Populismens klassekamp (uddrag)

Kristian Thorup

Populismens klassekamp – om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere

Fr yd e nl und

Populismens klassekamp – om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere © Frydenlund og forfatteren 1. udgave, 1. oplag, 2018 ISBN 978-87-7216-074-0 Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Omslagsdesign: Marie Boye Thomsen Foto omslag: Nicolai Lok Korrektur: Sprogkontoret Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien Udgivet med støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd

og

Sportgoodsfonden

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Politikkens nye skillelinjer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Dansk Folkepartis kulturelle klassekamp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Opråb til venstrefløjen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Det fremmede i klassekampen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Det politiske stigma . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Usynlig i klasseværelset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Når foragten trænger igennem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Vold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Kampen mod den kulturelle overklasse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 DF’ernes ideologikritik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 Akademiske politikere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54 Habitus-politik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Den nye klassebevidsthed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Udlændinge­politikkens skjulte ­klassekamp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 Den smuldrende velfærdsstat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72 En kamp for omfordelingen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 ”Nu har vi betalt huset” – integrationsproblemer i lokalområdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80

5

Tilbage til venstrefløjen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87 Dansk Folkepartis forvrængede blik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 Det multikulturelle blik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 Ubelejlige kendsgerninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 Diskrimination i tolerancens navn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110 Kulturkritik er for hvide mennesker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114 Jagten på den hemmelige dobbeltagent . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 Strukturel kritik og individuel moralisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126 Når frigørelse er et fremmedord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134 Tilbage ned i mudderet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 142 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155

6

Kapitel 2

Kampen mod den kulturelle overklasse Til daglig studerer Anders på Københavns Universitet. Han er den første i sin familie, der er trådt gennem universitetets port, men selvom han fysisk og statistisk befinder sig i den akademiske klasse, befinder han sig et andet sted i sin bevidsthed. Det bliver klart, da jeg spørger ham, hvem der er de mest kritiske og stigmatiserende over for Dansk Folkepartis vælgere: Det er faktisk de mest veluddannede. Dem, som jeg sådan lidt flabet måske ville kalde den aristokratiske elite, som bor på Østerbro og Gentofte osv., og som egentlig burde være ordentlige mennesker. Det er dem, der er de mest nedladende og ubehagelige – og generelt har en ringe opførsel. Det er egentlig sjældent, at man oplever det fra folk på en lavere social rangstige. Det er dem, som har haft en lang uddannelse, som mener, de er de klogeste mennesker i verden, og at vi andre er dumme.

Det kan virke paradoksalt, at Anders kritiserer samfundets mest veluddannede klasse, når han selv er universitetsstuderende. Hans kritik skal imidlertid forstås på baggrund af hans egen sociale opvækst, da han er vokset op i en familie med faglærte forældre. Hans mor er uddannet frisør, men arbejder 45

som pædagog, og hans far er uddannet mekaniker og ejer sin egen virksomhed. Anders er meget optaget af skellet mellem faglærte arbejdere og akademikere. I hans øjne er akademikere alt for dominerende i samfundet og har tilranet sig en uforholdsmæssig stor magt og indflydelse. Anders mener, at samfundet ikke lytter nok til den faglærte klasses udfordringer, og han ønsker derfor at kæmpe deres politiske kamp.

Theodor har samme opfattelse af, hvem der kritiserer Dansk Folkepartis vælgere. Han kalder dem for ’eliten’. Jeg beder ham uddybe, hvad han mener med det: Eliten, synes jeg, er denne her kreative klasse, denne her kulturradikale klasse, hvor alle har gået på universitetet, de har alle sammen et godt job, og de bor alle sammen typisk i det indre København eller i Gentofte, Hørsholm og Nordsjælland. Folk som … altså stemmer på De Radikale, synes jeg, er typisk. Som har denne her meget ’åbne grænser’, ’fri indvandring’, ’mere EU’ osv.

Carina er enig og siger, at dem med de nedladende holdninger ofte er ”folk, som er meget højt uddannet”. Den klasse, som de alle tre henviser til, er den kulturelle overklasse, samfundsklassen med mest kulturel kapital. Deres oplevelser stemmer overens med en række danske studier, som viser, at den kulturelle overklasse ofte støtter en åben udlændingepolitik, er EU-venlige, globalt orienterede og ofte drager grænser til folk med indvandringskritiske holdninger.

DF-vælgerne drager hyppigt grænser til den kulturelle overklasse. De oplever denne klasse som arrogant, nedladende og alt for dominerende i samfundet. I opposition til denne 46

overklasse definerer flere af dem sig selv som ”det almindeligt arbejdende folk” eller som ”arbejderklassen”.

I DF-vælgernes verdensbillede er udlændingepolitikken tæt koblet til en kamp mellem almindelige arbejdere og den kulturelle overklasse. De oplever, at denne overklasse i forbindelse med udlændingepolitikken både har helt andre værdier og helt andre interesser end dem selv. Med andre ord forstår DF-vælgerne kampen om indvandringen som en klassekonflikt.

Deres oplevelse er ikke blot, at den kulturelle overklasse dominerer kampen om de offentlige sandheder i samfundet, men at de gør det på en arrogant og nedladende måde. Folk fra den kulturelle overklasse ytrer ikke blot deres standpunkter, men leverer dem som de eneste rigtige. Samtidigt betegner de deres modstanderes holdninger som moralsk forkastelige.

Den kulturelle overklasses dominans gør sig særligt gældende i den politiske debat. DF’erne oplever, at de kulturelt privilegerede opfører sig som om, de har monopol på at definere, hvad der er sandt og begavet, og hvad der omvendt ikke skal tages seriøst. Anders mener, at den kulturelle overklasse forsøger at definere sine egne politiske overbevisninger som et udtryk for ren fornuft og rationalitet: Der er jo ikke noget bestemt videnskabeligt eller mere rationelt i at stemme Radikale Venstre. Men der er en bestemt elite i det her land, som tror, at de er klogere, og at deres holdninger er mere korrekte, fordi de har en lang uddannelse.

I Anders’ øjne forholder det sig snarere omvendt: I hans verdensbillede besidder de højtuddannede ikke en særlig rationel 47

indsigt i verden, men er snarere kendetegnede ved en manglende viden om den ’virkelige verden’, som resten af samfundet lever i: Det kan godt være, folk med lange uddannelser måske ved noget mere om … om nogle bestemte ting. Men der er godt nok også mange områder, hvor de er naive – og med god grund! Fordi de måske ikke har været i den virkelighed, som, lidt klassisk, gammeldags sagt, en arbejder måske er i.

Anders forsøger at optegne et alternativt symbolsk hierarki, hvor den akademiske viden ikke sættes øverst, men derimod placeres under den hverdagslige og jordnære indsigt i, hvordan verden opleves for en normal ’arbejder’. Han revurderer den abstrakte, akademiske tankegang fra at være ophøjet og distingveret til at være verdensfjern og isoleret fra det virkelige liv.

Den højtuddannede samfundsklasses verdensfjerne tilgang kommer særligt til udtryk i forbindelse med udlændingepolitikken. DF-vælgerne nøjes ikke blot med at konstatere dette, men fremlægger en række hypoteser om, hvorfor det forholder sig sådan.

For det første er det for DF’erne tydeligt, at den kulturelle overklasse bor meget langt væk fra de konkrete integrationsproblemer, som man finder i de belastede boligkvarterer og sociale boligbyggerier. Næsten alle de DF-vælgere, jeg har talt med, har selv boet inde i eller tæt op ad belastede boligområder med store sociale problemer. Den kulturelle overklasses store distance til socialt belastede boligområder og integra­ 48

tions­problemer er ifølge Anders en stor del af forklaringen på, hvorfor de ofte går ind for en åben indvandringspolitik. De har sjældent personlig erfaring med integrationsproblemer: For mange af dem er det fordi, de simpelthen ikke kender til virkeligheden. Simpelthen. De kommer særlige steder fra, og mange undersøgelser viser jo, at de typisk har haft forældre, som har boet lige så godt, haft penge mellem hænderne og har haft samme flotte uddannelser.

Hvis du bor bestemte steder i det her land, så ved du jo ikke, hvilken virkelighed alle andre gennemgår, og den fornægter de jo ligesom bare.

Theodor mener ligeledes, at denne sociale og geografiske distance gør, at den kulturelle overklasse ikke selv betaler prisen for sin åbne og tolerante udlændingepolitik: De mennesker, der taler om det her – for eksempel Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen, tidligere ministre fra Radikale – de bor jo i de meget flotte områder i Gentofte og rundt omkring, hvor der ikke er eller kommer integrationsproblemer, for folk har ikke råd til at bo der som indvandrere. Og så taler man om, at den almene dansker, som bor i en ghetto eller et socialt belastet område, at de skal bare til at udvise noget tolerance og noget åbenhjertighed. Det, synes jeg, er så arrogant, som det overhovedet kan blive! Og når man taler om, at vi bare kan modtage flere og flere indvandrere, som om det ingen konsekvens har, så ser man bare ikke virkeligheden. For man møder ikke problemerne.

49

Ifølge Theodor er den kulturelle overklasse ikke i stand til at se integrationens udfordringer. For det første fordi de som nævnt befinder sig geografisk så langt fra udfordringerne, at de er uden for synsvidde i deres daglige færden. For det andet fordi deres blik er formet af deres sociale placering i samfundet til at betragte verden på en bestemt måde. Blandt den kulturelle overklasse er grænsen mellem at tale om udfordringer ved indvandringen og det at være fremmedfjendsk meget tynd. Der er bestemte måder at betragte virkeligheden på, som ikke er legitime.

Dorte, som er lægesekretær, er klar over, at ikke alle meninger er lige legitime at ytre i alle samfundslag: ”Jeg tror da nok, at hvis man har en længere uddannelse, så er det forkert at sige, som os andre gør, der tilhører arbejderklassen og har en mere jævn uddannelse”. Hun er bevidst om, at de uskrevne regler, som hersker på de veluddannedes felter, ikke tillader den form for indvandringskritik, som Dansk Folkeparti og dets vælgere står for. Derimod mener hun, at der på de veluddannede felter er en vis anerkendelse forbundet med at tale om tolerance og åbenhed, og at de veluddannede derfor har en skjult interesse i at støtte ’åbne’ og ’tolerante’ værdier.

Den fornemmelse, Dorte har, bliver i valgforskningen kaldt ’socialiseringstesen’. Ifølge denne tese er folk med lange uddannelser langt mere velvillige over for indvandring end folk med kortere uddannelser, fordi uddannelsesinstitutionerne socialiserer deres studerende til at abonnere på bestemte progressive og indvandringsvenlige værdier. Folk med kortere uddannelser befinder sig derimod på arbejdsmarkedet fra en langt tidligere alder, hvor indvandringskritiske værdier i højere grad er acceptable.

50

Formuleret med Bourdieus terminologi hersker der på de veluddannedes felter en bestemt doxa om at udvise tolerance over for indvandring. Doxa er Bourdieus begreb for de selvindlysende sandheder på et samfundsfelt, som ingen i feltet stiller spørgsmålstegn ved. Selv hvis man ønsker at udfordre doxa, kan det være vanskeligt at gøre uden at fremstå næsten blasfemisk, da doxa udgør de grundlæggende værdier, som feltet er samlet omkring. Dorte har ret i, at selv hvis folk på de veluddannedes felter skulle ønske at ytre en indvandringskritik, der minder om Dansk Folkepartis, så ville det praktisk talt være umuligt at gøre uden at miste en betragtelig grad af anseelse. Det er en central del af de veluddannede felters doxa, at man er tolerant over for indvandring og værdsætter kulturel diversitet.

En anden væsentlige årsag til, at den kulturelle overklasse støtter en åben indvandringspolitik, er ifølge DF’erne, at højtuddannede mennesker ikke er økonomisk truede af indvandringen. En DF-vælger, jeg taler med, formulerer det sådan: Jeg tror nogle gange, at dem, som er meget privilegerede, har lidt svært ved at se de konsekvenser, som indvandring kan have for helt almindelige, små mennesker, ikk’? En direktør vil jo ikke kunne mærke, om flygtninge kommer ind og tager deres job. Men det kan håndværkere, og det kan andre folk i den klasse, ikk’ – arbejderklassen.

Fordi indvandrere sjældent har meget lange uddannelser, oplever DF’erne, at det særligt er de fag- og ufaglærte samfundsklasser, der er truet på deres jobsikkerhed, løn og arbejdsvil51

kår, mens indvandringen ikke udgør nogen direkte økonomisk trussel for de højtuddannede.

De veluddannede og ressourcefulde er fra DF’ernes perspektiv kendetegnede ved, at hverken deres økonomiske interesser eller deres hverdag kommer i kontakt med de integrationsudfordringer, som ofte følger i kølvandet på indvandring. DF’erne tegner et billede af en kulturel overklasse, som sidder i sikkerhed i landets rigeste forstæder og lader andre mennesker betale den sociale pris for udfordringerne ved den udlændingepolitik, de selv støtter.

DF’ernes ideologikritik Dansk Folkeparti-vælgernes kritik af den kulturelle overklasse bærer nogle bemærkelsesværdige paralleller til Bourdieus analyse af den akademiske habitus. I sit værk Méditations pascaliennes anfører Bourdieu, at akademisk tænkning altid har været præget af en vis afstand til det praktiske arbejde og de økonomiske nødvendigheder, som de mindre ressourcefulde samfundsklasser er underlagt. Dette har været med til at forme akademikernes verdenssyn, men uden at de selv har været bevidst om det. De har derfor en ubevidst tendens til at generalisere og universalisere deres eget perspektiv, som udspringer af deres privilegerede sociale position i samfundet.

Den akademisk habitus har tilbøjelighed til at undertrykke sine egne sociale betingelser ved at anskue sig selv som ’ren’, det vil sige frigjort fra ethvert klassemæssigt eller geografisk ståsted.

Akademikere ser verden med deres eget blik og antager ofte, at hele samfundet består af mennesker, der tænker på samme distancerede og teoretiske måde, som dem selv.

52

Selvom Bourdieu ikke skriver det, er hans analyse tydeligt inspireret af Marx’ ideologiteori, som han udpenslede den i sit værk Den tyske ideologi. Marx definerede ideologi som en verdensanskuelse, der er formet af de socioøkonomiske betingelser, som subjektet lever under – uden at subjektet selv er bevidst om det. Den ideologiske bevidsthed forstår sig selv som afkoblet fra alle materielle omstændigheder, selvom den netop er formet af disse.

DF’ernes kritik af den kulturelle overklasse passer præcist på Marx’ definition af ideologi: Den veluddannede venstrefløj kæmper for en åben, multikulturel politik uden at have indsigt i, at deres verdensbillede er betinget af deres egen privilegerede sociale position. Den akademiske venstrefløj er dermed på paradoksal vis blevet genstand for en kritik, som til forveksling ligner den oprindelige marxistiske kritik af den økonomiske overklasses ideologiske verdenssyn.

Ifølge Bourdieu er subjektets habitus, herunder dets værdier og måde at forholde sig til verden på, i stor udstrækning formet af dets ”afstand til nødvendigheden”. Det vil sige, hvor stort et overskud af ressourcer det har, og hvor påtrængende dets basale behov er. Bourdieus studier viste, hvordan afstanden til nødvendigheden kan forklare de forskellige klassers livsstile og æstetisk-kulturelle præferencer. Som Rune Lykkeberg eksempelvis beskriver de forskellige samfundsklassers forhold til indtagelsen af måltider: I arbejderklassen er det utaknemligt og truer den sociale orden, hvis man ikke spiser op. I overklassen er det blamerende, hvis én skulle finde på at sidde og tvære den 53

sidste sauce af tallerkenen med et stykke brød. Arbejderklassens forhold til mad er bestemt af nødvendighed og funktion: Man skal have føde, man skal være mæt.

Overklassens forhold til mad er æstetisk: Man stiliserer sine måltider. Her er det ”vulgært” at se de delikate anretninger som ”føde”.

På samme måde kan ”afstanden til nødvendigheden” måske forklare de forskellige klassers indvandringspolitiske værdier.

En meget abstrakt og distanceret tilgang til verden er ifølge Bourdieu betinget af en stor afstand til nødvendigheden, og det er netop dét, DF-vælgerne beskylder den kulturelle overklasse for: De oplever, at denne klasses åbne, multikulturelle politik er virkelighedsfjern, abstrakt og ikke er præget af erfaring med de konkrete integrationsudfordringer. Samtidigt hævder den kulturelle overklasse, at dens værdier er universelle, humanistiske værdier, løsrevet fra ethvert klassemæssigt eller geografisk standpunkt.

Akademiske politikere En del af DF’ernes oprør mod den kulturelle overklasse sigter mod den politiske magt, som denne klasse besidder. Både i kraft af, at akademikere dominerer det parlamentariske og bureaukratiske system, og fordi de i den offentlige debat har stor symbolsk magt til at definere de politiske dagsordener, og hvad der er legitime løsninger. DF’erne oplever, at det politiske system og den offentlige debat er domineret af den akademiske klasses verdenssyn og erfaringer og derfor i stor udstrækning

54