin kunne komme op med på tjetjeniensproblemet. Lad mig gentage, at det ikke er mit begreb om en holdbar løsning. Men hvilke bedre og realistiske alternativer var der? Den unge Ramsan Kadyrov er en leder af den gamle skole. Han er muslim og har tilladt flerkoneri, men han er også ligesom sin dræbte far modstander af den ekstreme variant af islam, der går under navnet wahabismen. Det var ikke en tjetjensk hjemmegroet strømning, men noget importeret udefra, fra de samme kilder som al-Qaeda og Taleban kom fra. Ramsan Kadyrov har en ganske betydelig milits, som selv den russiske

187

hær siges at respektere.75 Han har også betydeligt større opbakning i den tjetjenske befolkning, end Maskhadov havde det. Flertallet af de tjetjenske klaner respekterer ham efter alt at dømme. Formentlig fordi det realistiske alternativ til Kadyrov er værre. Den gamle linje under Basajev er dog ikke helt død. Doku Umarov er selvbestaltet leder (emir) af det nordkaukasiske kalifat. Han har stået bag en række terroraktioner i Moskva. Der udviklede sig et tæt bånd mellem Putin og den unge Ramsan Kadyrov. Jeg tror næppe, det var personlige bånd. Men Putin havde behov for at ‘tjetjenisere’ krigen, dvs. at lade tjetjenere gøre det beskidte arbejde, fuldstændig som den amerikanske præsident Richard Nixon omkring 1970 ønskede at ‘vietnamisere’ Vietnamkrigen, og som USA og NATO senere har søgt både at ‘afghanisere’ og ‘irakisere’ deres krige. Sådanne bestræbelser er ikke altid et kønt syn. Men har vi glemt den amerikanske præsident Franklin Roosevelt, som i 1939 sagde følgende om den nicaraguanske diktator Anastasio Somoza: »He is a son of a bitch, but he is our son of a bitch«? Lidt i retning af, at målet helliger midlet. Putin havde desperat brug for bare en smule ro i Tjetjenien.

Alternative løsninger i Nordkaukasus? I vestlige medier kritiserer journalister vedvarende Rusland for krigsforbrydelser. Og kravet om forhandlinger med tjetjenerne kan man læse igen og igen. Gid det var så simpelt. For det første: Hvem repræsenterer tjetjenerne? Det er langt fra klart i et udpræget klansamfund som det tjetjenske. Der har i mange år ikke været nogen repræsentant, der reelt repræsenterer det tjetjenske folk, som i øvrigt er ret splittet. Enhver, der som jeg hyppigt kører i taxa i Moskva, vil ofte opleve tjetjenske chauffører. Mange af dem er flygtet og er evigt trætte af opstanden, som ikke har bragt dem noget som helst godt. Ja, jeg har hørt ganske mange længes tilbage til sovjettiden: »Da var der da en vis orden på tingene!«, som en sagde til mig med dybe suk og hovedrysten, »dengang levede flere folkeslag da fredeligt side om side«. Mange vil nok kalde det nostalgisk erindringsforskydning, men fortvivlelsen er ægte og relevant. For det andet ville det næppe have hjulpet at forhandle med Maskhadov og slet ikke med Basajev. Det mente selv Anna Politkovskaja. Putin ønskede at lægge låg på konflikten for enhver pris. Og Kadyrov har leveret varen. Prisen har været meget høj, mange vil mene for høj. Kadyrov regerer efter forgodtbefindende; han ved, at Putin er afhængig af ham. Uden ham vil det formentlig brage løs i endnu højere grad. Afhængighedsforholdet går også den anden vej. Kadyrov er afhængig af de mange milliarder, der flyder til Tjetjenien, og som har bidraget til at genopbygge Groznyj, bl.a. er der bygget en kæmpestor moské. Kadyrov har etableret en grad af stabilitet, som flertallet af tjetjenere formentlig værdsætter. Selv om han er en despot, og selv om Tjetjenien styres 75

188

Karsten J. Møller: Fra kaos til Putin. Jyllands-Postens Forlag, 2008, s. 176.