Personlighedspsykologi uddrag

Preben Bertelsen

Personligheds psykologi

Frydenlund

Personlighedspsykologi 2. udgave, 1. oplag, 2015 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-488-4 Korrektur: Maiken Skovmøller Ísberg Grafisk tilrettelæggelse: Jan Gralle Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan.

Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Illustrationer Colourbox 7, 13, 15, 91 EU-Kommissionen 81 Gisele Freund 77 Ingram Publishing 10, 19, 99 iStock 88 Niels Christian Kierkegaard 77 Northwestern University 89 Privat 7 Stanford University 58 Søren Bo Steendahl 97 The Embassy Montessori Primary School 84 Wallpaper Up 56 På forsiden »Kopf eines Mädchens« af Alexej von Jawlensky (1864-1941).

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold Introduktion....................................................................................................... 7 Indkredsning af personlighedsbegrebet......................................................... 7 Personlighed, identitet og selv....................................................................... 8 Personlighedspsykologien som videnskab...................................................... 9 Personlighedspsykologiens empiriske grundlag............................................. 10 En metapsykologisk model ........................................................................... 14 Komplicerede dobbeltsidige samspil............................................................. 14 Personligheden set fra et bestemt perspektiv................................................ 15

De store personlighedsteorier......................................................................... 18 Trækteorier.................................................................................................... 18 Fordele og ulemper ved træktilgangen........................................................... 18 Raymond Cattell............................................................................................ 21 Hans Eysenck................................................................................................ 22 The Big Five: Paul Costa og Robert McCrae .................................................. 24

Psykoanalyse...................................................................................................... 26 Sigmund Freud.............................................................................................. 26 Den topografiske model................................................................................. 28 Grunde til at skifte teoretisk model af personligheden................................... 30 Den strukturelle model.................................................................................. 31

Dybdepsykologi.................................................................................................. 36 Carl Gustav Jung............................................................................................ 36 Arktetyper, symboler, myter og religioner........................................................ 37 Personlighedens strukturer............................................................................ 38

Individualpsykologi............................................................................................ 40 Alfred Adler................................................................................................... 40

Egopsykologien.................................................................................................. 43 Erik H. Erikson............................................................................................... 43 Udvikling af personligheden gennem løsning af livsopgaver........................... 46

Objektrelationspsykologien.............................................................................. 48 Melanie Klein................................................................................................ 48 Donald Winnicott........................................................................................... 48

Selvpsykologien................................................................................................. 49 Heinz Kohut................................................................................................... 49

Radikal behaviorisme....................................................................................... 52 Burrhus F. Skinner ........................................................................................ 52

Social indlæring................................................................................................ 56 Albert Bandura.............................................................................................. 56

Kognitiv teori..................................................................................................... 61 George A. Kelly ............................................................................................. 61 Personlighedsmodellerne ifølge kognitiv terapeutisk tradition........................ 65

Den humanistiske psykologi............................................................................. 66 Abraham Maslow........................................................................................... 66 Selvaktualisering........................................................................................... 68 Carl Rogers.................................................................................................... 71 Rogers’ fuldt aktualiserende personlighed..................................................... 74

Eksistentialismen.............................................................................................. 77 Rollo May...................................................................................................... 78 Det moderne menneskes problemer.............................................................. 81

Handlingsteorier................................................................................................ 83 Aleksej Leontjev............................................................................................. 83

Integrative teorier............................................................................................. 89 Dan P. McAdams............................................................................................ 89 1. princip: Evolution og den menneskelige natur .......................................... 89 2. princip: Den dispositionelle profil.............................................................. 90 3. Princip: Karakteristiske tilpasninger.......................................................... 91 4. princip: Livshistoriske fortællinger............................................................. 92 5. princip: Kulturer skaber forskel.................................................................. 93 Personlighedsmodellen.................................................................................. 93

Nogle af de store spørgsmål i personlighedspsykologien.............................. 94 Person-situation-debatten............................................................................. 94 Personligheden, tilværelsen og tilværelsesprojekterne................................... 95 Personlighedens, situationens og interaktionens niveauer............................. 96 Personlighed og identitet............................................................................... 98

Afsluttende betragtninger ................................................................................ 99 Litteratur......................................................................................................... 100 Personregister................................................................................................. 102 Stikord............................................................................................................. 103

PERSONLIGHEDSPSYKOLOGI

Objektrelationspsykologien Freud antog, at drifter ganske vist skal finde et ydre objekt, hvorved de kan tilfredsstilles, og påpegede endvidere, at den centrale konflikt, ødipuskonflikten, dannes i trekantdramaet mellem barnet, moderen og faderen. Men ikke desto mindre figurerer de konkrete samspil med objekterne og disse objekters særegenheder ikke i Freuds personlighedsmodeller. Objektrelationisterne præciserer dette aspekt af Freuds teori og mener, at selve kvaliteten af barnets samspil med andre, dets objektrelationer, og objekternes konkrete væremåde over for barnet er det, der helt centralt kommer til at præge udviklingen af personligheden. Tyngden i personlighedsmodellerne forskydes altså fra jeg-funktionerne til objektrelationerne.

Melanie Klein Melanie Klein (1882-1960).

Klein pegede på, at alt det, der rører sig i personligheden – følelser, oplevelser, ønsker osv. – altid er rettet mod et objekt. F.eks. er vrede aldrig bare ren vrede i sig selv, men altid vrede rettet mod noget eller nogen, enten et ydre objekt (mor, sådan som hun står, er lige her og nu) eller et indre billede af det ydre objekt (mor som ikke er til stede, men som man har et indre billede af). En sådan følelse eller oplevelse knyttet sammen med et indre objekt udgør en indre objektrelation.

Alt, hvad der foregår i os, og hele personligheden består af sådanne indre objektrelationer (følelse  objektbillede). Disse bestemmer, hvordan vi former vores ydre objektrelationer (vreden mod det indre billede af mor lægger grunden til vrede mod kvinder).

Spædbarnets mor er både god (når hun tilfredsstiller driften) og ond (når hun ikke tilfredsstiller den). Barnet benytter sig derfor af et primitivt forsvar, som Klein kaldte splitting. Barnet splitter sin indre objektrelation i en ond og god del. Den onde frasplittede side af objektrelation vil fortsat ubevidst karakterisere alle éns forhold til andre mennesker, også selv om de ikke er ‘onde’, ligesom mor var.

Donald Winnicott Donald Winnicott (1896-1971).

48

Ifølge Winnicott er det gode mor-barn-samspil først og fremmest karakteriseret ved, at mor er en god nok mor: At hun i tilstrækkelig grad imødekommer og tilfredsstiller barnets behov. Som »god nok mor« svigter hun også af og til. Nogle gange ser hun ikke barnets behov tilstrækkeligt klart eller reagerer ikke på det. Så længe hun er god nok og blot frustrerer i tilpas små doser, går det også nok. Faktisk er denne frustration udviklingens motor. Den presser nemlig barnet i retning af at kunne tage vare på sig selv, også psykisk. Når moderen ikke lige er der til at kunne trøste, må barnet udvikle evnen til selv at trøste sig selv.

Et vigtigt fænomen i den forbindelse er, at barnet selv skaber overgangsobjekter – i stedet for mor, der ikke lige er der til at trøste, bliver det så bamsen eller puden, som barnet giver denne opgave. Derved har barnet selv dannet bro fra den ydre afhængighed af andre, til selv at opbygge en indre objektrelation og altså en indre personlighedsstruktur, der kan gøre det samme, som de ydre objekter oprindeligt skulle gøre. »Den gode nok mor« er helt centralt kendetegnet ved, at hun kan rumme sit barn: At hun f.eks. kan udholde og acceptere dets vrede, fortvivlelse, og angst uden selv at blive vred, fortvivlet og angst. Moderens rummelighed danner da grundlag for barnets og den senere voksnes selvrummelighed (at kunne holde af sig selv på godt og ondt) og rummelighed over for andre (at kunne rumme andres negative sider).

Selvpsykologien

Selvpsykologien Selvet er i bund og grund en persons oplevelse af sig selv. Vi kan alle mærke, fornemme, føle, tænke over, hvordan det er at være den, man er. Man kan gøre sig bevidst over, hvordan det er at være en ‘nogen’, at være et ‘selv’ – man kan være selvbevidst. Personligheden er altså grundlæggende styret, ikke af drifter, men af: (1) Hvordan ens fornemmelse af at være en nogen er (fornemmer man sig overhovedet som en nogen, eller føler man sig bare tom). (2) Hvordan éns selvfølelse er (kan man føle glæde ved den, man er, føle sig stolt, skamfuld eller skyldig over at være den man er, ligesom man kan føle sig anerkendt eller dybt krænket). (3) Hvordan éns selvtillid er. (Har man tillid til, at man nok skal klare den, har ressourcerne etc.).

Heinz Kohut Den centrale opgave ifølge teorien: En livslang udvikling af selvet gennem nær forbundethed med betydningsfulde andre mennesker (selvobjekter) og en med modning og livsalder øget mulighed for selv frit at finde, udvælge og knytte sig til netop de mennesker (selvobjekter), som man trives med og kan udvikle sig sammen med.

Heinz Kohut (1913-1981).

Kohuts personlighedsmodel Det centrale i Kohuts personlighedsmodel i forhold til den freudske psykoanalyse er – i lighed med Adlers model – at den lægger afgørende vægt på selvets dynamik. Det er selvet og ikke drifter, der bestemmer, hvordan vores personlighed er, og dermed hvordan vores oplevelser, handlinger og væremåde er bestemt.

Ifølge Kohut er selvet ikke et rent ‘indre’ anliggende. Faktisk tværtimod. Selvet er helt fundamentalt karakteriseret ved éns forhold til omgivelserne, til andre mennesker især, men også til hele éns kultur. Grundlæggende er der to sider af éns forhold til omverdenen.

For det første forholder man sig til sine omgivelser ved at give udtryk for sig selv, ved at ville noget, ved at gøre noget og ved i det hele taget at være en udfarende kraft (selvfølgeligt meget varierende fra kultur til kultur og fra person til person).

Når man giver udtryk for sig selv med sine udadrettede, udfarende aktiviteter og i det hele taget giver udtryk for sig selv, så vækker man på godt og ondt indtryk hos andre. I de indtryk hos andre – og de reaktioner fra andre som ens udtryk vækker – ser man, hvem man er. Kohut taler om, at selvet spejler sig i andre mennesker, deres indtryk og deres reaktioner. På den måde har andre mennesker altså en vigtig spejlingsfunktion for selvet: Man kan mærke sig selv, ja, bliver i det hele taget først rigtig til nogen, når man bliver spejlet af andre. Den ene af grunddynamikkerne i personligheden – hvorved selvet i det hele taget bliver til, og hvorved man bliver til en nogen – er altså sådanne selvudtryk. Selvudtryk i form af handlinger og væremåder, hvormed man vækker indtryk og får spejlet sig i andre. Sammenhængen er altså følgende: man giver udtryk for sig selv ð dette vækker indtryk hos andre ð derved ser man, at man overhovedet er en nogen (der vækker indtryk), og hvilken slags nogen man er.

Den anden grunddynamik i personligheden hidrører fra det, at noget og nogen i éns omgivelser overhovedet har en betydning for én, som man kan føle sig knyttet til. Nogen eller noget, som har værdi for én, og som inspirerer én, fylder tilværelsen med mening og giver en retning, Heinz Kohut blev født i Wien i 1913 og blev læge i 1938. Samme år blev han på grund af sin jødiske baggrund tvunget til at flygte til England. Her boede han først i en flygtningelejr, indtil han i 1940 kom med en konvoj over Atlanterhavet til USA, hvor han med hjælp fra andre jødiske flygtninge fik visum. Gennem 1940’erne underviste han på University of Chicago og i en kort overgang (1964-1965) var han præsident for American Psychoanalytic Association. Foto fra 1964.

49

PERSONLIGHEDSPSYKOLOGI Figur 20. Selvet består af et spændingsfelt (tynde buede linjer) næsten som et magnetfelt eller andet kraftfelt, der spænder sig ud mellem spejlingspolen og idealiseringspolen. Det er i dette dynamiske felt, at personligheden – i øvrigt med dens mangfoldighed af operationelle processer (tanker, følelser, vilje, oplevelser, handlinger, væremåder) – får sin retning og hele måde at virke på. Det dynamiske selv står i livslang forbundethed med vigtige mennesker, selvobjekterne, som selvet kan (a) spejle sig i og dermed blive til og fortsat udvikle sig som en nogen og (b) kan idealisere, hvormed tilværelsen får en retning og man får følelsen af at blive til noget.

et mål, nogle værdier samt en mening og nogle idealer at leve for. Denne anden grunddynamik kalder Kohut idealisering. Det er i idealiseringen, at verden overhovedet bliver til noget, at andre mennesker overhovedet bliver til nogen, og tilværelsen overhovedet giver en meningsfylde og en retning, som selvet kan være i forhold til. Sammenhængen er her: Man knytter an til og lader sig lede af andre og/eller af kulturen og dens værdier ð man får dermed en retning for og en mening med at være en nogen.

Andre mennesker indtager altså en central plads i selvets og i hele personlighedens udvikling.

Det er de andre, der leverer den spejling og de idealer, hvorved selvet udvikler sig og trives. Kohut kalder sådanne andre mennesker for selvobjekter, fordi de modsvarer selvets behov (til forskel fra Freuds tale om andre mennesker som driftsobjekter, hvorved driften finder sin tilfredsstillelse). Andre mennesker er selvobjekter, når de med deres handlinger og væremåder kan og vil spejle og kan og vil lade sig idealisere af selvet.

Selvobjekter kan være ens nære og kære, det kan være venner og kolleger eller en terapeut, men det kan også være sider af vores kultur – eller hele vores kultur – som man kan spejle sig i (og blive til en nogen), og som man kan idealisere (så verden og tilværelsen er fyldt med noget og nogen). Kvaliteten i den måde andre er selvobjekter på, er afgørende for selvets udvikling.

Empati, optimal frustration og vikarierende introspektion

50

Den afgørende kvalitet ved et selvobjekt er, at dette andet menneske er i stand til indfølende at mærke og forstå præcist, hvad det er, personen har brug for. Det er afgørende, at den anden som selvobjekt kan indse (a) hvilke former for spejlinger personen har brug for på sit aktuelle udviklingstrin for stadig at kunne udvikle sig som en nogen, og (b) hvilke idealer og forbilleder personen har brug for for fortsat at kunne udvikle sin fornemmelse af mening og retning samt af, at verden og tilværelsen er noget. Men Kohut er enig med Winnicott i, at i stort og småt vil den anden alligevel svigte som selvobjekt – ikke altid levere de rette spejlinger til rette tid og ikke altid leve op til at være ideal og forbillede. Ved denne frustration fra selvobjektets side sættes personens selv imidlertid i stand til selv at opbygge sin egen selvstruktur (ligesom Winnicott antager). I det omfang den fornødne spejling udebliver, må selvet opbygge selvspejling, dvs. selv kunne fornemme, at det er en nogen og på den måde bekræfte sig selv som o.k. og god nok. Og tilsvarende må personen opbygge egne indre idealer, en egen fornemmelse for retning og mening; at tilværelsen er noget og ikke bare tom.

Udvikling og modning af selvet finder sted, hvis selvet rent faktisk er i forbundethed med et empatisk selvobjekt, og kun hvis frustrationen (selvobjektsvigtet) er optimal. For lidt frustration (dvs. for meget spejling fra den andens side og den andens fastholdelse af myten om sig selv som omnipotent ideal og forbillede) forhindrer selvet i at opbygge sit eget selv, og det forbliver i umoden afhængighed af spejlinger af egen grandiositet og i umoden behov for omnipotente forbilleder. For meget frustration (den anden fungerer kun i ringe grad eller slet ikke spejlende og er ikke idealiserbar) fastlåser personen i en evig søgen efter passende selvobjekter og forhindrer altså tilsvarende en udvikling og modning af selvet. Det afgørende for udviklingen af

Selvpsykologien

Figur 21. Taksering af Kohuts personlighedsmodel. Modellen formulerer den psykodynamiske konstitution både som indefra-og-ud kommende kræfter (det spejlende og idealiserende i rettetheden) og som udefra-ogind kommende kræfter (selvobjekternes bekræftelse og idealiserbarhed).

Det modne selv er til en vis grad i stand til at organisere dette grundlag ved selv at vælge sit selvobjektmiljø og dermed til en vis grad selv at vælge den form for spejling og idealisering, hvorved selvet fortsat trives og udvikles.

en personlighed formet af og dynamisk bestemt af et modent selv er med andre ord, at man har været forbundet med empatiske selvobjekter, der med indføling har forstået selvets psykiske behov (og ikke bare kroppens biologiske behov) og med varme har forsøgt at tilfredsstille disse behov. Udviklingen af selvet betyder frigørelse for behovet for bestemte selvobjektfunktioner fra den andens side. Den unge voksne har fået sin grundlæggende fornemmelse af sig selv som en nogen – og omverden som et noget – på plads og har ikke mere brug for at blive spejlet eller at kunne idealisere på dette fundamentale niveau. Men det betyder ikke fuldstændig uafhængighed af selvobjekter. Selvet er ifølge Kohut i livslang forbundethed med selvobjekter, blot ændrer disse kvalitet i og med, at selvet modnes (med mindre selvets udvikling er gået skævt på grund af manglende optimal frustration, og personen er fastlåst i et behov for en tidlig udviklingsfases spejling og idealisering).

Spejling

Idealisering

Umodent selvobjekt-søgende

Enten storhedsforestillinger om sig selv eller diffus eller ingen fornemmelse af at være en nogen i det hele taget.

Alt, hvad man foretager sig, har til hensigt at aftvinge andre spejlende beundring, så man i det hele taget kan føle sig som en nogen.

Enten næsegrus og urealistisk beundring og ophøjelse af andre, eller en fornemmelse af meningsløshed og retningsløshed i tilværelsen.

Alt, hvad man foretager sig, retter sig mod, at andre skal være de almægtige idealfigurer uden hvilke verden og tilværelsen ikke er noget.

Modent selvobjekt-forhold

Afbalanceret, realistisk fornemmelse af hvem man er, og at man er en nogen.

Mere modne forventninger til at andre værdsætter og anerkender ens måde at være på, og det man bidrager med.

Afbalanceret, realistisk fornemmelse af hvad livet er, og hvad andre er.

Er på moden måde i stand til at anerkende andre og til at kunne lade andre være forbilleder og lade sig retningslede af sin kulturs værdier.

Kohut taler om, at spejlingen og idealiseringen skal være optimalt frustrerende (det frustrerende ligger i at få nedtonet billedet af sin egen almagt). Ved for meget eller for lidt frustrerende spejling får barnet slået sin fornemmelse af at være en nogen ud af kurs – enten ved at det helt mister fornemmelsen af at være en nogen, eller ved at det fastholdes i urealistiske machoprægede storhedsforestillinger. Og tilsvarende: Ved at selvobjektet enten er for lidt idealisérbart eller fastholder et omnipotent idealbillede, vil barnet på den ene side ikke kunne opleve, at verden (og tilværelsen) er noget, der kan være meningsfyldt og retningsgivende og på den anden side blive fastholdt i afhængighed af at være tilknyttet, ja, nærmest smelte symbiotisk sammen med almægtige andre (folkeforførere, guruer etc.).

51