A nnie L arsen
Piratfisk og palmesus Fra Tyrkiet til Tahiti Bind I
F ry d e n lu n d
Piratfisk og palmesus Fra Tyrkiet til Tahiti, bind I 1. udgave, 1. oplag, 2013 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-101-2 Grafisk tilrettelæggelse: Bogmager.dk Omslagsdesign: Lars Rosenquist Bech-Jessen Grafisk produktion: Ednas Print, Slovenia
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice
INDHOLD Kapitel 1: 2001. Begyndelsen Vore første sejlruter 8 Altså sejlklar og rejseklar 9
8
Kapitel 2: Til Caribien retur gennem Middelhavet
10
Kapitel 3: Sørejsen til Caribien via Middelhavet
20
Kapitel 4: Søvejen til De Kanariske Øer
24
Kapitel 5: De Kanariske Øer
28
Kapitel 6: Sejlads til De Kapverdiske Øer
34
Kapitel 7: De Kapverdiske Øer
46
Kapitel 8: Vor sidste nordatlantiske sejlads
62
Refleksioner 18
Tilbage i Palermo 20 Det lærerige tyveri 21
Vort første sejldøgn 24 Vort andet sejldøgn 25 Vort tredje sejldøgn 27 Vort fjerde og sidste sejldøgn 27
Nok er nok 28
På andet sejldøgn 34 På tredje sejldøgn 34 På fjerde sejldøgn 34 Vort bådebyggeri 36 Bygningen af ”Larsine” 36 Et sandt fantasifoster er født 39
På vort femte sejldøgn 46 På vort sjette sejldøgn 46 Santo Antão 50 Vulkanøen Fogo 57
Andet sejldøgn 62 Tredje sejldøgn 62 Fjerde sejldøgn 63 Femte sejldøgn 64 Sjette sejldøgn 65 Syvende sejldøgn, den 24. december 65 Ottende sejldøgn 66 Niende sejldøgn 67
Kapitel 9: Caribbean Islands Antigua 68 Montserat 71 Guadaloupe 74 Îles des Saintes 79 Dominica 79 Martinique 83
68
Kapitel 10: Refleksioner 86 Kapitel 11: Caribien fortsat St. Lucia 88 Marigot Bay 89 St. Vincent 90 Bequia 91 Tobago Cay 93 Mayreau 95 Union 96
88
Kapitel 12: Tobago 98 Kapitel 13: Trinidad
104
Kapitel 14: Rejsen til Venezuela
110
Kapitel 15: Hjemme i Danmark
116
Kapitel 16: Venezuela på ny
120
Kapitel 17: Fra Trinidad til Tahiti
126
Leatherbacks 105
Det Caribiske Hav 126 Vor 1. sejlrute fra Trinidad til Panamakanalen 129 Vor 2. sejlrute fra Panama til Tahiti 129 Fra Trinidad til Panama 129 Los Testigos 129 Las Hermanas 130 Los Roques 130 Barlovento 132 De Hollandske Antiller – også kaldet ABC-øerne 133 Aruba, Bonaire − Curaçau 133 Curaçau 136 Aruba 137 Sejladsen til Colombia 137 Colombia 138 San Blas: kunaindianernes rige 142
Panamas fastland 150 Colon 150 Panamakanalen 152 Balboa: Stillehavets port 154 Rejsen til Costa Rica 155
Kapitel 18: Anden sejlrute: Stillehavet
158
Kapitel 19: Fransk Polynesien
186
Afslutningen på første del af vor jordomsejling
246
Islas Perlas 158 Langfart til Galápagosøerne 160 Galápagosøerne 161 Genovesa 162 Santa Cruz 165 Isla Isabela 167 Caleta Targus 175 Stillehavsrejsen 178 Resume af Stillehavsoverfarten 184 Sejlerlivet 184 Beskrivelse af et sejldøgn 185 Natsejlads 185
Marquesasøerne 186 Fatu Hiva 186 Hiva Oa 192 Tahuata 199 Ua Pou 200 Sejlere som vi har mødt undervejs 206 Nuku Hiva 207 Fransk Polynesien 213 Tuamotu-atollerne – også kaldet ”Dangeros Archipelago” 213 Raroia-atollen 214 Festen på Raroia 216 Dage med en perlefisker 218 Om perler 221 Makemo-atollen 222 Perleproduktion i strandkanten 225 Tahanea 226 Fakarava-atollen 228 Toau-atollen 232 Apataki-atollen 235 Rangiroa-atollen 235 Papeete og Hahiti 237 Påskeøen alias Rapa Nui 241 Tongariki 243
ken er blot at røre ved os, og hvem skal holde os i hånden? Hvis børn ikke var så utroligt umiddelbare, ville man tro, at de lavede grin med os. Denne børnefest varer omkring to timer, flere og flere voksne stimler sammen omkring os. Hvad foregår her? Mange vidunderlige børneoplevelser ligger på vor fremtidige vej, men kun få er så festlige som her i Cartagena. Flere spændende og fine butikker pynter i gaderne i den gamle by fra den tid, hvor byen blomstrede, og rejsende følte sig sikre her. Stadigt bugner det med smaragd- og juvelforretninger, og den grønne smaragd faldbydes os. Nok så lille en emerald koster nemt, hvad der svarer til to tusind kr. − det er ikke svært at styre sig. En fin herre fra en gammel butik, der handler med cubacigarer, inviterer os også indenfor. Straks bydes vi sæde i to fine lænestole og tre store glas cognac skænkes op. Herefter fremvises kostbare cubacigarer, og Steen skal smage de udvalgte af dem. Ejeren er yderst charmerende og lidt fortidig, han følger hver røgcirkel, som Steen velbehageligt udsender. Besøget kræver yderligere to-tre fede cubaprøver med flotte mavebælter fra fine æsker. Steen klarer det til UG. Vi tilbringer mindst en time blandt alle cubacigarerne − afslappet og morsomt. Der er ingen købetvang ej heller betaling for prøverygningen. Oplevelsen og stemningen her er så unik, at Steen køber flere af de fine cigarer alene for underholdningsværdien i denne 142
fortidige butik. Sandheden må frem: I den periode røg vi en del cerutter. Alt er billigt i Colombia: bus til byen koster, hvad der svarer til 2 kr., en god lokal lunch koster 8 kr., 2½ liter cola 3 kr. Det er uforståelige priser, men ganske bekvemt at fylde ”Larsine” op med proviant, øl, vin, cola, dåser til hele det næste år. Lige så vigtigt er det at kunne transportere alle varerne hjem på vore sejlercykler, hver gang vi er i byen. Vort storsejl og vor genua er pænt repareret. Jeg arbejder en del med at få ”Larsine”s airmail virksom igen. Flere amerikanske sejlere hjælper med. Vi opgraderer flere programmer, men alt er forgæves. Vi er uden airmail til Panama City, hvortil vi allerede har bestilt et Pactor IImodem fra USA. 15 dejlige dage i Cartagena er udlevet. Kl. 04 næste morgen skubber vi fra kaj uden at tænke på marinaens stærke militære sikkerhedsforanstaltninger. Nu råbes vi an af vagten. Vi havde helt glemt ham, og mere milits ankommer samt havnemesteren. Da alle vore papirer samt betalinger er i orden, hjælpes vi ud af marinaen under stor latter og med gode ønsker for rejsen.
San Blas: kunaindianernes rige Det er et helt andet og roligt ocean, som møder os, da vi er fri af Cartagena, men vor stormende anduvning har vi endnu ikke fortrængt. Vor nyreparerede genua spiles, det blæser fem sekundmeter med en østlig agten for tværs vind, piratfisk og palmesus
Vor rute rundt i San Blas-øriget
farten er kun fem knob på grund af en stærk begroning på ”Larsine”s skrog fra Cartagenas snavsede vande. Det er altid dejligt at sejle ud på roligt hav efter by- og havneliv − og vice versa. Efter 216 sømil og 37 timers behagelig sejlads styrer vi i halvmørke ind mod West Cayos Holandes på San Blas og ankrer snart i læ af yderrevet, alt imens fuldmånen følger os på plads. San Blas viser sig at være de smukkeste og de mest romantiske koraløer, som vi har set og skal opleve på vor jordomsejling. Beboet af kunaindianere og hørende under Panama. Sejlere har berettet for os: ”Har man set og oplevet San Blas-øriget, behøver man ikke at sejle videre, ingen steder fra trinidad til tahiti
finder man dejligere eller smukkere koraløer”. Hvad er det så, der bringer disse øer i særklasse? Det er øernes charmerende og harmoniske samhørighed: En lille sandø med en enkelt sukkende palme, bøjet let ud over en fire meter bred turkisfarvet koralsti over til nabosandøen, som smiler igen med en cirkulær mini lagune omkranset af gummivækster og spirende kokosnødder. Tusindvis af lignende eksotiske øer ligger her i stor harmoni. De smukke, farverige, molaklædte, urgamle kunaindianere, som har isoleret sig her og således bevaret deres egenart. 143
Dagligliv på San Blas. Kvinderne har helt glemt at skjule deres ansigter
Steen i kuna landsby
Der bor måske 1.000 kunaer på en enkelt ø
144
piratfisk og palmesus
Øriget er uberørt af turister, der er ingen krydstogtskibe eller anden transport, som finder vej hertil eller rundt om øriget. Vi ser dog et enkelt krydstogtskib ligge ved den første og yderste sandø, uden tegn på at skulle eller kunne sejle videre langs øerne. Træerne vokser ikke ind i himmelen, ej heller på San Blas. Kl. 03 nat hører vi en skurrende lyd. Vinden er vendt og suser nu fra vest ned fra Panamas østlige bjergkæde og videre ud over os, helt i modstrid med de herskende og almindelige vindsystemer her. Roret har kontakt med koralblokke. Med fuld motor kæmper vi os fri, således at vi ikke sættes yderligere op på revet. Herefter finder vi i det totale mørke og stadigvæk uden ekkolod et bedre og lidt større sandareal mellem de mange ko-
ralblokke og dropper ankeret på 30 meter vand med tilpas afstand til revene. Denne ankring kræver også nattevagt. San Blas’ Archipielago strækker sig ca. 400 km i nord-syd-gående retning langs Panamas nordøstlige kyst. Området består af små sandøer omkranset af underskønne koralrev på lavt turkisfarvet vand. De fleste øer er ubeboede, andre er beboet af få familier, og ganske få af øerne har små samfund. Kunaindianerne bygger her deres huse, og alle huse har indhegninger af raftelignende pæle, som kunaerne skover på fastlandet. Man passerer gennem bopladsen ad smalle stier med mure af rafter på begge sider; således er hytter, huse og gårdhaver beskyttet for indblik. Alle beboede øer er omkranset af
Vi bytter fisk med vort sparsomme drikkevand med kunaerne
fra trinidad til tahiti
145
små pælehuse ude i vandet. Hver familie har nemlig deres egne små tremmebure indeholdende deres enlige gråsorte gris samt deres wc. Man lever nær på stenalderniveau, der er ingen vand eller el. Dyrknings- og indkøbsmuligheder og lægehjælp er ikke-eksisterende på øerne. Frugter, bær, rodfrugter og kokosnødder hentes i skoven på fastlandet og fiskene selvsagt i lagunerne. Kunaindianerne blander sig ikke med andre. De opsøger dog sejlerne for at sælge deres helt specielle ”molaer”. Disse molaer er små kunstværker, som kvinderne broderer og applikerer, mest til deres egne smukke klædedragter. Sejlerne er de eneste, som kan komme her. Mange af kvinderne vil ikke ses og slet ikke vise deres ansigt. Hvis man fotograferer dem, tror de, at fotolinsen tager deres sjæl for altid.
Alle familier har en kano, som er en udhulet træstamme, hvorfra de fisker og transporterer sig rundt mellem øerne på visit, efter vand i floderne eller til en ny ø for en stund. Med små sejl kan de på ekvilibristisk vis navigere og føre skib med hele familien samt last, tønder og tøjbylter. Meget kompliceret er vi nu listet igennem et virvar af koralstier for at finde et ”ankerhul” med sand tæt ved en drømmeø. Vi tror os helt alene, indtil vi ser en ægte kunaindianer løbe langs stranden og fange fisk med spyd. Senere graver han tarorødder op ved en lille bevoksning. Nogle timer senere skubber han en kano ud i vandet, hvorefter han bærer to tøjbylter ud i kanoen. Den ene tøjbylt er en lille, fin, ung kvinde og den anden en gammel kone. To børn hopper selv op i kanoen.
San Blas
146
piratfisk og palmesus
Faderen rejser en lille træmast og ruller et slidt og gammelt sejl ud, og kanoen blæser over til os. Med sejlet svingende rundt og sig selv balancerende på kanten af kanoen viser han os den skønneste børnemolakjole. Det er et lille molakunstværk til 35 US$. Nu hulker det voldsomt fra den ene tøjbylt. Vi forstår, at den unge kone er ulykkelig over den lille pris, som vi vil betale for molakjolen. Det er et helt års arbejde. Vi forstår, at fruen ønsker 10 US$ mere. Det er helt forståeligt, og snart hersker der en ubeskrivelig glæde imellem os alle. Faderen kaster alle sine nyfangne
fisk op på vort båddæk samt alle sine taro og jams. Vi giver dem cola, vand, balloner og slik. Det er en herlig stund, men vi opnår dog ikke at se kvindernes ansigter. Den lille familie er på vej til en fjern by ved fastlandet for at købe varer. De er nemlig millionærer nu. I lang tid ser vi det lille sejl manøvreres væk mellem alle koraløerne. Stien til vor lille fiskerfamilie
En dejlig dag sammen med vor fiskerfamilie med den syge dreng
fra trinidad til tahiti
147
På vej op ad Panamas Rio Diablo efter ferskvand samt for at vaske tøj. San Blas
Vi gætter på, at der i øjeblikket sejler 200-300 sejlbåde rundt på San Blas. Rigtig mange sejlere søger sammen i de smukkeste og mest velbeskyttede laguner, mens livet leves i paradiset. Vi opsøger fjernere øer, og ofte kommer kunaerne på besøg. De fleste søger hjælp og enkelte er ude efter ”goder”. Flere gange kommer familier på besøg for at få hjælp til infektioner, sårbehandling og øjenbetændelse. En kano med fire yngre fiskere besøger os en sen aften. Vi undres altid over, at unge kunamænd ligner 12-årige drenge; de er cirka halvanden meter høje, slanke og drengede. En af disse fiskere har en syg dreng derhjemme. De får tre halve kodimagnyler med. Vi tør ikke give dem mere medicin. Andre sejlere beretter om, at de f.eks. har ud148
leveret en flaske jod til sårbehandling, hvorefter chiefen drak hele jodflasken, hvilket fik alvorlige følger. Næste dag vil fiskerne have os med hjem til deres syge dreng, der dog i mellemtiden har fået det bedre. De ønsker mere medicin, cola, kaffe og vore svømmefødder. Man opleves ofte som et forsyningsskib. Vi medtager medicin og legetøj. Alle øerne er uendeligt smukke som også denne fiskerø. Vi vandrer ad en lille sti med gummiagtige vækster, frodige palmer og kokosnødder, der lige har slået rod i sandet med en lille grøn top, og vi ser små skyggefulde basthytter. Ved deres lejr ligger den lille dreng i en hængekøje på terrassen. Vi bedømmer, at han vil være i orden i morgen. Han får alligevel en halv kodyl, det kræver situationen. Den 20 personers store familie piratfisk og palmesus
har fanget kokoskrabber, og de har plukket kogebananer, og kvinderne er ved at tilberede mad til os. Deres datter på 12 år venter en baby, det glæder alle sig over. Der bor kun denne fiskerfamilie på øen, og kvinderne siges aldrig at forlade lejren. Vi kan dårligt se, hvem der er forældre eller børn eller søskende. Mon de selv kender deres familierelationer? Vore vandtanke er slunkne, snavsetøjsposerne er bugnende. En tidlig morgen følger vi derfor strømmen af padlende kunaer op i floden Rio Diablo. Vi padler og trækker vor dinghy gennem flodens lavvandede områder cirka tre km op ad floden. Netop her fylder indianerne deres vandkar, og de vasker deres tøj under det rislende rene og klare vand, som her passerer over grus og sten. Naturen og den lokale kolorit
er fascinerende, hvilket vi iagttager, alt imens vi også står og vasker vort tøj, uden at nogen undrer sig over det. Abebrøl, sang fra tropefugle, ibisser og hejrer underholder os. Indimellem kommer ”rigtige indianere” padlende forbi oppe fra flodens udspring. Dem skal man ikke fotografere, deres kulsorte øjne lyner, når de ser et kamera. Bare et rygfoto af indianerne kan gøre dem vrede. Vi har læst om og efterfølgende fundet et større øsamfund, som vi vil besøge, men man ved aldrig, hvordan man modtages. For det meste er kunaerne mere reserverede i øsamfundene. Vi modtages godt, de vil gerne sælge os molaer samt deres smykker. Her er bygget store, flotte og høje fælleshytter og mødehytter. Vi inviteres ind i fælleshytten, hvor kvinderne sælger lands
Disse indianere, som vi møder højere oppe ad floden, er ikke venligt stemt
fra trinidad til tahiti
149
byens molaer og smykker. Jeg må ikke fotografere derinde, før alle kvinderne har forladt hytten, og så er det foto jo uinteressant. Vi køber en del ting af kvinderne for at få lidt mere kontakt. Herefter lykkes det at få et nærfoto af fem kvinder, hvoraf den ene unge kunakvinde bærer en toårig albinoagtig dreng på armen. Det er interessant, fordi vi ser mange albinoer på San Blas. Efterfølgende ser vi mange børn og voksne albinoer i andre lukkede øsamfund og stammesamfund. Alle kunakvinderne bærer farerige og vidunderlige klæder. Tætsiddende og halvlange kjoler med molamotiver på bryst og ryg. Ubesværet og stolte i den trykkende hede henter de vand og brænde iført disse stive og stramtsiddende dragter. De bærer guldringe i næsen, fine arm- og benringe fra hånd til albue og fra fod til knæ. Vi har levet tre og en halv uge i Bountyland. Nogle af vore venner har ligget her i 3-4 måneder, især fordi de skal tilpase sig Panamakanalens tider for gennemsejling. Vi er nok lidt spændte på oplevelserne i Panamakanalen. Kursen er derfor sat til den nordligste San Blas-ø, Por Venir, hvor customs og immigrationskontorerne findes, foruden en airstribe for små fly og et minihotel. Det er den eneste ø med mulig overnatning i San Blas. Det siges, at man som lokal kan bestille en båd eller kano og sejle lidt rundt i øriget med lokal overnatning.
150
Panamas fastland På vej videre til Panamakanalen er det muligt at gøre et stop i Porto Bello med en dagssejlads på 55 sømil. Det er en gammel og smuk borgby, men intet imponerer os rigtigt lige efter San Blas.
Colon Den 1. april passerer vi Panamas breakwaters på Atlanterhavssiden og fortsætter ind mod byen Colon til Colon Yacht Club. Vi fortøjer meget heldigt langskibs på en yderplads i en overfyldt, lille marina, fordi en katamaran netop sejler ud, lige da vi ankommer. Den sædvanlige procedure ved anduvning går i gang: customs, immigration, health, havnekontor. Herefter netcafé, bank, vand- og gasdiesel-påfyldninger. Hvor dejligt efterfølgende at sidde civiliseret i en yachtklub med en god lunch og læse om transitten i Panamakanalen. Colon var i kolonitiden en flot spanskbygget by med kolonader og pragthuse, men byen er nu helt forfalden. I nyere tid er tilmed næsten al aktiv virksomhed samt aktive mennesker flyttet til hovedstaden Panama City, der ligger cirka 100 km mod vest ud til Pacific Ocean. Kun slum og kriminalitet er blevet tilbage. Man færdes kun om dagen og kun med taxa. Hovedgaden er rimelig sikker, selv om der er mange skæve eksistenser. Man kan frit hæve penge, fremkalde sine utrolige og fantastiske San Blas-fotos og proviantere i supermarkeder til en utrolig lav pris. Herefter kræver det taxa hjem til marinaen. piratfisk og palmesus